Den lyriske impuls

Ligesom Brooks’ metaforer lader den poetiske metafor sig ikke
tilbageoversætte. Metaforen ”krystalbølge” tilfører billedet en ny mening, der bevæger
sig ud over de enkelte dele i metaforen, og denne mening kan aldrig føres tilbage fra
billed- til realplan – der vil altid være en rest. Qua sin egenskab af privilegeret
mellemposition levner en diagonal verdensforståelse plads til de abstrakte mellemrum,
hvori metaforen gives mulighed for at åbne for den store natur, og et potentielt ”mere”
er dermed altid til stede.
Udgangspunktet for disse metafordannelser er, som de Man siger, den
paradoksale natur, men poesien formår at favne alt, fordi det mellemrum, som
billederne potentielt indskrives i, omfatter alt – også den fysiske endelighed. Med
intenst nærvær er det derfor muligt at nå den store natur i kraft af fysiske objekter, da de
altid allerede er indbefattet. Ifølge Brooks fravælger poesien ikke fysiske objekter. Det
behøver den slet ikke, da objekterne tværtimod ses på en anden måde, fordi objekterne
allerede er i ”noget andet”, som aldrig udelukker, men altid integrerer alt og kan
omhandle alt. Diagonalen er ikke udtryk for føromtalte store natur, men spænder ganske
enkelt over det hele – også den store og den lille natur.
Hvis en plante anvendes som eksempel, skal den lille natur netop forstås
som kendetegnet ved en tankegang, der er begrænset til i høj grad at vurdere planten
som et objekt i en fysisk og kausal funderet verden. Den fysisk funderede verden
fokuserer på de påkrævede ydre betingelser såsom vand, lys og varme, for at planten
skal vokse og trives, og negligerer, hvilken tankevirksomhed ordet ”plante” eventuelt
kan afføde. Det væsentlige i forståelsen af den lille natur er, at det imidlertid er den
fysiske verdens videnskabelige tankegang, som bidrager til at isolere de bestemte
betingelser, hvorunder planten almindeligvis ses. Dette bevirker, at visse træk ved
planten objektiveres og på den måde bliver mere reelle end andre.
Tanken bag den store natur fastholder modsat, at det er arbitrært blot at
fokusere på de ydre vækstbetingelser, og at der hører meget mere med til forståelsen af
en plante. For der ville ikke eksistere nogen plante uden et tilhørende navn og sprog for
den. Planten ville ganske enkelt ikke være en plante uden forestillinger og idéer om
dens fremtrædelser eller uden metaforer for den. I den store natur hører alle disse dele
25