Erik Østergaard 1 - Servicestyrelsen

flere klientgrupper, blev en vis specialisering stadigt mere
udtalt. Denne specialisering kunne desuden i høj grad
bruge specialister med andre grunduddannelser eller med
arbejdserfaring fra andre handicapområder. Synscentralerne
fik flere varer på hylderne.
Mængden af mobilityarbejde steg næppe i synderlig grad.
Medarbejderantallet steg, men den forbedrede indsats for
synshandicappede spredtes over et større felt. I sin helhed
var det en væsentlig forbedring, men set fra mobilitysynspunktet
alene var dækningen her næppe øget. Et overslag
fra 1990'erne over ydede mobilitytimer på landsplan viser,
at antallet næppe var større end i 1980'erne. Mange af de
nye medarbejdere fik ganske vist en instruktøruddannelse,
som også var et værdifuldt element i deres generelle arbejde,
men den enkelte medarbejder måtte dele arbejdstiden
mellem flere opgaver. At flere medarbejdere i realiteten
delte det samme antal ydede mobilitytimer, kunne give anledning
til at antage, at den enkeltes undervisningserfaring
på netop mobilityfeltet blev minimeret. Dog var der stadig
væsentlige forskelle i de enkelte synscentralers tilbud.
Det større medarbejderantal på de enkelte synscentraler
medførte, at der blev sat spørgsmålstegn ved, om det var
nødvendigt, at alle klientmedarbejdere var eller blev uddannet
som mobilityinstruktører. Få var i tvivl om, at det var
et plus for den enkelte medarbejder at have et grundigt
kendskab til mobility, men pengene var problemet. Uddannelsen
tog tid, og denne tid tillige med undervisningsbidraget
var på arbejdsstedets bekostning. Når antallet af medarbejdere
var tocifret, og opgaverne var mange og forskellige,
kunne strukturen måske med fordel fordeles anderledes.
De landsdækkende institutioner kunne have de samme
overvejelser.
Et andet spørgsmål i disse overvejelser var, om det var en
korrekt fordeling af omkostningerne, at så stor en del af
33