Rapport: Du må ikke slå tiden ihjel - Bupl

bupl.dk

Rapport: Du må ikke slå tiden ihjel - Bupl

”DU MÅ IKKE

SLÅ TIDEN IHJEL”

Citat af barn i Rudersdal Kommune

EN TILSTANDSRAPPORT FRA

PÆDAGOGISK RÅD I

RUDERSDAL KOMMUNE

Nordsjælland


2

PÆDAGOGISK RÅD I RUDERSDAL KOMMUNE

Pædagogisk Råd er en del af et pædagogisk og fagligt udviklingsprojekt i BUPL Nordsjællands

regi.

‘Væksthus for pædagogiske råd’ har været ramme for udvikling af projektet. Det har fået støtte

af BUPL som et (blandt mange) bud på en strategi til styrkelse af professionen.

Denne rapport er et synligt resultat af Pædagogisk Råds arbejde gennem et år. Det er intentionen,

at rapporten kan være udgangspunkt for de diskussioner, de involverede pædagoger

gerne løbende vil præsentere for politikere, forældre og andre interessenter.

Rapporten er redigeret af faglig konsulent John Langford med bidrag fra de faglige konsulenter

Trine Nybo Andersen og Boris Kjærgaard – alle fra BUPL Nordsjælland. Kapitel 2.0 er skrevet af

journalist Line Siert på baggrund af interviews med deltagere i Pædagogisk Råd.

Dokumenter for hele projektet kan hentes på BUPL Nordsjællands hjemmeside

www.bupl.dk/nordsj

Materialer fra BUPLs arbejde med strategier for professionen kan hentes på BUPLs

hjemmeside www.bupl.dk


Det er med stor fornøjelse, at BUPL Nordsjælland udsender denne rapport på vegne af Pædagogisk

Råd i Rudersdal. Vi håber med rapporten at kunne bidrage til debatten om udviklingen af

børne- og ungeområdet i kommunen.

Borgmester Erik Fabrin har meget tidligt i Rudersdal-fusionen sagt til medierne, at den nye kommune

skulle være en mønsterkommune. Det er en udfordring for alle, og den har vi som fagforening

og som pædagoger ønsket at tage imod. Vi har

valgt at sammenfatte nogle råd i et pædagogisk perspektiv

for, hvorledes en mønsterkommune bør håndtere

de udfordringer, vi som professionelle kan se. Hvis

en kommune vil vise vejen, den begrunde sine valg

i seriøse, faglige vurderinger. Stadige bestræbelser på

hele tiden at forbedre sit arbejde som kommune

bygge på en systematisk og bevidst dialog med fagfolk.

Hvis det skal lykkes, så skal fagfolk og forvaltninger

hver især kunne producere det materiale, der giver

dialogen det bedste udgangspunkt. Det er lsætningen

for denne rapport, at den udtrykker et sådant udgangspunkt.

Om Pædagogisk Råd i Rudersdal Kommune kan der

kort fortælles, at det er bredt sammensat af pædagoger,

der er inviteret af BUPL Nordsjælland. Deltagerne

har undervejs gennem arbejdet i rådet haft mulighed for

at invitere kolleger med til møderne. Rådet er således

et åbent netværk, der faciliteres af BUPL Nordsjælland.

I faciliteringen af det lokale råds arbejde har det været

udgangspunktet, at lokale ressourcer udenfor pædagogernes

egen profession skulle deltage i arbejdet.

Men ligeledes at pædagogerne havde brug for et forum, hvor diskussioner om specifi kke problemstillinger

kunne ske på professionens egne betingelser. Derfor er det også pædagogernes

egne udsagn, der har dannet udgangspunktet for rapportens udvalgte temaer. Hovedbidraget til

rapporten er derfor artiklerne, der er skrevet på baggrund af interviews med deltagere i Pædagogisk

Råd. Det er praksisfortællinger, der giver et øjebliksbillede og indeholder en masse nyttig

viden for alle, der har andel i børns og unges liv.

Med ønsket om en god læselyst ser jeg frem til en debat om rapportens indhold og konklusioner.

Det er samtidig håbet, at vi også har skabt anledningen til videreudvikling af dialogen mellem pædagoger,

brugere, beslutningstagere og andre interessenter på det børne- og ungepolitiske felt.

Pernille Riis

Næstformand

BUPL Nordsjælland

3


4

INDHOLD

1.0 en analyse af den, der tales om ‘et godt børneliv’ på 5

2.0 artikler 6

2.1 Det professionelle er at favne det lille menneskes omsorgsbehov 6

2.2 Vi kan se alle kvaliteterne – hos hvert eneste barn 11

2.3 Der skal være en helhedstanke omkring barnet 16

3.0 kulturformidling, tradition og menneskelige værdier 20

4.0 børn skal udvikles til livet – ikke til erhvervslivet. 24

5.0 ensomhed, rodløshed og værditab – også en risiko i rudersdal 25

6.0 når forebyggelse blandt unge kræver noget særligt 26

7.0 sprog skabes gennem relationer i udfordrende pædagogiske miljøer 28

8.0 fællesskabets betydning for barnets identitet 30

9.0 det vigtige forældresamarbejde 31

10.0 rummelighed er noget vi skaber 33

11.0 samarbejde på tværs – hvorfor? 35

12.0 et godt liv for børn og unge i rudersdal kommune 37


1.0 EN ANALYSE AF MÅDEN, DER TALES OM

‘ET GODT BØRNELIV’ PÅ

Som start på arbejdet med Pædagogisk Råd i Rudersdal afholdt BUPL Nordsjælland en op-

startskonference for inviterede pædagoger. Her diskuterede deltagerne nogle af de børnepoliti-

ske spørgsl i Rudersdal Kommune.

For at udfordre klassiske forestillinger om børns eksistentielle spørgsl og vilkår startede

dagen med oplæg fra sognepræst Niels Grunnet. Senere bidrog formand for iværksætternet-

værket, Nicolai Seest, med synspunkter på børne- og ungeinstitutionernes bidrag til kompeten-

ceudvikling. Dagen sluttede med oplæg fra politiassistent Ib Hallbæck, der gav et billede af risici

for kommunens børn og unge.

På de efterfølgende møder har bl.a udviklingskonsulent i CVU Storkøbenhavn Peter Mikkel-

sen redegjort for udviklingen i diskussionerne om rummelighed og inklusion. Rudersdal Kommu-

nes politiske og administrative niveau har desuden været repræsenteret i rådets drøftelser om

ideer og tanker med børne- og ungepolitikken og forventningerne til pædagogers professionelle

bidrag.

Da Familie- og Arbejdslivskommissionen i 2007 beskæftigede sig med balancen mellem fritid

og arbejdsliv, fandt Pædagogisk Råd det nærliggende at arrangere et offentligt debatmøde om

konklusionerne i den rapport, som Socialforskningsinstituttet udarbejdede for kommissionen.

Tesen, som oplæg på aftenen bekræftede, var, at forældre i Rudersdal:

Typisk er tilfl yttere, som har brug for institutioner, der danner ramme om netværksdannelser

Typisk er akademikere

Typisk har job uden højeste arbejdstid

Tilhører den femtedel af landets befolkning, som Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport

viste, havde vanskeligt ved at skabe den rette balance mellem arbejdsliv og fritid.

Forældre, pædagoger og andre interessenter deltog aktivt i aftenens debat og bidrog med

god inspiration til det videre politiske arbejde i byråd og fagforening – og ikke mindst til pædago-

gernes professionelle arbejde.

Bidragydere til diskussionerne i Pædagogisk Råd har derudover blandt andre været børne-

og skole-udvalgsformand Jens Ive og Joan Bille Brahe fra Forældreforeningen i Rudersdal.

De følgende ‘rapporter’ fra institutionsområderne er blevet til på baggrund af interviews og

informationer fra pædagoger, der henholdsvis arbejder med børn i alderen 0 til 6 år, 6 til 18 år

samt med børn med særlige behov.

5


6

2.0 ARTIKLER

2.1 DET PROFESSIONELLE ER AT FAVNE DET LILLE

MENNESKES OMSORGSBEHOV

En rapport fra 0-6 års området

En god start på livet er at blive taget imod som den, man er; og at have friheden til at være

barn på sit eget alderstrin. Omsorg og nærvær i s og større fællesskaber med andre

børn og pædagoger, der sætter rammer, tager ansvar og holder løfter; det holder aldrig

op med at være moderne

Vi skal helt ned i grundsubstansen. Hvor s børn har friheden til at være det, de er. Ikke s

akademiske væsener, der skal forhandles med. Men s mennesker med behov for omsorg,

nærvær og udvikling. Den professionelle ydelse er at favne dette lille menneskes behov. Her skabes

det gode børneliv – også i Rudersdal Kommune. Det er det, vi bestræber os på. Det er det,

der er let og opgaven. Det er det, vi er uddannede til og kan – når blot forudsætningerne for

at løse denne vigtige opgave hele tiden er til stede.

Der stod en lille dreng foran en lukket dør; med bævende underlæbe og høj vandstand i øjnene.

Bag døren blev der leget, og det lød sjovt. Han vidste godt, at han havde både lov og ret til at

gå der ind og lege med. Men i det afgørende øjeblik havde modet forladt ham, og døren var en

uoverskuelig forhindring. Han blev set; og fi k den pædagogiske hjælp, han havde brug for netop

i det øjeblik.

At have øje for, hvad børnene har brug. Og at kunne se om bag de umiddelbare udtryk. Det

vi som pædagoger aldrig slippe. Vi skal sørge for nærværet i de s møder med børnene; sikre

at de bliver set, give os tid til at lytte, udfordre dem på deres niveau og støtte deres udvikling

videre frem.

Det sker fx ved at gå en tur med en ganske lille gruppe vuggestuebørn. Lytte til dem, svare og

fortælle. Eller det sker på en skovtur. Mens de lærer at klatre i træer, snitter pinde eller kigger på

myrer, så opstår snakken og det trygge fællesskab, hvor alle ses og høres.

Pædagoger, der har og giver tid – i overskuelige rammer, hvor alle ses og høres. Det er grundsubstansen

i det gode børneliv. Og det er grundsubstansen, der er væsentlig og den, pædagogerne

skal værne om.

Alle børn skal ses med glæde. Det, man selv husker fra sin tid i institution var jo netop den pædagog,

der gav lidt ekstra, havde overskud og blev glad, når man kom. Det er pædagogernes

job at se med glade øjne på barnet og skabe det samvær, der giver ’julelys’ i øjnene hos både

børn og voksne.

ET OMKRINGFARENDE TIGERDYR

Det gælder også det stadigt voksende antal af ’gråzonebørn’ eller ’bekymringsbørn’ – dem der


har brug for lidt mere end de andre. Også disse børn skal mødes som de er. Selvom han/hun

ske ødelægger de andres leg og opfører sig som ’et omkringfarende tigerdyr’. Det er så vigtigt,

at dette barn ikke opfatter sig selv som værende forkert. Vi som pædagoger konstatere,

at dette barn åbenbart ikke kan andet. Og så vi fi nde ud af, hvordan vi skal handle over for

netop dette barn og søge at lære det at agere mest hensigtsmæssigt for sig selv og fællesskabet

– eventuelt med en eller anden form for ekstra støtte. Men det er os, der som pædagoger

handle anderledes, så barnet får muligheden for at ændre adfærd.

Det er et gigantisk arbejde at holde disse børn inde i varmen. Men det er uhyre vigtigt for deres

selvopfattelse, at de hjælpes til at kunne blive i det sociale fællesskab, som de ellers let udstødes

fra, netop fordi de ofte ødelægger noget for de andre.

Normalitetsbegrebet bliver stadigt bredere. Institutionerne arbejder instinktivt med inklusion, men

alle skal have fordel af inklusionen; ellers giver den ingen mening. Det er en etisk udfordring at

sætte grænsen for normalitet, og hvis vi som pædagoger hele tiden skal inkludere, så kræver det

faglig supervision og hjælp til at se barnets behov fra fl ere vinkler. Og det kræver også en mere

profylaktisk tankegang og handlede, fordi den negative udvikling ofte går meget hurtigt hos

mange af gråzonebørnene.

Det kan absolut ikke løses godt nok uden de nødvendige økonomiske og tværfaglige ressourcer.

Pædagogerne kan bistå med viden om barnets trivsel, udvikling og samspil med andre,

når forholdene omkring barnet skal udredes med henblik på eventuelle foranstaltninger. Ofte er

det også en lettelse for forældrene, når vi går ind og tager et medansvar for et støttekrævende

barn.

EN BALANCE HAR RYKKET SIG

Samfundet har ændret sig, og dermed er der skabt nye forudsætninger for livet både hjemme

og i institutionerne. Tidligere havde børnene meget mere fri tid hjemme. Mere tid til bare at tøffe

rundt. Og forældrene havde mere tid til sig selv og deres børn. Nu kræver forældrene mere

’event’.

Der er en tendens til et lbart, evaluerbart projektsamfund, og det smitter af på institutionsverdenen,

hvor barnet bliver ’et projekt’ mere end det menneske, det har krav på at være. Vi vil

hellere sætte respekten og nærværet i højsædet, og bliver som pædagoger nødt til at kæmpe

for den sag.

Børnenes behov for voksenkontakt er også ændret. De sidder fx mere på skødet af pædagogerne,

og de har i højere grad brug for, at der hele tiden er voksne omkring dem. Forældrene

aktiverer deres børn en del i fritiden; vi søger at få børnene til at slappe mere af – med aktiviteter

på deres præmisser. Det er ikke pædagogens opgave hele tiden at have en plan, men at se på

børnenes vilkår og lægge op til deres selvforvaltning.

INSTITUTIONEN ER OGSÅ FORÆLDRENES FRISTED

Det er vores oplevelse, at børnene elsker deres fristed. Men institutionen er også ved at udvikle

sig til at være et fristed for forældre. Mange stopper op her om eftermiddagen og giver sig tid.

7


ÅBNINGSTIDER I

DAGINSTITUTIONER

I forbindelse med kommunalreformen

er der i

Rudersdal Kommune

sket en reducering af den

ugentlige åbningstid med

2,5 timer i daginstitutionerne

i Birkerød. Således er

åbningstiden reduceret fra

51,5 timer om ugen til 49

timer om ugen. (Undtaget

er dog 4 institutioner)

8

Institutionen er blevet et overgangssted mellem arbejdet og hjemmet, et frirum på vejen hjem,

hvor de kan sænke skuldrene, ssnakke, slå sig lidt ned, lege med børnene og snakke med

pædagogerne. Pædagogerne er værter, og ske ofte rollemodeller for forældrene, der tydeligt

nyder fællesskabet.

Det giver institutionen en ny rolle som ikke bare børnenes sted, men også forældrenes oase.

Og det stiller nogle nye krav og fordringer, dels til samarbejdet med forældrene, dels til hvad der

egentlig skal være plads til i institutionen. Fra politisk side lægges op til indskrænkede åbningstider

og effektivisering. Og det er jo paradoksalt, når forældrenes behov for institutionen som

fristed er i vækst. Meget tyder på, at det er den modsatte vej, der er den rigtige.

Ind imellem kan vi opleve en manglende respekt fra nogle forældres side. Det gælder langt fra

alle, men der, hvor vi møder det, kommer det nemt til at fylde meget. Pædagogerne kan imidlertid

selv gøre en indsats på dette område. Og søger også at gøre det. Gennem den daglige dialog

med forældrene, de s møder, der er båret af en lyst til at tale med hinanden. Ved at vise forældrene

interesse og tage deres perspektiv – uden at miste vores eget. Ved fortsat at gøre det, som

pædagoger er så gode til: nemlig at fortælle om alle de iagttagelser, vi gør os. Her skabes respekten

for fagligheden. Og vi får respekten, hvis alle føler sig rummet. Vi kommer til forældrene, hvis

der er noget, vi undrer os over. Og vi forventer det samme af forældrene.

Det er blandt andet også baggrunden for, at vi i nogle institutioner har valgt at holde forældremøder

for kun en stue ad gangen. Det giver forældrene bedre mulighed for at tale med hinanden,

dele erfaringer og blive ’kollegaforældre’. Og det giver en mulighed for at skabe en indbyrdes

forældresolidaritet.

STOR POLITISK BEVÅGENHED PÅ OMRÅDET

Der er meget godt at sige om Rudersdal Kommune på børne- og ungeområdet. Her er fortrinsvis

velfungerende børn og forældre med stort overskud; og på den de er det relativt ’nemt’ at

være pædagog i Kommunen. Her er pragtfulde omgivelser. Her er en mangfoldighed af institutionstilbud

og en relativt stor metodefrihed. Samtidig er der stor bevågenhed på området fra den

politiske og den forvaltningsmæssige side. Det har der i hvert fald været før Kommunesammenlægningen,

og pædagogerne håber naturligvis, det fortsætter. Endelig fi k fl ere pædagoger en

god efteruddannelse op gennem 90’erne. Det betyder, at der er meget at glæde sig over. Men

det betyder ikke, at der kun er noget at glæde sig over.

Vi ser også nye tendenser i retning af, at der fra Kommunens side tænkes pædagogik og pædagogiske

overvejelser, som vi ikke inddrages i eller spørges om, hvilket der ellers har været tradition

for. Politikerne er begyndt at sætte pædagogiske l – uden at det følges op med tilsvarende

ressourcer, og uden at forældrene orienteres fuldt ud. Det er dybt utilfredsstillende. Hertil kommer

en bekymring for, hvor længe de enkelte institutioner får lov at fortsætte som selvstændige

enheder. Den usikkerhed ved vi, vi deler med forældrene.

Det er som om, der på det politiske niveau kører et eksprestog – og på institutionsniveauet et

’bumletog’. Men barnet skal hele tiden være udgangspunktet, og forbindelsen mellem de to niveauer

aldrig glippe. Hver gang et nyt projekt søsættes fra politisk side, så glemmes alt det


andet, der også er i gang. Det er som om, det ignoreres, at der i forvejen udføres et godt stykke

arbejde. Vi får at vide, at vi skal udvikle os. Men det gør vi hele tiden.

Managementtanken kan ikke uden videre overføres på vores verden; selvom også vores verden

er og skal være i stadig forandring. Man skal kunne se forlet for børnene. Det er svært med

begejstring, hvis det er svært at se det overordnede forl. Det er så væsentligt, at man selv har

indfl ydelse på sin dagligdag og mulighed for personlig udvikling og engagement.

De nye tiltag, læreplaner, inklusion mv., er helt rigtige, og det er yderst positivt, at politikerne har

fået øjnene op for den kolossale læreproces, der foregår, når børnene er s. Men ofte foregår

det på et teoretisk plan, fordi det i hverdagen kan være vanskeligt at fi nde tiden til implementeringen.

Pædagogerne har et stort ønske om at magte det hele: Voksenpædagogikken over for forældrene;

tiden til refl eksion, som ikke bare hører til på et møde, men er en integreret del af hverdagen,

hvor man deler tanker med kolleger og forældre; tiden til at efter- og videreuddanne sig for både

assistenter og ledere, der får en stadigt voksende ledelsesopgave. Det er vigtigt, at ressourcerne

tilføres. For det er basis for, at pædagogerne nu også kan magte det. Fagligheden er nummer et;

men den kan kun blomstre, når ressourcerne er til stede.

FAGLIGHED – MED UDGANGSPUNKT I DET NÆRE

Børnenes ’faglighed’ er også kommet mere på den politiske agenda. Det er pædagogernes

opfattelse, at børnene ikke nødvendigvis bliver bedre skoleelever – eller mennesker – gennem

direkte faglig læring i børnehaven. Men de bliver mere parat til begge dele gennem helhed og en

positiv selvoplevelse. Og ved at være sammen med pædagoger, der tager ansvar, inspirerer og

yder nærvær. Fagligheden kommer ind ved, at vi tager udgangspunkt i det nære. Fx kan ugedagenes

navne inspirere til et tema om nordisk mytologi. Eller maden på bordet kan inspirere til et

tema om ’jord-til-bord’-begrebet og sundhed.

Det er også vigtigt ind imellem at have fokus på særlige oplevelser, særlig opmærksomhed, der

ligger uden for alt det, man plejer at gøre. Det giver en positiv oplevelse både for det enkelte barn

og for det sociale fællesskab – og er blandt det, barnet husker længe. Pædagogerne forvalter jo

samfundets guld.

VIDERE I LIVET MED EN POSITIV SELVOPFATTELSE

Det, pædagogerne ønsker – og som vi bestræber os på – at give børnene med i bagagen til

livet, er evnen til undren, begejstring, gå-på-mod og glæde ved livet. Evnen til at agere i vores

komplekse samfund. Vi søger at bidrage til et helstøbt barn, der oplever sig selv som unik – og

samtidig kender de sociale spilleregler mennesker imellem: et barn med selvrespekt og dermed

også evnen til at kunne respektere andre.

Børnene skal kunne gå videre i deres liv efter børnehaven med en positiv opfattelse af sig selv

og en kærlig forståelse af omverdenen. Det kræver, at man bliver mødt og taget imod, som den

man er, i sit liv i institutionen – og at man bliver støttet i at blive og være en del af både s og

større fællesskaber.

SOCIOØKONOMISKE

FORHOLD I

RUDERSDAL

Både Birkerød og Søllerød

var kommuner med en stor

andel veluddannede og

mennesker med en høj indkomst.

På landbasis har 5,5

% af befolkningen en lang

videregående uddannelse,

hvorimod tallet er 21 % i

Søllerød og 18 % i Birkerød.

Ligeledes er der langt fl ere

med høje indkomster i Rudersdal

Kommune. Således

har 8 % af den samlede

befolkning en årsindkomst

på 400.000 kr. eller derover,

hvorimod der i Søllerød er

27 % og i Birkerød 22 %

med en indkomst over de

400.000 kr.

I Rudersdal er antallet af

ledige lavere end i resten af

landet. På landsplan er 3,3

% af arbejdsstyrken ledig,

hvorimod tallet er 2,2 % i

Rudersdal

I Rudersdal Kommune

bor fl ere børn hos både

deres far og mor end det

er tilfælde på landsplan. På

landsplan bor 73 % af alle

børn hos både deres far og

mor, hvorimod tallet for Søllerød

er 78 % og Birkerød

77 %

Kilde: Danmarks statistik

9


10

Vores professionelle råd er at fokusere på barnets frihed til at være barn; på nærværet og omsorgen

fra voksne. Vi retter børnenes liv mod at kende sig selv, tro på sig selv, at være empatiske og

indgå i sociale fællesskaber uden at miste sig selv. Det skal ske sammen med pædagoger, der

tager ansvar, inspirerer – og holder deres løfter. Det er os, der sætter rammerne for livet i institutionerne

med udgangspunkt i vores tanker om et godt børneliv. Der er hele tiden et barn, der har

brug for vores hjælp til at tolke verden. At være sammen om noget er det vigtigste.


2.2 VI KAN SE ALLE KVALITETERNE – HOS HVERT ENESTE BARN

- En rapport fra skolefritidsordninger og klubber

Det er en vigtig pædagogisk opgave at hjælpe børnene til at disponere deres frie tid og

skabe sammenhæng i deres liv. Fra de mindste SFO-børn, der kræver meget omsorg

– til de store børn, der kræver, at pædagogerne åbner verden for dem. Vi er eksperterne

i dannelse og opdragelse af børn i fl ok og enkeltvis; og det er os, der sammen med forældrene

har den sociale og den opdragende rolle

Det kan opstå, mens man sidder og syr med en fl ok piger. Eller laver våben til rollespil med en anden

fl ok. Eller bare drikker te sammen i et hjørne. Pludselig siger et af børnene noget væsentligt.

Et andet barn griber den, og en debat er i gang. Den uformelle samtale med børn, der er trygge

ved de voksne. Her skiller vi os ud som pædagoger. Her kan vi noget, de andre ikke kan. Her

kan vi give børnene noget, de ikke får i sportsklubben, til klaverundervisningen, hjemme sammen

med au pair pigen, eller i skolen. Pædagoger er eksperter i dannelse og opdragelse af børn i fl ok

og enkeltvis. Og vi kan vurdere, at det, der virker overfor det ene barn eller børnegruppe, ske

skal gribes helt anderledes an i en anden gruppe.

I disse uformelle samtaler, som pædagoger er så gode til, udvikles de sociale kompetencer; her

sker den pædagogiske opdragelse. Blandt mange andre steder og situationer. Pædagoger tænker

– bevidst og ubevidst – i sociale kompetencer, og vi har hele tiden den sociale dimension med

os i samværet med børnene. Den sociale dimension, der skal gøre dem til gode samfundsborgere,

til gode kammerater. Og den proces stopper ikke, selvom børnene bliver større.

Det er en af kerneopgaverne. At være til stede. At være parate. Skaffe børnene det frirum, hvor

man bare kan sidde og snakke. Svare på spørgsl og være et tilbud i sig selv – ud fra hvad der

nu tte opstå af forskellige situationer og snak.

Enhver kan passe børn, siges det. Og det er jo rigtigt. Men ikke enhver kan være pædagog. Pædagoger

kan den kunst at have fokus på alle kvaliteterne hos hvert eneste barn, fordi vi har den

pædagogiske baggrund, der gør os i stand til at se et barn med potentialer.

De 6 til 10 årige børn:

DET BEDSTE OPSTÅR I SAMARBEJDET

Det er vanskeligt hvis ikke umuligt at undervise og drive socialpædagogik samtidigt. Derfor skal

SFO-pædagogerne fylde mere i skolens liv, så vi i samarbejde med lærerne – fra hver vores anskuelses-

og uddannelsesmæssige basis – kan skabe det bedste udviklingsmiljø. Der, hvor det

ligeværdige samarbejde fungerer, der går det helt klart bedst. Både børn og forældre kan i høj

grad se værdien af dette samarbejde. Og der er øget politisk fokus på det. Det opfatter vi som

yderst positivt.

Desværre fungerer det ikke altid. Men det er væsentligt og gavnligt der, hvor det fungerer. Vi skal

som SFO- pædagoger være mere skarpe på, hvad vi kan bidrage med af pædagogisk tænkning.

Det er kernen i vores fremtid. Hvis vi ikke er meget opmærksomme på dette område, så risikerer

vi at ende som lærermedhjælpere.

11


ÅBNINGSTIDER I SFO

I RUDERSDAL

Pga. øget timetal i skolen

er der 6,25 færre ugentlige

åbningstimer i SFO’en for

børn i BH-klassen.

På alle SFO’er i Birkerød

reduceres åbningstiden om

fredagen med 1 time, således

at SFO’en lukker kl. 16

og ikke kl. 17 som tidligere.

12

Lærerne har klart defi nerede opgaver og ret faste bindinger på grund af lovgivning mv. Pædagogerne

har nogle andre kompetencer, der kan bidrage til at gøre børnenes hverdag bedre. Vi

skal ikke være lærermedhjælpere, men i et samarbejde med lærerne defi nere læringsl og ikke

mindst metoder. Sammen kan vi nemlig gøre børnene i stand til at tilegne sig kompetencer af alle

slags. Vores sociale og opdragende rolle udøves bedst der, hvor mulighederne er mangfoldige.

MED I PLANLÆGNINGEN AF UNDERVISNINGEN

Det bedste ville være, hvis pædagogerne i de mindste klasser også var med i tilrettelæggelsen

af undervisningen. Det ville øge muligheden for at bidrage ligeværdigt. En anden mulighed kunne

være lovgivningsmæssigt at få sikret, at den pædagogiske del af barnets dag fyldte lige så meget

som skoletiden ved fx skole-hjem-samtaler. Her taler man typisk 95 pct. af tiden om undervisningen,

og hvordan barnet klarer sig her. Og så er der lige sat to minutter af til en hurtig snak om,

hvordan barnet fungerer resten af tiden. Som om der ingen sammenhæng var…

På længere sigt kunne man også forestille sig, at samarbejde mellem lærere og pædagoger indgik

i undervisningen på de respektive seminarier.

MERE FRITID I SKOLEDAGEN

Vi kan se, at udviklingen går i retning af en længere skoledag. Derfor kunne det være en mulighed

at tænke skoledagen anderledes. Skoletiden i Rudersdal Kommune er øget, og dermed er tiden

i SFO tilsvarende reduceret. Den tid, der er taget fra SFO’en, kunne med held bruges af pædagogerne

i løbet af skoledagen ved fx at dele skoledagen op på en anden de – med større

fritidsmoduler. Det er vigtigt, at fritidsmodulerne får et pædagogisk indhold og ikke bare bliver et

udvidet frikvarter. Det er lige så vigtigt at holde fri som at arbejde. Og det er her, udviklingen af de

vigtige sociale kompetencer sker.

En udvidet skoletid kan være udmærket, hvis der lægges fl ere pædagogiske aktiviteter ind i løbet

af dagen. På den de vil den længere skoletid heller ikke forstyrre muligheden for en selvstændig

fritid med pædagogisk indhold. Minimeres tiden i SFO, så er det også svært at fastholde kvalifi

cerede medarbejdere. Og bliver det bare til ’fri leg’, så degraderes værdien af det pædagogiske

arbejde – til skade for børnene.

Det er en vigtig pædagogisk opgave, at børnene lærer at disponere deres liv og frie tid og manøvrere

i de mange muligheder. Ellers risikerer vi at ende op med en generation, der kun kan

spille play station.

Samtidig er det også vigtigt at fastholde, at børnene ikke skal yderligere skemalægges. Det er

slemt nok, som det er. Børnene deltager i en mangfoldighed af styrede fritidstilbud. Det er af stor

betydning at kunne disponere over sin tid. Også for et barn.

DE FYSISKE RAMMER ER – OGSÅ – VIGTIGE

De fysiske rammer og indretningen af dem spiller en stor rolle for vores arbejde og børnenes

trivsel i Kommunen. Der bør være større skel mellem skoletid og fri tid; ligesom voksne foretrækker

nogenlunde klare linier mellem arbejde og fritid. Men vi anvender i vid udstrækning skolernes

rammer. Og man ’hygger sig’ ikke specielt i et klasselokale om eftermiddagen. Der bør være


selvstændige rammer, hvor det er muligt. Og et tilstrækkeligt antal kompetente voksne til at fylde

rammerne sammen med børnene. Som det er nu, er det vanskeligt at leve op til værdifulde kvalitetsl.

Det er også vanskeligt at indrette de samme lokaler til s og større børns meget forskellige

behov. De mindste SFO-børn kræver meget omsorg og leg. De større kræver, at pædagogerne

åbner verden for dem og har meget tid til at snakke. Og mange større børn holder op i SFO’en,

fordi der er for mange s. Og så overlades de større for meget til sig selv – i en alt for tidlig alder.

Samtidig vi bruge uforholdsmæssig meget tid på kontrol af, om børnene nu også er kommet

af sted til deres forskellige fritidstilbud. Der går meget nemt banegård i det…

BØRNENE ER EN DEL AF FORÆLDRENES KARRIERE

Rudersdal Kommune er præget af travle karriereforældre, der ubetinget vil deres børn alt det

bedste; fx give dem mulighederne for at gå til en række fritidstilbud. Men børnene lærer ikke

nødvendigvis at være i nuet og blive selvforvaltende. Det bliver så en af de pædagogiske hovedopgaver,

som vi søger at forvalte med de givne muligheder.

Arbejdet spiller en stor rolle i forældrenes liv. Pædagogerne spiller en stor rolle i børnenes liv. Så

behovet for samarbejde og dialog med forældrene vokser. Mange forældre er imidlertid mere

interesserede i samarbejde med skolen. Her ligger en udfordring for pædagogerne. Der er brug

for, at forældrene prioriterer den pædagogiske del højere. Og pædagogerne skal blive bedre til

at tydeliggøre hvorfor.

Og de større børn:

AT LÆRE DEM AT KENDE DERES EGNE GRÆNSER

Selvstændighed og selvforvaltning. At kunne manøvrere selv. Forvalte deres egen tid. Det er

kendetegnende for arbejdet med de større børn. Og for de mindste af de store, nemlig børnene

i 4.-5. klasse er det af afgørende værdi, at de lærer at blive mester i eget liv og kunne mærke

deres egne grænser i forhold til omverdenen. De møder så mange påvirkninger både fra jævnaldrende

og resten af verden. Og de skal kunne mærke, hvad der er ok for dem. Kammeraterne

er på dette tidspunkt det vigtigste i livet; og de er frygteligt påvirkelige. De går rundt i en forestillingsverden

om, hvad de andre gør; hvad der er ’det rigtige’. Og det er simpelthen så vigtigt for

dem at gøre ’det rigtige’. Denne alder er starten på at være ’stor’. Børnene skifter fra voksne til

jævnaldrende rollemodeller, og deres sårbarhed er voksende.

De er hele tiden via sms orienterede om, hvad alle de andre har gang i; for det er forfærdeligt vigtigt

for dem ikke at gå glip af noget. Netværket er alt – og netværket er i dag mobilt og uoverskueligt,

så det enkelte barns referencegruppe er overvældende stor, samtidig med at tingene sker

meget hurtigt – og uden ’voksenfi lter’. Pædagogerne har ikke på samme de som før et ’automatisk’

indblik i børnenes verden, fordi en stor del af deres verden udspiller sig via sms’en. Derfor

skal vi som pædagoger formidle en anden form for dialog mellem børnene, lære dem at være til

stede i nuet og være deres guider til virkeligheden. Vi kan ikke ændre omstændighederne; men

vi kan hjælpe dem med at styre dem og hjælpe dem med at danne deres egen virkelighed, lære

dem at tænke sig om og danne deres egne meninger. Pædagogerne skal være orienterende om

verden. Børnene vil ikke ’passes’ – men de vil have, at vi er til rådighed.

13


14

KØNSFORSKELLENE BLIVER TYDELIGERE

Pigerne har brug for at vende problemer, tale om skilsmisser, om hvordan livet leves i andre familie,

om konfl ikter med vennerne. De undrer sig mere og har et stort behov for kontakt. Nogle har

behov for at være stjerne i fl okken; andre for absolut ikke at være det. Drengene leger mere. De

udforsker reglerne på deres egen de og har fx langt fl ere tydelige magtkampe.

Det gælder også de lidt større børn på 6. og 7. klassetrin. De er prægede af længere skoledage

og fl ere lektier, og de vil i den grad ikke have ’pasning’, men en fritid med interesser, der først og

fremmest går ud på at hænge ud med vennerne.

Også de har et voksende behov for at vende store og s spørgsl med de voksne og et fortsat

behov for nærhed. Problemerne handler om kærlighedslivet, sex, vennerne og voksenlivet

i det hele taget. Men det kan også handle om de mere alvorlige sider af livet som kriminalitet,

spiseforstyrrelser og livskriser. Derfor er det så uhyre vigtigt, at der er kompetente voksne omkring

dem – med den nødvendige pædagogiske ballast og repræsenterende fl ere aldersgrupper.

Pædagogerne har den professionelle distance; det voksne med- og modspil uden at være for

kammeratlige. Vi kan give dem kvalitativ rådgivning. Deres forældre ifølge sagens natur sætte

normer og regler for børnene. Børnene søger voksne, de kan spørge til råds, diskutere med og

lytte til – uden andre bindinger end gensidig respekt og en ordentlig tone.

KVALIFICERET VOKSENKONTAKT

Kvalifi ceret voksenkontakt. Det søger de allerstørste også; og det kan pædagogerne give dem.

De store i 8. og 9. klasse står på tærsklen til et voksenliv – men uden erfaringer. De er også til fest

og farver; til aktiviteter og til at hænge ud med vennerne. De søger et værested, hvor de bliver

accepteret, som de er. Pædagogerne kan give dem det frirum. Vi kan tale med dem og de med

os. Vi repræsenterer ikke en autoritet og griber ikke forstyrrende ind i deres liv. Vi er til rådighed,

og de kan vælge os til og fra efter behov. Desværre har vi for lidt kontakt med en del af dem, som

vi kun ser sporadisk.

Problemerne kan opstå, når pædagogerne ikke er der. Klubberne er jo lukket en stor del af sommeren,

og så er der stort set ingen tilbud for de unge i Kommunen – med de negative konsekvenser

det kan få. Så bruger de asfalten og stranden. Men hvorfor ikke være til rådighed, der

hvor de unge er. Fx med en skurvogn e.l.; med en gademedarbejder; med ’førstehjælp’ til ethvert

behov. Det kræver en ny tankegang, nemlig at klubvirksomhed ikke behøver at være bundet til

en matrikel. Men det ville betyde, at pædagogerne og de unge så hinanden mere.

VISIONEN: KLUBBEN – MED PLADS TIL ALLE

Et andet dilemma er rummeligheden. Kommer der for mange af de ’skæve, utilpassede’ unge i

klubben, så forsvinder de mere ’normale’. For os er visionen den rummelige klub, der skaber et

fritidsmiljø med plads til alle og med dækning af alles behov. Det kræver plads og ressourcer, og

Kommunen er nødt til at vælge, hvor den vil satse.

Vi anbefaler en satsning, der dækker alle behov; en fast matrikel suppleret med en opsøgende

funktion. Og et samarbejde med de unge, der gør dem medansvarlige og sikrer dem medejerskab

– uden servicering.


FORÆLDRENE GERNE MERE PÅ BANEN

For de større børn gør det sig gældende, at vi ikke ser så meget til deres forældre. I øvrigt synes

børnene også, det er pinligt, hvis forældrene blander sig for meget i deres fritidsliv.

Men det kan betyde, at de er meget overladt til sig selv. Det ville være positivt, hvis forældrene

fx var med til at sætte nogle fl ere grænser. Ikke at de skal ånde deres store børn i nakken, men

fx ved at være normsættere for alkohol, hvilke fi lm og pc-spil, de unge se og bruge etc. Det

ville gøre det nemmere for alle parter.

Familien som konstruktion er ikke så nødvendig mere; kun som fi nansieringskilde til de unges

forbrug. Derfor kommer pædagogerne til at spille en større rolle, og vi har en viden, som vi meget

gerne vil dele med forældrene; og vi er overbevist om, at ønsket går begge veje. Pædagogerne

kan være bærere af de overordnede betragtninger. Vi har mulighederne. Vi bruger dem også,

men vil meget gerne invitere forældrene til et endnu tættere samarbejde om deres mindre og

større børns vigtige fritidsliv.

15


16

2.3 DER SKAL VÆRE EN HELHEDSTANKE OMKRING BARNET

- En rapport fra arbejdet med børn med særlige behov

Det enkelte barns livskvalitet skal være afgørende for det tilbud, Kommunen giver barnet

med særlige behov. Derfor skal de bevilgende myndigheder tage udgangspunkt i det enkelte

barn og lrette tilbuddet i harmoni med barnets behov – i dialog med de professionelle

og barnets forældre

I børnehaven var han næsten ’mandsopdækket’. Diagnosen var Asperger. Han kom i omsorgsklassen,

og her skete de afgørende forskelle for ham gennem pædagogernes systematiske arbejde

med hele den sociale, udadrettede del af hans liv og færden. I en periode var han i ’praktik’

i normalklasserne. Først sammen med en pædagog fra omsorgsklassen; siden alene. Nu skal

han starte i en normalklasse uden støtte i undervisningstiden, men med lidt ekstra støtte i frikvartererne.

Det er historien om en succes. En anden lyder som følger: En anden dreng, diagnosticeret og

medicineret for ADHD. Er efter en periode i omsorgsklassen kommet på specialskole; og er jublende

glad for at være der.

To historier. To forskellige slutninger. Men fælles for dem begge er, at slutningen er ’lykkelig’.

Fordi den samme ’slutning’ ikke nødvendigvis er den rigtige for alle. Sandsynligvis er den det

langt fra.

Rummelighed. Inklusion. Det er nogle af fremtidens nøgleord for børn med særlige behov. De

skal i stigende grad kunne rummes og inkluderes i normale institutioner. Det er indiskutabelt,

at de mange forskellige specialtilbud og specielle tiltag er dyre. Inklusion af børn med særlige

behov i normalinstitutionerne vil således udgøre en besparelse for den enkelte Kommune. Men

økonomisk gevinst under ingen omstændigheder være et l i sig selv. Det er håbet, at der

er politisk forståelse for dette.

Der ikke gå økonomi i det. Det er skrækscenariet – og den store bekymring – blandt os professionelle,

der arbejder med børn med særlige behov. Yderligere aktualiseret af den netop gennemførte

kommunalreform, der blandt andet betyder, at Kommunerne fremover skal varetage en

række opgaver på dette område, der tidligere har været varetaget af forskellige institutioner og

tiltag, der har sorteret under de nedlagte amter.

Rummelighedstanken er altovervejende positiv. Men der vil fortsat være børn, der ikke kan eller

skal rummes i den normale institutions dagligdag. Og dem skal der også fortsat være plads og

økonomi til i det tilbud, der passer bedst til hvert enkelt af disse børn.

Hvis børnene skal inkluderes, så kræver det en indsats fra en række professionelle voksne; og

et godt samarbejde med forældrene. Det gælder i øvrigt også, hvis inklusion ikke er svaret, men

der skal fi ndes en anden god løsning. Børnene kan nemlig ikke selv. Beslutninger omkring barnet

skal tages ud fra, at alle relevante ’øjne’ på tværs af faggrænser har set barnet og lyttet til barnet

og forældrene.


Børnene skal ikke laves om for at passe ind i en speciel normal skabelon. Men normalitetsbegrebet

skal have så elastiske rammer, at det kan rumme fl ere børn med særlige behov. Dog vil der

altid være en grænse.

Det altafgørende parameter for, hvilket tilbud barnet med særlige behov skal have, skal tage udgangspunkt

i barnets egen livskvalitet. De bevilgende myndigheder, Kommunen, skal derfor tage

udgangspunkt i det enkelte barn og lrette tilbuddet i harmoni med barnets behov – i dialog

med de professionelle og barnets forældre. Og de professionelle er pædagoger, støttepædagoger,

lærere, psykologer, terapeuter mv. I dag er det forældrene, psykologen og forvaltningen, der

har det afgørende og afsluttende ord, mens de øvrige instanser høres. Men sådan behøver det

jo ikke kun at være.

BØRNENES TARV – OG FORÆLDRENES

Der kan være fl ere dilemmaer omkring, hvad der er den ’rigtige’ løsning. Vi kan som pædagoger

opleve, at forældrene ikke nødvendigvis – og naturligt nok – tænker på samme de, som vi

gør, og ikke vælger den løsning, vi havde fundet rigtig. Omvendt oplever vi også, at forældre har

fundet den helt rigtige løsning, men at systemet ikke giver mulighed for at gennemføre løsningen.

Det giver en professionel frustration, når vi kan se, at valget af løsning ikke er helt i overensstemmelse

med barnets tarv.

Det er klart, at jo bedre samarbejdet med forældrene er, jo mere positivt et forløb får barnet. Men

alle skal helst trække i samme retning. Og der kan opstå dilemmaer. Forældrene skal ofte igennem

en lang proces, før de kan erkende, at deres barn er anderledes og har specielle behov. Og

i den erkendelsesperiode kan der nå at ske meget uhensigtsmæssigt for barnet.

Flere forældre i Kommunen vælger at købe sig til private løsninger som fx lilleskoler eller andre

former for private skoler, som på denne de kan udvikle sig til at blive specialskoler for børn

med en eller anden form for problemer. De gør det, fordi ’systemet’ kan være langsommeligt.

Men det er ikke nødvendigvis en holdbar løsning.

VI MÅ IKKE SPILDE BØRNENES TID

Samtidig er forældrenes erkendelsesperiode ofte langvarig. Det kan og skal næppe være anderledes.

Her efterlyser vi som pædagoger andre professionelle, der tager mere hånd om forældrene

til de anderledes børn, hjælper dem med erkendelsesprocessen og guider dem igennem

den. De skal indpasse sig i en helt ny forståelsesramme, og det er ikke altid gjort med en samtale

eller to. Fx kan det være en livslang proces at erkende og forholde sig til et liv med et handicappet

barn.

Den tålmodighed skal pædagogerne også have. Men det er ofte i den indledende fase, når barnets

problemer er opstået og tydelige, at den første indsats skal ske. På den de spilder vi for

mange børns tid. Og tid er afgørende i den fase, hvor de rigtige løsninger skal fi ndes. Der mangler

tilbud til forældrene. Der er ikke tilstrækkelige ressourcer til at tage sig af deres sorg og krise. Og

det er svært at yde hjælp, før forældrene er klar.

Her kunne vi godt efterlyse en skarpere profi l fra forvaltningens side. Dels til at få forældrene på

17


18

banen så hurtigt som muligt. Dels til at klargøre, hvilke muligheder der reelt er at vælge imellem

for det enkelte barn og forældrene. Det er jo ikke sådan, at der er frit valg på alle hylder. Kommunens

psykolog råder over nogle tilbud – men de er ikke ubegrænsede. Det ville være mere ærligt,

hvis forvaltningen klart meldte ud hvilke tilbud og hvilke økonomiske midler, der er til rådighed.

BØRNS EGEN RUMMELIGHED

Så længe børnene er s, er de som regel gode til at inkludere hinanden. S børn er generelt

mere rummelige og tolerante end større børn. De synes, det er spændende med nogen, der er

lidt anderledes, og de er meget omsorgsfulde. Når de bliver ældre og kommer i skole, mister de

noget af uskylden. De bliver mere bevidste og opmærksomme på alt, der er anderledes. Derfor

kan man ofte allerede tidligt i et skoleforløb se, om hverdagen kan fungere for det ’anderledes’

barn. Hvis et barn eksempelvis har en anderledes kontaktform; det kan være, at barnet vil røre

ved de andre, pille ved dem, ske slå eller kysse dem – så accepteres det ikke af de andre.

Barnet vælges fra. Og kan mærke det. Ofte er det som olie og vand. Børnene vil simpelthen ikke

blandes; de udskiller – og de voksne er nødt til at lave håndplukkede legegrupper e.l., hvilket i sig

selv kan være med til at stigmatisere barnet yderligere.

Det er som oftest en svær erkendelse for barnet ikke at høre til, ikke ’at være god nok’. Og ofte

kan løsningen være at fi nde et specialtilbud til barnet. Hvor det kan genvinde sin selvtillid og

ske oven i købet være blandt de mere velfungerende. Men der er også eksempler på det

modsatte. På børn, der havde en meget alternativ adfærd, kom i en specialklasse og mistrivedes

voldsomt der, fordi de andre børn i klassen i dette barns optik var alt for ’anderledes’. Fx en dreng

med diagnosen Asperger, der efter at have fået støtte føler sig langt bedre inkluderet i et normalmiljø.

Det kan godt være, de andre børn synes, han er lidt ’nørdet’. Men hans egen oplevelse er,

at han omsider hører til og er en del af et fællesskab.

Alfa og omega være: Hvordan trives barnet – der hvor det er. Og det skal altid være bedst

muligt. Glæde og trivsel er en forudsætning for at kunne komme videre.

Et andet kardinalpunkt er, at ’systemet’ kommer hurtigt på banen. At der ikke går for lang tid,

hvor et barn ikke har det godt nok, der hvor det er.

EN MANGFOLDIGHED AF TILBUD – TAK

Der er mange gode tilbud i Kommunen. Generelt er situationen på området bestemt ikke ringe i

Rudersdal Kommune. Men skruen strammes. Der er et stadig voksende antal henvendelser om

børn med særlige behov, og ressourcerne vokser ikke i samme takt.

Spektret af disse børn med særlige behov er uhyre bredt. Det dækker fx børn med fysiske handicaps,

psykisk udviklingshæmmede, sproglige vanskeligheder, fl ygtningebørn, autister, ADHD,

Asperger, psykisksociale vanskeligheder. Fælles for dem er, at de ikke uden videre kan integreres

i en normal daginstitutions eller skoleklasses hverdag. De kræver en speciel indsats af en eller

anden art.

Der er en række forskellige tiltag, der kunne gøre hverdagen nemmere og ikke mindst højne kvaliteten

for voksne og børn – uanset om sidstnævnte skal rummes i den normale dagligdag eller i

et specielt tilbud. Det, der gør det svært lige nu, er primært dårlige normeringer.


Så selvom Rudersdal Kommune har mange gode tilbud, er der bare ikke nok. Der mangler en

mangfoldighed, der kan modsvare mangfoldigheden af problemer. Det kan være ’familieværksteder’,

hvor professionelle kan udarbejde skræddersyede tilbud til den enkelte familie. S ’øer’,

hvor hele familien udredes, og hvor man arbejder med familien som en helhed og ikke kun med

barnet. Det kan være skoletilbud, der involverer forældrene, som i andre af regionens Kommuner,

hvor der er forsøg med ’forældreklasser’. Her arbejder lærere, børn, forældre og eventuelt

pædagoger sammen om at løse barnets problemer med psykologer som ’guider’. Det kan være

professionelle, der kommer ud i institutionen og skolen og yder råd og vejledning til lærere og

pædagoger. Det kan være en større systematik, så man undgår fornemmelsen af, at meget er

præget af tilfældighed. Og det kan frem for alt være mere uddannelse til dem, der står med den

daglige opgave.

For nogle børn kan særlig støtte fra en voksen i timerne eller frikvartererne være en hjælp, mens

det for andre kan virke modsat. En støttepædagog kan også bidrage til at stigmatisere barnet.

Og det er ske ikke den hjælp, barnet har brug for. Men læreren kan heller ikke klare det alene.

Her kunne løsningen være et to-lærer-team, der kan støtte hinanden. Og hvor den ene ske

kan gå fra, uden at det går ud over resten af klassen.

Hvis børn med særlige behov skal inkluderes i normalklasser, vil det være nødvendigt, at der er

voksne sammen med børnene – tæt på dem – også i frikvartererne. I dag fungerer det helt ned

i børnehaveklassen ofte sådan, at læreren er to gange 45 minutter i klassen og så forlader den.

Så bryder Ragnarok ofte løs for de børn, der har det svært. Hvis fl ere vanskelige børn skal rummes,

så er her et eksempel på, at ændringer er nødvendige. Det kan være at ændre nogle rutiner,

at øge antallet af gårdvagter og primært at efteruddanne pædagoger og lærere sammen med

inklusion som fælles l.

FÆLLES UDDANNELSE AF LÆRERE OG PÆDAGOGER

Hvis pædagoger og lærere skal lære at rumme og inkludere disse børn – og dermed også lære

at tænke anderledes, end de er vant til, så skal de uddannes til opgaven. Det er derfor håbet,

at en af de positive følgevirkninger af kommunalreformen vil være en bedre økonomi og dermed

fl ere muligheder for både børnene og de voksne omkring dem. Med i dette billede hører også, at

pædagoger og lærere på grund af deres forskellige uddannelsesbaggrund også tænker meget

forskelligt. Fælles uddannelse i at varetage det voksende antal af børn med specielle behov vil

derfor være ikke bare et gode men en nødvendighed.

Det er ikke nok at bruge de fi ne ord. Der skal være holdninger og tilbud bag dem.

At være ensom, udstødt af fællesskabet og venneløs. Det er det værste, der kan overgå et barn.

De børn ser pædagogerne, og vi bør med alle midler modvirke det. Men alle relevante skal være

med i processen; ikke mindst forældrene.

19


1) NICHD Early Child Care Research

Network, Child Care and

Child Development. New York/London:

The Guildford Press 2005

20

3.0 KULTURFORMIDLING, TRADITION OG

MENNESKELIGE VÆRDIER

– pædagoger som samfundsbærende kraft.

Pædagogerne har igennem tiden stadfæstet sig stadigt stærkere som en velfærdsprofession

af betydning. Behovet for at blande sig konkret i børnepolitiske prioriteringer er samtidigt blevet

vigtigere og vigtigere.

I den moderne verdens rodløshed er der brug for institutioner, hvor barnets egen værdi har fæste.

Der er brug for et sted, hvor barnet møder mangfoldigheden, værdierne og respekten. Vel at

mærke i øjenhøjde og med professionelle pædagogers evne til i praksis at opretholde respekten

for barnet selv.

Vi mærker nok alle, hvordan livsværdier er under forandring i det daglige. Globalisering er ikke

længere noget, der kun foregår mellem nationer. Verden er blevet så lille, at vi skal kunne rumme

hensynet til mangfoldigheden i det daglige. Det er derfor væsentligt, at vi kender til vore egne

værdier, og at vi kan rumme andres. Det er vigtigt, at vi alle besidder evnen til empati og refl eksion.

Derfor er børne- og ungeinstitutionen en væsentlig og samfundsbærende kraft i udviklingen

af det moderne og globale menneske.

Det er her kulturformidlingen, traditionerne og menneskelige værdier gives videre. Det er her forståelsen

for respektfulde relationer opbygges. Det er ikke kun en privat sag for familien. Det er

også et samfundsmæssigt ansvar.

Det samfundsmæssige ansvar viser sig ikke kun i interessen for børne- og ungeinstitutionerne

som samfundsbærende. Andre samfundsinstitutioner oplever samme interesse. Kirkelige institutioner

i Rudersdal Kommune kan fx. registrere en stærkere interesse fra borgerne i søgningen

efter moralske og eksistentielle svar.

Der er i det hele taget brug for steder, hvor der er ressourcer til at give svar på store spørgsl

i livet.

Ressourcer er både viden, rammer og betingelser. Og disse ressourcer skal være tilstede, dér

hvor barnet, den unge og familien møder op med sine spørgsl. Det er ikke alle ressourcer, der

kan stilles op på en brøk og give gode tal på bundlinjen i kortsigtede regnskaber. Investeringer i

gode rammer for børneliv i Rudersdal er langsigtede og vanskelige at lave præcise cost-benefi t

analyser på. Men værdien af disse investeringer bør der ikke herske tvivl om længere. Der vil kunne

føres tilstrækkeligt forskningsmæssigt belæg for, at samfundet netop investerer i børne- og

ungeinstitutionerne som en væsentlig ramme for børn og unges liv og opvækst. Ansvaret for, at

disse prioriteringer sker, er mere end nogensinde et politisk spørgsl – og effekten af en sådan

investeringsstrategi vil kunne afl æses konkret i den enkelte families situation.

En amerikansk undersøgelse fra 2005 1 har i et storstilet forskningsprojekt stadfæstet, at kvalitet,

kvantitet og typen af omsorg leverer klare og uafhængige bidrag til børns udvikling. Der har i

kølvandet på denne amerikanske undersøgelse været rejst megen tvivl om, hvorvidt udenlandske

forskningsresultater kan overføres til danske forhold, men alligevel vi konkludere, at meget


tyder på, at vi ville nå samme resultater i Danmark. Undersøgelsen konkluderer blandt andet at:

Der er signifi kant færre adfærdsproblemer jo højere personalenormeringen er

De normeringsmæssige betingelser har en signifi kant sammenhæng med graden af

sprogforståelse og social udvikling hos 3-årige

Personalets tid (barn-voksen ratio) til indlevelse, støtte, hjælp, samtale og positiv stemning

er parametre for lt omsorgskvalitet og viser en signifi kant forskel fra dårligst normerede

til bedst normerede

Samme parameter kan anvendes i lingen af udviklingsforskelle i børns tænkning og

sociale kompetencer

Personalets uddannelsesniveau kan påvises ligeledes at have stor betydning for

børns udvikling

Børn oplever mere ‘sensitiv opmærksomhed’ når: barn-voksen ratioen er lav, personalet

er uddannet, personalet er ‘mindre autoritært’

Det fysiske miljø er sikkert og udfordrende for læring

Børnene er i mindre grupper

Samlet set kan det konstateres, at dette enestående forskningsbidrag dokumenterer den indbyrdes

sammenhæng mellem de rammebetingelser, som politikere i Rudersdal Kommune har

ansvaret for, og den faglige opgave de professionelle pædagoger skal løse.

For at få en indikation af, hvordan personalenormeringen er i Rudersdal Kommune, viser de følgende

tabeller antallet af børn pr. ansat i Rudersdal Kommune. De nyeste tal på området er fra

2006, og derfor er antal børn pr. ansat angivet for henholdsvis Birkerød og Søllerød. Tallene fra

Birkerød og Søllerød er sammenholdt med tal fra Rudersdals nabokommuner samt en samlet

opgørelse for hele landet. Tallene er nøgletal fra Danmarks Statistik og skal tages som indikationer

på, hvordan personalenormeringen er i de enkelte kommuner 2 .

Antal børn pr. ansat 2006 4

Børnehave 2006

1 Værløse 5,2

2 Lyngby-Taarbæk 5,4

3 Allerød 5,5

4 Hele landet 5,7

5 Birkerød 5,8

6 Søllerød 5,9

7 Gentofte 6,1

8 Farum 6,6

9 Hørsholm 7,2

Kilde: Danmarks statistik 3

Antal børn pr. ansat 2006

Vuggestue 2006

1 Farum 2,5

2 Allerød 2,6

3 Hele landet 2,8

4 Lyngby-Taarbæk 2,8

5 Gentofte 2,9

6 Værløse 2,9

7 Hørsholm 2,9

8 Birkerød 3,3

9 Søllerød 3,3

Kilde: Danmarks statistik 3

Antal børn pr. ansat 2006

SFO, folkeskole 2006

1 Farum (1) 10,4

2 Værløse (1) 10,6

3 Lyngby-Taarbæk 12,2

4 Allerød 12,3

5 Hele landet 13,1

6 Søllerød 14,7

7 Gentofte 15,7

8 Hørsholm 16,0

9 Birkerød 19,2

Kilde: Danmarks statistik 3

(1) I Farum og Værløse er der ikke SFO,

men fritidshjem.

2) Da tallene er generelle nøgletal,

de tages med et vist forbehold,

og skal alene ses som en indikation

på personalenormeringen i de enkelte

Kommuner. Samtidig skal det

fremhæves, at tallene fra 2006 skal

tages med et særligt forbehold, idet

der i forbindelse med kommunalreformen

har været nogle vanskeligheder

med Kommunernes indberetninger.

Hovedparten af oplysningerne

om personalet i daginstitutioner

mv. bygger på lønsystemerne. I

forbindelse med kommunalreformen

var en række Kommuner allerede i

slutningen af 2006 ved at omlægge

deres lønsystemer. Det medførte,

at det for 2006 i lang række tilfælde

ikke har været muligt at foretage en

korrekt opgørelse af personalet. I

sådanne tilfælde er 2005-tal reguleret

for ændret børnetal benyttet. I

andre tilfælde er rene gennemsnitstal

for en institution af samme type

benyttet. Samlet er personaletallene

for 2006 derfor præget af en del

usikkerhed.

21


3) Kilde: Danmarks statistik: PAS2:

Institutioner, pladser, indskrevne

børn og personale i pasningstilbud

mv. efter område og foranstaltning.

(2004-2006)

4) Antal børn er et udtryk for antallet

indskrevne børn og ikke antal

pladser. Personalet omfatter alle,

der afl ønnes på den pågældende

institution – dvs. at fx vikarer også er

medtalt, mens omvendt midlertidigt

ledige stillinger ikke indgår. Tallet

opgøres en uge i efteråret.

5) For at tage hensyn til andelen

af henholdsvis vuggestuebørn og

børnehavebørn i de aldersintegrerede

institutioner er antallet er børn

pr. ansat omregnet til antal enheder

pr. ansat. I den overvejende del af

Kommunerne i Nordsjælland tæller

vuggestuebørn to enheder og børnehavebørn

1 enhed, hvilket derfor

ligger til grund for den, antallet af

enheder er beregnet i nærværende

tabel. Beregningsgrundlaget herfor

er en oversigt over aldersfordelingen

i aldersintegrerede institutioner:

Danmarks statistik; PAS1: Indskrevne

i daginstitution,dagpleje og

skolefritidsordninger efter område,

foranstaltning og alder (2004-2006).

22

Antal børn pr. ansat og antal enheder 5 pr. ansat 2006

Integrerede Antal børn Antal enheder

institutioner pr. voksen pr. voksen

2006 2006

1 Gentofte 4,1 5,5

2 Værløse 4,7 6,2

3 Lyngby-Taarbæk 4,5 6,2

4 Farum 4,8 6,3

5 Hørsholm 4,5 6,5

6 Hele landet 4,7 6,5

7 Birkerød 4,6 6,6

8 Søllerød 4,7 6,6

9 Allerød 5,0 7,0

Kilde: Danmarks statistik 3

Som den amerikanske undersøgelse peger på, er det ikke kun personalenormeringen, der har

betydning for børns udvikling; også personalets uddannelsesniveau kan påvises at have stor

betydning for børns udvikling. Det er derfor relevant at rette opmærksomhed mod andelen af

uddannede pædagoger og andelen af pædagogmedhjælpere. I nedenstående tabel ses det, at

andelen af pædagoger er næsten 10 % lavere i Rudersdal end på landsplan. Ligeledes er der

færre pædagoger ansat i Rudersdal end i nabokommunerne.

Kommuner Personalefordeling 2007

BUPL PMF

Lyngby-Tårbæk 65,4 34,6

Hele landet 62,8 37,2

Gentofte 57,3 42,7

Furesø 55,3 44,7

Allerød 55,1 44,9

Hørsholm 54,1 45,9

Rudersdal 53,4 46,6

Kilde: FLD-net

Personalefordeling er ekskl. ledere. Tallene er fra feb. 2007

Rudersdal Kommune bør:

Stille sig selv til rådighed for løbende ekstern evaluering af kommunens givne

rammebetingelser for børne- og ungeinstitutionernes arbejde

Forskningsbasere pædagogernes egen udvikling gennem øget og tæt kontakt til

universiteter, professionshøjskolerne i uddannelsessammenhænge, dialogprocesser og

i det daglige praksisarbejde på institutionerne

Forbedre pædagogernes muligheder for videre- og efteruddannelse

Forbedre rammebetingelserne for det pædagogiske arbejde, herunder personalenormering


Arbejde lrettet med langsigtede strategier, der giver børne- og ungeinstitutionen

uddannelsesmæssig og økonomisk opbakning til at varetage den mangfoldige

samfundsmæssige opgave som formidler af traditioner og værdier

Skabe muligheder for uddannelse til og supervision i vejlederrollen som pædagog

Gøre strategier for udvikling af børne- og ungeinstitutioner til et altoverskyggende

indsatsområde, når der tales om alt fra erhvervsudvikling til trafi k

Vise vejen for kommunerne i landet for videns- og forskningsbasering af det politiske

arbejde med børne- og ungeområdet

23


KAOSPILOTERNES

KOMPETENCE-

BEGREBER:

fagspecifi k kompetence,

relationskompetence,

forandringskompetence,

handlingskompetence og

meningskompetence

HOWARD GARDNERS 7

INTELLIGENSER:

sproglige,

logisk matematiske,

rumligt-visuelle,

musikalske,

kropskinæstetiske,

interpersonelle og

intrapersonelle

kompetencer

24

4.0 BØRN SKAL UDVIKLES TIL LIVET – IKKE TIL

ERHVERVSLIVET

Bagved voksne kernekompetencer ligger der et langt og godt børneliv. Gode rammebetingelser

og respekt for barnets egenværdi er en forudsætning for at kunne udvikle sunde, harmoniske og

kompetente voksne. De kompetencer, vi erhverver igennem vores barndom og ungdom, skal vi

bruge resten af livet. Kaospiloterne opererer for eksempel med centrale voksenkompetencer, der

forudsætter, at de pædagogiske traditioner, som børne- og ungeinstitutioner arbejder efter, gives

de bedste rammebetingelser.

Et godt børneliv er en forudsætning for, at disse kompetencer overhovedet kan blive til noget.

Og ske er Howard Gardners 7 intelligenser gode overskrifter for det væld af delkompetencer,

som børne- og ungeinstitutionerne og pædagogerne skal sikre. Det kræver de optimale rammer

og betingelser for pædagogernes arbejde.

I den kontekst skal pædagogen være coach, iværksætter og brobygger. Og strategien med

detailstyring, fokus på færdigheder, testtyrani og opgøret med gruppeeksamen er forfejlet, hvis

fremtidens kompetencer for eksempel minder om kaospiloternes.


5.0 ENSOMHED, RODLØSHED OG VÆRDITAB – OGSÅ EN

RISIKO I RUDERSDAL.

Også i Rudersdal Kommune lever børn og unge i risikozonen. Selvom kommunen ikke har de

samme strukturelle og sociale slagsider som andre kommuner i landet, er der alligevel en række

risici, som børn og unge skal rustes til at møde. Der er brug for, at voksne, der møder børn og

unge, kender til de risikofaktorer, der også er tilstede blandt velstillede familier.

Ensomhed blandt børn fx kan have mange årsager. Det er vigtigt, at disse årsager er kendte, og

at de italesættes som et vilkår for nogle børn. Politiets erfaringer med arbejdet gennem SSP og

andet i kommunen fortæller om børn og unge, der møder mange fristelser på gaden, fester der

udvikler sig og forældre, der ikke altid er hjemme, når der er mest brug for det.

I Rudersdal Kommune er der brug for, at børne- og ungeinstitutionerne fortsat udvikles som et

anker i børns liv. Der er brug for, at institutionerne er udtryk for en tillidsfuld og anerkendende relation

mellem barnets verden og den voksnes. At mødet mellem barnet og den voksne i dag- eller

fritidsinstitutionen er uden skjulte dagsordener. At opdragelse sker, men med den nødvendige respekt

for barnet og den kritiske refl eksion som den professionelles bidrag til den samfundsmæssige

opgave. Og der er også brug for, at denne kritiske og professionelle refl eksion vedligeholdes

som en aktiv ressource for Rudersdal Kommune.

Rudersdal Kommune bør:

Skabe rammer for at der konstant kan iscenesættes nye gode fællesskaber for børn og unge

Anvende pædagogernes kritiske refl eksion som et aktiv i en dialog om udviklingen af

ramme-betingelser for institutioner og i fornyelsen af de pædagogiske indsatsområder

25


6) fra ‘BUPL og de udsatte unge’,

John Andersen og Søren Gundelach,

BUPL 2001.

26

6.0 NÅR FOREBYGGELSE BLANDT UNGE

KRÆVER NOGET SÆRLIGT

Kommunerne har en voksende opgave i at give et tilbud til en gruppe af unge, som hverken fungerer

i almene tilbud eller er i stand til, indenfor samfundets rammer, at klare sig uden. Til tider

er der tale om unge, der potentielt er på vej ind i en uheldig livsbane, og hvor andre myndigheder

og eventuelt retsinstanser tte komme ind i billedet. Her kan socialt velfunderede klubber

gøre en afgørende forskel. Det har vist sig, at særlige klubtilbud, prioriteret med nogle fornuftige

økonomiske og personalemæssige rammer, kan udgøre det rum, som disse unge benytter. Den

særlige indsats modvirker, at de kommer ud på et skråplan, hvor deres tarv og den økonomiske

indsats forbundet hermed løber af sporet.

Den pædagogiske opgave for og med den unge bliver derfor at styrke den unges mulighed for

at håndtere sine livsvilkår bedre, herunder at bringe livsmuligheder, realiteter og konsekvens ind

i den unges liv. Det betyder, at den unge lærer og erfarer, at for eksempel vold eller kriminalitet

ikke er optimale realiseringer af livsomstændigheder. I stedet lærer de unge at integrere sig samfundsmæssigt

i form af at have afbalancerede relationer til andre mennesker; herunder at være i

arbejde og/eller under uddannelse. Dette sker blandt andet ved, at pædagogen skaber, udvikler

og fastholder langvarige, bæredygtige kontakter til den unge 6 .

Klubben som tilbud og som arbejdsform skal med andre ord sikre nogle rammer, hvor

der er mulighed for en meget tæt og kontinuerlig kontakt til disse unge, mens arbejdsformen

på samme tid giver den enkelte unge det rum for personlig og selvstændig udvikling,

som teenageren har behov for, og som ikke altid opnås i familien.

En eller fl ere klubber kan i en tæt dialog med både familie, myndigheder og evt. gadeplansmedarbejdere

varetage denne særlige opgave. Klubben går til opgaven med mulighed for særlige og

individuelle prioriteringer og valg af metoder og med økonomiske rammer, der matcher dette.

Klubbernes opgave vil således også bestå i at arbejde med unge og grupper af unge, der i ungdommen

har behov for særlige initiativer og tilbud, som skal forebygge en tidlig udstødning og

en uheldig udvikling i livet.

Klubpædagogernes samarbejde med andre professionelle, der også arbejder med de unge, er

særlig vigtigt, hvis det skal være muligt at skabe sammenhæng i de unges liv. Det handler især

om at sætte fokus på samarbejdet mellem lærere og klubpædagoger, der ofte er mangelfuldt og

sommetider slet ikke eksisterer. Det er en nødvendighed, at de professionelle forr at arbejde

sammen, således at støtten til den unge kommer fra fl ere forskellige sider.

I Rudersdal Kommune er udfordringen at skabe et attraktivt og aktivt ungdomsmiljø, der kan

konkurrere positivt med eksempelvis Københavns brogede tilbud og virke som integrerende

rammer med politisk opbakning.

Rudersdal Kommune bør:

Igangsætte en undersøgelse af forskellene mellem de ansatte og forvaltningens/politikernes

opfattelse af opgaven i klubarbejdet


Aktivt støtte og frisætte metodeudviklingen i klubarbejdet

Systematisk og jævnligt opsamle erfaringer fra klubarbejdet

Sikre rammer for at faglig supervision kan foregå

Kontinuerligt skabe og supplere faglige netværk af professionelle for at sikre videndeling

og udvikling

Skabe formelle samarbejdsrelationer mellem lærere og klubpædagoger

Sikre synliggørelse af problemer i tværfagligt samarbejde

Sikre at organiseringen af klubtilbudet altid harmonerer med opgaven og hviler på de

professionelles anbefalinger

Understøtte at klubarbejdet hele tiden og roligt kan tilpasses tidens opgave, uden at det

opleves som grundlæggende organisationsændringer, men en del af den faglige kontekst

i den pædagogiske opgave

Sikre betingelser for at et øget samarbejde mellem pædagoger og lærere kan fi nde sted

27


7) Smith, P.K. & Conoly, K.J.: The

ecology of preschool behaviour,

Cambridge University Press, 1980

8) Blandt andet: NICHD Early Child

Care Research Network, Child Care

and Child Development. New York/

London: The Guildford Press 2005

28

7.0 SPROG SKABES GENNEM RELATIONER I

UDFORDRENDE PÆDAGOGISKE MILJØER.

Der har været stigende fokus på børns sproglige udvikling og daginstitutionens opgave i den

sammenhæng. Sproget har altid været afgørende i menneskelige relationer. Det er afgørende for

børns kognitive udvikling, at begrebsdannelsen sker, og at sprog skabes som et væsentligt kommunikativt

redskab i sociale relationer.

Fra august 2007 skal alle 3-årige børn tilbydes sprogscreening i daginstitutionen. Målsætningen

er at forbedre chancerne for, at en uheldig udvikling hos et barn kan indkredses, så tiltag til en

ændring kan sættes i værk. Det er en stor opgave, pædagogerne skal løfte, og det er helt relevant,

at den placeres i professionelle miljøer. Der er heller ingen tvivl om, at mennesker med et

dårligt sprog og svag kognitiv udvikling, vil være tabere i videns- og kommunikationssamfundet.

Der hviler derfor et tungt ansvar på skuldrene af pædagogerne, men også på beslutningstagerne.

Når vi beskæftiger os med børns sproglige udvikling, så er det forenklet at betragte det i et individuelt

perspektiv. Relationen mellem børn og voksne – og ikke mindst karakteren af børnenes

samtaler med de voksne – er af stor betydning for den sproglige udvikling. Store børnegrupper

ser ud til at have negativ betydning for udviklingen af sproglige kompetencer 7 . Nyere forskning 8

viser, at børnene er mere idérige, mere udholdende i opgaveløsningen og mere engagerede i

s grupper end i store grupper. Desuden er der forskningsmæssigt belæg for at konkludere,

at dårligere normering og store børnegrupper typisk vil betyde, at personalet bruger mere energi

på at kontrollere børnene end på at kommunikere med dem. Det får den effekt, at børn typisk vil

rette deres sproglige kontakt mod hinanden og i mindre udstrækning mod de voksne. Dertil kan

lægges betydningen af daginstitutionens indretning og materialevalg.

I et bredt perspektiv på børn og sprog er det desuden væsentligt at beskæftige sig med betydningen

af sproglige normer og nye kommunikationsformer. Kommunikation foregår væsentligt

hurtigere end for blot få år siden. SMS har for eksempel for alvor øget mængden af kommunikation,

der foregår mellem de større børn og unge. Forskellige chatrooms udgør rammerne for

megen moderne kommunikation mellem større børn og unge. Webcams giver mulighed for også

at se den, man kommunikerer med elektronisk, og endelig er det muligt at se fi lmklip på internettet,

som er hemmeligt optaget på mobiltelefon eller webcam.

Det er derfor nødvendigt også at beskæftige sig med udviklingen af kommunikative miljøer for

denne aldersgruppe og betydningen af disse for det sprog, der dannes. Der har været talt en del

om forandringerne i de sproglige normer. Og der er ingen tvivl om, at kommunikationsteknologien

sætter fart på disse forandringer og skaber nye normer for begreber, skældsord og andet.

Skolefritidsordninger og klubber har derfor en særlig betydning for blandt andet formidling af

mellemmenneskelige og etiske retningslinier for god kommunikation og udvikling af barnets og

den unges evner til at beskytte sig selv i et samfund, hvor alle er online og potentielle og ufrivillige

medspillere i fi lmklip på internettet.

Udfra den betragtning er det tydeligt, at rammebetingelserne for børnenes miljø er af afgørende


etydning. Børns sproglige udvikling er et samfundsmæssigt anliggende. En del af opgaven

med udvikling af børns sprog tilfalder de professionelle – men de helt afgørende betingelser for,

at børn kan komme godt fra start, er det politikeres ansvar at beslutte sig for. Det samme gælder

det brede syn på nye kommunikationsformers betydning for børn og unge. Pædagogerne bør

påtage sig et stort ansvar – men tilbage er ansvaret for at skabe betingelserne for, at de professionelle

hele tiden kan forny deres viden om ændringer i børn og unges kommunikationsformer.

Rudersdal Kommune bør:

Skabe betingelserne for at screeningsmetoder løbende evalueres og udvikles i et

pædagogisk perspektiv

Sikre rammebetingelser der gør det muligt at organisere det pædagogiske arbejde, så

det fremmer børns sproglige udvikling

Skabe mulighed for at pædagoger hele tiden kan være opdaterede på den

kommunikative udvikling

Systematisk skabe rum for at erfaringer og viden om etik i moderne kommunikation deles

blandt pædagoger

Sikre at børne- og ungeinstitutionernes fysiske indretning understøtter børns

sproglige udvikling

29


9) Gergen K., Virkelighed og

Relationer, 1997, Dansk Psykologisk

Forlag

10) Andersen, i Tom Ritchie,

Relationer i teori og praksis, 2004,

Billesø & Baltzer

11) Højholt, ‘Forældresamarbejde

- Forskning i Fællesskab’, 2005,

Dansk Psykologisk Forlag

12) Hviid, i Tom Ritchie, Relationer

i teori og praksis, 2004, Billesø &

Baltzer

30

8.0 FÆLLESSKABETS BETYDNING FOR

BARNETS IDENTITET

Vi lever i det individuelles tidsalder; individet er i fokus også i institutionsverdenen. Vi taler om

det kompetente barn; om at der skal være fokus på det enkelte barns behov. Det er i den sammenhæng

blot vigtigt at huske på, at det er gennem det relationelle, at det individuelle formes.

Således bliver det også relevant at tale om fællesskabets betydning for børn og unge.

Kenneth Gergen 9 taler om, at det uendelige net af relationer, som vi er en del af, udvikler vores

følelser, handlinger og sprog. Det er gennem de nære relationelle fællesskaber (mor, far, søskende,

pædagoger), at vi kan forstås som mennesker, og det er derfor gennem deltagelse i fællesskabet,

at barnets mentale udrustning bliver udviklet.

Det relationelle perspektiv i institutionerne er derfor yderst relevant ske især i Rudersdal Kommune,

hvor man kan risikere, at børn og unge oplever at være ensomme. Relationer er menneskets

element, det er vores forudsætning for liv og udvikling, og netop derfor er ensomhed

blandt børn og unge en alvorlig sag. Vi ikke overse den relationelle dimension i tilværelsen;

det ikke være noget, vi tager for givet, noget alle har ’styr’ på. Børns personlighedsudvikling

er afhængig af de relationer, barnet har til andre, og de fællesskaber barnet indgår i. Det er via

relationerne, at vi gør vores erfaringer med at være den, vi vælger at blive. Det er gennem de

andres blikke, at barnet får blik for sig selv 10 .

At relationer har stor betydning for børns udvikling bliver således også et centralt anliggende for

pædagogerne i Rudersdal Kommune. Fællesskabsfølelsen opleves, når man er sammen om noget,

og det er netop det, pædagogerne skal have mulighed for at tilbyde børn og unge i institutionerne.

Børn skal inddrages i fællesskaber, de skal lære at bidrage til fællesskaber, så de også

lærer, at de kan opnå indfl ydelse på det, de er en del af 11 . Det er en læreproces for barnet, der

åbner for yderligere udviklingsmuligheder.

Pædagogiske institutioner er netop en mulighed for at tilgodese barnets behov for at indgå i

relationer. At leve i og blive en del af forskellige fællesskaber og i øvrigt skabe mening på tværs

af disse er en kontinuerlig proces, børn og unge skal hjælpes til at håndtere. Pædagogerne i

Rudersdal Kommune skal være med til at sikre fællesskaber, hvor børn og unge har mulighed

for gennem social interaktion at lære at blive deltager i en social verden. Trods den kraftige fokusering

på individet, noget af det væsentligste for et menneske stadig være at kunne indgå i

forskellige fællesskaber for at kunne begå sig i samfundet såvel som i erhvervslivet. I sidste ende

er det derfor vigtigt at huske på, at den individuelle sikring sker gennem kvaliteten af det sociale

liv, den enkelte deltager i 12 .

Rudersdal Kommune bør:

Sikre at organiseringen af børne- og ungeområdet altid sker udfra barnets perspektiv

og understøtter det pædagogiske arbejde med børn og unges relationelle udvikling i

overskuelige fællesskaber

Hele tiden udvikle betingelserne for at børn og unge oplever medinddragelse og

medindfl ydelse i fællesskabet

Systematisk opsamle erfaringer i børne – og ungeinstitutionernes arbejde med etablering

og fornyelse af fællesskaber i såvel et forældre- som et barneperspektiv


9.0 DET VIGTIGE FORÆLDRESAMARBEJDE

Mange forældre i Rudersdal Kommune er veluddannede og ofte i krævende, selvstændige jobs

uden højeste arbejdstid. Det har betydning for den, hvorpå pædagogerne samarbejde

med forældrene.

Institutionerne mærker et stigende behov hos forældrene. Et behov for at institutionerne også

skal kunne rumme forældrenes behov for at skabe sociale netværk med andre forældre i institutionen.

Mange akademiske forældre arbejder meget og har ske ikke bedsteforældrene lige

rundt om hjørnet. De gør derfor brug af hinanden i forhold til afhentning og pasning af børnene.

Institutionen skal nu også kunne rumme, at forældrene bruger institutionen som platform for opbygning

af deres sociale netværk. Dette forældrebehov er et af mange nye behov, der skaber en

ny virkelighed for pædagogerne i Rudersdal Kommune.

Samarbejdet med forældrene har længe været en del af pædagogens arbejdsområde, men det

har fået en helt ny betydning. Begrebet rummer andet og mere end tidligere. Forældresammensætningen

er ændret. Det er ikke længere en homogen gruppe, der observerer fra sidelinjen. Vi

lever i et post-moderne samfund 13 , der skaber nogle særlige betingelser, som på forskellig vis

påvirker det enkelte menneske, den enkelte forælder. Dialogen med forældrene er derfor blevet

endnu vigtigere og relevant for at kunne skabe udvikling hos børnene.

Hverdagslivet på tværs af daginstitution og familieliv derfor også have fokus på relationerne

mellem børnenes voksne. Børnene har brug for, at deres forældre og deres professionelle voksne

fi nder sammen, da forholdet mellem de voksne betyder meget for børnene og deres egne relationer.

Dette samarbejde mellem forældre og pædagoger kan simpelthen være med til at skabe

den nødvendige sammenhæng i børns liv 14 .

Det er vigtigt, at pædagogerne har indsigt i, hvordan samfundet ændrer sig, og i forlængelse af

dette har kompetencerne til at håndtere, at forældrene har vidt forskellige behov og indgangsvinkler

til institutionen og dens opgaver. Forældre i dag ses som en aktiv og differentieret

medspiller i institutionens hverdagsliv, som pædagogerne skal have ressourcer til at håndtere.

Forældrenes interesse for indfl ydelse skal vendes til et konstruktivt potentiale, således at forældresamarbejdet

ses som en ressource for institutionen.

For at kunne begribe hvorfor forældrene i det nuværende samfund agerer, som de gør, forudsætter

det en indsigt og en diskussion af de særlige betingelser, der er grundlaget for hverdagslivet i

institutionen. Det forudsætter en konstant opdateret faglig viden om de særlige træk, der karakteriserer

det postmoderne samfund for at kunne imødekomme forældrenes behov i Rudersdal

Kommune 15 .

Det afgørende bliver, om Rudersdal Kommune forr at inddrage betydningen af forældresamarbejdet

i rammebetingelserne. Pædagogernes ændrede opgave i forhold til forældrene og samarbejdet

med dem skal tænkes ind i forståelsen af institutionens fremtidige opgaver. Pædagogerne

skal være i stand til at rumme forældrenes behov, men de institutionelle betingelser skal

også være i orden, før pædagogerne er i stand til at udføre denne opgave.

13) Salbøg Birkelund (red) ‘Forældrerelationer

og bestyrelsesarbejde’,

Krogs Forlag, 2005

14) Højholt; ‘Forældresamarbejde

- Forskning i Fællesskab’, Dansk

Psykologisk Forlag, 2005

15) Finn Salbøg Birkelund (red)

‘Forældrerelationer og bestyrelsesarbejde’,

Krogs Forlag, 2005

31


32

Rudersdal Kommune bør:

Medtænke institutionens opgave som netværksdannende for forældre når

rammebetingelserne beskrives generelt

Løbende og systematisk kvalifi cere vejlederrollen i pædagogarbejdet gennem efter- og

videre-uddannelsesaktiviteter

Gennemføre en undersøgelse af volumen og karakter af denne netværksskabende opgave

Skabe de rette betingelser for at dialogen med forældre i det daglige anvendes og

opsamles som ressource i den videre udvikling af børne- og ungeinstitutionerne

Gennemføre en undersøgelse af forældres forventninger til det pædagogiske arbejde i

børne- og ungeinstitutionerne i Rudersdal Kommune


10.0 RUMMELIGHED ER NOGET VI SKABER

En række af de tidligere amtsopgaver på det socialpædagogiske område er overgået til kommunalt

regi. Rudersdal Kommune skal således rumme fl ere børn med særlige behov i institutionerne.

Men hvilke dilemmaer skal vi være opmærksomme på i den forbindelse? Rummelighedens

grænser peger pædagogerne selv på som en relevant diskussion.

Rummelighed kræver mere end rummelige pædagoger. At skabe en rummelig institution med

plads til børn med særlige behov handler også om prioriteringer, økonomi og kvalifi ceret arbejdskraft.

Så hvordan prioriterer kommunen, når institutionerne skal kunne rumme børn med særlige

behov, uden at der opleves en kvalitetsforringelse.

Som begreb signalerer rummelighed noget varmt og positivt, der ligger fi nt i forlængelse af de

pædagogiske værdier. Men rummelighed er også et politisk begreb, der opstår i en tid, hvor der

er behov for at udvide grænserne for det ’normale’ og dermed også grænserne for, hvilke børn vi

skal kunne rumme i institutionerne. For nok skal institutionerne være rummelige, men det vil også

kræve, at prioriteringerne er i orden fra kommunens side. Har personalet den indsigt og viden,

der er nødvendig for at kunne rumme? Får fællesskabet tilført ressourcer, der gør rummelighed

overfor anderledeshed mulig?

Alle har særlige behov; og med fokus på, at læring sker gennem social deltagelse, er det positivt,

at Rudersdal ønsker rummelige daginstitutioner med udgangspunkt i et normalitetsbegreb med

elastiske rammer. Disse institutioner skal dog også være etisk forsvarlige, hvorfor det er yderst

vigtigt, at der ikke går økonomi i inklusionen af børn med særlige behov, for så kan det først gå

rigtigt galt.

Der er forskel på en rummelighedsstrategi og en strategi for social inklusion. Forskellen kan, ifølge

Bent Madsen, som er chefkonsulent ved Nationalt Center for Inklusion og Eksklusion (NVIE),

opsummeres til blandt andet at handle om, at rummelighed udtrykker en social vision om at udvide

og differentiere samfundets normalitetsforventninger til borgere, skabe rummelighed i normalinstitutioner

og et samfund med plads til alle. Social inklusion er et svar på alle ekskluderende

mekanismer i institutioner og samfund, en pædagogisk proces der sigter mod at udvikle forudsætninger

for social deltagelse i fællesskaber inden for og uden for institutioner, social deltagelse

som en lovbefæstet rettighed og som strategi, der handler om at udvikle sociale kompetencer,

der muliggør adgang.

Konsulent Jytte Hansen, Udviklings- og Formidlingscenteret for børn og unge (UFC Børn og

Unge) har været med til at undersøge rummelighed i normalsystemet og i forbindelse med anbringelser.

Undersøgelsen har anvendt fi re parametre, der skal være til stede, for at man kan

rumme et barn. Dynamikken imellem disse parametre er afgørende for en succesfuld rummelighed

i normalsystemet 16 :

Den diskursive dimension er den kultur og tænkning, der præger kommunen og institutionen.

Det kan for eksempel være de politiske l, pædagogiske l, værdierne og den etik, man arbejder

efter.

16) fra pjecen ‘Rummelighed er

noget man skaber’, BUPL 2005.

33


34

Den organisatoriske dimension handler om rammer og strukturer, der skaber vilkårene i den enkelte

institution. Det er både ledelsesformer, den man samarbejder på, visitations- sagsprocedurer,

bevillingssystemer, økonomi og kompetenceplaner.

Den sociale dimension handler om de relationer og den dynamik og gensidighed, der er i en

gruppe af personer. For eksempel i gruppen af børn i børnehaven, en skoleklasse, personalegruppen

eller deltagerne i et tværfagligt samarbejde.

Den personlige dimension er relationen mellem to personer. Det kan være to børn, en fagperson

og et barn, en fagperson og en forælder, to fagpersoner. At kunne rumme sig selv og den

anden.

Hvis Rudersdal Kommune vil arbejde for større rummelighed, er den nødt til at skabe rammerne

for at de fi re dimensioner spiller sammen.

Den etisk forsvarlige grænse for den rummelige institution vil kræve et udbygget tværfagligt

samarbejde og dermed udnyttelse af de ressourcer og den ekspertviden, der fi ndes i Rudersdal

Kommune. Et tæt samarbejde og koordinering af indsats og metode er en forudsætning for den

rummelige institution, hvor der ikke blot er plads til alle, men hvor alle drager gavn af inklusionen.

Det således være en grundlæggende forståelse fra kommunerne, at der stadig er sammenhæng

mellem et godt arbejdsliv for pædagogerne og et værdigt og godt børneliv, også i en rummelig

institution.

Derfor er det vigtigt, at Rudersdal Kommune hele tiden arbejder bevidst med at navigere i minefeltet

mellem rummelighedsstrategi og inklusionsstrategi. Den etiske refl eksion skal hele tiden

være et omdrejningspunkt hos kommunens beslutningstagere og i en systematisk og vedvarende

dialog med og blandt alle professionelle. Det er ikke alle børn med særlige behov, der har

udbytte af en bestemt form for inklusion. For mange børn kan et pædagogisk tilbud blandt ligeværdige

være den ramme, der skal til for at sikre muligheden for, at barnet kan opleve sig som

ressourcestærk og anerkendt for sine særlige behov.

Rudersdal Kommune bør:

Skabe vidensteams der er forankret i alle børne- og ungeinstitutioner for at sikre en

systematisk og opdateret diskussion om fagligt etiske hensyn, metoderesultater,

tendensanalyser mv.

Være initiativtager til at forældreforeninger og brugerorganisationer har en jævnlig dialog

med pædagoger

Gøre praksiserfaringer hos pædagogerne til fagligt stof i Handicaprådets arbejde og sikre

en jævnlig dialog mellem disse

Sikre at det altid er hensynet til barnet der vejer tungest, også når beslutningstagere i

kommunen navigerer i farvandet mellem rummelighed og inklusion


11.0 SAMARBEJDE PÅ TVÆRS – HVORFOR?

Mange forskellige voksne deltager i og bidrager til børns udvikling, ‘de tager på forskellige tidspunkter,

forskellige steder og på forskellig vis del i ansvaret for at støtte børnene i deres udvikling

og for at tilrettelægge udviklingsmuligheder’ 17 . Derfor er det nødvendigt, at de professionelle

arbejder tæt sammen omkring børns udvikling – også på tværs af faggrænser. Det er vigtigt at

anerkende, at når der opstår stridigheder og konfl ikter mellem de voksne, der er indblandet i

børns liv (forældre, pædagoger, psykologer, lærere), så har det betydning for børns udvikling.

Voksne er med til at opstille udviklingsbetingelser for børnene; det man ikke glemme som

professionel. Langt de fl este børn i Danmark går i daginstitution, SFO og klub og møder på den

de de professionelle pædagoger. Det er med til at bringe pædagogernes ansvar som ankerpersoner

for helhedsbetragtninger i rampelyset. Man kan sige, at daginstitutionen har udviklet

sig til at være en naturlig ramme for børns udvikling i almindelighed. Pædagogerne har derfor et

samfundsmæssigt mandat, som også forpligter til i særlig grad at fastholde et helhedsperspektiv

på barnet.

For at få indsigt i et barns udviklingsmuligheder fl ere faglige perspektiver i spil. Mangfoldigheden

af kompetencer, børn skal lære, ikke underkendes. De skal lære at læse, men de skal

også kunne indgå og fungere indenfor de rammer, institutionen sætter, altså indgå i et socialt

fællesskab. Samtidig handler det også om, at de skal socialiseres til det store fællesskab; at de

skal udvikle nogle konkrete færdigheder og kompetencer, så de bliver i stand til at deltage i det

moderne samfundsliv.

Børnene oplever en usammenhængende hverdag, hvor der sjældent er sammenhæng mellem

de forskellige institutioner, de bevæger sig mellem i hverdagen. Det bliver nemt et meget fragmenteret

børneliv 18 , hvor det bliver meget svært at få en forståelse for ’det hele barn’. Ved at

inddrage fl ere forskellige faggrupper i samarbejdet omkring børns udvikling, vil mulighederne for

at skabe sammenhæng på tværs af børnenes deltagelse i de forskellige rum blive udvidet.

Inddragelse af forskellige faglige perspektiver på børnenes udvikling vil øjensynligt også føre til

fl ere handlemuligheder for de professionelle og for børnene, da perspektivet på barnet kan blive

udvidet og mangfoldigt. Ved samarbejde på tværs om børns udvikling skabes der således rum

for en nødvendig videndeling på tværs af faggrupper, således at pædagogen, læreren, socialrådgiveren

og psykologen har mulighed for at supplere sin egen faglighed ved at inddrage andre

professionelle perspektiver.

Det kræver en anerkendelse af de forskellige faggruppers kompetencer; det kræver en grundlæggende

tillid til og tro på, at alle søger mod det fælles l: samarbejde om børns udvikling.

Det kræver, at man er professionel og villig til at indgå i en ligeværdig dialog, hvor man rent faktisk

kan lære af hinanden.

Rammerne for dette samarbejde, denne dialog på tværs af institutionerne og faggrænserne, skal

skabes, før videndelingen er mulig. Forvaltningen bør se mulighederne i at prioritere samarbejdet

og i forlængelse af dette være med til at skabe rammerne for et sådant samlingspunkt. Det skal

skabes, og det skal holdes ved lige. Men det kræver også, at pædagogerne udvikler deres ar-

17) Højholt, ‘Samarbejde om børns

udvikling – Deltagere i social praksis’,

Nordisk Forlag, 2001

18) Højholt, ‘Samarbejde om børns

udvikling – Deltagere i social praksis’,

Nordisk Forlag, 2001

35


36

bejde i en konstant dialog mellem praksis og forskning. Det stiller særlige krav til pædagogernes

dokumentation af praksis, da det bliver væsentligt materiale i dialogen med andre professionelle

om helhedsperspektivet på børns liv.

Rudersdal Kommune bør:

Være initiativtager i en systematisk vidensdeling mellem professionelle

Skabe rammerne for at dialogen mellem praksis og forskning foregår systematisk

Skabe rum for at pædagogerne udvikler dokumentationsformer, der bidrager med

materiale til en tværgående professionel dialog


12.0 ET GODT LIV FOR BØRN OG UNGE I

RUDERSDAL KOMMUNE

– professionelle perspektiver

Samlet set er der masser af potentiale i Rudersdal Kommune til at arbejde systematisk med kvalitetsudviklingen

i det pædagogiske arbejde – til gavn og glæde for børn og unge.

Men hvis der skal være klangbund i alle de gode intentioner fra politisk/ledelsesmæssig side, så

skal de følges op af handlinger, der skaber en tydelig sammenhæng til det, der faktisk er mulighedsbetingelserne.

Børn og unge i Rudersdal Kommune står samfundsmæssigt overfor mange af de samme udfordringer

som alle andre i aldersgruppen. Der kan være strukturelle forhold i deres liv, der gør,

at udfordringerne kommer til udtryk på en anden de, end de ville have gjort i andre dele af

landet. De eksistentielle udfordringer ved at leve i et netværks- og vidensamfund kan dog være

mindst lige så vanskelige at håndtere for børn og unge i Rudersdal som i en hvilken som helst

anden del af landet.

Der påhviler derfor alle voksne en stor opgave i at tage vare på, at børn og unge sikres de bedste

betingelser i deres opvækst. Det handler naturligvis om, at der tages hånd om den faglige udvikling;

men i en tid, hvor evnen til at opbygge relationer og danne netværk, er kompetencer, der

regnes for de væsentligste, så er det vigtigt, at netop pædagogernes arbejde bidrager til dette.

Den opgave vil pædagogerne gerne påtage sig; men det gøres ikke, uden at de rette mulighedsbetingelser

er til stede.

Mulighedsbetingelserne udtrykkes af de samlede rammebetingelser, der er til stede i det pædagogiske

arbejde i kommunen. Det er normering, efter- og videreuddannelsesmuligheder, pædagogandele,

dialogformer, netværksdannelser, redskabsudvikling og meget mere.

Der er brug for, at der ændres i opmærksomheden på rammerne for det pædagogiske arbejde.

De fysiske rammer er i sig selv af stor betydning for, hvilken dannelse, opdragelse og læring

der kan fi nde sted i en daginstitution. Men når forskningen tydeligt viser evident viden om sammenhængen

mellem for eksempel personalenormering og børns udvikling, så burde der ikke

være nogen betænkning. Fokus på tilstrækkeligheden i ressourcerne skal ændres fra at være et

spørgsl om, hvad Rudersdal Kommune ønsker at give af ressourcer, og til hvad, der ville være

det rigtige at give af ressourcer.

Beslutninger om ressourceniveauer er naturligvis et politisk problem. Men der tales for tiden en

del om at videnbasere de politiske beslutningsprocesser for at sikre, at samfundets ressourcer

bruges rigtigt. Set i det lys viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, være af afgørende

betydning for disse komplekse beslutningsprocesser. Hvis Rudersdal Kommune skal vise

vejen i dette spørgsl, skal der tages hånd om pædagogernes kompetenceudvikling på en

meget mere ambitiøs de. Rudersdal Kommune bør så at sige etablere sig som et pulserende

lokalt vidensamfund, hvor alle vidensressourcer bringes i spil, og hvor kommunen tør le sine

egne evner til at præstere et godt fagligt miljø, hvor fokus er på opgaven, og hvor der hele tiden

37


38

sikres sammenhæng mellem udfordringerne i de pædagogiske opgaver og det, som er mulighedsbetingelserne.

Man skal nemlig lede langt efter forklaringerne på, hvorfor det i et pædagogisk

perspektiv er rigtigt at argumentere for tæller og nævner i en normeringsbrøk. Forklaringerne

skal nærmest fi ndes i økonomiske rationaler og er som regel historisk betingede. Det kunne være

fl ot, hvis personalenormeringer i stedet afspejlede de ressourcer, der er brug for, når pædagogerne

skal løse udfordringer i det pædagogiske arbejde, der eksempelvis handler om at varetage

et samfundsmæssigt ansvar for:

at fællesskaber udvikles og fornyes for børn og forældre

at børn med specielle behov tages hånd om i et fremadrettet og etisk perspektiv

at vejlederopgaven varetages fagligt kompetent

at børn og unges eksistentielle udfordringer håndteres optimalt

at der sker en fagligt velfunderet formidling af virkning, effekt og udkomme af

pædagogisk praksis

at den pædagogiske kerneopgave respekteres og udvikles på vilkår, der imødekommer

barnets og den unges behov for omsorg

Hvis Rudersdal Kommune er i stand til at arbejde i tråd med dette, så kan kimen være lagt til

at nytænke ansvaret for et børne- og ungeområde. Oven i købet kan der gemme sig et svar på

udfordringerne for styringen af den offentlige sektor.

Det er vores håb, at vi i Pædagogisk Råd i Rudersdal Kommune har bidraget med et grundlag

for at dette kan ske. Vi er klar til en dialog om præmisserne.

Pædagogisk Råd

Oktober 2007


Oktober 2007

BUPL Nordsjælland

Østergade 4a

3400 Hillerød

www.bupl.dk/nordsj

Grafi sk tilrettelæggelse:

Jeanne Olsen, BUPL’s Kommunikationsafdeling

More magazines by this user
Similar magazines