Prædiken 1. søndag efter Helligtrekonger - Værløse kirke

1. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER (1. TEKSTRÆKKE).
Kirke Værløse Kirke, den 13.1.2013.
Salmer: 318 - 13 - 289 / 321 - 674, 2-4 - 474 - 427.
Læsninger: Salmernes Bog 84. Romerbrevet 12:1-5. Lukasevangeliet 3:41-52.
Gennem tiden har de der har tænkt dybere over hvad mennesket og menneskelivet er,
været opmærksomme på at vi som mennesker grundlæggende har to måder at være til
på:
Vi kan handle. Vi kan gribe ind i tilværelsen. Vi kan forandre vores verden.
Men vi kan også være til på en anden måde. Eller rettere: Vi er i virkeligheden først og
fremmest til på en anden måde:
Vi ser og hører og mærker hvad der sker omkring os. Vi sanser og tager imod
indtryk. Inden vi overhovedet kan handle og forandre tingene, må vi bare tage imod det
der kommer til os.
Sagt helt kort: Vi kan handle, og vi kan betragte. I kristendommen og kirken
har man gennem tiden brugt nogle bestemte ord. Man har skelnet mellem aktion, det
aktive liv på den ene side, og på den anden side kontemplation eller det kontemplative
liv. Aktion og kontemplation!
Nogle steder og til nogle tider har man lagt mere vægt på det ene det andet.
Men man har sådan set altid vist at begge dele hører med til at være menneske og være
kristen:
Aktion og kontemplation. Handling og betragtning. Det aktive og udfarende
og det passive og modtagende.
Og så kan man måske sige at vi i vores tid og vores del af verden lever i en
kultur hvor vi først og fremmest handler og forandrer, og til gengæld har vi skudt
betragtningen i baggrunden.
Man kan sige at vi analyserer og undersøger alt muligt - i naturen og i
mennesket - med henblik på at forstå hvordan det hele hænger sammen, og det gør vi for
at vi kan påvirke vores liv og få styr på vore omgivelser.
På den måde kan vi glemme at der er noget - måske i virkeligheden noget af
det der er allervigtigst - som vi aldrig kommer til at forstå til bunds, som bare er givet, og
som vi ikke kan få styr på.

Der er noget vi bare må undre os over og tage til os og være taknemmelige
for: Den spontane tillid mellem mennesker, den spontane godhed, kærligheden,
skønheden, de store sandheder.
Denne fortrængning kan blive et problem for os. Vi kan synes at vi bliver
stressede af alt det der sker, og alt det vi skal. Vi mister dybde og grund under
tilværelsen.
Så besinder vi os måske. Vi trækker os tilbage. Vi søger stilheden. Vi slipper
alle aktiviteterne og går efter den rolige fordybelse.
Vi forsøger os måske med en eller anden form for meditation eller anden
åndelig praksis. Vi søger noget der ligner et kontemplativt liv.
Lad os lige her i dag sætte lidt fokus på det, og lad os tage en af de personer vi hører om i
dagens evangelium som eksempel: Jesu mor Maria.
Maria er en betydningsfuld person i kristendommen. Ikke så meget i vores
kirke. Men for de fleste kristne i verden har Maria en vigtig rolle.
Jomfru Maria. Gudsmoder. Gudsføderske. Himlens Dronning. Mange smukke
navne og titler har Maria gennem tiden fået. Men det er samtidig påfaldende at vi hører
meget lidt om hende i de fire evangelier. Hun omtales kun ganske kort og kun ganske få
gange.
Evangelisten Lukas som vi har hørt et stykke fra i dag, er den der siger mest
om Maria. Han fortæller om den unge pige Maria i Nazareth der får besøg af englen
Gabriel der siger til hende at hun skal føde Guds Søn.
Vi hører om Marias besøg hos sin slægtning Elisabeth der allerede er gravid
og skal føde forløberen Johannes Døber.
Vi hører om fødslen i Betlehem. Vi hører at Maria og Josef tager deres
førstefødte med til templet i Jerusalem og foretager det offer som moseloven foreskriver.
Og så fortæller Lukas altså også - som vi har hørt i dag - om det der sker da
Jesus er tolv år gammel, og den lille familie holder påske i Jerusalem.
Jesus bliver væk for sine forældre. De genfinder ham i templet. Da Maria
bebrejder ham at han er blevet tilbage uden at sige noget til dem, svarer han: ”Vidste I
ikke at jeg bør være hos min fader?”
Maria står som den store modtagende og betragtende skikkelse i den kristne tradition.
Hun er det kontemplative livs forbillede. Da englen Gabriel har sagt at hun skal undfange

en søn ved Helligånden, siger hun: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit
ord!”
Lad det ske! Det er ikke Maria der har taget initiativet. Det er ikke hende der
handler. Det er Gud der handler, og hun lader det ske. Kort efter lyder hendes lovsang da
også: ”Den Mægtige har gjort store ting imod mig.”
Maria er ikke giver. Maria er modtager. Hun følger opmærksomt hvad der
sker. Hun hører hyrdernes beretning. Hun gemmer ordene i sit hjerte. Det hører vi igen
efter episoden i templet i Jerusalem. Maria hører Jesu ord og bevarer dem.
I Lukas’ fortsatte beretning om den første menighed - det skrift vi kalder
Apostlenes Gerninger - nævnes Maria en enkelt gang. Hun er med blandt apostlene og de
første kristne, og vi må tænke os at hun har kunnet fortælle de andre hvad der skete i
begyndelsen.
hende.
Maria har set og hørt og grundet over det altsammen, og det er vokset i
Hvad er særligt ved det der sker under påskefesten i Jerusalem da Jesus er tolv år
gammel?
Evangelisten har hele vejen igennem fremhævet for os at alt er sket efter
moseloven og gudsfolkets skik. Jesus er blevet omskåret og har fået navn. Hans forældre
har ofret i templet. Nu er han blevet tolv år som er myndighedsalderen for jødiske
drenge. Det er sikkert anledningen til at han er med til påskefejringen i Jerusalem.
Alt har været, og alt er, som det bør være. Og Maria har fra begyndelsen vidst
hvem hendes søn i virkeligheden er. Englen Gabriel forkyndte det for hende. Hyrderne
fortalte hvad de havde set og hørt om natten ude på marken.
hvad der er blevet sagt.
Maria har accepteret sit kald. Hun har fulgt alt hvad der er sket. Hun husker
Og så sker der alligevel noget der er overraskende for hende. Hendes søn gør
noget andet og siger noget andet end hun har forestillet sig: ”Vidste I ikke, at jeg bør
være hos min fader?”
Maria er den betragtende. Hun er den første troende. Hun fordyber sig. Hun
betragter. Og hvad sker der? Det hele bliver pludselig anderledes. Det hele bliver
pludselig større. De er i templet. Gudsfolkets helligste sted. Drengen siger at det også er
hans sted. Dér bor hans virkelige far, og dér hører han hjemme.

hele tiden foran hende.
Gud har benådet hende og kaldet hende til noget bestemt, men Gud er også
Gud vil altid noget helt bestemt med os, men Gud er også altid mere og vil
mere end vi på nogen måde kan forestille os. Gud er den skabende og fornyende og
underfulde Gud.
Gud.
Vi kan glemme det. Men sådan må det jo være. Ellers ville Gud slet ikke være
Hvis vi kun vil analysere og forstå så vi kan få styr på vores verden og vores
liv og gribe ind og forandre tingene efter vores hoved, kommer vi ikke til at erfare dette.
Vi må være modtagende før vi kan være handlende og givende. Eller mere
præcist: VI må handle ud fra og ud af modtagelsen, betragtningen, fordybelsen. Vi må
være før vi kan gøre. Vi må sanse og undre os og fordybe os før vi kan gribe ind i
tilværelsen og i verden.
Hvis det er sandt at vi har fortrængt det kontemplative i kristendommen og
måske i livet i det hele taget, så er det på tide at vi vender tilbage til det.
Bag al sikkerhed er vi uden sikkerhed. Bag al forudsigelighed er der
uforudsigelighed. Vi har ingen magt. Vi er hver især alene med Gud. Vi kan kun sige: ”Lad
det ske mig efter dit ord!”
vores Far. Amen.
Men den Gud vi siger det til, er den tolvåriges himmelske Far. Hans Far og