Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

Aarsag, sidste Følge”. Ulig et møde med en frugtbar blomsterkalk eller et goldt

månelandskab iagttages her forsøgsvis en opstigning til en ikke-fysisk instans. Der er

tale om en instans, som ikke kan bestemmes ud fra nogen målestok i den kausale

verden, al den stund der i linie 22 forekommer en paradoksal ”Bevægelse i

Ubevægethed”, som ikke kan lade sig gøre i den fysiske verden. Og endelig fastholdes i

det fjerde og afsluttende billede opstigningen til den ikke-fysiske instans i et møde med

en ”Sats”, der afløser første strofes angstprovokerende dødsstilhed med en anden form

for stilhed: En paradoksal stilhed i form af en ”Sats, / der synger blot sig selv, som

Stilhed synger – / behøver intet Menneske, dog anslaar / i den, som lytter, ser, en

Grundakkord” (l. 23-26).

Det kan forekomme mærkværdigt, at digtet i linie 18-26 betjener sig af

fire parallelle, men forskellige konstruktioner i beskrivelsen af ét og samme fænomen.

Lige så mærkværdigt forekommer det, at de fire beskrivelser ikke sættes i modsætning

til hinanden via et tentativt ”eller” mellem billederne. Til trods for, at de to første

beskrivelser ud fra bestemmelser i den fysiske verden er hinandens modsætninger,

optræder den frugtbare blomsterkalk ikke som modsætning til det golde månelandskab.

Ej heller sættes disse to fysisk funderede beskrivelser af blomsterkalken og

månelandskabet i modsætning til de efterfølgende ikke-fysiske beskrivelser af det

amorfe som henholdsvis ”Abstraktion” og ”Sats”.

Frem for at være udtryk for fire forskellige og indbyrdes

modsætningsfyldte prædikater for det samme står det derfor klart, at disse beskrivelser

snarere er udtryk for et samlet, modsætningsfyldt billede af det amorfe. De fire billeder,

som stiger frem af disen, er fire måder at anskue det samme på og viser, at mødet i linie

19-26 skaber en samhørighed mellem modsætningerne, som er større end

modsætningerne indbyrdes i og mellem de fire billeder.

Men hvorfor brydes stilheden i linie 23 pludselig af en form for lyd, når

digtet hidtil har været præget af en udtalt stilhed? Digtets første del er netop

kendetegnet ved et totalt fravær af lyd, hvor der er ”dødsstille” i klitten (l. 2), og hvor

”Tomhed” (l. 6) og ”Ro” (l. 10) omgiver jeget. Det skurrer voldsomt i ørerne, at der

med linie 23-24 og på dette sted i digtet introduceres en art paradoksal stilhed i form af

55

More magazines by this user
Similar magazines