Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

over enhver forståelse, at alle forsøg på at beskrive den må opløses i lutter

selvmodsigelser. Derfor må naturen også ubetinget fremstå kærligt opdragende på

samme tid, som den ruster sig med ”Waffenklang”. Og selvom den er ældre end alt

andet, kan den modsætningsfyldte natur også føle sig ny – paradoksalt nok – på ny:

”Fühlt neu die Begeisterung sich, / Die Allerschaffende wieder” (l. 26-27). Men på

trods af naturens selvmodsigende udtryk hersker der midt i de kaotiske manifestationer

alligevel en grundlæggende orden og regelmæssighed, idet det gryende fænomen er

avlet af et efter faste regler genkommende helligt kaos (l. 25). Der hersker dermed

regler og orden i kaos, og det bliver klart, at naturen alene fremstår adsplittet og

selvmodsigende, fordi den brydes i digterens logik.

Naturbegrebet står nu klarere udfoldet: Den begejstrede og guddommelige

natur, der nu er vågnet og manifesterer sig i strofe tre, adskiller sig tydeligt fra og kan

ikke mere sammenlignes med den almindelige natur forstået som en for mennesket

umiddelbar perciperbar og jordisk natur. Det efter faste regler genkommende hellige

kaos sætter den fysiske natur i umiddelbar forbindelse med den ikke-perciperbare og

dermed ikke-fysiske, overjordiske ”natur”, som også blev beskrevet i anden strofes linie

15. Som begreb er naturen rykket ud af den fysiske verden og unddrager sig konceptuel

begrebsliggørelse.

Dette fremhæves i linie 26 gennem benævnelsen af naturen med glosen

”Begeisterung”, hvis etymologiske ophav er det græske enthusiasmόs, der betyder ”at

have del i gud”. Morfemet ”geist” i ”Begeisterung” understreger netop ét af den

fremkomne naturs kendetegn: At den urgamle natur atter og som ny træder ud af sig

selv og i kontakt med noget andet. Anvendelsen af termen ”Allerschaffende” i linie 27

indikerer desuden en bevægelse i forståelsen af naturen, idet naturen ikke blot står som

skaberen af alt, men på paradoksal vis også uendeligt skaber sig selv på ny.

Markeret gennem fjerde strofes indledende ”Und wie” peges bagud på

første strofes ”Wie wenn”, da fokus atter flyttes til landmanden. Om end skrevet i en

mere tilbagetrukken allegorisk, reflekteret tone skal strofe fire læses dels som et

addendum til første strofe, men desuden også som en videreudvikling heraf, da der er

sket en glidning fra himlens ”kühlende Blize” til den ild, der i tredje strofes linie 28

77

More magazines by this user
Similar magazines