Afgangsprojekt – redegørelse - Thea Bech-Petersen

theabech.dk

Afgangsprojekt – redegørelse - Thea Bech-Petersen

Øse Kirke - en landsbykirke i Vestjylland

Sammenfattende redegørelse

Afgangsprojekt E2010

Thea Bech-Petersen

Stud. nr. 2008620

Institut for Arkitektonisk Kulturarv

Arkitektskolen Aarhus


INDHOLD

Indledning ........................................................side 5

Kirkedebatten i dag .................................................side 5

Opdeling af sammenfattende redegørelse ...............................side 7

DEL 1 - ANALYSE ..................................................side 8

Kirken i historisk, teologisk og liturgisk sammenhæng ......................side 8

Kirken i teologisk sammenhæng .......................................side 9

Kirkens oprindelse ..................................................side 9

De tidligste kirker ...................................................side 10

Den danske kirketype ...............................................side 11

Det begyndte med en trækirke ........................................side 11

Den romanske periode ..............................................side 12

Gotikken .........................................................side 13

Reformationen .....................................................side 13

Den danske kirkes egenart ...........................................side 13

1800-tallets restaureringer ............................................side 16

Kirkens beliggenhed i landskabet ......................................side 17

Kirkegården .......................................................side 18

Kirkebygningens udvikling ............................................side 19

Opsamling - kirkens væsentligste inventar ...............................side 22

DEL 2 - ØSE KIRKE ................................................side 25

Beliggenhed ......................................................side 25

Kontekst ..........................................................side 27

Præsentation af kirken ...............................................side 29

Inventar ..........................................................side 31

Bygningsbeskrivelse ................................................side 33

Materialer .........................................................side 35

Bevaringsværdier. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 36

DEL 3 - PROJEKTFASE .............................................side 40

Intentioner og mål ..................................................side 40

Intermezzo ........................................................side 41

Placering af tilbygning ..............................................side 42

Kirkediget og afgrænsning af kirkegård .................................side 44

Inspiration ........................................................side 45

Forandringer i kirken ................................................side 46

DEL 4 - REFLEKSION ...............................................side 48

Opgavens fokus ....................................................side 48

Bearbejdningsgrad .................................................side 49

Diskussion ........................................................side 50

Litteratur .........................................................side 53

Bilag .............................................................side 55


INDLEDNING

Kirkedebatten i dag

De danske folkekirker er spændende bygninger, der bærer præg af menneskers færden

og skiftende forhold for gudsdyrkelsen. Alle landets folkekirker er en del af en fortælling

om vores kultur og samfund, og derfor er ingen af dem uinteressante, selv om ikke alle

har lige god arkitektur eller kunst. De mange ændringer gode som mindre gode har

alle en historie at fortælle.

Kirkerne er de ældste bygninger i landet og rummer oven i købet samme funktion som

ved opførelsen. Kirkebygningerne har altid været under udvikling, og kirkerne er ikke

begrænset til en bestemt stilart. Det er en del af kirkens tradition at skabe ny stil, som

svarer til tidens arkitektoniske muligheder. Man har ud fra byggemæssig kunnen og

arkitekturens idealer ydet den bedst mulige indsats for, at kirken kunne stå som sognets

pryd. Kirken måtte både i sit indre og sit ydre adskille sig fra det profane byggeri, således

også med sin placering. Derfor er kirkerne i dag en meget væsentlig del af kulturlandskabet;

man kan mene, at kirken ude på landet nærmest er vokset sammen med naturen.

Landsbykirken beliggende højt på en bakketop eller i en lavning mellem de lave huse er

en vigtig del af det danske kulturmiljø og rummer værdier, vi nødig vil undvære.

Kirken som institution er ikke så dominerende i vores samfund i dag, men det betyder

ikke, at kirkebygningerne ikke er forbundet med stærke følelser. Størstedelen af den

danske befolkning er medlem af og betaler kirkeskat til folkekirken, selv om kun omkring

fem procent af den samlede danske befolkning går regelmæssigt i kirke. Befolkningen

ønsker, at kirken skal ligge der, når de får brug for den, lige som den nyder synet af

kirken i landskabet. Måske derfor får det ofte folk op af stolene, når forandringer foreslås

eller bliver nødvendige i netop ”deres kirke”. Almindelig vedligehold er strengt nødvendig

for at bevare de gamle bygninger, men andre forandringer er også interessante og

vigtige at diskutere i forhold til kirken som ”brugshus”. Kirken fastfrosset som monument

5


uden mulighed for forandring er ikke ønskværdigt, da kirken må have mulighed for at

udvikle sig, så den, som det er sket gennem historien, kan tilpasse sig ændrede samfundsforhold

eller praktiske forhold.

Der er mange steder at tage fat på emnet, og en stor del af diskussionen om fremtidens

folkekirke har da også at gøre med yderlighederne: nyopførelse i nye boligområder og

lukning i de affolkede områder. For størstedelen af kirkernes vedkommende er situationen

”uændret” i hvert fald i forhold til befolkningstal og -sammensætning, men måske er

det i lige så høj grad disse kirkers fremtid, vi skal diskutere. Afspejler kirkerummet den

måde, vi opfatter og bruger kirken på i dag? Og nok så vigtigt er det at spørge, om kirken

også afspejler vores samfund af i dag, og om det er dens opgave? Gennem tiden har

kirken dannet ramme om meget andet end gudstjeneste ønsker vi i dag at videreføre

denne tradition, eller ønsker vi det stilfærdige, ophøjede rum kun forbeholdt de strengt

kirkelige handlinger?

Da menighedsrådet i Øse kontaktede mig med ideer til, hvordan de gerne vil udvide

brugen af deres kirke, fik jeg muligheden for at arbejde med disse spørgsmål og flere.

Bevæggrunden for menighedsrådets henvendelse er ikke stor til- eller fra-flytning i

sognet, derimod ligger det i forlængelse af de mange arrangementer, menigheden allerede

nu bruger kirken til. Menighedsrådets ønsker at kunne samles i forbindelse med

kirkelige aktiviteter, gerne på en uformel måde, og ligeledes har de tanker om rytmiske

koncerter, udstillinger mm., og de savnede nogle billeder på, hvordan dette kan løses.

Jeg holder meget af det flade Sydvestjylland og kirkernes placering i det åbne landskab.

Øse kirke er en smuk, enkel kirke, som repræsenterer ”den almindelige kirke” i et landdistrikt,

og ved at arbejde med denne gav det mig chancen for at deltage i debatten

omkring et stort emne. Da alle kirker er del af samme fælles historie, hvori man må søge

fællesnævnerne for at kunne forstå forskellene, må man søge en bred forståelse. Kirken

er som institution og bygning et nærmest uudtømmeligt emne, hvor mangt og meget er

skrevet og sagt, hvilket gjorde det til en overordentlig spændende udfordring at tage fat

på.

I mit 9. semester arbejdede jeg med de uhåndgribelige (immaterielle) værdier, som knytter

sig til kirkens bygninger. De værdier, der bl.a. kommer til udtryk ved, at vi føler særligt

tilhørsforhold til en kirke eller påvirker vores adfærd, når vi træder ind i kirkerummet. De

materielle og immaterielle værdier skal begge inddrages, da det er summen af vores

forståelse af kirkebygningerne. Dette forarbejde blev et vigtigt afsæt for mit afgangsprojekt,

ligesom mine studier af kirker i Rom under mit ophold på Det Danske Institut i mit

8. semester er kommet mig til gode i undersøgelsen af det katolske kirkerum sammenholdt

med det protestantiske. Således er kirken i sin bredeste forstand blevet en rød tråd

gennem kandidat-forløbet og min indgang til at diskutere bevaringsprincipper og formidling

af værdier.

6


Opdeling af sammenfattende redegørelse

Jeg har opdelt den sammenfattende redegørelse i fire dele, som repræsenterer fire faser

i processen. Del 1 omhandler kirken generelt og tegner i store træk kirkehistorien fra

oldkirken til i dag. Jeg lægger ud med en beskrivelse af kirken set i en teologisk sammenhæng.

Derefter kommer en kort gennemgang af, hvorfra kirkerummets opbygning

stammer. De efterfølgende afsnit omhandler den danske kirketype og de stilmæssige

påvirkninger af denne og tidernes skiftende arkitekturidealer op til vores tid samt en analyse

af ændringerne i kirkerummet gennem tiden. Den første del af programmet har altså

til hensigt at sætte kirkebygningen og dennes arkitektur ind i en historisk og teologisk/

liturgisk sammenhæng og at komme nærmere ind på bl.a. spørgsmålet, om kirken er en

helligdom eller et brugshus (eller begge) og hvilken betydning man kan lægge i kirkerummets

inventar og indretning.

Del 2 er en præsentation af den kirke, jeg har arbejdet med: Øse Kirke ved Varde i Sydvestjylland.

Jeg vil i denne anden del komme ind på bl.a. kirkens historie, bygningsudvikling,

beliggenhed samt lave en kontekstanalyse for til sidst at sammenfatte kirkens bevaringsværdier.

Både helheder og detaljer er medtaget for at give et indtryk af, hvilke og

hvor mange ændringer kirken har undergået ude såvel som i kirkerummet og inventaret.

De første to dele af redegørelsen er af beskrivende karakter, snarere end reflekterende

og er medtaget, fordi de tidsmæssigt har fyldt meget i processen samt for at formidle de

væsentligste resultater af analyse og registrering og dermed det grundlag, jeg har arbejdet

ud fra.

De to følgende dele er refleksioner over metode og procesforløb. Del 3 er et oplæg til mit

projekt og de problemstillinger, jeg har arbejdet med, og hvilken strategi jeg har haft for

at imødekomme både menighedsrådets ønsker og kirkens bevaringsværdier.

Del 4 omhandler mit fokus med opgaven, bearbejdningsgrad af delelementerne i projektet

og er samtidig et diskussionsoplæg.

7


ANALYSE

Kirken i historisk, teologisk og liturgisk sammenhæng

Arbejdet med kirkens typologi og kirkerummets udvikling har jeg vægtet tungt i det samlede

forløb, så det tidsmæssigt har fyldt omkring 1/3. I denne indledende fase var det

endnu ikke fastlagt, om projektet omfattede en tilbygning til kirken, en bearbejdning af

kirken eller begge, så jeg søgte en bred forståelse af, hvorfra kirkens typologi stammer,

samt hvilke forhold der har medført ændringer på kirken gennem tiderne.

Analysedelen greb om sig, da der kun er få endegyldige, men en masse halve svar og

gisninger, som man må forholde sig kritisk til og opsøge flere steder. Det er forståeligt, at

der med tiden er opstået nogle myter i forhold til f.eks. inventarets placering, men meget

afgørende, hvis man har tænkt sig at lave noget om, at kunne skelne mellem underbyggede

teorier og myter og folketro. Jeg havde svært ved at få afsluttet analysearbejdet,

fordi jeg blev ved at støde på spændende materiale i forhold til sammenhængen mellem

kirkebygning og teologi og liturgien samt menighedens forhold til kirken og brugen af

den, men sidenhen har dette arbejde gjort det lettere, end det formentlig havde været, at

finde argumenterne til at træffe nogle beslutninger, som betød store ændringer i kirken

eller dens nærhed.

Kirken er en vidunderlig taknemmelig bygning at studere, som gavmildt lader sig aflæse,

hvis man ved, hvad man kigger efter. Den bygningshistoriske udvikling hænger tæt

sammen med den historiske udvikling; afvigelser og forsinkelser forekommer dog som

følge af nationale eller lokale forhold, som man også må have et kendskab til for helt at

forstå den enkelte kirke.

Dernæst er det vigtigt at anerkende ”kirken” på flere niveauer, både som bygning, begreb

og som institution. Bevaringsværdier knytter sig ikke udelukkende til de fysiske bygningsdele,

men også til de uhåndgribelige forhold omkring kirken som kulturinstitution

gennem århundreder.

8


I det følgende vil jeg i deloverskrifter give en oversigt over de emner, jeg har berørt i

analysedelen, som jeg også medtager som en del af mit planchemateriale, da det udgør

en vigtig del af det samlede projekt. Jeg ser analysedelen som mit afsæt for at kunne

diskutere mit projektforslag i et større perspektiv.

Kirken i teologisk sammenhæng

På græsk er ordet for kirke og menighed det samme, hvorved det antydes, at kirken

ingenting er uden menigheden. Kristendommen er helt overordnet set ikke som andre

religioner knyttet til en bestemt bygning. Gud er ikke knyttet til et bestemt sted, derfor

kan vi bede hvor som helst. Gud er så at sige en nomade blandt nomader derfor er

Guds sande tempel de mennesker, der kender ham. ”Gud, som har skabt verden med

alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget

af hænder”, skriver apostlen Paulus (Apost. Gern. 17,24). Desuden skriver Paulus i det

første brev til korinterne, at Guds ånd bor i de troende, og dermed udgør de selv Guds

hellige tempel.

De troendes forsamling er således det hellige, derfor må de have mulighed for at mødes.

Det er meget vigtigt at slå fast, at kirkerne ikke er af guddommelig, men af kirkelig indstiftelse.

Menigheden kan strengt taget undvære en kirkebygning, men ikke sin gudstjeneste.

De første kirker var almindelige boliger, der blev indrettet til formålet, først hen mod

slutningen af det 3. århundrede e.Kr. byggedes kirker med kun gudstjeneste for øje.

Kirkebygningerne står i menighedens tjeneste og skal være et udtryk for menighedens

liv og bøn. Kirkerne skal være formålstjenlige, så planlægning og indretning bør afhænge

af praktiske krav og menighedens omfang. Funktionen er det primære, men ikke det

altoverskyggende, for alt, der benyttes i liturgiens tjeneste er ikke alene ting, men også

tegn. Mennesket har brug for synlige tegn til at komme i kontakt med det usynlige, det

guddommeliges nærvær. Derfor kan vi ikke blot se på, hvad kirken skal bruges til, men

også hvad den betyder. Kirkebygningen har og skal have en både pædagogisk og symbolsk

betydning. Menighedens samling er det synlige tegn på kirkens usynlige virkelighed,

og selve bygningen skal minde de troende om, at de er del af en større kirke, en

universel kirke, og at de er sten i Kristi levende kirke, som er del af den himmelske kirke.

Kirkebygningen skal desuden bære præg af at være en etape på vejen og ikke det endelige

mål for de troende.

Kirkens oprindelse

For at forstå kirken, som vi kender den i dag, må man søge langt tilbage til de bygninger,

som den kristne kirketype er inspireret af, lige som man må undersøge de liturgiske og

dogmatiske baggrunde for bygningens udformning og brug. Det kan synes omfattende

at gå så langt tilbage i tiden for at kunne diskutere kirkens rolle/indretning/bevaring i dag,

9


og en fyldestgørende redegørelse er da heller ikke på nogen måde mulig og i og for sig

heller ikke ønsket her, hvor jeg nærmere vil give en kort rids af de overordnede tendenser

og de begivenheder, som har fået stor indflydelse på kirkebygningen.

Ud over at kirkehistorien er både ganske utrolig og yderst interessant at studere, er det

vigtigt at have blik for hele historien og ikke kun arkitekturhistorien, da religion, bygning

og historie i kirkerne smelter sammen og bliver uadskillelige dele i forhold til forståelsen

af bygningen. Nogle forandringer i kirkerne gennem tiden er af rent praktisk eller

bekvemmelig karakter, mens andre, hvis udtryk kan synes tilfældigt opstået, er af helt

afgørende teologisk karakter, og for at lave vellykkede forandringer i/på kirken må disse

forhold studeres og inkluderes i arbejdet. De i mine øjne mest vellykkede nyindretninger

og tilbygninger såvel som nybyggede kirker er foretaget af de arkitekter, som har forstået

og taget højde for både praktiske, æstetiske og religiøse forhold uden nødvendigvis at

sidestille disse.

De tidligste kirker

Den første kendte kirke er fra 232

eller 233 og findes i Dura-Europos

i det sydøstlige Syrien. Det er

et almindeligt privathus, som er

blevet indrettet til kirkelig brug (se

fig 1).

De næste kendte kirker har alle en

klar basilikaform, som ikke afslører

megen eksperimenteren. Basilikaen

forstås som et langhus med

indgang på den ene kortside gennem en søjlehal.

Modsat indgangen findes apsis, i hvis grundlinje

alteret er placeret. På apsidens bagvæg står en

bispe-/præstestol. Kirken har et hovedskib med to

eller fire sideskibe, og murene mellem hoved- og

sideskibe bæres af søjler. Blikket styres mod alteret

i apsis, hvor der gerne findes et mosaikvindue.

Fig. 2 viser basilikaformen i den gamle Peterskirke

i Rom fra det 4. årh.

Da springet fra nødtørftigt indrettet beboelseshus til kirkebasilikaen er meget stort, må

man spørge, hvordan denne form mon er opstået. Hvilke forbilleder har der været?

Der forskes stadig i udviklingen af den kristne kirketype, hvor der endnu er mange

ukendte forhold. Med hensyn til inspiration kan man formentlig se helt bort fra de hedenske

templer. Mere oplagt kunne man mene, at synagogen (og dermed templet i

10

Fig. 1: Skitse af huset i Dura-Europos

Fig. 2: Planskitse af den gamle Peterskirke i

Rom, påbegyndt år 324


Jerusalem) er, men dette er der ikke fundet uomgængelige

beviser for. Lighederne med mysteriekulternes

bygninger, gravkultbygninger og kejserlige tronsale er

derimod tydelige. Fundet af en yderst velbevaret mysteriehelligdom

ved Porta Maggiore i Rom styrkede denne

forbindelse mellem kultbygninger og de kristne kirker

(se fig. 3). Det vinduesløse rum minder om en romansk

kirkekrypt, og helligdommen var i sin form og møblering

velegnet for en kristen menighed.

Dødekultens sakrale rum har også en forbindelse til den kristne old-basilika. De kristne

grave var sted for udøvelsen af kultiske handlinger under kristenforfølgelser under

kejser Valerian år 257 forbyder man derfor ikke kun sammenkomster i menighedskirker,

men også i gravanlæg.

De kejserlige tronsale har tilsyneladende også haft

stor indflydelse på kirkerummets arkitektur, ligesom

kejserkulten har haft indflydelse på udviklingen af den

sene oldtids liturgi. Selv små kejserlige tronsale har

samme grundplan som kirken, blot er det kejserens

trone og ikke et alter, der står foran apsis (fig. 4).

Det er ganske tydeligt, at kristendommen har lånt alt,

hvad den kunne bruge fra den hedenske kunst og

tradition. Arkitekter og kunstnere har gjort brug af de

inspirationskilder de havde for sig, og både byggemetoder, teknikker, motiver til udsmykning

mm. er taget andre steder fra, og dette er hverken tilfældigt eller vilkårligt.

Den danske kirketype

Der er 2.343 sognekirker i Danmark, og der er bevaret 1.728 kirker bygget før år 1500;

det er 83 købstadskirker og 1.645 landsbykirker. Denne opgørelse inkluderer Sønderjylland

til Ejderen og stammer fra optællinger gjort af M. Mackeprang i 1920. I Skåne er

der knap 100 kirker tilbage fra dansk tid, idet Sverige i 1800-tallet nedrev de fleste af de

oprindelige kirker. Af de bevarede kirker er 1.589 romanske, og de 139 bygget senere.

Kun meget få landsbykirker er gotiske, mens der i byerne procentvis blev bygget flere

gotiske kirker.

Det begyndte med en trækirke

Fig 3: Planskitse af mysteriehelligdom

i Rom

Fig. 4: Planskitse af kejserlig tronsal

De første kirker blev bygget som missionskirker af missionærer, der kom sydfra for at

forkynde ordet for de danske hedninge. Det blev en lang tilvænningsperiode for vikinger-

11


ne, og kun meget få (missions)kirker kan dateres til 8-900-tallet. Man har med sikkerhed

kunnet datere nogle fund af trækirker under nuværende stenkirker til starten og midten af

11. årh. Trækirkerne blev opført som stavkirker. Ingen danske trækirker er bevaret, derfor

ved vi ikke meget om dem, selv om vi ved den eneste bevarede svenske stavkirke ved

Vänern måske kan få et indtryk af, hvordan de så ud. De norske stavkirker har en anden

opbygning og er meget yngre og derfor ikke brugelige for sammenligninger. For at se

træbyggeri fra den danske middelalder må vi kigge på stenkirkernes tagværker og bevarede

klokkehuse i det sydøstlige Danmark.

Den romanske periode

En bølge af kirkebyggeri ramte Danmark fra ca.

1100 til 1250, som er helt uden sidestykke i historien.

De nye stenkirker blev bygget lige op ad

eller oven på de gamle trækirker, og da kirkerne

var de første bygninger af sten i landet, må det

have været meget overvældende for folkene i

området, når håndværkerne tog fat på at opføre

de vældige bygninger, som fik det nærliggende

byggeri til at virke uanseeligt. Håndværkerne

til de første kirker må være hentet fra udlandet

(Norditalien, England og Tyskland), og i arkitekturen

findes også stilpræg fra andre lande, men ret

hurtigt har danskerne lært sig kunsten, og størstedelen af de hen imod 1.700 kirker, der

blev bygget i perioden er formentlig opført af danske håndværkere. Kirkerne er bygget af

de materialer, der var tilstrækkeligt af i nærområdet, hvilket har givet kirkerne et særpræg

fra egn til egn alt efter forskellige forekomster af stentyper. Det hyppigst forekommende

var granitten, men også her var der forskellige måder at anvende den på på Sjælland

er kirkernes mure bygget af kampesten stort set, som man har fundet dem, mens de i

Jylland er omhyggeligt tilhugget. Derfor stod de sjællandske kirker da også med et tykt

pudslag med indridset tegning af kvadre. De jyske kvadre stod derimod oftest uden pudsede,

kalkede flader.

Teglstenen kom til landet i midten af 1100-tallet, og straks skød en lang række teglstenskirker

frem, og i tiden op mod 1250 var det det mest almindelige byggemateriale.

Det romanske kirkebyggeri, som har sit navn fra det gamle Rom, hvor en væsentlig del

af inspirationen kom fra, er kendetegnet ved store murflader med små og få åbninger

samt rundbuen. Tagdækning har været alt fra bly til træspån og endda stråtækning. Efterhånden

fik mange tegltag, men bly er endnu meget udbredt i Jylland.

Som hovedregel bestod en romansk kirke af skib og kor og evt. apsis. Nogle kirker fik

opført et tårn af sten, ikke til klokkerne, som stadig hang i klokkehuse eller -stabler, men

som magtsymboler.

12

Fig. 5: Rekonstruktion fra Hjerl Hede af tidlig

romansk kirke


Gotikken

Gotikken spredte sig i Europa fra midten af 12. årh., mens danskerne var i fuld gang med

det store romanske kirkebyggeri, til omkring 1500. De vigtigste elementer i den nye stil

var spidsbuen, ribbehvælvet og systemet af stræbepiller. Den nye hvælv-konstruktion var

meget lettere, men lagde et vældigt tryk på kirkens mure. Dette blev afhjulpet af stræbepillerne,

hvorved murene ikke behøvede samme tykkelse som hidtil, og murene kunne

oven i købet gennembrydes af høje, spidsbuede vinduer. Mange romanske landsbykirker

fik således gotiske ombygninger i en sådan grad, at de i dag fremstår i gotisk stil. Kirker

blev også opført helt i gotisk stil i de nye købstæder. Den gotiske byggestil var revolutionerende

og betød meget ændrede kirkerum, hvor det hidtidige flade træloft blev afløst

af lyse, hvælvede rum. Hvælvene havde desuden den praktiske begrundelse, at de var

brandsikre. Hvælvene kom til at hvile på vægpiller på indersiden af de gamle mure, og

det har mange steder betydet delvis tildækning af romanske kalkmalerier, og så er de er

blevet overkalket helt.

Hundredvis af kirker blev forlænget mod øst og vest for at skaffe bedre plads til enten

præsten eller en voksende menighed. En fuldstændig nedrivning af det gamle kor til

fordel for et langhuskor var meget almindeligt.

Tilbygninger i form af våbenhus i løbet af 14-1500-tallet samt sakristi og kapeller er også

meget udbredt i gotikken. Mest iøjnefaldende er nok opførelsen af de høje tårne ved

kirkernes vestgavl. De er bygget som klokketårne, men måske lige så vigtigt (som de

romanske tårne) som udtryk for kirkens magt. De gotiske tilbygninger er præget af gavlblændinger,

fordybede murfelter og brugen af kamtakker (fig. 6 og 7).

Fig. 6 og 7: Tirstrup (tv.) og Humble (th.) - to kirker med gotiske tilbygninger

Reformationen

I forbindelse med reformationen i 1536 skal man skelne mellem det i nogle byer meget

dramatiske og det på landet noget roligere skifte fra katolicismen til protestantismen. De

billedstorme, man kender fra større byer, hvor altre, helgenbilleder mm. blev fjernet og

13


ødelagt, og kalkmalerier blev overhvidtet, var langt fra den måde, flertallet af sognene gik

til opgaven med at omdanne det katolske kirkerum på. Der er snarere tale om en gradvis

forandring, som mange steder forløber over flere århundreder.

De mange bodshandlinger, man kendte fra katolsk tid, havde nu ikke længere nogen

betydning for sjælens frelse. Skærsilden blev også ”afskaffet”, så den omfattende afladshandel,

som den katolske kirke bedrev for at forkorte opholdet i dette flammehav, blev

efter reformationen fordømt. Luther forkastede ligeledes hele kirkeinstitutionens opbygning

samt den opfattelse, at kirken var indstiftet af Gud. Det centrale for ham var derimod

Guds ord, som det blev læst i Biblen og formidlingen af ordet gennem forkyndelsen. Eftersom

ordets forkyndelse kom i centrum, var det meget naturligt at oversætte teksterne

til dansk, så folk kunne forstå det.

Det var de få, der rigtig fordybede sig i Luthers tanker, og derfor ved vi heller ikke, hvor

populær Luthers lære var i Danmark i starten, men hans fordømmelse af kirkens penge-

og magtbegær fik hurtigt stor tilslutning. Folket var i udbredt grad utilfreds med kirkens

griskhed, og der var penge at spare med den nye lære.

Indførelsen af protestantismen betød nedbrydning af en del kirker, men næsten udelukkende

i byerne, hvor klostrene og dermed ofte klosterkirkerne blev lukket. Gudstjenester

til Guds ære alene uden menigheder blev nu meningsløse i forhold til den nye tro, hvor

forkyndelsen af ordet for menigheden stod som det centrale. Selv om troen blev en

anden, var præsterne (igen især på landet) dog som oftest de samme, og for præsten

såvel som menigheden har det været en tilvænningsproces, som har taget noget tid.

Præsterne var de samme, kirkerne var fortsat de samme, fuldt udstyret til den katolske

messe det har i starten ikke været nemt at forstå for enhver menigmand, at alt nu var

anderledes. Det viste sig også at være noget besværligt helt at bekæmpe de katolske

traditioner. Danskerne var (i al fald langt fra alle) ikke klar til at kappe alle bånd til de

mange populære katolske helgener. I visitatsbøger fra både 1600- og 1700-tallet kan

man læse gentagne henstillinger til at fjerne sidealtre og helgenfigurer i mange af kirkerne.

Efterhånden blev disse da også nedtaget eller fik en sekundær placering, som ikke

opfordrede til dyrkelse.

Nyt inventar til erstatning af det katolske blev anskaffet, når man kunne finde pengene til

det. Den nye kirke modtog fortsat mange gaver, også i form af penge, og tiende-afgiften

(en 10% skat af bøndernes afgrøder) betalte bønderne stadig. Tiende blev betalt i naturalier

og gik både til vedligeholdelse af kirkerne, præsternes underhold samt til kongen

(før reformationen til biskopperne). Men blandt andet pga. afskaffelsen af afladshandlen

blev kirken dog fattigere efter reformationen, samtidig med at nyt inventar jo skulle anskaffes.

Derfor nøjedes man mange steder i første omgang med at ”modificere” f.eks.

den gamle altertavle, indtil midlerne til en ny og mere passende for det lutherske kirkerum

var til stede. Dette har bestemt også spillet ind i forhold til ændringer og altså ikke

kun konservatisme eller ligefrem modvilje hos menigheden mod at afskaffe de gamle

tavler og helgenbilleder.

Kirken var efter reformationen som tidligere en selvejende institution nu med kongen

som øverste magt, men efter en række uheldige krige begyndte kronen i midten af 1600-

14


tallet at sælge kirkerne for at dække en del af krigsgælden, og i midten af 1700-tallet

var der kun få selvejende kirker tilbage. Mange adelsmænd var meget interesserede i

at købe, da kirkernes tiende-penge gjorde dem til gode forretninger. Det blev derefter

den enkelte ejers ansvar at vedligeholde kirken, og der fandtes nærige adelsmænd,

som forsømte deres ansvar, men mange af dem satte en ære i at udsmykke kirkerne og

give dem smukt udstyr. Et eksempel er godsejeren fra Nørholm ved Varde i anden del

af 1700-tallet, A.C. Teilmann, der ejede kirkerne i Thorstrup, Ansager, Horne og Tistrup.

Han lod nyt pyramideformet spir udføre på alle kirketårnene, afsluttet med en vindfløj

forestillende en trane, som var hans personlige våbenmærke (se fig. 29 side 32 med

kirkerne i Ansager og Thorstup). Nye altertavler blev udført (alle af samme billedskærer),

og ens solure blev placeret i kirkemurene.

Kirkerne fik efter reformationen kun sjældent tilbygninger, men ombygninger i den store

adelige byggestil, renæssance, kan opleves flere steder, f.eks. har godsejeren på Hesselagergård

på Fyn udført renæssancegavle på kirken, som han ejede, i stil med dem

på herregården. Renæssance, og senere barok og rokoko, kommer i de middelalderlige

kirker dog fortrinsvis til at spille en rolle i inventaret. Nogle nye byggerier i perioden lige

efter reformationen har i enkeltheder tendenser mod en spirende renæssance, men alle

følger den gamle byggeskik.

Den danske kirkes egenart

Alt i alt er resultatet af alle disse om- og tilbygninger den kirketype, vi i dag ser som

typisk dansk, men de mange ændringer er sket på vidt forskellig måde i landets egne, og

især i Jylland er der mange eksempler på kirker, som i det store hele har bevaret det romanske

udseende. Kirkerne har ofte bevaret den beskedne karakter fra tiden efter 1536.

Nogle steder har man også forsøgt at lade moderne arkitektur og især kunst få mulighed

for at præge dem.

Hver landsbykirke har sit særpræg inden for et landsdelspræg og fællespræg. Selv om

variationerne i udtrykket er mange, er der trods det en tydelig ensartethed i fremtoningen

en både stilfærdig og yndefuld fremtoning. Dernæst er det et særligt dansk træk, at

kirken ligger som noget hjemmehørende i landskabet.

Den danske kirkes egenart ligger også i, at materialerne er så godt som danske, og der

er tydelig præg af folkesindet fra vikingetiden i bearbejdningen. Overgangen fra hedenskab

til kristendom har været glidende, og således er nogle hedenske traditioner og

udtryk i udsmykning blev taget med videre. De forskellige strømninger i Europa gav et

væld af muligheder, men der er ikke tale om decideret import af kirketyper her til landet,

men om inspiration til opbygning af en national udførelse af romansk kirkebyggeri med

de lokale materialer og dansk arbejdskraft.

Det er et særligt forhold, at man i Danmark så vidt muligt har genbrugt eller omdannet

inventar frem for at erstatte det med nyt og i forhold til den nye tro mere passende in-

15


ventar. Bygningernes ydre er der efter reformationen ikke ændret stort ved, det er der

derimod ved interiøret. Forandringer i inventar og indretning har de fleste kirker oplevet

flere gange i løbet af de sidste århundreder, men disse er svære at kategorisere, da det

er sket i vidt forskelligt omfang og på forskellige tidspunkter.

1800-tallets restaureringer

Som nævnt er der ikke forandret stort i størstedelen af

landets folkekirker efter indførelse af protestantismen,

men den sidste del af 1800-tallet er dog en periode, der

for rigtig mange kirkers vedkommende fik betydning, idet

mange velmente, men drastiske og omfattende restaureringer,

blev igangsat. Restaureringer, som udraderede

mange spor i kirkerne. Måden, hvorpå man op til 1800tallet

vedligeholdt og fornyede kirkebygningerne, var på

den billigst mulige, lige som det blev gjort med nye materialer

(f.eks. tag- og teglsten i nye formater). Interessen for

tidligere tiders byggeskik var meget lille, og man gjorde

ingen forsøg på at få nyt til at ligne gammelt. Fra flere

kilder ved vi, at det i 1800-tallet ikke stod så godt til med

de mange middelalderlige kirker. Dyrkelsen af oldsager

og gammeldansk kunst fik et voldsomt opsving i anden

halvdel af 19. århundrede, og restaureringsprincipper blev

fastslået ud fra denne dyrkelse. Kirkerne fik således ikke

kun den nødvendige istandsættelse, men blev også udsat

for tilbageføring til tidligere tiders udtryk. Mange kirker

har i denne periode mistet meget af den patina og ælde,

som generationers slid havde tilført dem. De mest ”mærkværdige”

kirker stod naturligvis først for det var meget

fristende at ”rette lidt op” på dem. To eksempler herpå er

Viborg Domkirke og Bjernede rundkirke ved Sorø.

Også 1800-tallets hårdhændede restaureringer er del af

historien, og det kan endda være meget svært at skelne

mellem gammelt og nyere i kirken. Kirkens historie er

broget, hvilket vi i dag sætter pris på og lader os fascinere af. De forandringer, kirkerne

undergår i dag sker tit som følge af skader eller praktiske krav (højtalere, varmesystemer).

Flere bykirker og landsbykirker står måske over for en lukning, og dermed bliver

situationen straks en anden og meget mere kompliceret. Men de kirker, der fortsat fungerer

som ramme for menighedens gudstjenester, er majoriteten, og her er der kun et

fåtal, som har oplevet større ændringer. Det drejer sig fortrinsvist om nyt inventar og nye

lyssætninger eller om tilbygninger i form af menighedshus/sognehus eller ligefrem kir-

16

Fig. 7: Bjernede kirke før og efter

restaurering. Den ejendommelige

”bispehue-afslutning” nedrives, og

hele øverste del af kirken ommures

og får nyt tag.


kecentre. I byerne er der flere eksempler på tilbygninger direkte på kirken, mens man i

landsognene ser selvstændige bygninger, men disse ligger som regel så tæt på kirken,

at de spiller ind på oplevelsen af kirken i konteksten (på godt og ondt).

Kirkens beliggenhed i landskabet

Kirkernes beliggenhed i det danske landskab kan der siges meget om, for det er umuligt

at sige noget generelt om placeringen. Hvad der har været afgørende faktorer for placering

er mange steder ikke opklaret; måske har man bygget kirken oven på eller tæt ved

et tidligere helligt sted. Kirkerne ligger på noget nær enhver tænkelig måde i landskabet

midt i samlet bebyggelse eller alene ude på flad mark, på bakketoppe, i dale, helt ude

ved kysten eller i sikker afstand fra denne. Kirkebygningerne er ikke knyttet til et bestemt

landskabeligt træk, og netop derfor hører de tæt sammen med det. Det er uhyre vigtigt,

at konteksten analyseres grundigt på samme måde som selve kirken, så nye privatbyggeri

i nærheden af eller tilbygninger i form af sognehuse eller nye præstegårde tæt på

kirken ikke kommer i konflikt med denne og tager magten fra den.

Fig. 9: Kirken i landskabet - Nørup

(tv.) og Vedslet (th.) kirker

17


Kirkegården

Kirkegården har som kirken også undergået forandringer, som har ændret dens udseende

gennem tiden. Gennem middelalderen bestemte standsforskelle gravstedernes beliggenhed:

i eller uden for kirken. Ikke mange adelsfolk, velhavende borgere eller præster

ville lade sig begrave på kirkegården, som blev opfattet som et uhyggelig og uordentlig

sted. Det var kun småbønder og fattige folk, der blev begravet her.

Græsset groede højt inden for kirkediget, og af og til fandt husdyr ind for at græsse.

Men menneskene kunne også finde på at indtage kirkegården, og således kan man i

1600-tallet finde eksempler som tømrerværksted og -lager på Skt. Nikolai Kirkegård i

København og blegeplads for klæde i Maribo i 1700-tallet. I det hele taget blev kirke og

kirkegård brugt til mange ting, som vi i dag formentlig ikke mener hører til der. Kirken var

mange steder magasinrum for våben, og øvelser foregik på kirkegården. Kirken kunne

også bruges som udkigspost for brandvæsen, og brandslukningsudstyret kunne så passende

opbevares i kirken. Det var almindeligt at opbevare tiendekornet i kirken, enten

på loftet eller i dynger i selve kirkerummet, og der er talrige eksempler på, at fiskere ved

kirker tæt på kysten opbevarede fiskegarn og skibssejl i kirken. Nogle steder gik præsterne

så vidt, at de opmagasinerede øltønder, hø og byggematerialer i tårnrummet, og

et eksempel fortæller om en præst, der hængte røgede sild op på kirkeloftet.

I større købstadskirker kunne der være mulighed for at leje et egentligt handelsstade i

kirken, f.eks. er der beretninger om boghandlere i både Århus og Viborg domkirke og

vinudsalg i Ribe og Roskilde.

Kirkegårdene har været flittigt brugt mange steder, men har været ganske simple af

udseende. De fleste kirkegårde i 15-1600-tallet har sikkert kun vist sig som græsmarker

med lave tuer i det høje græs. Fra denne periode har man fundet forordninger, som

direkte forbyder at opsætte kors, ”gravtræer” og anden ”urydde” på kirkegården. Det var

dog muligt at lægge flade gravsten, fliser eller træplader på gravstedet. Kampestensbrolægning

blev også benyttet. Det hyppigste gravminde var af træ og holdt ikke længe.

Kirkegårdenes dårlige ry varer op til omkring 1800-tallet, hvor også det bedre borgerskab

begynder at finde det sidste hvilested ude på kirkegården. Man var begyndt at få

øjnene op for problemer, som var forbundet med begravelser inde i kirken. Ud over at

kirkegulvene flere steder var så underminerede, at der var direkte sammenstyrtningsfare,

var der en del lugtgener og desuden fare for smitte ved sygdomsepidemier. At de

udendørs begravelser vinder indpas falder også sammen med tidens sværmeri for naturen

og de ”landskabelige haver”. Et forbud mod begravelser i kirken kommer i 1805.

Det havde betydning for kirkegårdenes udseende, at nye samfundsgrupper tog dem i

brug. Det blev almindeligt at afmærke gravstederne og sætte et gravminde hugget i sten.

I landsbyerne så befolkningen i starten med skepsis på de nye tendenser, som ikke

svarede til deres nøgterne forestillinger om livets gang. Det var almindeligt på landet, at

gravstederne stod i et årti eller to og derefter blev gemt og glemt.

18


Fig. 10: Øse kirkegård set fra tårnet mod sydvest

Kirkebygningens udvikling

Omkring 1830 dukkede jernkorset op

på kirkegården, og med udbredelsen

af jernstøberier blev de hurtigt meget

populære. Indramning af gravpladsen

skete nu også med jerngitter. I Vestjylland

var traditionen at opsætte hvidmalede

stakitter.

Fra anden halvdel af 1800-tallet tager

man fat på at regulere kirkegårdene

med nummererede gravpladser indrammet

af stedsegrønne hække og lige

stier, og det gælder for langt de fleste

kirkegårde i dag (fig. 10).

På de kommende sider sættes kirkebygningens og selve kirkerummets udvikling fra

kristendommens indførelse i Danmark op til tiden efter reformationen skematisk op. Jeg

skelner her mellem bykirken og landsbykirken, og denne analyse har fokus på sidstnævnte.

I landsognene har der ikke været et præsteskab som i byerne, derfor er forandringer ikke

så ofte som i byerne sket udelukkende grundet liturgien. Ændringer er ligeledes ofte sket

i et langsommere tempo eller slet ikke, fordi idealerne nåede at ændre sig, inden tendenserne

spredte sig til landsbyerne.

De mange bygningsmæssige ændringer er sket gennem længere tid, derfor skal de anførte

årstal forstås ud fra dette forhold. Hver kirke har sin egen udviklingshistorie, og da

der er mange jyske kirker, der hverken har fået tilbygget sakristi, kapeller, våbenhus eller

tårn, må dette også haves i baghovedet, når man ser på analysen, hvis principper dog

gælder for størstedelen af de middelalderlige landsbykirker.

At det er de samme bygninger, der danner ramme for de religiøse handlinger, selv om

Danmark er gået fra at katolsk til protestantisk, gør kirken til et yderst spændende byggeri

at studere, og ser man samtidig nærmere på årsagen til de mange forandringer

(arkitekturidealer, skiftende ejerforhold, økonomi mm.) samt forstår den liturgiske og

dgmatiske sammenhæng, er kirken ikke kun et spændende levn, men et stykke meget

levende kulturhistorie.

19


900

1000

1100

1200

1300

1400

20

Klokkestabel på

gavl eller særskilt

Den romanske kirke -

evt. særskilt baptisteri

Kirke består af kor, skib

evt. apsis. Kirken står i

blank mur

Murede bænke

Højalter i apsis og lægmandsalter

ved korbuen

Begravelser inde i kirken

Større adskillelse mellem kor og skib -

svært for menigheden at se alteret

Evt. stole i koret

Evt. pulpitur til sangere

Kirkerummet får hvælv - dermed også større

brandsikring - og udvides evt. med sakristi,

kapeller, våbenhus

Murede bænke fjernes - måske står folk stadig

op eller medbringer selv stole og skamler

Døbefont 12.-13-

årh. Står bemalet i

stærke farver - placeret

på forhøjning

Selvstændigt klokkehus,

fra ca. 1300

Trækirken - vi ved ikke

meget om indretningen.

Evt. udendørs dåb

Sidealtre til helgener

Fladt bjælkeloft

Korbuekrucifiks og afskærmning

mod kor

Hvælvene forandrer kirkerummet

drastisk

Der åbnes igen mod koret


I senmiddelalderen udvides også med tårn. I

tårnrum indrettes ofte siddepladser til herskabet

Evt. læsepulte i kor eller skib

Efter reformationen store ændringer i kirkerummet,

men alt, der ikke direkte er vranglære, genbruges

eller omdannes.

1. Prædikestol indføres

2. Døbefont flytttes mod øst

3. Stolestader pga. længerevarende gudstjenester

4. Knæfald - en praktisk/bekvemmlig anordning for

de med svage led - førhen knælede man på gulvet

5. Nogle steder nedrivning af sidekapel/sakristi

Kirketypen, som vi også kender den i dag

Kalkning af kirkerne finder navnlig sted i 1700-tallet

Mange steder almindeligt

med lektorieprædikestol,

evt. kombineret

med korgitter (adskillelse

betones ml. kor og

skib)

Kalkmalerier overhvidtes

nogle steder

- fortrinsvis i perioden

1650-1800

Kalkmalerier

Altertavle almindelig fra

slutning af 1400-tallet

Klokkerne flyttes til tårnet.

1700 1600

1500

21


Opsamling - kirkens væsentligste inventar

Fig. 11: Alterets placering

22

a

b

c

Alter:

Alteret er kirkens vigtigste inventar - at kirken skal

have et alter for at kunne bruges er både katolikker og

protestanter enige om. Derfor står det også det ”helligste

sted” i kirken: mod øst og dermed den opgående

sol. Alteret har ikke haft andre placeringer, men

der er dog alligevel små variationer, lige som opfattelsen

af, om menigheden skulle have adgang og udsyn

til alteret har varieret og dermed betydet forandringer

i kirkerummet. I kirken har der derfor både været et

højalter, som kun præsteskabet havde adgang til, og

et lægmandsalter ved korbuen (samt sidealtre), som

menigheden kunne gå til (fig. 11, a).

Alteret repræsenterer symbolsk Guds trone, derfor er

også nordsiden (ved Guds højre hånd) den helligste,

og her læstes evangeliet. I det 13. årh. ledte mindst

to trin op til alteret, dette udvides til tre eller flere i den

sene middelalder (fig. 12 th.). Det øverste trin, supdarium,

var dybere end de andre, almindeligvis ca. 1-1,4

m. Oprindeligt opfattedes alteret så helligt, at kun

indviede ting måtte få plads på det: kalk, disk og dug.

Efterhånden tillades et mindre krucifiks og fra ca. 14.

årh. også lysestager.

Op gennem gotikken bliver alteret mere og mere en sokkel

for de enorme fløjaltertavler (fig. 12 tv.). Alter og alterbord

er ikke sammenhængende elementer, men alterbilledet

kan gerne komplementere alteret i sit motiv. Selv om det

ifølge protestantismen ville være godt, hvis alteret stod frit

Fig. 12

og fornemmedes som et bord, blev altertavlerne efter reformationen

kun sjældent fjernet uden at nye kom i stedet.

Alteret var oprindelig af træ, men op gennem middelalderen bliver det mere og mere

udbredt med alter af sten. Det bliver ved lov vedtaget, at alteret skal indeholde relikvier

i form af helgenrester. Disse relikvier, gerne en stump knogle, blev muret ind i alteret i

dennes overside.

Alteret placeres i kirken ofte helt op af østvæggen, men man ser det også trukket ud fra

væggen, så det er muligt at komme rundt om det. For protestanterne er nadveren en

symbolsk handling, den er en gave til de troende og ikke noget, menneskene skal ofre.


Katolikkerne tager derimod nadverens under bogstaveligt, så brød og vin faktisk forvandler

sig til Jesu kød og blod under uddelingen. Nadveren bliver således en gentagelse

af Kristi død, og dermed er alteret ikke kun et nadver-, men også et offerbord. Det er en

forskel i fortolkningen, som dog ikke har givet anledning til helt forskellige alterudformninger.

Ganske vist rummer alteret ikke mere de relikvier, som katolicismen kræver, men det

ligner kun sjældent det bord, som den lutherske lære lægger op til.

Ifølge protestantismen skal menigheden samles om alteret, som er centrum og tilgængelig

for alle. De sidealtre, der var indviet til forskellige helgener blev altså overflødige efter

reformationen. Mange sidealtre blev dog stående endnu nogle årtier, mens højaltrene

ofte blev genbrugt, da de ikke var i strid med den nye tro. Viste højalteret scener fra en

helgens liv blev disse udskiftet eller simpelthen rettet til.

Fig. 13: Døbefontens placering

a

b

c

d

Døbefont:

I kristendommens første tid døbte man direkte i vandløb,

sådan som Jesus selv blev døbt af Johannes i

Jordanfloden. Senere fandtes egentlige baptisterier

(jf. huset i Dura-Europos, fig. 1), baptisterierne var

uafhængige af kirkerne. Senere laves dåbskapeller i

direkte forbindelse med kirken som en slags forhal

eller bag apsis mod nordøst. Flere steder foregik

dåben i middelalderen uden for kirken.

Katolicismen opfatter dåben som frelsens dør og

indgangen til de andre seks sakramenter, og således

blev også døbefonten opstillet ved kirkens indgang i

vest på et podium (fig. 13, a.).

Store bassiner til neddykning af voksne blev omkring

det 10. årh. erstattet af mindre døbefonte, og i det

12.-13. årh. viger neddykningen for vandpågydning,

og døbefonten får den udformning, vi finder mange

steder i dag med en kumme på fod.

I forhold til de syv katolske sakramenter, har protestantismen

kun to, nadver og døb, og da dåben bliver

mere central flyttes døbefonten efter reformationen

de fleste steder mod øst. Nogle steder får den plads

i selve korbuen (fig. 13, b), hvorfor man stadig flere

steder kan finde tilhugninger i muren fra en sådan

placering. I dag findes døbefonten almindeligvis i

skibets nordøstlige hjørne eller i koret (fig. 13, c og

d), men placeringer i skibets vestende, i tårnet eller i

særlige kapeller findes endnu.

23


Prædikestol:

I senmiddelalderen var der i kirken en eller to

læsepulte (kaldet ambo, bet. ”at stige op”) for

præsterne enten i skibets østende eller i koret

(fig. 14, a). Desuden evt. et pulpitur til korsangere

eller til at læse teksten fra. Den katolske messe

var ikke forståelig for størstedelen af menigheden,

da den foregik på latin, til gengæld var den

ikke så lang.

Reformationen blev et brud med den uforståelige

messe, og forkyndelsen af Biblens ord skulle nu

foregå på dansk. Prædiken blev et uhyre vigtigt

element i den lutherske gudstjeneste, så nye

prædikestole måtte udføres, som ikke ”blot” var

en bogstol eller læsepult, men en dejligt opbygget

stol, som skulle hæves op over alle stole.

Mange kirker har fulgt den lutherske biskop

Peter Palladius’ (1503-60) anvisning om at placere

prædikestolen i skibets søndre side ved et

vindue (fig. 14, b). Mange af prædikestolene blev

anbragt oven på et af de nu overflødige sidealtre.

Selv om prædiken blev et vigtigt element, måtte

prædikestolen til enhver tid underordne sig alter

og døbefont. Meget iøjnefaldende lektorieprædikestole

blev dog udført til ophængning mellem

skib og kor, og rigtig mange kirker har spor efter

en sådan stol, men kun to er bevaret med oprindelig

placering (fig. 14, c).

24

Fig. 14: Prædikestolens placering

a

b

c


ØSE KIRKE

I det følgende vil jeg præsentere Øse kirke. Registreringer og analyser af kirken er

foretaget delvist på mit 9. semester, delvist i sommermånederne op til og under selve

afgangsforløbet. Opmålinger til brug under afgangsforløbet har jeg udført hen over sommeren

2010. Et par ksempler på registrerings- og skitseopmålingstegninger er vedlagt

som bilag

Beliggenhed

Omkring 14 km nordøst for Varde ligger den lille

landsby Øse og Øse Kirke. Kirken ligger midt i en lille

samlet bebyggelse i det flade agerland. Fra den nærliggende

landsby, Nordenskov, ser man straks kirken

de tre kilometer væk, når man bevæger sig mod Øse,

og det samme er tilfældet ved ankomsten fra landområderne

øst og syd for kirken. Kirken kan ses på lang

afstand, også selv om kun ganske lidt af den skiller

sig ud mellem træer og bevoksning omkring bygningerne

i Øse.

Fig. 15: Øse Kirke i lanskabet, set fra syd (tv.) og nordøst (th.)

25


26

Materielhus og

graverkontor

Øse kirke

Kapel

Gl. degnebol

Sønderskovvej

Præstegård

Fig. 16: Oversigtskort over Øse


Kontekst

Om kirkens umiddelbare kontekst kan nævnes, at kirkegården har bevaret sine gamle

skel mod nord og vest, men er udvidet mod syd og øst. Kirkediget består af græsklædte

jorddiger, udvendig med kampesten. I det nordvestre hjørne lige inden for diget står to

store, fredede lindetræer. Kirkegårdens hovedindgang er i nord ud mod en parkeringsplads

og hovedvejen gennem Øse, mod vest er en ganglåge. De murede piller, afsluttet

som aftrappede pyramider med granitkugler med jerngitterlåger mellem er meget

egnstypiske og er formentlig fra midten af 1800-tallet, da de afløste murede, blytækkede

portaler. Den østre, murede indgang blev nedbrudt i forbindelse med kirkegårdens

udvidelse og synes som nordindgangen at have bestået af ”ligport og stette” (køreport

og ganglåge).

Et hus øst for kirkepladsen har en tid tjent som bolig for graveren og er formentlig sognets

gamle degnebol (gård/jord tilhørende degneembedet) og skolehus. Et hvidkalket

hus opført omkr. 1920 med tegltag inden for norddiget, nordøst for koret er kirkens ligkapel,

og et materialhus mod sydøst er i 1987-88 udvidet med graverkontor.

Fig. 17: Beplantning ved Øse Kirke og kirkegård - kirkegårdens grave er ikke

præget af høj beplantning. På kirkediget er der mod nord og syd meget lav eller

ingen beplantning, mod øst har kirkegården ingen klar afgrænsning, mod vest store

træer og tæt buskads

27


28

Fig. 18: Bevægelseslinie fra Pplads

og kirkegårdslåge mod

våbenhus

Fig: 19: Vigtige indkig til kirken fra især nord og syd

Fig. 20: Øse Kirke set fra nordvest


Præsentation af kirken

Øse Kirke menes opført omkring år 1100. Øse sogn nævnes første gang 1347, og siden

det 15. årh (formentlig år 1489) har Øse været hovedsogn til Næsbjerg. Kongen solgte

i 1726 kirken til kaptajn Frederik Lassen til Nørholm ved Sig og Grubbesholm i Nørre

Bork. Med Grubbesholm kom den 1731 til kancelliråd Frederik Hein til Stensgård på

Fyn og fulgte dette godskompleks (fra 1751 knyttet til stamhuset Hvedholm) indtil 1764,

da Preben Brahe til Hvedholm solgte kirken til fire bønder i Øse sogn, og kirken tilhørte

lokale beboere, indtil den overgik til selveje i 1909.

Kirken har romansk kor og skib, hvoraf skibet er

opført af to omgange. I senmiddelalderen er et

våbenhus tilføjet foran skibets norddør, et tårn og

muligvis også et nu nedrevet sakristi ved korets

nordside. En nu tilmuret dør i syd var tidligere ”kvindedøren”,

mens hovedindgangen i nord var ”mandedøren”;

normalt var dette ellers omvendt, da den

solrige sydside blev set som den mest fornemme,

mens den koldere nordside blev betragtet som

mindre attraktiv.

Korets og skibets mure er opført af rødlige og grå

granitkvadre i regelmæssige skifter over en skråkantsokkel.

Korets østgavl og sydside er ommuret i

1885. Korets nordside er ommuret engang før 1650,

hvilket kan være foretaget pga. nedbrydning af omtalte

sakristi. Indvendig, hvor der kan have været en

dør til et sakristi, er nu et indmuret værdiskab.

Der er et byggeskel 8-10 meter fra de østre hjørner,

der udgør første byggeetape. I skibets vestre del

består murene af ti skifter mod ni i kirkens østende.

Forskellen i murværket svarer til en lignende opdeling

i tagværket og forskel i vinduernes udformning

og i gavlspidsernes materiale. Om der er tale om et

byggestop af kortere varighed eller forlængelse af et

afsluttet kirkeskib, kan ikke afgøres, men det første

afsnit af skibet er dog så kort, at det virker usandsynligt,

at det har stået med afsluttet vestgavl.

Fig. 21: Bygningsudviklingen

1: Den romanske kirke med skib og kor.

Indgange i nord og syd, byggeskel i skibet.

2: Våbenhus mod nord og formodentlig

også et sakristi på korets nordside bygges

til. Koret får hvælv.

3: Tårn opføres i vest (og sakristi nedrives)

Romanske vinduer ses i skibets nordside (to stk. genåbnet 1943) og i korets nordside,

alle har udhuggede sålbænke og sidder i samme niveau. Et tilmuret romansk vindue ses

i korets østgavl. De øvrige vinduer er meget omdannede og uden særlige detaljer. Skibets

lidt yngre vestvindue, hvor overliggeren smykkes af en rundstav med en lilje i toppunktet

er i udformningen nært beslægtet med flere af kirkerne i Skast Herred. I korets

29


30

1

3

5

7

Fig. 22: ”Serial vision” fra mødet med kirken i landskabet til bevægelsen gennem kirkerummet

2

4

6

8


sokkelsten findes der mod syd nogle billedkvadre, dels to rosetter og et malteserkors,

dels en løve.

Tagværket over både kor og skib er formentlig de oprindelige. Korets ottedelte krydshvælv

er indmuret ca. 1500-20; koret har oprindeligt været dækket af et bjælkeloft, således

som skibet stadig er det.

Våbenhuset, som er placeret foran skibets norddør, er opført af genanvendte romanske

kvadre samt yngre, grovere huggede granitkvadre og munkesten og er tækket med

bly. I hver flankemur er der inden for to spareblændinger, mod øst er de indrettet som

bænke, mod vest med knager til overtøj. Den fladbuede dør midt i gavlen blev udvidet

i 1943, over døren er et lille korsformet glughul. Gulvet er lagt med røde munkesten, og

bjælkeloftet er gråmalet. Huset kaldes i 1653 for ”schrefferset” (skriftehuset). Som noget

ret usædvanligt fandt man under en nykalkning af våbenhusgavlen i 1981 resterne af en

udvendig kalkdekoration, som formentlig stammer fra husets opførelse. Kalkmaleriet var

bevaret uden at have været beskyttet af senere tilbygninger. Udvendige kalkmalerier er

meget sjældne i Danmark.

Tårnet er tre stokværk højt med et saddeltag af bly. Det var oprindeligt afsluttet med et

spir (indtil omkring 1735), et såkaldt Tørninglen-spir, som var almindelig udbredt i Sønderjylland,

med en pyramide over fire blændingsprydede gavle. Af de fire gavle er kun

det østre bevaret med spidsbuede højblændinger, mens det vestre er muret i sidste

halvdel af 1700-tallet. Oprindelig var der adgang til tårnrummet via en nu tilmuret dør i

nordmuren, mens man kom til mellemstokværket via en udvendig, tømret fritrappe, der

førte op til en dør i nordmuren. I dag kommer man op i tårnet via en muret trappe i en

lille tilbygning fra 1943 ved tårnets sydside. I klokkestokværket er der to glamhuller mod

syd, to mod nord, et i øst og vest.

Inventar

Fra middelalderen er kun bevaret den romanske døbefont (fig. 25), som er en variant af

egnens glatkummede type. Det vigtigste inventar i kirken er anskaffet inden for en kort

periode omkring 1580 og er i den for egnen typiske ungrenæssancestil. Alterbordforsiden

er f.eks. fra 1587, og af en helt enestående, velbevaret lektorieprædikestol med

årstallet 1584 er sidebrystningen (fig. 23) nu opsat omkring skibets norddør, mens midtkarnappen

fra denne siden 1850 har været opsat som almindelig prædikestol (fig. 24) i

skibets sydøstlige hjørne. Sidebrystningen blev i 1850 opsat imod skibets vestvæg foran

tårnet og blev i 1909 rykket frem som en del af et nyt orgelpulpitur, men ved pulpiturets

nedtagelse i 1925 blev brystningen rykket til sin nuværende placering på skibets nordvæg

over døren til våbenhus.

Det er sandsynligvis en lokal snedker, Christen Pedersen fra Heager, der står bag lektorieprædikestolen

og alterbordsforside samt en præste- og skriftestol og nogle stolestader,

som nu er på Nationalmuseet og Varde Museum.

31


Fig. 23: Sidebrystninger fra lektoriestol

Fig. 24: Prædikestol Fig. 25: Døbefont

Fig. 26 og 27: Korparti tv. med kalkmaleri og skibet set mod tårnrummet i vest

32


Kirkens nuværende indretning er etableret ved en restaurering i 1941-43, hvor kunstner

Stefan Viggo Pedersen lavede et kalkmaleri i koret (fig. 26), som erstattede en altertavle

i skønvirkestil fra 1904 (signeret H. Dohm), hvorfra stykket ”Vandringen til Emmaus” nu

er ophængt midt på skibets sydvæg. En ældre trefløjet altertavle, en katekismustavle, i

ungrenæssancestil anskaffet i 1587 er også ophængt i skibet på nordvæggen.

Stoleværk fra 1878 blev udskiftet med de nuværende stolestader i ungrenæssanceformer.

Alterbord og prædike- og lektoriestol fremstår med meget kraftig, kras bemaling

efter istandsættelser i 1920 og 1925. Det øvrige inventar har mere dæmpede farver og

er farvesat af kirkemaler Erik Hansen, Askov, i 1965. Dørfløjen mellem skib og våbenhus

er fra 1805 (ses på pynteplade af jern) og er gråbrun med gråt jernværk. Døren er gjort

af fire planker, som mod våbenhuset er samlet med tre profilerede revler og to svære

gangjern med rombemønster, som godt kan stamme fra en renæssancedør.

Alterskranken er fra restaureringen i 1943 og er femsidet med støbejerns-balustre og

håndliste med hylde i blankt egetræ.

Af yderligere inventar kan nævnes en pengeblok fra 1804 med jernbeslået overdel, to

lysekroner i skibet, indkøbt hos en kunstsmed i Odense i 1925, et kirkeskib, orlogsfregatten

”Haabet”, som er skænket af fire bønder og ophængt 1925, en præsterækketavle

ligeledes fra 1925 i ungrenæssancestil, som efterligner den gamle altertavle, hvor der

med forgyldt skrift på sort bund står skrevet: ”Sognepræster i Øse efter Reformationen”,

og præsternes navne står med tilsvarende skrift. Desuden en klokke fra 1924,

skænket af menigheden med indskriften: ”Jeg kalder paa gammel og paa ung/ mest

dog paa Sjælen træt og tung/ syg for den evige Hvile”. Klokken erstattede en gammel

stormklokke fra Varde fra 1200-tallet, som man fik efter nedbrydningen af Skt. Nikolaj

kirke i Varde 1909. Den blev sendt til omstøbning i 1924, men blev i stedet købt af Varde

Museum, og siden 1939 har den været ved kapellet på Arnbjerg kirkegård i Varde. Kirkens

nyeste større stykke inventar er orglet fra 1967, bygget af Th. Frobenius og Sønner,

Kgs. Lyngby.

Et epitafium (gravminde) fra 1675 over sognepræst Mads Mortensen Morsing, hans

hustru og datter, som kun blev 12 uger, hænger på skibets sydvæg lige ved prædikestolen.

Det er et portrætmaleri i olie på træ, og en gravsten i rød kalksten over samme

familie er nu muret ind i korets nordøstlige hjørne.

Bygningsbeskrivelse

Kirken består som nævnt af kor, skib, våbenhus og tårn, og tilsammen udgør disse

enkeltelementer en enkel helhed med stor tyngde. Det tidligere Tørninglen-spir (indtil ca.

1735) på tårnet har betydet et noget anderledes samlet udtryk. Den nuværende tårnafslutning

er noget mere simpelt end et tørninglensk spir, men understreger til gengæld

formens enhed.

33


Fra indgangssiden dominerer stadig de store murflader, kun brudt af små åbninger, de

romanske vinduer, og den lave, rundbuede åbning til indgang i våbenhuset. De få og

små åbninger understreger bygningens soliditet, da murenes tykkelse bliver tydelig. De

små, højtsiddende romanske vinduer sikrer trods deres undseelige størrelse en del lys

inde i kirkens kor og

skib, da de udvider

sig tragtformet til

begge sider. En svær,

flammet dør giver

adgang til våbenhuset,

et lavt og dunkelt

rum, der svarer til den

forventning, man har

fra den ydre form. Kirkeskibet

er derimod

noget lysere, end

man kunne forvente,

og det skyldes de

store, opsprossede

vinduer mod syd af

nyere dato, som spreder

direkte og pga.

de dybe karme også

Fig. 28: Kig fra skibet til det dunkle våbenhus

meget indirekte lys i

kirkerummet.

Kirkeskibet har et fladt, gråmalet bjælkeloft, så der ikke er mulighed for at se tagkonstruktion

og det store, åbne loftsrum. Dette forhold er ikke, hvad formen udefra giver

forventning om, men bjælkeloftet gør til gengæld det indre rum let overskueligt og meget

enkelt, og opmærksomheden rettes naturligt mod det hvælvede kor, som også er hævet

et par trin over skibets gulv. Triumfbuen mellem kor og skib er et særligt markant træk

og øger nysgerrigheden omkring det hævede korparti, som først åbner sig, når man står

under triumfbuen. Korets ottekantede krydshvælv giver et skift i rummets lys og overgang

fra skib til kor understreges yderligere.

Der er en stor sammenhæng mellem den ydre og indre form; også inde fremstår de

forskellige delelementer som en sammentømret helhed, der signalerer soliditet og holdbarhed.

Dog blødes det ydre, næsten fæstningsagtige, udtryk op, når man træder ind i

det rolige, imødekommende rum. Udefra ser formen ud til at være vokset op af selve den

jord, den står på, og har derfor også et højtideligt udtryk, mens materialer inde og detaljering

i inventar giver en anden følelse af raffinement.

34


Materialer

Øse Kirke er opført af rødlige og grå granitkvadre i regelmæssige skifter, sådan som

det også er tilfældet for det mange nabokirker af omtrent samme alder (fig. 30 side 34).

Ud over granitkvadre finder man dog også både marksten og munkesten, synlige hvor

muren ikke er overkalket. Disse materialer er spor efter ændringer i kirkens samlede

masse, som f.eks. nedbrydning af et formodet sakristi på kirkens nordside, tilmuring af

døråbninger (præstedør ved kor og kvindedør i sydmuren) og reparation af murene. Teglbrænding

var ikke indført i Danmark ved kirkens opførelse, men var gotikkens foretrukne

materiale, så skiftet i materialer fortæller også om ændringer i stilart og håndværksteknik.

Især tårnets mure har undergået mange reparationer, men den kalkede mur skjuler

næsten de mange ændringer, dog ser man tydeligt i tårnets øverste stokværk et skift i

materialer (formentlig marksten) pga. den ændrede tårnafslutning.

I det ydre er det stenenes tyngde og de store, blytækkede tagflader, der helt præger helheden.

Lyset spiller i de tilhuggede granitkvadre, men også i de kalkede mure og de små

ujævnheder bag den hvide kalk, som er en kontrast til de mørkere bly- og stenflader, og

som ud over at signalere renhed tager noget af stenenes vægt, dog uden at mindske

indtrykket af formens massive tyngde.

Fig. 29: Materialeudsnit

35


Kirkens indre præges ikke kun af sten som materiale, men i høj grad også af et andet,

nemlig træ. Det flade bjælkeloft giver kirkeskibet en særlig karakter, men træet går igen

i det meste af inventar og udsmykning, og kirkens indre har derfor en noget anderledes

detaljeringsgrad end det ydre, da der er meget træskærerarbejde med små og fine

figurer. På korets sydlige mur, kan man i sokkelstenen finde meget enkle billedkvadre,

skønne fordi de i detaljeringsgrad stemmer overens med materialet, den hårde granit,

men inde i kirkerummet findes mange finurlige ornamenter og detaljerig udsmykning af

altertavle og prædikestol. Størstedelen af inventaret er som sagt af træ og iøjnefaldende

i rummet, men gulvet af munkesten lagt på fladen betyder også meget, idet den rødligbrune

sten i høj grad påvirker rummets farve og selv virker næsten orange, når solen fra

syd rammer gulvet. Samtidig står gulvets varme glød i modsætning til det kolde lysindfald

fra de små vinduer mod nord.

Med granit og bly som de dominerende materialer ude, samt træ og munkesten inde,

skal man finde andre typer materialer i detaljerne. Et enkelt af de blyindfattede, romanske

vinduer har f.eks., i modsætning til de øvrige med normalt rudeglas, forskelligt farvet

glas. Detaljer i jern findes i de gråmalede jernbeslag på indgangsdøren, revledøren

mellem våbenhus og skib samt på pengeblokken og i støbejernsbalustre ved knæfaldet i

koret.

Bevaringsværdier

Ingen kirker er ens, lige som ikke to kirker har samme beliggenhed i landskabet. En stor

del af Øse Kirkes styrke ligger da også i samspillet med konteksten. På afstand rager

kirken ikke meget op over den omgivende bebyggelse og beplantning, men dog akkurat

nok til at kunne ses temmelig langvejs fra over det flade agerland. Den fine placering er

meget sårbar over for byggeri i den nære kontekst, så det må afstemmes med udsigt til

og fra kirken.

Øse Kirke har som enhver anden landsbykirke sit særpræg og samtidig et umiskendeligt

fællespræg. Slægtskabet med de kirker, der ligger tættest på, fornægter sig ikke, og

kirkernes ensartede præg gør netop, at man hurtigt får øje på og bliver grebet af forskellene.

Det gedigne udtryk og materialernes enhed har Øse Kirke tilfælles med nabokirkerne.

Den hårde vestenvind har sat sit præg på kirkerne med deres ofte temmelig tillukkede

facader og enkle, lidt lave tårne.

Øse Kirke udmærker sig ved at være meget velproportioneret. I forhold til proportionerne

kan man godt glæde sig over, at skibets bjælkeloft aldrig er blevet erstattet af hvælv.

Koret har derimod fået hvælv, hvilket giver en smuk variation i lyset i kirken, da skibet er

en lille anelse mørkere, så øjnene naturligt retter sig mod kor og alter (fig. 22, side 26).

Kirkens akustik er ganske fremragende uden den helt hårde og lange efterklangtid, man

oplever i overhvælvede kirkerum. Hørelsen hører også med til oplevelsen af et rum, og

da akustikken er så god, som den er, kan det ærgre med den megen skramlen af fødder

mod det hule træpodium, som stolestaderne står på.

36


Fig. 30: Nabokirker til Øse Kirke - både i det ydre og det indre er der tydelige fælles egnspræg

37


Flere af kirkens bevaringsværdige inventarstykker

er i dag på Nationalmuseet, bl.a. skrifte-/præstestol

(fig. 31), stolestader samt lysestage. Det

vigtigste inventar i dag er fra omkring 1580, herunder

den meget interessante lektorieprædikestol

(fig. 32), hvor karnappen nu fungerer som almindelig

prædikestol i skibets sydøstligste hjørne, og

sidebrystningerne er opsat over indgangen på

skibets nordvæg. Man ved, der har været mange

lektoriestole i Danmark, men i kun to kirker kan

man stadig se en, de fleste steder er de helt forsvundet,

men i Øse har man altså beholdt sidestykkerne,

selv om de ingen funktion havde mere

efter at være taget ned fra triumfvæggen. Alteret

og en altertavle er fra samme periode og er tydeligvis

gjort af samme dygtige snedker. Stolestaderne

er af nyere dato (slutningen af 1800-tallet),

men har fine udskæringer og er afstemt i farverne

til kirkerummet på vellykket vis. Degnestolen er som eneste stolestade bevaret, og her er

det sjovt at se mange indgraveringer, som kirkedegne gennem tiden har lavet i træet.

38

Fig. 32: Skitse af lektoriestolen med midterkarnap og sidebrystninger ved korbuen

Fig. 31: Den gamle skrifte-/præstestol


Det må nævnes som værende

problematisk med en del opmagasinering

i tårnrummet bag

orglet. Da der ikke helt er plads

nok, breder tingene sig op ved

siden af orglet og får tårnrummet

til at se noget rodet ud. Det

er ikke et ualmindeligt problem,

at de mindre kirker uden sidekapel

og/eller sakristi har

besværligheder med at finde

plads til ekstra stole og andet

udstyr.

Mange andre kirker har ligele-

Fig. 33: Tv. opmagasinering i tårnrummet til venstre, th. radiatorer i koret

des radiatorer langs ydervægge

i skib, kor og tårnrum. Nogle

steder kan disse gemmes bag eksisterende vægpaneler, men som regel er radiatorerne

meget synlige og ikke just forskønnende for rummet, lige som højtalere ofte ikke er det.

I Øse er der fire radiatorer i koret, seks langs skibets sydvæg og tre i tårnrummet. Varmerør

løber under det træpodie, stolestaderne står på. Under hver stolestades sæde er

ligeledes monteret et varmelegeme.

Øse Kirke er som enkeltbygning og som del af vores fælles kulturskat, folkekirken, en

meget værdifuld historiefortæller. Den er en autentisk historiefortæller på den måde, at

hvis man leder, får man svar. Store dele af kirkens substans er original og sammen med

de senere forandringer, også de mindre heldige, i kirkens indre har man en nuanceret og

troværdig historie, da de forskellige perioder står synlige og læsbare. Kirken værdisættes

delvist ud fra graden af autenticitet, men dette er et kompliceret begreb, fordi det originale/oprindelige

ikke altid er det med de største kvaliteter. For kirken er det en naturlig

styrke, at ændringer er foretaget over mange århundreder, fordi de derigennem bliver

synlige og nærværende. Vi nærer i dag intet ønske om at føre tilbage til noget oprindeligt,

men lader troværdigheden (autenticiteten) bæres af fortællingen. Da også vi i dag er

en del af bygningens livscyklus, må vi også overveje, hvordan vi sætter præg på kirken,

hvis vi foretager ændringer.

39


PROJEKTFASE

Intentioner og mål

Det indledende arbejde med kirkens typologi og liturgi gav anledning til en del forsøg

på at lave et oplæg om en ny brug af Øse kirke, en række ændringer, som kunne øge

fleksibiliteten i en sådan grad, at de ønsker menighedsrådet i Øse har til aktiviteter og

arrangementer i kirken kunne tilgodeses. De ønsker, menighedsrådet har, er bl.a. bedre

mulighed for at afholde rytmiske koncerter, udstillinger af kirkekunst, forberedelser med

brudepar og konfirmander og meget vigtigt: muligheden for at samles før/efter gudstjenester,

til særlige lejligheder mm. Menighedsrådets henvendelse skete på baggrund af et

oprigtigt ønske om at diskutere mulighederne for deres kirke, og deres oplæg er for mig

et spændende og anderledes indslag i en ofte kompliceret debat.

Som det ses i det foregående har tidens arkitekturidealer og teologiske forhold været

årsag til mange ændringer på kirkebygningerne, men forandringer er også sket pga.

øgede krav til bekvemmelighed. Spørgsmålet var da blandt andet, om menighedsrådets

ønsker kunne imødekommes ved ændringer af kirken i et afbalanceret forhold mellem

nyt og gammelt, som tog hensyn til bevaringsværdier, materielle som immaterielle, og

samtidig forholdt sig (kritisk) til krav om bekvemmelighed?

Trods ihærdige forsøg på et anstændigt oplæg, som tog disse emner op, blev det stadigt

mere tydeligt, at ideen om en tilbygning måtte tages op igen. En tilbygning, som ud

over forsamlingssted, kunne rumme nogle praktiske funktioner, f.eks. toiletter, opbevaringsplads

og evt. et mindre tekøkken. Et sådant forslag til en tilbygning til en kirke, som

har karakter af et ”menighedshus/sognehus”, mener jeg vedrører en vigtig problematik,

nemlig om vi opfatter kirkebygningen som et brugshus, som kan ændres og tilpasses

tiden, f.eks. i større grad afspejle ændrede samfundsforhold, den måde vi omgås og opfatter

autoriteter, eller om vi ser kirkebygningen som et museum, et monument, som ikke

skal forandres, men har fundet ”sin endelige form”? Er en tilbygning en måde at undgå

40


at ændre ved kirkens

inventar, en måde at

skelne mellem højtidelige

og mere uhøjtidelige

aktiviteter eller noget

helt tredje? Under alle

omstændigheder er det

afgørende at klarlægge,

hvilke aktiviteter man

ønsker og ikke ønsker

i kirken og hvorfor, så

en eventuel tilbygning

kommer til at indgå i

en sammenhæng med

kirken.

I mit tilfælde blev det

efterhånden klart, at

projektet ikke blev et

enten/eller-forslag med

enten bearbejdning af

kirken eller en tilbygning,

men i stedet en både/

og-løsning, hvor en tilbygning

i sammenhæng

med nogle ændringer i

selve kirkerummet kan

give basis for den udvidede

brug af kirken, som

menighedsrådet ønsker. Jeg mener, menighedsrådet i Øse har et interessant bud på

brugen af kirken i fremtiden ved at satse på gudstjenester, som efterfølges (eller begyndes

med) en mere uformel sammenkomst. Ud over at det giver mulighed for at hilse

ordentligt på hinanden, tale sammen, lykønske konfirmander, brudepar m.fl., giver det

også en unik mulighed for at lave oplæg til og have en debat om de vigtige emner, som

en gudstjeneste, en kunstudstilling, et skuespil eller en koncert i kirken kan rejse.

Intermezzo

KONCERTER

UNDERVISNING/FORBEREDELSE

UDSTILLINGER

LEGESTUE

”RECEPTIONER”

KIRKEKAFFE

Kirken Tilbygning

Fig. 34: Funktionsdiagram med fordelingen af aktiviteter i kirken og en tilbygning

- nogle afvikles bedst i kirkerummet andre bedst i et andet og måske

mere uformelt rum, men nogle arrangementer ville være yderst interessante at

afvikle således, at både kirke og tilbygning kom i spil

Den 19. november skete der noget, der nævnes her, fordi det har haft indflydelse på mit

procesforløb. Ved et indbrud fik jeg stjålet en taske, der ud over min computer og mit

tegnegrej indeholdt en mappe med projektskitser, en opmålingstegning af kirken samt en

logbog med daglige tanker og småskitser. De projektskitser, der forsvandt, repræsente-

41


ede en fase i processen, hvor jeg undersøgte mulighederne for at afvikle de aktiviteter,

menighedsrådet ønsker, i selve kirkerummet frem for at opføre en ny bygning til formålet.

Skitserne omfattede ligeledes overgang fra principper for brugen af kirkerummet til

forslag om en egentlig tilbygning og dermed de første forslag til funktionsdeling og undersøgelser

af kvadratmeter-krav. Jeg har ikke forsøgt at genskabe tabte skitser, da de

repræsenterede en overstået fase, hvis resultater jeg dog har bygget videre på.

Den mistede logbog havde jeg benyttet fra det indledende arbejde, således at der var

samlet skitser, baggrundsviden, refleksioner mm. fra omkring juli måned og frem, godt

og vel 60 sider i alt. En ny logbog er påbegyndt sidst i november, eksempler herfra er

vedlagt som bilag.

Placering af tilbygning

Fig 35: Placering af tilbygning nordvest for kirkens indgang (nr.

1) var i første omgang oplagt pga. ældre gravsteder, som kunne

nedlægges samt i god harmoni med bevægelseslinierne til/fra

kirken

42

Oplægget fra menighedsrådet

er, at en eventuel tilbygning skal

være inden for kirkegårdsdiget.

Tilsyneladende var der en oplagt

mulighed for placering nordvest

for kirken, hvor der overvejende

er ældre gravsteder. En placering

i kirkegårdens nordvestre hjørne

ville være særdeles fordelagtig i

forhold til ankomsten til kirkens

parkeringsplads fra nord og

bevægelsen videre mod kirkens

indgang, samtidig med at det ikke

forstyrrede de vigtige indkig til

kirken, som jeg mener er nødvendige

at friholde. Men ved nærmere

undersøgelse viste det sig,

at ikke kun gravstedernes alder

spillede ind, men også brugen af dem fremadrettet samt affektionsværdien af enkelte

gravsteder, og så måtte en beslutning træffes. Den foreslåede første placering i kirkegårdens

nordvestre hjørne kunne jeg via nogle kompromiser godt forsvare at arbejde videre

med, men mine opdagelser blev ved at forfølge mig, så jeg så mig nødsaget til at lave en

ny analyse af kirkegården ud fra nogle parametre, som ikke kun omfattede gravstedernes

alder (og dermed gravfreden på 30 år), men også andre forhold, som kunne spille

ind i forhold til nedlæggelse (fig. 36).

Den nye/udvidede analyse pegede på en noget anden løsning og udelukkede meget

entydigt den første placering, men åbnede mulighed for en anden placering nord for

kirken, og efterhånden som jeg arbejdede med dette forslag, syntes det at blive en rigtig

god løsning desuden med god mulighed for at inddrage omgivelserne i en bearbejdning.


Fig. 36: Del af analyse ud fra parametre, som ikke kun omhandlede gravfredsalder

gav et nyt resultat at forholde sig til. Den røde farve illustrerer

gravsteder, som jeg af forskellige årsager mener skal bevares, den blå

gravsteder, som ikke er i brug, den grønne gravsteder, hvis alder det ikke er

muligt at fastslå

Fig. 37: Snit med kapellet øst for kirken

Fig. 38: Eksisterende byggeri inden for kirkegårdsdiget, til venstre kirkens kapel, til højre materialhus

43


Den nye placering af tilbygningen faldt mere eller mindre sammen med placeringen af

kirkens kapel, en hvidkalket teglstensbygning fra ca. 1920 og således en ældre bygning.

Kapellet i Øse er i stil med en række nabokirkers kapeller; meget små bygninger med

enkle murværksdetaljer og åbninger i stil med kirkernes. Det lille kapel har en vis værdi i

forhold til den historiske udvikling og egnspræget, ikke desto mindre foreslår jeg kapellet

fjernet. Der var naturligt nok lange overvejelser bag denne beslutning, som også betød,

at en ny bygning skulle indeholde kapel.

For at en ny bygning kan give mening i sammenhæng med kirken og aktiviteter, hvor

tilbygningen skal supplere kirken, mener jeg, at den skal placeres på kirkens nordside

og altså forholdsvis tæt på indgangen, ligesom det er fordelagtigt med visuel kontakt fra

kirke mod tilbygning. Desuden finder jeg det meget problematisk med yderligere en bygning

inden for kirkediget, men kapellet foreslås også fjernet ud fra tanker om moderne

krav til et kapel. Bygningen er svær at temperaturregulere og er ikke ventileret tilstrækkeligt,

så det har været nødendigt at montere et stort udluftningsanlæg på kapellets nordgavl,

et anlæg, der bestemt ikke klæder bygningen (se fig. 37).

Kirkediget og afgrænsning af kirkegård

Kirkediget løber rundt langs kirkegården mod nord, vest og syd, men ikke mod øst, hvor

det ikke er muligt at afgøre, hvor kirkegården holder op, og markerne begynder. Med

placering af en ny bygning i kirkegårdens nordøstlige del og dermed tæt på markerne

mod øst ville jeg gerne tage kirkegårdens afslutning, eller rettere mangel på samme,

op til overvejelse. Derfor har jeg skitseret på et samlet, enkelt hovedgreb, der omfatter

tilbygningens umiddelbare udearealer, de bevarede gravsteder og afslutning af kirkegården

mod øst, et greb, som knytter ankomsten til tilbygningen sammen med kirkens.

Kirkegården får på denne måde et udtryk mod nord og øst, som repræsenterer noget

Fig. 39: Diagram tv. viser ønsket afslutning af kirkegård mod øst, diagram th. viser princip for hovedgreb, som omfatter

tilbygning og afslutning af kirkegård mod øst

44


mindre styret og systematisk end den øvrige kirkegård, et udtryk, der minder mere om

tidligere tiders måde at benytte kirkegården, hvor et ”græstæppe” skal være det sammenbindende

element.

Inspiration

Fig. 42: Øverst ny præstebolig i Vorbasse ved

Billund, nederst sognehus i Ebeltoft

Fig. 40: Princip for kirkegårsdige - tv. eksisterende forhold, th. principforslag for kirkedige

Fig. 41: Eksempler på velfærdsbygninger ved kirker, fra venstre ses en gavl af tilbygning ved Starup kirke, omkr. 13

km øst for Øse, i midten materialhus ved Vester Nebel kirke ved Esbjerg og til højre tilbygning med toiletter mm. ved

Øksendrup kirke syd for Nyborg

Jeg har ofte spurgt mig selv, hvorfor det typiske

ligkapel ved en mere eller mindre hvidkalket landsbykirke

er en ligeledes hvidkalket/-malet bygning

med saddeltag og med murværksdetaljer, som

minder om dem, man finder på kirken? Det samme

udtryk findes ofte også ved materialhuse og andre

”velfærdsbygninger” ved kirkerne.

Selv om mange sognegårde, kirkecentre, præsteboliger

ikke ligger i direkte forbindelse med

kirken, er de dog eksempler på samme fænomen,

som jeg ikke ønsker at efterligne. Den hvide farve,

materialerne og saddeltaget giver nok bygningerne

en vis sammenhæng med kirkebygningen, men i

mine øjne kan det også ende med at tage noget af

magten fra det væsentligste, kirken.

Landsbykirkerne tiltrækker sig pga. proportioner og

beliggenhed i landskabet vores opmærksomhed,

45


og de hvidkalkede mure er ofte med til at forstærke bygningernes kontrast til omgivelserne.

De forskellige tilbygninger til kirken kan have fine bygningsmæssige kvaliteter, men jeg

undrer mig over entydigheden i brugen af farver og materialer, da jeg mener, det ville

gavne af og til at overveje andre muligheder i samspil med kirkens udtryk.

Flere steder i Syddanmark kan man stadig opleve tømrede klokkehuse fra middelalderen,

opført meget tæt på kirkerne. Som kirken skiller sig ud i landskabet, skiller det

mørke klokkehus af træ sig i høj grad også ud fra kirken, men i kraft af sit enkle udtryk

i form og materialer indgår klokkehusene ikke desto mindre efter min mening i smuk

harmoni med de pågældende kirker. Jeg har ladet mig inspirere af klokkehusenes materialitet

og farver, som står i kontrast til den typiske landsbykirke. De meget tillukkede

klokkehuse har en vis tyngde, men med træet som materiale en ganske anden form

for tyngde end kirken, og i forhold til kirkernes hvide mure er træfladernes mørke farve

mindre kontrastfuld i forhold til landskabet.

Fig. 43: Tømret klokkehus fra middelalderen (ca. 1300) ved Kliplev kirke i Sønderjylland

Forandringer i kirken

Med udgangspunkt i ønsket om at skabe et mere fleksibelt kirkerum indeholder projektet

nogle forslag til ændringer i kirkerummet. Nogle af ændringerne er motiveret af, at der i

kirken er nogle skader, som snart skal udbedres, mens andre sker af hensyn til praktiske

46


forhold, hvis kirkerummet skal kunne bruges til nogle af de arrangementer, menighedsrådet

foreslår. Således omfatter ændringerne kirkens gulv, varmesystemet, opbevaringsplads

samt de faste stolestader.

Den indledende analysefase var især tænkt som arbejdsredskab i forhold til ændringer i

selve kirkerummet, og den kom mig da også virkelig til gode her og gjorde mig i stand til

at afgøre, hvordan jeg forholdt mig til på den ene side kirkebygningens indre arkitektur,

inventar og udsmykning over for menighedens konfession og liturgi og derigennem også

praktiske ændringer vedrørende gudstjenesten foretaget gennem tiden.

Der findes ingen entydighed med hensyn til indretningen af kirken, men nogle elementer,

som indbyrdes har et hierarki, man kan dyrke eller lade være. Kirkerummets indretning

er meget naturligt præget af den katolske tradition, men jeg har løbende overvejet, om vi

har en vis forpligtelse til at præge kirkerummet i protestantisk retning i forbindelse med

forandringer, hvilket også har spillet ind på mit forslag.

Fig. 44: tv. eksempel på fast stolestade, kopi fra 1878, th. den gamle degnestol (eneste oprindelige stoleværk fra

slutningen af 1500-tallet)

47


REFLEKSION

Opgavens fokus

Helt op til starten på afgangsprojektet, forestillede jeg mig et overvejende teoretisk afgangsforløb,

hvor principelle løsningsmodeller skulle danne udgangspunkt for en diskussion

af kirkens brug generelt set nu og fremover ud fra dogmatiske, liturgiske, men også

praktiske forhold. Dette skulle være en direkte forlængelse af det forarbejde, jeg lavede

på mit 9. semester, hvor jeg i en rapport diskuterede, hvorledes vi kan sikre folkekirkens

værdier, hvis funktionen ændres eller ”udvides”, men efterhånden tog projektet en drejning

i en noget mere praktisk retning. Det for mig uforudsigelige forløb har været spændende

og er uden tvivl medvirkende til, at nysgerrigheden og begejstringen for kirken, for

oplægget, for projektet er helt intakt.

Det analytiske arbejde fylder dog stadig en stor del af projektet og den tid, jeg har haft

til rådighed, og således har jeg f.eks. ikke nået at arbejde ret meget på detaljer, men mit

overordnede fokus har da også hele tiden været at nå så langt som muligt med at forstå

og indleve mig i stedets værdier og potentiale og sætte det i både en brugsmæssig og

større historisk kontekst for at komme med et nutidigt, vedkommende oplæg, forankret i

kulturhistoriske værdier.

I al den tid jeg har arbejdet med emnet, har mine personlige holdninger til restaurering,

tilbygning og konvertering været under pres og deraf også under udvikling. Det kan være

vanskeligt at have en generel holdning til kirkerestaurering, da sammenhængen ofte er

en sammensat og derfor kompliceret og nuanceret størrelse. Emnet er mægtigt og be

gennem tiderne behandlet af arkitekter, kunsthistorikere m.fl., og vi er ikke færdige med

at studere emnet og udvikle vores syn derpå. Som med al anden arkitektur må man

forstå og respektere den enkelte bygning og samtidig formidle kvaliteterne i en større

sammenhæng.

48


Der er mange forhold at tage hensyn til for at lave vellykkede forandringer i kirkerummet,

og inden for arkitektur mener jeg, der er et, der ikke er meget fokus på, og det er hensynet

til det sakrale. Kirken må på den ene eller anden måde bære vidnesbyrd om det

uforståelige og utilgængelige, og derfor må kirkebygningen adskille sig fra det verdslige

byggeri. Gud er nok langt væk, men ikke fremmed for mennesket, og netop det religiøse

er det, der sætter mennesket i forbindelse med Gud. Således udtrykker sakral kunst og

byggeri både afstanden og nærværelsen mellem det hellige og mennesker - inventaret

kan være et praktisk onde eller af æstetisk karakter, men må uanset lægge afstand til

det profane og være udformet særligt til det enkelte kirkerum.

Som sagt har ikke mange arkitekter (til forskel fra kunsthistorikere) beskæftiget sig med

denne erkendelse, i hvert fald ikke overleveret i form af andet end selve udfaldet af

arbejdet med kirker. Mere behøver vi måske heller ikke. En, der dog har talt og skrevet

en del om teologi og liturgi i sammenhæng med det arkitektoniske, er Johannes Exner,

og (uden nødvendigvis at være enig) har jeg fundet det meget inspirerende at inddrage

nogle af hans betragtninger og diskutere dem i forhold til egne meninger. Hans tanker

om opbygning af kirkerum er meget inspirerende og på sin vis originale i forhold til at

bryde med den katolske arv og sætte fokus på luthersk-evangelske traditioner.

Bearbejdningsgrad

Det overordnede greb på kirkegården vises i 1:500 og delvist i 1:200, hvor man ser, hvorledes

de gravsteder, der bevares, skal indgå i en ny sammenhæng med diget, græsfladen

og tilbygningen til kirken.

Da det stod klart, at projektforslaget kom til at omfatte en tilbygning, har denne fået lov at

fylde mest i skitseringsfasen, mens ændringerne i kirken er undersøgt mere principielt i

modelforsøg i 1:20, og disse principper er videreført i tegningerne af kirken i 1:50.

At tilføre en kirke bare eet nyt stykke inventar er en opgave i sig selv, derfor er mit udgangspunkt

noget mere overordnet, da jeg ønsker at diskutere principperne for brugen

af frem for detaljerne i nyt kirkeinventar sammenholdt med eksisterende. Det er generelt

for opgaven, at jeg vil sætte spørgsmål ved nogle af de forhold, der gør, at ændringer i

kirken er svære at gennemføre. Kirken er både som institution og bygning noget enestående

i landet, og noget vi skal værne om derfor skal forandringer naturligvis udføres

med respekt og ydmyghed over for bygningens historie og værdier, men det skal ikke

afholde os fra at forholde os kritisk til de ændringer, der er foretaget over tid. En af grundene

til, at kirken i dag stadig udfylder samme funktion, er, at der er foretaget modifikationer

for at tilpasse kirken de gældende liturgiske, teologiske, samfundsmæssige eller

praktiske krav. Menigheden har altid sat sit præg på kirken, og sådan mener jeg, det

fortsat bør være, hvis kirken skal bevare sin troværdighed. Uden menighed ingen kirke.

Kirkerne er gode eksempler på bygninger med sjæl, hævet over en bestemt periode eller

stil, præget af mange generationer før os, ligesom det skal viderebringes til kommende

generationer. Vi har et ansvar for både at forsvare, forstærke og formidle kirkens værdier,

49


hvilket jeg mener, vi gør bedst ved at betragte den som en bygning i stadig udvikling,

eller med Johannes Exners ord ”et levende væsen”, hvis liv fortsætter længe efter, vi er

væk.

Ændringer på selve kirken er den ene side af sagen, men ændringer af kirkens umiddelbare

omgivelser er den anden, som bør behandles med samme respekt og forståelse.

Johannes Exner satte engang et meget vigtigt arbejde i gang for at sætte fokus på

den store værdi, det er, at opleve kirken i landskabet. Arbejdet bestod i at sikre, at der i

kirkens nærmeste kontekst ikke blev opført alt for højt eller på anden måde upassende

byggeri, som ville forstyrre oplevelsen af kirken både tæt på og på afstand. Disse fredninger

gælder stadig i dag. Inden for kirkegårdsdigerne bygges der ved landsbykirkerne

endnu materialhuse, kapeller, toiletbygninger mm., og man fristes til at spørge, om de

altid får den fornødne bearbejdning, så de lever op til den høje standard, vi ellers har for

ændringer ved kirken?

Diskussion

Folkekirkens værdier, arkitektur og historie præger vores kultur og samfund; som institution

har kirken en uddannende og opbyggende tradition, som fortsætter, dog i andre

former end tidligere. Kirkens tradition er ydermere tilgodeset ved ikke at være elitær eller

finkulturel. Bygningerne er en meget væsentlig del af vores kulturlandskab, og den enkelt

kirke er bygningskunst for alle. Den samlede bestand af kirker er en kostbarhed for os

alle, og derfor mener jeg også, at folkekirkens udvikling på alle disse niveauer vedkommer

os, uanset hvor meget man måtte komme der.

Jeg har gennem processen lagt stor vægt på at være ved Øse kirke så meget som

muligt, og at udvide undersøgelser og registreringer efterhånden som jeg tilegnede mig

ny, relevant viden. Det har gjort, at skitseringsprocessen fra tid til anden er gået helt i

stå, til gengæld føler jeg mig mere rolig i forhold til, at beslutninger er truffet på et solidt

grundlag. Ved at være ved kirken har jeg løbende kunnet diskutere forslag med kirkens

ansatte, ligesom jeg har haft stor glæde af at samtale med menighedsrådet, som har

levet sig ind i ideerne og udvist stor interesse for projektets udvikling.

Diskussionen om kirkens udvikling og fremtid er det bærende i mit afgangsprojekt. Hvordan

ser folkekirkens fremtid ud, og hvordan vil vi, at den skal se ud? I en sådan diskussion

må perspektiverne være lange, så vi foretager de rigtige og nødvendige ændringer.

Kirkernes fascinationskraft ligger bl.a. i den lange historie og tradition, som vi med tiden

ufravigeligt vil blive en del af. Det almindelige vedligehold, som menighedsrådene varetager,

udgør også små ændringer, som udgør et af kirkens mange lag. I nogle kirker

foretages der af forskellige årsager store forandringer i kirkerummet, men uanset om

indgrebene er store eller små gælder det, at der ingen standardløsninger findes. For mig

er det vigtigste i forbindelse med forandringer i kirkerummet at værdsætte og forstå de

50


forskelligartede udtryk og kirkens beskedne karakter. Kirkens arkitektur, indretning og

kunst skal virke forkyndende. Den materielle kirke skal repræsentere den åndelige.

Vil vi deltage aktivt eller passivt i kirkens udvikling? Kirken består uanset hvad, men det

er dog en del af kirkens tradition at skabe ny stil svarende til tidens arkitektoniske muligheder.

Førhen skete dette ud fra tidens arkitektoniske ideer og nye byggeteknikker uden

megen skelen til tidligere tiders idealer og håndværk, mens vi i dag forsøger at forholde

os til og bevare alt af historisk og kulturel værdi. Det kan være svært at gennemføre ændringer

i og uden for kirken, men det skal ikke afholde os fra at være nysgerrige over for

nye muligheder. Kirken er ikke alene et monument over en svunden tid, men en bygning,

der er i brug og præges af menigheden og tiden.

51


Litteratur

ARKITEKTEN (årg. XXXVIII, 8-9, 1936), artikel:

Den protestantiske kirketype og dens udvikling fra Reformationen til vor tid

Bisgaard, Lars:

Arven fra middelalderen, Kirke Billede Samfund

2002 Gads Forlag, København

Christiansen, Tage og Exner, Johannes:

Kirkebygning og Teologi

1965 Gads Forlag, København

Danmarks kirkers redaktører og studenter:

Kirkens bygning og brug Studier tilegnet Elna Møller

1983 Nationalmuseets Forlag

Evans, G.R.:

Faith In The Medieval World

2003 Lion Publishing

Exner, Johannes og Finsen, Helge:

Kirken i landskabet

1961 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S

Grinder-Hansen, Poul og Kjær, Ulla:

Kirkerne i Danmark, Den katolske tid. Indtil 1536

1988 Boghandlerforlaget A/S

Grinder-Hansen, Poul og Kjær, Ulla:

Kirkerne i Danmark II, Den protestantiske tid efter 1536

1989 Boghandlerforlaget A/S

Jessen, Anne Birgitte:

Den middelalderlige landsbykirke og middelalderens klostre

1999 Skive Museums Forlag, Museerne i Viborg Amt

Johannsen, Hugo:

Synligt og usynligt studier tilegnede Otto Norn

1990 Poul Kristensens Forlag

Jørgensen, Aage:

Danske landsbykirker

53


1953 Nordisk Forlag, København

Jørgensen, Marie-Louise:

Kirkerummets forvandling Sjællandske landsbykirkers indretning fra reformationen til

slutningen af 1800-tallet

2009 Nationalmuseets Forlag

Kirkefondet under redaktion af Gravgaard, Anne-Mette:

Kirke og Kunst i 100 år, Historie Arkitektur Udsmykning Sølv og Tekstil

1990 Gyldendals Forlag

Købke, P.:

De Danske Kirkebygninger Kortfattet Oversigt

1908 G.E.C. Gad

Lausten, Martin Schwarz:

Kirkehistorie Grundtræk af Vestens kirkehistorie fra begyndelsen til nutiden

1997 Forlaget Anis

Mackeprang, M.:

Vore landsbykirker en oversigt

1920 Aage Marcus, København

Nationalmuseet:

Danmarks kirker Ribe Amt, bd. 3, hft. 18

1991 Poul Kristensens Forlag

Norn, Otto:

Levende sten

1997 Poul Kristensens Forlag

Rickers, Johann:

Kirken som bygning

2000 Højers Forlag

Wivel, Ole:

Sandhedens udtryk i kirke og kunst

Poul Kristensens Forlag

Rydahl, John:

Kristendommens historie

2010 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S

54


BILAG - eksempel på registrering/skitseopmåling, sommer 2010

55


BILAG - eksempel på registrering/skitseopmåling, sommer 2010

56


BILAG - eksempler fra logbog

57


BILAG - eksempler fra logbog

58


BILAG - eksempler fra logbog

59


BILAG - eksempler fra logbog

60


BILAG - eksempler fra logbog

61


BILAG - eksempler fra logbog

62


Afgangsprojekt E2010

Thea Bech-Petersen

Stud. nr. 2008620

Institut for Arkitektonisk Kulturarv

Arkitektskolen Aarhus

Vejleder: Lars Nicolai Bock

More magazines by this user
Similar magazines