Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

servicestyrelsen.dk

Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

Erik Østergaard:

60 års mobility

Udvikling og undervisning 1944-2004

Instituttet for Blinde og Svagsynede

Videncenter for Synshandicap


Erik Østergaard:

60 års mobility. Udvikling og undervisning 1944-2004

Udgivere: Instituttet for Blinde og Svagsynede

og Videncenter for Synshandicap • 2008

Layout: Videncenter for Synshandicap

Foto: Sundshøj Fotografi • www.sundshoj-fotografi.dk

Tryk: PE offset A/S • www.peoffset.dk

ISBN: 87-91637-42-2

Instituttet for Blinde og Svagsynede

Rymarksvej 1, 2900 Hellerup

Tlf. 39 45 25 45 • www.ibos.dk • ibos@ibos.dk

Videncenter for Synshandicap

Rymarksvej 1, 2900 Hellerup

Tlf. 39 46 01 01 • www.visinfo.dk • visinfo@visinfo.dk


Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1

Af Kirsten Jansbøl, fhv. forstander

ved Instituttet for Blinde og Svagsynede

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .5

Mobilityhistorie – før 1970

1944 – og hvad der kom bagefter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Den amerikanske start . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

Begyndende O&M i Europa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Midland Mobility Center – MMC . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Danmark og mobility

Den tidlige mobility . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Efter 1970 – den faglige opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

Efter 1980 – og udlægningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

Efter 1990 – mobility som helt konsolideret fag . . . . . . . . 32

Mobilityhjælpemidler

Den hvide stok . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

Førerhunde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

ETA – elektroniske mobilityhjælpemidler . . . . . . . . . . . . . . 39

En anden form for elektronik og mobility . . . . . . . . . . . . . 42

Instruktøruddannelsen

Runde 1 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

Runde 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48

Runde 3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50

Instruktøren og Instruktørforeningen . . . . . . . . . . . . . . . . 55

Løn-, arbejds- og ansættelsesbetingelser . . . . . . . . . . . . . . 60

Internationalt samarbejde om mobility

IMC – International Mobility Conference . . . . . . . . . . . . . 63

ESEOMI – European Seminar for Education of

Orientation and Mobility Instructors . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

Danske bidrag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Andre internationale fora . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66


Appendiks

Liste over uddannede mobilityinstruktører . . . . . . . . . . . . 67

En smule statistik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74

Om litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75


FORORD

Erik Østergaard har for nylig fået en meget stor international

anerkendelse ved modtagelsen af den fornemme Suterko-Cory-pris,

som gives til enkeltpersoner, der har ydet

afgørende bidrag til mobility på internationalt plan. En af

flere begrundelser for pristildelingen var, at Erik Østergaard

har viljen til at dele sin viden og færdigheder med andre.

Denne bog, "60 års mobility", er et særdeles godt eksempel

herpå.

Bogen handler ikke om mobility som fag, om, hvad mobility

er, og om, hvordan man underviser i mobility. Det forudsætter

forfatteren, at læseren er bekendt med. Derimod fortæller

Erik Østergaard historien om mobilitys udvikling nationalt

og internationalt, om udviklingen af orientering for

blinde, om færdselstræning, om stokketeknik, eller hvad

man ellers har kaldt det at lære blinde og stærkt svagsynede

at orientere sig og færdes sikkert.

Men den historie er ikke blot en historie med relation til

Orientation & Mobility, for den fortæller samtidig historien

om udvikling af indsatser for mennesker med synshandicap

generelt. Fra den gang, hvor indsatserne for blinde og

stærkt svagsynede i langt overvejende grad var for blindfødte

og barndomsblinde børn og unge, til erkendelsen af

de relativt mange voksne nyblinde eller senblinde, til erkendelse

af den helt store gruppe af ældre, til erkendelse af

svagsynsgruppen, til erkendelse af personer med multihandicap,

til erkendelse af...

I det store afsnit "Danmark og mobility" illustreres denne

udvikling forbilledligt, og det følges op i et andet stort

afsnit om instruktøruddannelsen, hvor de "nyopdagede"

gruppers behov presser instruktøruddannelsen til at ændre

1


indhold, så de uddannede instruktører bedre kan imødekomme

brugernes behov.

Målgruppen for bogen "60 års mobility" er derfor ikke kun

mobilityinstruktører. Alle med interesse for historie og indsatsen

for synshandicappede vil kunne få stort udbytte af at

læse den.

Hvorfor blev mobility Erik Østergaards erhvervsmæssige

"skæbne"? Februar 1968 fik Statens Institut for Blinde og

Svagsynede en ny forstander, H.C. Seirup, som indtil da

havde været Dansk Blindesamfunds meget visionære formand.

August samme år flyttede vi til det nye institut i Hellerup,

hvor der bl.a. blev oprettet en afdeling for senblinde.

Et af de fag, senblinde havde meget brug for, var orientering

og stokketeknik, som mobility blev kaldt dengang. Erik

Østergaard søgte en af de nyoprettede lærerstillinger, og

da Eriks linjefag på lærerseminaret havde været Orientering,

fik han i 1969 en stilling i Senblindeafdelingen med

henblik på at undervise nyblinde i at færdes sikkert fra sted

til sted. Det kunne han naturligvis ikke.

H.C. Seirup, som selv var helt blind, færdedes ikke selv uden

ledsager, med indså vigtigheden af, at blinde fik muligheden

for at lære det, og han fandt penge – hvad ikke en tidligere

administration havde formået. Det blev undertegnede,

som fik muligheden for at blive uddannet til instruktør i

England. Hr. Østergaard, som det hed dengang, blev derfor

min første seende elev, som sammen med to blinde elever

skulle afprøve det undervisningsprogram, som blev etableret

i Danmark. Planen var, at han sammen med mig skulle

forestå den første mobilityinstruktøruddannelse i landet.

Over de næste instruktøruddannelsesforløb overtog Erik

Østergaard mere og mere for til sidst helt at overtage

ansvaret for uddannelsen.

2


En yderligere begrundelse for tildelingen af Suterko-Coryprisen

til Erik var hans kærlighed til professionen. Det var

den, der gjorde, at han blev ved år efter år, helt frem til

2003.

Kirsten Jansbøl, juli 2007

Fhv. forstander for Instituttet for Blinde og Svagsynede

3


Indledning

Mobility trådte først i karakter i midten af sidste århundrede.

Med de ret store skift i begrebets hele indhold og forhold

kunne det derfor være på sin plads at få visse holdepunkter

opnoteret. Efterfølgende er næppe på vej til at

blive en bestseller, så læsermålgruppen er bevidst tænkt

som mobilityinstruktører og eventuelt enkelte andre, der

måtte vide, hvad mobility er. Definitionen på mobility –

eller Orientation & Mobility – må derfor forudsættes

bekendt. Ligeledes vil et minimalt kendskab til fagets indhold

vel også være en forudsætning.

En bog eller et kompendium om dansk mobility gennem

et halvt hundrede år (udvidet med lidt udenlandsk mobilityhistorie)

kunne måske fortjene en gennemgribende research.

Det har med nedenstående ikke været meningen

ud over den første håndfuld skrivetimer. Hvem ville i øvrigt

læse det? Det er derfor ikke blot sandsynligt, men absolut

sikkert, at nogle detaljer er lettere ukorrekte, at det fulde

spektrum af mobility i Danmark ikke er dækket, at visse

ret væsentlige ting er udeladt, og at aspekter ikke er

gennemarbejdet. Det er med et vist overlæg.

Det har ikke været min mening at forsøge mig med en doktorafhandling.

Det har derimod været min mening at nednotere

det, som jeg selv opfatter som vigtigt. Det har jeg

forsøgt at gøre nogenlunde upartisk, men det skulle undre

mig meget, hvis der ikke er nogen, der føler sig trådt over

tæerne, undrer sig over vægtningen, eller synes, at væsentlige

punkter slet ikke er behandlet. For eksempel kan der

kikkes langt efter mobilityundervisning af børn.

Ikke et navn fra den danske mobilityandegård er nævnt.

Også det er med vilje. Ingen nævnt – ingen glemt. Og hvem

savner navne? Som appendiks er dog tilføjet en næsten

fuldstændig liste over de mobilityinstruktører, som i tidens

5


løb (til og med 2004) er uddannet på IBS, og vedføjet er en

liste over danske instruktører, der har fået mobilityuddannelse

andetsteds. Lidt statistik har også sneget sig ind.

Indholdet er altså ikke et forsøg på at beskrive alt om 60

års mobility fra begrebets fødsel i 1944 og til rundt regnet

2004. Det er snarere et overskueligt forsøg på en vis systematisering

ud fra det, som ligger øverst i min personlige

hukommelse om emnet.

Erik Østergaard (2005)

6


Mobilityhistorie – før 1970

1944 – og hvad der kom bagefter

Få fagområder eller discipliner af væsentlig betydning har

en fast fødselsdag eller i hvert fald et erkendt fødselsår.

En af undtagelserne er mobility. 1944 – så sent! – regnes

som det officielle startår på det, der kom til at kendes som

mobility.

En fuldt færdig beskrivelse af dette begreb faldt naturligvis

ikke ned fra himlen som en uforanderlig åbenbaring, men

en god idé blev undfanget, og da tiden, mulighederne, drivet

og energien var sammenfaldende, gav det startskuddet

til en helt ny epoke i rehabiliteringen af synshandicappede.

Siden dengang er mobility gradvist blevet erkendt som en

væsentlig bestanddel af ethvert uddannelses-, rehabiliterings-

eller revalideringsforløb.

Den gode idé var at bruge en stok, der var lang nok til at

nå lidt forbi det sted, hvor foden i næste skridt ville ramme

jorden. Så ville dette sted være afsøgt, og skridtet kunne

foretages uden risiko. Denne enkle erkendelse blev gjort af

Richard E. Hoover, der i 1944 var militær medarbejder på

Valley Forge Army General Hospital i Pennsylvania, USA,

som også var rehabiliteringscenter for krigsblinde. Det gav

stødet til, at han sammen med kolleger kunne udvikle teknikken

og yderligere tilføje andre elementer.

Den lange, hvide stok var både grundsten og igangsætter

i organiseret mobility. Listen af delelementer, som blev

lokaliseret, identificeret, inkluderet og beskrevet i både

opstartsperioden og efterfølgende, er lang. De indgår med

større eller mindre vægt i det begreb, som vi nu benævner

mobility. Listen i flæng og uden prioritering vil indeholde

hovedord som orientering, stokketeknikker, svagsynsmobility,

ledsageteknik, basisfærdigheder, taktile kort, høretræ-

7


ning, begrebsdannelse, førerhunde og elektroniske mobilityhjælpemidler.

Hvert af disse ord kunne underinddeles

i utallige mere eller mindre vigtige underpunkter. At delelementerne

så har forskellig vægt, alt efter den synshandicappedes

situation, viser mobilityprocessens kompleksitet.

Der var altså nok at arbejde med for Hoover og hans kolleger

i 1944, og ovenstående emner er da også kommet til

og udfoldet gradvist i de følgende 60 år. Imidlertid er der

megen grund til at tro, at "opfinderen" af organiseret

mobility ikke fik en åbenbaring ud af den blå luft. Læsning

af forudgående litteratur om blinde og deres teknikker

og måder at færdes på og de nedskrevne anvisninger på

området viser, at mængden af gode idéer var stor. Mon ikke

opfinderne har suppleret deres egen opfindelse med litteraturstudier?

Men det skal absolut ikke forklejne deres banebrydende

arbejde.

Englænderen W. Hanks Levy skrev for eksempel i 1800-tallet

(1872) en omfattende bog om undervisning af synshandicappede

og om blinde i almindelighed. Heri beskrives

blandt andet ganske detaljeret en teknik, som i det store og

hele falder sammen med det, som vi i Danmark har valgt at

kalde pendulteknik. Ligeledes gør han meget ud af at

beskrive brugen af de tilbageværende sanser til orientering.

Selv fra Danmark beskrives allerede i 1811 i "Journal udgiven

til Fordeel for Blinde" en beskrivelse af vigtige elementer

i basisfærdigheder og forudsætninger for uafhængighed

for blinde.

Idéer som de nævnte blev, da de blev skrevet, blot ikke ført

ud i livet i større stil. De slog ikke an i praksis og vedblev

at være teorier. Hoover og kolleger viste sig at være rette

mænd i rette situation og til rette tid. Ikke mindst var deres

indsats at indlede udviklingen af undervisningsmetoder og

at forstå og bearbejde barriererne for synshandicappedes

mobilitet.

8


Den amerikanske start

Valley Forge var et militærhospital. Afslutningen af 2. verdenskrig

ændrede forholdene, og revalideringen af blinde

krigsveteraner blev også ændret. Mobilitypionererne fik en

ny situation. En del af dem førte arbejdet videre på Hines

Centeret i Chicago, Illinois, og Hines blev det nye mobilitykraftcenter.

Andre, som havde været med i pionergruppen,

arbejdede videre med mobility under andre forhold.

Hoover, som havde været den udfarende kraft, gik i gang

med at uddanne sig til øjenlæge.

Ganske vist var der fortsat arbejde at gøre i undervisningen

af de blinde krigsveteraner, men omstillingen til fredstid

krævede flere nye folk, og de personer, som var begyndt at

arbejde med andre synshandicappede klientgrupper,

befandt sig atter engang i en kampzone. Den modstand,

pionererne havde mødt, var ikke nedkæmpet. Kampen for

eksistensberettigelsen af mobility i veteranarbejdet var stadig

ikke vundet, og kampen for eksistensberettigelsen af

mobility for andre klientgrupper var dårligt nok begyndt.

Der var politik og holdningskamp i sagen. De officielle militære

myndigheder kæmpede imod, i hvert fald dele af

dem, da de ikke indså betydningen af mobility. Blindeorganisationerne

var for en stor del negative, for ikke at sige

fjendtlige. De opfattede mobility som et påfund fra den

seende verden, som ville segregere og udstille blinde uden

at gøre positiv nytte.

Og skulle mobilityinstruktører være blinde eller seende?

Blindeorganisationerne havde det hovedsynspunkt, at synshandicappede

instruktører var bedst egnede til at vejlede

andre synshandicappede. Den opfattelse deltes absolut ikke

af de første instruktører, der ikke kunne forestille sig undervisning

uden visuel observation. For fuld kraft begyndte

denne debat, der så ofte senere skulle blive så indædt.

Hele denne eksistens- og indholdskamp er i sig selv en

9


spændende historie, men næppe synderlig aktuel set med

europæiske øjne, men den ligner de efterfølgende politiske

holdningsudvekslinger i de europæiske lande, der fulgte

i årene fremover.

Et andet problem var rekruttering af mobilityinstruktører.

Pionergruppen var stort set autodidakt. Det var ikke et

grundlag, der kunne fortsætte. Hines Center tog tyren ved

hornene og gennemførte et kursus. I realiteten var kursisterne

på dette kursus de folk, der langt op i århundredet

styrede og havde indflydelse på udviklingen af mobility.

Grundsubstansen på kurset var "lær det selv". At gennemføre

en egentræning med sorte briller som metode var dengang

ret revolutionært. Man trådte blindeorganisationerne

over tæerne ved at "lege" blinde, og man vovede at lægge

vægt på praktisk forståelse i modsætning til det rent teoretiske.

Men det virkede, og det praktiske har siden været

hovedgrundlaget i uddannelse af instruktører.

Efterhånden som mobility eller "Orientation & Mobility"

(O&M), som navnet hurtigt blev, vandt indpas både i de traditionelle

blindeskoler og i de spirende centre for nyblinde,

var træning af instruktører en forudsætning for udviklingen.

Det lykkedes at etablere en uddannelse, først på Boston

College og siden på Western Michigan University. Uden

at give køb på den rent praktiske del blev et væsentligt

akademisk grundlag tilføjet. Hermed var O&M etableret

som profession, selv om den "politiske" krig, både hvad angår

berettigelse og indhold, langtfra var afsluttet. I årene

der fulgte, blev uddannelse af instruktører taget op af stadigt

flere amerikanske universiteter.

Set med europæiske briller kan historien om O&M på "amerikansk"

være mindre væsentlig, men uden at kende til

Richard E. Hoover er det som matematikeren, der ikke kender

Arkimedes, eller som blindelæreren, der ikke har hørt

om Louis Braille. Desuden er begivenhederne i USA et

10


udmærket lærestykke i, hvad der gik for sig internt i de

første europæiske lande, der gik seriøst i gang med O&M.

Begyndende O&M i Europa

Mobilitymæssigt har Europa ikke meget at prale af før

langt op i 1960'erne. Ligesom i Amerika havde enkeltpersoner

mere eller mindre på egen hånd arbejdet med mobility

med baggrund i artikler, eventuelt studiebesøg og egne

"opfindelser". Til tider var det bemærkelsesværdigt, men

det var ikke en organiseret model for træning og slet ikke

en træning af alle de synshandicappede, der kunne have

behov for det.

Blindeundervisning var både før og umiddelbart efter

2. verdenskrig i høj grad koncentreret i de oprindelige nationale

blindeskoler og institutter. Store, gamle og hæderkronede

etablissementer har ikke let ved at lægge kursen om

og ændre holdninger, og slet ikke når en modernisering

angår noget fundamentalt. De var konservative, på godt

og ondt. Integration eller inklusion i det omgivende samfund

var som oftest ikke øverst på målsætningslisten, når

nu det "gamle" velafprøvede system syntes at fungere.

Mobility var – sammen med andre områder – en forudsætning

for de ret nye tanker om uafhængighed, selvstændighed

og ligeværdighed.

Klientellet syntes også at ændre karakter. Hvor blindfødte

børn før var hovedmålgruppen, dukkede der nu flere og

flere synshandicappede op, også svagsynede med en større

visus end 0/60. De blev en betydelig gruppe, rent antalsmæssigt.

En ny gruppe blev synlig, nemlig de blindblevne,

hvad enten de nu kaldtes senblinde eller nyblinde. Med

velfærdssamfundets udbygning kom de til og krævede service.

De havde næppe før vist sig som kategori. Tilføjes kan

også de aldersblinde. I tiden forud var de ikke engang registreret,

i hvert fald højst som generelle sociale klienter. Det

11


logiske spørgsmål var, om der slet ikke var rehabiliteringsmuligheder

for dem.

Med 2. verdenskrigs afslutning, den begyndende opbygning

af velfærdsstaterne og de begyndende økonomiske opsving

var der basis for nytænkning, også på blindeområdet. Det

gjaldt også med hensyn til mobility. Starten i USA blev

bemærket, også i Europa. Anta Rymann fra Stockholm og

W. Kooyman fra Holland besøgte hver især Amerika omkring

1950, og de blev begge meget optagne af de nye tiltag

omkring mobility. Begge fik de en begrænset træning

og gik i gang med undervisning efter hjemkomsten. De var

i høj grad medvirkende til at initiere O&M i deres respektive

lande. For begges vedkommende var den fysiske teknik det

væsentlige (for eksempel er disciplinens navn i Sverige den

dag i dag "käppteknik"). I mange år herefter satte de et

meget personligt præg på mobility og på træning af

instruktører. I Sverige blev mobility en mindre del af den

generelle blindelæreruddannelse. I Holland var uddannelse

af instruktører af meget kort varighed og kan nærmest

betegnes som en vejledning. Både Holland og Sverige havde

fordelen af at få begyndt tidligt. Til gengæld kneb det

mere med at følge udviklingen både i USA og, efterhånden

som den kom i gang, også i det øvrige Europa.

Andre end de ovennævnte personer var begyndt andre steder

i Europa. Enkeltpersoner havde fået interessen og

havde været så heldige at få lov af arbejdsgiver til at arbejde

med mobility, dog ofte som ekstrajob ved siden af deres

"rigtige" arbejde på institutionen. Deres forudsætninger

var – mildt sagt – forskellige. På baggrund af nogle praktiske

personlige lektioner af en kollega, et kort studiebesøg

eller et par artikler fra fagtidsskrifter var de gået i gang

med at undervise. I sagens natur havde de kun mulighed

for at arbejde med få, frivillige klienter i den korte tid, der

var til rådighed. At lektionerne ikke betragtedes som særlig

nødvendige, når nu der ikke var afsat rigtig arbejdstid til

12


det, gav vel heller ikke klienterne tiltro til seriøsiteten, og

da kolleger ofte havde minimal tiltro til "spadsereture med

kæmpestokken" som et vigtigt rehabiliteringselement, så er

det bemærkelsesværdigt, at så mange evnede at holde

fanen højt. At de gjorde det på baggrund af en meget lille

mobilityuddannelse (eller ingen!), gør det endnu mere prisværdigt.

Uden ret megen hverken teoretisk eller praktisk

baggrund kan det heller ikke undre, at kvaliteten af deres

undervisning var svingende, men de var med til at bryde

isen for det tøbrud, der var på vej.

Midlands Mobility Center – MMC

Studiebesøg i Amerika havde som sagt været medvirkende

til de første famlende tiltag i Europa. Det studiebesøg, som

kom til at betyde mest – ja, faktisk alt – for den europæiske

mobilityudvikling, foretoges først i tresserne. Walther

Thornton sad i ledelsen for St. Dunstans, den britiske organisation

for krigsblinde. Han var selv blevet totalt blind

under krigen. Under et besøg hos kolleger i Amerika kom

han, vist nok ret tilfældigt, i kontakt med mobilityfolkene

og blev så interesseret, at han ønskede at få undervisning.

Han udtaler selv, at det var noget af en åbenbaring. Da han

igen var i England, havde han kraft og initiativ til at etablere

Midlands Mobility Center i Birmingham, som uddannelsessted

for mobilityinstruktører. St. Dunstans havde startpengene.

Walther Thornton havde politikken og energien.

Idéen var, at hvert county (amt) skulle kunne ansætte en

mobilityinstruktør, samt at skoler og institutioner for synshandicappede

ligeledes skulle udstyres med sådanne.

I 1966 kunne Midlands Mobility Center begynde at uddanne

instruktører. Ekspertisen kom fra USA, idet Stanley Suterko

blev ansat i startperioden. Han var en af de unge løver fra

det første amerikanske uddannelseskursus på Hines-centeret.

Hans erfaring med undervisning af både blinde og

instruktører var betydelig. Kombinationen af Thorntons

13


entusiasme og Suterkos ekspertise og selvfølgelig det positive

klima gjorde, at man undgik en discountløsning og fik

en institution, der blev så professionel, at den fik blivende

betydning.

Kursusperioden var tre måneder. Hertil kom en praktikperiode,

ligeledes på tre måneder. Kursisterne var en relativt

blandet skare i begyndelsen. Ud over ansatte fra institutionerne

med mere eller mindre tilfældig forudgående uddannelse

var det udefrakommende personer med varierende

forkundskaber på området. De så en mulighed for enten en

ny eller en ændret karriere. Da de blev en slags pionerer,

var resultatet, at de fik en identitet som mobilityinstruktører.

Netop det er antagelig grunden til, at man undgik den

skæbne, som mobility fik i mange andre lande, hvor et kort

kursus var blevet opfattet som nok til at lave det venstrehåndsarbejde,

som det var blevet anset for. Kursisterne fra

Birmingham fik tillid til, at de kunne noget, og at det, som

de kunne, var vigtigt. For dem blev mobility deres arbejdsområde,

ikke blot en tilfældig bibeskæftigelse som tillæg til

deres hovedbestilling. Det blev en profession at undervise

i mobility.

Starten af en regulær instruktøruddannelse i England blev

en milepæl i systematiseret mobilityundervisning. Det var

en kickstart. Fra at være et stort set amerikansk fænomen

blev begrebet internationalt. I hvert fald var indholdet nu

eksporteret til Europa. MMC (senere omdøbt til National

Mobility Center – NMC) blev fundamentet for den britiske

mobilityundervisning, men samtidig viste det sig, at det

også blev springbrættet for udbredelsen af mobility til det

øvrige Europa. Det var overskueligt for interesserede fra

andre europæiske lande at få bevilget et ophold på 3–6

måneder i England, både økonomisk og holdningsmæssigt.

Resultatet var, at deltagere, der havde fået deres mobilityforudsætninger

herfra, kunne kopiere konceptet for mobilityundervisning

efter at være returneret til deres hjemlande.

14


Danmark og mobility

Den tidlige mobility

Ligesom i andre europæiske lande var mobility noget, man

stort set kun havde hørt rygter om i Danmark. Men rygterne

om det amerikanske arbejde og lignende tiltag andre

steder kom også hertil. En oversat amerikansk artikel fra

1950 med en stor del mobilityelementer har tilsyneladende

dannet grundlag for en vis metode på Det Kongelige

Blindeinstitut. Der blev også afholdt personalekurser af et

par dages varighed med assistance fra Sverige. Mobility ser

ud til at have været et slags frivilligt tilvalg for eleverne,

når mulighed fandtes, men mobility lå ikke i den regulære

timeplan. Aktiviteten ser dog ud til at have været stigende,

sådan at mobility kan opfattes som fag i 1960'erne.

Mobilityunderviserne på Instituttet blev fortrinsvis de undervisere,

som allerede var ansat til andre funktioner. En del

faglærere var ansat med begrænsede timetal i enkeltfag,

f.eks. husgerning, keramik og vævning. At undervise i mobility

eller, som det ofte benævntes, stokketeknik eller orientering,

var for dem en god mulighed for at tillægge sig

et nyt kompetenceområde og dermed komme tættere på

heltidsansættelse. Gymnastiklærere og plejemødre (som

datidens socialpædagoger kaldtes) var også repræsenteret.

Absolut uden at forklejne det arbejde, denne blandede

skare udførte, så er det vel ikke helt forkert at sige, at deres

mobilitymæssige forudsætninger var noget mangelfulde.

Alligevel lykkedes det dem i 1960'erne at få placeret mobility

om ikke som regulært fag så som et tilbud til eleverne.

Især gruppen af senblinde, som sås mere og mere på Instituttet,

havde brug for støtte til at færdes. Her blev der

gjort en stor indsats af de ovennævnte.

Refsnæsskolen, som jo på dette tidspunkt – før integrationen

– tog hånd om al undervisning af synshandicappede

15


ørn, havde på mobilityområdet en udvikling, der lignede

den på Det Kongelige Blindeinstitut.

I det hele taget var 1960'erne en forandringens tid. Velfærdsstaten

var på vej fremad med turbo og hele "forsorgen"

og specialundervisningen var under forandring og

ikke mindst udbygning. De to statslige institutter – Refsnæsskolen

og Det Kongelige Blindeinstitut, som nu havde

skiftet navn til Statens Institut for Blinde og Svagsynede,

SIBS – blev i denne periode fuldstændig forandret, både

hvad angår opbygning og holdning. Der var blevet økonomiske

muligheder for at arbejde med nytænkning.

Refsnæsskolen ændrede sig fra at være en noget lukket

kostskole for blinde børn til at være et ressourcecenter

med ordet integration som mantra.

Statens Institut for Blinde og Svagsynede blev – ud over

at flytte fra Kastelsvej på Østerbro til nye bygninger på

Rymarksvej i Hellerup i 1968 – flere gange større og fik

mulighed for at arbejde med nye uddannelser og nye tiltag.

Man begyndte – hvad der i denne forbindelse er vigtigt –

at arbejde målrettet med social rehabilitering af senblinde.

Når kun de to statslige institutter – Refsnæsskolen og

Statens Institut for Blinde og Svagsynede – indtil videre er

nævnt, så er det ikke tilfældigt, da de dengang stort set var

de eneste udbydere af undervisning/rehabilitering af synshandicappede.

Dansk Blindesamfund var dog gået ind i

undervisningsarbejdet i kraft af udnyttelsen af "Lov om fritidsundervisning".

I foreningsregi foregik en stigende kursusvirksomhed

af forskellig art, herunder også dele, der kan

betegnes som kompenserende. Mobility var dog ikke et

emne. På Dansk Blindesamfunds feriehjem i Hobro blev der

introduceret fjortendageskurser for nyblinde. Her optrådte

mobility som undervisningsfag med "lånte" undervisere fra

Instituttet sammen med øvrige kompenserende fag som

16


punkt, maskinskrivning og praktiske fag som træarbejde,

syning, knytning m.m.

1960'erne, og til dels 1950'erne, gav nogen plads til emnet

mobility. Fagets status var begrænset. En af grundene var,

at underviserne til en vis grad var personale, som havde

"overskydende" timer, og at disse undervisere selv var klar

over, at de manglede en del uddannelsesmæssig baggrund

for at arbejde med faget.

Hos flertallet af blinde, især hos de voksne blindfødte, var

entusiasmen overskuelig. Man ville ikke skille sig ud ved at

"fægte rundt" med den "lange hyrdestav". Uden at forstå

principperne tilstrækkeligt og uden at have gennemgået

basal træning betragtede mange mobility som et påfund

fra de seende og havde derfor en ret negativ holdning.

Der var brug for en nyorientering og en opgradering af

mobility. Etableringen og opbygningen af Senblindeafdelingen

på Statens Institut for Blinde og Svagsynede var

antagelig den udløsende faktor. Rent mobilitymæssigt var

der elementer, som man ikke mestrede. Klientellet blev et

andet. Noget overfladisk kan man sige, at mobility hidtil

havde været et tilbud til de mest aktive synshandicappede.

Indholdet havde været en praktisk teknik, der kunne bruges

af de interesserede. Teknikken havde vist sig effektiv for

friske, yngre og oftest blindblevne mennesker, men den

havde sin begrænsning for adskillige af de undergrupper

af synshandicappede, der efterhånden kom i kontakt med

rehabiliterings- eller undervisningssystemet. Hvad var ikke

mindst disse nye gruppers behov, og hvilke undervisningsmetoder

skulle bruges? Hvilken metodik skulle anvendes i

undervisningen, for at så mange synshandicappede som

muligt kunne få et positivt udbytte?

Var målet med mobility blot at give den blinde mulighed

for at komme relativt sikkert fra punkt A til punkt B? Eller

17


var det store mål – sammen med mange andre elementer –

at give den synshandicappede et større mål af uafhængighed?

Efter 1970 – den faglige opbygning

Den lange stok (noget fejlagtigt også kaldet mobilitystokken)

var grundlaget for opstarten af faget mobility i oprindelseslandet

USA. Det var den også i Danmark. 1960'ernes

begyndende undervisning i at færdes som synshandicappet

havde nok anvendt stokke af en passende længde, men

udformningen var mindre standardiseret, og begrundelsen

for udformningen af den svævede noget. Med mobilityundervisningens

vendepunkt og begyndelsen på længerevarende

instruktøruddannelse i 1970 kom samtidig stadfæstelsen

af, at stokken til anvendelse i mobilityundervisning

var den med golfhåndtag, nylonspids, reflekterende

hvid tape og fremstillet af en passende metallegering.

Efter en start med import af et passende antal engelske

stokke gik man over til at fremstille dem på værkstedet

på Statens Institut for Blinde og Svagsynede.

Nu var så både autoriseret stok og autoriseret teknik stadfæstet.

Sammen med ledsageteknik var der et fast grundlag

for mobility. Netop ordet mobility blev på det nærmeste

indført som fagbetegnelse omkring dette tidspunkt. Førhen

havde man nok til tider anvendt ordet, men betegnelser

som stokketeknik og orientering var mere dagligdags

brugt. Det lå i luften, at indførelsen af betegnelsen mobility

også markerede nye tider for området. Få var begejstrede

for det importerede engelske ord, men opfindsomheden til

at opfinde en mere dækkende og mere danskklingende

betegnelse rakte ikke. En intern konkurrence med det formål

blev oven i købet udskrevet, endog med en hel flaske

whisky som præmie; men der blev aldrig gjort krav på

præmien. Efter 35 år er der næppe grund til at forvente

en præmieudbetaling, så navnet forbliver nok mobility.

18


Ved udflytningen fra Østerbro til Hellerup havde Statens

Institut for Blinde og Svagsynede fået plads og økonomiske

muligheder til at udvide aktiviteterne kraftigt, blandt andet

med en senblindeafdeling, der kun havde eksisteret i meget

begrænset omfang på det gamle institut. I opbygningen af

denne afdeling kom mobility til at spille en væsentlig rolle

i rehabiliteringen af nyblinde.

Springet fremad skete, da en medarbejder i 1970 fik en regulær

instruktøruddannelse på MMC i Birmingham. Efterdønningen

heraf var, at Statens Institut for Blinde og Svagsynede

etablerede, hvad der skulle blive en årligt tilbagevendende

instruktøruddannelse (se herom i kapitlet om

instruktøruddannelse). Der kom uddannede instruktører.

Indholdet i den mobilityundervisning, der blev givet, havde

i sin grundsubstans samme indhold, som den stadig har i

dag. Det var grundlæggende en indlæring af stokketeknik,

som så udbyggedes i forhold til de krav og muligheder, som

den enkelte elev havde. Ledsageteknik, trafikindlæring, orientering,

høretræning og et antal andre delelementer blev

dele af undervisningen. Det var måske ikke nogen nyhed,

men blev nu en legitim og erkendt del af et undervisningsforløb

i faget mobility.

Indholdet i et typisk undervisningsforløb lå dengang ret

fast. Der var faktisk et undervisningsprogram, som oftest

blev nogenlunde fulgt, også selv om der ikke gik oceaner af

tid, før instruktørerne fandt ud af, at eleverne uheldigvis

ikke nødvendigvis passede til undervisningsprogrammet.

Men de nyuddannede instruktører fik en nogenlunde fast

grund under fødderne. Selv om vejledningen nok blev

brugt lidt for slavisk, så var den en støtte for udøverne af

dette nye fag.

Det må hele tiden tages i betragtning, at mobility omkring

1970 var udfordrende og spændende og også meget nyt.

19


Selv om stokketræning/orientering jo var forekommet en

halv snes år før, så var den nye status som fag med nyt navn

og med en regulær instruktøruddannelse en nyskabelse. I

hvert fald følte de nye instruktører sig som en slags pionerer

med den dertil tilhørende smånervøsitet og ønske om

"at gøre det rigtigt".

De første elever, der fik undervisning efter det nye mobilitysystem,

var standardelever, altså de synshandicappede, der

kunne passe ind i systemet. Som oftest var de totalt blinde,

og som oftest var de senblinde. Det gav gode, hurtige og

effektive resultater, og på sin vis kom de til at bevise værdien

af mobility.

Men blinde er ikke standardelever. Det blev hurtigt klart, at

blindfødte og senblinde, svagsynede og blinde, gamle og

unge ikke kunne indpasses i nøjagtigt det samme mønster.

Efterhånden som forskellige mennesker fik undervisning,

måtte systemet modificeres og tilpasses til den enkelte i stedet

for at forsøge at tilpasse den enkelte til systemet. Det

er næppe et pædagogisk columbusæg, men modificering

af elementer er ikke den første prioritet, når der arbejdes

hårdt på at få nye ting til at virke. Der gik dog ikke lang

tid, før instruktørerne begyndte at "snyde" for at opnå

resultater, men "snyd" blev diskuteret kollegialt. Denne

gensidige erfaringsudveksling var en stor støtte, og efterhånden

fik instruktørerne tilstrækkelig selvtillid til at vælge

den bedste metode i stedet for den autoriserede, når tingene

ikke passede sammen.

Eksempelvis begyndte der at komme flere svagsynede som

mobilityelever. Undervisningsresultaterne var sværere at se,

hovedsageligt fordi resultaterne kunne være begrænsede.

Det var ikke umiddelbart logisk, at den samme stokketeknik

plus en delvist brugelig synsrest ikke i højere grad skulle

kunne give en friere og sikrere færdselsevne. Instruktørerne

havde ikke en standardmetode her.

20


Derfor anvendtes ofte den samme undervisningsmetode,

som blev brugt i undervisningen af helt blinde elever.

Antagelsen var, at hvis eleven blev blændet med sorte briller,

kunne en indlært blindeteknik anvendes til at færdes

med, og så kunne restsynet bruges som en ekstra hjælp i tillæg.

Det gav to problemer. Det første problem var, at restsyn

og stokketeknik ikke i praksis var umiddelbart let at

koordinere, hvilket instruktørerne ikke var tilstrækkeligt

opmærksomme på. Det andet problem var ikke praktisk,

men psykisk. At blænde en nyblind elev af med sorte briller

var yderst problematisk, også selv om eleven forsøgte at

forstå bevæggrunden. Tror instruktøren, at jeg bliver blind?

Er det sådan, blindhed opleves? Jeg er ikke blind, jeg ser

bare dårligt! Det var spørgsmål og overvejelser, som eleven

uundgåeligt måtte stille sig selv eller instruktøren. I hvert

fald var det svært for eleven at koncentrere sig om undervisningen.

Først et par år ind i 1970'erne blev praksis med

brug af sorte briller i almindelig undervisning af svagsynede

forladt eller reduceret til undtagelsen.

Efterhånden som der kom flere Instruktører på Statens

Institut for Blinde og Svagsynede, var der mulighed for at

undervise et bredere udsnit af klientgrupper i mobility.

Hvor der før ikke havde været megen praktisk mulighed

for at undervise elever, der ikke havde behov for at benytte

lang stok, blev det nu muligt også at give færdselstræning

til de elever, der "så godt", eller som af andre grunde –

f.eks. forskellige former for multihandicap – ikke passede

ind i grundsystemet. Hvordan kunne der undervises i brug

af markeringsstok? Hvor megen vægt skulle der lægges på

orienteringen i forhold til den fysiske sikkerhed? Var høretræning

virkeligt et emne – og i givet fald hvordan? Det

var nye situationer og nye udfordringer for mobilityinstruktørerne,

men med gensidig støtte, åbenhed, faglitteratur

og en stigende faglig selvtillid blev en fastere mobilitymæssig

platform etableret i begyndelsen af 1970'erne.

21


Den mest synlige mobilityudvikling på den tid foregik på

Statens Institut for Blinde og Svagsynede, ikke mindst fordi

Instruktøruddannelsen foregik der. På Refsnæsskolen forløb

udviklingen nogenlunde parallelt, med den undtagelse,

at fokusgruppen var blinde børn, hvor Statens Institut for

Blinde og Svagsynede rettede sig mod voksne og unge.

Men begge institutter var statsligt finansierede institutioner.

Synshandicappede, der ikke var elever her, havde stort

set ingen mulighed for mobilityundervisning.

Dansk Blindesamfund (DBS) havde som interesseorganisation

i 1960'erne arbejdet kraftigt på at sikre generelle kursusmuligheder

for synshandicappede. Vigtigst ude i kredsene

– ved siden af det organisatoriske – var det kulturelle

arbejde, som manifesterede sig i aftenskolekurser og studiekredse.

Den relativt nye "Lov om fritidsundervisning" spillede

her en betydelig rolle. Ligeledes gennemførtes adskillige

kortere kurser på DBS’ feriehjem i Hobro.

I den voksende aktivitet på dette område blev handicapkompenserende

emners betydning større og større, især

i forhold til senblinde. For denne gruppe havde betjeningen

ikke tidligere været betydelig. Eksempelvis iværksattes senblindekurser

af to til tre ugers varighed på feriehjemmet

i Hobro. Efterhånden som begrebet mobility blev mere og

mere kendt i slutningen af 1960'erne, kom mobility da også

til at figurere her, i hvert fald som grundform af stokketeknik.

Dansk Blindesamfund og mange af dets medlemmer havde

dengang blandede følelser over for mobilityundervisning.

Lettere nedladende følelser over for dette nye gav sig udtryk

i bemærkninger om, at man da ikke ville "gå og fægte

med sådan en hyrdestav", at man ikke ville "se mere blind

ud end højst nødvendigt", og at "vi andre lærte selv at

klare os". Det er næppe en overdrivelse at sige, at mobility

ikke havde nogen tårnhøj status hos veteranmedlemmerne.

22


Imidlertid var der flere og flere synshandicappede, der havde

fået i hvert fald nogen form for mobilityundervisning.

De havde erfaret de positive sider herved og var med til at

fremme ønsket om flere muligheder ude i kredsene, så DBS

begyndte at arbejde mere positivt med at skaffe undervisningstilbud.

Omkring 1970 aftaltes det, at Statens Institut

for Blinde og Svagsynede skulle køre nogle korte instruktørkurser

med forankring i DBS. Denne plan ændredes dog, så

DBS i stedet fik pladser på den regulære Instruktøruddannelse.

I 1971 uddannedes de første tre instruktører med tilhørsforhold

til DBS. Det var hensigten, at landet skulle dækkes

med lokalinstruktører i de følgende år, om end i et stormasket

net med en halv snes instruktører.

Den grundlæggende idé var, at disse instruktører skulle

arbejde freelance under "Lov om fritidsundervisning" i forbindelse

med et etableret oplysningsforbund, oftest i DBS’

eget Blindes Oplysningsforbund, hvis man havde et sådant i

kredsen. Lønnen pr. undervisningstime var rimelig, men der

var absolut ingen sikkerhed for arbejde. Det afhang af

efterspørgselen, og selv om instruktørerne havde et fint

samarbejde med blindekonsulenterne, var det usikkert at

basere hele sin indtjening på mobilityundervisning alene.

Yderligere var transporttid mellem klienternes bopæle et

uafklaret spørgsmål, ligesom dækning af transportomkostninger

var det.

Undervisning lokalt var en ny form for instruktøren og selvfølgelig

også for eleven. Udgangspunktet var elevens eget

hjem, og for mange elever kunne det være ganske vanskeligt

at opfatte det "at gå tur" i omegnen som en indlæringssituation.

At bruge en lang, hvid stok kunne desuden

være en alvorlig personlig psykisk overvindelse for eleven,

når det skulle foregå på egen villavej og med en fremmed

person i hælene. Instruktørens rolle var ikke nødvendigvis

umiddelbart forståelig, og han blev tit opfattet som besøgsven,

hjemmehjælper eller kontrolfunktion.

23


Instruktørerne opdagede snart, at der hørte en grundig

snak og orientering med for at komme ind til det umiddelbare

formål med at lære eleven færdigheder til, at han

kunne færdes selvstændigt. De første elever var de ivrige

synshandicappede, der havde grundige forventninger til

mobility og ofte havde stået på venteliste til dette nye, som

de havde hørt om. Men snart kom også de helt nyblinde på

banen. Instruktørerne kom på deres side ud i forhold, som

de ikke havde påregnet, og med eller uden uddannelsesmæssige

forudsætninger kom de ud for problematikker,

som rakte ud over direkte mobilitymæssig færdighedsindlæring

og nærmede sig generel rehabilitering. Eleven skulle

overtales eller overbevises, og alene den situation at være

i elevens eget hjem var vanskelige startforhold, når eleven

kunne være ganske usikker på denne fremmede persons

rolle. Det kunne tage adskillige kopper velment kaffe at

komme til en umiddelbar forståelse.

De landsdækkende institutioner fik godt tag på mobilityundervisningen

i starten af 1970'erne, og meget hurtigt efter

var de lokale mobilityinstruktører i Dansk Blindesamfunds

regi på banen. Der var en betydelig omtale af resultaterne.

Det bevirkede at andre spillere kom på banen. Blindehjemmet

Bredegård (nu Blindecenter Bredegård) i Fredensborg

fik midler til at få uddannet folk, og om end drypvis kom

der instruktører fra andre institutioner, bl.a. fra Solgavehjem

og andre plejehjem.

Umiddelbart før udlægningen af særforsorgen til amterne

i 1980 blev der uddannet instruktører fra hver af de daværende

centralinstitutioner under Statens Åndsvageforsorg.

Der var de bedste viljer, men ledelserne havde – selv om de

var positive – ikke helt forstået, at faget mobility ikke var et

øjebliksbillede, men en proces, der krævede et tidsforløb og

det oven i købet med èn til èn-undervisning. De havde ikke

nødvendigvis de tilstrækkelige personaleressourcer, men det

gjorde en positiv forskel, at opmærksomheden via en

24


uddannet instruktør blev rettet mod de synshandicappede

klienter.

Som i andre lande var opmærksomheden i mobilityundervisningens

opstartsperiode rettet mod totalt blinde, som

i øvrigt var fysisk velfungerende. I takt med, at antallet af

mobilityinstruktører steg, blev der mulighed for at rette

opmærksomheden mod synshandicappede, der ikke passede

helt ind i denne gruppe. Op gennem 1970'erne blev det

efterhånden muligt at brede undervisningen ud, så også

andre grupper af synshandicappede kunne tilbydes mobilityundervisning.

Først og fremmest var der gruppen af ældre, som førhen

havde fået en mildest talt sporadisk betjening. Antalsmæssigt

var det oven i købet den største potentielle klientgruppe.

Instruktørens målsætning for undervisningen var den

samme som for "standardeleven", men metodikken var forskellig.

De ældre, ofte senblinde, klienter havde ofte meget

små forventninger til udbyttet af undervisningen. Det, som

instruktøren tilbød, kolliderede med klientens egne fordomme

over for synshandicap og mulighederne for selvstændig

mobilitet. Det var tilsyneladende dengang mere

udtalt end senere, hvor begrebet mobility blev mere kendt.

Også dengang var macula-degeneration hovedårsagen til

nedsat syn hos ældre. Det kunne være mindre forståeligt

for klienten at opfatte sin mobilitet som undervisningskrævende,

når han trods alt som oftest var i stand til at se

"noget". Instruktørens sædvanlige undervisningsmiddel –

den lange stok – var ikke hensigtsmæssig i alle tilfælde.

Mobility uden stok eller med markeringsstok havde ikke

haft den største plads i datidens instruktøruddannelse.

Undervisningsmetoden måtte tilpasses i forhold til klientens

alder og synsrest. Klienten måtte ofte overtales til at "prøve"

undervisning, før han accepterede. Et positivt resultat

af undervisningen var på ingen måde sikkert.

25


Ud over blindekonsulenten var mobilityinstruktøren ofte

den eneste fagperson, som den nyblinde kom i kontakt

med i den første tid efter synsnedsættelsens indtræden.

Det var ikke mindst tilfældet, når det drejede sig om ældre

senblinde. I hvert fald havde senblindekurser, hvad enten

de var arrangeret af DBS eller af Statens Institut for Blinde

og Svagsynede, langtfra kapacitet til alle. Mobilityinstruktøren

fik i de første undervisningsforløb ret hurtigt spørgsmål,

der ikke kun var rent mobilityfaglige, og de fik øje på

problemer af anden art.

Emner af praktisk art blev mere og mere påtrængende.

Faget ADL, som kort tid senere blev defineret indholdsmæssigt,

trængte sig på. Instruktørerne havde ingen uddannelse

i fagets emner, men enkeltelementer fik de hurtigt kendskab

til i kraft af "sund fornuft" og erfaringsopsamling, så

"gode tips" blev naturligvis givet videre til klienterne, også

dem, der ikke passede ind i en standard mobilityundervisningsplan.

Imidlertid fik mobilityinstruktørerne hurtigt en

følelse af, at de ikke havde tilstrækkeligt med systematiseret

viden på dette område. Instituttet iværksatte derfor i

1974 fireugers ad hoc-kurser i ADL, og i løbet af få år havde

de fleste freelance mobilityinstruktører et fastere grundlag

for at give denne undervisning, som oftest i forbindelse

med mobilityundervisningen. I praksis blev lokalinstruktørerne

i løbet af 1970'erne mobility- og ADL-instruktører,

selv om stillingsbetegnelsen i mange år vedblev at være

mobilityinstruktør.

Efter 1980 – og udlægningen

Ved slutningen af 1970'erne var det lykkedes at få dækket

Danmark nogenlunde med mobilityinstruktører. Ganske vist

var nettet meget bredmasket og dermed ganske sårbart, og

det bestod hovedsagelig af et antal enkeltpersoner, der arbejdede

på freelance basis. Blindeinstitutionerne var nogenlunde

forsynede, men her var instruktørerne trods alt

26


fastansatte. Antallet af ydede mobilitylektioner på landsbasis

var, om ikke dækkende, så dog antageligt.

Men ændringer og forbedringer var på vej. Det store ord

var "udlægning". Fra 1980 overgik ansvaret for særforsorgen

til amterne. Selv om udlægningen havde været undervejs

en tid, var de amtslige forberedelser på blindeområdet

– med enkelte undtagelser – ikke nået særligt langt. Det lå

dog i luften, at der skulle etableres synscentraler eller i

hvert fald en amtsligt organiseret service.

Amterne skulle betjene både børn og voksne. Børneområdet

var for skoleområdet allerede stort set dækket ind via

synskonsulenterne, som for flertallets vedkommende allerede

arbejdede amtsligt og var bosat regionalt. En del af dem

var også mobilityinstruktører. Ellers samarbejdede de med

den lokale freelance mobilityinstruktør. Voksenområdet

havde, ud over de spredte freelance mobilityinstruktører,

hidtil kun været dækket af Senblindeafdelingen på Instituttet

for Blinde og Svagsynede (ordet "Statens" var ved

udlægningen gledet ud af navnet og akronymet blevet til

IBS) og af Dansk Blindesamfunds kurser, som varede to til

tre uger. Det forventedes, at indsatsen på dette område

ville blive væsentligt forstærket ved ansvarsovergangen til

amterne.

Imidlertid var der ikke uddannet personale til dette arbejde

og til de nye stillinger, som forventedes oprettet. Ud over

de medarbejdere, som arbejdede på institutionerne, og

havde erhvervet deres kvalifikationer fortrinsvis via

"mesterlære", og som måtte ønske at skifte arbejde til det

nytilkomne amtslige system, var der kun de lokale mobilityinstruktører,

som dog ofte havde suppleret mobilityinstruktøruddannelsen

med et ADL-kursus. Især var der behov

for folk til at arbejde på voksenområdet. Mobilityuddannelsen

blev derfor omlagt i 1980 og sammenlagt med ADL-kurset,

så den kunne indgå som uddannelse for de nye medar-

27


ejdere i det amtslige regi. Det erklærede mål med omlægningen

var at bibeholde indholdet i den foregående mobilityuddannelse,

tilføje og konsolidere indholdet af ADL-kurset

samt øge andelen af teoretiske timer væsentligt. Oftalmologi,

optik, audiologi, kommunikation, psykologi og sociale

fag fik timetal, der gjorde det muligt ikke blot at strejfe

emnerne. Ligeledes blev der skaffet plads til flere institutionsbesøg.

Instruktørerne skulle med andre ord klædes på

til at dække et bredere område som synsmedarbejdere.

I de fleste amter samledes den lokale ekspertise om synshandicappede

gradvist i et team – formelt eller uformelt –

så de til en vis grad kunne støtte og supplere hinanden.

Denne begyndende samling dannede grundstammen i det,

som udviklede sig til synscentraler eller enheder med andre

navne, men med stort set samme funktion.

De lokale mobilityinstruktørers arbejde ændrede karakter.

Funktionen var naturligvis stadig at undervise i mobility.

De fleste havde dog allerede taget kurset i ADL, så de dækkede

både mobility- og ADL-området. Ud over den direkte

undervisning blev instruktørerne ofte pålagt diverse opgaver,

som ikke havde med direkte undervisning at gøre.

Eksempelvis havnede bevillingsansøgninger på hjælpemidler,

der ikke traditionelt hørte under den smalle definition

på mobility og ADL, ofte på instruktørernes borde. Også

indretning af gaderum og bygninger med hensyn til synshandicappede

blev instruktørerne bedt om at arbejde med.

Faktisk fik vokseninstruktørerne efterhånden tillige både

borde og kontorer og dermed en arbejdsplads som

udgangspunkt for aktiviteterne i stedet for deres eget

spisebord.

Denne lokale udvikling på synsområdet gav bredere service.

Antallet af brugere steg gradvist, efterhånden som opbygningen

af synscentralerne var kommet i gang. I særdeleshed

voksede antallet af ældre synshandicappede, der nu kom

28


i kontakt med de amtslige muligheder. Til en vis grad var

dette en ny klientgruppe for instruktørerne. Ikke, at der

ikke havde været ældre mennesker blandt klienterne før,

men der kom langt flere f.eks. 6/60-ere med macula-degeneration.

Denne ældregruppe havde andre behov.

Mobility havde i det foregående årti hovedsagelig været

mobility med lang stok. Efterhånden som der skete en udvidelse

af det nære servicetilbud, steg behovet for mobility

for svagsynede. Klientmængden steg hurtigere end ansættelsen

af flere instruktører, og ventelisterne blev længere.

Instruktørerne var efterhånden blevet til synskonsulenter

for voksne/børn og var pålagt at dække hele området,

mobility, ADL, visse hjælpemidler, dele af kommunikation,

osv., så den tid, der var til rådighed, måtte prioriteres. En vis

generel rådgivende funktion kom desuden naturligt ind i

det blandede funktionsområde. Blindekonsulentfunktionen,

der var styret fra DBS, var dog stadig eksisterende, og der

var oftest et udmærket samarbejde mellem de to grene.

Ikke alle mobilityinstruktører var lige godt klædt på til at

undervise i mobility på svagsynsområdet, og da multikonsulentfunktionen

udvikledes både mht. klientantal og tid,

kom tidskrævende mobility for svagsynsgruppen ikke nødvendigvis

i første række. Svagsynsmobility var en underprioriteret

del af instruktøruddannelsen, så konsulenternes

incitament til at nedprioritere svagsynsgruppen i det daglige

arbejde var måske nærliggende. Da det ydermere krævede

et betydeligt tidsforbrug, og resultaterne umiddelbart

var mindre synlige, samt at svagsynede ofte skulle "overtales"

for at forstå nytten, var det klart nok den mere traditionelle

lang-stok-mobilityundervisning, der stod øverst på

mobilitydagsordenen.

Blindeinstitutionernes mobilitydækning kan vel nærmest

betegnes som jævnt fremadskridende. 1970'erne havde

givet faget status, og antalsmæssigt var timetallet på et

29


væsentligt niveau. 1980'erne gav ro til at konsolidere og få

hold på praksis. Der var reelle tilbud til de synshandicappede,

der var tilknyttet institutionerne, og der var plads til at

arbejde.

Det "nye" var den gradvise spredning til klientgrupper, der

ikke var taget i betragtning før. Multihandicappede – sagt

bredt – begyndte at optræde oftere i undervisningssituationer.

Umiddelbart før udlægningen fik den daværende Statens

Åndsvageforsorg som nævnt uddannet et antal

instruktører, så flertallet af centralinstitutionerne havde en

instruktør. Selv om de i begyndelsen kunne have svært ved

at få normeret tid til mobilityundervisning, var begyndelsen

i hvert fald gjort, og nødvendigheden erkendt. Døvblindeområdet

blev bevidst om mobilitybehovet. Ganske vist blev

der kun uddannet få instruktører med netop disse specialer,

men de lokale mobilityinstruktører gik i stigende grad ind

i dette arbejde. Ligeledes fik fysisk handicappede i større

grad vejledning og undervisning i relevante dele af mobility.

Større opmærksomhed blev de ældre og gamle klienter

til del i retning af mobilityundervisning.

I det hele taget blev der mere plads til at udbrede området

med service til klienter, der ikke umiddelbart var kandidater

til almindelig lang-stok-mobility, som i mobilityundervisningens

første år var udgangspunktet og hovedmængden i

undervisningen. Specialiseret uddannelse for instruktører

med henblik på de klientgrupper, der ikke faldt ind under

den misvisende overskrift "almindelig mobility", var der

ikke meget af, men instruktørerne blev efterhånden bedre

til at kombinere foruderhvervet viden om arbejdet på disse

områder med undervisning i mobility. Den generelle erfaring

med mobilityundervisning gjorde efterhånden også

instruktørerne så trænede, at de kunne og turde afvige

fra "standardmetoder" og bevæge sig ind på forsømte

områder.

30


En opsummering af mobilityundervisningen i 1980'erne har

visse overordnede punkter, selv om der naturligvis ikke er

markante skillelinjer til de tilgrænsende perioder. Overordnet

kom der i perioden en udvidelse af mulighederne for

undervisning og en bedre dækning på landsplan.

Blindeinstitutionerne havde i det forudgående tiår etableret

sig mobilitymæssigt. De havde opbygget et system og

selv om både kvantitet og kvalitet kunne tåle et ekstra trin,

var der et grundlag at bygge på. Faglig udvikling er vel

betegnende for perioden. Inspirationen og innovationen

var kommet fra udlandet, især fra de engelsktalende lande.

Det gik efterhånden op for mobilityfaggrupperne, at man

ikke havde grund til mindreværdsfølelse over for udlandet.

Måske var de danske instruktører i mindre grad de specialuddannede,

akademiske eksperter, som de førende talsmænd

var i deres respektive lande. Men Danmark havde

bredden. Intet andet land havde en bredere dækning,

og Danmark var efterhånden stort set i stand til at tilbyde

mobilityundervisning til alle ansøgere.

Synscentralernes opkomst gav en gradvis udvidelse af

undervisningstilbud til de synshandicappede, hvilket især

var værdifuldt for gruppen af nyblinde. Det var især de

ældre, der fik gjort brug af de nye muligheder, efterhånden

som der kom skred i synscentralernes opbygning, ikke

mindst fordi undervisning og vejledning kunne ske lokalt.

Mobility var en særdeles vigtig ingrediens, hvilket ikke var

unaturligt, da de første medarbejdere på synscentralerne

oftest var mobilityinstruktører, der for flertallets vedkommende

var de forhenværende freelance instruktører.

Efterhånden som synscentralerne etablerede sig fastere

med hensyn til opbygning og arbejdsområde, gik medarbejderbetegnelsen

mange steder fra mobilityinstruktør til synskonsulent

(for voksne). At denne varedeklaration kom til at

passe bedre for indholdet, indebar dog ikke nødvendigvis

31


nogen nedprioritering af mobility, men snarere en opgradering

af andre arbejdsområder i tilbuddet til synshandicappede.

Den store udvidelse af tilbud til synshandicappede i

1980'erne var generelt en stor landvinding. Freelance mobilityinstruktøren

var ved at være en saga blot, og langt de

fleste var overgået til fast ansættelse.

Efter 1990 – mobility som helt konsolideret fag

1960'erne betød en introduktion til mobility og træning

i stokketeknik til visse blinde. 1970'erne sparkede mobility

fremad og gav undervisningsmuligheder i de fleste landsdele

og institutioner. 1980'erne dækkede landet med amtslige

synscentraler, som gav en langt bredere dækning med

mobilityundervisning, ofte kombineret med andre discipliner

i rehabilitering og undervisning.

Hvad var så 1990'ernes betydning på mobilityområdet? Jo,

status for mobility kom nok lidt mere ned på jorden. I hvert

fald fra begyndelsen af 1970'erne var mobility det nye, det

spændende. Ind i 1980'erne var mobilityinstruktørerne i forreste

række som ansatte ved etableringen af synscentralerne.

Da så instruktørerne fik mange forskelligartede opgaver

i denne forbindelse, gik deres status fra at være mobilityinstruktører

med tillægsopgaver over til at være instruktører

med flere arbejdsområder, hvoraf blot ét af dem – om end

et vigtigt – var mobility. Mobility blev ikke nedprioriteret,

men de øvrige arbejdsområder blev en mere betydelig del

af det daglige arbejde.

1990'erne gav vokseværk for synscentralerne, og der kom

flere og flere opgaver ind i den almindelige funktion. Der

blev ansat folk, som ikke nødvendigvis havde – eller fik – en

uddannelse som instruktør. I de fleste tilfælde fik man dog

denne uddannelse senere. Det var i høj grad det ønskede,

at alle klientorienterede medarbejdere arbejdede parallelt,

men da synscentralerne efterhånden måtte dække stadigt

32


flere klientgrupper, blev en vis specialisering stadigt mere

udtalt. Denne specialisering kunne desuden i høj grad

bruge specialister med andre grunduddannelser eller med

arbejdserfaring fra andre handicapområder. Synscentralerne

fik flere varer på hylderne.

Mængden af mobilityarbejde steg næppe i synderlig grad.

Medarbejderantallet steg, men den forbedrede indsats for

synshandicappede spredtes over et større felt. I sin helhed

var det en væsentlig forbedring, men set fra mobilitysynspunktet

alene var dækningen her næppe øget. Et overslag

fra 1990'erne over ydede mobilitytimer på landsplan viser,

at antallet næppe var større end i 1980'erne. Mange af de

nye medarbejdere fik ganske vist en instruktøruddannelse,

som også var et værdifuldt element i deres generelle arbejde,

men den enkelte medarbejder måtte dele arbejdstiden

mellem flere opgaver. At flere medarbejdere i realiteten

delte det samme antal ydede mobilitytimer, kunne give anledning

til at antage, at den enkeltes undervisningserfaring

på netop mobilityfeltet blev minimeret. Dog var der stadig

væsentlige forskelle i de enkelte synscentralers tilbud.

Det større medarbejderantal på de enkelte synscentraler

medførte, at der blev sat spørgsmålstegn ved, om det var

nødvendigt, at alle klientmedarbejdere var eller blev uddannet

som mobilityinstruktører. Få var i tvivl om, at det var

et plus for den enkelte medarbejder at have et grundigt

kendskab til mobility, men pengene var problemet. Uddannelsen

tog tid, og denne tid tillige med undervisningsbidraget

var på arbejdsstedets bekostning. Når antallet af medarbejdere

var tocifret, og opgaverne var mange og forskellige,

kunne strukturen måske med fordel fordeles anderledes.

De landsdækkende institutioner kunne have de samme

overvejelser.

Et andet spørgsmål i disse overvejelser var, om det var en

korrekt fordeling af omkostningerne, at så stor en del af

33


videreuddannelsesudgifterne anvendtes med "mobility og

ADL-instruktøruddannelse" som overskrift. Brugen af

instruktøruddannelsen som det altovervejende grundlag for

arbejde på en synscentral var vel i første række forårsaget

af, at det – stort set – var den eneste medarbejderuddannelse

på blindeområdet, når der ses bort fra de få moduler

under speciallæreruddannelsen, som blev gennemført. Der

var dog enighed om, at den eksisterende kvalitet af instruktøruddannelsen

ikke måtte forringes. (Se under Instruktøruddannelsen).

1990'erne medførte ikke nogen dramatisk ændring på

mobilityområdet i forhold til det foregående årti. Generelt

kan det vel betegnes som "business as usual" med det forbehold,

at billedet efterhånden var sværere at generalisere

på grund af den tiltagende forskellighed på de forskellige

arbejdssteder. Men det er næppe forkert, at der kom en stigende

opmærksomhed på vægtningen af mobility.

34


Mobilityhjælpemidler

Den hvide stok

I 1930 gjorde byen Peoria i Illinois, USA, den hvide stok til

færdselsmærke for blinde. Bilister skulle holde tilbage og

i øvrigt tage hensyn. Hele staten fulgte efter i løbet af året.

Amerikanerne betragter dette som den første officielle

"introduktion" af den hvide stok.

Franske Guilly d'Herbemont skulle efter sigende i 1931 have

udleveret hvide stokke til blinde. Det skulle oven i købet

have været i overværelse af indtil flere ministre. Hun beskrives

i en biografi som "Den hvide stoks moder".

Sandelig om ikke en anden franskmand, Jean Delage, også

beskrives som "Den hvide stoks opfinder". Det skulle ganske

vist være sket efter 2. verdenskrig.

Hvad enten det er den ene eller den anden, der har fadderskabet,

eller der på en eller anden måde har været en form

for gensidig information, så er det fælles, at begrebet "den

hvide stok" er opstået i den tidsperiode. Ligeledes står det

fast, at stokken er en markering af synshandicap og ikke,

hvad vi i dag forstår ved et mobilityhjælpemiddel. Gamle

billeder og tekster har ofte forbundet blinde med stokke,

men ændringen ligger i, at den hvide farve på stokken

kommer til at markere blindhed.

Den amerikansk opfundne stok skulle endvidere have en

rød spids. Ingen kender grunden og det er sikkert en tilfældighed,

der blot skulle forstærke markeringen. Senere hen

blev det – igen sikkert tilfældigt – skik i Danmark, at en

hvid stok skulle have 2 røde bånd på skaftet. De fleste

lande har ikke denne røde markering. Storbritannien forsøgte

på et tidspunkt at indføre, at en markering med to

røde striber stod for døvblindhed.

35


Stokkens form har ikke været standardiseret. En hvid spadserestok

har vel været begyndelsen, men efterhånden er

det gået i retning af den tyndere metalstok, sammenklappelig

eller fast. Efterhånden som markeringsstokken blev

mere og mere almindelig som kendemærke for synshandicappede,

blev den tyndere firdelte sammenklappelige stok

den mest udbredte til markering.

Da anvendelsen af den hvide stok med indførelse af pendulteknikken

efterhånden vandt frem som direkte mobilityhjælpemiddel,

måtte den opfylde minimum ét krav, nemlig

at den havde den korrekte længde. Som standard var den

faste stok fremherskende. Den bestod – som den stadig gør

– af en let metallegering og et golfhåndtag som greb. Hertil

kommer, at den var forsynet med en udskiftelig plasticspids.

Den var stabil, relativt billig og yderst funktionsdygtig.

Imidlertid var længden, som jo skulle gå til brugerens

brystben, ikke lige praktisk, når stokken ikke var i brug.

Den kunne virke noget klodset f.eks. i offentlige transportmidler

og ved opbevaring. Adskillige former for sammenklappelige

eller teleskopsammenskydelige stokke blev forsøgt

konstrueret, men i lang tid var brugskvaliteten ringere

end ved den faste stok. De havde "slør", hvilket gjorde dem

mindre følsomme og dermed mere usikre. Først i de senere

år er det lykkedes at finde løsninger, der både nogenlunde

opfylder brugskriterierne og gør stokkene mere handy.

Stokkens spids er en anden detalje, der er forsøgt udviklet.

Ved brug bliver standardspidsen naturligt slidt og har derfor

let ved at hænge fast og bore sig ned i hver mulig

ujævnhed, hvis den ikke bliver ført helt korrekt. Forskellige

former for klumper og dråber i forskellig udformning,

vægt og materiale blev forsøgt uden de helt store resultater.

Vægtforøgelsen – selv om den jo kun var på få gram –

gjorde teknikken anderledes, og det var ikke nogen fordel,

36


i hvert fald ikke for den kompetente stokkebruger. Senere

kom forskellige udgaver af rullespidser frem, men først i de

senere år er en acceptabel løsning fundet.

Ændringer ved den originale standardstok har hele tiden

været stærkt omdiskuterede. Og det er de stadig. Den

anvendte stokketeknik har måttet modificeres mere eller

mindre, afhængigt af stokkens udformning, og omkostningerne

ved det har altid skullet afvejes over for fordelene.

Flere "typer" af synshandicappede brugere, der har haft

særlige teknikvanskeligheder, har også gjort en lidt forskellig

udformning af stokken hensigtsmæssig.

Der er intet grundlag for at udnævne den ene eller den

anden udformning af en mobilitystok som den bedste.

Højst kan det bemærkes, at nogle stokke har mangler, der

gør, at de er mindre hensigtsmæssige eller direkte dårlige.

For at sikre valgmuligheder må de forskellige typer gennemprøves,

så de ikke er afhængige af mobilityinstruktørens

præference. Valget af den bedste stok til den enkelte

vil altid være afhængigt af brugeren selv og den træning,

han har modtaget.

Rent mobilitymæssigt må det under alle omstændigheder

understreges, at stokken i den ene eller anden udformning

ikke alene løser mobilityproblemer. Det vil altid være færdigheden

i at bruge den – og dermed som regel den forudgående

mobilitytræning – der er bestemmende for bedømmelsen

af stokke.

Førerhunde

Når vi i Danmark taler om mobility, tænker vi som regel på

en eller anden form for stokketeknik og de dertilhørende

orienteringsfærdigheder. Førerhundens brug er i allerhøjeste

grad også mobility, og det gælder ikke mindst de dertil

knyttede orienteringsfærdigheder. Man var tidligere ikke

37


vant til at se de to hjælpemidler som sideordnede. Der var

tidligere et erkendelsesproblem for både hunde- og stokketilhængere,

men det er for begge grupper gradvist blevet

mindre og er vel nu elimineret.

Faktisk er brugen af førerhunde ældre end den "autoriserede"

stokkemobility her i landet. Dansk Blindesamfund fejrede

i 2001 50-års jubilæum for Førerhundeordningen, og

mon ikke der har været et par prøveeksemplarer før den

tid. Flere lande har gjort brug af førerhunde før 2. verdenskrig.

Som oftest sker både hundetræning og udplacering i

udlandet fra førerhundeskoler i modsætning til den danske

ordning, hvor træning og udplacering foretages decentralt

af førerhundeinstruktøren. Førerhundeordningen har fra

begyndelsen været administreret af DBS på vegne af kommunerne.

Hunden betragtes som et hjælpemiddel i henhold

til Lov om social service og er uden omkostninger for den

synshandicappede.

Efterhånden som de to typer af mobility blev mere etableret,

opstod der gradvist et uformelt samarbejde, i det mindste

fragmentarisk, således at de to grupper af instruktører

blev bekendt med hinandens arbejdsform. Man forstod

efterhånden, at man havde brug for hinanden. I de fleste

tilfælde vil en ny hundebruger have gennemgået en mobilitytræning

med stok, før hundetræning iværksættes, og i

mange tilfælde vil en mobilityinstruktør komme ind i billedet

på et senere tidspunkt, hvis orienteringstræning er

påkrævet, f.eks. ved flytning.

Samarbejdet er gennem de sidste 30 år udbygget gradvist,

og det er næppe muligt at fastsætte skelsættende tidspunkter

herfor. Endnu er det ikke set, at en uddannet instruktør

fra den ene "side" er virksom på "den anden". Her er

Danmark forskellig fra mange andre lande, hvor regelen

ofte er, at én instruktør dækker hele mobilityområdet.

38


ETA - elektroniske mobilityhjælpemidler

Teknik, mekanik og elektronik havde fået et vældigt skub

fremad under 2. verdenskrig, og da der blev mere fred og

ro, kom så racet for at udnytte alle opfindelserne til noget

mere fornuftigt. Noget af dette kunne måske passende

være med til at løse blindes mobilityproblemer?

Det gik noget tungt, og først hen imod slutningen af

1960'erne begyndte elektroniske mobilityhjælpemidler –

i hvert fald som prototyper – at dukke op. Reelt er "The

Ultrasonic Torch", som er baseret på ultralyd, det første

brugbare elektroniske mobilityhjælpemiddel (Electronic

Travel Aid, ETA). Et hundrede stykker blev fordelt over den

ganske verden til afprøvning. Heraf nåede et par stykker

også til Danmark.

Succesen var til at overskue. Det kunne være interessant at

"lege" med den og finde ud af afstand til træer og hække,

men sikkerhed ved færdsel gav den ikke. Det tog år, inden

man gik bort fra ideen om, at den alene kunne erstatte

stokken. Først da man kom frem til, at ETA skulle benyttes

som et tillæg til stokkens funktion, kan det siges, at en

udnyttelse kunne være positiv.

Siden de første famlende forsøg med ETA for 40 år siden er

der arbejdet videre med det. Måske kan det bedre udtrykkes

ved at sige, at den samme teknik er opfundet adskillige

gange siden og stadig bliver det stort set hvert år. Det kan

undre, at ingeniører bruger tid og penge på at genopdage

den samme idé. I hvert fald synes det formålsløst at genopfinde

den uden at undersøge, hvad der findes i forvejen, og

hvorfor udnyttelsen er minimal.

Det største problem er antagelig, at teknikeren opfatter

blindes mobilitet som et teknisk problem, hvad det kun

i mindre grad er. Begrebet orientering har betydet meget

39


lidt i deres overvejelser, og den blindes aktive bearbejdning

af ETA’ens output har været betragtet som sekundær. En

grundlæggende forståelse for mobility har underligt nok

ikke været betragtet som en forudsætning for at arbejde

praktisk med sagen. At design var et væsentligt element,

strejfede heller ikke opfindernes tanker i væsentlig grad.

Den anden store hindring for udnyttelsen har været en

mangel på undervisning for praktisk udnyttelse af de trods

alt brugbare eksemplarer af ETA. Mobility er tilstrækkelig

kompliceret i sig selv uden et til tider omfattende ekstra

input af informationer til bearbejdning. Præsentation af

elektroniske hjælpemidler har meget ofte begrænset sig til

en 5 minutters forevisning, hvis overhovedet nogen. Tillige

er det desuden væsentligt, at de fleste instruktører ikke har

gennemgået nogen personlig uddannelse i anvendelsen.

Det svarer noget kringlet sagt til, at en person har læst en

bog om mobility og brugt en lang stok en halv time for dernæst

at forvente, at han er kapabel til at undervise i mobility.

Hvis den samme undervisning efterfølgende tilbydes den

blinde bruger, er det næppe forventeligt, at han bliver

i stand til at udnytte en ETA.

Den tredje hurdle for udbredelsen af elektroniske mobilityhjælpemidler

har været prisen. De ETA’er, som er kommet

ud over prototypestadiet, har været skuffende for de producenter,

som er gået ind i fremstillingen. Typisk har prisen

ligget mellem 5.000 og 10.000 kroner, hvilket har forhindret

selvbetaling i de fleste lande. Hvor produkterne – teoretisk

– har kunnet bevilges som hjælpemidler, har det krævet

stor indsats og ofte særlige begrundelser i ansøgningsfasen.

Forunderligt, at f. eks. førerhunden, der i omkostninger ligger

10 til 20 gange højere alt efter typen af ETA, sjældent

giver problemer i ansøgningsfasen.

De simpleste elektroniske mobilityhjælpemidler, som ovenstående

er omtalt som én gruppe, har generelt været for

40


egrænsede i anvendelse til konstant brug. De har kunnet

udnyttes i mobilitysituationer, men det har været med begrænsninger,

og de har derfor ofte umiddelbart været fravalgt

af brugerne. De har været stop/go-indikatorer og har

krævet megen øvelse og en hel del hjernevirksomhed i forhold

til koordination for at udgøre en tilstrækkelig sikkerhed

sammen med stokken. Den oftest brugte ETA i Danmark

af denne type er Mowat Sensor, som kom på markedet

omkring 1980 og igen er udgået omkring 2000. Antallet

her er nok en 30-40 stykker.

Erkendelsen af, at de ovennævnte elektroniske mobilityhjælpemidler

var sekundære – altså i tillæg til stok eller

hund – gjorde, at der blev arbejdet videre med udviklingen

parallelt med den stadige omformning og udformning. Den

første brugbare ETA af denne generation var Sonicguide,

som fremkom omkring 1980. Den gjorde det muligt for brugeren

at få en "stereofonisk" opfattelse af omgivelserne op

til tre meter fremad og i en bred vifte. Den skulle dog stadig

benyttes sammen med en lang stok, da den ikke kunne

sikre i jordhøjde.

Dens problem var, at den var svær at bruge, hovedsagelig

fordi mængden af informationer var så omfattende.

Mængden af informationer skulle kombineres med alle de

"almindelige" mobilityinformationer. Desuden var indlæringen

i brugen af hjælpemidlet ret omfattende. De få danske

kurser, som gennemførtes i begyndelsen af 1980'erne, var

heltidskurser af ca. fire ugers varighed. Hertil kom, at et

positivt almindeligt mobilityforløb skulle være afsluttet i

forvejen. Kombinationen af et langt og kompliceret undervisningsforløb,

hjælpemidlets pris (dengang ca. 30.000 kr.)

og det klodsede udseende af det brillemonterede hjælpemiddel

gjorde, at kun et fåtal kom til at bruge Sonicguide.

Yderligere et par hjælpemidler efter dette princip er kommet

til, men udbredelsen både i Danmark og i udlandet er

meget begrænset. Årsagen er nok, at synshandicappede

41


ikke har været villige til at investere den betydelige træningsmængde,

der må gennemføres for at få et positivt

udbytte. Ligeledes er få instruktører uddannet til at give

undervisningen.

Laserstokken, der som navnet siger, er konstrueret efter et

andet princip, fik ligeledes ingen væsentlig udbredelse. Selv

om et lille antal en tid blev brugt i USA, satte pris og mekaniske

problemer i praksis en begrænsning for anvendelsen.

I Danmark blev den ikke brugt.

En anden form for elektronik og mobility

Elektroniske mobilityhjælpemidler blev udtænkt for at assistere

brugerne i at opnå sikkerhed under færdsel. En anden

form for anvendelse af elektronik i mobilityprocessen er at

assistere brugeren i at finde vej, altså i at orientere sig. GPSteknikken

kan nu fortælle den nøjagtige placering for

bådes og bilers position, så hvorfor skulle GPS ikke kunne

aktiveres til brug for blinde? Der er i efterhånden mange år

blevet arbejdet med dette spørgsmål, dog hovedsagelig på

det tekniske, men efterhånden også på det praktiske plan.

Teknikere har opfundet hurtige og kompakte apparater

med både taktile og auditive display. Det er muligt at stedbestemme

og ruteplanlægge nøjagtigt, og kompasretning

kan give enkelte blinde en støtte i situationer, hvor de f.eks.

skal færdes i ukendte områder eller finde en adresse. En

kortlægning og en praktisk anvendelse af kortet kan orienteringsmæssigt

være af væsentlig hjælp. Det kan ske både

ved at udskrive kort fra computer og ved at anvende mobiltelefonens

muligheder. Blot løser GPS-teknikken ikke de primære

mobilityproblemer. Og selv den mest nøjagtige GPS

siger ikke noget om den væltede cykel eller en kælderhals.

Den fysiske sikkerhed er stadig afhængig af f.eks. lang stok

eller førerhund.

42


En ret høj pris, en noget begrænset anvendelsesmulighed,

en besværlig proces og en del andre ret så problematiske

punkter har indtil videre været i vejen for brug i Danmark.

Teknikken ikke blot findes, den er under kraftig udvikling.

43


Instruktøruddannelsen

Runde 1

Den britiske instruktøruddannelse i Birmingham, der i 1969

havde eksisteret i tre-fire år, havde optaget flere udlændinge.

Kirsten Jansbøl deltog i et forløb her i 1970. Formålet

var, at hun skulle gennemføre en dansk uddannelse efter

at være kommet tilbage. Begyndelsen blev også gjort, men

allerede inden det første kursus var færdigt, var Kirsten

Jansbøl blevet forstander for Statens Institut for Blinde og

Svagsynede (SIBS). De først uddannede instruktører måtte

derfor tage over og stå for de følgende kurser. For mobility

blev det et held, at forstanderen for SIBS var instruktør og

dermed forstod betydningen af mobility, herunder også

nødvendigheden af, at instruktørerne fik en regulær, kvalificeret

uddannelse.

I første omgang var målet, at SIBS skulle have uddannet et

tilstrækkeligt antal instruktører til eget brug. Nye folk

måtte ind, og de medarbejdere, der havde undervist i mobility

førhen – men uden formel uddannelse – skulle opgraderes.

Denne hensigt var ikke kommet langt, før udviklingen

af mobility gjorde, at målsætningen måtte udvides.

Dansk Blindesamfund ønskede, at der skulle uddannes folk,

der kunne undervise lokalt ude i landet. Det aftaltes derfor,

at en instruktøruddannelse skulle gennemføres en gang om

året fremover, og at der hver gang skulle optages folk, der

blev sendt fra DBS. Samtidig var der interesse fra andre

institutioner for synshandicappede, ligesom der også vistes

interesse fra andre nordiske lande.

Fra 1970 etableredes en mobilityinstruktøruddannelse på

tre måneder én gang hvert år med ca. seks deltagere. Der

var næppe dengang en forventning om, at det skulle være

en fast tilbagevendende årlig funktion i al evighed. Det var

44


svært at forudse, at der ville være behov for det. Man ville

i første omgang blot gøre en kraftanstrengelse for at få

dækket det umiddelbare behov.

Det var blevet økonomisk muligt at opruste blindeundervisningen,

ikke mindst den handicapkompenserende undervisning.

Særlig blev der muligheder for at give undervisning til

voksne senblinde. Selv med gennemførelsen af én instruktøruddannelse

om året viste det sig, at det umiddelbare

behov for instruktører vanskeligt kunne dækkes.

Rent praktisk var der ikke mulighed for blot at dublere

Instituttets kurser. En ad hoc-løsning var, at et enkelt

instruktørkursus blev gennemført i Oslo i samarbejde med

Huseby Kompetansesenter med både danske og norske

undervisere og kursister. En anden ad hoc-løsning var, at

danske kursister deltog i amerikansk organiserede kurser

af seks ugers varighed i Paris. Ikke mindst medarbejdere fra

Refsnæs deltog her. Fra 1972 blev instruktører fra Refsnæs

uddannet på Statens Institut for Blinde og Svagsynede.

Den store interesse for mobility og behovet for at få uddannet

instruktører førte dengang til sonderinger af muligheden

for at iværksætte et fællesnordisk samarbejde. Modellen

var den engelske instruktøruddannelse. Imidlertid var

der praktiske vanskeligheder ved at gennemføre det, især

da Sverige ikke så muligheder for at ændre den tætte tilknytning

til deres blindelæreruddannelse. Muligheden for

at oprette et nordisk mobilityakademi blev drøftet, men

forspildt.

Instruktøruddannelsen eller Mobilitykurset, som det oftest

kaldtes i begyndelsen, havde naturligt nok til formål at

uddanne instruktører til at undervise i mobility. Faktisk

– måske af praktisk og økonomisk nødvendighed – var

udgangspunktet, at mobility var en isoleret, enkeltstående

færdighed, som ikke nødvendigvis indgik i helheden i for-

45


hold til rehabilitering og i undervisning af synshandicappede

i øvrigt. Sammenhængen med andre delelementer i blindeundervisning

og viden om synshandicappedes forhold

blev i første omgang prioriteret meget lavt og forventedes

dækket via et andet system.

Indholdet i uddannelsen vægtede i høj grad personlig praktisk

mobility med sorte briller og metodikken til at undervise

i mobilityteknikkerne. Det forventedes, at kursisterne

havde et vist kendskab til blindeområdet eller skaffede den

selv. Det grundlæggende dagskema var en time i personlig

mobility, en times metodik og en øvetime. Nogle teoritimer,

eksempelvis i øjensygdomme, psykologi, audiologi og

punktskrift, var dog inkluderet, selv om omfanget var

begrænset.

Der var ingen særlige timer i undervisning af delgrupper af

blinde, såsom retarderede, multihandicappede, døve, gamle

eller andre. Det forventedes, at instruktørkursisterne enten

havde en generel viden om og kendskab til de relevante

grupper eller erhvervede sig denne. Dog var der indlagt et

besøg på Refsnæs, men i hvert fald i begyndelsen var dets

indhold ikke om metodik i undervisning af børn i mobility,

men et generelt orienterende institutionsbesøg.

Imidlertid skete der hvert år udvidelser i teorien efter ønske

fra instruktørkursisterne, da evalueringernes stadige omkvæd

var: "Vi skal også have mere om XX". Efterhånden

blev timetallet både for de teoretiske fag og for andre relevante

emner øget betragteligt. I den sidste halvdel af de i

alt 12 uger, som kurset varede, indgik desuden praktiktimer

i form af praktisk superviseret undervisning af en synshandicappet

kursist.

Eksamen var ikkeeksisterende. Dog gennemførtes et par

prøver i de teoretiske fag, men kravene blev ikke specificeret.

Da deltagerne allerede var ansatte, gjorde resultatet

46


heller ikke den store forskel. Desuden var mobilitykurset

ikke i første omgang officielt kvalificerende. Senere defineredes

en "bestået" mobilityuddannelse med et bevis for

gennemført uddannelse. Efter forhandling kom et bevis for

gennemførelse dog til at virke som officiel godkendelse til

at fungere som underviser i Fritidslovens regi for denne

form for handicapkompenserende specialundervisning.

Uddannelsen indeholdt ikke ADL. Især de instruktører, som

arbejdede freelance i samarbejde med DBS, følte det efterhånden

som en stor mangel, da de ofte var den eneste fagperson,

som den voksne – oftest senblinde – klient kom i

forbindelse med. De blev derfor konstant konfronteret med

ADL-situationer i arbejdet og måtte forholde sig til dem.

Ret hurtigt forsøgtes dette forhold afhjulpet ved, at Statens

Institut for Blinde og Svagsynede gennemførte ADL-kurser

af fire ugers varighed efter behov. Dette ADL-kursus var

ikke i forbindelse med mobilityuddannelsen, før hele

uddannelsen blev omlagt ved årtiets afslutning.

Kursisterne var fra begyndelsen institutionernes personale,

som havde et forudgående kendskab til blindeområdet.

Efterhånden kom flere udefrakommende kursister til.

De havde ikke nødvendigvis denne baggrund. Kravene til

grunduddannelse eller arbejdserfaring fra området var ikke

specificeret. De folk, som institutionerne og efterhånden

også Dansk Blindesamfund sendte, blev optaget. Der var

lærere, ergoterapeuter, socialpædagoger og faglærere.

Hertil kom så – særligt i begyndelsen – enkelte, der ikke

havde hverken pædagogisk eller terapeutisk baggrund

i øvrigt.

Det første sammenhængende instruktørkursus af 12 ugers

varighed fandt sted i 1970. Meningen var, at det skulle gentages,

når der var brug for det. Det blev en årligt tilbagevendende

foreteelse, selv om det i begyndelsen kørte på ad

hoc-basis.

47


Finansieringen skete som del af Instituttets generelle udgifter,

idet Instituttet på daværende tidspunkt var en statsinstitution.

Runde 2

1980 var et forandringens år. Loven om udlægning af

særforsorgen til amterne skulle træde i kraft. Førhen havde

særforsorgen – og dermed de to blindeinstitutter – været i

statens regi. De havde indtil da været de eneste offentlige

foranstaltninger for synshandicappede. På privat basis gennemførte

DBS dog enkeltfagskurser af meget forskellig art

– herunder også handicapkompenserende – under lov om

fritidsundervisning.

Udlægningen forudså, at der skulle oprettes amtslige enheder,

som skulle have ansvaret for de enkelte handicapgrupper,

herunder synshandicappede. Et af problemerne i en

nyordning var, at der stort set ikke var specialuddannede

medarbejdere til at arbejde der. I teorien fandtes en tilvalgsgren,

der omhandlede synshandicappede på Lærerhøjskolens

speciallæreruddannelse. Dette speciale gennemførtes

dog ad-hoc, hvilket her betyder meget sjældent. Hovedsigtet

her var da også undervisning af synshandicappede

børn. Voksenområdet var ikke dækket. En medarbejderuddannelse

til brug på de amtslige synsenheder, som forventedes

oprettet, lå ikke lige for, og det kunne ikke forventes

at ske i overskuelig fremtid.

Statens Institut for Blinde og Svagsynede påbegyndte derfor

et arbejde med muligheden for at udfylde dette tomrum.

Mobilityinstruktørkurset fandtes, ADL-kurser gennemførtes

efter behov, og diverse enkeltkurser for medarbejdere

på øvrige områder blev afholdt. En koordinering og sammenlægning

af kurserne kunne være med til at uddanne

medarbejdere til at arbejde lokalt. Det blev besluttet at

sammenlægge mobilitykurset og ADL-kurset og at udvide

48


de teoretiske fag betydeligt. Uddannelsens formål var at

uddanne mobility- og ADL-instruktører og desuden at give

dem tilstrækkelig viden om synsområdet, så de kunne indgå

i kollegialt samarbejde med andre medarbejdere i feltet.

Uddannelsens længde blev 7 måneder (senere ændret til 8

måneder), hvoraf de sidste 8 uger hovedsagelig indeholdt

kombineret og superviseret praktik i hhv. mobility og ADL.

Ud over praktisk og teoretisk mobility og ADL, som omtrent

svarede til indholdet i de forudgående kurser, øgedes timetallet

kraftigt i de generelle fag som oftalmologi, audiologi,

punktskrift, psykologi, sociale fag og bevægelseslære.

Desuden indgik en hel del generelt orienterende besøg på

relevante institutioner, organisationer og steder.

Uddannelsen var ikke umiddelbart tænkt som en færdig

faglig uddannelse, men snarere som et efteruddannelseskursus,

der var nødvendigt for at udføre det arbejde, som

vedkommende var ansat til. Kursister ansøgte ikke om optagelse

som på øvrige faglige uddannelser. De facto blev/var

de ansat på en institution eller synscentral, som så sendte

dem på uddannelsen som en del af deres arbejde. Det

betød også, at kursisterne blev aflønnet i uddannelsesforløbet,

samt at udgifter ved ophold i Hellerup og/eller rejseudgifter

blev dækket af arbejdsstedet. Reglerne for dette

var ikke standard, men afhang af ansættelsesstedets forgodtbefindende.

Gennemført uddannelse blev dog accepteret som tilstrækkelig

kvalifikation for ansættelse, hvor formelle uddannelseskriterier

krævedes, eksempelvis som underviser i mobility

og ADL efter Lov om fritidsundervisning.

Uddannelsen var ikke officielt anerkendt af Undervisningsministeriet

(ud over ovenstående) og derfor heller ikke udgiftsdækket

herfra. Dog blev der fra slutningen af 1970'erne

ydet et generelt tilskud fra Socialstyrelsen, senere fra

49


Socialministeriet, til gennemførelsen. Fra midt i 1980'erne

måtte Instituttet yderligere opkræve et deltagergebyr, som

dækkedes af de ansættende myndigheder.

1980'erne forløb nogenlunde fast med et uddannelsesforløb

om året og med stort set samme indhold og et deltagerantal

på seks. Dog skete der mindre ajourføringer af

både skema og indhold hvert år. Få evalueringer forløb,

uden at de studerende fremsatte ideer til forøgelser i indholdet.

Ikke mindst ønskedes forøgelser på områder, der

var i udkanten af fagene mobility og ADL. Opbygningen

af synscentraler tog fart i disse år, og de uddannede instruktører

befandt sig hurtigt i den situation, at de blev involveret

i snart sagt alt relevant arbejde med synshandicappede.

Det var en vanskelig balancegang mellem at holde uddannelsen

som et fagligt kursus i mobility og ADL med et yderligere

indhold af synsgenerel art og en synsmedarbejderuddannelse,

der også kvalificerede fuldt ud til at undervise i

de to fag. Imidlertid var det en antalsmæssig forudsætning

for uddannelsens gennemførelse, at både fagundervisere

fra institutionerne og medarbejdere til synscentralerne

kunne deltage, så en videre specialisering til enkeltfagområder

var ikke mulig. 1990'erne fortsatte i samme spor.

Antallet af ansøgere var stort set passende i forhold til

kapaciteten. Dog var der et enkelt år plads til at gennemføre

uddannelsen med udefrakommende deltagere. Island

og Norge sendte jævnligt deltagere i denne periode. Yderligere

gennemførtes en enkelt uddannelse som et EU-projekt

med hovedsageligt græske og irske deltagere.

Runde 3

Imidlertid var der et stigende ønske, især fra synscentralerne,

om at målrette uddannelsen mere mod det lokale arbejde.

Samtidig blev der sat flere spørgsmålstegn ved det beti-

50


melige i, at en så lang efteruddannelse (8 måneder) måtte

gennemføres på arbejdsstedernes bekostning. Andre uddannelser

på særforsorgsområdet blev jo gennemført i det

almindelige uddannelsessystem og uden omkostning for

arbejdsgiverne. Undervisningsgebyret var steget væsentligt

efter den gradvise forlængelse. Det i sig selv var måske ikke

den største belastning, men ulempen ved at nyansætte en

medarbejder og som det første at sende vedkommende på

et 8 måneders kursus, samtidig med at den nye medarbejder

skulle aflønnes, var en besværlig ting at indlægge

i et stramt budget.

Der blev adskillige gange gjort forsøg på at etablere en

blindefaglig efteruddannelse, der dels var egnet til at dække

behovsspektret, dels fungerede i offentligt regi. Lærerhøjskolens

speciallæreruddannelse eksisterede, men synsgrenen

var kun blevet oprettet et par gange og var hovedsageligt

rettet mod børneområdet. Desuden var den hovedsageligt

teoretisk og uden praktisk indhold af handicapkompenserende

fag.

Synscentralerne fik yderligere fra midt i 1990'erne pålagt at

bevilge optiske hjælpemidler. Denne opgave blev ofte pålagt

instruktørerne, som via instruktøruddannelsen alene

ikke havde fået tilstrækkelige forudsætninger herfor.

Efterhånden var det på høje tid at gøre et nyt forsøg på at

revidere uddannelsen. Hvordan kunne en uddannelse etableres

eller ændres, som opfyldte de ret forskellige krav, som

var ønskelige fra de varierende arbejdsgivergruppers side?

I 1997 blev der nedsat en høringsgruppe for at samle kræfterne

om at gennemgå og reorganisere instruktøruddannelsen.

Høringsgruppen havde repræsentanter fra synscentralerne,

synskonsulenterne, de to landsdækkende institutioner,

Dansk Blindesamfund, Instruktørforeningen samt naturligvis

instruktøruddannelsen.

51


Den vanskelige opgave for høringsgruppen var at opfylde

de enkelte arbejdssteders behov, samtidig med at uddannelsens

længde og omkostninger var overkommelige både

økonomisk og tidsmæssigt. Det var ikke realistisk at forestille

sig, at et land med kun 5 millioner indbyggere kunne

rumme flere uddannelser. Institutionernes interesse lå

hovedsageligt i at gennemføre en kvalificeret uddannelse

i kernefagene Mobility og/eller ADL. Synscentralernes

hovedinteresse lå i etableringen af en generel uddannelse,

der klart omfattede mobility og ADL, men desuden gav et

betydeligt kendskab til optik. Alle ønskede desuden et

bredt indhold af generel viden om hele blindeområdet, lovgivning,

kommunikation, psykologi, blindepædagogik, it

og mange andre delområder. Desuden var det en nødvendighed,

at uddannelsen dækkede undervisning af klienter

i hele aldersspektret.

Løsningen på revisionen blev et kompromis. Fra 1998 blev

uddannelsen opdelt i fire moduler: et kortere grundmodul,

et synsfagligt grundmodul, et ADL-modul og et mobilitymodul.

3, 11, 9 og 11 uger var varigheden for modulerne i

nævnte rækkefølge. I modul II lå en uges besøgspraktik, og

i forbindelse med modulerne III og IV lå der for hvert modul

to ugers undervisningspraktik, som eventuelt kunne sammenlægges,

hvis den studerende tog begge moduler. Tanken

med modulopbygningen var, at Instruktøruddannelsen

også skulle kunne udnyttes af studerende, der ikke nødvendigvis

direkte havde brug for hele uddannelsens indhold.

Synscentralerne var efterhånden kommet op på et medarbejderantal,

så det ikke umiddelbart var påkrævet, at enhver

medarbejder skulle kunne undervise på hele området.

Institutionerne kunne have de samme overvejelser. Rent

praktisk ville det desuden være en fordel for de studerende,

der af praktiske grunde kunne have vanskeligheder med at

være i Hellerup i en ubrudt 8 måneders periode, at modulerne

kunne tages over flere år. Uddannelsen var blevet

mere fleksibel.

52


Grundmodulet, modul I, var tilrettelagt som en introduktion

til hele synsområdet og kunne derfor anvendes for alle

typer nyansatte medarbejdere. Det synsfaglige grundmodul,

modul II, kunne med fordel også udnyttes af studerende

med kommende arbejdsfunktioner, der ikke tidligere havde

kunnet bære et specialiseret kursusforløb. Desuden spillede

undervisning om svagsynede en større rolle end før. Modulerne

III og IV – hhv. ADL og mobility – fik som fag ophævet

den umiddelbare sammenhæng. For optagelse på et eller

begge af disse moduler krævedes, at både modul I og II var

gennemført.

Yderligere blev en ny overvejelse introduceret i diskussionen

om Instruktøruddannelsen. Ville det være muligt at

udbyde dele af den som kortere kurser for medarbejdere?

Det kunne være som genopfriskningskurser i enkeltemner

eller som korte kurser for nyere medarbejdere, der ikke

skulle undervise i mobility og/eller ADL. Af åbne moduler

kan nævnes sorg/krisereaktioner, aldring og belysning.

Ind i dette årtusinde har en mobilityinstruktøruddannelse

eksisteret i Danmark i 35 år. Det er en pæn konstatering,

og uddannelsen har således en længere anciennitet her end

i de fleste andre lande. Faktisk er det det andet kontinuerlige

uddannelsesforløb i Europa, som er etableret til uddannelse

af mobilityinstruktører. Heldigvis findes der nu uddannelser

over det meste af Europa og for den sags skyld i

resten af verden også. Imidlertid er det ikke ensbetydende

med, at uddannelserne er ens eller blot sammenlignelige.

Det er ikke her stedet at redegøre for de enkelte udenlandske

uddannelsers indhold, men med akademiske masteruddannelser

på den ene side og weekenduddannelser på den

anden hersker der ikke tvivl om, at indholdene er vidt forskellige.

Problemet for mobility har overalt været, at faget

har skullet indpasse sig i det eksisterende nationale system

for synshandicapområdet. Disse systemer har et vidt forskel-

53


ligt udseende fra land til land. Desuden er de generelle

nationale forhold meget forskellige, hvad angår leveforhold,

familiestruktur, kultur og tilgængelighed i det fysiske

miljø.

En af de iøjnefaldende forskelle mellem den danske uddannelse

og mange af de udenlandske er, at de studerende

herhjemme oftest er "voksne" studerende med en forudgående

arbejdserfaring fra et relateret område og en dertil

hørende grunduddannelse. Gennemsnitsalderen har været

omkring 40 år, og de fleste studerende har været lærere,

ergo/fysioterapeuter eller socialpædagoger. Denne uddannelsesbaggrund

og arbejdserfaring er vel også forklaringen

på, at varigheden af den danske uddannelse i sammenligning

med de mest seriøse udenlandske må betegnes som en

forholdsvis skrabet model.

Fra 1970 til 2004 er der uddannet knapt 200 danske mobilityinstruktører

(se navneliste side 67). Tallet pr. indbygger er

langt over de tilsvarende tal i udlandet. Grundene hertil

er flere. Først og fremmest var vi tidligt i gang i Danmark.

Dernæst blev instruktøruddannelsen i en vis udstrækning

anvendt som (videre-) uddannelse for medarbejdere på

synsområdet. Videre var det mere undtagelsen end regelen,

at instruktørerne i modsætning til de fleste andre lande

ikke alene arbejdede med mobilityundervisning, men havde

flere arbejdsområder. Danmark valgte – eller udviklede sig

i retning af – det generelle, hvor flere andre lande i højere

grad lagde vægt på det specialiserede.

54


Instruktøren og instruktørforeningen

Med den danske instruktøruddannelses etablering i 1970

opstod der efterhånden en gruppe personer, som kunne

kalde sig mobilityinstruktører. Havde man gennemgået

uddannelsen, havde man også erhvervet en særlig kompetence.

Nok definerede de fleste instruktører sig fortsat som

lærere, terapeuter, pædagoger, eller hvad deres grunduddannelse

nu var, men generelt rykkede selvforståelsen over

mod en dobbeltidentitet baseret både i mobilityfaget og en

anden grunduddannelse. Især i begyndelsen af 1970'erne,

hvor behovet for mobilityundervisning blev erkendt, og forholdene

– økonomisk og organisatorisk – gav mulighed for,

at den kunne ydes, blev fagbetegnelsen mobilityinstruktør

slået fast.

Et fagligt miljø i rent mobilityteknisk forstand fandtes imidlertid

ikke. De institutionsansatte instruktører fik dog efterhånden

kolleger og dermed en mulighed for at give hinanden

støtte og opbakning. De decentrale, lokale mobilityinstruktører

havde i starten som oftest ingen kolleger i eget

område. Faglige diskussioner og kollegial støtte var en mangelvare.

Der var ganske få muligheder for gensidig erfaringsudveksling

for slet ikke at tale om at følge med i ny

udvikling på området.

I de allertidligste 1970'ere blev det derfor aftalt, at der

hvert år skulle holdes et møde for de uddannede mobilityinstruktører.

Det skete på skift på hhv. Instituttet og

Refsnæs. Møderne var efter inspiration fra det engelske

system. Det var ikke mindst til glæde for de instruktører,

der ikke var ansat på de to gamle institutioner. DBS, som

lokalinstruktørerne – freelance – samarbejdede med, var

ganske vist ikke vildt begejstrede for disse møder i begyndelsen.

Folk kunne jo få kontroversielle ideer! Denne holdning

ændredes dog hurtigt. Som møderne huskes, var indholdet

ikke de epokegørende nyheder, men møderne

55


udgjorde lejligheden til at snakke fag. Ikke mindst var det

med til at give en fælles identitet.

Netop ønsket om en fælles identitet og ønsket om og behovet

for at støtte sig til hinanden gjorde det hensigtsmæssigt

at stifte en forening af mobilityinstruktører. Det skete på et

årsmøde den 2. juni 1973. Medlemstallet var – selv om stort

set alle uddannede instruktører var medlemmer – ikke stort,

måske 15-20. Da næsten alle kendte hinanden godt, var

etableringen af en forening måske også mere en markering

end en faglig nødvendighed. Formålet var netop kontakten

mellem medlemmerne, men det blev understreget, at det

skulle være en faglig forening, ikke en fagforening. Den

havde da heller ikke hverken formel eller uformel forhandlingsret.

Foreningens betydning lå vel overvejende i dens blotte eksistens.

Efterhånden blev den ret overset, selv af medlemmerne.

Den gled lidt i baggrunden, måske fordi den ikke var

kendetegnet af store beslutninger, men i stedet lagde

hovedvægten på det at mødes i et fælles forum. Foreningen

overlevede kun i få år. Årsmøderne, der blev gennemført

af institutionerne, blev det reelle bindeled mellem instruktørerne.

Den situation var ikke tilfredsstillende. I mere eller mindre

sporadiske referater fra årsmøder omkring 1980 ses beklagelser

over fraværet af en forening, men også en mangel

på tid, overskud og interesse for at påtage sig arbejdet med

at etablere en ny forening.

1980 var et markant år for undervisning og rehabilitering af

synshandicappede. Den gamle særforsorg blev udlagt til

amterne. Usikkerheden omkring udmøntningen af udlægningen,

og i denne forbindelse især omkring forholdene for

mobilityarbejdet, gjorde nok sit til ønsket om genetableringen

af en forening. Især løn- og ansættelsesforhold i det

56


nye system var både usikre og forskellige og derfor interessante

at udveksle synspunkter om.

At gendanne en forening tog dog sin tid. Først i 1984 – den

17. august – blev vedtægterne for Mobilityinstruktørforeningen

vedtaget.

Formålet var blødt formuleret. § 2 siger:

• At alle synshandicappede i Danmark får en tilstrækkelig

og kvalificeret undervisning i mobility.

• At alle mobilityinstruktører får de bedst mulige

arbejdsbetingelser.

• At mobilityundervisning kun varetages af personer

med en uddannelse, der kvalificerer til udøvelsen

af dette arbejde.

• At tilbud om relevante faglige kurser for mobilityinstruktører

forefindes.

• At mobilityinstruktørernes synspunkter formidles udadtil.

• Foreningen skal tillige virke som bindeled instruktørerne

imellem ved at formidle relevante informationer.

Bemærkelsesværdigt er det, at ambitionerne ikke sigter

mod en ensretning af løn- og ansættelsesforhold. Målet var

altså stadig en faglig forening, ikke en fagforening med

forhandlingsret. Der var nok også en forståelse for, at en

forening af denne størrelse næppe ville kunne magte

meget håndfaste forpligtelser. Da lønforholdene for den

enkelte instruktør oftest byggede på vedkommendes

grunduddannelse og dermed udviste store forskelle, var

enighed om dette næppe heller mulig.

Foreningen gik hurtigt ind i at arrangere mobilityinstruktørernes

årsmøder, således at ansvaret for dem blev en rotation

mellem Refsnæs, Instituttet og foreningen. Hermed

skete en markering af, at de instruktører, som ikke var

ansat på en af de store institutioner, var blevet en faglig

gruppe i mobilityfamilien.

57


Udlægningen af særforsorgen til amterne gav efterhånden

mulighed for oprettelsen af synscentraler, selv om tempo og

ambitioner var noget ujævne. Medarbejderne her omfattede

oftest de i området boende mobilityinstruktører. Foreningens

eksistens og instruktørernes kendskab til hinanden

bl.a. herigennem var en væsentlig støtte til den enkelte

instruktør, der oftest var en del af opbygningen af synscentralerne.

Den var med til at sikre en placering af mobility

i synscentralernes synsfaglige opbygning.

I forbindelse med udlægningen – og hermed også omlægningen

af instruktøruddannelsen til tillige at omfatte ADL

– blev Mobilityinstruktørforeningen de facto hurtigt til en

instruktørforening, der omfattede begge fag. Der var diskussioner

og meninger om det formålstjenlige i at være en

"dobbeltforening". Men da stort set alle efterhånden var

eller blev dobbeltuddannede, blev det hensigtsmæssigt.

Officielt skete det dog først i 2001 via en navneændring til

ADL- og Mobilityinstruktørforeningen, men det var reelt en

ajourføring af fakta.

Mobilityinstruktørforeningens betydning i dens nu over

tyveårige eksistens har ikke ligget i opnåelsen af spektakulære

enkeltresultater, der flyttede bjerge. Dens arbejde har

været at skubbe til små jordbunker. Den har haft en betydelig

virkning ved at understrege et fælles mål og ved at

fastholde instruktørernes arbejdsidentitet. Dog var der kontakt

til andre grupper og organer. Eksempelvis har der

været brevveksling om forsikringsspørgsmål vedrørende

transport af klienter og instruktørens ansvar for klienten

i undervisningssituationerne. Ligeledes har der været kontakter

i forbindelse med samarbejde med førerhundeordningen

og med DBS. Synscentraler har fået besvaret spørgsmål

vedrørende foreningens syn på instruktørernes arbejdsforhold.

Kontakt med medierne har også forekommet.

58


Foreningens fremtid er antagelig hverken lys eller mørk.

At holde balancen mellem fagforening og løsere interesseorganisation

og samtidig erkende, at muskelstyrken med et

medlemstal på under 100 sætter begrænsninger, er ikke let.

59


Løn-, arbejds- og ansættelsesbetingelser

Mobilityinstruktørerne var i 1970'ernes første år en blandet

skare, hvad basisuddannelse angår. Alle havde gennemgået

instruktøruddannelsen, men der var ikke ved starten fastlagt

et krav om grunduddannelse. Institutionerne uddannede

interesserede medarbejdere efter behov og uden at

skele meget til de uddannelsesmæssige forudsætninger.

DBS, som koordinerede de første lokalinstruktører, stillede

heller ingen formelle uddannelseskrav, men sendte kursister,

som på en eller anden måde havde været i kontakt

med synshandicappede.

Denne forskellighed gav et meget forskelligartet billede af

løn- og arbejdsforhold. Institutionernes aflønningsforhold

lå fast: Mobilityinstruktører blev aflønnet i forhold til deres

grunduddannelse. F.eks. fik seminarieuddannede lærere

standardlønnen for lærere, med hvad der hørte til af anciennitet,

stedtillæg, ferieforhold m.v. De tilhørte da også

deres autoriserede lærerfagforening. Det samme gjaldt for

ergoterapeuter, fysioterapeuter, pædagoger osv.; altså var

der ikke samme løn- og arbejdsforhold for det samme

arbejde.

Forskelligheden gav anledning til individuelle diskussioner,

men ejendommeligt nok til få alvorlige kontroverser.

Spørgsmålene blev ordnet – om man så må sige – i mindelighed.

De første lokalinstruktører arbejdede på freelance basis.

Her var timelønnen ikke et diskussionsemne, da de arbejdede

under Lov om fritidsundervisning. Lønnen var sådan set

rimelig, men der var ingen sikkerhed i ansættelsen, da de

som sådan blev nyansat til hver enkelt elev. Altså: ingen

elever – ingen løn, ligesom der heller ikke var løn under

sygdom. Efterhånden som synscentralerne opstod, begyndte

mobilityinstruktørerne at få faste aftaler. Flertallet overgik

60


til en form for ansættelse her. Det kunne være almindelig

fast heltidsansættelse eller en form for overenskomst.

Ansættelsesforholdene varierede ganske meget.

De vidt forskellige forhold gav efterhånden anledning til

utallige diskussioner. Uafklarede eksempler var for eksempel

forberedelsestid, hvor en lærer overenskomstmæssigt

havde et ugentligt undervisningstimetal med tilhørende

forberedelse og øvrige opgaver. En ergoterapeut derimod

havde en ugentlig, stedbunden arbejdstid, hvori alle opgaver

indgik. Havde instruktøren en anden form for grunduddannelse,

kom diskussionen hurtigt ind på, hvordan

arbejdsforhold og løn så skulle udregnes. De vidt forskellige

fagforeninger, som instruktørerne tilhørte qua deres grunduddannelse,

kunne normalt ikke støtte meget, da de intet

anede om mobilityarbejde.

Andre diskussionsemner kunne være transporttid mellem

klienterne. Hvordan skulle det afregnes? Var det fritid,

arbejdstid, undervisningstid, forberedelsestid eller hvad?

Og hvordan skulle transportomkostningerne betales?

Kunne egen bil kræves for ansættelse? Skulle arbejdstiden

påbegyndes og afsluttes på det geografiske ansættelsessted

eller på det reelle arbejdssted, nemlig elevens hjem?

Selve indplaceringen i lønramme og arbejdsforhold ved ansættelse

kunne give ejendommelige resultater. Eksempelvis

blev en socialpædagog ansat i en ergoterapeutstilling, men

på lærervilkår. Det må kræve en hårdhudet bureaukrat at

knække den nød. Skulle lønnen udformes som en pædagogløn

med den på ansættelsestidspunktet optjente anciennitet,

skulle det være en ergoterapeutløn på starttrinet,

eller skulle det være lærerløn med de dertil knyttede tillæg?

Efterhånden som synscentralerne blev udbygget, kom der

mere styr på ansættelsesnormerne, og selv om normerne

61


ikke var standardiserede og slet ikke lovbestemte, så rygtedes

de og kom til at ligne hinanden mere og mere. Med

tiden blev instruktørernes ansvarsbyrde i synscentralernes

daglige arbejde større, og i kraft af dette blev aflønning og

ansættelsesforhold reguleret tilsvarende. Adskillige lokalansatte

instruktører har nu (2006) status af konsulenter og

har tilsvarende løn- og ansættelsesforhold. Fagforeningsmæssigt

var en god del organiseret i S-81, nu i Danmarks

Lærerforening.

62


Internationalt samarbejde om mobility

Mobility var de første 10-20 år fortrinsvis en amerikansk

foreteelse. Først i 1960'erne og herefter blev mobility i

vores forstand international. Til gengæld skete udbredelsen,

først til Europa og dernæst til den øvrige verden på sin

vis ret pludseligt. Alene fordi udbredelsen oftest foregik via

instruktørkurser med udenlandske undervisere eller ved deltagelse

af instruktørstuderende på udenlandske uddannelser,

var der fra begyndelsen en indbygget internationalitet.

De første instruktører i de – i denne forbindelse – små europæiske

lande var oftest meget alene på feltet, så deres kolleger

nationalt var ikke mange. Det var derfor naturligt, at

de følte sig meget forbundet med instruktører i andre

lande. Ofte var det en meget personlig kontakt.

IMC – International Mobility Conference

Europas meget fragmenterede billede på mobilityfronten

gjorde det naturligt, at et gensidigt samarbejde og informationsudveksling

blev etableret. I 1979 tog Deutsche Blindenstudienanstalt

i Marburg initiativ til at indkalde til en international

konference om mobility i Frankfurt, Tyskland. Formålet

var først og fremmest at lære hinanden at kende og

at udveksle ideer og erfaringer. Desuden – og måske ikke

mindst – skulle mulighederne for fremtidigt samarbejde

udforskes. Det blev begyndelsen til International Mobility

Conference (IMC), en konference, som hvert andet eller

tredje år er blevet afholdt siden. Den 12. IMC blev afholdt

i 2006.

IMC var tænkt som et europæisk seminar, som forhåbentlig

kunne gentages for at styrke mobility i de europæiske

lande, hvor mobility dengang ofte stod svagt eller for den

sags skyld slet ikke stod. Der var også brug for samarbejde

mellem de lande, hvor mobility havde overstået de første

børnesygdomme.

63


Den anden konference, som fandt sted i Frankrig, blev lagt

mere ambitiøst an, da det lykkedes for arrangørerne at

opnå en væsentlig støtte fra UNESCO. For at dette kunne

opnås, måtte deltagerlisten udvides ud over Europa.

Konferencen blev gjort international i bredeste forstand.

Det kan så diskuteres, om det var en fordel at lande, som

ikke havde skyggen af mobility, deltog. Uden tvivl har det

givet stødet til, at nogle af dem kom i gang, men indholdet

måtte nødvendigvis sprede sig over mange emner og dermed

også over emner, som kun havde marginal interesse

for dele af deltagerskaren. Det større antal deltagere gjorde

konferencen mindre intim, og mobility på det daværende

europæiske udviklingstrin kunne vel have brugt konferencen

bedre på at diskutere mere sammenlignelige problemstillinger.

Uden tvivl vil meningerne herom være delte.

IMC har i sine over 25 år bredt set været en succes. Den har

givet anledning til erfaringsudvekslinger og vidensformidling,

der næppe havde været mulige uden disse konferencer.

IMC planlægges af det enkelte værtsland, som udpeges af

en komité, der er selvsupplerende i den forstand, at den

suppleres med et medlem fra det sidst arrangerende værtsland.

Geografisk spredning tilstræbes, og konferencer har

nu været afholdt i næsten alle verdensdele, selv om flertallet

af konferencerne dog har været afholdt i Europa.

ESEOMI – European Seminar for Education of Orientation

and Mobility Instructors

Nok var mobility kommet til mange af de europæiske lande

i 1970'erne og 1980'erne, men uddannelse af instruktører

var en meget spredt affære. Nogle lande klarede sig stadig

med instruktører, som var uddannet i andre lande, og det

siger noget om den tynde dækning. Andre lande gennem-

64


førte ad hoc-uddannelser eller mere eller mindre grundige

kurser, der kunne strække sig over alt fra et par dage til 18

måneder. Kvaliteten var mildt sagt svingende.

For i første omgang at forsøge at få et gensidigt overblik

over europakortet og dernæst forsøge at udforske, om en

form for samarbejde eller en koordinering kunne gennemføres,

blev der afholdt et seminar om instruktøruddannelse

i Hellerup i 1984. Ideen var, at seminaret kun skulle være

for undervisere på instruktøruddannelser, og at antallet af

deltagere skulle være begrænset (maks. to-tre fra hver

instruktøruddannelse). Nogenlunde hvert andet eller tredje

år har der siden været afholdt seminarer, hver gang med

20-30 deltagere fra 10-15 lande.

Ud over den gensidige udveksling af erfaringer og det personlige

kendskab til hinanden har det store tilbagevendende

punkt på dagsordenen været en koordination af uddannelserne.

Ansættelsesforhold, organisation, klientforskelle,

uddannelsesforudsætninger, økonomiske forhold, holdninger

til mobility og stort set alle mulige forhindringer har

gjort det vanskeligt at samordne. Europas lande fungerer

meget forskelligt. Man har lært en god del af hinanden,

men en europæisk konsensus om instruktøruddannelse har

til dato ikke været mulig.

I de senere år er der arbejdet hårdt på at oprette en forening

af europæiske instruktøruddannelser. Det ville falde i

tråd med den samordning af EU’s uddannelsespolitik, der

generelt forsøges gennemført. Endnu er der ikke opnået en

kodeks. Alligevel har det løse samarbejde været med til at

skubbe til udviklingen. De "svageste" lande har fået en

mindre god samvittighed og dermed ammunition til at

påvirke deres hjemlige beslutningstagere i positiv retning.

65


Danske bidrag

Som det andet europæiske land, der de facto etablerede en

årligt tilbagevendende mobilityinstruktøruddannelse, blev

Danmark jævnligt bedt om at optage udenlandske studerende.

Sproget satte sine begrænsninger, da potentielle

udenlandske studerende måtte kunne indgå i de almindelige,

naturligvis dansksprogede, uddannelsesforløb. Jævnligt

var der dog deltagere fra de øvrige nordiske lande. Én

finsk, fire norske og tre islandske instruktører har således

gennemgået den danske uddannelse.

Et særligt tiltag gennemførtes i 1992/93. Under EU’s Horizon

Program etableredes et engelsksproget uddannelsesforløb,

hvor 6 græske og 3 irske studerende blev uddannet som

instruktører.

Andre internationale fora

Andre fora, herunder de ovenstående, arrangerede konferencer

og møder. Overskrifterne var andre end mobility,

men når undervisning og rehabilitering af synshandicappede

blev diskuteret, fik faget mobility dog sin placering i

familien. Det gælder blandt andet de nordiske speciallærerkonferencer

og ICEVI (International Council for Education of

People with Visual Impairments).

66


Appendiks

Uddannede mobilityinstruktører

fra Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBS)

År Navn Arbejdssted Note

1970 Lis Strømstad IBS

Vibeke Hauswald IBS **

Jørgen Skovmand IBS

Erik Østergaard IBS

Kirsten Stenholt IBS

1971 Per Hermansen DBS

Egon Chemnitz Hansen DBS

Birgit Storgård DBS

Bo Beck IBS

1972-75 Niels Svarre Nielsen IBS

Gitte Bjerre Refsnæs

Marianne Axel Hansen DBS

Marianne Rasmussen DBS

Ejvind Bille IBS

Ritva Kuuskowsky Finland

Anne Lise Lahti IBS

Dagny Olesen IBS

Paul Mørch DBS

J.P. Svennesen IBS

Gerda Due IBS

Hassan Keskin Tyrkiet *

Karen Margr. Marcussen IBS

Bente Hauge IBS *

Vibeke Transe Rasmussen IBS **

Jenny Hansen DBS

Michael Svendsen DBS

Johan Halstenstad Norge

Anne Marie Amnitsbøl DBS

Paulli Thomsen IBS *

67


1976 Inge Lise Riel Bredegård

Steen Andersen SÅ (Statens

Åndssvageforsorg)

Bente Hedland DBS

1977 Mogens Bang IBS

Birgit Frederiksen Bredegård

Steffen Fisker Refsnæs

Vivi Hillebrandt DBS

Børge ??? Solgaven, Farum

Kirsten Kofod Lundgren IBS

1977/78 Elsa Madsen SÅ

Anne Truelsen DBS

Eva Hansen SÅ

Annette Bøstrup SÅ

Anne Grete S. Petersen DBS

Hanne Wolff SÅ

Elly Ransing IBS

Lisbeth Tollefsen DBS

1979 Ellen Bøttiger Amt

Lena Møller Refsnæs

Inge Kyhl IBS

Susanne Sørensen SÅ

Kirsten Pedersen SÅ

Bente Stenholt SÅ

Kristine Kjærsgård DBS

Marianne Kaltoft SÅ

Solveig Broby SÅ

1980/81 Kirsten Jacobsen Bredegård

Bergliot Eika Sørensen Amt

Lena Jacobsen Amt

William Madsen Amt

Karen Fynbo IBS

Annette Møller IBS

68


1981/82 Anker Balslev Amt

Mogens Johansen Amt

Susanne Poulsen Refsnæs

1983/84 Mette Rasch Amt

Mona Gravlev Amt

Per Christensen Amt

Per Gøttler Amt

Hans Hansen Bredegård

Birthe-Lis Nielsen IBS

1984/85 Etly Fønss Amt

Henning Hyrup Refsnæs

Asgerdur Olofsdottir Island

Karen Marg. Bertelsen Amt

Lis Mahler Amt

Philiph Jeppesen IBS

1985/86 Jacob Vogel Refsnæs

Hanne Svendsen Amt

Rackel Hansen Grønland

Kirsten Bjerg IBS

Karin Kass Færøerne

1986/87 Anne Hansen Bredegård

Dorthe Wiese Amt

Jytte Andersen Refsnæs

Jytte Bonum Amt

Mogens Fischer IBS

Hanne Høeg Amt

1987/88 Bente Knudsen IBS

Lisbeth Hallestad Amt

Hanne Nielsen Amt

Mai-Britt Böhm Amt

Bodil Gaarsmand Refsnæs

Niels Jørgen Svendsen Amt

69


1988/89 Maj Kjær Amt

Inge Horn Amt

Leif Andersen Amt

Nina Tholander Amt

Liselotte Vestergaard Amt

Lillian Larsen Amt

1989/90 Birthe Nygård Amt

Lars Møller Amt

Inger Boas IBS

Nukarak Jeremiassen Grønland

Anker Bruun Jensen Amt

Edith Meldgård Amt

1990/91 Eigil Fauerby Amt

Anne Nordskov Refsnæs

Erik C. Schmidt -

Jette Pedersen Refsnæs

1991/92 Karen Larsen Amt

Cornelia Klitgård Amt

Kirsten B. Olsson Amt

Egil S. Edwin Norge

Gudrun Gudjonsdottir Island

Lone Dyekjær IBS

1992/93 Poul Halvorsen Refsnæs

Karin Rose Amt

Aliki Skilogianni Grækenland

Angheliki Verykokaki Grækenland

Elisavet Kouvarou Grækenland

Niki Kalivioti Grækenland

Maria Plastira Grækenland

Katarina Poulea Grækenland

Anne Smyth Irland

Patricia ? Irland

Evelyn ? Irland

70


1993/94 Jeanet Hansen Amt

Anne Alrø -

Nethe von Essen-Müller Amt

Benny Storm Amt

Birthe Rosfeldt IBS

1994/95 Jan Bjørnshøj Refsnæs

Jacob Iversen Amt

Dorthe Åkær Laursen Amt

Mette Skarø Amt

Karin Rask Amt

Lisbeth Vestergaard Refsnæs

1995/96 Jeannette Reilund Amt

Marianne Fischer IBS

Anita Larsen -

Peter Groth IBS

Janni Kjærgård Pedersen Amt

Asbjørg Gaustad Norge

1996/97 Bitten West Amt

Birthe Møller Amt

Lis Fløe Petersen Amt

Jørgen Skovgård Refsnæs

Sigrun Wirkula Norge

1997/98 Inger Tønning Kristoffersen Amt

Eva Merete Worre-Jensen Amt

Maria Svabo Hansen Færøerne

Lis Trampedach Josiassen Bredegård

Habba Egefelt Amt

Gitte Dyrbye IBS

1998/99 Jytte Mejlvang Amt

Kirsten Lauridsen IBS

Jane Gehlsen Amt

Marianne Antabi Amt

71


Hanne Dahl Amt

Sanne Rasmussen Refsnæs

Vibeke Bille Amt

Dorthe Bork -

Margit Larsen Amt

1999/00 Ellen Sepstrup Amt

Tove Kirk Jespersen Amt

Vala Jona Gardarsdottir Island

Marianne Kildebjerg Amt

Maj-Britt Olsen Amt

Eva Christiansen Amt

2000/01 Hanne Aggerholm Refsnæs

Ulla Mølgaard Amt

Ulla Ostenfeldt Amt

June Frei -

Jan Jørgensen Refsnæs

Kirsten Friis Ballegaard Amt

2001/02 Anna Birthe Andersen Amt

Annette Løkke Amt

Karin Holtegård IBS

Kjeld Madsen Refsnæs

Lene Kreuter Refsnæs

Lisbeth Engsted Amt

Nina Christoffersen IBS

Per Elgaard Mortensen Amt

Peter Lebech Amt

2002/03 Bente Mikkelsen Amt

Dorthe Ulstrup Amt

Eva Boje Møller Amt

Kirsten Bøgh Amt

Mai Britt Jensen -

Monique Rubaudo Amt

72


2003/04 Anne Merete Møller Amt

Elin Valente -

Michael Stounberg Jensen IBS

Malene Palsgd. Peitersen Amt

Marianne Olesen Amt

Kaj W. Therkildsen Amt

Note

* Enkeltforløb på IBS

** Kursus i Paris. Herefter kursus på IBS

Antal uddannede mobilityinstruktører på IBS fra 1970 til

2004: 197. Heraf er to fra Færøerne og to fra Grønland.

Desuden er også indregnet 18 fra udlandet: Finland 1,

Tyrkiet 1, Norge 4, Island 3, Grækenland 6 og Irland 3.

Danske mobilityinstruktører uddannet i udlandet

År Navn Arbejdssted Udd.sted

1970 Kirsten Jansbøl IBS Birmingham

Ca. 1971 Wanda Williams Refsnæs Paris

Ca. 1971 Isak Wisti Refsnæs Oslo

Ca. 1971 Holger Skov Refsnæs Oslo

Ca. 1971 Lissy Martinsen DBS Oslo

Ca. 1971 Bodil Vermeren Refsnæs Paris

Ca. 1971 Mads Finn Larsen Refsnæs Paris

Ca. 1971 Hans Carl

Matthiesen-Juhl Refsnæs Paris

73


En smule statistik

Grunduddannelse for mobilityinstruktører, der er uddannet

1981-2004

Lærere: 55 = 44 %

Socialpædagoger: 39 = 31 %

Ergoterapeuter: 26 = 20 %

Andre 7 = 5 %

• Udenlandske instruktører er ikke medregnet.

• Instruktører, der har deltaget i andre moduler af uddannelsen,

men ikke mobilitymodulet, er ikke medregnet.

Arbejdsområder for mobilityinstruktører, der er uddannet

1981-2004

Blindeinstitutionerne: 39 = 33 %

Andre institutioner: 14 = 12 %

Amter: 67 = 56 %

• Arbejdsområder dækker de myndigheder, der har betalt

uddannelsen og dermed har ansat instruktøren.

• Enkelte instruktører, hvis uddannelse er betalt på anden

måde eller privat, er ikke medregnet.

• Udenlandske instruktører er ikke medregnet.

• Instruktører, der har deltaget i andre moduler af uddannelsen,

men ikke mobilitymodulet, er ikke medregnet.

• Visse kombinationer af anden art kan gøre statistikken

mindre nøjagtig.

NB! Af praktiske grunde er instruktører, der er uddannet

før 1981, ikke medregnet.

74


Om litteratur

Litteratur om mobility er der en del af. Det meste er dog

bøger, fortrinsvis på engelsk, der behandler teknik. Mobilitys

historie er kort, og det er nok derfor, at få har fundet

det umagen værd at notere den ned med denne vinkel.

Som bisætninger ligger der dog oplysninger i de fleste

større mobilitybøger, ligesom småartikler og oplysninger

forekommer i diverse fagtidsskrifter. En litteraturliste var

heller ikke tænkt som bilag. Alligevel skal et par af de

omtalte skrifter nævnes.

– Journal udgiven til Fordeel for Blinde 1811 i Kjøbenhavn

– Blindness and the Blind. Af W.H. Levy London (1872)

Begge bøger kan næppe købes eller lånes. De er klenodier

på Blindehistorisk Museum, Rymarksvej1, Hellerup. Museet

nedlægges i sommeren 2008, dets fremtid er uafklaret på

udgivelsestidspunktet.

– Instruktion i Orientering

Piratoversættelse fra "Instruction in Physical Orientation

and Foot Travel". The Industrial Home for the Blind, New

York. Brugt på Det Kongelige Blindeinstitut fra 1950-1960.

Findes antagelig også på Blindehistorisk Museum.

– Foundations of Orientation & Mobility. Første udgave af

Bruce Blasch og Richard L. Welsh. AFB Press, USA. (1980) og

anden udgave af Bruce Blasch, Richard L. Welsh og William

R. Wiener. AFB Press, USA. (1997). Har nok de mest indholdsrige

kapitler om mobilityhistorie. Set fra dansk side

har den dog den ulempe, at den hovedsagelig omhandler

amerikanske forhold, men det kan være interessant nok.

WWW

Søger man på internettet på "History of O&M" (f.eks. i

www.google.dk), dukker der adskillige hits op, og en ihærdig

søgen vil antagelig give flere interessante resultater.

75


Med denne bog foreligger der for første gang en samlet

beskrivelse af den danske mobilityhistorie. Mobility betegner

de særlige færdigheder, som blinde og stærkt svagsynede

personer benytter for at kunne færdes selvstændigt, især

med anvendelse af den hvide stok. Dette speciale blev udviklet

i USA under og efter 2. verdenskrig og har siden bredt

sig til det meste af verden. I denne bog tegner Erik Østergaard

et billede af udviklingen af mobilityundervisningen

i Danmark fra den spæde begyndelse i 1960'erne til begyndelsen

af det 21. århundrede. Som indledning til den danske

mobilityhistorie opridser Erik Østergaard desuden hovedpunkterne

i fagets tidlige historie i USA og Europa.

Om forfatteren: Erik Østergaard er forhenværende leder af

mobilityinstruktøruddannelsen ved Instituttet for Blinde og

Svagsynede i Hellerup. Ud over sit pionerarbejde for mobility

i Danmark har Erik Østergaard bidraget til uddannelse af

instruktører i bl.a. Afrika, Spanien og Grækenland. I 2006

modtog Erik Østergaard den internationale mobilitypris

Suterko-Cory Award for sin livslange indsats for mobilityfaget.

More magazines by this user
Similar magazines