musikeren, Billie Koppel

SØNDAG DEN 2. SEPTEMBER 2012 Interview Viva 13
ret for, hvordan vi skulle klare os uden ham. Men
nu har min mor, søster og jeg fundet ud af at
bruge hinanden meget. Også i hinandens musik,
siger Billie Koppel. Så hans død har også givet
livet en ekstra dimension,« siger hun, mens et
varmt og smittende smil breder sig i hendes
ansigt. Samtidig taler hun afklarende videre om
sine forldres pludselige adskillelse:
»Jeg havde aldrig troet, at de ville kunne leve
uden hinanden. De var hinandens et og alt og
havde delt hele deres liv sammen. Men lige fra
hans død, kunne vi mærke, at min mor nok skulle
overleve det. Hun har klaret alt og har været
enorm stærk, selvom det har været så svært. Det
virker, som om min mor har haft nogle uanede
kræfter til rådighed. Hun er stadig musisk aktiv,
og nu laver hun musik, hvor hun inddrager sine
egne rødder helt tilbage fra før Savage Rosetiden.
Hun har fat i sig selv og bliver ved uden
ham. Det gør mig utrolig stolt.«
Musikken et hårdt levebrød
Uanset om snakken falder på liv eller død, får
Billie Koppel flettet musikken ind. Den har tydeligvis
akkompagneret hende og resten af Koppelfamilien
i både glædestårer og sorg. Faktisk har
musikken været så stor en selvfølge, at der aldrig
var plads til at overveje andre leveveje.
»I min familie var der ingen, der tænkte på en
sikker uddannelse eller tænkte i økonomisk sikkerhed.
Og jeg er hele tiden gået efter, hvor mit
hjerte bar mig hen. Nu kan jeg se, at musikken er
en usikker levevej. For der skal kæmpes meget
for det, og man skal virkelig gerne ville det. Jeg
vil det så meget, at jeg bliver nødt til at følge musikken,
selvom det er en meget usikker branche,«
forklarer Billie Koppel, der er hurtig til at konkludere,
at hun dog ikke fortryder noget. »Fornuftigt
set er der en masse, jeg kunne have gjort
anderledes. Men jeg ved ikke, om det ville have
betydet noget. Man kan altid være bagklog, men
der er ikke noget, jeg decideret fortryder. Jeg har
altid brugt det, jeg har oplevet på godt og ondt.
Det er også sådan, jeg bruger musikken. Jeg er
stadig glad for at tro på mit hjerte og følge drømmen.
Det kræver mod at gå efter sit hjerte, men
jeg kunne mærke, at det var det rigtige. Jeg er
ikke bygget af det stof, der skal til for at leve af
det fornuftige. Men jeg er helt vildt glad for mit
liv. Også selvom jeg ikke har tjent millioner.«
At være nået næsten halvvejs
Mens Billie Koppel sidder der under det skyggegivende
birketræ og kigger tilbage på et liv, der
statistisk ikke engang er nået halvvejs, tænker
hun over, hvor stort det egentlig er, at hun er ble-
vet 40 år. Hendes smil er halvnervøst og indikerer,
at det runde tal ikke helt huer hende:
»Det er jo helt vildt, at jeg nu er 40 år, og jeg
har meget svært ved at indse det. Jeg er stadigvæk
ret legesyg og er glad for, at jeg kan bevare
det barnlige i mig. Det vigtige er, at jeg ikke føler
mig forpligtet til at føle mig ældre, end jeg føler
mig.«
Voksen eller ej, har Billie Koppel mange år at
leve i endnu, hvis man kigger på fødselsattesten.
Men hvad mangler hun, der endnu ikke er det
mest kendte Koppel-navn, at opnå?
»Jeg har stadig det til gode at spille på flere
store scener med fantastiske mennesker, som vil
dele følelsen med os. Men samtidig er hvert fanbrev,
der kommer ind, ganske enkelt nok for mig.
På en måde har jeg allerede opnået en masse,
fordi jeg har rørt mennesker via musikken. Men
det vil glæde mig at kunne nå endnu flere mennesker.
Så jeg vil fortsætte med musikken og glæder
mig også til at se, hvad mine børn bliver til.
Min mindste søn på seks måneder ligner min far
på en prik nogle gange, og mange af deres udtryk
er ens. I øjeblikket er han ved at udforske sine
egne vokaler. Og det lyder til, at han har uendelig
mange af slagsen.« N
IVÆRK-
SÆTTEREN
Da Billie Koppel var barn,
var hun nøglepersonen
bag opførelsen af børneværestedet:
Børnenes
Dyremark, der ligger i
Sydhavnen. På det forhenværendeskrotværksted
kan børn nu lege
med bla. kaniner og ponyer.
ET FØLSOMT
MENNESKE
Som barn kunne Billie
Koppel græde i flere timer,
hvis hun var kommet
til at træde på et insekt.
»Det var så uretfærdigt,
at de skulle dø.
Jeg bestilte ikke andet
end at redde stankelben,
mens nogle andre rev
benene af dem. I dag er
jeg stadig påvirkelig over
for de uretfærdigheder,
man oplever i verden.
Billie Koppel har i sin tid
været med til at etablere
pladsen til børn i hendes
barndoms haveforening.
I dag er hun vild med, at
hun herude i den mere
brogede del af byen møder
så mange forskellige
mennesker.