Publikationen i printervenligt format - Ministeriet for Børn ...

Rum Form Funktion - i Folkeskolen Temahæfte 2
Folkeskolelov Folkeskolebyggeri
En konkurrence om
Rum
Form
Funktion
i Folkeskolen
Temahæfte 2

En konkurrence om
Rum
Form
Funktion
i Folkeskolen

Rum Form Funktion
i folkeskolen
September 2000
Udgivet af:
Byggedirektoratet
Undervisningsministeriet
Statens Byggeforskningsinstitut
Redaktion, tilrettelæggelse:
Mikael Olrik
Redaktion, tekst:
Inge Mette Kirkeby
Layout og omslag:
Rasmus Eckardt
Tryk:
Sangill Grafisk Produktion
Oplag:
1. udgave - 3.000 eksemplarer
Foto:
Forfatterne og Mikael Olrik
Tryk:
Sangill Grafisk Produktion
Pris:
120 kr. og kan rekvireres hos:
Undervisningsministeriets forlag
Frederiksholms Kanal 25 F
1220 København K
Tlf.: 3392 5220 Fax: 3392 5219
Bestillingsnr.:
Kan også bestilles hos boghandleren.
ISBN
ISBN www

Indhold
INDLEDNING
SKOLENS RUM
PÆDAGOGIKKEN
TEKNIK OG LOVGIVNING
PROCESSEN
ARKITEKTUREN
Forord Lise Dalgaard 5
Indledning Inge Mette Kirkeby 6
1 Folkeskolens friarealer - for fremtiden Karen Attwell & Jens Schjerup Hansen 12
2 Skolens lys Lisbeth Skindbjerg Kristensen & Katja Henriette Bülow 26
3 Fleksibilitet Mikael Olrik 38
4 Indskolingen Kirsten Juulstrup Rasmussen 50
5 Mellemtrinnet Carsten E. Jensen 56
6 Udskolingen Jørgen Reeckmann 64
7 Fagområder Mai-Britt Berndtsson Goldbech, Anne-Dorte Jensen,
Mette Jørgensen, Helen Klavsen, Eigil Larsen,
Jørgen Mogensen, Nina Nielsen & Søren Thirup
70
8 Gruppearbejdets vilkår Inge Mette Kirkeby 78
9 Det pædagogiske servicecenter Birthe Bjerrum 86
10 Energi- og miljømæssige vurderinger Ida Garre & Kirsten Engelund Thomsen 94
11 Tilgængelighed Birgitte Wistoft 102
12 Kan forslagene bygges inden for den
eksisterende byggelovgivning? Jens Dons 108
13 Fra en konkurrencesekretærs dagbog Flemming Deichmann 116
14 Eksempel på en arbejdsproces Tegnestuen Archinet 124
15 Arkitektoniske eftertanker Lars Juel Thiis Knudsen, Mogens Brandt Poulsen
& Jørn Ørum-Nielsen 142
16 I arkitekturens lille skala Thomas Dickson 150
17 Skolens rum er ikke tomrum Ann Aloy Kilpatrick 158
18 Nye skoler - gamle skoler Britta Siegumfeldt 166
19 Kunsten i arkitekturen og omvendt Øivind Nygård 178
Nøgle over projektnumre og forslagsstillere 202
Forfatterne 208
Litteratur 210

Forord
Dette temahæfte er det tredje i serien Rum Form
Funktion i Folkeskolen.
Det første hæfte blev udsendt til alle kommuner i
november 1998 i forbindelse med udskrivningen af tre
arkitektkonkurrencer om fremtidens skolebyggeri.
Hæftet, der blev udgivet af Undervisningsministeriet
sammen med Byggedirektoratet og Kulturministeriet,
gav i en række artikler nogle bud på visionerne for
samspillet mellem folkeskolens pædagogik og
bygninger.
Det andet hæfte - maj 1999 - er en dommerbetænkning
med beskrivelse og vurdering af resultatet af arkitektkonkurrencerne.
Arkitektkonkurrencerne blev
udskrevet i forbindelse med tre konkrete projekter: én
skole skulle renoveres og udbygges, en anden renoveres
og ombygges, mens den tredje drejede sig om
bygning af en helt ny skole. I hver konkurrence deltog
syv totalrådgivere.
Der foreligger således 21 forskellige bud på helhedsløsninger
i forbindelse med om-, ud- og nybygning af
skolens bygninger. Dette hæfte er ment som inspiration
for kommuner og skoler for eksempel i den fase, hvor
der på den enkelte skole skal konkretiseres krav til
skolens forskellige funktioner: hjem- og fagområder,
udearealer og så videre.
Hæftet er blevet til i et tværfagligt samarbejde mellem
Undervisningsministeriet, Byggedirektoratet og Statens
Byggeforskningsinstitut.
Lise Dalgaard
Kontorchef, Uddannelsestyrelsen i Undervisningsministeriet
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
5

Indledning
Inge Mette Kirkeby
Tilsammen repræsenterer 21 konkurrenceforslag en
meget stor mængde viden, kunnen, billeder, refleksioner,
idéer og idealer.
Nu kan man på sin vis hævde, at konkurrencerne blev
afsluttet med dommerkomiteens udpegning af de tre
vindere. Men hensigten med afholdelsen af konkurrencerne
var ikke blot at vælge de projekter, der skulle
bearbejdes videre og opføres, mens de resterende projekter
blot kunne gå i glemmebogen. Hensigten var jo
også at få tilvejebragt en alsidig belysning af
mulighederne for at skabe nye fysiske rammer
omkring folkeskolens indhold.
Set ud fra dette synspunkt udgør konkurrencematerialet
et righoldigt arkiv af forskellige måder at udforme
nutidige skoler på, og det vil forhåbentlig kunne give
indsigt og inspiration til kommuner, skoler og deres
arkitekter, der står for at skulle i gang med et byggeri.
Projekterne er alle opstået i en dialog mellem forskellige
fagligheder, og ”inde i” tegningerne ligger således
mange overvejelser og afvejninger, hensyn og synspunkter,
der vedrører pædagogik og arkitektur.
Hensigten med denne udgivelse i rækken Rum Form
Funktion i Folkeskolen er gennem en tværlæsning
tema efter tema at forsøge at fravriste konkurrencematerialet
dets rige udbud af idéer og holdninger til,
hvordan skolen bedst muligt kan udformes.
Forfatterne til de enkelte artikler er valgt ud fra deres
faglige forudsætning for at behandle netop det
pågældende tema, og de skriver deres faglige viden ind
i projekterne samtidig med, at de kritiserer og sammenligner
dem.
De forskellige faglige indgange medfører, at der kan
forekomme forskellige opfattelser af, hvor vellykket
en given løsning er. Det hører med til problematikkens
karakter. Der findes ikke altid én løsning, men tvært-
imod konkurrerende hensyn, der må afvejes af de ansvarlige
i byggeprocessen.
Læseren bør holde sig for øje, at et konkurrenceprojekt
ikke er og heller ikke skal være et færdigt projekt, hvor
alt er gennemtegnet og fastlagt. Læsningen af projekterne
må derfor nødvendigvis i et vist omfang være en
fortolkning ud af flere mulige af, hvorledes resultatet
kunne blive.
Alle synspunkter står for forfatternes egen regning. De
er ofte kritiske, og det skal derfor pointeres, at der ikke
skjuler sig intentioner om at fremhæve nogle projekter
på andres bekostning. Den afvejning har fundet sted i
selve bedømmelsen. Bestræbelsen er derimod gennem
sammenligninger og diskussion at vinde en mere
generel indsigt i de problemstillinger og det løsningsfelt,
der vedrører skolens fysiske ramme.
Den tematiske gennemgang indledes med tre artikler,
der hver især tager fat i et emne, der ofte efterlyses
inden for skolebyggeriet. Måske fordi de sædvanligvis
kommer for sent ind i overvejelserne om, hvilke aspekter
der skal tilgodeses. Det drejer sig om skolens friarealer,
behandlingen af lysforholdene og om fleksibilitet.
Skolens friarealer skal være varierede, stimulerende og
oplevelsesrige. Herom synes der ikke at herske tvivl,
skriver Karen Atwell og Jens Schjerup Hansen. Men
hvad omfatter denne variation? Hvad er det for
muligheder, som skal indbygges i den fysiske indretning
af skolefriarealerne? Fire punkter fremhæves:
Børnene skal opleve, at skolens friarealer er anlagt til
deres brug ud fra deres rumlige og æstetiske oplevelse
frem for at være formelle, arkitektoniske anlæg, anlagt
ud fra en voksenæstetik. Oplevelsen af de fysiske
omgivelsers kvalitet vil indgå i børnenes erfaringsbagage,
der kommer til at præge deres fremtidige holdninger
og værdier. Der skal være mange rum og nicher
til socialt samvær. Friarealerne bør i langt højere
grad tænkes ind i undervisningen. Endelig påpeges
nødvendigheden af at tænke økonomi og vedligehold
ind fra begyndelsen.
Lyset tegner vore omgivelser, skriver Lisbeth
Skindbjerg Kristensen og Katja Henriette Bülow.

Med enkle klare diagrammer viser de, at hensynet til
dagslys bestemt ikke har fået bedre kår gennem tiden
inden for skolebyggeriet. Vi har bygget dybere og
dybere rum, efterhånden som den elektriske belysning
blev i stand til at overvinde selv ”umulige” lysforhold.
Imidlertid er dagslyset også med til at give oplevelse.
Det afspejler dagens og årets rytme, og det kan blive
”synligt”, når en sprodse vandrer hen over gulvet. Og
forskellig belysning ændrer rummene eller skaber små,
mere intime rum i det store. Desuden er der en lang
række funktionelle hensyn, man skal kende for at
kunne bygge en skole med gode og smukke lysforhold.
I skolediskussioner høres ordet fleksibilitet igen og
igen. Indimellem kan man få det indtryk, at det bruges
som et magisk udtryk … når bare skolen er fleksibel,
så må alt jo kunne lade sig gøre! Imidlertid kan fleksibilitet
betyde forskellige ting. I sit studie af projekterne
finder Mikael Olrik, at næsten alle projekter arbejder
med yderst fleksible bygningskonstrukioner, som
inden for de ydre rammer uden større indgreb kan
forandres, men at bevægelige vægge i form af skyde-
/foldedøre kun findes i begrænset omfang. Desuden
kan fleksibilitet opstå gennem den måde, de forskellige
rum organiseres indbyrdes, så de kan bruges i
forskellige kombinationer.
Herefter bringes en række artikler, der fokuserer på de
specifikke pædagogiske krav, der knytter sig til indskolingen,
mellemtrinnet, udskolingen, gruppearbejdets
vilkår, fagområderne samt det pædagogiske service
center.
Kirsten Juulstrup Rasmussen skriver, at et bud på en
fremtidsvision for indskolingen først og fremmest vil
indebære, at skolens traditionelle struktur må ændres.
Ændringerne går i retning af en mindre stiv skemalægning
både med hensyn til tid og indhold, samarbejde
på tværs af klasser og alder og mellem lærere og
pædagoger. Skolens rum og faciliteter skal derfor
kunne bruges på en helt anden måde, og også her er en
mindre stiv struktur at foretrække.
Børn på mellemtrinnet har en alder, hvor de er meget
nysgerrige og udforskende. De er præget af aktivitet og
videbegærlighed. De er storforbrugere af litteratur, og
behersker håndværksmæssige aktiviteter bedre og
bedre. Det er et udviklingstrin, som behøver plads i det
daglige arbejde. Det er på dette niveau, at en række nye
fag introduceres, og hvor forbruget af de faglige
områder er størst. I nutidens skole er der behov for at
kunne trække umiddelbart på fagområdernes
faciliteter. Carsten E. Jensen diskuterer fordele og
ulemper ved forskellige måder at organisere hjemklasseområder
og fagområder.
Projekterne kritiseres for blot at fremskrive forholdene
for de yngre klasser til også at skulle omfatte udskolingen.
De forholder sig ikke til det faktum, at de ældste
elever fylder meget. Eller de behandles som en særskilt
gruppe, der allerede inden de er nået ud af skolen
placeres i et kontorlandskab. Andre udskiller 10. klasse
helt. Men, spørger Jørgen Reeckmann, sker der virkelig
så betydeligt et skift mellem 9. og 10. klasse? Han
fortsætter med at kritisere den måde, hvorpå kravene er
formuleret i programmerne. De ofte fremsatte krav om
fleksibilitet, æstetik, helhedstænkning og kreativitet
frembyder vanskeligheder ved sprogligt at være så
brede og upræcise, at de næppe tjener som
udgangspunkt for en arkitekt, der skal omsætte dem
i streg.
Behovet for gruppearbejde nævnes uafladeligt i
forbindelse med den påkrævede opdatering af skolen
og dens fysiske ramme. Der ønskes flere gruppearbejdspladser.
I den forbindelse bør man tage sig i agt
for to faldgruber. Den ene er, at man rent indholdmæssigt
stiller sig tilfreds ved at se, at nu sidder børnene i grupper,
uden at der er sket nogen ændring pædagogisk,
men at de stadig blot løser opgaver som før. Derfor
behandler artiklen det projektorienterede gruppearbejde
og de særlige krav, det stiller til rummenes og
faciliteterne organisering. Den næste faldgrube er, at
man stiller sig tilfreds med at se arbejdspladserne tegnet
ind på planen uden at foretage en vurdering af
kvaliteten af disse steder - nogle er rent faktisk tegnet
ind midt i en ganglinie.
Faglokaleproblematikken behandles af en gruppe
fagkonsulenter, der plæderer for en nedbrydning af de
rigide faggrænser såvel fysisk som i den pædagogiske
praksis. Fagenene vil fremover arbejde på tværs af
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
7

disse skarpe skel indført for flere hundrede år siden.
Men det betyder ikke, at de krav, der stilles, bliver
udflydende. Fagområderne må være centralt placerede,
tilgængelige og vel udstyrede for at leve op til kravene.
I det følgende behandles nogle mere tekniske aspekter
omkring skolebyggeriet, energi og miljø, omkring
tilgængelighed og endelig forholdet til den eksisterende
byggelovgivning.
Energi og miljø i forhold til folkeskolen kan vurderes
ud fra flere parametre. Dels er der den umiddelbare
fornuft i at bygge sundt med et godt indeklima med
flest mulige hensyn til forbrug af ressourcer og dermed
også de mindst mulige driftsudgifter. Derudover er der
det pædagogiske, fremtidsorienterede sigte, at bygningen
gennem eksemplets magt er med til at opbygge de små
brugeres idé om og holdning til, hvordan vi omgås
ressourcerne. Ida Garre og Kirsten Engelund Thomsen
gennemgår skole for skole hovedpunkterne: Varme,
ventilation, varmt brugsvand, belysning, brand, akustik
og miljø.
Tilgængelighed er mere end en elevator, en rampe og
et handicaptoilet. Birgitte Wistoft opstiller en række
spørgsmål, der bør drøftes i hver enkelt byggesag, men
som hun finder tilgodeset i utilstrækkelig grad i
konkurrencematerialet. Hun opfordrer til, at kravet om
tilgængelighed bliver tænkt ind i designprocessen som
en af de udfordringer, der ikke blot er med til at skabe
et svar på dette ene krav, men med til at sætte
kreativiteten i gang og generere godt byggeri i det hele
taget.
Et af de store spørgsmål, der også fyldte meget i
bedømmelsen af konkurrencerne, er, hvorvidt projekterne
nu også opfyldte de eksisterende lovkrav? Det
blev ikke lettere af, at håndteringen af loven også er et
fortolkningsspørgsmål. Jens Dons, der selv er bygningsinspektør,
beskriver de nuancerede overvejelser,
der hører med i en sådan fortolkning. Han kritiserer, at
for mange forslag ikke tager tilstrækkeligt hensyn.
Samtidig lægger en sådan konkurrence op til at tænke
i alternative baner, og et forslag bør bedømmes som en
helhed. Som bygningsmyndighed vil man måske være
knap så betænkelig ved udformningen af skolen, hvis
materialeholdning og indretning blev kædet stærkere
sammen. Man kunne overveje, at honorere kvalitet i
materialer og håndværksmæssigt udførelse med en
større sikkerhedsmargen, måske ved at tillade den større
funktionsintegration, som konkurrencen lægger op til.
Fire artikler tager udgangpunkt i konkurrenceafviklingen
som proces og led i en proces.
Fra en konkurrencesekretærs dagbog skriver
Flemming Deichmann om afviklingen af konkurrencen
med udgangpunkt i ét af forløbene. Svendborg
anvendes som eksempel, fordi den repræsenterer en
typisk situation på dagens skolebyggearena, hvor en
eksisterende skole skal udbygges og ombygges i
forhold til den pædagogiske omstilling. Samtidig er
Svendborg et godt eksempel på en skole, der havde
arbejdet med det forestående byggeri gennem flere år
og således var godt forberedt.
Blandt de indsendte projekter udmærkede projektet fra
Tegnestuen Archinet sig med en meget grundig og systematisk
opstilling af tegnestuens overvejelser om
pædagogik og form. Den er taget med for at vise et fint
eksempel på arbejdsproces og formidling.
De tre arkitektfagdommere har allerede skrevet
udførligt om konkurrencen i dommerbetænkningen,
hvor alle projekternes bedømmelse gennemgås og
motiveres. Betænkningen koncentrerer sig om
generelle karakteristika, men set i et tilbageblik har
dommerne ønsket at fremhæve nogle problemstillinger
og særlige iagttagelser, som ikke umiddelbart har fundet
plads i betænkningen.
De undrer sig blandt andet over, at der i de to ombygnings-/tilbygningsopgaver
ikke er arbejdet mere bevidst
med samspillet mellem nyt og gammelt. Videre efterlyser
artiklen et tydeligere samspil mellem pædagogisk
nytænkning og en mere eksperimenterende arkitektur.
Det påpeges som en interessant pointe, at i vinderprojektet
i Roskilde, hvor der ikke lå begrænsninger i
form af hensyn til eksisterende bygninger, er det
lykkedes at skabe en arkitektur, der både tager afsæt i
længehuset, der er et fortroligt element i traditionel
dansk byggeskik, og giver et nyt bud på de fysiske
rammer om fremtidens skole.

Man må altid holde sig for øje, at et konkurrenceprojekt
er tegnet i en lille målestok. Det viser
overordnede idéer og dispositioner. Det angiver en retning.
Men der er stadig en meget stor del af arbejdet,
der skal foregå efter konkurrencens bedømmelse. De
valg, der skal træffes i denne fase, er helt afgørende for
det endelige resultat. Det er et spørgsmål om valg af
materialer, farver, indretning og ikke mindst om detaljering.
Thomas Dickson påpeger, at modeller og tegningsmateriale
kan forføre. På sin vis er de at opfatte
som postulater, og der hviler et stort ansvar hos dem,
der skal tegne videre og realisere de forventninger, de
har skabt hos bygherrerne.
De sidste artikler handler om arkitekturen som rum,
om arkitekturen som udtryk for det samfund, vi lever i,
og forholdet mellem arkitekturen og kunsten.
Det er ikke kun arkitekter, der taler om rum. Lærere og
pædagoger interesserer sig for rum og stiller også
spørgsmål om, hvad rummet er, hvad rummet kan,
hvad rummet betyder. Men ofte stopper diskussionen,
fordi et rum jo netop ikke er konkret materie, men
noget mellem tingene, og som kan synes ret ’luftigt’ og
svært at få hold på. Arkitekten Ann Aloi Kilpatrick tog
emnet op i sin Ph.D. afhandling og redegør her for sin
måde at sætte ord på begrebet samt demonstrerer sin
grafiske analysemetode på et enkelt af konkurrenceprojekterne.
I hendes fortolkning er rum ikke kun
defineret af den målelige afstand mellem vægge, men
påvirkes af bygningsdelenes karakter og indbyrdes
organisering.
Britta Siegumfeldt sammenligner de nye skoler med
skoler, der blev bygget i København for 100 år siden.
Hun har i et tidligere forskningsprojekt vist, hvorledes
skolebygningerne overfører en række tidstypiske
tankefigurer. Denne overførsel foregår uden ord, men
gennem den måde bygningens rum er organiseret på,
og gennem den daglige brug indoptager vi disse figurer
i kroppen som noget, der synes ”naturligt”.
Sammenligningen viser, at hvor de gamle skoler havde
som gennemgående tema: dele op og holde adskilt er
tendensen i dag snarere dele op og bevare helheden.
I temahæftets sidste artikel reflekterer kunstneren
Øivind Nygård over forholdet mellem kunst og arkitektur
historisk og indholdsmæssigt. Hvordan gennemtrænger
kunsten arkitekturen og omvendt?
Arkitektur og kunst skal vise, hvor højt vi prioriterer
vores skole. Den kan kun tilkendes den plads og få det
rum, den kræver og nødvendigvis må have, hvis det
fysiske udtryk også udtrykker folkeskolens betydning
- ikke bare over for børn og lærere, der bruger skolen
hver dag, men over for alle. For skolen er jo ikke kun
børnenes, men tilhører os alle, fordi hele samfundet
afhænger af fremtidens skole.
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
9

1. Folkeskolens friarealer - for fremtiden
Karen Attwell og Jens Schjerup Hansen
Hvor børn leger meget, bliver der slidt. Kun i enkelte friarealplaner er denne legemulighed
taget i betragtning.
Skolegården er en uadskillelig del af vores billede af
den danske folkeskole. Den knasende, perlestensbelagte
forskolegård bag stakittet eller centralskolens
rungende asfaltskolegård hører med til erindringen om
skoler fra midten af århundredet. Dengang, hvor
undervisning var envejskommunikation og skolegården
et ikke altid lige venligt, men tvungent opholdssted
i hvert frikvarter.
Der har været talt og skrevet meget om skolens “sorte
og grønne ørkener”, det vil sige asfaltskolegården og
idrætsbanen. Ligesom madpakkeindholdet ifølge madskribenten
Camilla Plum ikke har forandret sig meget
de sidste årtier, findes der stadigt mange uforandrede
sorte og grønne ørkener - de kommunale budgetter
rækker ikke altid til at imødekomme tidens idéer og
skolernes ønsker. Mange steder er der dog gjort en indsats
for at ændre på billedet. Men på hvilken måde?
Kritikken er klar: Uinspirerende, fremmer mobning og
magtkamp, hæmmer fysisk udfoldelse og social
udvikling og hindrer brug af friarealerne som led i
planlagt og spontan indlæring. Men hvordan er resultatet
de steder, hvor skolefriarealerne er lagt om? Hvad
har været den idémæssige baggrund for
omlægningerne, og hvordan er den fysiske ændring
blevet modtaget af elever og lærere - og pedeller, som
ikke må glemmes, fordi de står for den meget
afgørende vedligeholdelse af skolens friarealer.
I en meget grundig engelsk gennemgang af teorier og
undersøgelsesresultater i konkluderes det, at skolens
friarealer med hensyn til både indhold, form og
vedligeholdelsesstandard er en uadskillelig del af
skolens image. Det image er bærer af skolens holdninger
og værdier og har en afgørende effekt på elevernes
oplevelse af eget selvværd og status. Eleverne
oplever, at der gøres en indsats for dem som personer i
deres skole.
Den engelske undersøgelse er begrundet i det faktum,
at omkring 70% af slagsmål, mobning, skænderier og
andre magtkampe i engelske skoler foregår udendørs i
frikvartererne. Tesen er, at oplevelsesrige og stimulerende
miljøer styrker børns fysiske og sociale kompetence
på en måde, der mindsker den frustration, som
både de psykiske og fysiske magtkampe i skolegården
er udtryk for.
Forholdene er ikke bedre i de nordiske lande. Benny
Schytte skriver ii , at Danmark i nordisk sammenhæng
ligger i top, når det drejer sig om mobning i
folkeskolen. Det oplyses med baggrund i svenske
undersøgelser, at store, kedelige asfaltskolegårde
fremmer mobning i forhold til mindre skoler med varierede
friarealer. Skolens størrelse kan selvfølgelig
spille ind. Men sammenholdt med andre undersøgelser
må det konkluderes, at det hovedsageligt er friarealernes
variation, der er afgørende for, hvordan eleverne
trives med sig selv og hinanden i frikvartererne i den
leg og det samvær, der er med til at udvikle deres
fysiske og sociale færdigheder.
At skolefriarealerne skal være varierede, stimulerende
og oplevelsesrige synes der således ingen tvivl om.
Men hvad omfatter denne variation? Hvad er det for
muligheder, som skal indbygges i den fysiske indretning
af skolefriarealerne?
Forskellige aldersgrupper har forskellige behov, der er
udtryk for generelle færdigheder og interesser på netop
deres udviklingstrin. Det er også klart, at der på tværs
af aldersgrupper - og køn - er store forskelle i de
enkelte børns udvikling, interesser og temperament og
igen forskelle hos det enkelte barn over tid, der er med
til at afgøre, hvordan pauserne udenfor bliver brugt.

Årstid og vejr spiller ind. Forskellige nationaliteters
kulturelle værdier spiller ind. Der kunne sikkert
nævnes mange flere faktorer, både fysiske og sociale.
Men det fører i sig selv ikke frem til, hvordan de eftersøgte,
afledte kvaliteter i det optimale fysiske udemiljø
kan udmøntes i et aktuelt projekt.
Der kan dog ud fra den eksisterende viden og erfaring
trækkes en række punkter frem, som har generel betydning
for både nyetablering og omlægning af skolefriarealer,
og som vi mener har for lille bevågenhed i dag:
- Et væsentligt udgangspunkt for etablering af gode og
velfungerende skolefriarealer - og andre friarealer til
børn - er forståelsen for, at børn og unges rumlige og
æstetiske preferencer ofte adskiller sig fra de voksnes
preferencer. Det er der i vidt omfang forståelse for i
indendørs sammenhæng, hvor farver, skala og rum er
med til at signalere til børnene, at der er taget hensyn
til dem. Den samme regel må gælde udendørs.
Børnene skal opleve, at skolens friarealer er anlagt til
deres brug ud fra deres rumlige og æstetiske oplevelse
frem for at være formelle, arkitektoniske anlæg, der er
anlagt ud fra samme voksenæstetiske udgangspunkt
som eksempelvis anlæg ved sygehus, bibliotek eller
rådhus.
- Et andet udgangspunkt er, at også inden for “skolebørnenes
æstetik” er kvalitet af stor betydning. De
gode materialer, det gode håndværk, den gode arkitektur
- og den nødvendige vedligeholdelsesindsats. Ikke
at mennesker bliver dårligere mennesker af at færdes i
dårlig kvalitet, som Bjørn Nørgaard fremfører iii . Men
oplevelsen af de fysiske omgivelsers kvalitet - eller
mangel på samme - bærer eleverne med sig som en del
af den erfaringsbagage, der kommer til at præge deres
fremtidige holdninger og værdier.
- Et tredje udgangspunkt, der har direkte betydning for
skolefriarealernes fysiske udformning, er forståelsen
for, at også børn har brug for domæner for at fungere i
leg og andet socialt samvær. Jo flere børn, der skal
kunne være på et givet areal, jo mere nødvendigt er det
at skabe mange nicher og kroge som kontrast til de
mere åbne fælles arealer til blandt andet boldspil, som
der også er rigeligt brug for. Desuden skal der være
overgangszoner eller fysiske barrierer, som kan
hæmme potentielle konflikter mellem forskellige typer
aktiviteter. Der skal være rum for få, flere eller mange,
som man kan knytte an til, og helst rum med forskellige
kvaliteter, som kan stimulere forskellige lege og
oplevelser. Ud fra et bredt billede af folkeskolens friarealer
synes faren for at ende i et rummæssigt kaos
ikke umiddelbart overhængende!
- Et sidste udgangspunkt, som bør trækkes frem, er
mulighederne for i videre omfang end tidligere at
benytte skolens friarealer som en del af undervisningen.
Natur/teknik, hjemkundskab, billedkunst, fysik.
Mange har den forståelige bekymring, at cyberspace
alene ikke gør os til miljøansvarlige voksne.
Grundlaget må være den fysiske kontakt med og
udforskning af naturen og dens processer i bred forstand.
Punktet er med i konkurrenceoplægget, men
idéen er ikke nok. For at blive udnyttet kræver en integration
mellem inde og ude som mindstemål: 1. At
mulighederne fysisk er til stede i nærheden af undervisningslokalerne.
2. At der er sørget for nødvendige
faciliteter og redskaber og 3. At der er et klart driftsansvar
med hensyn til vedligeholdelse og pleje. Det
gælder både kulturanlæg som forsøgshaver og
specielle naturlignende biotoper som vandhuller og
damme. Mange gode intentioner går tabt i organiseringen
af det praktiske. Til gengæld kan der måske spares
en del på ekskursionskontoen, hvis skolens nære friarealer
kan bruges som eksperimentarium!
At det er svært at planlægge et optimalt skolefriareal er
forståeligt, især når det drejer sig om hel eller delvis
fornyelse af ældre friarealer af begrænset størrelse.
Men det er svært at forstå, at skolens brugere - elever,
lærere, pedeller - ikke altid inddrages direkte som
eksperter. Det er dem, der kender stedet, dets kvaliteter
og mangler. Samarbejdet mellem brugerne og den projekterende
trækkes både i svenske og engelske arbejder
frem som den metode, der giver det bedste resultat,
fordi indflydelsen er med til at opfylde ønsker og
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
13

generere ansvarlighed. Det er der sikkert flere af de friarealprojekter,
der er beskrevet i publikationen Skolen
- et fysisk landskab - et mentalt rum iv , der kan understøtte,
selvom en bred erfaringsopsamling omkring
proces og resultater fra omlægning af skolefriarealer
endnu mangler.
Friarealerne i fremtidens skole
En vigtig forudsætning for forståelsen af efterfølgende
vurdering af konkurrenceforslagenes behandling af
skolens friarealer er, at friarealerne og skolens
omgivelser generelt er et meget lavt prioriteret emne
såvel i konkurrenceprogram som i de enkelte forslag.
Man må noterer sig, at skolefriarealerne godt nok er
opstillet som et særskilt programpunkt, men at det ikke
følges op i de beskrevne krav til afleveret materiale,
herunder til den skriftlige redegørelse, hvor emnet slet
ikke berøres. Man kan således et stykke ad vejen
hævde, at konkurrenceforslagenes stedmoderlige
behandling af friarealerne ganske godt svarer til programmets
prioritering og til den måde, man ofte ser
friarealer behandlet på - som en garniture i bygningens
omgivelser.
De tre skoler, der er med i konkurrencen Rum Form
Funktion i Folkeskolen repræsenterer tre forskellige
situationer: 1. Det store, nye friareal til den nye skole i
en ny bydel, 2. Det mindre friareal til en skole, der skal
omlægges i forbindelse med udbygning af skolen og
beliggende i et eksisterende parcelhusområde og 3.
Det meget begrænsede friareal ved skolen i et tættere
bebygget, ældre villaområde, hvor skole og friareal
skal ombygges inden for eksisterende rammer. De
forskellige situationer giver forskellige muligheder og
begrænsninger for disponering af friarealerne. De tre
skoler er derfor behandlet hver for sig i de følgende
afsnit, som bygger på en detaljeret evaluering af projektforslagene.
Det har været hensigten specielt at
fremhæve de gode idéer, som peger fremad mod en ny
holdning til, hvordan skolefriarealerne kan udnyttes, se
ud og passes, så de fungerer som andet og mere end en
pyntegrøn eftertanke.
Trekroner
Trekroner bydel er under udbygning på de åbne marker
mellem Roskilde Universitetscenter og bydelen
Himmelev. Området, hvor den nye skole skal bygges,
ligger på sydsiden af en mindre bakke i dalen mellem
to højdedrag. En nyetableret skovplantning med en
mindre sø ligger vest for området, og et bredt
skovbælte er planlagt lige nord for arealet, som således
ad åre kommer til at ligge rimeligt beskyttet mod vind
fra nordvest. Langs sydsiden af skovbæltet er planlagt
en hovedsti til RUC.
Programmet indeholder en detaljeret beskrivelse af
byggeriets placering og udnyttelse af eksisterende
terræn, herunder en lavning, der skal udnyttes til
regnvandssø. Der er således fokus på den landskabelige
behandling af området, hvor der foruden
skolen skal bygges kirke og boliger. Kravet om udnyttelse
af det eksisterende naturgrundlag kvalificerer
desuden den byøkologiske grundtanke, der ønskes lagt
til grund for projektet, herunder friarealerne.
Programmet indeholder en lang række ønsker og krav
med betydning for udnyttelsen af de minimum 37.000
m 2 store skolefriarealer, som skal tegne et brud med
den traditionelle udformning af folkeskolen “også i
forhold til friarealerne og deres udnyttelse”. Den
byøkologiske grundtanke er udbygget med ønsker til
bæredygtighed og livscyklusbetragtninger, der samtidig
kan indgå i det pædagogiske og kreative miljø.
Det nævnes, at friarealerne skal være økologisk
baserede med brug af naturmaterialer og med skole-
/nyttehaver, genbrugs- og økosystemer. Meget relevant
er det beskrevet, at jordstrukturen ikke må
ødelægges i det østlige område under byggeriet, idet
overskydende regnvand skal nedsives. Som en speciel
ting nævnes, at der skal tages hensyn til de voksende
støjproblemer fra Trekroner Allé syd for skolen, et
forhold der gennemgående ikke er blevet behandlet i
konkurrenceforslagene. Det er til gengæld de håndgribelige
krav om boldbaner som del af skolefriarealernes
“Fantasifulde og frodige rammer for ophold, leg
og sport for alle aldersgrupper” med “nærarealer til
pause og eksperimenterende undervisning”. Endelig

Når idéerne stivner i konventionelle plan- og perspektivtegninger. (Tekst + tegninger fra forslag 12333, Trekroner Skole)
er der, som der bør være, krav om tilgængelighed for
handicappede.
Den specielle landskabelige placering af Trekroner
Skole og arealets størrelse har givet nogle muligheder,
som de færreste eksisterende og nye skoler har, og det
er da også karakteriserende for forslagene, at de har
fulgt programmets ønske og tager udgangspunkt i de
landskabelige forudsætninger med hensyn til både
placering og bygningsstruktur.
De fleste projekter arbejder med en åben bygningsstruktur,
hvor forskellige hjemområder eller faggrupper
ligger i særskilte bygningsenheder knyttet til
en streng af fælles funktioner. Der er således tale om
en “diffusionsåben” bygningskoncentration med optimal
mulighed for, at aktionsradius i friarealerne mere
er bestemt af børnenes udvikling og frikvarterernes
længde end af hegn og restriktioner.
Med den åbne disponering af bygningskomplekset er
der i de fleste projektforslag lagt grund til skolefriarealer
med optimalt flydende overgange mellem inde
og ude. Desuden er der lagt grund til flydende overgange
mellem intensivt udnyttede, rumligt vel-
definerede nærarealer og arealer længere væk fra
bygningerne, hvor mere pladskrævende oplevelser og lege
kan foregå i mere ekstensive, eller ligefrem naturprægede
omgivelser, herunder i de tilgrænsende plantninger.
Denne sammenhæng er beskrevet i flere af forslagenes
skriftlige redegørelser, men i de fleste tilfælde har
tankerne desværre ikke sat sig spor i tegningsmaterialet,
hvor de perspektivrige idéer ofte stivner i helt
konventionelle plan- og perspektivtegninger. Man kan
frygte, at denne proces er meget realistisk: Når alt det,
der kan ske, er beskrevet uden stillingtagen til eller
overvejelser om anlægs- og især driftsøkonomi, uden
hensyn til afledte krav til nødvendige faciliteter og redskaber,
driftsteknik, personale med gartnerfaglig eller
forstmæssig viden, ville der ved realisering efter al
sandsynlighed blive meget lidt af de oprindelige idéer
tilbage.
Et typisk eksempel er revitaliseringen af skole- eller
forsøgshaveidéen, hvor et rektangel med påskrift på
situationsplanen ikke overbeviser om forståelse for
aktiviteten. Der er brug for - og brug for plads til - redskaber,
trillebør, kompostering. Der er brug for vandingsmuligheder
og pasning i sommerferien, for da er de
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
15

fleste børn og lærere på ferie. Og der er brug for
koordinering med hjemkundskab i de tilfælde, hvor der
er tanker om udnyttelse af produkterne i undervisningen
- eller måske dyrkningen skal foregå som en del af
hjemkundskab? Uanset den byøkologiske grundtanke
dør et sådant initiativ, hvis det ikke fungerer praktisk.
Uden overvejelser om funktion og om den afledte, komplicerede driftsindsats fremtræder påskrifter
som Skolehaver, Dyrehold og Abildgård som utroværdige postulater. (forslag 24561, Trekroner Skole)
Det samme problem gør sig gældende i de fleste projekters
behandling af det byøkologiske indhold, både
for Trekroner og for de to øvrige skoler. Der er tale om
ofte løse forslag, der kan vælges til eller fra, ikke om
velargumenterede elementer, der er indarbejdet som en
nødvendig del af projektet af hensyn til miljøet, til
skolens funktion, til undervisningen.
"Naturens vugge" på den nordskrånende tagflade kan betegnes som et urbant landskabspostulat,
der lader hånt om klima, tilgængelighed, sikkerhed og meget mere. (Forslag 12870, Trekroner Skole)
Trekronerprojekterne er konventionelle i deres friarealbehandling.
Uanset visionære beskrivelser af funktion
og præg er der kun få eksempler på udfordrende
nytænkning. I forslag 12870 bliver et forsøg på
nytænkning til en arkitektonisk provokation, som på
friarealfronten forsynder sig mod stort set alt fra klima
og sikkerhed til pædagogisk forståelse for børns leg og
efterlader sin ”natur” på tagterrassen som et tomt og
ligegyldigt postulat. I modsætning hertil er forslag
22112 et interessant bud på, hvordan modstillingen af
natur-kultur kan opfanges i pædagogisk vision, hvis
fysiske udtryk giver stof til eftertanke. Skolen er i
modsætning til hovedparten af projekterne indadvendt
og danner ramme omkring Kundskabens Have på en
måde, som næsten associerer til traditionelle islamiske
boligers opbygning om et centralt haverum. Vinden og
vejstøjen er som konsekvens af bygningsstrukturen
lukket ude. Den centrale have er kulturelementet, der
kontrasterer naturen omkring skolen.
Spontan tilvoksning af tidligere marker med successiv indvandring af buske og træer i Trekronerområdet.
Motivet er brugt som idégrundlag for friarealerne omkring vinderprojektets bygningskompleks.

Poppelhegn og tidligere marker, der får lov til at springe i skov er typiske i Trekronerområdet.
Disse træk udnyttes i fællesarealerne uden for skolens "bymur". I skarp kontrast hertil er rummet
inden for "bymuren" tænkt som en righoldig og frodig have. (Forslag 22112, Trekroner Skole).
Naturen er tænkt som den spontanvegetation, der over år
vokser frem som udtryk for successionsforløbet på det
pågældende sted, og som i dag kan ses flere steder i
området. Fra god landbrugsjord i drift over bynker, tidsler
og kvikgræs til indvandring af vind- og fuglespredte vedplanter
som pil og tjørn. Med årene krat og til sidst skov.
Med nødvendige overvejelser omkring afgrænsning
mod skolebygningerne, mulig koncentration af slid
på klippede græsstier, eventuel plejestyring af dele af
området, vil det være et interessant og lærerigt friarealeksperiment.
De driftsmæssige aspekter af det
selvgroede og plejelette friareal er lige så interessante
som de pædagogiske og visuelle aspekter. Selve
Kundskabens Have er mindre overbevisende i sin
udformning end i sin idé. Der er flere oplagte
aktivitetskonflikter, og det er ikke sandsynligt, at den
i sin nuværende form - selv med en intensiv og gartnerfaglig
plejeindsats - kan bære sliddet fra så mange børn,
som tre skolespor vil indebære. Desuden synes de
mindre børns leg at være prioriteret til fordel for de større
børns behov for samlings- og aktivitetssteder. Der må en
omformulering til, men over samme tema, skolens have,
som et positivt alternativ til den traditionelle skolegårds
budskab om børns opførsel og behov.
Med mindre det cirkulære felt med en kunstig klatreklippe er afgrænset med hegn, vil der ikke
blive meget græs/blomstereng tilbage uden for feltet. (Forslag 22112, Trekroner Skole)
Der er til konkurrencen indleveret en del forslag, hvor en uengageret og minimalistisk behandling
af skolefriarealerne vidner om manglende forståelse for udnyttelse af denne ressource som grundlag
for leg og læring. (Forslag 20069, Vestre Skole)
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
17

De færreste konkurrenceforslag tager udgangspunkt i eksisterende vegetation, eksempelvis denne
markante, flerstammede eg på Vestre skole.
Vestre Skole
Vestre Skole i Svendborg ligger i et villakvarter, der
gennemskæres lige nordøst for skolen af en nyere,
firesporet gennemfartsvej. Der er et terrænspring fra
skolen og fra de sydvestlige villahaver ned mod boldbanearealerne
og herfra ned mod omfartsvejen.
I det korte afsnit om Udearealer i programmet for
Vestre Skole står, at der ønskes direkte adgang til friarealerne
fra såvel faglokaler som indskolingens og
mellemgruppens hjemområder. Det ønskes, at friarealerne
skal “medtænkes som en del af skolens samlede
virksomhed” og skal inspirere til at bruge fantasien til
fysisk aktivitet og til udfoldelse af socialt liv. Desuden
lægges der op til, at arealerne skal kunne udvikles og
tilpasses ændrede ønsker til deres anvendelse, dog
uden at det eksemplificeres, hvad man har haft i
tankerne. Som for Trekroner Skole ønskes friarealerne
så vidt muligt baseret på en byøkologisk grundtanke
og skal være tilgængelige for handicappede. Specielt
for Vestre Skole ønskes plantet frugttræer og bærbuske
til brug i hjemkundskab, og en “lille biotop”, et vandhul,
i boldbanens nordligste hjørne ønskes bevaret.
Selvom Vestre Skoles beliggenhed ikke som i
Trekronerprojektet lægger op til større landskabelige
betragtninger, undrer det lidt, at omgivelsernes
visuelle og andre påvirkninger af skolens arealer ikke
er nævnt i programmet, for eksempel forholdet til gennemfartsvejen
langs skolens vestlige skel. Forhold til
eksisterende udnyttelse af friarealerne og til eksisterende
vegetation er heller ikke berørt. Det fremgår
eksempelvis af programmets fotos, at der på skolens
areal findes store, veludviklede træer, og man ved, at
de vil have svært ved at overleve en bygge- og
anlægsperiode, hvis ikke der tages helt specielle hensyn.
Programmet er således ret uforpligtende i forhold til
skolefriarealerne. Konkurrenceforslagene bærer da
også præg af, at behandling af emnet har været op til
konkurrencedeltagernes interesse og forståelse. De
spænder fra et par klare og spændende forslag, som
kan være med til at tegne en ny fremtid for skolefriarealers
anvendelse, til uengagerede forslag med total
mangel på forståelse for udnyttelse af friarealressourcen
i sammenhæng med undervisning, med
børns leg og færden og med skolens image. Det
byøkologiske indhold er generelt svagt i forhold til
programmets ønske om, at det skulle være en grundtanke.
Brug af regnvand er indtænkt i nogle projekter,
men der er typisk ingen betragtninger om vandmængder
eller vandkvalitet og de konsekvenser, det
har for anlæggenes udseende og funktion. Der er i vidt
omfang direkte adgang til terrasser eller haver for hjemområderne,
især i det smalle areal syd og vest for den
eksisterende vinkelbygning. Der vises dog kun
nødtørftige signaturer, der sammen med en typisk
forestilling om selvforvaltning stiller tvivl om
forslagsstillernes indlevelse i den daglige brug og
vedligeholdelse i forhold til læreres og elevers formåen
og tid. Gennemgående er de anlægs- og driftsøkonomiske
konsekvenser af de enkelte forslag forbigået
så helhjertet, at det forekommer betænkeligt i
forbindelse med de stramme økonomiske rammer, der
binder projektet.
De fleste forslag lægger op til en udbygning af skolen,
der bibeholder og forstærker skolegården og de nære
arealer som aktivitetscentrum i forhold til de nordlige
boldbanearealer, der forbliver et bagareal. En del af
dette bare plæneareal indddrages i de fleste forslag til
udvidelse af de eksisterende bygninger eller parkering.
Det betyder, at boldbanearealerne fremstår som et

estareal uden videre artikulering. I et enkelt forslag
afskæres boldbanearealet endog helt med gennemkørsel
til parkering i det sydøstlige hjørne af
arealet. Afviklingen af terrænspringet mellem boldbanerne
og bygningskomplekset er i mange tilfælde
løst uhyre nødtørftigt i forhold til de form- og funktionsmæssige
muligheder, det giver.
Det samme gælder skråningen op mod villaerne sydvest
for boldbanearealet. Der har angiveligt ikke foreligget
en grundplan med terrænoplysninger i konkurrencematerialet,
hvorfor terrænbehandlingen bygger
Forslaget bliver ikke ringere af, at det, som vist nederst, med tiden vil blive træernes kronetag og
rummet herunder, der opleves og ikke det geometriske belægningsmønster, der fremtræder urealistisk
synligt på planen. (Forslag 86206, Vestre Skole)
Det nordlige friareal med boldbanesignaturen fremstår som et restareal, der er afskåret fra skolen
med kørevej og skrænter. Det kunne være udnyttet som en kærkommen udvidelse af skolens
snævre nærarealer. (Forslag 11222, Vestre Skole)
Den store vinkel kan kun opleves på planen. Den runde form har taget overhånd i en uindlevet planformalisme,
som har overskygget de rumlige og brugsmæssige konsekvenser. (Forslag 31525, Vestre Skole)
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
19

på deltagernes besigtigelser. Det er beklageligt og kan
være en del af forklaringen på projekternes uforpligtende
terrænbehandling. Men det kan ikke tjene som
undskyldning for at negligere et forhold, der har stor
betydning for såvel de formgivningmæssige muligheder
som for de anlægsøkonomiske begrænsninger i projektet.
I de mest problematiske forslag er formgivningen
enten sporadisk, forslag 11222, eller den har som i
forslag 31525´s store cirkelform taget overhånd i en
postuleret sammenhæng mellem ude og inde, som kun
kan opfattes som planformalisme. På samme måde
forfører belægningsmønstre i planbilledet til opfattelse
af en langt anderledes orden end den, der opleves rumligt
i forholdet 1:1. Eksempelvis vil den rumlige
afgrænsning og træernes kronetag nord for den ældste
skolebygning i forslag 86206 blive det, der syner i
virkeligheden, ikke som på planen belægningsmønsteret
med sin tidstypiske retningsdrejning i forhold til
bygningerne. Dette forslag er udvalgt som bedste projekt
for Vestre Skole. Man må håbe, at der ved en
videre bearbejdning af projektet bliver taget hånd om
vækstforholdene for træerne, så kronetaget kan blive
en realitet, og den derved etablerede lund kan blive den
Det vil kræve stor omhu både ved anlæg og fremover i vedligeholdelse at fastholde de fine organiske
former; men det synes at være indsatsen værd i dette bud på en ny form for skolefriarealer.
(Forslag 86206, Vestre Skole)
stærke volumenmæssige pendant til bygningskomplekset,
som savnes i de fleste andre forslag. Blot lidt
ærgerligt, at lunden er en bil-lund, for der er ikke i projektet
en børne-lund, kun spredte trægrupper. Og
meget ærgerligt, at den flerstammede eg, der i dag står
på stedet, går tabt med bil-lunden.
Sammenkædningen af den tidligere skolegård med det nordlige friareal og kontrasten mellem stramt geometriske og bløde organiske former er karakteristisk for dette spændende forslag.
Men hvordan skal natureksperimentariet fungere ude i yderste hjørne uden gang- og køreadgang? (Forslag 86206, Vestre Skole)

Samme forslag udmærker sig i øvrigt ved at være et af
konkurrencens få eksempler på en bevidst udnyttelse
af terrænforholdene. Det kæder via sin bebyggelsesstruktur
den tidligere skolegård sammen med de
nordlige boldarealer og muliggør derved en optimal
udnyttelse af denne vigtige arealressource.
Forslaget er - til forskel fra de fleste andre forslag -
gennemarbejdet til et aflæseligt niveau og viser stor
fantasi i sin form- og terrænmæssige behandling. Til
gengæld mangler der - som i alle forslag - påskrifter
eller beskrivelse af alt fra kurveækvidistancer til
belægningstyper, hegn og vegetation, hvilket vanskeliggør
forståelsen af projektet.
Kontrasten mellem det 1990’er-typiske organiske
formsprog, naturpræget og økologien på den ene side
og en næsten 1960’er-agtig stramt geometrisk
udformning på den anden side er typisk for projekt
86206. Projektets største svaghed er nok, at de fine
organiske former og bassin-grøft systemet er sårbare
Konkurrencens mest spændende og gennemtænkte bud på inddragelse af friarealer i skolens undervisning.
(Forslag 10609, Vestre skole)
for slid og kræver en vedholdende og fagligt kvalificeret
plejeindsats, der ikke er omtalt i materialet. Uden
denne indsats vil idéen forplumre i en sjusket og slidt
vegetationstunge og en grøft med vand af tvivlsom
kvalitet, som ikke retfærdiggør det detaljerede
anlægsarbejde, som planen lægger op til.
Projekt 86206 er fremhævet for at inddrage friarealerne i
undervisningen ved etablering af et naturvidenskabeligt
eksperimentarium. Det er placeret i boldbanearealets
yderste hjørne uden gang- og køreadgang. Det betvivles,
at denne placering er optimal for anvendelsen, samt at
det lille vandhul vil overleve byggeprocessen uden mén.
I forslag 10609 er friarealernes undervisningsfunktioner
samlet i et forløb af aktiviteter i direkte forlængelse
af bygningerne langs det vestlige skel med vandhullet
som afslutning og recipient for den centrale
regnvandskanal, der binder aktiviteterne sammen. Et
spændende bud på inddragelse af friarealerne i skolens
undervisning, gennemtænkt med redskabsrum og
vandingsmuligheder samt lignende nødvendige praktiske
foranstaltninger. Desværre mangler der dokumentation
af, hvordan terrænspringet ind mod de
vestlige villahaver er tænkt løst, og hvordan det er løst
i den øvrige del af forslaget. Det er med til at reducere troværdigheden
af det ellers forbilledligt enkle og samtidig
indholdsmæssigt variationsrige og inspirerende forslag.
Munkebjergskolen
Munkebjergskolen i Odense er opført i 30’erne og ligger
i et udbygget villaområde. Den udgør med sine fire
etager og sin store idrætshal et volumenmæssigt tyngdepunkt
i kvarteret, som understreges af skolens meget
begrænsede og neutrale friarealer.
Det er nok få, der vil hævde, at Munkebjergskolens
omgivelser i dag er et smukt sted. De fleste vil synes, at
de er temmelig kedelige, og det er i sig selv en ganske
stor opgave at få noget fantasifuldt og varieret ud af
skolens begrænsede friarealer. En opgave, som de
forskellige projekter har løst i meget forskelligt omfang.
Ønskerne i konkurrenceprogrammet er mest brede
hensigtserklæringer om fremme af de forskellige
aldersgruppers motoriske evner, kreativitet og sociale
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
21

adfærd i spændende og fantasifulde omgivelser.
Friarealerne ønskes baseret på en byøkologisk grundtanke,
og der skal være mulighed for, at der ”i
forbindelse med natur og teknik kan foretages eksperimenter
i naturen.” Endelig bør der være frugttræer og
bærbuske, som eleverne kan bruge i hjemkundskab.
Der er ingen af projektforslagene, der anlægger
overordnede synspunkter på skolen i forhold til det
omgivende kvarter og de muligheder og begrænsninger
for friarealprojektet, der ligger heri. Alle projekter
koncentrerer sig om den bygningsmæssige
omformning af skolen og friarealernes udformning i
forhold hertil. Man kan sige, at skolens friarealer og
omgivelserne anskues indefra og ud - alene på skolens
præmisser og uden sigte på, hvad friarealerne kunne
betyde for det omgivende kvarters bybillede og
rekreative tilbud.
Alle projekter fastholder den eksisterende hoveddisposition
af friarealerne med den befæstede skolegård
mod vest og de mere grønne friarealer mod øst. Det
tematiseres i en distinktion mellem skolegården og
skolehaven eller mellem kulturen og naturen.
Samtidigt fastholder projekterne hovedtrækkene i den
eksisterende disponering af adgang og parkering.
Det mest overbevisende projekt med hensyn til integrering
af friarealerne i undervisningen er projekt
41412, der er udpeget som bedste forslag. Her samles
en række værkstedsfag, sløjd, billedkunst,
musik/drama, i lokaler ud mod skolegården, der kan
indgå som scene og byggefelt. Selvom den lidt
fortænkte drejning af denne “kulturflade” kan
diskuteres, vurderes den ændrede, aktive anvendelse af
den traditionelle skolegård at være en idé, der er værd
at efterfølge. (Se side 186) Andre projekter placerer på
lignende måde fagene billedkunst og natur/teknik mod
skolehavesiden, hvor de suppleres med direkte adgang
til henholdsvis værksteds- og huggegård samt økologisk
arbejdsplads og væksthus. Denne måde at inddrage
friarealerne aktivt i undervisningen på virker
umiddelbart mere stringent end projekter, hvor en del
af friarealet langs facaderne blot udlægges som en privat
sfære for respektive hjemmegrupper.
Det projekt, der er mest overbevisende med hensyn til
børnenes aldersbetingede behov, er “stjerneprojektet”,
11172, der ud mod den rolige skolegård placerer de to
yngste aldersklasser sammen med 10. klasse i separate
bygninger med egen have.(se side 189) Alderskombinationen
forekommer at være en fin idé, idet de ældste
børn vil være mindre “truende” for de små end de
mere fysisk aktive mellembørn. Samtidig vil de små
børn ikke være til gene for de store børns sociale
samvær, måske snarere tværtimod. I skolegården
foreslås et underliggende stjernebillede og et optegnet
modulnet, der kan være støttestruktur for de mindre
børns lege- og byggeaktivitet. Til mere vild leg
udlægges på skolehavesiden en grøn legeplads for 2.- 9.
klasse med græsbakker/levende hegn/jordhuler/
forhindringsbane. Her findes desuden en teater- og
danseplads, en opholdsterrasse, en multibane til boldspil
og førnævnte værkstedsplads samt en økologisk
arbejdsplads, der er afskærmet fra legebakkerne med
en tagvandssump. Det er således en aldersdifferentieret
udnyttelse af friarealerne, der afbalancerer den
motoriske udfoldelse med mere stille opholds- og
væresteder. Men det er også en tæt funktionsmæssig
udnyttelse af friarealerne. Spørgsmålet er, om græsbakkerne,
som kun dækker et areal på 20 m x 60 m kan
holde til sliddet fra de mange børn. Asfaltbakker ville
måske være et lige så godt og mere slidstærkt alternativ.
Hvad angår den undervisningsmæssige og udfoldelsesmæssige
udnyttelse af friarealerne, findes der således
ganske gode bud i det aktuelle projektmateriale. Hvad
angår det oplevelsesmæssige og sansemæssige, står det
derimod langt dårligere til. Arkitektonisk benytter projekterne
sig fortrinsvis af meget robuste elementer,
tydeligvis møntet på børnenes hårde slid på terræn og
beplantning i de størrelsesmæssigt meget begrænsede
friarealer. Det er fint i forhold til børnenes leg og
motoriske udfoldelse, men det tilgodeser i mindre grad
de sansemæssige oplevelser, som er mere bundet til en
dvælen på stedet: Rumoplevelse, farver, former og
dufte, flora og fauna. Det der kan sammenfattes i
begrebet havearkitektoniske kvaliteter.
Flere projekter griber til ren formalisme, og de færreste
gør sig klart, hvilken æstetisk oplevelse, de vil formidle.

Haven ligger som metafor bag næsten alle projekter,
men ingen projektforslag giver det et formmæssigt
udtryk i aktiviteter eller udformning. Der findes ikke
en staudehave, en rosenhave eller en hvilken som helst
anden del af vores havetradition, man kunne ønske at
gøre børnene bekendt med. Der forekommer heller
ikke skolehaver, hvor børnene konkret trænes i
havedyrkning, eller hvor de ønskede frugttræer og bærbuske
kan dyrkes. Betegnelsen “skolehave” hæftes i
stedet på en diminutiv forsøgshave i relation til
natur/teknik-undervisningen.
Det er formentlig bekymringen for sliddet og for store
pleje- og vedligeholdelsesudgifter ved egentlige
haveanlæg, der skræmmer. Men man får ingen haveog
sansemæssige oplevelser uden. En enkel delløsning,
der imødekommer behovet for sansemæssige
oplevelser, findes i vinderprojektet, 41412. (Se side
186) Her udlægges en fliseklædt terrasse, hvori der
udspares bede til blomster og urter. Bedene er enkle at
plante til og holde vedlige, de giver et havemæssigt
præg, og de kan sløjfes og flisedækkes igen, hvis de
ikke passes. Det er i tråd med den i programmet
ønskede fleksibilitet. Bedene bør dog nok afskærmes
eller hæves over terrasseniveau af hensyn til almindeligt
slid. Man må formode, at det er det samme
ønske om fleksibilitet, der har ligget til grund for også
projektets nordlige friareal med dets hele og halve
ellipser, men her er placering, skalaforhold og indhold
så skematisk og uigennemtænkt, at forslaget må
forkastes helt.
En så skematisk og ugennemtænkt friarealskitse må forkastes som grundlag for et projekt.
(Forslag 41412, Munkebjerg Skole)
Sammenfatning og konklusion
Som det fremgår af ovennævnte beskrivelse, er der
enkelte forslag eller idéer til friarealerne for hver af de
tre skoler, der positivt skiller sig ud fra de øvrige projekter.
I tråd med indholdet i projektprogrammerne
synes interessen for at bearbejde friarealerne at have
været mindst, hvor friarealerne er mindst, men
Munkebjergskolens “stjerneprojekt” viser, at der er
plads til både børn og fantasi på selv snævre friarealer,
når de udnyttes optimalt. Her - som også i de bedste
projekter fra de to andre skoler - eksemplificeres det,
at det er muligt at skabe udfordrende og varierede
børnefriarealer af høj kvalitet, som distancerer sig fra
eller spiller på en kontrast til det voksenæstetiske og
repræsentative.
Det er også i de bedste forslag skitseret, hvordan friarealerne
kan aktiveres som en integreret del af undervisningen,
men samtidig viser den stærke fokus på
skolernes IT-service, hvordan situationen i virkeligheden
ser ud. Det vil kræve stærkere lærerkræfter at
udnytte friarealerne i undervisningen end at udnytte
den centrale og centralt placerede IT-service. Det betyder,
som skitseret tidligere, at det er altafgørende for
brugsfrekvensen, at de udendørs undervisningstilbud
udformes og passes, så de fungerer lettest muligt. Er
man ikke parat til - også økonomisk - at gå fuldt ind for
at opretholde et sådant tilbud, skal man hellere spare
sig forsøget.
Det samme gælder skolefriarealerne generelt: Der skal
være balance imellem det anlæg, der satses på, og de
økonomiske midler, der skal til for bagefter at vedligeholde
det. Ér der ikke mulighed for over tid at
opretholde en sådan driftsindsats, er den eneste rigtige
mulighed at tilpasse anlægsambitionerne til driftsøkonomien,
uanset at anlægget derved bliver mindre
velfungerende eller mindre smukt end tænkt. Det er
faktisk sådan, at en stor procentdel af de midler, der i
skole- og andre regier bruges til nyanlæg, er spildte
investeringer på grund af manglende vedligeholdelse,
og netop en manglende vedligeholdelse sender dårlige
signaler til både skolens egne børn og omgivelserne.
Det er bekymrende, at dette forhold stort set ikke er
berørt i konkurrenceforslagene, uanset at mange
INDLEDNING SKOLENS RUM PÆDAGOGIKKEN TEKNIK OG LOVGIVNING PROCESSEN ARKITEKTUREN
23

forslag synes meget plejekrævende. Det får mange
gode idéer til at stå tilbage som urealistiske grønne
fantasier.
Et andet forhold i samme kategori er den manglende
kobling til de anlægsøkonomiske konsekvenser af friarealforslagene,
som ligger inden for projekternes
samlede, stramme rammer. Dommerkomitéen har ikke
haft bemærkninger hertil, men derimod til de samlede
økonomiske rammer, som byggerierne angiveligt har
haft svært ved at holde sig indenfor.
Det afstedkommer en velbegrundet frygt for, at de
projekter, der skal realiseres, får beskåret deres friarealanlæg
for at skaffe midler til byggeformål. Der skal
ikke herske tvivl om, at bygningerne som ramme for
hovedparten af undervisningen er skolens pædagogiske
hjerte og økonomiske fokus, men det medfører
ikke automatisk, at friarealerne kan behandles
mindre seriøst. I lyset af den indledningsvise beskrivelse
af friarealernes betydning for skolebørnenes
trivsel og fysiske og sociale udvikling, og afledt deraf
for undervisningen, må den fremadrettede konklusion
være, at skolefriarealerne er et mindre, men ikke mindre
væsentligt indsatsområde i bestræbelserne på at
tilpasse folkeskolen til fremtiden.
Der er i konkurrencematerialet spor af en nytænkning,
hvor den rungende asfaltskolegård, det repræsentative
institutionsanlæg og den bare, forblæste idrætsplads
omformuleres til multifunktionelle undervisnings- og
udfoldelsestilbud, hvor skolens friarealer bliver
skolens have og skolens eksperimentarium. Der er dog
lang vej igen, før der er tale om et paradigmeskift.
Konkurrencen har vist en stor usikkerhed over for
friarealopgaven, og den væsentligste konklusion af
konkurrencen er i den forbindelse, at den understreger
nødvendigheden af i højere grad at sætte fokus på
skolefriarealerne fremover.
i Sheat, L. and Beer, A. R.: Why improve our school grounds?
Univ. of Sheffield, 1991.
ii Rum Form Funktion i Folkeskolen.
Artikelsamling redigeret af Inge Mette Kirkeby. Undervisningsministeriet,
Byggedirektoratet og Kulturministeriet, 1998.
iii idem
iv Skolen - et fysisk landskab, et mentalt rum.
Artikelsamling redigeret af Inge Mette Kirkeby m.fl. Amtscentret for
Undervisning, Århus Amt, Arkitektskolen i Aarhus, Danmarks Lærerhøjskole,
Århusafdelingen, Århus Kommunale Skolevæsen, 1998.