Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

melde sig og åbne for det, som før var dækket. I digtet fremkommer den poetisk-

ontologiske angst netop, idet roden, ormen og billederne i klitten afdækker den ene

uændrede figur i sandet.

Med god grund leder frygten og den poetisk-ontologiske angst tanken hen

på føromtalte skelnen mellem følelse og stemning i forbindelse med mødet med den

store natur. For på samme måde, som frygten er frygt for et konkret og på den vis

objektbundent fænomen, forholder det sig med følelsen, der forlader sig på jegets

perception af verden, sådan som den foreligger. Og ligesom den poetisk-ontologiske

angst angår stemningen ej heller noget fysisk perciperbart, men noget ukonkret.

Karakteristisk for både den poetisk-ontologiske angst og stemningen er, at

de opstår uden om den almindelige perception og uafhængigt af jeget som subjekt. Af

den grund knytter de an til det poetiske jeg, der uafhængigt af hverdagsjeget som dybt

rodfæstet i den konkrete, fysiske verden regerer i det abstrakte lyriske univers. Derfor er

der heller ingen tvivl om, at den angst, der er på færde i Klitspejlet har poetisk-

ontologisk fundats og er at opfatte som en positiv angst. Erindres nemlig Blooms

betragtninger omkring den vanskelige nydelse, står det klart, hvorfor den poetisk-

ontologiske angst nødvendigvis opleves som positiv af det poetiske jeg. Præcis som den

vanskelige nydelse udgør den poetisk-ontologiske angst i forbindelse med den anslåede

stemning også en lignende vanskelighed, men en vanskelighed hvorigennem jeget får

mulighed for potentielt at erfare det ”mere”, som findes i klittens væld af modsatte

billeder.

Mødet med den store naturs tydelige ”mere” i sandklittens blændende

”Tomhed” (l. 6) vil bestemt være angstprovokerende for hverdagsjeget, der kun kan

begribe sandspejlets modsatrettede billeder og den oplevede tomhed ud fra begreber i

den fysiske og lille natur og derfor fejlagtigt frygter sig konfronteret med tomhed

forstået som følelsen af et tydeligt ”mindre” i sit eget indre. Men for det poetiske jeg,

der hilser angstens melodiske stemning velkommen, bliver angsten netop produktiv,

fordi den i sin poetisk-ontologiske dimension åbner for muligheden af at fornemme

65

More magazines by this user
Similar magazines