Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

fortættes i hellige ord, der fuldt ud spidsformulerer det hellige kaos, men derimod oftest

er blottet for figurativitet.

Hvorledes en dybt individualiseret erfaring af det uendelige potentielt kan

udtrykkes i et singulært sprog i digtet, fremgår af syvende strofes sidste del:

”[...] und dem Volk ins Lied

Gehüllt die himmlische Gaabe zu reichen.

Denn sind nur reinen Herzens,

Wie Kinder, wir, sind schuldlos unsere Hände,” (l. 59-62).

Erfaringen kan ikke opnås i, men gennem sangen, såfremt digterens tidligere bøn i

tredje strofe, ”das Heilige sei mein Wort”, opfyldes og når en indirekte kontakt. ”Das

Heilige sei mein Wort” udtrykker præcis et ønske om at forlene ordene med noget af

ilden og lyset fra det uendelige, således at det ikke bliver et projekt om at skabe det

ultimative billede, som perfekt kan udtrykke det uendelige, men en afsøgning af,

hvorledes digtet kan gestaltes, og ordene vrides til en sådan struktur, at den himmelske

ild bag ordene kan skinne ”ins Lied / Gehüllt”, gennem digtet, og individuelt erfares af

den enkelte læser. Det bliver da klart, at såfremt man som læser ønsker at drikke af den

himmelske ild beskrevet i Wie wenn am Feiertage…, må man uskyldsren som børn og

med blottet hoved søge at udsætte sig for lynet i en aktiv indsats (l. 56-62).

Linierne 63-66 er imidlertid de sidste verslinier, som alle større udgaver

kan blive enige om. Herefter anser Heidegger digtet for afsluttet (Heidegger: 1951b,

47ff), og Bjørnvig bryder ligeledes i sin danske oversættelse digtet af umiddelbart efter

linie 66 (Bjørnvig: 1992a, 115), hvorimod Beißner medtager yderligere otte verslinier

frem til linie 74, hvilket markerer den mulige tilstedeværelse af yderligere to strofer,

men samtidig fastholder digtets fragmentariske karakter (Hölderlin: 1943ff/a, bd. 2.1,

120). Uffhausen emenderer i sin udgave digtet fra strofe otte, hvilket i Beißners udgave

svarer til verslinie 63, og frem til og med en mulig strofe ni ud fra folioarkene og

diverse prosaudkast og vægter altså helhedspræget frem for det fragmentariske samtidig

med, at han eksplicit lader digtet formulere, hvad Beißners version mest indlysende,

men dog stadig implicit, indikerer: En digterisk indsigt, som erkender sprogets

altafgørende poetologiske funktion.

84

More magazines by this user
Similar magazines