Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

er dermed på jorden i det fysiske og det sanselige. Det poetiske sprog bevæger sig

dermed langs et kontinuum, men kan gennem stor patos og stadig højere grader af

transcendensskabende billeder svinge sig op over det jordiske og potentielt gøre som

serafsproget og gestalte et ”Genskær af det Evige”.

Der er ingen tvivl om, at Lange i beskrivelsen af poesiens forudsætninger

har fat i noget helt essentielt omkring nødvendigheden af at leve på en særlig måde for

at se poesien:

”Det er vel et Spørgsmaal om en stor lyrisk Kunst overhovedet kan trives

andre Steder end i et saadant sjæleligt Bjerglandskab, og om Digteren

ikke […] maa gøre Oprør mod sine Vilkaar og flygte ud i en Verden med

større Kontraster, højere, mere uopnaaelige Himle, mørkere Afgrunde og

lidt af den søde Angst som man føler paa Fortabelsens Rand” (Lange:

1996, 124f).

Der fordres altså dermed ikke et liv i streng askese, men en tilnærmelse til lyrikken

gennem vægring mod en kollektiv magelighed i et indskrænkende socialt fællesskab.

Poetiske erfaringer er fundamentalt asociale, og digteren må derfor træde ud af det

sociale fællesskab og ind i en digterisk asocialitet for at bringe sig i en modtagelig

position for lyrikken. 2

Langes største fortjeneste i denne sammenhæng er adskillelsen mellem

hverdagssprog og et særligt poetisk sprog, og i udfoldelsen heraf er det muligt at

opsummere tre bærende dele omkring forståelsen af den lyriske impuls: Dels iagttages

for det første en holdning i forhold til det fysiske aspekt. Kroppen, sansningen og det

jordiske nedvurderes på ingen måde i modsætning til for eksempel en romantisk optik,

hvor det drejer sig om at trække en oftest uopnåelig himmel ned på jorden. Dels bliver

det for det andet klart, at sproget ingenlunde opfattes som en selvreferentialitet, hvor

sproget autonomt lukker sig om sig selv. Det er et åbent sprog, der favner alt. Og for det

tredje påpeges med al tydelighed, at himlen ikke er udgangspunktet for det poetiske

2 Mange har beskæftiget sig med ensomheden som poetologisk vilkår. Kierkegaard filosoferer over det,

og Rilke behandler ensomheden i Briefe über Cézanne (1952). Endvidere hævder Harold Bloom (se afsnit

2.4), at denne asocialitetens ensomhed er menneskets og digterens eneste vej til lyrikkens inderste væsen,

da poetiske erfaringer i bund og grund er asociale. Disse henvisninger udelukkende blot for at understrege

emnets enorme interesse i litteraturen, al den stund utrolig mange arbejder med at formulere selve

forudsætningerne for poesi.

5

More magazines by this user
Similar magazines