“DEN PERFEKTE SYMBIOSE” - Kommunikationsforum

Det primære i den sociologiske forskning er felter. (…) Det er
frem for alt gennem viden om det felt, individerne er placeret i,
man kan begynde at forstå, på hvilke punkter de udskiller sig som
noget særligt (…) For at få adgang til et felt skal den enkelte være
udstyret med bestemte kvalifikationer og egenskaber. Et af
målene med den sociologiske forskning er at finde ud af, hvilke
træk og egenskaber der giver adgang og gennemslagskraft, det
vil sige hvilke specifikke kapitalformer der har gyldighed på hvilke
områder (Bourdieu & Wacquant 1996: 94).
Pierre Bourdieu følger arven fra Max Weber og Émile Durkheim, ved at
portrættere moderniteten som en proces af differentiering ind i semi-
autonome og specialiserede arenaer for handling, som han betegner for
felter (f.eks. foreningslivet, politiske, økonomiske, religiøse og journalistiske
felter) (Benson 2006). Bourdieu betegner et felt som at udgøres af de
specifikke logikker og krav, der hverken konkret eller abstrakt er
sammenlignelige med de forhold og regelsæt, der styrer andre felter
(Bourdieu & Wacquant 1996), hvorfor deres overlevelse afgøres ved
løbende at markere deres forskel vis-a-vis andre felter (Benson 2006).
Samfundet er altså inddelt i en række af forholdsvist autonome felter, der er
struktureret efter sine egne regelsæt, værdier og interesser, men som
interagerer med andre felter som følge af samfundets strukturer. Det sker,
fordi samfundet grundlæggende er organiseret omkring en modsætning
mellem det økonomiske og det kulturelle magtfelt (Bourdieu og Wacquant
1996). Sagt på en anden måde er det opdelt mellem 'det heteronome' (det
kommercielle), som repræsenterer kræfter, der er uden for feltet og det
'autonome' (det intellektuelle), som repræsenterer værdier og kapital, som
er specifikke for det enkelte felt (Svith 2011). Drivkraften i feltet er således
magtkampen imellem de forskellige positioner (Bourdieu og Wacquant
1996).
En aktør må i reglen besidde et vist minimum af kulturel kapital for
overhovedet at kunne anerkendes som deltager i feltet, men grundlaget for
magtkampene inden for et felt er, at et felts logikker kun sjældent hersker
suverænt, fordi logikker fra andre felter trænger sig på. Det kan stilles sådan
op, at jo mere en feltintern logik hersker, desto mere autonomt er feltet. Jo
mere feltet er gennemtrængt af andre logikker, desto mere heteronomt er
feltet. Det betyder analysestrategisk, at i autonome felter kan praksis
17