Den lyriske impuls

samtidig det nykritiske credo, at ny erkendelse er bundet til den poetiske form. I en
samtidighed skaber den poetiske metafor en vibration, en sitren mellem de tre elementer
”krystal”, ”bølge” og ”krystalbølge”, som gør, at metaforen forstås.
Netop fordi de Man suspenderer den fysiske reference og så at sige
rendyrker den store natur og med den det ultimative billede, er det derfor vigtigt at
præcisere følgende: Den paradoksale natur er blot begyndelsen på bevægelsen og
dermed underordnet og alene indgangsporten til den store natur. Dette er vigtigt at holde
sig for øje. Det forholder sig sådan, at man – gennem den paradoksale naturs billeder –
kan gøre sig forhåbninger om at møde den store natur! På den vis er digteren nødsaget
til selv at skabe sit sprog, så den poetiske metafor bestandigt overskrider ordenes
leksikalske grænser og den lille natur i skabelsen af en ellers uopnåelig præcision og
fortætning af billedet.
Så langt bidrager de Man og Brooks foreløbig med følgende nye
perspektiver i forhold til de tre skitserede billedstrukturer: Klassicismens retoriske
figurer i den traditionelle billeddannelse, hvor billedet er et billede af noget fysisk, og
hvor det fysiske er det egentlige, erstattes hos visse af førromantikkens lyrikere af nye
poetiske billeddannelser, som skaber en kontakt til det ”mere”, der ikke kan gestaltes
uden billedet. Billedet frembyder sin egen førsteprioritet i og med sprogets
opvalorisering til sublim og himmelsk tale, fordi det er dets privilegerede egenskab og
lod at befinde sig i et abstrakt mellemrum ”über dem Lichte”, som dermed ideelt set
etablerer et frirum fra horisontale grænser og sikrer metaforens videre udvikling og
opstigning. 10 Fra den traditionelle billeddannelses anskuelse af billedet og det figurative
som værende sekundære bliver de i den paradoksale metafors efterhånden mere og mere
autonome og selvrefererende udtryk med tiden opprioriteret til at være primære i den
poetiske metafor.
Brooks kan bruges til at korrigere de Mans fristelse til fuldkommen
bortskærelse af den fysiske reference i den overmåde vigtige forståelse af, at selvom
10 De Man er ikke ene om at interessere sig for dette mellemrum. Hölderlin (se p. 93) behandler det blandt
andet i Das Werden im Vergehen (1943ff/b). Se endvidere Lacoue-Labarthe (1978/1989), Fioretos (1991),
Erslev Andersen (1993) og Melberg (1995) for yderligere udfoldelse af mellemrummets betydning.
20