Den lyriske impuls

Inddrages to af Hölderlins poetologiske skrifter bliver det tydeligt, at han
også i sin poetik har gjort sig utallige formelle billedrefleksioner og udfolder en specifik
poetisk tænkning, som netop viser et indgående arbejde med sprogets formåen med
hensyn til at få sproget og digtet til indirekte at sige det, det siger uafladeligt uden at
sige det direkte. Når Hölderlin omtaler dette sprog, gør han det ikke på en måde, som
sætter det i relation til hverdagssproget, for Hölderlin mener ikke, at det overleverede
sprog kan formidle det uendelige. Derimod må sproget tænkes på ny, så det udspringer
af det uendelige og bliver et specifikt poetisk sprog, der kan tale for sig selv, og som
hverken klæber til tradition, religion, filosofi eller videnskab. I skriftet Das Werden im
Vergehen siger Hölderlin rent ud, at sproget skal gestaltes på en sådan ny måde – og
bemærk parallellen til syvende strofes linie 54 i Wie wenn am Feiertage… – at den
himmelske ild kan træde i stedet for den jordiske, ”ein himmlisches Feuer statt
irrdischem wirkt” (Hölderlin: 1943ff/b, 284).
Sammenholdes denne poetologiske fordring med sidste, vedhæftede afsnit
i skriftet Über die Verfahrungsweise des poëtischen Geistes, fremstår en bestemt
opfattelse af sproget, idet Hölderlin her siger, at sproget for at tænkes ind i en ny
struktur skal begribes af digteren som noget helt nyt (Hölderlin: 1943ff/c, 260ff).
Kunsten, naturen og det overleverede sprog skal ideelt set gestaltes på en anden måde i
digtningen end den for digteren allerede kendte, men uden at denne nye tænkning
forkaster traditionens billedbrug. Hölderlin repræsenterer dermed en poetisk tænkning,
der er kongruent med den diagonale forståelse, og som fastholder, at flere forskellige
spor og dermed både traditionelle og nye billeddannelser kan producere noget specifikt
nyt gennem harmonía og heterogen simultanitet.
I dette skisma mellem traditionens hidtidige religiøse fællessymbolik og
den af ham selv skitserede formelle poetik søger Hölderlin således stædigt at navigere,
men digtet er tydeligt præget af de vanskeligheder, han er stødt på i bestræbelsen på at
konstruere det således, at det kan tale på den rigtige måde og udtrykke en singulær
erfaring af det uendelige. Det vil blive klart, at det er én ting at formulere en formel
poetik, men at det er langt vanskeligere at efterleve de poetologiske fordringer i en
æstetisk tilfredsstillende form i det konkrete digt. I det følgende behandles digtet derfor
87