Den lyriske impuls

over enhver forståelse, at alle forsøg på at beskrive den må opløses i lutter
selvmodsigelser. Derfor må naturen også ubetinget fremstå kærligt opdragende på
samme tid, som den ruster sig med ”Waffenklang”. Og selvom den er ældre end alt
andet, kan den modsætningsfyldte natur også føle sig ny – paradoksalt nok – på ny:
”Fühlt neu die Begeisterung sich, / Die Allerschaffende wieder” (l. 26-27). Men på
trods af naturens selvmodsigende udtryk hersker der midt i de kaotiske manifestationer
alligevel en grundlæggende orden og regelmæssighed, idet det gryende fænomen er
avlet af et efter faste regler genkommende helligt kaos (l. 25). Der hersker dermed
regler og orden i kaos, og det bliver klart, at naturen alene fremstår adsplittet og
selvmodsigende, fordi den brydes i digterens logik.
Naturbegrebet står nu klarere udfoldet: Den begejstrede og guddommelige
natur, der nu er vågnet og manifesterer sig i strofe tre, adskiller sig tydeligt fra og kan
ikke mere sammenlignes med den almindelige natur forstået som en for mennesket
umiddelbar perciperbar og jordisk natur. Det efter faste regler genkommende hellige
kaos sætter den fysiske natur i umiddelbar forbindelse med den ikke-perciperbare og
dermed ikke-fysiske, overjordiske ”natur”, som også blev beskrevet i anden strofes linie
15. Som begreb er naturen rykket ud af den fysiske verden og unddrager sig konceptuel
begrebsliggørelse.
Dette fremhæves i linie 26 gennem benævnelsen af naturen med glosen
”Begeisterung”, hvis etymologiske ophav er det græske enthusiasmόs, der betyder ”at
have del i gud”. Morfemet ”geist” i ”Begeisterung” understreger netop ét af den
fremkomne naturs kendetegn: At den urgamle natur atter og som ny træder ud af sig
selv og i kontakt med noget andet. Anvendelsen af termen ”Allerschaffende” i linie 27
indikerer desuden en bevægelse i forståelsen af naturen, idet naturen ikke blot står som
skaberen af alt, men på paradoksal vis også uendeligt skaber sig selv på ny.
Markeret gennem fjerde strofes indledende ”Und wie” peges bagud på
første strofes ”Wie wenn”, da fokus atter flyttes til landmanden. Om end skrevet i en
mere tilbagetrukken allegorisk, reflekteret tone skal strofe fire læses dels som et
addendum til første strofe, men desuden også som en videreudvikling heraf, da der er
sket en glidning fra himlens ”kühlende Blize” til den ild, der i tredje strofes linie 28
77