75717 DF 7-2011 01-32_web.pdf - Dansk Folkeparti

danskfolkeparti.dk

75717 DF 7-2011 01-32_web.pdf - Dansk Folkeparti

Nr. 7 • December 2011 • 15. årgang

Freden med

Isral står på spil s. 8-9

Julehilsen fra Chef Absalon s. 4-5

Nyt fra EU s. 14-17

Jul i

præstegården s. 10-12

Julen er rød og hvid s. 32


Leder

Længe siden?

KOMMUNISTISK DIKTATUR – Længe efter,

at det for de fleste danskere stod isnende

klart, hvilket vanvid, der herskede i Sovjetunionen

og i hvilket omfang, det kommunistiske

diktatur var en trussel mod Danmark,

valgte Ole Sohn i en alder af næsten 33 år

at blive formand for det danske Moskva-tro

kommunistparti, DKP.

Dengang i foråret 1987 var det ikke nogen

hemmelighed for nogen, hvad styret i Kreml

i Moskva havde stået for i det meste af et

århundrede, hvad kommunismens væbnere

havde bedrevet i almindelighed, og at mellem

80 og 100 mio. mennesker verden over

var myrdet i kommunismens navn siden den

sovjetiske revolution i Rusland 70 år tidligere.

En lille, benhård og – må man tillade sig at

tilføje – forstokket og kynisk kerne af kommunister

nægtede at se verden, som den var,

men kaldte i stedet al kritik af Sovjetunionen,

socialismen og kommunismen for kontrarevolutionær

snak, sat i gang af vestlige agenter

fra CIA.

I denne kerne i Danmark befandt sig Ole

Sohn. Da den kedelige Jørgen Jensen, der

efterfulgte den lidt mere farverige Knud Jespersen,

døde i april 1987, sprang Ole Sohn

tjenesteivrigt til som formand for det besynderlige,

fraktionerede men betonstøbte Sovjet-tro

kommunistparti.

2

På det tidspunkt havde det meste af den i

øvrigt forvirrede og volds- og terrorforelskede

venstrefløj for længst vendt Sovjetunionen

ryggen og udtrykte sig til tider mere negativt

overfor diktatorerne i Kreml end dele af de

borgerlige politikere i Vesten, der havde forelsket

sig lidt i Sovjets sidste diktator, den karismatiske

Mikael Gorbatjov.

I den danske virkelighed – den udenfor DKP

og partiets avis, Land & Folk, og få og små

grupper af andre kommunist-tosser - stod det

rystende klart, at Sovjetstyret opretholdt despoti

og myrderier både i Sovjet og i andre kommunistiske

diktaturer, ikke mindst i det østtyske

DDR. Ved Berlinmuren fortsatte man ufortrødent

frem til murens fald i 1989 med at skyde løs

på borgere, der søgte at flygte til friheden i vest.

Kniber det i dag med at huske den del af

historien, kan man genopfriske den på stedet,

på Mur-museet i Berlin.

Flertallet af danskerne var i 80erne helt på

det rene med, at Sovjetunionen var Danmarks

hovedfjende, at landet havde invasionsplaner

klar for vores strategisk vigtige land og i øvrigt

var helt parat til atomkrig mod Vesten.

Danskernes bevidsthed herom var så stor,

at det borgerlige Danmark vandt en markant

valgsejr ved folketingsvalget 10. maj 1988 –

valget, der siden er blevet kaldt NATO-valget,

fordi det kom som kulmination på venstrefløjens

fodnotepolitik.

Fra Marx til Ministerbil. Fra kommunist

til erhvervsminister. Ole

Sohn har noget nær Danmarksrekord

i politiske kolbøtter.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt synes, at 20 år er så lang tid, at det i dag er helt lige

meget, hvad hendes vækstminister Ole Sohn som formand for Danmarks Kommunistiske

Parti gik og foretog sig dengang i 1991 - og hvad han i dag vil stå ved

Sovjetunionen var i de år ved at erkende, at

landet forblødte politisk, militært og økonomisk

i konkurrence med den frie verden, og

Gorbatjov satte gang i en reformproces. Ikke

for friheden og folkestyrets skyld, må man

erindre, men i et forsøg på at sikre kommunismens

fortsatte enevældige dominans.

Kommunistiske lande har siden 1917 stået

bag drab på op mod 100 mio. mennesker verden

over, igangsat krige, udhungret hele befolkninger,

støttet terrorisme og udpint hele

lande, ja næsten verdensdele. Det var også en

kendsgerning i 1987, da Ole Sohn valgte at

blive formand for DKP.

Det var også en kendsgerning, at Berlinmuren

stod, og at tyske borgere i higen efter

frihed blev skudt og dræbt under forsøg på

flugt over muren, da Sohn den 7. oktober 1989

krammede med den østtyske diktator og fejrede

det østtyske diktaturs 40-års jubilæum.

Og det er en kendsgerning, at Sohn valgte at

blive som formand for kommunistpartiet flere

år efter, at muren var kollapset, og det kommunistiske

imperium brød sammen.

Helle Thorning-Schmidt synes her i 2011,

at det hele er lige meget, og at det er ”20 år

og længe siden”, og at hun har fuld tillid til

Ole Sohn.

Vi lader lige den og resten af regeringen stå

et øjeblik…

Sønd.

Foto: Scanpix


Nyhedsbrev

Sløje tider for EU

EU befinder sig i en historisk krise. Men tilhængerne

opfører sig som orkestret, der spillede

på Titanic. De lukker virkeligheden ude.

Deres løsning hedder altid ”mere EU” og ikke

mindre. Men når en ideologi lader sine tilhængere

løbe omkring med skyklapper, bliver det

umuligt for dem at løse problemer og reformere

systemet.

Berlingske Tidende bragte den 21. november

en historie om, at danske unge af borgerlig

observans i stigende grad vender ryggen

til EU. Ikke kun Dansk Folkepartis Ungdom,

men mere bemærkelsesværdigt også Venstres

Ungdom og Konservativ Ungdom siger nej til

euro. Sidstnævnte vil endda på linje med DFU

have Danmark helt ud af samarbejdet.

Hertil kommer, at en meningsmåling for

nyligt viste, at 63,2 procent af danskerne vil

stemme nej til euroen. Dermed vokser gabet

mellem politikere og befolkning. Ja, det udgør

et kæmpemæssigt demokratisk problem

– måske endnu større end dengang danskerne

stemte nej til Maastricht-traktaten og euroen i

henholdsvis 1992 og 2000.

Og hvad gør tilhængerne – de etablerede

partier på Christiansborg? Ja, de lader som

om, virkeligheden ikke eksisterer. Den proeuropæiske

retorik bliver mere og mere skinger

og hysterisk i takt med befolkningens

afstandtagen. For nyligt var Venstres EUparlamentariker,

Jens Rohde, ude med budskabet

om, at vi skal finde ”den indre Uffe”

frem igen. I et radioprogram forklarede han,

hvordan han har et EU-flag hængende på sit

kontor, og hvordan han endda en overgang tog

det med i seng.

”Den indre Uffe” – vi lader den lige stå et

øjeblik. Var ikke netop Uffe Ellemann-Jensens

grænseløse arrogance og fanatiske EU-begejstring

en medvirkende årsag til at skræmme

danskerne væk fra EU-projektet? Den vamle

begejstring var vist for meget for de fleste.

Jens Rohde er et ganske særligt tilfælde, fordi

han gik til valg på at ville opstille ”hegnspæle”

for EU. Nu fortryder han de udtalelser, der

utvivlsomt fik mange til at stemme på ham.

Nu er han blevet rødglødende EU-tilhænger.

Den aktuelle gældskrise har afsløret EU’s

skrøbelige ideologiske fundament. Den fælles

valuta, euroen, havde mere med ideologi

at gøre end med hensynet til realiteternes ver-

den. Man etablerede en fælles valuta uden at

skabe et solidt fundament og uden at sikre en

nogenlunde ensartethed mellem medlemslandene.

I dag betaler grækerne og andre befolkninger

en umanerlig høj pris for deres politikeres

ansvarsløse fantasterier.

Og først nu begynder euro-landene at tale

om en ”euro-regering”, skrappere sanktioner,

euro-obligationer og alle de andre ting, som er

nødvendige i en fælles valuta, men som man

ikke turde fortælle de europæiske vælgere

om forud for lanceringen af euroen – ganske

enkelt fordi det så havde stået krystalklart, at

deltagelsen i en fælles valuta naturligvis indebærer

et alvorligt tab af national suverænitet.

Redningsaktionerne og den forsinkede

etablering af rammerne for euroen minder

mest af alt om desperate håndværkere, der febrilsk

forsøger at støbe et fundament under en

allerede opført skyskraber på 100 etager. Det

siger imidlertid sig selv, at en del af etagerne

er nødt til at blive revet ned for at gøre plads

til håndværkerne. Med andre ord er der ingen

vej uden om at lade nogle af de gældsplagede

lande træde ud af euro-samarbejde. Ellers

kommer de aldrig videre med de nuværende

astronomiske renteniveauer.

Danskerne har allerede givet udtryk for

deres dybe skepsis ved utallige lejligheder –

både ved afstemninger og i meningsmålinger.

Men tilhængerpartierne nægter at lytte. Hvis

statsminister Helle Thorning-Schmidt virkelig

ønsker at være statsminister for ”hele

Danmark”, som hun formulerede det lige efter

valget, må hun nødvendigvis også være statsminister

for det flertal, som er modstandere af

euroen, og som virkelig ønsker hegnspæle sat

op for EU.

Men med det kommende danske formandskab

for øje, vælger hun at gå i den stik modsatte

retning. Muligvis har nogen fortalt hende

det, eller også er hun måske selv kommet på

ideen om, at hun skal være ”brobygger” i EU.

Brobygger mellem de 10 lande uden for euroen

og de 17 lande i eurosamarbejdet. Set med

statsministerens øjne er det nemlig pinligt at

skulle overtage et formandskab, hvor der muligvis

skal træffes beslutning om en traktatændring,

som Danmark ikke kan deltage i, fordi

vi stadig har kronen.

Statsministeren er derfor overordentlig tilfreds

med sin rolle som brobygger – også selv

om rollen er uden indhold. I stedet for at tage

livtag med EU og tale de mange europæiske

skeptikeres sag, vil vi komme til at opleve et

dansk formandskab, som taler de

store efter munden og fortsætter

den monotone lovprisning

af EU. Imens vokser

gabet mellem befolkning

og politikere yderligere.

3


Hilsen fra Absalon

Jul 6.000 kilometer hjem

Piraterne, som opererer i farvandet ved Afrikas Horn, har hårde arbejdsbetingelser.

Det har mandskabet på det danske flådefartøj Absalon en stor del af æren for.

Af René Teige • Fotos: Søværnets operative

kommando

Kommandørkaptajn Carsten Fjord-Larsen,

måske bedre kendt som Chef Absalon, sejlede

fra Danmark den 16. oktober i år for at

indgå i NATO’s kommando ved antipiraterioperationen

’Operation Ocean Shield’ fra 1.

november. Foreløbig skal Absalon være udsendt

frem til april 2012. Men allerede nu er

der helt klare indikationer på, at Absalon gør

en forskel i det enorme havområde, der består

af internationalt farvand i Aden Bugten, den

nordlige del af Det Arabiske Hav, Hormuz

Strædet, Somalia Bugten og det Røde Hav.

Dansk Folkeblad fik en snak med Chef Absalon

i torsdags, blandt andet for at høre om,

hvad det betyder, at et lille land som Danmark

tager internationalt ansvar 6.000 km. fra Danmark,

og hvilken forskel det danske flådefartøj

kan gøre…

”Det kan måske godt udefra se ud som om,

at vi er en lille brik, men i hele området syd

for Suez sætter vi et markant aftryk, både som

del af Ocean Shield men også som søfartsnation.

Det giver genklang i hele verden. Der er

en god balance mellem fokus på internationalt

pirateri og de danske rederier,” siger Carsten

Fjord-Larsen.

Mikrodiplomati virker

Chef Absalon fortæller om, hvordan hverdagen

på det danske flådefartøj fungerer: ”Det

er vigtigt, at også de lavpraktiske ting under

udstationeringen fungerer.

Her handler det om at holde kompetencerne

ved lige, at sørge for, at alle er udhvilede og

klar til at sætte ind, når vi skal. Men vi er også

obs på varmen.”

Det er særlig vigtigt i et område med brændende

sol og godt 30 graders varme, men Carsten

Fjord-Larsen understreger, at alt funge-

4

Absalon er bygget i 2006 og er lige nu i aktion ud for Afrikas Horn med 150 ombord

rer, og at Absalons mission i de fem uger, den

nuværende indsats har varet, har båret frugt.

Derfor er det nu blevet muligt at flytte fokus

en smule.

”Der er færre piratangreb. Derfor har vi

mulighed for at besøge blandt andet de yemenitiske

og somaliske fiskere, have en dialog

med dem om, at vores tilstedeværelse også

betyder, at vi er med til at redde deres erhverv,

at de, som lever af havet, ikke bliver skræmt

væk. Kald det en form for mikrodiplomati.

Det fungerer.”

”Vi har lært meget gennem operationer,

Danmark har deltaget i siden starten af

1990’erne. Da skulle vi lære, at gøre frem-

skridt i det små, og vi skulle lære at samarbejde

med de tidligere Warszawapagtlande.”

En halv liter vand er for lidt

Kommandør kaptajn Fjord-Larsen vender tilbage

til de særlige betingelser, hans mandskab

arbejder under, især varmen.

”Når besætningen står vagt ved våbnene, er

en halv liter vand altså ikke nok. Det er håndteringen

af de mange små ting, der skaber en

god arbejdsplads, også når det er en flydende

af slagsen. Vi har lært, hvad man kan og hvad

man ikke kan, når man arbejder under de forhold,

vi gør.


mefra

Det betyder også, at besætningen har et godt

socialt liv ombord.”

Chefen nævner cafeteriet som en af de væsentlige

rammer. Der bliver spillet kort og

pc’erne er blevet vigtige, både når det gælder

kontakten til dem derhjemme samt orientering

via netmedier, spil og lignende.

Desuden kan besætningen benytte sig af et

godt bibliotek og et stort udvalg af film.

”Kontakten til baglandet derhjemme er en

væsentlig årsag til de rimelige vilkår, vi har,”

siger han.

Piraterne er slået hjem

På spørgsmålet om, hvad man som udstationeret

ved Afrikas Horn kan finde på at ønske

sig af politikerne, svarer Carsten Fjor-Larsen:

”Spørger man mig eller andre i deres egenskab

af militære chefer, kan jeg komme med

en meget lang liste. Men når man rammer

virkeligheden, så handler ønskerne om, at vi

har opbakning og et godt mandat samt er godt

klædt på til at løse de opgaver, vi bliver stillet.”

”Med hensyn til juleønsker i vores helt aktuelle

situation, vil den bedste julegave være,

at tendensen med hensyn til færre piratangreb

fortsætter. Lige nu kan jeg bruge et Ludo-udtryk

og fastslå, at vi har slået piraterne hjem

og gjort det sikrere at færdes for den civile

skibstrafik.”

Juleklip og pebernødder

Her ved indgangen til julemåneden går tankerne

i særlig grad til familie og venner i Danmark.

Når julen nærmer sig, er der et særligt

udtalt savn. Derfor skal besætningen på Absalon

have så meget julestemning som muligt,

deres specielle hverdag til trods.

”Vi skal jo hele tiden være klar, men vi har

et velfærdsudvalg, som arbejder med at skabe

en god jul på Absalon. Der bliver lavet juleklip

og pyntet op. Der bliver også julegudstjeneste

og god mad.

Hvad vi skal have at spise juleaften..? Ja

se, der holder kabyssen os lidt hen. Men jeg

kan sige, at vi har prøvesmagt pebernødder og

valgt den opskrift, der skal bages efter,” lyder

det over satellittelefonen fra chef Absalon.

Absalon har succes. Antallet

af piratoverfald er på retur.

Her bliver et mistænkt

fartøj tjekket

En halv liter vand er ikke

nok, når man står vagt i

mere end 30 graders varme.

Når solen går ned, er temperaturerne

dog noget mere

humane.

5


Salafister på fremmarch

Sharia-zoner

på vej i Danmark

Mens den røde regering er travlt optaget af både at bede muslimske ekstremister om at ”gå ad helvede til” og at lempe

udlændingepolitikken, er muslimske ekstremister – såkaldte salafister – i færd med at oprette sharia-zoner og rekrutterer

offensivt på selveste Rådhuspladsen i København. Målet er at håndhæve sharia blandt andet i københavner-bydelene

Tingbjerg og Nørrebro. Man vil dog afstå fra håndsafhugning og stening - indtil videre…

Af Kenneth Kristensen Berth

Han må være ved at være godt træt af det,

de danske salafisters britiske forbillede. Tre

gange har den britiske fødte Anjem Choudary,

søn af pakistanske forældre, stiftet radikale

muslimske foreninger blot for hver gang at

blive mødt med forbud af skiftende britiske

indenrigsministre.

Choudarys mål er ellers såre beskedent:

Storbritannien skal forvandles til et shariastyret

land, og islams fane skal vajre over

Downing Street senest i år 2020. Midlerne er

underordnet. Målet er altafgørende.

Choudary har hyldet al-Qaeda og anskuer

Osama bin Laden og dennes efterfølger Ayman

al-Zawahiri som helte. Han har omtalt

flykaprerne i de fire fly, der blev bragt til styrt,

død og ødelæggelse den 11. september 2011

som de fantastiske 19. Desuden har han komplimenteret

de muslimer, der stod bag terrorangrebet

den 7. juli 2005 mod Londons under-

6

Muslimske ekstremister – såkaldte salafister – på gaden i København, hvor de forsøger at hverve nye

tilhængere – også blandt unge danskere. Budskabet er entydigt: Koranens lov – sharia – skal gælde i

Danmark. I første omgang i flere såkaldte sharia-zoner rundt omkring i hovedstaden.

Youtube


Flere steder i London eksisterer

der allerede i dag shariazoner, hvor

ekstremistiske muslimer opretholder

sharia-lovgivning og blandt andet

kræver, at kvinder går tækkeligt

klædt, at der ikke må nydes alkohol

eller spilles musik.

grund – men derfor er der jo ikke nogen grund

til at forbyde hans organisationer.

På jagt efter underkastelse

I Danmark er det ganske anderledes. Her agter

Danmarks nye røde regering i samklang med

islamforsker ved Københavns Universitet Jørgen

Bæk Simonsen, der ”trygt vil overlade til

dem (salafisterne, red.) at diskutere og definere,

hvad islam er”, ikke at gøre noget ved

Anjem Choudarys danske trosfæller, der har

varslet shariazoner i Tingbjerg og på Nørrebro,

og som møder talstærkt op på Rådhuspladsen

og Gammel Torv i København for at

finde nye proselytter, som man ved selvsyn

kan konstatere på Kaldet til Islams hjemmeside.

Her lytter unge danske drenge og piger troskyldigt

til de langskæggede mænd i ankellange

kjortler, som var det repræsentanter fra Amnesty

International eller Dansk Røde Kors på

Foto: Scanpix

jagt efter nye bidragydere på torve i Danmark

Men hvis Kaldet til Islam og den anden

salafistiske gruppering Ahlu Sunnah Wa Jammah

er på jagt efter noget, så er det danskernes

betingelsesløse underkastelse for sharialovgivningen.

Uddannet på shariaskole i London

Første trin er Tingbjerg og Nørrebro, hvor alkohol,

hårde stoffer, homoseksualitet, pornografi

og kriminalitet florerer, og hvor det selvbestaltede

religiøse salafist-politi nu skal rydde op.

Det var budskabet på TV-Bella, som var det

første medie i Danmark, der kunne berette om

salafisternes ønske om at etablere sharia-zoner.

Netop sharia-zoner har været blandt Anjem

Choudarys slagnummer i Storbritannien,

hvor den pakistanske advokat og hans bøller

patruljerer i områder i London med høj andel

af muslimer og forsøger at få muslimske kvinder

og mænd til at følge Koranens bud. Flere

af prædikanterne i det danske salafistmiljø

er ifølge Jyllands Posten uddannet på Anjem

Choudarys shariaskole i London.

Ved det netop overståede, danske folketingsvalg

gik salafisterne på gaden for at forhindre

muslimer i at stemme. Ifølge en af salafisterne,

Adnan Avdic, lykkedes det på selve

valgdagen at få 10-12 muslimer til at afholde

sig fra at stemme.

Og Avdic ved, hvad han taler om. Avdic var

således selv på anklagebænken i Danmarks

første terrorsag, hvor såkaldte hjemmedyrkede

terrorister, havde haft planer om at begå

terror i Danmark eller udlandet, den såkaldte

Glostrup-sag.

Adnan Avdic kendte således Maximus, der

blev anholdt og dømt for terror i Bosnien, og

Avdic forklarede selv i Øste Landsret, at han var

parat til at begå kriminalitet sammen med en af

de dømte i sagen for at støtte Maximus’ planer i

Bosnien. Avdic endte dog med at blive frikendt

i sagen. Hans berøring med det danske retssy-

stem og Politiets EfterretningsTjeneste har fået

den 28-årige bosnier til at vare sine ord med en

vis omhu. Det gjaldt dog ikke hans trosfælle,

Omar Pedersen, der i samme interview med Jyllands-Posten

(den 16. oktober 2011) som Avdic

optrådte i meddelte, at Muhammed-tegneren

Kurt Westergaard burde slås ihjel.

Gå ad helvede til

Homoseksuelle går en ond tid i møde i Københavns

nye shariazoner, hvor de principielt

skal straffes med stening. Salafisterne vil dog

indtil videre ikke håndhæve shariaens regler

om håndsafhugning af tyve og stening af homoseksuelle

og utro kvinder, men alene forsøge

at forhindre, at de pågældende foreteelser

finder sted i sharia-zonerne.

Københavns Kommunes integrationsborgmester,

Anna Mee Allerslev, har for at forsøge

at bremse salafisterne indkaldt Det Muslimske

Broderskabs aflægger i Danmark, Islamisk

Trossamfund og Muslimernes Fællesråd, hvis

ene medlemsorganisation lyder samme navn

som den ene af de to salafistiske bevægelser,

der vil oprette shariazoner i København, til at

dæmme op for salafisterne.

Ligeledes har Allerslev pudset Københavns

Kommunes såkaldte anti-radikaliseringsgruppe

VINK på salafisterne. VINK arbejder ifølge

enhedens hjemmeside med at rådgive kommunens

unge-arbejdere i, hvordan man taler

med unge og inkluderer dem i samfundet.

Så indtil videre har salafisterne altså frit

lejde til at fortsætte rekrutteringen af proselytter

på Rådhuspladsen i Danmarks hovedstad,

når de nu ikke vil følge den nye røde regerings

ellers velmente råd om at ”gå ad helvede til”.

Intet tyder på, at salafisterne har planer i den

retning, for som en læspende salafist siger i en

af de mange rekrutteringsvideoer på Kaldet til

Islams hjemmeside: Profeten beordrede os til

at sige sandheden, hvor end vi er – og det vil

vi fortsætte med.

Blandt de danske salafisters store idoler er ud over Osama Bin Laden og al-Qaedas nye leder Ayman

al-Zawahiri også den britiske advokat Anjem Choudary, der står bag de britiske sharia-zoner. Choudary

har tre gange forsøgt at oprette ekstremistiske bevægelser, men er hver gang blevet mødt med forbud af

skiftende britiske regeringer. Herhjemme nøjes regeringen med at bede salafisterne om at gå ad helvede

til, men gør intet ved det.

Foto: Scanpix

7


Det arabiske forår

Frosttungt arabisk

Sharialovgiving, kvindeundertrykkelse og en ny islamisk konsensus om fælles front mod Israel kan blive resultater af det

arabiske forår, som ellers fik vestlige regeringer til at vejre morgenluft i forholdet til de muslimske lande.

Af René Teige

Da befolkningerne i Tunesien, Egypten, Libyen

og Syrien gik på gaden for at gøre op

med mangeårige korrupte regeringer og magtsygt

militær og politi, blev demonstrationerne

kaldt Det arabiske Forår, demonstranterne

blev under et kaldt demokratibevægelser, og

forventningerne i de vestlige lande til et nyt

og bedre Nordafrika, Mellemøsten og Arabien

blev udskreget i blomstrende vendinger.

Nu er man ikke mere så sikker på, at magtskiftene,

som det såkaldte arabiske forår resulterede

i, vil bringe fred, velstand, forståelse

og demokrati til regionen.

I mandags begyndte egypterne den lange

vej mod forandring. Et nyt kapitel, hedder det

i omtaler af valget, som først ventes afgjort i

midten af januar 2012. Selve valget ventes at

slutte 3. december.

Det er første gang i 30 år, at egypterne får

lov at stemme om, hvordan landets parlament

skal se ud.

Festligt, historisk, fremskridt, eller..?

8

Militæret giver sig aldrig

For bedst som egyptiske myndigheder havde

givet udtryk for, at nu var demokratiet i støbeskeen,

gik befolkningen igen på gaderne

– eller rettere på Tahrir-pladsen for at lufte

utilfredsheden.

Militæret har søgt at splitte demonstranterne,

men har i forhold til sit ry været forholdsvis

tilbageholdende.

Årsagen er, at hærledelsen vil have et konservativt

styre, som vil spille med på det egyptiske

militærs helt specielle status.

Militæret styrer nemlig lige ved 50 procent

af den egyptiske økonomi. Militæret bygger,

ejer og driver erhvervsbyggeri og boliger. Det

producerer våben, driver landbrug og industri.

Menige soldater arbejder for de militære

chefer, der i øvrigt ikke betaler skat.

Denne særstatus vil militæret kæmpe med

næb og klør for et beholde.

Derfor har Egyptens regerende militærråd

dikteret den tidligere premierminister i Muba-

raks regering, Kamal Ganzouri, til at lede en

overgangsregering, som skal virke frem til det

igangværende parlamentsvalg er gennemført.

Kopterne frygter fremtiden

Et halvt hundrede partier stiller op med samlet

mere end 10.000 kandidater, men langt de fleste

af disse får et meget flygtigt favntag med

de nye tider. De egyptiske valgregler er nemlig

uhyre komplicerede. Enkelt forklaret er det

sådan, at de største partier bliver favoriseret.

Småpartierne derimod skal ikke regne med at

få nogen som helst indflydelse.

I øvrigt er det slet ikke sikkert, at parlamentsvalget

bliver fulgt af det lovede præsidentvalg,

som ellers skal være afholdt senest

i juni 2012. Det afhænger i høj grad af, om de

islamistiske kræfter får overtaget.

Det muslimske Broderskab har grundlagt

Friheds- og Retfærdighedspartiet. Dette ventes

at blive det største i Egypten samt at få føl-


forår truer

geskab af det ultrakonservative Al-Nour.

Flertallet af de partier, som står til at få fl est

stemmer, vil have indført en islamisk lovgivning,

og har fl ere gange udtalt, at blandt andet

Sharialoven skal vægtes højt.

Det kan næsten ikke undgå at skabe blodig

splid mellem det store fl ertal af muslimer i den

80 millioner borgere store stat og de egyptiske

kristne, Kopterne, som udgør cirka 10 millioner.

Det er på sin plads at nære mere end blot

sund skepsis over ’udviklingen’.

Her kan det magtfulde militær endog byde

ind og bruge en religiøs strid som løftestang

for et kup.

Israel er truet

Det arabiske forårs effekt har skabt tvivl om,

hvorvidt der i området er tale om det berømte

skridt frem – og to eller fl ere tilbage…

Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører

Søren Espersen er ikke i tvivl om, at

Tahrir-pladsen har været kulisse for

næsten et års protester. Nu er der valg

til et nyt parlament. Men valget kan

også blive begyndelsen på ustabilitet i

hele regionen og en reel risiko for en

ny krig med Israel.

udviklingen kan virke destabiliserende i hele

området.

”Jeg frygter, at freden med Israel står på

spil,” siger han.

”Man kan sige meget om Mubarak. Men

han overholdt fredsaftalen med Israel i 30 år.

De to lande havde godt nok ikke et ligefrem

hjerteligt forhold, men der foregik almindelig

diplomatisk aktivitet og israelere og egyptere

rejste på ferie i hinanden lande. Nu bliver

det hele mere uberegneligt og ustabilt,” siger

DF’s udenrigspolitiske ordfører.

Han understreger blandt andet, at hvis den

egyptiske hær må afgive indfl ydelse til islamisterne,

som det blandt andet er sket i Tyrkiet,

er hele ligevægten på spil.

Hvis det egyptiske valg resulterer i et fuldtonet

ja til islamisterne, risikerer man et styre,

som det vi kender fra Iran.

Det kan resultere i en ny borgerkrig med

hæren og islamisterne på hver sin side.

”De må selvfølgelig indrette sig, som de vil.

DF’s udenrigspolitiske ordfører, Søren Espersen,

advarer mod, at stabiliteten i regionen står for

fald.

Men vi i Vesten skal tage højde for, at udviklingen

kan medføre en trussel.

Se blot på Marokko og Tunesien, hvor man

var tæt på vestlige systemer, hvor kvinder fra

de to lande kunne studere i Europa, og hvor

man havde problemfrit turismesamarbejde.

Nu kan vi frygte, at det fredelige samkvem er

slut.”

9

Foto: Scanpix


Min barndoms jul

Pilen sidder i radiatoren end

Christian Langballe nød sin barndoms juleaftener. Det måske nok mest specielle

ved julen i en præstegård, mener han var freden og roen. Pulsslaget er ganske

enkelt roligere

Tekst og foto: René Teige

”Julen var en roligere tid. Vi drog jo ingen steder

hen. Folk kom til os. Julen var simpelthen

præget af, at familien var sammen,” husker

Christian Langballe.

”Selvfølgelig var vi i kirke juleaften. Det

syntes vi børn måske nok var lidt kedeligt. Det

tror jeg mange børn synes. Men med tiden bliver

det noget meget specielt. Og med tiden er

det blevet noget uundværligt. Jeg kan slet ikke

forestille mig en juleaften uden at have været

i kirke. Det er det, der i dag for mig giver indholdet,

og det der står over det hele. Selvfølgelig

handler det også om at være sammen med

familien. Men Folkekirken og julegudstjenesten

er rammen,” siger han.

Mor havde

afsindigt travlt

Det føltes ikke som en pligt eller som at være bundet op på at være

barn af en præst at bo på en præstegård. Det føltes jo normalt. Det har

mere været ’sådan er det bare’.

10

”Der var ikke samme stress og jag. Når jeg

tænker tilbage, tænker jeg også nogen gange

på lukkeloven. Dengang var butikkerne lukkede,

og det synes jeg, var en god ting, for der

var sådan en stilhed. Inden juleaften var der

købt ind – også til juledagene. Det betød, at

man ikke skulle rende rundt i butikkerne mellem

jul og nytår. Det var familien og roen, der

herskede.

Min mor lagde meget vægt på, at 1. juledag,

det var familiens. 2. juledag måtte vi så godt

gå i byen og give den en skalle.”

Julen med en enkelt gave

Men der var én juleaften, som ikke helt magede

sig med den traditionelle ro. En aften, der

dels var præget af, at økonomien var stram,

og at der dukkede en ’gæst’ op, som bestemt

heller ikke var ventet.

I sit virke som præst har Christian Langballe

ofte spurgt sine konfirmander om, hvad de

mest tænker på til jul. Og det er ikke overraskende

gaverne, hvilket han har fuld forståelse

for. ”Når jeg tænker tilbage på vores families

juleaften, er det ikke gaverne, jeg husker. De

er jo forsvundet og ødelagte… Jeg har ikke

ret mange af dem tilbage. Næh, det var andre

hændelser, som fæstnede sig.”

Tekst og foto: René Teige

Marie Krarups juleaftener foregik i Seem præstegård

ved Ribe, hvor far Søren var præst.

Seem var et bittelille sted, en lille samling

huse ude på landet, hvor der ikke foregik så

meget.

”Men det var her, vi holdt vore juleaftner,

og de var alle sammen ens. De blev altid holdt

det samme sted - i Seem præstegård,” indleder

Marie Krarup sin fortælling om hendes, hendes

søskende og forældres juleaftener.

”Min far skulle på arbejde både om aftenen

og om morgenen, så vi kunne ikke køre nogen

steder hen. Det var der heller ingen grund til.

Julen har altid været på samme måde, og den

har været god.”

Familien Krarup fulgte et fint skema, fra

juletraditionerne gik i gang. 1. december, til

de sluttede 6. januar, når det var Tre Kongers

Aften.

”I den periode skulle man det ene og det andet

eller rettere en hel masse.


nu

Christian Langballe husker især en juleaften,

hvor der virkelig var lavvande i forældrenes

økonomiske kasse.

”Min mor kom og sagde, ar vi fik ikke julegaver

den juleaften. Vi kiggede rundt på

hinanden og tænkte, at det blev godt nok ikke

en ret god jul. Det var ikke lige det, vi havde

sat næsen op efter. Hele optakten til juleaften,

spændingen, det man gik og glædede sig til,

var taget ud af det.

Da vi så kom til selve juleaftenen, efter at vi

havde været i kirke og spist and, og vi skulle

ind og danse om juletræet, så lå der en enkelt

pakke. Da vi pakkede den op, viste det sig,

at det var en dartskive. Vi kiggede rundt på >

Jeg er ikke til nisser og nissehuer. Jeg kan meget

bedre lide engle og stjerner, understreger Marie

Krarup,

Det var ikke et stort

antal flotte gaver, der

prægede den juleaften,

som Christian

Langballe bedst husker

blandt sin barndoms

juleaftener.

Min mor bagte helt vanvittigt mange kager.

Der blev lavet sylte, leverpostej og skinke.

Der var traditioner for utroligt meget, og det

skulle alt sammen være hjemmelavet. Så min

mor havde afsindigt travlt,” husker Marie

Krarup.

”Min far havde jo også travlt, men det var

på en anden måde. Men vi var fire børn, så vi

kunne være der for hinanden, hygge om hinanden…

Mine bedsteforældre kom også på besøg,

når de ikke var hos andre af deres børn og

børnebørn. Min bedstefar var i øvrigt pensioneret

præst.”

Der var skruet ned for gaveræs

Marie og hendes søskende i præstegården

glædede sig til julegaverne. Men gaverne har

aldrig været de store, dyre af slagsen.

”Som børn gik vi selvfølgelig meget op i

gaver. Men det var alligevel ikke så meget.

Der har aldrig været tradition for at give store

gaver i vores familie. Gaverne skulle holdes

på et fornuftigt niveau. Sådan har jeg det stadig..

Det at gå i kirke er efterhånden blev centrum

i mine juleaftener. Sådan var det ikke,

da jeg var syv år, dengang var det at få gaver,

men selvfølgelig også juletræet,” indrømmer

Marie Krarup.

”Når talen er om juletræet, var der ingen

pyntetradition. Vi hængte bare alt muligt stygt

på, som vi selv havde lavet. Der var ingen

æstetiske krav. Derfor var det også tit et meget,

meget grimt juletræ, som vi i øvrigt selv

havde været ude at fælde. Det fældede træ var

heller ikke altid et, der levede op til normerne

om det perfekte træ. Det var ikke altid så

heldigt, men det var sjovt at få lov at vælge

selv…”

Alle ryddede op før træet blev tændt

I det Krarup’ske hjem har julens gøremål altid

været skemalagte. >

11


hinanden og tænkte: Hold da op, det bliver

ikke en ret god jul det her…”

Så kom smeden forbi

Men familien begyndte at spille dart. Skiven

var hængt op i køkkenet. Da det blev søsterens

tur, tog hun en pil, kastede den og ramte radiatoren.

Da hun hev dartpilen ud, stod der en fi n

vandstråle ud af radiatoren.

”Min mor bandt noget klæde omkring og

lagde nogle håndklæder. Vi prøvede at lappe

med klister. Men det varme vand fandt hele

tiden vej. Vi tilkaldte smeden, og han kom så

1. juledag – direkte fra en julefrokost.

” Mor satte stegen i ovnen, før vi gik i kirke.

Julegrøden var også kogt, før den blev sat i

høkasse. Der stod den, mens vi var i kirke.

Da vi kom hjem, blev den kogt op, og fl æskestegen

blev gjort færdig. Så begyndte vi med

risengrød med mandel, og da vi havde spist,

var det meget vigtigt at alle hjalp til med at

rydde op og sørgede for opvasken. Når man

så gik ind til næste omgang, som var juletræet,

så var der ryddet op, så man kunne falde om

i sin seng, hvis man var træt. Så var pligterne

af vejen.”

12

Han kunne jo godt se, at den der fi ne vandstråle

ikke kunne blive ved med at rende.

Smeden stod nogen tid og kiggede på radiatoren.

Han vidste simpelthen ikke, hvad han

skulle gøre. Men så bad han min søster fortælle,

hvad det var, hun havde gjort med pilen.

Og så gik hun hen og stak pilen i hullet. Men

spidsen brækkede, og så var det problem klaret.

Hvis man spørger mig i dag om, hvilke af

min barndoms juleaftener jeg husker, så tager

denne nok stikket,” griner Christian. Lngballe

Det var ikke gaverne, der gjorde det. Det

var bare en dartskive, en dartpil og en radiator.”

Nr. 7 • December 2011 • 15. årgang

Det var far Søren, der gik ind og tændte juletræet

mens mor Elisabeth satte sig og læste

Peters Jul højt for børnene. Når så juletræet

var tændt, bankede faren på døren og så blev

alle lys slukket, så det kun var juletræet, man

kunne se.

Traditionerne er bibeholdt

”Vi sang fl ere salmer, end man sang i kirken,

men så sluttede vi af med Højt fra træets grønne

top og Nu er det jul igen. Til denne sidste

Den knækkede pil blev udskiftet med en

ny, men den brækkede pilespids sidder så vidt

vides stadig i præstegårdskøkkenets radiator.

Den virker i hvert fald endnu – radiatoren.

Jul i præstegården s. 10-12

Julehilsen fra Chef Absalon s. 8-9

Nyt fra EU s. 14-17

barndoms jul.

Julen er rød og hvid s. 32

sang, måtte man løbe rundt om træet,” husker

Marie Krarup, som har valgt at videreføre sin

”Juletraditionerne er blevet bibeholdt med

få lempelser. Risengrøden har jeg måtte opgive,

så hjemme hos mig får vi ris a la mande.

Men ellers er det næsten det samme som min

barndoms jul. Det gælder også kirkegang. Går

man ikke i kirke juleaften, er der ikke noget,

der hedder jul.” fastslår hun.


Det bugner af spændende varer i DF-BUTIKKEN og alt kan bestilles hos:

DF-BUTIKKEN Tlf.: 4343 1414 / hverdage kl. 08:00-16:00.

E post: df-butikken@mail.dk • hjemmeside: www.df-butikken.dk

BUTIK

Udover DF Butikkens varer kan lokalformænd bl.a. rekvirere:

DF Bolcher, DF balloner, DF flag, DF vindmøller,

DF vognmønter, DF brochurer, DF grundlovsbøger og

DF principprogram.

BEKLÆDNING

Nøglebånd

kr.12,-

Dame t-shirt

mørk blå Str. S-XL

kr. 60,-

Dokumenttaske

kr.75,-

Taskeparaply

kr. 30,-

KAMPAGNE VARER

Indkøbsnet / Mulepose

Mulepose med lomme

Sports/rejsetaske

Rygtaske, stor

Nøglebånd

T-shirt med stort logo

Kampagne Jakke

Med tekst på armen

og og logo på ryggen.

Str. Str. S – XXXL

kr. 250,00,- 250,00,- 250,00,-

Habitnål DF servietter og kageflag

Kuglepen Ballon Lighter med logo Indkøbsnet

Marguerite broche Marguerite øreringe/sæt

kr. 10,kr.25,kr.118,kr.98,kr.12,-

DF JULEMÆRKE 2011.

Brug det til dine julehilsner.

Et ark med 20 stk. Kr. 20,00.

DF FORKLÆDE.

Det populære DF forklæde:

Kr. 128,00

RØD/HVID SPORTSTASKE MED BADGE.

Rummelig sportstaske med I LOVE PIA badge.

Kr. 39,00.

Habitnål

Slipsenål

Musemåtte

Krus

Kuglepen

Slipsenål Slipsenål

kr.10,kr.30,kr.25,kr.50,kr. 3,50

Skrivepen

Skrivepen (uniball micro)

Pastilæske

Lighter

DF Servietter & DF

kageflag sæt á 100

BØGER

“Kristian Thulesen Dahl, - Kronprinsen”

En kritisk portrætbog der kommer hele vejen

rundt om mennesket Kristian Thulesen Dahl.

314 sider. Medlemspris kr. 150,-

Mogens Camre “Knus Tyrannerne”.

Mogens Camres velskrevne erindringer

fra et usædvanligt og begivenhedsrigt liv.

480 sider. Særpris kr. 148,-

kr. 8,kr.5,kr.5,-

kr.50,- Julesteg uden

stænk på tøjet

Den er åben, når du har tid. Den byder på alt fra lakridser

til smykker og bøger. Den melder om, at forklæder er december

hit nummer 1!

Talen er om DF Butikken, som ligger inde med alt fra

kampagneprodukter til beklædning, bøger, smykker og julemærker.

Overskuddet fra Julemærkerne går hvert år, til

et godt formål.

Lige nu er der julemarkeder og udstillinger i hele landet.

Der møder DF-lokalforeningerne op, og så er der brug

for kataloger, brochurer og bolsjer. Men årstiden indbyder

også til julegaveindkøb. Og her har DF Butikken masser

at tilbud.

Henning, der sammen med Jytte bestyrer butikken, melder,

at årstidens store hit er et DF-forklæde, som sikrer,

at der ikke kommer fedtpletter på det pæne juletøj under

madlavningen.

Men også bogen om Morten Messerschmidt ”En politisk

ener” er et hit, ligesom Marguerite smykke serien

er efterspurgt, oplyser en travl Henning Christensen,

som oplyser, at hele sortimentet kan ses og bestilles via

www.df-butikken.dk

DF Sangbog: kr. 25,-

KURT WESTERGAARD

- manden bag stregen.

Begrænset antal signeret

af Kurt Westergaard.

272 sider. Kr. 275,00

T-shirt, hvid med stort

DF logo Str. S – XXL

Kasket regulerbar str.

Sportstaske

kr.65,kr.25,- Marguerite ørestikker/sæt Marguerite halssmykke m/kæde

Rygtaske stor Kasket regulerbar Krus

Mulepose med lomme Nøglering til indkøbsvogn

Musemåtte Musemåtte Pastiller med logo

NYHED!

MESSERSCHMIDT

- portræt af en politisk ener.

376 sider. Kr. 249,00

Marguerite broche

Marguerite øreringe/sæt

Marguerite øresticker/sæt

Marguerite halsmykke

m/kæde

kr.35,kr.49,kr.49,- kr. 49,-


EU

Har euroen en fremtid?

Et af de helt store problemer er, at de ti medlemslande, der står uden for eurozonen, naturligvis kræver, at de

17 euro-medlemslande selv skal løse krisen. Men samtidig er de bange for at blive efterladt på et sidespor.

Den tyske forbundskansler kæmper for at redde sit eget parti, CDU. Partiet har tabt det ene landdagsvalg

efter det andet, fordi tyskerne er trætte af at redde kastanjerne ud af ilden for de gældsplagede

lande i syd. At CDU er helt ude af trit med de tyske vælgere, viser blandt andet sloganet ”Für Europa

– für Deutschland”.

14

Foto: Scanpix

Af Karsten Lorentzen

Spørgsmålet i overskriften er blevet stillet

utallige gange. Hver gang en hjælpepakke til

Grækenland er blevet vedtaget, har markederne

for en stund livet op – men lige så sikkert

har det været, at tvivlen hurtigt igen har meldt

sig på banen. Det har været for lidt og for sent,

og selve den fælles valutas strukturelle problemer

er ikke blevet løst. Navnlig i Tyskland

diskuteres det livligt, hvad der kan gøres for

at redde den nødstedte valuta. En græsk udtræden

af euro-samarbejdet har længe været

diskuteret som et realistisk scenario i Tyskland,

men hidtil har diskussionen strandet på,

hvorvidt de europæiske banker kan overleve

de økonomiske tab, som en genindførelse af

drachmen som flydende valuta vil påføre dem.

Men den tyske professor i økonomi Rolf

Caesar mener, at konsekvenserne af et græsk

euro-exit er overvurderede, og at kun en udtræden

af euroen vil muliggøre vækst i Grækenland.

”Hvis drachmen genindføres, bliver

import dyrere, og Grækenland opnår en

konkurrencefordel i forhold til euro-zonen.

Det kan tiltrække udenlandske investeringer

i landet, og Grækenlands strukturelle problemer

ville på den måde komme nærmere

en løsning”. Rolf Caesar benægter ikke, at

Grækenland stadig vil stå over for smertefulde

tilpasningsproblemer, men spørgsmålet

er, om ikke dette er at foretrække frem for, at

Grækenland beholder euroen. Grækenland vil

under alle omstændigheder i en lang årrække

være henvist til hjælp fra EU og IMF”, siger

Rolf Caesar til den tyske avis Die Zeit (16.11)

Kun drastiske indgreb kan redde

euroen

Andre økonomer, som eksempelvis økonomiprofessor

Wendy Carlin fra University of

London, peger i et interview i ”Information”

(15.11) på, at den eneste redning af euroen

er at få Den Europæiske Centralbank til at

foretage massive opkøb af græske statsobligationer

og at føre en såkaldt ekspansiv finanspolitik,

samtidig med at Tyskland fyrer

op under forbruget, således at landet selv begynder

at forbruge. Det betyder opgivelse af


løntilbageholdenhed og skattelettelser – noget

som også den amerikanske præsident Obama

flere gange har efterspurgt. ”Hvis tyskerne vil

redde euroen, som har tjent deres eksport så

vel, bliver de nødt til at agere som Europas

økonomiske lokomotiv. Det er ensbetydende

med at lægge mere vægt på en forbrugerdrevet

økonomisk vækst med fare for inflation i

fremtiden”, mener Carlin.

Redningsfonden (EFSF) har ikke løst problemet

med den manglende tillid til Grækenland,

og lånepuljen på 440 milliarder euro

rækker slet ikke, hvis der opstår alvorlig mistillid

til Italien på grund af landets gigantiske

statsgæld, og Den Europæiske Centralbank

har ikke beføjelser til et massivt opkøb af

obligationer, sådan som andre centralbanker

ville kunne gøre. Det ville være i strid med

Maastricht-traktaten fra 1991, som helt specifikt

forbyder centralbanken og eurozonens

regeringer at finansiere de kriseramte landes

gældsbyrde.

Samtidig huserer frygten for inflation. Især

Tyskland har historiske erfaringer med hyperinflation.

I 1920´erne slog inflationen reelt

bunden ud af det tyske samfund og blev på

den måde medvirkende til nazismens opblomstring.

Netop bekæmpelsen af inflationen er en

af Den Europæiske Centralbanks helt centrale

målsætninger, og det paradigme, som banken

ifølge flere økonomer må gøre op med, hvis

euroen skal reddes som fælles valuta – med

andre ord må ECB lade seddelpressen løbe

og opkøbe statsobligationer i stort omfang.

Men netop et støtteopkøb af statsobligationer

ville involvere centralbanken i eurolandenes

finanspolitik og dermed være i strid med traktaten.

Hertil kommer, at de sydeuropæiske lande

må nedbringe deres meget høje lønniveauer –

enten gennem høj arbejdsløshed eller ved at

aftale lønreduktioner med arbejdsmarkedets

parter – noget, der i høj grad synes urealistisk,

og som ikke i sig selv garanterer euroens

overlevelse.

Endelig vil de 17 medlemsstater i eurozonen

være tvunget til at gennemføre et skridt,

der burde være foretaget, før euroen overhovedet

blev introduceret som betalingsmiddel:

Nemlig at etablere fælles institutioner til at

føre en fælles finans- og økonomisk politik for

alle landene i eurozonen. Ellers er det ganske

enkelt umuligt at udjævne de store forskelle

mellem økonomierne i Syd- og Nordeuropa.

Og hvad sker der, hvis ikke denne manøvre

lykkes, fordi forskellene forbliver alt for store?

I så fald kan det måske komme på tale at

grundlægge en nordeuropæisk valutaunion,

men det store spørgsmål er så, hvor grænsen

skal trækkes mellem nord og syd. Skal eksempelvis

det ustabile Belgien indlemmes i

en nord- eller sydeuropæisk valutaunion?

Morten Messerschmidt mener ikke, at en traktatændring vil løse euroens aktuelle problemer. Snarere

vil den forværre situationen i de kriseramte lande, der får endnu sværere ved at klare sig. Kun en

reform af selve den fælles valuta kan fremadrettet løse problemerne.

EU fortsætter i samme rille

Men foreløbig er alle disse ideer rent tankespind

blandt økonomer. EU arbejder videre

med kendte metoder og er ikke til sinds at

skifte spor. Den tyske forbundskansler Angela

Merkel vil have en ny EU-traktat på plads

inden udgangen af 2012, og den skal indeholde

sanktioner over for de lande, som har

store budgetunderskud. De skal straffes med

bøder eller tilbageholdelse af EU-tilskud til

landbrug og regioner – og måske risikerer de

endda at miste stemmeretten. Men er det nok?

Et af de helt store problemer er, at de ti

medlemslande, der står uden for eurozonen,

naturligvis kræver, at de 17 euro-medlemslande

selv skal løse krisen. Men samtidig er de

bange for at blive efterladt på et sidespor. Det

store spørgsmål er, om Danmark kan medvirke

til en traktatændring, hvilket dog ifølge

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet,

Morten Messerschmidt, først og fremmest

er den røde danske regerings hovedpine, fordi

den er så forhippet på at få euroen indført i

Danmark. Vi bør her i landet i stedet prise os

lykkelige over, at vi i 2000 sagde nej til den

fælles valuta.

Morten Messerschmidt: EU behandler

kun overfladen

For Morten Messerschmidt spår ikke euroen

de store overlevelseschancer i dens nuværende

form. Dertil er forskellene mellem de

sydeuropæiske og nordeuropæiske lande ganske

enkelt for store, og det vidste man fra begyndelsen.

”Man behøver egentlig blot at besøge Grækenland

eller Spanien for derefter at tage til

Tyskland for at indse, at en fælles valuta for så

vidt forskellige kulturer er en umulighed, og

det er mig fortsat en gåde, at Europas politikere

ikke fra begyndelsen kunne se, at euroen

ville være et dødfødt projekt. Desværre overskyggede

de ideologiske betragtninger dengang

fuldstændig realiteternes verden. Man

var så optimistisk og grebet af ideen om Den

Europæiske Union, at man havde monteret

skyklapper, der lukkede virkeligheden ude”,

siger Morten Messerschmidt.

”Med alle ideologier forholder det sig således,

at der er en regning at betale. Umiddelbart

betales den største regning af befolkningerne

i de kriseramte lande, som i tillid til deres ofte

fuldstændigt inkompetente folkevalgte politikere

har levet over evne. Men i virkeligheden

betales regningen før eller siden af os alle,

fordi vi – hvad enten vi vil eller ej – er blevet

suget ind i eurokrisens malstrøm. Det store

problem er, at EU stadig lader som om euroen

kan overleve, fordi man har bundet hele EU’s

prestige op på den fælles valuta. Derfor tør

man ikke adressere de virkelige, strukturelle

problemer, men håber hver gang, at en ny redningspakke

kan redde euroen”, siger Morten

Messerschmidt.

Han konstaterer, at EU har malet sig selv op

i et hjørne, hvorfra det er uhyggeligt svært at

komme ud igen, fordi man ikke ønsker at tage

de endelige konsekvenser.

”EU’s forudsigelige svar på gældskrisen er

desværre altid kun ”mere EU”, mere kontrol og

flere sanktioner. Men hvordan i alverden forventer

man, at disse tiltag kan rejse lande, der

allerede ligger ned, og hvor de nationale økonomier

er kørt helt i sænk? Kun grundlæggende

monetære strukturreformer kan løse gældskrisen.

Det betyder, at det monetære Europa-kort

skal ændres grundlæggende, således at det syge

væv – de gældsplagede lande – bliver skåret

bort”, siger Morten Messerschmidt.

15

Foto: Carsten Lundager


EU

Morten Messerschmidt vil

have styr på afstemningerne

i EU-Parlamentet

Af Karsten Lorentzen

Valgfl æsk og tomme løfter. Det er blevet hverdagen

i Danmark under den røde regering.

Løftebruddene har hobet sig op i en grad, så

ikke en gang journalister og kommentatorer

længere kan holde styr på dem. Men hvordan

forholder det sig i EU-Parlamentet? Hvordan

stemme de danske partier i grunden ved de

afstemninger, som også får konksekvenser

for danskernes hverdag? Desværre er historien

nedslående, siger Morten Messerschmidt,

der har undersøgt, hvordan de danske partier

i Parlamentet stemte under den sidste Strasbourg-samling

i oktober.

Her beskæftigede parlamentarikerne sig

blandt andet med EU’s budget, reduktion af

parlamentarikernes fl yvninger på Business

Class og afvisningen af at tolke mødereferaterne

til samtlige 23 sprog (omtalt i sidste

nummer af Dansk Folkeblad) Resultatet er i

alle henseender nedslående. Venstre og Konservative

stemte eksempelvis for en forhøjelse

af EU’s budget på 5,23 procent. Socialdemokratiet

og Socialistisk Folkeparti var splittede,

mens kun DF stemte nej.

16

Venstre sagde desuden nej til at begrænse

antallet af skatteyderbetalte fl yvninger på

business class, og både Venstre, Socialdemokratiet

og Socialistisk Folkeparti stemte nej

til en afvisning af at begrænse tolkningen til

færre sprog. Morten Messerschmidt betegner

det som et demokratisk problem, at vælgerne

reelt ikke ved, hvad deres folkevalgte siger ja

og nej til i EU-Parlamentet og ser det derfor

som en af sine missioner at gøre danskerne

opmærksomme på, hvad der i grunden foregår

i EU-Parlamentet.

Taler med to tunger

”Mange danske parlamentarikere taler med

to tunger. Vælgerne derhjemme får én version

af sandheden, mens parlamentarikerne reelt

agerer i modstrid med danske interesser i EU-

Parlamentet. Jens Rohde fra Venstre udtalte

i sin tid, at han ville sætte ”hegnspæle” op

for EU, men siden er han sprunget ud af skabet

som glødende EU-tilhænger, hvilket han

imidlertid ikke har lagt skjul på. Nu taler han

Den socialdemokratiske EU-parlamentariker

Dan Jørgensen er et klassisk eksempel

på en løftebryder af værste skuffe.

I valgkampens hede i 2009 hyklede han

forståelse for danskernes oprigtige bekymringer

for de åbne grænser og lovede

at ville arbejde for en gennemførelse af

grænsekontrollen. Da valget var overstået,

havde han glemt det hele, og da

regeringen og DF i foråret genindførte

en toldkontrol, havde han forvandlet sig

til en hysterisk modstander.

om at fi nde den ”indre Uffe” frem igen. Værre

er, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti

går og putter sig. I Danmark er der ikke

grænser for deres ”forståelse” for vælgernes

velbegrundede EU-skepsis, men i Parlamentet

er de blevet fanatiske fortalere for EU-systemet”,

siger Morten Messerschmidt.

Han agter at fortsætte sin kortlægning af de

danske partiers gøre og laden i EU-Parlamentet

i de kommende år.

Danskerne skal sammensætte de danske

EU-parlamentarikere i juni 2014, og vi fortjener

det bedst mulige grundlag at træffe et valg

på. Derfor er det nyttigt at føre regnskab med

afstemningerne i Parlamentet, således at vælgerne

kan se, hvordan deres interesser og bekymringer

er blevet repræsenteret i den femårige

valgperiode. Når valgtrommerne buldrer

igen, og det fyger gennem luften med gyldne

løfter, skal vælgerne have klar besked”, siger

Morten Messerschmidt.


EU-skandale:

Munden lukkes

på afghanske

kvinder

Det lyder som opskriften på en ægte EU-klassiker. Først bruger man en halv million kroner af skatteydernes

penge på at finansiere en dokumentarfilm, og bagefter må den slet ikke vises.

Af Karsten Lorentzen

Scenen er det ”befriede” Afghanistan, hvor

kvinders rettigheder stadig lader meget tilbage

at ønske. Ganske vist er den fanatiske

Taleban-organisation blevet trængt tilbage af

blandt andet danske tropper – men det betyder

ikke, at det afghanske samfund har ændret sig

afgørende. Med til dagens orden hører domme

for ”forhånelse af Profeten” og andet slet

fra fortiden. Men det værste er, at kvindernes

retsstilling stort set ikke er blevet ændret. Hvis

en kvinde voldtages, kræver det ifølge Koranen,

at fire mandlige vidner har set det. Ellers

har kvinden ”bedrevet hor” og skal straffes i

overensstemmelse med Sharia-lovens barbariske

retspraksis.

En sådan kvinde er Gulnaz, hvis ulykkelige

skæbne bliver skildret i den nu forbudte EUfilm.

Gulnaz blev voldtaget og truet på livet

af sin kusines mand – og den kun 19-årige

kvinde blev gravid af voldtægten. Da hun anmeldte

forbrydelsen til det afghanske politi,

blev hun anholdt og idømt en fængselsstraf

på 12 år, fordi hun med voldtægten begik en

”moralsk forbrydelse”. En skæbne, hun deler

med hundredvis af afghanske kvinder. Ikke

mindre end 920 kvinder sidder i fængsel for

lignende forhold.

Konfliktsky EU

EU-filmen ”In-Justice” skulle netop skærpe

verdens fokus på de afghanske kvinders ulykkelige

skæbne, men uden videre blev den trukket

tilbage. Argumentet er, at filmen udgør en

”fare” for kvindernes sikkerhed, samt at ingen

af de medvirkende kvinder angiveligt har givet

deres samtykke til, at optagelserne bliver

offentliggjort. Endelig begrundes forbuddet

mod filmen med ”hensynet til EU’s forhold til

Afghanistans juridiske institutioner”. Og mon

ikke først og fremmest det sidste argument

har været udslaggivende? EU ønsker ganske

enkelt ikke nogen konflikt med det såkaldt

demokratiske styre i Afghanistan – og europæerne

må ikke ved selvsyn konstatere, at

befrielsen fra Taleban-styret ikke har omfattet

Afghanistans kvinder.

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet,

Morten Messerschmidt, er rystet over

beslutningen og afkræver udenrigskommissær

– Europas ”udenrigsminister” – Catherine

Ashton en forklaring på, hvorfor den skatteyderfinansierede

film er blevet trukket tilbage.

Han betragter desuden forbuddet mod filmen

som et typisk udslag af EU’s angst for konflikter

med især repressive muslimske regimer.

Den forklaring køber jeg ikke

”Jeg køber ganske enkelt ikke forklaringen

om hverken kvindernes sikkerhed eller det

påståede manglende samtykke fra de medvirkende

kvinders side. Ethvert filmhold undersøger

da den slags ting, inden de påbegynder

deres arbejde. Den eneste reelle begrundelse

er, at EU ikke vil lægge sig ud med de afghanske

myndigheder, og at man for alt i verden vil

undgå kritik af det afghanske styre, som med

vestens velvilje styrer det krigshærgede land.

Men den slags fortielser af sandheden har en

negativ effekt. Selv om der er sket fremskridt

i landet, og selv om danske soldater har ofret

deres liv i kampen mod Taleban, må det være

tilladt at gøre opmærksom på misforhold og en

udvikling, der går i den gale retning. Ja, jeg

vil faktisk sige, at netop fordi vesten har postet

milliarder af kroner i terrorbekæmpelsen, så

har offentligheden en ret til at vide, hvad der

foregår”, siger Morten Messerschmidt.

Han kræver blandt andet, at EU frigiver filmen

til fremvisning, og at processen omkring

forbuddet bliver endevendt.

Afghanistan skylder tak

”Når EU har valgt at bruge skatteyderpenge

til at producere en film, skal den naturligvis

kunne vises. Hertil kommer, at der skal kastes

lys over beslutningen om at forbyde filmen.

Hvad gik forud for beslutningen, hvornår blev

den truffet, og hvem var ansvarlig for forbuddet?

Jeg er overbevist om, at når de enkelte

argumenter bliver gennemgået, så vil kun argumentet

om forholdet til de afghanske myndigheder

stå tilbage. Selve hovedargumentet

– at offentligheden ikke må delagtiggøres i

manglen på demokrati og menneskerettigheder

i Afghanistan – vil aldrig blive udtalt. Men

naturligvis skal EU ikke tage hensyn til de

afghanske myndigheder. Til gengæld skal de

afghanske myndigheder til at udvise en smule

taknemmelighed over vestens enorme offervilje

og vise omverdenen, at de respekterer

grundlæggende menneskerettigheder”, siger

Morten Messerschmidt.

17

Foto: Scanpix


Ude i Danmark

DF-Hovedbestyrelse

Berth, Kenneth Kristensen dfkekr@ft.dk - 3337 5174

Dahl, Kristian Thulesen dfkrtd@ft.dk - 3337 5102

Ebbesen, CC org. nfmd, dfcceb@ft.dk - 3337 5172

Eilersen, Susanne, susanne@lunddalvej.dk - 2330 2490

Elmenhoff, Preben hoff@post.opasia.dk - 3539 9221

Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 3337 5124

Henriksen, Martin dfmahr@ft.dk - 3337 5129

Kjærsgaard, Pia, fmd. dfpksekr@ft.dk - 3337 5107

Kronborg, Bente bente.kronborg@rksk.dk - 2447 8680

Skaarup, Peter, pol. nfmd dfpesk@ft.dk - 3337 5113

Thomsen, Steen dfstth@ft.dk - 3337 5185

Partisekretær:

Nielsen, Poul Lindholm, 3337 5161

DF-folketingsmedlemmer

Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 3337 5121

Adsbøl, Karina dfkaad@ft.dk) - 3337 5137

Ahrendtsen, Alex dfalah@ft.dk - 3337 5105

Blixt, Liselott dflibl@ft.dk - 3337 5120

Bøgsted, Bent dfbenb@ft.dk - 3337 5101

Christensen, René dfrech@ft.dk - 3337 5122

Christiansen, Kim dfkich@ft.dk) - 3337 5148

Dahl, Jens Henrik Th. dfjeht@ft.dk - 3337 5126

Dahl, Kristian Th. dfkrtd@ft.dk - 3337 5102

Dencker, Mette Hjermind dfmehd@ft.dk - 3337 5118

Dencker, Mikkel dfmikd@ft.dk - 3337 5106

Dohrmann, Jørn dfjdoh@ft. dk - 3337 5109

Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 3337 5124

Flydtkjær, Dennis dfdefl@ft.dk - 3337 5112

Henriksen, Martin dfmahr@ft.dk - 3337 5129

Jørgensen, Morten Marinus dfmomj@ft.dk - 3337 5114

Kjærsgaard, Pia dfpksekrt@ft.dk - 3337 5124

Krarup, Marie dfmakr@ft.dk - 3337 5134

Langballe, Christian dfchla@ft.dk - 3337 5110

Nødgaard, Karin dfkarn@ft.dk - 3337 5125

Skibby, Hans Kristian dfhaks@ft.dk - 3337 5128

Skaarup, Peter dfpesk@ft.dk - 3337 5113

Dansk Folkeparti

Christiansborg 3337 5199

1240 København K. Fax: 3337 5191

df@ft.dk

www.danskfolkeparti.dk

DF-europaparlamentsmedlemmer

Morten Messerschmidt, MEP

Tlf.: 0032 228 45738

morten.messerschmidt@europarl.europa.eu

Dansk Folkepartis Ungdom

Postbox 2297

1025 København K

Tlf.: 2193 0093

DANSK FOLKEBLAD

Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti.

15. årgang, nr. 5/2011. ISSN: 1397-3975

Ansv. redaktør: Søren Søndergaard

Redaktionschef: René Teige

I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Helene

MacCormac, Lars Ohlsen, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen

og Karsten Lorentzen.

Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis

synspunkter.

Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K.

Tlf: 33375199. Fax: 33375191.

www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk

Næste nr. udkommer 10. februar 2012

Deadline for kalender o.l. er 23. januar 2012.

Layout & tryk: KLS Grafisk Hus

Forsidefotos: Carsten Lundager

Vi ved, et fjeld kan sprænges,

og tvinges kan en elv,

men aldrig kan et folk forgå,

som ikke vil det selv.

18

KALENDER KALENDER

Klummen

DF-jul i Pederstrup

Når julemåneden melder sin ankomst, er

et af de mast populære DF-arrangementer

Julestuen i Pederstrup i Ballerup.

Så populært er arrangementet, at der i

månedsvis har været udsolgt.

Det er DF i Københavns Omegns Storkreds,

der igen i år har fornøjelsen, på vegne

af alle lokalforeninger i storkredsen, at

stå for gennemførelsen.

Og der er dømt jul efter alle kunstens

regler. Således finder arrangementet

sted i en gammel lade, hvor alt syner

og dufter af jul i form af julepynt, julesange,

æbleskiver, gløgg og pebernødder.

Pia Kjærsgaard læser en julehistorie,

Søren Espersen giver en analyse af den

politiske situation efter valget den 15.

september, og Gitte Simoni bringer en julehilsen

fra Dansk Folkepartis Ungdom.

Pianisten Henrik Schouw sørger for, at den

musikalske stemning er i top.

Arrangementet rundes af med julebingo

og godteposer.

De røde svigter

pensionisterne

Den røde løftebrudsregering leverer det ene tragikomiske indslag

efter det andet Landets pensionister, i særlig grad dem, der

kun har folkepensionen at leve for, er i den grad blevet svigtet

af den røde løftebrudsregering. Pensionister bliver hårdt ramt af

energiafgifterne, som betyder, at der skal spares på lyset, der skal

økonomiseres med tv-kikkeriet og skrues ned for varmen. Den

røde regerings ’sociale engagement’ kommer for pensionisternes

vedkommende til udtryk via en ’hjælpecheck’ på 280 kr. årligt,

svarende til 78 øre om dagen. Rent til grin al den stund en kWh

koster 190 øre.

Men den røde regerings bedrag stopper ikke her. Blandt de utallige

løfter, der er blevet brudt, er et årligt pensionstillæg på 5.000

kr., som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti lovede pensionisterne

før valget. Det løfte blev skrottet umiddelbart efter

valget.

Og så er der afgifterne på blandt andet slik og cigaretter, som

mange ældre tillader sig at forkæle sig selv blot en smule med.

Den lille fornøjelse skulle før valget ikke ramme de ældre, som

skulle have en kompensation. Den – rigtigt gættet – blev også

taget af bordet.

Folkepensionen stiger ikke engang i takt med priserne

Den røde regering har afsat samlet 400 millioner kroner til

kompensation for alle svage grupper. Det er herfra nævnte ’fyrstelige

check’ på 280 kr. årligt kommer.

Samtidig har de røde valgt at bruge 650 mio. kr. på at afskaffe

starthjælpen, der gives til indvandrere fra lande udenfor Norden

og EU. Der er også blevet råd til at give 600 mio. kr. mere i udviklingsbistand.

Kommende pensionister bør i sandhed spare mere op til pensionsalderen…

Nåh nej, der har de røde også været. Før kunne man

fradrage op til 100.000 kr. i pensionsindbetalinger årligt. Nu er

fradraget næsten halveret.

Det er blevet dyrt at være dansker. tei


KALENDER KALENDER KALENDER

Arrangementet, der finder

sted 6. december, er som nævnt

udsolgt, så er du en af dem, der

ikke nåede at løse billet i år, er

ovenstående måske en spore til at

være i rigtig god tid til næste år.

Grænsekontrollen virkede faktisk

Danmarks nye røde regering har valgt at afskaffe

den grænsekontrol, som Dansk Folkeparti

sammen med den daværende regering

fik vedtaget i foråret 2011. Det har vakt stor

begejstring i EU og i Tyskland, hvor både Eukommissionsformand

Jose Barroso og den

tyske præsident Angela Merkel har prist regeringen

beslutning

Beslutningen var dog ikke over for befolkningen

begrundet i at tækkes hverken EU eller

Banko, gløgg, stå op og sid ned

Bestyrelsen i lokalforeningen DF Furesø inviterer

til glögg og æbleskiver, masser af julehygge og et

lille bankospil.

Arrangementet bliver afholdt på adressen Ellegården,

Stavnsholtvej 168. Både medlemmer

samt venner og bekendte er hjertelig velkomne. .

For at det hele skal løbe rundt, vil arrangementet

koste 40 kr. pr. deltager. Beløbet dækker spisning

og drikkevarer.

Til eftermiddagens bankospil sælges plader til 5

kr. pr. styk. (5 plader koster 20 kr.)

Arrangementet finder sted søndag den 18.

Tyskland, men derimod i, at grænsekontrollen

ikke skulle have virket, men det viser sig nu at

være en sandhed med modifikationer.

Således er andelen af konfiskerede ulovlige

euforiserende stoffer steget fra 26,7 kg. i 2010

til 3.690 kg i 2011 til dato. Det svarer til en

stigning på 13.700 pct.

Tilsvarende er der konfiskeret 6.834.000 kr.

ved grænsen i år. I 2010 var det 1.142.000 kr.

Det svarer til en stigning på 600 procent.

december 2011 fra kl. 15.00 til ca. kl. 17.30

Der er adgang til Ellegården fra kl. 14.30

Der bliver spillet 3 traditionelle bankospil samt

et ”stå op og sid ned-spil”.

Helt præcis hvad dette går ud på, bliver afsløret

på selve dagen. Men arrangørerne lover et morsomt

indslag med masser af præmier.

Formand Käthe Berg Søeballe oplyser, at tilmelding

til arrangementet er nødvendig – ikke mindst

så det kan sikres, at der er æbleskiver nok…

Tilmelding til kathe@soeballe.dk eller pr. sms

til 2698 7051. Tilmeldingsfristen er 10. december

2011.

Til gengæld er der konfiskeret lidt færre våben

– 293 stk mod 304 stk. og mindre ulovlig

medicin – 38.513 piller mod 142.039 i 2010.

Men det er næppe tilstrækkeligt til at konkludere,

at den skærpede grænsekontrol, som

endda langt fra nåede at blive fuldt udrullet,

ikke virkede.

kkb

19


Nyt fra Borgen

20

Af René Teige

DF sikrer

andagt

på Borgen

Mette Hjermind Dencker,

Marie Krarup, Morten Marinus

og Christian Langballe

er blandt de DF’ere,

som nu genindfører en god

tradition på Christiansborg,

nemlig andagt hver torsdag

morgen.

Årsagen til, at torsdagsandagten

ikke ville blive

videreført, var, at dem, der

hidtil havde arrangeret andagten,

ikke blev genvalgt,

og at ingen nye meldte sig.

Det fik Dansk Folkepartis

familie- og forbrugerordfører,

Mette Hjermind

Dencker til at reagere.

Hun fik samlet en række

politiske kolleger om bestræbelserne

på at fortsætte

det åndelige pusterum,

hvor politikere samles på tværs af partierne.

Morten Marinus er en af de DF’ere,

der er med til at sikre en fortsættelse

af tilbuddet om torsdagsandagt på

Christiansborg.

Der er nu sendt invitation ud til samtlige folketingsmedlemmer

i håbet om, at mange vil benytte sig af tilbuddet om at komme til

andagt om torsdagen

Det bliver DF’s kirkeordfører, sognepræst Christian Langballe,

der forestår andagten.

Denne består af en salme, læsning af den kommende søndags

tekst, Fadervor samt endnu en salme.

SF svigter

pensionisterne

Dansk Folkepartis skatte- og it-ordfører Dennis Flydtkjær forstår

glimrende, hvis landets pensionister føler sig svigtet og glemt af

den røde regering.

”Socialistisk Folkepartis sociale engagement kan efterhånden

ligge på et bittelille sted. Senest har partiets skatteminister udstillet

netop det manglende engagement, især når det gælder ældre

medborgere, som skatteministeren, Thor Möger Pedersen, endnu

engang rammer med en politisk udtalelse,” siger Dennis Flydtkjær.

Han henviser, til ministerens udtalelser mandag den 21. november

i forbindelse med nye oplysninger om, at mængden af

anmeldt sort arbejde er steget med 30 pct. til 7.000.

”Det er et problem, når et stigende antal personer snyder samfundet.

Men når Thor Möger Pedersen foreslår, at regninger på

mere end 10.000 kr. skal betales elektronisk via Dankort eller

Netbank, så er det, at den unge minister helt mister overblikket.

For hvad med de over 60 pct. af landets pensionister, der ikke

bruger Internettet? Og de mange ældre, som ikke har elektronisk

betalingskort i øvrigt?” spørger Dennis Flydtkjær.

De kan ikke overholde SF’s betingelser for at undgå straf for at

købe sort arbejde, siger Dennis Flydtkjær.

Skatteministerens ’forglemmelse’ falder i forlængelse af partiets

’larmende’ tavshed om, at blandt andet Københavns kommune,

hvor SF sidder i flertalsgruppen, nu nedlægger servicebusser.

Læg dertil de nyligt vedtagne afgifter, som SF før valget lovede,

at pensionister ville blive kompenseret for. Det løfte er også gået

i glemmebogen. I fredags kom det frem, at de røde vil lægge en

afgift på cirka 1.500 kr. om året oveni den i forvejen høje el-pris.

Senest er reklameafgiften lanceret. Det er almindeligt kendt,

at det er ældre, som har behov for at finde og handle tilbud. Dem

bliver der ikke mange tilbage af, når supermarkederne lægger den

nye afgift oveni priserne.

Det bliver ikke blot dyrt at være dansker, det bliver voldsomt

dyrt at være dansk pensionist.

Dennis Flydtkjær er forarget over den røde regerings behandling af

landets pensionister.


DF’er advarer mod misbrug

Daniel er i nød. Han befinder sig i England

og vil gerne have hjælp. Du kan sende penge,

så Daniel kan komme hjem til…

Sådan nogenlunde lyder det, når skruppelløse

net-svindlere søger at lokke penge

ud af uskyldige menneskers lommer.

Man har tidligere hørt om de såkaldte

’Nigeria-breve’, men svindlere har også forsøgt

sig med, at man har vundet et krydstogt

og nu blot skal sende sine kreditkortoplysninger

for at få præmien. Nu bliver der så

spillet på folks følelser og vilje til hjælpe

nødstedte.

Dansk Folkepartis medlem af Sjællands

regionsråd samt byrådet i Ringsted, Daniel

Nørhave, er er en af dem, der er udnyttet af

net-svindlere.

Han fortæller, at både hans mor og byråd-

Akademiker

– eller bare snusfornuftig

Er det et problem, at der er så mange akademikere

blandt folketingets medlemmer,

skader det demokratiet, og bør man have

flere MF’ere uden akademisk baggrund..?

Sådan lyder spørgsmålene, som en gruppe

elever fra RUC forleden havde sat Liselott

Blixt stævne for at diskutere.

Og det blev en aha-oplevelse!

De fem studerende, som har arbejdet

med deres projekt i tre måneder og skal

fremlægge det kort før jul, diskuterer ikke

blot akademikere contra ikke-akademikere,

men også eksemplet Thor Möger Pedersen,

SF’s 26 år unge skatteminister, som alene

har erfaring – eller mangel på samme – ved

at have fuldført gymnasiet og have trådt direkte

ind i SF som rådgiver. Baggrunden er

et formandskab for Danske Gymnasieelevers

Sammenslutning.

Omvendt har Liselott Blixt mange års

erfaring på arbejdsmarkedet som ansat og

som selvstændig.

”Man skal være dobbelt så grundig som

ikke-akademiker. Især når det gælder sundhedsområdet.

Men det handler også om,

hvor god man er til at formulere sig. Og

den evne virker både positivt og negativt.

Akademikere får jo indimellem skyld for,

skollega Poul Nødgaard modtog oplysningen

om, at han havde brug for hjælp. Det

havde han heldigvis ikke.

I Daniel Nørhaves tilfælde havde netsvindlerne

hacket sig vej til DF’erens hotmail

via maillister til både byråd, regionsråd

og folketing, hvor Daniel Nørhave ind i

mellem arbejder som studentermedhjælper.

Midt- og Vestsjællands Politis afdeling

for økonomisk kriminalitet oplyser, at der er

tale om en ny tendens, som er poppet op,

fordi folk efterhånden ikke mere lader sig

narre af hidtil anvendte svindelnumre

Daniel Nørhave advarer mod net-svindlerne

og råder til, at man skal skifte både

adgangskode og password, gerne til kombinationer

af tal, bogstaver og tegn.

at de er meget dygtige til at sige meget –

uden at sige noget. Her oplever jeg, at journalister

er glade for at tale med en politiker

som mig, der taler lige ud og ligefremt,”

siger Liselott Blixt.

Daniel Nørhave udsat for net-svindel

Hun mener ikke, at det direkte er et

demokratisk problem med stor andel af

akademikere i Folketinget, men at dettes

medlemmer bør spejle befolkningens sammensætning

på uddannelsesområdet…

Liselott Blixt fik en god debat med de RUC-studerende om Folketingets uddannelsesmæssige sammensætning.

Foto: Carsten Lundager

21


Siden sidst

22

70 år

Tidligere byrådsmedlem Bent Andersen,

Havnevej 53, 8500 Grenaa fyldte 70 år

den 17. november 2011. Bent Andersen

er mangeårigt medlem af DF, og da der

ikke var en lokalforening i Grenaa indkaldte

han til stiftende generalforsamling

den 12. Januar 1998, hvor han blev formand.

Der var i 1998 ni medlemmer, de

syv kom til mødet. Nu 13 år efter, er der

ca. 80 medlemmer.

Bent Andersen har gjort et stort stykke

arbejde for DF Grenaa og nu Norddjurs.

Han kravler stadig i lygtepæle og hænger

valgplakater op samt deler brochurer ud.

Bent Andersen er, som det fremgår, stadig

aktiv i lokalforeningen, idet han er

redaktør på medlemsbladet, som udkommer

mindst fire gange om året.

Inger K. Andersen

Formand DF Norddjurs

Mette Hjermind Dencker

starter ø-debat

- sammen med Mikkel

Dencker

Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup

mødte sidst i november Tibets nye

premierminister Lobsang Sangay.

Mens SF-boss og udenrigsminister

Villy Søvndal i et udslag af ren

Kina-frygt afslog at mødes med

Sangay og i stedet sendte en embedsmand,

ville Dansk Folkepartis

formand og næstformand altså meget

gerne mødes med den tibetanske

premierminister. ”Det var et

godt og interessant møde, hvor vi

hørte rystende beretninger om Kinas

undertrykkelse af det tibetanske

folk”, sagde Pia Kjærsgaard umiddelbart

efter mødet. Peter Skaarup

var helt enig og konstaterede nøgternt,

at udenrigsminister Søvndals

manglende vilje til at mødes med

Sangay taler sit tydelige sprog: ”Vi

må konstatere, at Dansk Folkeparti

er frontkæmperne i Folketinget, når

det handler om modstand mod Kinas

undertrykkelse af Tibet”.

DF sætter gang i ø-planer

Fredag, lørdag og søndag 25.-27.

november fik borgerne på Tunø et

særdeles velkomment besøg, nemlig

Dansk Folkepartis ordfører for

landdistrikter og øer Mette Hjermind

Dencker og hendes mand

og Christiansborgkollega Mikkel

Dencker, Dansk Folkepartis klima

og energiordfører.

De to ordførerskaber passer som

hånd i handske til Tunø, der på det

seneste har gjort sig bemærket med

handlingsplanen Tunø i Balance og

senest som deltager i et projekt, der

skal gøre øen CO2-neutral.

Mette Hjermind Dencker og Mikkel

Dencker havde allerede fredag

et stort program, som skulle lære de

to folketingspolitikere tunboerne og

deres ø at kende.

Pia og Peter mødtes med

Tibets premierminister

Blandt programpunkterne var

øens energigruppe, børnefamilierne

på øen, organisationen LAG samt

øens beboerforening.

Søndag gjaldt det så de problematikker,

der knytter sig til Tunø.

De blev debatteret borgere og politikere

imellem. Målet er at skabe en

vision for udkantsområderne.

Ved debatten søndag deltog ud

over DF-parret politikere fra Venstre,

Konservative, Socialdemokratiet

og Socialistisk Folkeparti.

Dermed tager Mette Hjermind

Dencker og Mikkel Dencker hul på

at føre de seneste års debat om udkantsområderne

videre til en realpolitisk

proces.

Ifølge de to DF’ere er en af overskrifterne

for besøget på Tunø af-

folkning eller opblomstring, og at

der nu ikke blot skal tales, der skal

handles.

Mette Hjermind Dencker og Mikkel

Dencker har allerede inviteret

repræsentanter fra Tunø til at aflægge

politikerne en genvisit på Christiansborg.

Denne er planlagt til at

finde sted medio januar 2012.


75 år

DF’s nestor runder 75 år

Han stiftede 6. oktober 1995 sammen

med Pia Kjærsgaard, Ole Donner og

Kristian Thulesen Dahl Dansk Folkeparti.

Siden har han beklædt et væld

af politiske tillidsposter heriblandt 17

år som medlem af Folketinget. Nu har

Poul Nødgaard rundet 75 år, men han

er i høj grad stadig politisk aktiv som

leder af DF’s gruppe i Ringsted byråd.

Af René Teige

Han har sine rødder i Vendsyssel, men har de

seneste 54 år boet i Vigersted ved Ringsted.

Han har været gift med sin Hanne i 50 år med

hvem han har to børn. Karin og Merete – og så

er der lige Dansk Folkeparti

Poul Enevold Nødgaard (født 29. november

1936) er en af dansk politiks kæmper. I

tirsdags rundede han 75 år, men alderen er

bestemt ingen hindring, når det handler om

Poul Nødgaards politiske engagement. Han

er fortsat aktiv som leder af Dansk Folkepartis

gruppe i Ringsted byråd, som udover Poul

Nødgaard tæller Per Nørhave og Daniel Nørhave.

Her er han medlem af økonomiudvalget, socialudvalget,

arbejdsmarkedsudvalget, ældreudvalget,

valgbestyrelsen ved kommunalvalg,

valgbestyrelsen ved Folketingsvalg og Kommunernes

Landsforenings delegeretmøde.

Farvel til rødt flertal

Grundstenen til en glorværdig politisk karriere

blev lagt i barndomshjemmet i Østervrå,

hvor Poul Nødgaards forældre ejede og drev

hotel.

Her lærte fødselaren tidligt at tage fat og

forvalte ansvar. Han hjalp forældrene blandt

andet ved store lokale fester som bryllupper

og runde fødselsdage.

Det viste sig at være et godt udgangspunkt,

da den unge Nødgaard skulle videreuddanne

sig.

Han startede nemlig som elev i kommunal

administration i Volstrup ved Sæby.

Han steg i graderne til kæmner – eller kommunesekretær

og var siden med, da man i

Danmark gik fra at have cirka 1.300 kommuner

til 275.

Han var i mellemtiden flyttet til Vingsted,

hvor han blev ansat i kommunens skole- og

kulturforvaltning.

Poul Nødgaard med døtrene Merete og Karin

I 1986 vandt socialisterne magten i kommunen

efter godt 30 års borgerligt styre. Det

befordrede ikke ligefrem kemien, så Poul

Nødgaard gik på pension fra sin tjenestemandsstilling

i 1986.

Men tilværelsen som pensionist var ikke

noget, der huede ham.

Gennembrud for DF

Poul Nødgaard havde i sine år som administrativ

medarbejder i kommunen indsamlet de

administrative kompetencer, som skulle vise

sig at være særdeles brugbare i den senere,

politiske karriere.

”Det er vigtigt at holde fast i kontakten med

det kommunale bagland,” har Poul Nødgaard

sagt.

”Det er vigtigt, når man som jeg gerne har

villet være med til at forme det danske samfund

i en retning, som jeg synes er den rigtige.

Man skal brænde for de politiske sager. Og så

skal man tage sig af de sager, hvor man kan se,

at borgere er kommet i klemme i det offentlige

system.”

Og de holdninger fik han mulighed for at efterleve

i sit ’andet arbejdsliv’. Han meldte sig

ind i Fremskridtspartiet i 1988, men det var

som medstifter og senere mf for Dansk Folke-

parti, at han for alvor brød igennem.

Still going strong

Han har siddet i Folketinget fra 1990 til 2007.

Her har han blandt andet været formand for

Folketingets kommunaludvalg, medlem af

Folketingets præsidium.

Han valgte selv, efter 17 års virke i Folketinget,

at slutte som landspolitiker i 2007.

Men han blev opfordret til – og accepterede,

at DF kunne drage nytte af hans store erfaring

inden for det kommunalpolitiske område,

hvor han blandt andet fra 1990 til 2006 var

medlem af Ringsted Byråd, hvor han tillige

har haft posterne som henholdsvis 1. og 2. viceborgmester.

Poul Nødgaard sagde ja til at lade sig opstille

til 2009-valget til kommunalbestyrelsen

i Ringsted, hvor han på DF’s opstillingsmøde

enstemmigt blev valgt som partiets spidskandidat.

Poul Nødgaard blev vagt med flot personligt

stemmetal til Ringsted byråd.

Og lur os om den populære DF’er ikke stiller

op til endnu en periode…

Dansk Folkeblad ønsker varmt til lykke med

de 75 år.

23


DF-Bornholm

Klippefast fremgang

Af René Teige

24

DF’s to bornholmske folketingskandidater, Linda Kofoed Persson (Rønnekredsen) og Peter

Kofod Poulsen (Aakirkebykredsen), knoklede sammen med bestyrelsesmedlemmer i DF Bornholm

samt frivillige nærmest i døgndrift i ugerne op til valget 15. september. Det gav resultat.

Bornholm er noget helt for sig – både geografisk,

geologisk og politisk. Derfor bliver valgkampen

forud for et folketingsvalg kæmpet

med andre våben. Og dem mestrede solskinsøens

to folketingskandidater til fulde.

”Det var ellers et ganske skidt udgangspunkt,

siger Peter Kofod Poulsen. Han henviser

især til, at Dansk Folkeparti kun stod til at

få syv procent af de bornholmske stemmer, da

valget blev udskrevet.

”Så det var op ad bakke… Dem har vi jo

også ganske mange af på Bornholm,” griner

han.

Men de to kandidater lod sig ikke slå ud. De

kæmpede sammen med partiets tillidsfolk, og

det gav pote.

”Vi var på gaden hver dag fra tidligt til sent,

nogle gange senere. Det var vi med masser af

politik, som vi satte i fokus rundt om på hele

øen, hvor vi i øvrigt havde DF’s Dannebrog

campingvogn med. Mange kunne huske den

fra Folkemødet tidligere i år”, siger Peter Kofod

Poulsen.

Medlemsfremgang og opbakning

Det var en aktiv bestyrelse, som sørgede for,

at der hele tiden var folk, som kunne fragte

den rød-hvide campingvogn rundt på øen.

Efter sigende er den specielle DF-vogns

succes i det bornholmske ikke gået ubemærket

hen. En lokalforening på Sjælland har fået

lavet en kopi, som allerede har skabt grin,

glæde og anerkendelse…

Men tilbage til Bornholm, hvor den intensive

valgkamp både vakte gehør og resulterede

i en medlemsfremgang på 15 procent.

”Opbakningen voksede både indenfor partiet

og blandt de menige vælgere. Jeg husker

især et valgmøde foran Brugsen i Snogebæk,

hvor vi i løbet af en halv time fik fire nye medlemmer.

Alle ville tale med os, og vi delte et

hav af brochurer ud,” siger Peter Kofod Poulsen.

Det var især efter en politisk debat i Rønne

med elever fra de bornholmske ungdomsuddannelser,

at vi fik ekstra vind i sejlene. En

dommergruppe blandt eleverne kårede DF til

det bedste af alle de opstillede partier.”

Tak for indsatsen

Som nævnt er Bornholm sin egen – også når

det gælder politiske emner. Her handler det

om vækst og arbejdspladser. ”Den stramme

Peter Kofod Poulsen er stolt over DF’s resultat på

Bornholm

Foto: Carsten Lundager

Linda Kofoed Poulsen knoklede sammen med sin

kollega for et godt DF-resultat på Bornholm.

men fair udlændingepolitik, som DF har haft

stor vælgeropbakning til i resten af landet, kan

vi ikke bruge her. Vi har jo ingen udlændinge

på øen,” siger Peter Kofod Poulsen.

”Det handler meget om lokal politik, men

her har vi altså også haft gennemslagskraft. I

løbet af de tre valgkampsuger fik vi stigende

opbakning – og vi endte med at få 10,9 pct.

af stemmerne, kun en tilbagegang på 1,1 pct,

hvilket overraskede alle ’eksperterne’, der

havde spået et ringere resultat,” siger Peter

Kofod Poulsen, der sammen med Linda Kofoed

Persson gennem Dansk Folkeblad gerne

vil sige tak for den flotte indsats, som lokalbestyrelsen

og de mange frivillige hjælpere

lagde i de turbulente uger før valget.

Foto: Carsten Lundager


Facebook

Pias elektroniske

postkort

”Hej Pia. Nu må du ikke glemme pensionisterne”. ”Hej Pia Velkommen

hjem fra New York”. ”Godt kæmpet”. ”Husk dyrevelfærden”. Der er stort set

frit slag på alle emnehylder på Pia Kjærsgards fanside på Facebook, hvor

knapt 20.000 fans har tilkendegivet deres begejstring for Dansk Folkepartis

formand.

Af Helene Katharine Maccormac

Der er travlhed på Pia Kjærsgaards Facebookside.

En sag om sexchikane i Socialdemokratiet

og en børnehaves afl ysning af den årlige

julegudstjeneste får mange fans til tasterne.

På Pia Kjærsgaards fanside er alle holdninger

tilladt – blot skal man tale pænt til hinanden.

Også selv om man ikke er enig med pågældende.

19.422 er denne dag fans af Pia Kjærsgaard.

Tallet er steget jævnt siden fansiden

blev oprettet i 2010. Det sidste år er antallet

af fans næsten tredoblet. Sproget på siden er

dansk, men det afholder ikke en lang række

skandinaver, amerikanere, englændere, tyskere

og andre nationaliteter fra også at være

med.

En fan roser et indslag hun har set på TV2

News. ”Godt Pia. Selvfølgelig skal de ældre

have lov til at ryge på plejehjemmene”. Der

kan komme både ris og ros på siden. Det kan

også være en fan ganske enkelt lægger et link

til en avisartikel ind på siden, fordi de føler

sig forarget eller glade. Det behøver ikke

være brok. En fan lagde en artikel fra Kronprins

Frederik og kronprinsesse Marys besøg

i Australien ind på siden. ”En familie vi kan

være stolte af”, var kommentaren.

Pia Kjærsgaard kommenterer også på siden.

Under valgkampen kom der daglige meldinger

om dagens politiske sager, og under sit

nylige besøg ved FNs generalforsamling i

New York sendte hun jævnligt billeder og små

kommentarer hjem til sine fans. Det var meget

populært, og som et andet familiealbum

fi k Pia Kjærsgaards billeder en lang række

kommentarer med på vejen. Nogle ønskede

Pia en god tur, mens andre ligefrem sendte Pia

Kjærsgaard adresser på spændende steder og

restauranter, som hun skulle huske at besøge,

nu hun var i den store by.

Ikke alle fans er helt så hjertelige i deres

budskaber. Det sker, at folk melder sig ind

som fans med det ene formål, at de vil ind og

forstyrre debatten. Nogle med meget grove og

ubehagelige bemærkninger. Andre med kampagnelignende

indlæg, som tydeligvis er udsendt

fra den røde del af den politiske skala.

Pia Kjærsgaard har selv undret sig over, at så

mange fra Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti

tydeligvis var blevet fans af Dansk Folkepartis

leder. Det gav lidt surmulen fra den

røde del af fanskaren. Der gælder dog helt

klare regler med hensyn til, hvad man vil acceptere

af ’opførsel’ på siden. Reglen er også

den, at hvis man overskrider reglerne for god

og sober tone, så bliver man blokeret fra at

kommentere på siden. Det har heldigvis haft

den virkning, at der på Pia Kjærsgaards side

faktisk hersker en forholdsvis rar og omgængelig

tone.

Af og til skriver folk om personlige sager

eller spørgsmål, som de gerne vil have Pia

Kjærsgaard til at kommentere. Men selv om

Pia Kjærsgaard holder nok så meget af den

frie og åbne dialog på Facebook, så mener hun

ikke, at personlige spørgsmål hører hjemme

på siden. Derfor bliver folk bedt om at sende

deres spørgsmål på mail til Dansk Folkeparti.

Så får de alle et svar.

25


Medina

Så får de da bare et nyt

Ni millioner kroner fra Socialministeriet til kriminalitetsforebyggende arbejde gik op i røg, da den

omstridte kommunale klub Club Medina i Ishøj brændte ned i oktober. Forud er gået historien om

våbenfund, kommunalt støttede bander og en kommune, der ikke vil erkende problemerne.

Af Karsten Lorentzen

Søndag morgen den 30. oktober nedbrændte

Club Medina i Ishøj. Branden var påsat –

men gerningsmændene er ikke fundet endnu

– og spørgsmålet er, om det nogensinde sker.

Hvorfor Club Medina brændte ned er også et

godt spørgsmål. Hævn fra rivaliserende bandegrupperinger,

en gal mands værk eller bare

endnu et tosset påfund fra unge utilpassede

indvandreres side. Det vil i givet fald ikke

være første gang, unge indvandrere beslutter

sig for at stikke ild på en klub, som de har fået

stillet til rådighed af en kommune i et lønligt

håb om, at fri adgang til fladskærms-tv, lædersofaer

og fitness rum ville få de unge utilpassede

til at afholde sig fra at gå amok.

Overdådig luksus til brugerne

Club Medina åbnede i eftersommeren 2009

som led i et kommunalt forsøg, finansieret

med penge fra staten, på at få unge indvandrere

til at holde op med at hænge ud i grupper

i det lokale center, hvor de virker intimiderende

over for centerets kunder. Og det

har ikke skortet på servicen over for Medinas

besøgende. Hvilken ungdomsklub er for eksempel

åben hver dag fra 18-02 året rundt og

rummer film, tv, spillekonsoller, værksted og

fitnessrum?

Fra klubbens start var der ballade med politiet,

og lokale borgere talte om, at det kommunale

klubhus var blevet tilholdssted for

en lokal bandegruppering ved navn Ghetto

Outlaws. I februar 2010 ransagede politiet

ejendommen og fandt våben med skarpladt

ammunition, skudsikre veste og en økse. Vå-

26

Den 30. oktober gik det kommunale klubhus i Ishøj – Club Medina – op i røg. Forud er gået en speget

historie om et kommunalt projekt, der endte som bandetilholdssted.

benfundet skete efter et skyderi i det lokale

center, hvor trådene ledte til den kommunale

klub.

Der er ingen bander i Ishøj..?

Lederen af Club Medina, Murat Kutku, mente

dog ikke, at der var noget at udsætte på de

unge. Noget kryptisk udtalte han til Dagbladet

Roskilde den 9. marts: ”Da ransagningen

viser, at politiet finder våben, er jeg personligt

glad for, at de har fundet våbnene, men jeg er

ked af, at de ikke blev fundet på private adresser

frem for i klubben. Der er ingen bander i

Ishøj, det er 110 procent sikkert, og ellers ville

jeg vide det.”

Rygterne om bandetilknytning har været

vedholdende, selvom Ishøj Kommune i sin

præsentation af stedet har gjort meget ud af at

vise, at man har styr på tingene. Det fremgår

blandt andet, at brugerne ikke må ryge hash

eller indtage andre euforiserende stoffer, ligesom

politiet skal have adgang til stedet uden

forudgående varsling. Reglerne om at politiet

skal have en ransagningskendelse er altså suspenderet

for Club Medinas vedkommende.

Den 30. oktober gik klubben så op i røg. Og

dårligt havde røgen lagt sig, før Ishøjs socialdemokratiske

borgmester Ole Bjørstorp var

ude med et løfte om en ny klub for de utilpassede

unge indvandrere: ”Det der er sket,

er ganske forfærdeligt. Vi har været i dialog

med personalet og de unge og har i fællesskab

besluttet at fortsætte i den gode ånd, der er på

stedet”.

Foto: www.ishoj-brand.dk


Vælgermøde

Pia Kjærsgaard i topform

Bilernes lyskegler brød mørket i søgen efter ledige p-pladser i området omkring Greve borgerhus.

Interessen for at deltage i torsdagens politiske møde med Pia Kjærsgaard var enorm.

Af René Teige

”Jamen der er ikke flere stole…” Arrangørerne

af ’en aften med Pia Kjærsgaard,’ DF i

Greve, Solrød og Køge måtte finde flere stole

frem for at imødekomme behovet fra de mange

fremmødte torsdag den 24. november.

Salen summede af forventning, og så forstummede

al tale, da Dansk Folkepartis valgsang

’Dit land, dit valg’ bragede ud af højttalerne

samtidig med, at Pia Kjærsgaard gjorde

sin entré, mens de fremmødte rejste sig, viftede

med DF-flag og sang med…

Stemningen var i top og Pia Kjærsgaard i

topform hin torsdag aften. Formand i DF-

Greve Gert Poul Christensen bød velkommen,

hvorefter DF’s leder tog ordet.

”De seneste 10 år på Christiansborg har

været præget af godt humør, vilje til at gå på

med krum hals. Nu sker der ikke noget på

’Borgen’”, indledte Pia Kjærsgaard sin tale til

højlydt latter.

”Humøret er dalet, dem der er i dårligst

humør er den røde regering. Den burde ellers

være glad. De fik jo magten, men der er jo

også mange sager…”

Vi ruller tilbage

DF’s formand gjorde opmærksom på, at det

borgerlige samarbejde blot var 8.600 stemmer

fra at kunne fortsætte. Men hun gav alligevel

udtryk for, at det måske var meget godt, at det

endte, som det endte.

”Nu får vi en periode i opposition. De røde

har godt af at mærke, hvor svært det er. Men

jeg glæder mig til at komme tilbage til magten”,

understregede Pia Kjærsgaard.

Når det sker, vil blå blok overtage bare en

enkelt af den røde regerings øvelser: AT RUL-

LE TILBAGE!

”Helle Thorning Schmidt lovede jo i valgkampen,

at hun ville føre en stram udlændingepolitik.

Nu skal afviste asylansøgere flytte

ud af centrene, have job, boliger, uddannelse.

Jeg spørger bare: Hvor vil kommunerne finde

boligerne, hvor skal jobbene komme fra?

Starthjælpen skal væk, kontanthjælpsloftet

skal væk. Altså, der er tale om AFVISTE asylsøgere,”

understregede Pia Kjærsgaard med

stort bifald til følge.

De har lagt sig fladt ned

Pia Kjærsgaard gav udtryk for bekymring for

fremtiden og understregede denne bekymring

med helt nye tal fra Sverige. Her var andelen

af udlændinge 1 pct. for 60 år siden. I dag er

14,7 procent af den svenske befolkning udlændinge.

Hver femte svensker har i dag udlændingebaggrund.

I Danmark er andelen af

udlændinge 9,8 procent. ”Det er noget af det,

der gør mig betænkelig”, sagde Pia Kjærsgaard,

som også gav den røde regering kritik for

at skrotte grænsekontrollen.

”Det passer jo ikke, at der ikke er fundet

narko og afsløret andre ulovligheder. Tænk

at vi havde en grænsekontrol, som lå indenfor

Schengen aftalen. Sverige må have kontrol,

Tyskland må.

Nu bliver Thorning og Søvndal klappet på

skuldrene og slesket for. De har lagt sig fladt

ned”, sagde Pia Kjærsgaard, som også kom

ind på ændring af den kriminelle lavalder, en

kirke og ligestillingsminister, som vil adskille

kirke og stat og indføre kønsneutralt vielsesritual,

en sundhedsminister på 29 år, som snart

skal på barsel, og en 26-årig skatteminister,

der fik 600 personlige stemmer ved valget,

men alligevel blev indsat som minister…

Dyrt at være dansker

Mødet i Greve blev sluttet af med spørgsmål

og svar. Blandt andet handlede det om

børnehaven, der skrotter julegudstjenesten

af hensyn til muslimske børn, om de rødes

mange løftebrud, om fagforeningens tocifret

dyre kampagne mod DF uden at spørge deres

medlemmer, hvoraf ganske mange stemmer

DF. Ikke mindst betalingsringen, som Pia

Kjærsgaard tørt bemærkede var et løfte, som

de røde ville holde.

Netop borgere i Greve, Solrød og Køge er

blandt dem, der kommer til at betale dyrt (omkring

11.000 kr. årligt) for at køre på arbejde

i København.

Jo, det bliver dyrt at være dansker. Sympatien

for den røde regerings løftebrud, afgifts- og

skattestigninger kunne ligge på et meget lille

sted – om noget overhovedet hin aften i Greve

Borgerhus.

27


Social kontrol

En verden til forskel i et land

De går i samme folkeskole og går måske til fodbold sammen – men de lever alligevel hver deres liv og

deres grundlæggende værdier er fundamentalt forskellige. Det afslører ny undersøgelse af social kontrol

blandt unge danskere, indvandrere og efterkommere. Indvandrer-unges centrale værdier er milevidt fra

danskernes – og efterkommernes er om muligt endnu længere væk.

Af Kenneth Kristensen Berth

Hvis man går og håber på, at integrationen af

indvandrere nok skal slå igennem efter en generation

eller to, så kan man godt begynde at

tro om igen i hvert fald, hvis man konsulterer

den spritnye rapport Ung i 2011 – nydanske

unges oplevelse af social kontrol, frihed og

grænser. Det går nemlig i den gale retning.

Efterkommere er mere optaget af traditionelle

værdier fra deres oprindelseslande end

indvandrerne er – og særligt indvandrere og

efterkommere fra muslimske lande adskiller

sig fundamentalt fra danske unge.

Barrierer om for eksempel valg af en dansk

kæreste, som mange danskere givetvis har troet,

at forældrene har stillet op for de unge indvandrere

og efterkommere, viser sig i virkeligheden

at nyde fuldtonet opbakning blandt

de unge selv. En stor del af dem kunne ikke

drømme om at gifte sig med en dansker.

Krav fra islam

Blandt efterkommer-pigerne er det hele 64,7

pct., der siger, at en kommende ægtefælle

skal have samme religion som hendes egen

familie, og 31,8 pct. kræver endog, at partneren

skal komme fra samme land. Det samme

gælder for henholdsvis 54,6 pct. og 30,3 pct.

af indvandrerpigerne. Drengene er mindre tilbøjelige

til at kræve, at en ægtefælle skal være

fra samme land og have samme religion som

dem selv – dermed lever de til fulde op til islams

krav om, at kun mænd kan gifte sig med

en ikke-muslimsk partner.

Den meget dybe skepsis over for homoseksuelle,

som også tidligere er dokumenteret i

andre undersøgelser, går igen i denne. Mellem

80 og 85 procent af de etniske unge mener

ikke, at de må have en kæreste af samme køn

– af de resterende er det mellem 12 og 14,5

pct., der ikke kender svaret på spørgsmålet.

28

Udtalt dobbeltmoral

Både indvandrer- og efterkommerpiger mener,

at det er vigtigt, at de personligt ikke har

sex før ægteskabet (hhv. 75,9 pct. og 81 pct.).

Betydeligt vigtigere end indvandrer- og efterkommermændene

(61,5 og 53,3 pct.) mener,

det er. Derimod er det vigtigt for indvandrer-

og efterkommermændene, at de kvinder, de

på et tidspunkt skal giftes med – modsat dem

selv – ikke har gjort sig seksuelle erfaringer

(66,4 pct. henholdsvis 64,4 pct. – blandt efterkommere

med baggrund i Tyrkiet er det 81

pct., 82 pct. for pakistanere og 93 pct. for libaneseres

vedkommende). Det afspejler sig også

i de konkrete erfaringer. Hvor 32 pct. af efterkommerdrengene

og 42 pct. af indvandrerdrengene

siger, at de har haft samleje, så er det

kun henholdsvis 8 pct. og 14 pct. af efterkommer-

og indvandrerpigerne, der har det.

Denne dobbeltmoral er udtalt – og gælder

også i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt

piger og drenge skal have de samme frihedsgrader.

Her er omkring en tredjedel af indvandrer-

og efterkommerdrengene meget optaget

af, at det ikke skal være tilfældet – kun 5 pct.

af danske drenge har samme opfattelse. Undersøgelsen

viser også, at familien i nogen

grad, høj grad eller i meget høj grad i over 50

pct af tilfældene for både indvandrere og efterkommeres

vedkommende er med til at vælge

en fremtidig ægtefælle. Det er stort set ikke

tilfældet for unge danskeres vedkommende.

Når det handler om det sociale liv, så er de

unge nydanskere afskåret eller afskærer sig

selv fra at deltage i almindelige sociale aktiviteter

som danske unge tager del i. Henholdsvis

23,4 og 19,8 pct. af efterkommere og indvandrere

afstår fra at deltage i fester med alkohol.

Det er dog en betydelig højere andel som rent

faktisk har forbud mod at gøre dette nemlig

mellem 32 og 48,3 pct. En endnu højere andel

har forbud mod at gå på diskotek eller bar –

det drejer sig for pigernes vedkommende om

mellem 69,7 pct. og 73,7 pct. 8,8 og 9,5 pct.

deltager ikke i udflugter med overnatning.

Penge og børnebørn

På fritidsområdet adskiller de unge efterkommere

og indvandrere sig kun på tre parametre

afgørende fra de danske unge. Danske unge

bruger tid sammen med kæresten og spiller

musik og teater i betydeligt højere grad end

indvandrere og efterkommere, der til gengæld

for henholdsvis 26,5 og 22,7 procents

vedkommende bruger deres fritid på at dyrke

deres religion – det gør kun 1,6 pct. af de danske

unge. Efterkommer- og indvandrerpiger

er markant mindre aktive i aktiviteter uden for

hjemmet end danske piger og efterkommer-

og indvandrerdrenge.

Noget tyder på, at der kan være en sammenhæng

mellem, hvor stor en rolle religion (læs:

islam) spiller i opdragelsen af hjemmet For efterkommeres

vedkommende har religion haft

fra ”alt” til ”megen” betydning i 70 pct. af tilfældene.

Det er i særdeleshed efterkommere

fra Tyrkiet, Libanon og Pakistan, der indikerer

dette. Men religion spiller også en kolossal

rolle for de unge selv. Blandt efterkommerne

er det 73,5 pct., der siger, at religion betyder

alt eller meget for dem. Blandt indvandrerne

er det 72,4 pct. Det er unge efterkommere fra

Tyrkiet, Libanon og Pakistan og unge indvandrere

fra Irak, Somalia og Afghanistan for

hvem religion betyder mest.

Forældrenes ønsker til børnene adskiller

sig også afgørende fra danske forældre. For

indvandrer- og efterkommerforældre er det

tilsyneladende vigtigst, at børnene bliver gift.

Henholdsvis 60 og 54,2 procent af de unge

indvandrere- og efterkommere siger, at det er


Et alt for sjældent syn på danske barer. Knap 70 procent af

unge indvandrer- og efterkommerpiger har forbud mod at

gå på bar og diskotek. De forventes også at beholde deres

mødom, indtil de bliver gift – og en del af dem må ikke tage

på udflugter med overnatning, viser en ny undersøgelse.

Tilsyneladende har en stor del af pigerne imidlertid selv

overtaget og accepteret de kulturelle bånd fra familiens

oprindelige hjemland og viderefører dem i Danmark.

blandt forældrenes forventning til fremtiden –

det gælder kun 19 pct. af de unge danskere.

Det er også centralt for forældrene i indvandrerkredse,

at de får børnebørn og at deres

børn kommer til at tjene mange penge – sidstnævnte

forventning er bestemt ikke i høj kurs

blandt danske forældre ifølge de danske unge.

Rygtet er altafgørende

Undersøgelsen peger også på et par interessante

pointer i relation til vold. Det viser sig,

at danske unge – særligt drenge – er mere udsat

for vold end etniske unge, men når man ser

på, hvem der begår voldene og udelukkende

kigger på familien, så er de etniske unge udsat

for mere vold end danske unge. Med andre

ord: Danske unge får tæv af andre unge, mens

indvandrerunge får tæv af deres familie. Voldstallene

er generelt alarmerende høje. En tredjedel

af etnisk danske unge siger, de har været

udsat for vold – en fjerdedel af efterkommere

og indvandrere siger det samme. Særligt indvandrer-

og efterkommer piger giver en forklaring,

der handler om, at vold optræder som

straf for, at de har overtrådt regler.

I en æresrelateret kultur er pigernes rygte

altafgørende for familiens ry – og æren bety-

der meget også for de unge. For indvandrernes

vedkommende indikerer 49 pct. at familiens

ære betyder ”alt” eller ”meget”. Det samme

gælder for 48 pct. af efterkommerne. Det har

også stor betydning for de unges ageren i hverdagen

viser undersøgelsen, og mellem 54,8 og

65,1 procents vedkommende gør det for deres

egen skyld, fordi de selv synes det er vigtigt!

Den æresrelaterede kultur er altså taget med

til Danmark og videregivet til efterkommerne.

Forskerne har også undersøgt unge, der falder

uden for kategorierne. Her viser det sig at

unge med dansk/vestlige forældre eller vestlig/vestlig

forældre stort set har samme adfærd

og værdier som danske unge. Anderledes forholder

det sig med unge med en etnisk dansk

forælder og en ikke-vestlig forælder. Sørgeligt

nok viser det sig, at disse unge overvejende

minder om de unge indvandrere og efterkommere.

Har egne spilleregler

Unge med dansk/ikke-vestlige forældre har

kærester i langt mindre grad end etniske danske

unge og har et markant større behov for at

holde en eventuel kæreste skjult. For en stor

dels vedkommende spiller det også en stor

rolle at vente med at have sex til ægteskabet.

Til gengæld er det kun samlet 23,1 pct., der

mener, at religion betyder alt eller meget for,

hvad de får lov til i familien – kun halvt så stor

en andel som blandt indvandrere og efterkommere.

Ære betyder dog kun lidt mindre for de

unge med dansk/ikke-vestlige forældre end

for unge indvandrere og efterkommere.

De unge med dansk/ikke-vestlige forældre

er også de unge, der har den største tendens

til selv at true andre med vold og gennemføre

vold, ligesom hele 48 pct. af gruppen enkelte

eller mange gange har oplevet at blive truet

med vold.

Den værdimæssige integration af indvandrere

og efterkommer er altså meget langt fra

at være på skinner. Indvandrer- og efterkommerunge

har deres eget sæt spilleregler og det

følger i høj grad forældregenerations. Kun et

beskedent mindretal synes at have tilsluttet

sig danske værdier og kulturer. Undersøgelsen

peger også på, at det i helt særlig grad er

unge med baggrund i muslimske lande, der

skiller sig voldsomt ud fra danske unge. Muslimske

unge og ikke-muslimske unge ser kort

sagt ud til at leve sammen i adskilte verdner.

29


Månedens DF’ere

30

Navn: Else Marstrand

Alder: 77 år

Erhverv: Ringsted

Medlem

af DF siden: 1. maj 1996

Navn: Kurt Marstrand

Alder: 79 år

Bor i:

Medlem

Ringsted

af DF siden: 6. marts 1997

Årets sidste udgave af Dansk Folkeblad byder på en noget anderledes version af Månedens DF’er. Denne gang er der

nemlig hele to af slagsen. Det er simpelthen ikke til at komme udenom, når dem, der skal hædres for en særlig indsats

for Dansk Folkeparti, er ægteparret Else og Kurt Marstrand. Parret er en legende, uselviske og med et imponerende gåpå-mod

i dets utrættelige arbejde for partiet.

? Hvorfor valgte I at blive medlemmer

af DF?

”Det, DF står for, og den politik, partiet fører,

er bare den rigtige. Vi har faktisk ikke været

i tvivl, siden partiet blev stiftet i 1995,” siger

Else Marstrand. Hendes mand Kurt Marstrand

bekræfter, at sådan forholder det sig.

? Alligevel er der godt 10 måneders

afstand mellem jeres indmeldelser..?

Else griner. ”Jeg synes, at det lå lige for at blive

medlem. Det DF står for var og er rigtigt og

godt. Det synes Kurt også, ikke?” lyder det sigende

mod Kurt, hvis tur det nu er til at grine.

”Ja, ja, Jeg skulle jo lige vente og se, hvordan

fruens medlemskab gik,” siger Kurt. Så bliver

han mere alvorlig:

”Men jo, jeg synes også, at DF var det eneste

rigtige valg. Og så havde partiet jo en meget

dygtig og tiltalende formand, nu afdøde

slagtermester i Ringsted, Hans Olsen.”

? I bliver rost for Jeres arbejde for

partiet. Hvad består det i?

Parret stiller op og hjælper til både i valgkampe,

som de to har kæmpet adskillige af ved

markeder og forskellige arrangementer, uden

at stile mod tillidsposter. De gør det for DF

slet og ret.

”1. december var det æbleskiver og gløgg på

Benløse Kro for små 40 DF’ere”, siger Else.

”Ja og ved kommunalvalgkampen i 2009

delte vi 1.400 brochurer ud,” supplerer Kurt.

”Så mange klarer vi nok ikke at omdele ved

næste valgkamp,” siger Else.

Parret er dog enige om, at der bliver en næste

gang, hvor de som vanligt tager deres tørn.

Blandt de opgaver, parret traditionen tro

stiller til for Dansk Folkeparti, er Ringsted

Natten.

”Vi reklamerer jo for vores firma, ja altså

DF”, griner Kurt.

? Støtter vores soldater

Udover masser af opgaver for DF i Ringsted,

brænder parret også for vore soldater.

”Jeg har netop været på Veterancentret i Ringsted

i den forbindelse,” siger Kurt, der kan

fejre 80 års fødselsdag i december. Han køber

selv de karakteristiske gule sløjfer til at hæfte

på blandt andet biler, for derefter at sælge dem

til fordel for soldaterne.

Det hænder dog, at parret deltager i DFarrangementer

uden selv af have bundet sig til

at udføre opgaver.

”Vi har blandt andet været med på Historiebussen

– på alle turene,” siger Else.

? Lang vej til Ringsted

Else og Kurt Marstrand har boet og virket

i Ringsted i 42 år. De to mødte hinanden i

Odense, hvor de også har boet en årrække.

”Jeg har stået i lære i Hama på hovedkontoret

i Roskilde fra 1946 til 1950. Vi boede

på Fyn, hvor jeg arbejdede for butikskæden,


da jeg fik tilbuddet om at blive butikschef, da

Hama åbnede ny stor forretning i Ringsted,”

fortæller Kurt.

Han har i øvrigt været aktiv i Hjemmeværnet

i 30 år, men da kompagniet flyttede til Kastellet

i København sidste år, er han gået over

til at være passivt medlem. Kurt har også gennem

35 år har fældet træer i Skjoldenæsholm

skovene og kender derfor hvert eneste træ i

området.

”Her i vintertiden går tiden med at se folketingskanalen

fra tirsdag kl. 13.00 og i øvrigt

udvalgsmøderne med 1., 2. og 3. behandlinger

lige efter hinanden, når der er emner, der interesserer

mig.”

Else holder også nøje øje med både den

nationale og lokale presse. Hun studerer flittigt

Jyllandsposten hver morgen og Dagbladet

Ringsted om eftermiddagen.

Men der er trods alt andet end politik og DF,

som fylder i parrets hverdag. Else og Kurt har

en datter og en søn. De har givet Else og Kurt

hele fem børnebørn, der nu alle er voksne.

Familien er en vigtig ting i det Marstrand’ske

hjem.

31


Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K

Ved adresseændring,

kontakt tlf.: 33 37 51 99

I år er julen

rød og hvid

Julemarkederne er blevet flere og større. Ofte finder de sted på herregårde,

slotte eller klostre. Dansk Folkeblad tog pulsen på juleforberedelserne på

Gisselfeld Kloster ved Haslev…

Af René Teige

Vandet i voldgraven er gråsort. En kold vind

danner små krusninger på overfladen. Træerne

har kastet deres blade, så hvis man vil

se frodige vækster, må man besøge klostrets

orangeri. Varme i hænderne får man ved at

sætte sig på hug og række frem efter enten

bålsteder eller oliefakler, som lyser og ryger

overalt langs de fint revne grusstier.

Men indenfor i stalden har en halv snes store

gasvarmere med hjælp fra et komfur med

gigantiske æbleskivepander held til at holde

kulden ude.

Her er det jul med fuld skrue og en række

anvisninger på, hvilke farver, der er julens

anno 2011, hvilke nyheder, der nænsomt kan

blandes med juletraditionerne, og så selvfølgelig

gaveidéer.

Fransk kastanielikør

Den danske tradition med at lægge en mandel i

ris a la manden er tyvstjålet fra Frankrig, hvor

man lagde en bønne i julegrøden. Dette lån fra

Frankrig bliver nu suppleret med endnu et af

den kulinariske slags, Kastanielikøren. Denne

kommer fra Ardèche i Sydfrankrig og er helt

fantastisk til at pifte julemaden op.

Man kan bruge den i marinader, hælde et

par dråber i kirsebærsovsen eller direkte på

ris a la manden. Den kan også anvendes i den

brune sovs.

Den kan også drikkes, som den er, men kan

man bevare indholdet helt til nytårsaften, er

en teske kastanielikør i et glas tør champagne,

cava, cremant eller spumante også lækkert.

Lilla er yt

Som i tøjmoden er også julens pynt afhængig

af tidens farvetrend. Og i år kan man især få

de populæreste kulører præsenteret ved de

mange julemarkeder.

Lilla og guld er der fortsat ganske lidt af,

men efter et lille årti med lilla dominans fra

juletræspynt til farven på dugen og advents-

kransen, er det de gode gamle rød-hvide farver,

som stjæler opmærksomheden. Sølv er

også fortsat sagen.

Men kik selv efter. Der er stadig masser af

julemarkeder at besøge i hele landet. Prøv at

finde dem, der er tættest på dig, på www.markedskalenderen.dk.

Gisselfeld Kloster er blandt de store julemarkeder her i landet. Derfor kan man også få masser af tips

og idéer til årets julemode, nye opskrifter og produkter.

More magazines by this user
Similar magazines