Den lyriske impuls

nobelbiblioteket.au.dk

Den lyriske impuls

kampen for at omforme det traditionelle billede af lynet til et paradoksalt, eftersom lynet

i betydningen ”ild” ikke skal forstås som blot fortærende og førende til svækkelse og

død, men også opildnende i den forstand, at ilden som billede i spor 2 kan medføre

vækst og opliven.

Netop fordi lynet i overensstemmelse med Hölderlins poetologiske skrifter

undervejs bearbejdes og omformes sprogligt, kan det i dets sproglige merbetydning som

ild opleves på en anden måde og potentielt etablere kontakt til det uendelige. I strofe

seks sættes lynet for første gang eksplicit i kontakt med det uendelige, idet den lynramte

digter her optændes af erindring om det uendelige fra den ovenfrakommende ”heilgem

Stral”. Lynet er dermed gledet fra blot at være bindeled mellem himmel og jord og

mellem guder og mytologier i de første strofer til også at udgøre en paradoksal position

i strofe seks, hvorved det ad spor 2 udgør selve beviset på det uendeliges nærvær.

Men her begynder vanskelighederne for alvor, for der kan efterfølgende

ikke iagttages nogen videre systematik i lynets mange bevægelser, hvilket vidner om

Hölderlins kamp for at fremskrive holdbare billeder af lynet, der ikke falder tilbage i

traditionen som ren gentagelse. I en form for substantivisk metonymi veksler lynet

herefter fra og med strofe seks mellem ”heilgem Stral” over ”Frucht in Liebe geboren”

og tilbage til ”Bliz”, hvorefter det omtales som ”Frucht des Gewitters” (str. 6),

”himmlisches Feuer” (str. 7), ”Gottes Gewittern” (str. 7), ”Vaters Stral” (str. 7), ”die

himmlische Gaabe” (str. 7) og ender som ”Des Vaters Stral” i strofe otte. Kampen for at

individualisere lynet udkrystalliseres i den paradoksale integration og sammenvævning

af de to hidtil adskilte, men nu integrerede mytologier i sjette strofe, hvor Hölderlin

gennem den forskudte Sémele-myte kæmper for at sammenfatte mennesker og guder i

ét fælles værk, ”der Götter und Menschen Werk” (l. 48), i sine fortættede

billeddannelser af lynet.

Når Hölderlins poetologiske forestilling om stadige harmoniseringer af

modsætninger gennem ”das Harmonischentgegengesezte” tages i betragtning, står det

klart, at Hölderlin ved, at mytologierne hver for sig risikerer at falde tilbage i traditionen

som eksempler på traditionelle billeddannelser og være dømt til at spille fallit. Men

samtidig vidner de poetologiske skrifter om, at Hölderlin også har en bevidsthed om, at

96