Tegneserier - Roskilde Kunstforening

roskildekunst.dk

Tegneserier - Roskilde Kunstforening

KUNST & borger

185 oktober 2009

Den danske

tegneserie


De forhistoriske hulemalerier vidner

om det. De gamle vaser fra

antikkens Grækenland er fulde af

det. I Japan findes der en hel kultur

omkring det. Og over alt i verden

har det i langt over hundrede

år været en kilde til fest og fare og

til gru og glæde.

DET er tegneserien!

Det er længe siden, at tegneserien

blev stueren. Allerede i 70’erne og

80’erne trængte den

igennem og blev

til en del af pensum

i både folkeskolens

og gymnasiets

danskundervisning. Der

kan forskes i tegneserien

på universitetsniveau og

flere af vore større kunstmuseer

har lavet udstillinger

med aspekter

af tegneseriens univers

som tema.

Så når tegneserien nu

også når til Roskilde og

for en tid fylder Palæfløjen,

er det vel ikke noget at skrive

hjem om.

Joh, det er det nu alligevel.

– For det første fordi den udstilling,

der nu fylder væggene i

Palæfløjen, er symptomatisk. Et

symptom på, at der i den snart 70

år gamle Roskilde Kunstforening

stadig kan tænkes nye tanker og

inddrages nye områder af kunsten

i det samlede billede af kunsten,

som virksomheden i Palæfløjen

gerne skulle være.

– For det andet fordi denne ud-

Foroven. Otto Frello:

Olsenbandens store Kup. Tegnet efter filmen af samme navn.

2

Mød dig selv

stilling samtidig med at dreje sig

om det nye også handler om det

kendte. Udstillingens tema er

netop danske tegneserier og danske

tegneserieskabere. Og det har

vi alle gjort vores erfaringer med,

men vi har ikke før kunnet gå på

nogen udstilling for at få opdateret

vores erindringsbilleder –

hvad enten det er Rasmus Klump

eller den dristige Willy ude på sine

eventyr, det drejer sig om.

– Og for det tredie fordi netop

tegneseriens kunst er sin helt egen

genre med sine helt egne love i

både det tekniske, det kompositoriske

og det koloristiske, hvor alt,

hvad der aldrig nogensinde kunne

gå uden for tegneseriens univers,

er ren, glad selvfølge indenfor.

Det er i nærstudiet, man for alvor

oplever, hvad det er, tegneserien

kan. Og det er på udstillingen,

hvor alle billederne er store og

hænger lige i næsehøjde, at det er

muligt at gøre de nærgående iagttagelser.

Der er altså mindst tre gode grunde

til, at vi her i Roskilde har brug

for en udstilling om tegneserier.

Men der er én grund mere til,

at tegneserien hører

med hjemme

i et kunstens hus.

Og det er, at tegneserien

er en del af vores

fælles identitet. Vi nikker

genkendende, når og hvor

vi finder selv de mindste

referencer til en af

de kendte tegneserier.

Det er nok at sige

”Tintin” eller ”Knold

og Tot” for at etablere

et mentalt fælles

rum. I dag har

tegneserien den

plads i den kollektive

bevidsthed, som eventyr

og myter engang havde,

fordi tegneserien på en

nutidsmåde fortæller de samme

arketypiske historier.

For det er det, der gælder:

at vi i tegneserien på godt og ondt

bliver konfronteret med de dybe og

ubevidste lag i vores personlighed.

Så gå bare ind i denne udstilling –

og mød dig selv.

Jens Pedersen

KUNST & BORGER, 25. årgang 2009 • Udgiver: Roskilde Kunstforening © 2009

Redaktion: Ole Olesen, Jens Pedersen (ansv.), Henriette Westh.

Forside, baggrund: Darwin og Clementine (fragment) af Anders Brønserud og i forgrunden Nofret af Sussi Bech


Den danske tegneserie

- før og nu

De sidste par år har også den etablerede udstillingsverden fokuseret på tegneserier

som kunstart. Mest markant var måske udstillingen af den japanske tegneserie,

manga, på Louisiana i august sidste år. Det skal ikke hedde sig, at Palæfløjen står

tilbage for noget som helst, så derfor kan et udvalg af danske kvalitetstegneserier ses

i Palæfløjen fra lørdag d. 17. oktober til søndag d. 15. november. Der er fernisering

lørdag d. 17. oktober kl. 12 til 16.

Og hvilket festfyrværkeri af tegninger!

Vi kan bl.a. præsentere

topnavne som Peter Madsen, den

navnkundige tegneserietegner,

som satte Danmark på tegneserieverdenskortet

ved at være den

udvalgte tegner til dansk tegneseries

hidtil største sats, Valhalla,

Sussi Bech, den danske tegneseries

”grand old lady”, som i årevis har

underholdt os med serien Nofret,

Frank Madsen, som står

for den herlige actiontegneserie

Kurt Dunder,

Thierry Capezzone, som

har gjort sig bemærket

med historier om H.C.

Andersen som barn, og

mange mange flere.

Men lad os starte med

begyndelse - og der

kommer vi ikke uden

om de store danske

pionærer som Rasmus

Klump af Carla og

Vilhelm Hansen, samt

Willy på Eventyr, sidst

tegnet af den ualmindeligt

dygtige tegner,

Tage Andersen. Her er

serier, der snildt lever

op til de strenge

internationale krav,

som i Europa især blev

dikteret af Belgien og

Frankrig, hvor vi fik

henholdsvis Tintin og

Asterix fra. Den amerikanske

tradition med

serier, der blev til film

og vice versa, ser vi et

eksempel på i 1977, hvor Otto Frello

kastede sig ud i det vanskelige

arbejde at ”tegneserificere” en af

vores elskede Olsen-banden-film.

Man kunne med et elsket citat

fra filmene spørge: ”Er det ikke

farligt?”. Jo, måske. Og måske derfor

blev det foreløbigt kun til det

ene album i Danmark og i Tyskland,-

men hvem ved, hvad fremtiden

bringer?

Peter Madsen:

Valhalla. Forsiden til 15. og sidste bind i serien om de gamle

nordiske guder - Vølvens syner.

Inden for den klassiske tegneserie

har den fortidige fremtid, som nu

er nutid, i hvert fald bragt en myriade

af forskellige spændende,

traditionelle, underholdende, eksperimentende,

psykedeliske og

surrealistiske tegneserier med sig.

Vi har i udstillingen bestræbt os

på at udarbejde et så helstøbt resultat

som muligt. Derfor har vi

begrænset området til

udelukkende at indeholde

tegneserie på

tryk og således udeladt

tegnefilm. Vi skelner

også mellem tegneserie

og vittighedstegninger,

selvom mange tegnere

tegner både vittigheder

og serier. Begrænsningen

gør udstillingen

mere overskuelig,

men det kan ikke nægtes,

at disse to udtryksmåder

er meget nøje

forbundet. Dels giver

tegneserier meget ofte

inspiration til levende

billeder, både tegnede

og fotograferede, og

dels er tegneserien ofte

inspireret af den filmiske

udtryksmåde.

Og hvorfor er der så

nogen, der synes, at

tegneserier er så fascinerende.

Hvis vi ser

helt bort fra den underholdende

værdi og går

i dybden med illustra-

3


tionerne, vil man opdage, at hver

ramme har sit eget liv, som dog er

mere eller mindre afhængig af de

andre rammer.

Det er og har altid været en

misforståelse at tro, at tegneserier

er nemme at producere. Man kan

ikke gå på akkord med ét eneste

billede. Ikke blot skal man formå

at tegne personligheder i løbet af

forholdsvis få billeder, man skal

også være i stand til at kunne forme

miljø og omgivelser på

en trovær- dig måde, så

læse- ren/besku-

Sussi Bech: Nofret.

Bechs tegneserieheltinde er et bud

på, hvordan en kvinde med ben i

næsen har klaret sig i det antikke

Egypten. Bechs univers af imponerende

og præcise gengivelser af den

tids egyptiske kultur gør det nemt for

læseren at leve sig ind i historien.

eren kan leve sig ind i universet.

Vi taler altså om, at kunstneren

foruden at være tegner, også skal

være forfatter og regissør. Selvom

historien har en separat forfatter,

kommer man ikke uden om, at det

trods alt er billedkunstneren, som

med sin streg og billedlige fortælleteknik

skal kunne formidle budskabet.

Dette være sagt er der adskillige

eksempler på formidable

samarbejder mellem tekstforfatter

og illustrator. Dette i sig selv er en

4

Willy på eventyr af Tage Andersen. Danmarks første

science fiction tegneserie.

vanskelig kunst, hvor alt skal gå

op i en højere enhed: Dels skal tegneren

være i stand til at illustrere

forfatterens ord, og dels skal forfatteren

kunne ”læse” tegnerens

personlige stil og talent og rette

ind efter det.

Sidst, men ikke mindst, skal tegneserietegnere

kunne tegne - alt. Det

nytter ikke noget, at man ”kun”

kan tegne personer i alle afskygninger,

eller at man er en fremragende

arkitekturtegner. Hvis

omgivelserne er helt rigtige, men

persontegningen stiv og ubrugelig,

falder historien på gulvet med

et brag. Hvis personerne er levende

og troværdige, falder de igennem

i et miljø, der er kikset gennemført.

Dette gælder uanset, om

tegneserien er tegnet i traditionel

stil eller i eksperimentel stil. Anders

Brønseruds univers ville ikke

gøre indtryk, hvis ikke både persontegning

og omgivelser var

gennemførte og kongeniale.

Henrik Rehrs markante træsnitsagtige

billeder ville ikke

virke, hvis ikke der var kontakt

mellem figurer og baggrund.

Mange tegneserier har tilmed

en helt, der skal kunne

det hele: I det ene album ser

man helten gebærde sig som

pilot, det andet øjeblik som

rytter. Altså kræves der en

tegner, som både kan tegne fly

og ekvipager, to meget forskellige

og ualmindeligt vanskelige områder.

Det siger sig selv, at det er langt

de færreste, der slipper godt fra

det, men blandt de udvalgte få finder

vi bl.a. denne udstillings deltagere.

Der findes ingen begrænsninger

for tegneserien. I lighed med alle

andre kunstarter, finder vi her forskellige

retninger, ismer, tegnestile,

udtryk. Da tegneserien meget

ofte også er forsynet med tekst, er

her en ekstra dimension for kunstneren

at tage hensyn til. Det lyder

vanskeligt. Det er det også. Tegneserier

er og vil altid være - en vanskelig

kunst.

Henriette Westh

Anders Brønserud: Fragment af værket

Darwin og Clementine. Det surrealistiske

islæt har for længst holdt

sit indtog i den danske tegneserie.


Kunstnerne:

Tage Andersen

1922-81. Blev den sidste tegner,

der tog sig af beretningen om den

danske lyshårede helt, Willy. Tage

Andersen introducerede science

fiction i den danske tegneserie for

allerførste gang.

Sussi Bech

Født 1958. Medlem af tegnestuen

Gimle. Som en af de få kvindelige

danske tegneserietegnere har

Sussi Bech markeret sig med den

populære serie om egypterinden

Nofret, som brillierer med præcise

detaljer fra antikkens Egypten.

Anders Brønserud

Født i 1972. Har i de senere år

gjort sig bemærket med Otto, en

surrealistisk og en anelse rablende

gal fortælling om en tyk mand.

Medlem af tegnestuen Gimle.

Thierry Capezzone

Født i Frankrig i 1963, flyttede

senere til Danmark. Thierry Capezzone

er især kendt for serien

H.C. Andersen Junior. Kunstnerens

erfaring fra arbejdet med de store

belgiske tegnere, er tydelig i den

flotte, klare streg.

Ole Comoll Christensen

Født i 1964, medlem af tegnestuen

Gimle. Comoll Christensens serie

Dimensionsdetektiven har slået

markant igennem i de seneste år,

men han holder stadig af at tegne

til undergrundsblade.

Otto Frello

Født i 1924 og først og fremmest

billedkunstner på andre områder.

Olsen-bandens store kup er hans

eneste tegneserie, men afslører, at

Frello har godt greb om fortælleteknikken.

Carla og Vilhelm Hansen

Hhv. 1906-2001 og 1900-1992. Det

uadskillelige kunstnerpar, som

opfandt Rasmus Klump. Serien

fik en omfattende succes, også

i udlandet og er den dag i dag

formentlig vores mest sælgende

tegneserie.

Lars Jakobsen

Født i 1964 og nok mest kendt for

sine herlige høns i Ganske Vist. Jakobsens

stil er løs med vis forankring

i den traditionelle stiliserede

streg.

Frank Madsen

Født 1962. Er ligesom sin hustru,

Sussi Bech, medlem af tegnestuen

Gimle. Frank Madsen slog for

alvor igennem med action-serien

Kurt Dunder for børn og barnlige

sjæle.

Peter Madsen

Født i 1958. Den udvalgte tegner

til Danmarks største tegneseriesats,

Valhalla, som også blev lavet

til en yderst vellykket tegnefilm.

Serien er desuden oversat til ti

sprog og er lige barslet med sidste

album: Vølvens syner.

Henrik Rehr: Man kan nemt

tro, at Henrik Rehrs grafiske

rammer er de rene træsnit.

På dette punkt adskiller

tegneserien sig meget lidt

fra den traditionelle billedkunst

- der er blot en tættere

sammenhæng mellem

billederne.

Lars Jakobsen: Mortensens Mondæne

Meritter. Tegneserier er ofte også

en leg med ord.

Ingo Milton

Født i 1954. Tegner serien Skalken

Joff, hvor albummet Gråmunkens

hånd fik prisen som Bedste Danske

Tegneserie 2005 af SerieJournalens

læsere.

Henrik Rehr

Født i 1964, pt. bosat i USA, hvor

han er en meget talentfuld ambassadør

for den danske tegneserie.

Henrik Rehr blander tegneserieteknik

med den traditionelle

billedkunsts udtryk.

Palle Schmidt

Født i 1972. Palle Schmidt bekender

sig med stor succes til den

smukke, brutale stil i lighed med

det amerikanske tegneserieikon,

Frank Miller.

Michael Wettendorff ”Miwer”

Født i 1971. Startede i 1993 tegnestuen

Fort Kox. Har i de sidste år

tegnet flere historier om myreslugeren

Robert Tamandua.

Palle Schmidt: Man aner den amerikanske

kunstner, Frank Millers

påvirkning i disse intense streger.

5


TOK! WHAM! CRASH! BANG!

SMOK! GOK! KRONK! KLASK!

Det er sådan forenklet tekst af

lydord - også kaldet onomatopoietiske

udtryk - som de fleste forbinder

med tegneserier. Et billede

uden ord, uden fartstreger, uden

rammer og uden talebobler er for

os slet ikke en tegneserie.

Og dog er der næste lige så

mange eksempler på det sidste

som det første.

Der skal slet ikke herske nogen

tvivl om, at de onomatopoietiske

udtryk hænger meget nøje sammen

med en stor del af både fordums

og nutidige tegneserier, men

faktum er, at der inden for dette

medie er blevet eksperimenteret

nøjagtig lige så meget, som i alle

andre.

Verdens første tegneserie er et vidt

begreb. Det er vanskeligt at sætte

grænsen for, hvornår en række

illustrationer bliver til så tæt et

forløb, at det kan kaldes en teg-

6

Tegneserier

- historie og teknik

neserie. Grundlaget vil

jo selvfølgelig altid være

”fortællingen”. Mennesket

begyndte at fortælle

meget tidligt, hvilket er

tydeligt i de hulemalerier,

man har fundet. Billederne

er successive, dvs. de

beskriver et kronologisk

handlingsforløb, og det

er netop kriteriet for tegneserier.

Hvis vi holder os

til dette kriterium, finder

vi pludselig rigtigt mange

eksempler på tegneserier

i kunsthistorien. I Biblia

Pauperum ser man flugten

fra og til Egypten i to

illustrationer, hvor retningen

er ændret og således

er et tegn på, at kunstneren

har opfattet hele illustrationsfladen

som et sammenhængende

rum, set fra én vinkel,

hvilket gjorde retningsændringen

vigtig for læserens forståelse. Dette

var det næste kriterium: at fladen

ses som et sammenhængende

rum. Samme

tendens ses i vores egne

kalkmalerier i den romanske

kirkes ungdom,

hvor Bibelens og lokale

fortællinger vises igen

i successiv rækkefølge

Peter Madsen:

Valhalla. Ud over vinkel,

lydord og perspektiv

er valget af farver og

måden, det er malet på,

også med til at forstærke

oplevelsen.

Teksten skal også sidde

lige i øjet: Fenrisulven er

med garanti aldrig blevet

kaldt ”Vuffer” før (efter en

historie af Henning Kure).

Tage Andersen tegner datidens store helt og

kvindebedårer, Preben Kaas, som stod model

for tegnebrættets helt:

Willy på eventyr.

med kalkmuren som ”rummet”,

mens vinklen var den samme. Selv

de første successive billeder, som

fik den officielle benævnelse tegneserie,

delte vinkel.

At sætte illustrationer op til at

beskrive et forløb er altså relativt

enkelt. Men hvornår var man

sig bevidst om, at der var skabt

en helt ny kunstart? Det siges, at

hele kunstarten blev født under

en ”farvekrig” mellem amerikanske

aviser. Farven gul var særlig

vanskelig at få trykt rigtigt på det

besværlige og i forvejen gule avispapir,

så da det lykkedes, skabte

man serien Hogan’s Alley and Outcault,

som var ramme for The Yellow

Kid, der naturligvis var ... gul.

Serien blev hurtig populær, især

da den henvendte sig til de fattige

kvarterer i byerne på samme måde

som den latinske Biblia Pauperum

henvendte sig til de fattige masser,

som jo ikke havde uddannel-


Fig. 1. Thierry Capezzone: H.C. Andersen Junior.

sen til at læse græsk eller hebræisk.

Tegneserien har således rod i

målgruppen af fattige. Måske er

det det, der gør, at den i lang tid

har måttet kæmpe for at blive blåstemplet.

Den er paradoksalt nok i

mellemtiden gået hen og blevet for

de velstående, da tegneseriealbums

ofte kan være dyrere

end bøger. Og tegningerne var

i starten også af en noget svingende

kvalitet.

Det er først senere, at man

ser tendensen til at skifte vinkel,

en teknik, der nøje hænger

sammen med filmkunsten.

Men det gælder for film, såvel

som for tegneserien, at sammenhængen

med rummet

aldrig må gå tabt, så selvom

vinklen skiftes, må beskueren/læseren

aldrig

være i tvivl om, hvor

i rummet handlingen

foregår. Denne

milepæl tillader nu

tegneserien at blive

forfinet. Fortælletekniske

detaljer bliver

nu understøttet af

lys/skygge, skæve/

lige vinkler, fugle/

f r ø - p e r s p e k t i v e r

osv. Et fremragende

eksempel på dette

er Fig. 1, hvor en

talescene varieres i udtryk vha.

skiftende vinkler, som tjener til

at belyse omgivelserne, stadfæste

scenen og gøre talen mere interessant.

Udtrykket bliver gennem

årene gradvist mere udbygget og

man kan styre graden heraf ved

hjælp at et sprog, der skulle ende

med at blive unikt for tegnserien:

fartstreger, sveddråber, store typer

tekst til at angive råb og skrig, lille

type tekst til at angive hvisken,

hvis man ikke brugte den stiplede

linje omkring taleboblerne. Især i

de tidlige år ser man også brugen

af tekst under billedet i stedet for

inde i billedet. Det er to helt forskellige

teknikker, der ligger til

grund. De ”undertekstede” har

en tendens til at illustrere historien

snarere end at lave det til en

integreret levende udvikling, hvor

billedet har første prioritet. Der

stilledes store krav til den tegnemæssige

kunnen, hvilket Willy på

Eventyr af Tage Andersen (Fig. 2) er

et fremragende eksempel på. Her

kunne man ikke bruge en taleboble

til diskret at dække de mindre

heldige områder af tegningen. Senere

opdager man fordelen ved at

lade taleboblen blive en dynamisk

del af billedet, hvor teknikken kan

Fig. 2. Tage Andersen:

Willy på eventyr. Serien

kom oprindeligt fra

England og er siden set

i mange afskygninger,

bl.a. i serien ’Johnny

Hazard’. Her ses den

sort/hvide side øverst

med den farvelagte

side nedenunder.

7


fremhæve en følelse eller give indholdet

ekstra dybde. Et eksempel

herpå er Fig. 3, hvor Ingo Milton i

ramme nr. 2 lader Skyggens taleboble

stå under ansigtet, og denne

prioritering får det lidt skræmmende

ansigt til at tårne sig endnu

mere op over den stakkels mand,

fra hvis vinkel vi ser det hele.

Med andre ord: Hvad Skyggen siger

bliver mindre vigtigt end det

umiddelbare indtryk, han giver.

Samme teknik bruger kunstneren

til at gøre en scene en tand

mere uhyggelig (Fig. 4): Vinklen

får os til at føle os truede.

Selv udformningen af talebobler

eller tekstrammer spiller

også en stor rolle i vores indtryk

af selve historien. I Fig.

5 ser vi Thierry Capezzone

bruge gammeldags skriftruller

til at indramme sin

tekst om en fortids kamphandling:

Et så gennemført

regi ser vi kun i de allerbedste

film ... og tegneserier.

Tegneseriekunstnerens valg

Fig. 3. Ingo Milton:

af stil afhænger også helt og

Skyggen - frit efter H.C. Andersen. Ingo holdent af den historie, han

Milton benytter sig rigt af skygge (meget

vil fortælle. Hvis vi f.eks. ta-

passende) og vinkler til at understrege

ger udgangspunkt i Fig. 6 af

uhyggen i denne fortælling. De høje,

Thierry Capezzone, kan man

langstrakte rammer er også med til at få

tydelig se, at denne stil er be-

Skyggen til at tårne sig op over det stakkels

offer og dermed give os, læserne, et

regnet på at blive farvelagt.

vink med en vognstang.

Det er en meget smuk stregtegning,

men den mangler ...

noget. Korrekt: farver. Men

hvis man sammenligner den med

Fig. 7 af Ole Comoll Christensen,

ses det tydeligt, at hans historie

derimod intet mangler: den var

skabt til at være sort/hvid, ligesom

den nærmest linoleumsnits-

8

Fig. 5. Thierry Capezzone: H.C. Andersen Junior. Tekstrammer før

teksten er tilføjet.

Fig. 4. Ingo Milton:

Forsiden til Gråmunkens hånd i serien,

’Skjalden Joff’. Endnu et eksempel

på Ingo Miltons brug af vinkler: Jo

mere en figur ses nedefra, jo mere

stiger uhyggen, som i dette tilfælde

understreges af figurens groteske

maske.

agtige Silence (på dansk Tavshed) af

Comès, som i dag findes helt forfejlet

farvelagt på Internettet.

Selvom Capezzones smukke

billede mangler farve, er det dog

et klart eksempel på, hvordan

perspektiv snildt kan bruges i tegneserier

på trods af den knebne

plads. Dybden, dette giver, er til at

blive helt ør af.

For at vende tilbage til den unikke

udtryksform for tegneserier, som

er med til at fremhæve udtrykket,

er der stor variation i de forskellige

serier. Det kan dreje sig om de

streger, der er tegnet i umiddelbar

forlængelse af et legeme i fart

(Fig. 8) eller cirkelrunde ringe omkring

et hoved på en person, der

er svimmel, eller bølgende streger,

der stråler ud fra en person, som

oplever smerte efter et slag. Alle

disse tiltag er beregnet på dels at

understrege læserens oplevelse at

det tegnede, dels at sammenfatte

et kompliceret forløb, der ellers

ville sænke tempoet betragteligt,

hvis det fik lov til at strække sig

over flere rammer.

Disse virkemidler kan varieres

i én uendelighed og ses især

i brug i historier om de amerikanske

superhelte, hvor alle bevægelser

netop er overdrevne. I samme

genre finder vi de kraftige kropsforkortelser

og gentagen brug af


Fig. 6. Thierry Capezzone: H.C. Andersen Junior.

ekstrem fed tekst til at understrege

udsagn. Traditionen for dette er

knapt så udpræget i den europæiske

tegneserie og man er da også i

Danmark gået mere og mere væk

fra det i de moderne tegneserier.

Teknikken er kendetegnende for

de ”underholdende” serier for

børn, men stort set ikke-eksisterende

i tegneserier for voksne.

Alle disse teknikker og metoder

- og mange flere - skal i sidste ende

gå op i en højere enhed og skabe

en tegneserie. Det er hårdt arbejde,

først at lære det og dernæst at

kunne det så gennemført, at man

er dygtig nok til at have overskud

til at udvikle sin kunnen med et

kunstnerisk islæt også.

Tegneserien forener adskillige

kunstarter i sig: bogen, billedet,

grafikken, filmen mm. Djævelens

advokat vil hævde, at en sådan

kunstart ikke levner noget til fantasien,

men faktum er, at de mennesker,

som udfører denne vanskelige

kunst, selv har været og

stadig er ivrige tegneserielæsere.

Med et kig på deres imponerende

produktion må man jo konstatere,

at noget fantasi er der da kommet

ud af det.

Henriette Westh

Fig. 7. Ole Comoll Christensen:

Earthling Andy. Brugen af lys/skygge er helt

bevidst, ligesom der spilles på de sorte og

hvide flader. Denne serie skal ikke farvelægges,

da det ville ødelægge hele indtrykket.

Fig. 8. Frank Madsen:

Kurt Dunder. Mange komplicerede bevægelser

i et og samme billede kræver fartstreger til

at angive bevægelsesmønsteret. Uden dem

ville billedet faktisk se højst aparte ud.

9


Vilhelm Hansen var med sine 51 år

allerede en meget erfaren reklametegner

og illustrator, da han

begyndte at tegne Rasmus Klump.

Som reklametegner var hans illustrationer

af Ford-biler i 1930’erne

blevet rost af fabrikanten Henry

Ford selv, og derudover havde

Vilhelm Hansen en stor produktion

af postkort og tegneserier,

bl.a. den populære ”Firlingerne” i

Hjemmet.

I Rasmus Klump valgte VH et

visuelt udtryk og et miljø, der

allerede dengang i 1951 virkede

meget gammeldags. I det omfang

man kan tale om tid overhovedet,

er vi tilbage til Vilhelm

Hansens barndom i begyndelsen

af 1900-tallet. Vi er i provinsen i

nærheden af havet. Området er

præget af husmandssteder og

fiskehytter, åbne marker, forblæste

hegn og grusveje. Få biler,

trækdyr i form af æsler og heste,

små fiskerbåde. Stedmæssigt er vi

i Nordeuropa, men ser vi bort fra

stråtagene og det flade landskab,

er miljøet universelt.

VH benyttede sig i illustrationerne

af forskellige meget bevidste

”tegnerfif” der betød meget for

seriens succes. Seriens stil tændte

de nostalgiske reaktioner hos den

voksne generation og fortælleformen

var så rolig, at børn selv

kunne følge med. Noget som de

fleste læsere vender tilbage til, er

“at børnene er så glade for alle

10

Bag om pennen

- tæt på Rasmus Klump

detaljerne”. Men hvis man analyserer

tegningerne opdager man, at

man har ladet sig snyde to gange:

Der er nemlig slet ikke særlig

mange detaljer. VH brugte den

gamle regel om, at alt hvad der

ikke skal bruges på et billede, er

overflødigt. Grunden til illusionen

er, at han brugte så mange

helfigurbilleder, hvor hele holdet

er med på tegningen. Men baggrund,

interiører og redskaber er

skåret til benet.

Men når man så har regnet den

ud, opdager man, at han alligevel

snød på vægten! Det gjorde han

ved at bruge Pildskadden, Frømand

og senere Gøjen i et ofte uafhængigt

og meget simpelt handlingsforløb

i bunden af striben.

Et andet ”fif” var perspektivet.

I langt de fleste striber ligger

horisonten i den øverste del af

billederne eller er slet ikke med.

Hermed får læseren en følelse

af et meget nært og overskueligt

miljø, som de fleste instinktivt vil

se som trygt.

Fortælleteknisk var det oprindeligt

VHs plan at serien skulle

kunne læses uden tekst og i de

tidlige historier kan man faktisk

godt følge handlingen selvom

over halvdelen af dialogen blev

fjernet. Det ændrede sig over

tiden, og i seriens sidste år var

teksten nødvendig for at forstå

handlingen.

Rasmus Klump og hans venner

skiftede også udseende undervejs.

Fra en meget rund tykmåset bjørn

i de første striber, blev Klump

slankere og højre, og da han i

en af historierne fik en strikhue,

blev den en så integreret del af

hans person, at man dårligt kan

forestille sig ham uden. Også de

andre figurer ændrede udseende,

men billedopbygningen blev fastholdt

og man var aldrig i tvivl

om hvem der var hvem. Seriens

fandt sit tegnemæssige højdepunkt

omkring historierne med

”Rasmus Klump på Landet”, men

alle de klassiske historier erkendetegnet

af VHs omhu og professionalisme.

Siden har adskillige tegnere forsøgt

sig med Rasmus Klump og

hans venner i forskellige stilarter,

men de to tegnere, der for tiden

arbejder med Klump, Per Sanderhage

og Henrik Rehr, lægger sig

så tæt på Vilhelms streg som muligt...

den fås nemlig ikke bedre.

Per Sanderhage, 2009

Foroven og forneden. Carla og Vilhelm Hansen: Rasmus Klump


Efterårets palækoncerter i Palæfløjen

Lørdag d. 31. oktober kl. 12.15:

Bach-koncert som led i Roskilde Bach-Uge:

Følgende konservatorieelever spille værker af Johann Sebastian

Bach:

Mattias Branner

Elisabeth Holmegård Nielsen

Jep Becher Jensen og

Jesper Frank Christensen

Lørdag d. 14. november kl. 12.15:

Mest Haydn - 200 året for Haydns død.

Følgende konservatorieelever spille værker af Haydn og Brahms:

Mattias Branner

Jep Becher Jensen

Andreas Broby Jensen og

Laurits Dragsted

Lørdag den 28. november kl. 12.15:

Alexander McKenzie: Franz Liszt: Klaversonate h-mol

Jesper Frank Christensen: Sergej Prokofiev: Klaversonate nr. 7.

Tegneserieworkshop i Palæfløjen

Søndag den 25. oktober kan man selv prøve, hvordan det er,

at være tegneserietegner.

Tegneseriekunstnerne Ingo Milton og Ole Comoll Christensen vil give alle interesserede en indføring i

de vigtigste principper af tegneseriekunsten, og der vil være lejlighed til selv at binde an med mediet

under kyndig vejledning af de to kunstnere.

Der behøves ingen forkundskaber og Palæfløjen stiller materialer til rådighed. Workshoppen henvender

sig til alle aldre og man er velkommen til at nyde Palæfløjens udstilling bagefter.

Aktivitet: Tegneserieworkshop med Ingo Milton og Ole Comoll Christensen

Sted: Palæfløjen, Stændertorvet 3C, 4000 Roskilde

Dato: Søndag d. 25. oktober 2009

Tidspunkt: kl. 12-15

Pris: Gratis

Tilmelding: Ingen

Tegninger

Til venstre: Ole Comoll Christensen

Foroven: Ingo Milton:

11


Årets Nordeakunstner

Jørn Hansen

Så er det atter tid til udnævnelsen af Årets Nordea-kunstner.

Traditionen tro udstiller samme kunstner i vores

oktober/november udstilling sideløbende med vores

hovedudstilling.

I år er valget faldet på Jørn Hansen, som vi tidligere i år

har set i Palæhaven under vores nyligt overståede Skulpturbiennale.

Derfor vil man også kunne se hans smukke

træskulpturer, som kunstneren har indvilget i at lade stå

i Palæhaven. De værker, der følger prisen, vil desuden

være udstillet i Palæfløjen i perioden 17/10-15/11.

I n d b y d e l s e

Palæfløjen

indbyder Dem - med ledsager - til at deltage i ferniseringen af

Den danske tegneserie

Lørdag d. 17. oktober 2009, kl. 12-16

i Palæfløjen, Stændertorvet 3C, 4000 Roskilde

46321470 • info@roskildekunst.dk

www.roskildekunst.dk

Periode: 17. oktober - 15. november

Åbningstider: ti-sø, kl. 12-16

B

More magazines by this user
Similar magazines