Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

understreger Bonnefoy endvidere, at mennesket må beskæftige sig med det, der er før

eller uden for sproget for at opnå kontakt med det, der er hinsides ordene og sproget: 20

”I consider poetry to be a relation to the world, and consequently to

language, which comes before any use that may be made of the latter,

before any elaboration of what will be called a text” (Bonnefoy: 2005,

13).

Men hvad findes da før eller uden for sproget? Dér eksisterer en ordløs sproglig

uendelighed i dennes egenskab af noget inden for hverdagssproget og i den fysiske

verden aldeles ufremstilleligt: En uendelighed, der på én gang selv holder sig på afstand

af sproget og samtidig bliver holdt på afstand af det. Med Bonnefoys ord er der tale om

den rigere virkelighed, som unddrager sig sprogets herredømme.

Atter aktualiseres Kants begreb om indirekthed i bestræbelsen på at holde

lyset fra dét hinsides ordene levende i lyrikken, og Bonnefoy udvider endvidere

indirekthedens sproglige dimension, når han undersøger, hvorledes poesien skal tale for

at tale rigtigt. At tale om det uendelige og den poetiske erfaring heraf kræver et poetisk

sprog, som nok i første omgang henter sit materiale fra hverdagssproget, og som er

solidarisk med første spor, men som skal bearbejdes og formes til skabelse af et andet

og indirekte sprog, der solidarisk med poesiens tale overvinder båndet til

hverdagssprogets konceptuelle begrebslighed. Bonnefoy pointerer, at det derfor er

”poetry’s role to work on words so as to free them from just such entrapments”

(Bonnefoy: 2005, 13, min kursivering). Det drejer sig om den føromtalte særlige

gestaltning af sproget, der kræves for indirekte at opnå kontakt til det uendelige, og som

også Bonnefoy forbinder med det tekniske arbejde gennem vedholdende og struktureret

”work on words”.

Når Kant derfor siger, at det sublime alene kan opstå indirekte som en

erfaring i den menneskelige tænkning, kan Bonnefoys betragtninger bidrage til at

elaborere på udtalelsen ved at understrege, at det poetiske sprog kan bane vejen til det

uendelige, der befinder sig hinsides sproget, men at det poetiske sprog netop åbner for

20 Til erindring taler også Lange om det, der er før sproget, og som han kalder serafsproget. Serafsproget

karakteriseres netop som ældre end sproget selv. Også Bloom taler om Andetheden som det, der er ”best

and oldest in ourselves” (Bloom: 2000, 79).

42

More magazines by this user
Similar magazines