Download pdf

download.pubhub.dk

Download pdf

TUREN GÅR TIL

PARIS

AF ASKE MUNCK

22. UDGAVE


UBQ

ave. Foch

N

0 400 800 1200 m

ave.Victor Hugo

ave. Paul Doumer

ave. du Président-Kennedy

ave. Emile Zola

rue. de la Convention

Paris

ave. Kléber

rue de Vaugirard

UDEN FOR PARIS

ave. de Wagram

CHAMPS-ÉLYSÉES

OG CHAILLOT

ave. Marceau

ave. de New York

Tour Eiffel

rue Lecourte

bd. Haussmann

ave. des Champs-Elysées

voie Georges Pompidou

ave. Bosquet

Champ-de-Mars

bd. de Grenelle

parc

Monceau

Quai d'Orsay

bd. Malesherbes

Esplanade

des

Invalides

bd. des Invalides

OMKRING

EIFFELTÅRNET

OG INVALIDES

ave. de la Motte Piquet

rue Raymond Losserand

rue Royale

rue. de Sèrves

ave. du Maine

bd. Raspail

rue de Vaugirard

Gare

Montparnasse

bd. Montmartre

bd. de la Madeleine

Jardins de

Tuileries

bd. de Clichy

bd St-Germain

bd. Montparnasse

bd. Raspail

avenue de l’Opéra

SAINT-GERMAIN OG

MONTPARNASSE

MONTMARTRE

OG OPERAEN

Rue de Rivoli

Jardin de

Luxembourg

rue Rambuteau

quai de la Megisserie

bd St-Michel

bd. de Rochechouart

LOUVRE OG

MONTORGUEIL

Ile de la Cité

rue des Ecoles

rue St-Jacques

bd de Sébastopol

rue Beaubourg

quai de Montebello

bd St-Germain

boulevard Auguste- Blanqui

rue de la Chapelle

Ile St-Louis

rue la Fayette

Jardin des

Plantes

place

d'Italie

rue Bobillot

avenue de Choisy

BASTILLE OG DET

ØSTLIGE PARIS

MARAIS

OG ØERNE

LATINERKVARTERET

rue de Tolbiac

Canal St-Martin

Bd. de la Villette

Bd. Voltaire

quai de Bercy

Ave. Jean Jaurès

parc des

Buttes-Chaumont

Rue de Belleville

bd Diderot

Ave.Philippe Auguste

av. Gambetta

rue d’Avron

av. Daumesnil


O ..................... O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O

INDHOLD

PARIS I BLODET 5

BAG OM PARIS

Paris i dag 6

Fattigdom og vild luksus 8

Le métro 10

Paris på 35mm 11

Byen, hvor man går glip af meget 12

Modens hovedstad 14

En til vejen og en lille en på øjet 15

Røre i de galliske kødgryder 16

Oprørsk metropol 18

Parisiske pauser 22

LOUVRE OG MONTORGUEIL 25

MARAIS OG ØERNE 41

BASTILLE OG DET ØSTLIGE PARIS 59

LATINERKVARTERET 73

SAINT-GERMAIN OG MONTPARNASSE 85

OMKRING EIFFELTÅRNET OG INVALIDES 99

CHAMPS-ÉLYSÉES OG CHAILLOT 111

MONTMARTRE OG OPERAEN 127

UDEN FOR PARIS 139

PRAKTISKE OPLYSNINGER 149

Sådan forbereder du dig 149, Rejse og ankomst 151, Sådan kommer du rundt

151, Sådan klarer du dig 153, Hvis uheldet er ude 156, Lokale forhold 157,

Hvor vil du bo? 160, Hvor vil du spise? 160, Shopping 161, Om aftenen og

natten 161, Særligt for ... 162, Vil du være aktiv? 163

MINIPARLØR 164

SPISEKORTET 166

SYMBOLER I BOGEN 168

REGISTER 170

KORT OVER PARIS’ ARRONDISSEMENTER 173

KORT OVER PARIS’ TRAFIKNET 174


PARIS I BLODET

DET KAN VÆRfE uoverskueligt at vælge, hvor

turen skal gå hen, når man først står midt i

Paris. Hvis man vil se Michelin-stjerner tindre,

kan man tage vestpå mod de eksklusive

restauranter omkring Champs-Élysées. Står

der edgy design på ønskelisten, kan man

trække mod nordøst til Canal Saint-Martin,

og trænger man til intellektuelt input, bør

målet være Latinerkvarteret eller Saint-

Germain-des-Prés’ specialbiografer, museer,

boglader og litterære cafeer. Er det derimod

kunst, man vil se, kan man stile mod Louvre,

Grand Palais og Centre Pompidou eller

mylderet af små gallerier i Marais. Og har

man lyst til at dyrke eksklusiv mode (eller

se lapsede fyre og pudrede damer fyre flere

måneders mindsteløn af på få minutter), er

der ingen vej uden om rue Saint-Honorés

luksustempler. Knurrer maven derimod efter

eksotiske retter, kan man trisse nordpå

til Lille Indiens karrymekka eller kaste sig

over mundvanddrivende dimsum østpå i Belleville,

hvor nordafrikanere, jøder, arabere

og kinesere lever side om side. Rendyrket

parisernostalgi? Så går turen til Montmartres

bakkede charme og dunkle beverdinger.

Allermest holder jeg selv af at drive formålsløst

rundt. At lade lyst, nysgerrighed og

DE OFFENTLIGE BÆNKE BRUGES FLITTIGT AF

PARISERE I ALLE ALDRE.

tilfældigheder bestemme. En dampende pandekage,

en sval pastis på en skummel bistro

eller en god espresso med den helt rigtige

nøddebrune farve og let brændte mokkasmag

kan jo være en mindst lige så stor og parisisk

oplevelse som et slotsbesøg eller en guidet

rundtur på et kunstmuseum.

Spadser fx fra Marais til Saint-Germain,

under platanerne langs Seinens bogboder,

forbi de spontane picnics på pont des Arts

og rue de Seines eksklusive grafikgallerier,

hvor stemningen langsomt ændrer sig fra

løssluppen sviren til fornem finkultur. Eller

bænk dig selv på caféen le Petit Fer à Cheval

i rue Vieille du Temple og betragt mylderet

af shopaholics, læderbøsser, summende

scootere og dinglende bycykler, der moser

ind og ud mellem hinanden. Stik ind i de

mange boghandler, hvor en kuriøs blanding

af selvudslettende litterater og flamboyante

filosoffer bladrer gennem nyudgivelserne

med tænksom mine og rynkede bryn, das

dovent på Île Saint-Louis’ solbeskinnede

kajer eller i Luxembourghavens grønne lænestole.

Følg med pariserne ind på cafeerne

i aperitiftimen sidst på eftermiddagen til

kir, fadøl og chips. Inden mavens rumlen

bliver så voldsom, at det er tid til at slippe

gane og smagsløg løs på et af byens utallige

spisesteder, som svinger fra ypperlig gallisk

gastronomi til kulinariske køkkenperler fra

den ganske klode. O

> INDHOLD

5


BAG OM PARIS

PARIS I DAG

“CONNARD!”. Kæmpefjols!. En bilist brøler

ud ad den nedrullede siderude til en cyklist,

der dødsforagtende krydser ind foran ham

og resten af de bumlende biler, som ruller

hastigt over Concordepladsen.

Skal man pege på en ting, der markant

har forandret Paris, er det cyklen. For ganske

få år tilbage gloede folk på cyklister, som

var de et hovedkulds udbrud fra årets Tour

de France. Men ikke længere. Siden 2007

har over 20.000 toptunede og ultramoderne

bycykler (> 152) – de såkaldte vélibs – for

altid ændret gadebilledet. For at bekæmpe

forureningen i Paris har byens overborgmester

Bertrand Delanoë besluttet at satse på

pedalkraft og offentlig transport.

LAV HASTIGHED OG DELEBILER

På tegnebrættet er også planer om at reducere

hastigheden til 30-40 km/t. samt at introducere

et offentligt styret delebilsystem.

Pariserne vil gerne reducere forureningen,

men bliver alligevel rasende, hver gang

6 > INDHOLD

par ke ringsmulighederne forringes, fordi vejene

snævres ind for at gøre plads til busser

og cykler.

De sidste 15 år er der forsvundet op mod

35.000 parkeringspladser i Paris, og det skønnes,

at hver femte bil, der kører rundt i byen,

blot leder efter et sted at holde.

Delanoës politik har bragt forureningen

ned. Men Paris var også bristepunktet nær.

Byen er kun 16 km2 større end København,

DET TÅRNHØJE PRISNIVEAU PRESSER DE ‘RIGTIGE’ PARISERE UD AF

BYEN, OG DE, DER INSISTERER PÅ AT BLIVE, HUTLER SIG SAMMEN.

men til gengæld bor der fire gange så mange,

samtidig med at en stor del af de 9,5 mio.

beboere i forstæderne og de nærliggende

kommuner arbejder inde i byen.

Den klemte befolkning gør det ofte uudholdeligt

at opholde sig i byen, og der skal

ikke meget til at få infrastrukturen til at bryde

sammen. Fx et selvmord i metroen eller en

tilfældig demonstration – der er så almindeligt

et fænomen, at tabloidavisen Le Parisien

bringer daglige demo-prognoser.

Bystyret gør dog meget for at forsøde

tilværelsen for sine borgere. Der arrangeres


ulleskøjteløb to gange om ugen (> 63), der

er gratis trådløst internet i alle parker og

offentlige bygninger, ligesom Seinebredderne

og kajerne omkring Canal Saint-Martin

spærres af for bilkørsel om søndagen.

Mens huspriserne falder overalt i verden,

daler de ikke nævneværdigt i Paris. Her er der

nemlig ingen bopælspligt, og masser af rige

udlændinge lægger uden at blinke 10.000-

15.000 euro pr. m2 for at få en hybel i byernes

by.

Samtidig beskytter loven lejerne så godt,

at mange udlejere foretrækker at lade hele

ejendomme stå tomme. Det skønnes, at op

mod 80.000 lejemål er ubeboede i Paris. Det

tårnhøje prisniveau presser de ‘rigtige’ parisere

ud af byen, mens de, der insisterer på

at blive, hutler sig sammen.

Ikke overraskende identificeres man socialt

i forhold til, hvilket af den spiralformede

byplans arrondissementer man bor i. Dyrest

og mest prestigiøse er de midterste (1.-8. arrondissement).

Derfor vælger mange at flytte

til forstæderne, hvor priserne dog også er

begyndt at stige heftigt. Andre tvinges til at

bo hos venner og bekendte eller sågar på

campingpladser.

CYKLEN ER PÅ REKORDTID BLEVET ET FAST

INDSLAG I DET PARISISKE BYBILLEDE.

For at klare boligmanglen vil bystyret bygge

flere højhuse, men byplanens fredningshensyn

strider mod presset på markedet. Og

derfor arbejder man nu på at opbløde den

hårde grænse mellem bykerne, periferi og

forstæder, så oplandet integreres bedre i Paris’

alt for pressede ramme. O

FAKTA OM PARIS

Befolkning: 2,1 mio. inden for bymurene,

11,5 med forstæder (62 mio. i hele Frankrig).

Der er omkring 300.000 udlændinge i Paris,

hovedparten fra ikke-EU-lande.

Areal: Ca. 105 km2 (København ca. 88,2).

Arbejdsløshed: 9,5 % (2009). Ungdomsledighed:

18 % (2008).

Hjemløse: 85.000 (i hele Frankrig, men

koncentreret i Paris).

Religion: Katolicisme ca. 80 %, islam ca.

7 %.

Gennemsnitsindkomst pr. husstand:

18.322 e (gennemsnit for hovedstadsregionen

Île-de-France). Kolossale uligheder

mellem centrum og forstæder.

> INDHOLD

7


BEFOLKNING OG SAMFUND

FAT TIGDOM

OG VILD LUKSUS

KØEN FORAN DEN LILLE MADBUS er tæt

og lang. Omkring 200-300 fattige, hjem-

og arbejdsløse er stimlet sammen i den

bidende decemberkulde på Place de la République

i midten af Paris, hvor frivillige

fra velgørenhedsorganisationen Restos du

Coeur serverer dampende kylling og bønner

i sovs. I køen står Franck på 42 og hiver

på en halv færdig smøg uden filter. En køn

mand, med blonde krøller og moustache.

Han har været hjemløs i fire år, siden han

mistede sit job i beklædningsindustrien “efter

en hård skils misse”. “Så røg lejligheden,

og jeg tog til Paris for at prøve lykken. Et

voilà. Nu lever jeg efter ‘system d’” (for débrouille

= at klare sig selv), siger han med

et forsøg på et smil, der afslører, at han

ligesom de fleste hjemløse ikke har råd til

tandpleje.

Paris er modsætningernes hovedstad.

For selv om man overalt støder på Frankrigs

8

> INDHOLD

republikanske slogan liberté, égalité, fraternité

(frihed, lighed, broderskab), er de

sociale skel større end i resten af landet og

mange steder i Europa.

UDEN FAST BOPÆL

Næsten 30% af landets velstand er koncentreret

i hovedstadsregionen, hvor man dog

også finder hovedparten af de godt 85.000

hjemløse.

Flamboyante rigmænd parkerer deres

skinnende Porscher og Lamborghinier foran

storskrydende bypalæer, mens fortovet

overfor er optaget af såkaldte SDF’ere (sans

domicile fixe, uden fast bopæl, dvs. hjemløs).

De hjemløse er en fast del af det parisiske

gadebillede, og der er betydelig sympati

for dem. Ikke mindst fordi over halvdelen af

franskmændene faktisk frygter, at de selv

en dag risikerer at befinde sig i en lignende


situation. Og man forstår hvorfor. Op mod

en tredjedel af de hjemløse har faktisk et

arbejde. De har bare ikke råd til en egnet

bolig. De tilhører den nye underklasse af

fattige arbejdere, der bor under broer, på

tilfældige herberger, i campingvogne, biler

eller telte, og som går på arbejde. Hver dag.

OPRØR I FORSTÆDERNE

De økonomiske skel er imidlertid tydeligst,

når man sammenligner det indre Paris med

de hårdt belastede nordøstlige forstæder,

der i efteråret 2005 var skueplads for nogle

af de værste uroligheder i Frankrig i nyere

tid. Over 10.000 biler blev brændt af, og

flere hundrede unge arresteret i et oprør,

der af samfundsforskere blev kaldt et “skrig

af desperation”.

Det er ikke vanskeligt at forstå desperationen.

For med en adresse i en af de

forstæder, RER-toget fra lufthavnen kører

igennem på sin vej mod Gare du Nord, kan

man næsten lige så godt glemme at få et job

i centrum af Paris. Ansøgninger med disse

postnumre på afsenderadressen havner som

regel direkte i skraldespanden. Uden svar

eller afslag.

Fornemmelsen af social udelukkelse forstærkes

af, at politiet konsekvent kontrollerer

personbiler med forstadsnummerplader,

HAR MAN IKKE RÅD TIL LUKSUS, KAN MAN STYLE

SIN VESPA MED LOUIS VUITTON-MONOGRAM.

der kører inde i Paris, fordi erfaringen viser,

at de ikke har penge til at lave andet end at

hænge på gaden derinde.

Beboerne i forstæderne befinder sig med

andre ord i en catch-22. De kan ikke komme

af med deres ry, før de kan få lov til at vise,

at de dur til noget. Men det kan de ikke

få lov til at vise, før de får et bedre ry. Eller

som Mohammed, en 20-årig arbejdsløs

mand i det nedslidte Clichy-sous-Bois, hvor

optøjerne i 2005 begyndte, formulerer det:

“Det er som et fængsel uden tremmer”. Og

enhver, der besøger de nedslidte betonkvarterer,

må give Mohammed ret. I hjertet af

Paris ligger ledigheden på under 7%, mens

den i nogle af de fattigste nordøstlige forstæder

som Drancy, Sevran og Clichy-sous-

Bois, hvor beboerne oftest er af afrikansk og

nordafrikansk oprindelse, når op på næsten

50%.

Regeringen har lovet, at forstæderne er

en topprioritet, men indtil videre mangler

planerne at tage konkret form. Og imens

sørger postnummerdiskriminationen for at

holde den sociale skævhed i live.

Diskriminationen kan undre, for Paris

er også inden for bymurene en af de mest

vel fungerende multietniske, europæiske

metro poler, ikke mindst takket være

tilstrøm ningen fra de tidligere kolonier. Her

finder man både kinesiske, vietnamesiske,

nord afrikanske, tyrkiske, japanske samt

indiske og srilankanske kvarterer, såvel

som deciderede jødiske og homoseksuelle

kvarterer.

Også den illegale immigration bidrager

til at holde hovedstadens hjul i gang. Store

dele af både hotel-, restaurations- og byggebranchen

beskæftiger mange af byens

titusindvis af indvandrere uden opholdstilladelse,

der i al diskretion og uden at kny

knokler 50-60 timer om ugen for ca. 1.000

euro om måneden.

Regeringen erkender problemet, men

afviser en masselegalisering af de op mod

400.000 illegale indvandrere, der skønnes

at opholde sig i landet, sådan som man har

gjort i nabolandene Spanien og Italien. Årsagen?

Man frygter, at det vil føre til øget

illegal immigration. Så indtil videre får

tingene lov at stå til. O

> INDHOLD

9


BEFOLKNING OG SAMFUND

LE MÉTRO

“QUELLE HORREUR”. En ældre dame med

en puddel under armen klemmer sin spinkle

krop og sit himmelvendte blik ind i den stopfulde

metrovogn, netop som dørene smækker

i. Med et hvæsende “pardon” puffer hun til

en studerende, der blot trækker på skuldrene,

mens han forsøger at klare en croissant

og forberedelserne til morgenens kurser

på samme tid. En forretningskvinde smører

læbestift på, mens hendes sidemand deler

sin tid mellem at pille næse og skrålæse Le

Monde. Overfor slumrer en gadebums, indhyllet

i en sødligt ram dunst, ensomt lænet

op ad vinduet.

Vil man observere pariserne, er metroen et

uovertruffent sted. Selv om de fleste parisere

dagligt bander tekniske uheld, evindelige

strejker, selvmord og forsinkelser langt væk,

bruger de den alle sammen. Der er ingen

alternativer, hvis det skal gå hurtigt, billigt

og tørskoet for sig.

Over 4,5 millioner passagerer fra alle samfundslag

passerer hver dag gennem det kolossale

og effektive underjordiske transportsystem,

hvor togstammerne i myldretiden kører

med 1-2 minutters mellemrum. Alligevel er

perronerne proppet med passagerer i flere

lag – ofte med meget kort lunte. Metroen er

Paris.

Ikke overraskende har forfattere, sangere

og filmfolk fra Kafka og Cocteau til Gainsbourg,

Piaf og Luc Besson på godt og ondt

UNDERHOLDNING UNDER

JORDEN

Underholdningen i metroen forestås ikke af

tilfældige talenter. Tværtimod udpeges de

af en særlig metroimpresario, der hvert år

vælger de 350 bedste kunstnere blandt over

2.000 ansøgere, så passagererne får glæde

af en bred vifte af alt lige fra bossanova og

kammermusik, til pop, hård rock og dukketeater.

Af hensyn til de rejsende må de

dog kun spille i gangene – og enhver, der

optræder i togvogne eller på perronerne –

risikerer derfor en bøde.

10 > INDHOLD

hyldet metroen som den parisiske livsnerve.

Ja, handlingen i Luc Bessons hitfilm Subway

(1985) med Christopher Lambert i hovedrollen

udspilles ligefrem udelukkende i dens

indviklede rodnet af gange og tunneler.

Metrostationerne har alle deres særpræg,

som forsøger at indfange sjælen netop der,

hvor de talrige svungne art nouveau-udgange

leder passagererne tilbage til overfladen.

Fra Louvre-Rivolis dunkle marmorgemakker,

hvor kopier af museets egyptiske og romerske

skatte knejser i oplyste glasmontrer, via Arts

et Métiers’ kobberinteriør, kalkeret efter Jules

Verne-karakteren kaptajn Nemos ubåd, til

Concorde, hvis buede vægge prydes af menneskerettighedserklæringens

ordlyd, sirligt

opsat med ét bogstav pr. hvide kakkel.

På turen under jorden støder man først

og fremmest på berømte videnskabsmænd,

forfattere og kunstnere som Pasteur, Goncourt

og Picasso, men også mindre kendte

personager som Auguste Fulgence Bienvenüe

– den enarmede ingeniør, der i 1896 op til

verdensudstillingen fik i opdrag af lave forstudierne

til le chemin de fer métropolitain,

eller i daglig tale blot le métro. O


KUNST OG KULTUR

PARIS PÅ 35MM

KVINDEN MED KLAPTRÆET vinker et par

passerende forbi gripvognene, der blokerer

enden af den idylliske rue de la Butte aux

Cailles, hvor en filmoptagelse netop er overstået.

En spillefilm? Et reklamespot? Eller et

afsnit til en tv-serie? Ikke til at vide. For med

ca. 350 indspilninger om året ligger Paris i

toppen blandt de metropolkulisser, der hyppigst

danner baggrund for reklamer, kortfilm

og helaftensdramaer. Af samme grund har

mange turister, der besøger byen for første

gang, en sær fornemmelse af déjà vu, ligesom

man da også uafladeligt støder på politiafspærringer,

projektører og kameraer, når man

bevæger sig rundt i byens pittoreske gader.

Fransk film storeksporteres til udlandet,

og både velkendte mesterværker som Jean-

Pierre Jeunets charmerende Montmartrekomedie

Amélie (2001) og Olivier Dahans

gribende epos Spurven (2007) med oscarvinderen

Marion Cotillard i hovedrollen

som den legendariske sangfugl Édith Piaf

har grebet publikum over hele kloden. Også

uafhængige, mindre produktioner som det

socialrealistiske forstadsdrama La Haine

(1995) og den ekstremt voldsomme Irréversible

(2002) har skabt opmærksomhed

om fransk filmkunst.

Interessen fra udlandet kommer dog også

fra de internationale instruktører, der hellere

end gerne lader hele eller dele af scenariet

udspille sig i byernes by. Det gælder fx actionbragene

Ronin (1998) med Robert de Niro

og Jason Bourne-filmen Manden uden navn

(2002), der begge byder på hidsige biljagter

gennem byens smalle gader. Ja, selv de indiske

Bollywood-film har taget byen til sig som

en yndet kulisse.

Enkelte film er sågar blevet så populære,

at de har skabt efterspørgsel efter særlige,

guidede ture, hvor ivrige fans oplever byen

via nogle af de mest markante locations. Det

gælder først og fremmest filmatiseringen af

Dan Browns Da Vinci Mysteriet (2006), men

også det animerede familiedrama Ratatouille

fra 2007 om landrotten Rémys gastronomiske

genvordigheder som gedulgt chefkok i et

navnkundigt parisisk køkken (kalkeret over

restauranten La Tour d’Argent).

RIG FILMHISTORIE

Den franske hovedstad emmer af filmkunst

og celluloid. Det var da også her, biografkulturen

blev født. Nærmere bestemt 28. december

1895, da en lille forsamling satte sig til

rette i kælderen på Grand Café på boulevard

des Capucines for at se den første fremvisning

af levende billeder. Lige siden har Paris hørt

til blandt klodens mest filmfanatiske storbyer.

Hver eneste uge er der over 500 titler fra

hele verden på plakaten i de 85 biografers

over 379 sale med alt fra 39 til 2.750 pladser.

Uanset om det drejer sig om eksperimenterende

filmkunst i den lille biograf Le

Balzac (> 162), en sort-hvid klassikerfestival

i Cinemateket (> 67), film under åben himmel

eller en af de nyeste Hollywood-baskere,

finder man det uden besvær i den franske

hovedstad.

Til gengæld har Paris ingen store filmstudier.

Men det bliver der snart rådet bod på,

da knaldfilmmageren Luc Besson allerede

har taget det første spadestik til en filmby,

døbt Cité du Cinéma (og spøgefuldt kaldet

Hollywood-sur-Seine) på 6,5 hektarer i den

nordøstlige pariserforstad Seine-Saint-Denis.

Filmbyen, der vil rumme 10 studier, ventes

at stå klar i nær fremtid. O

> INDHOLD

11


KUNST OG KULTUR

BYEN, HVOR MAN

GÅR GLIP AF MEGET

“FRANSK KULTUR ER DØD”, lød konklusionen

for nogen tid siden i en kontroversiel

artikel i det amerikanske ugemagasin Time.

“Fra engang at have været nok så beundret

for sine forfattere, kunstnere og musikeres

enestående fortræffelighed, synes Frankrig

i dag mere at ligne en visnende stormagt på

den kulturelle markedsplads”, skrev bladet

i sin bandbulle mod det galliske kulturliv.

Artiklen skabte en sand storm af protester.

Ikke blot i Frankrig, men i hele Europa.

For faktisk går det forrygende for fransk

kultur. Hverken litteraturen, arkitekturen,

musikken, teateret, dansen eller de skabende

kunster har tilsyneladende i lang tid haft

det bedre.

Hver litterær sæson byder på ca. 800 nye

titler, der indspilles flere hundrede film om

året, musikbranchen oversvømmes af nye

talenter, ligesom små kunstgallerier og

modeatelierer skyder op overalt i byen. De

seneste år har budt på prestigeprojekter som

Musée du Quai Branly (> 105) for foden af

12 BAG OM PARIS

Eiffeltårnet og la Cinémathèque Française

(> 67), ligesom Monets berømte åkander

efter flere års tålmodig venten endelig har

fået nye og lysere rammer i Musée de l’Orangerie

(> 29). Og om få år vil luksusgiganten

Louis Vuitton slå dørene op for et kæmpemæssigt

moderne kunstmuseum midt i Boulogneskoven

i den vestlige del af byen.

Den righoldige og sprælske happeningtradition

og undergrundskultur vidner

også om, hvor gunstigt et kreativt miljø der

findes i den franske hovedstad. Streetartkunstnere

som Blek le Rat, Aérosol, Zeus,

Nemo og Miss Tic er alle eksempler på gadekunstnere,

hvis enkle men morsomme og

overraskende stensilgraffiti, mur- og facademalerier

har gjort dem til velkendte indslag

i såvel gadebillede som det kulturelle

landskab.

Og byens borgere sætter pris på den

sprudlende mangefold af skabende kræfter.

Her er ingen tomme sale. Hverken i biografer,

museer eller teatre. Tværtimod er der


altid lange køer af spændte tilskuere.

Det franske kulturlivs talenter nyder

bred respekt kloden rundt. Arkitekter som

Jean-Michel Wilmotte, Jean Nouvel, Dominique

Perrault og Christian de Portzamparc

bombarderes med tilbud, og kunstnere som

Christian Boltanski, Sophie Calle og Annette

Messager premieres internationalt for

deres enestående begavelse. Cirkusartister

og teatertrupper som Royal de Luxe og den

excentriske Bartabas’ hesteteater Zingaro feteres

over hele verden, ligesom ethvert værk

fra store penne som Anna Gavalda, Philippe

Claudel, Bernard Henri-Lévy og Michel

Houellebecq oversættes til dusinvis af andre

sprog.

SPROGLIG BARRIERE

Fransk kultur har det virkelig ganske glimrende.

Skal man pege på et problem, drejer

det sig om sproget. For ud over elektroniske

tonale koryfæer som Air og Daft Punk byder

den parisiske scene på et hav af musiske

unika, men på grund af den sproglige barriere

bliver de sjældent kendt uden for landets

grænser. Uanset om de hedder Benabar,

Olivia Ruiz eller Yelle, om det er rapgruppen

Iam, poesislammeren Grand Corps Malade

eller den nu afdøde bossanovastjerne Henri

Salvador. Alle sælger de i stort tal i Frankrig,

hvor over to tredjedele af de solgte cd’er

stammer fra hjemlige kunstnere.

Fornemmelsen af, at fransk kultur skranter,

stammer måske snarere fra den vestlige

verdens stadig stigende kulturelle amerikanisering,

der gør, at talenter fra mindre

sprogområder har sværere ved at gøre sig

gældende internationalt, medmindre de

udøver på engelsk.

Ikke mindst i Paris synes kulturlivet at

være alt andet end hensygnende. For det parisiske

kulturudbud kan virke overvældende.

Der er så meget at se, at man konstant har

en fornemmelse af at gå glip af noget.

Hvis man vælger at bruge sin torsdag

aften i Palais de Tokyos (> 114) til tider temmelig

eksperimenterende installationer, forsømmer

man måske lejligheden til at lade

sig dupere af en kulturel soirée i Fondation

Cartier (> 92) eller en mindre fernissage på

et af de diskret forputtede gallerier i Marais

eller Belleville (> 61).

Hele tiden åbner nye udstillinger, nye

teaterforestillinger og operaer i både Garnier

og Bastille. Konstant er der store navne

på plakaten på byens mange navnkundige

koncertsteder som den intime scene på Bataclan

og fordums grandiose multiplex Le

Grand Rex eller jazzklubber som den lille

svedige Sunset og den godt gemte, men verdenskendte

New Morning.

Turistmagneten Buddha Bars navnkundige

grundlægger og dj Claude Challe startede

trenden, men i dag udgiver enhver klubrestaurant

med respekt for sig selv egne compilation-cd’er

med de bedste mix fra deres

inhouse-dj, og folk danser på stole og sofaer,

når dj’en mixer på natklubkongen Laurent

Taieb og designguruen Philippe Starcks barrestaurant

Kong (> 38).

Alt i alt virker rygterne om den franske

kulturs død stærkt overdrevne. I Frankrig

har man da også i modsætning til USA

sjældent brugt økonomisk overskud som

kulturelt succeskriterium. Her fastholder

man stædigt statsstøtten til kulturen,

så også perifere og mindre kommercielle

kunstarter kan spire og udvikle sig, ligesom

man insisterer på kvoteordninger for

fransk musik i radio og tv. I franske øjne

en nødvendig politik for at imødegå presset

fra den engelsksprogede verdens kulturelle

damptromle. O

EN GÅTUR I BYEN BYDER OFTE PÅ EN

FILMOPTAGELSE, OPTRÆDEN ELLER HAPPENING.

> INDHOLD

13


KUNST OG KULTUR

MODENS

HOVEDSTAD

RUNDKØRSLEN FORAN LOUVRES centrale

gård er fuld af mørke Mercedes-limousiner

og BMW’er med tintede ruder, der triller ind

og deponerer VIP-gæsterne, tæt fulgt af paparazziernes

hidsigt brummende scootere.

Modeugen er i fuld gang, og i kælderen under

Louvre er der sort af mennesker, som vifter

med de små kartonkort, der i disse dage kan

få selv pas og dåbsattester til at virke som

ligegyldige personlige papirer. Invitationen.

Det er muligt, at mange modeskribenter vil

hævde, at New York er mere trendy, Milano

mere chik og London den avantgardistiske by

med mest kant. Men Paris er og bliver modens

historiske hovedstad. Det var her, Christian

Dior i 1950’erne satte standarden for kvindelig

elegance i det fattige Europa, der døjede

med efterdønningerne fra Anden Verdenskrig,

og det er her, ekviperingsguruer som Coco

Chanel, Yves Saint Laurent, Karl Lagerfeld,

Sonia Rykiel, Christian Lacroix og Jean-Paul

Gaultier har mejslet deres navn ind i beklædningsbranchens

kollektive bevidsthed.

Godt nok fik den anstrengte økonomi efter

11. september 2001 flere af de største

internationale luksusbrands til at nedtone,

hvis da ikke helt indstille deres ødsle haute

couture-shows. Men al krisestemning synes i

dag fuldstændig trængt i baggrunden af en

nærmest eksplosionsagtig vækst i efterspørgslen

fra især russiske, indiske og kinesiske rigmænd

og -kvinder, som har fået den allermest

eksklusive del af moden til at blomstre op

igen. Og den lystigt blussende fremtidseufori

har atter fået modekonger som Lagerfeld og

John Galliano til at øse millionbeløb ud på

ekstravagante shows.

Parisisk mode er imidlertid langt mere

end millionøserober og prangende dandyoutfits.

For også designerne af prêt-à-porterstangtøjet

har kronede dage. Ethvert modenavn

med respekt for sig selv har således en

flagskibsforretning i den franske hovedstad,

der oversvømmes af indkøbere, journalister

og showbiz-stjerner under de årligt tilbagevendende

modeuger.

14 > INDHOLD

MODEN PÅ GADEN

Moden hører dog ikke kun til på de tætpakkede

podier. Også på gaden skinner parisernes

hang til velsiddende og upåklagelig påklædning

tydeligt igennem. De fleste parisiske

kvinder synes således at have en fuldendt

forståelse for, hvordan man klæder sig – og

absolut ikke klæder sig.

Basisgarderoben er sort, solbrillerne store,

hælene høje og håret løst. Det hele krones

af en taske, der gerne skal kunne rumme en

mindre hund.

Det samme har herrerne. I hvert fald i

arbejdstiden, hvor slips er en lige så naturlig

del af hverdagsuniformen som den nystrøgne

skjorte og de pudsede sko. Til gengæld er den

nationale garderobe også lettere at anskaffe

sig i Paris, hvor tusindvis af billige butikker

langer figursyede kjoler og tætsiddende

jakke- og spadseresæt over disken til en brøkdel

af københavnske priser. Og man behøver

ikke tage til modegaderne avenue Montaigne

(> 119) og rue Saint-Honoré (> 30) for at

blive ulasteligt ekviperet. En tur til nogle af

de hundrede dépôt-vente-forretninger, hvor

de dyre damer deponerer deres aflagte designerklude

for at få råd til at følge den nye

sæson, vil ofte munde ud i noget lige så chikt

og langt sundere for privatøkonomien. O


MAD OG DRIKKE

EN TIL VEJEN OG EN

LILLE EN PÅ ØJET

KLOKKEN ER 12.15, og der er ikke et øje

på den lille frokostrestaurant i forretnings-

og ambassadekvarteret omkring avenue des

Champs-Élysées. Så der er frit valg blandt alle

de solbeskinnede pladser på restaurantens

smalle terrasse. 15 minutter senere er billedet

et ganske andet. Ikke en stol er ledig,

og snesevis af knurrende maver står allerede

i kø til et bord.

Sådan er Paris. Alle går ud og spiser på

restaurant, bistro og café. Ikke blot i weekenden

eller ved festlige lejligheder, men også til

hverdag. Både til frokost og aften, men sjældent

alene og sjældent som familie. Næsten

altid med venner, ægtefæller, elskere eller

forretningsforbindelser.

Naturligvis er en del af forklaringen, at

parisernes lejligheder er meget mindre end i

Skandinavien, og at virksomhederne uddeler

såkaldte tickets restaurant til de ansatte – restauranttaloner

til en værdi af 7-8 euro, som

bruges til betaling i cafeer, restauranter og

bistroer.

Men den vigtigste forklaring på måltidets

betydning er kulturel. For i modsætning til

mange andre lande i Europa fastholder

franskmændene måltidet som et vigtigt ritual,

man bruger meget tid på. Måltidet handler

ikke så meget om at få noget i sækken som

at tilbringe en meningsfyldt stund sammen.

Derfor er det almindeligt på restaurant at

spise såvel forret som hovedret, dessert og

bagefter tage en lille sort espressokaffe – også

til frokost.

Og selv om den gennemsnitlige frokostpause

de seneste 30 år har sneget sig ned fra

1,5-2 timer til ca. 40 minutter-1 time, holdes

måltidsritualet fortsat i hævd. En hurtig

sandwich på et gadehjørne er ikke frokost,

og der skules undrende til udlændinge, som

spiser foran computeren, mens de knokler

videre.

Over halvdelen af alle franskmænd spiser

på helt faste tidspunkter; frokost fra omkring

12.30-13, mens aftensmaden som regel indtages

fra 20-20.30 og frem.

APERITIFFEN – ET

SOCIALT REDSKAB

Aftensmaden indledes stort set altid med

aperitiffen, eller l’apéro som den blot hedder

i daglig tale. En tradition med rødder

tilbage til 1800-tallet, hvor man nyder et glas

for at ‘åbne’ appetitten og lette samtalen. De

fleste napper en fadøl, et glas hvidvin, en

pastis eller champagne, men en kir eller en

Monaco (fadøl med grenadine-sirup) er også

populært.

I Paris er aperitiffen også et praktisk

redskab, der gør det muligt at fordoble frekvensen

i den personlige kontaktflade i en

travl hverdag. Pariserne indtager således ofte

l’apéro med én gruppe venner for derefter

at mødes til middag med en anden. Grupper

eller par vil som regel indtage den på

fortovscafeerne, men de fleste planter blot

albuen i baren og får sig et glas og en sludder

med dem, der står ved siden af. Er man alene

og vil i kontakt med franskmændene, er det

således bedst at stille sig i baren. Her er det

ganske enkelt meningen, at man skal slå en

sludder af, mens man nipper til sin apéro – og

så er priserne lavest ved disken. O

> INDHOLD

15


MAD OG DRIKKE

RØRE I DE GALLISKE

KØDGRYDER

DEN PARISISKE KOGEKUNST har fristet en

turbulent tilværelse de seneste år. Lige siden

den internationale presse i begyndelsen af

det nye årtusinde væltede den parisiske enevælde

og i stedet kronede byer som Barcelona

og – mon dieu! – London som mere inspirerede,

kulinariske knudepunkter.

Årsagen? Det parisiske køkken var blevet

for stift og formelt. For meget fokus på hvide

duge, præsentation og Michelin-stjerner, og

for lidt på, hvad gæsterne egentlig puttede i

munden.

Krisen kulminerede i 2003, da den galliske

topkok Bernard Loiseau gav efter for stjernepresset

og begik selvmord. Året efter blev det

gastronomiske Frankrigs svar på Biblen – Le

Guide Michelin – udsat for et uventet bagholdsangreb:

En af anmelderimperiets madinspektører

afslørede, at stjernerne tildeles

på baggrund af bonkammerateri og vennetjenester

snarere end objektive kriterier og

uanmeldte besøg.

Afsløringerne skabte grobund for et tiltrængt

oprør i det tilknappede og indspiste

kulinariske mikrokosmos.

OPRØR I KØKKENET

Startskuddet var mesterkokken Alain Senderens’

abdikation. Under stor mediebevågenhed

lukkede han sin navnkundige restaurant

Lucas Carton og proklamerede trodsigt, at

han ville blæse højt og flot på sine tre Michelin-stjerner,

og at det ikke kunne forsvares

at lade horder af tjenere kredse om kuverter

til flere hundrede euro stykket, når arbejdsløsheden

og landets sociale nød var enorm.

Nogle måneder senere åbnede han restauranten

Senderens på samme adresse. Nu med

overkommelige priser på mindre end 100

euro pr. gane, men med uændret kvalitet.

Med Senderens som spydspids i det parisiske

oprør mod Michelins tvivlsomme

TJEK ALTID L’ARDOISE (MENUTAVLEN) FOR

KØKKENETS FRISKESTE KULINARISKE PÅHIT.

16 > INDHOLD

stjer ne tyranni er fulgt en lang række andre,

yngre kulinariske kendisser. Også de kaster

kræfter og kærlighed på mindre bistroer, hvor

de kæmper for at sætte klassiske retter og

de bedste franske råvarer tilbage i højsædet.

Gerne med et moderne twist og eksotiske

indslag som ukrudt og lakrids, men uden at

fortabe sig helt i kemiske eksperimenter og

molekylær kogekunst.

EN YNGRE OG MERE

UHØJTIDELIG GENERATION

Naturligvis vil det stadig være en luksuriøs

oplevelse at spise på Taillevent, Les Ambassadeurs

og Pierre Gagnaire, men navne som

Yves Camdeborde, Inaki Aizpitarte og Philippe

Delacourcelle har med uprætentiøse

spisesteder som Le Comptoir du Relais (> 95),

Le Chateaubriand (> 69) og Le Pré Verre (>

81) banet vejen for den såkaldte bistronomi

– den yngre generations revolte mod det

fastlåste og fisefornemme køkkenhierarki.

En demokratisering af kødgryderne, der skal


gøre smagsoplevelserne tilgængelige for et

større publikum.

Bistronomi-bevægelsen er en reaktion

mod ikke mindst det såkaldt molekylære køkken,

hvor der kokkereres med flydende kvælstof

og serveres i reagensglas. I stedet sigter

bistronomerne mod at bringe de oprindelige

rødder tilbage i køkkenet, at lade regionale

traditioner og sæsonbetingede retter regere.

Fylde tallerkenerne med mad, der smager af

mere og for færre penge – og som ikke tager

sig selv så højtideligt.

Bistronomi-bevægelsen har vendt stemningen

i Paris fra nederlagspræget ydmygelse

til en nærmest lystig optimisme, og mange,

mindre spisesteder kaster sig også ud i friere

fortolkninger af det klassiske menukort. Ja,

selveste republikkens præsident Nicolas Sarkozy

har sågar bebudet, at han vil have den

franske kogekunst med på UNESCO’s liste

over verdens kulturarv.

EKSOTISK KØKKEN

Parisisk kogekunst er dog ikke bare fransk.

Hovedstaden byder ikke mindst takket være

fordums kolonier på en overvældende og

eksotisk vifte af udsøgte internationale køkkener

fra nordafrikansk til vietnamesisk, og

japansk til kreolsk.

De parisiske spiseborde kender ingen

geografiske grænser og er i sig selv hele rejsen

værd. Dermed ikke være sagt, at alt har

ændret sig i Paris. Det er naturligvis – som

alle andre steder – stadig muligt at spise helt

elendigt og pådrage sig en førsteklasses maveinfektion.

Men hvis man holder sig fra de

mest oplagte attrapes-touristes (turistfælder)

med mistænkeligt billige 10 euro-menuer, er

det vanskeligt at gå helt galt i byen.

ALTERNATIVER TIL

HAUTE CUISINE

Selv om Paris er en af de byer i verden, hvor

man går mest op i madlavning, er det ikke

ensbetydende med, at der ingen alternativer

er, hvis det skorter på luft i budgettet. De

fleste jævne restauranter kan således sagtens

diske op med en god, gammeldags entrecôte

eller en mundvanddrivende magret de canard

(andebryst).

Men man kan også i stedet smutte forbi

en af de mange vinbarer, bestille bord på en

af de kombinerede delikatesseforretninger og

restauranter eller gøre som de yngre parisere

og selv købe ind på et af byens 80-90 markeder

og holde picnic i det fri. For når kurven

er pakket og solen på vej mod horisonten,

samles pariserne på Seinens bredder og

fluepapiret pont des Arts for at nyde deres

medbragte lækkerier under åben himmel.

Der er tæpper, mad, rigtige glas, proptrækkere,

vin, øl og champagne, og det er en oplagt,

uformel og økonomisk overkommelig

måde at møde pariserne på (> 50). O

RØRE I DE GALLISKE KØDGRYDER

17


HISTORIE

OPRØRSK METRO POL

PARIS ER EN BY med store fagter. Intet

gøres halvt, og omvæltninger sker kompromisløst

og til tider brutalt. Vejen mod det

nuværende Paris har da også været blodig,

traumatisk og fuld af ofre. Fra den franske

revolution til i dag har franskmændene måttet

døje med enerådige monarker, diktatoriske

kejserdømmer og nazistisk besættelse.

Og uanset om det er historiske revolter,

moderne ungdomsoprør eller internationale

terrorangreb, har de haft Paris som epicenter.

Intet sted i verden synes landets historie

så uløseligt forbundet med hovedstadens,

og enhver, der besøger Paris, vil bemærke

den massive polititilstedeværelse – et levn

fra fordums oprør, og en påmindelse om

at franske regeringsledere hellere vil være

beredte end at beklage.

SOLKONGE OG REVOLUTION

Selv om solkongen Louis 14. med sine despotiske

manerer, ekstravagante vaner og

grandiose byggeprojekter brugte alt for

mange penge, var det hans fuldstændig

virkelighedsfjerne barnebarn, Louis 16.s

økonomiske udskejelser, der førte til den

franske revolution i 1789. Efter en række

udenrigspolitiske dumdristigheder var landet

på fallittens rand, og kongen forsøgte

at pine flere penge ud af undersåtterne. De

parisiske borgeres utilfredshed drev dem til

den 14. juli at storme Bastille-fængslet, hvor

en række højt profilerede politiske fanger

sad indespærret.

I kølvandet på revolutionen fulgte flere

blodige år præget af interne opgør og paranoia

under det såkaldte rædselsregime

(1793-94), hvor guillotinen blev flittigt brugt

i de brutale udrensninger af formodede kontrarevolutionære

kræfter.

En lille hærleder ragede dog trods sin

ringe statur op i det postrevolutionære

kaos: Napoleon – en lavstammet korsikaner,

der ved mere end én lejlighed gjorde

kål på royalistiske kupplaner, men som

ikke kunne dy sig for at udråbe sig selv til

FRANSKE STORHEDSDRØMME AFSPEJLER SIG

STADIG I MANGE OFFENTLIGE BYGNINGER.

18 > INDHOLD

kejser i 1804. Selv om Napoleon var en de

facto-diktator, nærer flere medlemmer af

den parisiske magtelite stadig en næsegrus

beundring for ham. Til trods for en række

forsmædelige krigsnederlag lykkedes det

ham nemlig at få franskmændene til at tro

på deres nations storhed. Efter nederlaget

til englænderne ved Waterloo blev Napoleon

dog forvist til Skt. Helena, hvor han

døde i 1821.

HYGIEJNE OG BYFORNYELSE

Monarkiet blev genindført i 1815, og tre

upopulære konger fulgte, indtil Napoleons

nevø, Louis Bonaparte, blev præsident

i 1848 og fire år efter udråbte sig til kejser

Napoleon 3. Det var under nevøen, Paris fik

sit nuværende ansigt. Napoleon 3. udpegede

Georges-Eugène Haussmann til at stå for

en total byfornyelse, der skulle højne hygiejnen

og gøre Paris lettere at kontrollere.

På knap 20 år skabte Haussmann byens

brede platanflankerede boulevarder, og

planerne blev gennemført uden smålige

hensyn: flere kvarterer blev skåret midt

igennem eller jævnet med jorden. Og i

More magazines by this user
Similar magazines