Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

Erik Østergaard:
60 års mobility
Udvikling og undervisning 1944-2004
Instituttet for Blinde og Svagsynede
Videncenter for Synshandicap

Erik Østergaard:
60 års mobility. Udvikling og undervisning 1944-2004
Udgivere: Instituttet for Blinde og Svagsynede
og Videncenter for Synshandicap • 2008
Layout: Videncenter for Synshandicap
Foto: Sundshøj Fotografi • www.sundshoj-fotografi.dk
Tryk: PE offset A/S • www.peoffset.dk
ISBN: 87-91637-42-2
Instituttet for Blinde og Svagsynede
Rymarksvej 1, 2900 Hellerup
Tlf. 39 45 25 45 • www.ibos.dk • ibos@ibos.dk
Videncenter for Synshandicap
Rymarksvej 1, 2900 Hellerup
Tlf. 39 46 01 01 • www.visinfo.dk • visinfo@visinfo.dk

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1
Af Kirsten Jansbøl, fhv. forstander
ved Instituttet for Blinde og Svagsynede
Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .5
Mobilityhistorie – før 1970
1944 – og hvad der kom bagefter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Den amerikanske start . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
Begyndende O&M i Europa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
Midland Mobility Center – MMC . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
Danmark og mobility
Den tidlige mobility . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
Efter 1970 – den faglige opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
Efter 1980 – og udlægningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26
Efter 1990 – mobility som helt konsolideret fag . . . . . . . . 32
Mobilityhjælpemidler
Den hvide stok . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35
Førerhunde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
ETA – elektroniske mobilityhjælpemidler . . . . . . . . . . . . . . 39
En anden form for elektronik og mobility . . . . . . . . . . . . . 42
Instruktøruddannelsen
Runde 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44
Runde 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48
Runde 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50
Instruktøren og Instruktørforeningen . . . . . . . . . . . . . . . . 55
Løn-, arbejds- og ansættelsesbetingelser . . . . . . . . . . . . . . 60
Internationalt samarbejde om mobility
IMC – International Mobility Conference . . . . . . . . . . . . . 63
ESEOMI – European Seminar for Education of
Orientation and Mobility Instructors . . . . . . . . . . . . . . . . . 64
Danske bidrag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66
Andre internationale fora . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Appendiks
Liste over uddannede mobilityinstruktører . . . . . . . . . . . . 67
En smule statistik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74
Om litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75

FORORD
Erik Østergaard har for nylig fået en meget stor international
anerkendelse ved modtagelsen af den fornemme Suterko-Cory-pris,
som gives til enkeltpersoner, der har ydet
afgørende bidrag til mobility på internationalt plan. En af
flere begrundelser for pristildelingen var, at Erik Østergaard
har viljen til at dele sin viden og færdigheder med andre.
Denne bog, "60 års mobility", er et særdeles godt eksempel
herpå.
Bogen handler ikke om mobility som fag, om, hvad mobility
er, og om, hvordan man underviser i mobility. Det forudsætter
forfatteren, at læseren er bekendt med. Derimod fortæller
Erik Østergaard historien om mobilitys udvikling nationalt
og internationalt, om udviklingen af orientering for
blinde, om færdselstræning, om stokketeknik, eller hvad
man ellers har kaldt det at lære blinde og stærkt svagsynede
at orientere sig og færdes sikkert.
Men den historie er ikke blot en historie med relation til
Orientation & Mobility, for den fortæller samtidig historien
om udvikling af indsatser for mennesker med synshandicap
generelt. Fra den gang, hvor indsatserne for blinde og
stærkt svagsynede i langt overvejende grad var for blindfødte
og barndomsblinde børn og unge, til erkendelsen af
de relativt mange voksne nyblinde eller senblinde, til erkendelse
af den helt store gruppe af ældre, til erkendelse af
svagsynsgruppen, til erkendelse af personer med multihandicap,
til erkendelse af...
I det store afsnit "Danmark og mobility" illustreres denne
udvikling forbilledligt, og det følges op i et andet stort
afsnit om instruktøruddannelsen, hvor de "nyopdagede"
gruppers behov presser instruktøruddannelsen til at ændre
1

indhold, så de uddannede instruktører bedre kan imødekomme
brugernes behov.
Målgruppen for bogen "60 års mobility" er derfor ikke kun
mobilityinstruktører. Alle med interesse for historie og indsatsen
for synshandicappede vil kunne få stort udbytte af at
læse den.
Hvorfor blev mobility Erik Østergaards erhvervsmæssige
"skæbne"? Februar 1968 fik Statens Institut for Blinde og
Svagsynede en ny forstander, H.C. Seirup, som indtil da
havde været Dansk Blindesamfunds meget visionære formand.
August samme år flyttede vi til det nye institut i Hellerup,
hvor der bl.a. blev oprettet en afdeling for senblinde.
Et af de fag, senblinde havde meget brug for, var orientering
og stokketeknik, som mobility blev kaldt dengang. Erik
Østergaard søgte en af de nyoprettede lærerstillinger, og
da Eriks linjefag på lærerseminaret havde været Orientering,
fik han i 1969 en stilling i Senblindeafdelingen med
henblik på at undervise nyblinde i at færdes sikkert fra sted
til sted. Det kunne han naturligvis ikke.
H.C. Seirup, som selv var helt blind, færdedes ikke selv uden
ledsager, med indså vigtigheden af, at blinde fik muligheden
for at lære det, og han fandt penge – hvad ikke en tidligere
administration havde formået. Det blev undertegnede,
som fik muligheden for at blive uddannet til instruktør i
England. Hr. Østergaard, som det hed dengang, blev derfor
min første seende elev, som sammen med to blinde elever
skulle afprøve det undervisningsprogram, som blev etableret
i Danmark. Planen var, at han sammen med mig skulle
forestå den første mobilityinstruktøruddannelse i landet.
Over de næste instruktøruddannelsesforløb overtog Erik
Østergaard mere og mere for til sidst helt at overtage
ansvaret for uddannelsen.
2

En yderligere begrundelse for tildelingen af Suterko-Coryprisen
til Erik var hans kærlighed til professionen. Det var
den, der gjorde, at han blev ved år efter år, helt frem til
2003.
Kirsten Jansbøl, juli 2007
Fhv. forstander for Instituttet for Blinde og Svagsynede
3

Indledning
Mobility trådte først i karakter i midten af sidste århundrede.
Med de ret store skift i begrebets hele indhold og forhold
kunne det derfor være på sin plads at få visse holdepunkter
opnoteret. Efterfølgende er næppe på vej til at
blive en bestseller, så læsermålgruppen er bevidst tænkt
som mobilityinstruktører og eventuelt enkelte andre, der
måtte vide, hvad mobility er. Definitionen på mobility –
eller Orientation & Mobility – må derfor forudsættes
bekendt. Ligeledes vil et minimalt kendskab til fagets indhold
vel også være en forudsætning.
En bog eller et kompendium om dansk mobility gennem
et halvt hundrede år (udvidet med lidt udenlandsk mobilityhistorie)
kunne måske fortjene en gennemgribende research.
Det har med nedenstående ikke været meningen
ud over den første håndfuld skrivetimer. Hvem ville i øvrigt
læse det? Det er derfor ikke blot sandsynligt, men absolut
sikkert, at nogle detaljer er lettere ukorrekte, at det fulde
spektrum af mobility i Danmark ikke er dækket, at visse
ret væsentlige ting er udeladt, og at aspekter ikke er
gennemarbejdet. Det er med et vist overlæg.
Det har ikke været min mening at forsøge mig med en doktorafhandling.
Det har derimod været min mening at nednotere
det, som jeg selv opfatter som vigtigt. Det har jeg
forsøgt at gøre nogenlunde upartisk, men det skulle undre
mig meget, hvis der ikke er nogen, der føler sig trådt over
tæerne, undrer sig over vægtningen, eller synes, at væsentlige
punkter slet ikke er behandlet. For eksempel kan der
kikkes langt efter mobilityundervisning af børn.
Ikke et navn fra den danske mobilityandegård er nævnt.
Også det er med vilje. Ingen nævnt – ingen glemt. Og hvem
savner navne? Som appendiks er dog tilføjet en næsten
fuldstændig liste over de mobilityinstruktører, som i tidens
5

løb (til og med 2004) er uddannet på IBS, og vedføjet er en
liste over danske instruktører, der har fået mobilityuddannelse
andetsteds. Lidt statistik har også sneget sig ind.
Indholdet er altså ikke et forsøg på at beskrive alt om 60
års mobility fra begrebets fødsel i 1944 og til rundt regnet
2004. Det er snarere et overskueligt forsøg på en vis systematisering
ud fra det, som ligger øverst i min personlige
hukommelse om emnet.
Erik Østergaard (2005)
6

Mobilityhistorie – før 1970
1944 – og hvad der kom bagefter
Få fagområder eller discipliner af væsentlig betydning har
en fast fødselsdag eller i hvert fald et erkendt fødselsår.
En af undtagelserne er mobility. 1944 – så sent! – regnes
som det officielle startår på det, der kom til at kendes som
mobility.
En fuldt færdig beskrivelse af dette begreb faldt naturligvis
ikke ned fra himlen som en uforanderlig åbenbaring, men
en god idé blev undfanget, og da tiden, mulighederne, drivet
og energien var sammenfaldende, gav det startskuddet
til en helt ny epoke i rehabiliteringen af synshandicappede.
Siden dengang er mobility gradvist blevet erkendt som en
væsentlig bestanddel af ethvert uddannelses-, rehabiliterings-
eller revalideringsforløb.
Den gode idé var at bruge en stok, der var lang nok til at
nå lidt forbi det sted, hvor foden i næste skridt ville ramme
jorden. Så ville dette sted være afsøgt, og skridtet kunne
foretages uden risiko. Denne enkle erkendelse blev gjort af
Richard E. Hoover, der i 1944 var militær medarbejder på
Valley Forge Army General Hospital i Pennsylvania, USA,
som også var rehabiliteringscenter for krigsblinde. Det gav
stødet til, at han sammen med kolleger kunne udvikle teknikken
og yderligere tilføje andre elementer.
Den lange, hvide stok var både grundsten og igangsætter
i organiseret mobility. Listen af delelementer, som blev
lokaliseret, identificeret, inkluderet og beskrevet i både
opstartsperioden og efterfølgende, er lang. De indgår med
større eller mindre vægt i det begreb, som vi nu benævner
mobility. Listen i flæng og uden prioritering vil indeholde
hovedord som orientering, stokketeknikker, svagsynsmobility,
ledsageteknik, basisfærdigheder, taktile kort, høretræ-
7

ning, begrebsdannelse, førerhunde og elektroniske mobilityhjælpemidler.
Hvert af disse ord kunne underinddeles
i utallige mere eller mindre vigtige underpunkter. At delelementerne
så har forskellig vægt, alt efter den synshandicappedes
situation, viser mobilityprocessens kompleksitet.
Der var altså nok at arbejde med for Hoover og hans kolleger
i 1944, og ovenstående emner er da også kommet til
og udfoldet gradvist i de følgende 60 år. Imidlertid er der
megen grund til at tro, at "opfinderen" af organiseret
mobility ikke fik en åbenbaring ud af den blå luft. Læsning
af forudgående litteratur om blinde og deres teknikker
og måder at færdes på og de nedskrevne anvisninger på
området viser, at mængden af gode idéer var stor. Mon ikke
opfinderne har suppleret deres egen opfindelse med litteraturstudier?
Men det skal absolut ikke forklejne deres banebrydende
arbejde.
Englænderen W. Hanks Levy skrev for eksempel i 1800-tallet
(1872) en omfattende bog om undervisning af synshandicappede
og om blinde i almindelighed. Heri beskrives
blandt andet ganske detaljeret en teknik, som i det store og
hele falder sammen med det, som vi i Danmark har valgt at
kalde pendulteknik. Ligeledes gør han meget ud af at
beskrive brugen af de tilbageværende sanser til orientering.
Selv fra Danmark beskrives allerede i 1811 i "Journal udgiven
til Fordeel for Blinde" en beskrivelse af vigtige elementer
i basisfærdigheder og forudsætninger for uafhængighed
for blinde.
Idéer som de nævnte blev, da de blev skrevet, blot ikke ført
ud i livet i større stil. De slog ikke an i praksis og vedblev
at være teorier. Hoover og kolleger viste sig at være rette
mænd i rette situation og til rette tid. Ikke mindst var deres
indsats at indlede udviklingen af undervisningsmetoder og
at forstå og bearbejde barriererne for synshandicappedes
mobilitet.
8

Den amerikanske start
Valley Forge var et militærhospital. Afslutningen af 2. verdenskrig
ændrede forholdene, og revalideringen af blinde
krigsveteraner blev også ændret. Mobilitypionererne fik en
ny situation. En del af dem førte arbejdet videre på Hines
Centeret i Chicago, Illinois, og Hines blev det nye mobilitykraftcenter.
Andre, som havde været med i pionergruppen,
arbejdede videre med mobility under andre forhold.
Hoover, som havde været den udfarende kraft, gik i gang
med at uddanne sig til øjenlæge.
Ganske vist var der fortsat arbejde at gøre i undervisningen
af de blinde krigsveteraner, men omstillingen til fredstid
krævede flere nye folk, og de personer, som var begyndt at
arbejde med andre synshandicappede klientgrupper,
befandt sig atter engang i en kampzone. Den modstand,
pionererne havde mødt, var ikke nedkæmpet. Kampen for
eksistensberettigelsen af mobility i veteranarbejdet var stadig
ikke vundet, og kampen for eksistensberettigelsen af
mobility for andre klientgrupper var dårligt nok begyndt.
Der var politik og holdningskamp i sagen. De officielle militære
myndigheder kæmpede imod, i hvert fald dele af
dem, da de ikke indså betydningen af mobility. Blindeorganisationerne
var for en stor del negative, for ikke at sige
fjendtlige. De opfattede mobility som et påfund fra den
seende verden, som ville segregere og udstille blinde uden
at gøre positiv nytte.
Og skulle mobilityinstruktører være blinde eller seende?
Blindeorganisationerne havde det hovedsynspunkt, at synshandicappede
instruktører var bedst egnede til at vejlede
andre synshandicappede. Den opfattelse deltes absolut ikke
af de første instruktører, der ikke kunne forestille sig undervisning
uden visuel observation. For fuld kraft begyndte
denne debat, der så ofte senere skulle blive så indædt.
Hele denne eksistens- og indholdskamp er i sig selv en
9

spændende historie, men næppe synderlig aktuel set med
europæiske øjne, men den ligner de efterfølgende politiske
holdningsudvekslinger i de europæiske lande, der fulgte
i årene fremover.
Et andet problem var rekruttering af mobilityinstruktører.
Pionergruppen var stort set autodidakt. Det var ikke et
grundlag, der kunne fortsætte. Hines Center tog tyren ved
hornene og gennemførte et kursus. I realiteten var kursisterne
på dette kursus de folk, der langt op i århundredet
styrede og havde indflydelse på udviklingen af mobility.
Grundsubstansen på kurset var "lær det selv". At gennemføre
en egentræning med sorte briller som metode var dengang
ret revolutionært. Man trådte blindeorganisationerne
over tæerne ved at "lege" blinde, og man vovede at lægge
vægt på praktisk forståelse i modsætning til det rent teoretiske.
Men det virkede, og det praktiske har siden været
hovedgrundlaget i uddannelse af instruktører.
Efterhånden som mobility eller "Orientation & Mobility"
(O&M), som navnet hurtigt blev, vandt indpas både i de traditionelle
blindeskoler og i de spirende centre for nyblinde,
var træning af instruktører en forudsætning for udviklingen.
Det lykkedes at etablere en uddannelse, først på Boston
College og siden på Western Michigan University. Uden
at give køb på den rent praktiske del blev et væsentligt
akademisk grundlag tilføjet. Hermed var O&M etableret
som profession, selv om den "politiske" krig, både hvad angår
berettigelse og indhold, langtfra var afsluttet. I årene
der fulgte, blev uddannelse af instruktører taget op af stadigt
flere amerikanske universiteter.
Set med europæiske briller kan historien om O&M på "amerikansk"
være mindre væsentlig, men uden at kende til
Richard E. Hoover er det som matematikeren, der ikke kender
Arkimedes, eller som blindelæreren, der ikke har hørt
om Louis Braille. Desuden er begivenhederne i USA et
10

udmærket lærestykke i, hvad der gik for sig internt i de
første europæiske lande, der gik seriøst i gang med O&M.
Begyndende O&M i Europa
Mobilitymæssigt har Europa ikke meget at prale af før
langt op i 1960'erne. Ligesom i Amerika havde enkeltpersoner
mere eller mindre på egen hånd arbejdet med mobility
med baggrund i artikler, eventuelt studiebesøg og egne
"opfindelser". Til tider var det bemærkelsesværdigt, men
det var ikke en organiseret model for træning og slet ikke
en træning af alle de synshandicappede, der kunne have
behov for det.
Blindeundervisning var både før og umiddelbart efter
2. verdenskrig i høj grad koncentreret i de oprindelige nationale
blindeskoler og institutter. Store, gamle og hæderkronede
etablissementer har ikke let ved at lægge kursen om
og ændre holdninger, og slet ikke når en modernisering
angår noget fundamentalt. De var konservative, på godt
og ondt. Integration eller inklusion i det omgivende samfund
var som oftest ikke øverst på målsætningslisten, når
nu det "gamle" velafprøvede system syntes at fungere.
Mobility var – sammen med andre områder – en forudsætning
for de ret nye tanker om uafhængighed, selvstændighed
og ligeværdighed.
Klientellet syntes også at ændre karakter. Hvor blindfødte
børn før var hovedmålgruppen, dukkede der nu flere og
flere synshandicappede op, også svagsynede med en større
visus end 0/60. De blev en betydelig gruppe, rent antalsmæssigt.
En ny gruppe blev synlig, nemlig de blindblevne,
hvad enten de nu kaldtes senblinde eller nyblinde. Med
velfærdssamfundets udbygning kom de til og krævede service.
De havde næppe før vist sig som kategori. Tilføjes kan
også de aldersblinde. I tiden forud var de ikke engang registreret,
i hvert fald højst som generelle sociale klienter. Det
11

logiske spørgsmål var, om der slet ikke var rehabiliteringsmuligheder
for dem.
Med 2. verdenskrigs afslutning, den begyndende opbygning
af velfærdsstaterne og de begyndende økonomiske opsving
var der basis for nytænkning, også på blindeområdet. Det
gjaldt også med hensyn til mobility. Starten i USA blev
bemærket, også i Europa. Anta Rymann fra Stockholm og
W. Kooyman fra Holland besøgte hver især Amerika omkring
1950, og de blev begge meget optagne af de nye tiltag
omkring mobility. Begge fik de en begrænset træning
og gik i gang med undervisning efter hjemkomsten. De var
i høj grad medvirkende til at initiere O&M i deres respektive
lande. For begges vedkommende var den fysiske teknik det
væsentlige (for eksempel er disciplinens navn i Sverige den
dag i dag "käppteknik"). I mange år herefter satte de et
meget personligt præg på mobility og på træning af
instruktører. I Sverige blev mobility en mindre del af den
generelle blindelæreruddannelse. I Holland var uddannelse
af instruktører af meget kort varighed og kan nærmest
betegnes som en vejledning. Både Holland og Sverige havde
fordelen af at få begyndt tidligt. Til gengæld kneb det
mere med at følge udviklingen både i USA og, efterhånden
som den kom i gang, også i det øvrige Europa.
Andre end de ovennævnte personer var begyndt andre steder
i Europa. Enkeltpersoner havde fået interessen og
havde været så heldige at få lov af arbejdsgiver til at arbejde
med mobility, dog ofte som ekstrajob ved siden af deres
"rigtige" arbejde på institutionen. Deres forudsætninger
var – mildt sagt – forskellige. På baggrund af nogle praktiske
personlige lektioner af en kollega, et kort studiebesøg
eller et par artikler fra fagtidsskrifter var de gået i gang
med at undervise. I sagens natur havde de kun mulighed
for at arbejde med få, frivillige klienter i den korte tid, der
var til rådighed. At lektionerne ikke betragtedes som særlig
nødvendige, når nu der ikke var afsat rigtig arbejdstid til
12

det, gav vel heller ikke klienterne tiltro til seriøsiteten, og
da kolleger ofte havde minimal tiltro til "spadsereture med
kæmpestokken" som et vigtigt rehabiliteringselement, så er
det bemærkelsesværdigt, at så mange evnede at holde
fanen højt. At de gjorde det på baggrund af en meget lille
mobilityuddannelse (eller ingen!), gør det endnu mere prisværdigt.
Uden ret megen hverken teoretisk eller praktisk
baggrund kan det heller ikke undre, at kvaliteten af deres
undervisning var svingende, men de var med til at bryde
isen for det tøbrud, der var på vej.
Midlands Mobility Center – MMC
Studiebesøg i Amerika havde som sagt været medvirkende
til de første famlende tiltag i Europa. Det studiebesøg, som
kom til at betyde mest – ja, faktisk alt – for den europæiske
mobilityudvikling, foretoges først i tresserne. Walther
Thornton sad i ledelsen for St. Dunstans, den britiske organisation
for krigsblinde. Han var selv blevet totalt blind
under krigen. Under et besøg hos kolleger i Amerika kom
han, vist nok ret tilfældigt, i kontakt med mobilityfolkene
og blev så interesseret, at han ønskede at få undervisning.
Han udtaler selv, at det var noget af en åbenbaring. Da han
igen var i England, havde han kraft og initiativ til at etablere
Midlands Mobility Center i Birmingham, som uddannelsessted
for mobilityinstruktører. St. Dunstans havde startpengene.
Walther Thornton havde politikken og energien.
Idéen var, at hvert county (amt) skulle kunne ansætte en
mobilityinstruktør, samt at skoler og institutioner for synshandicappede
ligeledes skulle udstyres med sådanne.
I 1966 kunne Midlands Mobility Center begynde at uddanne
instruktører. Ekspertisen kom fra USA, idet Stanley Suterko
blev ansat i startperioden. Han var en af de unge løver fra
det første amerikanske uddannelseskursus på Hines-centeret.
Hans erfaring med undervisning af både blinde og
instruktører var betydelig. Kombinationen af Thorntons
13

entusiasme og Suterkos ekspertise og selvfølgelig det positive
klima gjorde, at man undgik en discountløsning og fik
en institution, der blev så professionel, at den fik blivende
betydning.
Kursusperioden var tre måneder. Hertil kom en praktikperiode,
ligeledes på tre måneder. Kursisterne var en relativt
blandet skare i begyndelsen. Ud over ansatte fra institutionerne
med mere eller mindre tilfældig forudgående uddannelse
var det udefrakommende personer med varierende
forkundskaber på området. De så en mulighed for enten en
ny eller en ændret karriere. Da de blev en slags pionerer,
var resultatet, at de fik en identitet som mobilityinstruktører.
Netop det er antagelig grunden til, at man undgik den
skæbne, som mobility fik i mange andre lande, hvor et kort
kursus var blevet opfattet som nok til at lave det venstrehåndsarbejde,
som det var blevet anset for. Kursisterne fra
Birmingham fik tillid til, at de kunne noget, og at det, som
de kunne, var vigtigt. For dem blev mobility deres arbejdsområde,
ikke blot en tilfældig bibeskæftigelse som tillæg til
deres hovedbestilling. Det blev en profession at undervise
i mobility.
Starten af en regulær instruktøruddannelse i England blev
en milepæl i systematiseret mobilityundervisning. Det var
en kickstart. Fra at være et stort set amerikansk fænomen
blev begrebet internationalt. I hvert fald var indholdet nu
eksporteret til Europa. MMC (senere omdøbt til National
Mobility Center – NMC) blev fundamentet for den britiske
mobilityundervisning, men samtidig viste det sig, at det
også blev springbrættet for udbredelsen af mobility til det
øvrige Europa. Det var overskueligt for interesserede fra
andre europæiske lande at få bevilget et ophold på 3–6
måneder i England, både økonomisk og holdningsmæssigt.
Resultatet var, at deltagere, der havde fået deres mobilityforudsætninger
herfra, kunne kopiere konceptet for mobilityundervisning
efter at være returneret til deres hjemlande.
14

Danmark og mobility
Den tidlige mobility
Ligesom i andre europæiske lande var mobility noget, man
stort set kun havde hørt rygter om i Danmark. Men rygterne
om det amerikanske arbejde og lignende tiltag andre
steder kom også hertil. En oversat amerikansk artikel fra
1950 med en stor del mobilityelementer har tilsyneladende
dannet grundlag for en vis metode på Det Kongelige
Blindeinstitut. Der blev også afholdt personalekurser af et
par dages varighed med assistance fra Sverige. Mobility ser
ud til at have været et slags frivilligt tilvalg for eleverne,
når mulighed fandtes, men mobility lå ikke i den regulære
timeplan. Aktiviteten ser dog ud til at have været stigende,
sådan at mobility kan opfattes som fag i 1960'erne.
Mobilityunderviserne på Instituttet blev fortrinsvis de undervisere,
som allerede var ansat til andre funktioner. En del
faglærere var ansat med begrænsede timetal i enkeltfag,
f.eks. husgerning, keramik og vævning. At undervise i mobility
eller, som det ofte benævntes, stokketeknik eller orientering,
var for dem en god mulighed for at tillægge sig
et nyt kompetenceområde og dermed komme tættere på
heltidsansættelse. Gymnastiklærere og plejemødre (som
datidens socialpædagoger kaldtes) var også repræsenteret.
Absolut uden at forklejne det arbejde, denne blandede
skare udførte, så er det vel ikke helt forkert at sige, at deres
mobilitymæssige forudsætninger var noget mangelfulde.
Alligevel lykkedes det dem i 1960'erne at få placeret mobility
om ikke som regulært fag så som et tilbud til eleverne.
Især gruppen af senblinde, som sås mere og mere på Instituttet,
havde brug for støtte til at færdes. Her blev der
gjort en stor indsats af de ovennævnte.
Refsnæsskolen, som jo på dette tidspunkt – før integrationen
– tog hånd om al undervisning af synshandicappede
15

ørn, havde på mobilityområdet en udvikling, der lignede
den på Det Kongelige Blindeinstitut.
I det hele taget var 1960'erne en forandringens tid. Velfærdsstaten
var på vej fremad med turbo og hele "forsorgen"
og specialundervisningen var under forandring og
ikke mindst udbygning. De to statslige institutter – Refsnæsskolen
og Det Kongelige Blindeinstitut, som nu havde
skiftet navn til Statens Institut for Blinde og Svagsynede,
SIBS – blev i denne periode fuldstændig forandret, både
hvad angår opbygning og holdning. Der var blevet økonomiske
muligheder for at arbejde med nytænkning.
Refsnæsskolen ændrede sig fra at være en noget lukket
kostskole for blinde børn til at være et ressourcecenter
med ordet integration som mantra.
Statens Institut for Blinde og Svagsynede blev – ud over
at flytte fra Kastelsvej på Østerbro til nye bygninger på
Rymarksvej i Hellerup i 1968 – flere gange større og fik
mulighed for at arbejde med nye uddannelser og nye tiltag.
Man begyndte – hvad der i denne forbindelse er vigtigt –
at arbejde målrettet med social rehabilitering af senblinde.
Når kun de to statslige institutter – Refsnæsskolen og
Statens Institut for Blinde og Svagsynede – indtil videre er
nævnt, så er det ikke tilfældigt, da de dengang stort set var
de eneste udbydere af undervisning/rehabilitering af synshandicappede.
Dansk Blindesamfund var dog gået ind i
undervisningsarbejdet i kraft af udnyttelsen af "Lov om fritidsundervisning".
I foreningsregi foregik en stigende kursusvirksomhed
af forskellig art, herunder også dele, der kan
betegnes som kompenserende. Mobility var dog ikke et
emne. På Dansk Blindesamfunds feriehjem i Hobro blev der
introduceret fjortendageskurser for nyblinde. Her optrådte
mobility som undervisningsfag med "lånte" undervisere fra
Instituttet sammen med øvrige kompenserende fag som
16

punkt, maskinskrivning og praktiske fag som træarbejde,
syning, knytning m.m.
1960'erne, og til dels 1950'erne, gav nogen plads til emnet
mobility. Fagets status var begrænset. En af grundene var,
at underviserne til en vis grad var personale, som havde
"overskydende" timer, og at disse undervisere selv var klar
over, at de manglede en del uddannelsesmæssig baggrund
for at arbejde med faget.
Hos flertallet af blinde, især hos de voksne blindfødte, var
entusiasmen overskuelig. Man ville ikke skille sig ud ved at
"fægte rundt" med den "lange hyrdestav". Uden at forstå
principperne tilstrækkeligt og uden at have gennemgået
basal træning betragtede mange mobility som et påfund
fra de seende og havde derfor en ret negativ holdning.
Der var brug for en nyorientering og en opgradering af
mobility. Etableringen og opbygningen af Senblindeafdelingen
på Statens Institut for Blinde og Svagsynede var
antagelig den udløsende faktor. Rent mobilitymæssigt var
der elementer, som man ikke mestrede. Klientellet blev et
andet. Noget overfladisk kan man sige, at mobility hidtil
havde været et tilbud til de mest aktive synshandicappede.
Indholdet havde været en praktisk teknik, der kunne bruges
af de interesserede. Teknikken havde vist sig effektiv for
friske, yngre og oftest blindblevne mennesker, men den
havde sin begrænsning for adskillige af de undergrupper
af synshandicappede, der efterhånden kom i kontakt med
rehabiliterings- eller undervisningssystemet. Hvad var ikke
mindst disse nye gruppers behov, og hvilke undervisningsmetoder
skulle bruges? Hvilken metodik skulle anvendes i
undervisningen, for at så mange synshandicappede som
muligt kunne få et positivt udbytte?
Var målet med mobility blot at give den blinde mulighed
for at komme relativt sikkert fra punkt A til punkt B? Eller
17

var det store mål – sammen med mange andre elementer –
at give den synshandicappede et større mål af uafhængighed?
Efter 1970 – den faglige opbygning
Den lange stok (noget fejlagtigt også kaldet mobilitystokken)
var grundlaget for opstarten af faget mobility i oprindelseslandet
USA. Det var den også i Danmark. 1960'ernes
begyndende undervisning i at færdes som synshandicappet
havde nok anvendt stokke af en passende længde, men
udformningen var mindre standardiseret, og begrundelsen
for udformningen af den svævede noget. Med mobilityundervisningens
vendepunkt og begyndelsen på længerevarende
instruktøruddannelse i 1970 kom samtidig stadfæstelsen
af, at stokken til anvendelse i mobilityundervisning
var den med golfhåndtag, nylonspids, reflekterende
hvid tape og fremstillet af en passende metallegering.
Efter en start med import af et passende antal engelske
stokke gik man over til at fremstille dem på værkstedet
på Statens Institut for Blinde og Svagsynede.
Nu var så både autoriseret stok og autoriseret teknik stadfæstet.
Sammen med ledsageteknik var der et fast grundlag
for mobility. Netop ordet mobility blev på det nærmeste
indført som fagbetegnelse omkring dette tidspunkt. Førhen
havde man nok til tider anvendt ordet, men betegnelser
som stokketeknik og orientering var mere dagligdags
brugt. Det lå i luften, at indførelsen af betegnelsen mobility
også markerede nye tider for området. Få var begejstrede
for det importerede engelske ord, men opfindsomheden til
at opfinde en mere dækkende og mere danskklingende
betegnelse rakte ikke. En intern konkurrence med det formål
blev oven i købet udskrevet, endog med en hel flaske
whisky som præmie; men der blev aldrig gjort krav på
præmien. Efter 35 år er der næppe grund til at forvente
en præmieudbetaling, så navnet forbliver nok mobility.
18

Ved udflytningen fra Østerbro til Hellerup havde Statens
Institut for Blinde og Svagsynede fået plads og økonomiske
muligheder til at udvide aktiviteterne kraftigt, blandt andet
med en senblindeafdeling, der kun havde eksisteret i meget
begrænset omfang på det gamle institut. I opbygningen af
denne afdeling kom mobility til at spille en væsentlig rolle
i rehabiliteringen af nyblinde.
Springet fremad skete, da en medarbejder i 1970 fik en regulær
instruktøruddannelse på MMC i Birmingham. Efterdønningen
heraf var, at Statens Institut for Blinde og Svagsynede
etablerede, hvad der skulle blive en årligt tilbagevendende
instruktøruddannelse (se herom i kapitlet om
instruktøruddannelse). Der kom uddannede instruktører.
Indholdet i den mobilityundervisning, der blev givet, havde
i sin grundsubstans samme indhold, som den stadig har i
dag. Det var grundlæggende en indlæring af stokketeknik,
som så udbyggedes i forhold til de krav og muligheder, som
den enkelte elev havde. Ledsageteknik, trafikindlæring, orientering,
høretræning og et antal andre delelementer blev
dele af undervisningen. Det var måske ikke nogen nyhed,
men blev nu en legitim og erkendt del af et undervisningsforløb
i faget mobility.
Indholdet i et typisk undervisningsforløb lå dengang ret
fast. Der var faktisk et undervisningsprogram, som oftest
blev nogenlunde fulgt, også selv om der ikke gik oceaner af
tid, før instruktørerne fandt ud af, at eleverne uheldigvis
ikke nødvendigvis passede til undervisningsprogrammet.
Men de nyuddannede instruktører fik en nogenlunde fast
grund under fødderne. Selv om vejledningen nok blev
brugt lidt for slavisk, så var den en støtte for udøverne af
dette nye fag.
Det må hele tiden tages i betragtning, at mobility omkring
1970 var udfordrende og spændende og også meget nyt.
19

Selv om stokketræning/orientering jo var forekommet en
halv snes år før, så var den nye status som fag med nyt navn
og med en regulær instruktøruddannelse en nyskabelse. I
hvert fald følte de nye instruktører sig som en slags pionerer
med den dertil tilhørende smånervøsitet og ønske om
"at gøre det rigtigt".
De første elever, der fik undervisning efter det nye mobilitysystem,
var standardelever, altså de synshandicappede, der
kunne passe ind i systemet. Som oftest var de totalt blinde,
og som oftest var de senblinde. Det gav gode, hurtige og
effektive resultater, og på sin vis kom de til at bevise værdien
af mobility.
Men blinde er ikke standardelever. Det blev hurtigt klart, at
blindfødte og senblinde, svagsynede og blinde, gamle og
unge ikke kunne indpasses i nøjagtigt det samme mønster.
Efterhånden som forskellige mennesker fik undervisning,
måtte systemet modificeres og tilpasses til den enkelte i stedet
for at forsøge at tilpasse den enkelte til systemet. Det
er næppe et pædagogisk columbusæg, men modificering
af elementer er ikke den første prioritet, når der arbejdes
hårdt på at få nye ting til at virke. Der gik dog ikke lang
tid, før instruktørerne begyndte at "snyde" for at opnå
resultater, men "snyd" blev diskuteret kollegialt. Denne
gensidige erfaringsudveksling var en stor støtte, og efterhånden
fik instruktørerne tilstrækkelig selvtillid til at vælge
den bedste metode i stedet for den autoriserede, når tingene
ikke passede sammen.
Eksempelvis begyndte der at komme flere svagsynede som
mobilityelever. Undervisningsresultaterne var sværere at se,
hovedsageligt fordi resultaterne kunne være begrænsede.
Det var ikke umiddelbart logisk, at den samme stokketeknik
plus en delvist brugelig synsrest ikke i højere grad skulle
kunne give en friere og sikrere færdselsevne. Instruktørerne
havde ikke en standardmetode her.
20

Derfor anvendtes ofte den samme undervisningsmetode,
som blev brugt i undervisningen af helt blinde elever.
Antagelsen var, at hvis eleven blev blændet med sorte briller,
kunne en indlært blindeteknik anvendes til at færdes
med, og så kunne restsynet bruges som en ekstra hjælp i tillæg.
Det gav to problemer. Det første problem var, at restsyn
og stokketeknik ikke i praksis var umiddelbart let at
koordinere, hvilket instruktørerne ikke var tilstrækkeligt
opmærksomme på. Det andet problem var ikke praktisk,
men psykisk. At blænde en nyblind elev af med sorte briller
var yderst problematisk, også selv om eleven forsøgte at
forstå bevæggrunden. Tror instruktøren, at jeg bliver blind?
Er det sådan, blindhed opleves? Jeg er ikke blind, jeg ser
bare dårligt! Det var spørgsmål og overvejelser, som eleven
uundgåeligt måtte stille sig selv eller instruktøren. I hvert
fald var det svært for eleven at koncentrere sig om undervisningen.
Først et par år ind i 1970'erne blev praksis med
brug af sorte briller i almindelig undervisning af svagsynede
forladt eller reduceret til undtagelsen.
Efterhånden som der kom flere Instruktører på Statens
Institut for Blinde og Svagsynede, var der mulighed for at
undervise et bredere udsnit af klientgrupper i mobility.
Hvor der før ikke havde været megen praktisk mulighed
for at undervise elever, der ikke havde behov for at benytte
lang stok, blev det nu muligt også at give færdselstræning
til de elever, der "så godt", eller som af andre grunde –
f.eks. forskellige former for multihandicap – ikke passede
ind i grundsystemet. Hvordan kunne der undervises i brug
af markeringsstok? Hvor megen vægt skulle der lægges på
orienteringen i forhold til den fysiske sikkerhed? Var høretræning
virkeligt et emne – og i givet fald hvordan? Det
var nye situationer og nye udfordringer for mobilityinstruktørerne,
men med gensidig støtte, åbenhed, faglitteratur
og en stigende faglig selvtillid blev en fastere mobilitymæssig
platform etableret i begyndelsen af 1970'erne.
21

Den mest synlige mobilityudvikling på den tid foregik på
Statens Institut for Blinde og Svagsynede, ikke mindst fordi
Instruktøruddannelsen foregik der. På Refsnæsskolen forløb
udviklingen nogenlunde parallelt, med den undtagelse,
at fokusgruppen var blinde børn, hvor Statens Institut for
Blinde og Svagsynede rettede sig mod voksne og unge.
Men begge institutter var statsligt finansierede institutioner.
Synshandicappede, der ikke var elever her, havde stort
set ingen mulighed for mobilityundervisning.
Dansk Blindesamfund (DBS) havde som interesseorganisation
i 1960'erne arbejdet kraftigt på at sikre generelle kursusmuligheder
for synshandicappede. Vigtigst ude i kredsene
– ved siden af det organisatoriske – var det kulturelle
arbejde, som manifesterede sig i aftenskolekurser og studiekredse.
Den relativt nye "Lov om fritidsundervisning" spillede
her en betydelig rolle. Ligeledes gennemførtes adskillige
kortere kurser på DBS’ feriehjem i Hobro.
I den voksende aktivitet på dette område blev handicapkompenserende
emners betydning større og større, især
i forhold til senblinde. For denne gruppe havde betjeningen
ikke tidligere været betydelig. Eksempelvis iværksattes senblindekurser
af to til tre ugers varighed på feriehjemmet
i Hobro. Efterhånden som begrebet mobility blev mere og
mere kendt i slutningen af 1960'erne, kom mobility da også
til at figurere her, i hvert fald som grundform af stokketeknik.
Dansk Blindesamfund og mange af dets medlemmer havde
dengang blandede følelser over for mobilityundervisning.
Lettere nedladende følelser over for dette nye gav sig udtryk
i bemærkninger om, at man da ikke ville "gå og fægte
med sådan en hyrdestav", at man ikke ville "se mere blind
ud end højst nødvendigt", og at "vi andre lærte selv at
klare os". Det er næppe en overdrivelse at sige, at mobility
ikke havde nogen tårnhøj status hos veteranmedlemmerne.
22

Imidlertid var der flere og flere synshandicappede, der havde
fået i hvert fald nogen form for mobilityundervisning.
De havde erfaret de positive sider herved og var med til at
fremme ønsket om flere muligheder ude i kredsene, så DBS
begyndte at arbejde mere positivt med at skaffe undervisningstilbud.
Omkring 1970 aftaltes det, at Statens Institut
for Blinde og Svagsynede skulle køre nogle korte instruktørkurser
med forankring i DBS. Denne plan ændredes dog, så
DBS i stedet fik pladser på den regulære Instruktøruddannelse.
I 1971 uddannedes de første tre instruktører med tilhørsforhold
til DBS. Det var hensigten, at landet skulle dækkes
med lokalinstruktører i de følgende år, om end i et stormasket
net med en halv snes instruktører.
Den grundlæggende idé var, at disse instruktører skulle
arbejde freelance under "Lov om fritidsundervisning" i forbindelse
med et etableret oplysningsforbund, oftest i DBS’
eget Blindes Oplysningsforbund, hvis man havde et sådant i
kredsen. Lønnen pr. undervisningstime var rimelig, men der
var absolut ingen sikkerhed for arbejde. Det afhang af
efterspørgselen, og selv om instruktørerne havde et fint
samarbejde med blindekonsulenterne, var det usikkert at
basere hele sin indtjening på mobilityundervisning alene.
Yderligere var transporttid mellem klienternes bopæle et
uafklaret spørgsmål, ligesom dækning af transportomkostninger
var det.
Undervisning lokalt var en ny form for instruktøren og selvfølgelig
også for eleven. Udgangspunktet var elevens eget
hjem, og for mange elever kunne det være ganske vanskeligt
at opfatte det "at gå tur" i omegnen som en indlæringssituation.
At bruge en lang, hvid stok kunne desuden
være en alvorlig personlig psykisk overvindelse for eleven,
når det skulle foregå på egen villavej og med en fremmed
person i hælene. Instruktørens rolle var ikke nødvendigvis
umiddelbart forståelig, og han blev tit opfattet som besøgsven,
hjemmehjælper eller kontrolfunktion.
23

Instruktørerne opdagede snart, at der hørte en grundig
snak og orientering med for at komme ind til det umiddelbare
formål med at lære eleven færdigheder til, at han
kunne færdes selvstændigt. De første elever var de ivrige
synshandicappede, der havde grundige forventninger til
mobility og ofte havde stået på venteliste til dette nye, som
de havde hørt om. Men snart kom også de helt nyblinde på
banen. Instruktørerne kom på deres side ud i forhold, som
de ikke havde påregnet, og med eller uden uddannelsesmæssige
forudsætninger kom de ud for problematikker,
som rakte ud over direkte mobilitymæssig færdighedsindlæring
og nærmede sig generel rehabilitering. Eleven skulle
overtales eller overbevises, og alene den situation at være
i elevens eget hjem var vanskelige startforhold, når eleven
kunne være ganske usikker på denne fremmede persons
rolle. Det kunne tage adskillige kopper velment kaffe at
komme til en umiddelbar forståelse.
De landsdækkende institutioner fik godt tag på mobilityundervisningen
i starten af 1970'erne, og meget hurtigt efter
var de lokale mobilityinstruktører i Dansk Blindesamfunds
regi på banen. Der var en betydelig omtale af resultaterne.
Det bevirkede at andre spillere kom på banen. Blindehjemmet
Bredegård (nu Blindecenter Bredegård) i Fredensborg
fik midler til at få uddannet folk, og om end drypvis kom
der instruktører fra andre institutioner, bl.a. fra Solgavehjem
og andre plejehjem.
Umiddelbart før udlægningen af særforsorgen til amterne
i 1980 blev der uddannet instruktører fra hver af de daværende
centralinstitutioner under Statens Åndsvageforsorg.
Der var de bedste viljer, men ledelserne havde – selv om de
var positive – ikke helt forstået, at faget mobility ikke var et
øjebliksbillede, men en proces, der krævede et tidsforløb og
det oven i købet med èn til èn-undervisning. De havde ikke
nødvendigvis de tilstrækkelige personaleressourcer, men det
gjorde en positiv forskel, at opmærksomheden via en
24

uddannet instruktør blev rettet mod de synshandicappede
klienter.
Som i andre lande var opmærksomheden i mobilityundervisningens
opstartsperiode rettet mod totalt blinde, som
i øvrigt var fysisk velfungerende. I takt med, at antallet af
mobilityinstruktører steg, blev der mulighed for at rette
opmærksomheden mod synshandicappede, der ikke passede
helt ind i denne gruppe. Op gennem 1970'erne blev det
efterhånden muligt at brede undervisningen ud, så også
andre grupper af synshandicappede kunne tilbydes mobilityundervisning.
Først og fremmest var der gruppen af ældre, som førhen
havde fået en mildest talt sporadisk betjening. Antalsmæssigt
var det oven i købet den største potentielle klientgruppe.
Instruktørens målsætning for undervisningen var den
samme som for "standardeleven", men metodikken var forskellig.
De ældre, ofte senblinde, klienter havde ofte meget
små forventninger til udbyttet af undervisningen. Det, som
instruktøren tilbød, kolliderede med klientens egne fordomme
over for synshandicap og mulighederne for selvstændig
mobilitet. Det var tilsyneladende dengang mere
udtalt end senere, hvor begrebet mobility blev mere kendt.
Også dengang var macula-degeneration hovedårsagen til
nedsat syn hos ældre. Det kunne være mindre forståeligt
for klienten at opfatte sin mobilitet som undervisningskrævende,
når han trods alt som oftest var i stand til at se
"noget". Instruktørens sædvanlige undervisningsmiddel –
den lange stok – var ikke hensigtsmæssig i alle tilfælde.
Mobility uden stok eller med markeringsstok havde ikke
haft den største plads i datidens instruktøruddannelse.
Undervisningsmetoden måtte tilpasses i forhold til klientens
alder og synsrest. Klienten måtte ofte overtales til at "prøve"
undervisning, før han accepterede. Et positivt resultat
af undervisningen var på ingen måde sikkert.
25

Ud over blindekonsulenten var mobilityinstruktøren ofte
den eneste fagperson, som den nyblinde kom i kontakt
med i den første tid efter synsnedsættelsens indtræden.
Det var ikke mindst tilfældet, når det drejede sig om ældre
senblinde. I hvert fald havde senblindekurser, hvad enten
de var arrangeret af DBS eller af Statens Institut for Blinde
og Svagsynede, langtfra kapacitet til alle. Mobilityinstruktøren
fik i de første undervisningsforløb ret hurtigt spørgsmål,
der ikke kun var rent mobilityfaglige, og de fik øje på
problemer af anden art.
Emner af praktisk art blev mere og mere påtrængende.
Faget ADL, som kort tid senere blev defineret indholdsmæssigt,
trængte sig på. Instruktørerne havde ingen uddannelse
i fagets emner, men enkeltelementer fik de hurtigt kendskab
til i kraft af "sund fornuft" og erfaringsopsamling, så
"gode tips" blev naturligvis givet videre til klienterne, også
dem, der ikke passede ind i en standard mobilityundervisningsplan.
Imidlertid fik mobilityinstruktørerne hurtigt en
følelse af, at de ikke havde tilstrækkeligt med systematiseret
viden på dette område. Instituttet iværksatte derfor i
1974 fireugers ad hoc-kurser i ADL, og i løbet af få år havde
de fleste freelance mobilityinstruktører et fastere grundlag
for at give denne undervisning, som oftest i forbindelse
med mobilityundervisningen. I praksis blev lokalinstruktørerne
i løbet af 1970'erne mobility- og ADL-instruktører,
selv om stillingsbetegnelsen i mange år vedblev at være
mobilityinstruktør.
Efter 1980 – og udlægningen
Ved slutningen af 1970'erne var det lykkedes at få dækket
Danmark nogenlunde med mobilityinstruktører. Ganske vist
var nettet meget bredmasket og dermed ganske sårbart, og
det bestod hovedsagelig af et antal enkeltpersoner, der arbejdede
på freelance basis. Blindeinstitutionerne var nogenlunde
forsynede, men her var instruktørerne trods alt
26

fastansatte. Antallet af ydede mobilitylektioner på landsbasis
var, om ikke dækkende, så dog antageligt.
Men ændringer og forbedringer var på vej. Det store ord
var "udlægning". Fra 1980 overgik ansvaret for særforsorgen
til amterne. Selv om udlægningen havde været undervejs
en tid, var de amtslige forberedelser på blindeområdet
– med enkelte undtagelser – ikke nået særligt langt. Det lå
dog i luften, at der skulle etableres synscentraler eller i
hvert fald en amtsligt organiseret service.
Amterne skulle betjene både børn og voksne. Børneområdet
var for skoleområdet allerede stort set dækket ind via
synskonsulenterne, som for flertallets vedkommende allerede
arbejdede amtsligt og var bosat regionalt. En del af dem
var også mobilityinstruktører. Ellers samarbejdede de med
den lokale freelance mobilityinstruktør. Voksenområdet
havde, ud over de spredte freelance mobilityinstruktører,
hidtil kun været dækket af Senblindeafdelingen på Instituttet
for Blinde og Svagsynede (ordet "Statens" var ved
udlægningen gledet ud af navnet og akronymet blevet til
IBS) og af Dansk Blindesamfunds kurser, som varede to til
tre uger. Det forventedes, at indsatsen på dette område
ville blive væsentligt forstærket ved ansvarsovergangen til
amterne.
Imidlertid var der ikke uddannet personale til dette arbejde
og til de nye stillinger, som forventedes oprettet. Ud over
de medarbejdere, som arbejdede på institutionerne, og
havde erhvervet deres kvalifikationer fortrinsvis via
"mesterlære", og som måtte ønske at skifte arbejde til det
nytilkomne amtslige system, var der kun de lokale mobilityinstruktører,
som dog ofte havde suppleret mobilityinstruktøruddannelsen
med et ADL-kursus. Især var der behov
for folk til at arbejde på voksenområdet. Mobilityuddannelsen
blev derfor omlagt i 1980 og sammenlagt med ADL-kurset,
så den kunne indgå som uddannelse for de nye medar-
27

ejdere i det amtslige regi. Det erklærede mål med omlægningen
var at bibeholde indholdet i den foregående mobilityuddannelse,
tilføje og konsolidere indholdet af ADL-kurset
samt øge andelen af teoretiske timer væsentligt. Oftalmologi,
optik, audiologi, kommunikation, psykologi og sociale
fag fik timetal, der gjorde det muligt ikke blot at strejfe
emnerne. Ligeledes blev der skaffet plads til flere institutionsbesøg.
Instruktørerne skulle med andre ord klædes på
til at dække et bredere område som synsmedarbejdere.
I de fleste amter samledes den lokale ekspertise om synshandicappede
gradvist i et team – formelt eller uformelt –
så de til en vis grad kunne støtte og supplere hinanden.
Denne begyndende samling dannede grundstammen i det,
som udviklede sig til synscentraler eller enheder med andre
navne, men med stort set samme funktion.
De lokale mobilityinstruktørers arbejde ændrede karakter.
Funktionen var naturligvis stadig at undervise i mobility.
De fleste havde dog allerede taget kurset i ADL, så de dækkede
både mobility- og ADL-området. Ud over den direkte
undervisning blev instruktørerne ofte pålagt diverse opgaver,
som ikke havde med direkte undervisning at gøre.
Eksempelvis havnede bevillingsansøgninger på hjælpemidler,
der ikke traditionelt hørte under den smalle definition
på mobility og ADL, ofte på instruktørernes borde. Også
indretning af gaderum og bygninger med hensyn til synshandicappede
blev instruktørerne bedt om at arbejde med.
Faktisk fik vokseninstruktørerne efterhånden tillige både
borde og kontorer og dermed en arbejdsplads som
udgangspunkt for aktiviteterne i stedet for deres eget
spisebord.
Denne lokale udvikling på synsområdet gav bredere service.
Antallet af brugere steg gradvist, efterhånden som opbygningen
af synscentralerne var kommet i gang. I særdeleshed
voksede antallet af ældre synshandicappede, der nu kom
28

i kontakt med de amtslige muligheder. Til en vis grad var
dette en ny klientgruppe for instruktørerne. Ikke, at der
ikke havde været ældre mennesker blandt klienterne før,
men der kom langt flere f.eks. 6/60-ere med macula-degeneration.
Denne ældregruppe havde andre behov.
Mobility havde i det foregående årti hovedsagelig været
mobility med lang stok. Efterhånden som der skete en udvidelse
af det nære servicetilbud, steg behovet for mobility
for svagsynede. Klientmængden steg hurtigere end ansættelsen
af flere instruktører, og ventelisterne blev længere.
Instruktørerne var efterhånden blevet til synskonsulenter
for voksne/børn og var pålagt at dække hele området,
mobility, ADL, visse hjælpemidler, dele af kommunikation,
osv., så den tid, der var til rådighed, måtte prioriteres. En vis
generel rådgivende funktion kom desuden naturligt ind i
det blandede funktionsområde. Blindekonsulentfunktionen,
der var styret fra DBS, var dog stadig eksisterende, og der
var oftest et udmærket samarbejde mellem de to grene.
Ikke alle mobilityinstruktører var lige godt klædt på til at
undervise i mobility på svagsynsområdet, og da multikonsulentfunktionen
udvikledes både mht. klientantal og tid,
kom tidskrævende mobility for svagsynsgruppen ikke nødvendigvis
i første række. Svagsynsmobility var en underprioriteret
del af instruktøruddannelsen, så konsulenternes
incitament til at nedprioritere svagsynsgruppen i det daglige
arbejde var måske nærliggende. Da det ydermere krævede
et betydeligt tidsforbrug, og resultaterne umiddelbart
var mindre synlige, samt at svagsynede ofte skulle "overtales"
for at forstå nytten, var det klart nok den mere traditionelle
lang-stok-mobilityundervisning, der stod øverst på
mobilitydagsordenen.
Blindeinstitutionernes mobilitydækning kan vel nærmest
betegnes som jævnt fremadskridende. 1970'erne havde
givet faget status, og antalsmæssigt var timetallet på et
29

væsentligt niveau. 1980'erne gav ro til at konsolidere og få
hold på praksis. Der var reelle tilbud til de synshandicappede,
der var tilknyttet institutionerne, og der var plads til at
arbejde.
Det "nye" var den gradvise spredning til klientgrupper, der
ikke var taget i betragtning før. Multihandicappede – sagt
bredt – begyndte at optræde oftere i undervisningssituationer.
Umiddelbart før udlægningen fik den daværende Statens
Åndsvageforsorg som nævnt uddannet et antal
instruktører, så flertallet af centralinstitutionerne havde en
instruktør. Selv om de i begyndelsen kunne have svært ved
at få normeret tid til mobilityundervisning, var begyndelsen
i hvert fald gjort, og nødvendigheden erkendt. Døvblindeområdet
blev bevidst om mobilitybehovet. Ganske vist blev
der kun uddannet få instruktører med netop disse specialer,
men de lokale mobilityinstruktører gik i stigende grad ind
i dette arbejde. Ligeledes fik fysisk handicappede i større
grad vejledning og undervisning i relevante dele af mobility.
Større opmærksomhed blev de ældre og gamle klienter
til del i retning af mobilityundervisning.
I det hele taget blev der mere plads til at udbrede området
med service til klienter, der ikke umiddelbart var kandidater
til almindelig lang-stok-mobility, som i mobilityundervisningens
første år var udgangspunktet og hovedmængden i
undervisningen. Specialiseret uddannelse for instruktører
med henblik på de klientgrupper, der ikke faldt ind under
den misvisende overskrift "almindelig mobility", var der
ikke meget af, men instruktørerne blev efterhånden bedre
til at kombinere foruderhvervet viden om arbejdet på disse
områder med undervisning i mobility. Den generelle erfaring
med mobilityundervisning gjorde efterhånden også
instruktørerne så trænede, at de kunne og turde afvige
fra "standardmetoder" og bevæge sig ind på forsømte
områder.
30

En opsummering af mobilityundervisningen i 1980'erne har
visse overordnede punkter, selv om der naturligvis ikke er
markante skillelinjer til de tilgrænsende perioder. Overordnet
kom der i perioden en udvidelse af mulighederne for
undervisning og en bedre dækning på landsplan.
Blindeinstitutionerne havde i det forudgående tiår etableret
sig mobilitymæssigt. De havde opbygget et system og
selv om både kvantitet og kvalitet kunne tåle et ekstra trin,
var der et grundlag at bygge på. Faglig udvikling er vel
betegnende for perioden. Inspirationen og innovationen
var kommet fra udlandet, især fra de engelsktalende lande.
Det gik efterhånden op for mobilityfaggrupperne, at man
ikke havde grund til mindreværdsfølelse over for udlandet.
Måske var de danske instruktører i mindre grad de specialuddannede,
akademiske eksperter, som de førende talsmænd
var i deres respektive lande. Men Danmark havde
bredden. Intet andet land havde en bredere dækning,
og Danmark var efterhånden stort set i stand til at tilbyde
mobilityundervisning til alle ansøgere.
Synscentralernes opkomst gav en gradvis udvidelse af
undervisningstilbud til de synshandicappede, hvilket især
var værdifuldt for gruppen af nyblinde. Det var især de
ældre, der fik gjort brug af de nye muligheder, efterhånden
som der kom skred i synscentralernes opbygning, ikke
mindst fordi undervisning og vejledning kunne ske lokalt.
Mobility var en særdeles vigtig ingrediens, hvilket ikke var
unaturligt, da de første medarbejdere på synscentralerne
oftest var mobilityinstruktører, der for flertallets vedkommende
var de forhenværende freelance instruktører.
Efterhånden som synscentralerne etablerede sig fastere
med hensyn til opbygning og arbejdsområde, gik medarbejderbetegnelsen
mange steder fra mobilityinstruktør til synskonsulent
(for voksne). At denne varedeklaration kom til at
passe bedre for indholdet, indebar dog ikke nødvendigvis
31

nogen nedprioritering af mobility, men snarere en opgradering
af andre arbejdsområder i tilbuddet til synshandicappede.
Den store udvidelse af tilbud til synshandicappede i
1980'erne var generelt en stor landvinding. Freelance mobilityinstruktøren
var ved at være en saga blot, og langt de
fleste var overgået til fast ansættelse.
Efter 1990 – mobility som helt konsolideret fag
1960'erne betød en introduktion til mobility og træning
i stokketeknik til visse blinde. 1970'erne sparkede mobility
fremad og gav undervisningsmuligheder i de fleste landsdele
og institutioner. 1980'erne dækkede landet med amtslige
synscentraler, som gav en langt bredere dækning med
mobilityundervisning, ofte kombineret med andre discipliner
i rehabilitering og undervisning.
Hvad var så 1990'ernes betydning på mobilityområdet? Jo,
status for mobility kom nok lidt mere ned på jorden. I hvert
fald fra begyndelsen af 1970'erne var mobility det nye, det
spændende. Ind i 1980'erne var mobilityinstruktørerne i forreste
række som ansatte ved etableringen af synscentralerne.
Da så instruktørerne fik mange forskelligartede opgaver
i denne forbindelse, gik deres status fra at være mobilityinstruktører
med tillægsopgaver over til at være instruktører
med flere arbejdsområder, hvoraf blot ét af dem – om end
et vigtigt – var mobility. Mobility blev ikke nedprioriteret,
men de øvrige arbejdsområder blev en mere betydelig del
af det daglige arbejde.
1990'erne gav vokseværk for synscentralerne, og der kom
flere og flere opgaver ind i den almindelige funktion. Der
blev ansat folk, som ikke nødvendigvis havde – eller fik – en
uddannelse som instruktør. I de fleste tilfælde fik man dog
denne uddannelse senere. Det var i høj grad det ønskede,
at alle klientorienterede medarbejdere arbejdede parallelt,
men da synscentralerne efterhånden måtte dække stadigt
32

flere klientgrupper, blev en vis specialisering stadigt mere
udtalt. Denne specialisering kunne desuden i høj grad
bruge specialister med andre grunduddannelser eller med
arbejdserfaring fra andre handicapområder. Synscentralerne
fik flere varer på hylderne.
Mængden af mobilityarbejde steg næppe i synderlig grad.
Medarbejderantallet steg, men den forbedrede indsats for
synshandicappede spredtes over et større felt. I sin helhed
var det en væsentlig forbedring, men set fra mobilitysynspunktet
alene var dækningen her næppe øget. Et overslag
fra 1990'erne over ydede mobilitytimer på landsplan viser,
at antallet næppe var større end i 1980'erne. Mange af de
nye medarbejdere fik ganske vist en instruktøruddannelse,
som også var et værdifuldt element i deres generelle arbejde,
men den enkelte medarbejder måtte dele arbejdstiden
mellem flere opgaver. At flere medarbejdere i realiteten
delte det samme antal ydede mobilitytimer, kunne give anledning
til at antage, at den enkeltes undervisningserfaring
på netop mobilityfeltet blev minimeret. Dog var der stadig
væsentlige forskelle i de enkelte synscentralers tilbud.
Det større medarbejderantal på de enkelte synscentraler
medførte, at der blev sat spørgsmålstegn ved, om det var
nødvendigt, at alle klientmedarbejdere var eller blev uddannet
som mobilityinstruktører. Få var i tvivl om, at det var
et plus for den enkelte medarbejder at have et grundigt
kendskab til mobility, men pengene var problemet. Uddannelsen
tog tid, og denne tid tillige med undervisningsbidraget
var på arbejdsstedets bekostning. Når antallet af medarbejdere
var tocifret, og opgaverne var mange og forskellige,
kunne strukturen måske med fordel fordeles anderledes.
De landsdækkende institutioner kunne have de samme
overvejelser.
Et andet spørgsmål i disse overvejelser var, om det var en
korrekt fordeling af omkostningerne, at så stor en del af
33

videreuddannelsesudgifterne anvendtes med "mobility og
ADL-instruktøruddannelse" som overskrift. Brugen af
instruktøruddannelsen som det altovervejende grundlag for
arbejde på en synscentral var vel i første række forårsaget
af, at det – stort set – var den eneste medarbejderuddannelse
på blindeområdet, når der ses bort fra de få moduler
under speciallæreruddannelsen, som blev gennemført. Der
var dog enighed om, at den eksisterende kvalitet af instruktøruddannelsen
ikke måtte forringes. (Se under Instruktøruddannelsen).
1990'erne medførte ikke nogen dramatisk ændring på
mobilityområdet i forhold til det foregående årti. Generelt
kan det vel betegnes som "business as usual" med det forbehold,
at billedet efterhånden var sværere at generalisere
på grund af den tiltagende forskellighed på de forskellige
arbejdssteder. Men det er næppe forkert, at der kom en stigende
opmærksomhed på vægtningen af mobility.
34

Mobilityhjælpemidler
Den hvide stok
I 1930 gjorde byen Peoria i Illinois, USA, den hvide stok til
færdselsmærke for blinde. Bilister skulle holde tilbage og
i øvrigt tage hensyn. Hele staten fulgte efter i løbet af året.
Amerikanerne betragter dette som den første officielle
"introduktion" af den hvide stok.
Franske Guilly d'Herbemont skulle efter sigende i 1931 have
udleveret hvide stokke til blinde. Det skulle oven i købet
have været i overværelse af indtil flere ministre. Hun beskrives
i en biografi som "Den hvide stoks moder".
Sandelig om ikke en anden franskmand, Jean Delage, også
beskrives som "Den hvide stoks opfinder". Det skulle ganske
vist være sket efter 2. verdenskrig.
Hvad enten det er den ene eller den anden, der har fadderskabet,
eller der på en eller anden måde har været en form
for gensidig information, så er det fælles, at begrebet "den
hvide stok" er opstået i den tidsperiode. Ligeledes står det
fast, at stokken er en markering af synshandicap og ikke,
hvad vi i dag forstår ved et mobilityhjælpemiddel. Gamle
billeder og tekster har ofte forbundet blinde med stokke,
men ændringen ligger i, at den hvide farve på stokken
kommer til at markere blindhed.
Den amerikansk opfundne stok skulle endvidere have en
rød spids. Ingen kender grunden og det er sikkert en tilfældighed,
der blot skulle forstærke markeringen. Senere hen
blev det – igen sikkert tilfældigt – skik i Danmark, at en
hvid stok skulle have 2 røde bånd på skaftet. De fleste
lande har ikke denne røde markering. Storbritannien forsøgte
på et tidspunkt at indføre, at en markering med to
røde striber stod for døvblindhed.
35

Stokkens form har ikke været standardiseret. En hvid spadserestok
har vel været begyndelsen, men efterhånden er
det gået i retning af den tyndere metalstok, sammenklappelig
eller fast. Efterhånden som markeringsstokken blev
mere og mere almindelig som kendemærke for synshandicappede,
blev den tyndere firdelte sammenklappelige stok
den mest udbredte til markering.
Da anvendelsen af den hvide stok med indførelse af pendulteknikken
efterhånden vandt frem som direkte mobilityhjælpemiddel,
måtte den opfylde minimum ét krav, nemlig
at den havde den korrekte længde. Som standard var den
faste stok fremherskende. Den bestod – som den stadig gør
– af en let metallegering og et golfhåndtag som greb. Hertil
kommer, at den var forsynet med en udskiftelig plasticspids.
Den var stabil, relativt billig og yderst funktionsdygtig.
Imidlertid var længden, som jo skulle gå til brugerens
brystben, ikke lige praktisk, når stokken ikke var i brug.
Den kunne virke noget klodset f.eks. i offentlige transportmidler
og ved opbevaring. Adskillige former for sammenklappelige
eller teleskopsammenskydelige stokke blev forsøgt
konstrueret, men i lang tid var brugskvaliteten ringere
end ved den faste stok. De havde "slør", hvilket gjorde dem
mindre følsomme og dermed mere usikre. Først i de senere
år er det lykkedes at finde løsninger, der både nogenlunde
opfylder brugskriterierne og gør stokkene mere handy.
Stokkens spids er en anden detalje, der er forsøgt udviklet.
Ved brug bliver standardspidsen naturligt slidt og har derfor
let ved at hænge fast og bore sig ned i hver mulig
ujævnhed, hvis den ikke bliver ført helt korrekt. Forskellige
former for klumper og dråber i forskellig udformning,
vægt og materiale blev forsøgt uden de helt store resultater.
Vægtforøgelsen – selv om den jo kun var på få gram –
gjorde teknikken anderledes, og det var ikke nogen fordel,
36

i hvert fald ikke for den kompetente stokkebruger. Senere
kom forskellige udgaver af rullespidser frem, men først i de
senere år er en acceptabel løsning fundet.
Ændringer ved den originale standardstok har hele tiden
været stærkt omdiskuterede. Og det er de stadig. Den
anvendte stokketeknik har måttet modificeres mere eller
mindre, afhængigt af stokkens udformning, og omkostningerne
ved det har altid skullet afvejes over for fordelene.
Flere "typer" af synshandicappede brugere, der har haft
særlige teknikvanskeligheder, har også gjort en lidt forskellig
udformning af stokken hensigtsmæssig.
Der er intet grundlag for at udnævne den ene eller den
anden udformning af en mobilitystok som den bedste.
Højst kan det bemærkes, at nogle stokke har mangler, der
gør, at de er mindre hensigtsmæssige eller direkte dårlige.
For at sikre valgmuligheder må de forskellige typer gennemprøves,
så de ikke er afhængige af mobilityinstruktørens
præference. Valget af den bedste stok til den enkelte
vil altid være afhængigt af brugeren selv og den træning,
han har modtaget.
Rent mobilitymæssigt må det under alle omstændigheder
understreges, at stokken i den ene eller anden udformning
ikke alene løser mobilityproblemer. Det vil altid være færdigheden
i at bruge den – og dermed som regel den forudgående
mobilitytræning – der er bestemmende for bedømmelsen
af stokke.
Førerhunde
Når vi i Danmark taler om mobility, tænker vi som regel på
en eller anden form for stokketeknik og de dertilhørende
orienteringsfærdigheder. Førerhundens brug er i allerhøjeste
grad også mobility, og det gælder ikke mindst de dertil
knyttede orienteringsfærdigheder. Man var tidligere ikke
37

vant til at se de to hjælpemidler som sideordnede. Der var
tidligere et erkendelsesproblem for både hunde- og stokketilhængere,
men det er for begge grupper gradvist blevet
mindre og er vel nu elimineret.
Faktisk er brugen af førerhunde ældre end den "autoriserede"
stokkemobility her i landet. Dansk Blindesamfund fejrede
i 2001 50-års jubilæum for Førerhundeordningen, og
mon ikke der har været et par prøveeksemplarer før den
tid. Flere lande har gjort brug af førerhunde før 2. verdenskrig.
Som oftest sker både hundetræning og udplacering i
udlandet fra førerhundeskoler i modsætning til den danske
ordning, hvor træning og udplacering foretages decentralt
af førerhundeinstruktøren. Førerhundeordningen har fra
begyndelsen været administreret af DBS på vegne af kommunerne.
Hunden betragtes som et hjælpemiddel i henhold
til Lov om social service og er uden omkostninger for den
synshandicappede.
Efterhånden som de to typer af mobility blev mere etableret,
opstod der gradvist et uformelt samarbejde, i det mindste
fragmentarisk, således at de to grupper af instruktører
blev bekendt med hinandens arbejdsform. Man forstod
efterhånden, at man havde brug for hinanden. I de fleste
tilfælde vil en ny hundebruger have gennemgået en mobilitytræning
med stok, før hundetræning iværksættes, og i
mange tilfælde vil en mobilityinstruktør komme ind i billedet
på et senere tidspunkt, hvis orienteringstræning er
påkrævet, f.eks. ved flytning.
Samarbejdet er gennem de sidste 30 år udbygget gradvist,
og det er næppe muligt at fastsætte skelsættende tidspunkter
herfor. Endnu er det ikke set, at en uddannet instruktør
fra den ene "side" er virksom på "den anden". Her er
Danmark forskellig fra mange andre lande, hvor regelen
ofte er, at én instruktør dækker hele mobilityområdet.
38

ETA - elektroniske mobilityhjælpemidler
Teknik, mekanik og elektronik havde fået et vældigt skub
fremad under 2. verdenskrig, og da der blev mere fred og
ro, kom så racet for at udnytte alle opfindelserne til noget
mere fornuftigt. Noget af dette kunne måske passende
være med til at løse blindes mobilityproblemer?
Det gik noget tungt, og først hen imod slutningen af
1960'erne begyndte elektroniske mobilityhjælpemidler –
i hvert fald som prototyper – at dukke op. Reelt er "The
Ultrasonic Torch", som er baseret på ultralyd, det første
brugbare elektroniske mobilityhjælpemiddel (Electronic
Travel Aid, ETA). Et hundrede stykker blev fordelt over den
ganske verden til afprøvning. Heraf nåede et par stykker
også til Danmark.
Succesen var til at overskue. Det kunne være interessant at
"lege" med den og finde ud af afstand til træer og hække,
men sikkerhed ved færdsel gav den ikke. Det tog år, inden
man gik bort fra ideen om, at den alene kunne erstatte
stokken. Først da man kom frem til, at ETA skulle benyttes
som et tillæg til stokkens funktion, kan det siges, at en
udnyttelse kunne være positiv.
Siden de første famlende forsøg med ETA for 40 år siden er
der arbejdet videre med det. Måske kan det bedre udtrykkes
ved at sige, at den samme teknik er opfundet adskillige
gange siden og stadig bliver det stort set hvert år. Det kan
undre, at ingeniører bruger tid og penge på at genopdage
den samme idé. I hvert fald synes det formålsløst at genopfinde
den uden at undersøge, hvad der findes i forvejen, og
hvorfor udnyttelsen er minimal.
Det største problem er antagelig, at teknikeren opfatter
blindes mobilitet som et teknisk problem, hvad det kun
i mindre grad er. Begrebet orientering har betydet meget
39

lidt i deres overvejelser, og den blindes aktive bearbejdning
af ETA’ens output har været betragtet som sekundær. En
grundlæggende forståelse for mobility har underligt nok
ikke været betragtet som en forudsætning for at arbejde
praktisk med sagen. At design var et væsentligt element,
strejfede heller ikke opfindernes tanker i væsentlig grad.
Den anden store hindring for udnyttelsen har været en
mangel på undervisning for praktisk udnyttelse af de trods
alt brugbare eksemplarer af ETA. Mobility er tilstrækkelig
kompliceret i sig selv uden et til tider omfattende ekstra
input af informationer til bearbejdning. Præsentation af
elektroniske hjælpemidler har meget ofte begrænset sig til
en 5 minutters forevisning, hvis overhovedet nogen. Tillige
er det desuden væsentligt, at de fleste instruktører ikke har
gennemgået nogen personlig uddannelse i anvendelsen.
Det svarer noget kringlet sagt til, at en person har læst en
bog om mobility og brugt en lang stok en halv time for dernæst
at forvente, at han er kapabel til at undervise i mobility.
Hvis den samme undervisning efterfølgende tilbydes den
blinde bruger, er det næppe forventeligt, at han bliver
i stand til at udnytte en ETA.
Den tredje hurdle for udbredelsen af elektroniske mobilityhjælpemidler
har været prisen. De ETA’er, som er kommet
ud over prototypestadiet, har været skuffende for de producenter,
som er gået ind i fremstillingen. Typisk har prisen
ligget mellem 5.000 og 10.000 kroner, hvilket har forhindret
selvbetaling i de fleste lande. Hvor produkterne – teoretisk
– har kunnet bevilges som hjælpemidler, har det krævet
stor indsats og ofte særlige begrundelser i ansøgningsfasen.
Forunderligt, at f. eks. førerhunden, der i omkostninger ligger
10 til 20 gange højere alt efter typen af ETA, sjældent
giver problemer i ansøgningsfasen.
De simpleste elektroniske mobilityhjælpemidler, som ovenstående
er omtalt som én gruppe, har generelt været for
40

egrænsede i anvendelse til konstant brug. De har kunnet
udnyttes i mobilitysituationer, men det har været med begrænsninger,
og de har derfor ofte umiddelbart været fravalgt
af brugerne. De har været stop/go-indikatorer og har
krævet megen øvelse og en hel del hjernevirksomhed i forhold
til koordination for at udgøre en tilstrækkelig sikkerhed
sammen med stokken. Den oftest brugte ETA i Danmark
af denne type er Mowat Sensor, som kom på markedet
omkring 1980 og igen er udgået omkring 2000. Antallet
her er nok en 30-40 stykker.
Erkendelsen af, at de ovennævnte elektroniske mobilityhjælpemidler
var sekundære – altså i tillæg til stok eller
hund – gjorde, at der blev arbejdet videre med udviklingen
parallelt med den stadige omformning og udformning. Den
første brugbare ETA af denne generation var Sonicguide,
som fremkom omkring 1980. Den gjorde det muligt for brugeren
at få en "stereofonisk" opfattelse af omgivelserne op
til tre meter fremad og i en bred vifte. Den skulle dog stadig
benyttes sammen med en lang stok, da den ikke kunne
sikre i jordhøjde.
Dens problem var, at den var svær at bruge, hovedsagelig
fordi mængden af informationer var så omfattende.
Mængden af informationer skulle kombineres med alle de
"almindelige" mobilityinformationer. Desuden var indlæringen
i brugen af hjælpemidlet ret omfattende. De få danske
kurser, som gennemførtes i begyndelsen af 1980'erne, var
heltidskurser af ca. fire ugers varighed. Hertil kom, at et
positivt almindeligt mobilityforløb skulle være afsluttet i
forvejen. Kombinationen af et langt og kompliceret undervisningsforløb,
hjælpemidlets pris (dengang ca. 30.000 kr.)
og det klodsede udseende af det brillemonterede hjælpemiddel
gjorde, at kun et fåtal kom til at bruge Sonicguide.
Yderligere et par hjælpemidler efter dette princip er kommet
til, men udbredelsen både i Danmark og i udlandet er
meget begrænset. Årsagen er nok, at synshandicappede
41

ikke har været villige til at investere den betydelige træningsmængde,
der må gennemføres for at få et positivt
udbytte. Ligeledes er få instruktører uddannet til at give
undervisningen.
Laserstokken, der som navnet siger, er konstrueret efter et
andet princip, fik ligeledes ingen væsentlig udbredelse. Selv
om et lille antal en tid blev brugt i USA, satte pris og mekaniske
problemer i praksis en begrænsning for anvendelsen.
I Danmark blev den ikke brugt.
En anden form for elektronik og mobility
Elektroniske mobilityhjælpemidler blev udtænkt for at assistere
brugerne i at opnå sikkerhed under færdsel. En anden
form for anvendelse af elektronik i mobilityprocessen er at
assistere brugeren i at finde vej, altså i at orientere sig. GPSteknikken
kan nu fortælle den nøjagtige placering for
bådes og bilers position, så hvorfor skulle GPS ikke kunne
aktiveres til brug for blinde? Der er i efterhånden mange år
blevet arbejdet med dette spørgsmål, dog hovedsagelig på
det tekniske, men efterhånden også på det praktiske plan.
Teknikere har opfundet hurtige og kompakte apparater
med både taktile og auditive display. Det er muligt at stedbestemme
og ruteplanlægge nøjagtigt, og kompasretning
kan give enkelte blinde en støtte i situationer, hvor de f.eks.
skal færdes i ukendte områder eller finde en adresse. En
kortlægning og en praktisk anvendelse af kortet kan orienteringsmæssigt
være af væsentlig hjælp. Det kan ske både
ved at udskrive kort fra computer og ved at anvende mobiltelefonens
muligheder. Blot løser GPS-teknikken ikke de primære
mobilityproblemer. Og selv den mest nøjagtige GPS
siger ikke noget om den væltede cykel eller en kælderhals.
Den fysiske sikkerhed er stadig afhængig af f.eks. lang stok
eller førerhund.
42

En ret høj pris, en noget begrænset anvendelsesmulighed,
en besværlig proces og en del andre ret så problematiske
punkter har indtil videre været i vejen for brug i Danmark.
Teknikken ikke blot findes, den er under kraftig udvikling.
43

Instruktøruddannelsen
Runde 1
Den britiske instruktøruddannelse i Birmingham, der i 1969
havde eksisteret i tre-fire år, havde optaget flere udlændinge.
Kirsten Jansbøl deltog i et forløb her i 1970. Formålet
var, at hun skulle gennemføre en dansk uddannelse efter
at være kommet tilbage. Begyndelsen blev også gjort, men
allerede inden det første kursus var færdigt, var Kirsten
Jansbøl blevet forstander for Statens Institut for Blinde og
Svagsynede (SIBS). De først uddannede instruktører måtte
derfor tage over og stå for de følgende kurser. For mobility
blev det et held, at forstanderen for SIBS var instruktør og
dermed forstod betydningen af mobility, herunder også
nødvendigheden af, at instruktørerne fik en regulær, kvalificeret
uddannelse.
I første omgang var målet, at SIBS skulle have uddannet et
tilstrækkeligt antal instruktører til eget brug. Nye folk
måtte ind, og de medarbejdere, der havde undervist i mobility
førhen – men uden formel uddannelse – skulle opgraderes.
Denne hensigt var ikke kommet langt, før udviklingen
af mobility gjorde, at målsætningen måtte udvides.
Dansk Blindesamfund ønskede, at der skulle uddannes folk,
der kunne undervise lokalt ude i landet. Det aftaltes derfor,
at en instruktøruddannelse skulle gennemføres en gang om
året fremover, og at der hver gang skulle optages folk, der
blev sendt fra DBS. Samtidig var der interesse fra andre
institutioner for synshandicappede, ligesom der også vistes
interesse fra andre nordiske lande.
Fra 1970 etableredes en mobilityinstruktøruddannelse på
tre måneder én gang hvert år med ca. seks deltagere. Der
var næppe dengang en forventning om, at det skulle være
en fast tilbagevendende årlig funktion i al evighed. Det var
44

svært at forudse, at der ville være behov for det. Man ville
i første omgang blot gøre en kraftanstrengelse for at få
dækket det umiddelbare behov.
Det var blevet økonomisk muligt at opruste blindeundervisningen,
ikke mindst den handicapkompenserende undervisning.
Særlig blev der muligheder for at give undervisning til
voksne senblinde. Selv med gennemførelsen af én instruktøruddannelse
om året viste det sig, at det umiddelbare
behov for instruktører vanskeligt kunne dækkes.
Rent praktisk var der ikke mulighed for blot at dublere
Instituttets kurser. En ad hoc-løsning var, at et enkelt
instruktørkursus blev gennemført i Oslo i samarbejde med
Huseby Kompetansesenter med både danske og norske
undervisere og kursister. En anden ad hoc-løsning var, at
danske kursister deltog i amerikansk organiserede kurser
af seks ugers varighed i Paris. Ikke mindst medarbejdere fra
Refsnæs deltog her. Fra 1972 blev instruktører fra Refsnæs
uddannet på Statens Institut for Blinde og Svagsynede.
Den store interesse for mobility og behovet for at få uddannet
instruktører førte dengang til sonderinger af muligheden
for at iværksætte et fællesnordisk samarbejde. Modellen
var den engelske instruktøruddannelse. Imidlertid var
der praktiske vanskeligheder ved at gennemføre det, især
da Sverige ikke så muligheder for at ændre den tætte tilknytning
til deres blindelæreruddannelse. Muligheden for
at oprette et nordisk mobilityakademi blev drøftet, men
forspildt.
Instruktøruddannelsen eller Mobilitykurset, som det oftest
kaldtes i begyndelsen, havde naturligt nok til formål at
uddanne instruktører til at undervise i mobility. Faktisk
– måske af praktisk og økonomisk nødvendighed – var
udgangspunktet, at mobility var en isoleret, enkeltstående
færdighed, som ikke nødvendigvis indgik i helheden i for-
45

hold til rehabilitering og i undervisning af synshandicappede
i øvrigt. Sammenhængen med andre delelementer i blindeundervisning
og viden om synshandicappedes forhold
blev i første omgang prioriteret meget lavt og forventedes
dækket via et andet system.
Indholdet i uddannelsen vægtede i høj grad personlig praktisk
mobility med sorte briller og metodikken til at undervise
i mobilityteknikkerne. Det forventedes, at kursisterne
havde et vist kendskab til blindeområdet eller skaffede den
selv. Det grundlæggende dagskema var en time i personlig
mobility, en times metodik og en øvetime. Nogle teoritimer,
eksempelvis i øjensygdomme, psykologi, audiologi og
punktskrift, var dog inkluderet, selv om omfanget var
begrænset.
Der var ingen særlige timer i undervisning af delgrupper af
blinde, såsom retarderede, multihandicappede, døve, gamle
eller andre. Det forventedes, at instruktørkursisterne enten
havde en generel viden om og kendskab til de relevante
grupper eller erhvervede sig denne. Dog var der indlagt et
besøg på Refsnæs, men i hvert fald i begyndelsen var dets
indhold ikke om metodik i undervisning af børn i mobility,
men et generelt orienterende institutionsbesøg.
Imidlertid skete der hvert år udvidelser i teorien efter ønske
fra instruktørkursisterne, da evalueringernes stadige omkvæd
var: "Vi skal også have mere om XX". Efterhånden
blev timetallet både for de teoretiske fag og for andre relevante
emner øget betragteligt. I den sidste halvdel af de i
alt 12 uger, som kurset varede, indgik desuden praktiktimer
i form af praktisk superviseret undervisning af en synshandicappet
kursist.
Eksamen var ikkeeksisterende. Dog gennemførtes et par
prøver i de teoretiske fag, men kravene blev ikke specificeret.
Da deltagerne allerede var ansatte, gjorde resultatet
46

heller ikke den store forskel. Desuden var mobilitykurset
ikke i første omgang officielt kvalificerende. Senere defineredes
en "bestået" mobilityuddannelse med et bevis for
gennemført uddannelse. Efter forhandling kom et bevis for
gennemførelse dog til at virke som officiel godkendelse til
at fungere som underviser i Fritidslovens regi for denne
form for handicapkompenserende specialundervisning.
Uddannelsen indeholdt ikke ADL. Især de instruktører, som
arbejdede freelance i samarbejde med DBS, følte det efterhånden
som en stor mangel, da de ofte var den eneste fagperson,
som den voksne – oftest senblinde – klient kom i
forbindelse med. De blev derfor konstant konfronteret med
ADL-situationer i arbejdet og måtte forholde sig til dem.
Ret hurtigt forsøgtes dette forhold afhjulpet ved, at Statens
Institut for Blinde og Svagsynede gennemførte ADL-kurser
af fire ugers varighed efter behov. Dette ADL-kursus var
ikke i forbindelse med mobilityuddannelsen, før hele
uddannelsen blev omlagt ved årtiets afslutning.
Kursisterne var fra begyndelsen institutionernes personale,
som havde et forudgående kendskab til blindeområdet.
Efterhånden kom flere udefrakommende kursister til.
De havde ikke nødvendigvis denne baggrund. Kravene til
grunduddannelse eller arbejdserfaring fra området var ikke
specificeret. De folk, som institutionerne og efterhånden
også Dansk Blindesamfund sendte, blev optaget. Der var
lærere, ergoterapeuter, socialpædagoger og faglærere.
Hertil kom så – særligt i begyndelsen – enkelte, der ikke
havde hverken pædagogisk eller terapeutisk baggrund
i øvrigt.
Det første sammenhængende instruktørkursus af 12 ugers
varighed fandt sted i 1970. Meningen var, at det skulle gentages,
når der var brug for det. Det blev en årligt tilbagevendende
foreteelse, selv om det i begyndelsen kørte på ad
hoc-basis.
47

Finansieringen skete som del af Instituttets generelle udgifter,
idet Instituttet på daværende tidspunkt var en statsinstitution.
Runde 2
1980 var et forandringens år. Loven om udlægning af
særforsorgen til amterne skulle træde i kraft. Førhen havde
særforsorgen – og dermed de to blindeinstitutter – været i
statens regi. De havde indtil da været de eneste offentlige
foranstaltninger for synshandicappede. På privat basis gennemførte
DBS dog enkeltfagskurser af meget forskellig art
– herunder også handicapkompenserende – under lov om
fritidsundervisning.
Udlægningen forudså, at der skulle oprettes amtslige enheder,
som skulle have ansvaret for de enkelte handicapgrupper,
herunder synshandicappede. Et af problemerne i en
nyordning var, at der stort set ikke var specialuddannede
medarbejdere til at arbejde der. I teorien fandtes en tilvalgsgren,
der omhandlede synshandicappede på Lærerhøjskolens
speciallæreruddannelse. Dette speciale gennemførtes
dog ad-hoc, hvilket her betyder meget sjældent. Hovedsigtet
her var da også undervisning af synshandicappede
børn. Voksenområdet var ikke dækket. En medarbejderuddannelse
til brug på de amtslige synsenheder, som forventedes
oprettet, lå ikke lige for, og det kunne ikke forventes
at ske i overskuelig fremtid.
Statens Institut for Blinde og Svagsynede påbegyndte derfor
et arbejde med muligheden for at udfylde dette tomrum.
Mobilityinstruktørkurset fandtes, ADL-kurser gennemførtes
efter behov, og diverse enkeltkurser for medarbejdere
på øvrige områder blev afholdt. En koordinering og sammenlægning
af kurserne kunne være med til at uddanne
medarbejdere til at arbejde lokalt. Det blev besluttet at
sammenlægge mobilitykurset og ADL-kurset og at udvide
48

de teoretiske fag betydeligt. Uddannelsens formål var at
uddanne mobility- og ADL-instruktører og desuden at give
dem tilstrækkelig viden om synsområdet, så de kunne indgå
i kollegialt samarbejde med andre medarbejdere i feltet.
Uddannelsens længde blev 7 måneder (senere ændret til 8
måneder), hvoraf de sidste 8 uger hovedsagelig indeholdt
kombineret og superviseret praktik i hhv. mobility og ADL.
Ud over praktisk og teoretisk mobility og ADL, som omtrent
svarede til indholdet i de forudgående kurser, øgedes timetallet
kraftigt i de generelle fag som oftalmologi, audiologi,
punktskrift, psykologi, sociale fag og bevægelseslære.
Desuden indgik en hel del generelt orienterende besøg på
relevante institutioner, organisationer og steder.
Uddannelsen var ikke umiddelbart tænkt som en færdig
faglig uddannelse, men snarere som et efteruddannelseskursus,
der var nødvendigt for at udføre det arbejde, som
vedkommende var ansat til. Kursister ansøgte ikke om optagelse
som på øvrige faglige uddannelser. De facto blev/var
de ansat på en institution eller synscentral, som så sendte
dem på uddannelsen som en del af deres arbejde. Det
betød også, at kursisterne blev aflønnet i uddannelsesforløbet,
samt at udgifter ved ophold i Hellerup og/eller rejseudgifter
blev dækket af arbejdsstedet. Reglerne for dette
var ikke standard, men afhang af ansættelsesstedets forgodtbefindende.
Gennemført uddannelse blev dog accepteret som tilstrækkelig
kvalifikation for ansættelse, hvor formelle uddannelseskriterier
krævedes, eksempelvis som underviser i mobility
og ADL efter Lov om fritidsundervisning.
Uddannelsen var ikke officielt anerkendt af Undervisningsministeriet
(ud over ovenstående) og derfor heller ikke udgiftsdækket
herfra. Dog blev der fra slutningen af 1970'erne
ydet et generelt tilskud fra Socialstyrelsen, senere fra
49

Socialministeriet, til gennemførelsen. Fra midt i 1980'erne
måtte Instituttet yderligere opkræve et deltagergebyr, som
dækkedes af de ansættende myndigheder.
1980'erne forløb nogenlunde fast med et uddannelsesforløb
om året og med stort set samme indhold og et deltagerantal
på seks. Dog skete der mindre ajourføringer af
både skema og indhold hvert år. Få evalueringer forløb,
uden at de studerende fremsatte ideer til forøgelser i indholdet.
Ikke mindst ønskedes forøgelser på områder, der
var i udkanten af fagene mobility og ADL. Opbygningen
af synscentraler tog fart i disse år, og de uddannede instruktører
befandt sig hurtigt i den situation, at de blev involveret
i snart sagt alt relevant arbejde med synshandicappede.
Det var en vanskelig balancegang mellem at holde uddannelsen
som et fagligt kursus i mobility og ADL med et yderligere
indhold af synsgenerel art og en synsmedarbejderuddannelse,
der også kvalificerede fuldt ud til at undervise i
de to fag. Imidlertid var det en antalsmæssig forudsætning
for uddannelsens gennemførelse, at både fagundervisere
fra institutionerne og medarbejdere til synscentralerne
kunne deltage, så en videre specialisering til enkeltfagområder
var ikke mulig. 1990'erne fortsatte i samme spor.
Antallet af ansøgere var stort set passende i forhold til
kapaciteten. Dog var der et enkelt år plads til at gennemføre
uddannelsen med udefrakommende deltagere. Island
og Norge sendte jævnligt deltagere i denne periode. Yderligere
gennemførtes en enkelt uddannelse som et EU-projekt
med hovedsageligt græske og irske deltagere.
Runde 3
Imidlertid var der et stigende ønske, især fra synscentralerne,
om at målrette uddannelsen mere mod det lokale arbejde.
Samtidig blev der sat flere spørgsmålstegn ved det beti-
50

melige i, at en så lang efteruddannelse (8 måneder) måtte
gennemføres på arbejdsstedernes bekostning. Andre uddannelser
på særforsorgsområdet blev jo gennemført i det
almindelige uddannelsessystem og uden omkostning for
arbejdsgiverne. Undervisningsgebyret var steget væsentligt
efter den gradvise forlængelse. Det i sig selv var måske ikke
den største belastning, men ulempen ved at nyansætte en
medarbejder og som det første at sende vedkommende på
et 8 måneders kursus, samtidig med at den nye medarbejder
skulle aflønnes, var en besværlig ting at indlægge
i et stramt budget.
Der blev adskillige gange gjort forsøg på at etablere en
blindefaglig efteruddannelse, der dels var egnet til at dække
behovsspektret, dels fungerede i offentligt regi. Lærerhøjskolens
speciallæreruddannelse eksisterede, men synsgrenen
var kun blevet oprettet et par gange og var hovedsageligt
rettet mod børneområdet. Desuden var den hovedsageligt
teoretisk og uden praktisk indhold af handicapkompenserende
fag.
Synscentralerne fik yderligere fra midt i 1990'erne pålagt at
bevilge optiske hjælpemidler. Denne opgave blev ofte pålagt
instruktørerne, som via instruktøruddannelsen alene
ikke havde fået tilstrækkelige forudsætninger herfor.
Efterhånden var det på høje tid at gøre et nyt forsøg på at
revidere uddannelsen. Hvordan kunne en uddannelse etableres
eller ændres, som opfyldte de ret forskellige krav, som
var ønskelige fra de varierende arbejdsgivergruppers side?
I 1997 blev der nedsat en høringsgruppe for at samle kræfterne
om at gennemgå og reorganisere instruktøruddannelsen.
Høringsgruppen havde repræsentanter fra synscentralerne,
synskonsulenterne, de to landsdækkende institutioner,
Dansk Blindesamfund, Instruktørforeningen samt naturligvis
instruktøruddannelsen.
51

Den vanskelige opgave for høringsgruppen var at opfylde
de enkelte arbejdssteders behov, samtidig med at uddannelsens
længde og omkostninger var overkommelige både
økonomisk og tidsmæssigt. Det var ikke realistisk at forestille
sig, at et land med kun 5 millioner indbyggere kunne
rumme flere uddannelser. Institutionernes interesse lå
hovedsageligt i at gennemføre en kvalificeret uddannelse
i kernefagene Mobility og/eller ADL. Synscentralernes
hovedinteresse lå i etableringen af en generel uddannelse,
der klart omfattede mobility og ADL, men desuden gav et
betydeligt kendskab til optik. Alle ønskede desuden et
bredt indhold af generel viden om hele blindeområdet, lovgivning,
kommunikation, psykologi, blindepædagogik, it
og mange andre delområder. Desuden var det en nødvendighed,
at uddannelsen dækkede undervisning af klienter
i hele aldersspektret.
Løsningen på revisionen blev et kompromis. Fra 1998 blev
uddannelsen opdelt i fire moduler: et kortere grundmodul,
et synsfagligt grundmodul, et ADL-modul og et mobilitymodul.
3, 11, 9 og 11 uger var varigheden for modulerne i
nævnte rækkefølge. I modul II lå en uges besøgspraktik, og
i forbindelse med modulerne III og IV lå der for hvert modul
to ugers undervisningspraktik, som eventuelt kunne sammenlægges,
hvis den studerende tog begge moduler. Tanken
med modulopbygningen var, at Instruktøruddannelsen
også skulle kunne udnyttes af studerende, der ikke nødvendigvis
direkte havde brug for hele uddannelsens indhold.
Synscentralerne var efterhånden kommet op på et medarbejderantal,
så det ikke umiddelbart var påkrævet, at enhver
medarbejder skulle kunne undervise på hele området.
Institutionerne kunne have de samme overvejelser. Rent
praktisk ville det desuden være en fordel for de studerende,
der af praktiske grunde kunne have vanskeligheder med at
være i Hellerup i en ubrudt 8 måneders periode, at modulerne
kunne tages over flere år. Uddannelsen var blevet
mere fleksibel.
52

Grundmodulet, modul I, var tilrettelagt som en introduktion
til hele synsområdet og kunne derfor anvendes for alle
typer nyansatte medarbejdere. Det synsfaglige grundmodul,
modul II, kunne med fordel også udnyttes af studerende
med kommende arbejdsfunktioner, der ikke tidligere havde
kunnet bære et specialiseret kursusforløb. Desuden spillede
undervisning om svagsynede en større rolle end før. Modulerne
III og IV – hhv. ADL og mobility – fik som fag ophævet
den umiddelbare sammenhæng. For optagelse på et eller
begge af disse moduler krævedes, at både modul I og II var
gennemført.
Yderligere blev en ny overvejelse introduceret i diskussionen
om Instruktøruddannelsen. Ville det være muligt at
udbyde dele af den som kortere kurser for medarbejdere?
Det kunne være som genopfriskningskurser i enkeltemner
eller som korte kurser for nyere medarbejdere, der ikke
skulle undervise i mobility og/eller ADL. Af åbne moduler
kan nævnes sorg/krisereaktioner, aldring og belysning.
Ind i dette årtusinde har en mobilityinstruktøruddannelse
eksisteret i Danmark i 35 år. Det er en pæn konstatering,
og uddannelsen har således en længere anciennitet her end
i de fleste andre lande. Faktisk er det det andet kontinuerlige
uddannelsesforløb i Europa, som er etableret til uddannelse
af mobilityinstruktører. Heldigvis findes der nu uddannelser
over det meste af Europa og for den sags skyld i
resten af verden også. Imidlertid er det ikke ensbetydende
med, at uddannelserne er ens eller blot sammenlignelige.
Det er ikke her stedet at redegøre for de enkelte udenlandske
uddannelsers indhold, men med akademiske masteruddannelser
på den ene side og weekenduddannelser på den
anden hersker der ikke tvivl om, at indholdene er vidt forskellige.
Problemet for mobility har overalt været, at faget
har skullet indpasse sig i det eksisterende nationale system
for synshandicapområdet. Disse systemer har et vidt forskel-
53

ligt udseende fra land til land. Desuden er de generelle
nationale forhold meget forskellige, hvad angår leveforhold,
familiestruktur, kultur og tilgængelighed i det fysiske
miljø.
En af de iøjnefaldende forskelle mellem den danske uddannelse
og mange af de udenlandske er, at de studerende
herhjemme oftest er "voksne" studerende med en forudgående
arbejdserfaring fra et relateret område og en dertil
hørende grunduddannelse. Gennemsnitsalderen har været
omkring 40 år, og de fleste studerende har været lærere,
ergo/fysioterapeuter eller socialpædagoger. Denne uddannelsesbaggrund
og arbejdserfaring er vel også forklaringen
på, at varigheden af den danske uddannelse i sammenligning
med de mest seriøse udenlandske må betegnes som en
forholdsvis skrabet model.
Fra 1970 til 2004 er der uddannet knapt 200 danske mobilityinstruktører
(se navneliste side 67). Tallet pr. indbygger er
langt over de tilsvarende tal i udlandet. Grundene hertil
er flere. Først og fremmest var vi tidligt i gang i Danmark.
Dernæst blev instruktøruddannelsen i en vis udstrækning
anvendt som (videre-) uddannelse for medarbejdere på
synsområdet. Videre var det mere undtagelsen end regelen,
at instruktørerne i modsætning til de fleste andre lande
ikke alene arbejdede med mobilityundervisning, men havde
flere arbejdsområder. Danmark valgte – eller udviklede sig
i retning af – det generelle, hvor flere andre lande i højere
grad lagde vægt på det specialiserede.
54

Instruktøren og instruktørforeningen
Med den danske instruktøruddannelses etablering i 1970
opstod der efterhånden en gruppe personer, som kunne
kalde sig mobilityinstruktører. Havde man gennemgået
uddannelsen, havde man også erhvervet en særlig kompetence.
Nok definerede de fleste instruktører sig fortsat som
lærere, terapeuter, pædagoger, eller hvad deres grunduddannelse
nu var, men generelt rykkede selvforståelsen over
mod en dobbeltidentitet baseret både i mobilityfaget og en
anden grunduddannelse. Især i begyndelsen af 1970'erne,
hvor behovet for mobilityundervisning blev erkendt, og forholdene
– økonomisk og organisatorisk – gav mulighed for,
at den kunne ydes, blev fagbetegnelsen mobilityinstruktør
slået fast.
Et fagligt miljø i rent mobilityteknisk forstand fandtes imidlertid
ikke. De institutionsansatte instruktører fik dog efterhånden
kolleger og dermed en mulighed for at give hinanden
støtte og opbakning. De decentrale, lokale mobilityinstruktører
havde i starten som oftest ingen kolleger i eget
område. Faglige diskussioner og kollegial støtte var en mangelvare.
Der var ganske få muligheder for gensidig erfaringsudveksling
for slet ikke at tale om at følge med i ny
udvikling på området.
I de allertidligste 1970'ere blev det derfor aftalt, at der
hvert år skulle holdes et møde for de uddannede mobilityinstruktører.
Det skete på skift på hhv. Instituttet og
Refsnæs. Møderne var efter inspiration fra det engelske
system. Det var ikke mindst til glæde for de instruktører,
der ikke var ansat på de to gamle institutioner. DBS, som
lokalinstruktørerne – freelance – samarbejdede med, var
ganske vist ikke vildt begejstrede for disse møder i begyndelsen.
Folk kunne jo få kontroversielle ideer! Denne holdning
ændredes dog hurtigt. Som møderne huskes, var indholdet
ikke de epokegørende nyheder, men møderne
55

udgjorde lejligheden til at snakke fag. Ikke mindst var det
med til at give en fælles identitet.
Netop ønsket om en fælles identitet og ønsket om og behovet
for at støtte sig til hinanden gjorde det hensigtsmæssigt
at stifte en forening af mobilityinstruktører. Det skete på et
årsmøde den 2. juni 1973. Medlemstallet var – selv om stort
set alle uddannede instruktører var medlemmer – ikke stort,
måske 15-20. Da næsten alle kendte hinanden godt, var
etableringen af en forening måske også mere en markering
end en faglig nødvendighed. Formålet var netop kontakten
mellem medlemmerne, men det blev understreget, at det
skulle være en faglig forening, ikke en fagforening. Den
havde da heller ikke hverken formel eller uformel forhandlingsret.
Foreningens betydning lå vel overvejende i dens blotte eksistens.
Efterhånden blev den ret overset, selv af medlemmerne.
Den gled lidt i baggrunden, måske fordi den ikke var
kendetegnet af store beslutninger, men i stedet lagde
hovedvægten på det at mødes i et fælles forum. Foreningen
overlevede kun i få år. Årsmøderne, der blev gennemført
af institutionerne, blev det reelle bindeled mellem instruktørerne.
Den situation var ikke tilfredsstillende. I mere eller mindre
sporadiske referater fra årsmøder omkring 1980 ses beklagelser
over fraværet af en forening, men også en mangel
på tid, overskud og interesse for at påtage sig arbejdet med
at etablere en ny forening.
1980 var et markant år for undervisning og rehabilitering af
synshandicappede. Den gamle særforsorg blev udlagt til
amterne. Usikkerheden omkring udmøntningen af udlægningen,
og i denne forbindelse især omkring forholdene for
mobilityarbejdet, gjorde nok sit til ønsket om genetableringen
af en forening. Især løn- og ansættelsesforhold i det
56

nye system var både usikre og forskellige og derfor interessante
at udveksle synspunkter om.
At gendanne en forening tog dog sin tid. Først i 1984 – den
17. august – blev vedtægterne for Mobilityinstruktørforeningen
vedtaget.
Formålet var blødt formuleret. § 2 siger:
• At alle synshandicappede i Danmark får en tilstrækkelig
og kvalificeret undervisning i mobility.
• At alle mobilityinstruktører får de bedst mulige
arbejdsbetingelser.
• At mobilityundervisning kun varetages af personer
med en uddannelse, der kvalificerer til udøvelsen
af dette arbejde.
• At tilbud om relevante faglige kurser for mobilityinstruktører
forefindes.
• At mobilityinstruktørernes synspunkter formidles udadtil.
• Foreningen skal tillige virke som bindeled instruktørerne
imellem ved at formidle relevante informationer.
Bemærkelsesværdigt er det, at ambitionerne ikke sigter
mod en ensretning af løn- og ansættelsesforhold. Målet var
altså stadig en faglig forening, ikke en fagforening med
forhandlingsret. Der var nok også en forståelse for, at en
forening af denne størrelse næppe ville kunne magte
meget håndfaste forpligtelser. Da lønforholdene for den
enkelte instruktør oftest byggede på vedkommendes
grunduddannelse og dermed udviste store forskelle, var
enighed om dette næppe heller mulig.
Foreningen gik hurtigt ind i at arrangere mobilityinstruktørernes
årsmøder, således at ansvaret for dem blev en rotation
mellem Refsnæs, Instituttet og foreningen. Hermed
skete en markering af, at de instruktører, som ikke var
ansat på en af de store institutioner, var blevet en faglig
gruppe i mobilityfamilien.
57

Udlægningen af særforsorgen til amterne gav efterhånden
mulighed for oprettelsen af synscentraler, selv om tempo og
ambitioner var noget ujævne. Medarbejderne her omfattede
oftest de i området boende mobilityinstruktører. Foreningens
eksistens og instruktørernes kendskab til hinanden
bl.a. herigennem var en væsentlig støtte til den enkelte
instruktør, der oftest var en del af opbygningen af synscentralerne.
Den var med til at sikre en placering af mobility
i synscentralernes synsfaglige opbygning.
I forbindelse med udlægningen – og hermed også omlægningen
af instruktøruddannelsen til tillige at omfatte ADL
– blev Mobilityinstruktørforeningen de facto hurtigt til en
instruktørforening, der omfattede begge fag. Der var diskussioner
og meninger om det formålstjenlige i at være en
"dobbeltforening". Men da stort set alle efterhånden var
eller blev dobbeltuddannede, blev det hensigtsmæssigt.
Officielt skete det dog først i 2001 via en navneændring til
ADL- og Mobilityinstruktørforeningen, men det var reelt en
ajourføring af fakta.
Mobilityinstruktørforeningens betydning i dens nu over
tyveårige eksistens har ikke ligget i opnåelsen af spektakulære
enkeltresultater, der flyttede bjerge. Dens arbejde har
været at skubbe til små jordbunker. Den har haft en betydelig
virkning ved at understrege et fælles mål og ved at
fastholde instruktørernes arbejdsidentitet. Dog var der kontakt
til andre grupper og organer. Eksempelvis har der
været brevveksling om forsikringsspørgsmål vedrørende
transport af klienter og instruktørens ansvar for klienten
i undervisningssituationerne. Ligeledes har der været kontakter
i forbindelse med samarbejde med førerhundeordningen
og med DBS. Synscentraler har fået besvaret spørgsmål
vedrørende foreningens syn på instruktørernes arbejdsforhold.
Kontakt med medierne har også forekommet.
58

Foreningens fremtid er antagelig hverken lys eller mørk.
At holde balancen mellem fagforening og løsere interesseorganisation
og samtidig erkende, at muskelstyrken med et
medlemstal på under 100 sætter begrænsninger, er ikke let.
59

Løn-, arbejds- og ansættelsesbetingelser
Mobilityinstruktørerne var i 1970'ernes første år en blandet
skare, hvad basisuddannelse angår. Alle havde gennemgået
instruktøruddannelsen, men der var ikke ved starten fastlagt
et krav om grunduddannelse. Institutionerne uddannede
interesserede medarbejdere efter behov og uden at
skele meget til de uddannelsesmæssige forudsætninger.
DBS, som koordinerede de første lokalinstruktører, stillede
heller ingen formelle uddannelseskrav, men sendte kursister,
som på en eller anden måde havde været i kontakt
med synshandicappede.
Denne forskellighed gav et meget forskelligartet billede af
løn- og arbejdsforhold. Institutionernes aflønningsforhold
lå fast: Mobilityinstruktører blev aflønnet i forhold til deres
grunduddannelse. F.eks. fik seminarieuddannede lærere
standardlønnen for lærere, med hvad der hørte til af anciennitet,
stedtillæg, ferieforhold m.v. De tilhørte da også
deres autoriserede lærerfagforening. Det samme gjaldt for
ergoterapeuter, fysioterapeuter, pædagoger osv.; altså var
der ikke samme løn- og arbejdsforhold for det samme
arbejde.
Forskelligheden gav anledning til individuelle diskussioner,
men ejendommeligt nok til få alvorlige kontroverser.
Spørgsmålene blev ordnet – om man så må sige – i mindelighed.
De første lokalinstruktører arbejdede på freelance basis.
Her var timelønnen ikke et diskussionsemne, da de arbejdede
under Lov om fritidsundervisning. Lønnen var sådan set
rimelig, men der var ingen sikkerhed i ansættelsen, da de
som sådan blev nyansat til hver enkelt elev. Altså: ingen
elever – ingen løn, ligesom der heller ikke var løn under
sygdom. Efterhånden som synscentralerne opstod, begyndte
mobilityinstruktørerne at få faste aftaler. Flertallet overgik
60

til en form for ansættelse her. Det kunne være almindelig
fast heltidsansættelse eller en form for overenskomst.
Ansættelsesforholdene varierede ganske meget.
De vidt forskellige forhold gav efterhånden anledning til
utallige diskussioner. Uafklarede eksempler var for eksempel
forberedelsestid, hvor en lærer overenskomstmæssigt
havde et ugentligt undervisningstimetal med tilhørende
forberedelse og øvrige opgaver. En ergoterapeut derimod
havde en ugentlig, stedbunden arbejdstid, hvori alle opgaver
indgik. Havde instruktøren en anden form for grunduddannelse,
kom diskussionen hurtigt ind på, hvordan
arbejdsforhold og løn så skulle udregnes. De vidt forskellige
fagforeninger, som instruktørerne tilhørte qua deres grunduddannelse,
kunne normalt ikke støtte meget, da de intet
anede om mobilityarbejde.
Andre diskussionsemner kunne være transporttid mellem
klienterne. Hvordan skulle det afregnes? Var det fritid,
arbejdstid, undervisningstid, forberedelsestid eller hvad?
Og hvordan skulle transportomkostningerne betales?
Kunne egen bil kræves for ansættelse? Skulle arbejdstiden
påbegyndes og afsluttes på det geografiske ansættelsessted
eller på det reelle arbejdssted, nemlig elevens hjem?
Selve indplaceringen i lønramme og arbejdsforhold ved ansættelse
kunne give ejendommelige resultater. Eksempelvis
blev en socialpædagog ansat i en ergoterapeutstilling, men
på lærervilkår. Det må kræve en hårdhudet bureaukrat at
knække den nød. Skulle lønnen udformes som en pædagogløn
med den på ansættelsestidspunktet optjente anciennitet,
skulle det være en ergoterapeutløn på starttrinet,
eller skulle det være lærerløn med de dertil knyttede tillæg?
Efterhånden som synscentralerne blev udbygget, kom der
mere styr på ansættelsesnormerne, og selv om normerne
61

ikke var standardiserede og slet ikke lovbestemte, så rygtedes
de og kom til at ligne hinanden mere og mere. Med
tiden blev instruktørernes ansvarsbyrde i synscentralernes
daglige arbejde større, og i kraft af dette blev aflønning og
ansættelsesforhold reguleret tilsvarende. Adskillige lokalansatte
instruktører har nu (2006) status af konsulenter og
har tilsvarende løn- og ansættelsesforhold. Fagforeningsmæssigt
var en god del organiseret i S-81, nu i Danmarks
Lærerforening.
62

Internationalt samarbejde om mobility
Mobility var de første 10-20 år fortrinsvis en amerikansk
foreteelse. Først i 1960'erne og herefter blev mobility i
vores forstand international. Til gengæld skete udbredelsen,
først til Europa og dernæst til den øvrige verden på sin
vis ret pludseligt. Alene fordi udbredelsen oftest foregik via
instruktørkurser med udenlandske undervisere eller ved deltagelse
af instruktørstuderende på udenlandske uddannelser,
var der fra begyndelsen en indbygget internationalitet.
De første instruktører i de – i denne forbindelse – små europæiske
lande var oftest meget alene på feltet, så deres kolleger
nationalt var ikke mange. Det var derfor naturligt, at
de følte sig meget forbundet med instruktører i andre
lande. Ofte var det en meget personlig kontakt.
IMC – International Mobility Conference
Europas meget fragmenterede billede på mobilityfronten
gjorde det naturligt, at et gensidigt samarbejde og informationsudveksling
blev etableret. I 1979 tog Deutsche Blindenstudienanstalt
i Marburg initiativ til at indkalde til en international
konference om mobility i Frankfurt, Tyskland. Formålet
var først og fremmest at lære hinanden at kende og
at udveksle ideer og erfaringer. Desuden – og måske ikke
mindst – skulle mulighederne for fremtidigt samarbejde
udforskes. Det blev begyndelsen til International Mobility
Conference (IMC), en konference, som hvert andet eller
tredje år er blevet afholdt siden. Den 12. IMC blev afholdt
i 2006.
IMC var tænkt som et europæisk seminar, som forhåbentlig
kunne gentages for at styrke mobility i de europæiske
lande, hvor mobility dengang ofte stod svagt eller for den
sags skyld slet ikke stod. Der var også brug for samarbejde
mellem de lande, hvor mobility havde overstået de første
børnesygdomme.
63

Den anden konference, som fandt sted i Frankrig, blev lagt
mere ambitiøst an, da det lykkedes for arrangørerne at
opnå en væsentlig støtte fra UNESCO. For at dette kunne
opnås, måtte deltagerlisten udvides ud over Europa.
Konferencen blev gjort international i bredeste forstand.
Det kan så diskuteres, om det var en fordel at lande, som
ikke havde skyggen af mobility, deltog. Uden tvivl har det
givet stødet til, at nogle af dem kom i gang, men indholdet
måtte nødvendigvis sprede sig over mange emner og dermed
også over emner, som kun havde marginal interesse
for dele af deltagerskaren. Det større antal deltagere gjorde
konferencen mindre intim, og mobility på det daværende
europæiske udviklingstrin kunne vel have brugt konferencen
bedre på at diskutere mere sammenlignelige problemstillinger.
Uden tvivl vil meningerne herom være delte.
IMC har i sine over 25 år bredt set været en succes. Den har
givet anledning til erfaringsudvekslinger og vidensformidling,
der næppe havde været mulige uden disse konferencer.
IMC planlægges af det enkelte værtsland, som udpeges af
en komité, der er selvsupplerende i den forstand, at den
suppleres med et medlem fra det sidst arrangerende værtsland.
Geografisk spredning tilstræbes, og konferencer har
nu været afholdt i næsten alle verdensdele, selv om flertallet
af konferencerne dog har været afholdt i Europa.
ESEOMI – European Seminar for Education of Orientation
and Mobility Instructors
Nok var mobility kommet til mange af de europæiske lande
i 1970'erne og 1980'erne, men uddannelse af instruktører
var en meget spredt affære. Nogle lande klarede sig stadig
med instruktører, som var uddannet i andre lande, og det
siger noget om den tynde dækning. Andre lande gennem-
64

førte ad hoc-uddannelser eller mere eller mindre grundige
kurser, der kunne strække sig over alt fra et par dage til 18
måneder. Kvaliteten var mildt sagt svingende.
For i første omgang at forsøge at få et gensidigt overblik
over europakortet og dernæst forsøge at udforske, om en
form for samarbejde eller en koordinering kunne gennemføres,
blev der afholdt et seminar om instruktøruddannelse
i Hellerup i 1984. Ideen var, at seminaret kun skulle være
for undervisere på instruktøruddannelser, og at antallet af
deltagere skulle være begrænset (maks. to-tre fra hver
instruktøruddannelse). Nogenlunde hvert andet eller tredje
år har der siden været afholdt seminarer, hver gang med
20-30 deltagere fra 10-15 lande.
Ud over den gensidige udveksling af erfaringer og det personlige
kendskab til hinanden har det store tilbagevendende
punkt på dagsordenen været en koordination af uddannelserne.
Ansættelsesforhold, organisation, klientforskelle,
uddannelsesforudsætninger, økonomiske forhold, holdninger
til mobility og stort set alle mulige forhindringer har
gjort det vanskeligt at samordne. Europas lande fungerer
meget forskelligt. Man har lært en god del af hinanden,
men en europæisk konsensus om instruktøruddannelse har
til dato ikke været mulig.
I de senere år er der arbejdet hårdt på at oprette en forening
af europæiske instruktøruddannelser. Det ville falde i
tråd med den samordning af EU’s uddannelsespolitik, der
generelt forsøges gennemført. Endnu er der ikke opnået en
kodeks. Alligevel har det løse samarbejde været med til at
skubbe til udviklingen. De "svageste" lande har fået en
mindre god samvittighed og dermed ammunition til at
påvirke deres hjemlige beslutningstagere i positiv retning.
65

Danske bidrag
Som det andet europæiske land, der de facto etablerede en
årligt tilbagevendende mobilityinstruktøruddannelse, blev
Danmark jævnligt bedt om at optage udenlandske studerende.
Sproget satte sine begrænsninger, da potentielle
udenlandske studerende måtte kunne indgå i de almindelige,
naturligvis dansksprogede, uddannelsesforløb. Jævnligt
var der dog deltagere fra de øvrige nordiske lande. Én
finsk, fire norske og tre islandske instruktører har således
gennemgået den danske uddannelse.
Et særligt tiltag gennemførtes i 1992/93. Under EU’s Horizon
Program etableredes et engelsksproget uddannelsesforløb,
hvor 6 græske og 3 irske studerende blev uddannet som
instruktører.
Andre internationale fora
Andre fora, herunder de ovenstående, arrangerede konferencer
og møder. Overskrifterne var andre end mobility,
men når undervisning og rehabilitering af synshandicappede
blev diskuteret, fik faget mobility dog sin placering i
familien. Det gælder blandt andet de nordiske speciallærerkonferencer
og ICEVI (International Council for Education of
People with Visual Impairments).
66

Appendiks
Uddannede mobilityinstruktører
fra Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBS)
År Navn Arbejdssted Note
1970 Lis Strømstad IBS
Vibeke Hauswald IBS **
Jørgen Skovmand IBS
Erik Østergaard IBS
Kirsten Stenholt IBS
1971 Per Hermansen DBS
Egon Chemnitz Hansen DBS
Birgit Storgård DBS
Bo Beck IBS
1972-75 Niels Svarre Nielsen IBS
Gitte Bjerre Refsnæs
Marianne Axel Hansen DBS
Marianne Rasmussen DBS
Ejvind Bille IBS
Ritva Kuuskowsky Finland
Anne Lise Lahti IBS
Dagny Olesen IBS
Paul Mørch DBS
J.P. Svennesen IBS
Gerda Due IBS
Hassan Keskin Tyrkiet *
Karen Margr. Marcussen IBS
Bente Hauge IBS *
Vibeke Transe Rasmussen IBS **
Jenny Hansen DBS
Michael Svendsen DBS
Johan Halstenstad Norge
Anne Marie Amnitsbøl DBS
Paulli Thomsen IBS *
67

1976 Inge Lise Riel Bredegård
Steen Andersen SÅ (Statens
Åndssvageforsorg)
Bente Hedland DBS
1977 Mogens Bang IBS
Birgit Frederiksen Bredegård
Steffen Fisker Refsnæs
Vivi Hillebrandt DBS
Børge ??? Solgaven, Farum
Kirsten Kofod Lundgren IBS
1977/78 Elsa Madsen SÅ
Anne Truelsen DBS
Eva Hansen SÅ
Annette Bøstrup SÅ
Anne Grete S. Petersen DBS
Hanne Wolff SÅ
Elly Ransing IBS
Lisbeth Tollefsen DBS
1979 Ellen Bøttiger Amt
Lena Møller Refsnæs
Inge Kyhl IBS
Susanne Sørensen SÅ
Kirsten Pedersen SÅ
Bente Stenholt SÅ
Kristine Kjærsgård DBS
Marianne Kaltoft SÅ
Solveig Broby SÅ
1980/81 Kirsten Jacobsen Bredegård
Bergliot Eika Sørensen Amt
Lena Jacobsen Amt
William Madsen Amt
Karen Fynbo IBS
Annette Møller IBS
68

1981/82 Anker Balslev Amt
Mogens Johansen Amt
Susanne Poulsen Refsnæs
1983/84 Mette Rasch Amt
Mona Gravlev Amt
Per Christensen Amt
Per Gøttler Amt
Hans Hansen Bredegård
Birthe-Lis Nielsen IBS
1984/85 Etly Fønss Amt
Henning Hyrup Refsnæs
Asgerdur Olofsdottir Island
Karen Marg. Bertelsen Amt
Lis Mahler Amt
Philiph Jeppesen IBS
1985/86 Jacob Vogel Refsnæs
Hanne Svendsen Amt
Rackel Hansen Grønland
Kirsten Bjerg IBS
Karin Kass Færøerne
1986/87 Anne Hansen Bredegård
Dorthe Wiese Amt
Jytte Andersen Refsnæs
Jytte Bonum Amt
Mogens Fischer IBS
Hanne Høeg Amt
1987/88 Bente Knudsen IBS
Lisbeth Hallestad Amt
Hanne Nielsen Amt
Mai-Britt Böhm Amt
Bodil Gaarsmand Refsnæs
Niels Jørgen Svendsen Amt
69

1988/89 Maj Kjær Amt
Inge Horn Amt
Leif Andersen Amt
Nina Tholander Amt
Liselotte Vestergaard Amt
Lillian Larsen Amt
1989/90 Birthe Nygård Amt
Lars Møller Amt
Inger Boas IBS
Nukarak Jeremiassen Grønland
Anker Bruun Jensen Amt
Edith Meldgård Amt
1990/91 Eigil Fauerby Amt
Anne Nordskov Refsnæs
Erik C. Schmidt -
Jette Pedersen Refsnæs
1991/92 Karen Larsen Amt
Cornelia Klitgård Amt
Kirsten B. Olsson Amt
Egil S. Edwin Norge
Gudrun Gudjonsdottir Island
Lone Dyekjær IBS
1992/93 Poul Halvorsen Refsnæs
Karin Rose Amt
Aliki Skilogianni Grækenland
Angheliki Verykokaki Grækenland
Elisavet Kouvarou Grækenland
Niki Kalivioti Grækenland
Maria Plastira Grækenland
Katarina Poulea Grækenland
Anne Smyth Irland
Patricia ? Irland
Evelyn ? Irland
70

1993/94 Jeanet Hansen Amt
Anne Alrø -
Nethe von Essen-Müller Amt
Benny Storm Amt
Birthe Rosfeldt IBS
1994/95 Jan Bjørnshøj Refsnæs
Jacob Iversen Amt
Dorthe Åkær Laursen Amt
Mette Skarø Amt
Karin Rask Amt
Lisbeth Vestergaard Refsnæs
1995/96 Jeannette Reilund Amt
Marianne Fischer IBS
Anita Larsen -
Peter Groth IBS
Janni Kjærgård Pedersen Amt
Asbjørg Gaustad Norge
1996/97 Bitten West Amt
Birthe Møller Amt
Lis Fløe Petersen Amt
Jørgen Skovgård Refsnæs
Sigrun Wirkula Norge
1997/98 Inger Tønning Kristoffersen Amt
Eva Merete Worre-Jensen Amt
Maria Svabo Hansen Færøerne
Lis Trampedach Josiassen Bredegård
Habba Egefelt Amt
Gitte Dyrbye IBS
1998/99 Jytte Mejlvang Amt
Kirsten Lauridsen IBS
Jane Gehlsen Amt
Marianne Antabi Amt
71

Hanne Dahl Amt
Sanne Rasmussen Refsnæs
Vibeke Bille Amt
Dorthe Bork -
Margit Larsen Amt
1999/00 Ellen Sepstrup Amt
Tove Kirk Jespersen Amt
Vala Jona Gardarsdottir Island
Marianne Kildebjerg Amt
Maj-Britt Olsen Amt
Eva Christiansen Amt
2000/01 Hanne Aggerholm Refsnæs
Ulla Mølgaard Amt
Ulla Ostenfeldt Amt
June Frei -
Jan Jørgensen Refsnæs
Kirsten Friis Ballegaard Amt
2001/02 Anna Birthe Andersen Amt
Annette Løkke Amt
Karin Holtegård IBS
Kjeld Madsen Refsnæs
Lene Kreuter Refsnæs
Lisbeth Engsted Amt
Nina Christoffersen IBS
Per Elgaard Mortensen Amt
Peter Lebech Amt
2002/03 Bente Mikkelsen Amt
Dorthe Ulstrup Amt
Eva Boje Møller Amt
Kirsten Bøgh Amt
Mai Britt Jensen -
Monique Rubaudo Amt
72

2003/04 Anne Merete Møller Amt
Elin Valente -
Michael Stounberg Jensen IBS
Malene Palsgd. Peitersen Amt
Marianne Olesen Amt
Kaj W. Therkildsen Amt
Note
* Enkeltforløb på IBS
** Kursus i Paris. Herefter kursus på IBS
Antal uddannede mobilityinstruktører på IBS fra 1970 til
2004: 197. Heraf er to fra Færøerne og to fra Grønland.
Desuden er også indregnet 18 fra udlandet: Finland 1,
Tyrkiet 1, Norge 4, Island 3, Grækenland 6 og Irland 3.
Danske mobilityinstruktører uddannet i udlandet
År Navn Arbejdssted Udd.sted
1970 Kirsten Jansbøl IBS Birmingham
Ca. 1971 Wanda Williams Refsnæs Paris
Ca. 1971 Isak Wisti Refsnæs Oslo
Ca. 1971 Holger Skov Refsnæs Oslo
Ca. 1971 Lissy Martinsen DBS Oslo
Ca. 1971 Bodil Vermeren Refsnæs Paris
Ca. 1971 Mads Finn Larsen Refsnæs Paris
Ca. 1971 Hans Carl
Matthiesen-Juhl Refsnæs Paris
73

En smule statistik
Grunduddannelse for mobilityinstruktører, der er uddannet
1981-2004
Lærere: 55 = 44 %
Socialpædagoger: 39 = 31 %
Ergoterapeuter: 26 = 20 %
Andre 7 = 5 %
• Udenlandske instruktører er ikke medregnet.
• Instruktører, der har deltaget i andre moduler af uddannelsen,
men ikke mobilitymodulet, er ikke medregnet.
Arbejdsområder for mobilityinstruktører, der er uddannet
1981-2004
Blindeinstitutionerne: 39 = 33 %
Andre institutioner: 14 = 12 %
Amter: 67 = 56 %
• Arbejdsområder dækker de myndigheder, der har betalt
uddannelsen og dermed har ansat instruktøren.
• Enkelte instruktører, hvis uddannelse er betalt på anden
måde eller privat, er ikke medregnet.
• Udenlandske instruktører er ikke medregnet.
• Instruktører, der har deltaget i andre moduler af uddannelsen,
men ikke mobilitymodulet, er ikke medregnet.
• Visse kombinationer af anden art kan gøre statistikken
mindre nøjagtig.
NB! Af praktiske grunde er instruktører, der er uddannet
før 1981, ikke medregnet.
74

Om litteratur
Litteratur om mobility er der en del af. Det meste er dog
bøger, fortrinsvis på engelsk, der behandler teknik. Mobilitys
historie er kort, og det er nok derfor, at få har fundet
det umagen værd at notere den ned med denne vinkel.
Som bisætninger ligger der dog oplysninger i de fleste
større mobilitybøger, ligesom småartikler og oplysninger
forekommer i diverse fagtidsskrifter. En litteraturliste var
heller ikke tænkt som bilag. Alligevel skal et par af de
omtalte skrifter nævnes.
– Journal udgiven til Fordeel for Blinde 1811 i Kjøbenhavn
– Blindness and the Blind. Af W.H. Levy London (1872)
Begge bøger kan næppe købes eller lånes. De er klenodier
på Blindehistorisk Museum, Rymarksvej1, Hellerup. Museet
nedlægges i sommeren 2008, dets fremtid er uafklaret på
udgivelsestidspunktet.
– Instruktion i Orientering
Piratoversættelse fra "Instruction in Physical Orientation
and Foot Travel". The Industrial Home for the Blind, New
York. Brugt på Det Kongelige Blindeinstitut fra 1950-1960.
Findes antagelig også på Blindehistorisk Museum.
– Foundations of Orientation & Mobility. Første udgave af
Bruce Blasch og Richard L. Welsh. AFB Press, USA. (1980) og
anden udgave af Bruce Blasch, Richard L. Welsh og William
R. Wiener. AFB Press, USA. (1997). Har nok de mest indholdsrige
kapitler om mobilityhistorie. Set fra dansk side
har den dog den ulempe, at den hovedsagelig omhandler
amerikanske forhold, men det kan være interessant nok.
WWW
Søger man på internettet på "History of O&M" (f.eks. i
www.google.dk), dukker der adskillige hits op, og en ihærdig
søgen vil antagelig give flere interessante resultater.
75

Med denne bog foreligger der for første gang en samlet
beskrivelse af den danske mobilityhistorie. Mobility betegner
de særlige færdigheder, som blinde og stærkt svagsynede
personer benytter for at kunne færdes selvstændigt, især
med anvendelse af den hvide stok. Dette speciale blev udviklet
i USA under og efter 2. verdenskrig og har siden bredt
sig til det meste af verden. I denne bog tegner Erik Østergaard
et billede af udviklingen af mobilityundervisningen
i Danmark fra den spæde begyndelse i 1960'erne til begyndelsen
af det 21. århundrede. Som indledning til den danske
mobilityhistorie opridser Erik Østergaard desuden hovedpunkterne
i fagets tidlige historie i USA og Europa.
Om forfatteren: Erik Østergaard er forhenværende leder af
mobilityinstruktøruddannelsen ved Instituttet for Blinde og
Svagsynede i Hellerup. Ud over sit pionerarbejde for mobility
i Danmark har Erik Østergaard bidraget til uddannelse af
instruktører i bl.a. Afrika, Spanien og Grækenland. I 2006
modtog Erik Østergaard den internationale mobilitypris
Suterko-Cory Award for sin livslange indsats for mobilityfaget.