Ude af kontrol - Kirkens Korshær Køge

kirkenskorshaerkoege.dk

Ude af kontrol - Kirkens Korshær Køge

FOTO: VIBEKE LIND

Korshæren

Kirkens Korshær nr. 7 • August/September 2008

Ude af kontrol

I Kirkens Korshær i Randers lægger de vægt på, at enhver yder netop det, den enkelte har at byde på, for eksempel

at male vinduer. Og de lægger vægt på en god kop kaffe, for snakken hjælper med til at give folk selvtillid og kontrol

over deres eget liv. En kontrol, der måske er gået tabt ude i samfundet, hvor oplevelsen af at være i andres vold og

hele tiden skulle evalueres, kontrolleres og følges op på skaber frustrationer og afmagt. Den moderne ledelsesstil New

Public Management giver en social slagside, mener en børnepsykiater. En tidligere borgmester ville nødig undvære

evalueringerne. En antropolog har givet en bog om det evaluerede liv titlen “Selvmål”. Også korshærschefen og den

ny biskop i Roskilde giver deres bud på det at være ude af kontrol.

UDENADSLÆRE

I samarbejde med kommuner

og staten tuner

vi os ind på, hvad de

vil. Moseloven er erstattet

af Serviceloven, og

den har vi lært udenad,

og den indretter vi os

efter, siger korshærschef

Bjarne Lenau Henriksen.

FOTO: POUL STRUVE NIELSEN

FOTO: POUL STRUVE NIELSEN

SKABERKRAFT

Vi ved at ordet skaber,

hvad det nævner. Den

måde, vi sætter ord

på verden, er med til

at forme den måde, vi

ser verden på, siger

Roskildes biskop Peter

Fischer-Møller.


Indhold

Fra samaritaner til farisæer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 3

Fra omsorg og tryghed til kontrol og kontrakt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 6

Evaluering ind over midten . .................................................................... side 8

Regnskabet time . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 10

Man kan ikke evaluere en kop kaffe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 12

Vi skal holde fast i at være Kirkens Korshær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 14

Kirken skal fastholde staten på et værdigt menneskesyn . ................................... side 16

De Gule sider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 19

Her finder du Kirkens Korshær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 23

Bagsidekommentar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 24

Rune Viberg er ny i Korshærsrådet i

Roskilde

Nikolaj Plads 15 1067 København K

Åbningstid: Kl. 8–16, fredag 9–13

Telefon: 3312 1600. Telefax: 3312 2036

Postgiro: 5 40 14 29.

kk@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk.

www.kirkenskorshaer.dk

Redaktion: Redaktør Poul Struve Nielsen,

Tlf. 4162 5552

poulstruvenielsen@kirkenskorshaer.dk

De Gule Sider: Irene Søndergaard Friis og

Bent Friis, Vangvej 20, Vester Jølby,

7950 Erslev, Tlf. 9669 6400

bentfriis@karby.dk

Bjarne Lenau Henriksen (ansv.)

Rune Viberg i

Korshærsrådet i Roskilde

Den tidligere lokalpolitiker i Roskilde, Rune Viberg, fortalte i april Korshærens

læsere, hvordan han efter en hjerneblødning vendte tilbage til livet, selv om

lægerne havde opgivet ham, og familien taget afsked. Kirkens Korshærs landstyrelse

har nu godkendt ham som medlem af Korshærsrådet i Roskilde, som i

øvrigt består af Jens Arendt (formand), Niels Bonde, Erik Liisborg, Uffe Kornerup,

Elisabeth Ramskov, Gunder Gundersen, Frank Ramskov og Gitte Dueholm. Roskilde

var desværre ikke opdateret på årsberetningernes liste over styrelse, råd

og udvalg, men nu skulle det være på plads. Der var også fejl i forbindelse med

Korshærsrådet i Viborg, som består af Erik Jørgensen (formand), Haakon Brandt,

Inger Thejl Schultz, Henning Lund, Karen Kjellerup, Erik Mørk, Poul Thomsen,

Karsten Nissen, Kirsten Greve og Mads Bæk.

Redaktionsudvalg: Olav Poulsen, Vibeke

Lind, Lennart Billington, Viggo Sørensen,

Heiner Lützen Ank og redaktørerne

Korshærsbladet udkommer 10 gange om

året i 5000 eksemplarer. Abonnement kan

tegnes hos Kirkens Korshær Pris 250 kr.

Pensionister og studerende 125 kr.

Næste nummer udkommer 27.09-2008

Layout: SubDsign Tryk: Tarm Bogtryk A/S.

Eftertryk med kildeangivelse er tilladt

Læs mere på: www.kirkenskorshaer.dk

KONTAKT:

Korshærschef: Pastor Bjarne Lenau Henriksen.

Tlf. 3312 1600 blh@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk

Udviklingschef: Helle Christiansen Tlf. 2992 2050

helle.christiansen@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk

Administrationschef: Lene Andreasen Tlf. 3312 1600

lene.a@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk

Personalekonsulent: Aurora Pilgaard Tlf. 3312 1600

api@kirkenskorshaer.dk

Kampagneleder: Heiner Lützen Ank Tlf. 2078 4257

heiner@kirkenskorshaer.dk

Informationssekretær: Vibeke Lind Tlf. 4038 1051

vibeke@kirkenskorshaer.dk

Formand for landsstyrelsen:

Stig Andreas Munch, Houvej 32, Lohals,

5953 Tranekær. Tlf. 6255 1264


Fra samaritaner til farisæer

Vigtigt at samarbejde med det offentlige, men uheldigt hvis afhængigheden ændrer

diakoniens væsen, siger korhærschef Bjarne Lenau Henriksen, som bliver 60 år

● Af Poul Struve Nielsen

Udtrykket ’den barmhjertige farisæer’ er et godt eksempel

på, hvordan korshærschef Bjarne Lenau Henriksen, som

fylder 60 i september, med få ord kan spidde den politiske,

sociale og kirkelige udvikling i et kritisk lys med et

nyt begreb.

- Samaritaneren er blevet forbilledet. Vi bruger lignelsen

som fundament i vores forståelse af diakonien, siger korshærschefen,

som har været involveret i diakonalt arbejde

fra han som ung frivillig trådte ind i varmestuen på Nørrebro

i 1968.

Siden blev han korshærspræst

og leder af først Sct. Nicolai Tje-

nesten, siden Mariatjenesten på

Vesterbro, og siden 1987 har han

stået i spidsen for Kirkens Korshær,

som i dag er en betydelig

diakonal organisation med 400

medarbejdere og 6.000 frivillige.

De mange barmhjertige samaritanere

fører korshærschefen

ikke som i lignelsen undervejs

mellem Jerusalem og Jeriko. De

er spredt i et landsdækkende netværk, som strækker

sig fra Nordenfjords til Sydhavsøerne og fra Bornholm til

Vestkysten med genbrugsbutikker, varmestuer, herberger,

familiearbejder, børnecafeer, telefontjenester og hvad

fattige, udsatte ensomme og andre helt almindelige mennesker,

som på en eller anden måde er nødstedte, ellers

har brug for.

Uden forbehold

- Fundamentet i diakonien er, at mennesket hjælper uden

forbehold, uden betingelser, lige som den barmhjertige

samaritaner, der hjalp den overfaldne op på dyret, rensede

hans sår, forbandt ham og bragte ham til herberget, hvor

han betaler for ham og endda sørger for, at hjælpen har

lidt perspektiv ud i fremtiden, idet han lover at vende tilbage

og betale en gang til, hvis det koster mere. Han følger

sin omsorg til dørs, siger Bjarne Lenau Henriksen.

Han opfatter lignelsen som eksemplet over alle eksempler,

fordi ingen jøde på den tid ville forvente, at samaritaneren

stoppede og hjalp. Samaritanerens status var, som

nogle fremstiller de fremmede i Danmark. Han var uren og

udstødt.

- Alligevel stopper han op og sprænger alle grænser med

”Fundamentet i diakonien er, at

mennesket hjælper uden forbehold,

uden betingelser, lige som

den barmhjertige samaritaner.”

BJANE LENAU HENRIKSEN

sin gerning. Han yder den spontane, umiddelbare hjælp.

Her tæller kun den nødstedtes nød og intet andet. Der er

ingen bagtanker, ingen religiøs, politisk eller anden manipulation

med i spillet – den nødstedte er jo slået halvt fordærvet

og kan ikke kommunikeres med. Det er det dybeste

og det inderste i enhver form for hjælp.

- Her er ingen dokumentation og evaluering. Han siger:

Hvis du har brug for mere, så får du det. Men han vil ikke

have sine penge tilbage, hvis manden dør eller udskrives

fra herberget en dag før.

Bjarne Lenau Henriksen har altid opfattet den spontane,

aktive her og nu hjælp som

Kirkens Korshærs opgave.

- Vi tager os af en nødstedt

næste, uanset hvor han er,

og uanset hvem han er. Men

den barmhjertige samaritaner er

blevet til farisæer, fordi vor tids

diakoni i stigende grad forstår

sig selv som et strategisk værktøj

i en større samfundsmæssig

sammenhæng.

Korshærschefen mener, at

Diakonien er i dag langt hen ad

vejen er gået meget i ét med samfundet, fordi diakonale

organisationer henter økonomiske midler til den barmhjertige

samaritaners gerning fra det offentlige.

Moseloven erstattet af Serviceloven

I samarbejde med kommuner og staten tuner vi os ind

på, hvad de vil. Moseloven er erstattet af Serviceloven, og

den har vi lært udenad, og den indretter vi os efter. Kommunerne

gør en masse godt arbejde. Men med puljemidler

og Fælles Ansvar 2 midler planlægger vi efter, hvad det

offentliges formål er med disse midler, siger Bjarne Lenau

Henriksen.

Han mener, at formålet med det hele så ofte bliver at

få ansøgningen fornyet, fordi det offentlige tilskud på den

måde bliver den eneste måde, den diakonale organisation

kan fortsætte med at samle overfaldne og nødstedte

næster op mellem Jerusalem og Jeriko.

- Den barmhjertige farisæer går ind og yder kvalificeret

diakoni på det offentliges præmisser ved først at sandsynliggøre,

at der er brug for at samle nødstedte næster op på

vejen. Dernæst tager den barmhjertige farisæer hen på herberget

og ser, om det har nyttet. Det beskriver og evaluerer

han, før han går hen til det offentlige og dokumenterer, at

3



det har virket efter hensigten, og siger: Nu vil vi gerne have

flere penge, siger han.

Bjarne Lenau Henriksen ser hele den dokumentation,

som fortæller, at opgaven er lykkedes for den diakonale

organisation, som et nutidigt udtryk for sekulariseret gerningsretfærdighed.

- Den kristne gerningsretfærdighed siger til Gud: ’Se, hvor

gode vi er. Nu må du da holde af os på grund af vores

gode gerninger!’ Den sekulariserede gerningsretfærdighed

siger til kommunen eller staten: ’Se, hvor gode vi er. Nu

må I da give os flere penge!’ Rent kristeligt ved vi, at gerningsretfærdighed

ikke kan bruges til en pind overfor Gud.

Rent verdsligt ved vi, at vores gerningsretfærdighed sikrer

os en fremtid i det offentlige, sociale arbejde.

- Derfor kan den barmhjertige samaritaner tillade sig

at sige hvad som helst, mens den barmhjertige farisæer

skal være forsigtig, hvis han vil være kritisk, debattere,

diskutere, stille spørgsmålstegn og i det hele taget reflektere

og komme til nogle andre

konklusioner end politikere og

embedsmænd, siger Bjarne

Lenau Henriksen.

Korshærschefen kan godt frygte,

at den barmhjertige farisæer

dermed bliver så afhængig af

det offentliges velvilje, at han

retter ind og gør sådan, som

han forventer, at de politikere

og embedsmænd, der bestemmer

over pengene, mener, han

skal gøre.

- Der er en tendens til, at vi

indretter os, og dermed kommer

vi til at yde en tandløs diakoni, hvor vi solidariserer os

mere med det offentlige og kommunen end med dem, vi

skal hjælpe, siger han.

Bjarne Lenau Henriksen understreger, at han dermed

ikke mener, at kommunen ikke kan foretage sig noget

fornuftigt.

- Men vi mister vores integritet, og måske har vi en vigtig

rolle med at være kritiske, som vi så ikke opfylder, siger

korshærschefen, som selv har efterlevet sin beskrivelse

af Kirkens Korshær som en solidarisk, provokerende og

debatskabende kirke.

Fra sprit til stofmisbrug

Bjarne Lenau Henriksen har gennem sit virke været en del

af store forandringer i både samfundet og Kirkens Korshær,

siden han begyndte sin diakonale løbebane til ”sprittermøder”

på 1960’ernes Nørrebro.

- Spritterne var mennesker i en moden alder, i hvert

fald i 40’erne, som havde haft arbejde, som havde været

gift, som måske havde fået børn. De kom fra noget, der

mindede om det, som de fleste anså for ’et almindeligt

menneskeliv’, men et eller andet var gået galt og havde

4 KORSHÆRSBLADET 7/2008

”Der er en tendens til, at vi

indretter os, og dermed kommer

vi til at yde en tandløs diakoni,

hvor vi solidariserer os mere med

det offentlige og kommunen end

med dem, vi skal hjælpe.”

BJANE LENAU HENRIKSEN

ført til en nedtur, så de havde tabt det hele og var endt

på kogespritten. Der kom også mennesker, som var sære –

dengang var man ikke så bevidste om psykiske sygdomme,

og der var nogle dårligt stillede pensionister, som havde

brug for at være sammen med os andre, siger han.

- De fleste af de gamle havde en lejlighed, spritterne

var det lidt mere blandet med. Det hele ændrede sig, da

stofmisbruget blev udbredt. Især da morfinbasen kom til

Danmark i 1973. De fleste af stofmisbrugerne var unge mennesker,

som havde en perlerække af omsorgssvigt bag sig.

Korshærschefen oplevede, hvordan varmestuen i Oehlenschlägergade,

som i dag er flyttet til Istedgade, måtte

ændre åbningstiden for at tage sig af stofmisbrugerne.

Samtidig kom der rigtig mange alkoholikere, som også

havde problemer med kriminalitet og hjemløshed med i

bagagen.

Med den stigende velstand kom der færre familier med

børn. I de år udviklede Korshærsarbejdet sig fra at være et

familiearbejde til et arbejde for

at hjælpe de ekstremt udsatte

misbrugere.

Så kom blandingsmisbrugerne.

I begyndelsen var der skel mellem

alkohol- og stofmisbrugere,

men så begyndte man at blande

alt. Fra slutningen af 1990’erne

til nu har det udviklet sig, så

man er gået fra gamle sprøjtenarkomaner

til de stoffer, der

påvirker centralnervesystemet.

Disse stoffer påvirker misbrugerne,

så de bliver mere latent

aggressive. De lever deres liv i

en kolossal hastighed, som man egentlig skulle tro krævede

et godt helbred. De gammeldags narkomaner kunne

sidde i hjørnet og stene for sig selv, men med den ny type

stoffer farer misbrugerne omkring i konstant uro og panik.

Socialt har det også flyttet sig. I dag er den store brede

gruppe af misbrugere ofte mennesker, som debuterer i

festmiljøer, hvor de ryger hash og supplerer med kokain

og designerdrugs.

Dertil kommer det stigende antal psykisk syge brugere

til Kirkens Korshær. Kirkens Korshær har fået flere og flere

psykiatriske patienter som brugere som resultat af afinstitutionaliseringen,

altså overgangen fra behandlingen på

psykiatriske hospitaler til distriktspsykiatri.

Bjarne Lenau Henriksen har aldrig tændt på ordet godhed.

- Vi mødtes med de mennesker uden at ville så meget

andet end at være sammen. Det var åbenhed, accept og

bare det at være sammen, det var værdifuldt i sig selv. Det

kan godt være, at pensionisterne gik hjem til deres ensomhed,

og at spritterne gik ud til deres flasker. Men hvor

banalt det end lyder, så var det værdifuldt bare at spise

et måltid mad sammen eller drikke en kop kaffe sammen.


Bjarne Lenau Henriksen tager imod frivillige fra Kirkens Korshær i sønderjylland som besøger Maria Kirke i Istedgade på

Vesterbro.

I Maria Kirke ville vi bare være sammen med junkierne. Vi

kan ikke gøre os fortjent til Guds frelse. Den ligger der på

forhånd. Som Luther sagde, så gør gode gerninger ikke et

menneske godt, men gode mennesker gør gode gerninger,

siger Bjarne Lenau Henriksen.

Fornyet behov for hjælp til familier

En dansker, som har sagt noget, han er enig i, er tidligere

socialminister Bent Rold Andersen, som betegnede det

som den største revolution i mands minde, da 700.000

kvinder gik ud på det danske arbejdsmarked.

Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet hang sammen

med ønsker om et større forbrug og en fortsat økonomisk

vækst. Det øgede forbrug krævede to indtægter, og det

skabte parcelhusstanden.

- Det øgede forbrug samtidig med, at mennesker isolerede

sig fra fællesskaberne i små kernefamilier, har været

med til at isolere og udstøde mennesker, så mennesket i

højere grad kom til kun at tænke på sit eget liv og sit eget

forbrug. Det har ført til mere ensomhed og isolation, siger

Bjarne Lenau Henriksen.

Han mener, at når de unge begyndte at tage stoffer, som

gjorde mange af dem til misbrugere, var det både et oprør

mod tidens standarder og gængse moral og et middel til

at flygte fra et liv, som de unge mennesker ikke kunne se

en mening med.

- Vi fik forbrugersamfundet, hvor vi henter vores identitet

i forbruget. Selve det at kunne forbruge giver identitet og

status. Vi lever i et konsumsamfund, hvor vi alle er forbrugere.

Det er den væsentligste identitet.

I dag ser Bjarne Lenau Henriksen korshærsarbejdet

udvikle sig i en retning, der præges af, at der igen kommer

svage familier, som har brug for hjælp.

- I 1960’erne oplevede vi mindre og mindre familiearbejde.

Sommerlejrene holdt vi for nogle andre grupper, mens

familierne rejste til Mallorca. Dem havde socialstaten lagt

sikkerhedsnet ud under. Nu er de ved at komme tilbage,

familierne. Et sted som Iller Slot, hvor vi har haft et højt

kvalificeret familiebehandlingscenter, kunne ikke løbe rundt

længere. Det vil kommunerne ikke betale for. Men vi laver

flere og flere børnehjørner og børnecafeer, hvor børnefamilierne

kan være med til fællesspisning, få lidt rådgivning

og danne netværk. Vi samler dem i grupper, hvor de kan

støtte hinanden, siger Bjarne Lenau Henriksen.

Forskel på netværk og fællesskab

Han smager ligesom lidt på ordet netværk og fortsætter så:

- Jeg vil hellere bruge ordet fællesskab. Nu hedder det

netværk. Og det er en dårlig erstatning. Fællesskab betyder,

at vi er afhængige af hinanden. Netværk er ikke så

forpligtende. I et netværk bruger og benytter vi gensidigt

folk til et formål for os selv, fordi vi skal udvikle vores eget

firma eller vores egen karriere. I et fællesskab er vi alle

sammen og bruger hinanden hele tiden, fordi vi ikke kan

uden hinanden.

Korshærschefen oplever, at forbrugssamfundet har nået

et stadie, hvor vi også betragter vores medmennesker som

noget, vi forbruger.

- I dag lever vi ikke i et samfund, hvor vi har betydning

for hinanden. Men vi lever i et samfund, hvor vi bruger

hinanden til vores eget formål. Det ligger i tidens trend. Vi

skal være uafhængige og klare os selv. Det er ikke legitimt

at sige: ”Jeg kan ikke klare mig uden dig!” Men det udsagn

udtrykker jo netop det, der er kernen i ethvert ordentlig,

5


medmenneskeligt forhold. Vi kan ikke klare os uden

hinanden. Vores identitet hentes i samværet med andre

mennesker.

- Det vigtigste er at få det andet menneske til at vokse

og opleve, at livet er værdifuldt. Vi skal vedkende os

den afhængighed af andre mennesker, ellers kan vi ikke

være selvstændige.

Det er det samme med integrationsproblemerne,

mener Bjarne Lenau Henriksen.

- Vi er ikke åbne overfor de fremmede, men samtidig

vil vi ikke have, at de er selvstændige. Og når vi ikke

er åbne overfor dem, så klarer de sig selv. Ghettoer er

udtryk for manglende integration, mens at jo bedre,

man lærer folk at kende, jo bedre kan man sige ja eller

nej til hinanden.

Han er sikker på, at de fleste danskere i selve situationen,

hvor de møder folk, der er anderledes, vil være

positive.

- Så lærer man heldigvis også noget om de mennesker.

Og han garanterer, at Kirkens Korshær skal blive ved

at være i opposition og stille kloge spørgsmålstegn ved

det, der sker i samfundet.

- Vi er ikke velegnet til New Public Management, fordi

vi er så lokalt og menneskeligt forankrede og involverede,

siger han.

Korshærschefen

bliver 60

Korshærschef Bjarne Lenau Henriksen

fylder 60 år. I den anledning

udgiver Kirkens Korshær et festskrift

med titlen ”Protesterende, provokerende

og solidarisk”. Bogen vil

blive præsenteret og overrakt Bjarne

Lenau Henriksen ved fødselsdagsreceptionen,

som finder sted i

Helligkors Kirkes menighedslokaler,

Kapelvej, Nørrebro, mandag d. 22.

september 2008, kl. 13-15.

6 KORSHÆRSBLADET 7/2008

Fra omsorg

og tryghed til

kontrol og

kontrakt

Den offentlige sektor er blevet en markedsplads,

hvor borgerne bliver kunder

og velfærdsydelser varer

● Af Poul Struve Nielsen

Både sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og

pædagoger har strejket i foråret. Deres krav har været

højere løn. I en bisætning har social- og sundhedsassistenterne

appelleret om ”flere hænder”.

Børnepsykiater Bente Rich arbejder som konsulent i

sundhedssektoren. Hun har en lang karriere som læge

og en mastergrad i offentlig administration. Hun er bestyrelsesmedlem

i Socialpolitisk Forening, og det bekymrer

hende, at de faglige organisationer tilsyneladende uden

dialog har accepteret de styringsmekanismer, der afspejler

sig i regeringens såkaldte kvalitetsreform af den offentlige

sektor i 2007.

Lønkravene kan være rimelige nok, men de er i bund

og grund udtryk for, at nogle andre værdier er gået tabt

for velfærdsarbejderne i Danmark. De værdier er sværere

at måle, og det største problem for velfærden lige nu er,

at i stedet for mennesker lægges der vægt på ting, som

kan måles.

- De offentligt ansatte må slås for et mere professionelt

råderum, så den stigende meningsløshed kan fjernes til

fordel for, at der er god mening i arbejdet i de fag, der

handler om livskvalitet og som har omsorgen for medmenneskene

i fokus, siger Bente Rich.

Hun ser kvalitetsreformen fra 2007 som en foreløbig

kulmination på en modernisering af det offentlige, der

har stået på siden midten af 1980erne. Der er indført en

helt ny filosofi for styringen af funktioner i den offentlige

sektor, New Public Management, som er direkte inspireret

af organiseringen i industrisektorens krav om masseproduktion

til billigst mulige pris. Den offentlige sektor er

blevet en markedsplads, hvor borgerne bliver kunder og

velfærdsydelser varer.

En opgørelse viser, at hovedparten af forslagene i kvalitetsreformen

vedrører styring og administration. Godt

en tredjedel af forslagene vedrører markedsgørelse og


Den stigende meningsløshed skal fjernes i de fag, der handler om livskvalitet og som har omsorgen for medmenneskene i

fokus, siger Bente Rich.

lignende reguleringer. Under 20 procent af forslagene

vedrører borgerne direkte, og kun ca. fem procent udgør

borgerrettede ydelser

Dobbeltkontrol

- Forslagene går ud på at lave

mere bureaukrati af den samme

slags. Nu handler det ikke bare

om kontrol, men om dobbeltkontrol.

Der er indført en styring,

som vi skal til det tidligere

Sovjetunionen for at se magen

til, siger Bente Rich, som finder

det beskæmmende, at kontrollen

bliver ført til dørs af en retorik,

der er nedgørende for medarbejderne

i den offentlige sektor, når

f.eks. statsministeren taler om

”rundkredspædagogik” og Bertel

Haarder siger, at socialrådgiverne

lader stå til for at fastholde klienter.

- Det svarer til, når en far og mor nedgør børnene retorisk.

Det er en voldsom underkendelse af barnets rolle, og

i det overordnede eksempel borgernes rolle i samfundet,

fortæller den erfarne og socialt engagerede børnepsykiater.

”De offentligt ansatte må slås

for et mere professionelt råderum,

så den stigende meningsløshed

kan fjernes til fordel for, at der

er god mening i arbejdet i de fag,

der handler om livskvalitet

og som har omsorgen for

medmenneskene i fokus”

BENTE RICH

Hun ser et alvorligt problem i den ledelsesstil, som

ændringerne har ført med sig. I stedet for fagligt velfunderede

mellemledere ansættes nu ofte forbigående

konsulenter, som ikke kommer fra social- eller sundhedsuddannelserne.

Ud fra en mar-

kedsorienteret filosofi omstrukturer

de og indfører en række

kontrolinstanser, ofte med den

konsekvens, at den enkelte

velfærdsmedarbejder ikke kan

opretholde kvaliteten i sit arbejde,

og ansvaret for beslutninger

om kvalitet forsvinder ud i den

blå luft.

- Samtidig anfører man, at

omsorg, nærvær og tryghed

skal komme nedefra. Resultatet

er, at velfærdsarbejderen skal

bidrage med et indhold, der

ikke respekteres af det politiske

niveau. Man får indtryk af at have at gøre med to verdener,

som ikke kan mødes.

- Den faglige etik har måttet vige pladsen for ingen etik.

Når medarbejderne har et behov for at diskutere professionsetik

og faglig udvikling, opfatter lederne det som en

trussel, fordi de ikke har forstand på det. Det ender med,

7

FOTO: POUL STRUVE NIELSEN



at lederne fører krig mod deres medarbejdere i stedet

for at forsvare dem fagligt. Og det er lederne, som er

bindeled til de politikere, der træffer beslutningerne, og

dermed bliver politikerne også afskåret fra den faglige

indsigt, siger Bente Rich.

Social slagside

Kvalitetsreformen har en social slagside. Den omtaler

især børnepasning, sundhed og ældre. Dermed er der

overvejende fokus på at dække middelklassens og de

brede grupper af skatteyderes behov, mens det kun

flygtigt nævnes, at man vil ”se på” hele det sociale

område, som omfatter den hjælp, vi giver til samfundets

svageste.

- Retorisk giver det sig udtryk i, at socialministeriet

er blevet til velfærdsministeriet. Det er et resultat af,

at man har valgt velfærdsydelser, der kan beskrives

økonomisk frem for at fokusere på omsorg og kvalitet i

forhold til mennesker, siger Bente Rich, som også ser en

del af problemet som at de, der formulerer politikkerne,

simpelthen har svært ved at beskrive, hvad en læge og

sygeplejerske skal kunne i forhold til deres faglighed.

- Det har man slet ikke fordybet sig i at beskrive.

Værst ramte er socialrådgiverne. Deres område er maksimalt

budgetorienteret. Jeg kender et sted på Sjælland,

hvor de skulle nå at have det antal kontakter med borgerne,

som de jo skal ifølge loven. Dernæst skulle de

nå alle registreringerne af kontakterne. Men det gjorde

ikke nogen forskel, om klienterne fik noget ud af mødet,

for det er svært at måle, og det fremgår ikke af lederens

kontrakt med arbejdsmarkedschefen. Derfor gør principperne,

at det hele strander med bureaukratiet. Det bliver

til meningsløs kontrol, og borgerne når ikke at få noget

ud af det, siger hun.

Over tid mener Bente Rich, at reformen vil være

underfinansieret, og med de mange lovbetingede rettigheder

og forvaltningspligter bliver der ikke mere tid

til opgaverne.

- I stedet for at anerkende, at presset på mange offentligt

ansatte er blevet for stort, og at der bør ansættes

flere, understreger kvalitetsreformen, at vi lever i en virkelighed,

hvor vi ikke bare kan ansætte flere, samtidig

med at det forventes, at de samme nedslidte velfærdsarbejdere

kan sikre en fortsat fornyelse og udvikling i

børnepasning, ældrepleje og på sygehuse.

New Public Management breder sig også til de private

organisationer, som det offentlige samarbejder med.

- Akkrediteringsprincippet er et andet udslag af markedsgørelsen.

Det bliver nogle andre, der sætter præmissen

og måler arbejdet. Med måling er der et ønske

om at gøre det ensartet, men velfærdsarbejderens professionalisme

ligger jo netop i at handle ud fra en forståelse

og vurdering af det enkelte menneskes situation,

og mennesker er forskellige, siger Bente Rich.

8 KORSHÆRSBLADET 7/2008

Evaluering ind

over midten

Evalueringer er nødvendige, men vi skal

bevare respekten for det, vi ikke kan

måle

● Af Heiner Lützen Ank

Midten i dansk politik er væk. Et udsagn man ofte hører,

når der bliver diskuteret politiske ståsteder. Men i tiden

fra 1994 til 2005 havde den politiske midte et ansigt og et

navn, i hvert fald når der blev talt om den i kommunalpolitisk

sammenhæng. Den politiske midte hed i disse år Flemming

Christensen, som i dag er administrerende direktør på

Kolonien Filadelfia.

Fra 1994 til kommunalvalget i 2005 var præsten og

SFeren Flemming Christensen borgmester i Vejle. En post

han i de første otte år bestred med støtte fra Venstre og

de konservative, og da det senere blev nødvendigt, med

støtte fra den borgerlige Vejle-Listen, der blev dannet med

det hovedformål, at han kunne blive siddende i borgmesterstolen.

Et samarbejde, der vakte opmærksomhed også

udenfor Vejle.

Evnen og viljen til at række ind over midten for at nå

kompromiset kendetegner stadig Flemming Christensen,

når han her tre år senere, med udgangspunkt i sin tid som

borgmester, skal gøre rede for, hvorfor og hvordan evalueringen

bredte sig i den kommunale virkelighed i disse år:

- Der er en masse positive elementer i evaluering og

måling. Jeg siger bare, når noget gøres tilstrækkelig mange

gange, så ender det i det absurde, siger han.

Den gode evaluering

For Flemming Christensen er det en hovedpointe i forhold

til al tale om evaluering, at der er mange gode aspekter

ved at evaluere, også indenfor de såkaldte bløde områder,

altså omsorg, undervisning og børnepasning, når bare man

har en respektfuld tilgang til brugen af evaluering:

- Hvis man er omhyggelig med evalueringen, så kan det

være et godt redskab i en række sammenhænge.

Og på denne baggrund tør Flemming Christensen godt

komme med et bud på, hvad god evaluering er:

- Et eksempel på god evaluering på et blødt område er

de test, der er foretaget på sprogområdet i folkeskolen.

Man kan diskutere, om eleverne ville lære at læse ordentligt

på et andet tidspunkt, men når jeg alligevel synes, det

overordnet har været godt, så var det fordi, man måtte

konstatere, ja man kunne ligefrem måle, at folkeskolen faktisk

producerede mange dårlige eller mangelfulde læsere.


Det, ikke at have fokus på at lære folk at læse tilstrækkeligt,

er ikke godt. Her kan evaluering være med til at sætte

fokus på elevers mangelfulde læseegenskaber. Så får man

sat fokus på det, og samfundet kan overveje, hvordan det

forholder sig til det, ligesom vi kan få diskuteret de sociale

konsekvenser, det har. Det var godt, for man får diskussionen

af, om det er det, man vil. Overordnet har evaluering

og individuelle læreplaner været med til at sætte fokus på

danskkundskaber i folkeskolen og har vist, at de var mangelfulde,

og det er der så blevet rettet op på. Det var nok

ikke sket uden evalueringer.

Den nødvendige evaluering

Flemming Christensen blev valgt ind i byrådet i Vejle første

gang i 1982 og ser en vis sammenhæng mellem det

begyndende ønske om evaluering og sin politiske debut

dengang:

- Det vil sige, at os der blev politikere i begyndelsen af

80erne oplevede, at ting blev argumenteret igennem på

nogle meget, meget løse antagelser om, at hvis vi gjorde

det og det, så var det sikkert forebyggende for det og det,

og det viser sig, når man så måler tyve år efter, at det var

nogle meget, meget tynde teorier, der lå, og resultaterne

kunne være meget beskedne, hvis de overhovedet var der.

Men det var alt sammen udtryk for, at man var vant til at

leve i en kultur, hvor man sagde, at hvis det gjorde ondt i

ældreplejen, så kunne der kun være en forklaring, og det

måtte være, at der var for få hænder, og det sjove er, at

sådan argumenteres der jo i et vist omfang stadig, uden

det af den grund bliver sandt.

Det var imidlertid ikke kun evaluering, der var fokus på

i disse år. Den fik, ifølge Flemming Christensen, en vigtig

følgesvend i et andet nyt begreb i tiden:

- På det tidspunkt begyndte man også at opdage, hvor

meget ledelse betyder. Hvis der var god ledelse i en organisation,

så kunne de mageligt klare sig, også i konkurrence

med det private. Ledelse bliver nu en selvstændig disciplin,

der siger, at god ledelse er med til give gode resultater. Når

man har god ledelse, så kommer jo også nogle af ulemperne,

for lederne kan godt lide systemer sådan i rimeligt

omfang. Så vil vi også godt kunne bevise mål og resultater,

tænker den gode ledelse.

Kun et redskab

Til trods for sin generelle positive holdning til evaluering

som fænomen understreger Flemming Christensen, at evaluering

altid kun er et redskab:

- Så man kan sige, at det primært er et værktøj, som

man ikke er ydmyg nok overfor. For hvad kan det bruges

til? Og hvad kan det slet ikke bruges til? Man tror, det viser

alt, og så simpel er verden bare aldrig. Det er der, hvor

tal og tabeller bliver til manipulation. Man skal anvende

det med større disciplin. Problemet er ikke de forskere,

der sidder og laver det, de kan jo sådan set have de

Evaluering er kun et redskab, siger Flemming Christensen.

Men han mener, det er nødvendigt.

bedste intentioner i verden, men når det bliver oversat til

mediernes letforståelige verden, som altid bare lige tager

noget, der egner sig til overskriften, så bliver det skidt, for

så forsvinder alle nuancerne og forbeholdene, og så får du

den der endimensionalitet, som forsimpler og forvrider alle

diskussioner, siger han.

- Man skal have respekt for, hvad man kan måle, og

hvad man ikke kan. Derfor skal der også være fokus på alt

det, der ikke kan måles og siges noget om, men det gøres

der sjældent opmærksom på. Det skyldes nok, at vi lever

under et slags tyranni, for noget, som synes objektivt, men

ikke behøver at være det, og da langt mindre er dækkende

for hele virkeligheden, mener Flemming Christensen.

I hans borgmestertid blev samarbejdet mellem hans SF

og de borgerlige og liberale politiske modstandere kendt

som Vejle-modellen, og den dag i dag har Flemming Christensen

stadig en vejlensisk dobbeltholdning i forhold til

spørgsmålet om brugen af evaluering:

- Jeg har nok oplevet det lidt som en modvægt mod argumentationsformen

fra 80erne og de bløde argumenter. Balancen

har jeg nok personligt haft det godt med, bløde og hårde

argumenter i en eller anden balanceret form. På den måde må

man have det hele med for at tegne hele billedet.

9

FOTO: POUL STRUVE NIELSEN


Regnskabet time

Vi kan ikke undgå at evaluere, men de bløde værdier viger til fordel for de hårde

fakta, regnskaberne, og det er et problem i forhold til socialt udsatte

● Af Heiner Lützen Ank

”Selvmål – det evaluerede liv er en kritisk beretning fra

den danske dagligdag, hvor vi administrerer hinanden

med smileys og strenge tidsmålinger, og hvor alt, der ikke

kan sættes på regnskab og evalueres og rationaliseres, er

værdiløst. Den er er et opgør med en kultur, hvor managementbølgen

har bredt sig fra direktionsgangene og helt

ud i livets mest intime områder

– kærlighedslivet, kropskulturen,

religionen og vores selvopfat-

telse.”

Sådan hedder det bag på

bogen Selvmål – det evaluerede

liv, som antropologen Karen Lisa

Salamon udgav i 2007. Bogen er,

som man kan læse i citatet, en

kritisk diskussion af den evalueringskultur,

forfatteren ser brede

sig mange steder i det danske

samfund.

Korshæren har bedt Karen Lisa

Salamon uddybe sine holdninger

til evalueringstendensen, og helt

overordnet mener hun:

- Karaktergivning eller tilbagemelding på noget, man

har gjort, kan være godt nok. Den gode evaluering er,

når målsætningen passer godt sammen med evalueringsformen,

og evalueringsformen er der for at understøtte

målsætningen.

Igen og igen understreger Karen Lisa Salamon i løbet af

interviewet, at der i udgangspunktet ikke er noget galt med

at evaluere, ja hun går endda så vidt som til at sige:

- Målesystemer kan ikke undgås i et komplekst samfund

som vores. Vi lever i en højcivilisation, og det, der får sådan

et system til at fungere, er, at der bliver holdt kontrol, og

at man dermed kan betale skat. Det er hverken ondt eller

godt. Det er nødvendigt, når man ønsker at skabe en eller

anden form for retfærdighed eller omfordeling.

Målinger er aldrig neutrale

Men så kan Karen Lisa Salamon heller ikke holde det tilbage

længere:

- Men det, jeg siger, er, at målinger aldrig er neutrale. De

udtrykker altid nogle grundværdier, en magtlogik. Vi må

naturligvis udtrykke nogle grundværdier, når vi evaluerer.

Det, jeg er kritisk overfor, er magtlogikken. Evalueringer

10 KORSHÆRSBLADET 7/2008

”- Vi lever i en tid,

hvor godhed og sandhed

bliver udtrykt gennem

regnskaber.

Regnskabets sprog.”

KAREN LISA SALAMON

handler netop om, hvorvidt noget er bedre eller dårligere,

giver mere eller mindre. Problemet opstår, når vi påstår, at

det ikke kan være anderledes, for så lukker vi os af for at

gøre det bedre, eller når vi påstår, at det her er retfærdigt,

fordi deri ligger nemlig også en manglende forståelse for,

at det kan være bedre. Der ligger også en magtudøvelse,

vi ikke vil erkende.

- Problemet er ifølge Karen Lisa Salamon således ikke,

at der bliver evalueret på forskellige

områder i det danske

samfund, men problemet er der-

imod, at politikerne og andre

magthavere ikke klart fortæller,

hvilke værdier, de måler ud fra.

Selv er Karen Lisa Salamon ikke

i tvivl om, hvad den grundlæggende

værdi bag evalueringerne

er:

- Vi lever i en tid, hvor godhed

og sandhed bliver udtrykt gennem

regnskaber. Regnskabets

sprog. Det kan man høre på

de politiske diskussioner. Det

eneste, der virkelig tæller, er et

regnskab, noget der er hårde

fakta. Vi lever i en tid, hvor man, hvis man vil flytte rundt

på noget, så er det eneste, der tæller, regnskaber. Det er

meget vigtigt at stille regnskaberne rigtigt op.

Evaluering af uproduktive mennesker

Problemet med at evaluere ser Karen Lisa Salamon tydeligt

i forhold til de socialt udsatte mennesker, bl.a. Kirkens

Korshær arbejder for:

- Nu diskuterer vi omfordeling til underbemidlede mennesker,

og spørgsmålet er så, om denne omfordeling skal

bedømmes ud fra nogle rent teknokratiske kriterier og evalueringsskemaer,

der foregiver at være dybt neutrale. Der

er i de statslige bevillingsinstanser ikke et sprog, der kan

anerkende, at man kan hjælpe mennesker, der ikke kan

komme i bedring. Det hele bygger på nogle forestillinger

om, at hvis man hjælper nogen, der ikke er produktive,

så er det med henblik på at gøre dem produktive. Denne

holdning er en grundlæggende samfundsværdi, der ikke

er til debat, og som gøres til neutral værdi, siger hun og

tilføjer:

- Vi har opbygget et system, der langt hen ad vejen er

godt, og som opererer med, at alle skal yde noget, og at


Karen Lisa Salamon spørger: Kan det være rigtigt, at vi et i et land som Danmark, med så stor en grad af ytrings-frihed,

skal have sådan et spil for galleriet?

man altid kan forbedre sine evner. Ud fra dette får man

opstillet nogle evalueringsredskaber, der ønsker at undersøge,

hvordan man kan yde endnu mere. Der er faktisk

en ret stor del af befolkningen, der ikke formår det her.

Ja, der er måske en del af denne del af befolkningen, der

aldrig kan komme til at formå det. Der er nogle mennesker,

der bare ikke kan yde noget som helst, der oven i købet

også er enormt omkostningstunge. De passer overhovedet

ikke ind i de her modeller. Hvis vi virkelig tager evalueringen

alvorlig, så er der mange mennesker, der falder ned

under 00 på karakterskalaen, og hvad stiller man op med

dem?

Danmark, et land i Østblokken?

Karen Lisa Salamon er en kvinde med mod og lyst til at

formulere tingene klart og skarpt, hvorfor hendes svar på

det afsluttende spørgsmål om, hvordan mennesker overhovedet

kan holde ud og leve i det samfund, hun ridser op,

på én og samme tid fylder én med både håb og frygt:

- Folk klager sig samtidig med, at de har det sådan. Folk

fra mange forskellige brancher taler meget om den tid, de

bruger på bureaukrati. De når næsten ikke at tage sig af

patienterne eller børnene eller kunderne, fordi de skal lave

så mange lageroptællinger. De når næsten ikke tid til at

gøre det, de var der for at gøre. Den klage hører jeg alle

steder. Men samtidig siger folk: ’Hvad skulle vi ellers gøre?’

’Hvad er alternativet?’ De fleste siger, de udøver en form

for civil ulydighed. De ser lige på, hvor vigtigt det er, at

der bliver rykket på det her, eller de udfylder kun dele af

evalueringerne. De udvikler et skindsprog, som de bruger,

eller de udnytter det fuldstændig strategisk. Hvorefter der

er en mistillid fra dem, de sender det til, som så strammer

op på evalueringerne, og så udvikler de et nyt skindsprog,

siger Karen Lisa Salamon.

Hun ser en dobbelttydighed i, at vi klager os, når vi selv

er genstand for evaluering, og forlanger den, når vi optræder

i rollen som modtagere af offentlig service.

- Flere gange har jeg hørt folk tale om civil ulydighed.

Det minder lidt om de ting, man kunne høre folk fra østblokken

tale om for 25 år siden, for eksempel rumænerne

under Ceauscescu. Kan det være rigtigt, at vi et i et land

som Danmark, med så stor en grad af ytringsfrihed, skal

have sådan et spil for galleriet? Hvorfor kan man ikke sige:

’Hallo vi er uenige’ eller ’det her er spild af tid’? Måske er

folk bange. Hvorfor siger de ikke nej, hvis de er utilfredse?

Vi stiller jo selv kravene til hinanden. Vi synes selv, det

er træls at skulle dokumentere, men samtidig forlanger

vi af børnehavelæreren, at hun skal dokumentere, hvad

vores barn har lært. Vi stiller dokumentationskrav til hinanden.

11

FOTO: POUL STRUVE NIELSEN


Hver frivillig og hver medarbejder yder sit til

fællesskabet hos Kirkens Korshær i Randers.

Også når der skal males vinduer.

Man kan ikke evaluere en kop kaffe

Øget ansvar og større frihed som modvægt mod kontrol og evaluering

● Af Poul Struve Nielsen

Det er de frivillige, der er omdrejningspunktet for Kirkens

Korshærs arbejde i Randers. Man bruger slet ikke begrebet

“brugere”, som de fleste aktiviteter i korshæren ellers

handler om at støtte.

De mange frivillige er aktive omkring indsamling og salg

af genbrugsvarer, og driften af Kirkens Korshærs cafe, som

er åbent om torsdagen. Den bliver dog brugt dagligt af de

frivillige som samlingssted til formiddagskaffen.

- De mennesker, som kommer her, er faldet ud af

arbejdsmarkedet af mange forskellige grunde. De byder ind

med de kræfter og ressourcer, de har.

- Nogle er gået på pension, andre er meget sårbare.

Her skal også være plads til mennesker, som ikke er så

stærke psykisk eller for den sags skyld fysisk, siger lederen

af Kirkens Korshærs byarbejde i Randers, Karen Kviesgaard.

Hun oplever, at mange af de mennesker, hun møder,

kommer i klemme i forhold til det offentlige og ikke kan

klare kravene. De bliver ofte kastet rundt mellem indtil flere

sagsbehandlere.

- Det skaber frustrationer, afmagt og en oplevelse af

magtesløshed, når man oplever at være i andres vold og

hele tiden at skulle evalueres, kontrolleres og følges op

12 KORSHÆRSBLADET 7/2008

Man kan ikke evaluere en kop kaffe. Men der kommer

meget ud af de samtaler, der bliver ført over kaffen i

gården hos Kirkens Korshærs byarbejde i Randers.

på, samtidig med, at det er andre, der styrer ens liv, siger

Karen Kviesgaard.

Høj grad af egenfinansiering

Kirkens Korshærs byarbejde i Randers sørger for at have

tilbud, der passer til lige netop det, hver enkelt kan yde, og

sammensætter så nogle gode hold, så evner og interesser

passer sammen. Det handler om at inddrage alle i et fællesskab

og få noget op at stå, der styrker den enkelte.

Langt størstedelen af arbejdet finansieres gennem salget

fra genbrugsbutikkerne. Karen Kviesgaard ville dog nødigt

undvære de midler, der tildeles fra Socialministeriets puljen

til frivilligt socialt arbejde til fordel for socialt truede

mennesker, den såkaldte PUF-pulje. Midler, hvor der skal

indsendes dokumentation for anvendelsen.

- Der følger nogle opgaver med i form af optælling,

evaluering og indrapportering. Og hvert andet år skal

der indsendes en ny ansøgning. Men det har ikke taget

overhånd, selv om jeg godt kan mærke, at kontrollen og

dokumentationskravene skærpes hver gang. Det ligger ikke

som en stor tung dyne over det hele. Hvis det gjorde det,

ville jeg nok forsøge at skaffe de penge ad andre veje,

eftersom vi jo skaffer langt størstedelen af vores indtægter

selv, fortæller Karen Kviesgaard.

Den høje grad af selvfinansiering betyder en stor grad af


Det skaber frustrationer, afmagt og en oplevelse af magtesløshed, når man oplever at være i andres vold og hele

tiden at skulle evalueres, kontrolleres og føles op på, samtidig med, at det er andre, der styrer ens liv, siger Karen

Kviesgaard, nummer to fra venstre.

frihed i tilrettelæggelsen af arbejdet.

- Vi skal ikke søge godkendelse af vores projekter andet

steds, og det offentlige sætter ikke rammer for vores aktiviteter,

tilføjer hun.

Som det er i dag, finder Karen Kviesgaard ikke rapporteringen

mere omfattende, end at den hjælper hende

og medarbejderne til at fastholde opmærksomheden og

tænke lidt over de opgaver, de udfører.

Øget kontrol i samfundet

- Det ville få en slagside, hvis den var så omfattende, at den

blev oplevet som egentlig kontrol. Kontrol udefra er ikke

befordrende, men dertil er vi heller ikke kommet. Men vi kan

godt mærke, at samfundet som sådan går i retning af øget

kontrol. Jeg får en klar fornemmelse af, at det er ved at blive

sådan, at ingen må spilde tiden, siger hun og uddyber:

- Hvordan kan man evaluere en kop kaffe? Meget af

det arbejde, vi gør, har først og fremmest den hensigt at

skabe et fællesskab. Og i den gode sommer, vi har haft,

har gårdmiljøet været en vigtig faktor, for her har vi siddet

rigtig meget på bænkene over en masse kaffe. Og de

samtaler, der bliver ført, når vi sidder der, er måske netop

grundlaget for, at nogle af dem, der kommer her, kan få

nyt mod på livet og finde en ny retning i tilværelsen.

Selvfølgelig bliver der arbejdet i Kirkens Korshær i Randers.

Både medarbejdere og frivillige kan se, hvornår et

møbel hentes, flyttes og stilles på plads.

- Men det vigtigste er ikke møblerne, det er, at mennesker

vokser i fællesskabet med andre, og det sker i de

snakker, vi har mellem opgaverne. Og somme tider i selve

det at få tildelt opgaver og ansvar. Det er ikke målinger

og evalueringer, der skaber forandringer. De bliver skabt

i det fællesskab, vi har skabt som ramme om opgaverne.

Det vigtigste arbejde her er arbejdet for at give det enkelte

menneske værdighed, siger Karen Kviesgaard.

Kirkelig og social

- Værdighed er, at mennesket bliver set og lyttet til og kan

være her og bidrage med netop sit særpræg. At vi er en

kristen organisation, der arbejder diakonalt, skal jo gerne

betyde, at vores udgangspunkt er, at hvert menneske er

skabt af Gud og unikt. Vi skal arbejde for et samfund, hvor

der er plads til originaler. I Kirkens Korshær skal vi kæmpe

mod ensliggørelse og tingsliggørelse.

Hun oplever i høj grad, at der er tid, råd og plads til at

være både kirkelige og sociale.

- Her er plads til at fylde hverdagen med omsorg, varme

og nærhed. Hvis der er mennesker, som har behov, har vi

altid tid til en snak, så er vi der altid for at støtte. Vi har

selvfølgelig også faste rammer med åbningstider, men det

er netop rammer. Vi kan gå med folk, hvis der er behov for

det. Også efter klokken 16. Når vi møder folk, der har særlige

problemer, tager vi os tid til at køre med til sagsbehandlere,

eller hvor de nu skal hen, siger Karen Kviesgaard.

Hun mener, at de sociale relationer, som Kirkens Korshær

er med til at skabe i form af netværk og fællesskab,

også har en samfundsmæssig indvirken.

- Her prøver vi på at give folk selvtillid og kontrol over

deres eget liv igen. Vi prøver blandt andet at være med

til evalueringsmøderne. Det giver os som diakonal organisation

frihed til at være en modvægt og støtte folk, der

kommer i klemme i det offentlige system. Folk bliver jo

ofte handlingslammede og sårbare, når de fejes af banen

med hensyn til deres eget liv, siger Karen Kviesgaard.

13


Vi skal holde fast i at være

Kirkens Korshær

Friheden til at holde fast i værdigrundlaget er hjørnestenen i arbejdet på et herberg,

der har driftsoverenskomst med Randers kommune

● Af Poul Struve Nielsen

Selv om Hjørnestenen i Randers er Kirkens Korshærs herberg,

så må ledelse, medarbejdere og brugere (som i Randers

kommune kaldes borgere, og som reelt er beboere/

brugere) operere i det offentliges New Public Management

verden.

- Vi skal følge den strategi og de processer, der er i

kommunens regi, siger lederen af Hjørnestenen, Solveig

Steen Schultz.

Herberget drives i kraft af en driftsoverenskomst med

Randers Kommune. Det vil sige, at selv om det er Kirkens

Korshær, der lægger navn og personale til, så betales

driften af kommunen, og herberget er et af de tilbud, kommunens

stiller til rådighed for borgerne.

Så politikerne skal stå til regnskab overfor vælgerne, når

det gælder herberget, i samme grad, som når det gælder

kommunens øvrige tilbud. Derfor fylder administrationssiden

og kontrolsystemet meget.

- Et er, at du skal have revision på dit regnskab. Men

vi har også revision på personalesiden, og kommunens

revision laver kontrol på det pædagogiske arbejde. De

undersøger, om vi taler ordentligt med beboerne, om vi

planlægger godt nok. Der er en fantastisk skriftlighed på

alt, fortæller Solveig Steen Schultz.

- Men jeg kan da godt forstå, at både politikere og

administration er omhyggelige. Der må ikke komme en

ny Strandvænget sag, tilføjer hun med henvisning til TV2

dokumentaren ”Er du åndssvag?” fra 2007 om behandlingen

af udviklingshæmmede på institutionen Strandvænget

på Fyn.

Kirkens Korshær er rammen

- Det sprog, der tales i kommunen, er vi nødt til også at

tale. Ellers kan vi ikke snakke sammen. Vores tilbud skal

være samordnet med de øvrige tilbud i den offentlige forvaltning,

siger Solveig Steen Schultz.

Hun fortæller, at de borgere, der kommer på herberget,

er personer, som er hjemløse. Enten fordi de ikke har

noget sted at bo. Eller fordi de ikke kan holde ud at være

i den lejlighed, de har, af den ene eller anden grund. Det

er både mænd og kvinder, unge og gamle. Mange har et

14 KORSHÆRSBLADET 7/2008

misbrug, nogle har psykiske problemer. Det er vigtigt for

hende, at når de på herberget skal lave evalueringer og

kontrolforanstaltninger, så må det ikke blive kontrol for

kontrollens skyld.

- Vi skal også hele tiden trække det ind i den ramme,

der hedder Kirkens Korshær. Vi skal have vores korshærsfundament

med os, menneskesynet og grundsynet skal vi

have med os, også selv om det er kommunen, vi laver det

sammen med, siger hun.

Der kan opstå modsætninger mellem den opfattelse, der

råder hos korshærsfolkene på herberget, og de lovkrav

eller andre krav, der stilles fra myndighedernes side.

- Det er en politisk udmelding i hjemløsestrategien, at

man ikke må opholde sig længere end 120 dage her. Hvis

vi ikke opfylder det, kan det blive brugt mod os, og kommunen

vil måske forlange, at vi er mere konfronterende

over for beboerne. Jeg er enig i, at folk helst ikke skal bo

i længere tid på sådan et herberg. Men hvad nu, hvis der

ikke er et tilbud i den anden ende? Det vigtigste for os i

Kirkens Korshær er jo, at vi bruger den nødvendige tid

sammen med borgeren/brugeren/beboeren, og ikke bare

japper processen igennem for at få et resultat, der siger

’UD!’ efter 120 dage, uddyber Solveig Steen Schultz.

Grænse for detaljer

Det betyder meget, at herberget har det, der kaldes selvmøderprincippet.

Det betyder, at folk kan komme til herberget,

banke på døren og bede om at få lov at bo der. De

kan selvfølgelig også blive henvist fra kommunen.

- Det er afgørende, at det er mig, der som forstander har

visitationsretten. Det gør, at vi har en frihed. Vi er frontpersonalet,

som modtager de mennesker, der skal bo her.

Vi modtager folk fra hele landet, og vi vurderer ud fra de

behov, de har som mennesker. Det ville være noget andet,

hvis det var en eller anden økonomiansvarlig konsulent,

som traf afgørelsen, siger Solvieg Steen Schultz, som har

det fint med retningslinier. Men hun mener, der må være

grænser for detaljeringsgraden.

- Når der kommer personalepolitikker op i Randers kommune,

må vi spørge indad: Hvordan forholder vi os til det

her? Det er min opgave hele tiden at pointere, at de politikker,

man har i Randers kommune, helst ikke må være for

detaljerede, for så mister vi vore frihed her.


Det sprog, der tales i kommunen, er vi nødt til også at tale, siger Solveig Steen Schultz.

- Jeg kan kun være enig i, at vi skal gøre alt for at

nedbringe sygefraværet. Men hvis kommunen - som et

tænkt eksempel - beslutter at belønne dem uden sygefravær,

vil det ikke være en politik, jeg kan gå ind for.

Tror man ikke, folk er syge, når de er syge? Den mistænkeliggørelse

vil jeg ikke udsætte medarbejderne for.

Værdigrundlaget

I Randers har det ikke givet problemer, at Kirkens Korshær

har sit værdigrundlag. Det har mest medført positive

spørgsmål.

- Efter kommunalreformen, hvor vi er overgået fra amt

til kommune, har jeg tit været til møder med socialudvalget,

som har spurgt, hvad det betyder. Det har givet

en anledning til at fortælle politikerne om vores værdier,

og jeg fornemmer, at der er respekt omkring dem. Så

længe, vi har en frihed til at afgøre, hvordan vi gør tingene

i praksis, så har vi en vigtig rolle, fordi vi er tæt

på både administration og politikere og deltager i holdningsdebatten.

Vi udfylder funktionen som talerør for

borgerne/brugerne/beboerne og melder vores holdninger

og meninger ud hele tiden, siger Solveig Steen Schultz.

Men hun erkender også, at det kan være meget forskelligt

fra driftsoverenskomst til driftsoverenskomst og

fra kommune til kommune.

Kirkens Korshær

i Randers

I Randers har Kirkens Korshær fire

arbejdssteder. Det er Byarbejdet, Rytterknægten,

Hjørnestenen og Være- og

aktivitetsstedet. Byarbejdet og Rytterknægten

er begge genbrugssteder,

der fungerer i kraft af frivillige, og som

hovedsageligt er finansieret ved hjælp

af genbrugssalg. Hjørnestenen er et

herberg, og herunder hører også varmestuen

Være- og aktivitetsstedet, som

er finansieret gennem en driftsoverenskomst

med Randers kommune.

15


Kirken skal fastholde staten på

et værdigt menneskesyn

I sproget skal vi genfinde den tabte menneskelighed, siger den ny biskop i Roskilde

● Af Poul Struve Nielsen

Vi skal yde diakoni på en aktiv måde og øge kritisk medtænkning

på socialpolitikken siger Peter Fischer-Møller.

Som ny biskop i Roskilde Stift har han fået en ledelsesopgave,

der er til at tage at føle på.

På den baggrund ser han en vigtig pointe i, at ledelse

ikke skal blive et ’hadeord’.

- De helt grundlægende spørgsmål, ’hvad er det, vi gør?’

og ’hvad kan vi gøre bedre?’, skal vi være bedre til at

svare på i det folkekirkelige arbejde. Der er ting, vi ikke

kan få gjort ordentligt, hvis vi ikke har ledelsesmidler. Man

skal tænke mål og midler og

konfliktløsning ind, siger han og

tilføjer:

- Det findes der en række

udmærkede ledelsesredskaber

til. Men det må ikke tage over.

Ledelse må ikke blive en religion.

Værdibaseret ledelse som

ledelsesfilosofi må ikke tage

mere over, end at folk skal

kunne lukke døren og sige: ’Nu

har jeg fri!’

Peter Fischer-Møller ser et

ægte evangelisk perspektiv i

at forholde sig kritisk over for

enhver ledelsesteori, som ikke

er sin begrænsning bevidst,

men ender som ideologi.

I forbindelse med bispevalget,

som førte til, at han blev ny biskop i Roskilde, deltog Peter

Fischer-Møller i en drøftelse af forholdet mellem stat og

kirke. Han mener, at det er værd at værne om relationen.

- Staten kan nemt komme til at betragte mennesker

som ensartede funktioner, der kan sættes op i målbare

kasser som f.eks. ’skatteydere’, ’vælgere’, ’klienter’ eller

’patienter’. Staten er hele tiden i fare for at gøre mennesker

til funktioner. Men staten bliver af kirken fastholdt på et

menneskesyn, der siger: Hvert menneske er enestående og

uerstatteligt. Kirken fastholder fokus på den menneskelige

helhed og integritet. Det er det, som staten får ud af at

have en relation til kirken, siger han og fortsætter:

- Kirken bliver på den anden side fastholdt af staten

16 KORSHÆRSBLADET 7/2008

”Staten er hele tiden i fare

for at gøre mennesker til

funktioner. Men staten bliver af

kirken fastholdt på et

menneskesyn, der siger:

Hvert menneske er

enestående og uerstatteligt.”

PETER FISCHER-MØLLER

på at betjene befolkningen som bredde i dens helhed,

og dermed også på at forholde sig til de problemer, også

socialpolitiske, som befolkningen står overfor.

En aktiv kirke

Det er en vigtig pointe for Peter Fischer-Møller, at Folkekirken

ikke er en nichekirke, der ’laver lappeskrædderi’.

- Vi skal ikke kun yde godgørenhed. Vi skal yde diakoni

på en aktiv måde og spille med og deltage med en

kritisk medtænkning på den socialpolitik, der bliver ført.

Kirken og de kirkelige organisationer kan nå mennesker

steder, hvor systemer ikke kan komme ind. Samtidig har

kirkeligt socialt engagerede folk

et erfaringsgrundlag, hvorfra de

kan komme med vigtige anbefa-

linger og give et kritisk med- og

modspil i forhold til den førte

socialpolitik, siger han.

- Det skal ikke forstås sådan,

at vi har en særlig af kristendommen

dikteret socialpolitik.

Men det, at du som kristen har

det menneskesyn, der kommer

af evangeliet, gør, at du også

deltager i den samfundsmæssige

debat, både på det socialpolitiske

og det miljøpolitiske

område. Ikke fordi vi på det

område heller har en særlig kristen

politik. Men fra skabelsestanken

har vi en forestilling om

verden som værdifuld i sig selv. Der skal være en verden

til de kommende generationer også. Vores børn og børnebørn

til glæde og nytte og Gud til ære!

- Noget af det, vi som kristne mennesker kan bidrage

med, er, at vi ved, at ordet skaber, hvad det nævner. Vi

hører i skabelsesberetningen, at det gælder Guds ord, men

det gælder også et stykke hen ad vejen menneskets ord.

Den måde, vi sætter ord på verden, er med til at forme den

måde, vi ser verden på.

Kærlighed, sne og fugle

- Ordene bliver til en slags briller, vi sætter på næsen.

Med disse ord ser vi noget. Men vi får også nogle blinde


Der er ting, vi ikke kan få gjort ordentligt, hvis vi ikke har ledelsesmidler, siger biskop Peter Fischer-Møller.

vinkler. Management kulturen kan sætte fokus på nogle

væsentlige sider, men managementsproget rummer også

en ensidighed.

Det er med sproget, vi får øje på verden. Det havde

Grundtvig særlig sans for. Han skriver i ’Menneskelivet er

underligt’, 137 i Højskolesangbogen:

’Mennesket er i Guds billede skabt

med levende ord på sin tunge,

og derfor kan han mellem træer og dyr

med guderne tale og sjunge.

Menneskebørn i den grønne lund,

hvor fugle i bøgene sjunge!

I skønne derpå: det er guderne ligt

at tale med mennesketunge.’

- Sproget er den vigtigste del af vores Gudsbilledlighed.

Det, at vi kan tale i modsætning til alt andet. Med sproget

forstår vi verden. Grundtvig påpegede således, at hvis for

eksempel der er et sprog, som ikke har noget ord for kærlighed,

så er det nødvendigt først at definere begrebet og

finde dét ord, før de mennesker, der hører til den kultur,

kan forstå kristendommen, siger Peter Fischer-Møller.

Han nævner selv som eksempel, at i ”Frøken Smillas

fornemmelse for sne” er Peter Høegh inde på, at eskimoen,

som har 30 ord for sne, får øje på meget mere, når det

sner, end os, der kun har ét ord for det.

- Enhver fuglekigger ved det også. Vi kan alle se, at der

er små fugle og store fugle. Men lige så snart, vi opdager,

at der er 250 fugle, og vi sætter navn på dem, ser vi ting,

vi ellers aldrig ville have opdaget.

Indflydelse og kontrol

Peter Fischer-Møller er forsigtig med at bruge ordet næstekærlighed,

når man taler om omsorg – eller omsorgssvigt –

som et resultatet af ledelsesstilen i den offentlige sektor.

- Hvis man argumenterer med, at ens egen holdning er

udtryk for næstekærlighed, så antyder man samtidig, at

modstanderens synspunkt er ”ukristeligt” - og den form for

debat kommer der ikke noget konstruktivt ud af. Jeg tror

gerne, at de som arbejder med effektivitetsmålinger på det

sociale område gør det i bedste mening, men jeg mener, at

det let kan løbe af sporet, hvis det sker under økonomisk

pres. Ad den vej kommer man let til at argumentere på en

måde, så forskelligheden forsvinder. Så fragmenterer du

mennesket.

I stedet for fru Hansen, som har sukkersyge, mangler et

ben og er god til at fortælle historier, så ser man hende

alene som den, der har krav på en bestemt slags ydelser

ud fra nogle bestemte kriterier.

- Når du har opmærksomhed på det enkelte menneske,

17

FOTO: POUL STRUVE NIELSEN



“Menneskebørn i den grønne lund, hvor fugle i bøgene sjunge! I skønne derpå: det er guderne ligt at tale med mennesketunge”,

skrev Grundvig. “Sproget er den vigtigste del af vores Gudsbilledlighed,” siger Peter Fischer-Møller, som her er

fotograferet under pinsegudstjenesten i Folkeparken i Roskilde.

”Når du har opmærksomhed på det enkelte menneske, har du også fokus på

deres ressourcer. Også de socialt udstødte har ressourcer. De sælger f.eks.

Hus Forbi og er dermed med til at sætte den socialpolitiske debat.”

har du også fokus på deres ressourcer. Også de socialt

udstødte har ressourcer. De sælger f.eks. Hus Forbi og er

dermed med til at sætte den socialpolitiske debat, siger

Peter Fischer-Møller.

Han mener, for at vende tilbage til ledelsestænkningen,

at den rummer en ensidighed, og hvis den fylder for meget,

går det galt.

- Men det betyder ikke, at det ikke er nyttigt. Det kan

være udmærket at stoppe op og gøre rede for, hvad vi laver

og hvorfor og overveje, om vi på den måde opnår det, vi

ønsker for os selv og andre. Kvaliteten i meget arbejde i

den offentlige sektor har ligget i, at du som medarbejder

har fået et selvstændigt ansvar, og man regnede med, at

du kunne og ville leve op til det. Der er en hårfin grænse

mellem det at bruge evalueringer til at afsøge muligheden

for at gå nye veje, og det at evalueringerne kan blive opfattet

som og blive brugt som mistænkeliggørende kontrol,

18 KORSHÆRSBLADET 7/2008

PETER FISCHER-MØLLER

siger Peter Fischer-Møller.

Han mener, at det går galt, hvis fokus bliver på kontrollen

og ønsket om at ”have ryggen fri”.

- Det kommer til at lugte af mistillid til medarbejdere,

fremmer ansvarsforflygtigelse og leder frem til et problematisk

menneskebillede. Som om man tror, folk kun laver

noget, hvis de bliver pisket til det eller får belønning for

det, siger biskoppen i Roskilde.

- Kontrollanterne bliver også paranoide, fordi ’der skal

ikke være noget at komme efter’. Så får du den der ’der

skal ikke være noget at komme efter’ kultur i stedet for at

have et fælles fokus på at gøre det, vi alle er optaget af,

endnu bedre sammen. Du mister opmærksomheden overfor

det enkelte menneske og bruger i stedet kræfterne

på at sørge for, at alle punkter i kontrakten er krydset af

og alle formularer er fyldt rigtigt ud, slutter Peter Fischer-

Møller.


TEGN

!"#$%&'()*#

nr. 7 • Aug./Sep. 2008 • Redigeret af Irene Søndergaard Friis og Bent Friis

Det er et gammelt mundheld, at det bedste forsvar –

er angreb. Jesus havde haft et større opgør med sin

samtids teologer om helligdagsbudet: Du skal holde

hviledagen hellig. I den forbindelse havde teologerne

anklaget ham for at stå i ledtog med de onde ånders

fyrste. Også det er jo en overtrædelse af Guds lov, for

”du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste”.

Men der findes ingen dødssynder. Kun fornægtelse

af Helligånden er en dødssynd. Og der skal aflægges

regnskab engang. For det hele. Siger Jesus.

Men hvem er du da, Jesus, kan vi ikke få et uomgængeligt

tegn på, hvem du er? Du siger jo, at du er sendt

af Gud, er hans søn. Men det kan vi ikke få til at passe

med vores opfattelse af Gud. Det var dengang, man

virkelig regnede med Gud. Ateisme, gudløshed, var

ganske enkelt ikke nogen mulighed for den tids mennesker.

Livet hænger ubrydeligt sammen med Gud. Har

du ingen Gud, har du heller intet liv. Sådan er det.

De gamle teologer fik så jonastegnet, den dag. Jonas

var en gudsmand, der var sendt til byen Ninive for at

forkynde Guds retfærdighed for byens lastefulde indbyggere:

Hvis I ikke omvender jer fra jeres lastefulde

liv, skal Guds retfærdighed komme over jer. Men Jonas

ville ikke være med. Han så besvær og livsfare ved det

projekt. Så han flygtede, for at komme uden for Guds

rækkevidde. Han sejlede ud med et fragtskib, der snart

kom i voldsom havsnød. Mandskabet lossede lasten i

havet. Lige meget hjalp det. Mandskabet ville trække

lod om, hvem af dem, der kunne være årsagen til deres

fælles ulykke. Men Jonas lå og sov i bunden af skibet.

Der fandt skipperen ham og halede ham frem i lyset.

Han havde vel købt sig plads på skibet. Men en fremmed

fugl var han ikke desto mindre. Og sådan én kan

være farlig ude i søen.

Så gik Jonas til bekendelse om sin identitet og det

hverv, han var på flugt fra. Han sagde, at hvis de smed

ham over bord, ville orkanen lægge sig. Det gjorde de

så. Og orkanen lagde sig.

En kæmpefisk samlede Jonas op. Så sad han da dér

og kukkelurede i fiskens mave. Han tænkte dybt og fik

talt ud med Gud. Det var gået op for ham, at ingen kan

stå imod Guds vilje. Så Jonas bad af dybsens nød. Hans

bøn slutter med, at han er parat til at indfri de løfter,

han har givet Gud. Frelsen kommer fra Gud.

I 3 dage og nætter sad Jonas i fiskens mave. Så

spyttede den ham op på stranden ved Ninive. Jonas

gik ind i byen og prædikede omvendelse og Guds retfærdighed.

Så gik han uden for byen og ventede Guds

retfærdige straffedom over den. Gud havde givet ham

en palme at sidde under. Men Guds retfærdighed over

Ninive udeblev. Og det går Jonas voldsomt i rette med

Gud for. For det er altså ikke retfærdigt. Så gik palmen

ud som Guds tegn på, at det altså er ham, der bestemmer.

Og han havde bestemt sig for at lade nåde gå for

ret, hvad Ninive angik. Da byen nu ved Jonas’ prædiken

havde indset sit lastefulde liv.

Der er flere pointer i den mærkelige Jonasbog. En af

dem er, at man ikke kan flygte så langt bort fra Gud,

at han ikke ved, hvor man er. En anden er, at ”alt står

i Guds faderhånd”.

Men Jesus bruger Jonas’ tre døgn i fiskens mave som

billede på sin egen død og opstandelse på tredjedagen

efter sin gravlæggelse. Netop den begivenhed skal, så

at sige, attestere, hvem Jesus er. At han kommer fra

Gud med fuldmagt til at prædike, som han gør.

At Jesus er den, han er, bevidnes alene ved hans

opstandelse fra de døde. Og den er udgangspunktet og

endemålet for enhver kristen prædiken. I lyst og nød.

Til Gudstjeneste og enhver anden lejlighed, når ordet

lyder. Når vi døber vore små. Når vi konfirmerer vore

unge. Når vi velsigner de unges vielse til hinanden.

Og når vi lægger vore døde i jorden. Når vi selv ad

åre lægges i graven, skal vor Herres opstandelse være

velsignelsen over os og grobunden for nyt liv og ny

frimodighed til vore efterladte. BF

Jon., Matt. 12, 31-42.

DE GULE SIDER


DE GULE SIDER

Du gav

Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,

som jeg nu min egen må kalde.

Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.

Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,

der taler til mig som til alle.

Her bygtes mit bo,

her nyder jeg ro

og kan dig med glæde påkalde.

Af henfarne slægter jeg arved den vang,

hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.

Her rydded de marken for stene engang

og dyrked den siden med suk eller sang.

Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer:

Den mark, som blev min,

var altid dog din.

Min tanke til dig jeg ophøjer.

Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,

frimodigt som fuglen i skove,

og takke for regnen, som vander mit land,

for solskin og varme i sommerens brand,

for avl i min lade dig love.

Hvad magted jeg vel,

om du ej gav held?

Det vokser jo, medens vi sove.

Så lær mig da, Herre, at dig til behag

jeg bruger det pund, mig blev givet,

at fylde med hæderligt virke min dag,

at hjælpe og værne om den, som er svag,

at elske, thi deri er livet.

Og giv mig til sidst

et navn, Herre Krist,

som er i din livsbog indskrevet!

C.R.Sundell 1934. K.L.Aastrup 1945. DS 728.

Bøn

Høsten, ordet og livet

Og han, som vokse lod på jord

de gyldne aks og vipper,

han bliver hos os med sit ord,

det ord, som aldrig glipper.

Ham takker alle vi med sang,

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.

For høsten her og høsten hist,

vor Gud ske lov og ære,

som ved vor Herre Jesus Krist

vor Frelser ville være!

N.F.S.Grundtvig 1844. DS 729, v. 4, 5 og 9.

Kære Gud, vor Herre Jesu Kristi og vor Fader!

Tak for elefantens og næsehornets forunderlige former

Tak for svaler og flyvefisk. Flikflak af højt humør under et sommerligt himmelhvælv.

Tak for morgenfrisk solsortemusik, for venlige hunde og bittesmå, blankpolerede biller i græsset.

Tak for vor nære verden, for trivsel, latter, gråd og duften af nybagt brød.

Lær du os at væve vore hjerters tanker til en takkebøn for den fantasi, snilde , omsorg og kærlighed, du lagde

i skabelsen af universet i tidernes morgen!

Og giv os evne til i ord at tegne et billede af vor fryd ved at leve på jorden, som du hver dag barmhjertigt

opretholder. At vor klode ikke forlængst er flækket som en overmoden frugt. Uopretteligt læderet ved en

atombombe. Visnet som følge af forurening, menneskeligt magtmisbrug og grådighed.

Hjælp os at lære at leve på en måde, så vor glæde ved at være til må få afsmitning på vor næstes liv

Af en farve, som gør ham glad. Amen

Bøn for livet. Unitas forlag 2005.


Sten

Jeg har ladet mig fortælle, at der engang har ligget en kæmpe

stor sten på stranden øst for Hirtshals. Nu er stenen for

længst borte. Sprængt og hugget til trappesten. Men gamle

folk har fortalt, hvordan de som børn mange gange har leget

ved stenen, som lå midt mellem klitten og stranden.

Dens størrelse var ganske enkelt imponerende. Stenen

beskrives som godt 4 meter lang, halvt så bred og så høj,

at en 15 års hyrdedreng næppe kunne nå med hånden op

på den.

Stenen er kendt under navnet Ivers kirke. Hvorfra navnet

stammer vides ikke med sikkerhed. Men måske hentyder

stenens kirkenavn til dens form. I hvert fald fortælles det,

at stenen var firkantet af form med en udbygning som koret

på en kirke.

Man mener at vide, at stenen har fået sit navn efter en

mand, der hed Iver. Ifølge overleveringen har han levet i den

sidste halvdel af det 18. århundrede. Denne Iver gik hver

morgen ned til stenen, knælede og bad en bøn. Han kom

altid, ligegyldigt om der så var storm eller vinter, og selvom

havet gik næsten op til stenen.

Fortællingen om Ivers kirke har fået nogle til at mene, at

vi her har at gøre med en rest af gammelt hedenskab, som er

blevet holdt i live af en gammel fisker i vores del af landet,

den yderste udkant.

Den gode Iver har vel næppe tilbedt en sten. Om han har

betragtet stenen og stedet som værende særlig betydningsfuld

eller helligt, ved vi ikke.

Men vi ved, at da Kristus sendte apostlene ud i verden

for at døbe og lære ophævede han tanken om at nogen plet

på jorden skulle være særlig hellig eller ligefrem det eneste

saliggørende sted, at fejre gudstjeneste.

Dog bygger vi kirker, for vi ved, at vi mennesker søger

steder, hvor der er godt at være.

Vi søger steder eller huse, som kan rumme os med alt

det bedste, der hænder os i vores liv, og alt det værste,

som rammer os. Steder eller huse, som kan rumme os med

alt det, som vi ikke har magt over og ikke kan gøre noget

ved.

Derfor ligger kirken midt i vores sogn.

Vi taler om kirken i to betydninger: Som en bygning og

som et fællesskab mellem mennesker. Kirken er det sted, det

hus eller den institution, hvor vi kan gå hen med alt, hvad

der er os: Både det bedste i os og det værste.

Men vi taler også om, at kirken er det fællesskab, der

består af levende mennesker, der lytter, synger, beder, bliver

døbt og går til alters. Som Grundtvig udtrykker det i en

salme (DDS nr. 323):

”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene..”

Og uden det fællesskab, den levende menighed, ville der slet

ikke være brug for kirkebygninger.

Sognepræst Hanne V. Jørgensen, Hirtshals - Emmersbæk

pastorats blad.

Vi er Guds hus og kirke nu,

bygget af levende stene,

som under kors med ærlig hu

troen og dåben forene;

var vi på jord ej mer end to,

bygge dog ville han og bo

hos os i hele sin vælde.

N.F.S. Grundtvig 1836

3

DE GULE SIDER


DE GULE SIDER

Alle gode gaver, de kommer ovenned,

Så tak da Gud, ja pris dog Gud

For al hans kærlighed

Noget om en pointe

Fra en tale til konfirmander.

Jeg vil gerne på jeres konfirmationsdag give en fortælling

videre til jer om dette med at disponere og

prioritere sin tilværelse. Livets store sten, har jeg

kaldt fortællingen.

Fortællingen foregik på et uddannelsessted for

en gruppe ambitiøse handelsstuderende, hvor der

var en gæsteforelæser, der fortalte om prioritering

af tid.

Han indledte med en quiz og tog en messingbeholder

frem med en stor åbning, som kunne indeholde

godt fire liter og stillede den på bordet. Dernæst

tog han et dusin sten på størrelse med en knytnæve

og lagde dem forsigtig én for én ned i beholderen.

Da den var fyldt, og der ikke kunne være flere sten i

den, spurgte han de studerende: Er denne beholder

fuld? Alle svarede ja. Han spurgte: Er I sikre?

Han tog nu under bordet en kurv med småsten og

lagde nu småstenene ned i beholderen mellem de

store sten. Han smilede og spurgte igen de studerende:

Er denne beholder fuld?

Denne gang svarede én i gruppen: Nej, det er den

vist ikke. Godt, svarede foredragsholderen.

Han tog nu noget sand og begyndte at lægge det

ned i beholderen, indtil der ikke kunne være mere

mellem de store og små sten. Igen spurgte foredragsholderen:

Er denne beholder fuld?

Nej, svarede alle i gruppen. Igen sagde han:

Godt.

Så tog han en kande med vand og begyndte at

hælde det ned i beholderen, indtil den var fyldt til

kanten. Han kiggede op og spurgte de studerende:

Hvad er pointen i denne illustration?

En enkelt, ivrig studerende løftede hånden og

sagde: Pointen er, at lige meget, hvor meget, man

har at lave, så kan man, hvis man prøver virkelig

hårdt, altid gøre noget mere.

Nej, sagde foredragsholderen, det er ikke pointen.

Sandheden, som denne fortælling illustrerer, er, at

hvis du ikke lægger de store sten først i beholderen,

får du dem aldrig ned i den, sluttede foredragsholderen.

Sognepræst Claus Helsbøl i Rømø kirkes blad.


HER FINDER DU KIRKENS KORSHÆR:

HOVEDKONTORET:

Nikolaj Plads 15 1067 København K

Åbningstid: Kl. 8-16, fredag 9-13

Telefon: 3312 1600.

Postgiro: 5 40 14 29. Telefax: 3312 2036

kk@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk

www.kirkenskorshaer.dk

Korshærschef: Pastor Bjarne Lenau Henriksen.

blh@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk

Udviklingschef: Helle Christiansen Tlf. 2992 2050

helle.christiansen@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk

Administrationschef: Lene Andreasen

lene.a@kobenhavn.kirkenskorshaer.dk

Personalekonsulent: Aurora Pilgaard, Tlf. 3312 1600

api@kirkenskorshaer.dk

Kampagneleder: Heiner Lützen Ank

Tlf. 2078 4257 heiner@kirkenskorshaer.dk

Informationssekretær: Vibeke Lind

Tlf. 3616 3655 / 4038 1051

vibeke@kirkenskorshaer.dk

Redaktør: Poul Struve Nielsen, Journalist DJ

Tlf. 4162 5552 poulstruvenielsen@kirkenskorshaer.dk

Formand for landsstyrelsen:

Stig Andreas Munch, Houvej 32, Lohals,

5953 Tranekær. Tlf. 6255 1264

LANDSSEKRETÆRER

ØST (Sjælland og øvrige østlige øer) Heiner Lützen

Ank, tlf. 2078 4257 heiner@kirkenskorshaer.dk

SYD (sydlige Jylland og Fyn) Maj Brit Hvid, Kærvej 19,

Gl.Sole, 8722 Hedensted - tlf. 2078 4095

mail: majbrit@kirkenskorshaer.dk

NORD (Midt- og Nordjylland) Leif Bønning,

Resedavej 8, 8240 Risskov Tlf. 8617 3305

aalb@get2net.dk

GENBRUGSKONSULENTER

NORD - Nordlige Jylland

Peter Høyer Hansen, Spørringvej 30,

Mejlby, 8530 Hjortshøj, Tlf. 2292 5999

Peter.h@kirkenskorshaer.dk

ØST (Sjælland og øvrige østlige øer)

Ove Elboth, Hornebyvej 10A,

3100 Hornbæk, Tlf. 2326 0259

elboth@post.tele.dk

SYD (sydlige Jylland og Fyn)

Leif Larsen, Bærhaven 22, Taulov

7000 Fredericia Tlf.: 76223150/23830370

logl.larsen@os.dk

KORSHÆRSBUSSEN

Tlf. 2992 8163. Hans Erik Friis, hem@svemet.dk

KORTSALGET

Hovedkontoret

Tlf. 33 12 16 00

ARRESTHUSTJENESTEN

Øst for Storebælt: Stig Kofoed, Sverigesvej 31,

4293 Dianalund Tlf. 2020 5237

Fyn og Jylland syd: Poul Nielsen, Søndergade 8,

Assentoft, 8900 Randers Tlf. 2144 8316

Jylland nord og midt: Johannes Holst Hansen,

Børglumvej 74, Tjørring, 7400 Herning Tlf. 9726 7414

KORSHÆRSPRÆSTER

Helsingør: Jørgen Ingberg Henriksen, Stjernegade 16 G,

3000 Helsingør Tlf. 4920 3550. jih@km.dk

Holstebro: Søren Nielsen, Rudesvej 15,

7500 Holstebro Tlf. 9742 8142

Horsens: Elin Post, Endelave præstegård, Vesterby 3,

8700 Horsens Tlf. 7568 9052

København: Bjarne Lenau Henriksen,

Bernstorfflund Allé 72, 2920 Charlottenlund

Tlf. 3964 3098.

Olav Poulsen, Vendersgade 10, 1363 København K

Tlf. 3393 6674

Johan Petersen, Kulsviervej 95B, 2800 Lyngby

Tlf. 4583 4593

Odense: Peder Thyssen, Allegade 55, 5000 Odense C

Tlf. 6612 4423

Randers: Lone Nyeng, Haldvej 8A, Hald, 8983 Gjerlev

tlf.: 86474342

Silkeborg: Annette Kortegaard, Drosselvej 17,

8600 Silkeborg Tlf. 8682 0792

anette_kortegaard@mail.tele.dk

Sønderborg: Henriette Heide-Jørgensen

Nordborgvej 5, 6430 Nordborg

tlf. 73 45 21 14

Vejle: Daniel Simmelgaard, Kløvertoften 70,

7100 Vejle Tlf. 4034 4288

Vejle-Kolding-Fredericia: Inge Pilegaard Thomsen,

Niels Skovsvej 28, 7100 Vejle Tlf. 7585 8007

Viborg: Kirsten Greve, Vinkel Præstegård, Vinkel,

8800 Viborg Tlf. 8663 9216

Aalborg: Lena Bentsen, Julivej 30, 9720 Klarup

Tlf. 9832 6575

Århus: Jørgen Lasgaard, Marselisvej 9, 8000 Århus C

Tlf. 8611 3339

BYARBEJDET

9700 Brønderslev

Værestedet Fristedet, Nørregade 6 A

Tlf. 9880 1168. Ida Morell

6700 Esbjerg

Varmestuen, Exnersgade 39, Tlf. 7513 9618

Lars Lindinger

7000 Fredericia:

Varmestuen, Gothersgade 26. Inge Pilegaard Thomsen

3000 Helsingør

Herberg og Varmestue, Stubbedamsvej 10

Tlf. 4920 1082. Anette Lauritsen, kkhelsingor@post.tele.

dk Nicolaigården: Rosenkildevej 33 Tlf. 4921 9328.

7400 Herning

Fruehøjvej 33, Tlf. 9722 1636

Verner Madsen herning@kirkenskorshaer.dk

Værestedet Lyngblomsten, Lyngens Kvarter 236,

Gullestrup Tlf. 9721 5424

Hanne Ottow, lyngblomsten@kirkenskorshaer.dk

4300 Holbæk

Varmestuen Klostercafeen, Klosterstræde 5

Tlf. 5943 9090. Karen Skydsgaard

8700 Horsens

Varmestuen, Fugholm 6 Tlf. 7561 4401. Pia Bjørnhart.

7500 Holstebro:

Varmestuen Nygade 14, Tlf. 9741 0252. Linda Hatfeldt

4220 Korsør:

Havnegade 13 Tlf. 5837 0495. Giro 5 84 55 48

Søren Bruun Christensen, korsoer@kirkenskorshaer.dk

København:

Christianshavn: Torvegade 53,

1400 Kbh.K. Tlf. 3257 7144. Ingrid Flye.

Varmestuen Fedtekælderen: Overgaden oven Vandet

6A, 1415 København K. Tlf. 3254 5608. Sharon Parker

Nørrebro: Varmestuen, Stengade 40. 2200 København

N. Tlf. 35367845. Annemette Nyfos

Dagvarmestue. Tlf. 35367845. Alice Petersen

Natcafeen:.Tlf. 4028 5084. Hanne Merete Pedersen

Vesterbro: Varmestuen. Istedgade 100.

1650 København V. Tlf. 3331 3918. Ingrid Nielsen

Utterslev: Kontaktcenter, Birkedommervej 56. 2400

København NV. Tlf. 3810 7285

Inger Marie Warncke, birkedommervej@ofir.dk

Sct. Nicolai Tjenesten: 1067 København K

Giro 6 51 70 99. Tlf. 3312 1400. Pastor Olav Poulsen,

sctnicolai-tjenesten@kirkenskorshaer.dk

Mariatjenesten: Mariakirken. Istedgade 20. 1650

København V. Giro 5 25 96 14. Tlf. 3324 5050

Johan Petersen og Ole Andersen, mariatjenesten@

kirkenskorshaer.dk

Mariatjenestens og Diakonissestiftelsens Nødherberg

for kvinder: Valdemarsgade 89. 1665 København V.

Tlf. 3321 7524. Karin Zorn

Kirkens Korshærs Sociale Hjælpearbejde, Drejervej 6.

2400 København NV. Giro 7 03 05 17. Fax 3581 8501.

Tlf. 3581 2880. Inger Marie Warncke.

kksocarb@post 12. tele.dk.

Kirkens Korshærs Herberg: Hillerødgade 62-64.

2200 København N. Tlf. 3834 8125

Bjørn Bendorff, T911@sof.kk.dk

KKU - Kirkens Korshærs Udviklings- og Behandlingscenter:

Bremerholm 18. 1069 København K.

Tlf. 3336 6510. Michael Nagel, kkuc@kkuc.dk

Bofællesskabere på Frederiksberg: Godthåbsvej 79B.

2000 Frederiksberg. Tlf. 3811 7702

Mariendalsvej 22. 2000 Frederiksberg.Tlf. 38 88 02 60

Korsly: Bernstorfflund Allé 70. 2920 Charlottenlund.

Tlf. 3963 3604.

6430 Nordborg:

Café 93, Havnbjergcentret. Tlf. 7445 2046.

Kirsten Christiansen.

5000 Odense:

Nørregade 48 Tlf. 6612 9242. Fax til 6312 9336.

Kaj Skjølstrup, kkodense@galnet.dk

Varmestuen: Pantheonsgade 6.

Tlf. 66129153 / 2810 3196. Heinz Wolf

Natvarmestue: Pantheonsgade 6,1. Tlf. 6590 6320 /

priv. 2082 5233. Erik Skov Larsen.

Herberget: Benediktsgade 23. Tlf. 6612 1593.

Fax 6614 9959. John Skovhus Nielsen, herberget@

fyns-amt.dk

8900 Randers:

Byarbejdet: Vestertorv 16. Tlf. 8642 0380. Fax 8643

8005. Giro 5 41 16 10. Karen Kviesgaard

Rytterknægten: Marienborgvej 28. 8930 Randers NØ.

Tlf. 8641 0878. Jens Aage Andersen

Hjørnestenen: Kirkens Korshærs institutionstilbud.

Søren Møllersgade 5b. Tlf. 8641 2433. Fax 8641 7171

Solveig Steen Schultz, solveig.steen.schultz@randers.dk

Være- og aktivitetssted: Trapsgade 11. Tlf. 8641 5055

Kaj Laustsen.

4100 Ringsted:

Kirkens Korshær, Sct. Bendtsgade 10. Tlf. 5761 3144/

2556 6567. Michael Grøtta Raasig,

ringsted@kirkenskorshaer.dk

4000 Roskilde:

Kafe Klaus: St. Højbrøndsstræde 4. Tlf. 46355013

Gitte Dueholm roskilde@kirkenskorshaer.dk

8600 Silkeborg:

Varmestuen, Lille Søgade 10.

Tlf. 8682 0991/8681 6325

Jens Anders Brogaard kk.silkeborg@mail.dk

4200 Slagelse:

Løvegade 10 Tlf. 5853 4711

Minna Justesen, slagelse@kirkenskorshaer.dk

Varmestuen: Herrestræde 26 Tlf. 5853 4709

5700 Svendborg:

Hjørnestuen, Ørkildsgade 27. Tlf. 6222 9128

Vibeke Bjørk

7000 Fredericia:

Varmestuen, Gothersgade 26

Inge Pilegaard Thomsen

6400 Sønderborg:

Vølundsgade 8. Tlf. 7443 6102

Viggo Sørensen, kk@kksonderborg.dk

7100 Vejle:

Vestre Engvej 44. Tlf. 76 70 14 14

Jens Lundsgaard, mail@kkvejle.dk

Genbrugscentret og Centercafeen: Tlf. 75 82 7140,

genbrugscentret@kkvejle.dk

Caféen, Grønnegade 33. Tlf. 7582 7866

Tove Hertz Mikkelsen, cafeen@kkvejle.dk

Kvisten, Grønnegade 33. Merete Nielsen:

Tlf. 40935829. Bettina Bøgelund: Tlf. 40939121,

kvisten@kkvejle.dk

Værestedet, Grønnedalen 18B. Tlf. 7572 1721

Jørgen Hestbech

8800 Viborg:

Varmestuen, Sct. Leonis Gade 8. Tlf. 8662 5292

Mads Bæk, www.kkviborg.dk

9000 Aalborg:

Korsgade 44. Tlf. 9812 9454. Giro 1 01 63 93

Per Hjelm Hansen

Daginstitutionen Kirkens Korshær: Provstejorden 9.

Tlf. 98186277. Bente Klæstrup.

Herberget: Forchhammersvej 13. Tlf. 9813 1854

Poul Jensen

Varmestuen: Østerbro 20. Tlf. 9813 9437.

Eva Lillelund

Varmestue i Nørresundby: Østerbrogade 56, 9400

Nørresundby. tlf.: 98 18 94 37

Jonas Jakobsen, norresundby@kirkenskorshaer.dk

Natvarmestuen: Korsgade 44. Tlf. 9813 2011

Kirsten Christensen

Skurbyen: Stenosvej 8. Tlf. 9812 1303 /

priv. 9829 4025 Finn Christiansen

Gårdprojektet: Nørkæret 75. 9270 Klarup.

Tlf. 9831 7454 Gerhard Larsen

8000 Århus:

Nørre Allé 25. Postboks 5026. Giro 5 01 15 58.

Tlf. 8612 5666 / priv. 8637 3213

Richard M. Pedersen, Annelise Jørgensen

Varmestuen: Mejlgade 36. Tlf. 8612 6307 /

priv. 8619 1847 Ove Lauritsen

Fællesgården: Lergravvej 11. 8380 Trige Tlf. 8742 0196

Kirkens Korshærs Herberg Tre Ege: Årslev Møllevej 15.

8220 Brabrand. Tlf. 8747 7050

Bodil Larsen, blr@fa.aarhus.dk

Slusen: Dr. Sells Vej 19, 4293 Dianalund.

Tlf. 5828 6860 Ebbe Fosgerau.

Familiecentret Iller Slot: Slotsvej 20, 6310 Broager.

Tlf. 7444 0080

Birgitte Nicolaisen, tlf. 7467 8471, og Gurli Kristensen,

tlf. 7444 0204.

23


BAGSIDEKOMMENTAR

Et samfund har den

kriminalitet, det fortjener

Der er fokus på straf i disse år. Den er blevet et populært fænomen, som mange

politikere bruger til at dokumentere deres handlekraft og troværdighed med: der skal

være mere af den! Det er ikke så meget, fordi kriminaliteten egentlig stiger særlig

meget, men den er blevet mere synlig, i hvert fald i medierne. Ikke så snart er der

sket en forbrydelse, før politikere automatisk og øjeblikkeligt går i medierne, hvor de

i muskuløse vendinger kræver lovgivningen ændret, så der kan straffes strengere. De

markedsfører nultolerancen med fast stemme og uforfærdet blik: ingen blødsødenhed,

ingen pladderhumanisme, ingen forstyrrende empati, endsige baggrundsforståelse,

hverken socialt, psykologisk eller menneskeligt.

Den ældgamle straf-pædagogik, som mest handler om hævn og angst, har fået en

renæssance i det aktuelle danske demokrati, hvor individualismen for alvor er slået

igennem og nu også er nået ud til de allerdårligst stillede, dér hvor der begås mest

synlig kriminalitet. Vi placerer ansvaret for kriminaliteten og dens årsager inde i det

enkelte menneske, som følgelig skal bære sit eget liv og straffen for dets elendighed

helt for sig selv.

Vi tror, at løsningen på kriminalitetsproblemet ligger i straffesanktionerne over for

den enkelte kriminelle. Vi tror, vi kan straffe os ud af kriminaliteten. Vi tror, det er

unødvendigt at se menneskelivet i en større strukturel og samfundsmæssig sammenhæng.

For i dag er der ikke noget, der er samfundets skyld. Samfundet er derimod

offeret, som skal beskyttes mod det enkelte menneske. At tale om samfundsansvar

anses for at være en forældet opfattelse, som ikke passer ind i det liberalistiske samfunds

selvforståelse, hvor ethvert menneske har mulighed for og frihed til at skabe

sig sin egen lykke. Mennesket er helt og aldeles alene med sit ansvar og sin skyld.

Går livet galt, er det mennesket, der svigter samfundet og ikke omvendt.

Men et samfund har den kriminalitet, det fortjener. Samfundets skyggesider afspejler

samfundets inderste væsen. Hvis flere og flere øver vold, er det ikke bare, fordi der

fødes flere og flere afstumpede mennesker. Hvis flere og flere gør sig skyldige i økonomisk

kriminalitet, er det ikke bare, fordi der fødes flere og flere griske mennesker

med hang til umådelig rigdom og lukses. Vold og griskhed er ikke kun et spørgsmål

om, hvordan det enkelte individ er skruet sammen, men også en fortælling om en

samfundsmæssig tilstand, som giver grobund for og plads til vold og griskhed.

Vi lever i et retssamfund. Derfor skal der også straffes. Det skal ikke anfægtes. Men

det bør anfægtes, at vi næsten stereotypt, i én uendelighed og med en ureflekteret

hårdhed kræver strengere straffe. Nuancerne er forsvundet.

Det danske samfund er i dag et straffende og fordømmende samfund og ikke et

forebyggende og forstående samfund. Og det på trods af, at alle med faglig indsigt

ved, at straf ikke er løsningen, hvis man vil have mindre kriminalitet. Fra fængslerne

har man en massiv viden om, at frihedsstraf fremmer fastholdelsen i kriminaliteten.

Man kan ikke straffe sig til forebyggelse.

Uanset kriminalitetens beskaffenhed skal vi som samfund vide, tænke og se længere

end til den primitive hævn. Vi skal have et vist mål af det, nogle kalder pladderhumanisme

og blødsødenhed ind i kriminalitetsforebyggelsen. Bare lidt. Så vi kan

bevare en vis menneskelig anstændighed. Og en lille smule håb om et værdigt liv.

Både for de retfærdige og uretfærdige.

Bjarne Lenau Henriksen

24 KORSHÆRSBLADET 7/2008

>2#,+%$1)>2?2#+%@-#A)

B&C%'=)DEF85)

!"#$%&$'()

*+',$%#)*-'#./')

0+,-123)412&#)56)

5789)*:;$%.2

More magazines by this user
Similar magazines