Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

Markeret gennem det afsluttende kolon i linie 9 spejles første strofe i

anden strofe gennem markeringen af ”so”, der viderelaborerer første strofes relation

mellem landmanden og naturen, der befinder sig i gensidig afhængighed af hinanden og

himlens frugtbare gaver i form af ”erfreuendem Reegen” (l. 7). Anden strofe flytter

fokus fra landmanden og retter det mod et digterfællesskab, ”der Dichter” (l. 16),

markeret første gang gennem pronominet ”sie” (l. 10). Det indledende ”So” henviser

endvidere til og kommenterer første strofes ”wie wenn”.

Ligesom naturen i første strofe atter genfødes, således opdrager naturen i

genkommende cykler digterne gennem en udveksling, der peger direkte tilbage til

uvejrets befrugtende virkning på landskabet i første strofe. Naturens altafgørende rolle

understreges, for det er udelukkende gennem naturens allestedsnærværende, men knap

mærkbare omfavnelse af digterne i linie 12, at de gennem en forståelse, som ingen

digterisk ”Meister” (l. 11) kan forudsige eller skitsere regler for, bliver i stand til

intuitivt at ane, hvad der allerede er hændt, og hvad der atter skal ske. Digterne befinder

sig i en position, hvor de ligesom lundens træer i første strofe er dybt afhængige af

himlens indgriben i form af den forfriskende regn for at vokse til indsigt.

Men anden strofes anden halvdel anslår den sørgmodige tilstand:

”Drum wenn zu schlafen sie scheint zu Zeiten des Jahrs

Am Himmel oder unter den Pflanzen oder den Völkern

So trauert der Dichter Angesicht auch,

Sie scheinen allein zu seyn, doch ahnen sie immer.

Denn ahnend ruhet sie selbst auch.“ (l. 14-18)

Udvekslingen lader vente på sig til stor sorg for digterne, som i ensom tilstand må være

foruden den guddommeligt skønne, sovende natur i store dele af året. Men gennem

digternes ”ahnen” (l. 17) og naturens ”ahnend” hvile (l. 18) understreges hele to gange,

at ligesom naturen befinder digterne sig i en tilstand af anelsesfuld forventning om

snarligt uvejr. At der udelukkende er tale om anelse peger på umuligheden af for

digterfællesskabet at forudsige tidspunktet for naturens opvågnen.

Men hvorledes går det til, at naturen tilsyneladende ser ud til at sove ”Am

Himmel oder unter den Pflanzen oder den Völkern” (l. 15), og hvad er det for et

anderledes naturbegreb, der udfoldes? Ligesom lynet træder ud over sin sædvanlige

73

More magazines by this user
Similar magazines