Ordinær kongres 2005 - HK

hk.dk

Ordinær kongres 2005 - HK

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 1


Protokollen

HK’s 29. ordinære kongres oktober/november 2005

A-kassens 23. ordinære delegeretmøde november 2005


Lørdag 29. oktober Velkomst 6

Mindeord 12

Tale af LO’s formand Hans Jensen 14

Tale af Socialdemokraternes formand

Helle Thorning-Schmidt 20

Pkt. 1 Valg af dirigenter 26

Pkt. 2 Godkendelse af dagsorden 28

Pkt. 3 Godkendelse af mandater 28

Pkt. 4 Forslag til forretningsorden 29

Pkt. 5 Valg af kongressens tillidsrepræsentanter 30

Pkt. 6 Beretning om virksomheden 32

Beretning fra Karin Bancsi 32

Beretning fra Mette Kindberg 42

Beretning fra John Dahl 51

Søndag 30. oktober Pkt. 6 Beretning om virksomheden (fortsat) 76

Fremlæggelse af udtalelser 76

Debat 79

replik fra næstformand Mette Kindberg 136

replik fra forbundsformand John Dahl 140

Behandling og vedtagelse af udtalelser 153

Mandag 31. oktober Pkt. 7 Globaliseringens udfordringer 168

Tale af Henning Jørgensen 170

Tale af Henrik Lund 177

De fire workshops 189

Pkt. 8 Etnisk ligestilling 199

Debat 209

Fremlæggelse af udtalelse 225

Tirsdag 1. november Pkt. 9 Handlingsprogram 229

Handlingsprogram 2005-2009 237

Pkt. 8 Etnisk ligestilling (Genoptaget) 246

Pkt. 10 Forelæggelse af regnskab 250

Tale af formand for Handel og Kontor

i Norge Sture Arntzen 256

Pkt. 11 Behandling af indkomne forslag 258

Pkt. 11A Almindelige forslag 259

A. Enhedskontingent 259

B. Kontingentsystemet 292


D. Struktur 305

E. Det etniske område 341

F. Urafstemning 343

H. Valgbarhed 343

I. Diverse 344

Onsdag 2. november International tale: Napoleon Kpoh 368

Pkt. 11 Behandling af indkomne forslag 370

Pkt. 11 A. Almindelige forslag (fortsat) 370

G. Partistøtte 370

Pkt. 11 B. Forbundets love 407

Pkt. 11 C. Forbundssektorlove 425

Pkt. 11 D. Afdelingernes love 430

Pkt. 12 Fastsættelse af de i § 20 stk. 1 og 3

valgte tillidsrepræsentanters lønninger 442

Pkt. 13 Valg af de i § 20, stk. 1-5 og 10

nævnte tillidmænd –

herunder valg af revisionsinstitut 448

Afslutning af kongressen 454

Delegeretmøde i a-kassen

Onsdag 30. november Velkomst 460

Pkt. 1 Valg af dirigenter 461

Pkt. 2 Godkendelse af dagsorden 461

Pkt. 3 Godkendelse af mandater 461

Pkt. 4 Forslag til forretningsorden 464

Pkt. 5 Valg af delegeretmødets tillidsrepræsentanter 465

Pkt. 6 Beretning om virksomheden 467

Fremlæggelse af udtalelse 484

Pkt. 7 Forelæggelse af regnskab 489

Tale af kontorchef Eje Juul Jacobsen 491

Tale af Torben Dam Jensen 496

Pkt. 8 Behandling af indkomne forslag 509

Pkt. 9 Fastsættelse af de af delegeretmødet

valgte tillidsrepræsentanters lønninger 524

Afslutning på delegeretmødet 528


6

Lørdag 29. oktober 2005

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Velkomst

Dørene åbnedes kl. 13.00, hvor pianist Carl Ulrik Munk-Andersen og

trompetist Per Nielsen underholdt, mens kongressens deltagere fandt

deres pladser.

Kl. 13.30 bød forbundsformand John Dahl velkommen:

– Først vil jeg gerne takke pianist Carl Ulrik Munk-Andersen og Per

Nielsen på trompeten, som spillede, mens I alle sammen fandt jeres

pladser i kongressalen.

John Dahl sagde herefter:

– Velkommen til HK/Danmarks kongres. En kongres, der kommer til

at stå i globaliseringens tegn. De internationale muligheder – og ikke

mindst faldgruber – er ikke længere noget, vi kan forbigå i tavshed.

En global fremtid – eller måske rettere en global nutid – er den

udfordring, vi skal finde svar på. For vores medlemmer er allerede midt

i en virkelighed, hvor det internationale, det globale ikke længere er

nogen eksotisk verdensfjern snak, som eksperter og bedrevidende politikere

taler om, når de vil dupere befolkningen med nye trusselsbilleder.

Vi har ikke brug for trusselsbilleder. Vi har brug for løsninger, der

peger fremad. Derfor er det så utrolig vigtigt, at vi på denne kongres

er i stand til at skrælle de uldne og mere luftige forestillinger af hele

globaliseringsdebatten.

Hverken frygt for dét, der ligger uden for Danmarks grænser, eller

overdreven jubelforestillinger om guld og grønne skove kan vi bruge til

noget som helst. Vi har jo tidligere mærket, hvordan en globaliseringstendens

har ændret både samfundet og arbejdsmarkedet. Tænk bare på

hele udflytningen af tekstilindustrien til Asien og Østeuropa i løbet af

70’erne og 80’erne. Det var tusindvis af danske job, som forsvandt. Og

udflytning skabte naturligvis stor utryghed blandt de lønmodtagere, der

blev ramt.

Men set i historiens klare lys, ja, så har vi jo formået at skabe nye

job. Og folk har fundet andre og måske helt nye brancher at kaste

deres kræfter ind på. Tekstilindustriens forandring fra et producerende

erhverv til den mode- og designbranche, vi kender i dag, står ikke alene.

Tænk bare på 60’ernes sværindustri, som stort set er forsvundet.

Også andre brancher står for skud. Og i de senere år har vi også på

HK-medlemmernes arbejdspladser set eksempler på virksomheder, som

har hevet teltpælene op og rykket til andre græsgange.

Moderne teknologi og hypermoderne kommunikationsformer gør

det muligt at få løst administrative opgaver i udlandet mindst lige så

godt, som vi er i stand til herhjemme.

Vælger vi at slås mod udflytningen sådan af helt principielle årsager,

ja, så risikerer vi, at det bliver en kamp mod vejrmøller.

Som et højtudviklet land har vi da heldigvis andre – og langt mere

virksomme – våben end en diffus kamp for at fastholde lidet konkurrencedygtige

arbejdspladser herhjemme. Det handler om at lade være

med at gå på kompromis, når vi taler om uddannelse, og når vi taler om

forskning.


Det handler om at skabe en offensiv erhvervspolitik, der aktivt understøtter

en udvikling, hvor vi konstant skal finde nye styrkeområder, og

hvor vi kan gøre os gældende i konkurrencen med udlandet. Det handler

også om at have det politiske mod, der gør, at vi tager de rigtige

beslutninger i tide, så vi ikke bliver fanget på hælene, når erhvervslivet

flytter ud.

Og her halter det altså herhjemme. For uddannelse er ikke noget,

der vægtes alt for højt af den siddende regering.

Det er bedrøveligt, at den danske uddannelsesdebat er blevet

begrænset til at være et spørgsmål om læsetest og kanoner. Det kunne

selvfølgelig være meget godt, hvis det ikke var så bagudstræbende.

Ingen kan naturligvis være uenig i, at det er fornuftigt, at skoleeleverne

i dette land læser H. C. Andersen og Adam Oehlenschlägers digterier.

Men det er jo ikke noget, der nødvendigvis er med til at pege fremad

i en tid, hvor vi skal finde løsninger på vores store udfordringer, der

følger i globaliseringens kølvand.

I en tid, hvor kun seks-syv procent af de erhvervsaktive har en lang

videregående uddannelse – og i en tid, hvor mere end 30 procent af alle

erhvervsaktive alene har folkeskolen med som ballast på arbejdsmarkedet

– ja, så skal vi altså have gang i en helt anden udvikling end de nedskæringer

og begrænsninger, den nuværende regering farer frem med.

Det er fuldstændigt forkerte signaler, når regeringen siger, at den

ønsker mere uddannelse og mere forskning – når den så i virkelighedens

verden excellerer med brugerbetalinger og nedskæringer. Alt sammen

for at finansiere et skattestop, der forgylder dem, der i forvejen er på

den grønne gren.

Skal vi også i fremtiden have en chance i konkurrencen med udlandet,

er reelle investeringer i uddannelse en af de farbare veje, vi

har. Men det er åbenbart ikke noget, som den siddende regering har

tænkt sig at gøre noget ved. Skal dens ministres udtalelser tages for

pålydende, ja, så vil det nemlig være godt, hvis vi får lidt mere ulighed

herhjemme. Det skulle åbenbart skabe en tilstrækkelig dynamik i samfundet.

En dynamik, der får de mest forfordelte til at tage sig sammen

og skabe sig et bedre liv.

Hvis ordene står til troende, ja, så kan blandt andre HK’s medlemmer

ikke se frem til mere og bedre uddannelse sådan lige med det samme.

Vi kan se, at der i de kommende år vil blive færre hænder på det

danske arbejdsmarked. Og, hvis skal vi have mulighed for også i fremtiden

både at sikre og udvikle det danske velfærdssamfund, så er der et

grundlæggende behov for, at vi alle bliver dygtigere.

Det handler ikke kun om at sikre de dårligst uddannede et pc-kørekort

eller sikre indvandrere et danskkursus. Alle – og jeg mener alle

– har behov for mere uddannelse.

Dét, vi har behov for, er en gigantisk indsats for at løfte hele den

danske befolkning. Et kundskabsløft, der er i stand til at løfte alle et

niveau op, så alle har den nødvendige viden for at kunne bestride de

job, vi skal leve af i fremtiden.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 7


8

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Lykkes det ikke for det danske samfund at løfte denne opgave, ja, så er

det mildest talt en skræmmende fremtid, vi står over for. For vi kan se,

at lande som Indien og Korea er på vej op af kundskabsstigen med to

trin ad gangen.

Vi har en forpligtelse i fagbevægelsen til at være med til at løfte

denne opgave. Men det er også en national opgave. Derfor et godt råd

til regeringen: I de seneste dage har vi hørt om, at regeringen rumler

med nye skattelettelser, hvor et beløb på op til 20 milliarder kroner

har været nævnt. Der er næppe nogen, der i et svagt øjeblik ikke godt

kunne tænke sig skattelettelser. Men det er ikke vejen frem.

Brug i stedet samfundsøkonomien til at sætte gang i et nationalt

kundskabsløft. Det vil være en investering, der set i et samfundsøkonomisk

lys vil give en fantastisk forrentning, og som vil få selv de bedste

aktieinvesteringer til at blegne. En investering, som vil give os mulighed

for at fastholde velfærden for hele Danmark. Kundskabsløftet vil kunne

være med til at bekæmpe den ulighed, vi ser i dag i form af udstødning

fra arbejdsmarkedet og arbejdsløshed.

Apropos arbejdsløshed! Det er altså også forstemmende, at vi igen

og igen skal høre på arbejdsgivernes klynkeri over mangel på arbejdskraft.

Men det er om muligt endnu værre, at vi skal høre beskæftigelsesministeren

synge den samme sang uden at gide sætte sig ordentligt ind

i sagerne.

HK kan dokumentere, at beskæftigelsesministeren er ude på tynd

is, når han påstår, at der er flaskehalsproblemer, og at de ledige går og

”putter” sig på dagpengene.

Vi har ringet til samtlige AF-regioner, og der ikke har nogen som helst

dokumentation for, at der skulle mangle arbejdskraft på HK-området.

Derfor ligner beskæftigelsesministerens angreb snarere en politisk

eller ideologisk bestemt mistænkeliggørelse af alle ledige. Det er bemærkelsesværdigt,

at regeringen kun har fantasi til at foreslå stramninger

og yderligere rådighedsforpligtelser. De ledige skal jo i dag bruge tid og

kræfter på at lægge deres CV ind i store statslige jobdatabaser.

Hvornår finder regeringen ud af at forpligte arbejdsgiverne til at tilmelde

deres ledige job til AF-systemet? Så var både ledige og arbejdsgivere

forpligtet til en aktiv indsats.

For fire år siden, da vi mødtes til kongres i Aalborg skete det i

skyggen af den værste terroraktion, vi til dato har oplevet. På de store

linjer kender vi resultatet, nemlig USA’s og dets allieredes krig i Irak,

som desværre fortsat kræver daglige ofre. Det er også en krig, som har

betydet, at Danmark for første gang i moderne tid er gået i krig mod et

andet land.

Terroren fortsætter imidlertid – og vi har så sent som i sommer oplevet

bombeangreb i London.

Desværre betyder krigen også, at vi herhjemme har let til at forfalde

til en magtbaseret politik, hvor vi lader til at tro, at hvis vi bare vedtager

nogle barske forholdsregler, hvor vi kommer tættere og tættere på det

ultimative overvågningssamfund, så er der fred og ingen fare. Man kan

frygte, det er falsk sikkerhed, vi skaber.


For vi risikerer alt andet lige at skabe et samfund, hvor alle går rundt og

kigger sig over skulderen for at holde øje med mørklødede potentielle

bombekastere.

Det er desværre karakteristisk, at vi ofte forfalder til den slags indgreb

i den personlige frihed, når vi skal forsøge at øge vores følelse af tryghed

og sikkerhed.

Det kræver ikke megen psykologisk forståelse at sætte sig ind i de

forhold, der for alvor ville skabe fred og fordragelighed. Vi behøver bare

at se på historien. I alle perioder, hvor vi mennesker har levet med en høj

grad af social tryghed og stor kulturel og religiøs frihed, ja, så blomstrer

freden. Derfor er løsningen hverken indgreb i den personlige frihed eller

at øge uligheden i samfundet.

Derimod består opgaven i at skabe ro i samfundet, at skabe muligheder

for udvikling og øge befolkningens oplevelse af lighed. Det handler

helt enkelt om at åbne vores samfund og vores arbejdsmarked

i stedet for at bygge brandmure rundt om os selv.

Det handler om at skabe nye arbejdspladser. Og det handler om at

skabe arbejdspladser også til indvandrere og deres børn.

HK/Danmark har godt og vel 16.000 medlemmer med en anden etnisk

baggrund end dansk. Desværre er det også en gruppe medlemmer, som

på egen krop mærker, at det kan være svært at begå sig i det danske

samfund.

For selv om denne medlemsgruppe er veluddannede og brændende

ønsker sig en plads på arbejdsmarkedet, ja, så må de leve med en ar-

bejdløshed, der er mere end dobbelt så høj som de øvrige HK-medlemmers.

Når vi på denne kongres taler om den globale udfordring, handler

det også om at få styr på det hjemlige. Uden orden i eget hus kan vi ikke

for alvor forvente at blive taget alvorligt i det store udland. Der skal være

sammenhæng i tingene.

Og vi skal i hvert fald undgå at bruge de trusselsbilleder om globaliseringens

konsekvenser, som nogle skaber, som et fundament, hvorfra de

kommende års udvikling skal skabes. Det er en gigantisk fejltagelse, hvis

man bruger globaliseringen som afsæt for at forringe overenskomster

og arbejdsvilkår på danske arbejdspladser. Det vil alt andet lige kun øge

arbejdsgivernes indtjening i en kort periode. Og det vil ikke øge lønmodtagernes

jobsikkerhed.

Tværtimod. Man kan sige, at løntilbageholdenhed og forringelser af

arbejdsvilkårene i bedste fald betyder, at arbejdsgiverne får bedre råd

til at flytte virksomhederne til udlandet. Det skal vi ikke være med til at

finansiere. Derimod skal vi gennem fleksible overenskomster være med til

at understøtte en erhvervspolitik, der kan skabe nye og holdbare arbejdspladser

i Danmark.

Det er disse store linjer, vi skal have til at mødes i de debatter, som vi

skal have i løbet af de næste fem kongresdage.

Fremtiden er lige om hjørnet – og vi vil forfølge alle de muligheder,

vi har for også i morgen at kunne både bevare og forbedre det velfærdssamfund,

vi har opbygget gennem generationer. Derfor er denne kongres

indkaldt under sloganet: En verden af muligheder!

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 9


10

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Mulighederne starter her. Og de skal være med til at sikre HK-medlemmerne

en aktiv og udviklende fremtid på et arbejdsmarked, hvor gamle

tiders grænser er nedbrudt. Hvor viden og evnen til at kommunikere er

det vigtigste våben i kampen for tryghed, velfærd og udvikling.

Kursen for HK fremover

Vores kongres er også et forum, som sætter kursen for HK/Danmarks

fortsatte udvikling. I 2003 afholdt vi den ekstraordinære kongres, som

søsatte en ny struktur i forbundet. Rundtomkring i landet har vores

afdelinger fusioneret, så vi i dag har 31 afdelinger i stedet for de 43, vi

havde før sidste ordinære kongres for fire år siden.

I løbet af de næste fem dage skal vi også træffe beslutninger om

nogle af de næste skridt. Og vi skal finde svar på, hvordan vi som forbund

politisk får den indflydelse, der er nødvendig for at indfri medlemmernes

forventninger.

Når Danmark skal være en stærk aktør i en globaliseret fremtid, ja, så

kræver det naturligvis, at også HK/Danmark spiller med, så vi på medlemmernes

vegne sikrer, at det er de rigtige beslutninger, der bliver truffet.

Forestillede man sig nu, at vi fulgte den trend, som især borgerlige

partier slår til lyd for, nemlig, at vi som fagbevægelse bare skal stikke

piben ind og lade være med at forsøge at påvirke det politiske system,

ja, så ville vi på ingen måde tage ordentlig vare på vores medlemmers

interesser.

Vores medlemmer har klare politiske krav og ønsker. Krav og ønsker,

der vel at mærke går igen på kryds og tværs af de traditionelle partiskel.

Derfor er det også nødvendigt, at vi som faglig organisation for 364.000

medlemmer påvirker politikerne til at træffe de rigtige beslutninger,

når vi taler om uddannelse, økonomi og ja, alle de spørgsmål, som har

betydning for vores medlemmers arbejdsliv.

At HK/Danmark også er en politisk organisation, vil ingen kunne

være i tvivl om, når vi afslutter denne kongres.

Men vi er først og fremmest en faglig organisation. I de sidste fire år

har vi brugt mange kræfter på at rykke tættere på det enkelte medlem.

Centralt og lokalt har vi gearet hele organisationen, så det enkelte medlem,

uanset hvor i landet hun eller han bor, får de samme tilbud.

Vores kerneydelser er sat i system. Og alle medlemmer har adgang til

netop den service, som han eller hun har brug for lige nu. Og dét uanset

om det handler om hjælp til at komme tilbage til arbejdspladserne efter

en ledighedsperiode, eller om det handler om støtte til at få gang i en

efter- eller videreuddannelse.

Denne kongres har et vigtigt omdrejningspunkt, nemlig vores ønske

om til alle tider at have de rigtige varer på hylderne. De varer, som vores

medlemmer efterspørger. De næste fem dage vil vi slå fast, at vi er medlemmernes

bedste valg. Et valg, som kan være forskellen mellem et trygt

og udviklende arbejdsliv – og det modsatte.

Til vores kongres har vi – som sædvanlig, fristes man til at sige – en

lang række gæster fra ind- og udland.


Først og fremmest vil jeg gerne sige velkommen til Socialdemokraternes

formand, Helle Thorning-Schmidt, som om lidt vil overbringe sin hilsen

til kongressen.

Det har jo været et turbulent år for partiet – og ikke mindst for

Helle, som efter en lang valgkamp og urafstemning blandt partiets medlemmer

kunne sætte sig i formandsstolen.

Vi har ikke været enige om alt. Men vi har stadig den gensidige respekt,

som er nødvendig for at få fagbevægelsen og det politiske system

til at arbejde sammen om at sikre og udvikle velfærdssamfund.

Også en særlig velkommen til kollegerne fra LO’s medlemsforbund.

Velkommen til kollegerne fra LO, med formand Hans Jensen og

næstformand Tine Aurvig Huggenberger i spidsen. Også velkommen til

repræsentanter for Arbejderbevægelsen og de kooperative selskaber.

Der skal også lyde et velkommen til forbundets advokater.

Endelig har vi gæster fra Færøerne og vores nordiske søsterorganisationer.

Velkommen også til jer!

HK/Danmark har lange og stolte traditioner for det internationale

fagforeningsarbejde. Vi har sat vores fingeraftryk mange steder i verden.

I Afrika, i Baltikum og Østeuropa har vi aktiviteter for at støtte det

lokale fagforeningsarbejde.

Når vi på denne kongres arbejder under parolen ”En verden af muligheder”,

ja, så handler det naturligvis også om, at vi rækker hånden ud

til lønmodtagere i de nye lande, hvor danske virksomheder slår sig ned.

Vi deler vores erfaringer – og ofte lærer vi også nyt i forhold til det at

være en stærk aktør på et globalt arbejdsmarked.

Derfor er jeg også glad for, at vi i dag har en række internationale

gæster, som har ønsket at overvære vores kongres. På tirsdag og onsdag

vil de internationale gæster bringe en hilsen til kongressen. Derfor også

en særlig velkomst til jer.

Endelig, når jeg lader mit blik vandre langs stolerækkerne, er jeg

glad for at se, at så mange tidligere valgte og HK-ansatte har haft lyst til

at være gæster ved vores kongres. Også velkommen til jer!

De sidste fire år har været barske. Men vi har vist vores værd og

skabt mange flotte resultater til gavn for vores medlemmer. Men mere

om det senere, når vi når til beretningerne. Lige nu vil jeg blot takke alle

for et godt samarbejde de sidste fire år.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 11


12

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Mindeord

John Dahl mindedes herefter de medlemmer og tillidsfolk som ikke er

mere:

HK er skabt af ildsjæle. Ildsjæle, som i generationer har kæmpet

medlemmernes sag. Enten som tillidsfolk eller som ansatte.

Fællesskabet har været det bærende. Den ene faktor, som har været

afgørende for de resultater, vi har skabt. Sammen har vi skabt balance.

Sammen har vi skabt fremgang, tryghed og udvikling. Sammen har vi

støbt fundamentet for det enkelte medlems arbejdsliv. Og sammen har

vi bevaret troen på, at vi betød en forskel i den enkeltes liv.

Det har kostet hårdt arbejde og mange kræfter. Det tærer. Men for

nogle kammerater er kræfterne sluppet op.

Også i denne kongresperiode har vi måttet sige farvel til flere af

vores gode kammerater. Uanset om døden er kommet efter et langt livs

indsats – eller om det er pludselig sygdom eller ulykke, er savnet af dem

alle tung at bære.

Som H. C. Andersen skrev kort før sin død: ”Det er tungt, forbandet

tungt, at dø mens hjertet stadig er ungt.”

Sorgen og savnet er også tungt, når minderne om gode kammerater

står stærkt. Jeg ved, at vi alle vil ære og mindes vores kammerater. Vi vil

fortsætte deres arbejde.

Tak!

Herefter spillede Per Nielsen og Carl Ulrik Munk-Andersen:

I skovens dybe stille ro.


Herefter sang Marie Carmen Koppel tre sange akkompagneret af pianist

Joakim Pedersen.

Efter bl.a. en smuk udgave af Bridge over Troubled Water sagde

John Dahl:

– Det var dog utrolig smukt. Vi valgte Maria Carmen Koppel som

et af vores musikalske indslag, fordi hun er en af vor tids helt store

stemmer. Det synes jeg, at hun har bevist her i dag. Skal vi ikke lige give

hende en hånd mere!

Herefter blev der vist videoklip om temaet globalisering og almindelige

menneskers forståelse af begrebet globalisering.

LO hilser kongressen

Herefter bød John Dahl velkommen til LO’s formand Hans Jensen:

– Nogle gange bliver den omtalt som De gamle mænds klub. Andre

taler om De hvide elefanter. I ny og næ bliver der fokuseret på debatkulturen,

som skulle være rå og usødet. Andre gange bliver klubben

beskyldt for at leve et afsondret liv og fastholde forgangne tiders normer

og værdier.

Ikke desto mindre er LO stadig en kraftfuld organisation. Og skulle

der være nogen til stede i dag, som mener, at førnævnte karakteristik

skulle være sand, ja, så kan jeg forsikre jer om, at selv om vi har at

gøre med en 105 år gammel organisation, så koger dens blod stadig af

kampgejst.

Det er let at stille sig ud på sidelinjen og erklære fællesskabet for

dødt. Det er let nok at slå en organisation ihjel. Man skal bare forholde

sig helt i ro – så dør den af sig selv.

Forandring kræver, at vi selv tager ansvar. Og det ansvar har vi i

forbundene taget, da vi for to år siden vedtog et nyt værdigrundlag

for LO. Det er styrepinden, der er med til at ændre LO-kursen, så vi i

fagbevægelsen – også når den sidste hvide elefant er gået på pension

– kan sætte vores fingeraftryk på samfundet. Så der stadig er en stærk

og udviklende organisation, der tager sig af lønmodtagernes arbejds- og

levevilkår.

HK-kongresserne har vi en lang tradition for, at LO’s formand får

lejlighed til at overbringe en hilsen til os. Og sikkert også et par faglige

og politisk piskesmæld.

Rigtig hjerteligt velkommen til LO’s formand, Hans Jensen!

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 13


14

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Hans Jensen talte til kongressen:

– Tak for jeres velkomst. Og tak for denne her mulighed for at tale

til jer ved åbningen af jeres kongres. Jeg vil bringe en hilsen til jer

fra LO-fagbevægelsen. I holder kongres i en spændende brydningstid

for os i fagbevægelsen.

Foran os står kæmpe udfordringer i form af globalisering, og

vi skal forsøge at tilpasse vores velfærdssamfund. Samtidig skal vi

gennemføre en kæmpe fornyelse af fagbevægelsen, så den kan

matche de forventninger, som den moderne lønmodtager stiller til

den faglige interessevaretagelse.

Men inden vi nu gribes af åndenød over alle de opgaver, så er

der grund til, at vi ønsker hinanden tillykke. Det er ikke, fordi vi har

rundet endnu en historisk mærkedag, eller fordi Jurassic Park er blevet

genåbnet for besøgende, for nu at citere en artikel fra Mandag

Morgen for nylig.

Nej, vi skal ønske hinanden tillykke med, at vi er en væsentlig

del af den økonomiske og beskæftigelsesmæssige succes, som

bølger hen over det danske samfund i disse år. Det er faktisk lykkedes

for os at få kombineret en – i international sammenligning

– fornuftig aflønning, en rimelig ugentlig arbejdstid samt rimelige

og fornuftige standarder for et godt arbejdsmiljø med et af verdens

mest konkurrencedygtige samfund.

Det synes jeg faktisk er ganske godt gået! Og sjovt nok, så fremhæves

dansk fagbevægelse for vores enestående evne til at skabe

fleksibilitet og dynamik samtidig med sikkerhed og beskyttelse af

vores medlemmer.

Og vi har været fælles om denne succes. Rammerne er skabt, og

mange tusinde tillidsrepræsentanter rundtom på de danske arbejdspladser

har været gode til at udfylde dem.

Det passer ganske enkelt ikke, at fagbevægelsen ikke formår

at forny sig. Fornyelsen er et faktum. Netop derfor kan vi med rank

ryg tage offensivt fat på de store opgaver i fremtiden. Og vi ved

godt, at det ikke nytter at hvile på laurbærrene.

Vi skal møde globaliseringen med en stærk strategi, så alle vores

medlemmer oplever, at der bliver taget fat om deres fremtidsproblemer.

Vi vil ikke starte med at sige nej til forandringer, selvom

danske lønmodtagere påvirkes. Vi starter med at diskutere de

muligheder, der ligger foran os.

Vi har nu i flere år diskuteret, hvordan vi kan sikre, at velfærden

stadig er i top, selv om der bliver flere ældre, der skal have omsorg,

og færre unge til at betale. Det vil sige: Alle andre end landets

regering har diskuteret spørgsmålet.

Anders Fogh parkerede tidligt diskussionen i en velfærdskommission,

så den ømtålelige diskussion ikke stod i vejen for hans gen-

valg. Den 7. december ryger låget af syltekrukken og velfærdskommissionen

barsler med sin rapport. Så er banen kridtet op til

politiske forhandlinger, der kan forandre centrale elementer i vores

velfærdssamfund.


I fagbevægelsen vil vi være helt oppe på stikkerne i denne proces. Vi vil

gøre os al mulig umage for, at de forandringer, der skal ske, bliver en

reel fremtidssikring af vores velfærdssamfund og ikke sker på bekostning

af de svageste lønmodtagergrupper.

Den centrale udfordring er vi enig i. Vi skal over de næste år sikre,

at vi kan finansiere vores velfærd. Vi vil ikke acceptere massive nedskæringer.

Det nytter heller ikke at tro, at vi i en globaliseret verden bare

kan hæve skatterne.

Derfor er vi nødt til at sikre, at der kommer flere mennesker ind på

arbejdsmarkedet. Vi vil i LO’s velfærdsudspil, der kommer i næste måned,

især fokusere på tre metoder til at sikre flere mennesker i arbejde:

Vi skal hæve uddannelsesniveauet, så vi skaber flere og bedre job

i lyset af globaliseringen. Vi skal sikre, at integrationen på vores arbejdspladser

fungerer. Og vi skal sikre, at tilbagetrækningsalderens stiger.

Vi har mange gode forslag til at sikre, at ældre medarbejdere kan

motiveres til at blive længere på arbejdsmarkedet. Vi har en opgave

med at sikre en seniorpolitik, der giver den enkelte seniormedarbejder

en høj fleksibilitet til at starte pensionisttilværelsen gradvist. Vi skal sikre

et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, der forhindrer nedslidning og

stress, så også medarbejdere, der er kommet lidt op i årene, har mulighed

for at hænge på.

Men der er næppe nogen tvivl om, at velfærdskommissionen også vil

foreslå ændring af reglerne for efterløn og folkepension, hvor tilbagetrækningsalderen

bliver hævet.

Det er vi ikke afvisende over for. Men det skal ske med nænsomhed

og omtanke. Det er naturligt, at vi også bliver lidt længere på arbejdsmarkedet,

når vi også lever længere. Men ændringer skal ske i et meget

moderat tempo og på en måde, der sikrer retten til fem års efterløn for

det LO-medlem, der er kommet tidligt på arbejdsmarkedet.

Men det vigtigste bidrag til, at vi får flere til at tage fat på arbejdsmarkedet,

skal ikke komme fra seniorerne. Nogle tror, at ændringer

i efterlønnen er en trylleformular, der med ét kan løse alle velfærdssamfundets

udfordringer. Men de har simpelthen ikke forstået opgavens

omfang.

Al snak om reformer er ligegyldig, hvis ikke det lykkes os at inte-

grere mennesker med anden etnisk baggrund bedre på vores arbejdspladser.

Det er vigtigt for finansieringen af vores velfærdssamfund. Men

det er også fundamentalt for sammenhængskraften i vores samfund.

Hvis ikke vi kan vise, at Muhammed fra Nørrebro har de samme

muligheder og behandles med den samme respekt i det danske samfund

som Lise fra Odense, så får vi et opsplittet samfund, så bryder vores

velfærdssamfund sammen.

Hver gang en ung med anden etnisk baggrund oplever at stå sidst

i køen til praktikpladsen, bliver skulet til i bussen, nægtet adgang til

diskotekerne, ja, så sættes integrationen markant tilbage. Ligesom når

de oplever gang på gang at blive behandlet med mistro af politikere, og

når de oplever at blive omtalt som ”kræftceller” på et folketingsmedlems

hjemmeside.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 15


16

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Jeg er overbevist om, at en af de største forhindringer for en vellykket

integration er den negative tone, som nogle politikere altid slår an i et

kynisk kalkuleret forsøg på at kapre stemmer og skabe bekymring.

Derfor var det ærgerligt, at integrationsaftalen mellem regeringen

og Socialdemokraterne brød sammen. Jeg synes, at det er helt uforståeligt,

at regeringen lod det hele falde på gulvet i stedet for at imødekomme

Socialdemokraternes meget rimelige krav om præciseringer.

For de var jo alle enige om, at mennesker, der ikke har mulighed

for at arbejde, ikke skal have fjernet det sidste sikkerhedsnet for deres

økonomi.

Det er sørgeligt, at dansk politik er nået hertil, hvor det er vigtigere

for en regering at positionere sig til et folketingsvalg i 2008 eller 2009

end at samle Folketinget om konkrete løsninger på et af samfundets

store problemer.

I fagbevægelsen vil vi fokusere på at løse opgaven. Vi har bl.a. oprettet

Fagbevægelsens Videnscenter for Integration for at analysere og

udvikle forslag til fremme af integrationen.

HK med John i spidsen har været en af dynamoerne i etableringen af

centret, og det vil jeg gerne kvittere for her i dag.

Globaliseringen er en udfordring for hele det danske arbejdsmarked.

Vi har kendt til udviklingen i mange år i industrien. Det er rigtigt,

som John var inde på, at først rykkede tekstilfabrikkerne mod varmere

himmelstrøg, og dernæst var det skibsværfterne, der bukkede under i

konkurrencen med Fjernøsten.

Men globaliseringen har bredt sig. Det er ikke længere blot industriarbejderne

i blå Kansas-kedeldragter, der må føle konsekvenserne.

Ingen områder vil gå fuldstændig fri af globaliseringen. På HK-området

mærker I nu også udviklingen for alvor: Flybilletterne afregnes ikke

længere i Kastrup, men i Bombay.

Og det grafiske område er en historie for sig. De fleste farvestrålende

tilbudsaviser fra danske supermarkedskæder layoutes af billige

indiske grafikere og sendes frem og tilbage via internettet. Jeg gad vide,

hvad de tænker, når de sidder der i New Delhi og designer annoncer for

tilbud på frikadeller i Føtex.

Alle danske lønmodtagere vil blive berørt. Og vi skal arbejde på, at

lønmodtagere bliver rustet til globaliseringen og skærmet mod dens

negative sider.

Det er nu, at der skal skabes nye job for de gamle, der forsvinder. Så

vi sikrer, at vores virksomheder kan overleve ved konstant at blive bedre

gennem bedre uddannede medarbejdere.

Det betyder, at hver enkelt dansk lønmodtager aldrig skal stå alene,

når der sker udflytning af arbejdspladser. Her skal den enkelte mærke

en stærk og hjælpende hånd fra fællesskabet. Det betyder, at alle får del

i den økonomiske vækst, og at vi også sikrer, at lønmodtagere i verdens

fattigste lande får en reel fremgang ud af globaliseringen.

Jeg er glad for, at også statsministeren har fået øjnene op for den

positive rolle, fagbevægelsen spiller i det danske samfund, ved at invitere

os indenfor i Globaliseringsrådet. Engang mente alle borgerlige


politikere og økonomer ellers, at det danske velfærdssamfund og den

stærke danske fagbevægelse var en betonklods om benet for Danmarks

muligheder.

”Den offentlige sektor er alt for stor”, blev der råbt. Og ”Fagbevægelsen

forhindrer fleksibiliteten,” blev der sagt. Det var nærmest

tilbagevendende mantraer, når OECD og alle de andre kloge hoveder

udtalte sig.

Det har nu vist sig, at det forholder sig stik modsat. Den stærke

danske fagbevægelse, velfærdsstaten og den danske model på arbejdsmarkedet

er det bedste trumfkort, som Danmark har på hånden.

Anders Fogh Rasmussen bryster sig i udlandet af den danske flexicurity-model,

der sikrer, at social tryghed går hånd i hånd med fleksibel

arbejdskraft.

Men det er ikke noget, Anders Fogh Rasmussen eller regeringen

har skabt. Det er danske lønmodtagere, os i dansk arbejderbevægelse,

der har skabt et unikt system. Og udlandet har fået øjnene op for vores

model.

Jeg siger jer, jeg har et mylder ind og ud af mit kontor af franskmænd,

tyskere, japanere og jeg ved ikke hvad. De valfarter til København

for at lære af os. Trafikken af studieture viser, at socialminister Eva

Kjer Hansen har misforstået, hvad der driver et samfund fremad.

Ulighed skaber ikke dynamik. Det er ikke det, vi har bygget vores

velfærdssamfund på. Mennesker med tro på fremtiden og lønmodtagere

med en tryg tilværelse skaber dynamik. Det er hele vores velfærds

fundament.

Vores danske model har sejret. Ikke ad helvede til, som nogen har

sagt. Men vi, danske lønmodtagere, har leveret beviset til verden på, at

velstand ikke bygges på frygt for fremtiden, på øget ulighed eller ved

at svinge pisken over de lavestlønnede. Den bygger på at give lønmodtagerne

trygheden til at turde og ville forandre sig.

Vi skal forandre os endnu mere i de kommende år. Vi skal sikre, at

det danske uddannelsesniveau stiger markant, for at klare os i globaliseringens

konkurrence for at finansiere velfærden med flere og bedre

job.

Vores vigtigste resurse sidder mellem ørerne – og det er desværre

ikke lige kønt på os alle sammen. Alligevel er det vores bedste mulighed.

Derfor er det afgørende, at de forhandlinger om voksen- og efteruddannelse,

som foregår i øjeblikket mellem regeringen, arbejdsgiverne

og fagbevægelsen, munder ud i et historisk uddannelsesløft for danske

lønmodtagere. Mindre kan ganske enkelt ikke gøre det.

Jeg håber, at statsministeren ikke har det hele i munden. Jeg håber

også, at han har viljen, så de mange milliarder, der skal til, kan vrides ud

af finansminister Thor Petersen. Jeg tror ikke på, at vi skal overlade initiativet

til politikerne alene. Fagbevægelsen er også nødt til at tage fat

på de store opgaver for at fremtidssikre beskæftigelsen her i Danmark.

Det kræver, at vi prioriterer det i de aftaler, vi indgår. Det kræver,

at vi organisatorisk indretter os, så medlemmerne får flere redskaber til

rådighed for deres udvikling. Fornyelsen er ikke blot et anliggende for

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 17


18

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

den enkelte lønmodtager. Det er også en udfordring for os i LO og for

LO’s medlemsorganisationer.

Jeg er glad for at konstatere, at der har været stor overensstemmelse

mellem HK og LO om vores fornyelsesprojekt. Det var været med til at

skabe forudsætningerne for, at vi satte gang i projektet om et nyt LO.

Ideen med at skabe en hovedorganisation, som i tæt samarbejde

med forbundene kan etablere de politiske og faglige rammer, som en

moderne lønmodtagerorganisation har brug for. Vi kommer derfor også

til at gøre op med forældede strukturer og gamle arbejdsmetoder.

Vi skal fortsætte fornyelsesprocessen i de kommende år, og vi

har travlt. Det er en helt ny tankegang om at samarbejde og udnytte

hinandens resurser bedre, som skal erstatte forældede magtkampe og

betonagtig konservatisme.

Desværre er det ikke helt det medspil, vi møder fra vores samarbejdspartnere

i FTF, som netop har opsagt Borgfredsaftalen af ren og

skær organisationsegoisme. Det store spørgsmål for mig er, hvor FTF’s

udsyn til de store udfordringer bliver af. Hvor er tiltroen til, at samarbejde

giver styrke? Hvor bliver den af i FTF, og for den sags skyld også i AC?

Jeg er lidt ked af at konstatere, at organisationer, der repræsenterer

de allerbedst uddannede, er ved at udvikle en helt ny holdning. Det

drejer sig nu om at rage til sig af samfundskagen. Solidariteten i forhold

til de mindrebemidlede grupper kan komme til at ligge på et meget lille

sted.

De tror, at det er sådan, at lønmodtagerne i Danmark vil have det.

Men jeg ved, at der fortsat er opbakning til fællesskabet og til en fagbevægelse,

der har holdninger, og som har solidaritet og fællesskab. Der

er ikke opbakning til krig imellem de faglige organisationer. Vi klarer

nemlig ikke fremtidens udfordringer uden et tæt samarbejde mellem

alle lønmodtagere.

Den hilsen vil jeg gerne sende til jer fra de øvrige LO-organisationer

her på kongressen. Jeg håber, at I får en god, dynamisk og fremadrettet

kongres. Vi regner med jer!

John Dahl takkede Hans Jensen og sagde:

– Hans! Som altid har du evnen til at sætte fingeren på udfordringerne.

Særligt er jeg glad for dine bemærkninger om uddannelsesniveauet

og dine betragtninger om en fælles indsats for at styrke integrationen.

Tusind tak for din hilsen, Hans!

Herefter blev der vist videoklip om globalisering.

Herefter sagde John Dahl:

– Hvorfor skal det være så alvorligt alt sammen? Globalisering er jo

andet end problemer og udfordringer. Mon ikke også det kan være morsomt?

Mon ikke der skulle være nogle hjørner, som kunne udløse lidt

træning af lattermusklerne …


Jeg tror, at vores næste gæst er i stand til at sætte globaliseringsdebatten

i perspektiv. I hvert fald i hans eget verdensbillede. Velkommen til

Omar Marzouk.

Herefter underholdt stand-up-komikeren Omar Marzouk kongressen

med sin skæve udlægning af, hvad globalisering betyder.

John Dahl takkede Omar Marzouk og sagde: Som altid formår du jo

at sætte tingene i perspektiv.

Efter at have rørt lattermusklerne så deltagerne endnu en video om

globalisering.

En hilsen fra Socialdemokraterne

John Dahl bød herefter velkommen til formanden for Socialdemokraterne,

Helle Thorning-Schmidt:

– For fire år siden tabte Socialdemokraterne regeringsmagten. Det

lykkedes desværre heller ikke at fravriste Anders Fogh Rasmussen statsministerposten

ved forårets folketingsvalg.

Til gengæld satte det gang i en proces, hvor Socialdemokraterne

gennemførte den første urafstemning om formandsposten i partiets

historie.

Resultatet kender vi alle sammen. Helle Thorning-Schmidt er Socialdemokraternes

første kvindelige formand – og i dag får Helle lejlighed

til at tale til HK’s kongres.

Byd Helle hjerteligt velkommen!

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 19


20

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Helle Thorning-Schmidt talte til kongressen:

– Tak skal I have! Jeg håber, at vi får hende den sidste fra videofilmen op

og tale til kongressen lidt senere. Det kan være, hun bliver klogere, når

hun har været på jeres kongres!

Jeg vil godt sige, at jeg er meget, meget glad for at være her. Jeg

har glædet mig til at være her, fordi jeg synes, at det tema, I har sat på

dagsordenen, er så utrolig vigtigt. Jeg synes, at det er godt, at I holder

kongres, som tager direkte udgangspunkt i de udfordringer, vi alle sammen

står over for.

Jeg synes også, det er vigtigt, at I allerede i jeres slogan for kongressen

ser nogle muligheder frem for at se begrænsninger. Og tænker på,

hvordan I kan ruste jer til at klare disse udfordringer. Jeg synes i virkeligheden,

at den måde, som I lægger det an på med sloganet ”En verden

af muligheder” siger utrolig meget om Danmark, men det siger mindst

lige så meget om dansk fagbevægelse. Det er godt, og det er et godt

udgangspunkt.

Mit udgangspunkt er nemlig også, at vi kan klare de udfordringer,

vi står over for. Men det kan vi kun, hvis vi virkelig forstår dem. Hvis vi

virkelig erkender helt inde under huden, hvad det er for udfordringer.

Og hvis vi handler efter de udfordringer.

De kommende år stiller os nemlig nogle udfordringer, som kommer

til at sætte vores velfærdssamfund under pres, hvis vi ikke handler. Som

jeg ser det, drejer det sig om mindst tre udfordringer.

Vi står over for den globalisering, som I sætter på dagsordenen. Vi

står også over for, at vi oplever en snigende ulighed, øgede skel mellem

mennesker i Danmark. Og vi står over for den udfordring, der handler

om, at vi lever længere – heldigvis for det – men at vi bliver færre mennesker

til at forsørge flere ældre.

Det er lige præcis de tre udfordringer, vi skal forholde os til, hvis

vi vil bevare og videreudvikle det velfærdssamfund, vi kender i dag.

Og hvis vi vil gøre noget for vores børn. Så det er ikke mindst for vores

børns skyld, at vi skal tage de udfordringer på os og løse dem i tide. For

det eneste, vi ikke må gøre, er at lade være med at tale om det, lade

være med at forstå det og lade stå til. Hvis vi sætter ind nu, bliver udfordringerne

lettere at tackle, jo før, jo bedre.

Globaliseringen er det, I tager fat på her. Og som jeg sagde før, er

det utrolig flot, at I tager fat på diskussionen. Fordi vi emmer af lyst for

at finde løsninger på, hvad det er, vi skal gøre. Og fordi det selvfølgelig

også er en erkendelse af – som Hans også var inde på – at globalisering

ikke kun rammer dem, som ikke har noget uddannelse, fx dem i tekstilindustrien.

Globaliseringen kan også ramme meget negativt på jeres

medlemmer. Der sidder masser af jeres medlemmer derude, som har

oplevet det.

Når virksomheder fusionerer, lukker, flytter til andre dele af verden,

så ved vi jo, at det kan have stærke konsekvenser for massevis af HK’ere.

Vores svar er nemt, men selvfølgelig også svært. For det handler om, at

vi skal være dygtigere i Danmark. Vi skal – som Hans også sagde – leve af

det, vi har mellem ørerne. Vores vigtigste råstof er os selv, og i særdeles-


hed vores børn. Vores resurse er, at vi dygtige, at vi er fleksible, og at vi

evner at opfinde nicher og tilpasse os den nye udvikling. Derfor er det

vores altoverstigende opgave at dygtiggøre os hele tiden og gennem

hele livet.

Derfor skriger det til himlen – og det er bare ikke godt nok – at vi

ikke uddanner vores unge godt nok. Vidste I, at en fjerdedel af vores

unge ikke får en kompetencegivende uddannelse? Og at op imod en

million ikke kan læse og skrive i tilstrækkelig grad? Det er ikke godt nok

til et land, som skal leve af det, vi har imellem ørerne.

Og vi må selvfølgelig spørge som Socialdemokrater i opposition:

Hvad gør regeringen så i den situation? Og svaret er, at man desværre

ikke gør særlig meget. Tværtimod bliver det sværere og sværere for de

unge at gøre deres uddannelse færdig. I en situation, hvor de unge ikke

er uddannede godt nok, forpasser regeringen mulighederne for at give

dem en ærlig chance og passer ikke på vores vigtigste råstof.

Vi vil aldrig komme til at se passivt til, at man ikke satser massivt på

uddannelse og forskning. For hvis man ikke gør det, så brænder man en

chance for Danmark. Vi ønsker, at hver enkelt dansker rustes til globaliseringen.

Hver enkelt dansker skal være parat til de udfordringer, der

kommer.

Vi ved godt, at vi ikke kan slå en ring om arbejdspladserne. Men det,

vi kan gøre i Danmark, hvis vi tager os sammen, er at give hver enkelt

dansker mulighed for at skifte arbejdsplads, hvis det er nødvendigt, og

for at tilpasse sig de nye udfordringer.

Vi vil ikke finde os i, at nogle unge ikke får mulighed for at færdiggøre

deres uddannelse, blandt andet fordi regeringen har fjernet skolepraktikken.

Vi vil give en uddannelsesgaranti til alle unge. Og vi vil sikre,

at voksne danskere, som ikke har fået nok uddannelse, får mulighed for

at få uddannelse. Vi har blandt andet foreslået, at vi skal oprette 5.000

flere voksenlærlingepladser. Vi vil sammen med fagbevægelsen, og sammen

med HK, svare igen for at løse globaliseringens udfordringer.

Den anden udfordring er, at uligheden mellem os danskere øges

år for år. Skellene mellem os bliver støre og større. En af de ting, som

Danmark er kendt for ude i verden, er, at vi er et meget lige land. Det

bliver fremhævet, at en af de ting, som gør os stærke – netop i den

internationale konkurrence – er vores lighed. At det netop er lighed,

der gør, at medarbejderne er dygtige og fleksible, og at de er så dygtige

på arbejdspladserne. Derfor er det et frygteligt spild – og endnu en

chance er forpasset for Danmark – hvis det er rigtigt, at uligheden stiger

i Danmark.

Og det er rigtigt! Uligheden i Danmark er kommet snigende. Og

det handler – desværre – ikke kun om økonomisk ulighed længere. Det

handler desværre også om, at der er forskel på mennesker i forhold til,

hvor mange muligheder de har for at skabe deres egen tilværelse. Der

er nogle – masser af mennesker i Danmark – som er herre i deres eget

liv. De fleste har mulighed for at vælge: Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg

arbejde med, hvordan skal jeg uddanne mig, hvordan vil jeg leve.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 21


22

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Men der er desværre en række mennesker i vores samfund, som ikke har

de muligheder, og dermed ikke er herre i deres eget liv. De har aldrig

rigtig fået tag i tilværelsen, blandt andet fordi vi stadig har den situation

i Danmark, at vi ikke har brudt den negative sociale arv. Vi har stadig en

situation, hvor dårlige sociale kår stadig går i arv fra generation til generation.

Opgaven i de kommende år – både for vores samfunds skyld og for

de mennesker, som er i vores samfund – er, at vi må satse benhårdt på at

skabe lige muligheder for alle. Det er ikke noget, regeringen er særlig

optaget af. Lige meget hvor meget statsministeren forsøger at banke sin

socialminister på plads, så er jeg og vi hos Socialdemokraterne stadig ikke

overbevidste om, at de bekymrer sig ærligt om at skabe lighed mellem

mennesker i Danmark.

Hvis man bare siger, at vi er frygteligt optagede af at skabe lighed, er

det ikke nok. Nej, man er også nødt til i det daglige at handle derefter og

bekæmpe ulighed. Man skal gøre noget aktivt for at bekæmpe uligheden.

I Danmark er der under denne regering kommet 40.000 flere mennesker

på overførselsindkomster. Priserne for at benytte offentlig, kollektiv

trafik er steget overalt i Danmark. Det samme gælder, hvis man vil tage

efteruddannelse. Her er der også prisstigninger. Alle disse ting er med til

at øge ulighederne i vores samfund.

Men sådan behøvede det jo ikke at være i Danmark. For den danske

økonomi – det ved vi alle sammen – har det jo godt. Mange har fået

mange flere penge imellem hænderne – og det er godt. Men regeringens

prioriteringer for samfundet er et udtryk for en gal kurs. Al den velstand,

vi har fået, er jo ikke nogen gevinst, hvis den ikke samtidig betyder, at vi

bruger velstanden til at investere i fremtiden og til at vedligeholde netop

den velfærd, vi er så glade for.

Hvilken glæde har danske familier egentlig af, at de har fået bil nummer

to, eller en større bil, hvis de til gengæld må aflevere ungerne i en

daginstitution, der er helt slidt ned, og til gengæld må tåle, at oldemor

har fået en fortravlet og dårlig hjemmehjælp. Og hvis de til gengæld må

tåle, at deres ældre kun får en middelmådig personlig pleje. Vi kan ikke

leve med, at der er så stor forskel på det, man oplever i den private sektor

og det man oplever i den offentlige sektor.

Det er vores opgave at mindske denne forskel. Det er Socialdemokraternes

opgave, fordi vi ved, at regeringen ikke vil tage den opgave at gøre

op med den negative sociale arv. Vi ved også, at det ikke kun handler om

økonomisk ulighed. Derfor skal vi et spadestik dybere. Men det er værd at

få sagt, at ulighed i dagens Danmark også handler om kroner og øre.

Det er derfor, at vi har udpeget nogle særlige grupper, som ikke har

fået adgang til den økonomiske fremgang, og som vi vil gøre noget for

nu. Vi vil gerne gøre noget for førtidspensionisterne. Vi har på det seneste

foreslået, at vi vil lade lejerne i den almene sektor få del i boligfesten.

Landsbyggefondens penge tilhører lejerne, og derfor synes vi, at det er en

god idé, at netop de penge, der tilhører lejerne, bruges til massive huslejenedsættelser

i den almene sektor.


Noget, vi er nødt til at gøre i de kommende år, er at satse på integrationen.

Vi vil have en situation i Danmark, hvor alle børn har samme muligheder

uanset deres etniske baggrund. Vi vil have, at arbejdspladserne

åbner sig op for alle mennesker uanset deres etniske baggrund. Der skal

være plads til alle. Det er jo rigtigt, at vi kan gennemføre lige så mange

velfærdsreformer, som vi kan komme i tanke om. Men det nytter ikke

noget, hvis vi ikke også får integrationen til at virke. Og det gælder på

arbejdspladserne, i skolerne og alle andre steder i det danske samfund.

Socialdemokraterne vil svare igen på den øgede ulighed, der er

skabt, ved at skabe mere økonomisk lighed, men samtidig skabe flere

muligheder til flere i det danske samfund ved blandt andet at bryde den

negative sociale arv.

Nu vi taler om integrationsindsatsen, kan jeg ikke lade være med at

nævne, at der for nylig har været diskussion om integrationspolitikken

i Danmark. Og der er også i den forbindelse blevet tolket og overfortolket

meget heftigt på Socialdemokraternes udlændinge- og integrationspolitik.

Om, hvad vores egentlige hensigt var, da vi blev smidt ud af

integrationsforliget af regeringen.

Jeg kan berolige alle dem, der har lyst til at gå i gang med fortolkninger

af Socialdemokraternes udlændingepolitik, at der faktisk ikke er

så stor grund til det. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige i dag:

Vores udlændingepolitik ligger fast. Vores udlændingepolitik er uændret,

og den er klar. Vi støtter de regler, der begrænser tilstrømningen

af udlændinge til Danmark. Det er regler, der er nødvendige, fordi vi

er nødt til at anerkende, at antallet af familiesammenførte til Danmark

spiller en rolle for, hvor dygtige vi er til at integrere.

Men vi vil aldrig være med til at stille urimelige krav over for mennesker,

danskere eller mennesker af anden etnisk baggrund, hvis ikke

de er i stand til at leve op til de krav, som samfundet stiller. Det, vi taler

om, er samfundets mest udsatte grupper. Det kan være psykisk eller

socialt nedbrudte mennesker og skæve eksistenser. Og det er på den

baggrund – og det er egentlig ikke udlændingepolitik, det er snarere

socialpolitik – at vi udtrykte nogle klare bekymringer i forhandlingerne

med regeringen om udmøntningen af integrationsaftalen.

Det var ikke bekymringer over aftalen, vi havde bekymringer over

udmøntningen af aftalen! Det, vi bad om, var vel blot, at høringen

skulle gå sin vante gang, og vi ville forbeholde os ret til at lytte til de

høringssvar, der kom ind. Den holdning og de bekymringer benyttede

regeringen som anledning til at smide os ud af forhandlingerne. Og jeg

tror faktisk, at det siger langt mere om regeringen, end det siger om os.

Det siger om regeringen, at den tror, at der er valgkamp hver dag. De er

mere optagede af at udstille os som falsk i integrations- og udlændingepolitikken

end at løse konkrete problemer for Danmark. Det er regering-

ens valg. Vi ville ikke have valgt det samme.

Den tredje store udfordring, som Danmark står over for, er, at lige

meget hvordan vi regner på tallene, bliver der færre erhvervsaktive på

arbejdsmarkedet. Vi bliver simpelthen færre yngre til at forsørge flere

ældre samtidig med, at vi gudskelov lever længere – og det er jo godt.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 23


24

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Men faktum er, at vi kommer til at mangle 150.000 mennesker på arbejdsmarkedet

inden for en overskuelig fremtid. Noget af den udfordring,

vi står over for, kan vi producere os ud af – og det er godt. Og

noget af den udfordring, vi står over for, kan vi integrere os ud af, og

det er også godt. Men jeg tror desværre ikke, at det er nok. Derfor har

vi stadig en udfordring, vi skal tackle.

Regeringen har valgt at tackle denne udfordring med et velfærdsstop.

Det går på, at vi ud fra en teori og en analyse kan spare os til en

bedre fremtid. Spare os til en bedre velfærd. De har sagt, at de offentlige

udgifter kun må vokse med en halv procent. Det betyder selvfølgelig,

at de kommunale budgetter strammes år for år, selvom vi ved,

at behovet for velfærd stiger ude i kommunerne.

Der sættes kun langsomt flere penge af til mere forskning og til

mere uddannelse. Ud over det har man valgt at sætte de store spørgsmål

om fremtiden i ekspertudvalg og kommissioner. Jeg tror, at regeringen

tager fejl, og jeg tror, at de igen med deres holdning, brænder en chance

for Danmark.

Vi har en anden plan, der modsat regeringens handler om politisk

mod og politisk vilje.

Jeg mener i virkeligheden, at der er tre måder at vælge at tackle

fremtidens udfordringer på. Vi kan spare og indføre et velfærdsstop.

Problemet med det er, at det skaber mindre velfærd og større ulighed.

Vi kan vælge at sætte skatten op. Problemet med det er, tror jeg, at det

er danskerne ikke villige til. De har faktisk ikke betalt så meget i skat,

som de gør i øjeblikket. Eller vi kan møde udfordringerne med de nødvendige

nænsomme reformer samt investeringer i mennesker. Det kan

ikke komme som nogen overraskelse for jer, at vi vælger den sidste vej.

Socialdemokraterne vælger den løsning, der handler om, at vi vil

udvikle velfærden gennem nænsomme reformer og investeringer i

mennesker. Vi vil skabe et arbejdsmarked, hvor seniorer ikke længere

diskrimineres. Vi vil skabe et arbejdsmarked, hvor man ikke bliver syg og

nedslidt af at gå på arbejde. Et arbejdsmarked, hvor vi faktisk kan holde

ud at gå på arbejde i mange, mange år.

Men ud over det vil vi også justere på vores efterløn. Vi vil bevare efterlønnen

som en rettighed igennem fem år. Vi har foreslået, at pensionsalderen

lige så langsomt skal hæves over en tiårig periode med to år.

Vi vil sikre, at det er de mennesker, der har slidt og slæbt længst tid på

arbejdsmarkedet, der får ret til efterløn. Det skal være ancienniteten

på arbejdsmarkedet, der afgør, hvornår man kan få efterløn, og ikke

betalingsevnen. Hvis vi foretager disse nænsomme reformer i tide, så

får vi råd til her og nu at investere i vores velfærd – samtidig med, at vi

betaler af på vores gæld. Det vil vi jo også.

Ændringer i efterlønnen og reformer i det hele taget skal ikke

bruges til at finansiere skattelettelser her og nu. Vi vil ikke være med

til at forgylde os selv her og nu på bekostning af vores børns velfærd.

Derfor skal vores velfærdsreformer bruges til at få råd til at investere i

mennesker nu og i fremtiden. Vi vil med omhu sikre fremtiden for de

kommende generationer. Det er vores pligt.


De næste fjorten dage går vi i valgkamp. Om fjorten dage vil der være

valg til kommuner og regioner. Vi vil være et aktivt parti, som kan ses på

gader og stræder, for ved dette valg udstikkes de politiske linjer langt

ud i fremtiden. Jeg mener ikke, at der er tvivl om, at der er stor forskel

på, om man bor i en socialdemokratisk kommune eller i en venstrekommune.

Om man bor i en kommune, der med service løfter og inspirerer

sine borgere, eller i en myndighedskommune, der lige præcis holder sig

til lovens minimum. Det er det valg, danskerne skal foretage.

Socialdemokraternes politik er klar og entydig, både på Christiansborg

og ude i kommunerne. Vi vil her og nu investere i mennesker, i

velfærd og i bedre offentlig service. Vi vil skabe et samfund, hvor vi

vokser sammen, og ikke hver for sig. Vi vil ruste hver enkelt dansker til

fremtiden. Vi skal have alle med! Alle skal have muligheder, ingen skal

lades i stikken!

Det er de værdier, vi vil kendes på ude i kommunerne og på Christiansborg.

Det er de værdier, som jeg tror, vi står helt sammen med HK om

at bygge videre på. Det giver en verden af muligheder for os alle sammen.

Jeg takker for ordet og ønsker jer en rigtig god kongres!

John Dahl takkede Helle Thorning-Schmidt:

– Tak skal du have, Helle. Jeg ved, du har et stramt program. Men jeg

håber, du har tid til at følge lidt med i vores kongres.

Herefter var der faneindmarch, hvor deltagerne istemte tonerne til

”Når jeg ser et rødt flag smælde”.

John Dahl sagde herefter: Tak skal I have. Tak til fanebærerne.

Fanerne er nu kommet på plads. Alverdens flag er dalet ned til os. Tak til

alle gæsterne – og til de optrædende.

Vi er hermed nået til vejs ende i forhold til åbningsarrangementet,

hvorfor jeg hermed erklærer HK/Danmarks 29. ordinære kongres for

åben.

Inden vi er klar til at gå i gang med beretningerne, er der nu en halv

times pause.

Kl. 15.20

Mødet blev genoptaget kl. 15.55.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 25


26

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Pkt. 1 Valg af dirigenter

Forbundsformand John Dahl oplæste forslag til dagsorden, idet han bad

om en ændring i forhold til det udsendte, således at punkt 7 og 8 byttede

plads, og dagsordenen skulle være som følger:

1. Valg af dirigenter

2. Godkendelse af dagsorden

3. Godkendelse af mandater

4. Forslag til forretningsorden

5. Valg af kongressens tillidsrepræsentanter

6. Beretning om virksomheden

7. Globaliseringens udfordringer

Behandles ud fra følgende emner:

a) Livslang uddannelse og udvikling

b) Arbejdspladser under forandring

c) Kvalitet i arbejdslivet

d) HK’s organisatoriske udfordringer

8. Etnisk ligestilling

9. Handlingsprogram

10. Forelæggelse af regnskab

11. Behandling af indkomne forslag:

a) Almindelige forslag

b) Forbundets love

c) Love for forbundssektorer

d) Afdelingernes love

12. Fastsættelse af de i § 20 stk. 1 og 3 valgte tillidsrepræsentanters

lønninger

13. Valg af de i § 20 stk. 1-5 og 10 nævnte tillidsmænd –

herunder valg af revisionsinstitut

Dagsordenen blev godkendt.

Herefter indstillede John Dahl på hovedbestyrelsens vegne følgende til

valg som kongressens dirigenter:

delegeretnr. 183 Birgit Rasmussen, Storstrøm

delegeretnr. 23 Gerda Flint, Århus

delegeretnr. 552 Finn Rønhøj, Esbjerg

delegeretnr. 504 Svend Aage Hansen, Horsens

Disse blev valgt.

Dirigent Birgit Rasmussen takkede på dirigenternes vegne for valget og

konstaterede, at kongressen var lovligt indvarslet i henhold til cirkulære

af 30. november 2004. Det vil sige med mere end 9 måneders varsel.

Dirigenten tilkendegav, at der var rygeforbud i salen – ligesom mobiltelefoner

skulle være slukkede i salen.


Dirigenten oplyste videre, at kongressen ville blive web-casted, så billeder

fra talerstolen kunne udsendes til HK’s hjemmeside. Desuden ville

der blive udarbejdet en elektronisk og en skriftlig protokol.

Før dagens videre forhandlinger fejrede kongressen dagens fødselarer.

Det var:

Delegeretnr. 759 Flemming Bech Johannesen, København

Delegeretnr. 1015 Birgitte Hansen, København

Delegeretnr. 1224 Thomas Garlov, HK HANDEL

Herefter oplæste dirigenten listen med udskiftning af delegerede i

forhold til det udsendte materiale og materialet i mappen:

Udgår I stedet deltager

Århus Kommunal: Århus Kommunal:

36 Jørgen Madsen 36 Bodil Edlund

Aabenraa: Aabenraa:

072 Torben Boldsen 072 Hans Jørgen Andersen

Storstrøm Kommunal: Storstrøm Kommunal:

185 Lene Suldrup 185 Ingen

Odense HANDEL: Odense HANDEL:

242 Maria Moth Kofod 242 Morten Kronborg Jensen

243 Michael Mai 243 Ingen

Odense Privat: Odense Privat:

260 Susanne Pedersen 260 Ingen

Nordjylland HANDEL: Nordjylland HANDEL:

303 Jens Erik B. Sørensen 303 Ingen

Holstebro Kommunal: Holstebro Kommunal:

517 Gitte Skov Petersen 517 Mona Riise Bott

Esbjerg HANDEL: Esbjerg HANDEL:

549 Annie Stensberg 549 Ingen

Centrum Sjælland HANDEL: Centrum Sjælland HANDEL:

569 S Eva Hjort Larsen 569 S Ingen

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 27


28

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Pkt. 2 Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt under pkt. 1.

Pkt. 3 Godkendelse af mandater

Kl. 16.10

I forbindelse med godkendelse af mandaterne indstillede næstformand

Mette Kindberg følgende på vegne af hovedbestyrelsen:

– Jeg vil også gerne sige velkommen til jer alle sammen.

I forbindelse med godkendelse af mandater har hovedbestyrelsen

denne indstilling:

Som I ved, er det besluttet, at skatteforvaltningerne overflyttes fra

det kommunale til det statslige område pr. 1. november 2005. Det har

rejst spørgsmål om, hvorvidt medlemmer der i den forbindelse er grænsedraget

til fordel for Dansk Told og Skatteforbund kan repræsentere

HK/Kommunal under hele forbundskongressen, der afvikles i perioden

29. oktober til 2. november 2005.

Principielt foreskriver forbundslovene, at kun erhvervsaktive inden

for faget er valgbare. Heraf følger, at i det omfang de delegerede ikke

opfylder valgbarhedsreglerne længere – fx ved pensionering og/eller

ansættelse inden for et andet organisationsområde – skal pågældende

fratræde sine tillidsposter i HK.

I forbindelse med strukturændringen pr. 1. november 2005 er der

truffet beslutning om, at HK-medlemmer, i stedet for at lade sig overflytte

til Dansk Told og Skatteforbund, kan bibeholde deres medlemskab

i HK.

Det er forbundssekretariatets opfattelse, at delegerede, der har truffet

beslutning om at udmelde sig af HK pr. 31. oktober 2005 for at lade

sig optage i DTS, ikke er valgbare og derfor skal lade sig erstatte som

delegeret af sin suppleant på forbundskongressen.

For så vidt angår de medlemmer/delegerede, som er omfattet af

grænsedragningen med DTS, men har valgt at bibeholde deres medlemskab

i HK, kan de efter indstilling til kongressen godkendes som

delegerede, således at denne gruppe medlemmer organisatorisk bevarer

deres valgbarhedsstatus som delegerede og tilknytning til HK/Kommunal

under hele forbundskongressen

Hovedbestyrelsen indstiller dette til godkendelse.

Det blev godkendt.

Herefter sagde Mette Kindberg:

– Alle afdelinger har tilmeldt delegerede til kongressen. Afdelingerne

Centrum Sjælland, Nordjylland, Nordsjælland, Viborg-Skive-Nykøbing

M., Århus, Sønderborg, Herning, har tilmeldt en delegeret mindre. Kolding,

Odense og Storstrøm afdeling har tilmeldt 2 mindre. Af fællesformænd

er der tilmeldt 5.


Derudover deltager Brancheafdelingen HK/Post & Kommunikation,

jf. fusionsaftalen af 1. januar 1998, og brancheafdelingen HK/Trafik &

Jernbane, jf. fusionsaftalen af 1. juni 2000, hver med formand, næstformænd

og et bestyrelsesmedlem.

I alt vil der være 575 delegerede med stemmeret.

I har også alle sammen lov til at være her, da I alle sammen har betalt

kontingent og derfor er valgbare

Med taleret, men uden stemmeret, er der: 150 sekretærer og

konsulenter fra forbundskontoret, 5 personaleklubrepræsentanter, 15

repræsentanter fra landsdækkende klubber og foreninger med under

2.000 medlemmer, 1 revisor og 1 repræsentant fra HK Seniorer Danmark.

Hovedbestyrelsen indstiller disse mandater til godkendelse.

Mandaterne blev godkendt.

Kl. 16.15

Pkt. 4 Forslag til forretningsorden

Dirigent Birgit Rasmussen henviste til forslaget til forretningsordenen

i lommebogen side 22 og læste den herefter op:

1. Kongressens forhandlinger ledes af fire dirigenter. Disse ordner indbyrdes

mødernes ledelse. Desuden vælges tre sekretærer.

2. Den ledende dirigent kontrollerer ved kongressens begyndelse navnene

på de delegerede, og ved begyndelsen af hvert møde afkrydses de

delegerede ved indgangen. Udeblivelse tilføres protokollen og referatet.

3. De delegerede begærer ordet skriftligt hos dirigenten med opgivelse

af navn og den afdeling/forbundssektor/landsdækkende klub og forening

med over 2.000 medlemmer, vedkommende repræsenterer.

4. Intet medlem kan få ordet om samme sag mere end tre gange,

heraf undtages dog forslagsstillerne. Ingen kan have ordet mere end

fem minutter ad gangen. Stillere af hovedforslag kan dog til forelæggelse

af den pågældende sag tale indtil 15 minutter. Undtaget

fra disse bestemmelser er forbundsformanden, næstformændene og

forbundssektorformændene.

5. Ændringsforslag skal indleveres skriftligt til dirigenten forsynet med

navn på forslagsstilleren samt den afdeling/forbundssektor/landsdækkende

klub og forening med over 2.000 medlemmer, vedkommende

repræsenterer.

6. Forslag om afslutning eller taletidens yderligere begrænsning kan stilles

af enhver deltager i kongressen.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 29


30

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

7. Afstemning foregår ved håndsoptrækning, medmindre mindst 50

delegerede forlanger skriftlig afstemning eller afstemning ved navneopråb.

Dog skal personvalg foregå skriftligt, hvis der opstilles flere, end der

skal vælges.

Forslaget blev godkendt.

Pkt. 5 Valg af kongressens tillidsrepræsentanter

Dirigenten foreslog på hovedbestyrelsens vegne, at

delegeretnr. 205 Maja Hansen, Sjælland

delegeretnr. 352 Else-Marie Dupont, København

samt forbundssekretær Benny Jørgensen

valgtes som kongressens sekretærer.

De blev valgt.

Kl. 16.20

Dirigent Birgit Rasmussen foreslog herefter på hovedbestyrelsens vegne,

at følgende blev valgt til kongressens lønudvalg, der skal træde i funktion

i forbindelse med dagsordenens pkt. 12 samt i henhold til forbundets

love § 20, stk. 1 og 3.

De foreslåede delegerede var ikke lønnet af HK:

Delegeretnr. 259 Per Andersen, Kommunal

Delegeretnr. 336 Kirsten Aakjær, Stat

Delegeretnr. 372 Tove Hesdam, HANDEL

Personalesekretær Keld Flintø er sekretær for udvalget.

De blev valgt.

Dirigent Birgit Rasmussen foreslog herefter på hovedbestyrelsens vegne,

at kongressen godkendte det uddelte forslag til stemmeudvalg.

Stemmeudvalget blev godkendt og bestod af følgende:

Formanden for udvalget er delegeretnr. 007 Peter Waldorff.

Scene/bord 1-2 022 Finn Carlsen

Bord 3-4 055 Pia Givskud

Bord 5-6 087 Per E. Petterson

Bord 7-8 119 Ole Carlsen

Bord 9-10 151 Ruth V. Svoldgård

Bord 11-12 182 Allan P. Kudsk

Bord 13-14 215 Pia Warming Fischer

Bord 15-16 232 Hanne Dinesen


Bord 17-18 264 Gitte Hansen

Bord 19-20 296 Nini Salvesen

Bord 21-22 328 Morten K. Sørensen

Bord 23-24 360 Jette Lillian Colberg

Bord 25-26 392 Kim Jung Olsen

Bord 27-28 439 Christian Grønnemark

Bord 29-30 471 Ole Jervin

Bord 31-32 503 Kirsten Rahbek Tang

Bord 33-34 535 Britta Pedersen

Bord 35-36 567 Margit Kolding

Bord 37 593 Tom Erling Vesth

De foreslåede blev valgt.

Som bordoptællere var der forslag om, at det blev:

Scenen 007 Peter Waldorff

Bord 1 022 Finn Carlsen

Bord 2 024 Gert G. Torstensson

Bord 3 055 Pia Givskud

Bord 4 056 Tine Mejlsing

Bord 5 087 Per E. Petterson

Bord 6 088 Pia Holmstrøm

Bord 7 119 Ole Carlsen

Bord 8 120 Peter Nielsen

Bord 9 151 Ruth V. Svoldgård

Bord 10 152 Lene Vormslev Hansen

Bord 11 182 Allan Pedersen Kudsk

Bord 12 184 Kirsten André

Bord 13 215 Pia Warming Fischer

Bord 14 231 Michael Tams

Bord 15 232 Hanne Dinesen

Bord 16 263 Irene Mose Andersen

Bord 17 264 Gitte Hansen

Bord 18 295 Niels-Jørgen Holm

Bord 19 296 Nini Salvesen

Bord 20 327 Louise S. Christiansen

Bord 21 328 Morten Klitgaard Sørensen

Bord 22 359 Jette Arent

Bord 23 360 Jette Lillian Colberg

Bord 24 391 Karsten Ditlevsen

Bord 25 392 Kim Jung Olsen

Bord 26 423 Lizette Risgaard

Bord 27 439 Christian Grønnemark

Bord 28 440 Dorit Jackob

Bord 29 471 Ole Jervin

Bord 30 472 Peter Raben

Bord 31 503 Kirsten Rahbek Tang

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 31


32

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Bord 32 506 Bente Marie Juhl

Bord 33 535 Britta Pedersen

Bord 34 536 Camilla Hvam

Bord 35 567 Margit Kolding

Bord 36 568 Bente I. Lund-Laursen

Bord 37 593 Tom Erling Vesth

Forslaget blev godkendt.

Til hjælp for stemmeudvalget blev stillet 20 sekretærer fra forbundet til

rådighed.

Anders Grønbæk, Anna Juncker, Anne Lisbeth Elsvaag, Carlo Søndergaard,

Carsten Riis, Christian Brønnum, Hanne Christensen, Jens Lethan,

Jesper Schmidt Sørensen, Jette Lund Pedersen, Jytte Hougaard, Leif

Limkilde Bloch, Marianne Jørgensen, Ole Rønnelund, Peter Gasbjerg,

Rene Cederlund, Søren Ammitzbøll, Tom Durbing, Tove Toft og Aase

Lohmann. Jens Lethan var koordinator.

Det blev godkendt.

Kl. 16.30

Dirigent Finn Rønhøj overtog ledelsen af mødet.

Han oplyste, at der dagligt ville blive udarbejdet et beslutningsreferat,

som skulle godkendes. Såfremt der var ændringer til referatet, skulle

indsigelser ske til kongressens sekretærer senest kl. 11.30 den følgende

dag. Referatet ville herefter blive sat til godkendelse.

Kl. 16.30

Pkt. 6 Beretning om virksomheden

Beretning fra Karin Bancsi:

Næstformand Karin Bancsi aflagde beretning om organisationen HK og

sagde blandt:

– Om jeg fik et kælenavn eller øgenavn på den sidste kongres, det er

en temperamentsag – men navnet havnearbejder, det fik jeg. Jeg siger,

hvad jeg mener, og jeg gør, hvad jeg siger.

Men man kan altså ikke prædike kompetenceudvikling uden at tage

sin egen medicin – så den næste halve time har jeg øvet mig på – ingen

flade a’er og ingen – sgu og for fanden – det er nyt for mig, så sku’ det

smutte, hvis jeg bliver for engageret – så er der altså en grund til, at det

hedder livslang læring. Så lad os komme i gang.

Kære kongres, delegerede, gæster og venner. Hold da op – sikke en

tid vi lever i. Verden bliver mindre og mindre. Nye jobtyper, nye krav til

vores kompetencer og nye internationale virksomheder og medarbejdere.

Også i HK bliver vores verden hele tiden forandret. Men det er dog

stadig sådan, at rigtig mange medlemmer har betroet os den vigtige opgave,

det er at bidrage til at sikre ordentlige forhold på deres og andres

virksomheder.


Men for mange lønmodtagere er valg af fagforening ikke længere indlysende.

Vi konkurrerer hver eneste time af døgnet mod nye organisationer,

men mange vælger i dag fagforeningen helt fra.

Det kan ses på vores medlemstal. Vores svar på denne udvikling må

nødvendigvis være offensivt. Med både hjerne og hjerte ved vi, at uden

gode solidariske fagforeninger vil vores samfund se anderledes ud, og

mange lønmodtageres hverdag vil blive præget af utryghed over hvad

der nu venter rundt om hjørnet.

I HK er vi bærere af en stolt tradition. Vi træder til, når vores

medlemmer er i knibe. Vi er rigtigt gode til at hjælpe, når det går galt i

arbejdslivet, hvad enten det er faglige sager, ledighed eller en pludseligt

opstået arbejdsskade, der banker på døren.

På det fundament har vi bygget vores hus – den indsats skal der ikke

ændres på. Den skal fortsat udføres effektivt og professionelt, men med

bankende hjerte og flammende sjæl.

Afgørende for vores fremtidige succes er imidlertid, at vi, på mange

andre områder, viser vores berettigelse for den moderne lønmodtager,

der ikke nødvendigvis er nervøs for faglige problemer eller pludselig

ledighed.

Men de lægger vægt på karriereudvikling, jobskifte eller netværk

med ligesindede fagfæller.

HK skal i fremtiden på alle områder være den bedste rådgiver, støtte

og partner i medlemmets arbejdsliv.

Den eneste måde, vi kan være det på, er at have en professionel,

kompetent, effektiv og holdningspræget organisation. Det er ingen

hemmelighed, at vi står over for mange udfordringer i disse år. Men som

mestertyven, George Clooney, i filmen ”Oceans eleven”, siger, da han

står over for sit livs største udfordring: Ethvert problem er en løsning i

forklædning!

De sidste fire år har vi arbejdet på hele tiden at udvikle vores organisation.

Det er en utrolig spændende udfordring, at få lov til at arbejde

med de områder, som man kan kalde maskinrummet i vores organisation.

Det maskinrum, der bare skal fungere, være effektivt, og som skal

skabe fundamentet for, at vi kan klare de store forandringer, vi står over

for. Og vores organisation skal i de kommende år gennemgå kolossale

forandringer. Vi skal tilpasse os og forandre os i takt med at verden forandrer

sig – og vi skal hele tiden gøre en forskel for vores medarbejdere

– for at de kan gøre en forskel for vores medlemmer.

Jeg er ikke i tvivl om, at alting i vores organisation begynder og

ender med de mennesker, vi er. Udfordringerne skal imødegås ved at

udvikle de kompetencer og de mennesker, vi er i organisationen i dag.

Det handler om vilje til forandring og lyst til nye udfordringer – nysgerrighed,

gennemslagskraft, men ikke mindst om personligt mod.

Vores vigtigste resurse nu og i fremtiden er vores medarbejdere.

De skal have de kompetencer, der skal gøre HK til det bedste valg af

fagforening. Medarbejdernes kompetencer og engagement for HK er

vores organisations råstof.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 33


34

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Enhver privat virksomhed, enhver offentlig arbejdsplads og enhver

organisation har de medarbejdere, som den selv fortjener. Jeg synes,

HK fortjener dygtige og engagerede medarbejdere. Det har vi heldigvis

også.

Men det kræver en stadig indsats fra os som ledere at vedligeholde

og udvikle vores medarbejderes faglige dygtighed og engagement. Det

er og bliver en af de vigtigste ledelsesopgaver i HK at kunne skubbe til

forandringer – hele tiden at kunne forbedre gamle arbejdsgange og

samtidig være ledestjernen for, i hvilken retning arbejdet skal udvikle sig

– i takt med samfundets forandringer og medlemmernes forventninger.

Og her er vores ledelsesindsats ikke entydig nok. For mange medarbejdere

er i tvivl om, i hvilken retning tingene bevæger sig, og hvilke

succeskriterier der er for en god dags arbejde i HK. Som ledere skal vi

blive bedre til at give feedback og opbakning og samtidig give endnu

mere af alt det, der gør, at mennesker gror.

Vi er som ledere vores medarbejderes vandkande med Substral. Det

er vores ledere, der skal gøde og vande – tildele lys og skygge – alt sammen

i passende mængde og til rette tid. Det er en absolut nødvendighed

i en mere og mere kaotisk verden – hvor gårsdagens succes meget

vel kan være morgendagens fiasko.

Alt dette arbejder vi på at gøre noget ved gennem løbende udvikling

af vores ledere og vores medarbejdere. Det kræver blandt andet,

at vi folkevalgte bevidst bakker op, forventer og kræver den nødvendige

ledelsesindsats.

Vi har bestræbt os på at skabe fornyelse, give afdelingerne brugbare

og effektive redskaber til at kunne tackle udfordringerne. Men også at

sætte fokus på ledelse som det vigtigste i de nødvendige forandringsprocesser.

Vi skal ikke begynde at skændes og klynke, bare fordi vi ikke

har så mange medlemmer, som vi tidligere har haft.

Vi skal tværtimod benytte lejligheden til at udvikle vores organisation

gennem bedre ledelse – og bedre udnyttelse af vores resurser.

Vi skal skabe en anerkendende kultur, hvor andres succes inspirerer og

motiverer til at skabe ringe i vandet.

Men allervigtigst – vi skal kunne hænge ledestjernen op, så vores

medarbejdere kan se, hvor vi skal hen – kan se hvor frigjorte resurser finder

ny anvendelse, og hvordan gevinsterne ved automatisering udnyttes

til at skabe nye værdifulde medlemstilbud.

Det med ledelse er – underligt nok – noget lidt mærkeligt noget i de

faglige organisationer.

Alle taler efterhånden om det, og flere og flere efterlyser det – men

kan vi rigtigt lide det, når vi ser det?

Mange af os er måske blevet fagligt aktive, netop fordi vi oplevede

uduelige, uengagerede eller direkte ondskabsfulde ledere. Og den

historie slæber vi måske videre i vores faglige arbejde som en holdning

om, at ledelse ikke rigtigt er nødvendigt – eller er direkte forstyrrende i

forhold til det gode faglige arbejde.

Men ledelse står ikke i modsætning til det gode faglige arbejde

– ledelse skaber forudsætningerne. Og vi kommer ikke uden om ledelse


som instrument for forandring. Men vel at mærke god, engageret og

værdifast ledelse.

Det er ikke nemt – men det er nødvendigt – og det er muligt. Vi

arbejder derfor målrettet på at tømre vores ledere sammen, få dem til at

dele deres bekymringer, erfaringer, viden og læring.

Vi har etableret HK’s Lederkreds, hvor vores ansatte ledere mødes til

en årlig konference. Det er min opfattelse, at her er samklang og opbakning

til at trække HK i samme retning – opbakning til at alle besluttede

initiativer implementeres, med samme høje kvalitet – for vores medlemmers

skyld.

Men en forstærket ledelsesindsats er kun et element.

mitHK

Selv med verdens bedste ledere og verdens bedste medarbejdere – vil vi

intet kunne nå uden de rigtige teknologier. Og her tænker jeg naturligvis

først og fremmest på informationsteknologi.

Teknologiudviklingen er – for os – vigtig på tre områder. Dels skal

moderne informationsteknologi give medlemmerne mulighed for selvbetjening

på så mange områder som muligt.

Dels skal teknologien anvendes til at understøtte videndeling og

sagsbehandling. Og dels skal vi simpelthen rationalisere og effektivisere

alle vore interne arbejdsgange. På alle tre områder er vi godt i gang.

Selvbetjening på nettet er både bedre medlemsservice og – på sigt

– sparede medlemskroner. Finske undersøgelser har vist, at kundebetjening

på internettet koster 1 euro, en telefonbetjening koster 7 euro, og

et personligt fremmøde koster 200 euro. Det gi’r stof til eftertanke.

Det var et af mine mål for 4 år siden at kunne tilbyde internetbaseret

fagforeningsservice, og jeg er faktisk en anelse stolt af vores online

fagforening – mitHK. En anelse – det er altså stærkt underdrevet – jeg er

overordentlig stolt.

mitHK er i dag solidt plantet i vores organisation. Vi har med mitHK

skabt Danmarks bedste og største online fagforening. Det er ikke kun

en skåltale – det er Danmarks bedste og største online fagforening, som

ca. 70.000 medlemmer har prøvet – og som betjener et sted mellem 500

og 1000 medlemmer i døgnet med faglige og a-kassemæssige ydelser,

man før i tiden skulle hen i sin afdeling for at få. Men også med helt nye

ydelser, vi aldrig før har haft på hylderne.

Stadig flere afdelingsmedarbejdere bruger mitHK, når de servicerer

medlemmerne, og denne udvikling vil jeg understøtte ved at overveje,

hvordan vi i fremtiden får etableret én samlet indgang til information

og service – hvad enten du er ikke-medlem, medlem, tillidsvalgt eller

medarbejder.

Over 5000 arbejdsledige medlemmer indsender allerede i dag deres

ydelseskort elektronisk via mitHK. Det giver betydelige besparelser i

vores organisation.

Og større bliver besparelsen, når vi med vores nye medlems- og akassesystem

får mulighed for at overføre alle kort til udbetaling – helt

uden sagsbehandlerens indblanding.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 35


36

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Men vi skal ikke stoppe her. Vi har så meget at give medlemmerne, og

alle disse tilbud skal medlemmerne have adgang til både ved personlig

henvendelse og via internettet. Mit mål er, at alle ydelser, som medlemmerne

selv kan klare via nettet, skal stilles til rådighed.

Med mitHK har vi gjort det lettere at være medlem – vi er kommet

tættere på vores medlemmer og har synliggjort, hvad individet har af

muligheder, når kollektivet står bag løsningerne. Og samtidig frigør vi

resurserne til de problemer, der kræver den personlige sagsbehandling,

hvad enten det er en kompliceret arbejdsskadessag eller råd og vejledning

om karriere og jobskift.

For 4 år siden havde jeg også en drøm om HK112. HK’s telefoniske

ambulancetjeneste, der altid er i nærheden med et godt råd eller et

lyttende øre. Den er vi kommet knap så langt med. Det er endnu ikke en

realitet, men vi har skabt en række teknologiske forudsætninger, så vi i

fremtiden kan betjene vores medlemmer på mange forskellige måder.

Nu ligger mange af vores sagsdokumenter elektronisk, så vi har

adgang til medlemmets oplysninger på tværs af tid – og geografi. HK

er nu i stand til at hjælpe medlemmet straks – uden at sagsbehandleren

først skal lede i arkivskabe eller på kollegaers skriveborde efter medlemmets

sag.

Men vi har mere at byde på: Vi nu godt i gang med at indføre nyt

telefonsystem i hele vores organisation. Et telefonsystem, som vil give

os mange nye muligheder for, at afdelinger, forbund og sektorer kan

trække på hinandens resurser – dele telefon, lave fælles omstilling og

uendeligt meget mere.

Alt sammen for at give medlemmet optimal service. Nu har vi i HK

fået etableret teknologien til at gøre visionen til virkelighed. Så er det

op til os at beslutte, i hvilket omfang vi i fremtiden vil stille HK112 til

rådighed for medlemmerne.

En forudsætning for at vi kan understøtte hinanden i samarbejde

og medlemsbetjening, er, at vi kender hinandens viden og kompetencer

– og at vi har lysten og modet til at benytte os af denne viden.

Vi er derfor gået i gang med et forsøg på at beskrive a-kassemedarbejdernes

kompetenceprofiler – det tegner meget lovende. Jeg håber, at

det snart kan udbredes til forbundet og afdelingerne.

Med både mitHK, vores dokumenter til rådighed elektronisk, ny telefoni,

der binder vores afdelinger sammen, og med kompetenceprofiler

over organisationens kompetencer, har vi skabt de bedste forudsætninger

for at dele viden, lære af hinanden og betjene medlemmerne med

et ensartet højt serviceniveau.

Medlemmet skal opleve et nærværende og professionelt HK – både

når hun henvender sig til os på internettet, pr. telefon eller i sin afdeling.

I takt med, at verden er blevet mindre og kommunikationsmulighederne

større, tror jeg, at vi må rive nogle af de gamle grænser ned og

åbne vores organisation for medlemsservice mange flere timer i døgnet.

Vores medlemmer har altså ikke kun brug for os i kontortiden i en verden

med globale virksomheder.


Modulus

Men ikke alle teknologiske udviklinger er rettet direkte mod vores medlemmer.

Nogle af dem handler om vores egen interne effektivitet.

For fire år siden havde jeg et mål – at effektivisere vores it-systemer,

så medarbejderne kunne få mere tid i hverdagen til medlemskontakt,

medlemshvervning og til at indgå overenskomster.

Det mål har jeg stadig. For at nå det mål skal vi hele tiden arbejde

på at hjemtage gevinsterne af vores investeringer.

I denne sammenhæng er vi ved at udvikle et helt nyt medlems- og

a-kassesystem. Også kaldet Modulus. Vi har en stærk vision med vores

nye system. Visionen er kort og godt:

Vi ønsker at tilbyde medlemmerne meget mere selvbetjening gennem

mitHK. Og vi ønsker at automatisere og effektivisere vores administration.

Men det kommer ikke af sig selv. Vi skal arbejde fokuseret på implementering

af system og nye arbejdsgange – og vores ledelsesopgave

bliver derved stadig vigtigere!

Det bliver svært – det bliver hårdt – og vi får brug for alle gode

kræfter i den proces. Jeg vil i den kommende periode arbejde målrettet

på at virkeliggøre Modulus-visionen.

Vi skal have langt flere medlemmer til at benytte vores selvbetjeningsydelser.

Det kræver stadigt flere og bedre serviceydelser, og det

kræver markedsføring.

Alle medlemmer i HK skal vide, at vi har Danmarks bedste online

fagforening, og vi skal oplyse og hjælpe de medlemmer i gang, som ikke

allerede er med på vognen og anvender teknologien. En forudsætning

for at gøre det er en mere effektiv administration.

Vi ønsker med vores nye medlems- og a-kassesystem at finde de

administrative områder, der på betryggende vis kan automatiseres. Vi

vil gøre det gradvist, så vi hele tiden har styr på processen. Men målet

er klart – HK skal bruge sine resurser på medlemsservice og ikke på den

administration, som teknologien kan hjælpe os med.

Jeg lovede før min tiltræden som næstformand, at jeg ville arbejde

for at skabe forudsætninger for, at HK kunne komme mere ud på

virksomhederne. Tid og overskud til at komme endnu mere ud og møde

medlemmerne på virksomhederne og dér, hvor de ellers færdes.

Med HK’s nye medlems- og a-kassesystem vil vi erstatte trivielle, manuelle

arbejdsgange med intelligent teknik og dermed skabe tid til den

udadrettede medlemsservice. Det glæder jeg mig til at kunne fortælle

meget mere om på kongressen i 2009.

Nye medlemmer til HK

Det er kun ved løbende at optimere vores interne arbejdsgange, at vi får

gearet vores organisation til at imødegå fremtidens udfordringer. Udfordringer,

der betyder øget individuel medlemsservice og lokal synlighed i

medlemmernes hverdag.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 37


38

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Hver en arbejdsopgave, der ikke er direkte medlemsrettet, bør overvejes

en ekstra gang – fordi vi skal hele tiden huske på, at det er opgaver der

skal løses med de eksisterende resurser!

Med medarbejdere og teknologi på plads er betingelserne skabt for,

at vi kan trække ud i overhalingsbanen – hvor medlemsfremgang ligger

forude i horisonten. Dels ved, at vi alle bliver bedre til at sælge HK, og

dels ved, at HK er synlige i medie- og reklamebilledet.

Men hvordan kan vi blive ”klædt endnu bedre på” til professionelt

at gå ud på virksomhederne og sælge HK? Det handler om en kulturændring.

Vi skal ikke drive fagforening bag vores skriveborde, men

ude blandt vores medlemmer som synlige og kompetente partnere i

hverdagen.

Vi skal fortsat rette vores blik ud på vores medlemmers virksomheder.

Vi har derfor arbejdet fokuseret på at udvikle en række værktøjer,

der kan målrette indsatsen i marken endnu bedre.

Vi har skabt konceptet om den sælgende afdeling, som har hjulpet

en række afdelinger til at fokusere og professionalisere deres medlemshvervning

og fastholdelse. Men det kan vi stadig blive endnu bedre til

– ja det er faktisk nødvendigt, at vi bliver endnu bedre til det.

Det er nødvendigt at sætte medlemshvervning og markedsføring i

fokus – så vi med tidens og fremtidens medier som redskab kan få vores

kommende medlemmer gjort til aktive og tilfredse medlemmer.

Der er ingen tvivl om, at vi i dag har bedre forudsætninger end

nogensinde for at lave opsøgende og synligt fagforeningsarbejde ude

blandt vores medlemmer – og der er brug for det.

Vi har etableret en række værktøjer, der med viden og nøgletal kan

give os den bedst mulige udgangsposition for at opsøge de kommende

medlemmer – men også de nuværende medlemmer.

Den tid, hvor vi sad og diskuterede hver morgen, hvem der i dag

skulle tage sig af stakken af nye indmeldelser, er for længst forbi. Fra

nu af er det fagforeningsarbejde på den gammeldags facon ude blandt

medlemmerne – men med den ny teknologi som arbejdsredskab.

Alle kommende medlemmer skal spørges og forklares om fordelene

ved medlemskab af HK, og alle vores kommende medlemmer skal kende

os og vide, hvad vi står for. Vi skal som organisationens nerve foregå

med det gode eksempel i både adfærd og holdninger – så dem, vi har

betroet at arbejde i vores medlemmers tjeneste, kan være stolte af os

– og give den en ekstra tand.

At foregå med det gode eksempel er ikke kun en opgave, der er forbeholdt

de få. Det er en opgave, der hviler på hver enkelt aktiv, der arbejder

for vores værdigrundlag – hver dag og hele tiden. Og det gælder

både i HK’s hovedbestyrelse, i de lokale bestyrelser, som medarbejder

– men så sandelig også som tillidsvalgt på den enkelte virksomhed.

Vi har i dag redskaberne til at udpege, hvor vores kommende

medlemmer befinder sig. Det er et unikt redskab til at identificere de

virksomheder, hvor vi ikke har medlemmer, overenskomster eller tillidsvalgte.


Sådan en information kan tillidsrepræsentanter og kontaktpersoner

bruge ved planlægning af deres indsats for at få nye medlemmer – i tæt

samarbejde med deres lokale afdelinger.

Dernæst kan vi give de kommende medlemmer de bedste argumenter

for et fagforeningsmedlemskab, og endelig har vi redskaber til at

fastholde og gøre denne medlemskontakt til en systematisk indsats i vores

organisation.

Som kronen på værket har vi også redskaber, der gør det muligt for

afdelingerne at holde rede i vores agitationsarbejde over for vores kommende

medlemmer, men også over for medlemmer, der ønsker overflytning

eller udmeldelse.

Det hele drejer sig om at være velforberedte, vedholdende og systematiske

i den agitationsindsats, vi leverer. Så nu er det om at komme

ud på endnu flere virksomheder – med stort engagement, en begejstret

fremtoning og selvfølelse – bevæbnet til tænderne med gode argumenter.

Det er i den sammenhæng dejligt at se, hvordan Privat og HANDEL

går til opgaven med projekt ”Flere overenskomster – flere medlemmer”.

Her samler sektorerne de bedste erfaringer fra de projekter, der giver

medlemmer. Hvad virker, og hvad virker ikke?

Det ser lovende ud. Jeg venter – spændt som til juleaften – på at se

resultaterne af arbejdet.

Jeg har igennem hele denne tale lavet ”søg-og-erstat”. Hver gang

jeg stødte på ordet ”potentielle medlemmer”, har jeg erstattet det med

”kommende medlemmer”.

Det har jeg gjort, fordi der i mit hoved ikke er tvivl om, at det skal

være vores medlemmer, og det er os, der tjener medlemmerne bedst. Det

er den dagsorden, jeg tror på – og arbejder ud fra.

Vi har alle de redskaber og al den viden til rådighed, vi behøver. Nu

skal vores kommende medlemmer kende vores tilbud, og de nuværende

medlemmer skal blive hos os.

Her må vi gøre en endnu større indsats for at målrette vores kommunikation

og markedsføring, så HK står som en samlet stærk afsender af

budskaberne.

Vi har i de forløbne år udviklet radiospots, reklamer på storbyernes

taxaer, medlemskonkurrencer, standardannoncer og meget andet. HK skal

have den fornødne platform til at kunne møde den skærpede konkurrencesituation,

vi befinder os i.

Vi skal i vores markedsføring blive endnu bedre til at effektmåle og

endnu bedre til at målrette vores budskaber. Det skal vi for at kunne

lukke aktiviteter ned, der ikke giver resultater, og derimod målrette midlerne

til de initiativer, der virkelig gør en forskel.

Hver eneste medlemskrone skal anvendes, hvor vores medlemmer får

mest for pengene.

For mig er der ingen tvivl om, at vi gør alt det rigtige. Vi optimerer

vores interne arbejdsgange, og vi udvikler nye medlemstilbud.

Men det er alt sammen ligegyldigt – og spildte kræfter – hvis ikke

vi formår at kommunikere de nye tilbud ud til vores medlemmer og til

verden omkring os.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 39


40

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

De unge i HK

Hvis HK er mælkevejen – er der én stjerne, mit øje følger vagtsomt og

omsorgsfuldt – ungdommen. Der er flere unge i salen i dag – I kan regne

med min opbakning – men I må også forvente at jeg stiller krav til jer.

De unge vil have noget andet og mere for kontingentkronerne. For

mig er der ingen tvivl om, at de unge er klar til online selvbetjening og

HK112. Og hvis ikke vi får de unge i tale og får dem overbevist om værdierne

i et fagligt medlemskab, så vakler vores grundlag for alvor.

Og de unge er helt klar til HK’s mange tilbud – nu skal vi sørge for

at gøre HK klar til ungdommen. Vi må gøre ungdommen mere synlig og

attraktiv i HK-regi – vi må stille krav om, at de udfordrer os på, hvordan

”vi gamle” gør tingene.

Vi gamle – kan måske for nogle lyde lidt stødende – det er ikke

hensigten. Men der er ganske enkelt en himmelvid forskel på generationerne

– der er ord, de unge bruger, jeg ikke engang forstår – og der

er talemåder, vi gamle bruger som de unge aldrig har hørt – og dermed

ikke kender betydningen af.

Der er masser af udfordringer for HK’s ungdomsarbejde. Når de

unge oplever, at der skæres ned på uddannelse, og der sker forringelser

af deres arbejdsforhold, så skaber det lysten og ønsket om at forandre

tingene.

Skolepraktikken er nedlagt for næsten hele HK’s område – det har vi

sat fokus på med mange aktiviteter. Det lykkedes os i samarbejde med

Stop-nu initiativet at samle næsten 50.000 på Christiansborg Slotsplads,

og i resten af landet var der også demonstrationer.

Skolepraktikken er vigtig at få genindført. Uden den skabes der ulighed

mellem stærke og svage unge – men i særdeleshed for de unge med

en anden etnisk baggrund end dansk – her skal vi fokusere og bakke op

med ekstra opmærksomhed. Her må HK fortsat kæmpe for lige ret til

uddannelse for alle unge.

Et forstærket arbejde for flere praktikpladser bør have topprioritet

i den kommende periode. HK skal tage diskussioner med de unge om,

hvilket samfund vi ønsker, når vi kommer rundt i Danmark. Her skal de

unge mærke, at vores hjerte og sjæl brænder for tanken om et bedre liv

til de fleste – og ikke kun til de få. Derfor er rigtig mange HK-Ungdommere

aktive i Jobpatruljen, hvor vi fortæller unge om deres rettigheder.

Vores medarbejdere og politikere arbejder målrettet for at skabe

synlighed blandt de studerende inden for vores uddannelser. Vi er rigtig

dygtige til at få medlemmer blandt de studerende på vores uddannelsessteder.

Vi har lavet systematisk opfølgning over for de studerende medlemmer

siden år 2000. Det drejer sig om at komme i kontakt med alle HKmedlemmer,

der forlader landets uddannelsesinstitutioner, med henblik

på at fastholde dem som medlemmer, efter at de har afsluttet deres

uddannelse.

Det er slet ikke nok. Alderssammensætningen i Danmark gør, at der

går flere på pension – og dermed ud af HK – end der kommer unge ind

i den anden ende. Til trods for vores skærpede opmærksomhed fasthol-


der vi 20% færre dimittender end for 4 år siden. Det skal der rettes

op på.

Vi vil sammen med afdelingerne følge op på de – for de flestes

vedkommende – ikke så gode tal og gennemføre forskellige former for

pilotprojekter for at fastholde flere som betalende medlemmer. Det vil

vi gøre for at komme tættere på årsagerne til, at færre bliver hos os end

tidligere.

Området for de kortere videregående uddannelser er desværre

stadig plaget af stor ledighed blandt de unge. I landsforeningerne gøres

der et stort arbejde for at støtte og udvikle de unges karriere, faglighed

og kompetencer for at sikre de unges plads på arbejdsmarkedet.

En af fremtidens store udfordringer for HK’s ungdomsarbejde er

at skabe rum og en faglig vision for de mange unge med en anden

etnisk baggrund end dansk. Det er blandt nydanskerne, at HK’s største

medlemspotentiale er – og det er samtidig den gruppe i vores samfund,

der har den højeste risiko for at blive fremtidens fattige, uuddannede

proletariat. Det skal HK være med til at forhindre.

Vores organisation skal støtte og skabe de sociale og faglige tilbud

som disse unge behøver for at kunne ”bide sig fast” på det danske

arbejdsmarked.

Seniorerne i HK

Ud over de unge er en anden dejlig gruppe de mere end 50.000 HK

Seniorer. HK Seniorerne er gode ambassadører for HK. Deres overbevisning,

holdninger og livserfaring kan de give videre til deres børn og

børnebørn og dermed være med til at skabe grundlaget for det faglige

arbejde.

I senior-klubberne finder der et spændende klubarbejde sted – og

her skal jeg love for, at det faglige hjerte banker. Dér får jeg kam til

mit hår, når vi diskuterer. Jeg har jo noget, kammen kan løbe igennem

– undskyld, John!

Jeg ynder at sige, at i HK skal vi have plads til forskellighed. Vores

mange medlemmer er forskellige fra Skagen til Gedser, fra advokatkontoret

til trykkeriet, og fra en 16-årig til en 84-årig.

Vi skal fortsat skabe plads og rum for den lokale iderigdom og

kunne indeholde den i vores fælles initiativer. Men vi skal på de indre

linjer hele tiden jagte tanken om aldrig at skabe initiativer, som andre

allerede har skabt. Vi skal derfor sætte endnu mere fokus på at dele

viden og erfaringer med hinanden.

For på trods af vores egen og medlemmernes forskellighed bliver vi

kun stærkere, hvis vi ser os som én organisation – og opfører os som én

organisation. Forskellige ja – men med fælles værdier og holdninger,

der binder os sammen i det skæbne- og opgavefællesskab, det er at

forbedre medlemmernes arbejdsliv.

HK skal – også i fremtiden – være et stort og stærkt forbund, der har

styrken og resurserne til at skabe de rigtige løsninger for vores medlemmer

og har den indflydelse, der skal til for at påvirke landets politik til

gavn for vores medlemmer.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 41


42

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Ingen andre faglige organisationer i Danmark kan tilbyde det, vi tilbyder

vores medlemmer. Og ingen vil kunne konkurrere med os i det lange

løb, fordi vi – kun i HK – har tyngden og kraften til at udvikle de rigtige

individuelle løsninger for moderne lønmodtagere.

Vær stolt af det, og glæd jer til vores fælles opgave: At udbrede

budskabet – og invitere endnu flere til at videreføre historien – om Danmarks

bedste fagforening.

Beretning fra Mette Kindberg:

Herefter fik næstformand Mette Kindberg ordet for at aflægge sin

beretning:

– Kære kongresdelegerede. Jeg synes, at kongresperioden, der

afsluttes i disse dage, er gået utroligt hurtigt. Det gør årene jo altid, når

man tænker tilbage. Det hænger naturligvis også sammen med, at det

har været fire fantastiske år – først og fremmest fordi mit arbejde har

været spændende og udfordrende.

Efter kongressen fik jeg ansvaret for det juridiske område, vores

kursusaktiviteter, familie- og ligestillingsområdet og HK’s kursusejendom

Christiansminde.

Det er områder, som henvender sig direkte og vedrører vores medlemmer:

Vi udvikler kurser, der sikrer, at HK’s medlemmer hele tiden er

en attraktiv del af arbejdsstyrken.

Vi er konstant opmærksomme på uligheder og lønforskelle mellem

kvinder og mænd.

Vi undersøger, hvad der skal til for at skabe sammenhæng mellem

arbejdslivet og familielivet. Vi hjælper medlemmer, der ikke får løn, bliver

fyret, kommer ud for en arbejdsskade, bliver chikaneret – og meget

mere – ved at føre deres sager for domstolene.

Ligeløn

Ligestilling er en af HK’s og mine hjertesager. Vi har 265.000 kvindelige

medlemmer, der har krav på, at vi tager ligestillingen dybt alvorligt. Problemerne

er desværre stadig store. Kvinderne passer de nyfødte og syge

børn. De bliver sjældent chefer. Og de tjener stadig markant mindre end

mændene.

I kongresperioden har ”den lille forskel” resulteret i en stor forskel

i lønnen: Vores kvindelige medlemmer er i de fire år i snit gået glip af

75.000 kroner hver. Ligeløn er ikke et privat problem, der skal løses

hjemme ved kødgryderne, karkludene og tremmesengen. Den manglende

ligeløn er et problem, som skal løses på arbejdspladserne.

Vi troede og håbede på, at vi med ændringen af ligelønsloven fik

et redskab, der kunne gøre løngabet mindre. Men nej. Vi blev skuffede.

Det første og største tilbageslag kom lige efter valget i november 2001.

Beskæftigelsesministeren udskød – med Dansk Folkeparti som ivrige rygklappere

– straks den del af ligelønsloven, som sikrede lønmodtagerne

ret til kønsopdelt lønstatistik på arbejdspladserne.


Regeringen og Dansk Folkeparti mente ikke, at loven var ”hensigtsmæssig”.

Det mener vi er en fejlvurdering til dumpekarakter. Man skal være

både blind og døv, når man kan ignorere den stribe af rapporter, som

fastslår, at der er en lønforskel mellem kvinder og mænd på 15-20 pct.

En tredjedel kan ikke forklares – og man kan frygte, at der er tale om

diskrimination.

HK’s egne ligelønsanalyser viser det samme: Og de viser, at knap otte

procent af lønforskellen er uforklaret. Først i de sidste timer af valgkampen

i år kom regeringen på bedre tanker og tegnede skitsen til et nyt

forslag. Det forslag er så hullet, at man med god ret kan spørge sig selv:

Hvorfor i alverden skal vi have det?

Vi kan nu se, at kun ti procent af HK’s privatansatte medlemmer vil

blive omfattet – og det er kun ansatte på større private virksomheder,

hvor flere end ti mænd og ti kvinder har præcis det samme arbejde.

Og så kan virksomhederne endda frit vælge, om de vil erstatte lønstatistikken

med uforpligtende redegørelser.

Lovforslaget stiller ikke vores offentligt ansatte bedre, end de er i

dag. De har adgang til lønoplysninger på et mere detaljeret niveau, end

beskæftigelsesministeren lægger op til.

Vi mener alt i alt, at lovforslaget er en stor pose varm luft, der kun

kan bruges til at gøre arbejdsgiverne glade.

Vi vil derfor fastholde presset på regeringen, både i medierne, via LO

og vores politiske kontakter, samtidig med, at vi – som altid – forsøger at

gå nye veje i ligelønsspørgsmålet.

Vi kører også videre med sagen mod Dansk Arbejdsgiverforening og

den danske stat – en sag, som vi rejste, da den første lovændring blev

udskudt. Vi mener stadig ikke, at kvinderne og mændene har en reel

chance for at kontrollere, om ligelønsloven bliver overholdt. Dermed er

ligelønsdirektivet ikke implementeret, som det skal være.

At føre retssag af denne kaliber er en lang, sej, men nødvendig vej

at gå. Vejen er fuld af store sten, som vi først skal flytte. Østre Landsret

har afgjort, at vi ikke har en retlig interesse i sagen. Det er uforståeligt,

når vi med vores 265.000 kvindelige medlemmer er Danmarks største

kvindeforbund. Nu skal Højesteret så tage endelig stilling til, om vi må

føre sagen.

Vi fører ikke sagen for sagens skyld. Det gør vi aldrig i HK. Vi fører

sagen for medlemmernes skyld. Det er dem, der hver eneste dag taber

penge på uigennemskuelige lønsystemer og uligeløn.

Men vi læner os ikke tilbage og venter på, at dommerne hjælper

os videre på vejen mod ligeløn. Vi arbejder selv intenst med løn og køn

hver eneste dag: I øjeblikket er vi ved at skabe nye ligeløns-instrumenter,

der tager afsæt i HK’s egen lønstatistik og andre statistikker, som vi

har adgang til. En gang om året vil vi analysere lønforskellene mellem

kønnene i sektorerne. Netop nu udvikler vi et ligelønsværktøj til afdelingerne,

så medarbejderne får bedre muligheder for at arbejde med

ligelønsspørgsmål.

Vi vil i HK gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at fjerne urimelige

lønforskelle mellem kønnene. Men arbejdet med at skabe ligeløn ville

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 43


44

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

unægtelig blive meget lettere, hvis regeringen indførte en brugbar

lønstatistik.

I mandags tog de stærke kvinder på Island sagen i egne hænder. De

tjener en tredjedel mindre end mændene og nedlagde arbejdet én halv

dag. Tænk jer: Alle kvinderne på Island holdt op med at arbejde i protest

mod uligeløn. Et kapitel i den moderne islandske saga er skrevet.

Barselsorlov

Har vi i Danmark oplevet tilbageslag og stilstand, når det gælder ligeløn,

kan vi glæde os over gode nyheder på andre områder. Her vil jeg fremhæve

barselsorloven. Den nye barselsorlov, som blev vedtaget i 2002,

betød, at dagpengeperioden blev udvidet til 52 uger.

Selv om vi var utilfredse med, at den særlige fædreorlov i uge 25

og 26 forsvandt, så har den nye orlov forbedret familiernes muligheder.

Fleksibiliteten er stor – ja, så stor, at det faktisk kan være svært for den

enkelte at overskue alle mulighederne, samtidig med at de skal holde

styr på deres rettigheder, pligter og økonomi.

Økonomien spiller en afgørende rolle, når vi snakker om barselsorlov.

Ikke bare for den enkelte, men også for virksomheder, der har

mange kvinder ansat.

På opfordring af HK og Kvindeligt Arbejder Forbund nedsatte LO

i efteråret 2002 en arbejdsgruppe, der skulle analysere mulighederne

for at etablere en central barselsfond. Arbejdsgruppen blev færdig med

sin rapport i sommeren 2003. Budskabet var klart: En barselsfond burde

fødes. Nu.

HK tog sagen op på LO’s kongres – hvor jeg bed mærke i, at de store

mandeforbund ikke klappede højt i deres store næver af begejstring.

Men vi fik sat barselsfonden på dagsordenen.

Og der blev den, indtil det sidste punktum blev sat ved overenskomstforhandlingerne

i 2004. At barselsfonden kom ind i overenskomsterne

i 2004 kan vi især takke os selv – HK – for.

Fagbevægelsen fik en af sine største og mest markante sejre, fordi

HK’s private sektorer turde satse hele deres overenskomstresultat i den

gode sags tjeneste. Det var flot – banebrydende – og effektivt.

Nu har regeringen fremsat et lovforslag, som vil betyde, at hele

arbejdsmarkedet bliver dækket ind af en barselsfond. Det er en naturlig

konsekvens af overenskomsterne, men loven var aldrig blevet fremsat,

hvis vi ikke havde støbt fundamentet og var begyndt at bygge.

Barselsfonden sikrer bedre løndækning under orloven, og at kvinderne

ikke bliver en tung økonomisk byrde for små arbejdsgivere og

brancher med mange kvinder. For det er stadig kvinderne, som holder

langt den største del af orloven. De seneste tal viser, at HK’s mandlige

medlemmer tager knap seks ugers orlov, når de får børn. HK’s kvindelige

medlemmer tager i gennemsnit 48 uger.

Det vil nok aldrig blive sådan, at mor og far tager lige lang orlov

– dertil er biologien for stærk. Men forskellen bør ikke være så kolossal,

som den er i dag. Det er hverken godt for mødrene, fædrene eller

børnene. Derfor bør vi overveje, om en del af orloven skal reserveres til


mændene. Vi kan jo se, det i de andre nordiske lande har betydet, at

mændene holder mere orlov.

Reservation til fædrene kan ske via lovgivning, men vi har selv

instrumenter at spille på via overenskomsterne. Fremtidige udvidelser

af perioden med løn under barsel kunne jo deles lige mellem mænd og

kvinder. Hvis man for eksempel får løn i seks uger mere, kunne tre uger

reserveres til kvinderne og tre til mændene.

Hvis vi mener det alvorligt med ligestillingen i samfundet som helhed,

må vi også styrke mændenes muligheder for at holde mere barsel

under betryggende vilkår.

Familiepolitik

Vi har netop spurgt vores medlemmer om sammenhængen mellem familielivet

og arbejdslivet. Hvad får det til at fungere i hverdagen? Og hvad

får det til at krakelere?

En stor del af medlemmerne – især dem med helt små børn – føler

sig voldsomt klemt i dagligdagen. De har ikke brug for længere barselsorlov.

Men de vil have mulighed for at tilrettelægge deres arbejdstid

selv. Og de efterlyser hjemmearbejdspladser, omsorgsdage og bedre

muligheder for at passe syge børn.

Sygdom er det største problem for familier med små børn. Det er,

når børnene er syge, at familierne bliver stressede og hænger i det

yderste af neglene. Derfor siger ni ud af ti medlemmer med små børn,

at de vil have bedre muligheder for at passe deres syge børn. Det er et

væsentligt område, som vi skal have fokus på, når vi ønsker at gøre livet

nemmere for familierne.

Vi skal også have fokus på den utryghed, som fraværet fra arbejdspladsen

kan føre med sig: Når man er væk fra sit job, fordi man får

børn, skaber det bekymring, viser vores nye undersøgelse: Fire ud af ti

medlemmer frygter, at der sker ændringer i deres arbejdsfunktion, når

de holder barselsorlov. Tre ud af ti mener, at orloven kan skade deres

karriere. Og tre ud af ti peger på risikoen for at blive afskediget.

Det er ikke rimeligt, at nybagte forældre ikke kan nyde de små nye

samfundsborgere, men skal frygte fyringer og forandringer.

Vi må kræve, at virksomhederne lever seriøst op til deres ansvar og

skaber tryghed og sikkerhed for nybagte forældre. Hvis unge par vælger

karrieren frem for børnene, hvem skal så bære samfundet videre?

Sager

Selv om langtfra alle gravide og nybagte mødre sparkes ud af jobbet, ser

vi desværre stadig hundredvis af eksempler på, at arbejdsgiverne ikke

lever op til deres samfundsansvar.

I kongresperioden har Juridisk afdeling modtaget 251 sager fra de

lokale afdelinger, der handler om fyringer på grund af graviditet og

orlov. De fleste sager er endt med, at arbejdsgiverne har måttet betale

en stor godtgørelse til den fyrede.

Langt de fleste fyrede er kvinder, men mænd – der holder orlov – ser

nu bagsiden af medaljen. De risikerer også at blive fyret, når de vil være

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 45


46

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

sammen med deres nyfødte. I Juridisk afdeling har vi allerede modtaget

de første seks sager af den type. Og vi frygter, at flere er på vej.

Derudover ser vi, at gravide og barslende i større og større omfang

chikaneres bort fra jobbet. Arbejdsgiverne ved trods alt godt, at en fyring

kan blive dyr, så nu forsøger nogle af dem at skræmme de nybagte

mødre væk.

Når mødrene – og nu også enkelte fædre – vender tilbage efter

deres orlov, har vikaren måske overtaget deres plads. De bliver ikke budt

velkommen. Deres arbejdstider er ændret, så de ikke kan hente børn i

daginstitutionen. De bliver varslet op i tid – eller ned i tid.

Eksemplerne er mange – og hver gang mister et af vores medlemmer

fodfæstet for en stund.

Kønsmainstreaming

Når vi udarbejder politikforslag – når vi gennemgår vores forretningsgange

– når vi tegner overenskomster – når vi har tilbud til medlemmerne

– overalt, hvor vi opererer, skal vi tage kønsbrillerne på.

Vi kalder det kønsmainstreaming. Det betyder, at vi altid skal spørge

os selv og hinanden, om mænd og kvinder har forskellige betingelser og

interesser. Og om løsningerne skal være ens – eller forskellige for de to

køn.

Vi gør det blandt andet i ”Forum for Kønsligestilling”, som hovedbestyrelsen

har nedsat.

Vi har udgivet bogen ”Gode råd”, som bliver flittigt brugt ved velbesøgte

medlemsarrangementer i HK-afdelingerne.

Og vi har skabt en ny uddannelse for undervisere – en uddannelse,

som netop er solgt til LO.

Kursusafdelingen har udviklet et dilemmaspil om kønsmainstreaming,

og vi er i gang med et stort projekt sammen med Metal, 3F

og LO.

Men vi vil nu give kønsmainstreamingen en – tiltrængt vil nogle nok

mene – vitaminindsprøjtning.

Vi forlader parolen om, at mainstreaming er alles ansvar – for så er

det ofte ingens. Nu siger vi, at mainstreaming er et ledelsesansvar. Det

betyder, at ledelsen overalt i HK skal udpege de ligestillingspolitiske mål

inden for deres områder.

Tillidsvalgte

I har hørt det før, men jeg gentager det gerne. Igen og igen: Tillidsrepræsentanterne

er rygraden i HK – selvfølgelig godt hjulpet på vej af

dygtige medarbejdere lokalt og centralt.

Der bliver heldigvis også flere og flere tillidsfolk. Antallet er steget

med syv procent i kongresperioden. Og i dag har vi lidt over 4.200 tillidsrepræsentanter.

Et flot resultat, som vi alle sammen kan være stolte af.

Vi lægger gerne de storpolitiske linjer og fører de tunge sager, men

det er ude hos jer tillidsvalgte, at mange af problemerne tages i opløbet

og løses.


Derfor er det utrolig vigtigt, at I har en solid grunduddannelse med i

rygsækken. Her er et område, hvor vi er gode, men vi kan blive bedre.

En opgørelse fra Kursusafdelingen viser, at kun 43 procent af tillidsrepræsentanterne

har gennemført hele grunduddannelsen. 33 procent er

ikke startet på uddannelsen.

I vores undersøgelser siger en del tillidsvalgte, at de har svært ved

at deltage på skolernes internat-kurser. Men de siger også, at de gerne

vil uddanne sig, hvis det kan ske om dagen – i nærheden af deres job og

hjem.

Undersøgelsen har givet Kursusudvalget anledning til at se på,

hvordan vi kan imødekomme kravene og dermed få uddannet flere tillidsfolk.

Til gavn for alle vores medlemmer. Vi har derfor gennemført 13

lokale kurser for tillidsvalgte – selvfølgelig med samme høje kvalitet som

vores øvrige kurser.

Der er en stigende efterspørgsel på disse lokale kurser, og vi håber,

at det betyder, at flere fortsætter på tillidsrepræsentantuddannelserne

bagefter – og tager imod de mange andre gode uddannelsestilbud.

Vi har fået bekræftet et andet forhold, som kan sætte skub i uddannelsen

af vores tillidsfolk:

I en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Roskilde Universitetscenter

efterlyser tillidsfolkene løbende udviklingssamtaler med afdelingerne.

Det er derfor godt, at Kursusafdelingen – i tæt samarbejde med

afdelingerne og sektorerne – nu har udviklet et enkelt og nemt værktøj

til at føre disse samtaler ud i livet.

Undervisning på nettet

Vores undersøgelser viser også, at de tillidsvalgte ønsker at benytte

moderne undervisningsmetoder. Derfor supplerer vi den traditionelle

undervisning på kurser og skoler med netundervisning.

Kursisterne kan modtage undervisningen hjemmefra eller fra deres

arbejde. Det er en undervisning, som er tilpasset den enkelte – og som

man kan modtage, når man har tid og lyst.

En del undervisning egner sig fortrinligt til nettet. Derfor er Kur-

susafdelingen i gang med at købe og producere en række lærselv-

programmer.

I dag tilbyder vi kurser på nettet i arbejdsmiljø, samarbejdsaftalen

på det private område og dele af grunduddannelsen på det kommunale

og det statslige område. Vi har også en guide til Funktionærloven, en

tidslinie med HK’s historie – og flere end 20 andre lærselv-programmer.

Det seneste skud på stammen er Dilemmanøglen. Det er et net-spil,

hvor man igennem små videocases får præsenteret problemer fra arbejdslivet,

og hvor det ikke er lige let at træffe et valg. Når valget er truffet,

opstår nye dilemmaer, der udspringer af de valg, som man traf før.

Indtil nu er der produceret tre spil i Dilemmanøglen: Ét om at

håndtere pressen og rygter, ét om kønsmainstreaming og ét om etnisk

ligestilling. Jeg vil lige give jer en smagsprøve på de uddannelsestilbud,

som vi har liggende på mitHK:

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 47


48

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Herefter blev der vist videoklip med eksempler på uddannelsestilbuddene

på mitHK – to minutter.

Mette Kindberg fortsatte:

– Hvad ville du have valgt i den situation? Prøv selv på mitHK – eller

besøg Kursusafdelingens stand ude i forhallen.

Christiansminde

Men vi skal selvfølgelig stadig tilbyde masser af internat-kurser, fordi de

både styrker fagligheden og fællesskabet blandt vores medlemmer og

tillidsvalgte. Christiansminde har altid været et sted, hvor vores medlemmer

har været glade for at komme – både på kursus og ferie.

Beliggenheden findes vel ikke bedre i landet! Man bliver mødt af

søde og hjælpsomme medarbejdere. Og skolen er kendetegnet ved sine

store, dejlige værelser og moderne uddannelsesfaciliteter.

Men det er klart, at mange års intensiv brug af Christiansminde slider

på skolen. Og nu trænger skolens fysiske rammer virkelig til at blive

”frisket op”.

Det er vigtigt, at de fysiske rammer er i top, når man tager på kursus

langt hjemmefra. Derfor er jeg glad for at kunne fortælle, at hovedbestyrelsen

netop har godkendt en stor renoveringsplan for Christiansminde.

Renoveringsplanen kommer rundt om det meste – lige fra værelserne,

restauranten og etablering af trådløst net på hele ejendommen.

Christiansminde bliver klar til de nye udfordringer og lever fremover

endnu mere op til de krav, der stilles til en moderne kursus- og konferenceejendom.

Christiansminde har fået meget givet fra naturens hånd. Nu løfter vi

så de indre fysiske rammer.

Arbejdsskader

Folketinget har i kongresperioden – hårdt presset af fagbevægelsen

– gennemført en arbejdsskadereform, som betyder, at flere ulykker og

nedslidningssygdomme anerkendes.

Vi er glade for reformen.

Men nu ser vi, at regeringen i forbindelse med finansloven for 2006

har fremsat forslag om at skære dybt i erstatningerne til de arbejdsskadede.

Hvis forslagene gennemføres, betyder det en markant forringelse

af de økonomiske vilkår for de arbejdsskadede – og i særdeleshed for de

medlemmer, der arbejder i fleksjob.

Storm P’s tegning af hunden, der får skåret sin hale af og serveret

som pølse, toner frem, når man tænker på, at lønmodtagerne nu selv

ender med at betale for hele arbejdsskadereformen. Samtidig sparer

arbejdsgiverne mange millioner på deres forsikringer.

HK vil under ingen omstændigheder acceptere denne udvikling. Derfor

arbejder vi i Arbejdsskadeafdelingen netop nu på højtryk sammen

med andre faglige organisationer på, at besparelserne tages af bordet.


Psykisk arbejdsmiljø

Mange af vores medlemmer et bliver fysisk nedslidte, men mange andre

har problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Jeg er ikke i tvivl om, at flertallet af vores medlemmer går glade på

arbejde hver dag – og også kommer nogenlunde glade hjem igen. Men

en del af vores medlemmer kommer udmattede og ulykkelige hjem fra

arbejde hver eneste dag.

Vi ser stadig medlemmer, der har chefer, hvis vigtigste mission er at

genere og chikanere deres ansatte. Vi hører dagligt om chefer, der ikke

holder sig tilbage for i kunders og andres påhør at håne medlemmerne.

Nu citerer jeg lige. Og I må undskylde det grimme sprog: Det er ikke mit!

”Du er så dum, at du burde sættes op på en rulle rusten pigtråd.”

”Du er så fed, at du må gå sidelæns ind af døren.”

”Når du engang er død, vil jeg hejse flaget og danse på din grav.”

Jamen hvad mener I! Det kan man da ikke sige som chef – men det gør

de alligevel.

Vi har stadig mange medlemmer, der overbebyrdes med arbejde og

går ned med flaget – udbrændte, ulykkelige og nedbrudte. Nogle for en

periode. Andre for resten af arbejdslivet. Det er helt uacceptabelt.

Vi har i kongresperioden gentagne gange med juraen som våben

forsøgt at sikre dem, som det går ud over, en økonomisk kompensation.

Selv om Arbejdsmiljøloven placerer ansvaret for det psykiske arbejdsmiljø

hos arbejdsgiverne, vurderer domstolene stadig, at selv de allerværste

arbejdsgivere ikke kan dømmes ude.

De kan fortsætte med at ødelægge mennesker år efter år uden at

blive straffet. Vi har flere gange forsøgt at få ændret loven, men uden

held. Men kampen fortsætter. Vi kan ikke – og vil ikke – finde os i, at vi

dagligt må føje nye medlemmer til listen af personer, der ikke kan passe

et job længere, fordi deres arbejdsvilkår er fuldstændig urimelige.

Afslutning

I fagbevægelsen bliver vi jævnligt beskyldt for at være gammeldags,

ude af trit med medlemmerne og gumpetunge mastodonter, der skovler

penge ind og ikke leverer noget tilbage. Det passer ganske enkelt ikke.

Hver eneste dag ser jeg klokkeklare eksempler på, at vi er moderne,

at vi lytter til medlemmerne, og at vi hjælper dem.

Som det fremgår af de skriftlige beretninger, har vi ført mange

principielle sager, og der er kommet mange lovændringer, som vi har

kommenteret flittigt i vores høringssvar.

Og hver dag har medlemmerne adgang til juridisk rådgivning – både

når der er en sag, og når de blot vil have et godt råd – for eksempel ved

jobskifte.

Vi er – og vi bliver ved med at være – førende på det juridiske område.

I den forbindelse skal jeg da nævne, at vi i kongresperioden har

skaffet medlemmerne 1,2 milliarder kroner i erstatninger, godtgørelser,

løn, feriepenge osv.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 49


50

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

De arbejdsskadede medlemmer har fået 400 millioner kroner.

Vi er altså oppe på sammenlangt én milliard og 600 millioner kroner

– mine damer og herrer! Det er da flot!

Vi giver ikke op. Vi bliver ved. Vi skal nok komme igennem med

vores holdninger.

Vi kæmper dagligt for ligestilling og ligeløn. Vi kæmper for at forbedre

vilkårene for de tillidsvalgte. Vi kæmper for at forbedre vilkårene

for familierne.

Vi kæmper i retten for at forsvare vore medlemmers rettigheder på

arbejdsmarkedet, når arbejdsgiverne forsøger at snyde. Vi kæmper for

bedre psykisk og fysisk arbejdsmiljø.

Der er ingen grund til at dømme os ude. Tværtimod. Vi er inde. Vi

har tænkt os at blive inde – og kæmpe videre.

Til slut vil jeg sige, at det kan jeg naturligvis ikke gøre alene. Jeg

får hver dag hjælp, inspiration og opbakning fra jer, vores medlemmer,

afdelingerne, de politisk valgte og alle vores medarbejdere.

Den hjælp vil jeg gerne sige tak for.

Dirigent Finn Rønhøj læste herefter listen op over fraværende:

Delegeretnr. 301 Ole Kynde Ej mødt

Delegeretnr. 336 Kirsten Aakjær Ej mødt

Delegeretnr. 516 Anne Vellema Kommer senere

Delegeretnr. 541 Bente Lauridsen Kommer senere

Delegeretnr. 357 Henrik Jan Hansen Afbud

Delegeretnr. 107 Sussi L. Christensen Sygdom

Delegeretnr. 259 Simone Demant Lund Sygdom

Delegeretnr. 414 Jette Jørgensen Afbud

Delegeretnr. 36 Bodil Bach Edlund Ej mødt

Delegeretnr. 549 Anni Pårup Steensberg Udgår – ingen erstatning

Delegeretnr. 468 Kate Kengen Afbud

Delegeretnr. 136 Jørn Lund Nielsen Ej mødt

Delegeretnr. 522 Inge Lise V. Frost Kommer senere

Delegeretnr. 58 Ulla Strøm Nordenhof Ej mødt

Delegeretnr. 153 Hanne Kamstrup Sygdom

Delegeretnr. 355 Hans Jørgen Larsen Afbud

Delegeretnr. 569 Eva Hjorth Larsen Sygdom

Delegeretnr. 106 Kirsten Pedersen Afbud

Delegeretnr. 515 Berit V. Kruse Lilleballe Afbud

Delegeretnr. 527 Pia Elisabeth Neigaard Kommer senere

Delegeretnr. 123 Hanne Bruun Obbekær Kommer senere

Delegeretnr. 505 Aziza Pia Hermanstad Sygdom

Herefter blev det holdt pause. Kl. 17.35.

Mødet blev genoptaget kl. 17.50.


Beretning fra John Dahl:

Dirigenten gav ordet til John Dahl, som aflagde sin beretning:

– Da vi mødtes for fire år siden til kongres i Aalborg, stod vi over for

et folketingsvalg. Det var sidste gang, vi gik til valg på – hvad skal man

kalde det – seriøse politiske emner.

Samfundsøkonomien var bundsolid. Ledigheden rekordlav. Alt var

tilsyneladende godt.

Men folketingsvalget, der fandt sted et par uger efter vores kongres

i Aalborg, blev afholdt i skyggen af terrorangrebet på World Trade

Center i New York. Og en ulmende – og måske undertrykt – debat om

integration og indvandrere eksploderede i de danske politikeres ansigt.

Resultatet blev et markant magtskifte i dansk politik, da flertallet

i Folketinget svingede til højre. Og Venstre og De Konservative kunne

danne regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag.

Pludselig blev det på det nærmeste politisk korrekt at være politisk

ukorrekt.

Tonen blev skærpet, og det er i dag nærmest i orden at lufte små-racistiske

synspunkter. Det er også i orden at se skævt til dem, der foragteligt

omtales som eliten og smagsdommere, som vi med statsministerens

ord ikke har brug for.

Nogle gange ser det ud til, at regeringen hellere vil styre dette

land efter myter og overtro snarere end indsigt og viden. Vi har fået

en regering, der bliver beskyldt for at føre socialdemokratisk politik

minus 10 procent, hvis politik i høj grad lægges til rette i forhold til meningsmålinger,

og hvad Dansk Folkeparti vil acceptere.

En regering, der med brask og bram udraderede mere end 100 råd

og nævn, der efter Anders Fogh Rasmussens mening ikke længere var

behov for. At man ikke længere ville have smagsdommere klinger en

anelse hult – især når vi i dag kan konstatere, at regeringen i sin levetid

har oprettet ikke mindre end 295 nye råd, nævn og kommissioner. Lad

den lige stå lidt!

Men det går jo meget godt herhjemme i Danmark. Økonomien er

stadig sund, selv om ledigheden er højere end for fire år siden. Og de,

der har været så heldige at købe hus, mens priserne endnu var til at

betale for almindelige lønmodtagere, har oplevet en rekordstor stigning

i friværdien af deres huse, hvilket kombineret med en lav rente har sat

gang i danskernes forbrug.

Integrationspolitikken

Men går det nu også så godt, som det ser ud i statistikkerne? Har vi fået

et mere lige samfund? Har alle de samme muligheder? Nej.

Når vi ser bort fra, at den borgerlige regering ikke har soldet de

økonomiske gode tider op, ja, så er der en lang række områder, hvor

uligheden i samfundet er vokset dramatisk. Og vi må konstatere, at det

på mange områder også er gået ud over HK-medlemmerne.

Regeringens særegne politiske linje betyder særligt på udlændingeområdet,

at vi i forhold til arbejdsmarkedet og integrationspolitikken

er i færd med at lukke os inde i en forestillingsverden, hvor meterhøje

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 51


52

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

politiske brandmure rundt om Danmark skal holde indvandrere væk – i

hvert fald lige indtil det tidspunkt, hvor arbejdsgiverne finder ud af, at de

mangler arbejdskraft.

I lyset af terroraktioner rund omkring i verden, tror vi på, at hvis bare

vi overvåger lidt mere, indfører indvandringsstop og begrænser unge indvandreres

muligheder for at blive gift, ja, så er der fred og ingen fare.

Når vi husker på, at godt 16.000 medlemmer af HK har en anden baggrund

end dansk, ja, så er det et område, hvor uligheden er blevet større.

Ledigheden er et andet område, hvor uligheden er blevet større. Selv om

vi ganske vist har omkring 19.000 eller ca. 7 pct. ledige HK-medlemmer, så

er der store forskelle.

Blandt vores medlemmer med en anden etnisk baggrund end dansk

kan vi stadig se, at arbejdsgivernes mange varme ord om integration klinger

lidt hult. I hvert fald er vores indvandrermedlemmers ledighed fortsat

mere end dobbelt så høj som de danske medlemmers. Og det uanset om

vi taler om første-, anden- eller tredjegenerationsindvandrere.

Hvor mange generationer skal man have boet og levet i Danmark,

før man opnår de samme rettigheder på arbejdsmarkedet? Hvor mange

solide uddannelser skal der til, inden man får en reel chance for at finde

beskæftigelse på et arbejdsmarked, der skriger på veluddannet arbejdskraft?

Det er simpelthen uanstændigt, at vi fortsat skal se HK-medlemmer

med en anden baggrund end dansk slås med en så stor ledighed, som

tilfældet er. Det er en ulighed, som regeringen i hvert fald ikke har gjort

noget for at rette op på.

Flere uligheder

En anden ulighed på arbejdsmarkedet rammer de af vores medlemmer,

som ikke er helt så våde bag ørerne længere. Vores seniorer må stadig se

sig forfordelt, når vi taler om efter- og videreuddannelse. For slet ikke at

tale om dét at være i beskæftigelse.

For mange arbejdsgivere er det åbenbart stadig en gyldig fyringsgrund,

at man er tæt på de 60 år. I hvert fald kan vi stadig konstatere en

voldsom overledighed blandt vores medlemmer, der er over 50.

Det er jo let! Virksomheden skal jo spare. Der skal afskediges medarbejdere.

Og de ældre har jo kun nogle få år tilbage, inden de kan gå

på efterløn. Det er også en ulighed, som kan mærkes. Og selv om det er

åbenbart, at arbejdsgiverne bruger efterlønnen som en undskyldning for

at afskedige de lidt ældre medarbejdere, ja, hvad hører vi så fra regeringens

side?

Jo, kan vi ikke blive lidt længere på arbejdsmarkedet? Burde vi ikke

fjerne efterlønnen helt? Eller i det mindste gøre det nærmest umuligt at

gå på efterløn? Ikke et ord om arbejdsgivernes ansvar, der ellers skriger på

arbejdskraft. Ikke et ord om, at en aktiv seniorpolitik burde være et krav,

der skal stilles til alle arbejdspladser.

Og kommer der endelig et kny, kommer det som høflige forespørgsler,

der ikke følges op med krav eller sanktioner over for de arbejdsgivere, der

ikke ændrer adfærd.


Og for nylig så vi så, hvordan regeringen ville komme uligelønnen til

livs. Et lovforslag fyldt med så mange kattelemme, at kun en mindre del

af de ansatte på det private arbejdsmarked vil blive omfattet.

Det er lige før, man får den tanke, at skulle der være en arbejdsgiver,

der ikke kunne finde ud af at slippe for at lave en kønsopdelt lønstatistik

for sin arbejdsplads, så burde man måske overveje at fratage en sådan

arbejdsgiver retten til at drive selvstændig virksomhed!

Ulighed for de unge

Endelig har regeringen på hele uddannelsesområdet formået at skabe

en markant ulighed.

De unge på erhvervsuddannelserne kan ikke længere afslutte deres

uddannelser med skolepraktik, hvis det er umuligt at finde en praktikplads.

Men det er ikke kun de unge under uddannelse, der har mærket

større ulighed. Det har også alle andre HK-medlemmer, som har måttet

slås med høje brugerbetalinger på de efter- og videreuddannelser, som

de ellers har søgt.

Og for nu at slå det endegyldigt fast så er uligheden i dette samfund

vokset markant. Når denne regering gennemfører skattelettelser, ja,

så er det ikke de lavestlønnede, der får glæde af lettelsen. Nej, der er

direktøren og de mest vellønnede. De lavestlønnede fik mindre end 100

kr. om måneden, mens butiksassistenten faktisk måtte betale lidt mere i

skat. Nogle gange virker det, som om vi er vidne til én stor manipulation

af befolkningen.

Regeringen fjerner bevidst fokus fra de problemer, som påvirker befolkningen

i hverdagen. Alt sammen for at finansiere et skattestop, som

er med til at øge uligheden i samfundet. Et skattestop, som måske nok

er populært nord for København, men som betyder, at der ikke længere

er råd til en nødvendig udvikling af velfærdssamfundet.

Til gengæld har regeringen sat en dagsorden, hvor velfærdsdebatten

mest af alt handler om, hvilke velfærdsgoder vi – uden alt for megen uro

– kan tillade os at skære helt væk.

Ulighed for seniorerne

Tag debatten om efterlønnen. Her er det lykkedes for regeringen at

plante et solidt billede i befolkningen, der fortæller, at vi ikke har råd

længere. Sikke noget sludder. Naturligvis har vi råd. Det betyder ikke, at

vi i HK/Danmark ikke kan se et behov for at justere efterlønsordningen.

For det er nødvendigt at sikre, at der også i fremtiden er tilstrækkeligt

med hænder på arbejdspladserne.

Men skal der pilles ved efterlønnen, kræver det, at der for alvor

bliver taget hånd om at skabe en troværdig seniorpolitik på det danske

arbejdsmarked. Fra egne undersøgelser ved vi, at vores medlemmer

gerne bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Men det kræver, at de

lidt ældre medlemmer ikke forfordeles, når arbejdsgiverne investerer i

nødvendig efteruddannelse.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 53


54

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Det kræver også, at vi skaber den nødvendige fleksibilitet på arbejdspladserne,

så de lidt ældre medarbejdere får mulighed for at gå lidt ned

i arbejdstid – eller bare kan planlægge deres arbejdstid lidt mere frit.

I dag kan man let få den tanke, at arbejdsgiverne skiller sig af med

de lidt ældre medarbejdere, der så efter kort tid på dagpenge tvinges

over på efterlønnen. Der er ikke rimeligt. For det er naturligvis med til

at sætte ordningen under pres. Og det skaber en unødvendig ulighed i

samfundet.

Glem heller ikke, at mange lønmodtagere stadig har eller har haft et

hårdt arbejdsliv, som gør det nødvendigt at overveje en tidligere tilbagetrækning

fra det aktive arbejdsliv. Efterlønsdebatten er et udmærket

udtryk for regeringens politik. Der er ikke megen fremadrettethed at

spore. Faktisk har vi en regering, som et langt stykke ad vejen forfølger

klassiske ultra-liberale synspunkter. Når vi har problemer med at skaffe

arbejdskraft nok, ja, så er en dagpengesats på 14.170 kr. om måneden

nok alt for høj til at lokke folk ud på arbejdsmarkedet.

Man glemmer behændigt, at vi lever i et vidensamfund, hvor det vil

blive stadigt sværere at finde beskæftigelse til de lønmodtagere, der

ikke har nogen uddannelse efter folkeskolen. Når det så viser sig umuligt

at gennemføre stramninger på dagpengene, så er det nok mindste-

lønningerne, der er for høje. Dem må vi have sat ned, så kan det nok

være, at vi kan få alle indvandrere og flygtninge ind på arbejdsmarkedet.

Og i mellemtiden, ja, så gennemfører regeringen besparelser på alle

de områder, som om noget kan hjælpe med til at løse de problemer, vi

står over for på arbejdsmarkedet.

Velfærdsdebatten

Det kan virke som et mavesurt opstød at starte min beretning om de

sidste fire års udvikling med denne markering. Men det har haft og har

stadig en enorm indflydelse på HK-medlemmernes arbejdsliv, at vi har en

regering, der ikke formår at sætte en dagsorden, der for alvor ville gøre

Danmark klar til de store udfordringer, som globaliseringen byder på.

Skal vi kunne høste frugterne af et tættere internationalt samarbejde

og samhandel, ja, så kræver det, at vi foretager de nødvendige investeringer

på hjemmefronten. Det handler om at skabe verdens bedste

muligheder for livslang læring på og uden for arbejdspladserne.

Det virker måske lidt usexet. Som noget, vi har sagt før. Og lad mig

sige med det samme: Det har vi. Og vi vil sige det igen og igen. For det

er her, vi kan skabe det fundament, vi skal leve af i fremtiden.

Jeg talte før om de 295 nye råd og kommissioner, regeringen har

oprettet siden 2001. Et af dem har det lovende navn ”Velfærdskommissionen”.

En kommission, der skal komme med bud på, hvordan vi skruer

fremtidens velfærdssamfund sammen og samtidig sikrer en høj beskæftigelse.

Jeg er enig i det fornuftige i at nedsætte en velfærdskommission. Nationalt

står vi over for nogle helt klare problemstillinger, som vi skal finde

svar på. Eksempelvis ved vi jo, at befolkningen bliver ældre og ældre.


Vi ved også, at antallet af borgere i den erhvervsaktive alder falder og

bliver mindre og mindre.

Det er klart, at disse fakta rummer en risiko for, at vi ikke i fremtiden

er i stand til at finansiere vores velfærdssamfund. Men det er ikke givet

på forhånd, at det udelukkende handler om at afskaffe velfærdsgoder.

Det handler også om at tage højde for den udvikling, som globaliseringen

medfører.

Når velfærdskommissionen til december fremkommer med sin endelige

rapport, vil den forhåbentlig også komme med nogle konkrete svar

på, hvordan vi får skabt den type arbejdspladser, som gør, at vi også i

fremtiden kan have et trygt og velfunderet velfærdssamfund.

Globaliseringen

År for år er de udfordringer, vi står over for, blevet mere tydelige. Globaliseringens

udfordringer har gennem de sidste 20-30 år sat sig stadig

mere markante spor. De fleste af os kan vel huske dengang, vi i Danmark

stadig havde en tekstilindustri. Den bukkede under for konkurrencen fra

Østeuropa og Asien. Systue efter systue lukkede i 70’erne og 80’erne.

Den samme historie gentog sig med sværindustrien. I dag bygges

der kun større skibe ganske få steder her i landet. Den opgave er ellers

for størstepartens vedkommende overtaget af koreanske og japanske

skibsværfter.

Men uanset om vi taler systuer eller skibsværfter, ja, så måtte i

tusindvis af lønmodtagere se sig om efter et nyt arbejde. Og som oftest

i en hel ny branche. Og som regel efter en eller anden grad af efteruddannelse

eller omskoling.

Det er måske ikke så underligt, at mange mennesker umiddelbart ser

på globaliseringen som en særdeles negativ udvikling. Men når vi ser på

udviklingen, ja, så er den ikke entydig negativ. For folk fik jo nye uddannelser

og fik nye job.

Man kunne måske ønske sig, at det ikke var foregået helt så tilfældig

som det gjorde, da den danske tekstilindustri bukkede under for den

internationale konkurrence. For det har været lidt for tilfældigt, hvilke

arbejdspladser vi var i stand til at fremtrylle i kølvandet på den første

globaliseringsbølge i Danmark.

Situationen i dag er, at vi står over for nye udfordringer, hvor ny teknologi

og forrygende økonomisk udvikling i nogle af verdens lavtlønsområder

gør det muligt for industrierne at placere sig stadigt længere

væk fra de markeder, hvor varerne skal sælges og forbruges.

Tøj og sko produceres i Kina. Elektronik og biler kommer fra Korea.

I vores egen del af verden oplever vi konkret, at danske virksomheder

med fordel placerer alt lige fra kundeservice til administrative opgaver

som bogholderi og regnskab andre steder i verden. Og helt præcist

de steder i verden, hvor lønnen er i bund.

Det gælder selv sagt også for hele it-området, som oplever et pres fra

lande som Indien, hvor en programmør eller systemudvikler får en løn,

som svarer til en brøkdel af sin danske kollegas.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 55


56

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Men er der én læresætning, som vi har lært af de første udflytninger til

lavtlønsområder, ja, så er det, at vi hverken kan eller skal konkurrere på

løn. Den kamp er tabt på forhånd.

Derfor vil det også kun være en stakket frist, vi kan vinde, hvis man

går ind i spil med løntilbageholdenhed og andre svækkelser af overenskomsterne.

Det er ikke her, vi skal vinde slaget om globaliseringen.

Derimod handler det om i god tid at forudse de områder, hvor vi i

fremtiden vil kunne skabe de arbejdspladser, der skal finansiere vores

velfærd – og sikre os en naturlig placering i den internationale arbejdsdeling.

Vi har især på it-området nogle gyldne eksempler på, at vi her i

Danmark sagtens kan udvikle nye produkter, som udlandet er mere

end almindeligt interesseret i. Tænk bare på avisoverskrifterne, da det

danske it-firma Giga blev solgt – eller da Navision blev opkøbt af softwaregiganten

Microsoft for et milliardbeløb.

Globaliseringen er kun en trussel, hvis vi intet foretager os. Hvis vi

tror, at vi til alle tider kan fortsætte, som om intet forandres. Vi skal se

mulighederne. Vi skal gennem en aktiv erhvervspolitik understøtte de

brancher og virksomhedstyper, som vi véd, kan udvikle nye produkter,

som er salgbare på de internationale markeder. Kort sagt: En fremadrettet

erhvervspolitik, som skal skabe nye arbejdspladser.

Et nationalt kundskabsløft

Men skal vi i fremtiden finde nye vækstområder med i tusindvis af arbejdspladser,

er der næppe tvivl om, at det er vidensvirksomhederne, der

bliver det store lokomotiv. Derfor kan en erhvervspolitik ikke stå alene.

I dag kan vi konstatere, at hver tredje i den erhvervsaktive alder

forsøger at slå sig igennem på et benhårdt arbejdsmarked udelukkende

med folkeskolen som vidensballast.

Skal vi have en chance for at høste lidt af de frugter, globaliseringens

muligheder frembyder, er det tvingende nødvendigt, at vi investerer

mere i uddannelser, lige fra grundskole, over erhvervsuddannelser, længevarende

uddannelser til efter- og videreuddannelser. Vi har i Danmark

et behov for et nationalt kundskabsløft.

Og lad mig slå fast med syvtommersøm: Jeg taler om mærkbare investeringer.

Det er ikke tilstrækkeligt at flytte lidt om på statens finanser,

så der i et par år kommer lidt flere midler i omløb.

Især ikke når regeringens omfordeling af resurserne er begrænset af

hensynet til skattestoppet. Eller når finansieringen af forskningsmidlerne

tilvejebringes gennem brugerbetaling på efter- og videreuddannelserne.

Det er heller ikke godt nok, at skoleeleverne i folkeskolen trods

diverse folkeskoleforlig oplever en hverdag med begrænsede resurser

i form af nedslidte skolebøger, atlas og vægkort, der stammer tilbage

fra før Berlin-murens fald. For slet ikke at tale om de to-tre mere eller

mindre nye computere, som er til rådighed pr. klasse.

Det er slet ikke tilstrækkeligt, at vores statsminister ved festlige lejligheder

siger, at uddannelse er det vigtigste indsatsområde – og han selv vil

sætte sig i spidsen for indsatsen. Undskyld: Men med en lettere om-


skrivning af Venstres valgslogan, så kunne man sige: Sæt Anders Fogh

Rasmussen i spidsen, så véd du, det ikke bliver til noget!

Hvad der derimod er brug for, er reelle resurser, så vi kan efter-

og videreuddanne de mange tusinder af lønmodtagere, der kun har

folkeskolen som uddannelse. Alle lønmodtagere har behov for efter- og

videreuddannelse – og det uanset om de har en faglig uddannelse eller

længerevarende uddannelse. Uddannelse er vigtigt både for at kunne

fastholde sit job – eller hvis man skal skifte branche.

Det kræver blandt andet, at regeringen tager brugerbetalingen væk

fra efter- og videreuddannelserne. Og da i særdeleshed fra de uddannelser,

som er rettet mod HK’s medlemmer. Ganske uforståeligt er de

nemlig ramt af de højeste brugerbetalingssatser. Og her er der oven i

købet tale om nogle af de uddannelser, som der bliver brug for i fremtiden.

Uddannelser inden for it, sprog og økonomi.

Undskyld, kære kolleger i LO-forbundene: Men det virker ærligt talt

ikke fornuftigt, at de laveste brugerbetalinger er dem, vi finder i de fag,

hvor der uddannes svejsere til ikke-eksisterende skibsværfter, mens de

højeste er dem, vi finder på de uddannelser, vi skal leve af i fremtiden.

Her må vi i fællesskab slå et slag for få fjernet brugerbetalingerne,

som jo kun er med til at sænke uddannelsesaktiviteten i Danmark.

Folkeskolen skal have de nødvendige resurser for at sikre, at alle

elever efter skolen har kvalifikationerne og lysten til at fortsætte deres

uddannelsesforløb. På erhvervsuddannelsesområdet skal der sikres

praktikpladser til alle. Hverken mere eller mindre. Om det så handler

om tvang eller sanktioner, er jeg forholdsvis kold over for. Men praktikpladserne

skal findes. Og det skal være nu. Og det er naturligvis også

nødvendigt, at flere får en videregående uddannelse – og at forskningsindsatsen

øges.

Kort sagt: En forstærket indsats på alle områder. Det er simpelthen

ikke godt, at et land som Danmark ikke er i stand til at sørge for, at alle

unge får en uddannelse.

Det er en opgave, som vi ikke kan løse gennem ord og tomme løfter.

Det kræver meget præcis handling. Men en øget voksenuddannelsesindsats

handler om mange andre ting, end hvem der nu skal betale. Fx skal

vi langt kraftigere udfordre hele uddannelsessystemet, så medlemmernes

erhvervserfaring faktisk bliver anerkendt som en reel kompetence.

De mange barrierer, som tusindvis af lønmodtagere oplever på uddannelsesområdet,

skal vi have nedbrudt.

Vi har som tema for denne kongres valgt at fokusere på globaliseringen.

Ikke som en trussel, men som en verden af muligheder. Vi har lavet

en lang række analyser og undersøgelser, som er samlet i bogen ”Midt i

Globaliseringen”, som er en del af kongresmaterialet.

Globaliseringen er, som jeg har understreget, ikke en fjern og

forholdsvis ligegyldig trussel. Det er en verden af muligheder – og vi

skal som fagforbund vise vores medlemmer, hvor mulighederne er – og

hvordan vi bedst håndterer dem.

Politisk kan vi godt tillade os at være en smule bekymrede over den

laden stå til-politik, vi er vidne til. Men vi vil konsekvent og konstruktivt

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 57


58

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

fortælle regeringen og de øvrige politiske partier, hvor vi kan finde løsninger

på de udfordringer, vi står over for.

HK-medlemmerne er i stigende grad opmærksomme på, at der også

er muligheder i globaliseringen. At der er muligheder for et aktivt, spændende

og udviklende arbejdsliv uden for Danmark.

Helt konkret har vi øget vores fokus på formidlingen af vores viden

om internationale arbejdsforhold. På kommunikationssiden er det resulteret

i en pjece om dét at arbejde i Europa og en ny hjemmeside, hvor

medlemmerne kan søge information om arbejdsforholdene i EU-landene.

Desuden har vi oprettet en individuel rådgivning via HK’s virtuelle medlemsportal

– mitHK – hvor det enkelte medlem kan få personlig og konkret

rådgivning i forhold til det at arbejde uden for Danmarks grænser.

Når jeg starter min beretning til kongressen med noget, der kan

minde om en gennemgang af regeringens uheldige hånd i det politiske

arbejde, er det som sagt ikke for at virke sur og tvær. Men det er slet og

ret en konstatering af, at vi i de sidste fire år har været i modvind på den

politiske bane.

Det betyder ikke, at vi ikke har formået at skabe resultater. Det betyder

blot, at vi i HK har skullet bruge flere resurser på at få regeringen

og de politiske partier til at acceptere de synspunkter, som vi på medlemmernes

vegne har.

Partistøtten

Når jeg har valgt at koncentrere min beretning om de politiske elementer,

skyldes det også, at vi jo på den sidste kongres i Aalborg havde en

lang og spændende debat om partistøtten.

I tidens ånd har debatten om partistøtte og politisk indflydelse jo

hovedsagelig handlet om rimeligheden i, at et forbund som HK/Danmark

i det hele taget ydede partistøtte. Ja, for den sags skyld har hele fagbevægelsen

været i skudlinjen.

Helt grundlæggende synes jeg nu, at regeringens gøren og laden de

sidste fire år har bevist nødvendigheden af, at HK/Danmark også i fremtiden

er aktiv på den politiske scene.

kongressen for fire år siden stod synspunkterne skarpt over for

hinanden. På den ene side stod synspunktet, at politisk indflydelse ikke

handlede om kroner og øre, men om hårdt politisk benarbejde. Heroverfor

stod den traditionelle partistøtte, hvor HK/Danmark i mange år ydede

økonomisk støtte til især Socialdemokraterne.

Konklusionen på sidste kongres blev, at forbundet kunne fortsætte

med at yde partistøtte – og at vi samtidig skulle sætte gang i et videnskabeligt

udredningsarbejde, der skulle afdække konsekvenserne af den

økonomiske støtte.

Denne opgave blev lagt i hænderne på professor Ove Kaj Pedersen

fra Københavns Universitet. Hans rapport blev afleveret til forbundet

i foråret. Den havde titlen: HK som en politisk organisation. Og hans

konklusioner var krystalklare:

For det første: HK/Danmark er en politisk organisation – hvad enten

vi vil det eller ej.


For det andet: Hvis ikke HK/Danmark agerer stærkt på den politiske

scene, varetager vi ikke medlemmernes interesser. For det tredje: Hvis

HK/Danmark bevidstløst hælder partistøtte i enkelte partier, får vi ikke

valuta for pengene.

Disse konklusioner – og ikke mindst Ove Kaj Pedersens anbefalinger

– skal vi debattere mere indgående på tirsdag. Her og nu vil jeg nøjes

med at slå fast, at det er nødvendigt, at HK/Danmark naturligvis vil bruge

alle de midler, der er nødvendige for at kæmpe for medlemmernes

interesser. De sidste fire år med borgerlig regering har om noget bevist

nødvendigheden af det.

Som sagt har det været op ad bakke. Og et langt stykke af vejen har

det handlet om at forsvare medlemmernes arbejds- og levevilkår mod

mærkbare forringelser og stigende ulighed. De sidste fire år har også

vist, at det er nødvendigt, at forbundet ikke alene søger indflydelse på

de partier, vi traditionelt har samarbejdet med, men også med de partier,

som i øjeblikket sidder på den politiske magt.

Derfor tror jeg umiddelbart heller ikke på, at en traditionel partistøtte

har nogen stor fremtid i sig. I de kommende år bliver vi nødt til

at sætte en helt anden dagsorden, hvor vi i samarbejde med forskellige

partier forsøger at realisere flest mulige af de ønsker og krav, vores

medlemmer stiller.

Her kan jeg altså ikke nære mig for at komme med en lille indskudt

bemærkning! Jeg synes, det er fantastisk, at vi som en faglig – og som

sagt også politisk – organisation konstant er i skudlinjen, fordi vi efter

bedste evne forsøger at varetage vores medlemmers interesser.

Nuvel. Både HK/Danmark og LO har taget bestik af situationen og

afviklet den klassiske direkte partistøtte. Ganske i tidens ånd. I HK har

vi tillige brugt resurser på at afdække forholdene omkring det politiske

arbejde ved at lade en anerkendt professor og et helt hold af forskere

kigge os over skulderen.

Da rapporten om partistøtte og politisk indflydelse blev offentliggjort,

var arbejdsgiverne ved at falde over hinandens ben for at pointere,

at hvis fagbevægelsen standsede sin partistøtte, ja, så ville de så

sandelig også gøre det. Kan I huske det? Ikke et øje var tørt!

Men hvordan ser virkeligheden ud? Har I set et regnskab over

partistøtten fra Dansk Industri? Landbrugsrådet? Eller hvad med Dansk

Arbejdsgiverforening? Nej, vel! Tror I så, at det betyder, at de ikke yder

økonomisk støtte til de politiske partier? Nej, selvfølgelig gør det ikke

det. Pengene fosser stadig ind i de borgerliges pengetanke.

Det er åbenbart, at det kun er i fagbevægelsen, vi tager den åbne

diskussion om vores politiske engagement. Det er kun her, vi fremlægger

regnskab krone for krone. Det ville klæde arbejdsgiverorganisationerne

og danske virksomheder, om de gav forbrugerne lejlighed til at vurdere,

om de synes, det er i orden, at der ryger penge i Venstres partikasse,

hver gang de køber en liter mælk. Eller at De Konservatives pengetank

vokser, når NESA’s kunder tænder for lyset derhjemme.

Det er åbenbart sådan, at der skal gælde ét sæt spilleregler for

lønmodtagerne og et andet for arbejdsgiverne. Det vigtige her er, at vi

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 59


60

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

i HK/Danmark er bevidste om, at den politiske indflydelse koster – og at

det skal ske i åbenhed.

Ikke mindst set i lyset af de udfordringer, som hele globaliseringsprocessen

stiller os over for, ja, så er det oplagt, at vi kun i samarbejde

med andre organisationer og de politiske partier er i stand til at skabe

de løsninger, som hjælper vores medlemmer til at bide sig fast i arbejdsmarkedet

under de forandringer, vi vil opleve.

Når vi tidligere har talt om partistøtte, har debatten ofte været

styret af det faktum, at forbundets medlemmer ikke stemmer som tidligere.

I hvert fald kan vi i dag konstatere, at HK/Danmarks medlemmer

stort set stemmer som hele vælgerbefolkningen.

Derfor kan vi ikke længere fortsætte med udelukkende at bruge en

forholdsvis passiv form for partistøtte som den økonomiske støtte til de

socialdemokratiske valgkampe, som vi traditionelt har benyttet os af.

I kongresperioden har også LO afviklet sin faste driftsstøtte til Socialdemokraterne.

I HK besluttede vi også at afvikle – eller rettere suspendere

– vores partistøtte. I praksis har HK afleveret et valgkampbidrag

forud for sidste folketingsvalg. Og samtidig markeret, at det var det

sidste direkte bidrag, indtil denne kongres havde fastlagt linjerne for

det fremtidige politiske arbejde og eventuelle økonomiske partistøtte.

Som sagt skal vi diskutere arbejdet med at sikre HK/Danmark politisk

indflydelse på tirsdag. Men jeg vil godt allerede nu slå fast, at jeg ikke

tror, at en genoplivning af den traditionelle og noget passive form for

partistøtte er vejen frem.

Den store udfordring bliver i fremtiden at udpege de politiske mål,

som er i stand til at samle en bred opbakning blandt forbundets medlemmer

uanset deres partipolitiske præferencer.

Det handler slet og ret om konstant at være i dialog med medlemmerne.

Forud for det sidste folketingsvalg gennemførte vi en enkeltstående

meningsmåling blandt 3.000 medlemmer, der viste, at netop

spørgsmålet om uddannelse – og især problemerne med brugerbetalingerne

på efter- og videreuddannelserne – var et sådant emne, som kunne

samle bred opbakning.

Desværre har det kun været oppositionen i Folketinget, der indtil

videre har været indstillet på at lytte til HK-medlemmerne. Regeringspartierne

har selv under valgkampen været fuldstændigt tavse og

nægtet at give HK-medlemmerne svar på, hvordan de ville sikre bedre

uddannelsesmuligheder.

I den kommende kongresperiode bliver dette spørgsmål helt sikkert

et område, hvor vi vil forsøge at skabe nye alliancer, så HK-medlemmerne

atter kan få samme muligheder som andre lønmodtagere til efter- og

videreuddannelse.

HK/Pulsen

Vi vil i de kommende år få en meget mere præcis viden om, hvilke både

faglige og politiske mål vores medlemmer ønsker, vi skal beskæftige os

med.


Forbundet har netop i år sat gang i et ambitiøst projekt, der skal give

os den viden. I løbet af de næste par år vil vi gennemføre interviews og

meningsmålinger blandt 8.000 medlemmer.

Disse undersøgelser vil give medlemmerne lejlighed til at give udtryk

for deres holdning til HK. Det vil også betyde, at de giver os karakter

– men ikke mindst vil det betyde, at vi får en ganske præcis viden om,

hvor vi skal gøre tingene bedre.

Kort sagt vil vi tage pulsen på medlemmernes holdninger – både i

forhold til de politiske ønsker og mål, medlemmerne måtte have, men

også som en temperaturmåling på medlemmernes forhold til deres fagforbund.

Det er måske ikke overraskende, at vi har kaldt dette projekt

for HK/Pulsen.

HK/Pulsen vil blive et stærkt værktøj i vores bestræbelser på til alle

tider at være det bedste fagforbund i landet. Og det bliver et særdeles

aktivt redskab, når vi de kommende år skal sætte en mere markant politisk

dagsorden, som vores 364.000 medlemmer bakker op omkring.

For er der noget de sidste fire års udvikling har bevist, ja, så er det at

vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi forfalder til at tro, at vi kan nøjes

med at lave solide servicetilbud og gode overenskomster.

Naturligvis skal vi fortsat lave service og gode overenskomster. Men

de kan ikke stå alene. Det politiske element har i dag langt større indflydelse

på hverdagen på de danske arbejdspladser.

Politiske beslutninger træffes mange steder. På Christiansborg, i

kommunerne og i amterne. Men hertil kommer, at stadigt flere politiske

beslutninger har sit udspring i Bruxelles.

EU får givetvis også i fremtiden en større betydning for livet på de

danske arbejdspladser. Og dét på trods af den øjeblikkelige tale om krise

og fiasko i EU. For selv om traktaten blev skudt ned af de franske og hollandske

vælgere – og selv om der i øjeblikket er en knap så køn politisk

kamp i gang omkring Tyrkiets optagelse i Unionen – så er der stadig

mange initiativer, som får konsekvenser for det danske arbejdsmarked

– og som har sit udspring fra EU.

I de kommende år må vi også forvente, at påvirkningen fra EU vil

tiltage i styrke. Alt andet lige er Danmark jo ikke det eneste land, der

kommer til at mærke globaliseringens konsekvenser. Derfor var det faktisk

ærgerligt, at forfatningstraktaten nu er – om ikke død – så i hvert

fald gået i dvale.

I HK/Danmark var vi klar til udfordringen, inden statsministeren

aflyste den planlagte folkeafstemning, som vi skulle have haft for en

måneds tid siden. Vores gennemgang af den faldne forfatningstraktat

viste et billede af et fremtidigt Europa, hvor lønmodtagernes interesser

fyldte meget, og hvor der samtidig var skabt mulighed for både en

bevarelse og udvikling af den danske model, hvor samarbejdet mellem

staten, arbejdsgiverne og fagbevægelsen sikrer ro og udvikling.

Særligt indskrivelsen af EU’s Charter om grundlæggende rettigheder

mener vi er et skridt i den rigtige retning. Et fælles udredningsarbejde

med LO har da også vist, at vi – set i bakspejlet – er gået glip af meget.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 61


62

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Mange af artiklerne vedrører arbejdslivet på den ene eller anden måde.

Artiklen om ytringsfrihed ville have fået betydning for danske lønmodtagere,

som er valgt som repræsentanter til de europæiske samarbejdsudvalg.

Forbuddet om diskrimination ville have sikret, at en lønmodtager

kunne kræve, at ansættelseskontrakten foreligger på et sprog, som den

ansatte kan forstå.

Men traktaten er som sagt gået i dvale. Og der skal nok mere end

en prins til at vække den af sin tornerosesøvn.

Fra HK/Danmarks side kunne vi ønske os, at eventyrskrivningen i

EU nu endegyldigt er et overstået kapitel. Traktat eller ej! Charter eller

ej! Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad det er for et EU, vi vil have

i fremtiden. Også her har HK en rolle at spille – og vi vil bruge vores

tænketank – EU/Globalt Forum – som afsæt for disse diskussioner.

Kommunalreformen

Når vi taler om politisk indflydelse, ja, så er det vigtigt, at vi ikke kun ser

på politisk arbejde som værende noget, der er rettet imod politikerne

på Christiansborg og i Bruxelles. Politiske beslutninger, som har konsekvens

for den enkeltes arbejdsliv, bliver også truffet tættere på.

Regeringen har med sit flertal gennemtrumfet en omfattende kommunalreform.

En reform, der også betyder, at en række opgaver flyttes

fra staten til kommunerne og de nye regioner, der afløser amterne. Det

er en reform, der påvirker i tusindvis af HK-medlemmer i hele den offentlige

sektor. Rundtomkring er der mange offentligt ansatte, der må

skifte arbejdsplads, når der flyttes rundt på arbejdsopgaverne – og når

kommunerne slås sammen.

Her og nu kan vi kun gisne om resultatet af hele denne store

reform. For den enkelte ansatte i amter eller kommune kunne vi have

ønsket os en mere håndfast tryghedsgaranti, men faktum er, at de nye

kommuner og regioner er ved at se dagens lys.

Fra centralt hold har vi i HK og de to offentlige sektorer i perioden

brugt mange resurser på at levere en god og solid rådgivning til medlemmer,

som befandt sig i stormens øje. Forandring er ikke altid helt

let, men det er min overbevisning, at de mange penge er blevet givet

godt ud. I hvert fald har tusindvis af HK-medlemmer oplevet, at deres

fagforbund var til stede, da det gjaldt. Og at tilbuddet om kurser og

rådgivning var på et højt og kvalificeret niveau.

Men kommunalreformen sammen med en ny opgavedeling betyder

også, at det politiske element kommer tættere på mange medlemmers

hverdag. Derfor skal også HK’s lokale – eller rettere regionale led i

fremtiden bruge kræfter på at sætte den politiske dagsorden i regionerne.

Som på det centrale niveau handler det ikke længere om at holde

sig til enkelte partier i kommunalbestyrelsen. Men om at samarbejde

med dem, som kan og vil levere de politiske resultater, der er til gavn

for vores medlemmer.


Især på ét område har kommunalreformen betydet, at vi i HK/Danmark

har haft den bekymrede mine på. For den nye opgavefordeling mellem

kommuner, regioner og staten har også betydet, at ansvaret for en del af

arbejdsmarkedspolitikken er flyttet.

I fremtiden er det ikke længere en statslig opgave at sikre, at de

ledige hurtigst muligt kommer i ny beskæftigelse. Vi har været – og er for

så vidt stadig – bekymrede for, om arbejdsmarkedspolitikken var tilstrækkeligt

solidt forankret i en deling mellem kommuner og regioner.

Her ligger en stor og fantastisk vigtig opgave for jer ude i afdelingerne.

I skal nemlig i fremtiden sikre, at indsatsen bærer i den rigtige

retning. Regeringen vedtog lige inden sommeren 2005 et nyt lovgrundlag

for ansvaret og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. De vedtog

det alene sammen med Dansk Folkeparti, og det lykkedes aldrig for

oppositionspartierne at blive inviteret til forhandlinger igen efter sammenbruddet.

LO og DA havde ønsket sig en fuldt ud statslig forankring af indsatsen,

men regeringen besluttede, at kommunalbestyrelserne skal etablere

et jobcenter i hver kommune. Her skal AF’s medarbejdere flytte sammen

med de nye kommuners beskæftigelsesfolk og varetage en lang række

opgaver for de ledige, de sygemeldte og virksomhederne. I de almindelige

jobcentre vil der således være to myndigheder og to ledelser.

Vi er især bekymrede for pilotcentrene, hvor ministeren vil indgå

kontrakt med kommunerne om at overtage statens indsats og medarbejdere.

Vi er bekymrede for, at den snigende kommunalisering skal føre til

en kommunalisering af ydelsessystemet, som dermed ”strangulerer” vores

a-kasser.

Vi er bekymrede for, at beskæftigelsesindsatsen ikke bliver prioriteret

på linje med andre kommunale opgaver som daginstitutioner og ældrepleje.

Vi ved godt, hvilke områder der er flest stemmer i, og dermed kan

vi frygte en nedprioritering af beskæftigelsesindsatsen.

Vores bekymring over den nye struktur handler om, at jobcentrene

forankres på kommunalt niveau. Vi ved alle, at del-arbejdsmarkederne

rækker langt ud over kommunegrænserne. At virksomhederne har ansatte,

som bor i mange forskellige kommuner, og at en kommunes borgere

rejser på kryds og tværs til deres arbejde.

Formidling af job i jobcentrene skal derfor ikke afgrænses til kommunens

virksomheder og de ledige i kommunen, men skal bygge på at

matche den rette ledige til det rette job uanset bopæl.

Vi står således med et oplæg til en ny struktur, som vi hverken i LO eller

DA er særligt begejstrede for, men som falder på plads i løbet af 2006.

Vi mener ikke, at parterne på arbejdsmarkedet har fået den indflydelse i

de kommende lokale og regionale beskæftigelsesudvalg, som vi faktisk er

berettiget til i forhold til den rolle, vi spiller på arbejdsmarkedet.

Lovgivningen lægger op til, at arbejdet her handler om at overvåge

indsatsen og følge op på resultater, altså noget bagudrettet. Vi har dog

besluttet, at vi ikke lader os begrænse af loven. Vi tager det som en

udfordring at skaffe os indflydelse og handle fremadrettet ved at sætte

dagsordenen lokalt og regionalt.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 63


64

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Vi er derfor i gang med at finde HK-repræsentanter til de lokale og regionale

råd. Vores repræsentanter skal have god kontakt med baglandet

i afdelingerne for at få en fornemmelse af, hvad der ”rører” sig derude

på arbejdspladserne og hos alle involverede aktører. Dermed har de en

baggrund for at stille krav i rådene.

Alle medarbejderne i HK/Danmarks afdelinger, hvad enten de er

faglige sekretærer med kontakt til medlemmerne på arbejdspladserne,

eller de er ansat i a-kassen med kontakt til de ledige, skal indtænke disse

aspekter i deres daglige arbejde.

Det er jo noget vi ofte gør i forvejen, men det bliver nødvendigt, at

afdelingerne sætter ekstra fokus på, hvad beskæftigelsesområdet indeholder,

og hvad vi skal holde særligt øje med og indsamle viden om.

Når dette er sagt, er det også vigtigt for mig at slå fast, at vores bekymring

omkring arbejdsmarkedspolitikkens fremtidige forankring ikke

handler om hverken de kommunalt eller statsligt ansattes kompetencer.

Nej, som jeg har pointeret, er det hensynet til de ledige kolleger, der

tæller. Det handler grundlæggende om at sikre dem en tilbagevenden til

arbejdspladserne hurtigst muligt og bedst muligt. Og samtidig sikre, at

de medlemmer, der er ansat i kommuner og stat, har de bedst tænkelige

redskaber for at kunne yde den indsats, der bedst muligt får de ledige

tilbage i arbejde.

Når kommunalreformen og opgaveflytningen fra stat til kommuner

og regioner nu er ved at være virkelighed, ja, så kommer det næppe

som en overraskelse, at næste måneds kommunalvalg måske aldrig

nogensinde tidligere har været så vigtigt.

Mine bemærkninger om arbejdsmarkedspolitikken og den nye kommunale

beskæftigelsesindsats er jo også med til at skærpe interessen for

kommunalvalget.

HK/Danmark og vores medlemmer har en klar interesse i, at kommunerne

reelt vægter beskæftigelsesindsatsen lige så højt som de politikområder,

der traditionelt er mange stemmer i.

På mange politikområder er det ikke ligegyldigt, hvilket politisk

flertal der sætter sig på magten i kommunalbestyrelserne. Lokalt skal vi

sætte spotlys på de områder i det kommunale selvstyre, der har betydning

for vores medlemmers arbejdsliv – og deres muligheder for at sikre

sig et ordentligt samspil mellem arbejds- og familieliv.

Også integrationsspørgsmål har naturligvis en stærk lokal interesse

– ikke mindst for HK-medlemmerne. Husk, at 16.000 medlemmer af HK

har en anden etnisk baggrund end dansk. Det er medlemmer, som også

har krav på, at vi slås for deres sager. Især når det handler om at få gang

i integrationsindsatsen på arbejdsmarkedet.

I de nye storkommuner og den regionale beskæftigelsespolitik er

det særligt vigtigt, at vi er os vores ansvar bevidst. Denne sammenhæng

er vigtig at holde os for øje. Især set i lyset af mine bemærkninger om

politisk indflydelse.

Derfor er det særligt vigtigt, at de synspunkter, der har præget især

den københavnske valgkamp, effektivt bliver sat til vægs. Og at vi i HK

også viser, at de fremmedfjendske synspunkter ikke er gangbare.


Indtil nu har min beretning i høj grad handlet om forandring. Både de

negative forandringer, som regeringen har påført os alle – men naturligvis

også de forandringer, der følger i slipstrømmen på en øget globalisering

af arbejdsmarkedet.

Strukturforandringer i HK

Men også på de indre linjer har vi i HK/Danmark gennemført omfattende

forandringer. Forandringer, som vi satte i værk på den sidste kongres

for fire år siden – og som vi konkretiserede på den ekstraordinære

kongres i 2003.

Jeg vil gerne til en begyndelse starte med at dele lidt roser ud. Eller

faktisk en stor buket roser. Til alle jer i afdelingerne. For i løbet af de

sidste fire år – og i særdeleshed i tiden efter strukturkongressen i 2003,

har I formået at gennemføre en lang række fusioner mellem afdelingerne.

For fire år siden havde vi i HK/Danmark 43 afdelinger. Og når vi er

færdige, ser det ud til, at vi ender på 16-17 afdelinger. Vi er naturligvis

fortsat synlige alle de steder, hvor vi tidligere havde selvstændige afdelinger.

Men I har bevist, at faglig og politisk ledelse ikke er bundet i

mursten. Tillige er fusionerne mellem de forskellige afdelinger foregået

– stort set i hvert fald – stille og roligt. Naturligvis har der været

uenigheder. Men målet har I haft for øje – og I har leveret varen. Det er

noget, der aftvinger respekt i omverdenen. Og i særdeleshed hos medlemmerne,

for hvem intern kiv og splid er fuldstændigt meningsløst.

HK’s nye afdelingsnet er styrket politisk – især set i lyset af kommunalreformen

har det betydning, at HK’s afdelinger nu har en størrelse,

som ikke er til at komme udenom i det lokale politiske arbejde.

Men uagtet denne styrkelse af den politiske dimension i det lokale

faglige arbejde, ja, så har denne store strukturreform også et andet formål,

nemlig en bedre og mere direkte service af det enkelte medlem.

På den sidste kongres i Aalborg for fire år siden talte vi meget

om vigtigheden af at komme tættere på det enkelte medlem. Og om

vigtigheden af reelt at kunne betyde en afgørende forskel i det enkelte

medlems liv.

Årsagen til, at det er vejen frem, er ikke svær at sætte ord på. Hverken

i dag eller for fire år siden. For i de senere år har vi helt overordnet

set en udvikling, hvor der skal gives mere og bedre rum til det enkelte

menneske.

Individet er i centrum. På sin vis er det vel en naturlig udvikling i et

samfund som det danske, hvor den materielle velstand gennem årene

har nået et niveau, hvor kun få reelt risikerer at ryge igennem de fintmaskede

sikkerhedsnet, som velfærdssamfundet spænder ud under os alle.

Når der ikke mangler salt til ægget, ja, så er der også overskud til at

gå efter andre goder.

Det har naturligvis betydet et vist pres mod de fællesskabsnormer, som

ellers er et bærende element i vores samfund.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 65


66

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Også fagbevægelsen har mærket denne udvikling væk fra fællesskabets

normer og hen imod et mere individualiseret samfund. På sin vis – som

sagt en naturlig udvikling i et samfund, hvor lighed og fællesskab har

skabt velstand og velfærd.

Men selv om vi i dag har en stærkere fokus på individets muligheder,

så er det vigtigt at slå fast, at selv om vi naturligvis skal styrke den enkeltes

muligheder for egen udfoldelse og udvikling, ja, så må det ikke ske

på bekostning af fællesskabet. Det må ikke være alles kamp mod alle.

Det vil kun gå ud over de svagest stillede.

Med en lettere omskrivning af John F. Kennedys berømte udtalelse,

skal vi ikke spørge, hvad fællesskabet kan gøre for os – men snarere,

hvad vi kan gøre for fællesskabet.

Husk, det er fællesskabet, der gør det muligt for den enkelte at sikre

sig velfærd og social tryghed.

Når vi i HK for fire år siden satte fokus på det enkelte medlem og

dets behov for faglig service, måtte vi naturligvis også spørge os selv, om

det nu også var den rigtige service, vi leverede.

Havde vi de rigtige varer på hylderne? Og var vi dygtige nok til at

levere de varer, som medlemmerne rent faktisk gerne ville have? I en

tid, hvor flere og flere lønmodtagere mener, at de selv kan klare forhandlingerne

med deres arbejdsgivere, ja, så er svaret: Tja, måske …

I en tid, hvor flere og flere mere eller mindre seriøse organisationer

og private firmaer mener, at de kan tingene lige så godt som os – og til

en billigere pris – ja, så er svaret nej!

Der er ingen tvivl om, at vi i dag står over for langt mere ambitiøse

konkurrenter end for fire år siden. Men dette til trods så når vores konkurrenter

os ikke til sokkeholderne, hvad angår overenskomster, faglig

som juridisk service eller de medlemstilbud, vi har. Men de kan én ting,

som vi ikke kan: De kan tilbyde det hele til den halve pris.

Men selv om jeg til min dødsdag vil argumentere for, at de lukrerer

på vores faglige arbejde og kvalitetsmæssigt ikke har særligt meget at

byde på, ja, så er det lavere kontingent et slagkraftigt argument, som

det kræver hårdt arbejde at gå imod.

Når man så hertil lægger, at enhver organisation med jævne mellemrum

har behov for at se sig selv efter i sømmene, ja, så var der alt i

alt mange gode grunde til, at vi 2001 satte gang i en proces, der skulle

skabe en ny og mere smidig struktur i HK.

Og skulle nogen have glemt det, så vil jeg gerne lige nævne et par

nøgletal, som kan sætte tingene i perspektiv. Det første nøgletal, som

var aktuelt for ca. 1.460 dage siden, lyder på 377.463.

Det næste nøgletal, som var aktuelt, da vi mødtes til den ekstraordinære

kongres i 2003, hed 368.904.

Og i dag, hvor vi mødes til forbundets 29. ordinære kongres,er det

364.215. Den opmærksomme lytter har vel allerede regnet ud, at differencen

mellem det højeste og laveste nøgletal fortæller os, at vi i løbet

af 767 dage har vinket farvel til 13.248 medlemmer.

Med andre ord: Siden kongressen i 2001 har vi hver dag sagt farvel til ca.

10 medlemmer om dagen.


Som en kendt reklamefilm pointerer: Der har været gode dage. Og der

har været dage, der er knap så gode. Men faktum er, at vi har sagt farvel

til mange medlemmer. Op mod 6.500 om året. Der kommer heldigvis nye

til. Men uheldigvis ikke nær nok.

Som andre forbund mister HK altså også medlemmer. Det betyder,

at vi hver måned har godt to millioner kroner mindre i kontingentindtægter

til den faglige service. På årsplan taler vi om ca. 24 mio. kr.

Og skulle nogen være i tvivl, ja, så er det altså årsagen til, at forbundet

hvert eneste år siden sidste kongres har måttet justere budgetterne

og finde besparelser i millionklassen.

Det er bestemt ikke for at male sorte skyer på himlen. Naturligvis er

det en alvorlig situation. Men en stor del af den medlemstilbagegang,

som de gamle LO-forbund oplever i disse år, skyldes slet og ret, at der

er flere og flere ældre, som jo før eller siden forlader arbejdsmarkedet.

Samtidig er ungdomsårgangene blevet mindre, og de vælger også andre

uddannelser, som måske ikke fordrer et medlemskab af HK.

Så meget kan i og for sig forklares alene gennem den demografiske

udvikling. Men det ændrer ikke det faktum, at vi også har måttet se

på udviklingen og spørge os selv, om vores organisation var skruet

rigtigt sammen.

Det er baggrund for, at vi allerede i 2001 så, at det var nødvendigt

med et kursskifte, så vi bedre og mere effektivt kunne levere den vare,

som medlemmerne ønsker. Det er ikke en lille let og handy organisationsøvelse,

vi har sat i gang. Lokalt og centralt har den sat sig spor. Og

ikke alle beslutninger har været lige lette at træffe.

Men de er blevet truffet – og vi har sat gang i en udvikling, der helt

sikkert bringer os tættere på de mål, vi satte op på kongressen i 2001:

Nemlig at komme tættere på det enkelte medlem – og betyde en afgørende

forskel i forhold til rådgivning og service i forbindelse med deres

arbejdsliv.

Ser vi tilbage på denne kongresperiode, så er det netop kodeord

som uddannelse og arbejdsliv, der har været styrende for os. Uanset hvor

i landet medlemmerne bor eller arbejder, har de nu adgang til vores

kerneydelser på a-kasseområdet og det uddannelsespolitiske område.

Ambitionen med HK’s kerneydelser eller medlemstilbud er jo netop

at sikre medlemmernes plads på arbejdsmarkedet. I en verden, der konstant

ændrer sig, er der kun én vej til at skabe tryghed: Det er gennem

udvikling og uddannelse.

Uanset om et medlem bliver arbejdsløs i Ringkøbing, Svendborg

eller Slagelse, ja, så er der et stående tilbud til den enkelte om et aktivt

informationsmøde, hvor man som nyledig får viden om jobsøgning, kursus-

og efteruddannelsesmuligheder, samt hvilke pligter og rettigheder

man har.

Som medlem har man også mulighed for at finde et nyt arbejde gennem

HK’s jobformidling. Så her har vi et klart svar til arbejdsgiverne, der

klynker over manglen på arbejdskraft. Har I behov for arbejdskraft, så

kom til os – så skal vi nok hjælpe. Derfor finder vi det også fuldstændig

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 67


68

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

urimeligt, når arbejdsministeren mistænkeliggør samtlige ledige, blot

fordi arbejdsgiverne klynker.

Handler det om uddannelse, ja, så er der mulighed for medlemmer,

der ønsker at få gode råd og vejledning om de mange muligheder,

som kan lette vejen tilbage til arbejdspladserne. Vi har kerneydelser,

der sikrer individuel uddannelsesrådgivning. Og kerneydelser, der kan

hjælpe den enkelte til at få mere ud af medarbejderudviklingssamtalen

på arbejdspladsen.

Også når det gælder planlægningen af karrieremulighederne, er HK

på banen med et individuelt tilbud. Den individuelle karriereplanlægning

er tillige et af de helt nye redskaber i mitHK som vi præsenterer her

kongressen. Et helt nyt værktøj, som medlemmerne kan bruge til at

planlægge deres karriere i ro og fred på deres egen computer.

Gennem vores investeringer i mitHK, har vi også skabt landets bedste

online fagforening, hvor medlemmerne får adgang til en lang række

elektroniske services, hvor medlemmer aktivt kan søge job i den mest

udbyggede jobsøgnings-database herhjemme. Der er avancerede lønstatistikker

og egentlige undervisningsprogrammer, hvor man kan lære

brugen af forskellige edb-programmer.

Det er også på mitHK, at medlemmerne har mulighed for at få

faglig rådgivning døgnet rundt. Og det uanset om man lige har behov

for at finde ud af, hvor funktionærloven siger om opsigelsesvarsler eller

beregne skat af en eller anden godtgørelse.

MitHK er en succes, som mange tusinde medlemmer bruger aktivt.

Men derudover er mitHK også en del af svaret på de udfordringer, vi

står over for. For mitHK giver nemlig også medlemmerne mulighed for

at udfylde en lange række blanketter elektronisk – og sparer derfor ikke

alene medlemmet for turen til postkassen, men også forbundet for en

lang række administrative omkostninger.

Disse besparelser skal naturligvis sammen med de besparelser, det

nye Modulus-medlemsadministrationssystem er i stand til at give, bruges

til endnu bedre faglig service.

Både kerneydelserne og mitHK er to områder, som kræver mange

resurser i såvel afdelingsregi som i forbundet. Men det er på de områder,

hvor vi for alvor kan træde i karakter og levere en faglig service til vores

medlemmer. En service, som kan betyde en afgørende forskel i deres

arbejdsliv.

Derfor er der al mulig grund til at blive ved med at holde dampen

oppe. Vores kerneydelser er medlemstilbud, som ingen andre forbund

har – og som de – sagt i al beskedenhed – misunder os. Medlemmerne

kan ikke få så flotte tilbud andre steder. Og de er med til at profilere os

som et visionært og udviklingsorienteret forbund, som ikke bare taler

om medlemmernes jobsikkerhed ved festlige lejligheder – nej – vi gør

faktisk noget ved det!

Derfor er jeg også glad for at se det engagement, der er lagt i implementeringen

af kerneydelser og nye redskaber til mitHK rundtom i hele

HK’s organisation.


Selv om vi i denne kongresperiode har koncentreret indsatsen omkring

vores kerneydelser centreret omkring kodeordene uddannelse og arbejde,

ja, så har der også været kræfter til at udvikle nye servicetilbud til

medlemmerne.

Forsikringen mod ledighed

HK/Danmark var først blandt LO-forbundene til at levere et helt nyt

forsikringstilbud til medlemmerne, nemlig HK+ Lønforsikring. Det var

et initiativ, som krævede mange overvejelser. Først og fremmest, fordi

debatten om disse tillægsforsikringer blev beskyldt for at forhindre

væsentlige forbedringer af den traditionelle a-kasseforsikring.

Men uanset hvordan man vender eller drejer det, ja, så er det så som

så med udsigten til mærkbare forbedringer for de medlemmer, der ulykkeligvis

bliver arbejdsløse.

Dagpengesatsen på 14.170 kr. betyder, at det kun er de helt lavtlønnede

medlemmer, som kan opnå en dækningsgrad på 90 pct. af deres

hidtidige løn ved ledighed. For det andet har vi blandt forbundets

medlemmer en stor lønspredning, hvor en stor andel af medlemmer vil

opleve en voldsom lønnedgang ved ledighed.

Samtidig havde vi faktisk spurgt medlemmerne, om de var interesserede

i denne forsikringstype, inden vi kastede os ud i projektet i samarbejde

med ALKA. Hele 80 pct. af medlemmerne mente, det var en god

ide. Og i dag har ca. 16.000 medlemmer tegnet en tillægsforsikring.

Samtidig kan vi konstatere, at vores forarbejde har gjort det muligt

for ALKA at indlede samarbejde om tillægsforsikringer med de øvrige

fagforbund. Selv de forbund, der i vores introduktionsperiode var arge

modstandere af projektet, har i dag valgt at tilbyde vores model til deres

medlemmer.

Det skyldes – tror jeg – at vi i høj grad har haft held til at udforme et

forsikringstilbud, så det reelt spillede sammen med de øvrige regler på

a-kasseområdet.

For det andet har det haft betydning, at vi har skabt et meget fleksibelt

tilbud, som ikke kun er interessant for de højtlønnede.

Når jeg vælger at bruge lidt tid på tillægsforsikringerne, er det også

for få lejlighed til at understrege to ting: For det første vil jeg gerne slå

fast, at fundamentet for ledighedsforsikringerne fortsat er a-kassemedlemskabet.

Det er den billigste og mest solidariske forsikring, medlemmerne

kan tegne, og med den bedste dækning. Det kan selvfølgelig

blive bedre. Naturligvis. Men hvor finder man en forsikring, der kan give

op til 170.000 kr. om året i fire år for 405 kr. om måneden?

For det andet er hele projektet om lønforsikringerne gennemført på

særdeles kort tid. På under et halvt år havde vi gennemført de indledende

øvelser og var klar til introduktionen.

Det er noget af det, vi skal blive bedre til i fremtiden, nemlig at

finde de tilbud, medlemmerne efterspørger, gennemføre dem hurtigt

og effektivt – og naturligvis være indstillet på at afvikle dem lige så effektivt,

når markedet for den slags tilbud er opfyldt eller ikke længere

eksisterer.

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 69


70

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

Fagbladene

På et andet område har medlemmerne også mærket en konsekvens af

en beslutning truffet på sidste kongres, nemlig kongressens beslutning

om, at forbundet burde arbejde for en såkaldt ét-bladsmodel.

Det har vi gjort. Der er to hovedelementer i det nye blad: Forbundsbladet

Delta er ophørt som selvstændigt blad og erstattet med

12 månedlige sider fra forbundets redaktion i de forskellige udgaver af

HK-bladet. De har fået titlerne HK Privatbladet, HK Kommunalbladet,

HK HANDELsbladet og HK Statsbladet.

Samtidig indgår lokalafdelingernes blade i samarbejdet på den

måde, at de som en selvstændig bladsektion sampakkes med og udsendes

til det enkelte medlem. Det sker seks gange årligt, nemlig i alle lige

måneder.

Det er faktisk et ganske storslået bladprojekt, og det har i hvert fald

ikke set sin mage indtil nu i Danmark. Fra start er afdelingsblade til ca.

235.000 medlemmer med i projektet. Mindst to afdelinger mere kommer

med fra årsskiftet. Dertil kommer, at Stat og Kommunal viderefører en

særlig ordning for København, hvor deres medlemmer fortsætter med

at få lokalstoffet som indstik i landsbladet.

Når vi lægger det sammen, kommer vi op på, at omkring 300.000

medlemmer i det nye år vil modtage afdelingsstof, sektorstof og forbundsstof

i samme bladsending seks gange om året.

Efter de første tre måneder med den nye bladstruktur synes jeg, der

er grund til at være voldsomt tilfreds med det foreløbige resultat. Jeg

tror bestemt også, medlemmerne er meget tilfredse med udviklingen.

Men det finder vi jo nærmere ud af, når vi i løbet af det kommende år

får evalueret bladene.

Samarbejdet i LO

Lad mig her på falderebet knytte et par mere generelle bemærkninger

om fagbevægelsens – eller rettere HK/Danmarks forhold til LO og de

øvrige fagforbund.

”Den enkelte kan selv – sammen kan vi mere.” Sådan sagde LO-formanden

forud for den ekstraordinære kongres i 2003. En kongres, hvor

LO blev underkastet et serviceeftersyn – og en kongres, hvor LO fik et

helt nyt værdigrundlag. Samtidig fik LO en helt ny beslutningsstruktur,

hvor de enkelte medlemsforbund helt anderledes konkret indgik i den

daglige ledelse.

Jeg må konstatere, at de beslutninger, vi traf i 2003, på den lange

bane har båret frugt. Jeg synes, vi – både LO-organisationen og medlemsforbundene

– har vist, at det er muligt at tage en 105 år gammel

organisation, rykke den op med rode og tvinge den i en ny retning.

Det er muligt, at jeg er blevet gammel og har lidt for gråt skæg. Det

sågar muligt, at jeg lidt for ofte går med slips og jakkesæt. Men det er

ikke det samme som at sige, at jeg som medlem af LO’s daglige ledelse

ikke kan lytte og finde nye udviklingsveje for Landsorganisationen.

For uanset hvor kritikken kommer fra, så vil jeg slå fast, at vi har

skabt resultater – og vi vil skabe endnu flere i de kommende år.


En del af LO’s nye værdigrundlag er indeholdt i sentensen: ”Den enkelte

kan selv – sammen kan vi mere!”. Fokus er i disse år klart på individets

muligheder for selvudfoldelse. Men der er også behov for, at vi værner

om vores fællesskab. Både i en konkret forstand inden for egne rækker i

fagbevægelsen – og i forhold til hele samfundet.

Vi har som bevægelse været med til at skabe det velfærdssamfund,

vi i dag ser under angreb fra en stærk ideologisk og liberalistisk indstillet

regering. Derfor skal vi passe på, at vi ikke forfalder til udelukkende at

fokusere på det individuelle aspekt. Vi har et ansvar for at sikre, at de

enkeltes rettigheder ikke går ud over fællesskabet.

LO – og dermed medlemsforbundene – har et ansvar for at sikre fællesskabets

værdier. LO bliver fra tid til anden alligevel betragtet som lidt

af en dinosaur. Jeg tror, jeg har slået fast, at vi i HK ikke er at finde i det

kor. Jeg er overbevist om, at havde vi ikke et LO i dag, ja, så ville ganske

givet have opfundet det.

En fælles hovedorganisation

Derfor er det vigtigt, at vi står sammen omkring de fælles værdier, vi

som medlemsforbund af LO har været med til at formulere. Det tror jeg,

de kommende år vil bevise. Bare tænk på, hvad vi i disse uger heftigt

diskuterer, nemlig FTF’s opsigelse af den såkaldte borgfredsaftale.

Det ser jo umiddelbart ud, som om det dybfølte ønske om et tættere

samarbejde er blevet afløst af en krigserklæring. Derfor skal jeg

indtrængende anbefale, at vi ikke bruger en flirt med FTF som en løftestang

for de forandringer, man selv ønsker for LO-fællesskabet.

Min opfordring er klar – og den er rettet til såvel LO, LO-forbundene

som FTF: Spring retorikken over – lad os samle kræfterne i bestræbelserne

på at skabe en fælles hovedorganisation!

Det tror jeg dybest set ville aftvinge respekt – ikke mindst fra vores

medlemmers side. Alternativet vil være en opslidende og lidet konstruktiv

kamp om medlemmer.

Afslutning

De sidste fire års kongresperiode har været en periode præget af

udvikling og nytænkning. På de indre linjer har vi gennemført en lang

række af de beslutninger, vi traf på kongressen i 2001 og på strukturkongressen

i 2003. Der har bragt os tættere på medlemmerne. Og vi har

skabt en lang række nye faglige servicetilbud til medlemmerne.

Men arbejdet er ikke færdigt endnu. Beslutningerne om ny struktur

er først færdigimplementeret, når vi mødes til kongres om fire år. At

forandre en organisation og gennemføre et kursskifte som det, HK er i

færd med, er ingen lille opgave.

Det har krævet en kæmpe indsats af alle valgte – lokalt og centralt. Men

først og fremmest har det krævet en ekstraordinær indsats af alle vores

medarbejdere. Det vil jeg gerne takke for. Det er ikke altid lige nemt.

Men I har vist, at I er opgaven voksen. Tak for det.

Min beretning til kongressen har givet et broget billede af en kongresperiode,

hvor vi på den politiske bane har været i modvind. Hvor vi

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005 71


72

Dag 1 – Lørdag 29. oktober 2005

tidligere har – målt både på tidligere socialdemokratiske og borgerlige

regeringer – har kunnet indgå i et konstruktivt samarbejde, ja, så har I

de sidste fire år været oppe imod en regering, der er styret af en benhård

ideologisk betinget politik, der er sikret af Dansk Folkeparti.

Regeringen har ført en politik, der på mange måder er stik mod HK’s

værdier og formålsparagraffer. Vi har formået at afværge de værste

anslag mod medlemmernes rettigheder og arbejdsvilkår. Men det bliver

en langt hårdere kamp de kommende år, hvis vi skal sikre forbedringer,

der gør os klar til at tage imod udfordringerne på et globaliseret arbejdsmarked.

Lad mig til sidste benytte lejligheden til at takke mine kolleger i forretningsudvalget

og hovedbestyrelsen for et konstruktivt, visionært og

tillidsfuldt samarbejde. Der skal også lyde en tak til alle valgte kolleger

i afdelinger, landsforeninger og klubber, tillidsrepræsentanter, og alt

hvad der kan krybe og gå. Ikke mindst til vores 364.000 medlemmer. Tak

for en formidabel indsats!

Det bliver en spændende tid – men HK er klar. Vi er blandt andet

klar, fordi vi gør os store anstrengelser for at være medlemmernes bedste

valg.

Herefter var John Dahls beretning slut.

Dirigenten meddelte, at fristen for ændringsforslag til de to forslag til

udtalelser, som var fremlagt på deltagernes borde, var kl. 10.00 næste

formiddag.

Dirigenten oplyste videre, at der var formøder for delegerede fra HK

HANDEL og fra HK/Kommunal umiddelbart efter mødets afslutning.

Mødet sluttede kl. 19.15


74

Søndag 30. oktober 2005

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Dørene åbnedes kl. 8.30, hvor Nis P. spillede, indtil de delegerede var

kommet på plads. Senere akkompagnerede Nis P. til morgensangene,

som var ”God morgen lille land” og ”Det var en lørdag aften” med tekst

af Poul Henningsen.

Kl. 9.10

Dirigent Gerda Flint åbnede mødet og startede med at fejre dagens fødselarer,

som var: Delegeretnr. 222 Sannie Holst Kristensen, HK Sjælland,

delegeretnr. 451 Linda Mohr Svendsen, HK København og delegeretnr.

484 Kirsten Ohmand Jensen, HK Kronjylland.

Fødselarerne fik en fødselsdagssang akkompagneret af Nis P.

Dirigenten gjorde opmærksom på HK/Privats og HK HANDELs kampagne

”Flere overenskomster, flere medlemmer” og det materiale, som var lagt

ud til deltagerne. Alle deltagere var velkomne til at komme med forslag

til kampagnen.

Vinder af Christiansminde-konkurrencen er delegeretnr. 567 Margit

Kolding, HK Djursland.

Uden for dagsordenen havde Lizette Risgaard, formand

for HK Service i København, bedt om ordet:

– Kære kongres! Når jeg i dag har fået lov til at tale til jer uden for

dagsordenen, hænger det sammen med, at vi i HK/Service København

har en strejke kørende mod Dansk Skuespillerforbund. Ni HK-medlemmer,

ansat i Dansk Skuespillerforbund, har strejket siden 17. oktober, og

de har brug for jeres hjælp.

Problemet er, at ledelsen i Dansk Skuespillerforbund har givet det

øvrige personale i forbundet væsentlig højere lønstigninger end det,

de vil give HK’erne, hvilket i den grad signalerer, at de ikke værdsætter

HK’ernes indsats.

HK-medlemmerne har stillet rimelige krav til den kommende overenskomstperiode,

også i forhold til det, der er givet til de øvrige ansatte.

Vi har konstateret, at det er krav, som Dansk Skuespillerforbund ikke

ønsker at gå med til.

Det ser ud til, at det ikke kun er et spørgsmål om økonomi. Andre

har som sagt fået langt større lønstigninger end den, der nu konfliktes

på. Ledelsen har nu meddelt, at den ønsker at lave en ny organisationsplan,

hvor ikke alle af de ni HK’ere indgår. Vi mener faktisk, at ledelsen

signalerer, at de dybest set gerne vil af med HK’erne og ansætte andre

medarbejdergrupper – en trafik, der vist ikke er ukendt for os og for

HK’ere ude i landet i dagens Danmark. Her er det vigtigt at pointere,

at det for HK’ernes vedkommende ikke kun handler om løn. Det handler

lige så meget om at fastholde job, ligeværd og få en generel værdsættelse

af det arbejde, som HK’erne udfører.

Principielt kan vi ikke acceptere, at ledelsen dybest set ønsker at

organisationsforandre HK’erne ud og sætte andre medarbejdergrupper

ind. Jeg kan også fortælle jer, at sagen har været søgt forligt i Forlig-


sinstitutionen. Men her måtte vi så konstatere, at direktøren i Dansk

Skuespillerforbund lider af Alzheimers Light – et lettere hukommelsestab

– blandt andet derfor kunne det slet ikke lykkes at forlige parterne.

Derfor er strejken blevet en naturlig konsekvens.

Det er altså en lovlig strejke, der er i gang. Helt efter bogen – efter

reglerne i den danske model. Og I skal vide, at Dansk Skuespillerforbund

har ansat nogle af deres egne medlemmer til at passe det strejkeramte

arbejde. Det kan godt være, at det er lovligt. Men moralsk og etisk må

de have en dårlig smag i munden.

Nu må vi andre være solidariske og gøre omverdenen opmærksom

på den uretfærdighed, som HK’erne udsættes for. Derfor beder vi alle

jer her på kongressen om at støtte op om de strejkende HK’ere.

LO Storkøbenhavn bakker også op om HK’erne. Formanden Peter

Kaj Mortensen opfordrer Dansk Skuespillerforbunds medlemmer til at

lægge pres på deres ledelse,for at få konflikten løst. Det er vi glade for.

Vi vil nemlig gerne forhandle. Vi har indbudt, men vi har intet hørt.

Derfor er LO Danmark også i gang med at planlægge sympatikonflikt.

For når Dansk Skuespillerforbunds ledelse inddrager egne medlemmer

til at tage konfliktramt arbejde, så optrapper de jo konflikten.

Derfor opfordrer jeg jer alle til at tage fanerne under armen i morgen

tidlig og møde op foran Dansk Skuespillerforbund kl. 8.30. Det er på

Skt. Knuds Vej 26 på Frederiksberg. Der er kun en kilometer herfra. Jeg

håber, at I vil stå tidligt op i morgen og møde frem. Det betyder meget

for de ni kolleger, og det betyder meget for mig – ja, for hele HK/Service

København.

Det er nu, vi skal vise, at de ni HK’ere ikke står alene, at de er en

del af et fællesskab, og ikke mindst, at de har fuld opbakning fra deres

eget forbund – fra deres kolleger blandt andet her i salen, sagde Lizette

Risgaard.

Dirigenten oplyste herefter, at der i en pause ville blive omdelt en seddel

med tid og sted for demonstrationen den følgende dag.

Kl. 9.20

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 75


76

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Pkt. 6 Beretning om virksomheden (fortsat)

Før afslutningen af gårdsdagens møde blev to forslag til udtalelser delt

rundt til deltagerne. Det var forslag til kongresudtalelse og forslag til

international kongresudtalelse.

Forslag til kongresudtalelse:

”Globaliseringen af arbejdsmarkedet er en kendsgerning. Det er en

verden af muligheder, som vi skal bygge fremtidens velfærdssamfund

op omkring. Ikke desto mindre er usikkerhed ofte det, mange forbinder

med globaliseringen. Især hvis der udelukkende fokuseres på udflytning

af arbejdspladser til lavtløns-områder i Østeuropa og Asien.

Men globaliseringen er også en mulighed for at skabe nye og udviklende

arbejdspladser i Danmark. Det kræver først og fremmest, at vi er

parate til udfordringen og får øje på de nye muligheder.

HK/Danmark vil arbejde konstruktivt og fremadrettet for en ny aktiv

erhvervspolitik, der har den klare målsætning, at der for hver arbejdsplads,

der bliver flyttet uden for Danmark, skal skabes nye job, der kan

klare sig i den internationale konkurrence.

En fremadrettet og aktiv erhvervspolitik alene er ikke tilstrækkelig

til at sikre nye og varige job på et videnbaseret, højteknologisk arbejdsmarked.

Der må investeres i mere uddannelse på alle niveauer, fra læsekurser

til voksne med læsevanskeligheder til videregående uddannelser.

Folkeskolen skal tilføres flere undervisningsresurser, så alle elever

i fremtiden får en grunduddannelse, der sætter dem i stand til at gå

videre i uddannelsessystemet. I dag får næsten 20 pct. af folkeskolens

elever ikke nogen uddannelse ud over grundskolen.

HK/Danmark kræver, at praktikpladsproblemet løses. Efter regeringens

afskaffelse af skolepraktikken oplever mange unge, at de ikke kan

færdiggøre deres uddannelse. Det er uacceptabelt.

Regeringen har især pålagt HK-medlemmernes efter- og videreuddannelser

en brugerbetaling, som kun har én konsekvens: Uddannelsesaktiviteten

er kraftigt faldende. Stadig færre HK-medlemmer får den

efter- eller videreuddannelse i it-teknologi, sprog eller økonomi, som

de har brug for. Det er det helt forkerte svar på globaliseringens udfordringer.

HK/Danmark vil derfor fortsætte kampen for at få fjernet disse urimelige

brugerbetalinger, hvor HK-medlemmerne må betale de højeste

gebyrer for deres uddannelser.

For HK/Danmarks medlemmer skal globaliseringen være en verden

af muligheder – og ikke en trussel, der har til formål at gennemtvinge

lønnedgang og andre forringelser af overenskomsterne.

Mulighederne for at skabe fremtidens velfærdssamfund hænger

ikke sammen med lønnedgang på arbejdspladser, der måske alligevel

flyttes i løbet af få år.

HK/Danmark tager afstand fra EU’s servicedirektiv, som vil skabe et

indre marked for tjenesteydelser. Vi kan ikke acceptere, at personer fra

de lavtlønnede EU-lande kan arbejde i Danmark på deres hjemlandes


løn- og arbejdsvilkår. Vi kan kun acceptere, at det er vilkårene i værtslandet,

som er gældende.

HK/Danmark vil arbejde for, at Danmark fortsat udvikler velfærdssamfundet

i en globaliseret fremtid. Det kræver en stærk og velfungerende

offentlig sektor. Desværre har regeringens skattestop placeret

hele samfundet i en økonomisk spændetrøje, så der ikke er råd til de

nødvendige investeringer i hverken fremtidens arbejdspladser, uddannelser

eller forskning.

Skattestoppet er et forkert udgangspunkt for udviklingen af velfærdssamfundet.

Det fører til en svækkelse af fællesskabets ansvar over

for det enkelte individ – og det skærper uligheden i samfundet. Det er

også en af grundene til, at velfærdsdebatten i regeringens selvforståelse

hovedsageligt handler om at finde frem til velfærdsgoder, som kan

skæres bort for at finansiere skattestoppet.

HK-medlemmerne oplever i dag mange uligheder. Eksempelvis uligeløn,

høj arbejdsløshed blandt vores nydanske medlemmer og blandt

vores lidt ældre medlemmer samt generelt utilstrækkelige muligheder

for efter- og videreuddannelse.

Disse uligheder skal fjernes, og der skal skabes reelle og virksomme

redskaber, der kan afskaffe uligelønnen mellem mænd og kvinder, indsatsen

for en ordentlig integration af udlændinge på arbejdsmarkedet

skal øges, og der skal skaffes markant flere resurser til uddannelse.

Fremtidens velfærdssamfund er i høj grad afhængig af, at vi er i

stand til at sikre fuld beskæftigelse. Det er vi kun, hvis vi allerede nu får

gjort op med regeringens bevidste ”pisk frem for gulerodspolitik”.

HK/Danmark byder velfærdsdebatten velkommen, men vi understreger,

at det ikke kun handler om at afskaffe efterlønnen. HK/Danmark vil

forsvare retten til efterløn, så længe arbejdsmiljøet på arbejdspladserne

fører til nedslidning, stress og erhvervssygdomme. I takt med, at disse

problemer bliver løst – og først når en reel seniorpolitik giver fleksibilitet

i arbejdslivet og ret til efter- og videreuddannelse til de ældre lønmodtagere

– kan efterlønsreformer komme på tale.

På den politiske bane har vi i fire år set en regering, der med det ene

ideologiske forslag efter det andet har forsøgt at fjerne de rettigheder

og de sociale sikkerhedsnet, vi har spændt ud under lønmodtagerne.

Det har ført til mærkbare forringelser på områder som uddannelse,

arbejdsmiljø og i arbejdsmarkedspolitikken.

HK/Danmark vil konsekvent arbejde for, at regeringens politik bliver

tvunget væk fra en kurs, der har ført til massive forringelser for HK-medlemmerne.

Vi vil konstruktivt deltage i debatten – og samarbejde med

den øvrige fagbevægelse og de politiske partier, der vil sikre medlemmerne

mulighed for et aktivt og udviklende arbejdsliv.

For den samlede fagbevægelse er der så meget på spil, at overvejelser

om et tættere samarbejde på tværs af hovedorganisationerne må

prioriteres højt. Med FTF’s opsigelse af den såkaldte borgfredsaftale er

der lagt op til både krig og fred. Ingen må være i tvivl om, at HK/Danmark

ser store perspektiver i en fusion mellem LO og FTF.”

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 77


78

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Forslag til international kongresudtalelse:

HK/Danmarks foregående kongres blev holdt i skyggen af terrorangreb-

et mod USA den 11. september 2001. Siden dengang har den vestlige

verdens udenrigspolitik orienteret sig mod at bekæmpe terror.

Danmark er blevet part i krige i såvel Afghanistan som Irak. Uden

større refleksion har Vesten vendt sig fra den bløde sikkerhedspolitik

med dialog og hjælp til udvikling af uddannelses- og sundhedssystemer

til en hård sikkerhedspolitik, hvor demokrati og menneskerettigheder

ofte forventes født ud af et geværløb.

Vesten skal fjerne grundlaget for terrorismen. Fred i Mellemøsten er

en nødvendighed. Freden skal på én gang sikre udvikling af demokrati

og velstand i den palæstinensiske stat og garantere Israels grænser og

sikkerhed.

Europas dialog med de arabiske lande skal styrkes. Målsætningen er

at øge landenes velstand, at fremme demokrati og menneskerettigheder

samt at reducere udvandringspresset mod Europa.

På europæisk plan er arbejdet med at ratificere EU-forfatningen blevet

stoppet efter Frankrigs og Hollands nej til et nyt forfatningsforslag.

HK/Danmark beklager, at den styrkelse af lønmodtagernes sociale

rettigheder, som traktatforslaget indeholder, dermed er udskudt på ubestemt

tid. Men arbejdet med at integrere EU-landene i et forpligtende

politisk, økonomisk og socialt projekt må fortsætte. EU-landene må søge

løsninger, der sikrer høj beskæftigelse og fremmer forskning og uddannelse,

så Europa kan klare sig i en globaliseret verden.

HK/Danmark kræver, at en social dialog mellem lønmodtagere og

arbejdsgivere skal være grundlaget for arbejdsmarkedets udvikling, og

at offentlige sociale systemer medvirker til at sikre arbejdsmarkedets

fleksibilitet og den enkeltes sociale sikkerhed.

Velfærd, menneskerettigheder, faglige rettigheder og et forbedret

miljø skal være en fast del af grundlaget for vigtige internationale organisationer

som verdenshandelsorganisationen WTO, den internationale

valutafond IMF og Verdensbanken.

ILO skal styrkes og knyttes tættere til WTO, den internationale valutafond

IMF og Verdensbanken. Den internationale fagbevægelse bør

sikres fast repræsentation i disse organer med henblik på at styre dem i

en mere social retning.

Indgåelse af aftaler under den sociale dialog mellem europæiske

lønmodtagere og arbejdsgivere skal styrkes, og fagbevægelsens internationale

samarbejde skal sikre flere globale aftaler med multinationale

selskaber. Men aftalerne skal kunne håndhæves ordentligt, og derfor

skal der etableres et system til at løse grænseoverskridende konflikter

om gennemførelse og fortolkning.

Efter Berlin-murens fald i efteråret 1989 har EU vist sin styrke til at

integrere fattige, ikke-demokratiske stater i Europa. Konflikter mellem

stater og mellem de enkelte landes etniske grupper er undgået. I stedet

er demokratier og retsstater opstået, og den enkelte borgers levestandard

øges gradvist.


HK støtter et fuldgyldigt tyrkisk medlemskab af EU. Et medlemskab

må være betinget af, at Tyrkiet lever op til de samme standarder for

demokrati, menneskerettigheder og faglige rettigheder som de øvrige

EU-lande. Lykkes forhandlingerne med Tyrkiet, reduceres udvandringspresset,

og Europa får en stabil og demokratisk partner, der kan

sprede demokrati og stabilitet i et hidtil ustabilt Mellemøsten.

HK/Danmark konstaterer med dyb beklagelse, at den nuværende regering

har ændret den danske bistandspolitik radikalt i negativ retning.

Danmarks bidrag til verdens fattigste er reduceret fra 1 procent til 0,8

procent af BNI. Flere og flere af disse penge går ikke mere til de fattigste,

men til erhvervssektorprogrammer, og finansierer danske virksomheders

investeringer i de fattige lande.

Regeringen har udfordret dansk fagbevægelse ved at fjerne den

økonomiske rammeaftale om vores bistand til fagbevægelsen i den

tredje verden. Yderligere har regeringen halveret det danske tilskud til

ILO til skade for ILO’s indsats for bl.a. bekæmpelse af børnearbejde.

Som det seneste bevis på VK-regeringens modvilje mod at medvirke

til større social lighed på globalt plan har regeringen sammen med

Dansk Folkeparti aftalt at fjerne danske ulandsorganisationers hidtidige

tilskud til oplysning om verdens fattigste i Danmark.

HK/Danmark kræver, at regeringen retter op på de helt urimelige

nedskæringer på ulandsbistanden og oplysningen om ulandene.

Men bistand gør det ikke alene. International solidaritet omfatter

også en vilje til at handle med verdens fattigste lande og sikre, at der

investeres i denne gruppe lande. Konkret kan Danmark presse på i EU

for at få reformeret EU’s landbrugspolitik, så vi ikke fortsat bremser

mulighederne for, at verdens mest fattige lande kan handle sig til større

velstand.”

Herefter startede debatten om beretningerne:

Delegeretnr. 8 Bjarne Nielsen, HK/Privat:

– Alene er vi lette at blæse omkuld, men sammen er vi stærke. Det var

den idé, der for mere end hundrede år siden fik vind i sejlene og fik

fagbevægelsen til at blomstre. Signalet var klart og enkelt: At skabe

de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår for fællesskabets medlemmer og

spænde et sikkerhedsnet ud under gruppens svageste.

Det danske velfærdssamfund blev bygget på denne idé i det tyvende

århundrede. Spørgsmålet er: Holder den også i det nye århundrede?

For at matche udviklingen er fagforbundene blevet færre og større

– en nødvendighed, at vi har specialister på alle niveauer, når vi skal

have indflydelse på national og international lovgivning. Og det er også

nødvendigt, når vi skal indgå og håndhæve overenskomster over for

arbejdsgivere, der opererer på tværs af brancher og landegrænser.

Det lykkes rent faktisk at skabe resultater. I forhold til økonomi og

velfærd og i forhold til arbejdsmiljø og uddannelse er der over tid sket

en konstant positiv udvikling, selvom der indimellem kommer perioder

med midlertidig tilbagegang.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 79


80

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Overenskomstmæssigt har vi inden for den seneste halve snes år været i

stand til at gennemføre en flot pensionsordning, den sjette ferieuge og

en forbedret barselsordning, ikke mindst til gavn for børnefamilierne.

Vores faglige fællesskab leverer fortsat varen. Det sker i et samspil

mellem organisationens centrale og lokale niveauer – og ikke mindst i

samarbejde med tillidsvalgte, som udgør dagens frontkæmpere.

På den baggrund kan det virke lidt paradoksalt, at de unge ikke

står i kø for at blive en del af vores faglige fællesskab. Årsagerne er

naturligvis flere: Demografi og højere uddannelsesniveauer spiller en

rolle. Men det skyldes altså også, at vi ikke er tilstrækkelig gode til at

gøre opmærksom på vores eksistens og de synspunkter, vi rent faktisk

repræsenterer.

Det er baggrunden for, at HK HANDEL og HK/Privat har iværksat

initiativet ”Flere overenskomster flere medlemmer”. De to sektorer har

skabt plads og ressourcer til indsatsen, og hovedbestyrelsen har bakket

op omkring den.

Det indebærer, at vi opfordrer til, at hvert eneste led i vores organisation

forholder sig til, hvordan man i sit forum kan bidrage til at øge

andelen af overenskomster og organisationsprocenten.

Der findes ikke noget fagligt arbejde, der er vigtigere end de her

spørgsmål. Skal vi leve op til vores historiske berettigelse: At skabe bedst

mulige løn- og arbejdsvilkår for medlemmerne i fællesskabet og spænde

et sikkerhedsnet ud under gruppens svageste – og skal vi udfylde vores

rolle som part i den danske arbejdsmarkedsmodel, så forudsætter det,

at vi har en høj organisationsprocent. Og at vi også magter at indgå kollektive

overenskomster for vores medlemmer. Det er simpelthen vores

legitimitet.

Heldigvis kan jeg også sige, at vi har fået en god begyndelse med

vores tiltag. I HK/Privat har vi indgået samarbejdsaftaler med samtlige

afdelinger undtagen tre – og de sidste tre er såmænd også på vej. Over

hele landet blomstrer det med gode ideer, og jeg har lyst til at nævne

bare et par enkelte solstrålehistorier – valgt ud blandt mange:

HK/Århus har på HK/Privats område indgået mere end 30 nye overenskomster,

siden vi gik i gang i forsommeren. HK/Odense har præsteret

mere end 50 nye overenskomster, og HK/Kronjylland har indgået 57 nye

overenskomster på HK/Privats område – og har dermed bragt andelen

af overenskomstdækkede virksomheder op fra 53 procent til 61 procent.

Jo, det nytter.

Jeg vil også fremhæve en landsdækkende systematisk indsats på call

center-området, som betyder mange nye overenskomster og mange nye

medlemmer. Et enkelt lille eksempel: Med tillidsrepræsentant Vibeke

Christensen i hovedrollen er der på Sonofon i Aalborg kommet 30 nye

medlemmer i denne her periode.

Vi kan også begynde at se det på medlemsudviklingen. Vi har virkelig

fået sat foden på den bremse, der holder medlemstilbagegangen.

Jeg vil runde af og sige, at det, jeg ellers ville have sagt her, vil vi meget

gerne diskutere med jer ude i forhallen. Vi vil meget gerne diskutere

disse ting med jer alle sammen. Tak for ordet.


Delegeretnr. 384 Poul Vinholt, HK København:

– Kære Karin. Tak for udsagnet om, at HK fremover nødvendigvis skal

sætte de gamle fagforeningsdyder ”flere medlemmer, flere overenskomster”

i højsædet. At du skulle bruge flere minutter på det, fik mig til at

tænke på bogen ”Patriarkens efterår”. Hovedpersonen er en gammel

præsident, en patriark, der har haft magten så længe, at han har glemt

hvorfor. Hans hus ligner ikke et præsidentpalads, men et marked. Det

vrimler med tjenere og horder af embedsmænd, som rådgiver patriarken

i øst og vest og beklager sig over, at hønsene lægger æg i skrivebordsskufferne.

I mange år har borgerne kun set glimt af hans behandskede hånd

inde bag de sorte limousineruder. Alligevel er han sygeligt optaget af,

at folket skal elske ham. Nej, John, den gamle patriark er ikke ment som

et billede på dig. Du er såmænd venlig og rar, og en ung mand med

nogenlunde styr på sagerne.

Men er der mange ligheder mellem ”Patriarkens efterår” og HK.

Omgiver vi os eksempelvis ikke med horder af akademikere og topembedsmænd,

der rådgiver os i øst og vest. Og har vi ikke snart ansat så

mange mellemledere, at vi praktisk talt snubler over dem, hver gang vi

forsøger at tage en beslutning.

I tidernes morgen, da HK var ung og livskraftig, har vi nok tænkt, at

disse kloge folk kunne hjælpe os med at udføre de kerneopgaver, vi har:

At sikre, at medlemmerne får mere i lønningsposen, og holde hånden

under de svageste.

Men noget er gået galt. Før i tiden foretog vi os jævne og enkle

ting. Vi tog ud på arbejdspladserne, talte med folk og hvervede nye

medlemmer.

Siden lærte vi meget finere måder at gøre tingene på. Medlemstallet

falder, hvad skal vi gøre ved det: Lad os skrive et notat. Når HK skal

forhold sig til globaliseringen: Lad os skrive et notat!

Når en organisation består af folk, der udveksler papirer på de øverste

etager i stedet for at bevæge sig ud på Vesterbro og ned i kælderen,

så tror da pokker, at medlemmerne oplever HK som fjern og fin, ligesom

patriarken med den behandskede hånd, som kun lige akkurat kom til

syne i limousinen.

Personligt beklager jeg meget, at vi har etableret rockwoollaget af

blodfattige bureaukrater i stedet for at få flere høns til at lægge æg i

skrivebordsskufferne!

Men hvorfor er HK blevet sådan et fint foretagende? Jo, det skyldes

det fænomen, at når man omgås nogen meget, så kommer man til at

ligne dem mere og mere. Hvis vi ikke omgås medlemmerne, ja, så må

det jo være nogle andre, vi kommer til at ligne, nemlig vores kloge

rådgivere og folk i ministerierne. Vi er kort og godt kommet til at ligne

Overdanmark mere og mere, og vores medlemmer mindre og mindre.

Det helt groteske er ligefrem, at vi har paragraffer, der forhindrer de

dygtigste af os i at komme i kontakt med medlemmerne.

Min gode ven Martin Rasmussen var faglig medarbejder i HK Odense.

Han var så dygtig, at han blev valgt som formand for HK/Privat derovre.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 81


82

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Men da det var sket, måtte han ikke længere beskæftige sig med fagligt

arbejde, fordi det faglige arbejde er klausuleret som faglige medarbejderes

arbejde.

Jeg spurgte ham, hvad han så skulle lave. Svaret var, at nu skulle

denne fremragende faglige forhandler være politisk ansvarlig for

arbejdsløshedskassen i Odense. Det er grotesk: Fagforeningsformanden

må ikke beskæftige sig med overenskomster og hjælpe medlemmer med

at få løst problemer.

Kære venner! Jeg står formentlig og ligner den bistre gamle mand.

Men jeg håber, I forstår, at jeg gør det af et godt hjerte. Der er altså noget,

vi skal have lavet om på. Vi er blevet for fine til vores medlemmer.

Vi klynger os til magten, men glemmer, hvad vi skal med den.

Det vi skal gøre er uhyre simpelt. Og dog er det så stor en tanke,

at de færreste tør tænke den. Vi skal ”back to basic” – tilbage til det

direkte arbejde med og for medlemmerne, for at skaffe noget mere i

lønningsposen, og holde hånden under de svageste.

Dette var ordene. Der var faktisk en del flere, og dem kan I se på vores

hjemmeside www.hk-industri.dk under titlen ”Tilbage til fremtiden.”

Delegeretnr. 504 Svend Aage Hansen, HK Horsens:

– Allerførst vil jeg gerne sige tak for de tre gode og fyldige beretninger,

vi fik i går. Vi kom langt omkring. Der blev rejst mange problemstillinger

og mange perspektiver. Det gav noget at tænke over.

John, i din beretning og din velkomst talte du meget om globalisering

– det er et godt tema, vi har fundet til denne kongres. Du talte om

outsourcing som en af globaliseringens virkninger. Du sagde: ”Der skal

politisk mod til, så vi ikke bliver fanget på hælene.” Du mente formentlig

mod til at komme med forslag og handlinger, der kan sikre, at konsekvensen

af globaliseringen ikke bliver så negativ, som man kan frygte.

Det er jeg meget enig med dig i, og derfor vil jeg gerne fortælle om

en aktivitet, vi har lavet i Horsens i forbindelse med globaliseringsdebatten.

Vi har nemlig oplevet virksomheder, der i forbindelse med globaliseringen

har outsourcet. De har afskediget medarbejdere, men de har

samtidig ansat helt andre typer medarbejdere. Flere virksomheder er

endt med samlet set at have nøjagtig samme antal medarbejder, som før

de outsourcede. Deres medarbejdere havde blot nogle helt andre kompetencer

og nogle helt andre uddannelser. Det gav os noget at tænke

over: Skulle HK’erne presses ud af akademikerne, skulle de timelønnede

presses ud af ingeniører?

Vores svar i fagbevægelsen i Horsens på dette er, at vi vil have, at

hele Horsens skal kompetenceafdækkes.

Problemet er jo, at hvis vi som lønmodtagere ikke har de kompetencer,

der efterspørges, så er der ingen arbejdspladser til os. Hvis de kompetencer,

der efterspørges, kun findes inden for andre faggrupper end

vores i LO–forbundene, så går det helt galt for os. Derfor har vi sat et

projekt i gang: ”Kompetenceafdækning Horsens”. Det går på at spørge

hver eneste borger, som er aktiv på arbejdsmarkedet: Hvad vil du gerne i

fremtiden, og hvad kan du?


Differencen mellem de to udsagn er jo præcis, hvad man mangler for

at komme til det, man gerne vil i fremtiden. Det bliver så det uddannelsestiltag,

som erhvervsskolerne skal iværksætte og sikre, at vi får, de

kompetencer, der bliver brug for i fremtiden.

Virksomhedernes behov skal selvfølgelig også afdækkes.

Visionen er, at om ti år vil alle elever, der forlader folkeskolen, også

være kompetenceafdækkede. Så vil alle borgere i byen indtil pensionsalderen

være i en proces med kompetenceafdækning, så kvalifikationerne

hele tiden føres a jour. Tilflyttere til byen vil omgående blive tilbudt

kompetenceafdækning.

Det er en vision, som vi i LO Horsens har sat os. Det er en vision,

som vi har fået opbakning til af hele erhvervslivet i Horsens inklusive de

lokale arbejdsgiverorganisationer, Dansk Industri og HTS.

Det er en vision, som vi tror giver svaret på, hvordan vi sejler op

mod de storme, som globaliseringen rejser, og som outsourcing giver.

Vi tror på, at hvis man kommer med de rigtige bud på, hvordan vi løser

fremtiden, så har vi også mulighed for at få noget godt og fornuftigt

ud af globaliseringen. Vi kan samle arbejdspladser i Danmark, og vi kan

fortsat værne mod det pres, der er på de forskellige områder.

Jeg vil sige, John, at jeg håber, at dette er et eksempel på det, du

kalder politisk mod. Vi er meget glade for, at vi havde mod til at tage

diskussionen – som varede det meste af sommeren – og vi er glade for,

at vi har fået hele byens opbakning til, at dette vil vi, og det gør vi!

På denne måde synes jeg, at vi skal hjælpe hinanden med eksempler

på, hvad det er, vi kan sætte i gang, som sikrer, at vi fortsat har en

dynamisk udvikling. Og at arbejdspladserne fortsat kan blive inden for

LO-området, så det ikke er dem med de højere uddannelser, der skal

rende med alle arbejdspladserne.

Delegeretnr. 234 Viggo Thinggård, HK Silkeborg:

– Jeg vil også gerne takke for tre rigtige gode beretninger i går – skarpe

og præcise. Ifølge Johns beretning står vi over for nogle store udfordringer

på arbejdsmarkedspolitikken. Med kommunalreformen skal vi

finde en ny platform i forhold til hele beskæftigelsespolitikken.

Vi skal sikre en fornuftig overgang fra de nuværende regionale

arbejdsmarkedsråd til de nye kommunale jobcentre. Vi skal også finde

ud af, hvordan vi samarbejder.

I den forbindelse er det utrolig vigtigt, at vi har fokus på den

enkelte, så vi ikke taber nogen i forbindelse med overgangen til en ny

platform.

Der er rigeligt med udfordringer. En af de største udfordringer, jeg

mener, at vi må have politisk mod til, er, at vi er nødt til at tage en debat

om, hvad vi gør for at miste færre ved overgang fra skoleliv til arbejdsliv.

Vi oplever, at rigtig mange ryger ud fra erhvervsskolerne, og dermed

i grøften. Hvordan får vi dem op? Nogle falder fra, mens de er på handelsskolen,

andre mens de er hos den arbejdsgiver, de har en uddannelsesaftale

med. Ofte ser vi, at uddannelsesaftaler brydes. Det kan der

være mange grunde til, men der er ingen grunde, som er gode nok.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 83


84

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

På de fleste arbejdspladser er der en uddannelsesansvarlig, men vi må

desværre erkende, at de ikke alle steder fungerer særlig godt. Jeg tror,

at vi skal bygge ordningen op med uddannelsesansvarlige på en anden

måde – ved at tænke på en mentorordning. Personer, der både kan

det faglige og det personlige, er vigtige for dialogen med de unge på

arbejdsmarkedet.

Også i forhold til handelsskolerne bliver vi nødt til at hanke op. Der

gøres en meget stor indsats mange steder, men vi kan alligevel se, at

mange elever alligevel falder fra. Jeg tror, at indgangen til handelsskolen

skal ske i en tættere kontakt til folkeskolen. Jeg kan forestille mig, at

man ved handelsskolestart vurderer elevens formelle og uformelle kompetencer

– herunder det faglige og personlige engagement, forventninger

til uddannelser m.m.

Jeg tror også, at vi skal arbejde med, at der skal indgås en kontrakt

mellem skolen og den enkelte elev, så der ikke bliver tale om et frafald,

hvis man kører sur i uddannelsen, men derimod et omvalg.

Et andet område, hvor jeg mener, at der er behov for stort fokus, er i

forhold til nydanskerne. Jeg kan forestille mig, at en gruppe nydanskere

fik tilknyttet en uddannelsesguide, som kan prøve at støtte dem i forhold

til uddannelsen, men også med lektiehjælp, samtaleteknik, med at

lave ansøgninger m.m. Personen kan samtidig være brobygger mellem

skole og familie.

Vi skal være med til at skabe en meget tæt kontakt til de unge, så de

føler, at vi vil dem noget. De skal føle, at det ikke er ligegyldigt, om de

er der eller ej. Kontakten skal fortsætte helt ud på arbejdspladsen.

En tredje eller fjerde ting, som jeg synes, vi skal have mere fokus på,

er samarbejdet med UU-centrene. Jeg tror det er vigtigt, at vi får lagt

en stærkere arbejdsmarkedsdimension ind i forhold til deres vejledningsopgave.

Så vil jeg gerne slutte af med en ting i forhold til den nye platform.

Der er ingen tvivl om, at kommunerne ikke vil klare disse ting uden at

få andre aktører og samarbejdspartnere med. Her vil jeg meget kraftigt

opfordre til, at vi både fra centralt og lokalt plan begynder at tænke

over, hvordan vores nye aktørrolle skal være pr. 1. januar 07, når kommunerne

skal til at overtage en del af beskæftigelsespolitikken.

Det er vigtigt, at vi fra dag ét er parat til at byde ind og kan være en

aktør på dette her område. Tak for ordet.

Delegeretnr. 261 Sven-Erik Peterson, HK Odense:

– Jeg vil gerne kvittere for nogle ekstraordinært gode og fyldestgørende

beretninger fra formandskabet i går. Det, som kalder på kommentarer

fra min side, vedrører to vidt forskellige områder. Jeg sige noget om

– og til – forbundsformanden fra FOA. Vores egen forbundsformand var

lidt indirekte i sin beretning i går. Jeg vil gerne være lidt mere direkte.

Jeg synes, at Dennis Kristensen har gået og klovnet noget her på det

seneste. Og endelig vil jeg gerne sige noget om vores eget ungdomsarbejde.


Jeg må erkende, at det ikke i alle hjørner af fagbevægelsen går lige

fremragende. Hvad må vi ikke lægge øre til fra Dennis Kristensens side?

Først var han ude med snøren i forhold til honorarer til fagbevægelsens

topfolk. Det igangsatte en større debat i fagbevægelsen og i medierne.

Dernæst oplevede vi, at FOA med Dennis Kristensen i spidsen – ”overrulede”

det samlede kommunale kartel, hvor FOA som den eneste organisation

trumfede en række besparelser igennem. Det bevirkede blandt

andet, at vores egen Kim Simonsen fandt sig nødsaget til at trække sig

som formand for kartellet.

Og senest har samme Dennis Kristensen spillet ud med, at fagbevægelsen

er på vej til at spille fallit. LO’s fornyelsesproces er reelt gået i

stå, siger han. Sig mig engang, er det ikke bedre, om man tog debatten

internt i LO frem for at lukke medierne indenfor?

Jeg håber, at kritikken har været rejst over for LO-toppen fra Dennis

Kristensens side. Hvis ikke, så er det helt ude i hampen med den offentlige

kritik af LO. Eventuelle uenigheder om LO’s fornyelse skal ikke tages

i medierne. De skal klares inden døre.

For at sætte det hele i relief skal I bare høre denne her historie: HK

har – som de fleste ved – overenskomst for de ansatte i FOA’s forbundskontor

i København. Ved overenskomstfornyelsen forlangte Dennis

Kristensen, at eksklusivaftalen skulle fjernes. Det blev den så ikke, i

denne omgang i hvert fald. Men det skal ikke undre mig, om kravet

bliver fastholdt. Tænk, at en forbundsformand kan fremkomme med et

så ublu krav. Det er for trist at snakke mere om.

Derfor vil jeg hellere gå over til noget positivt. Det er nemlig vores

eget ungdomsarbejde. Karin Bancsi var inde på det i sin beretning. Tak

for det Karin. Jeg synes, det var dejligt.

Det er ingen hemmelighed, at ungdomsarbejdet ikke alle steder

prioriteres lige højt. Hvor mange HK-afdelinger kan prale af at have en

formuleret ungdomspolitik? Jeg kan sige, at Odense har, og det har vi

haft i mange år. Vi har også været bemandet med en ungdomskonsulent

i mange år, og når vi nu fusionerer med Svendborg den 1. januar, så sker

det fortsat med en høj prioritering af ungdomsarbejdet.

Hvorfor peger jeg så lige på dette emne? Jo, det gør jeg, fordi jeg

synes, at det er mere vigtigt end nogensinde, at vi opprioriterer ungdomsindsatsen.

Ikke kun i afdelingerne, men også i forbundssektorerne.

Vi skylder simpelthen de unge vores opbakning, for de unge vil gerne.

Det kan vi blandt andet se af de lovforslag, der ligger om, at de

unge vil have mere indflydelse i organisationen. Specielt deres forslag

om ansættelse af ungdomskonsulenter i alle afdelinger samt i alle forbundssektorer.

Det fortjener opbakning.

Men også deres ønske om direkte repræsentation på såvel kongressen

som i afdelingernes repræsentantskaber bør nyde opbakning her på

kongressen.

Et eksempel mere på, at ungdommen vil frem, kan ses i deres

beslutning om at holde ungdomskongres hvert år. Ungdomsindsatsen

skal være en af vores kerneopgaver i den kommende tid. De skal have

opbakning til agitation på erhvervsskolerne, til arbejdet med job-

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 85


86

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

patruljerne og til de mange forskellige kampagner, som de gennemfører

over det ganske land.

Derfor skal det være obligatorisk, at alle afdelinger afsætter de nødvendige

økonomiske midler til ungdomsarbejdet. De unge melder sig

altså kun under fanerne i begrænset omfang, og derfor er det bydende

nødvendigt, at vi kommer ud – først og fremmest på erhvervsskolerne,

men også i folkeskolerne og på gymnasierne. Vi skal rekruttere flere

unge til ungdomsarbejde. Det er og bliver vores fødekæde.

Jeg har det med at se mig i spejlet om morgenen – det er ikke lige

kønt. Men jeg ser en, der snart forlader skuden for at give plads til yngre

kræfter. Så vidt jeg kan se, er jeg ikke den eneste. Derfor vil der blive

brug for unge kræfter om føje tid. Når den tid kommer, håber jeg ikke,

at det er for sent. Vi må håbe, at de unge ikke er flygtet i frustration

over ikke at blive hørt. Skal vi ikke fra denne kongres gøre, hvad vi kan

for at bakke de unge op. Det kan vi blandt andet gøre ved at stemme

positivt for de forslag, der kommer fra HK-Ungdoms Landsudvalg. Tak

for ordet.

Delegeretnr. 950 Poul Egede Hansen, HK Nordsjælland

og formand for HK Seniorer:

– Tak for tre interessante beretninger. Også interessante for mig som

pensionist. Især tak til Karin Bancsi for de pæne ord om seniorerne og

for den altid venlige og positive holdning, vi møder hos dig.

Når der nu står en ældre mand her på talerstolen, er det i henhold

til lovenes § 16 stk. 3, hvor der står, at formanden for HK Seniorer i

Danmark har ret til at deltage i kongressens forhandlinger, men uden

stemmeret.

Det er faktisk lidt historie, for det er første gang på en kongres, at

der står en fra HK Seniorer Danmark. Det med alder er, som en kendt

person sagde engang: ”Det er som at bestige et bjerg. Man bliver nok

lidt forpustet, men man får en langt bedre udsigt.” Og det kunne så

være en trøst til nogle af de foregående talere.

Jeg er måske nok lidt forpustet, men har også en udsigt. Den bygger

på næsten syv år som klubformand, og det er i den udmærkede afdeling

som hedder HK/Nordsjælland, og fem år i landsledelsen for HK Seniorer

– heraf de fire år som landsformand. Og så har jeg i fem år nu været

i ledelsen af LO Faglige Seniorer i forretningsudvalget og i hovedbestyrelsen.

Det er det, jeg tager udgangspunkt i her i dag. I stedet for at diskutere

økonomiske fremskrivninger og demokratiske fremskrivninger så

vil jeg stille et spørgsmål, som jeg vil adressere to steder. Jeg vil sige til

forbundet: Hvad vil I med seniorerne? Og jeg vil sige til afdelingerne:

Hvad vil I med seniorerne?

Vi er 52.000, hvoraf godt 20.000 er efterlønsmodtagere, som ud over

efterlønsbidrag og administrationsbidrag betaler ca. 30 millioner kroner

i kontingent til afdelinger, sektorer og forbund. Vi er 5.000 pensionister

med under 25 års medlemskab, og de betaler ca. tre millioner kroner om

året. Så er der 27.000 pensionister, som har fået frikontingent.


Den økonomiske fordeling mellem afdeling, sektor og forbund lader jeg

ligge.

Når jeg nævner disse tal og lægger vægt på dem, er det, fordi jeg

tit oplever, at aktive medlemmer, især de yngste, tror, at seniorerne ikke

yder noget økonomisk, men nasser på forbundet. Det er hermed manet

i jorden.

Jeg vil godt opfordre forbund og afdelinger til at betragte seniorerne

som en resurce i stedet for som en byrde. Formålet med efterløns- og

pensionistklubberne i HK er beskrevet i en sagsfremstilling til hovedbestyrelsen

i 1987. Den lød sådan her: ”At aktivere HK-medlemmer, der

gået på efterløn og pension, til fortsat tilknytning til HK. At aktivere

HK-medlemmer til at arbejde gennem HK’s lokale efterløns- og pensionistklubber

for at forbedre deres forhold lokalt og på central plan.

At skaffe forskellige tilbud om kulturelle og alment faglige emner i

lokalområdet.” Og endeligt ”... at samarbejde med LO Faglige Seniorers

pensionist- og efterlønsmodtagere om løsning af nævnte arbejdsopgaver

lokalt og på landsplan.”

Vi kan alle sammen i HK – og i HK Seniorer – være stolte af HK

Danmarks hovedbestyrelses beslutning i 1987. Jeg oplever derfor også

generelt en positiv holdning til seniorarbejdet i forbundet, selvom vi jo

også har kunnet mærke en stramning i de senere. år.

Men samme positive holdning er desværre ikke gældende i alle

afdelinger. Jeg har mødt afdelingsformænd, som ærligt har sagt til mig:

”I hører slet ikke hjemme i afdelingen, for I er ikke længere på arbejdsmarkedet”.

Jeg har prøvet at overbevise dem om, at det ikke kan være

rigtigt. Især med henvisning til det, jeg lige har nævnt.

Jeg oplever, at afdelinger har den opfattelse, at seniorarbejde er en

form for social hjælpeforanstaltning, og ud fra den holdning yder man

et symbolsk, økonomisk bidrag til seniorarbejdet. Jeg har også oplevet,

at afdelingsformænd mener, at bankospil, skovtur og julefest er det

primære i seniorklubberne. De skal selvfølgelig tage sig af det sociale og

kulturelle samvær, men der skal også være plads til det politiske.

Hvem bestemmer folkepensionens størrelse, og hvordan den skal reguleres?

Og hvordan med efterlønnen? Hvem bestemmer, hvordan den

skal reguleres? Hvad med sygehuse, hjemmehjælp og plejehjem? På alle

disse områder er der politiske beslutninger. Og derfor må vi selvfølgelig

også beskæftige os med det politiske.

I vores eget princip- og handlingsprogram har vi stående, at vi vil

arbejde for, at de offentlige pensioners værdi ikke forringes for den

enkelte, men ajourføres i takt med lønudviklingen.

Er I klar over, at i henhold til Danmarks Statistik er vi pensionister

17,3 procent bagud i forhold til lønudviklingen? Vi arbejder på at forenkle

pensionssystemet, herunder samspillet mellem pension og skatter,

og offentlige ydelser i øvrigt. Her er så ældrechecken kommet – dette

misfoster, til regulering af pensionerne. Til alle jer, der får børnecheck,

kan jeg sige, at ældrechecken er skattepligtig i modsætning til børnechecken.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 87


88

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Nu nærmer vi os, hvor jeg skal til at slutte desværre. Jeg er også til

rådighed ude i forhallen!

Men jeg vil gerne slutte af med at sige, at HK Seniorer Danmark er

en faglig ældreorganisation, men er samtidig – og i stigende grad – ved

at udvikle sig til en ældrepolitisk organisation, der varetager medlemmernes

interesse gennem påvirkning af de politiske beslutningsprocesser

via medlemskabet af LO Faglige Seniorer. Skal vi have et aktivt seniorarbejde

i HK, eller skal vi overlade det seniorpolitiske arbejde for pensionister

og efterlønsmodtagere til Ældresagen?

Delegeretnr. 399 Ulla Jeppesen, HK København:

– Allerførst vil jeg sige stor tak til John for igen på denne kongres at

komme med en klar udmelding i forhold til de fremmedfjendske holdninger,

der bliver mere og mere udbredte i det danske samfund. Jeg

husker, at du også gjorde det på kongressen i 2001.

Desværre er det blevet sådan, at pressen ikke længere interesserer

sig for dansk fagbevægelse. Selvom vi holder kongres i et forbund med

367.000 medlemmer, så gider hverken dagblade eller tv forholde sig til

sådan en begivenhed. De vil hellere give en Louise Frevert oceaner af

plads til at bortforklare nogle synspunkter, der ligger på hendes hjemmeside,

og som hun i øvrigt utvivlsomt mener.

John, jeg kender dig som en person, der tager henvendelser fra

medlemmerne alvorligt. Lad mig derfor som ganske almindeligt medlem

opfordre til, at du gentager de synspunkter imod de fremmedfjendske

holdninger. Måske gider dagspressen ikke dække vores kongres, men

jeg er ret sikker på, at de vil optage indlæg og kronikker fra dig. Så

jeg beder derfor: Skriv om HK’s holdninger til de her ting. Lad os gøre

omverdenen opmærksom på, at det altså ikke er alle, der synes, at det er

politisk korrekt at være politisk ukorrekt.

Lad os fortælle dem, hvem det i virkeligheden er, som blokerer for,

at danskere med anden etnisk herkomst kan blive integreret på det

danske arbejdsmarked og i det danske samfund.

Både John og især de to næstformænd brugte meget tid i går på

alle de gode tilbud, som HK har udviklet til medlemmerne, og alle de

initiativer, der er taget i forskellig sammenhæng.

Der er udviklet mange tilbud til medlemmerne, og mitHK er utvivlsomt

den bedste online fagforening, der findes herhjemme. Det er bragende

godt, at man fx tilbyder online kurser i diverse programmer, og at

man kan tjekke lønforhold og mange andre ting på mitHK.

Og ja, HK har masser af kompetente personer, der kan tilbyde

juridisk og faglig bistand til medlemmer, der kommer i knibe. Og nej, de

andre konkurrerende discountforbund når os ikke til sokkeholderne.

Men inden vi nu går helt i selvsving over, hvor gode vi er, kunne jeg

fristes til at stille et enkelt lille spørgsmål: Når nu vi er så fantastisk gode,

hvorfor er det så lige, vi mister de her ti medlemmer hver dag?

Jeg tror ikke, at jeg sidder inde med den evige sandhed, men jeg

vil da gerne forsøge at komme med et bud. Og det har ikke noget med

kontingentets størrelse at gøre. Jeg tror, at hvis vi skal fastholde med-


lemmerne, handler det i høj grad om nærvær, personlig kontakt, branchekendskab,

faglig identitet, plads – og ikke mindst økonomi – til aktiviteter

på medlemmernes egne betingelser – fx i brancheklubberne og blandt de

unge. Og frem for alt handler det om at skabe konkrete faglige resultater.

Det nytter ikke noget, hvis vi bilder os selv ind, at vi bare skal være en

serviceorganisation, hvor al kontakt med medlemmerne skal foregå via

e-mail og internettet. Og det nytter slet ikke, når vi det ene år efter det

andet oplever, at der på trods af al den fine edb er rod i medlemsdatabaserne,

så fx medlemmer på det grafiske område i forbindelse med den

årlige lønstatistik får tilsendt lønoplysningsskemaer, hvoraf det fremgår,

at de er laboranter, eller omvendt.

Det er vigtigt, at medlemmerne oplever, at det er mennesker af kød

og blod, de har med at gøre. Det er vigtigt, at de ikke støder hovedet ind

i den ene bureaukratiske mur efter den anden.

Hvis jeg må være fri og sige det sådan her: Der er for mange kontorchefer,

for mange konsulenter, for mange mellemledere og for mange

administrative og bureaukratiske forhindringer i HK systemet.

Til gengæld er der udbredt mangel på folk med fingeren helt nede

i suppedasen. Og der er for meget fokus på kompetenceudvikling, karriereplanlægning

og andre former for individualistiske interesser, mens

gode gamle begreber som fællesskab og solidaritet nærmest er forsvundet

både som ordforråd som i praksis. Direkte medlemskontakt, hårdt

rugbrødsarbejde og en faglig konflikt i ny og næ – nu er vi så heldige, at

der faktisk er en i gang, som vi kan deltage i morgen – det er de ting, der

fører til resultater på lang sigt. Tak for ordet.

Delegeretnr. 219 Jorun Lystad Bech, HK Sjælland:

– Tak for beretningerne. Der var rigtig mange temaer, som jeg gerne ville

kommentere, men i løbet af fem minutter er det jo ikke muligt at kommentere

det hele. Jeg vil gerne hæfte mig ved det tværfaglige arbejde.

Jeg mener, at HK gør en betydelig indsats på området, både centralt og

ude lokalt. Vi har mange engagerede medlemmer, som deltager aktivt i

LO-sektionerne, de regionale arbejdsmarkedsråd, de sociale koordinationsudvalg

osv.

Nu står vi over for nye store udfordringer på det tværfaglige arbejde,

især på beskæftigelsespolitikken. Her er det vigtigt, at HK fortsætter den

kvalificerede linje, vi har kørt indtil nu. Der har ikke været tvivl om HK’s

engagement, indsigt og politik på området. Det er vigtigt, at vi fortsætter

denne indsats både lokalt og centralt.

Jeg håber, at vi bliver i stand til at føre én politik på området, nemlig

HK’s politik. Jeg mener, at der er grund til bekymring for de ledige medlemmer.

Jeg håber, at vi her er på linje med Dansk Arbejdsgiverforening,

som siger, at det er vigtigt for virksomhederne, at de får kvalificerede

medarbejdere. Medarbejderne skal i øvrigt have overenskomstmæssig

løn. Velfærdssamfundet kan ikke opretholdes, hvis et flertal på arbejdsmarkedet

har penge med hjemmefra og arbejder på tilskudsordninger.

Ikke fordi vi skal undlade en indsats på det område, men det skal være en

afbalanceret indsats.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 89


90

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Vi skal sikre, at det er en god og fornuftig prioritering. Derfor er det

måske endnu mere vigtigt, at HK arbejder med erfaringsudveksling, netværk,

politikformulering osv. som tidligere. Vi har mange gode kræfter

rundt i landet, som er parat til denne indsats.

Nu sagde John i går, at vi skal løfte det op – for det skal ikke foregå

blot på det kommunale plan. Og vi vil da gerne forsøge at løfte det op

og komme ud over sognerådspolitikken. Det bliver nok ikke så nemt,

men vi skal gøre, hvad vi kan.

Så vil jeg her til sidst gerne følge op på Sven-Erik Petersons indlæg.

Nu så jeg, at FOA’s formand var her i går, men jeg ved ikke, om han er

her i dag. Det ville være dejligt, hvis man kunne aflevere budskabet

direkte til rette vedkommende.

Det er altså voldsomt irriterende, at vi konstant skal opleve FOA

lange ud til højre og venstre, uden at man kan få særligt indblik i, hvad

det er for en politik, FOA gerne vil føre. Man må vel sige, mildt sagt,

at tidspunktet for problemerne i Det Kommunale Kartel er, det mest

uheldige man kan tænke sig. Jeg mener slet ikke, at man kan laste Kim

Simonsen for den konflikt.

Men jeg synes, at FOA skal tænke sig om. Hvad er det, de vil? De

må jo bringe de spørgsmål frem i LO’s daglige ledelse, hvor de jo har

sæde. Jeg synes, at vi skal huske på, at den danske model, som vi bryster

os af hele tiden, er baseret på, at vi har et stærkt LO, som vi skal værne

om. Det er vores fælles ansvar, også FOA’s ansvar. Selvom det nok har

været forsøgt, vil jeg opfordre HK’s repræsentanter i LO Danmark til at

medvirke til at tage diskussionen internt i LO, og at man kommer til et

resultat, der betyder, at vi får fred til det lokale arbejde derude.

Delegeretnr. 469 Kirsten Sloth, HK København:

– Først vil jeg sige tak for en rigtig god beretning til John. Og tak for en

rigtig god kongresudtalelse, også til John. Nogle gange spørger mine

niecer, hvorfor jeg ikke var til en fødselsdag, og så siger jeg: Lille skat, du

ved, at jeg går til politik. Du går til hest og ridning og alt muligt sjovt,

og jeg går til politik.

Netop derfor synes jeg, at det er utrolig godt, at HK kritiserer regeringen

for de fuldstændigt ødelæggende forslag, der bliver fremlagt. De

er ødelæggende for velfærden og for velfærdsordninger.

Når jeg læser denne kongresudtalelse, synes jeg, der bliver talt lidt

overordnet og flot om disse velfærdsordninger, og jeg tænker: Hvad er

det, HK Danmark kritiserer? Man kan plukke i det hav af forslag, regeringen

har, som er ødelæggende for den velfærd, vi har i dag. Men jeg

har faktisk fokuseret på en enkelt ting.

Kongresudtalelsen taler meget om muligheder for efteruddannelse

og om bedre muligheder for uddannelse i folkeskolerne.

Det er sådan, at regeringen Venstre førstebehandler et forslag om

at omlægge børnechecken, sådan at den ikke skal gives til 18-årige. Det

øger faktisk den negative sociale arv. Unge 18-årige får børnechecken,

og det vil regeringen fjerne. De unge kan ikke få SU før i kvartalet efter

det fyldte 18. år. Derfor har jeg stillet et forslag om, at det bliver ind-


skrevet i udtalelsen, og at det skal præciseres, at den type forslag sikrer

børn af velstillede uddannelse og overlader børn af lavtlønnede uden

muligheder.

Du kan sige, o.k., det er tre måneder, at disse unge ikke får en

ydelse. Men tre måneder er lang tid at købe klippekort og buskort, sammenholdt

med, at man på uddannelsesstederne selv skal betale bøger

og fotokopier. Alt i alt er det ikke o.k., og det har jeg stillet forslag om,

bliver skrevet ind i udtalelsen.

Så er der en enkelt ting, nemlig måden at arbejde med en udtalelse

på kan synes svær. Jeg er almindelig tillidsrepræsentant for 32 medlemmer

ude i Energistyrelsen. Jeg kommer til kongressen, fordi jeg går til

politik! Vi får så en udtalelse i går aftes, og jeg får den, lige inden at jeg

skal videre i verden. Og så har jeg mulighed for at stille ændringsforslag,

som skal afleveres før kl. 9.00 i morges.

Det synes jeg måske er en lidt pudsig måde at arbejde med en udtalelse.

Den skulle jo gerne danne grundlag for HK’s måde at arbejde på

fra nu af, og til vi mødes igen. En udtalelse skulle meget gerne præcisere

de holdninger, HK har. Og en udtalelse skulle meget gerne være

et debatoplæg til, at vi som kongresdelegerede kan komme med gode

forslag og præciseringer.

Jeg ville gerne spørge dirigenterne igen, om man vil overveje at

rykke fristen for ændringsforslag til udtalelsen. Men det er en teknisk

detalje. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi får skrevet ind, at regeringen

smadrer velfærden – og smadrer den for de lavtlønnede. ”En verden af

muligheder” er vores kongres slogan, men de muligheder er regeringen

i færd med at smadre for vores unge, og det er ikke i orden.

Ændringsforslag fra Kirsten Sloth med en tilføjelse efter linje 59:

”Regeringen øger den negative sociale arv. Unge 18-årige får børnecheck,

det vil regeringen fjerne. De unge kan ikke få SU før kvartalet

efter det fyldte 18. år. Den type forslag sikrer velstillede børn uddannelse

og overlader børn af lavtlønnede uden muligheder.”

Delegeretnr. 298 Susanne Palner, HK Nordsjælland:

– Min kommentar gælder også udtalelserne, og jeg har det på samme

måde som foregående taler. Jeg synes også, at det var nogle rigtig gode

beretninger og to rigtig gode forslag til kongresudtalelser. Der, hvor jeg

gerne vil ind, er ved den kongresudtalelse, der begynder med, at globaliseringen

af arbejdsmarkedet er en kendsgerning.

Det drejer sig om side to linje 43, 44, 45 og 46, som handler om EU’s

servicedirektiv. Der står meget fornuftigt, at: ”Vi kan ikke acceptere, at

personer fra de lavtlønnede EU-lande kan arbejde i Danmark på deres

hjemlandes løn- og arbejdsvilkår.” Men så står der videre: ”Vi kan kun

acceptere, at det er vilkårenes i værtslandet, som er gældende.”

Spørgsmålet er jo, om vi altid kan acceptere de løn- og arbejdsvilkår,

som er i værtslandene. Da jeg læste disse linjer, røg der en film for

nethinden, hvor jeg så folk i den tredje verden hugge skibe op. Det er

i hvert fald ikke arbejdsvilkår, jeg synes, vi kan acceptere. Vi skal være

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 91


92

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

med til at sikre, at når andre danske virksomheder flytter ud, så må de

gerne tage vores arbejdsvilkår med, og ikke acceptere værtslandenes

miljø og arbejdsvilkår. Det synes jeg er globalisering. Tak.

Herefter var der pause kl. 10.15

Mødet blev genoptaget kl. 10.35

Efter pausen læste dirigent Svend Aage Hansen fraværslisten op:

Delegeretnr. 36 Bodil Bach Edlund kommer senere

Delegeretnr. 58 Ulla Strøm Nordenhof Kommer senere

Delegeretnr. 65 Aase Marie P. Rakkolainen Ej mødt

Delegeretnr. 106 Kirsten Pedersen Sygdom

Delegeretnr. 107 Sussi Lehmann Christensen Afbud

Delegeretnr. 123 Hanne Bruun Obbekær Kommer senere

Delegeretnr. 226 Wivi Nielsen Kommer senere

Delegeretnr. 284 May Andersen Kommer senere

Delegeretnr. 291 Jette Ulstrup Nielsen Afbud

Delegeretnr. 301 Ole Kynde Kommer senere

Delegeretnr. 336 Kirsten Aakjær Kommer senere

Delegeretnr. 355 Hans Jørgen Larsen Kommer senere

Delegeretnr. 357 Henrik Jan Hansen Afbud

Delegeretnr. 451 Linda Mohr Svendsen Afbud

Delegeretnr. 505 Aziza Pia Hermanstad Sygdom

Delegeretnr. 515 Berit V. Kruse Lilleballe Afbud

Delegeretnr. 522 Inge Lise V. Frost Kommer senere

Delegeretnr. 527 Pia Elisabeth Neigaard Kommer senere

Delegeretnr. 541 Bente Lauridsen Kommer senere

Delegeretnr. 550 Frank Fjeldsted Ej mødt

Dirigenten sagde herefter, at bemærkningerne om at få mere tid til at

komme med ændringsforslag til kongresudtalelserne havde ført til, at

fristen blev udvidet til før frokost.

Debatten om beretningerne fortsatte herefter:

Delegeretnr. 396 Simon Tøgern, HK København:

– Jeg vil også gerne sige tak for nogle gode beretninger. I når langt omkring,

og I når at kommentere mange forhold. Ingen af os er selvfølgelig

enige i jeres meninger hele vejen rundt, men det har I vel heller ikke

nogen forventning om.

Jeg vil koncentrere mig om et enkelt af de emner, som John omtalte,

nemlig FTF’s opsigelse af borgfredsaftalen med LO – den politiske aftale

mellem FTF og LO, som regulerer afgrænsningen af organisationsområderne

for medlemsorganisationerne i de to hovedorganisationer.

Aftalen har løbet siden engang i begyndelsen af 1970’erne. Det har

ikke været problemfrit, men aftalen – og især den politiske forståelse,


der har været knyttet til den – har forhindret, at vi er havnet i sydeuropæiske

tilstande med flere åbent konkurrerende hovedorganisationer.

Derfor er FTF’s opsigelse af denne aftale en ganske alvorlig ting. Den

er selvfølgelig specielt alvorlig, når den kommer i en situation, hvor der i

forvejen er stærke medlemsbevægelser mellem hovedorganisationerne,

og hvor det samlede medlemstal falder.

Lidt firkantet kan man sige, at den nuværende udvikling med globalisering

og den fortsat voldsomme udvikling af teknologien betyder,

at hver gang der forsvinder et job, er det et LO-job, og hver gang der

kommer et job til, er det et FTF-eller et AC-job.

Det kan vi i LO organisationerne selvfølgelig ærgre os over, men udviklingen

dækker over, at flere og flere mennesker bliver bedre og bedre

uddannet. Det, som er det kedelige ved udviklingen, ud fra et overordnet

politisk synspunkt, – altså ikke ud fra et organisationspolitisk – er, at

hver gang der forsvinder et job, er det som regel et job, der er omfattet

af en kollektiv overenskomst. Hver gang der kommer et nyt job til inden

for FTF-eller AC-området på det private arbejdsmarked, er det som hovedregel

et job, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst.

Det betyder, at den demokratiske politiske regulering af det danske

arbejdsmarked gradvist svækkes til fordel for markedskræfterne. Det er i

det lys, vi skal beslutte os for, hvordan vi vil reagere på FTF’s opsigelse af

borgfredsaftalen.

Fire punkter er for mig at se afgørende: HK skal selvfølgelig arbejde

for, at der snarest muligt bliver forhandlet en ny aftale på plads.

HK skal arbejde for, at en sådan aftale fortsat bygger på princippet

om, at de faglige organisationer gennem politiske forhandlinger deler

forhandlingsretten mellem sig.

HK skal være åben og kreativ og at udvikle former, hvor de berørte

medlemmer – og måske især de potentielle medlemmer – også får mulighed

for at påvirke processen, uden at organisationerne af den grund

skal kaste sig ud i konkurrence om eksempelvis billige forsikringer.

Og så skal HK fastholde visionen om en samling af de to hovedorganisationer,

FTF og LO, til én hovedorganisation – det kan i øvrigt kun gå

for langsomt.

Det bliver en svær diskussion – meget svær. Men i en vis forstand

skal vi også glæde os til den, for den vil afsløre, hvem af de forskellige

organisationer bare er optaget af, hvor meget kontingent de kan skrabe

sammen, og hvem der er optaget af medlemmernes løn- og arbejdsforhold

og en styrkelse af og udvidelse af overenskomstsystemet.

Dette komplicerede emne er nævnt i forslaget til politisk udtalelse

med fem linjer. Og jeg synes sådan set ikke, at der er noget galt med

de fem linjer, men jeg mener, at emnet er så vigtigt, at det bør have

sin egen udtalelse. Og på den baggrund skal jeg på vegne af HK/Industri

i København og HK/medie & kommunikation i København foreslå

følgende udtalelse:

”Organisationerne er midlet – forbedringer af medlemmernes løn-

og arbejdsvilkår er målet.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 93


94

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

HK beklager, at FTF har opsagt borgfredsaftalen med LO. Vi noterer

os dog med tilfredshed, at aftalen er opsagt med henblik på genforhandling.

Dermed bliver der lejlighed til at diskutere en udvikling af

samarbejdet mellem LO og FTF – til glæde for medlemmerne i de to

organisationer.

HK vil arbejde for, at en ny samarbejdsaftale bliver forhandlet på

plads snarest muligt. En fornyet aftale bør fortsat bygge på princippet

om, at de faglige organisationer gennem forhandling fordeler aftaleretten

over for modstående arbejdsgiverorganisationer og arbejdsgivere

mellem sig.

Et fornyet og styrket samarbejde mellem FTF og LO vil styrke lønmodtagerne

og forsvaret for deres interesser over for arbejdsgiverne,

offentlige myndigheder og hele det politiske system. HK’s perspektiv for

dette samarbejde er, at de to hovedorganisationer er samlet i én inden

udgangen af dette tiår.”

Delegeretnr. 245 Bernt Andersen, HK Odense:

– Jeg vil naturligvis også sig tak for tre gode beretninger. Men da man nu

har skiftet plads ved dirigentbordet og fået en dirigent i udsmiderstørrelse,

og man kører det med fem minutters taletid meget hårdt, vil jeg

kun kommentere de to.

Karin er den første. Hun kom herop og fortalte, at hun ikke vil have

synonymet som havnearbejder på grund af sit sprog. Men selvom du har

øvet dig meget, Karin, var det utrolig befriende, at sproget var klar tale

med et budskab, der ikke kunne misforstås.

Der er altså mere end en spindoktor herovre i København – nogle

gange er vi i tvivl i provinsen. Du er heller ikke bange for at bruge store

bogstaver, når du bramfrit erklærer, at mitHK er fagbevægelsens bedste.

Men alligevel taber vi medlemmer hver dag. Dit mål er klart: Optimal

service til medlemmerne. Og så er det, jeg spørger: Hvem er det, der definerer,

hvad medlemmerne ønsker, og skaber et øget udbud? Kan vi få så

mange varer på hylderne, at det ikke længere er overskueligt? Glemmer

vi, hvad der egentlig var vores mission?

Sidst og ikke mindst: Er vi ærlige nok til at tage tingene af hylderne

igen i det øjeblik, der ikke længere er brug for dem i det omfang vi

havde forventet?

Når en græsrodsbevægelse opstår, er det gennemgående kodeord

nærhed. Og der er ikke meget nærhed bag en kold edb-skærm. Der er

ingen tvivl om, at pc’en er fremtidens kommunikationsmiddel, og flere

og flere steder vil kollegerne blive mødt med et skilt, hvor der står: Vil du

noget, er der høflig selvbetjening.

Så, Karin. Pc’en kan ikke stå alene. Vores medlemmer kræver i hvert

fald nærhed af deres faglige organisation. Vi skal finde en balance, så

ingen personer føler sig dumme, når de tillader sig at spørge om noget.

Næste udsagn var bøjet i neon: Ungdommen er fremtidens medlemmer.

Men ungdommen er ikke en homogen gruppe. Der er rigtig mange

unge, der har en liberal holdning og er deres egen lykkes smed. De har

ikke den samme følelse af solidaritet som mange har af jer, der sidder her.


Derfor ligger der en kæmpe opgave for dig – og for HK – for uden en vis

form for solidaritet holder vores koncept ikke.

Held og lykke med dit projekt, som vi på kongressen skal prøve at

være en positiv medspiller på, blandt andet ved at støtte de forslag, som

HK-Ungdom kommer med. Vil vi have succes, bliver vi også nødt til at

vige pladsen – og succes, det koster!

Så er der John Dahl! Han er jo manden med rutinen, når det gælder

aflæggelse af en beretning. Der er lidt skældud til den borgerlige regering

og lidt forsvar af Socialdemokratiet, og så kommer vi til afsnittet

om troen på fremtiden. Så kommer den løftede pegefinger: Altså hvis vi

tager os sammen!

Det er som altid en god beretning, hvor du kan være venner med de

fleste, John. Men denne gang var du inde på to forhold, som jeg vil tage

fat i. Det er jobcentrene, og det er efterlønnen.

Mange af mine kolleger – jeg kommer fra en arbejdsmarkedsafdeling

– forstår dig simpelthen ikke. Det er o.k., at du ikke kunne lide forslaget

om én indgang til arbejdsmarkedet, men det er altså den virkelige

verden lige om lidt. Vi får centrene til at køre ude i kommunerne – men

ikke så godt, som hvis vi havde nogle aktive medspillere fra fagbevægelsen.

Du siger: Vi finder nogle gode medlemmer til rådene. Ja, men John,

vi har brug for nogle dygtige håndværkere, der er med til at skrue

systemerne sammen. Dem har du i de faglige afdelinger, og dem har du

i a-kassen.

Det er nu, vi skal bruge dem. Vi er langt i processen, så hvis fagbevægelsen

vil have indflydelse på medlemmernes hverdag, så er det altså nu.

Så kommer vi til det næste: Efterlønnen. Du siger, at vi i fremtiden

kommer til at mangle 150.000 personer på arbejdsmarkedet. Ja, men

kære John! Vi har 175.000 forsikrede ledige plus det samme antal på

kontanthjælp. Så kan du lægge 10.000 til, som ganske vist ikke har et

hundrede procent arbejdsevne, men som har rigelig med økonomisk

kompensation med til arbejdsgiverne.

Mange af disse har set frem til opsvinget. De har ikke sparet op til

efterløn og pension. De venter hver dag på deres chance. Kan du forstå,

at disse mennesker føler sig en lille smule svigtet af dig og den øvrige

fagbevægelse? De kan godt se, at en senere pension og efterløn skubber

dem længere væk fra arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet er ikke så

rummeligt, som det selv giver udtryk for.

Din beretning indeholder også en del af løsningen. Lad os genoplive

tanken om betalt frihed til uddannelse. Lad os se på nogle fornuftige

jobrotationsløsninger, så de, der er i arbejde, undgår dekvalificering af

deres arbejdskraft. Disse tiltag vil fremtidssikre den topmotiverede og

fleksible arbejdskraft, som jeg er helt enig i, at vi har behov for i globaliseringens

hellige navn.

Jeg mener, at HK har styrken, og vi har formanden, der kan samle

det meste af fagbevægelsen til at være en magtfaktor, som man ikke

kan komme udenom, når man skal lave arbejdsmarkedspolitik. John, du

skal ikke gøre det for din egen skyld, men for de mange tusinde, som

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 95


96

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

stadig håber at blive en del af samfundet, hvor arbejde er et væsentligt

element.

Jeg er sikker på, at mange her på kongressen vil være stolte af at

være HK’er. Tak.

Delegeretnr. 457 Vibeke Schrøder, HK København og formand

for Dansk Lægesekretærforening:

– Kære John, Karin og Mette! Tak for tre meget spændende og perspektivrige

beretninger. Det var dejligt at høre Karin omtale det arbejde, vi

i landsforeningerne udfører, målrettet mod de unge. Det er jo de unge,

der er fremtiden i HK.

Beretningerne og kongressens tema handler om de mange udfordringer,

som aktuelt og på sigt venter HK og vores medlemmer. I Dansk

Lægesekretærforening, altså de godt 10.000, som er medlem af HK og

som jeg er formand for, har vi også igennem længere tid arbejdet med

de store udfordringer, som både på kort og på lang sigt venter lægesekretærfaget.

Og jeg vil gerne kort redegøre for det arbejde:

Som I sikkert ved fra pressen, diskuteres den elektroniske patientjournal

meget heftigt. Og rigtig mange har en mening. Mange af jer,

der sidder her i salen, deler måske den helt almindelige og stereotype

opfattelse af os lægesekretærer som nogle, der bare sidder med dutter i

ørerne og skriver for lægerne.

Et ud af de mange mål med den kliniske it-arbejdsplads i sygehusvæsenet

er en reduktion af journalskrivning, fremfinding og arkivering af

journaler. Over tid og i takt med indføringen af den elektroniske patientjournal

formodes vi lægesekretærer derfor at miste en betragtelig del

af vores nuværende arbejdsopgaver.

Undersøgelser har vist, at mange lægesekretærers arbejdsopgaver

i et omfang på mellem 40 og 60 procent tager udgangspunkt i direkte

journalarbejde eller i opgaver, som er afledt heraf.

I Hovedstadens Sygehusfællesskab, hvor jeg selv arbejder, har man

konkret talt om en reduktion i en størrelsesorden 700 lægesekretærer

inden år 2010 ud af et samlet antal stillinger på 1200.

Mange amter har luftet lignende tanker om kraftige og vidtgående

reduktioner i antallet af lægesekretærstillinger i takt med implementeringen

af den elektroniske patientjournal.

I Dansk Lægesekretærforening har vi indgående siden 1996 arbejdet

med at udvikle en faglig strategi for lægesekretærfagets fremtid. Strategien

er omfattende. Om Dansk Lægesekretærforenings aktiviteter vil jeg

gerne henvise til de skriftlige kongresberetninger.

Seneste tiltag er, at vi i Dansk Lægesekretærforening har indledt et

samarbejde med et forskerteam fra Aalborg Universitet med henblik på

at lave et forskningsprojekt, som har til formål at dokumentere fagets

mangfoldighed, arbejdsopgaver og arbejdsfunktioner. Formålet er at

skabe grundlag for en debat med sygehusejerne og vores ledelser rundt-

omkring på landets sygehuse om følgende spørgsmål:

Hvilke formelle og uformelle opgaver varetager lægesekretærerne

på sygehusene? Hvilke af de nuværende opgaver vil forsvinde, og hvilke


vil fortsat eksistere efter implementeringen af den elektroniske patientjournal?

Og hvem skal i fremtiden løfte disse opgaver?

En fokusering på lægesekretærernes nuværende arbejde gør det

muligt at kvalificere ledelsen og de forskellige faggrupper på de enkelte

sygehuse til at diskutere en prioritering af, hvilke funktioner der ønskes

varetaget i fremtiden samt af hvilke personalegrupper.

I Dansk Lægesekretærforening forventer vi os meget af dette forskningsprojekt,

som forventes afsluttet i januar måned 2006.

Der er produceret to gange 20 minutters video med titlerne ”Den

røde tråd i en hvid verden” og ”Kommunikation og dokumentation til

intern brug i Dansk Lægesekretærforening”. Sammen med forskningsrapporten

vil der ligeledes blive produceret et videosammendrag til

visning eksternt for sygehusledelser og andre interesserede.

Med denne forskningsrapport ønsker vi at stille skarpt på, at ud over

sekretærernes formaliserede eksplicitte arbejdsfunktioner findes der

en række implicitte, uformelle og afledte arbejdsprocesser, som ikke er

systematiseret, standardiseret eller nedskrevet. Disse opgaver, som ligger

inden for områder som fx kommunikation, kontinuitet og koordination,

er til for, at læger og sygeplejersker kan udføre deres arbejde, og at

organisationen kan leve op til sine mål.

Vi rejser derfor den faglige diskussion: Er politikerne, sygehusledelserne

og ikke mindst it-leverandører og it-afdelinger opmærksomme

på det forhold? Og hvis de er, hvordan udmøntes denne opmærksomhed?

Eller sagt på en anden måde: Det er langtfra alle lægesekretærfunktioner,

der bare kan sættes strøm til.

Den seneste uges debat om elektroniske patientjournal i forskellige

medier, som vi også har deltaget i, har styrket vores påstand – og

dermed også den bagvedliggende faglige strategi. Så, vi vil fortsat være

der. Vi er den røde tråd i den hvide verden! Tak for ordet.

Delegeretnr. 64 Sven Andersen, HK Århus:

– Tak for ordet. Og jeg vil gerne sige som alle andre: Tak for tre gode

beretninger. De var som sædvanlig fyldige, og de blev fremlagt med stor

entusiasme og engagement. Og det var dejligt at høre, at der stadig

væk er noget liv i HK.

Jeg vil holde mig til emnet omkring arbejdsmarkedet. I din beretning,

John, udtrykte du stor bekymring for, hvordan den fremtidige

arbejdsmarkedsindsats skal forankres i de nye kommuner. Jeg deler din

bekymring på alle de områder, som du nævnte i din beretning. Fordi vi

får et meget opdelt arbejdsmarked – i realiteten 91 forskellige arbejdsmarkeder

med hver sin prioritering af indsatsen.

Man mister det at kunne lave en samlet indsats for et naturligt

arbejdsmarkedsområde som fx det københavnske med de omkringliggende

kommuner.

Denne her lokalisering er regeringens svar på globaliseringen, når

det drejer sig om arbejdsmarkedsindsatsen. Men regeringen har selvfølgelig

tænkt nogle tanker om, hvordan man skal kunne samarbejde

på tværs af kommunerne, så derfor skal der indgås samarbejdsaftaler.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 97


98

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Lad os så se, om de forskellige kommuner kan blive enige om, hvilke

målgrupper der skal prioriteres, og hvilken indsats de skal gøre.

Min bekymring bliver ikke mindre af, at der skal oprettes rent kommunale

pilotcentre. Min bekymring deler jeg med det meste af fagbevægelsen:

Med LO, FTF og med HK. Ikke med hele HK.

Jeg deler den ikke med HK/Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening.

Da vi skulle lave høringssvar gik de enegang. De lavede et

høringssvar sammen, som støttede regeringen i, at det hele skulle kommunaliseres

på beskæftigelsesområdet. Den form for splittelse er jo ikke

ligefrem noget, der styrker HK’s image udadtil.

Men jeg går ud fra, at de gjorde det for at varetage deres medlemmers

interesser. Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det. Deres interesser

er åbenbart ikke de samme som de øvrige HK-medlemmers.

Jeg håber ikke, at vi skal se et splittet HK, når vi skal diskutere velfærdsreformen

med forskellige høringssvar fra de forskellige sektorer.

Jeg håber, at vi kan stå sammen og give en entydig udmelding på velfærdsreformen,

når den kommer.

Vi snakker globalisering. Alle er enige om, at den påvirker vores

fremtidige arbejdsmarked. Men når det drejer sig om beskæftigelsesindsatsen

og beskæftigelsespolitikken, så skal vi tænke lokalt – ifølge

regeringen. Det hænger bare ikke sammen. Tak.

Delegeretnr. 472 Peter Raben, HK København:

– Vi lever i en tid fuld af forandring og med store udfordringer, lokalt

som globalt, og både som HK-medlem og som samfundsborger. Kommunalreformen

vil – som John også var inde på i går – berøre mange

offentligt ansatte HK’ere, der bliver rykket rundt til mere eller mindre

usikre vilkår i fremtiden.

Men også borgerne vil mærke kommunalreformen. Og for en del

kan det blive en meget dyr regning i form af højere skatter og lavere

service. Den med stort hastværk besluttede kommunalreform vil sandsynligvis

blive væsentligt dyrere at gennemføre, end regeringen har

beregnet. Og i hvert fald påstået. Især it-udgifterne er – tyder meget på

– voldsomt undervurderet. Det siger flere eksperter, og det bliver sagt

for nylig i en rapport fra OECD.

Det er godt nok smart – lyder sloganet i en kampagne, der kører i

medierne i øjeblikket, for digital selvbetjening i den offentlige sektor.

Men en hel del af disse her digitale selvbetjeninger er ikke særlig

smarte. De er besværlige at bruge og er meget, meget forskellige – kort

sagt – ikke særlig brugervenlige.

Men også håndteringen af store nye it-systemer i det offentlige

– det gælder muligvis også i det private – bliver heller ikke grebet særlig

smart an. Den aktuelle diskussion om elektroniske patientjournaler

– som blev nævnt i et indlæg for lidt siden – er ét eksempel herpå.

Et andet eksempel er indførelse af elektronisk fakturering i den offentlige

sektor. Det blev grebet meget katastrofalt an, vil jeg sige. Det

betød, at mange leverandører til den offentlige sektor ikke fik deres

betaling til tiden. Og i værste fald var de næsten på fallittens rand.


Men det har også været besværligt og meget stressende for mange medarbejdere,

der har siddet og arbejdet med disse elektroniske

fakturaer.

Årsagen var ganske enkelt, at man pressede elektronisk fakturering

i det offentlige alt, alt for hurtigt igennem for at opnå nogle besparelser.

Det var faktisk indkalkuleret i de offentlige budgetter allerede for

i år, at elektronisk fakturering skulle give nogle besparelser.

Det eneste, der kom ud af det, var, at mange offentlige ansatte kom

til at løbe hurtigere.

Vi skal naturligvis ikke være maskinstormere, vi skal se positivt på ny

teknologi, men vi skal kræve, at ny teknologi, it og digitalisering bliver

planlagt og gennemført på en ordentlig måde.

Digital forvaltning kommer til at gå hånd i hånd med kommunalre-

formen. Men også udlicitering kan blive en følge af kommunalreformen,

fordi større enheder vil gøre det mere attraktivt for private virksomheder

at overtage offentlige driftsopgaver, lige fra hjemmepleje til administration.

Mange politikere vil se sparemuligheder her, men desværre ser vi, at

i stedet for bedst og billigst betyder udlicitering ofte dyrt og dårligt.

Løn- og arbejdsforhold vil komme under pres, blandt andet fordi

der snart vil være større mulighed for, at udenlandske firmaer kommer

ind på markedet i kraft af de internationale aftaler om liberalisering af

handlen, som foregår – ikke mindst på grund af EU’s servicedirektiv.

Det er absolut ikke lagt på hylden, men vil snart vende frygteligt tilbage.

Derfor synes jeg, at det er godt, at kongresudtalelsen klart lægger

afstand til servicedirektivet. Det direktiv vil undergrave den danske

arbejdsmarkedsmodel, men det vil også underminere velfærdssamfundet

– ikke bare i Danmark, men i mange andre lande.

Frygten for servicedirektivet var medvirkende til nej’et til EU-forfatningen.

Mange ser direktivet som udtryk for EU’s nyliberalistiske politik,

der skubber sociale hensyn til side til fordel for liberalisering af handlen

– sætter markedet før mennesket.

Vi vil i HK en anden politik – håber jeg da – som sætter sociale hensyn

og solidariske løsninger i centrum. Både i forhold til lokale og globale

udfordringer.

Jeg har lavet et par ændringsforslag med tilføjelser til udtalelsen.

Dem vil jeg ikke læse op nu, men går ud fra, at I får dem ud senere.

Delegeretnr. 119 Ole Carlsen, HK Vendsyssel:

– Også herfra tusinde tak for de eminent gode beretninger, som blev

aflagt. Til Karin vil jeg sige, at mitHK har udviklet sig til noget helt fantastisk,

noget, som vores medlemmer umiddelbart kan gå ind og få meget

viden af – og få øget kendskab til. Vi har talt om, at det kan være svært

at gå ind på mitHK, og at det er noget, som kan ændres rent teknisk.

Nummer to i det her er, at jeg ikke anser de elektroniske supplerende

ting, som vi kan tage over skærmen, som værende dér, hvor vores

medlemmer skal henvende sig. Dér kan man få øget viden, men det er

afdelingerne, man skal komme til. Det er mennesker af kød og blod – og

det har der også været givet udtryk for.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 99


100

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Mette var inde på noget med daginstitutioner og nedslidte daginstitutioner.

Vi kan såmænd nok tage folkeskolerne med. Vi har i LO Hjørring

lavet en undersøgelse af pasningsmulighederne på skæve arbejdstider.

Det viser sig, at massevis af vores medlemmer faktisk må frasige sig job

og mere eller mindre bliver smidt ud af arbejdsmarkedet. Dér, hvor jeg

kommer fra, er det faktisk ret alvorligt. Vi havde faktisk 42, der måtte

frasige sig job på grund af, at man ikke kunne få børn passet på skæve

tider.

Den nye lukkelov gør det jo højaktuelt at få ændret det forhold.

De nye kommuner må automatisk inddrage pasningsmuligheder på

skæve tider – også for vores medlemmer, der har svært ved at få passet

børnene.

Vores undersøgelse viser, at tre fjerdedele af alle, der har disse

problemer, er mennesker, der lever i parforhold. De har problemer, fordi

arbejdsmarkedet er ændret så meget i de senere år. Derfor er det et

rimeligt krav fra os til kommunerne, at det skal løses.

Så har jeg en lille historie hjemme fra HK i Vendsyssel. Der har været

talt agitation, og vi har talt om at mødes og skrive sammen. Vi kan det

ene, og vi kan det andet. Nogle tillidsfolk hos os har sagt: Hvor svært

kan det her være? De er taget ud til nogle arbejdspladser – var gået ud i

nogle butikker. I løbet af to dage kom de hjem med 14 nye medlemmer.

I sidste uge var der en ung aktiv inden for HK HANDEL, som gik ud og

kom hjem med to potentielle medlemmer. Det er næsten 25.

Vi sidder stadigvæk derhjemme og snakker og diskuterer. Men de

har taget sagen i egen hånd og har gået ud og har tegnet medlemmer.

Det synes jeg er så flot.

Så springer jeg til noget helt andet. Det var egentlig ikke meningen,

at jeg ville sige noget i dag. Det ville jeg vente med til på tirsdag. Men

nu var John selv inde på det med partistøtte.

Jeg vil godt sige, at det bliver aldrig med min stemme, at vi skal give

nogen form for økonomisk støtte til Venstre eller De Konservative.

Nu har det været meget interessant at iagttage, at man i mange år

har argumenteret for, at vi skulle opgive partistøtten, fordi vores medlemmer

meldte sig ud, fordi vi støttede Socialdemokratiet. Så har vi haft

frameldelsesordninger – det var vi først med. Men nu oplever jeg faktisk

det modsatte. Nu melder man sig ud på grund af, at der er signaler om,

at man vil støtte Venstre og De Konservative. Mandagen efter at Jyllands-Posten

havde haft artiklen i, lå der tre udmeldelser på mit bord. Et

par dage efter betingede et medlem sig for at beholde medlemskabet,

at vi undlod at støtte partierne Venstre og De Konservative.

Det går lige den modsatte vej i øjeblikket, og jeg synes, at vi skal

være uhyre opmærksom på, hvad vi foretager os her. Jeg ved godt, at

vi venter med at tage den store debat, men vil sige, at vi havde møde

i Vendsyssel i HK Nordjylland i mandags, og man var enige i den store

gruppe: Vi siger, at vi fortsat vil have partistøtte. Vi har et forslag, vi

bringer frem, hvor der er en kombination af de her ting. Jeg ville blot

lige nævne det her. Tak.


Delegeretnr. 54 Peter Ingvert Iversen, HK Århus:

– Kære John. Jeg kan godt lide, når du kommer med markante udmeldinger.

Det er jo sådan, at HK er og bliver en politisk spiller i samfundet.

Der er ting at slås for. Der er masser af ting at markere sig på. Det skal

HK gøre, og det skal du som formand gøre. Du skal udfordre. Du skal

også udfordre dine egne medlemmer. Så vil der være ting, de indimellem

ikke er enige med dig i, men det er godt, at der er liv i vores fagbevægelse.

Dette med at markere sig! Vi skal også passe på ikke at blive for

pæne. Jeg tænker her på vores kongresslogan ”En verden er muligheder”.

Hvem kan være uenig i det? Verden er jo fuld af muligheder.

Det er jo egentlig ikke et særlig offensivt slogan, vi har valgt til denne

kongres.

Men sloganet lægger sig op ad et andet slogan med et mere spændende

perspektiv: ”En anden verden er mulig”. Det er et slogan, som

man kender fra de sociale bevægelser. Det er et slogan, som er blevet

brugt af de sociale fora, som har bredt sig i verden. Der har været store

konferencer fra Bombay i Indien til Portalegre i Brasilien under dette

slogan: ”En anden verden er mulig.” I Europa har man set det også fra

Firenze til Paris og London, hvor man også har brugt det.

Ja. En anden verden er mulig. Det slogan er også et modspil til den

liberalistiske bølge, der de sidste årtier har hærget hele den vestlige verden.

Det mest katastrofale eksempel, man har set på det med demontering

af velfærdsstaten, er på New Zealand. Det er krav om mere og mere

privatisering. Ja, det er, ligesom om at, alt hvad kan privatiseres, skal

privatiseres: Uddannelser, trafik, hospitaler. Alt ser den nyliberalistiske

bølge som et perspektiv til privatisering. Bare læs Anders Foghs bog om

minimalstaten.

Meget af alt dette brænder også på i Europa, fra nogle af de herskende

toner fra EU. Og jeg er overbevist om, at man ikke kan forstå

det nej, der kom fra Frankrig og Holland til forfatningstraktaten uden

også at se det i dette perspektiv. Jeg tror, at man bliver blind, hvis man

udelukkende betragter dette nej som et udtryk for nationalisme.

For at springe til noget andet, som hænger lidt sammen med det,

havde vi besøg af Helle Thorning-Schmidt, og hun taler jo godt for sig.

Men det gør mig alligevel noget bekymret, når man hører Helle nævne,

at man skal hæve pensionsalderen og pille ved efterlønnen.

Det er også en del af det billede, vi ser ude i Europa – af det nyliberale

Europa. Overalt forsøger regeringer at pille ved, hvornår man

skal fratræde arbejdsmarkedet. Som her i fredags var der faktisk en

generalstrejke i Belgien imod regeringens planer dernede om at hæve

pensionsalderen.

En del af globaliseringen er, at de spørgsmål, vi slås med herhjemme,

bliver mere og mere ens med de spørgsmål, de slås med i andre lande

– med de problemer, som kolleger i andre lande har at slås med. Og det

gør, at internationalt samarbejde, ja, international solidaritet er noget,

som vi i dansk fagbevægelse i stadig større grad må styrke og blive

endnu dygtigere til.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 101


102

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

I stedet for bare at se verden som fuld af muligheder skal vi som fagbevægelse

også være med til at ændre verden. Det er vores opgave, også

her i HK.

Delegeretnr. 325 Knud-Erik Hansen, HK Nordjylland:

HK har i de sidste mange år mistet mange fuldt betalende medlemmer.

Det er der mange grunde til. Jeg skal ikke bruge tid på at nævne dem

alle sammen nu. I kender dem, vi har snakket om dem mange gange.

For at rette op på medlemstilbagegangen har vi i fællesskab sat en

ny kampagne i gang. For at få flere overenskomster og flere medlemmer.

Det er et godt initiativ. Det har allerede nu vist sig, at det kan lade

sig gøre at få flere medlemmer, og det kan lade sig gøre at fastholde

dem, vi har. Men der er stadigvæk lang vej endnu.

Der er også i kongresperioden kommet en hel del nye kerneydelser

til, som afdelingerne skal tilbyde medlemmerne, og det er også gode

tiltag. Men jeg synes, at vi mangler at sætte fokus på en af de meget

vigtige ydelser, nemlig medlemmernes mulighed for at komme i kontakt

med os, når der opstår problemer, eller når de har spørgsmål af faglig

karakter.

HK skal være der, når medlemmerne har brug for det. Derfor er den

nuværende servicering ikke nok. Det er ikke nok, at vores medlemmer

kan komme i kontakt med os døgnet rundt via mitHK. Det skal også

være muligt at komme i kontakt med os via et call center. Andre organisationer

fører sig frem i medierne med, at de er der, når medlemmerne

har brug for det. Det skal vi også være.

Jeg håber, at kongressen vil bakke op om, at den nye hovedbestyrelse

hurtigst muligt tager initiativ til at få oprettet et call center. Det

gør det muligt for medlemmerne at rette kontakt til HK, også uden for

de åbningstider vi har nu, ude i afdelingerne.

Det kan ikke være rigtigt, at et visionært og udviklingsorienteret

forbund som HK ikke har et call center. Tak.

Delegeretnr. 442 Erik Lykke Hansen, HK København og formand

for Sam-Data:

– Jeg synes da også, at det var nogle udmærkede beretninger. Specielt

vil jeg godt bakke op om Karin, når hun taler om, hvor mange der vælger

det kedelige at fravælge HK. Vi har utrolig mange konkurrerende

organisationer, siger Karin. Og det er rigtigt. Det mærker vi specielt på

it-området. Mange er også fejlorganiserede.

Men i den forbindelse er vi altså nødt til at gribe lidt i egen barm.

Det må altså være, fordi der er nogle tilbud, som mangler i forhold til

at være medlem af HK. Jeg mener simpelthen, at de fejlorganiserede

og uorganiserede skal lokkes med nogle bedre tilbud. Jeg er helt sikker

på, at for stor set alle, der er til stede i salen i dag, er det ikke så meget

penge, om man er medlem af HK eller ej. Vi kender alle værdierne, og

vi ved, hvad det er værd. Og jeg tror sådan set, at om kontingentet var

1000 kroner om måneden, så ville alle os, der er her, være medlemmer.


Men sådan ser verden altså ikke ud udeomkring på arbejdspladserne og

uddannelsesstederne. I landsforeningerne gør vi et meget stort stykke

arbejde for at organisere folk. Og det er ikke, fordi jeg skal desavouere

vores eget arbejde ude på skolerne, men så længe man kan være

medlem og ikke betale noget forbundskontingent og tillige få en gratis

forsikring, så er det faktisk ret nemt at organisere folk.

Og så har vi fat i dem. Og så har vi heldigvis gennem hovedbestyrelsen

fået et forslag igennem om et intro-kontingent, når man har taget

en kompetencegivende uddannelse. Det er sådan set også udmærket.

Men når de seks måneder er gået, så opdager folk jo, at de skal til at

betale kontingent. Der har vi så et problem.

Eksempelvis kan jeg nævne, at HK for nylig har vundet en grænsenævnssag

i forhold til FTF og Finansforbundet på vegne af medlemmerne

i DM-Data. Problemet er bare, at nu er det HK, der har retten til

at overenskomstdække DM-Data og it-folkene der. Men der er stor set

ikke nogen, der melder sig over i HK. Hvorfor? Fordi, som én siger, han

mister 8.000 kroner på sin bilforsikring. Der må vi simpelthen sige, at de

forsikringstilbud, vi har gennem ALKA, bare ikke er gode nok. Det er ikke

kun it-folkene, vi har det problem hos. Vi mærker det også i dagligdagen

i forhold til freelancerne.

Så, John. Kære ven. Jeg synes, at du i en stille stund – det er ikke

sikkert, at du får det i de nærmeste dage – skal tage en snak med formanden

for ALKA. (Det er også John). Og måske nogle fra bestyrelsen i

forsikringsselskabet samt den administrerende direktør, som er til stede.

Du må sige, at nu må ALKA altså op på dupperne. Det kan ikke være

rigtigt, at vi skal være oppe imod vejrmøller i forhold til, at man kan tabe

så mange penge ved at melde sig ind i HK – alene på forsikringer.

Så, god arbejdslyst, John.

Delegeretnr. 256 Martin Skov Rasmussen, HK Odense:

– Jeg vil også gerne have lov til at sige tak for nogle rigtig gode beretninger.

Jeg er så nødt til at sige, at det er ikke derfor, jeg står her.

Jeg har en god ven, Poul Vinholt, og han var jo på talerstolen. Og

tak for de pæne ord, Poul, om mine forhandlingsevner. Du har nærmest

givet kongressen indtryk af, at det eneste, jeg går og bruger tid på, er

at være politisk tovholder for a-kassen. Og så har jeg faktisk et problem:

Jeg håber, at vi fusionerer med Svendborg afdeling her den 1. januar, og

hvis vi gør det, skal jeg faktisk ikke være politisk tovholder længere. Jeg

ved ikke, hvad jeg skal lave.

Jeg synes, at Poul havde et rigtig godt indlæg. Jeg synes måske, det

uheldige kunne være, at man godt kunne tolke det derhen, at man kan

negligere det arbejde, der foregår i a-kassen, og det synes jeg faktisk er

lidt uheldigt. Så det vil jeg godt slå et lille slag for.

Ude i vores afdelinger foregår der hver dag et rigtig godt fagligt og

kompetent arbejde i a-kasserne. Vores medlemmer får god rådgivning.

Hvis nogle af jer har tid til at nærlæse disse Benchmarking-rapporter, som

er lavet af akademikere, ja, så kan vi se, at vores kolleger i a-kassen udfører

et godt stykke arbejde. Man har nedbragt fejlprocenten år efter år.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 103


104

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

For at slå en lille krølle vil jeg sige, at i den sidste rapport har vi nogle billige

discountkonkurrenter ovre i Esbjerg, Dansk Lønmodtageres A-kasse.

De var også medtaget i rapporten. Hver tredje af deres sager, der var

udtaget til rapporten, indeholdt fejl. Det er en fejlprocent på 33 procent.

Det er altså noget, man kan tage og forholde sig til.

Der kan man se, at når man bliver behandlet i HK, er der stort set

ingen fejl, men hvis man bliver behandlet i en billigere discount-a-kasse,

er der mange fejl.

Hver evig eneste dag kommer der mange ind i vores a-kasse, som kun

er medlemmer af a-kassen. Det vil sige, at vi ikke har behov for at bruge

mange millioner på at lokke folk ind i HK eller for at tage med Poul

Vinholt ind på Vesterbro. For de kommer lige ind til os. Det eneste vi skal

gøre, er at finde en strategi for, at hver gang der kommer en, som kun

er medlem af a-kassen, skal vedkommende ikke gå derfra uden at få et

tilbud om at blive medlem af HK.

Jeg har en opfordring til jer: Husk nu, at a-kassen er lige så vigtig

en del af HK som vores faglige afdeling er. Uden vores a-kasse havde vi

måske ikke så mange medlemmer, som vi har i dag. Få en snak med kollegerne

i a-kassen og få en strategi for, hvordan vi sikrer os, at vi får flere

medlemmer, der ikke kun er medlem af a-kassen.

Der er én ting, vi altid skal huske på. Én ting, der er vigtigere end at

gå ud og hverve nye medlemmer. Det er at passe og pleje dem, vi har.

Delegeretnr. 420 Kristian Berggren, HK København og formand

for HK-Ungdom:

– Jeg vil også gerne starte med at sige tak for nogle rigtig gode beretninger,

og så vil jeg nok mest kommentere Karins beretning.

Karin, du var inde på, at det er utrolig vigtigt, at vi holder kontakten

til vores medlemmer, efter at de har endt uddannelsen. Det er vi i HK-

Ungdom fuldstændig enig med dig i. I HK-Ungdom har vi en tradition for,

at vi godt kan lide simple løsninger. Og HK-Ungdom tror, at en simpel løsning

i denne situation bliver at få ungdomskonsulenter ude i afdelinger.

Du har også – sammen med John – været inde på nedskæringerne

på skolepraktikordningerne. Det er et af de områder, der rammer HK-

Ungdom utrolig hårdt, for vi går op i, at vi skal have elevpladser til vores

unge aktive. Her må vi konstatere, at selvom vi har været med til at

samle 50.000 unge mennesker inden foran Christiansborg, så er regeringen

bare ikke til at få i tale.

Vi er helt enige i, at HK skal være med til at lægge pres på arbejdsgiverne

i form af, at de skal være med til at skaffe flere praktikpladser.

Til gengæld mener vi også, at vi er nødt til at feje for egen dør, før man

går ud og tager en stor kølle i hånden og slår arbejdsgiverne i hovedet.

Landet ligger sådan lige nu, at 22 af vores HK-afdelinger ikke har ansat

elever. Jeg vil så sige, at det er lidt grotesk, når vi samtidig punker arbejdsgiverne

og siger, at vi vil have flere elever.

Så var du inde på jobpatruljen. Og her er vi også helt enige i HK-Ungdom

i, at det er noget, vi skal støtte op om fremover. Det vil vi blive ved

at støtte op om, for det er et knaldgodt initiativ. Og det er en god måde


at komme i kontakt med eventuelle potentielle medlemmer, som ikke

har været i kontakt med fagbevægelsen før.

Men jeg synes, at der er en anden aktivitet, som du glemmer at

nævne i din beretning, og det er projekt synlighed. Det er denne her

kæmpestore røde lastbil, som de fleste af jer sikkert har set i det danske

sommerland. Den kører rundt med en masse unge energiske aktive, som

bruger hele eller dele af deres sommerferie på at lave frivilligt arbejde.

De prøver at skabe kontakt til unge mennesker rundtomkring i landet.

De sender postkort om det ind til afdelinger, og det eneste, afdelingerne

skal gøre med disse postkort, er at få fat i de elever og potentielle

medlemmer. Her må jeg så sige, at der har vi prøvet at se, om vi kunne

lave statistik. Men det har været utrolig svært for organisationen at

lave statistik på det. Så lige nu har vi en situation, hvor HK-Ungdom har

en utrolig masse ildsjæle, som mener de har lavet et kanongodt stykke

arbejde hen over sommeren, men vi ved egentlig ikke, hvad vi har lavet.

Vi kan ikke rigtig få at vide, hvor mange medlemmer vi har fået ud af

dette arbejde. Det synes jeg er helt grotesk. Det er simpelthen ikke godt

nok, at HK som organisation ikke støtter op om det ungdomsarbejde,

så unge også føler, at de er en del af bidraget med at skaffe flere medlemmer.

Jeg tror på, at flere ungdomskonsulenter kan være med til at

dæmme op for det her problem. Jeg tror også på, at flere ungdomskonsulenter

kan være med til at løse problemet med den negative udvikling

på dimittendområdet og faktisk skabe en positiv udvikling.

Så vil jeg gerne slutte med at sige tak til de folk, som har tilkendegivet,

at de vil støtte os, når vores forslag kommer op på tirsdag. Så håber

jeg virkelig, at kongressen vil træffe en ansvarlig beslutning og være

med til at sikre en god fremtid for HK, hvor vi fastholder alle de unge

medlemmer i organisationen. Tak.

Delegeretnr. 138 Marianne H. Elmgren, HK Varde-Grindsted:

– 80 procent af HK’s medlemmer er kvinder. Jeg kan roligt sige, at jeg er

medlem af et kvindeforbund, og jeg er stolt af det. På en måde ryster

det mig, at det ikke afspejler sig i talerrækken. Da jeg meldte mig til,

var langt, langt de fleste mænd. Det er ikke en kritik af mændene, der

kommer herop. Det er heller ikke en kritik af det, de siger. Jeg undrer

mig blot.

Jeg vil også gerne sige tak for tre gode og fyldestgørende beretninger,

som vi fik i går. Så vil jeg sige en stor og gigantisk tak til Mette

Kindberg for beretningen om ligestilling. Jeg blev meget glad for, at du

fokuserede på netop dette.

Ligestilling er vi stadig væk utrolig langt fra at have. Det er ikke

noget, der kommer af sig selv. Vi skal ikke regne med at vågne op en

skønne dag, og så er den her. Ligestilling skal der arbejdes med igen og

igen. Om igen og om igen. Uafladeligt. Vi skal hele tiden mindes om det.

Vi er mange, som i dag beskæftiger os med ligestilling. Jeg er en af

dem. Hvis I ser på min broche her: Fagbevægelsens lederuddannelse for

kvinder. Jeg startede i marts 2005 og regner med at blive færdig i januar

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 105


106

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

2007. LO traf en beslutning på sin kongres om, at for at få flere kvinder

i ledelse bliver vi nødt til at uddanne dem. Og det har de fuldstændig

ret i.

Vi skylder det også til de kvinder, som i tidernes morgen har arbejdet

for og sørget for, at vi i dag har valgret. At vi er myndige, også efter at

vi gifter os. At vi har forældreret over egne børn. At vi har ret til at uddanne

os. Alt sammen ting, som ikke er kommet af sig selv.

Vi skylder de kvinder at fortsætte, hvor de slap. Så derfor, Mette, en

stor tak til dig, fordi du vægtede ligestilling så meget i din beretning.

Tak, fordi du mindede os om, at der stadigvæk ligger et stort stykke

arbejde foran os. Måske er der alligevel en parallel imellem manglende

repræsentation i talerækken og ligestilling.

Delegeretnr. 325 Knud-Erik Hansen, HK Nordjylland:

HK har i mange år haft et godt internationalt arbejde både i forbund

og sektorer, men også ude i flere afdelinger. Som John sagde i sin velkomsttale,

har vi som forbund sat fingeraftryk både i lande i Europa og

i Afrika.

Det internationale arbejde er vigtigt. Det er vigtigt, fordi vi – ved at

være med til at støtte fagbevægelsen rundt omkring os, i lande både i

Europa og Afrika, i lande som ikke har tradition for en fagbevægelse

– kan vi være med til at bevare arbejdspladser i Danmark.

Det er ikke rimeligt, at danske arbejdsgivere spekulerer i at flytte arbejdspladser

ud til lande, hvor der sker social og miljømæssig dumping.

De sikkerhedsregler, vi har i dag i Danmark på arbejdsmiljøområdet, har

det taget os mange år at få gennemført. Vi har vi en forpligtelse til at

hjælpe arbejdere og fagbevægelsen rundtom i verden til at blive lige

så stærke, som vi er i dag, så de ikke udsættes for en masse miljøfarlige

ting.

Det er beklageligt, at HK på grund af mangel på økonomiske

resurser har været nødt til at skære ned på det internationale arbejde.

Jeg håber, at det internationale arbejde i HK vil have den nye hovedbestyrelses

bevågenhed, og at der så hurtigt som muligt – når økonomien

tillader det – vil blive tilført flere resurser til det internationale arbejde.

Vi har set, at regeringen har reduceret Danmarks ulandsstøtte, og

nu vil de også fjerne støtten til oplysningsarbejdet, hvad vi helt klart

må tage afstand fra. Solidaritet er for mange et forældet ord, men lad

os i HK vise solidaritet med arbejdere og fagbevægelse i andre lande,

hvor der er behov for det. Både for deres skyld, men også for vores egen

skyld.

Delegeretnr. 478 Ulla Moth-Lund Christensen, HK København:

– Først tak for beretningen. Globalisering lyder til at være en trylleformular,

som kan åbne alle døre til den fagre nye vidensverden. Livslang

læring har før været omtalt i den offentlige debat som den tavse uddannelsesrevolution.

Det er godt, at HK har fået fokus på det. Men vi kunne

være startet for lang tid siden.


LFHU, Landsforeningen For Højere Uddannelser, påpegede allerede for

to år siden den mulighed, der lå i Bologna-aftalen, som danner grundlaget

for livslang læring. Den aftale er fra 1999. EU fulgte opfordringen

op fra Bolonga og skrev den ind i strategi, som skal bringe Europa frem

mod vækst og velstand i 2010. Den strategi er omtalt som Lissabon-

strategien.

Mange af de aspekter, vi har hørt om i dag, har faktisk rod i Lissabon

strategien.

Regeringen kommer i august 2006 med en redegørelse med vurderinger

af realkompetencer. Det er mit håb, at HK vil indgå som en

aktiv part i denne proces til gavn for alle vores kolleger ude i landet. Og

netop fordi EU har spillet så stor en rolle i dette, skulle HK måske overveje

at følge lidt mere med i de processer og beslutninger, som ligger i

Bruxelles, og som vi hele tiden halter bagefter for at følge op på – eller

må vente på, at regeringen synes, at det er hensigtsmæssigt at informere

os om dem.

Jeg har også et andet punkt – og det er det faldende medlemstal.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt træt af at høre om faldende medlemstal

uden samtidig at høre, hvad HK så har tænkt sig at gøre. Jeg hilser

derfor med meget stor glæde initiativet fra HK/Privat og HK HANDEL

velkomment.

Jeg vil ikke sælge HK, men derimod gerne organisere i HK. Der er

en forskel, og det handler om et gammeldags ord som solidaritet. Vi er

fem HK’ere, som lige har været på hvervningskursus i England, og måske

kunne HK lære noget her. Bare det, at der er en overordnet, samlet

strategi for medlemshvervning, ville jo være en god start.

Jeg er stolt af at være HK’er, jeg er stolt af mit forbund, og det må

gerne holde længere end min tid ud.

Delegeretnr. 48 Inge Meyer, HK Århus og formand for branchesektionen

It, Medie og Kommunikation:

– Fra It, Medie og Kommunikation vil vi gerne opfordre til, at hele HK

sætter fokus på tillidsrepræsentanternes vilkår. Mette Kindberg sagde i

går i sin beretning, at der har været en stigning på syv procent i valgte

tillidsrepræsentanter inden for HK, og det er jo godt.

I den branchesektion, jeg repræsenterer, ser vi desværre en meget

negativ tendens. Tillidsrepræsentanterne får vanskeligere og vanskeligere

vilkår. Vi har tillidsrepræsentanter, som forfølges på arbejdspladserne

af arbejdsgiverne. De overvåges i dagligdagen, de afskediges! Og nogle

arbejdsgivere mener, at tillidsrepræsentantarbejdet udelukkende er et

fritidsjob.

Vi oplever, at det er blevet sværere at få valgt tillidsrepræsentanter

på virksomhederne, når mangeårige, stærke tillidsrepræsentanter forlader

virksomhederne for at gå på efterløn eller blot rejser fra virksomhederne.

Der er sjældent kamp om pladsen som tillidsrepræsentant.

Vi skal i HK gøre det attraktivt at blive valgt som tillidsrepræsentant.

Vi skal sikre vores tillidsrepræsentanter bedre vilkår. Det er en opgave

for hele HK. Tak.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 107


108

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Delegeretnr. 439 Christian Grønnemark, HK København:

– Jeg vil også takke for nogle glimrende beretninger. Det, som får mig

på talerstolen er et ganske lille ord, som er i udtalelsen. Det er et ganske

lille ord på tryk, men når man folder det ud, rummer det betydelige

menneskelige og økonomiske resurser. Det er ordet arbejdsmiljø.

Jeg synes, at det er for lidt, at der blot står arbejdsmiljø i udtalelsen.

Jeg mener, at ordet skal bredes ud – alene af den grund, at vi har

en regering, hjulpet af Dansk Folkeparti, som prøver at glemme dette

ord, glemme denne lov. Så jeg vil opfordre til, at vi får foldet ordet arbejdsmiljø

ud og får det detaljeret.

Jeg vil også lige minde om, at regeringen og Dansk Folkeparti, mens

den har siddet, har lavet massive forringelser inden for arbejdsmiljøet.

Det første, regeringen gjorde, var at fjerne over et hundrede tilsynsførende

i Arbejdstilsynet. Derudover har den formået at nedlægge

Bedriftssundhedstjenesten, BST. Der er sket afgørende forringelser af

valgregler i forbindelse med valgene af sikkerhedsrepræsentanter. Også

uddannelserne inden for sikkerhedsområdet er forringet.

Hvis det ikke er muligt at folde ordet ud, vil jeg bede om, at det i

det mindste bliver delt op, så der står fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Jeg

kommer fra den offentlige sektor, og det psykiske arbejdsmiljø betyder

meget i vores område. Jeg kan nævne, at områder som stress, mobning

og sexchikane er noget, vi dagligt møder i vores faglige arbejde.

Hvis kongressen er enig i det, så kan I eventuelt give en klapsalve

på det.

Mens jeg er heroppe, vil jeg gerne give en kommentar til Sven

Andersen – den udmærkede formand for AF-konsulenterne på statens

område. Sven, jeg kender dig som en meget fornuftig mand, der vil samarbejde

og også mestrer det at være pragmatisk. Derfor synes jeg, det

er ærgerligt, at du åbner op for debatten om HK/Kommunal og vores

bekymring inden for beskæftigelsesområdet.

Vi har haft et glimrende samarbejde i den forgangne tid – tværfagforeningsmæssigt

– på dette område. Og jeg vil da opfordre til, at vi

fortsætter det gode samarbejde og lægger den der problemstilling død.

Lad os komme videre og få arbejdstøjet på. Vi skal til at samarbejde om

beskæftigelsen mellem stat og kommune. Så det vil jeg opfordre til her

fra talerstolen. Tak for det.

Dirigenten mindede Christian Grønnemark om, at forslag til ændringer

i udtalelserne skulle foreligge skriftligt og afleveres til dirigenterne

inden frokosten.

Delegeretnr. 11 Thora Stævnsbo Petersen, HK/Stat:

– Som alle andre vil jeg også sige tak for tre gode beretninger. Jeg vil i

sær takke Mette for hendes store flotte arbejde omkring ligestilling og

for hendes fokusering på ligestillingsarbejdet. Ikke mindst arbejdet med

ligeløn. Her er jeg helt enig med Mette i, at regeringens forslag til ligelønstatistikker

er ganske utilstrækkeligt. Ja, det er mere end dårligt.

Til gengæld hilser vi velkomment, at HK har udviklet ligelønsværktøjer.

Vi er glade for i HK/Stat, at vi i nu to år har været med i HK’s egen


lønstatistik. Det er vores medlemmer og vores tillidsrepræsentanter

også. De høje svarprocenter taler deres tydeligt sprog, og det er vi stolte

over.

De nye ligelønsværktøjer bygger jo på de lønoplysninger, som

medlemmerne og klubber sender ind. Og de høje svarprocenter er med

til at give en høj sikkerhed for – og det er et godt udgangspunkt – en

ligelønsstatistik, der er valid.

Vi går i Danmark og tror, at vi er det mest ligestillede samfund, men

det er noget af en myte.

Danmark har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Det

har vidtgående konsekvenser for både ligelønnen og ligestillingen i

Danmark. Undersøgelser peger på, at uligelønnen mellem mænd og

kvinder, kvinders overledighed og de gammeldags forestillinger om,

hvad mænd og kvinder kan arbejde med, hænger sammen.

Derfor er det også bekymrende, at vi i forbindelse med strukturomlægningen

af hele beskæftigelsesindsatsen, ser, at hele ligestillingsarbejdet

bliver klemt, når det bliver kommunaliseret. Det har vi

haft nogle initiativer omkring over for beskæftigelsesministeren og

arbejdsmarkedsudvalget, hvor vi har efterlyst, hvordan man kan sikre, at

ligestillingsarbejdet bliver ført videre. Men det har den gode beskæftigelsesminister

ikke kunnet give særlige tydelige svar på, fordi det ikke er

noget, der har særlig høje prioriteringer i hans verden.

På samme måde kan man sige det med hensyn til omlægningerne

med de store strukturreformer: Både forsvarsforliget, kommunalreformen

og opgaveflytningerne i den offentlige sektor har vidtrækkende

konsekvenser. Og jeg skulle hilse og sige, at der ikke er tænkt på køn

her. Og så skal man huske, at 77 procent af de ansatte i den offentlige

sektor altså er kvinder. Så det kan risikere at sætte ligestillingen, og

dermed også kampen for ligeløn, tilbage.

Der er hårdt brug for, at vi sætter fokus på dette område. Ligestilling

og ligeløn kommer ikke af sig selv. Vi har haft lovgivning på området i

mange år – ja, vel i 30 år på ligelønnen. Alligevel slås vi stadigvæk med

den lille forskel.

Så jeg mener, at det kræver, at vi som det største kvindeforbund

sætter meget mere synlig fokus og lægger meget mere vægt på dette

arbejde. Ligestillingsarbejdet trænger til et voldsomt løft – til en saltvandsindsprøjtning.

Vi kan simpelthen ikke leve med, at der ikke bliver

gjort noget ved dette her arbejde. Tak.

Delegeretnr. 210 Caja Olsen, HK Sjælland:

– Kære John, jeg er glad for, at du i din beretning kommer ind på integration

og på, hvor svært det er for de etniske danskere at komme ind

på det danske arbejdsmarked.

HK har i flere år arbejdet for etnisk ligestilling på det arbejdsmarkedspolitiske

område. Du nævner, at HK har 16.000 medlemmer af

anden etnisk baggrund end dansk. Og HK oplever endda en medlemsfremgang

for denne gruppe, og det er rigtig godt.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 109


110

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Vi skal tale meget mere om etnisk ligestilling i morgen. Men jeg har to

spørgsmål til dig, John: Hvor mange unge med anden etnisk baggrund

end dansk har praktikplads i HK? Og, hvor mange med anden etnisk

baggrund end dansk er ansat i HK?

Delegeretnr. 375 Anne Marie H. Kverneland, HK København:

– Jeg vil også gerne sig tak for tre gode beretninger. I kom langt omkring.

HK er en aktiv fagforening. Jeg er stolt af, at vi laver så meget

arbejde på uddannelsesområdet. Jeg er stolt af det, vi gør på ligestillingsområdet.

Jeg er stolt af vores arbejde for integration. Jeg er stolt

af, at vi har den juridiske hjælp til vores medlemmer, som i denne her

periode har givet 1,6 milliarder kroner til vores medlemmer. Jeg er stolt

af, at vi nu tager fat på det store emne, som globalisering er, fordi det

er meget nødvendigt. Kort sagt – hvis ikke I var klart over det – så er jeg

stolt af at være HK’er.

Men det betyder ikke, at der ikke er noget at kritisere eller kommentere.

Karin fortalte blandt andet om mitHK.dk og alle dens fordele.

For andet år i træk skal vi via mitHK.dk registrere vores lønoplysninger.

Lønstatistikken er et fantastisk redskab, men det er ikke fantastisk, at

serveren – i en periode, hvor vi skal indrapportere vores oplysninger

– bliver lukket ned. Det skaber frustrationer, i hvert fald på min arbejdsplads.

Tiden må være ovre for børnesygdomme.

Så var der også agitationen: Flere overenskomster, flere medlemmer!

Det at hverve medlemmer lader til at være blevet til en større videnskab.

Karin snakkede godt nok om, at det skulle være på den gammeldags

facon, hvor man kommer ud til både kommende og nuværende

medlemmer. I dag er det åbenbart blevet så svært, at vi må sætte dyre

projekter i værk. Jo tak, flere overenskomster, flere medlemmer. Det er

muligt, at jeg er gammeldags, men jeg troede altså, at det var almindeligt

fagligt arbejde.

Tillidsrepræsentanter er rygraden i HK – tak for rosen. Men det er

jo så ikke nok. For hvor er alle I andre? Det er nødvendigt at forstå for

vores organisation, at troværdighed ikke kan afleveres på en mail. Alle

valgte skal ud blandt medlemmerne og være med i det faglige arbejde.

John kommenterede i sin beretning LO-samarbejdet på en måde,

som ville gøre en FN-diplomat misundelig. Det var alt for pænt. Jeg vil

derfor bruge anledningen til at spørge Dennis Kristensen: Hvad er det,

du vil? Hvis du vil tages alvorligt, bliver du nødt til at opføre dig som

en ansvarlig formand. Ja, du er tilmed medlem af forretningsudvalget i

LO. Du må godt nok have et stort behov for at komme i medierne, siden

du er villig til at ødelægge så meget for den LO-familie, du i hvert fald

stadig er medlem af. Tag diskussionen internt som et mandfolk, Dennis,

hvis du er et. Tak.


Delegeretnr. 385 Rolf Chr. Hoff Hansen, HK København:

– Efter den bragesnak kan det være, at I synes, at dette er et meget lille

emne. Men alligevel er det vigtigt. Vi har igennem beretninger her fra

talerstolen gennemgående hørt om ulighed, vi har hørt om solidaritet

med de svageste.

Vi har i HK en svag gruppe. Faktisk kan man se på kroner og øre,

hvad det er for en gruppe. Det er de merkantile elever, det vi i gamle

dage kaldte kontoreleverne. Ved at sidde og blade i de gamle overenskomster

slog det mig pludseligt, at forskellen mellem de traditionelle

kontorelever – de merkantile – og de kortere videregående er blevet

stadig større. Det er en forskel, som faktisk er begyndt at ligne noget.

Senere på kongressen skal vi tale om kontingenter for de forskellige

grupper. Det her kan være lidt tankevækkende i forhold til, hvordan vi

har lagt det til rette for vores elever. Hvis jeg tager udgangspunkt i 1990

i overenskomsten, var forskellen mellem de to elevgrupper 1200 kroner.

Det vil sige, at der var 17 procents forskel. I 2005 er forskellen vokset til

2.811 kroner – på 15 år er forskellen nu blevet over 25 procent.

Jeg synes, at man måske, når man forhandler disse overenskomster,

burde overveje ikke kun at øge elevsatserne med en procentsats. Hvis I

regner efter, kan I se, at det er faktisk det, der er sket. Hvis vores flotte

ord og vores henstillinger om ændringer i den store verden, også gælder

os selv, så bør vi næste gang, der forhandles overenskomster, kigge på,

om de bare har hævet satserne med en procentsats. Og så gøre noget

ved det.

Delegeretnr. 507 Per Bergenhagen, HK Horsens:

– Kære delegerede, kære formandskab. Tak for tre gode beretninger

– man kunne jo se, hvordan begejstringen lyste. Det er imponerende.

I skulle have en tur mere, er jeg sikker på.

Vi har lige sunget en sang her til morgen om, at man skal sige fra

over for at sige ligesom alle andre. Det tror jeg også, at HK skal passe

på. Når du, John, i din beretning på den ene side hopper med på vognen

om, at der vil være mangel på arbejdskraft. På den anden side taler du

om, at det også er svært for de 58-årige at få et job osv. osv. Det grå

guld kan simpelthen ikke få arbejde. Demografiens udfordring: De store

årgange er ved at være ude, de små årgangen er ved at komme ind, så

vi må hæve pensionsalderen, så vi kan holde på dem lidt længere – dem,

som i øvrigt ikke kan få arbejde som 58-årige. Jamen det hænger jo ikke

sammen, kære mand!

Vi har en masse ældre, der ikke kan få job. Vi har 170.000 ledige,

og så lader vi os alligevel forblinde af, at vi må gøre noget. Vi må gøre

noget, fordi der er mangel på arbejdskraft. Det er svært for os andre at

skulle forklare ude i det ganske land, at det her er et alvorligt problem:

Vi mangler arbejdskraft, vi skal kigge på efterlønnen, vi skal hæve

pensionsalderen. Den går jo ikke.

Arbejd på, at vi kan bruge vores kolleger, indtil de er 60 år, og understøt

så den resurse, der p.t. går rundt og er ledig. Der er 170.000, hvoraf

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 111


112

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

langt størsteparten gerne vil ind på arbejdsmarkedet. Så behøver vi ikke

gøre andet Så drop den diskussion om personalemangel.

Og så til noget helt andet. Omkring formidling af arbejde: Kommune

eller AF? Ja, men sammen kan de vel aldrig blive ringere! Det der

med, at man i LO kredse er bange for, at man alene laver en kommunegrænseanvisning,

virker efterhånden lidt stereotyp at høre på.

Jeg ved ikke, hvor tit AF i Silkeborg anviser job til stillinger i Nordsjælland

osv., skal jeg sige. Men hvis ikke der er tale om et varigt job, er

det vel også værd at overveje, hvor meget den lille familie skal piskes

rundt i lille Danmark. Jeg ved ikke med jer i salen, hvor mange der har

flyttet job fra den ene landsdel til den anden, måske for fem-seks måneder,

for så blive sendt tilbage på et tidspunkt.

Du siger også, John Dahl, at du var bekymret for beskæftigelsesindsatsen

i den nye kommunale struktur og frygter, at indsatsen kunne blive

nedprioriteret. Så er der et eller andet, der er gået galt i min barnevisdom.

Hvad i alverden skulle være incitamentet til at beholde ledige på

kommunal forsørgelse? En forklaring kunne egentlig godt ønskes.

For at summere op: Hold op med at eftertale de gængse udsagn.

De rykker ikke! Tal ordentligt og præcist om både den statslige og den

kommunale jobanvisning. Forfald ikke til de der andenhåndsretorikker.

HK har medlemmer begge steder, og de forventer at blive bakket op af

deres HK-forbund.

Og så synes jeg i løsningsforslagene til, hvordan vi klarer nogle af de

her ting, at vi skal bevæge os ud over det med at genindføre skolepraktikken.

Det er fint, hvis vi kan det, men der er også andre muligheder.

Gå mere konkret ind i tilbud til de mange, der ikke har et job. Det

må være formasteligt at gå rundt og være ledige og så høre på, at ”hold

op, hvor vi mangler arbejdskraft”. Jeg tror faktisk, at alle de resurser, vi

mangler, er der. Og så er behovet for os, der allerede er på markedet,

måske ikke så stort og presserende, som det politisk bliver præsenteret.

Nu kunne vi ikke rigtig få lov til at kommentere på Helle, men jeg

møder hende nok en anden dag. Jeg synes desværre, at HK hopper lidt

med på vognen i nogle af de ting, som ikke giver sammenhæng ude i

det virkelige liv.

Hvis nu jeg havde holdt det her indlæg hjemme i min egen kreds

– Vejle Amt – så ville jeg have sluttet med: Og så er den ged jo barberet!

Fortsat god kongres.

Delegeretnr. 293 Lina Charlotte Olsen, HK Nordsjælland:

– Der er blevet sagt en del om tillidsrepræsentanternes vilkår allerede,

og jeg vil gerne knytte en kommentar til Mettes beretning omkring uddannelse.

Som Mette nævnte, har vi rigtig gode muligheder for uddannelse

og et rigtig godt kursusudbud. Jeg er i den heldige situation, at jeg sammen

med en håndfuld andre – som også er her – er med i et pilotforløb

i akademiuddannelse i ledelse. Vi er næsten halvvejs i forløbet. Det er et

rigtig godt tilbud, og allerede nu kan vi se, hvor god gavn vi har af det,

vi har lært, når vi skal sparre eller matche vores ledelse.


Vi kan bedre komme med gode input og kommentarer. Vi kan også

være på forkant i forhold til, hvordan man tænker ledelse. Vi har mulighed

for at stille kritiske spørgsmål og selv komme med konstruktive

ideer til, hvordan vi kan gøre vores virksomhed bedre.

Så er det så sådan, at der er kommet nogle knuder i forløbet. Vi har

fundet ud af, at der er blevet nedprioriteret i vores uddannelsesforløb,

og det er vi selvfølgelig meget kede af, fordi vi er meget glade for

forløbet. Vi havde en forhåbning om, at vi kunne gøre vores uddannelse

færdig.

Vi fik så vores næste fag, som vi er i fuld gang med, i en lidt beskåret

udgave. Det kan vi desværre godt mærke, fordi vi ikke kommer til at

møde så ofte som tidligere. Det går selvfølgelig ud over kvaliteten af

uddannelsen.

Jeg vil gerne spørge: Hvordan sikrer vi, at vi kan følge med på de nye

ledelsesprincipper, som hele tiden kommer? Og hvordan kan vi fortsat

være professionelle i forhold til at matche vores ledelse? Hvordan kan vi

give vores tillidsfolk den ekstra ballast, det er, og også give motivation

til erfarne tillidsfolk, som skal have det her ekstra krydderi i forhold til at

kunne matche ledelsen?

Vi mangler selvfølgelig på holdet en afklaring af, hvad der skal ske.

Men vi ved, at der er noget i gang i kursusafdelingen. Jeg kunne godt

tænke mig at høre, hvordan prioriteringerne er i forhold til at klæde

tillidsfolkene endnu bedre på, end vi gør i dag. Det er vigtigt, hvis vi

skal være rigtig gode til at matche ledelsen og til at gøre gavn for vores

kolleger. Tak.

Herefter gav dirigenten ordet til John Dahl:

– Jeg har såmænd – lige inden I går til frokost – et reklamefremstød.

Vi har gjort meget ud af at understrege, at hvis vi skal vinde slaget om

globaliseringen, er det tvingende nødvendigt, at vi investerer i uddannelse.

I HK er det ikke bare noget, vi nøjes med at tale om ved festlige

lejligheder. Det tager vi faktisk helt alvorligt.

Derfor har vi også investeret i et helt nyt produkt til vores medlemmer.

Vi har udviklet et værktøj, som vi er meget stolte af at kunne

præsentere for jer her på kongressen – det drejer sig om elektronisk

karriereplanlægning. Det er i den sammenhæng det sidste skud på stammen

af HK’s kerneydelser.

Værktøjet giver medlemmerne en mulighed for at få overblik over

deres kompetencer, og hvilke krav der stilles på arbejdsmarkedet. Og

sidst, men ikke mindst, får de mulighed for at opstille en plan for,

hvordan de kan virkeliggøre deres karrieremål. Værktøjet kommer til

at hedde minKarriereplan, og det åbnes for vores medlemmer i januar

2006.

Vi har fundet, at det var naturligt at præsentere det for jer allerede

nu her på kongressen, og de af jer, der har lyst til at se det på storskærm

her i salen, skal ofre et kvarter af jeres frokostpause i dag. Præsentationen

foregår nemlig i tidsrummet kl. 13.45-14.00 her i salen.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 113


114

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Hvis I derudover får lyst til at lege lidt med værktøjet, kan I besøge

it-standen på første sal her under kongressen. Der vil minKarriereplan

være installeret på pc’erne, og der vil være kolleger, som vil vise det

frem og fortælle om de mange muligheder, det rummer. Rigtig god fornøjelse.

Herefter var der frokost kl. 12.00

Mødet blev genoptaget kl. 14.00

Dirigent Birgit Rasmussen overtog ledelsen af mødet. Hun bad om at få

talerlisten til beretningsdebatten lukket. Flere, der ønskede ordet, skulle

melde sig i løbet af de følgende fem minutter.

Delegeretnr. 462 Heidi Føhns Sørensen, HK København:

– Jeg vil gerne starte med at sige tak for beretningerne, og så vil jeg kort

kommentere den del, som du berørte, John Dahl, vedrørende partistøtte.

Her er mit blod kommet lidt i kog. Som du sagde i den del af beretningen,

der vedrører partistøtte, er det noget med, at vi skulle åbne op

og støtte mere bredt. At vi skal støtte flere partier, end vi traditionelt

har støttet, og at vi så også kan gå ud og støtte enkeltpersoner.

Jeg kan kun give Ole Carlsen helt ret i de holdninger, han kom med.

Jeg medgiver, at vores medlemmer, inklusive mig selv som almindelig

tillidsrepræsentant, er mangfoldige rent politisk. Men jeg mener, at vi

er inde på en meget farlig glidebane. Jeg ser et skrækscenarium med

amerikanske tilstande, for at male det stort på væggen, hvis det er, at vi

åbner op for sluserne og siger, at det skal være fra sag til sag, og nu skal

det være enkeltpersoner, der så at sige skal være i lommen på os.

Jeg ser lobbyisme, når det er værst, hvis vi igen kaster et øje på,

hvordan det foregår i USA. Det er meget uigennemskueligt – også for

medlemmerne. Hvad er det, de skal forholde sig til? Og så ser jeg ikke

mindst, at det ender med ikke at blive særlig demokratisk, og det burde

være en af de dyder, vi værdsætter – indtil videre.

Jeg tror, at vi som fagforening gang på gang kommer ud i en svær

opgave med, hvis vi skal forklare fra sag til sag, hvorfor vi har støttet én

i stedet for en anden. Jeg ser for mig, at HK bliver bestormet med mails.

Hvordan har man egentlig tænkt sig at administrere det? Hvem skal

beslutte, hvem vi skal støtte?

Jeg frygter ligesom Ole Carlsen, at vi får endnu flere udmeldelser,

ligesom vi oplevede det, da vi støttede Socialdemokraterne og til venstre

for midten. Jeg er helt enig i, at vi skal agere på den politiske scene, og

at vi skal påvirke alle tænkelige kanaler på alle områder, der påvirker

vores medlemmer i deres dagligdag. Men jeg er ikke enig i, at det er en

god idé, at der er penge imellem. Som en fra sektorbestyrelsen sagde:

Det går aldrig godt, når der er penge mellem mennesker.

Det vigtigste er også, at vi ikke kommer til at gå på kompromis

med vores kongstanker og de værdier, som vores bevægelse faktisk har

bygget på. Vi kan ikke tækkes alle, og vi skal ikke ligge under for tidens


trend, hvor vi pludselig skal skyde med spredehagl. Nej, det er jeg ikke

enig i. Jeg tror, at det er vigtigt nu, at vi som fagbevægelse viser, hvor

vores holdninger er, og at vi står ved dem.

Det er jo det, der langt hen ad vejen gør medlemmerne – inklusive

mig selv – trygge, at jeg ved, hvor jeg har min fagbevægelse. Også når

det drejer sig om holdninger.

Jeg synes i det hele taget også, at der har været en meget, meget

kedelig debat for nogle år siden, da man gjorde det meget, meget

odiøst, at vi har historie for at støtte partierne til venstre for midten.

Det er jo egentlig meget enkelt efter min mening. Det er jo der, hvor de

holdninger er, som vi har, og de ting, vi gerne vil have igennem for vores

medlemmers skyld. Det er jo mange gange den side af det politiske

spektrum, der har tilgodeset vores holdninger.

John Dahl, så synes jeg, at det var modsatrettet, at du på den ene

side siger – det læste jeg i hvert fald i en avis – at der ikke er noget til

hinder for, at vi kan gå ind og støtte De Konservative og Venstre, og

måske også Dansk Folkeparti, hvis de har nogle enkeltsager, som vi kan

drage fordel af. Samtidig siger du, at Venstre og De Konservative får

så rigeligt. Så forstår jeg ikke, hvorfor vi skal gå ind og give dem flere

penge. De får jo netop så rigeligt.

Så vil jeg sige til dig, Poul Vinholt, at jeg er meget enig i den del af

dine udtalelser, som gik på akademikere. Det har altid været en af mine

kæpheste, det, at vi som HK’ere er nødt til at arbejde på arbejdspladserne

som tillidsrepræsentanter og vise, at vi ikke er en slagvare, men

at vi er lige så forskellige og unikke i vores kompetencer som andre

faggrupper.

Vi i HK har prøvet at påvirke tillidsmandskolleger og ledelser til at

forstå, at de skal droppe denne der rygmarvsrefleks, der viser, at man

vælger en akademiker, fordi det nok er mere sikker satsning. Vi skal

stå i front som fagforening. Det kan ikke nytte, at der ikke er overensstemmelse

mellem ord og handling – at vi som forbund ansætter en

akademiker, hver gang der skal laves en undersøgelse. Jeg mener bare,

at der skal være overensstemmelse mellem ord og handling.

Jeg vil også gerne sige til Marianne Elmgren og Mette Kindberg, at

jeg er meget glad for, at ligestillingen også blev sat på dagsordenen.

Dirigenten noterede sig, at der var 18 tilbage på talerlisten til beretningsdebatten,

nu hvor talerlisten var lukket.

Delegeretnr. 470 Lisbeth Holm Petersen, HK København

og Dansk Laborantforening:

– Jeg vil starte med til at sige tak til John, Karin og Mette for tre gode

beretninger. I sagde, at Danmarks resurse og råstoffet sidder mellem

ørerne. Det er jeg fuldstændig enig med jer i. Derfor synes jeg, at det

er godt, at der i kongresudtalelsen er fokus på manglen på efter- og

videreuddannelse.

Det vil sige, at det påpeges, at regeringen nedprioriterer dette

område, selvom selv samme regering har sagt, at Danmark skal være et

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 115


116

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

vidensamfund, hvor forskningen skal styrkes, og hvor vi alle skal indstille

os på livslang læring.

Ja, regeringen siger ét, men gør åbenbart noget andet. Som sagt

er jeg glad for, at manglen på efter- og videreuddannelse står nævnt i

kongresudtalelsen. Men jeg synes, at der mangler et enkelt ord i afsnittet,

nemlig forskning.

Det vil blive et fokusområde i fremtiden, og for 10.000 laboranter er

det faktisk allerede hverdag. Og vi har også svært ved at få relevant efter-

og videreuddannelse, hvis vi altså overhovedet får lov til at komme

af sted.

Derfor har jeg lavet en tilføjelse til kongresudtalelsen, og den har

dirigenterne modtaget, så jeg vil ikke trætte jer med at læse den op.

Bare sige tak for ordet.

Tilføjelse af ordet forskning til linje 32-33, så de lyder: Stadig færre

HK-medlemmer får den efter- eller videreuddannelse i it-teknologi,

forskning, sprog eller økonomi, som de har brug for.

Delegeretnr. 112 Søren Jacobsen, HK Vendsyssel

og formand for Danske AkademiMerkonomer:

– Kære delegerede, jeg vil gerne sige mange tak for, at I stemte for i går,

at jeg kunne fortsætte i resten af kongressen. Jeg er nemlig en af dem,

der går over i den nye organisation SKAT her pr. 1. november.

Jeg står egentlig i en sjov situation, for i øjeblikket tilhører jeg

HK Kommunal, på tirsdag ryger jeg over i HK Stat, men det er Dansk

Told- og Skatteforbund, der har forhandlingsretten. Jeg har så garderet

mig, jeg har nemlig taget dobbelt medlemskab. Det håber jeg, at der er

mange, der gør.

Jeg vil gerne sige tak til John, Karin og Mette for tre gode og fyldestgørende

beretninger. Der var især tre ting, som gik mig til hjertet.

Den første ting var medlemstilbagegangen, den anden ting var uddannelse,

og den tredje var Johns kommentarer omkring vores regering.

Det er jo ikke bare HK, der har haft tilbagegang i den senere tid, det

er jo fagbevægelsen generelt desværre. Jeg hører nogle gange fra unge,

at det der med klassekamp og 1. maj, det er ikke så in mere. Der er sågar

nogle af dem, der i stedet for 1. maj siger: Mig først! Det er ikke så godt,

når vi kigger på, hvad vi står for.

Men det er ungdommen, der er vores fødekæde, og hvor er det dejligt

at se HK-Ungdom her med deres stand. Dem kan vi godt lære noget

af og gå ud på gader og stræder og agitere i stedet for bare at snakke.

De gør et stort stykke arbejde.

Hvor er det så lige, vi finder de mennesker? Jo, det er på handelsskolerne.

De lokale brancheklubber gør et stort stykke arbejde i at gå ud

på handelsskolerne for at skaffe nye HK-medlemmer. Det er der, der er

mange, rigtig mange. De deler brochurer ud og holder foredrag.

Der er sågar nogle skoler, selvom vi har HK’ere siddende i bestyrelsen,

hvor de ikke må komme ind. Men det er vi ved at tage hul på, så

der er ved at ske noget på den side. Jeg mener, at de unge virkelig er


ildsjæle – de er HK’s sælgere. Det er dem, der skal skaffe os vores nye

medlemmer, ligesom tillidsrepræsentanterne er de dem, der har fingrene

nede i gryden.

Disse personer gør et ulønnet stykke arbejde, fordi de tror på HK’s

idealer og det, som HK står for. Vi har et lille problem, fordi midlerne

blev fjernet på den ekstraordinære kongres i 2003, hvor man gik ind og

sagde, at brancheklubberne ikke kunne opkræve kontingent mere. Man

har dog fået samme beløb i 2004 og 2005, som man gjorde ultimo 2003.

Men jeg har en lille uheldig oplevelse, som jeg gerne vil fortælle jer om:

Jeg kommer fra Landsforeningen af Dansk Akademimerkonomer,

og vi har en ekstrem god brancheklub i Aalborg – nu Nordjylland. De er

meget, meget effektive. Der sker desværre det, at jo flere medlemmer

de skaffer, jo færre penge bliver der til det enkelte medlem, fordi det er

opgjort pr. 31.12.2003.

Hvis vi prøver at sammenligne HK med en handelsvirksomhed, hvor

omsætningen går ned. Hvad er det første, man gør? Man ser lidt på omkostningerne,

men jeg tror ikke, det første, man gør, er at fyre sælgeren.

Det er det, jeg er bange for, at HK er på vej til, hvis vi fjerner grundlaget

for disse ildsjæle til at udføre et stykke gratis arbejde. Jeg er bange for,

at de mister lysten på et tidspunkt.

Jeg vil sige med hensyn til Johns udtalelser om regeringen, at jeg har

hørt, at en i regeringen har udtalt, at med den opposition, man har, er

det op ad bakke. Så er det, at jeg i mit stille sind går og håber og tror

på, at nu vil det gå ned ad bakke for dem. Men om det virker sådan, det

ved jeg jo ikke.

Erik Lykke fra Sam-Data var oppe og nævne billige forsikringer. Der

kan jeg sige for mit vedkommende, at man kan få betydelige billigere

forsikringer. Jeg vil ikke nævne navne, men opfordre til, at det er noget,

man kigger på. Tak for ordet.

Delegeretnr. 309 Birgitte Ussing, HK Nordjylland og næstformand

i Dansk Lægesekretærforening:

– Jeg vil også godt takke for tre gode beretninger, hvor der blandt andet

blev sat fokus på arbejdsmiljøet.

Lægesekretærerne på landets sygehuse er en gruppe, der har det

hårdt i øjeblikket. Forventningerne til elektroniske patientjournaler har

fået politikere og sygehusledelser landet over til at konkludere, at antallet

af lægesekretærer på landets sygehuse kan reduceres væsentligt.

Derfor er der flere steder allerede nu taget flere elever ind på landets

sygehuse.

Lægesekretærerne er også en gruppe, hvor mange er plus 55. Og

de få elever, vi har, kan allerede nu ikke opveje den mangel, vi har på

lægesekretærer. Samtidig er lægesekretærgruppen af både tillidsrepræsentanter,

af HK og af arbejdsgiverne opfordret til at tage nye opgaver

til sig for at have fortsat berettigelse på landets sygehus.

Status på situationen er i øjeblikket, at vi har taget nye opgaver,

men har stadig de gamle. Vi kan ikke rekruttere uddannede lægesekretærer,

og vi har mange vakante stillinger. Alt dette gør, at lægesekretær-

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 117


118

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

gruppen har helt uacceptabelt meget ekstraarbejde, og det bekymrer

mig som fællestillidsrepræsentant på et stort sygehus og som næstformand

i Dansk Lægesekretærforening.

En undersøgelse af merarbejdet for basissekretærerne på Aalborg

Sygehus det første halve år af 2005 viste, at vi havde haft 10.091 over-

arbejdstimer. Det svarer til 11 fuldtidsstillinger. Dertil kommer så det

markante overarbejde for vores ledende lægesekretærer. Det er uholdbart.

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at HK arbejder for, at elevtallet

sættes op – ikke kun på sygehusområdet, men på hele det offentlige

område.

Delegeretnr. 447 Karla Helle Kirkegaard, HK København:

– Jeg vil også gerne sige tak for en, to, tre gode beretninger. De var

gode, klare i mælet, og det er noget, jeg sætter pris på.

Når man skal rundt om så meget, og så meget relevant, så tager det

tid. Og jeg må indrømme, at jeg blev lidt øm i enden i går af at sidde på

de stole under de forhold, vi sidder i.

Men når det så er sagt, er det Mettes del af beretningen om ligestilling,

der får mig herop. Det undrer mig, at der ikke har været flere på

for at tale om ligestilling. Da jeg indskrev mig, var der to, der havde sagt

noget. Og efter at jeg indskrev mig, har der været seks. O.k., men vi skal

rykke.

Kønsopdelt lønstatistik! Vi var godt på vej. Alt var timet og tilrettelagt.

Men vi fik en ny regering og en bar røv at trutte i. Nu senest har

regeringen ageret som lydhør over for kravet om kønsopdelte lønstatistikker

og serverer lønstatistikker med kattelem.

Mette! Du har den fulde opbakning til at fastholde kravet om kønsopdelte

lønstatistikker. Vi vil have det værktøj, så der er gennemskuelighed,

også på arbejdspladser med få ansatte er der et behov. Så Mette:

Go for it!

Så er der de forklarede og uforklarede lønforskelle. Selvfølgelig skal

vi udforske de uforklarede forskelle, men der er mange med mig, der

mener, at det også er værd at dyrke nogle af de forklare forskelle. Eksempelvis,

at mænd mange steder har eller får de højt betalte opgaver.

Er det Rip, Rap, Rup-effekten, eller er det noget andet? Og hvad kan vi i

givet fald gøre ved det?

Med hensyn til barsel er der endelig ved at ske ligestilling. Vi får

nu også sager om fyring og chikane, som vedrører mænd, der benytter

deres ret til barsel. Er det fremskridt eller hvad? Mette var inde på en

idé til krav ved overenskomstfornyelsen: Seks uger yderligere barsel med

fuld løn fordelt med tre til hver part – mor og far. Den er jeg med på.

Men egentlig tror jeg også, at vi skal tage hul på en drøftelse af,

om ikke tiden er inde til, at vi skal til at reservere tid til fædrenes barsel.

Hvor meget tid vi skal reservere, kan vi altid tale om. Men det tror jeg

– uden for al tvivl – vil legalisere mænds ret til barsel i arbejdsgiverøjne.

Så får vi endnu mere ligestilling og endnu flere sager om mænd – som vi

kender det fra kvindesiden.


Så lige kort. Globalisering er jo mangt og meget. Det har vi hørt meget

om, og vi kommer til at høre endnu mere om det i morgen. Jeg vil bare

lige her gøre opmærksom på, at globalisering også handler om at have

øje for kvinders forhold andre steder i verden. Men det kan jeg tale rigtig

længe og meget om, og det er nok ikke lige her, med den begrænsede

taletid.

Derfor bare lige for at gøre jer opmærksom på, at det er kvinder i

hele verden, vi nu skal have kig på. Der er fortsat nok at rive i inden for

ligestillingsområdet. Så du skal ikke læne dig tilbage, Mette.

Så til noget helt andet. HK organiserer jo rigtig mange kvinder. Kompetenceudvikling

og afklaring. Vi har i HK Kommunal satset sammen

med TL (Teknisk Landsforbund) og Socialrådgiverne. Og kompetenceudvikling

er nu en del af vores overenskomst. Det er jeg stolt af og yderst

tilfreds med. Det er nemlig vigtigt, at alle er klar over deres kompetencer

og udviklingspotentiale. Men også det kan jeg tale lang tid om, og

det er ikke her, med den begrænsede taletid.

Jeg har i foråret været på en konference, hvor en svensk repræsentant

fortalte om et simpelt værktøj til at synliggøre kvinders indflydelse

i beslutningsprocesserne, nemlig en simpelt optælling af mænds og

kvinders taletid i diverse beslutningsfora.

Det kan godt være, at der sidder kvinder her, som synes, at de har

hørt nok på mænd i dag. Jeg har talt op siden kaffepausen i formiddags,

og der står 14 mænd og 13 kvinder, indtil jeg er på nu her. Så i denne

forsamling i dag – ja, hvad synes I?

Delegeretnr. 162 Niels Chr. Nielsen, HK Svendborg

– Tak til Mette, Karin og John for jeres beretninger. De var både brede

og dybe. Karin, du brugte udtrykte udtrykket ”søg og erstat” i forbindelse

med dit tidligere sprogbrug som havnearbejder. Jeg skal beklage,

men med den vej har vi nok ikke flere rekrutteringsmuligheder for nye

medlemmer til HK. Jeg håber, at du vender tilbage til dine rødder.

Du har forbedret dig, dog brugte du udtrykke ”jeg vil” i forbindelse

med de nye ledelsesformer og værktøjer, vi er ved at udvikle i HK. Jeg vil

anbefale, at ”jeg vil” bliver udskiftet og erstattet med ”vi vil”.

Når en eller flere af de hvide elefanter slås, er der risiko for, at nogle

af babyelefanterne bliver slået ihjel eller lemlæstet i kampens hede. Det

vil vi ikke finde os i i det tværfaglige samarbejde. Vi må forlange, at der

er en god, sund debat og beslutningskultur også i daglig ledelse i LO.

Kære Dennis. Du gør dine lokale formænd, ansatte og tillidsvalgte

frustrerede. De forstår nemlig, at det er nødvendigt med en gensidig

respekt for hinandens forskelligheder. Dennis, kom ud i landet og oplev

det virkelige liv, der foregår i det tværfaglige samarbejde. Så vil du

indse, at dine udmeldinger og holdninger ikke stemmer overens med

virkeligheden.

Du inviteres hermed til at besøge den nye sydfynske LO-sektion, hvor

vi har et fortrinligt samarbejde – også med FOA. Den enkelte kan selv-

sammen kan vi gøre mere.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 119


120

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Kære Mette. Jeg ved ikke om det er den beskedne nordjyske kultur,

der gør sig gældende her. Du har lavet et stort svendestykke som HK’s

repræsentant i LO’s strukturarbejde. Du inddrog os på det lokale niveau,

og sammen fik vi skabt et flot resultat på LO’s ekstraordinære kongres

i juli måned 2005. Vi fik igen indført LO-sektionerne i LO’s love. De blev

nemlig fjernet på LO’s kongres i 2003. Jeg skulle lige hilse og sige, at det

var en kommunalreform, der overhalede indenom.

De ca. 42 nye LO-sektioner på landsplan bliver omdrejningspunktet

for den nye kommunale og regionale beskæftigelsespolitik. Både

omkring de kommunale og regionale beskæftigelsesråd. Her både vil og

skal HK være en central samarbejdspartner og aktør i det tværfaglige

samarbejde. Indflydelse er ikke noget, man får, det er noget, man tager.

Ungdomsarbejdet er og bliver en hjørnesten i det faglige arbejde

– også i HK. Med ca. 16-17 afdelinger ultimo 2006 både kan og skal vi

opprioritere ungdomsarbejdet. Vi skal have yngre fagligt aktive. Vi kan

jo bare tage gennemsnitsalderen her på kongressen. Jeg kan huske i

Aalborg for fire år siden, at den lå på 48 år. Det kunne jo være flot, hvis

vi fik den sænket – bare med et par år. Jeg er en af dem, der svarer til

gennemsnittet.

Så ad den vej taler demografien sit klare sprog. Det er ikke et

spørgsmål om, hvorvidt vi har råd til ungdomsarbejdet. Vi har nemlig

ikke råd til at lave være.

Vi skal være aktive aktører i det tværfaglige samarbejde i forbindelse

med skolekontakt-arbejdet, agitere mere intensivt og offensivt

på vores erhvervsskoler – hvor vi i forvejen laver et kæmpe flot stykke

arbejde. De sidste tal omkring vores agitation i august og september

taler sit klare sprog. Vi er med i LO’s projekt synlighed, der skal gøre os

endnu mere synlig. Og ikke mindst i den nye LO-sektions struktur, som

får ansvaret for jobpatruljen. Her skal vi også være en vigtig partner.

Vi skal turde sætte mål, også til kongressen om fire år. Det kunne

være – eller skal være, at medlemstilbagegangen er stoppet, så vi igen

kan se sorte tal, når vi taler om medlemsstatistikker.

Vi har vitterligt gode, dygtige medarbejdere, vi har fagpolitikere og

fagligt aktive, der både vil og kan. Ledestjernen skal lyse for alle, ellers

bliver det en led stjerne. Fortsat god kongres.

Delegeretnr. 564 Vivi Broen Nielsen, HK Djursland:

– Der er blevet talt meget om medlemsnedgang. Jeg har et par kommentarer

til medlemshvervning. Som tillidsrepræsentant er det nogle gange

svært for mig at sælge HK-medlemskab til mine kolleger. Et af de argumenter,

jeg hører allermest, er, at det er for dyrt. Derfor er jeg ikke enig

i, at kontingentets størrelse ikke har betydning. Men jeg er klar over, at

kvalitet koster penge. Og det er her de gode argumenter har betydning.

Jeg vil derfor gerne rose forbundet for de uddannelser, som tillidsrepræsentanterne

bliver tilbudt. Det er vigtigt, at vi bliver rustet til

at møde vores kolleger med gode argumenter. Jeg synes også, det er

utrolig vigtigt, at vi tillidsvalgte bliver bakket meget op. Det er os, som

er ude blandt de potentielle og kommende medlemmer.


Jeg vil gerne sig tak til medarbejderne i afdelingen for den store opbakning,

jeg har fået – den hurtige hjælp og de hurtige svar, når man kontakter

afdelingen med spørgsmål. Jeg håber, at de tillidsvalgte i resten

af landet har samme opbakning.

Jeg synes også, at ungdomsarbejdet skal tages alvorligt og bakkes

op. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi får flere ungdomskonsulenter

ansat i afdelingerne for at styrke ungdomsarbejdet i HK. Det er nemmere

at få de unge interesserede i HK, hvis det er unge på deres egen alder,

med de samme interesser, og som kender deres hverdag, der oplyser

dem om, hvad HK kan gøre for dem. Tak.

Delegeretnr. 474 Poul Drews, HK København:

– Vi har været igennem en kongresperiode med omstrukturering og

nyorientering. Og det er jo langtfra slut. Det er noget af det, der også

kommer til at stå på dagsordenen i den kommende kongresperiode.

Vi skal være klar til at gå ud og møde medlemmerne dér, hvor de er,

til at opfylde deres behov og ønsker. Det er langtfra klaret med at sige,

at vi skal ”back to basic” eller tilbage til fagforeningsarbejdet, som det

var engang.

Hvis vi tror, at vi kan klare os på den måde ene og alene, så tager

vi grueligt fejl. Vi har medlemsgrupper og medlemmer, der er meget

forskellige. Deres ønsker og behov er meget forskellige, og de er måske

også forskellige på forskellige tidspunkter af deres arbejdsliv.

Og så er der den meget, meget store gruppe af også meget forskellige

mennesker, som vi ikke har fat i endnu, men som vi meget gerne vil

have fat i. Vi fik jo lavet en undersøgelse her for nogle år siden omkring

nogle af dem på det hurtigt udviklende it-område, om hvad der skulle

til for at lokke nogle af dem ind i en fagforening. Nu er der godt nok

nogle af dem, der er kommet, da det begyndte at gå lidt tilbage for

området. Så kom de og ville gerne være medlemmer.

Men en af de ting, der kendetegnede dem, var, at de gerne ville

have en hel række andre ting opfyldt end lige netop det, vi kalder ”back

to basic”. De syntes, at de ting kunne de godt selv klare, men at der var

andre ting, som de meget gerne ville have hjælp til. Jeg oplever det

også inden for staten, hvor der ligeledes er mange forskellige. Der er

både den ene slags medlemmer, der siger, at det skal være fagforeningsarbejde

som i gamle dage, det er det, de betaler for. Der er til gengæld

også mange medlemmer, der vil have noget andet, og som stiller nogle

andre krav til os. Og hvis ikke vi kan levere, går de nogle andre steder

hen.

Derfor synes jeg, at omkring vores kerneydelser, minKarriereplan og

mitHK – hvis vi ikke laver en fortsat udbygning af det, så tror jeg, at vi

går helt galt i byen.

Så er der en tidligere taler – min navnebror – som har været oppe og

tale om laget af embedsmænd. Jeg ved godt, at man nogle gange siger,

at bare hver anden ansatte i forbundet forsvandt, så får vi tid til at lave

noget ordentligt fagforeningsarbejde.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 121


122

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Sådan er det jo ikke bare. Det er også sagt herfra omkring politisk indflydelse,

at hvis vi skal levere varen i forhold til vores medlemmer, så skal

vi have endnu mere politisk indflydelse, end vi har haft indtil nu. Og

det får man altså ikke bare ved at gå ud og snakke med medlemmerne.

Det kræver lobbyarbejde, der er grundigt forberedt. Det er det lange

seje træk – det er måske ikke så synligt. Det kan også nogle gange være

store lange rapporter for at få den politiske indflydelse, vi gerne vil

have. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke glemmer det.

Et andet sted, vi kan gribe fat, er i sådan nogle som mig, vores

fuldtidspolitikere i HK- systemet, og måske vores egen selvrådighed. Det

er den her tiltro til, at det, jeg mener, det jeg kan, og der, hvor arbejdet

foregår i nærheden af mig, der ligger det nu allerbedst.

Vi skal blive meget bedre til at se på, hvor opgaverne kan placeres.

Det er ikke sikkert, at de skal være der, hvor de altid har været. Det gælder

både forbund, sektor, landsforeninger og brancheforeninger. Det

gælder også de geografiske afdelinger. Vi er så småt gået i gang med

det på a-kasseområdet, men der kan være mange andre områder, vi skal

kigge på, hvis vi skal være konkurrencedygtige fremover.

Vi skal også kigge på, om ikke der er steder i organisationen, hvor vi

laver dobbelt, tredobbelt, firedobbelt eller femdobbelt arbejde, og måske

se, om ikke der kan rationaliseres på de områder. Det er noget med

at gribe fat i os fuldtidspolitikere og se på, hvordan vi gør det.

Når vi tager udgangspunkt i konditionerne, er det mange ting, vi

skal på én gang. Vi har fået kampagnen om flere overenskomster, flere

medlemmer – som jo i parentes sagt har været igennem hovedbestyrelsen

og er blevet vedtaget som et særligt projekt, at man skal ud og lave

overenskomster og få flere medlemmer. Det er der sat mange millioner

af til.

Vi er stadig på vej til at få færre medlemmer og dermed færre

penge. Der bliver flere krav til os, mange krav fra vores medlemmer, som

vi også skal leve op til. Der er også krav om et lavere kontingent. Nogle

af alle de ting skal vi prøve at klare på én gang. Det kræver en stærk

fagforening, at vi udvikler demokratiet i fællesskab, og at vi prøver at få

medlemmerne med i en mere aktiv deltagelse.

Som en afsluttende bemærkning vil jeg godt sige, at vi skal være

fælles om udviklingen af HK i stedet for at kigge på vores egen lille del

af HK. Jeg synes – selvom man skal passe på med at tage for store ord i

munden – at John og de to næstformænd gør det ret fremragende. Det

betyder ikke, at man altid er enig i strategien og taktikken. Men det

lange seje træk synes jeg virkeligt – ud fra konditionerne og den måde,

vi har bygget HK op på – at de har gjort et fantastisk stykke arbejde.

Delegeretnr. 465 Ingrid Anne Kryhlmand, HK København:

– Jamen tak for en god – og akademisk beretning. Indledningsvis vil jeg

bare lige sige til Carlsen, at jeg håber, det var en forglemmelse, at du

ikke også nævnte Dansk Folkeparti som et parti, vi ikke har lyst til at

støtte. Det kunne jeg godt tænke mig at høre en tilkendegivelse på.


Til beretningen! Jeg synes, Karin, at det er godt med en indsats for

ledere, som er medlemmer af HK. Men jeg synes også, at din beretning

bar meget præg af, at du er personalechef. Jeg havde lidt svært ved at

få øje få, at du er politisk valgt i systemet. Men det kan godt være, at

jeg lyttede med det forkerte øre.

Til Mette Kindberg vil jeg sige som mange andre, at det er godt at

fastholde arbejdet med ligeløn og ligestilling, selvom man synes: Åh,

kan vi ikke blive fri for at høre på det.

Jeg kan fortælle, at det faktisk fortsat er muligt at sidde som lønforhandler

– som jeg er – og være til lønforhandlinger og få argumentet:

Jamen Per er da nødt til at få noget mere i løn, han er jo forsørger. Det

er en ansvarsfuld leder på min arbejdsplads, som mener, at det burde jeg

da kunne forstå. I parentes bemærket, det kunne jeg ikke.

Så det blev der ikke noget ud af. Det var ikke kun, fordi Per var

forsørger, at han skulle have mere i løn – hvad han ikke skulle – for han

havde ikke bevist det, som ny løn går ud på, nemlig, at man udfører de

opgaver, man skal. Det er ikke nok bare at være forsørger. Der syntes

den leder, at der var jeg godt nok røven af en vis slags…

Til Mette vil jeg sige: Lad os så arbejde for at få den obligatoriske

barselsorlov for mænd også, og det skal være nu. Det er lige meget,

hvilke problemer det giver. Selvfølgelig skal der også være lighed her. Så

Mette, bare ”go for it”.

Til John. Vi er – hvad enten vi kan lide det eller ej, og det har en

professor fra min arbejdsplads også bekræftet – en politisk organisation.

Det skal vi blive ved med at være. Og vi skal ikke acceptere, at der er nogen,

der melder sig ud, og så lefle for deres begrundelse, at de melder

sig ud, fordi de ikke ønsker, at vi arbejder politisk. Det er fuldstændig

uacceptabelt. Hvis vi som fagforening ikke skal arbejde politisk og forsøge

at få de ting igennem, som vi set med fagforeningsbriller skal, ja,

men hvad er vi her så for?

Selvfølgelig skal der arbejdes på alle fronter. Så må vi hellere være

nogle færre – og lade være med at bygge sådan nogle store huse – så vi

har råd til at kæmpe ideologisk.

Der er kommet rigtig mange gode forslag til John om, hvordan vi

kan deltage i debatten, og noget, jeg gerne vil fremhæve, er synlighed.

HK skal være synlig, og vi skal deltage i debatten. Vi skal have vores folk

på banen. De skal ikke sidde hjemme og skrive notater, nej, de skal på

banen og kommentere det, der foregår i samfundet, til gavn for os og

vores kolleger ude på arbejdspladserne.

Fx er der nedskæringer på min arbejdsplads lige nu. Det finanslovforlig,

der lige er indgået, har barslet med, at vi mister 35 millioner, plus

det løse. Det betyder, at – ikke akademikerne – nej, det er TAP’erne,

altså de teknisk administrative, der skal stå forrest i fyringsbølgen. Og

det synes jeg, at vi godt kan få en udmelding på af vores fagforening.

Hvis du henvender dig John, til fællestillidsrepræsentanterne, er jeg sikker

på, at vi kan fortælle dig, hvad vi synes om det.

Det sidste – det næstsidste – jeg vil nævne, er vores image. Kære

venner, lige meget hvor mange huse vi bygger, så er det stadig sådan,

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 123


124

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

at når jeg anbefaler nye kolleger på København Universitet at melde sig

ind i HK, kan de alle sammen uden undtagelse fortælle om en dårlig oplevelse,

de har haft med HK i fortiden. Derfor synes de ikke, at det er så

sjovt at melde sig ind. Vi har et imageproblem, vi har et serviceproblem,

lige meget hvor meget mitHK vi laver. Der er noget, der ikke er godt. Vi

må arbejde med det. Det skal der bruges energi på.

Og til slut. Vi skal ikke nedtone det internationale område til fordel

for det nationale. Vi skal ikke falde i Pia Kjærsgaards lejr. Vi skal bruge

globaliseringen, hvor vi overhovedet kan komme til det. Derfor er jeg

også ked af, at HK internt har skåret ned på mandskab på det område.

Tak for ordet.

Delegeretnr. 327 Louise Sølgaard Christiansen, HK Nordjylland:

– Det var nogle fine beretninger, vi fik, og der er nogle ting, jeg har lyst

til at kommentere. Vidensvirksomheder er fremtiden, siger vores formand,

men hvad er det for en viden, vi skal have? Jeg kan godt forstå,

at nogle af mine jævnaldrende og dem, der er yngre, kan have svært

ved at finde ud af, hvad det er de skal uddanne sig til. For jeg kan ikke

finde ud af det.

Mette nævner det med lønstatistik, og ligeløn er også vigtigt. Men

hvad nu? Der skal være 40 på en virksomhed, før man kan lave lønstatistik.

Var det ikke bedre, at vi i det hele taget fik lønstatistik frem

for, at den skal være kønsopdelt? Det er nemlig sådan, at 80 procent

af medarbejdere på det danske arbejdsmarked er ansat i virksomheder

med under 20 ansatte.

Så bliver der sagt, at tillidsrepræsentanter er rygraden i HK. Ja, men

hvad så med de medlemmer, der er ansat på virksomheder, hvor det ikke

er muligt at vælge en tillidsrepræsentant på grund af virksomhedsstørrelsen?

Til slut har jeg en idé til, hvordan vi kan gå ud og få at vide, hvad

det er, vi er så gode til, og hvad vi er knapt så gode til. Når vi har bilen

til service, får vi udleveret et lille kort, og der kan vi skrive, hvordan

oplevelsen var. Det kunne være, at vi kunne bruge det i HK og gå ud og

reklamere med, hvad det er, vi er gode til. Så kunne vi også få en mulighed

for at forbedre det, vi ikke er så gode til.

Jeg håber da i hvert fald, at vi kan få noget at reklamere med.

Delegeretnr. 31 Vibeke Snabe Buch, HK Århus:

– Ja, piger! Skal vi ikke bare blive enige om, at vi får for lidt – i løn. I løn,

selvfølgelig. Vi har jo ikke ligeløn. Det er stadigvæk mændene, der får

mest i løn. Det er også os, der skal føde børnene, men det kan vi nok

ikke lave om på.

Ikke nok med, at det er os, der skal føde børnene, og at vi ikke får

lige så meget i løn som manden, men der er også et par forhindringer

for, at vi kan blive kvindelige ledere. Hvis vi skal være kvindelige ledere,

skal vi også kunne få vores unger passet, når manden også skal gøre karriere.

Og børnepasning er ikke ligefrem det, der er mest af i samfundet

i dag. Der er ikke ret mange mennesker, der arbejder kl. 8-16 længere.


Så længe vi ikke kan få vores unger passet, vil det gå i den modsatte

retning. Så vil det ende med, at kvinder kommer tilbage til kødgryderne.

Det har vi i HK HANDEL forsøgt at gøre noget ved. Vi har fem landsforeninger

været i foretræde for tre udvalg i Folketinget i forbindelse med

ændringerne af lukkeloven. Blandt andet om børnepasning.

Og jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet mage til arrogance og ligegyldighed.

Vi har et svar fra Bendt Bendtsen, hvor han skriver til os, at

vi ikke har det værre end falckreddere, sygeplejersker og politibetjente.

Men det betyder jo ikke, at børnepasningsproblemer ikke eksisterer i de

brancher. De har lige så store problemer, som vi har. Det kan simpelthen

ikke være rigtigt, at det område ikke følger med udviklingen og med

arbejdsmarkedet.

Det næste, vi vil prøve, er at komme ind og tale med Lars Barfoed –

familieministeren, og så se, om vi får noget ud af det.

Det vigtige er her, at selvfølgelig skal vi have kvindelige ledere. Men

vi skal også have forudsætningerne for at blive det. For som det er nu,

er det et problem. Vi skal også føre samfundet videre, og får vi ingen

børn, så er det også galt. Så vil der ikke være nogen til at betale for vores

alderdom engang.

Så jeg synes, piger, at vi er lidt i klemme.

Delegeretnr. 524 Kirsten Overgaard Nielsen, HK Holstebro:

– I al den tid, jeg har været fagligt aktiv – og det har efterhånden været

mange år – har jeg forsøgt at komme igennem med et budskab fra

medlemmer, der sagde: Færre blade! Men det er aldrig lykkedes. Så fik vi

en borgerlig regering, der bare fjerner bladstøtten. Så skete det! Det var

selvfølgelig glædeligt, men jeg havde hellere set, at HK havde lyttet til

medlemmerne for mange år siden. Men i øvrigt mener jeg, at det, vi har

set indtil nu, er et ganske godt resultat.

Og så til noget helt andet: Støtten til de politiske partier. John nævnte

i går en undersøgelse, der har sagt, at HK skal være et politisk parti for

at varetage medlemmernes interesse. Det har altid været min personlige

opfattelse. Det har jeg aldrig været i tvivl om, at det var sådan, det skulle

være.

Men der verserer utrolig mange myter om alle de millioner, som HK

og andre faglige organisationer putter i især Socialdemokratiet. Og det

får så mange til at undlade at melde sig ind, hvor de vitterligt burde

være. Jeg tror, at HK skal bruge lidt mere tid og skabe lidt mere opmærksomhed

om, hvordan tingene egentlig hænger sammen, og hvad

der egentlig sker, og hvorfor det sker.

Og især efter at vi har set John som tv-star en aften ved spisetid. Jeg

troede faktisk, at jeg havde opfattet tingene forkert, for jeg troede, at

han sagde noget om, at nu skal vi til at give støtte til alle uanset partifarve.

Jeg er jo blevet bekræftet her i dag i, at jeg ikke var den eneste,

der havde fået den opfattelse. Det var jeg glad for, at det ikke bare var

mig, der havde misforstået det der.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 125


126

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Men hvis vi virkelig begynder at give støtte til Venstre, De Konservative

og Dansk Folkeparti, ja, så er det altså kun eksklusivaftalen – i min overenskomst

– der afholder mig fra at melde mig ud af HK.

Delegeretnr. 484 Kirsten Ohmand Jensen, HK Kronjylland:

– Arbejdsmiljø er, hvordan vi har det, og hvordan vi tager det. Det er alle

steder, og jeg vil sige, at arbejdsmiljøet her ikke er specielt godt for de

delegerede. Vi skal ikke være for bredskuldrede, og vi skal heller ikke

sidde for længe. Havde det været på et kursus, som jeg holdt, skulle vi da

i hvert fald også have haft gymnastik!

Men vi må jo se at få det bedste ud af det. Det var, fordi jeg trængte

til at løfte mig, at jeg kommer herop og siger noget!

Jeg har også indleveret en lille tilføjelse til udtalelsen, for når vi siger

psykisk arbejdsmiljø, så får vi sådan en mundvig, der hænger nedad. For

mig handler det om sikkerhed, sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Kan

I ikke se, hvordan Smiley’en kommer: Sikkerhed, sundhed og trivsel! Vi

skal bare hjælpes ad med det.

Det andet, jeg gerne vil kommentere, er ligestilling og integration.

I Århus Amt har vi et slogan, der hedder: Gode hovedet har mange farver.

Jeg har været med i projektet sammen med nogle kolleger. 16 nydanskere

kom fra hele verden, havde bestået en dansk kontoruddannelse og

skulle nu indgå i et kommende vikarkorps. De skulle bare lige have en

særlig indsigt i Århus Amts særlige systemer og procedurer.

Vi startede med, at de skulle ud i praktik. Og her, kære venner, skal

vi lige tage fat i os selv! For hvad gjorde vi – hvad gjorde de? De startede

med at spørge: Kan de tale dansk? Hallo ven! De har lige taget en dansk

kontoruddannelse. Så spurgte de: Kan de stave? Så måtte jeg jo sige: De

laver ca. lige så mange fejl som mig, og dem må vi jo så rette!

Da vi kom til fem dage før, at de 16 skule ud… Det eneste, de skulle,

var at sidde ved siden af og se på, hvad deres danske kolleger lavede. Og

så skulle de finde ud af, hvad de selv skulle gå hjem og blive bedre til.

Jeg måtte ud og tigge: Vil I ikke godt tage dem bare i otte dage? De

skal bare sidde ved siden af og kigge. O.k., o.k., du har også hjulpet os, så

hjælper vi dig!

Så gik der to dage, fra de gode vikarer startede i praktik: Nej, hvor er

hun sød, og Ih, hvor er hun god. Det er simpelthen hyggeligt, og de kommer

med så mange spændende ting fra deres hjemland!

Jeg vil bare lige sige, at nydanskere altså ikke behøver at have andre

farver og hedde noget mærkeligt. Det er alle dem uden dansk oprindelse.

Jeg vil sige, at vi alle kender en eller flere. Vi bor ved siden af dem.

Husker vi nu at tale med dem og hilse pænt på dem? Vores børn er i

institutioner med dem, går i skole med dem. Så tag vel imod vores nye

kolleger og hjælp dem vel til rette.

Delegeretnr. 423 Lizette Risgaard, HK/Service København:

– Allerførst vil jeg sige tak for tre gode beretninger. Jeg vil dog ikke gentage

alle de positive ting, der er sagt tidligere, men konstatere, at I har

haft nok at lave, og at I stadig har nok at lave – ligesom alle os andre.


Det, jeg endnu en gang vil benytte lejligheden til at slå et slag for, er det

kommende kommunalvalg. Uanset hvor i landet du bor – og I bor – bør

vi som fagforeningsfolk slå et slag for igen og igen, at folk benytter

deres demokratiske ret til at stemme.

Vi skal sikre, at så mange faglige folk som muligt bliver valgt ind,

således at vi får den størst mulige indflydelse blandt andet på den fremtidige

beskæftigelsespolitik. Det er en kæmpe opgave, der ligger. Andre

kolleger har allerede fortalt her fra talerstolen, hvor stor en opgave det

er. I København fx vil vi få 14-16 beskæftigelsescentre at servicere. Så gå

hen og stem på en faglig kandidat.

Noget andet, jeg vil sige, er til debatten om det faldende medlemstal.

Nogle har været oppe og sige det som om det udelukkende er

organisationens egen skyld, simplificeret ved, at de ansatte – fra administrative

til kontorchefer – har svært ved at tiltrække nye medlemmer og

fastholde dem. Jeg tror godt, at kongressen kan gennemskue, at det ikke

alene er vores ansattes skyld.

Vi har da også, som det er sagt rigtig mange gange, gode tilbud.

1,6 milliarder kroner i erstatninger taler da også sit eget sprog. Vi kan

trække hesten til truget, men vi kan ikke tvinge den til at drikke.

For mig at se handler det også om den manglende solidaritet, der

er i samfundet som helhed. Det er jo stadigvæk ikke in mange steder at

prale med sit fagforeningsmedlemskab – sådan som det jo var i gamle

dage.

Lidt om de her medier, som ikke er os venligt stemt. Sådan er det jo

i dagens Danmark, hvor der er mange, der stadig ikke kan se fornuften i

et fagligt fællesskab.

Derfor har jeg også brug for at sige, at de medarbejdere, jeg omgiver

mig med, gør deres bedste hver eneste dag til gavn for vores medlemmer.

At de så alle nu bliver skældt ud – jamen der skal vi tænke på, at de

også er HK-medlemmer.

Dybest set er vi i gang: ”Flere overenskomster, flere medlemmer”,

som Handel og Privat har sat i gang. Stat og Kommunal har også deres

projekter. Og så synes jeg, at vi skal fortsætte den proces, vi allerede har

sat i gang på forbundsplan: Væk med dobbeltarbejdet! Lad os arbejde

sammen, måske endda i endnu større grad. Når nu vi skal i gang med

kontingentfordelingen og resursefordelingen mellem forbund og afdelinger,

kan vi få sammensat den organisation, der kan bære os videre i de

næste mange, mange år.

Billedligt talt kan man vel sige, at HK skal ende op med at være et

træ med et rigtig stort og kraftigt rodfæste samt en veltrimmet krop.

Tak.

Delegeretnr. 440 Dorit Jackob, HK København:

– Jeg vil starte med at sige tak for beretningerne. Mettes var jeg specielt

glad for, fordi hun talte om ligestilling. Jeg sidder selv i det centrale

ligestillingsudvalg i København, og det har været meget spændende at

være med i.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 127


128

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Jeg har tidligere haft Karin som underviser, og jeg er skuffet over, at hun

er blevet pæn.

Til John må jeg sige noget om solidaritet. Der kørte en kampagne for

en del år siden, der hed noget i retning af: Vær solidarisk med dig selv.

Der er nok en hel generation, der har hørt og læst om det. Det kunne

godt være, at deres børn er blevet præget af det, og det er derfor, de

ikke melder sig ind.

Det er rigtigt, at det koster penge. Det er også svært at fortælle, hvad

det egentlig er, du køber. Jeg tror, at det var i 1996 på tillidsmandskurserne,

man fik at vide, at der var et kursus, der hed PR for TR. Det gjaldt om

at gå ud og sælge et medlemskab til HK. Dengang var jeg nogenlunde

ny og spurgte: Hvad er det for argumenter, vi skal bruge? Når de ikke engang

kunne fortælle os det fra undervisernes side, hvordan pokker skulle

vi så selv finde på det?

Det, jeg har solgt det på i de ti år, jeg har været tillidsrepræsentant,

er, at du køber en forsikring. Du håber på, at din forsikring aldrig nogen

sinde kommer ud, ligesom med din bil og dit hus. Og det er det, du betaler

for. Så kan vi diskutere, om det er for meget eller for lidt.

Partistøtten! Det er ikke i dag, vi skal have debatten. Men hvis vi

skulle til at støtte lokale politikere, så kunne jeg da forestille mig – nu

hvor jeg stiller op til byrådet for første gang – at jeg og andre var gode

ambassadører for HK og personalet i de kommuner, vi stiller op i.

Så har jeg et par ændringer til udtalelsen vedrørende globalisering.

Dem vil jeg ikke læse op, for de er indleveret.

Delegeretnr. 225 Trine Hjorth Nielsen, HK Sjælland:

– Jeg hører, at der bliver talt meget om, at vi skal øge vores kompetencer

i forhold til en verden, der er blevet større. Hvis jeg kigger på regnskabet

for 2003 kontra 2004, fremgår det, at der er brugt fem millioner kroner

mindre på uddannelseskontoen i 2004 i HK. Hænger det sammen?

Det, jeg primært vil fokusere på, er tillidsrepræsentantuddannelsen,

idet jeg går ud fra, at vi er enige om, at tillidsrepræsentanten har en stor

rolle i kompetenceudviklingen af vores medlemmer. Hvis man kigger i

kursuskataloget, hvor mange kurser er der så tilbage for erfarne tillidsrepræsentanter?

Kurser i forhandlingsteknik og i arbejdsret er betalingskurser.

Når jeg spørger, hvem der skal betale, så jeg kan blive en bedre

forhandler, er svaret: Min arbejdsgiver.

Mine kolleger har 1.000 kroner pr. år til at tage kurser for. Skulle min

arbejdsgiver betale et kursus til 10.000 kroner, for at jeg skal blive bedre

på den anden side af bordet?

Hvor afspejler globaliseringens udfordringer sig i kursuskataloget?

Hvordan sikrer vi, at den enkelte tillidsrepræsentant er på forkant med

nye ledelsesprincipper og nye ledelsesværktøjer?

Vi har hørt det mange gange: Tillidsrepræsentanten er styrken i HK!

Ja, men bruger vi det rigtigt? Hvordan støtter vi disse tillidsrepræsentanter?

Giver vi dem mulighed for udviklingssamtaler? Sikrer vi deres motivation

fortsat? Kontakter vi nogle af de 43 procent, der ikke har taget

grunduddannelsen? Sikrer vi, at den enkelte har et netværk at trække på?


Jeg vil tro, at svarene er forskellige afhængigt af sektor og afdeling. For

at følge op på Lines snak omkring akademiuddannelsen er det synd, at

vi selv skal bruge energi på at opretholde en uddannelse, der er blevet

os lovet. Der er enighed blandt os kursister om, at vi har et kæmpe udbytte

af disse kurser. At vi bliver en stærkere modpart og samarbejdspart

for vores ledelser, og bedre for vores kolleger.

Vi vil gerne uddybe udbyttet af kurserne relevante steder. Vi vil

kraftigt tilråde, at vi som fagforening prøver at udvide udbyttet af

disse kurser, så andre efter os også har mulighed for at tilegne sig disse

kompetencer. Kompetencer, der samlet set gør os stærkere til gavn for

medlemmerne i den sidste ende. Måske kan dette også være med til at

fastholde flere tillidsrepræsentanter.

Til sidst dog en tak til Mette Kindberg, fordi hun gik ind og sørgede

for at opretholde det kursus i organisation, som vi går på nu. Tak for

ordet.

Delegeretnr. 139 Hanne Langkjær Nielsen, HK Varde–Grindsted:

– Jeg vil også gerne sige tak for nogle gode beretninger. Dernæst vil jeg

kommentere på den del, der har med uddannelse at gøre, og komme

ind på det område, hvor jeg fornemmer, at der er en vis berøringsangst

her i forsamlingen, nemlig akademikerne.

Det fremgik af blandt andre Poul Vinholts tale, at akademikere

er nogle, fanden har skabt. Det eneste, de kan gøre, er at forplumre

alt, herunder Poul Vinholts opsøgende arbejde i små kælderlokaler på

Vesterbro.

Men HK som organisation er nødt til at tage højde for den udvikling,

som vi er vidne til i disse år. Derfor skal vi denne akademikerangst til livs.

Vi ser på arbejdsmarkedet, at livslang læring og højere uddannelser

er normen for rigtig mange mennesker. Vi ser mindre ungdomsårgange

og højere og højere uddannelsesniveau, og så spørger vi os selv, hvor

medlemmerne dog forsvinder hen. Der er flere svar hertil.

Et af svarene er, at mange traditionelle HK-job på det private og det

offentlige område forsvinder på grund af løntilskuddet til akademikere.

Et andet svar er, at mange simpelthen uddanner sig opad og dermed ud

af HK.

Vi rammer ganske enkelt et uddannelsesloft og en naturlig grænse

for, hvor langt vi må organisere vores medlemmer. Det nytter bare ikke

noget. Eksempelvis læser 95 procent af en årgang på handelshøjskolen

i København direkte videre til kandidat. Og som landet ligger nu, må

vi optage folk på bachelorniveau – og deromkring. Der ligger altså en

udfordring for HK her.

Den akademikerangst, jeg tidligere nævnte, harmonerer overhovedet

ikke med min opfattelse af HK. Jeg mener, at vi skal favne bredt og

sørge for mangfoldighed.

I HK skal der være plads til både kassedamen, den kommunale

sagsbehandler og de akademisk orienterede. Hvis ikke vi når til den

erkendelse, går vi glip af rigtig mange medlemmer i tiden fremover.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 129


130

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Og hvad er så løsningen? At vi tør tage kampen op om akademikerne

HK’s område, ellers mister vi de nye jobtyper stille og roligt. Og den

målgruppe har nøjagtig de samme behov som alle andre medlemmer:

Fællesskab, kompetent rådgivning, tryghed og sikkerhed i ansættelsen.

Og det er ting, som vi netop er gode til i HK.

Så når vi snakker om mangfoldighed og rummelighed, skal vi så ikke

lade det gælde for alle?

Delegeretnr. 426 Mai-Brit Hoff-Kjeldsen HK Service København

og ansat i SAS:

– I SAS har vi om nogen mærket globaliseringen. 170 kolleger mistede

sidste år deres arbejdsplads. De blev foræret væk til inderne i Bombay.

Det var ikke uden sværdslag, men sådan blev det.

Det blev iværksat et stort omskolingsprogram, og resultatet er, at

langt de fleste altså er kommet ud i arbejde igen – heldigvis. Eller i

længerevarende uddannelsesforløb. Til John vil jeg sige: Godt, at du var

primus motor for dette stærke fokus på globaliseringen her på denne

kongres.

Det lykkedes for vores tillidsfolk i SAS på et år at få skaffet et

hundrede nye medlemmer. Og det i en kriseramt virksomhed med en

konkurrence-FTF-organisation, som altså ikke skyer noget middel for

at prøve at bekæmpe os. Et af midlerne har været tre måneders gratis

prøvemedlemskab. Det er bare til inspiration for ”flere overenskomster,

flere medlemmer”.

Så er der ligestilling eller ligeløn. Efterhånden har vi været nogle

stykker oppe og tale om det, og det er rigtig godt. For man kan ikke

tale for meget om det. Men i Danmark skriver vi 2005, ja, hvem skulle

tro det. Så tak til Mette: Fortsæt det gode arbejde. Og til alle andre på

denne kongres – mændene skal vi også have med til at hjælpe os –: Husk

at tænke ligestilling ind i alle de politikker, I udarbejder.

Som Mette var inde på i sin beretning, har islændingene skrevet

historie. Præcis kl. 14.08 i mandags forlod 50.000 kvinder deres arbejdspladser

og gjorde på denne her utrolig stolte måde opmærksom på de

manglende lige vilkår angående lønningerne.

For 30 år siden – samme dato – gik 25.000 islandske kvinder fra deres

arbejdsplads af samme årsag. I salen her sidder en repræsentant for et

af fagforbundene på Island – en kvinde, Ingibjörg Gudmundsdottir. Skal

vi ikke give hendes en klapsalve til at tage med op til vores søstre på

Island for den utroligt flotte manifestation, de har gjort. Jeg håber, at

alle kvinder i Europa har hørt om det. Ellers er det vel en opgave, vi kan

påtage os.

Det kan være, at vi skal se hende på talerstolen også? Jeg vil bare

slutte med at sige: Mænd og kvinder i HK, hvornår skal vi skrive danmarkshistorie?


Dirigenten takkede den sidste taler i beretningsdebatten. Beretningsdebatten

var hermed færdig. Der havde været 50 indlæg.

Beslutningsreferatet fra gårsdagens forhandlinger blev herefter

godkendt.

Herefter var der pause. Kl. 15.10

Mødet blev genoptaget kl. 15.30

Dirigent Finn Rønhøj overtog ledelsen af mødet. Han gav ordet til næstformand

Karin Bancsi til replik.

Karin Bancsi:

– Tak for de mange konstruktive indlæg til beretningerne. Det var super

at høre. Der er rigeligt at arbejde med, og jeg glæder mig i hvert fald

allerede. Til de par stykker, der har været oppe og sige, at havnearbejderen

er blevet helt poleret, vil jeg sige: At det passer altså ikke. Det håber

jeg vil vise sig nu.

Jeg har tilladt mig at dele mine svar op efter de emner, der har været

berørt. Så I bliver ikke nævnt med navns nævnelse. Jeg har forsøgt at

dele det ind i grupper. Jeg har delt det op i det, der hedder call center,

mitHK, datakvalitet, hvad vil medlemmerne have, ungdom, seniorer og

agitation. Og så til min gode ven Poul Vinholt: Jeg tror, at du vil vide,

når jeg rammer dig.

Først vil jeg sige, at jeg er glad for den opbakning, der er kommet

fra talerstolen, til vores call center. Som jeg talte om i går, vedrører det

etableringen af et call center, et HK 112, hvor medlemmerne altid kan

komme i kontakt med os uden for det, der hedder den normale kontortid.

Nogle syntes, at vi skal have det hurtigst muligt, og jeg er enig. Men

jeg synes, at vi i den forbindelse skal udvise politisk mod og have tillid

til hinanden. Det betyder, som andre har talt om, at vi skal anvende

midlerne bedst muligt, så vi ikke får dobbeltarbejde, eller firedobbeltarbejde

eller femdobbeltarbejde. Vi skal have tillid til, at der er nogen,

der kan svare på de problemer, vores medlemmer har. Også selvom de

måske ikke lige tilhører den pågældende afdeling.

Det skal vi arbejde voldsomt med. Det er en politisk ledelsesopgave,

og den skal vi styre efter. Jeg vil tage det op i hovedbestyrelsen i den

kommende periode. Når der bliver sagt, at konkurrenterne har det – de

konkurrenter, som er noget ringere og mere tvivlsomme end os – så skal

vi også have sådan en ting i HK.

Medlemmerne er klar til det – det er der ingen tvivl om. Ellers ville

der ikke være 70.000 mennesker, der havde valgt at benytte mitHK.

Det glider lige over til mitHK. Også her tak for de mange positive

bemærkninger, der har været. Og så vil jeg slå fast: mitHK er jo ikke erstatningen

for den personlige kontakt. Den der med, at der altså ikke er

meget dynamik i den kolde pc-skærm, den er jeg fuldstændig enig med

jer i. Men mitHK er et supplement.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 131


132

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

mitHK skal frigøre resurser, så når vi hele tiden snakker ”back to basic”

– jeg sagde også gammeldags fagforeningsarbejde – så er det, vi bliver

nødt til at få frigjort resurser til, at vores medlemmer kan se os ude på

virksomhederne. Vi skal ikke bare sidde bag skærmene og administrere.

mitHK giver også kontakt til mange flere mennesker. Det er et supplement,

og der er masser af de 70.000, som har været inde og bruge

mitHK, som vi aldrig ville se i den lokale afdeling.

Det er altså medlemmer, der kommer til at lære os at kende på en

helt anden facon, end de ville have gjort tidligere.

Det er afgørende for de unge medlemmer, at der er sådan en service,

men rent faktisk er det sådan, at mitHK bruges af medlemmer i alle

aldre, fra alle sektorer og over hele landet.

Da vi gik i luften med mitHK, var en af de første, som var inde og

tjekke, hvad der var, et medlem på over 70 år. Det kunne jeg se på cpr.-

nummeret. Jeg tvivlede så meget på det, at jeg fik en af medarbejderne

i mitHK til at ringe til ham. Og det var rigtigt. Der sad bedstefar hjemme

bag skærmen og var lige inde og tjekke, hvad der var i den elektroniske

fagforening. Så den der med, at det kun er for de helt unge, er faktisk

ikke rigtig – aldersgrupperne er meget lige fordelt.

Selvfølgelig er det surt, at systemet kan være nede. Det er vi enige i,

men der er altså nogle tidspunkter, hvor vi er nødt til at lukke ned, når vi

skal lægge nye ting ind. Så det synes jeg ikke, vi skal forstyrre kongressen

yderligere med.

Så er der noget om datakvalitet. Der kan man spørge, om det er noget

at forstyrre en kongres med. Ja, det er det. Fordi vores selvbetjeningsydelser

er afhængige af de data, vi har liggende hjemme i systemerne.

Som Ulla Jeppesen sagde om registreringerne, når man får noget sendt

ud, der er forkert, så er det noget, vi skal fokusere på. Det gælder, både

når vi registrerer i vores medlemskartotek, og når vi registrerer svarkort

fra de unge, som kommer og forærer os nogle nye medlemmer og gerne

vil have, at vi kommer i kontakt med dem. Så skal vi altså også have styr

på det. Ingen tvivl om det.

Hvad er det medlemmerne vil have? Det tror jeg, at vi kan få mange

forskellige svar på alt efter, hvor man kommer fra. Men det er medlemmerne,

der bestemmer, hvad det er, HK skal tilbyde. Og vi er netop i

gang med nu, at HK-Pulsen skal opsamle viden, så vi ved, hvad det er for

ting, medlemmerne efterspørger. Så vi bliver i stand til at fjerne varer fra

hylderne. Og vi skal gøre det, når vi bliver klar over, at vi har overflødige

varer.

Det kan være, at nogle af os har været med til at opfinde forskellige

initiativer som ”hjertebørn”, og dem har man svært ved at slippe. Det må

vi kigge på i fællesskab. Hvis vi laver en rundspørge blandt jer, er jeg sikker

på, at vi kunne få de første 250 ydelser, som I synes var absolut nødvendige.

Der bliver vi altså nødt til at prioritere, og prioritere benhårdt.

Ungdommen var der mange, som var inde på. Det er vigtigt at fastholde

vores unge. Når Kristian taler om den manglende evne til at tage

elever hos os selv, bliver jeg da en anelse urolig. Jeg håber, at vi nu er

ved at være så store enheder i afdelingerne, at vi kan foregå som gode


eksempler og tage en enkelt elev ind. Det hjælper lidt, når vi skal tæve

på arbejdsgiverne.

Skolekontakten er også utrolig vigtig, som nogle af jer sagde. Altså

det at have fat i unge helt nede i folkeskolen. Jeg tror, at nogle af jer har

hørt mig tale om holdninger og værdier, og der bruger jeg vendingen:

Børn er jo født socialister! Der er jo ingen – selv ikke Pia Kjærsgaard – der

lærer deres børn, at når du går ind i børnehaven, så styrer du målrettet

mod legetøjshylden, du rydder alle væk på din vej, og så river du bare til

dig. Det er der ingen, som lærer deres børn.

Vi starter med at lære børn at være rummelige og være tolerante

og tage hensyn til, at der er nogle, der har det værre end dem selv. Og

det er jo den holdning og de værdier, som vi i fagbevægelsen skal være

med til at vække til live igen. Der er altså et eller andet tidspunkt, hvor

de holdninger og værdier går op i røg. Det kunne være i folkeskolen, og

derfor har vi aftalt, at vi opfordrer LO, som har med skolekontaktarbejdet

at gøre, til en forstærket indsats.

En formuleret ungdomspolitik blev efterspurgt – både i afdelinger og

sektorer. Det kan jeg ikke støtte nok. Det synes jeg er fint. Og så kommer

der en opsang – og nu kigger jeg ned på Kristian igen – for det, vi skal

være med til at efterspørge hos jer, er, at I ikke skal blive en kopi af os

andre.

I skal ikke hænge jer fast i, hvordan det er, man gør, og hvordan man

skal lave en kopi af vores politiske system, for så at køre det igennem alle

de led, som vi har. I skal vide – og det er vigtigt at sige det igen – at alle

gerne vil lytte til HK-Ungdom. Der er masser af politikere rundtomkring,

der er masser af politiske udvalg – og vi glæder os til samarbejdet. Og

til, at I også er med til at udforme den ungdomspolitik, som skal være

gældende i afdelinger, sektorer og forbund.

Så et cadeau til ungdommen, hvor vi kan høre, at de i debatten er

oppe og motivere lovforslagene. Det er godt. Det er den rigtige måde at

gøre det på. Jeg synes, at du slap rigtig godt af sted med det.

Jobpatruljen og projekt synlighed. Her skal vi blive bedre til systematik

og til opfølgningen. Vi kan se, at ti procent af de henvendelser, der

blev behandlet systematisk, rent faktisk førte til et medlemskab. Så der

er altså rigtig gode medlemmer i at være vedholdende og holde fast i

systematikken hele vejen rundt.

Seniorerne? Hvad vil HK med seniorerne? Vi vil smaddergerne have,

at I bliver ved med at være den gode resurse og de gode ambassadører,

som I er. Men jeg ved, at jeg har en aftale med seniorerne på deres

hovedbestyrelsesmøde den 1. december, så derfor skal min opfordring

være, at vi dér tager drøftelserne om, hvordan vi får startet op på en

afklaring. Og på, hvad det er for et arbejde, vi skal fastlægge med seniorerne.

Agitation! Der var mange inde på det. Og her vil jeg sige ordet ”back

to basic” mange gange. Og her ryger lige en enkelt ”Poul Drews” på. For

når jeg siger ”back to basic” så mener jeg ikke, at vi skal arbejde i fagbevægelsen,

som vi gjorde for tyve år siden. ”Back to basic” er for mig, at vi

er synlige, og at vi er opmærksomme på medlemmernes arbejdssituation.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 133


134

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Hvis vi tager ”flere overenskomster, flere medlemmer”, så er det strategien.

Der er flere og flere, der skal kende os. Vi skal have fat lige præcis

dér, hvor medlemmerne er, i stedet for at skyde i blinde. Der bliver

opfølgning, og der bliver mål på, hvor mange medlemmer vi skal have?

Hvor mange medlemmer skal vi have? Det er en rigtig god ting, for det

kan man følge op på.

Ude på arbejdspladserne, hvor tillidsrepræsentanterne skal organisere

deres kolleger, vil jeg også sige, at ”back to basic” betyder, at

hver enkelt tillidsrepræsentant jo er sælgeren i HK. Det er dem, der i

det tætte samarbejde med deres kolleger skal vise værdien af et fagligt

medlemskab.

Systematik i agitationsarbejde. Det er ikke nok længere at række

fingeren i vejret, og – som en af vores rigtig dygtige akademikere sagde

– reagere på guddommelige mavefornemmelser. Vi skal sørge for, at når

vi vil reagere, har vi så overvejet og opsat mål for, om det er her, vi skal

rette vores indsats, eller skyder vi bare i blinde?

Hvilke ydelser og tilbud skal vi have for at få flere medlemmer og for

at fastholde vores medlemmer? Skal det være bilforsikring? Er det bilforsikringer?

Det kan godt være, at jeg har spraglet tøj på, men bilforsikringssælger,

det har jeg ikke lyst til at blive. Men det kan da godt være,

at vi skal kigge på de ting, som vi ud over vores kerneforretning – som er

fagligt arbejde – skal tilbyde vores medlemmer. Og Erik, jeg ved også, at

du ved, at landsforeningerne er indkaldt til møde med ALKA.

Hvis ikke vi er i stand til at forklare vores medlemmer, at de skal

være medlemmer hos os, andet end vi kan tilbyde dem en billig bilforsikring,

så skal vi længere ud. Vi skal sælge vores fagforeningsmedlemskab

på vores holdninger og værdier. Og på, hvad det er for et arbejdsmarked,

vi gerne vil have, og hvilket arbejdsliv vi gerne vil have.

Så må vi kigge på det andet. Tage et møde med ALKA. Snakke grundigt

med dem. Men det er i hvert fald ikke dér, hvor jeg vil lægge min

største indsats.

Vi skal blive ved med at støtte vores ildsjæle. Altså dem, der brænder

for HK. Dem, der hver eneste dag tænker, at dette næsten er et kald:

Jeg går på arbejde hver dag ude på min virksomhed, og så går jeg og

fortæller om alle de gode ting, HK kan. Dem skal vi støtte, og dem skal

vi blive ved med at støtte.

Der bliver sagt: Hvor svært kan det være at sælge et medlemskab?

Ja, men det er svært. Det kan godt være, at jeg også tilhører de gamle.

Da jeg startede på arbejdsmarkedet, havde jeg to forældre, der sagde:

Når du møder op den første arbejdsdag, så sørg for, at du bliver meldt i

fagforening. Men det er der altså nogle, der har glemt at fortælle deres

børn.

Der er nogle, der har glemt at diskutere, hvorfor det er vigtigt at

være medlem af en fagforening. Hvad er det, fagforeningen bidrager

med? Og hvad er det for nogle ting, de arbejder for? At hjælpe medlemmerne

– og ikke-medlemmer – i arbejdslivet.

Så er der den med det traditionelle fagforeningsarbejde. Her vil jeg

slutte af med at kommentere Poul Vinholts, Ulla Jeppesens og andres


emærkninger om sammensætning, kvalitet og opgavevaretagelse i

forhold til medarbejderstaben i HK. Jeg vil endda kommentere det på en

måde, så nogle tænker: Personalechef – ikke politiker.

Jeg vedkender mig ansvaret for at være leder i en organisation med

rigtig mange ansatte. Ansatte, som hver eneste morgen skal vågne og

selvtænde det blå HK-blink og suse på arbejde med et stolt smil om læben

– for at repræsentere os og servicere det arbejde, som vi delegerede

beder dem arbejde med. Uanset om de er kontorchefer, akademikere,

journalister, faglige medarbejder, a-kasse-medarbejder eller administrative

kolleger. Jeg synes altså, at det er katastrofalt at tale om modsætning

mellem valgte og ansatte, mellem kongressens delegerede, de

valgte i bestyrelser, tillidsrepræsentanter osv.

Der er jo ikke nogen ansatte i HK, som arbejder med opgaver, som

de selv har fundet på. Jeg prøvede på at lave et tilbageblik – og det

bliver en lille smule langt. Men det er fordi der kan være delegerede,

som måske tænker, hvad det mon er for opgaver, vi, der sidder i denne

sal, initierer.

Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så ved jeg, at hovedbestyrelsen

formulerer opgaver, sektorbestyrelsen formulerer opgaver,

branchesektionen Privat Service, afdelingsbestyrelserne lokalt, de lokale

sektorbestyrelser, ungdommen centralt og lokalt, landsforeningen Sam-

Data, Danske Akademimerkonomer, den lokale brancheklub Sam-Data,

lokale Akademimerkonomer og lokale fagorganisationsansatte. Det er

alle de politiske led, der skaber opgaver til vores medarbejdere. Det er jo

ikke noget, de selv finder på.

Det kræver altså, at de opgaver, som vi udstikker som politikere i

denne sal, bliver lagt ud i enighed om retninger og begrænsninger for

vores ansattes arbejde. Ellers er den liste, der er her, lang nok til at give

opgaver til dem langt ud i fremtiden.

De næste tre en halv dag er I kongresdelegerede den politiske ledelse

i HK. Så lad os fokusere på at træffe gode, rigtige beslutninger om

de næste fire års arbejde. Og lad os lade være med at kaste negative ord

efter hinanden.

Der var én ting, jeg også sagde – jeg er glad for, at der er rigtig

mange, der har lyttet rigtig godt efter min beretning – lad os skabe en

anerkendende kultur, hvor vi inspirerer og motiverer hinanden til at

skabe de positive ringe i vandet.

Jeg håber, at jeg har været rundt om det meste.

Herefter gav dirigenten ordet til næstformand Mette Kindberg, som var

helt enig i, at man ikke kan overlade alle medlemmer til selvbetjening.

Hun sagde blandt andet:

– Men det er klart, at elektronisk selvbetjening giver os mulighed

for, at nogle kan betjene sig selv via mitHK og frigøre resurser til andre

medlemmer.

Mange har været inde på, at vi skal gøre noget for de medlemmer,

der har det sværest.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 135


136

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Et medlem kan være stærk den ene dag og blive svag med ét slag, fx

ved en fyring eller ved en arbejdsskade. Det er klart, at vi skal bruge ressurserne

på at løfte sådanne medlemmer op igen.

Dirigenten gav herefter ordet til næstformand Mette Kindberg til replik:

Mette Kindberg:

– Jeg vil da også gerne sige tak for de mange indlæg til min beretning.

Jeg har valgt at dele mit svar op efter emner. Der har været mange indlæg,

så jeg vil svare bredt på mange af emnerne.

Flere har i deres indlæg været ind på, at vi skal gøre noget for de

medlemmer, der har de sværest. Og det er jeg fuldstændig enig i.

Jeg er også fuldstændig enig i, at man ikke kan overlade vores medlemmer

til selvbetjening, men mulighederne er der for selvbetjening

for de medlemmer, der ønsker det. Det er jo med til at frigøre resurser.

Resurser, som vi kan bruge til de medlemmer, der ønsker en personlig

rådgivning. Det tilbud skal altid være der!

Det medlem, der den ene dag er stærk, kan med ét slag blive det

modsatte. Tænk engang på en fyring, en bortvisning, en arbejdsskade.

Det kan ramme os alle, og så skal vi da være til stede som faglig organisation,

så vi kan løfte medlemmet op igen.

Så vil jeg gerne sige tak til alle jer, som har været oppe og rost og

har tilkendegivet opbakning til HK’s ligestillingsarbejde. Det gælder

blandt andet den linje, som vi har lagt omkring regeringens udspil til

kønsopdelt lønstatistik. Det er jo en lønstatistik, som næppe vil få nogen

virkning.

Selvom lovudkastet skulle ende med at blive vedtaget – og det

kunne man frygte, fordi Dansk Folkeparti allerede har tilkendegivet, at

de vil bakke op om det – så skal vi i de kommende måneder i hvert fald

fortælle alle 179 folketingspolitikere, hvad det er, der sker, når de trykker

på knappen. De skal være fuldt ud klar over, at når de vedtager den

lov, så gavner det ikke direktivet, og det har heller ikke noget med reel

ligestilling af gøre.

Som sagt, så fortsætter vi også sagen mod den danske stat og Dansk

Arbejdsgiverforening.

I skal have tak for den opbakning, I giver til vores arbejde omkring

ligelønsværktøjerne. De er blandt andet baseret på den lønstatistik, vi

har i HK. Det skal samtidig være en opfordring til, at når vi har denne

lønstatistik i HK, er det også vigtigt, at vi alle sammen husker at indsende

vores lønoplysninger.

Som du sagde, Thora, er det utrolig vigtigt, at alle bakker op om lønstatistikken,

så medarbejderne i sektorerne har muligheden for at kunne

hjælpe og rådgive i lønsager osv.

Vi kan med ligelønsværktøjerne indkredse de ligelønsproblemer,

som er i sektorerne og brancherne. Jeg ser meget fortrøstningsfuldt på

vores egne muligheder i de kommende år.

Men som jeg sagde, ville det ulige være meget nemmere, hvis regeringen

arbejdede sammen med os i stedet for at arbejde imod os.


Og så skal jeg også sige, at vi er meget opmærksomme på åbningstiderne

i daginstitutionerne. For de unge forældre er det afgørende, at der er

pasningsgaranti, så de bedre kan træffe deres egne valg om, hvornår de

skal vende tilbage til deres arbejde. Og Især for HK HANDELs medlemmer

er der stor opbakning til at få en større fleksibilitet.

Man kan jo frygte, at den udvikling, som vi er i, hvor flere kommuner

tilbyder pasningsgaranti, vil blive afbrudt efter sammenlægningen af

kommunerne. Så også set i det perspektiv er det jo vigtigt, hvordan man

stemmer til kommunalvalget.

Men nu er det også sådan – som Ole var inde på – at også arbejdsgiverne

er begyndt at mangle medarbejdere til deres ledige job. Så det kan

jo være, at Lars Barfoed, der har nedsat denne her familiekommission,

både lytter til dem og til os. Og her ser det jo ud, som om vi har en fælles

sag.

Flere har kommenteret vores kursusvirksomhed og de værktøjer, som

supplerer vores kurser. Tak for det.

Medlemshvervning er også blevet nævnt, og kursusafdelingen har

altid fast fokus på medlemshvervning som et fast element i grunduddannelsen

for tillidsrepræsentanter. Det er endda sådan, at vi har et selvstændigt

kursus i medlemshvervning.

Kursusafdelingen deltager også aktivt i projektet ”flere overenskomster,

flere medlemmer”. Blandt andet går vi ud med virksomhedsrettede

tilbud på den enkelte arbejdsplads.

Et pc-kursus kan aldrig stå alene – det er jeg enig i. Lær selv-programmer,

dilemmanøgler og så videre er supplement til den undervisning, hvor

man er fysisk til stede. Vi skal stadigvæk levere kurser, hvor vi kan føre

dialoger, netværke osv. med andre tillidsvalgte.

De tillidsvalgte er rygraden i vores organisation. Derfor skal de også

have de rigtige tilbud om uddannelse. Derfor skal vi til stadighed udvikle

vores grunduddannelse og også de supplerende kurser, vi tilbyder.

Når I rejser spørgsmål om de længerevarende kurser for tillidsvalgte,

fx akademiuddannelserne, kan jeg fortælle, at udviklingen af dette produkt

stadigvæk sker. Vi gør det nu i samarbejde med LO-skolen i stedet

for det gamle Fagbevægelsens Kompetence Center (FKC). Det nedlægger

vi nemlig ved årets udgang. Så tilbuddene vil være til stede i 2006.

Jeg kan også sige, at vi netop nu er i gang med at udsende disse

tilbud til afdelinger og tillidsvalgte. For de mere erfarne tillidsfolk, som

måske ikke lige synes, at de kan finde noget for dem, ja, der er vi ved at

udvikle nogle brush-up-kurser.

Tillidsvalgtes vilkår ligger mig meget på sinde, og de vil blive sat på

dagsordenen, hver eneste gang der er mulighed for det. Jeg har fokus på

problemerne i tillidsrepræsentanternes arbejde og vilkår, og det vil jeg

blive ved med at have.

Til Poul Drews. I forlængelse af strukturkongressen i 2003 fortsatte vi

arbejdet med at reducere dobbeltarbejde mellem forbund, sektorer og

afdelinger. Vi samlede arbejdsskadearbejdet i én afdeling, og al kursusadministrationen

i kursusafdelingen. Og vi ser hver dag på, om vi kan gøre

det mere effektivt andre steder.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 137


138

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Så kan det godt være, Niels Christian, at jeg er nordjyde. Men jeg vil

gerne sige en utrolig stor tak for det tætte samarbejde, vi har haft i HK i

forbindelse med at sætte fokus på at styrke det lokale LO-arbejde.

Som Bjarne Nielsen siger: ”Sammen er vi stærke.” Og som I ved, så

opnåede vi det resultat, vi gerne ville opnå.

Tak for opbakningen til beretningen og tak for opbakningen til det

fremtidige arbejde.

Herefter gav dirigenten ordet til formanden for HK/Kommunal, Kim

Simonsen, som fik mulighed for at knytte nogle kommentarer til rækken

af bemærkninger om samarbejdet i Det Kommunale Kartel og med

formanden for FOA, Dennis Kristensen.

Kim Simonsen:

– Jeg har fået lov at sige lidt om Det Kommunale Kartel, DKK, og samarbejdet

med Dennis Kristensen. Flere har været oppe og sige, at det ikke

er helt let, og det vil jeg gerne bekræfte.

Den måde, man arbejder på, og den måde, man kommer med

udmeldinger på, og den måde, man har forventninger til etikken og

samarbejdet på, der tror jeg, at med de meldinger, vi har fået, bare må

notere os, at vi altid deltager i projektet livslang læring.

Derfor tror jeg heller ikke, at det er uden betydning, det, der er

sagt i dag. Både omkring den måde, Dennis Kristensen – på FOA’s vegne

må man gå ud fra – kommer med udmeldinger på. Og ikke mindst den

måde, vi har arbejdet med tingene i Det Kommunale Kartel.

Konkret til det med Det Kommunale Kartel vil jeg sige, at det, der

har været fremme om, at vi har været uenige om økonomi: Det har vi

også. Det har vi sådan set været hver eneste gang vi har lagt budgetter

de sidste ti år. Der har vi altid været lidt uenige om, hvor meget der skal

spares, og hvor pengene skal komme fra.

Det, der skete denne gang – og som også var årsagen til, at jeg trak

mig som formand for Det Kommunale Kartel – det var, at vi også havde

andre diskussioner. Det var om, hvilke vilkår der eksisterer, når vi arbejder

sammen. Vi er forskellige størrelser og har forskellige holdninger, og

hvad er det så for spilleregler, vi har?

Jeg har ikke deltaget nogen steder i mit arbejde, hverken i fagbevægelsen

eller andre steder, hvor man ikke respekterer mindretal. Da vi skal

have et repræsentantskabsmøde her på mandag otte dage, hvor mindretalsbeskyttelsen

også er på dagsordenen, og vi samtidig ikke kunne

blive enige om økonomien, meddelte FOA, at så ville man bare gøre

tingene med den stemmevægt, man havde. Og man ville i forhold til det

konkrete budget ikke acceptere, at der skulle indføres en mindretalsbeskyttelse

på repræsentantskabet. Da var det så, at vi sagde: Det går ikke!

Jeg synes selv, at jeg kom i tanke om et godt billede – jeg har det lidt

med billeder – for FOA har efterfølgende sagt, da beslutningen var truffet,

at vi godt kunne lave mindretalsbeskyttelsen. Sådan fungerer det

også nogle gange hjemme hos os. Børnene sidder med fjernbetjeningen,

men det er far, der bestemmer, hvad vi skal se.


Det bliver der lidt krise over, også hjemme hos os. Og det fungerer jo

ikke på sigt. Det er sådan, at når voksne mennesker ikke kan sammen

– denne gang er det så mænd, der ikke kan finde ud af det – så skal man

altid tænke sig lidt om. Det er heller ikke mændene, der tænker sig om.

Men man skal sige til sig selv: Hvorfor er det lige, at vi er dér, hvor vi er,

og ikke kan finde ud af det?

Det er selvfølgelig også det, der er ved at ske i øjeblikket. Uroen i

Det Kommunale Kartel risikerer at betyde noget meget negativt andre

steder. Blandt andet i det forhandlingssamarbejde, vi har i KTO, hvor vi

lige har et ansvar for at forhandle overenskomst for 600.000 andre.

Det kan selvfølgelig få afsmittende virkning rundtomkring, og vi hører

allerede, at det får afsmittende virkning. Man sammensætter lokale

SU- og MED-råd i forhold til, hvordan man samarbejder derude.

Vi har borgfredsaftalen, som vi skal arbejde med lige om et øjeblik,

og der ligger en lang række andre arbejdsopgaver, hvor det er nødvendigt,

at dem, der er på LO-området – på det offentlige LO-område

– finder ud af at arbejde sammen.

Så mon ikke, at der skulle ske det, at de voksne mænd også bliver

enige i løbet af ganske kort tid. Ja, måske i morgen. Så jeg tror, at i morgen

– jeg ved ikke helt hvordan – er der en løsning, så der ikke er nogen

i Det Kommunale Kartel, som kan blive ”overrulet” af FOA’s medlemmer.

Ligesom der selvfølgelig også vil være en regel om, at der ikke er

nogen, der vil ”overrule” nogen af FOA’s 54 procent af medlemmerne.

Derfor er vi altså ved at komme på banen igen i forhold til det, vi

har haft tradition for med mindretalsbeskyttelse. Den er på vej ind i

Det Kommunale Kartel. Og når den så er der, mon så ikke også vi får et

budget og en bemanding af sekretariatet til at hænge sammen.

Derfor tror jeg, at vi finder ud af det. Men det fjerner jo ikke fokus

på en række af de andre meldinger, som FOA er kommet med. Derfor

tror jeg, at det, man skal gøre, er at konfrontere dem med det. Ikke bare

fra talerstole, men også derhjemme. De problemer vi har på arbejdspladserne

og i hverdagen er stort set ens – uanset om vi kommer fra den

ene eller den anden organisation.

Jeg tror, det vil lykkes også i denne sammenhæng. Det er ikke let, og

jeg tror også, at ud over den livslange læring har vi også et nyt projekt

med anerkendende kulturer, men selv inden for anerkendende principper

skal der to til tango. Tangoen har det også med ikke kun at skulle

spilles og danses i det tre et halvt minut, som melodien varer.

Der skal laves løsninger, som kan have troværdighed langt ud i fremtiden.

Det er det, vores medlemmer efterlyser.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 139


140

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Herefter gav dirigenten ordet til forbundsformand John Dahl til replik til

beretningsdebatten.

John Dahl:

– Uh, hvor har jeg glædet mig! Lad mig starte med at kvittere for alle de

konstruktive og positive indlæg, der har været – ikke kun til min, men til

formandskabets, og dermed også hovedbestyrelsens beretning.

Tak for de venlige vink med vognstangen. Også tak for de tilkendegivelser,

som på den lange bane har båret fremad, og hvor der er peget

på de områder, hvor vi stadigvæk kan blive bedre.

Lad mig fortsætte i forlængelse af Kim Simonsen, for Niels Christian,

Jorun Beck, Sven-Erik Peterson og andre har været oppe og komme med

nogle bemærkninger til kollega Dennis. Jeg synes faktisk, at de fortjener

at stå alene.

Jeg kunne ikke have gjort det bedre, selvom Anne Marie Kverneland

mente, at jeg havde været meget diplomatisk. Ved I hvad diplomati er?

Topmålet af diplomati er at bede folk om at skrubbe af og så få dem til

at glæde sig til turen.

Jeg har forsøgt at følge meget nøje med i alle de indlæg, der har

været. Jeg håber, at I har forståelse for, at jeg har prøvet på at samle det

i nogle klumper.

Lad mig starte med at gøre nogle betragtninger omkring de mange

indlæg, der har været fra Viggo, Sven Andersen, Per Bergenhagen,

Thora Petersen m.fl. om beskæftigelsesindsatsens og beskæftigelsespolitikkens

forankring.

Der var jo et led i strukturreformen. Opspillet til strukturreformen

var jo, at man i LO-sammenhæng etablerede et fællesudvalg, der bestod

af repræsentanter fra LO, FTF og AC.

Hensigten var klar: Kunne vi i forhold til alle de elementer, der var

i spil, når vi taler om strukturkommissionens overvejelser, komme med

anbefalinger? Var vi i stand til at levere et kvalificeret modspil i forhold

til det, vi havde en meget præcis forventning om, kom frem fra strukturkommissionen?

Uden nu at blive alt for historisk så var der i det fællesudvalg, som

blev etableret med repræsentation fra de tre hovedorganisationer, den

grundlæggende opfattelse, at det var nok meget fornuftigt fortsat at

forankre den beskæftigelsesmæssige indsats i statsligt regi.

Det kom jo til at se lidt anderledes ud, som flere har påpeget. Nemlig,

at forankringen af beskæftigelsespolitikken i større grad blev med et

kommunalt islæt.

Jeg tror stadigvæk – og det var derfor, jeg i min beretnings udtalte

en vis bekymring – at den oprindelige model med at forankre det i

staten er den bedste. Men når det er sagt, så synes jeg også, det er værd

at understrege, at vi i HK er nødt til at forholde os til den realitet, at

når nu beslutningen er truffet, kan vi ikke sætte os over i et hjørne med

korslagte arme og sige: Så vil vi ikke være med længere. Det vil jo ikke

være interessevaretagelse for alle vores mange ledige medlemmer.


Vi havde en bekymring, og vi har for så vidt stadigvæk en bekymring.

Jeg synes, at det hører med til historien, at kommunerne i forhold

til det arbejde, strukturkommissionen lagde frem, desværre med al

ønskelig tydelighed beviste, at de ikke i tilstrækkelig grad havde leveret

varen i forhold til at sætte ind, når vi taler om aktivering og om at få

kontanthjælpsmodtagere ud på arbejdsmarkedet.

Jeg tror generelt set, at det havde været meget mere fornuftigt,

hvis vi havde taget en bredere diskussion af beskæftigelsesindsatsen,

og at den var båret af det grundlæggende princip, at der er mange

aktører, der rører rundt i denne gryde. Der er Arbejdsformidlingen, der

er de faglige organisationer, der er a-kasser, og der er kommuner. Der

er mange, som hver især kunne bidrage til en fælles indsats for at leve

op til den fornemme ambition, at alle vores medlemmer skulle sikres en

ordentlig beskæftigelse.

Men det var der jo ikke rigtigt politisk basis for. Beslutningen var

truffet, og det var umuligt at åbne den diskussion rent politisk. Jeg tror,

at det er vigtigt at understreje også i denne sag, at det, vi er nødt til at

tage bestik af, er – som jeg sagde før – at nu er beslutningen truffet. Nu

har vi for så vidt i HK kun én opgave, og det er: Nu skal vi spille på den

bane under nogle andre vilkår, men vi må aldrig nogensinde glemme

målet: Nemlig, at vi skal være optaget af, at vores medlemmer, der er

arbejdsløse af den ene eller den anden grund – eller for den sags skyld

er kontanthjælpsmodtagere – skal hjælpes så godt, som vi overhovedet

kan.

Derfor har vi jo selvfølgelig også arbejdet intenst det seneste halve

år i forbundet – og med de kolleger, som er beskæftiget med arbejdsmarkedspolitikken

ude regionalt og lokalt – med at finde modeller for,

hvordan vi kan løse den opgave. Det tror jeg sagtens vi kan finde ud

af. Det er lidt tungere, end det har været før. Der er mange mennesker

involveret. Vi er nødt til at trække på kræfter i dette arbejde, som vi

ikke har trukket på før. Der ligger også en uddannelsesindsats i forhold

til mange nye kolleger i HK-systemet, som nu skal ind og løfte denne her

opgave.

Nu ligger den her, og lad os så få det bedste ud af det som overhovedet

muligt. Det mener jeg er den fornemmeste ambition, vi kan have.

Og så lad mig understrege endnu en gang – og det er meget vigtigt

at understrege for mig på denne kongres – at den bekymring, vi har

udtalt tidligere, og som vi måske stadigvæk har lidt i baghovedet, læner

sig ikke mod vores dygtige medlemmer, hverken i stat eller i kommune.

De udfører et formidabelt godt stykke arbejde. Det er ikke en kritik af

de kolleger, bestemt ikke.

Der er også en kommentar i forhold til – og det kunne måske ligge i

forlængelse af nogle af de indlæg, der har været om beskæftigelsesindsatsen

– spørgsmålet om praktikpladser. Det er i allerhøjeste grad også

beskæftigelsespolitik. Det er også uddannelsespolitik.

Der har været nogle betragtninger omkring UU’erne, det er det, der

hedder Ungdommens Uddannelsesvejledning. Jeg vil godt signalere meget

præcist her: HK vil gøre alt for, at der bliver anskaffet det tilstrække-

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 141


142

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

lige antal praktikpladser. Og som jeg gav udtryk for i går, så er jeg for så

vidt bedøvende ligeglad med, hvordan modellen kommer til at se ud. Vi

skal bare skaffe nogle flere praktikpladser.

Vi er nødt til på det felt at forpligte arbejdsgiverne meget mere, end

vi har gjort tidligere. Jeg tror også, det er vigtigt, at vi i vores kreds af

tillidsrepræsentanter ude på arbejdspladserne tager godt imod de unge

mennesker, guider dem igennem deres uddannelse og giver dem en

positiv oplevelse: Dét at være med i et socialt fællesskab, dét, at de skal

lære det, de nu engang skal lære.

Her tror jeg, at ideen om uddannelsesansvarlige er et meget godt

bud på, at vi kan løfte niveauet for vores elever og give dem en meget

præcis og konkret oplevelse af, at vi er optaget af, at de får en god

uddannelse. Og at de får mulighed for at tilegne sig kompetencer, som

gør, at de kan blive fastholdt på et arbejdsmarked, som jo alt andet lige

forandrer sig med en voldsom hastighed.

Der tror jeg også, at vejledningsindsatsen spiller en central rolle. For

år tilbage etablerede man jo det, der hedder Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Det var for så vidt grundliggende en meget god idé. Det

var i stedet for, at man skulle piske unge mennesker og deres forældre

rundt et hundrede forskellige steder, at man samlede det under én hat.

Her for kort tid siden lavede man en analyse – det var Rambøll – af,

hvordan det nu var gået med Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Det var en formidabel konklusion, de nåede til. Det gik forrygende!

Når man kiggede lidt ned i tallene, så man, at dem, der var spurgt i

undersøgelsen, var lederne af Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Derfor har man fra Undervisningsministeriets side tilkendegivet, at man

om kort tid vil iværksætte en ny undersøgelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning,

og at man selvfølgelig vil prøve at gøre den noget

bredere end den oprindelige undersøgelse.

Jeg tror, at det, der er afgørende for Ungdommens Uddannelsesvejledning,

er, at dér, hvor den har fungeret – det er værd at bemærke sig

– er dér, hvor man har involveret de faglige organisationer, arbejdsgivere

– altså bredt set dem, der skal aftage eleverne. Det er dér, man har

succes med vejledningsindsatsen. Dér, hvor man alene forholder sig til

at have Ungdommens Uddannelsesvejledning i sin egen lille osteklokke,

der viser det sig, at resultaterne er derefter.

Jeg tror, at vi skal være optaget af – undskyld, det er måske en ny

opgave – at skabe en god kontakt til Ungdommens Uddannelsesvejledning

for dermed at sikre en bedre kvalitet i indsatsen i forhold til at

vejlede unge mennesker. Jeg tror også, det er vigtigt, at vi kigger på,

hvem der sidder i Ungdommens Uddannelsesvejledning. Hvad er det

for kompetencer, de har med sig, når de bliver ansat. Jeg har intet imod

– det vil jeg godt understrege – folkeskolelærere. Det er fremragende

mennesker. Men det er klart, at hvis størsteparten af dem, der skal vejlede,

har en folkeskolelærerbaggrund, så har man på mange strækninger

en tendens til at visitere og vejlede unge mennesker over i gymnasiet.

Jeg tror, vi har behov for at få mere bredde i vejledningen, så der

også sidder nogle i Ungdommens Uddannelsesvejledning, som kender


eksempelvis erhvervsuddannelserne og de kortere videregående

uddannelser.

Ikke mere om det i denne omgang.

Må jeg så kvittere til mange af jer: Ulla Jeppesen, Kirsten Sloth, Caja

Olsen m.fl. Tak, fordi I giver sådan en massiv opbakning til vores profil

på integrationsområdet. Jeg vil gerne sige, at det er jeg utrolig stolt af.

Jeg tror det er utrolig vigtigt, at vi til stadighed har fokus på, at

det er et vigtigt indsatsområde i vores arbejde. Og må jeg sige til jer, at

det også høster bred anerkendelse i andre faglige organisationer. I den

sammenhæng ikke kun inden for LO-familien, men en lang række andre

faglige organisationer er dybt imponeret over alle de aktiviteter, vi har i

forhold til at fremme etnisk ligestilling.

Det er vigtigt, at vi har denne profil af to årsager. En af de største

udfordringer, der ligger i vores samfund, er at få integreret unge, gamle

– kald det, hvad I vil – med anden etnisk baggrund. Det er en af de største

udfordringer, vi har i dette her samfund. Her skal vi spille en central

rolle som faglig organisation.

Hvis vi ikke skulle tage hånd om den opgave, hvis vi ikke skulle tage

hånd om dem, som sidder yderst på den grønne gren, som har behov for

lidt kærlighed og omsorg, hvis vi ikke skulle gøre det, hvem skulle så?

Så synes jeg sådan set også, at vi har en anden opgave i den sammenhæng.

Vi har som faglig organisation et ansvar for at gå imod den

strøm, som fører en indvandrerdebat, der er præget af fremmedfjendske

holdninger og nedgøren, og som bruger udtryk, som vi aldrig nogen

sinde vil anvende i vores faglige organisation. Den retorik er ubehagelig,

og den skal vi som faglig organisation tale imod. Og vi skal blive ved

med at gøre det.

Nogle har været inde på, hvorfor vi mister medlemmer. Har vi

svækket den personlige kontakt? Skal vi have alle medlemmer over på

mitHK? Karin var inde på det, men jeg føler mig alligevel fristet til at

gøre nogle yderligere bemærkninger.

Når jeg kigger i min krystalkugle, er der noget, der tilsiger mig, at vi

ikke i de næste mange år får tilført væsentlig flere resurser i vores organisation.

Vi er altså nødt til at være optaget af at få vores organisation

til at løfte de opgaver og indfri de forventninger, som vores medlemmer

har – med de bestående resurser.

Derfor ligger der en unik mulighed, ikke kun i Danmarks eneste

online fagforening, men også i Danmarks – og skal vi svinge os op, det

må vi godt på en kongres – i verdens bedste digitale fagforening. Det

handler jo om, at vi i et omfang kan flytte vores medlemmer over på

mitHK, så de kan servicere sig selv på en række felter i døgnets 24 timer.

Så får vi jo dermed også frigjort nogle resurser til nogle af de

medlemmer, der har behov for lidt mere omsorg, lidt mere kærlighed,

lidt mere arbejdskraft. Og medlemmerne, som bruger mitHK, betragter

jo ikke det, at de har en digital fagforening, som en serviceforringelse.

Tværtimod oplever de jo, at deres medlemskab er blevet tilført en yderligere

dimension. Så det handler om at tage den udfordring op og sige:

Jo flere vi kan få til at betjene sig selv på en række områder, jo flere

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 143


144

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

resurser får vi frigjort til måske nogle af de tunge opgaver, som vi også

skal løse fremover.

Jeg tror, at det er bydende nødvendigt, at vi er til stede. Det er for

så vidt også en rød tråd i vores strukturbeslutning fra 2003, at selvom

vi danner nogle større politiske enheder i det ganske land, og kommer

tættere på 16-17 enheder end 22, har vi stadig været båret af den ambition,

at vi stadig er til stede der, hvor vi var i går. Det gør vi selvfølgelig,

fordi vi tror, at nærvær betyder ret meget for vores medlemmer.

HK-fagforeningen er en del af det lokale samfund, vi lever. Den

ligger tæt på vores arbejdsplads. Det er der, hvor man slår vejen forbi,

hvis man har et fagligt problem. Derfor skal vi have fokus på nærvær,

tilstedeværelse og synlighed. Det spiller måske også lidt sammen med,

at vi har mange aktiviteter i støbeskeen, at vi har kerneydelser. Ved I

hvad: kerneydelseskonceptet er noget af det mest unikke, der findes i de

faglige organisationer.

Hvad ligger der i kerneydelsesproduktet? Der ligger to ting: På den

ene side har I, der sidder her og repræsenterer alle vores lokale afdelinger,

været indstillet på omkring kerneydelserne at udfordre afdelingernes

suverænitet. Hvis den diskussion havde været rejst for fem år siden,

så havde jeg sgu ikke stået her i dag.

Men det er da afgørende, at vi signalerer til vores medlemmer, at

idet du går ind ad døren i HK og lægger dit kontingent, så garanterer

vi dig, at du på en hel række områder – som en del af dit medlemskab

– kan få nogle kerneydelser, der er knyttet til dit medlemskab. Og det

er ligegyldigt, om du er medlem af Holstebro afdeling eller i HK/København.

Det er den samme ydelse, det er det samme værktøj, vi bruger, og

det er ikke mindst den samme kvalitet.

I kender jo godt historien om, når vi før i tiden har truffet store

beslutninger i organisationens kompetente forsamlinger om, at nu skal

vi gøre det, og nu skal vi gøre det!

Medlemmerne taler sammen, det ved vi jo. Og der er to HK-medlemmer,

der møder hinanden, og så siger det ene HK-medlem til det andet:

Jeg var nede i min HK-afdeling i går, og der fik jeg et løntjek, og se,

hvad jeg har fået printet ud. Og de klædte mig på med nogle argumenter

til min lønforhandling. Så siger det andet medlem: Det var sgu

da en god idé, fik du noget ud af det? Ja, jeg fik 1000 kroner mere om

måneden. Tak skal du have, siger det andet medlem: Jeg går også ned i

min HK-afdeling.

Nu er det andet medlem så tilknyttet en anden HK-afdeling og

sparker døren ind der og siger: Goddag! Jeg vil godt have et løntjek!

Så er det da forstemmende, hvis man møder nogen – det er måske lidt

fortegnet – der siger: A’ hva’, vil du have? Jeg vil godt have et løntjek!

Det kender vi ikke noget til. Jamen jeg har lige talt med min veninde der

… Hvad de laver ovre i den afdeling, kommer da ikke os ved!

Derfor har vi jo formået med kerneydelseskonceptet for det første

at udfordre vores suverænitet med en god samklang og god opbakning

i organisationen, og det vil jeg godt kvittere for. Men jeg tror også, det

er vigtigt, at vi på flere og flere områder tager bestik af den situation,


at medlemmerne med respekt for vores meget forgrenede struktur altså

også på mange områder betragter HK som HK.

Derfor har de et behov for og en forventning om, at en række centrale

ydelser bliver leveret alle steder i organisationen, uanset hvilken

afdeling man måtte være medlem af.

Flere har talt om, hvem der bestemmer, hvilke varer vi har på hylderne.

Per gjorde det, og Bernt Andersen gjorde.

Det bestemmer vi, der sidder her. Det bestemmer hovedbestyrelsen,

det bestemmer sektorbestyrelserne. Det bestemmer vores forgrenede

politiske system. Og jeg vil da ikke afvise, at jeg kan finde enkelte

konkrete eksempler på, at vi har ramt forkert. Sidst vi har gjort det, var

måske i 1938 eller 1944.

Men selvfølgelig har vi da også ramt forkert en gang imellem. Men

hør her. Vi får et formidabelt stykke værktøj i løbet af det nye år, når vi

ser de første resultater fra HK Pulsen løbe ind. Jeg tror, at det er meget

vigtigt, at vi er bevidste. Og nu kan vi jo altså ikke lave beslutningen om

vedrørende HK Pulsen, skulle jeg hilse og sige, for den kører jo. Men vi

var i hovedbestyrelsen meget bevidste om, at i det øjeblik, vi sætter det

projekt i gang, skal vi også være klar til at tage konsekvenserne af det,

som medlemmerne signalerer til os.

Hvis medlemmer i forhold til Pulsen tilkendegiver over for os: Det

kan godt være, at I har siddet i jeres visdom og fundet ud af, at det her

er verdens bedste idé, men så må vi sige til jer, det er altså ikke noget, vi

efterspørger. Så bliver vi i HK – og vi har det politiske mod – nødt til at

lukke den aktivitet ned. Hvilket jeg i øvrigt tror – Karin var også inde på

det – at vi på nogle strækninger skal blive bedre til.

Vi er jo alle sammen utrolig udviklingsorienterede og har gode ideer,

og vi vil mange ting. Vi sætter mange skibe i søen, men jeg tror også, at

vi en gang imellem skal stoppe op og sige til os selv: Var der nogle, der

måske har overlevet sig selv?

Vi er nødt til at tage konsekvensen af det, som medlemmerne fortæller

os i Pulsen. For hvis vi ikke gør det, så vil medlemmerne med rette

sige, næste gang vi spørger: Hvorfor spørger I os om det, I retter jer jo

ikke efter det alligevel. Der ligger altså nogle unikke muligheder, synes

jeg, i det, som vi gennemfører i det store projekt Pulsen.

Lad mig så sige – det står på denne side – til spørgsmålet om, hvor

mange elever vi har ansat, og hvor mange praktikanter vi har i HK med

anden etnisk baggrund. Det kan vi ikke sige noget om, for det har vi

ikke registreret. Men jeg har en tydelig fornemmelse af, hvordan det ser

ud i forbundet.

Hvis nu vi skulle være et spejl af det samfund, vi leder i, og kigger på

medarbejdersammensætningen samlet set, burde vi have fem procent af

vores medarbejderstab med anden etnisk baggrund. Det har vi ikke!

Hvis vi kigger på forbundet, kan jeg sige, at vi i en periode, hvor

vores integrations- og ligestillingsprojekt har kørt, har haft 19 elever, og

fem af dem har haft en indvandrerbaggrund.

Der er også i forbundet udviklet en personalepolitik, som peger på

nødvendigheden af at indarbejde mangfoldighed i personalet i forhold

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 145


146

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

til køn, men også i forhold til etnisk baggrund. Og her tror jeg – selvom

vi kommer til at diskutere det mere præcist senere på kongressen – at vi

skal blive bedre.

Hvis vi kigger på, hvordan de fordeler sig på de merkantile uddannelser,

altså erhvervsuddannelserne, så har der været en stigning af

nydanskere, der frekventerer de merkantile uddannelser. I 2003 – det er

det sidste tilgængelige tal, vi har – er der 3.504 med anden etnisk baggrund.

Det tal stiger altså. Der knytter sig en anden problemstilling og en

anden udfordring til det her. Det er nemlig også den gruppe, hvor vi

konstaterer det største frafald. Altså at man dropper ud af uddannelsen.

Derfor tror jeg – at når jeg i går talte om, at det er nødvendigt med

et kundskabsløft – at det også handler om, at vi både på vores handelsskoler

og i vores folkeskole er opmærksomme på, at der måske er nogle,

som har behov for en ekstra hånd og lidt ekstra opmærksomhed. Måske

fordi det der med stavningen og læsningen ikke er ét hundrede procent

optimalt. Det handler altså også om – når vi taler kundskabsløft – at vi

skaber rammer for, at der også i vores uddannelsessystem tilvejebringes

resurser, der gør, at vi er i stand til at tage hånd om dem, som måske

skal hjælpes lidt på vej. For det er selvfølgelig et grundliggende problem

– også for dem med dansk baggrund – at vi oplever så stort et frafald på

vores erhvervsuddannelser, som tilfældet er.

Så var Simon Tøgern inde på borgfredsaftalen, en absolut relevant

diskussion. Jeg kan allerede nu afsløre fra velunderrettet kilde, at

indstillingen vil være, at vi laver en særskilt udtalelse, Simon, om FTF og

borgfredsaftalen. Det er en svær diskussion, for jeg synes, at man har

svært ved at tolke, hvad det er, FTF vil med det. Jeg synes, at de kommer

med modsatrettede meldinger.

Den ene dag signalerer FTF, sådan meget rundt, at tiden måske er

løbet fra en aftale, der går tilbage til 1973, og som i sit udgangspunkt

oprindeligt var tiltænkt til at regulere de organisatoriske tilhørsforhold

på det offentlige område. Den er så blevet udvidet til også at omfatte

det private område hen over tid. Tiden er måske løbet fra den. Skulle vi

ikke sige, at grænseaftaler som begreb er noget, der er uaktuelt. Vi skal

mere lave en samarbejdstale, og så må de enkelte medlemsorganisationer

– dem, der er medlem af LO, og dem, der er medlem af FTF – se, om

de med selvstændige aftaler kan regulere grænserne.

Det hører man den ene dag, og den anden dag hører man, at nu

skal vi gå på strandhugst, blandt andet på HK-området.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad FTF helt præcis mener.

Det bliver jeg klogere på den 28. november, hvor der skal være et møde

mellem LO’s daglige ledelse og FTF’s forretningsudvalg. Der får vi måske

løftet sløret for, hvad det her handler om.

Men jeg vil godt generelt sige, at jeg er enig i de bemærkninger,

som Simon har været fremme med, at man kan skrue aftaler og grænseaftaler

sammen på mange forskellige måder. Det mener jeg sådan set, at

vi har bevist gennem tiderne.


Det, der er afgørende, er, at selvom man måske i et svagt øjeblik kan

forfalde til at mene, at grænseaftaler har overlevet sig selv, så er jeg

nødt til at sige, at så langt kommer vi altså heller ikke ud. Vi er nødt til

at have et system, som prøver på at trække nogle grænser – det kan

godt være, at de på nogle felter kan være lidt mere flydende.

Men vi er altså også tvunget til at være opmærksomme på, at der

mange gange tilknytter sig en forhandlingsret, som vi historisk set har

erhvervet os på en række områder. Og derfor tror jeg – uden der ligger

faste beslutninger endnu – at et af elementerne, der er helt væsentligt

at påpege i drøftelserne med FTF, er: Kald det, hvad I vil, grænseaftaler

eller grænsedragninger – eller hvad det kan være. Jeg tror, at det er vigtigt,

at vi er meget opmærksomme på at fastholde den forhandlingsret,

som eksempelvis HK har opnået på en række områder.

Men lad os se, hvor det bærer hen. Jeg er grundliggende enig i den

ambition, der hedder, at det vil være fornuftigt at samle FTF og LO i én

fælles hovedorganisation. Jeg håber, at jeg når at opleve det i min tid.

Ingrid Kryhlmand var lidt inde på image og synlighed. Ulla Jeppesen

var også inde på pressens bevågenhed i forhold til vores kongres. Lad

mig knytte et par generelle bemærkninger omkring det.

Ingrid, vi er helt opmærksomme på, at hvis der ryger en finke af

fadet i en faglig organisation, så er det, som om vi alle sammen bliver

ramt af det. Derfor tror jeg, at der skal være en meget bevidst forståelse

for, at alt, hvad vi gør, alt, hvad vi siger, alt, hvad vi laver, skal kunne tåle

at komme frem i dagens lys. Vi skal altid fastholde i HK, at vi er indstillet

på altid at blive kigget over skulderen. Det tror jeg, at alle har en meget

god forståelse af.

Synlighed og måske også lidt om pressens bevågenhed. Det er rigtigt,

at de ikke har ryddet forsiden af Berlingeren og Politiken omkring

vores kongresåbning. Men jeg er nødt til at sige til jer, at pressens repræsentanter

jo også lever under nogle vilkår. For 10-20 år siden var der

et fast stab af arbejdsmarkedsjournalister, fordi pressen dengang prioriterede

arbejdsmarkedsstoffet utrolig højt. Der er sket en omprioritering.

Nu er det mere erhvervsstof og økonomi, og derfor skal journalisterne,

der dækker det her felt, dække et væsentligt bredere område.

Det er ikke et udtryk for, tror jeg, at pressen ikke er interesseret i,

hvad der foregår på en HK-kongres. Jeg tror til gengæld også, at vi selv

kan hjælpe lidt mere til. Lad mig i den sammenhæng aflive en myte. Jeg

hører den mange gange, når jeg kommer rundtomkring i afdelingerne

til kurser med vores nye medarbejdere, at man synes, at HK er for lidt

på. Her vil jeg godt sige, at det ikke har hold i virkeligheden. Vi leverer

faktisk dagligt historier både til den trykte og den elektroniske presse.

Jeg tror til gengæld, at vi kan blive bedre til – det er også det,

som Ulla rører ved – at producere forskellige former for kronikker og

debatindlæg i den bestræbelse, som vi alle har om at sætte en faglig og

politisk dagsorden.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 147


148

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Tak til dig, Mai-Brit, fordi du syntes, at det var relevant, at vi satte

globaliseringen på. Jeg synes, at den modtagelse, som temaet har fået

indtil nu – det bliver meget spændende i morgen – har været positiv.

Jeg syntes, at ca. tre uger før kongressen talte alle medier om globalisering,

og jeg håber, at også debatten i morgen vil vise, at det har vi ramt

rimelig godt med.

Peter Raben var inde på – og det kunne jeg godt have nævnt under

beskæftigelsespolitikken, for det er også en del af implementeringen af

strukturreformen – de omkostninger, der knytter sig til det. Det bliver

en dyr øvelse. Det var blandt andet en af årsagerne til, at De Radikale

og Socialdemokraterne trak sig ud af forhandlingerne. Regeringen ville

ikke diskutere, eller for den sags skyld fremlægge, nogen økonomiske

kalkuler på, hvad det her ville komme til at koste. Det vil tiden jo vise.

Jeg tror på sin vis, at de faglige folk, der lever tæt på både det

statslige og det kommunale system, vil opleve, at det her ikke bliver

nogen lille øvelse. Det her kommer til at koste mange penge. Derfor

er det selvfølgelig problematisk, at man for det første ikke var i stand

til at fremlægge økonomiske beregninger, der var i stand til at opridse

konsekvenserne af de beslutninger, og at man heller ikke mener, at det

bliver noget problem. Jeg tror, at der vil være mange udfordringer i det

at implementere strukturreformen.

Peter, jeg er ked af, hvis du synes, sloganet ”en verden af muligheder”

er lidt for pænt. Vi har ikke været optaget af, at det skulle være

pænt. Men vi havde et ønske om at signalere den dobbelttydighed,

der ligger i, at vi for det første har sat globalisering på vores kongresprogram,

som også signalerer, at vi har valgt i vores strategi ikke at

betragte globalisering som en trussel. Det bliver den kun, hvis man

ikke gør noget. Vi har valgt at betragte det som en udfordring. Deraf

navnet. Og så har det som sagt en dobbelttydighed, Peter, når vi taler

om HK-medlemskab. Vi mener i al beskedenhed, at når man går ind ad

døren i HK, så åbner sig også en verden af muligheder. Så jeg synes, at

vi i al beskedenhed har fundet et slogan for kongressen, som favner

disse to områder på en ganske udmærket måde. Men det er jo svært

med slogans. Det kan der være lige så mange meninger om, som der er

kongresdelegerede.

Rolf Hansen var lidt inde på aflønning af KVU’ere og dem, der

frekventerer erhvervsuddannelserne. Jeg har set, at kollegerne – sektorformændene,

der har det overenskomstpolitiske ansvar – flittigt har noteret

ned, så det løser de i 2008. Men det er jo ikke noget tagselvbord.

Der skal lige være nogen på den anden side, som går med til det.

Flere har været inde på uddannelsesområdet. Jeg synes, at mange af

de indlæg, der har været – Vibeke, for at nævne dig fra Dansk Lægesekretærforening

blandt mange flere – viser jo med al ønskelig tydelighed,

at vi har stærk fokus på uddannelse og kompetenceudvikling bredt set.

Det er et vigtigt indsatsområde for HK. Jeg tror, at det er et område,

hvor vi bliver udfordret kolossalt meget. Jeg synes, at den oplevelse fra

dagligdagen, som Vibeke fra Dansk Lægesekretærforening var inde på,

jo meget tydeligt beskriver det.


Jeg tror, at vi i HK skal være meget opmærksomme på, at omkring

mange af de jobfunktioner, som HK’erne bestrider på de danske arbejdspladser,

har vi som faglig organisation den opgave og forpligtelse at signalere

til medlemmerne, at de skal prøve at gribe de nye udfordringer.

Jeg synes nogle gange, at vi er lidt for pæne. Vi kan jo utrolig mange

ting som HK’ere. Vi bestrider jo utrolig mange kompetencer. Kunne vi

ikke lige løfte os bare et lille skridt og sige: Hov, nu var der et job, som

blev udviklet og fik tilført nogle nye områder, skulle vi ikke smide billetten

ind på det.

Jeg tror ikke, at vi som faglig organisation skal være ked at, at der

er nogle, der uddanner sig ud af vores organisation. Det vil aldrig blive

et mål for HK at fastholde alle medlemmer på et uddannelsesniveau, så

de kan blive i HK. Den ambition vil vi aldrig have. Men vi må godt have

den ambition at signalere til alle vores 364.000 medlemmer, at det, der

giver mulighed for at fastholde positionen på arbejdsmarkedet, er at få

et udviklende arbejdsliv, have noget kvalitet i arbejdslivet. Det handler

om at gribe udfordringen, når der åbner sig nye muligheder. Man skal

ikke læne sig tilbage og putte sig og sige: Det er nok for svært, det

kan vi ikke rigtigt, det har vi ikke prøvet før! HK’erne kan løse – i al sin

enkelthed – alle opgaver.

Så har der været mange bemærkninger om partistøtten, og det vil

jeg ikke sige noget om. Og det vil jeg ikke af den enkle årsag, at det får

vi lejlighed til på tirsdag. Der får vi mulighed for meget mere indgående

at krydse klinger på det spørgsmål.

Alligevel vil jeg være lidt bekymret, hvis nogen gik herfra med den

opfattelse, at når vi har talt om måske at gå væk fra den automatiske

udlodning af økonomiske midler, er der nogen, der har undret sig og

spørger: Får Dansk Folkeparti så også penge?

Der vil jeg gerne sige til jer meget præcist og meget klart: Det vil

aldrig nogensinde blive aktuelt. Uden at foregribe debatten på tirsdag

så tror jeg, at man skal være meget opmærksom på – og det får vi forhåbentlig

en god diskussion om, som vi altid plejer på en HK-kongres – at

når vi har den diskussion, så vurderer vi i hver situation, hvad det er for

et værdigrundlag, det parti agerer på rent politisk. Der mener jeg meget

præcist, at der ligger Dansk Folkeparti langt væk fra vores værdigrundlag,

så de i den sammenhæng ikke kan gøre sig nogen forventninger om

at komme i betragtning på noget tidspunkt. Så skulle der da i hvert fald

ske ret meget.

Forsikringsselskaberne! Jeg har talt lidt med formanden for ALKA,

men Karin har jo været inde på det. Der er aftalt et møde. Men i øvrigt

vil jeg gerne sige, jeg er helt enig med Karins bemærkninger.

Jeg synes også der er grund til – ja, jeg fik øje på en god kollega

dernede – selvom det ikke er mit politiske ansvarsområde – at kvittere

for de mange gode tilbagemeldinger, der har været om vores ligestillingsindsats.

Jeg tror, at jeg på den givne foranledning, også over for

denne kongres og i fuld offentlighed, til protokollen og til båndoptagelsen

godt vil erklære mig – det er mere, så det ikke efterlader nogen

tvivl: Jeg er feminist!

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 149


150

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Martin Rasmussen! Det har lidt at gøre med det, som vi har været inde

på, og som vi også kommer tilbage til: Du nævnte, at du havde været

politisk ansvarlig for a-kassen. Det skal du ikke være ked af, det er jeg

også. Jeg tror, at du rammer noget meget, meget centralt i dit indlæg.

Og jeg synes faktisk også, at vi har været meget optaget af det i forbundet.

Jeg tror, at vi på det felt faktisk godt kan blive noget bedre. Vi skal

passe på, når vi taler om vores organisation, at vi ikke render rundt og

siger til hinanden: Det er også dem ovre i a-kassen! Og a-kassens folk

siger: Det er også dem ovre i den faglige afdeling. Jeg tror, at vi skal

betragte det som en enhed. Vi har forskellige opgaver at løse, men jeg

tror, at det er vigtigt på det felt – også ude på det lokale niveau – at vi

skaber en sammenhængskraft mellem vores a-kassekolleger og dem som

er ansat på det faglige område. Det synes jeg godt, at jeg vil benytte

lejligheden til at tilkendegive over for dig. Vi er ikke hinandens modsætninger,

vi er hinandens forudsætninger.

Ja, så er der selvfølgelig nogle, der undrer sig: Er der ikke nogen

bemærkninger til Poul? Og det er der. Men jeg vil dog lige starte med

at kvittere for Bjarnes indlæg, som er blevet flot bakket op af Ole og

Knud-Erik og mange flere. Man kan selvfølgelig stille sig selv det spørgsmål:

Skal vi virkelig i HK afsætte økonomi og træffe store forkromede

beslutninger for at løse det, som vi jo alle sammen har en grundliggende

opfattelse af, er ganske almindeligt fagligt arbejde?

Det har jo været nødvendigt! Og så kan vi jo beklage det eller ej alt

efter temperament. Men realiteten er jo også, at når vi kigger på HK’s

historie – og den har jeg været en del af i nogle ganske få år – så må

man bare konstatere, og det er ingen kritik eller surt opstød, men vi har

jo igennem en årrække været en lille smule småforkælede. Medlemmerne

er jo kommet af sig selv. så den proces, som vi er i gang med, handler

jo også om at genopdage det gode gedigne, faglige stykke arbejde.

Man kunne sige, at det måske ikke havde været nødvendigt, at vi

havde truffet politiske beslutninger om det, eller for den sags skyld bevilget

penge til det, men hvis det er det, der er med til at rykke billedet,

så er det o.k.

Jeg synes, det er fornemt, at man allerede nu er i stand til at markere

så gode resultater på det her område. Og hvorfor er det så vigtigt?

Det er selvfølgelig altid vigtigt for en faglig organisation, at alle de

medlemmer, eller mulige medlemmer, der er beskæftiget inden for ens

faglige område, er organiseret. Det i sig selv er jo et mål. Men jeg synes

også det er vigtigt at understrege, at alle undersøgelser viser – også

dem, vi har foretaget i HK – at overenskomstdækningen spiller en central

rolle for vores muligheder for at agere som faglig organisation.

Det har også en anden positiv sidegevinst. Det har den positive

sidegevinst, at de medlemmer, som er mest tilfredse med deres medlemskab

af HK og får mest ud af det, det er jo dem, der er beskæftiget på

en virksomhed, hvor der er overenskomst. Jeg vil godt kvittere for det

arbejde, som Handel og Privat har sat i gang. Til alle jer, der er involveret

i det: Det er et stort projekt, men jeg giver det mine bedste ord med på


vejen. Jeg synes, at det fortjener den opbakning, som der i hvert fald

foreløbig er givet til det. Lad nu være med at miste pusten. Vi vil også

rende ind i, at det vil være lidt tungt nogle steder, men så må vi rejse os

igen og se at komme videre.

Og tak, Anne Marie Kverneland. Jeg blev sgu så glad, da du var oppe

og sige otte gange, tror jeg, at du var stolt. Det handler jo også om, at

vi på mange områder kan tillade os at være stolte af HK som organisation.

I gør det ude på afdelingsnettet, inde i forbundshuset – alle, der

er involveret på forskellige leder og kanter i denne her organisations

arbejde – gør det godt. Vi kan godt tillade os at være stolte af det. Og vi

kan også godt tillade os at prale lidt af det. Og så skulle vi måske også

blive lidt bedre til en gang imellem at klappe hinanden lidt på skuldrene

og sige: Det var godt gået, kammerat.

Så til Poul Vinholt. Jeg vil godt starte med at takke Poul Vinholt for

hans boganmeldelse.

Vi nærmer os jo jul, så jeg skal da allerede tilkendegive, at jeg har

gjort mig den meget seriøse overvejelse at investere i den der bog. Med-

mindre man kan låne den af Poul Vinholt.

Men den er formentlig så fuld af æselører, fordi han jo har siddet og

bladret rundt i den for at lave sin tale.

Poul, du har sgu ikke forandret dig. Du er blevet lidt tyndere i toppen,

men ellers ligner du sig selv. Vi har kendt hinanden i 35 år, og når

jeg siger, at du ligner dig selv, er det, fordi at du stadigvæk har evnen til,

at det fremmer forståelsen at sætte en sag på spidsen. Det må jeg sige,

det har du ramt godt. Jeg var bange for, at du var begyndt at snige dig

uden om en beslutning, der er truffet i forretningsudvalget. For vi har

truffet en beslutning i forretningsudvalget for år tilbage – enstemmigt,

skal jeg hilse at sige – om at være begejstrede. Det synes jeg måske lige

på et tidspunkt, at du var ved at snige dig uden om. Men du kommer vel

tilbage.

Poul, hørt nu her. Og jer alle sammen: Hvad er der i vejen med

akademikere? Poul har selv lige ansat to af dem. Jeg mener da også at

kunne erindre, at Poul har fået lavet mange analyser i tidernes morgen.

Han havde da mange gode venner på Handelshøjskolen i København

kan jeg huske.

Der er sgu ikke noget i vejen med akademikere, men ved I hvad? Vi

lever altså i en verden, der er meget mere kompleks, end den var for

10-15-20-30 år siden. Jeg kan huske – uden at det nu skal blive en historiefortælling

– at da jeg startede i København i 1974, da klarede man

sig rimelig godt som faglig medarbejder, hvis man kunne lidt af det der

forhandlingsspil, tale ordentligt til medlemmerne, håndtere deres sager,

så skulle man helst kunne ferieloven og funktionærloven, og så skulle

man kunne landsoverenskomsten. Så gik det meget godt.

Men sådan ser verden ikke ud i dag. Den er jo blevet meget, meget

mere kompleks. Prøv at se hen over tid, hvor mange nye opgaver vi skal

agere inden for: Beskæftigelsespolitik, socialpolitik. uddannelsespolitik,

tættere dialog med ministerier, forskellige former for råd og udvalg.

Derfor har vi selvfølgelig set en udvikling igennem en række år, som har

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 151


152

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

betydet, at vi altså også på det område har været nødt til at opruste.

Der har vi valgt i nogle sammenhænge at ansætte nogle akademikere.

Det har jeg det faktisk helt fint med. Det tror jeg dybest set også, at

Poul har.

Det, jeg bare vil opfordre til, er, at vi alle sammen giver hinanden

håndslag på, at vi ikke vil bruge tid på at rende rundt i HK og dyrke den

diskussion, der handler om dem og os. Jeg tror, og jeg er helt overbevist

om – jeg ved det – at uanset hvilken uddannelsesbaggrund man har, når

man går ind ad døren i HK, så er man HK’er. Og så tjener man den sag,

vi nu engang er ansat til at løfte, og man gør det fornemt, og man gør

det flot, og man gør det professionelt.

Jeg håber ikke – og det tror jeg heller ikke, at der lå i det – at der

lægges op til dem og os. Men det var måske mere et signal – og der vil

jeg måske godt give dig ret et stykke ad vejen, Poul Vinholt – om, at

nogle gange har vi en tendens til, når vi taler om det grundlæggende,

faglige og basale arbejde i organisationen, at alt går op i det rene

projektmageri med ansøgninger hist og pist, udviklingsfond og jeg skal

komme efter dig. Det vil jeg medgive dig. Jeg mener, at vi kan blive

meget mere præcise og meget mere skarpe. Uden nu at lægge afstand

til projekter generelt set.

Men jeg tror, du har en pointe i det. Og selvfølgelig skal en afdelingsformand

og en forbundsformand til enhver tid kunne drive fagligt

arbejde. Her lader jeg mig ikke forstyrre af en overenskomst. Jeg vil

selvfølgelig ikke bryde en overenskomst, men jeg vil sige meget præcist:

At det er jer, der sidder der, det er hovedstyrelsen, det er forretningsudvalget,

det er alle de politiske led, der træffer beslutningen om, hvad

strategien er i vores arbejde, hvilken vej vi skal gå, og hvem der skal

udføre arbejdet. Der må jeg sige, at det er den politiske ledelse, der

træffer den beslutning. Anderledes kan det ikke være. Og det skal heller

ikke være anderledes.

Men vi skal også åbne vores organisation for, at der kan komme

kolleger ind med en anden uddannelsesbaggrund. Det mener jeg faktisk

på mange måder har været med til at kvalificere vores arbejde. Og de

giver os meget. De leverer også mange papirer. De leverer også mange

rapporter. Men der er os som politikere – det er vores ansvar – at sortere

i det og sige: Det kan godt være, at I anbefaler det her, men ud fra en

faglig og politisk vinkel går det ikke. Det er det, der er vigtigt, så vi ikke

træffer beslutninger på fornemmelser – og det handler ikke om akademikere,

det kan sgu være hvem som helst – hvis vi siger det: Når de siger

det, er det nok rigtigt. Vi skal stadigvæk have den nerve i vores arbejde,

for det, vi jo taler om, er, hvordan det påvirker vores medlemmer. Hvordan

kan vi gøre det til en god oplevelse for vores medlemmer?

Så Poul, jeg betragter dit indlæg som en provokation – også til

tider lidt underholdende – du er stadig præget af, at du lidt er klassens

frække dreng.

Jeg tror, at de udfordringer, vi står over for i de kommende år, i høj

grad handler om, at vi er til stede. At vi er synlige, at vi kommer ud på

arbejdspladserne, at vi har en dialog med vores medlemmer. Og at vi


selvfølgelig også i vores iver for at tegne nye medlemmer – det er selvfølgelig

fornemt og fint – er i stand til at håndtere den todelte strategi,

der handler om, at vel skal vi have nye medlemmer, men vi har også en

forbandet forpligtelse til, at dem, der er hos os i dag – har været det i

mange år – skal vi hver dag give en positiv oplevelse af deres HK-medlemskab.

Det er de bedste ambassadører, vi kan få – det er dem, der går ud af

døren på et afdelingskontor med den positive og den gode oplevelse.

Tusind tak, alle sammen, for jeres indlæg i debatten. Tak for opbakningen

til arbejdet. Jeg glæder mig til – det er selvfølgelig lidt afhængig

af, hvad der sker på onsdag – fortsat at arbejde i en organisation, som i

den grad bobler af kraft og vilje til også at gå nye veje. Og være optaget

af, at alle os, der sidder her – uanset hvilken stilling vi sidder i – kun har

én fornem opgave: Og det er at være den bedste interessevaretager for

HK’s medlemmer. Det glæder jeg mig meget til at arbejde videre med.

Tusind tak.

Beretningerne blev herefter sat til afstemning og blev godkendt.

Herefter gik mødet over til behandling af forslag til udtalelserne.

Dirigent Finn Rønhøj sagde, at der lå nye udkast til kongresudtalelser

fra redaktionsudvalget. Han sagde, at der var rejst kritik af, at

ændringsforslagene ikke var blevet trykt og omdelt til de delegerede.

Dirigenten sagde hertil, at tidligere praksis alene havde været at

redegøre for ændringsforslagene mundtligt og afstemme på baggrund

af det.

– I år har vi gjort det bedre. Det kan godt være, at vi fremover skal

gøre det endnu bedre ved at optrykke teksterne. Men på tidspunktet for

fristen for indsigelser var det ikke praktisk muligt at leve op til det.

Dirigenten sagde videre om proceduren for behandlingen af

forslagene, at redaktionsudvalgets formand, Peter Waldorff, ville læse

forslagene op og kommentere dem med redaktionsudvalgets indstillinger.

Hvis ikke der ville blive begæret afstemning om de indarbejdede

ændringer, ville de automatisk være godkendt.

Derudover var der indkommet et forslag til ny udtalelse vedr. FTF’s

opsigelse af borgfredsaftalen med LO.

Delegeretnr. 469 Kirsten Sloth, HK København/Stat:

Linje 19: Flyt ordet ”alene” to pladser.

Peter Waldorff redegjorde for redaktionsudvalgets indstilling og

sagde, at ændringsforslaget ikke ville berige udtalelsen særligt rent

sprogligt.

Forslaget blev trukket.

Redaktionsudvalget foreslog til linje 31, at ordet ”uddannelsesniveauet…”

blev ændret til ”uddannelsesaktiviteten…” for at imødekomme

et ændringsforslag.

Forslaget blev godkendt.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 153


154

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Delegeretnr. 470 Lisbeth Holm Petersen,

Dansk Laborant-forening:

Tilføjelse af ordet forskning til linje 32-33 så den kom til at lyde: Stadig

færre HK-medlemmer får den efter- eller videreuddannelse i it-teknologi,

forskning, sprog eller økonomi, som de har brug for.

Forslaget blev godkendt.

Delegeretnr. 119 Ole Carlsen, HK Vendsyssel:

Tilføjelse efter linje 37: HK/Danmark skal arbejde for at sikre gode

børnepasningsmuligheder, der matcher HK-familiernes behov for pasning

af børn, også på skæve arbejdstider.

Forslaget blev godkendt.

Delegeretnr. 469 Kirsten Sloth, HK København/Stat:

Linje 41-42: Mulighederne for at skabe fremtidens velfærdssamfund

hænger ikke sammen med lønnedgang på arbejdspladser, der måske alligevel

flyttes i løbet af få år. Slettes.

Peter Waldorff sagde, at redaktionsudvalget ønskede at fastholde

disse linjer, fordi der var en pointe med dem.

Forslaget blev forkastet.

Delegeretnr. 298 Susanne Palner, HK/Nordsjælland:

Linje 45-46: Vi kan kun acceptere, at det er vilkårene i værtslandet,

som er gældende. Slettes.

Forslaget blev godkendt.

Delegeretnr. 440 Dorit Jackob, København:

Linje 46: Ordet ”værtslandet” ændres til ”Danmark”.

Forslaget bortfaldt som følge af godkendelse af foregående forslag.

Delegeretnr. 318 Bente Markussen, Nordjylland Privat:

Linje 47: Ordet ”forsat” ændres til ”fortsat”.

Forslaget blev godkendt.

Delegeretnr. 469 Kirsten Sloth, København/Stat:

Tilføjelse efter linje 59: Regeringen øger den negative sociale arv.

Unge 18-årige får børnecheck, den vil regeringen fjerne. De unge kan

ikke få SU, før kvartalet efter det fyldte 18. år. Den type forslag sikrer

velstillede børn uddannelse og overlader børn af lavtlønnede uden muligheder.

Peter Waldorff sagde, at redaktionsudvalget havde forsøgt at indarbejde

forslaget delvist igennem en anden tilføjelse til det oprindelige

udkast:

”Der skal skaffes markant flere resurser til uddannelse, og alle unge

skal sikres lige adgang til uddannelse, så den negative sociale arv brydes.”

Det oprindelig ændringsforslag blev trukket og redaktionsudvalgets

forslag blev godkendt.


Delegeretnr. 469 Kirsten Sloth, HK/Stat København:

Linje 60 ændres til: ”Disse uligheder skal forhindres og fjernes …”

Forslaget blev trukket.

Delegeretnr. 440 Dorit Jackob, København:

Linje 61-62: Efter ”… mellem mænd og kvinder ” tilføjes ”indsatsen

for en ordentlig integration af udlændinge på arbejdsmarkedet skal

forstærkes.”

Peter Waldorff sagde, at redaktionsudvalget anbefalede forslaget,

fordi der i det oprindelige udkast var sproglig miskmask. Forslaget tilgodeså

også det følgende forslag til omformulering fra Bente Markussen.

Forslaget blev godkendt.

Delegeretnr. 318 Bente Markussen, Nordjylland Privat:

Linje 61-62: Ordet ”forstærkes” slettes, da der i linje 62 står ”skal

øges”.

Forslaget bortfaldt, da det blev imødekommet under forrige

forslag.

Delegeretnr. 4 Kim Simonsen, HK/Kommunal:

Linje 76-77 udskiftes med ny tekst så ordet ”arbejdsmiljø” blev

udvidet til ”det fysiske og psykiske arbejdsmiljø”. Sætningen kom til at

lyde: Det har ført til mærkbare forringelser på områder som uddannelse,

arbejdsmarkedspolitikken og det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Forslaget blev godkendt.

Delegeretnr. 484 Kirsten Omand, Kronjylland Kommunal:

Linje 78, forslag om en tilføjelse: HK/Danmark skal arbejde for sikkerhed,

sundhed og trivsel på arbejdspladserne, så vi undgår udbrændthed,

stress og arbejdsskader.

Forslaget blev godkendt.

Redaktionsudvalget:

Sidste afsnit om borgfredsaftalen: ”For den samlede fagbevægelse

…” Foreslås slettet til fordel for selvstændig udtalelse om forholdet mellem

FTF og LO.

Forslaget blev godkendt.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 155


156

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Kongresudtalelsen blev herefter vedtaget som følger:

”Kongresudtalelse

Globaliseringen af arbejdsmarkedet er en kendsgerning. Det er en

verden af muligheder, som vi skal bygge fremtidens velfærdssamfund

op omkring. Ikke desto mindre er usikkerhed ofte det, mange forbinder

med globaliseringen. Især hvis der udelukkende fokuseres på udflytning

af arbejdspladser til lavtløns-områder i Østeuropa og Asien.

Men globaliseringen er også en mulighed for at skabe nye og udviklende

arbejdspladser i Danmark. Det kræver først og fremmest, at vi er

parate til udfordringen og får øje på de nye muligheder.

HK/Danmark vil arbejde konstruktivt og fremadrettet for en ny aktiv

erhvervspolitik, der har den klare målsætning, at der for hver arbejdsplads,

der bliver flyttet uden for Danmark, skal skabes nye job, der kan

klare sig i den internationale konkurrence.

En fremadrettet og aktiv erhvervspolitik alene er ikke tilstrækkelig

til at sikre nye og varige job på et videnbaseret, højteknologisk arbejdsmarked.

Der må investeres i mere uddannelse på alle niveauer, fra læsekurser

til voksne med læsevanskeligheder til videregående uddannelser.

Folkeskolen skal tilføres flere undervisningsresurser, så alle elever

i fremtiden får en grunduddannelse, der sætter dem i stand til at gå

videre i uddannelsessystemet. I dag får næsten 20 pct. af folkeskolens

elever ikke nogen uddannelse ud over grundskolen.

HK/Danmark kræver, at praktikpladsproblemet løses. Efter regeringens

afskaffelse af skolepraktikken oplever mange unge, at de ikke kan

færdiggøre deres uddannelse. Det er uacceptabelt.

Regeringen har især pålagt HK-medlemmernes efter- og videreuddannelser

en brugerbetaling, som kun har en konsekvens: Uddannelsesaktiviteten

er kraftigt faldende. Stadig færre HK-medlemmer får

den efter- eller videreuddannelse i it-teknologi, forskning, sprog eller

økonomi, som de har brug for. Det er det helt forkerte svar på globaliseringens

udfordringer

HK/Danmark vil derfor fortsætte kampen for at få fjernet disse urimelige

brugerbetalinger, hvor HK-medlemmerne må betale de højeste

gebyrer for deres uddannelser.

HK/Danmark skal arbejde for at sikre gode børnepasningsmuligheder,

der matcher HK-familiernes behov for pasning af børn, også på

skæve arbejdstider.

For HK/Danmarks medlemmer skal globaliseringen være en verden

af muligheder – og ikke en trussel, der har til formål at gennemtvinge

lønnedgang og andre forringelser af overenskomsterne.

Mulighederne for at skabe fremtidens velfærdssamfund hænger

ikke sammen med lønnedgang på arbejdspladser, der måske alligevel

flyttes i løbet af få år.

HK/Danmark tager afstand fra EU’s servicedirektiv, som vil skabe et

indre marked for tjenesteydelser. Vi kan ikke acceptere, at personer fra

de lavtlønnede EU-lande kan arbejde i Danmark på deres hjemlandes

løn- og arbejdsvilkår.


HK/Danmark vil arbejde for, at Danmark fortsat udvikler velfærdssamfundet

i en globaliseret fremtid. Det kræver en stærk og velfungerende

offentlig sektor. Desværre har regeringens skattestop placeret hele samfundet

i en økonomisk spændetrøje, så der ikke er råd til de nødvendige

investeringer i hverken fremtidens arbejdspladser, uddannelser eller

forskning.

Skattestoppet er et forkert udgangspunkt for udviklingen af velfærdssamfundet.

Det fører til en svækkelse af fællesskabets ansvar over

for det enkelte individ – og det skærper uligheden i samfundet. Det er

også en af grundene til, at velfærdsdebatten i regeringens selvforståelse

hovedsageligt handler om at finde frem til velfærdsgoder, som kan

skæres bort for at finansiere skattestoppet.

HK-medlemmerne oplever i dag mange uligheder. Eksempelvis uligeløn,

høj arbejdsløshed blandt vores nydanske medlemmer og blandt

vores lidt ældre medlemmer samt generelt utilstrækkelige muligheder

for efter- og videreuddannelse.

Disse uligheder skal fjernes, og der skal skabes reelle og virksomme

redskaber, der kan afskaffe uligelønnen mellem mænd og kvinder, indsatsen

for en ordentlig integration af udlændinge på arbejdsmarkedet

skal forstærkes. Der skal skaffes markant flere resurser til uddannelse,

og alle unge skal sikres lige adgang til uddannelse, så den negative

sociale arv brydes.

Fremtidens velfærdssamfund er i høj grad afhængig af, at vi er i

stand til at sikre fuld beskæftigelse. Det er vi kun, hvis vi allerede nu får

gjort op med regeringens bevidste ”pisk frem for gulerodspolitik”.

HK/Danmark byder velfærdsdebatten velkommen, men vi understreger,

at det ikke kun handler om at afskaffe efterlønnen. HK/Danmark vil

forsvare retten til efterløn, så længe arbejdsmiljøet på arbejdspladserne

fører til nedslidning, stress og erhvervssygdomme. I takt med, at disse

problemer bliver løst – og først når en reel seniorpolitik giver fleksibilitet

i arbejdslivet og ret til efter- og videreuddannelse til de ældre lønmodtagere

– kan efterlønsreformer komme på tale.

På den politiske bane har vi i fire år set en regering, der med det ene

ideologiske forslag efter det andet har forsøgt at fjerne de rettigheder

og de sociale sikkerhedsnet, vi har spændt ud under lønmodtagerne.

Det har ført til mærkbare forringelser på områder som uddannelse,

arbejdsmarkedspolitikken og det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

HK/Danmark skal arbejde for sikkerhed, sundhed og trivsel på arbejdspladserne,

så vi undgår udbrændthed, stress og arbejdsskader.

HK/Danmark vil konsekvent arbejde for, at regeringens politik bliver

tvunget væk fra en kurs, der har ført til massive forringelser for HK-medlemmerne.

Vi vil konstruktivt deltage i debatten – og samarbejde med

den øvrige fagbevægelse og de politiske partier, der vil sikre medlemmerne

mulighed for et aktivt og udviklende arbejdsliv. ”

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 157


158

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Forslag til selvstændig udtalelse vedr. FTF’s opsigelse af borgfredsaftalen

mellem LO og FTF stillet af delegeretnr. 396 Simon Tøgern, HK/Medie &

Kommunikation København, og delegeretnr. 384 Poul Vinholt, HK/Industri

København:

”Organisationerne er midlet – forbedringer af medlemmernes løn-

og arbejdsvilkår er målet.

HK beklager, at FTF har opsagt borgfredsaftalen med LO. Vi noterer

os dog med tilfredshed, at aftalen er opsagt med henblik på genforhandling.

Dermed bliver der lejlighed til at diskutere en udvikling af

samarbejdet mellem LO og FTF – til glæde for medlemmerne i de to

organisationer.

HK vil arbejde for, at en ny samarbejdsaftale bliver forhandlet på

plads snarest muligt. En fornyet aftale bør fortsat bygge på princippet

om, at de faglige organisationer gennem forhandling fordeler aftaleretten

over for modstående arbejdsgiverorganisationer og arbejdsgivere

mellem sig.

Et fornyet og styrket samarbejde mellem FTF og LO vil styrke lønmodtagerne

og forsvaret for deres interesser over for arbejdsgiverne,

offentlige myndigheder og hele det politiske system. HK’s perspektiv for

dette samarbejde er, at de to hovedorganisationer er samlet i én inden

udgangen af dette tiår.”

Delegeretnr. 5 Jørgen Hoppe, HK HANDEL og delegeretnr. 6 Karin

Retvig, HK/Privat:

Ændring til 2. afsnit: ordet ”samarbejdsaftale” ændres til ”aftale”.

Peter Waldorff havde – efter forslaget var blevet trykt – et enkelt

ændringsforslag fra Jørgen Hoppe og Karin Retvig om at ordet ”samarbejdsaftale”

i andet afsnit, første linje blev erstattet af ”aftale”:

Peter Waldorff sagde, at begrundelsen var, at FTF lægger noget

andet i begrebet ”samarbejdsaftale”, end HK gør.

– Det fremgår af teksten videre frem, hvad det er, vi forstår ved det.

Derfor bør vi kalde det en aftale. Så vi ikke har bevæget os ind på deres

banehalvdel.

Forslaget blev godkendt.

Udtalelsen om borgfredsaftalen blev herefter

vedtaget som følger:

”Organisationerne er midlet – forbedringer af medlemmernes løn-

og arbejdsvilkår er målet.

HK beklager, at FTF har opsagt borgfredsaftalen med LO. Vi noterer

os dog med tilfredshed, at aftalen er opsagt med henblik på genforhandling.

Dermed bliver der lejlighed til at diskutere en udvikling af

samarbejdet mellem LO og FTF – til glæde for medlemmerne i de to

organisationer.

HK vil arbejde for, at en ny aftale bliver forhandlet på plads snarest

muligt. En fornyet aftale bør fortsat bygge på princippet om, at de faglige

organisationer gennem forhandling fordeler aftaleretten over for

modstående arbejdsgiverorganisationer og arbejdsgivere mellem sig.


Et fornyet og styrket samarbejde mellem FTF og LO vil styrke lønmodtagerne

og forsvaret for deres interesser over for arbejdsgiverne, offentlige

myndigheder og hele det politiske system. HK’s perspektiv for

dette samarbejde er, at de to hovedorganisationer er samlet i én inden

udgangen af dette tiår.”

Der var desuden indkommet følgende ændringsforslag til den internationale

kongresudtalelse:

Delegeretnr. 318 Bente Markussen, Nordjylland Privat:

Linje 21: Manglende ”komma” efter ordet velstand.

Forslaget blev godkendt.

Redaktionsudvalget:

Linje 24: På europæisk plan er arbejdet med at ratificere EU-forfatningen

blevet stoppet efter Frankrigs og Hollands nej til et nyt forfatningsforslag.

Redaktionel ændring – ordet ”blevet” slettes.

Forslaget blev godkendt.

Delegeretnr. 472 Peter Raben, København/Stat:

Linje 27-32 ændres til: ”Medvirkende til dette nej var en udbredt

frygt for velfærdsforringelser og social dumping, som ikke mindst EU’s

servicedirektiv kan ses som udtryk for, fordi det sætter liberalisering af

handel over sociale hensyn.

HK ønsker en helt anden udvikling, hvor mennesket sættes før

markedet med solidariske velfærdsløsninger som vejen fremad mod et

socialt Europa. Med fagbevægelsen som aktiv medspiller må der søges

løsninger, som sikrer høj beskæftigelse på trygge vilkår og med et godt

arbejdsmiljø, og som fremmer forskning, udvikling og uddannelse, så

Europa kan klare sig i en globaliseret verden.”

Redaktionsudvalget foreslog forslaget imødekommet med følgende

formuleringer:

”Medvirkende til dette nej var frygt for velfærdsforringelser og

social dumping, som EU’s servicedirektiv kan ses som udtryk for.

HK/Danmark ønsker en udvikling, hvor mennesket sættes før markedet

med solidariske velfærdsløsninger som vejen frem mod et socialt

Europa.

HK/Danmark beklager, at den styrkelse af lønmodtagernes sociale

rettigheder, som traktatforslaget indeholder, er udskudt på ubestemt

tid. Men arbejdet med at integrere EU-landene i et forpligtende politisk,

økonomisk og socialt projekt må fortsætte. EU-landene må sikre høj beskæftigelse

på trygge vilkår og med et godt arbejdsmiljø samt fremme

forskning og uddannelse, så Europa kan klare sig i en globaliseret verden.”

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 159


160

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Delegeretnr. 472 Peter Raben HK/Stat København fastholdt

sit ændringsforslag:

– Nu kan det selvfølgelig være svært, når man får læst to halvlange

tekster op, at gennemskue den store forskel på dem. Er det ord, der er

byttet rundt, eller er det ord, der er lidt anderledes i den ene eller i den

anden.

Der er et par enkelte ting, der er anderledes i det, jeg foreslår.

Blandt andet, at fagbevægelsen bliver nævnt som en aktiv medspiller

i at få et socialt Europa. Noget andet end det, som erhvervslivet og de

borgerlige ønsker. Jeg synes faktisk, det er ret vigtigt, at fagbevægelsen

skal spille en aktiv rolle i det her.

Den anden forskel er – og her er det nok, at vandene for alvor skilles,

ligesom de skiller i resten af Danmark – hvilket syn vi har på den

EU-forfatning, som indtil videre er faldet. Jeg er overbevist om, at der

blandt HK’s medlemmer er meget forskellige holdninger. Nogle gik ind

for den, nogle gik imod den – og mange har været i tvivl om, hvad de

skulle mene om forfatningen.

Det ved jeg blandt andet fra en række møder, der har været holdt

i HK/København i foråret. I stedet for som der står i det oprindelige

udkast til udtalelse, at man beklager, at denne forfatning faldt, laver jeg

et forslag, hvor man hverken tager stilling for eller imod, om man synes,

det var godt eller skidt med denne her forfatning.

Det, jeg synes er vigtigt, er ikke så meget at hænge os i en forfatning,

som alligevel ikke bliver til noget. Men at pege fremad og sige, at

vi ønsker et socialt Europa. Et Europa, hvor det ikke er de superliberalistiske

holdninger, de borgerlige økonomiske holdninger, der dominerer,

men at det er et andet Europa, man ønsker. Jeg synes, det er dumt,

hvis vi kommer i den situation, at nogle nærmest føler sig tvunget til

at stemme imod denne udtalelse, hvor der ellers står mange fornuftige

ting i. Ved at stemme for den har man jo rent faktisk også taget stilling

til, hvad man mener om forfatningen.

Peter Waldorff:

– Jeg synes, at Peter på glimrende vis har redegjort for, hvor den væsentlige

forskel ligger. Lige præcis afsnittet om forfatningstraktaten var et

afsnit i det oprindelige, som Peter foreslog skulle udgå helt – som I også

kunne høre af det, jeg læste op først. Jeg mener ikke, at der er så meget

andet at sige, end at det, vi fastholder fra redaktionsudvalget side, er

den indstilling, der er omdelt på jeres borde.

Peter Rabens forslag blev forkastet.

Redaktionsudvalgets ændringsforslag til ny formulering i linjerne

28-39 blev vedtaget.

Delegeretnr. 472 Peter Raben, København/Stat:

Efter linje 56 tilføjes: ”Meget skrappe krav om økonomiske reformer

og liberalisering tvinger dog såvel nye medlemslande som flere gamle

EU-lande til privatiseringer og kraftige offentlige nedskæringer, der


forringer de sociale vilkår og øger arbejdsløsheden med ny fattigdom og

ustabilitet som en mulig og farlig følgevirkning. I stedet for må der satses

på en socialt ansvarlig økonomisk politik, der fremmer udviklingen af

moderne velfærdssamfund for alle borgere i hele Europa..

HK støtter et fuldgyldigt …”

Peter Waldorff sagde, at redaktionsudvalget havde et andet forslag.

Det var kortere, men han mente, at det dækkede synspunkterne ind:

”Men mange nye EU-borgere har også oplevet øget arbejdsløshed og

ny fattigdom. For HK/Danmark er det afgørende, at der overalt i EU satses

på en socialt ansvarlig politik, der uden kraftige offentlige nedskæringer

fremmer udviklingen af et moderne velfærdssamfund for alle borgere.”

Delegeretnr. 472 Peter Raben fastholdt sit forslag.

Forslaget blev læst op endnu en gang på foranledning af et ønske fra

salen.

Peter Rabens forslag blev forkastet.

Redaktionsudvalgets ændringsforslag til ny formulering blev

vedtaget.

Delegeretnr. 318 Bente Markussen, Nordjylland Privat:

Linje 68 rettes sprogligt til: ”finansiering af...”

Forslaget blev godkendt.

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 161


162

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Den internationale kongresudtalelse blev herefter vedtaget

som følger:

”International kongresudtalelse

HK/Danmarks foregående kongres blev holdt i skyggen af terrorangrebet

mod USA den 11. september 2001. Siden dengang har den vestlige

verdens udenrigspolitik orienteret sig mod at bekæmpe terror.

Danmark er blevet part i krige i såvel Afghanistan som Irak. Uden

større refleksion har Vesten vendt sig fra den bløde sikkerhedspolitik

med dialog og hjælp til udvikling af uddannelses- og sundhedssystemer

til en hård sikkerhedspolitik, hvor demokrati og menneskerettigheder

ofte forventes født ud af et geværløb.

Vesten skal fjerne grundlaget for terrorismen. Fred i Mellemøsten er

en nødvendighed. Freden skal på én gang sikre udvikling af demokrati

og velstand i den palæstinensiske stat og garantere Israels grænser og

sikkerhed.

Europas dialog med de arabiske lande skal styrkes. Målsætningen er

at øge landenes velstand, at fremme demokrati og menneskerettigheder

samt at reducere udvandringspresset mod Europa.

På europæisk plan er arbejdet med at ratificere EU-forfatningen

stoppet efter Frankrigs og Hollands nej til et nyt forfatningsforslag.

Medvirkende til dette nej var frygt for velfærdsforringelser og social

dumping, som EU’s servicedirektiv kan ses som udtryk for.

HK/Danmark ønsker en udvikling, hvor mennesket sættes før markedet

med solidariske velfærdsløsninger som vejen frem mod et socialt

Europa.

HK/Danmark beklager, at den styrkelse af lønmodtagernes sociale rettigheder,

som traktatforslaget indeholder, er udskudt på ubestemt tid.

Men arbejdet med at integrere EU-landene i et forpligtende politisk,

økonomisk og socialt projekt må fortsætte. EU-landene må sikre høj beskæftigelse

på trygge vilkår og med et godt arbejdsmiljø samt fremme

forskning og uddannelse, så Europa kan klare sig i en globaliseret

verden.

HK/Danmark kræver, at en social dialog mellem lønmodtagere og

arbejdsgivere skal være grundlaget for arbejdsmarkedets udvikling, og

at offentlige sociale systemer medvirker til at sikre arbejdsmarkedets

fleksibilitet og den enkeltes sociale sikkerhed.

Velfærd, menneskerettigheder, faglige rettigheder og et forbedret

miljø skal være en fast del af grundlaget for vigtige internationale organisationer

som verdenshandelsorganisationen WTO, den internationale

valutafond IMF og Verdensbanken.

ILO skal styrkes og knyttes tættere til WTO, den internationale valutafond

IMF og Verdensbanken. Den internationale fagbevægelse bør

sikres fast repræsentation i disse organer med henblik på at styre dem i

en mere social retning.

Indgåelse af aftaler under den sociale dialog mellem europæiske

lønmodtagere og arbejdsgivere skal styrkes, og fagbevægelsens internationale

samarbejde skal sikre flere globale aftaler med multinationale


selskaber. Men aftalerne skal kunne håndhæves ordentligt, og derfor

skal der etableres et system til at løse grænseoverskridende konflikter

om gennemførelse og fortolkning.

Efter Berlin-murens fald i efteråret 1989 har EU vist sin styrke til at

integrere fattige, ikke-demokratiske stater i Europa. Konflikter mellem

stater og mellem de enkelte landes etniske grupper er undgået. I stedet

er demokratier og retsstater opstået, og den enkelte borgers levestandard

øges gradvist.

Men mange nye EU-borgere har også oplevet øget arbejdsløshed

og ny fattigdom. For HK/Danmark er det afgørende, at der overalt i

EU satses på en socialt ansvarlig politik, der uden kraftige offentlige

nedskæringer fremmer udviklingen af et moderne velfærdssamfund for

alle borgere.

HK støtter et fuldgyldigt tyrkisk medlemskab af EU. Et medlemskab

må være betinget af, at Tyrkiet lever op til de samme standarder

for demokrati, menneskerettigheder og faglige rettigheder som de

øvrige EU-lande. Lykkes forhandlingerne med Tyrkiet, reduceres udvandringspresset,

og Europa får en stabil og demokratisk partner, der kan

sprede demokrati og stabilitet i et hidtil ustabilt Mellemøsten.

HK/Danmark konstaterer med dyb beklagelse, at den nuværende

regering har ændret den danske bistandspolitik radikalt i negativ retning.

Danmarks bidrag til verdens fattigste er reduceret fra 1 procent

til 0,8 procent af BNI. Flere og flere af disse penge går ikke mere til de

fattigste, men til erhvervssektorprogrammer og finansiering af danske

virksomheders investeringer i de fattige lande.

Regeringen har udfordret dansk fagbevægelse ved at fjerne den økonomiske

rammeaftale om vores bistand til fagbevægelsen i den tredje

verden. Yderligere har regeringen halveret det danske tilskud til ILO til

skade for ILO’s indsats for bl.a. bekæmpelse af børnearbejde.

Som det seneste bevis på VK-regeringens modvilje mod at medvirke

til større social lighed på globalt plan har regeringen sammen med

Dansk Folkeparti aftalt at fjerne danske ulandsorganisationers hidtidige

tilskud til oplysning om verdens fattigste i Danmark.

HK/Danmark kræver, at regeringen retter op på de helt urimelige

nedskæringer på ulandsbistanden og oplysningen om ulandene.

Men bistand gør det ikke alene. International solidaritet omfatter

også en vilje til at handle med verdens fattigste lande og sikre, at der

investeres i denne gruppe lande. Konkret kan Danmark presse på i EU

for at få reformeret EU’s landbrugspolitik, så vi ikke fortsat bremser

mulighederne for, at verdens mest fattige lande kan handle sig til større

velstand.”

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 163


164

Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005

Herefter blev fraværslisten oplæst:

Delegeretnr. 301 Ole Kynde Afbud

Delegeretnr. 559 May Britt Hansen Afbud

Delegeretnr. 336 Kirsten Aakjær Afbud

Delegeretnr. 291 Jette Ulstrup Nielsen Afbud

Delegeretnr. 541 Bente Lauridsen Afbud

Delegeretnr. 249 Linda Rydstrøm Sigvardt Sygdom

Delegeretnr. 398 Uffe Ring-Petersen Ej mødt

Delegeretnr. 106 Kirsten Pedersen Sygdom

Delegeretnr. 527 Pia Elisabeth Neigaard Ej mødt

Delegeretnr. 542 Henrik Dan Larsen Ej mødt

Delegeretnr. 489 Torben Jakobsen Afbud

Delegeretnr. 173 Jon Andersen Ej mødt

Delegeretnr. 505 Aziza Pia Hermanstad Sygdom

Delegeretnr. 451 Linda Mohr Svendsen Afbud

Dirigent Finn Rønhøj opfordrede deltagerne til at være med ved demonstrationen

foran Dansk Skuespillerforbund mandag morgen kl. 8.30.

Mødet sluttede kl. 17.30


Dag 2 – Søndag 30. oktober 2005 165


166

Mandag 31. oktober 2005

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

Kl. 10.00

Dirigent Svend Aage Hansen åbnede mødet og sagde tak for i går for

kongresfesten. Han sagde videre:

– Nogle af os havde jo også lejlighed for at mødes her til morgen

til demonstration nede hos Skuespillerforbundet. Jeg kan sige, at der

under selve demonstrationen blev aftalt et møde mellem arbejdsgiveren

og afdelingen. Så det var anstrengelserne værd.

Overrækkelse af solidaritetschecken

Morgensangen var suspenderet. I stedet sang Katia Cardenal fra Nicaragua

to sange som optakt til overrækkelsen af solidaritetschecken.

Dirigenten gav herefter ordet til forbundsformand John Dahl:

– I de seneste år har der været talt meget om, at folk i stigende grad

ikke bare er sig selv nærmest, men også sig selv nok.

Denne tendens har blandt andet vist sig ved, at den danske regering

har beskåret den danske udviklingsbistand, så målet ikke længere er at

være i front, men bare at være gode nok.

I HK er vi ikke os selv nok. Hverken herhjemme eller i forhold til den

verden, der omgiver os. Igennem årene har vi støttet Arbejderbevægelsens

Internationale Forums arbejde for at bekæmpe børnearbejde. Og

i år vil vores Solidaritetspris gå til at forbedre levevilkårene for børnearbejdere

i El Salvador, så de kan komme i skole og få bedre forudsætninger

for at skabe en ordentlig og værdig fremtid for sig selv og deres

egne børn.

El Salvador er et land, der er præget af utrolig stor ulighed. Nu

ved jeg godt, at den danske socialminister, Eva Kjer Hansen, mener, at

ulighed kan virke ansporende og motiverende på folk, men i El Salvador

bevirker det, at mens en lille gruppe høster udbyttet af væksten i landet,

skubbes de svageste grupper længere ud og har valget mellem at

emigrere eller arbejde til en ussel løn som daglejere på kaffeplantager

og i landbruget.

I El Salvador gennemfører mange børn ikke deres skolegang. Det

gør de ikke, fordi familien ikke har råd til at betale de omkostninger,

der er forbundet med skolegangen, og fordi børnenes arbejdsindtægter

er nødvendige for familien. Især på landet holdes mange børn væk fra

skolen, fordi daglønnen for at høste kaffe er blevet så lav, at alle familiemedlemmer

er nødt til at gå med i plantagen.

Vi vil gerne støtte AIF’s indsats, fordi det er en indsats, der ikke bare

er rettet mod det enkelte barn i form af fjernadoptioner og legater. Det

er en indsats, der rettes mod både børn, forældre og lærere, og som

inddrager de kommunale myndigheder, og får dem til at tage et ansvar

på sig.

For nylig er El Salvador blevet ramt af både vulkanudbrud, orkan og

jordskred. 70.000 mennesker står uden tag over hovedet. Store dele af

landbruget er ødelagt, og mange familier mister deres indtjeningsmuligheder.

Det vil formentlig betyde, at endnu flere børn kommer til at


arbejde endnu mere. Ligesom det øger behovet for en akut indsats for

at hjælpe dem, der har mistet deres hjem.

AIF og HK har derfor fået fremstillet 5.000 blå solidaritetsarmbånd,

som vi sælger for minimum 20 kr. stykket her på kongressen. I har alle

fået et af de armbånd på jeres bord her til morgen. Og jeg ser naturligvis

gerne, at I bidrager med minimum en rund tyver for båndet. Der står

indsamlingsbøsser i samtlige stande her i dag, hvor I kan bidrage med

jeres støtte.

Båndet sælges fra kongresbureauet, AIF’s stand og til højre for salen

(når I kommer ud) samt på materialebordene. Så køb en håndfuld armbånd

med hjem til kolleger, børn og børnebørn.

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg er overbevist om, at pengene vil

række langt og komme mange børn til gode, når det er AIF, der står for

anvendelsen. Det er derfor, at jeg med stor glæde skal overrække en

check til Jens Erik Ohrt fra AIF på 100.000 kroner.

Jens Erik Ohrt fra Arbejderbevægelsens Internationale Forum

takkede for pengene:

– Tak til John Dahl, tak til HK Danmark og tak til kongressen. Jeg er glad

og beæret over at modtage denne pris og de mange penge fra jer.

Kampen mod børnearbejde er kampen for at give børn et anstændigt

liv med en barndom, hvor de kan få lov til at lege og gå i skole.

Men desværre er kampen mod børnearbejdet også en historie om børn

og mødre, der har haft en dagligdag præget af arbejde, vold, overgreb

og en oplevelse af, at ingen – og slet ikke myndighederne – bekymrer

sig om dem.

I vil med jeres bidrag medvirke til, at flere hundrede børn gennemfører

deres skolegang og ikke får ødelagt deres fremtidsmuligheder ved

at arbejde alt for meget i en alt for tidlig alder.

Jeres bidrag vil gå direkte til børnene i form af lektiehjælp, lægehjælp

og oplysning til børn og deres mødre om rettigheder. Men myndighederne

skal også forpligte sig og påtage et ansvar.

Vores børneprojekter handler derfor også om at give skolelærere en

forståelse for, at børnene hverken er dumme eller dovne, når de falder i

søvn, når de endelig møder op i skolen.

Derfor er de bidrag, vi har fået af HK i form af jubilæumsgaven og

denne pris på 100.000 kroner, overordentlig vigtige for, at projekterne

kan gennemføres.

Til sidst vil jeg gerne sige mange tak for prisen og pengene. I kan

være helt sikre på, at pengene vil nå langt, og de vil skabe en bedre

fremtid for rigtig mange børn. Og husk så at købe de blå bånd. Tak skal

I have.

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005 167


168

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

Pkt. 7 Globaliseringens udfordringer

Dirigenten gav ordet til John Dahl:

– Velkommen til denne temadag om globalisering. Vi skal drøfte, hvordan

globaliseringen slår igennem i medlemmernes arbejdsliv. Det tror jeg

bliver rigtig spændende.

Vi har valgt globalisering, fordi det er et begreb, som bliver stadig

vigtigere for HK-medlemmernes arbejdsforhold og for deres liv i al almindelighed.

Globalisering er omdrejningspunktet for udviklingen på arbejdsmarkedet

i de kommende år. Den berører alle, både privat og offentligt

ansatte. Og udviklingen stiller krav om omstilling og forandring. Det

gælder både i forhold til det enkelte medlem og til HK som organisation.

Globaliseringen slår igennem på mange måder i medlemmernes

arbejdsliv, og én ting er sikkert: Det er ikke muligt at vælge globaliseringen

fra. Men når det er sagt, så er det vigtigt at slå fast, at der ikke er én

rigtig måde at indstille sig til globaliseringen på. Det er et valg, hvordan

vi vil håndtere de forandringer, som globaliseringen medfører.

Det er i høj grad muligt at øve indflydelse på, hvordan vi som faglig

organisation skal reagere på globaliseringen. Der er plads til handling og

dermed også mulighed for, at vi kan gøre en forskel.

Globaliseringen er kun en trussel, hvis vi absolut ingenting foretager

os. Vi har valgt at fokusere på globaliseringen – ikke som en trussel, men

som en verden af muligheder.

Vi skal se globaliseringens udfordringer som en mulighed for at skabe

nye og bedre job på et bæredygtigt arbejdsmarked og udvikle nye kompetencer.

Det skal gøres på en måde, så det kommer alle i samfundet til

gode. Vi skal hele tiden have øje for den sociale dimension.

Danmark er et af verdens mest konkurrencedygtige samfund. Vi er

rent faktisk netop blevet kåret som nr. fire i verden i en global rapport,

som kom i september, og som rangerer alverdens lande målt på konkurrenceevne.

Det er jo egentlig bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Danmark

har verdens højeste indkomstskat, verdens højeste timelønninger, verdens

længste ferier, verdens korteste arbejdstider, verdens højeste faglige

organiseringsgrad og verdens største offentlige sektor.

Eller også er det lige netop derfor, at Danmark er blevet rollemodel

for resten af verdens økonomier. De høje skatter og en velfungerende

offentlig sektor er en væsentlig forklaring på de flotte resultater. For

skatterne finansierer jo løsninger, som er med til at skabe grundlaget for

konkurrenceevnen.

Faktisk ser det ud til, at lige netop det sociale sikkerhedsnet er nøglen

til den flexicurity-model, som har sikret en mobilitet på det danske

arbejdsmarked, som mange andre nationer misunder os.

Men der er da stadig nogle uligheder, vi ikke må glemme. Først og

fremmest har vi jo ikke formået at bryde den negative sociale arv. Der

er nogle, der trækkes med et efterslæb, når det handler om viden og

kompetencer.


For mig at se ligger den største udfordring for Danmark i det globale

vidensamfund faktisk i, at vi gør op med kundskabsuligheden. Det skal

vi jo tale meget mere om i løbet af i dag. Med det program, vi har lagt

for temadagen, skulle vi gerne få hele globaliseringsdebatten gjort mere

nærværende og vedkommende.

Vi indleder med to oplæg her i salen. Først vil Henning Jørgensen

tale om globaliseringen og dens udfordringer for fagbevægelsen.

Henning er jo kendt i HK-sammenhænge. Han er i dag direktør for den

europæiske fagbevægelses forskningsinstitut, ETUI, i Bruxelles.

Derefter vil Henrik Lund fra Roskilde Universitetscenter tale om

udfordringerne for HK som globalt orienteret forbund.

Efter oplæggene og frokosten afvikles der så fire forskellige workshops.

De har hver især et delemne, som vi mener særligt udfordrer HK

og vores medlemmer i den kommende tid. Det drejer sig om:

• Livslang uddannelse og udvikling

• Arbejdspladser under forandring

• Kvalitet i arbejdslivet og

HK’s organisatoriske udfordringer

Når vi har været i workshop, runder vi temadebatten af med en paneldebat

her i salen. Jeg håber og tror, at det kan give nogle rigtig gode

debatter.

De er så også en form for optakt til vedtagelsen af handlingsprogrammet.

Det har vi på dagsordenen i morgen. Det er meget vigtigt at

notere sig, at handlingsprogrammet ikke formelt skal behandles i vores

workshop. Men globaliseringsemnerne er med i handlingsprogrammet,

så tanken er jo, at vi i dag drøfter globaliseringen lidt mere frit – og med

højt til loftet.

Den formelle debat og vedtagelse af handlingsprogrammet foregår

så i morgen tidlig.

Jeg skal dog gøre opmærksom på, at hvis man ikke føler sig dækket

ind af handlingsprogrammet, så skal vi bede om, at der afleveres skriftlige

kommentarer inden kl. 16.00 i dag – så vil vi søge at indarbejde dem

i handlingsprogrammet inden i morgen tidlig.

Inden vi går i gang med selve debatten, lægger vi så ud med to oplæg

her i salen. De skulle gerne give os en fælles platform at gå ud fra.

John Dahl introducerede de to oplægsholdere, men kom i tvivl:

– Er der en tredje oplægsholder, eller er det måske den første?

Anders Lund Madsen kom på scenen og varmede lattermusklerne op

blandt tilskuerne, før de to oplæg fra Henning Jørgensen, direktør for

den europæiske fagbevægelses forskningsinstitut, ETUI, i Bruxelles, og

Henrik Lund fra Roskilde Universitetscenter.

Efter Anders Lund Madsens introduktion til dagens tema, bød John

Dahl velkommen til Henning Jørgensen.

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005 169


170

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

Globalisering og udfordringer for fagforeningerne

v/Henning Jørgensen

Henning Jørgensen:

– Så til det egentlige, inden det hele går op i underholdning, Hollywood

og lokalafdelinger. Vi må hellere starte med noget, vi er enige om, fx at

ni ud af ti sange handler om kærlighed. Er vi ikke enige?

Hvis vi ser tilbage på de mange artikler om globalisering i den senere

tid, kan vi måske også blive enige om, at ni ud af ti er en trist affære.

De handler alle sammen om, at globalisering er noget, vi skal passe på,

noget, vi skal tilpasse os, det er aggressive virksomhedsstrategier, job,

der flytter til Indien og Kina. Ja, og vi må lige afmontere dele af vores

velfærdsstat herhjemme. Er det ikke sådan med ni ud af ti artikler? Er

det for lidt? Nej, det er for meget!

Det er det, jeg vil prøve at sige. Der er faktisk ikke noget, der hedder

globalisering. Der er mange trends og mange bevægelser, og jeg er blevet

bedt om at udrede nogle af dem. Og om det synes jeg, at det giver

en verden af muligheder. Og så kan vi måske hjælpe formanden med at

få sit kundskabsløft!

Der sker det for øjeblikket, at vi har en dobbeltbevægelse, som vi

ikke har haft før. Vi har internationalisering på den ene side og decentralisering

på den anden. Noget rives fra hinanden. Der sker det, at

bevægelser over verdensmarkedet kører på en højere hastighed end før

– ja, profit kender ingen grænser.

Der sker også det, som vi kalder en europæisering – at beslutninger

mere og mere lægges væk fra det nationale centrum. Samtidig med

det decentraliserer vi mange beslutninger i både virksomheder og i det

politiske liv. Det gør, at de traditionelle, centralistiske løsninger rives

noget fra hinanden.

Nogle tror, at nationalstaten så kommer på mellemhånd – den kan

næsten ikke bruges mere. Jeg tror, at det er tværtimod. Man vil stadig

have noget, der ligger i eget beslutningscentrum. Men vi skal forstå at

forholde os til det, der sker ude omkring os. Og vi skal forholde os til

det, der sker regionalt og lokalt, ja, helt ude i den enkelte virksomhed.

Når vi starter med at se på globalisering, som vi kender til det fra

mediebilledet, så er det noget naturligt, noget uundgåeligt, det bliver

mere og mere ens overalt, der er de samme betingelser. Teknologien og

lønkonkurrencen driver det frem, virksomhederne flytter ud, hvor det er

billigst og bedst for dem, og det går hurtigere og hurtigere og hurtigere.

Dermed ser man situationen som en skæbne, som at globaliseringen

er påtrykt udefra.

Jeg tror, at ikke mindst frygtsomheden og det, at vi taber job, og at

der til sidst ikke skulle være noget tilbage – det er helt misforstået. Her

må jeg sige: Hvad snakker vi egentlig om? Noget af det, der sker, sker i

den samme virksomhed. Det kender vi fra udlicitering, hvor man lader

andre producere noget af det, man skal have lavet.

Men outsourcing er ikke det samme som offshore, hvor du flytter job

fra det ene sted til det andet – hvor du opretter en anden virksomhed


fx i Kina eller Indien. Det medfører, at job bliver nedlagt ét sted, og nye

job bliver skabt et andet sted. Man tror, at det er et kæmpe omfattende

fænomen, men det er det ikke.

Hvis vi ser på de direkte udenlandske investeringer gennem de seneste

godt ti år, står Kina for ca. 10 procent af alle udenlandske investeringer,

og i Indien er det under 2 procent. Men det er fortrinsvis inden for

EU, de udenlandske investeringer sker. Der kommer altså mere og mere

kapital til de steder, hvor vi har veludbyggede velfærdsstater, hvor vi har

en arbejdskraft, der er kapabel, hvor vi har en infrastruktur, og hvor vi

har en europæisk social model.

Det er historieopdagelse. Det sker få omskiftninger af job i forhold

til den almindelige omsætning. Derfor tror jeg ikke, at man skal være så

bange.

Det, der samtidig sker, når man flytter noget ud, er, at man får en

efterspørgsel tilbage på andre produkter og ydelser, og ofte med højere

kvalifikationsindhold. Det er måske ikke ufaglærte, der efterspørges,

– det er måske faglærte.

Hvis I vil have tal for det: De østeuropæiske lande får kun 2 ud af

75 millioner euro. Internt i EU er det sådan, at kun 7 ud af 184 millioner

euro går til de østeuropæiske lande, mens det er de gamle, vesteuropæiske

lande, der får de største investeringer. Det er jo, fordi vi har

noget at byde på – så helt galt står det ikke til.

Globaliseringen er i virkeligheden mange ting: Det er, at finanskapitalen

søger over hele jordkloden. Det er, at produktionsmåder ændres.

Det er også, at forbrug og kultur bliver mere og mere ens. Sådan har

det været siden 2. Verdenskrig, da Anders And begyndte at vrikke rundt

med numsen over hele verden. Den vestlige kulturimperialisme er der.

Ja, men der er også lokale kulturer.

Vi ser, at nyliberalismen vinder frem, i internationale organisationer

og på nationalt plan. På nationalt plan sker der nødvendigvis ikke det,

at der skabes større uligheder, men det gør der globalt. Vi ser, at ulandene

sakker mere og mere bagud i forhold til os i den vestlige verden.

Det skal vi også forholde os til.

Der sker selvfølgelig en påvirkning af vores hverdag, men det er ikke

noget nyt. Jeg kan fortælle, at det blot er ti år siden, at verdenshandlen

nåede samme omfang som i 1913 – før 1. Verdenskrig. Men det, der sker,

er, at verdenshandlen og de udenlandske investeringer sker på et endnu

højere niveau og samtidig med, at vi har en velfærdsstat. Der er ingen

grund til at blive bange – heller ikke, når Velfærdskommissionen kommer

med deres rapport.

Hvad snakker vi om? Globalisering er altså, at kapitalen og profitten

bredes ud over hele verdensmarkedet. De internationale selskaber

betyder mere og mere. Vi lavede undersøgelser for nogle år siden, som

viste, at 75 procent af HK’s medlemmer arbejdede i multinationale selskaber.

Det er en økonomisk dagsorden, som støttes op af OECD og Den

Internationale Valutafond.

Det, der sker, er noget, der giver muligheder. Det skal ikke betragtes

som en ”force majeure”, men som en situation, vi skal udnytte. Det er

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005 171


172

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

heller ikke globaliseringen, man kan klandre for, at I mister medlemmer!

Den anden bevægelse er en europæisering. Vi har fået et indre marked,

men har også nogle politiske muligheder for at styre udviklingen. Det

har vi også gjort fra 1970’erne. Hvem var det i øvrigt, der satte ligestillingen

på dagsordenen? Var det ikke EU? Jo!

Der er faktisk ved hjælp af direktiver og den åbne koordinationsmetode

mulighed for at lave modbevægelser til det, der er en kapitaldrevet

strategi. Derfor afbalancerer vi også økonomiske og sociale hensyn. Ved

hjælp af Lissabon strategien, der blev vedtaget i 2000, vil man prøve på at

gøre hele Europa til den mest vidensbaserede økonomi i 2010. Vi har sat

mål op for, hvordan vi skal nå det.

Jeg skal vise jer, om vi når det. Det kræver et politisk lederskab, som vi

måske ikke har på europæisk basis for øjeblikket. Men det kræver også, at

I gør noget nedefra, ellers kan vi ikke få brugt mulighederne.

EU er mærkelig på den måde, at det giver jer nogle rettigheder, men

I skal selv lære at bruge dem. Nogle af de instrumenter, vi har haft siden

1995, er de europæiske samarbejdsudvalg, som skal være i multinationale

selskaber over en vis størrelse. Vi har mulighed for medarbejderindflydelse

i de nye europæiske selskaber – en rettighed fra sidste år med lovgivningen

om, at virksomheder kan etablere sig som europæiske selskaber. Der

stilles store krav til medarbejderindflydelsen hele vejen igennem.

I har også ret til information og høring i nationale virksomheder –

også, hvor der ikke er kollektive overenskomster. Endelig er der noget,

som hedder social dialog. Herhjemme bryster vi os af parternes selvstyre,

men det er faktisk skrevet ind i konstitutionen, at arbejdsmarkedets parter

– som man kalder de sociale parter – har adkomst til selv at indgå aftaler,

der kan substituere direktiver og lovgivning. Den mulighed er meget

vigtig.

I skal ikke se modsætninger mellem lovgivning og aftaler. I Danmark

var vi indtil 2002 nogle der sagde, at den danske model ville blive truet,

hvis der kom lovgivning. Men der kan sagtens være supplerende lovgivning

– og det bør der være til at afbalancere.

Den sociale dialog skal udnyttes i disse år – lige fra gulvniveau i de

europæiske samarbejdsudvalg i lokale virksomheder, over sektordialogen

i de 31 forskellige kommissioner, der laver aftaler mellem parterne på

arbejdsmarkedet og til ”Val Duchesse”-forhandlingerne – som for tyve år

siden fik sat gang i parternes selvstyring. Der holdes i øvrigt også treparts-

topmøde hvert forår mellem arbejdsmarkedets parter, Kommissionen og

nogle regeringschefer. Det skal I lære at udnytte bedre. Hvis ikke I gør det,

går EU tilbage til at lave hårde direktiver.

EU er altså noget ambivalent noget – der er både noget for markedsintegration,

men der er også sociale hensyn, hvis vi forstår at udnytte det.

Disse systemer spiller sammen – også med vores nationale beskæftigelsessystem.

Nu vil jeg så sige noget, så I kan blive glade. Denne ”flexicurity” – som er

dannet af de engelske ord flexibility og security, fleksibilitet og tryghed,

– er de hensyn, som arbejdsgiverne vil have til at reducere omkostningerne

og få produktiviteten op – kan den forenes med nogle andre hensyn,


som I vil have: Bedre tryghed og bedre arbejds- og livschancer for alle.

Det er der faktisk mulighed for at forene, og det er det, vi har gjort.

Det danske arbejdsmarkedsregime er jo noget, der i mere end et

hundrede år har bygget på parternes selvstyre. Vi har givet arbejdsgiverne

frihed til at kunne disponere over arbejdskraften. Det er let at

hyre og fyre i Danmark. Omkostningerne ved arbejdsløshed har vi ladet

staten overtage. Endelig har vi ladet det offentlige gå ind med stærke

indsatser på arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken.

Nu vil jeg prøve at vise jer de målsætninger, som Lissabonstrategien

sætter op for 2010, og hvor langt Danmark er. Vi har opnået dem lang

tid før.

Danmark har nået målet for beskæftigelsesfrekvensen og for beskæftigelsesfrekvensen

for kvinderne. Vi har investeret enormt meget

i, at kvinderne kunne få beskæftigelse, og det har de ikke ret meget i

de øvrige lande i Europa. Dér har de erhvervsfrekvenser for kvinder, der

ligner vores fra 1960.

Vi har altså noget af det, de andre først skal til at investere i nu.

Kvinderne skal ikke have utak for, at de er kommet på arbejdsmarkedet.

Nu er det de andre, der har brug for at udbygge en velfærdsstat med

børneinstitutioner og ældrepleje. De investeringer har vi foretaget.

Vi har i Danmark også en af Europas højeste erhvervsfrekvenser for

ældre (55-64-årige). Når Velfærdskommissionen kommer ud med et brøl

her den 7. december, så vis dem denne kurve.

I Belgien, hvor jeg bor, der er kun 8 procent over 54 år på arbejdsmarkedet.

Det er ikke os, der har problemer. Det er de andre lande. Vi

har ingen ældrebyrde i sammenligning med, hvad de har i de andre

lande.

Derfor: Det går jo godt. Det går heller ikke så helt dårligt med at

bekæmpe arbejdsløsheden. Danmark var et af de lande, som i 1990’erne

forstod at knække arbejdsløshedskurven. Det var det første Poul Nyrup

gjorde – han forlovede sig med arbejdsløshedskurven, da han kom til.

Vi fik jo knækket kurven ved hjælp af offensiv finanspolitik og offensiv

arbejdsmarkedspolitik. Det er det, de andre ikke har kunnet gøre.

Stadigvæk i Europa prøver man at få kræfternes frie spil til at køre

– Adam Schmidt betegnede det ”markedets usynlige hånd”. Husk lige

på, at 20 millioner mennesker i Europa har fået fingeren af markedets

usynlige hånd. Det går meget bedre i Danmark, fordi vi har offensive

politikker og offentligt ansatte.

Arbejdsmarkedspolitikken koster penge. Det er virkelig en udgift,

der vil noget i Danmark, med næsten 5 procent af bruttonationalproduktet.

Men det er jo en investering. Det er jo det, der gør, at vi kan

få folk til at omstille sig, få kvalifikationer, blive trænet til at komme

tilbage på det åbne arbejdsmarked. Det er jo det, der gør, at vi ikke bare

skal snakke om at skære yderligere ned og skabe mere fattigdom. Det

duer ikke. Det er en anden vej, vi skal gå. Vi skal tage hovedvejen til

vækst, investering og beskæftigelse.

Dansk ”flexicurity” er en hovedaktie med høj mobilitet på arbejdsmarkedet.

Det er derfor, at vi har kunnet tage de store omvæltninger

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005 173


174

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

– i 1950’erne, hvor vi stadig var et landsbrugssamfund, til et industrisamfund

i 1960’erne og til nu et service- og vidensamfund.

Det har arbejdskraften præsteret, fordi vi har satset på, at I var

omstillingsparate, beredte og kvalificerede. Samtidig har vi aktive hjælpemidler.

Derfor sker der en masse ting på det danske arbejdsmarked.

Samtidig med det skal der tryghed til, en høj understøttelse, et forholdsvis

generøst understøttelsessystem. Det er ikke bare et spørgsmål

om at have penge. Det er også et spørgsmål om at have viden om, at

samfundet står der og hjælper til – at vi er hinandens forudsætninger.

Det offentliges indsats, specielt gennem arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken

med kvalitativt gode tilbud – selvfølgelig også med test

af, at folk gerne er der – er det, der dur. Det er det, der er fremtiden.

Det er det, der er blevet rollemodel for Europa.

Europa er måske mest interesseret i, hvor mobilt det danske arbejdsmarked

er. Her vil I kunne se, at nyansættelser og afskedigelser er 30

procent om året. Men vi finder nyt job, og vi kan få nyt job, fordi vi får

forøget vores fleksibilitet – vores funktionelle fleksibilitet. I kan tage

flere arbejdsopgaver på jer, og I kan arbejde mindre specialiseret. Så må

faggrænserne flyde noget mere i forlængelse af det.

Til gengæld betyder høj fleksibilitet, at man ikke er så længe på en

arbejdsplads, som man er andre steder. Vi ligger tæt på USA og England,

mens Sverige fastholder medarbejdere i meget højere grad. De har en

lovgivning, som gør det svært at skille sig af med arbejdskraften. Også

omkring beskyttelsen af arbejdskraften ligger vi tættere på USA og

England.

I Danmark føler man sig mere tryg, både dem, der er i arbejde, og de

arbejdsløse. Vi er det folk i Europa, der føler os mest trygge, og det er,

fordi vi har de aktive indsatser og velfærdsstaten som ramme. Selvfølgelig

betyder det også noget, at den økonomiske kompensation ved

ledighed er høj sammenlignet med de øvrige landes. Uden den havde

man ikke tryghed og villighed til at lade sig omskole og videreuddanne

– og kaste sig ud i anden slags jobtræning.

Alt dette her stammer jo tilbage fra septemberforliget i 1899. Senere

kom de statsligt anerkendte a-kasser i 1907, det fagretlige system, som

parterne selv sikre, bliver overholdt, høj reaktionsevne, arbejdsmarkedsreformer

og uddannelsesreformer.

Vi har lavet et andet system ved siden af det grundlæggende skolesystem

i folkeskolen til at sikre fleksibiliteten og trygheden. Og så har

arbejdsmarkedets parter været med igennem ét hundrede år til at styre

det og træffe beslutninger, også på det offentliges vegne. Det giver

bedre behovsmeldinger, bedre beslutninger, der sikrer, at det bliver sat

igennem. Hvis der først er indgået aftaler, skal de overholdes. Det ved I.

Man kan regne med jer – også i HK.

Men uden den velfærdsstatslige ramme var vi ikke nået ret langt.

Det, vi skal leve af fremover, er mennesker. Som I selv siger: Produktionsapparatet

sidder mellem ørene. Når det er sådan, at det er velkvalificeret

arbejdskraft, der er afgørende, skal vi jo finde ud af, hvordan vi

sikrer det.


Jeg synes, at det er vigtigt, at man forstår, at uden kollektiv ramme,

ingen individuelle muligheder. Vi må hjælpe folk til at udnytte det.

Kvalifikationerne er helt afgørende. Jeg vil give et eksempel: På Aalborg

Universitet havde jeg en sekretær, som jeg tog med til Bruxelles. Hun

kan sprog: engelsk, tysk, fransk. Hun kan lave layout. Hun har lavet en ny

webside for instituttet. Hun laver lobbyisme for mig. Hun er fagligt med i

hele indsatsen og kan derfor også skrive og omforme. Hun har erhvervet

nogle kvalifikationer, som ikke formelt fremgår, men som er der. Er det

ikke at fremtidssikre sig og være mobil? Hun har taget flyet til Bruxelles

hver mandag morgen og hjem hver fredag aften til familien. Nu skal

hun hjem til Danmark, så hun skulle da nok være noget værd på arbejdsmarkedet.

Det er det afgørende, at alle forstår – også i HK – at kvalifikationer

på arbejdsmarkedet er både de formelle og uformelle. Man skal gøre

noget selv også.

Dertil kommer indflydelsen på arbejdspladsen. Vi må også i det faglige

arbejde passe på, at vi ikke lader den enkelte virksomheds overskud

og produktivitet være afgørende for, hvad vi kan få i løn. Fagligt arbejde

har jo lige fra starten været arbejdspladsovergribende, og det skal det

blive ved med at være.

Vi skal have arbejdsmarkedets parter med, for så kan vi lave reguleringer

på alle niveauer med velfærdsreguleringer, der duer. Det vil sige,

at de dækker behov og er ikke bare økonomisk effektive.

Den vigtigste arbejdskraft fremover er vedvarende værdifuld. Det

er højværdi-produktion. Den er relativt sjælden. Og der bliver mangel

på den i løbet af kort tid, fordi der er ikke så mange unge, der kommer

ind. Der bliver mangel på arbejdskraft, for virksomhederne vil ikke kunne

få den erstatningsarbejdskraft, de mangler. Det kan det offentlige heller

ikke.

Næsten alle nye, der kommer på arbejdsmarkedet, kommer senere

ud. Det vil give flaskehalsproblemer på det kommende arbejdsmarked,

og det er godt. Det er et sundhedstegn. Hellere flaskehalse end høj struktureret

arbejdsløshed.

Den dygtige arbejdskraft er vanskelig at kopiere, fordi den har

unikke kvalifikationer. Den er vanskelig at kopiere, så det er en investor-

tankegang, man skal have. Og den har vi haft igennem de seneste 30 år.

Problemet for dansk flexicurity er, hvis alt sættes på kapitalistiske

versefødder, så det kun er effektivitet og produktivitetsbetragtninger,

der ligger tilbage. Det er også, hvis det offentlige afvikler al kompetence,

kontrol og koordinering og siger, at det skal udliciteres, fordi det kører

mere effektivt i privat regi. Vi skal holde fast på, at offentlige institutioner

er en værdi i sig selv.

Vi skal også huske på, at det er dybt bekymrende, at regeringen – politikerne

– har neddroslet udgifterne til uddannelse gennem de senere år.

Hvis der ikke kommer et ordentligt tigerspring, frygter jeg, at vi bliver

kørt agterud, og så kan vi ikke fastholde vores position.

Jeg tror, at det at få flere i arbejde – ikke mindst med udsigt til strukturreformen

– også kan give problemer for dansk flexicurity. Jeg deler

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005 175


176

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

den bekymring, som nogle har givet udtryk for her. Strukturreformen

betyder, at vi får et alt for snævert fokus. Vi afvikler nogle af de gode

ting, vi havde i det statslige system. Først og fremmest havde vi en regional

arbejdsmarkedspolitik, hvor parterne havde en dominerende rolle.

Hvis ikke vi får dem med, kan vi ikke styre det i kommunerne – heller

ikke med en central styring i det såkaldte beskæftigelsesministerium.

Der er trusler mod dansk flexicurity, og det er det, vi politisk må

arbejde for ikke kommer til at ske. Hvad må der gøres? I skal sikre jer

retten til flexicurity også fremover. Det gør man ved at sikre, at vi har

høj produktivitet og fuld beskæftigelse. Det er en skandale, at der ikke

er job til alle. Det er en skandale, at flygtninge og indvandrere ikke får

job. Jeres kolleger, der står uden for døren, skal også have et job.

Vi får brug for alle. Det gælder ikke bare geografisk faglig mobilitet,

det gælder også mental mobilitet. At man tør flytte sig, at man ved,

at man ved at dygtiggøre sig gavner både sig selv, arbejdspladsen, kollegerne

og samfundet.

Jeg tror, at noget af det, der bliver vigtigt for jer og for arbejdskraften

generelt, ikke kun er at få højere løn. Det er ikke kun det, man vil

efterspørge mest. For, hvad tæller også for jer i hverdagen? Er det ikke

også at få ros og anerkendelse? Hvis ikke vi kan få respekt og anerkendelse

på en fornuftig måde, så tror jeg ikke vi vil sætte os selv på spil og

være produktive.

Der er andre ting, der skal sættes på dagsordenen. Hvad med kvaliteten

af ledelsesarbejdet på private og offentlige virksomheder? Hvorfor

stiller vi ikke flere krav til vores arbejdsgivere? Det tror jeg, vi skal til at

lære at gøre.

Det er faktisk kun voksne mennesker, der kan give voksne organisationer

fremover. Og så kan det ikke hjælpe, at man reserverer

uddannelsesbudgettet til ledelseslaget. Vi skal sikre, at velfærdsstaten

fungerer rigtig godt med trygge rammer og med garantier, med kvalitet

i arbejdet, hvor vi imødegår den ulige fordeling. Det er, fordi vi har lige

betingelser og lige fordelinger i samfundet, at vi er homogene, og der

er sammenhængskraft.

Prøv at tænke på USA og på, hvad der skete ved den sidste orkan.

Ingen sammenhængskraft. Det kan vi ikke have.

Vi skal satse bedre på de her områder, vi har snakket om. Og så tror

jeg, at vi skal lave noget nyt. Jeg vil foreslå, at vi supplerer det, vi kalder

arbejdsmarkedspolitikken, med arbejdspolitikken, hvor vi går inden

for fabriksporten og påvirker arbejdsgiverne til at påtage sig et socialt

ansvar. Hvor de fx får oprettet lærepladser. De skal acceptere en binding

til social- og arbejdsmarkedspolitikken. Ellers vil vi ikke have dem til at

være arbejdsgivere. Derfor: Arbejdsmarkedspolitikken kunne også have

et mikrofundament i en arbejdspolitik. Det har den ikke i dag.

Og så skal vi sikre i en global verden, at vi kan leve fornuftigt sammen.

Og at vi i en politisk offensiv imødegår den selviskhed, der breder

sig. Det er selvtilstrækkeligheden nationalt, vi skal imødegå. Vi må

orientere os bredere.


Vi skal forstå, at vi også har en rolle. Vi er en europæisk rollemodel.

Den kan vi brede ud til at være en global rollemodel. Jeg mener, at vi

har et ansvar for hinanden. Man kan aldrig have noget med et andet

menneske at gøre, uden at man står med noget af det menneskes liv i

sine hænder. Det gælder også i den store sammenhæng. Vi har derfor et

globalt ansvar.

Så jeg håber, vi kan sige: Globalisering er en verden af muligheder,

hvor vi har ansvar, hvor det gælder om mere end underholdning, hvor

det gælder om ansvarlighed og produktive investeringer i mennesker.

Det giver gode betingelser for vækst, beskæftigelse og velfærd.

Tak for jeres opmærksomhed.

John Dahl takkede Henning Jørgensen:

– Tak skal du have, Henning, for et godt og inspirerende oplæg. Jeg skal

nu give ordet til Henrik Lund fra Roskilde Universitetscenter.

Velkommen til Henrik.

HK som globalt orienteret fagforbund

Henrik Lund:

– Selvom jeg er arbejdslivsforsker og ikke fagforeningsforsker, så fylder

spørgsmålet om fagbevægelsens fremtid og udvikling meget i mit arbejde.

Det er så vigtigt og spændende et emne, at jeg slet ikke kan lade

være med at beskæftige mig med det.

Min overskrift, HK og globalisering – defensiv tilpasning eller offensiv

strategi, er åben for fortolkning

Spørgsmålet er, om HK selv kan vælge, om man vil være et passivt

offer, der bare tilpasser sig globaliseringens nye betingelser, eller om HK

vil være en aktiv aktør, der former globaliseringen gennem en offensiv

strategi. Jeg håber, at min provokerende titel kan inspirere jer til at tage

fat på den store udfordring, som globaliseringen er.

Baggrunden for mit oplæg er rapporten ”HK som globalt orienteret

forbund – Nytænkende fremtidsvision eller gammel vin på nye flasker”.

Rapporten har jeg skrevet i samarbejde med en kollega, der hedder

Helge Hvid. Rapporten ligger så I kan tage den ved bordene uden for

salen.

Vores første reaktion på HK’s tematisering af globalisering var overraskelse

og undren over, hvorfor HK mente det var vigtigt for HK at få

en debat om globalisering. Denne undren byggede vi på en antagelse

om, at HK’s tematisering af globaliseringen nok ikke er et resultat af

massivt pres fra medlemmerne. Faktisk tror jeg ikke, medlemmerne har

nogen større følelser for denne problemstilling. Det er meget forståeligt,

fordi den offentlige debat om globaliseringen er en kompleks og

tvetydig størrelse.

De udviklingstræk, der fremhæves i debatten om den globale udvikling,

er, at verdenshandlen vokser i omfang, og finanskapitalen har fået

hele verden som legeplads, det vil sige, at pengene flyder frit over græn-

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005 177


178

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

serne. De udenlandske investeringer vokser, det betyder, at vi investerer

mere i udlandet, og udlandet investerer mere i os. Der sker en global

udbredelse af videnskab, teknologi og varer. Og ikke mindst sker der en

global udbredelse af ensartede politiske ideer og ledelseskoncepter.

Hvad disse udviklingstræk betyder for mig personligt og for min

arbejdsplads og for HK som organisation, er vanskeligt at forholde sig

til. Og det bliver ikke lettere af, at globaliseringseksperterne er meget

uenige om omfanget og betydningen af disse udviklingstræk.

Den anden grund til, at vi undrede os over, at HK tematiserer globalisering,

er, at debatten er meget fokuseret på vindere eller tabere. Den

ene gruppe af lønmodtagere er dem, der karakteriseres som taberne,

dem, der må se deres arbejde forsvinde ud af landet, og dem, der overflødiggøres

af ny teknologi. Den anden gruppe af lønmodtagere er

dem, der for tiden bliver kaldt den kreative klasse. Det er vidensøkonomiens

vindere. De kan få prestigefyldte karrierer, enormt høje lønninger,

personlig udvikling, ja, stort set hvad som helst.

HK’s medlemmer er jo ikke karakteriseret ved disse to yderpunkter. I

hvert fald kan meget få af dem karakteriseres som tabere eller vindere.

Spørgsmålet er så, om HK tematiserer globalisering alene, fordi

globalisering er trendy – globalisering er et rigtigt modeord, som alle

bruger. Arbejdsgiverne siger, at vi skal arbejde mere for en lavere løn, på

grund af globaliseringen. Regeringen siger, at vi skal have flere iværksættere

og mere innovation, på grund af globaliseringen. Forskerne siger,

at vi skal have flere penge til forskning, på grund af globaliseringen.

Når alle andre under globaliseringsoverskriften gentager den historie,

de plejer at fortælle, hvorfor skulle HK så ikke bruge globalisering som

anledning til at argumentere for højere løn, bedre arbejdsforhold og

mere uddannelse?

Jeg vælger at tro, at HK vælger at tematisere globaliseringen, fordi

man mener, at det er vigtigt for medlemmerne. Og det er det af flere

grunde:

For det første: Når de fleste mennesker forholder sig til globaliseringen

med en blanding af afmagt og ligegyldighed, så er det vigtigt

for HK at få tematiseret globaliseringen på en nærværende måde og få

slået fast, at alle er berørt af globalisering.

For det andet: Når de fleste mennesker forbinder globaliseringen

med noget der er fjernt, fremmed og truende, så er det vigtigt for HK at

hjælpe medlemmer til at få fod på globaliseringen, så det ikke længere

virker så truende.

For det tredje: Når de fleste af HK’s medlemmer hverken er vindere

eller tabere i globaliseringsspillet, så er det vigtigt at finde ud af, hvad

globaliseringen betyder for det store flertal af medlemmer, der ligger

mellem disse yderpunkter.

Som demokratisk organisation har HK en særlig ansvarsfuld rolle i

forhold til at tematisere globalisering på en meningsfuld, nærværende

og vedkommende måde. Hvis HK udvikler sin interessevaretagelse på

baggrund af en tematisering af globaliseringen, som medlemmerne

oplever at være abstrakt og ligegyldig, så er det udtryk for et demokra-


tisk underskud i organisationen. Derfor er det utrolig vigtigt, at man får

tematiseret debatten på en måde, der rammer rigtigt.

Den måde, HK tackler globaliseringen, er bestemt af den måde, som

HK fortolker globalisering. Globaliseringen afhænger altså af øjnene,

der ser.

Øjnene, der ser i den offentlige debat, er karakteriseret ved yderpunkter.

Her står globaliseringspessimisterne over for globaliseringsjubeloptimisterne.

Pessimisternes hovedargument er ræset mod bunden. De ser globalisering

som en udvikling, der altid vil føre til, at fagforeninger og nationalstater

vil forsøge at tiltrække kapital og beskæftigelse ved at tilbyde

virksomhederne de laveste lønninger, laveste skatter, laveste miljø- og

arbejdsmiljøstandarder m.m.

I det lys er det let at fortolke globaliseringen som endnu en pind til

HK’s ligkiste. Som resultat af globaliseringen skal HK slås med lønpres,

udenlandske virksomhedsovertagelser, udflytning, udlicitering, deregulering

af arbejdsforholdene, nyliberalistisk politik, internationale

koncerner og fagforeningsfjendtlige ledelseskoncepter.

Lad mig sige det, som jeg ser det. Jeg tror ikke, at HK vil møde forståelse

hos medlemmerne, hvis HK tillægger globaliseringen skylden for

manglende fagpolitiske resultater.

Pessimisternes hovedargument er, at globalisering er blevet uafhængig

af tid og rum. Men de overser en vigtig detalje, for godt nok kan

virksomhederne etablere sig på kloden, hvor der er de laveste omkostninger,

men de overser, de menneskelige resurser. De menneskelige

resurser er helt afgørende for at skabe en holdbar konkurrenceevne.

Derfor er det også dem, som har en svag eller snæver faglighed, som

er mest truede af globaliseringen. Med en svag eller snæver faglighed er

der en fare for, at ens arbejde kan gøres billigere og bedre et eller andet

sted ude i verden.

Det tror jeg så til gengæld ikke vil blive et generelt billede for HK’s

medlemmer. Jeg tror, at HK’s medlemmer har en meget stærk faglighed,

som rummer unikke og uerstattelige menneskelige resurser.

Men det betyder selvfølgelig også, at man som faglig organisation

skal være sig meget bevidst at udvikle fagligheden hele tiden. Hvis jeg

har ret i, at HK’s medlemmer har en stærk faglighed og har unikke

menneskelige resurser, kan man jo springe med på jubeloptimisternes

fortolkning.

Man kan sige: Fint, lad os få en masse frihandel, lad os få noget deregulering.

Fuld fart på globaliseringen, vi skal nok klare os, og i sidste

ende bliver verden et bedre sted at leve. Men det er en nyliberal drøm,

og det er en social uansvarlig drøm. Det vil hurtigt vise sig at blive et

mareridt. Det vil skabe få vindere, og det vil give mange tabere.

Derudover tror jeg også, at man vil få problemer med medlemmerne,

hvis HK bare råber hurra for globaliseringen. Medlemmernes

bekymringer for fremtiden skal tages alvorligt.

Hvem der får ret – om det bliver globaliseringspessimisterne eller

globaliseringsjubeloptimisterne – kan kun fremtiden vise. Personligt

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005 179


180

Dag 3 – Mandag 31. oktober 2005

tror jeg, at begge disse yderpunkter er helt galt afmarcherede. Derfor

skal HK finde sin egen nuancerede og kvalificerede måde at gå til globaliseringsudfordringen

på.

Et bud på,