Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

fremhæves, men samtidig nedbrydes gennem assonansen og skaber en samhørighed på

et andet niveau end det rent semantiske.

Kolon efter linie 18 markerer et angstprovokerende møde gennem klittens

dis. Til trods for, at Klitspejlet som udgangspunkt består af to ulige strofer, giver det

imidlertid god mening at opdele digtet præcis på midten efter kolon i linie 18, da et

tempusskifte indikerer en ændring i betragtningsøjeblikket. Netop her forsøges en

formulering af det fænomen, som stiger op for jegets undrende øjne. Tempus holdes i

linie 1-18 i imperfektum, men skifter til præsens efter kolon i linie 18 og knækker på

den måde digtet over i to lige store dele. Og det er ingenlunde en tilfældighed, at det

indtræffer umiddelbart efter en ”flygtig Dis fra Spejlets Bund”. For det, som stiger frem

af disen, fremstår amorft og unddrager sig bestemmelse, og gennem fire parallelle

beskrivelser forsøges det dernæst indkredset i linie 19-26:

”en Blomsterkalk, befrugtet af Azur

til Frugt om tusind Aar, et Maanekrater

opfyldt af Kulde, Ild, en Abstraktion,

Bevægelse i Ubevægetheden,

en første Aarsag, sidste Følge, Sats,

der synger blot sig selv, som Stilhed synger –

behøver intet Menneske, dog anslaar

i den, som lytter, ser, en Grundakkord.”

Det første billede forsøger en beskrivelse af det amorfe som ultimativt frugtbart: ”en

Blomsterkalk, befrugtet af Azur / til Frugt om tusind Aar”. Anvendelsen af termen

”kalk” giver konnotationer til en evigt uudtømmelig, hellig kilde som indgydelse af

noget guddommeligt. Men på samme måde, som billeder bestandigt slettes af modsatte

billeder i klitten, forsøges ved hjælp af det andet billede i rækken en indkredsning

gennem den modsatte pol: ”et Maanekrater / opfyldt af Kulde”. Det amorfe fremstilles

her goldt, for intet er mere ufrugtbart end et koldt månelandskab, hvor intet kan gro.

Det er i sig selv paradoksalt at forsøge at indkredse det amorfe gennem to

så modsætningsfyldte billeder. Men det største paradoks ses i forsøget på at indfange

det amorfe i det tredje billede i linie 21-23, der bærer paradokset i sig selv. Her sker

nemlig en opstigning til ”en Abstraktion, / Bevægelse i Ubevægethed, / en første

54

More magazines by this user
Similar magazines