Stiftsårbogen 2009 som pdf-fil - Holmens Kirke

Lyden af kirke 

Årbog for Københavns stift 

2009

Årbog 2009 

Udgivet af Københavns stift 

Redaktion: 

Maj-Britt Boa 

Bente Hansen 

Peter Skov-Jakobsen 

Jesper Stange (ansvarshavende) 

Foto: Maj-Britt Boa 

Design: Freiheit09 

Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S 

ISBN: 87-89096-11-8 

ISSN: 902-4190 


Årbog for Københavns stift 

2009

Indhold 

Forord 6 

Af Jesper Stange 

Anne Linnets koraler 8 

Interview ved Bente Hansen 

Rosen tekst og musik af Anne Linnet 

Marias sang tekst og musik af Anne Linnet 

Den gode tone 16 

Af Eva Meile 

”Folk sang saa smukt derinde” 28 

Af Ole Brinth 

Lyden af kirke 38 

Af Sven Erik Werner 

Livets fylde, glædens glans tekst af Harald Vilstrup 

og musik af Sven Erik Werner 

Nye salmer. Tradition, tryghed og fornyelse 

Af Marianne Harboe 

Sange fra Taizé 9 

Af Elisabeth Ørsnes 

Gregoriansk sang som inspiration 

til kirkelivet i dag 

Af Mikkel Vale 

Aktstykker fra årets landemode 

Prædiken ved landemodegudstjenesten 6 

Af provst Johanne Haastrup 

Tale ved provst Terkel Tikøbs kreation 67 

Af Peter Skov-Jakobsen 

Barnetroens afvikling og troens udvikling 

i det moderne 70 

Landemodeforedrag af forfatteren, 

mag.art. Bente Hansen 

Årsberetning 2009 82 

Af biskop Erik Norman Svendsen 

Tale ved bispevielse af Peter Skov-Jakobsen 92 


Tale ved landemodet 96 

Af biskop Peter Skov-Jakobsen 

Referat af forårsprovstemøde den 21. april 2009 102 

Af stiftskontorchef Helle Ostenfeld 

Referat af landemodets forhandling 

den 7. oktober 2009 10 


Stiftsudvalg for mellemkirkeligt arbejde 112 

Ved universitetslektor Karsten Fledelius 

Stiftsudvalg for Folkekirke og Religionsmøde 116 

Ved stiftspræst Niels Underbjerg 

Stiftsudvalg for Det Danske Bibelselskab 118 

Ved Jørgen Christensen 

Stiftsudvalg for diakoni 119 

Ved sognepræst Ulrich Vogel 

Københavns stiftscentral for praktisk teologi 120 

Ved leder af stiftscentralen, sognepræst Helene Dam 

Folkekirkens Skoletjeneste 123 

Ved leder af Skoletjenesten, sognepræst Helle Krogh 

Madsen 

Folkekirkens Infocenter 12 

Ved leder af Infocentret Karen Schousboe 

Notat vedrørende Stiftsfonden 126 


Landemodeberetning 128 

Præster: Tilgang – afgang 128 

Navne og adresser 131 

Københavns Stiftsfonds regnskab 1 0 

Bidrag til Stiftsfonden 1 2

Forord 

Vi tager hele sanseapparatet i brug, når vi møder det gud- 

dommelige. 

Troen kommer nemlig udefra og ind i os. Det kan 

føles, som om den vælder op indefra. Men med troen 

er det ligesom med kærligheden. Den kommer fra sin 

genstand. Vi elsker, fordi der er en, der er elskværdig. 

Vi tror, fordi der er en, der er troværdig. Vi er således 

kristne, fordi vi finder Kristus troværdig. 

Vi møder Kristus i ord og sakramenter, det vil sige 

kunne tale sammen, når vi vel at mærke talte om det, vi 

hver især havde forstand på. Det gjaldt om at blive klog 

på hinanden. Og kirkens folk har kæmpet en brav kamp 

for at gøre kristendommen plausibel som en både følelsesmæssig 

og intellektuel mulighed. 

Interessen for kommunikation samlede sig indimellem 

mere om form end om indhold. Man kunne sige, 

at man måske havde matchet det eftermoderne bedre, 

hvis man i højere grad havde besindet sig på sin egen 

6 

i forkyndelsen, i dåben og nadveren. Nu skal man imid- kode og i mindre på sine events. 

7 

lertid ikke kende meget til den evangelisk-lutherske Men i eventkirkelighedens kakofoni røgtede salme- 

kirke for at vide, at øret har fået tildelt de fleste privilebogen sin opgave som folkekirkens bekendelsesskrift 

gier. Protestantisk gudstjeneste efterlader det umisken- og troslære. Når vi ved, hvad det er, vi tror på, skyldes 

delige indtryk, at det, der skal ind i os, skal ind gennem det ikke mindst, at vi har sunget det ind i os. Ingen jul 

øret. Gennem Øresund sagde Grundtvig. Kristendom uden Brorson, ingen påske uden Kingo og ingen pinse 

skal som alt andet, der skal nå hjertet, ind gennem den uden Grundtvig. 

kvemme forklaring, at det er et spørgsmål om smag og Med andre ord: hvordan synger man i kirken med sig 

sunde øre. 

Og så er sangen som kommunikation demokratisk 

behag. 

selv i behold? Tilfredsstiller den eftermoderne løsning 

Men ethvert middel er selvfølgelig legitimt og brug- på den plausible måde. Alle kan være med og menin- 

Smag og behag kan diskuteres. Men det er også mu- med bare at lade formerne stå uformidlet klos op ad 

bart efter omstændighederne, når det gælder om at arve gen ligger i den betydning, vi hver især tillægger det 

ligt at lægge objektive kriterier til grund for diskussio- hinanden den kirkelige ambition om at gå ind i sin tid ? 

sin kristentro videre. Vi kan male, synge, komponere, sungne. Sådan er fællessangen som kommunikation en 

nen. De er også til drøftelse. 

Disse spørgsmål er blevet stillet musikere af deres 

fortælle. Gad vide, om man ikke også kan koreografere acceptabel meddelelsesform. Den syngende gør selv er- 

Endelig har vi besluttet os for at finde ud af, hvor- meningers mod. De har givet hver deres bud på et svar, 

evangeliet. 

faringer med det, der synges om. Hér er ikke brug for 

for komponister af både klassisk og rytmisk dannelse og det er alt sammen foregået i en urban tone. Vi fore- 

Når kirkens interesse alligevel samler sig om det nogen udlægning ved en pibekravet embedsmand. 

komponerer og digter til kirkelig brug. Efter gængs opstiller os derfor ikke, at diskussionen hører op her. 

talte ord, har det muligvis sin begrundelse i den lydhør- Det er muligt, man skal forstå den opblomstrende 

fattelse kræver det et afkald på kunstnerisk autonomi, Det sidste ord er ikke sunget i den sag. 

hed, det eftermoderne samfund demonstrerer. Blev Taizésang og de gregoriansk inspirerede spiritualitets- 

når man må tilpasse sig de kirkelige ritualers form og 

verden moderne i et opgør med den forestilling, at vi former i denne sammenhæng. Redaktionen har spurgt 

indhold. Så minder det ikke, som komponisten Sven Jesper Stange 

kunne tale på hinandens vegne, blev den til gengæld sig for. Vi vil nemlig gerne vide, hvad der er god tone, 

Erik Werner spørger, om den klassiske kapitulation, at 

eftermoderne med opdagelsen af, at vi alligevel godt og hvad der befinder sig på den anden side af den be- 

fanden går i kloster, når han bliver gammel?

Anne Linnets koraler 

Ved Bente Hansen 

Hvem kunne vi få til lave en helt anden slags salmemelo- 

dier? Vi anede det ikke i vores lille redaktion, men Anne 

Linnet faldt os ind. Et heldigt indfald, for det viste sig, at 

hun faktisk er i færd med at skrive koraler til egne tek- 

ster og melodier: omkring 35 koraler/salmer er på vej. 

Ad åre. Vi fik et møde i de stille dage mellem sommerens 

musikfestivaler, hvor hun er fast gæst med sit store band. 

Det er en af de varmeste dage i højsommeren. Der er 

8 

støv og hede i Indre by, og her, tæt ved centrum, står komposition som hovedfag. 

9 

luften stille, så man kan høre lyden af insekterne lige- Anne Linnet klukker lidt ved tanken, men tilføjer 

som i en spagettiwestern. 

I Anne Linnets arbejdsrum står døre og vinduer 

åbne, og vi lytter til en håndfuld af hendes nykompone- 

rede og nyskrevne koraler – optagelser med sang og 

klaverakkompagnement. Hendes stemme fylder rum- 

met med alle sine erfaringer og al sin nøgenhed. Fuld af 

råstyrke og en mærkelig sarthed på én gang. 

Hun har lavet de her prøveindspilninger af den før- 

ste halve snes salmer, koraler og tekster. Jeg læser med 

og lytter på samme tid, og det er overvældende, men min 

uvidenhed om genren er total, og hun forklarer tålmodigt: 

En koral er musik, der er skrevet for de fire stemmer, 

vi inddeler i: bas, tenor, alt og sopran. Det kan være til 

en salme eller en sang. I en kirke vil det normalt være or- 

ganisten, der laver koralen og spiller den. Det kan også 

være koret, som synger den, mens menigheden synger 

salmemelodien. For mit eget vedkommende laver jeg 

teksten og melodien samtidig, og så skriver jeg kora- 

lerne. Det er noget, jeg gør con amore, og som tidligst er 

færdigt i 2011. Så regner jeg med, der er omkring 35 i alt. 

For mig som komponist er det spændende at lave 

en original harmonisering – så kan organisterne jo al- 

tid lave deres egne versioner, men jeg vil gerne have, at 

der findes en original akkompagnements-version. Jeg 

fik ideen helt tilbage i min tid på konservatoriet, hvor 

jeg gik i tolv år fra 1973–85, de fleste af årene med 

så, at to af årene var orlovs-år: Jeg skrev blandt andet 

musikken til musicalen, Roserne bryder ud (Folketeatret 

1981) og musicalen Berlin 84 (Bellevueteatret i Køben- 

havn 1984). Desuden spillede jeg med Shit og Chanel 

og med Anne Linnet Band i de år – og så havde jeg også 

to små børn. Det gik ret voldsomt til i perioder. 

På konservatoriet tog jeg først den fireårige musik- 

pædagogiske uddannelse, hvor man kommer rundt på 

alle instrumenter, men jeg vidste, at jeg ville skrive og 

ikke undervise. Jeg skrev hele tiden. Men man skulle be- 

stå forskellige discipliner, før man nåede komponistklas- 

sen. Meget krævende – samtidig med alle de andre ting. 

Der var noget, der hed hørelære, og du skal fore- 

stille dig sådan en mandag morgen, hvor jeg er kommet 

tilbage fra en weekend-turné, dødtræt. Så sad min hø- 

relærer, en stor skøn dame, der hed Lise, ved et flygel 

midt i rummet, og jeg sad i et hjørne og var ved at falde

Anne Linnets koraler Anne Linnets koraler 

ned af stolen af træthed. Så spiller hun nogle harmonier 

– uden at jeg kan se, hvor hun har sat sine fingre på tan- 

genterne – og så skal jeg fortælle, hvad det er, hun spil- 

ler. Det var god træning, kan jeg godt sige dig, selvom 

jeg dengang ikke altid kunne se meningen med, at jeg 

skulle trækkes med det. 

En anden disciplin hedder Palestrina. Det er for det 

meste en trestemmig måde at behandle en melodi på. 

Den er opkaldt efter komponisten Palestrina og har ud- 

spring i den gregorianske korsang. Det er rimeligt kom- 

plekst, men jeg kunne nu meget godt lide det som di- 

sciplin, og dengang var jeg ret god til det. 

Jeg fik lov at få privatundervisning hos en af de fi- 

neste teorilærere, vi har haft her i landet, Orla Winther, 

og efter to år med ham, kom jeg i komponistklassen. 

Det er svært at komme ind dér, fordi meget af det er 

solo-undervisning. Her var min hovedfagslærer i kom- 

10 

position Per Nørgaard – han var en fantastisk lærer, der 

aldrig prøvede at presse sin egen musik ned over hove- 

11 

det på mig. Tværtimod opmuntrede han mig altid til at 

findyrke mit eget musikalske univers. Og i 1985 tog jeg 

så diplomeksamen i komposition. 

De tyve musikalske år med koncerter og musikudgi- 

velser, der fulgte efter Anne Linnets komponisteksamen 

springer vi ved denne lejlighed over, for vi skal frem til 

de nye koraler og kirkemusikken. Er det noget, der plud- 

selig er dukket op? 

Nej, kirkemusik er ikke nyt for mig. Jeg har blandt 

meget andet skrevet orgelværker, Mistrale hedder et 

af dem, et andet er en version af Sorrig og glæde, så 

min musik har været i kirkerummet i lang tid. Jeg er jo 

ikke organist, men jeg elsker orgelet, og kan godt lide 

at sidde og eksperimentere med alle piberne og alle de 

utrolige lyde, der kan komme ud af det instrument. 

Men der sker det nye for mig, her lige omkring år- 

tusindskiftet, at jeg adopterer to børn. Det gør jo, at jeg

i nogle år slet ikke kan komme ud og spille live, og den 

aktivitet bliver altså skrottet for en længere tid. 

Der var så en kvinde, som spurgte, om ikke jeg ville 

komme og lave en julekoncert i deres kirke, og så kom 

der pludselig gang i efterspørgslen på dét. Vi har nu la- 

vet kirkekoncerter i de sidste fem-seks år, et lille band 

med tre musikere i alt, og vi har været i næsten 500 kir- 

ker, store og små. Altid med fulde huse. Det vi spiller er 

en blanding af mit eget og de sange, jeg lavede sammen 

med Johannes Møllehave for snart mange år siden. 

Lige nu for tiden er vi så igen ude med de helt store 

live-koncerter og shows, men kirkekoncerterne er der 

stadig lidt plads til. 

Var det udelukkende lærdommen fra konservatorie- 

årene, der var din baggrund for de nye salmer og koraler? 

Bestemt nej. Der var også min mormor, og fra hende 

fik jeg et tidligt og dybt forhold til den kirkelige sang 


Og alligevel er det vigtigt for mig, at mine nye salmer 

og koraler også har en del af hverdagssproget med. At 

det kommer med ind i den gamle tradition. Jeg synes, 

det er det, der er problemet med de fleste salmer: spro- 

get. Det er for langt væk, fra det sprog, vi taler. Det er 

ikke blevet fornyet. I det hele taget går det alt for lang- 

somt med fornyelsen af salmeskatten. Jeg ved det, fordi 

jeg kommer der så meget og hører, hvad folk ønsker sig. 

Når jeg selv laver de her nye tekster og melodier, 

prøver jeg at komme ind til følelserne bag ved de store 

begivenheder, og jeg kan jo se, at folk sommetider græ- 

der, når vi spiller. Nogle af sangene, for eksempel En 

forårsdag, bliver tit ønsket ved begravelser. 

Men i øvrigt prøver jeg at holde mig til de emneom- 

råder, der normalt hører til i salmetraditionen, og som 

man arbejder efter i kirken. Det er højtider, fødsel, død, 

tab, sorg, glæde og årstider. Jeg har for eksempel også 

og forholde mig til på en festivalscene, hvor der er en 

meget mere enkel energi, og folk drikker bajere, og der 

er gang i den. Udtrykket er et helt andet. Kirkerummet 

kalder på håb og mod og ro, og det er også i de forhold, 

en salme kan have en virkning. 

Har du en yndlingssalme? 

Ja, Se nu stiger solen. Den har det hele, billeder, ord, 

den gode melodi. 

Bruger du selv kirkerne? 

Nej, for jeg kommer der så meget med koncerterne, 

men når jeg er ude at rejse, er jeg tit gået ind i en kirke for 

at falde til ro og har tændt et lys for dem, jeg tænker på. 

Noget af det skønne ved vores kirke her i landet er 

i øvrigt netop det, at den er så rummelig: du kan være 

i rummet og have din helt egen tro. Den kan rumme 

det hele, den er ikke-dogmatisk, og det er noget af det, 

som skal bære os ind i fremtiden. 

Jeg er med på hendes valg og nævner ikke, at rosen som 

oftest er et Kristussymbol. Det ved hun nok… 

Da vi tror, vi er færdige med at lytte, fortæller hun 

om en Maria-salme, Marias Sang, og jeg spidser ører, 

og nævner, at dét jo var en hel genre indtil reformationen. 

Efter den tid blev de nærmest udryddede på grund 

af uviljen mod helgen-dyrkelse. Man opfattede åbenbart 

Maria som en slags helgen – men Mariaviser og 

Mariasalmer som genre kender hun ikke. Vi går straks 

tilbage i rummet og lytter: 

Maria sang 

Og tårer sprang 

Fra alt forladt og ene 

For det hun bar 

Gav alle svar 

At ingen mer var helt 

Alene. 

12 

og musik. Hun var fantastisk musikalsk og kunne spille skrevet en julesalme. 

Og melodierne – jeg skal lige til at spørge om dem, 

13 

en melodi på klaveret, når hun havde hørt den bare én Er du selv er troende? 

fordi de forsvandt i alt det om begivenheder og emner, 

gang. Hun gik i kirke hver søndag, var dybt troende og Jo, men jeg tager det i meget bred forstand, og det 

og så tager hun selv fat: 

Fem enkle vers, og jeg forsvinder ind i stemme og lyd 

var fortrolig med både salmerne og musikken. Hun har er jeg sikker på, man skal gøre. Folk har jo udviklet en 

Jeg har altid elsket den gode melodi. Det at skabe og tekst, og får en fornemmelse af, at her er faktisk en 

betydet meget for mig i hele denne her sammenhæng. anden måde at tro på, og det skal man åbne op for. I 

en melodi, som er …selvfølgelig eller helt sig selv, det tekst og melodi, som er sådan, som hun lige før beskrev 

Jeg lyttede til hende, og fulgtes med hende i kirke. dag ved vi så meget om, hvordan krop og sind hænger 

har altid været vigtigt for mig. Og så er det vigtig for sit ønske: en melodi der er helt sin egen, en selvfølgelig 

I øvrigt skulle jeg selv lære salmevers helt tilbage fra sammen, og det er et klart tema for mig. Vi ved jo, at 

mig, at tekst og melodi er født sammen. Derfor laver melodi. Og teksten er ét med sine toner. Eller omvendt. 

de små klasser, og det har bestemt også været en hjælp tab og savn kan slå kroppen helt ud af balance. 

jeg dem selv. De eneste andre, jeg har brugt tekster af, Jeg siger forsigtigt, at ”her er du da langt inde i teo- 

til det, jeg laver med koralerne. Jeg kunne meget godt De meget store ord og udtryk fra religionen bruger 

er Tove Ditlevsen og Johannes Møllehave. Ellers er det logien: ”for det hun bar, gav alle svar, at ingen mer var 

lide at lære dem, og det blev dengang en hel sport for jeg ikke. Det måtte jeg også forklare Johannes Møllehave, 

alt sammen mine egne ord. 

helt alene”? 

mig at lære teksterne på så kort tid som muligt. 

da vi arbejdede sammen om hans tekster. Ord som Gud 

Vi lytter videre til de nye melodier og hun finder tek- Tja, mumler hun, det kan der godt være noget om, 

Hvad er forskellen på den kirkelige musik og den og Jesus var han jo vant til at bruge, og det fungerer fint 

ster i både kladde og renskrift. Vi prøver at afgøre, hvil- men hun går ikke længere ind i det. I stedet fortæl- 

ikke-kirkelige? (Jeg spørger, uden at have noget bud på i hans arbejde og hverdag, men jeg måtte forklare ham, 

ken én, vi skal vælge, men hun har et forslag: Rosen, ler hun, at hun faktisk har lavet tre Mariasalmer eller – 

det, men forestiller mig, at det især må ligge i melodi og at så store ord kunne jeg slet ikke have i min mund. 

hedder den. En højsommersalme. Hvorfor Rosen? 

sange. Åbenbart uden at vide, at hun er i færd med at 

toner). 

Vi blev enige om, at udgangspunktet skulle være de 

Jeg er ikke synderligt godt inde i symbolikken, men udfylde et tomrum, der blev skabt med stor nidkærhed 

Anne Linnet tænker sig om i fem sekunder: Til dels begivenheder, der får folk ind i kirkerummet. I det rum er 

jeg ved da så meget, at rosen er et kendt og stærkt sym- i jagten på alverdens unoder i 1500-tals-kirken. 

i emnerne, siger hun, og så: helt klart i emnerne! For der en meget høj koncentration, for mennesker kommer 

bol i den kirkelige salmetradition, siger hun med noget, 

et kirkerum kalder på en helt anderledes tankegang, en der jo ofte, når der er noget, de ikke kan magte: sorg, 

der antyder, at det nok er en underdrivelse. 

Bente Hansen er forfatter, mag.art. 

ikke-hverdags-tankegang. 

angst eller tab. Det er ikke den slags emner, jeg vil stå

Forspil 

G m7 G m7/F 

 

Vers 

 

 

 

 

 

 

B G m7 

 

 

 

1. Mor - gen-ros - en 

G m7 /F 

 

 

 

E 

 

B /A 

E B 

 

 

i din hånd 

D 7/F 

 

G m7 

gen - nem mor - gen - sin - dets ro 

D/F D /F 

 

1. Morgenrosen i din hånd 

Sender tusind tanker 

Gennem morgensindets ro 

Mens min sjæl slår anker 

Ved et smil du bærer på 

Som en morgengave 

Duft af tidløshed når ind 

Fra din morgenhave 

2. Rosenduften hylder ind 

Det kan jeg fornemme 

Vintertidsformørket sind 

Får mig til at glemme 

Dufter li`som sol står op 

Sol på havets hinde 

Rosenduften er så blød 

Som en havfru` kvinde 

G m7 /F 

 


ROSEN 

 

G m B /F C 7/E 

 

 

 

G m7 /F 

 

 

sen - der tu - sind 

G m7/F /D E 

 

C/E 

mens min sjæl slår 

 

C m7 C 7/E 

3. Rosenduften sød og tung 

Som i tidens haver 

Sødmefyldt det smyger ind 

Tidløshedens gaver 

Trænger ind i vinterkrop 

Ind i sindets skjule 

Hvor bevidsthed hører op 

Ind i selvets kule 

4. Ruster os mod sorg og savn 

Imod alt der bryder 

Alle vores forsvar ned 

Som en tone lyder 

Styrken som det giver fri 

Det at kunne mærke 

Alt forsvinde i det nu 

Duften når et hjerte 

 

B /F F 7 B 

 

E 

 

B tan - ker 

B 

 

/F F 

an - ker. 

B 

 

/F F 

Anne Linnet 

5. Rosen har et stille sprog 

Vinden den kan hviske 

Det kan sjælene forstå 

Ingen sanser miste 

Alt det falder nu til ro 

Rosentiden kommer 

Sol går ned og sol står op 

Det er blevet sommer 

Anne Linnet 

Forspil 

 

 

 

D/A E m7/A 

 

 

 

 

G/D D F 

 

 

 

1. Ma 

Vers 

H m A D 

 

 

 

 

- ri - a sang og 

 

 

G G/H D F /A H m A/C 

 

D/F H/D E m D/F 

 

 

 

A sus4 A 

tå - rer sprang fra alt for - ladt og e - ne, for 

F 

 

 

 

/C F H m /A 

det hun bar gav 

1.-4. 

G/D D F 

 

 

 

MARIAS SANG 

G G 

 

 

D/A E m7/A 

 

 

al - le svar: At 

in - gen mer' var helt a - 

1 Ved et smil du bæ - rer på som en mor - gen - ga - ve, 

1 

G m7 

 

G m7/F 

 

 

E 

 

duft af tid løs 

B /A G m 

 

 

B 

 

 

hed når ind 

/F C 7/E B 

 

fra din mor gen 

/F F 7 B le - ne. 2. Ma- li - vet. 

1. Maria sang 

3. Maria sang 

5. Maria sang 

- - 

- - ha - ve 

Og tårer sprang 

Så blødt engang 

Så stærkt engang 

Fra alt forladt og ene 

Og tonen kan du høre 

Så klart blev styrke givet 

For det hun bar 

Når meningsløs 

At vi forstår 

Gav alle svar 

Din sjæl fastfrøs 

Om alt forgår 

At ingen mer var helt 

At intet mer ka hjertet 

Marias sang gir håb 

Alene 

Røre 

I livet 

2. Maria sang en fyldig klang 

Der dulmer den der sørger 

I tab af alt 

Hvad livet gjalt 

Hvor troen 

Selv er svær 

At finde 

5. 

G/D 

D 

 

 

4. Marias sang 

Kan nå din trang 

Til helt at opgi livet 

For lydens vej 

Går gennem dig 

Og gir dig hvad hun selv har 

Givet 

Anne Linnet 

 

 

Anne Linnet

Den gode tone 

Af Eva Meile 

Udtrykket den gode tone er fyldt med associationer. 

Men netop derfor egner det sig til at angive scenariet 

for den rejse, som man giver sig ud på, når man vil prø- 

ve at finde et svar på spørgsmålet: Hvad er en god sal- 

memelodi? 

For svaret eller rettere svarene er nemlig hver- 

ken få eller enkle. Men de har spillet en helt afgørende 

rolle i den kristne kirkes historie, hvor man fra første 

begyndelse har været sig den kolossale rolle bevidst, 

vi, at han generelt set har en smuk klang på sit instrument. 

Men tone går jo først og fremmest på selve fænomenet 

den enkelte tone, den, som er forudsætningen 

for, at der overhovedet kan skabes melodi, nemlig ved 

at den ene tone forbinder sig med den anden i fremadskridende 

rækkefølge. Den er også forudsætningen 

for, at der kan skabes harmoni, nemlig ved at flere toner 

bringes til at klinge på samme tid. Den måde, to- 

16 

som musikken spiller i gudstjenesten. Salmesangen nerne sættes sammen på, så vel ”vandret” som ”lodret”, 

17 

har altid været det samlende element i gudstjenesten, er sammen med det rytmiske liv afgørende for musik- 

hvad enten den som i den katolske kirkes gregorianske kens kvalitet. Toner i god sammenhæng giver den æste- 

sang blev udført af de musikalsk uddannede præster tisk set gode tone, det vil her sige den gode melodi, den 

og munke, eller den som i vores egen lutherske kirke 

var og er lig med menighedens fællessang. Under alle 

gode musik. 

omstændigheder har man fra første færd taget salme- Men man kunne også tage et andet udgangspunkt. 

sangen alvorligt. Det var ikke kun vigtigt, hvilke ord, Det er det, Shakespeare gør, når han (i ”Købmanden i 

der lød i kirken, men også hvilke toner. Derfor var der Venedig”) siger, at man aldrig skal stole på et menne- 

nogle udtalte eller uudtalte kriterier, som salmemelodiske, som ikke har ”musik i sjælen”. Ifølge Shakespeare 

erne skulle leve op til. Disse kriterier var både af musi- har musikken altså sit hjemsted eller fundament i den 

kalsk og teologisk art, men kunne i virkeligheden dår- menneskelige sjæl. Derfra baner den sig vej frem til at 

ligt skilles ad, som det vil fremgå af det følgende. 

blive en klingende fysisk virkelighed og opfylder således 

sin bestemmelse, nemlig at være et kommunikati- 

Nu først om musikken. Musik består af toner, ja franskonsmiddel, der forbinder sjæl med sjæl, menneske med 

mændene har ligefrem et ord, der siger ”Det er tonen, menneske. Og når talen er om salmemelodier, må vi 

som gør musikken”. Ordet tone kan forstås på to måder. tilføje: menneske med Gud. Musik har derved også et 

Det kan betyde klang, sådan som vi bruger det, når vi etisk eller ligefrem et religiøst aspekt. Den må være en 

siger om en violinist: ”Han har en skøn tone”. Så mener oprigtig tale, ikke et middel til at stille sig selv i posi-

tur. Den gode tone er altså her lig med den menneske- 

ligt set ægte tone. 

Endelig kan vi hente et afgørende kriterium for den 

gode tone i retorikken, talekunsten, som jo er en søs- 

ter til musikkens kunst. Begge steder drejer det sig om 

meddelelse af tanker og følelser, og begge steder er 

man bevidst om vigtigheden af den måde, meddelelsen 

må ske på for at yde indholdet retfærdighed. Retorikken 

opererer med et meget centralt begreb, som den kalder 

”aptus”. Det betyder det passende, og det går på talens 

(i vores sammenhæng musikkens) stilistiske leje og ud- 

tryk. 

At det ikke er ligegyldigt, hvilket sprog man bru- 

ger, når man vil meddele sig til andre, er jo en ganske 

almindelig erfaring. Man bliver utilpas ved at høre plat 

sprog i en alvorlig situation, f.eks. i en begravelsestale, 

18 

men også forlegen ved at høre alt for ”store ord” i en ordet offer tager Grundtvig afsæt i den gammeltestarianske 

sang, der var eneherskende. Den var en slags lig den reformatoriske salme (”koral”), som den dag i 

19 

uhøjtidelig sammenhæng. Hvad der er rigtigt i ét tilfælde, mentlige offerkult. Det at ofre til Gud var en ”kommu- 

musikalsk talesang uden akkompagnement. Den var dag er rygraden i vores gudstjeneste. 

opleves som forkert i et andet. Den passende tone hø- 

rer derfor med til definitionen af den gode tone, lidt li- 

gesom når vi taler om, at noget i en bestemt sammen- 

hæng er god tone. Men med det sidste udtryk bevæger 

vi os ud på gyngende grund. For i selskabslivet dæk- 

ker det jo ofte stive, konventionelle regler, og det kan 

derfor aldrig være det sidste kriterium for noget så le- 

vende som musik. Men ligesom det beslægtede be- 

greb korrekthed, som vi heller ikke altid hører som no- 

get positivt, kan det også forstås som udtryk for en dy- 

bere nødvendighed. For det latinske ord ”korrekt” bety- 

der ordret ”rigtigt i sammenhæng med (noget)”, så det 

er i virkeligheden et meget nådigt begreb! Det gør nem- 

lig opmærksom på, at noget godt kan være rigtigt, selv 

om det bare ikke er det rigtige i en given sammenhæng. 

En sandhed, der er værd at skrive sig bag øret, når man 

skal drøfte salmemelodiers kvalitet. 

Den gode tone Den gode tone 

Salmen som offer 

Men hvad er det så, en salmemelodi skal hænge sam- 

men med? Ja, først og fremmest er den jo uløseligt for- 

bundet med en bestemt salmetekst. Men helt overord- 

net skal den også passe ind i gudstjenestens situation, 

dens ”rum” i både konkret og overført betydning, for at 

den kan være en god salme-tone. Og her var det måske 

en god idé at få definitionen på en salme. 

Den giver Grundtvig os heldigvis i sin store pinse- 

salme ”I al sin glans nu stråler solen”: 

”Opvågner, alle dybe toner, 

til pris for menneskets forsoner! 

Forsamles, alle tungemål, 

i takkesangens offerskål!” 

En salme er en takkesang, som man ofrer til Gud. Med 

nikationshandling” lige som det at bede. Med offeret 

sagde man det, der lå en mest på sinde over for Gud, 

nemlig ”tak” og ”om forladelse”. Offeret bestod for de 

gamle helt konkret i at bringe Gud det ypperste, de 

havde: et lydefrit lam eller fint mel eller friske aks. Intet 

var for godt til Gud. 

Som lutherske kristne ved vi godt, at ”vi kan jo intet 

give, som nogenting er værd” ud over ”vort hjerte, så 

ringe som det er”. Men hjertet er netop, hvad vi giver 

Gud, når vi synger salmer. Så ofrer vi ham af hjertet en 

lovsang. 

Hvordan skal sådan en så lyde? Ja, lige som det gælder 

på det menneskelige plan, at vi ikke har mange fortje- 

nester at komme frem for Gud med, sådan gælder det 

også på det musikalske plan, at vi hverken kan konkur- 

rere med englenes eller sfærernes musik! Men det bety- 

der ikke, at vi kan være ligeglade med, hvad det er for 

en sang, der kommer ud af munden på os. Den kan være 

nok så ubehjælpsomt fremført, men den skal i sig selv, i 

sit væsen og sin oprindelse, være præget af den glæde, 

ærbødighed og ydmyghed, som passer sig ansigt til an- 

sigt med Gud. Det er salmens teologiske kriterium. Den 

skal da også gerne være smuk og dejlig som lammet, fin 

og nærende som melet og frisk og livgivende som de 

nye aks. Det er salmens musikalske kriterium. 

Historisk odyssé 

Vi vil nu tage på en lille historisk odyssé for at se på, 

hvilke musikalske midler, man igennem tiderne har ta- 

get i brug i kirken for at leve op til disse kriterier. 

I hele den katolske tid var det som før nævnt den grego- 

ikke inddelt i takter og strofer, sådan som vi kender det, 

men den fulgte ordenes og sætningernes rytme meget 

fint, lidt ligesom når præsten messer, blot med noget 

større melodiske udsving. Og det var netop måden, to- 

nerne fulgte efter hinanden på (”intervallerne”), der gav 

den gregorianske sang sit særpræg. Der var nemlig me- 

lodiske regler, der skulle overholdes. F.eks. skulle et op- 

adgående spring opvejes af et kort efter følgende ned- 

adgående spring, ikke nøjagtigt lige så stort som det 

første, men sådan, at der kom en vis balance i den me- 

lodiske bevægelse, man kunne næsten tale om ”det 

gyldne snit” i melodien. 

Hvorfor sang man på netop den måde? Det var, fordi 

man fandt det passende at føre en enkel, men skøn tale 

i den særlige, eksistentielle situation, som en gudstje- 

neste er. Melodien skulle tjene ordet (teksterne var mest 

bibeltekster sunget på latin, frem for alt Davids salmer), 

den skulle ikke te sig og gå sine egne veje for at gøre 

opmærksom på sig selv. Det strømmende åndedrag og 

den harmoniske melodiføring gav denne sang en atmo- 

sfære af tidløshed. Det var evighedsmusik. 

Det samme musikalske ideal levede videre i den 

flerstemmige katolske sang, som Palestrina er den for- 

nemste repræsentant for. Også her var der et musikalsk 

”lovkompleks”, som sikrede, at tekstens indhold stod i 

centrum uden at blive forstyrret af musikalske udske- 

jelser som f.eks. krasse dissonanser og ubeherskede 

spring i stemmeføringen. 

Luther 

Den grundholdning: at musikken skulle tjene ordet, 

overtog den lutherske kirke. Den præger i ét og alt den 

musik, der afløste den middelalderlige kirkesang, nem- 

Men formen forandredes fuldstændig. Dertil var 

der både teologiske og praktiske grunde. Det var jo et 

hovedanliggende for Luther, at menigheden både skulle 

høre Guds ord og besvare det på deres eget sprog; der- 

for skulle man nu udelukkende synge salmer på mo- 

dersmålet. Og selv om Luther elskede den gregorianske 

musik, indså han, at den var uegnet som menigheds- 

sang, dels fordi den ikke naturligt kunne tillempes det 

tyske sprog, dels fordi det var nødvendigt, at menighe- 

den, som ikke var vant til at synge sammen, fik en mu- 

sik, som det var lettere at orientere sig i. 

Ud af det ønske opstod en ny salmestil, nemlig den 

strofiske sang, ledsaget af orgelakkompagnement, hvor 

melodien er den samme i alle versene, og hvor man 

mødes ved vejrtrækningerne efter hver linje og ende- 

ligt falder musikalsk og mentalt til ro ved strofens slut- 

ning i den såkaldte ”kadence”. Det var en form, man al-

lerede kendte fra den folkelige vise, hvoraf nogle også 

blev brugt som melodier til de nytilkomne, protestanti- 

ske salmetekster. Det føltes ikke spor unaturligt, for fol- 

kemelodierne byggede på de samme tonearter, de så- 

kaldte kirketonearter, som var grundlaget for den gre- 

gorianske musik. Der var oprindelig seks kirketonear- 

ter, men de to af dem, nemlig dem, som vi kender un- 

der navnene dur og moll, fortrængte efterhånden de 

øvrige og blev den tonale grundpille i de følgende år- 

hundreders musik. 

Det musikalske og det folkelige 

Noget meget vigtigt ved reformationens fornyelse af 

kirkemusikken var, at den gav os endnu et kriterium for 

den gode salmemelodi, nemlig, at menigheden kan og 

vil synge den. Det indebærer, at den er sangbar, uden 

for mange finurligheder, den må falde naturligt i øre, 

20 

mund og hjerte, og allerhelst må den have et skær af var musik, som var præget af en dristigere harmonik, 

sikalske kirkekamp mellem venner og fjender af laubi- som han syntes var en trussel mod sundheden i salme- 

21 

genkendelighed. Man skal føle sig hjemme i den. 

end man var vant til, og et større, mere subjektivt præanismen. 

Den salme kan jeg ikke dy mig for at sige et melodierne. Sødme forbandt han med sentimentali- 

Det folkelige kriterium træder derved op på siden 

af de rent musikalske kriterier med en vægt, som aldrig 

siden har kunnet eller skullet overses. Men i historiens 

løb har det vist sig, at kun når de to kriterier, det mu- 

sikalske og det folkelige, forbinder sig med hinanden, 

sikrer de en salmemelodis friskhed, yndest og holdbar- 

hed i slægt efter slægt. 

Både den protestantiske koral og folkevisen har i 

sig alt det, som senere er udtrykt i det klassiske ideal: 

Ædel enfold og stille storhed. Den er enkel (én-foldig), 

men dens enkelhed er ædel, dvs. den er aldrig under- 

lødig. Den er også stille i betydningen inderlig, ydmyg 

(”vort takke-offer frem vi bær' ydmygelig”). I alt dette 

ligger dens storhed og integritet. 

Lyder det meget abstrakt? Så tag og slå op i salmebo- 

gen og syng: ”Af dybsens nød” eller ”Af højheden op- 


runden er” eller ”Gud, efter dig jeg længes” eller ”En 

rose så jeg skyde”. Det er salmer, der bedre end ord gi- 

ver os fornemmelsen af den gode tone. 

Laub 

Som mange vil vide, var det her i landet komponisten 

og organisten Thomas Laub, der for godt hundrede år 

siden fremdrog kirkens musikalske forhistorie i bestræ- 

belserne for at skabe en ny kirkesang i Danmark, fordi 

der efter hans mening var løbet så meget grus i maski- 

neriet i den danske salmesang siden reformationens 

første århundreder, at den var blevet ganske fordærvet. 

Der var flere grunde dertil, men for Laub var en af de 

vigtigste, at den danske romancestil, som var et barn af 

attenhundredtallets romantik, i løbet af århundredets 

sidste halvdel havde vundet stort indpas i kirken. Det 

get melodisk ”Schwung”. Det var ikke mærkeligt, at me- 

nigheden tog de romantiske salmemelodier til hjerte. 

Ikke blot ejede mange af dem i sig selv stor skønhed, 

skabt som de ofte var af vore betydeligste komponister, 

men denne sangstil var tilmed genkendelig for menig- 

heden ved, at de komponister, som skrev romancer og 

romantiske salmemelodier, også var dem, der var ska- 

bere af den folkelige danske sang, som er en af natio- 

nalromantikkens rigeste frugter herhjemme. Det betød, 

at det var den samme slags musik, som folk nu sang i 

skolen, ved folkelige sammenkomster og i kirken. 

Laub anerkendte fuldt ud den romantiske musiks 

kunstneriske kvalitet, men han syntes bare ikke, den 

var god tone i kirken. Den var i hans ører alt for sub- 

jektiv til at udtrykke menighedens ”vi”, det ”fælles-jeg”, 

hvor alle er i samme båd i forholdet til Gud. 

Laub havde ret overordnet set. For det er klart, at en 

salmemelodi altid må have en sådan grad af almenhed, 

at intet menneske føler sig fremmed for dens sprog. 

Hver tone må kunne opleves, som var den født ud af 

ens eget hjerte. Men man må være ideologisk blokeret, 

hvis man ikke kan høre, at det lige netop er denne form 

for inderlighed og ægthed, som præger de bedste ro- 

mantiske salmemelodier, ikke bare hos en Weyse, men 

også hos Hartmann og Gade, ja også hos Berggreen, 

Rung og Barnekow, navne som er uadskillelige fra 

dansk kristendom. 

Eller Nebelong? 

De samme egenskaber præger også den af Laubs til- 

hængere forkætrede melodi af J.H. Nebelong til Grundt- 

vigs ”Nu falmer skoven trindt om land”, som næsten har 

fået en symbolsk betydning som ”stridsæble” i den mu- 

par ord om. 

Nebelongs skønne melodi blev i et halvt århund- 

rede dømt ude af redaktørerne af Den danske Koralbog. 

Ikke desto mindre overlevede den hele denne tid som 

en af de mest elskede og benyttede salmemelodier 

overhovedet. Ikke fordi ”folket” har en dårlig smag, men 

fordi melodien har en kvalitet, som ikke er til at komme 

uden om. 

”Nu falmer skoven” er en høstsalme, som både har 

forgængelighedens vemod i sig og taknemmeligheden 

over Guds gode gaver her på jorden. Frem for alt er sal- 

men båret af troen på og håbet om den evige sommer 

hos Gud. 

Disse almenmenneskelige og fromme følelser fin- 

der i Nebelongs enkle og inderlige melodi et kongenialt 

udtryk, begyndende med det lidt tøvende store sekst- 

spring opad, hvor man tager tilløb til at komme op på 

den høje tone ved at først at gentage begyndelsesto- 

nen og dernæst at blive på vokalen et taktslag, før man 

sætter en ny stavelse an (prøv at synge med indvendig!). 

Det er efterår, løvet falmer, kræfterne ligeså, tingene 

går ikke så hurtigt! Men der er glæde i den sødmefulde 

dur-melodi fra først til sidst. Et kort øjeblik (”alt flygted 

storken”) strejfes molltonearten, men straks efter er vi 

tilbage i dur. Og i sidste linje vandrer vi trinvis opad 

mod højtonen, som er harmoniseret udtryksfuldt med 

en moll-treklang, for så med en tertsvis nedadgående 

bevægelse at lægge os til hvile i dur-kadencens trygge 

favn. 

Salmetungen 

Nu var jeg så dristig at bruge ordet sødmefuld om 

denne melodi. Dér ville jeg nok have fået et rap over 

fingrene af Laub! For det var lige netop det sødmefulde, 

tet. Det var efter min mening en stor fejltagelse. Jeg vil 

endnu en gang påberåbe mig Grundtvig: 

”Giv mig, Gud, en salmetunge, 

så for dig jeg ret kan sjunge 

højt og lydelig, 

så jeg føle kan med glæde: 

sødt det er om dig at kvæde 

uden skrømt og svig!” 

Her siger Grundtvig mange væsentlige ting om salme- 

sang. For det første, at det kræver salmetunger. Tungen 

er naturligvis her en metafor for hele personen, men 

det er ikke nogen tilfældig metafor. For med tungen 

smager vi, om noget er surt eller sødt, og det betyder 

noget for vores sangglæde, hvordan de toner, som vi 

tager frem af hjertet og op på tungen, smager. Smagen

er ikke målet i sig selv. Målet er at synge ret, og det er 

her et teologisk begreb: det betyder nemlig at synge på 

den kristeligt set rigtige måde, dvs. med bevidstheden 

om at stå over for Gud som en frelst synder, for nu at 

bruge den lutherske formulering. 

Men selve syngeprocessen: det at lade stemmen 

klinge højt og lydeligt, er for den, der har fået en salme- 

tunge forbundet med glæden over, at det føles sødt. Der 

er noget sanseligt over denne måde at tale om salme- 

sang på, som svarer fint til et andet Grundtvig-ord: ”Tale 

og skrift til vor frelsers bedrift blomstre som roserne 

røde! Livstræet skyde af korsets rod! Smage lad alle, vor 

drot er god!” Igen smage! Og talen og skriften – og vi 

kan tilføje sangen – skal ”blomstre som roserne røde.” 

I den farverige romantiske salmemelodi blomstrer 

både poesiens blå blomst og den søde, røde rose. 

22 

Men nu er der jo med forestillingen om den syngendes 

smag kommet et nyt og mere rummeligt element ind i 

23 

talen om, hvad der gør en salmemelodi god. Men også 

et mere farligt. For når vi først har udtalt ordene smage 

og smag, er vi så ikke derhenne, hvor kvalitetskriteriet 

ophæver sig selv, og det hele bliver et spørgsmål om – 

ja netop smag og behag? For tunger er jo ikke ens, hel- 

ler ikke salmetunger: Nogle kan lide det ene, og nogle 

det andet. Er det så ikke en fuldkommen subjektiv dom, 

om en melodi er god? Og hvis rigtig mange er enige om, 

at en melodi er god, er det så ikke i sig selv en bekræf- 

telse af dens kvalitet? 

Salmebogskommissionens kriterier 

Med det spørgsmål, som ikke kan besvares éntydigt 

og absolut, står vi lige midt i det dilemma, som salme- 

bogskommissionen, der skulle forberede udgivelsen 

af Den danske Salmebog 2002, stod i. En af hovedop- 

gaverne for kommissionen var at sørge for, at nogle af 

Den gode tone Den gode tone

de mange nye salmer og salmemelodier, som var kom- 

met til gennem de sidste årtier af det 20. århundrede, 

blev optaget i salmebogen. I den periode var der nem- 

lig sket en stor og overraskende opblomstring af salme- 

skrivning og salmekomposition. Og med en musikalsk 

pluralisme, man aldrig før havde set magen til. 

Al slags musik meldte sig på banen: Den modernisti- 

ske kompositionsmusik, den nyklassiske salmestil, der 

havde rod i salmetraditionen og den folkelige danske 

sang og ikke mindst den såkaldt rytmiske musik. Hvor- 

dan skulle alt dette stå side om side i gudstjenesten? 

Der skulle sorteres, så meget var sikkert, men hvordan 

kunne man det i dette frodige virvar? Det var nemt nok 

at sige, at kvaliteten ”naturligvis” skulle være afgørende. 

Men der var jo forskellige opfattelser af begrebet kvalitet: 

2 

1. Det musikalske håndværk 

da kan man roligt trøste sig med, at ingen i disse sager 

Der er ikke megen tvivl om, at hvad de nytilkomne me- Denne slutning kan imidlertid, endog for melodi- 

2 

2. Kunstnerisk ærlighed 

kan sige det sidste ord. Tiden alene vil vise, hvilke sallodiers 

holdbarhed angår, så vil man kunne glæde sig ens elskere, føles som et problem i det lange løb. Selv 

3. ”Egnethed”: Passer melodien i gudstjenestens sam- 

menhæng? 

4. Sangbarhed 

5. Tradition og brug: Har en salme sat sig igennem, 

eventuelt lokalt, hos folk og menigheder med ”li- 

vets ret”? 

6. Fornyelse. Den nye salmebog skulle også musi- 

kalsk afspejle vor egen tid, nemlig ved at inddrage 

musik, som talte til mennesker i dag (disse menne- 

sker gik altid under navnet ”de unge”!) 

At manøvrere mellem de mange kriterier var som en sej- 

lads mellem Scylla og Charybdis, hvor den ene klippe 

symboliserede det alt for eksklusive og den anden det 

alt for populære. 

Men sejles skulle der, og sejlet blev der. Men hvem 

kan sejle foruden vind?! Det blæste sommetider meget 


kraftigt, og bølgerne gik højt. Som en af de menige om- 

bord på skuden vil jeg give nogle eksempler på, hvor 

svært, det kan være for besætningen at holde kursen 

på sejlturen. Men også på hvor dejligt og spændende 

det under alle omstændigheder er at sejle, omgivet af 

melodier fra alle sider, melodier der enten fryder eller 

irriterer én, undertiden begge dele på samme tid! Men 

som under alle omstændigheder giver stof til overvejel- 

ser over den gode tone. 

Jeg vil plukke nogle ganske få melodieksempler fra Den 

danske Koralbog 2003 ud, alle fra tiden efter 1970. Og 

med de ovennævnte kriterier i baghovedet vil jeg prøve 

at indkredse deres ”tone”, så vidt det er muligt. Og 

skønt kriterierne skulle sikre en vis grad af objektivitet, 

så er det klart, at mit hjerte taler med. Derfor er der sik- 

kert nogle, der vil være uenige med mig undervejs. Men 

memelodier, der ”holder” i det lange løb og bliver folke- 

eje i generationer. Det var så dem, der havde den gode 

tone! 

Jeg vil begynde med et par eksempler, hentet fra den 

kategori, som ovenfor er kaldt den nyklassiske. Først 

Chr. Vestergaard-Pedersens melodi til Aastrups ”Hør 

det, Zion, trøst for al din vé” (1978). Den er fin og enkel, 

den er harmoniseret gennemsigtigt indtil det asketiske 

og passer derfor som hånd i handske til Aastrups mini- 

malistiske stil. Dens rene tonesprog ville til enhver tid 

have passet ind i kirkens gudstjeneste og vil utvivlsomt 

også gøre det i fremtiden. Den er også såre let at synge, 

men ”smagen” på tungen er måske ikke så stærk, at folk 

umiddelbart udbryder: Sikke en god melodi! Men det er 

den alligevel. 

Chr. Vestergaard-Pedersen befinder sig altså musikalsk 

på Laub-linjen. Men ellers gælder det, at de fleste af de 

nyere, men dog traditionsbestemte melodier, er mest 

beslægtet med den romantisk-folkelige sangtone. Jeg 

vil her fremhæve som et lysende eksempel Otto Mor- 

tensens melodi (1982) til den store Grundtvig-salme 

”Jeg kender et land”. Denne salme har her simpelthen 

fået sin definitive melodi. Den er ét med Grundtvigs 

tekst fra først til sidst: fra den énstemmige indlednings- 

fanfare i første takt over de følgende rigt udfoldede 

melodiske linjer og den blidt romantiske, men ganske 

usentimentale harmonik, til slutkadencen, som er på én 

gang inderlig og eftertrykkelig. Det er en mageløs me- 

lodi, ganske uanset hvilke kriterier man måtte anlægge 

for en salmemelodi. Den opfylder dem alle. 

Kompositionsmusik 

over at synge dem sammen. Der er både kvalitet og 

”hjemlighed” forbundet med dem, og det er, tror jeg, no- 

get af det allernærmeste, man kommer til beskrivelsen 

af den gode salmemelodi. Dér, hvor man taler om en 

mere snæver gruppes præferencer – de være sig nok så 

velbegrundede – er man salmemæssigt på afveje. 

Det sidste kan f.eks. blive aktuelt, når det gælder de 

næste to kategorier af melodier, som vi skal se på: de 

modernistiske inden for den såkaldte kompositionsmu- 

sik – dumt udtryk, da al musik ud over den rene impro- 

visation er komponeret – og den såkaldt rytmiske mu- 

sik – endnu mere tåbeligt udtryk, da al musik er ryt- 

misk, ellers er den jo slet ikke musik! Men med det før- 

ste udtryk menes altså musik af komponister, der hø- 

rer hjemme i det klassiske musikmiljø, og med det an- 

det menes musik, der har elementer af rock og pop i 

sig. Den sidste anses pr. definition for at være ”de un- 

ges” musik, mens den første regnes for de musikalsk 

”indviedes” musik. Og det er jo ikke særlig godt med no- 

gen af delene på et sted, hvor alle har hjemme og skal 

føle sig hjemme. 

Først et eksempel på en modernistisk salmemelodi: 

Niels Viggo Bentzons ”Nåden er din dagligdag” til tekst 

af Johannes Møllehave (1985). Den er melodisk utrolig 

enkel: to næsten identiske linjer, som stiger trinvis opad 

og ender på den samme høje og gentagne tone i begge 

linjer. Men den føles ikke enkel, fordi Bentzon harmoni- 

serer den så originalt, at mange bliver chokeret over de 

mærkelige klange undervejs. Det gør, at de straks taber 

appetitten og derfor aldrig når frem til toptonerne i den 

sidste takt. Det er ærgerligt, for de er til gengæld har- 

moniseret med en næsten himmelsk renhed. 

det himmelske kan jo virke for voldsomt vers efter vers, 

når versene er så korte, som de er her! Også rent fysisk 

tager det på én hele tiden at skulle op og synge ud på 

de høje toner. 

Så selv om det er hævet over diskussion, at det er 

en fornem og seriøs melodi, og selv om den i høj grad 

lever op til kravet om fornyelse, så må man indrømme, 

at dens tonesprog nok er for specielt til, at den har den 

folkeligt gode fællestone. 

Men det kan være svært at spå om. F.eks. kunne 

man have frygtet, at Per Nørgaards fine melodi til Ole 

Sarvigs ”Som året går” var for tonalt avanceret til at 

”sætte sig fast” som fællessalme, især fordi der også fin- 

des en anden smuk og mere umiddelbart tilgængelig 

melodi til salmen af Peter Møller. Men det lader faktisk 

til, at de begge to har vundet indpas.

Rytmisk musik 

Problemet med at leve op til folkelighedskriteriet gør 

sig også gældende med hensyn til den ”rytmiske” mu- 

sik? Ganske vist er den folkelig i betydningen udbredt, 

hvad imidlertid er noget ganske andet. For hvordan ud- 

bredt? Oftest menes dermed, at det er den musik, de 

fleste mennesker i dag lytter til. Men det er lige netop 

det, at den er ”tilhører-musik”, der gør den mindre eg- 

net i salmesammenhæng. Fordi salmer ikke skal lyttes 

til, men synges, endda synges i fællesskab. Og det er 

faktisk slet ikke let at synge mange af de nye rytmiske 

salmemelodier. De indeholder forskellige stilelementer, 

som hører hjemme i en sammenhæng, hvor virkningen 

er afhængig af et samspil mellem en frit fraserende so- 

list og et ”band”, der kan spille op til hinanden. Disse 

elementer kan føles meget fremmedgørende i salme- 

sangen. Man lad os tage et eksempel: 

26 

middel og er blevet brugt i alle musikalske stilarter til 

holdning anslået. 

hjerter med en gådefuld uomgængelighed, og den for- 

27 

Lasse Lunderskov har skrevet en smuk og velskabt me- alle tider. Den har en energi og vitalitet indbygget i sig, 

Det er min overbevisning, at de rytmiske melodier mår at forløse alt, hvad der bor i dem ”uden skrømt og 

lodi, som bruges til Hans Anker Jørgensens ”Når jeg er 

træt og trist og modet svigter” (Lunderskov skrev den 

oprindelig til Kingos ”Nu rinder solen op af østerlide” i 

1975). Men som salmemelodi er den problematisk. Især 

fordi den ikke har nogen slutkadence, et typisk træk i 

denne musikalske genre. Den ender ikke i grundtonear- 

ten, og den har et opadgående kvartspring til sidst, der 

er som et spørgsmål, der aldrig får svar. 

Og så er det, man må spørge: Er det god tone – te- 

ologisk set! – i en salme at slutte med, at man melodisk 

og harmonisk svæver oppe i det uvisse og uforløste og 

kun får en sølle trøst i den ekstra, påklistrede takt, som 

det for en ordens skyld er overladt organisten at runde 

af med, men som forekommer musikalsk helt utrovær- 

dig? Smitter den musikalske utryghed ikke af på hele 

sangsituationen? Hvor er vi henne? Er vi i kirke? 


Og så er der spørgsmålet om det solistiske kontra fæl- 

lessangen. I Lunderskovs salme indfører han i sidste 

linje en rytmisk forskydning af stor virkning: pludse- 

lig breder han nodeværdierne ud, så de går på tværs af 

den gangart, man netop havde vænnet sig til. Det er et 

raffineret greb, men svært at synge rigtigt, når mange 

mennesker synger sammen. Det hænger igen sammen 

med, at den rytmiske musik bedst udføres af en profes- 

sionel sanger eller musiker, der ikke som i fællessangen 

har halvtreds mennesker, som han eller hun skal holde 

trit med. 

Det samme gør sig gældende, hvad angår den stilfigur, 

som mere end nogen anden ”tegner” den rytmiske mu- 

sik: synkopen. 

Synkopen (hvor man flytter trykket fra den beto- 

nede til den ubetonede taktdel) er et prægtigt udtryks- 

som er af stor virkning. Med jazzen vandt den enormt 

terræn i løbet af det 20. århundrede for så efterhånden 

at synke ned til at blive et mekanisk virkemiddel i pop- 

musikken. 

Man kan ikke nægte at mange nye salmemelodier 

er sprunget på den sidstnævnte vogn: Man anbringer 

en synkope i slutningen af hver verslinje, og så er det 

”rytmisk musik”! Men det bliver altså mere trivielt end 

rytmisk. 

I øvrigt kan selv de velanbragte synkoper være proble- 

matiske af den grund, jeg har været inde på ovenfor: De 

er svære at synge, når mange skal synge med ét næb. 

Resultatet bliver da også oftest, at man slet ikke synger 

synkoperet, men bare betoner helt traditionelt, eller no- 

get midt imellem. Og så er der jo ingen problemer. 

Derfor vil mange også sige, at det går da godt nok med 

at forene fællessangen og de rytmiske melodier. Ja, det 

gør det såmænd, hvis man dispenserer fra det specielt 

rytmiske. Men var det ikke netop det, der var selve ar- 

gumentet for at få denne musik ind i kirkesangen? 

Når jeg vover den påstand, at de rytmiske melodier 

ikke egner sig til salmer, er det imidlertid først og frem- 

mest af en dybere grund, nemlig at de efter min mening 

ikke passer til ånden i en gudstjeneste. Fra første færd 

er den kristne gudstjeneste blevet indledt med ordene 

Kyrie eleison, der betyder ”Herre, forbarm dig!”, efter- 

fulgt af menighedens jubelsang, det såkaldte Gloria, 

som er en tak over, at Gud virkelig har forbarmet sig. 

Denne takkesang er altså altid gået gennem ydmyghe- 

dens port, hvilket på ingen måde har svækket dens 

glæde, tværtimod. Hermed er gudstjenestens grund- 

har noget pågående og selvpromoverende i selve deres 

væsen, som ikke kan forenes med denne grundhold- 

ning. Men som fungerer udmærket i sammenhænge, 

hvor der netop kaldes på sådanne egenskaber. 

Den, der har ører... 

Jeg nævnede ovenfor begrebet trivialitet i forbindelse 

med visse rytmiske melodier. Det skal retfærdigvis si- 

ges, at det ikke kun kan være aktuelt i denne genre. Der 

har altid i vores salmebog været salmer, hvor forudsi- 

gelighed og klichéer også på det melodiske og harmo- 

niske område erstattede den hjemlighed og dybe gen- 

kendelighed, som er et kriterium for den gode salme- 

melodi. Vi lever ikke i den fuldkomne verden, heller 

ikke på det område! Den banale tone har da heller ikke 

banket forgæves på kirkens dør i vores tid. Men det si- 

ger sig selv, at den kirkelige schlager, selv om den for 

en tid kan charmere vore ører, aldrig i det lange løb vil 

kunne tages alvorligt som bud på et ”ret” offer til Gud. 

Vi har været vidt omkring for at finde den gode tone. Vi 

har også fundet den mange steder på vores rejse gen- 

nem salmemelodiens historie. Men trods beskrivelser 

og argumenter viser det sig imidlertid, at det er svært 

at finde en udtømmende definition på den. 

Det er i virkeligheden dejligt, at den er sin egen 

herre, den lader sig ikke indfange af vore begreber, den 

skjuler sin sidste hemmelighed for os. Man kan forklare 

og forklare, men musik vil ikke forklares, den vil åben- 

bares. 

Og det bliver den. Den gode tone, tonen fra Himlen, 

baner sig vej gennem århundrederne, gennem genera- 

tionerne, gennem skiftende tider og smagsretninger. 

Den lader sig ikke udrydde. Den taler til menneskers 

svig”. 

Så når alt komme til alt, er der ikke andet at sige til 

slut end: ”Den, der har ører, skal høre!” 

Eva Meile er foredragsholder, pianist og pastor emeritus

”… Folk sang saa smukt derinde” 

Om forholdet mellem salmetekst og salmemelodi, et aspekt i samarbejdet omkring gudstjenesten 

Af Ole Brinth 

– salmesang og H.C. Andersen: 

Det var et langt Stykke at gaa, før han kom til Aaen, 

og lille Claus var ikke så let at bære. Veien gik lige tæt 

forbi Kirken, Orgelet spillede, og Folk sang saa smukt 

derinde; saa satte store Claus sin Sæk med lille Claus 

tæt ved Kirkedøren, og tænkte, det kunde være ganske 

godt, at gaae ind og høre en Psalme først, før han 

gik videre: lille Claus kunde jo ikke slippe ud og alle 

Folk vare i kirken; saa gik han derind. 

28 29 

Forbindelsen mellem dette citat og forholdet mellem Den gode fuldtonende salmesang er betinget af den 

salmetekst og melodi kan synes at være ganske luftig. 

Men der er grunde til at begynde med H.C. Andersen. 

Især to grunde. 

Først det særlige udtryk, som vi møder her: [...]det 

kunde være ganske godt, at gaae ind og høre en Psalme 

[...]. Udtrykket ”høre en salme” bruges ikke tit. Måske 

kun her. Men det siger meget. Det siger, at en salme 

nok er en tekst, men det er som sungen tekst, den sæt- 

ter præg. Ikke som indenad læst tekst. Salmen klinger. 

Derfor kan den høres. 

Dernæst den vægt netop klangen tillægges. Det er 

sangen og klangen af sangen, der fanger store Claus 

og giver næring til tanken om at gå ind i kirken: [...], 

Orgelet spillede, og Folk sang saa smukt derinde[...]. 

Hvad er det, der befordrer den smukke sang forstået 

som den fuldtonende sang med alt det positive, der 

kan lægges ind i det begreb, blandt andet det positive 

at store Claus under sig en pause for at gå i kirke? 

Her spiller mange faktorer ind. Blandt disse skal der 

her i særlig grad gøres overvejelser om to: salmevalg 

og melodivalg. Det gode salmevalg fulgt op af det 

gode melodivalg giver den bedste basis og mulighed 

for, at salmesangen lykkes, og at vi med store Claus og 

Andersen kan opleve, at [...] Folk sang saa smukt [...]. 

oplevede sammenhæng og den mulighed for medleven 

og ægte delagtighed i salmesangen, som den velvalgte 

gode tekst med den velvalgte gode melodi afstedkom- 

mer. Salmevalg og melodivalg er bærende for den gode 

salmesang. Dette, sammenholdt med de indbyrdes re- 

lationer, der består mellem de to valg, gør at arbejdet 

med salmevalg og melodivalg er et af de helt væsent- 

lige omdrejningspunkter for samarbejdet mellem præst 

og organist om gudstjenesten 

Med udgangspunkt i salmevalg og melodivalg inden for 

rammerne af salmebog og koralbog skal der her gøres 

betragtninger over disse valg og de vigtige sammen- 

hænge, der består dem imellem. Til en begyndelse med 

en konstatering af, at det gode salmevalg så at sige bæ- 

rer et salmesangens alibi med sig. Det gode salmevalg 

giver nemlig det af sig, at vi naturligvis må synge netop

disse salmer i dag, fordi salmeteksterne taler om netop 

det, dagen handler om. Det er med andre ord sådan, at 

der allerede med de velvalgte salmer er gjort anstal- 

ter, der gør os det hele nemt: Vi behøver ikke på nogen 

måde spørge os selv om, hvorvidt vi skal tage del i sal- 

mesangen eller ej. Salmesangen legitimerer og nødven- 

diggør sig selv ved de valg af salmetekster, der er fore- 

taget. De vil synges. 

Det gode melodivalg understøtter dette. Vi må nødven- 

digvis synge med, fordi teksterne giver sig som det 

eneste rigtige i sammenhængen og melodierne under- 

støtter. De gode melodier i god samklang med de gode 

melodiers gode tekster gør, at det hele – som sagt alle- 

rede – vil synges. 

Det er lagt i alle mennesker, at vi gerne vil noget 

30 

med musikken 

Musikken er for Luther den vigtigste medarbejder på 

mer melodierne. I denne sammenhæng er det værd at Jesum Christum vor Frelsermand. Som Paulus taler / 1. 

31 

Udtrykket vil synges kræver den uddybende og supple- det at forholde sig til evangeliet. Måske er det endda 

notere sig tankerækkefølgen hos Thomissøn: [...] Guds Corinth.1 

rende bemærkning, at vi mennesker gerne vil musikken. 

Vi er fælles om at ville musikken. Egentlig ikke som vil- 

jeshandling, men som umiddelbart udtryk og dertil of- 

test et umiddelbart fælles udtryk. 

Musikken hører ganske enkelt til blandt de basale livs- 

ytringer. Hvor livet leves, klinger der musik. Det gælder 

her som alle mulige andre steder på kloden. 

Blandt indianere går det ord, at sange er tanker, der 

kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæ- 

ges af stor kraft og ikke længere kan nøjes med at tale… 

Indianere synger, og vi synger. Måske synger alle folke- 

slag. I hvert fald mener etnologer, der har studeret jor- 

dens folkeslag, at vide, at musik er en del af alle kultu- 

rer enten i form af sang eller dans. 

”… Folk sang saa smukt derinde” ”… Folk sang saa smukt derinde” 

Sang og musik er således centralt placeret i enhver kul- 

tur, og vores sange og salmer er centralt placeret som 

en del af vores kultur. Ikke en overskydende eller en li- 

gegyldig del, men en bærende del. Og som indianer-or- 

det siger, er det nok så ofte dér, hvor de store tanker og 

spørgsmål trænger sig på, at sangen tager over. 

Kirken står med den brug, der her gøres af musik, så 

at sige midt i verden og midt i livet, for her fægtes der 

med de store spørgsmål, og hvor de store spørgsmål, 

de store tanker, trænger sig på, der tager musikken 

over. Der hvor man ikke længere kan nøjes med at tale, 

som det hed i indianer-ordsproget. 

Luther er med 

Luther er på sin egen måde helt med på disse tanker. 

endnu mere radikalt hos Luther. Luther mener måske 

rent faktisk, at musikken fremstår som det første og det 

eneste mulige svar, der kan gives på evangeliets glæde. 

I fortalen til oversættelsen af Det nye Testamente siger 

Luther således: 

Evangelium er et græsk ord, der betyder et godt bud- 

skab, en god efterretning, gode nyheder, et godt råb, 

hvorom man synger, fortæller og er glad. 

For Luther at se er vi simpelthen forpligtet på at synge. 

Ordet evangelium forklarer han som benævnelse for 

ikke blot og bart et godt budskab, men et godt budskab, 

hvorom man synger, fortæller og er glad. Noterer man 

sig rækkefølgen, ja, så er sangen det første svar, evan- 

geliet afføder, og først derefter kommer det talte, vide- 

refortællende ord. 

Thomissøn er med 

Den i mange henseender beundringsværdige mand, 

Hans Thomissøn, der i 1569 udgav den første samlede 

danske salmebog, skriver om Guds ord og musikken i 

en af de smukkeste passager i dansk litteratur og sal- 

mehistorie: 

Guds Ord er i sig selv den allerlifligste musica / som 

giffuer trøst oc liff mit i dødsens nød / oc rettelige 

kand fryde hiertet: Men naar der kommer en sød og 

lifflige sang og melodie der til (som er ocksaa Guds 

synerlig gaffue) da faar denne Sang en ny kraft / oc 

gaar dybere ind i hiertet / saa at teksten / som er saa 

gaat som sangens Siel / rører hiertet meer oc glemmis 

icke lettelig. 

Ordet (med stort O) er i sig selv musik og dertil kom- 

Ord er i sig self den allerlifligste Musica [...]. Musikken 

er Guds Ord iboende og melodien træder til som forlø- 

sende og bærende. Omvendt kan Guds Ord ikke tæn- 

kes uden ”musica”. De to er ikke bare forbundet, de er 

et hele. 

Tekst og melodi tænkes sammen hos Thomissøn. Det 

kan ikke udtrykkes stærkere, end han gør det med or- 

dene om, at teksten gennem melodien får [...] en ny 

Kraft/ oc gaar dybere ind i hiertet[...]. 

Luther igen 

Luthers tanker om salmesangen kom tidligt til Dan- 

mark. Og det i fuldt flor: Det ses i Thomissøns fortale, 

og det ses af, at Luther selv kommer til orde i en fortale 

til Thomissøns salmebog. 

Her siger Luther: 

Gud haffuer jo gjort vort hierte / sind oc mod lystigt 

oc glad / ved sin elskelige Søn som hand gaff for oss til 

en Genløselse fra Synden / Døden og Dieffuelen. Derfor 

huem saadant tror / den kand icke andit end met lyst 

och glæde siunge oc tale her om / at andre det ocsaa 

høre og annamme kunde. Men den som icke vil siunge 

eller tale der om / det er it tegn til / at hand icke tror det. 

Derfor haauer ieg met nogle Andre dictet oc til- 

sammen set nogle Aandelige Viser / at dem som dette 

bedre giøre kunde / her met en begyndelse og Orsag 

giffues maatte: At det hellige Euangelium (som nu aff 

Guds Naade er igen opkommit) kunde end oc saaledis 

komme på Foden igen / brugis / fordis / fremmis oc be- 

varis. At vi oc kunde berømme oss / som Moses giør i sin 

Loffsang / Exod 15. At Christus er vort Loffsang: oc at 

wi ey skulle vide nogit andit at siunge eller tale om / end 

Her læser vi så at sige hele programmet for alt arbejde 

med at digte salmer og komponere salmemelodier. 

Dette arbejde må gøres, for at vi kan få det, vi skal 

synge. Og vi må synge, for [...] Gud haffuer jo gjort vort 

hierte / sind oc mod lystigt oc glad / ved sin elskelige 

Søn som hand gaff for oss til en Genløselse fra Synden / 

Døden og Dieffuelen[...]. 

Tilbage til vor tids salmevalg og melodivalg 

Efter Luthers mening er det sådan, at vi løbende skal 

beskæftige os med salmegenren og løbende afprøve og 

diskutere, så vi er medarbejdere på, at vi synger ”sal- 

mer til tiden”. Salmer der går ind og klinger med og for- 

løser tanke og sind hos os som syngende. Overvejelser 

om ”salmer til tiden” kan føre ud over salmebogen, men 

kan med stort udbytte fastholdes som fokus i overve-


jelserne også inden for de rammer salmebog (og koral- 

bog) sætter. 

Et salmevalg afstedkommer altid et melodivalg. 

I al sin enkelhed: til enhver salme, der vælges, skal 

der også vælges en melodi. Melodien skal bære salmen, 

så vi kan synge den, og så den syngende menighed kan 

sætte sig igennem i en sådan grad, at store Claus, der 

går forbi, hidkaldes af folk, der synger saa smukt der- 

inde. 

Vælges der flere salmer, skal der til hver af disse vælges 

melodi. Det stiller grundlæggende yderligere krav. Thi 

hvor teksterne er valgt til at gå i spænd med og mod 

hinanden, er det af afgørende betydning at melodierne 

understøtter den tekstlige linje. Her har vi at gøre med 

aspekter, der ud fra erfaringer må siges ikke altid at 

32 

have passende bevågenhed. 

Det genkendte klinger umiddelbart rart eller umid- F.eks. hos Grundtvig, der med stærkt billeddannende 

33 

delbart mindre rart. Moders stemme, den elskedes fløj- ord i andet vers af Vor Herre! til dig må jeg ty breder den 

Om at synge – igen 

Tanker om sangens betydning og tanker om evangeli- 

ets gang ud i verden med og gennem musikken findes, 

som vi har set, i reformationstidens salmebogsforord. 

Lignende tanker genfindes i salmebogsforord og anden 

god litteratur fra reformationen og frem til i dag. 

Går vi helt op til vor egen tids teoretiske tanker om li- 

turgi og klang, gudstjeneste og musik, møder vi hos 

Rainer Volp i Die Kunst, Gott zu feiern. Liturgik den klare 

formulering, at enhver gudstjeneste går i klang: 

Kein Gottesdienst lässt sich ohne Musik feiern: Alle be- 

stimten Töne, ja schon der Ton des redens sind von mu- 

sikalischer Qualität (Volp 1994 s.1032). 

[Ingen gudstjeneste lader sig fejre uden musik: Alle to- 

ner, ja selv tonefaldet i tale er af musikalsk kvalitet] 

Hjerneforskere kan beskrive, hvorledes dele af hjernen 

aktiveres af lyd og kan påvise at klanggenkendelse ligger 

godt og centralt placeret i den midterste del af hjernen. I 

en fortid, hvor overlevelse var baseret på sikre instinkter, 

har det at genkende sin moders stemme været blandt de 

medfødte evner, der kunne være udslagsgivende for, om 

man klarede sig i livets kamp eller gik under. Derfor den 

centrale placering og dermed godt beskyttede placering 

af det klanglige ”genkendelsescenter” i hjernen. 

Moderne mennesker, der ikke længere på den måde er 

afhængige af at genkende klang for rent fysisk at klare 

sig og overleve i verden, er ligefuldt og stadig fælles 

om at have den klanglige genkendelsesevne som en 

højt prioriteret del af hjernen. Vi navigerer herudfra og 

sætter retning, modtager indtryk og danner mening på 

det bevidste og det ubevidste plan. 

ten, børnenes lege-pludren giver gode og positive ind- 

tryk fra sig, mens fabriksfløjten kan minde om det sure 

slid, ligesom torden-rumlen kan skabe frygt og rædsel. 

Inden for finere nuancer skaber de enkelte stemmer og 

deres melodi mere eller mindre positive reaktioner hos 

os og afføder større eller mindre lyst til at nærme sig, 

høre mere, engagere sig osv. 

I dette spændingsfelt hvor klange skaber den ene, 

den anden eller den helt syvende reaktion foregår livet, 

og her lever kirken også sit liv. 

Kirken må her hele tiden og igen erindre sig, at 

gudstjenesten går i klang, uanset hvilken form vi gi- 

ver den, og at klang kan skabe rum, der bygger op om- 

kring Ordet og forkyndelsen og giver klangbund, men 

at klang også kan danne anti-rum, der ingen rammer 

giver og ikke sikrer nogen form for genklang eller reso- 

nans hverken fysisk eller mentalt hos den enkelte. 

Det syngende menneske – det hele menneske 

Det syngende menneske er det hele menneske. Vi vil 

gerne i fællesskab synge alt det, vi kender. Og heldig- 

vis synger vi stadig og kan gøre salmens ord til vore: 

Min sjæl, du har af alt på jord, 

i tanken og din tunges ord 

de allerbedste vinger, 

og friest er dit åndefang, 

når dybt du drager det i sang 

så højt i sky det klinger. 

(DDS 10, v.2) 

Mennesket fik Guds ånde blæst i næseborene og gen- 

nem åndedraget sættes den ganske krop og det hele 

menneske i bevægelse med og ved lovsangen. 

I salmebogen finder vi udtryk for sangens væsen. 

tanke, at Gud tager bolig i vores lovsange, ud i fuldt flor: 

Du er i det hellige ord, 

du gav os i hjerter og munde, 

du blandt vore lovsange bor 

som røsten blandt fugle i lunde; 

så lidt som dit ord 

så lidt kan dit kor 

dit syngende folk gå til grunde 

(DDS 652, v. 3) 

Bor Gud i vore lovsange, er Guds bolig blandt menne- 

sker afhængig af, at lovsangen klinger. Det understre- 

ger, at det er alvor det med at synge. Alle i kirken bæ- 

rer derfor et stort ansvar for, at sangen klinger, og at 

vi derigennem fortsat er et syngende folk. Derigennem 

skabes en bolig for Gud.

Benny Andersen siger noget på sin vis tilsvarende i en 

helt anden sammenhæng og på en helt anden måde, 

men med skarp kant: Fællessang er ikke nogen harm- 

løs foreteelse. 

Det man hører, er man selv 

På P3 siger de Det man hører, er man selv. 

Det er meget sandt, og dertil sandt i mere omfat- 

tende betydning end det umiddelbart erfares, når ra- 

diospottet rammer os. Måske er det endda så omfat- 

tende, at vi i en eller anden forstand bliver, hvad vi hø- 

rer. 

Vist er det i hvert fald, at vi ikke kan melde os ud af 

verdens klang. Vi kan lukke øjnene, men vi kan faktisk 

ikke lukke ørerne. Ikke helt i hvert fald. Vi er i lydenes 

3 

vold, og vi er under massiv påvirkning af lyd. Tænk blot Når melodien kommer til, får teksten [...] en ny Kraft/ oc 

det af traditioner på stedet. 

melodier, hvoraf den ene er af Laub og den anden af 

3 

på muzakken, der omgiver os, når vi køber ind. 

gaar dybere ind i hiertet [...], sagde Thomissøn. Tekster 

Hoffman. For så vidt angår de to første melodilinjer kan 

Møder man i kirkedøren efter en gudstjeneste ordene 

Der var mange nye salmer i dag, vil det i langt de fleste 

tilfælde være udtryk for, at der har været mange nye 

melodier. Ikke nødvendigvis mange ny tekster. 

Har det omvendt været sådan, at man ved en guds- 

tjeneste næsten udelukkende har sunget ukendte sal- 

metekster, men på kendte melodier, opleves de ikke 

som ”nye”. 

Musikken rammer os. Også ved gudstjenesten. Vi kan 

komme til at mangle en sætning eller to i en læsning, 

fordi tankerne gik en anden vej et kort øjeblik, vi kan 

synge henover det meste af et vers eller mere af en 

salme, og vi kan i et kortere eller længere forløb af præ- 

dikenen være ude på en helt privat tangent. Vi misser 

her dele af tekster og ord-formulerede meninger, men 


lyden, musikken og klangen, er vi hele tiden en del af. 

Der kan vi ikke pausere endsige melde os ud, og den 

meningsfylde, som musikken giver, får vi del i. 

Det at musikken altid rammer os giver en del af forkla- 

ringen, giver baggrund for den forståelsen af den vig- 

tighed, det må tillægges, at den gode tekst kan opleves 

som boende i trange kår, hvis den synges på en melodi, 

der ikke spænder op til sin tekst. Et sådant forhold mel- 

lem tekst og melodi kan afstedkomme, at teksten ram- 

mer forbi ved at ramme forbi sit eget mål. Melodien har 

givet teksten afdrift. Omvendt kan den mindre præg- 

nante og meningsbærende tekst have endog meget 

gode vilkår med en melodi, der spænder op til sin tekst 

med indlysende styrke og udtryksvilje, og giver teksten 

mere end den måske har at byde ind med. 

gives forskellige kår med forskellige melodier. Derfor 

må salmevalg altid gå hånd i hånd med et bevidst me- 

lodivalg. 

Det tredje kunstværk 

Det egentlige fundament for melodivalg ligger indlys- 

ende nok i en aldrig svigtende opmærksomhed på sam- 

menhænge mellem tekst og melodi. 

En beskrivelse af dette forhold kan tage udgangspunkt 

i en term hentet fra musikhistoriens beskrivelse af den 

tyske lied i 1800-tallet. Man taler her om ”det tredje 

kunstværk”. 

Det tredje kunstværk opstår som syntese mellem 

et første og et andet kunstværk, der ikke dermed gø- 

res til intet eller går til grunde, men som forener sig til 

et tredje kunstværk. Det første kunstværk er teksten, 

vi kan som eksempel nævne Göethes ”Erlkönig”, hvor- 

til komponister former det andet kunstværk, – i fort- 

sættelse af eksemplet med ”Erlkönig” er det Schuberts 

komposition – og det tredje kunstværk, lieden, opstår. 

Det tredje kunstværk er betegnelsen for det nye og 

herefter sammenvoksede. De to vokser sammen i det 

tredje til en grad af uadskillighed, og det nærmer sig 

herefter det umulige at ville skildre og forstå det enes 

udtryk og væsentlighed på bekostning af det andet. 

Tekst og melodi – et par eksempler 

Nogle gange er melodivalget overordentligt enkelt: Sal- 

mebogen anviser kun en melodi. Man kan her sige, at 

andre har valgt melodien. 

Hvor der er flere melodier, skal der imidlertid væl- 

ges. Valgene kan også her være enkle, fordi de er bun- 

Det er altid både vigtigt og relevant at tage hensyn til 

traditionen. Til brug for klargørende overvejelser vil vi 

imidlertid forestille os, at vi står frit og ubundet og kun 

skal vælge ud fra det, vi kan sige på basis af en melodi- 

analyse. 

Ser vi på melodierne til Brorsons salme Her vil ties, her 

vil bies, skal der vælges mellem en af Berggreen og en 

af Laub. De er vidt forskellige. Forsøger vi en nøjere be- 

skrivelse, ser vi et iøjnefaldende forhold: Berggreen be- 

nytter en anden gentagelsesteknik end Laub på de to 

korte melodilinjer: 

Berggreen: 

”Her vil ties”: a a a g – “her vil bies”: b b b a 

– altså: den samme melodiske vending sat en tone op i 

anden omgang. 

Laub: 

”Her vil ties”: gis gis e cis – ”her vil bies”: gis gis e cis 

– altså den samme melodiske vending gentaget noderet. 

To forskellige måder, med to forskellige udtryk. Berg- 

green indlæser en stigning i intensiteten, mens Laub 

understreger en tanke om de to udsagns parallelitet. 

Analyserer man videre gennem den resterende del af 

verset ser man at den påpegede forskellighed så at sige 

konsolideres. Det næste skridt vil være at udtyde for- 

skelligheden: Hvad sker der når vi synger salmen på 

den ene melodi hvad sker der når vi synger teksten på 

den anden melodi? Her og nu må vi indskrænke os til 

at sige: der sker noget forskelligt. Det er imidlertid i sig 

selv en ganske overordentlig vigtig konstatering. 

Grundtvigs salmetekst Hil dig frelser og forsoner, har to 

vi iagttage en lignende forskel som i tilfældet med Her 

vil ties, her vil bies: 

Hoffman: 

”Hil dig frelser og forsoner”: g d h a g fis fis e 

”verden dig med torne kroner”: a e c h a g g fis 

– altså: den samme melodiske vending sat en tone op i 

anden omgang 

Laub: 

”Hil dig frelser og forsoner”: e e h h d h a h 

”verden dig med torne kroner”: e e h h d h a h 

– altså den samme melodiske vending gentaget noderet. 

To forskellige måder med to forskellige udtryk. Det gen- 

tagne en tone højere hos Hoffman og det fastholdte no- 

derette forhold mellem melodiline et og to hos Laub.

Søger man i sidste tilfælde en samlet beskrivelse af de 

to melodier, ser man hos Hoffman en gennemgående 

stigende linje hen mod sidste melodilinje. Både den me- 

lodiske retning, de anvendte gentagelsesmønstre og den 

samlede melodiske stigning understøtter dette. Laub 

fastholder en samlethed om teksten, der giver en roli- 

gere retning og en ganske rummelig vej gennem den 

samlede tekst. 

Teologisk konsekvens og lidt om makkerpar 

Der er i de nævnte eksempler tale om gode, fine og ud- 

trykkende melodier. 

Spørgsmålet om hvorvidt man foretrækker den 

ene melodi frem for den anden rykker dermed over i 

en anden dimension. Det er ikke en diskussion om 

godt og dårligt i musikalsk forstand. Man må forholde 

sig til, hvilken melodi der giver det bedste rum for tek- 

36 

sten. Her begynder en diskussion, der næppe får ende der en række salmebogsforslag, der for de flestes ved- 

plads til – også – langfredag. 

37 

på denne side evigheden. Men vælges skal der, og valgt kommende havde et klart defineret teologisk bagland. 

bliver der. 

Til yderligere belysning af sammenhængen mellem me- 

lodier og tekster, skal vi forsøgsvis læse salmebogen 

fra en anden vinkel. Vi skal se på de nyere salmedigtere 

og se på komponistnavnene, og vi skal vel at mærke 

begynde med komponisterne ud fra to spørgsmål: 

Hvem har digtet de tekster som Merete Wendler har 

sat melodier til? Svaret er enkelt: Hans Anker Jørgensen. 

Og: Hvem har digtet de tekster som Ole Schmidt 

har sat melodier til? Svaret er også her enkelt: Jørgen 

Gustava Brandt. 

Vi lægger mærke til, at tonesprog og digterisk ærinde 

har indbyrdes sammenhæng. Effekten er uafviselig: Me- 

nigheden synger Jørgen Gustava Brandt i ét melodisk 


sprog-univers og Hans Anker Jørgensen (oftest) i et an- 

det. Hvad det betyder, er svært at sige, men at det be- 

tyder noget, er for mig at se hævet over diskussion. 

Teologi og musik 

Diskussionen pro et contra Laub-melodier og roman- 

tiske melodier til Grundtvig-tekster skal ikke opridses 

her, ligesom der her ikke skal lægges lod i vægtskålen 

for hverken Hans Anker Jørgensen eller Jørgen Gustava 

Brandts tekster med tilhørende melodier. 

Men der skal på baggrund af iagttagelserne opridses to 

streger til et billede af, hvordan de teologiske overtoner 

kommer i spil. Også for det daglige samarbejde om sal- 

mevalg og her i ganske særlig grad melodivalg. 

Første streg: Går vi til tiden før 1953-salmebogen, så kom 

Blandt disse tælles Dansk Salmebog. Forslag til en ny 

autoriseret Salmebog for Kongeriget Danmark. Samlet 

og redigeret af Det grundtvigske Salmebogsudvalg fra 

1944. I forslaget finder man såvel Brorsons Her vil ties, 

her vil bies som Grundtvigs Hil dig Frelser og Forsoner 

og i begge tilfælde med angivelse af Laubs melodi. 

Vel at mærke ikke Laubs melodi som en valgmulig- 

hed blandt flere, som i Den Danske Salmebog i dag 

(og for øvrigt som i DDS 1953), men som eneste me- 

lodihenvisning. Der er her tale om et bevidst fravalg af 

Berggreens og Hoffmans melodier til de to salmer, og 

dermed et bevidst fravalg af de melodier, der efter al 

sandsynlighed var de mest kendte og mest forventede i 

samtiden. Valget synes klart at klinge sammen med det 

grundtvigske baglands ønsker og intentioner. Dette un- 

derbygges af den iagttagelse, at den grundtvigsk-tide- 

hvervske del af danske kirkeliv i udtalt grad sluttede op 

om den laubske bevægelse i hvert fald fra stiftelsen af 

Samfundet Dansk Kirkesang og mange år fremefter. 

Som en anden streg til et rids af sammenhængen mel- 

lem teologi og salmemelodier, vil jeg bære et syns- 

punkt videre fra en diskussion på et kursus på Teolo- 

gisk Pædagogisk Center i sept. 2008 med titlen ”Salme- 

bogens komponister”. Her faldt talen (også) på Hoff- 

mans og Laubs melodier til Hil dig Frelser og forsoner 

og deres forskelligheder. Under diskussionen formule- 

redes det standpunkt, at Hoffmans melodi med sin sti- 

gende tendens mod sidste verselinie, og dermed i høj 

grad med udpegning af sidste linje i sidste vers: Sig, vi 

går til Paradis, i nogen grad kan siges, at lade teksten 

synge hen over i stedet for igennem langfredag. Dette 

i modsætning til Laubs melodi, der skaber et rum med 

Det skal så her være min påstand, at der består lignende 

teologiske ”overtoner” i det forhold, der er berørt oven 

for, nemlig at tekster af Jørgen Gustava Brandt og Hans 

Anker Jørgensen i melodisk henseende befinder sig for- 

skellige steder i det musikalske stil-univers. Vi har imid- 

lertid endnu til gode at synge os endnu klogere på disse 

salmer og deres melodier. 

To gange Andersen 

Der er – alt i alt – god grund til atter og igen at erin- 

dre sig Benny Andersens tætte og præcise formulering: 

Fællessang er ikke nogen harmløs foreteelse. 

– og så får H.C. Andersen i øvrigt det sidste ord: 

[…] Lidt efter kom store Claus ud af Kirken, han tog 

sin Sæk igjen på Nakken, syntes rigtignok, at den 

var bleven saa let, for den gamle Kvægdriver var ikke 

mere end halv saa tung, som lille Claus! ”hvor han er 

blevet let at bære! ja det er nok fordi jeg har hørt en 

Psalme!” [...] 

Ole Brinth er rektor for Sjællands Kirkemusikskole


Af Sven Erik Werner 

”Musikkens skønhed strømmede ind i mit øre – og med 

den sandheden i mit hjerte” skriver Sct. Augustin i sit 

berømte erindringsværk Bekendelser. 

Som bekendt var Luther oprindeligt augustiner- 

munk, og han følte sig på én gang forpligtet på og an- 

fægtet af ordensstifterens forskrifter – også af hans syn 

på musikken. Luther elskede musik og var personlig 

ven med Josquin des Prèz (1450–1521), en af den katol- 

ske vokalpolyfonis betydeligste mestre. 

lang religionskrig (1618–48), som lagde store dele af 

Europa øde. De magtpolitiske og økonomiske interes- 

ser bag denne tragedie foreligger fuldt belyst i andre 

sammenhænge og skal derfor ikke repeteres her. 

På kirkemusikkens mikroplan bevægede stil og 

praksis sig gradvis mod en harmonisering, et velkendt 

mønster inden for snart sagt alle områder af den europæiske 

kulturhistorie: en gruppe intellektuelle udråber 

sig selv – gerne under fanfarer – til en ny tids avant- 

den romersk-katolske tradition, og hans enkle, men raffinerede 

udsættelser af de nye salmemelodier indbød 

til flerstemmig udførelse, således at menigheden sang 

melodien og koret de øvrige 3 stemmer. Herfra udvikledes 

en rig tradition for koralbearbejdelser, spændende 

fra orgelværker til motetter, kantater og passioner. 

På den katolske front igangsattes en bevægelse i 

modsat retning, fra det elitært ekskluderende til det folkeligt 

inkluderende. Tridentinerkoncilet (1545–63), herostratisk 

berygtet som ophav til den militante modreformation, 

beskæftigede sig indgående med romerkirkens 

påtrængende imageproblemer, og i den diskurs spillede 

musikken en væsentlig rolle. Koncilet enedes om 

et kompromis, der har vist sig langtidsholdbart. På den 

ene side lykkedes det Giovanni Pierluigi da Palestrina 

(1525–94), den katolske kirkemusiks ubestridt største 

mester, at overbevise koncilet om, at just hans speciale, 

deklameret i en form for talesang. ”Nuove Musiche” lød 

fanfaren, og det var ingen overdrivelse. Med Claudio 

Monteverdi (1567–1643) som frontfigur skabtes teaterforestillingen 

af storslået skønhed med de enklest tænkelige 

midler; udtryksfulde, tekstnære melodier i sangstemmerne, 

båret af få, stemningsbefordrende harmonier. 

Kortere sagt: operaen var kommet til verden, og 

dens voksende popularitet udfordrede de kirkelige autoriteter. 

For Monteverdi skrev også medrivende kirkemusik 

i den nye stil, og han argumenterede overbevisende 

for dens indfødsret i kirken. Det tvang tidens 

smagsdommere, teologer og musikteoretikere, ofte de 

samme, i tænkeboksen. For Monteverdis kunstneriske 

og etiske autoritet lod sig ikke anfægte. 

Resultatet blev kort fortalt en kodificering af både 

”prima pratica”, den klassiske, polyfone Palestrina-stil 

og ”seconda pratica”, den nye, homofone Monteverdi- 

38 

Det var derfor smerteligt for Luther at skulle bryde garde og forkaster med alle til rådighed stående midler, 

den subtile, latinsprogede korpolyfoni, fortsat skulle stil. Denne skelnen blev efterhånden accepteret overalt 

39 

med den dominerende kirkemusikalske tradition, både herunder også talent, den foregående tidsalders bæ- 

være kirkens officielle, universelle og normative tone- i Europa på tværs af landegrænser og kirkelige tilhørs- 

den enstemmige gregorianske sang og den højtudvikrende idealer og udtryksformer. Efter kortere eller lænsprog. 

På den anden side åbnede koncilet mulighed for forhold. Monteverdi var således katolik og kapelmester 

lede flerstemmighed. Teologi og musik var komplemengere tid indser de nu aldrende avantgardister, at ikke 

andre gudstjenesteformer på nationalsprogene, først og ved Markuskirken i Venedig, mens hans betydeligste 

tære størrelser. Men det var trods alt mere end tusind alle tidligere erfaringer var lige kassable, og så udvikles 

fremmest de såkaldte oratorier, der forenede tekstlæs- elev, Heinrich Schütz (1585–1672) af samtiden blev fej- 

år siden, Augustin havde formuleret sit syn på kirke, i al stilfærdighed en syntese af gammelt og nyt, mens 

ning og bøn med folkeligt inspirerede hymner. 

ret som den protestantiske kirkemusiks nestor. 

tro og klosterliv, og begreberne sandhed og skønhed en ny avantgarde går i stilling for at opponere mod 

I begge kirkelige miljøer grundlagdes således tra- Schütz forsøgte i sine sene værker at forene de to 

havde for længst mistet deres autoritative entydighed. netop denne syntese. 

ditioner, hvis slidstyrke har manifesteret sig til denne stilarter, men den ultimative, svimlende syntese præste- 

I det lys måtte den romerske, dvs. latinsprogede kirke- Spiralen hæver sig over sin egen rundhed. Eller 

dag. Trods modstand, især fra Calvin og Zwingli, fik rede Joh. Seb. Bach (1685–1750). Han blev dog allerede 

musik fremstå som den del af den katolske kirkes for- om man vil: Hegel længe før Hegel, der jo ikke opfandt 

musikken en fremtrædende plads i gudstjenesterne, og i sin levetid betragtet som konservativ, for ikke at sige 

mynderiske fremmedgørelsesapparat. 

formlen ”tese-antitese – syntese…”, men opdagede den 

hermed bevaredes ikke alene en værdifuld kulturarv for reaktionær. En ny ”seconda pratice”, den agile rokoko, 

Fra katolsk side blev det hævdet, at Luther med sin og gjorde den til en effektiv løftestang for sin historiefi- 

eftertiden, men også – mere prosaisk – tusindvis af ar- satte sig igennem, indtil Mozart engang i 1780’erne til- 

reformerte gudstjenesteordning med dens enkle salmelosofi.bejdspladser til kulturarvens røgt og pleje. 

fældigvis fik den da glemte Bachs ”Das wohltemperisang 

på modersmålet ikke alene solgte en del af mo- Den slags doktriner er smukkest uden forstyrrende 

Reaktionen på disse begivenheder lod ikke vente erte Clavier” i hænde. For den sangvinske Mozart blev 

derkirkens sjæl men også af sin egen. En sandhed med detaljer. Men selv med det forbehold må det konstate- 

længe på sig. Allerede i slutningen af 1500-tallet opstod det en Damaskusrystelse, som fandt skelsættende ned- 

væsentlige modifikationer. 

res, at næppe havde den første reformations-tsumani 

en ny, selvfejrende og slagkraftig avantgarde, sponsoslag bl.a. i hans Requiem. Her forenes rokokoens sorg- 

Ganske vist gik det fra begyndelsen usædvan- lagt sig, før den flerstemmige korsang vandt indpas i 

reret af Medici-hoffet i Firenze. Ambitionen var at genløse melodiøsitet med højbarokkens monumentale 

ligt brutalt og blodigt til. Konfrontationen mellem den hvert fald i de større protestantiske kirker. Luthers muføde 

det klassiske græske drama, som de involverede strenghed. En milepæl der satte standarden for det 19. 

gamle og den nye kirke førte som bekendt til en 30 år sikalske rådgiver, Joh. Walther (1494–1570), var skolet i 

digtere og musikere var overbeviste om havde været århundredes symfoniske kirkemusik.

Lyden af kirke Lyden af kirke 

Den franske revolution svækkede kirken men ikke reli- 

giøsiteten. For de romantiske komponister var kunst og 

religion to sider af samme mønt. Individuel personstil 

smeltede sammen med kirkelig udtryksmåde, selvom 

den konventionelle skillelinje mellem kirkeligt og verds- 

ligt officielt opretholdtes. Men der er ikke nævneværdig 

stilforskel mellem f.eks. Beethovens 9. symfoni og hans 

Missa Solemnis eller mellem Verdis operaer og hans 

Requiem. Bruckners symfonier er mindst lige så konfes- 

sionelt katolske som hans kirkelige værker etc. 

I midten af 1800-tallet svingende pendulet (der- 

for) endnu en gang. Den såkaldte Cæcilie-bevægelse 

fik vind i sejlene på et back-to-basis-program, der kræ- 

vede det subjektive romantiske føleri erstattet af en til- 

bagevenden til reformationstidens ”objektive” renhed: 

de kernesunde Luthersalmer og Palestrinastilens svale 

klangskønhed. Kirkemusikken skulle generobre om 

var almenviden, men som historieløse eller direkte hi- 

storiefjendtlige kræfter helst så fortrængt til glemme- 

0 

ikke sin uskyld, så dog sin tabte autonomi. 

meres. Man må da følge med tiden. Og ingen kan vel 

1 

Paradoksalt nok måtte Cæcilie-bevægelsen således have noget imod, at folkekirken fornyer sig, med fancy 

i sin kamp for den oprindelige ”prima pratica” affinde hjemmesider, face-book, twitter, babysalmesang, læse- 

sig med rollen som ”seconda pratica” i opposition til klubber, måltidsgudstjenester med eller uden fri bar 

den p.t. herskende ”prima pratica”, altså romantikken. osv., selvom ikke alt foregår på evangelisk-lutherske 

Det skulle snart blive anderledes. Cæcilie-bevægel- præmisser. 

sen fæstede solide rødder i Nordeuropas luthersk-evan- Det er alt sammen udenværker. Og der er da helgeliske 

kirker, ikke mindst i Danmark. Dansk Kirkesagn digvis stadig grænser for, hvor langt kirken kan og vil 

med Thomas Laub (1852–1927) som utrættelig front- gå for at få flere kunder i butikken. De grænser er ofløber 

var i høj grad inspireret af Cæcilie-bevægelsen. ficielt sat ved højmesse, dåb, konfirmation, bryllup og 

Laubianismen, med mange, folkeligt krævede modifika- begravelse, alt det, der kaldes kirkens kerneydelser på 

tioner, udviklede sig til den danske folkekirkes ”prima tidens charmante managementdialekt. Trods blitzende 

pratica”, en position der først for alvor blev anfægtet i mobiltelefoner og anden invasiv vandalisme lykkes 

slutningen af 1960’erne. 

det dog de fleste præster at formidle evangeliet uden 

Formålet med dette omstændelige, men langtfra ud- at forfalde til et kravlegårdsniveau, der måske, måske 

tømmende resumé af kirkemusikkens fluktuationer si- ikke ville tænde det infantile befolkningssegment. 

den reformationen, har ikke været at imponere endsige Anderledes med musikken. De fleste præster er 

irritere eventuelle læsere. Hensigten har i al polemisk lærde folk med en velplejet kulturel og social kapital. 

troskyldighed været at repetere en lektie, som engang Men de færreste røber indsigt i eller faglig interesse for 

bogen. 

Lektien er den enkle, at den samlede kirkemusikhi- 

storie i al sin mangfoldighed er blevet en del af den kol- 

lektive hukommelse, og at den revitaliseres hver evige 

søndag i hvert evige kirkeår i hver evige kirke landet 

over. Og i hver evige morgenandagt fra domkirken i 

København, vil DR-lyttere tilføje. Musikken taler her 

med den samme histories autoritet som forkyndelsen, 

komplementære størrelser som de er. 

”Vil selv du kende dit væsens rod, skøn på de 

skatte, de efterlod”, sang Johannes V. Jensen, dog vist 

ikke direkte til kirkemusikkens pris. 

Overfor dette respektable, men konservative syns- 

punkt står det voksende krav om fornyelse. Og selvføl- 

gelig skal folkekirken fornyes, måske ligefrem nyrefor

kirkemusikkens historie og betydning. Det er ikke nød- 

vendigt at være musikalsk eller have ”forstand på mu- 

sik” for at blive præst, lige så lidt som det er nødven- 

digt at være teologisk skolet for at blive kirkemusiker. 

Men en smule empatisk lydhørhed fra begge sider er 

ikke af vejen. 

I deres forståelige bekymring for folkekirkens frem- 

tid bliver mange, musikalsk indifferente præster let fri- 

stet af tidens toneklang og døgnets melodier som en 

mulig vej til forbedret kirkegang, især blandt de unge. 

Og er den såkaldte rytmiske musik, becifringsmu- 

sikken i alle dens afskygninger, tæppebankermusikken 

som onde tunger kalder den, ikke simpelthen vor tids 

"seconda pratica”, der kan levere den herskende ”prima 

pratica” et hårdt tiltrængt modspil? 

Umiddelbart lyder det besnærende. Men tiderne 

skifter også i den forstand, at den europæiske enheds- 

2 

kultur har været en saga blot siden årene omkring 1. og skønhed, – den skønhed, som ifølge Augustin fører 

3 

verdenskrig. De ovenfor skitserede, kirkemusikalske til sandhed? Kan den blot føre til større indsigt, er alle- 

brydninger udfoldede sig på enhedskulturens præmis- 

ser, dvs. at kombattanterne nok kunne være rygende 

uenige om midlerne, men ikke om målet: fortolkningen 

af den fælles kristne tro. 

Efter enhedskulturens sammenbrud er alting blevet 

fundamentalt anderledes. (Dér røg Hegel, ville fransk- 

mændene sige. Eller gjorde han?) Fra at være en strøm- 

mende hovedflod, der fandt kraft og næring fra tilstø- 

dende bifloder, blev den europæiske kultur til et delta 

med mange forgreninger med lige så mange forskellige 

mål. 

Den rytmiske musik med alle dens udløbere blev 

en af de mest vitale forgreninger i deltaet. Den har for 

længst etableret sin egen, lukrative kultur med egne ka- 

tedraler, festivals, spillesteder, multimedieselskaber, di- 

skoteker osv., og det er vist de færreste af denne indu- 

stris forgyldte fyrster, der tænker på sig selv og deres 

Lyden af kirke Lyden af kirke 

produkter som ”seconda pratica” i en kirkemusikalsk 

sammenhæng. Deres blomster er groet i helt andre ha- 

ver, ofte i narcissismens. 

Det må derfor undre, at selv ordførende teologer, 

der burde vide bedre, kan foreslå folkekirkens musikal- 

ske traditioner udskiftet med ”de unges egen musik”. 

Når det kommer til stykket, vil de unge nok foretrække 

den ægte vare på I-Pod og diskoteker frem for de vita- 

minfattige aftapninger, kirken hidtil har serveret. 

Nu går det jo sjældent så galt som profileringstræn- 

gende modeteologer prædiker. Men det er nu alligevel 

forstemmende at høre præster, ja sågar biskopper fore- 

slå orglet afskaffet i gudstjenesterne, fordi ”det lyder for 

meget af kirke”. 

Ja, selvfølgelig. Hvordan skulle kirken ellers lyde? 

Skal den lyde som alle andre rum, eller skal den tilbyde 

et anderledes rum, et rum for fordybelse, langsomhed 

rede meget vundet. 

En kirke uden sit musikalske arvesølv vil blive som 

et bibliotek uden bøger, et fænomen som i disse år fak- 

tisk breder sig landet over. 

Det forbyde Helligånden! 

Sven Erik Werner er komponist, tidl. rektor ved musikkon- 

servatoriet i Odense


Af Marianne Harboe 

Det begyndte i 2005 – Skærtorsdag. Hans Dal kom med 

en henkastet bemærkning om, hvorfor jeg ikke skrev en 

salme. Salmer! MIG? Og at opfordringen skulle komme 

fra… HAM! Forslaget forekom mig lettere absurd, da 

vores forhold til kristendommen på daværende tids- 

punkt må betegnes som ret svævende. Nå ja, der skete 

vel ikke noget ved at prøve. Samme dag havde Hans sat 

musik til min første tekst og sang den for mig. Det var 

som om en fælles længsel havde fundet en kanal, for 

vi skrev hen over sommeren sammen 30 salmer, som 

blev udgivet om efteråret med titlen: ”Salmer i Sorg 

og Glæde”. Processen var forbundet med en for os helt 

uvant følelse: Ydmyghed. Vi minimerede al uenighed 

om salmerne til det absolut nødvendige. De var det væ- 

sentligste og tog, så at sige, føringen. En intens periode, 

hvor vi følte os beriget, begavet og forpligtet. Glædens 

budskab – glæden, også på trods af sorgen. At skrive 

salmer blev for mig som at komme hjem, en erkendel- 

sesproces rettet mod troen. 

Hvordan forholder du dig som moderne salmedig- 

ter til traditionen? bliver jeg spurgt. Spontant svarer 

jeg: ”Jeg forholder mig slet ikke, ikke bevidst i hvert til- 

fælde”. Jeg tilhører morgensangsgenerationen, som fik 

salmeskatten ind med modermælken. Hvad der stod i 

salmerne, og hvad de dybest set handlede om, havde 

jeg ærlig talt ingen anelse om. Jeg sang blot pligt- 

skyldigst. Vi bærer traditioner med os som ubevidst 

ballast, hvis indflydelse dog ikke kan betvivles. 

Fællessangen har ikke været vores primære ærinde, så 

traditionel og værdifuld den end er. Salmen har mange 

veje til hjertets lønkammer, der hvor den skal leve og 

virke. Tradition befinder sig ofte i en urørlighedszone 

uden for pædagogisk rækkevidde: Sådan plejer vi altså 

ikke at gøre! Det argument satte mig skakmat, når jeg 

som ung lærervikar lancerede uprøvede og, syntes jeg 

selv, spændende ideer. At trække tryghedstæppet væk 

under traditionen er noget nær helligbrøde. 

Salmer, bøn med musik 

Omdrejningspunktet i vore salmer er eksistensen, men- 

neskelivet: Afmagt, håb, fortvivlelse, glæde, raseri, for- 

soning. Jeg er ikke tilhænger af den ivrigt trippende hær 

af coaches, der vil gøre os alle sammen helvedes lyk- 

kelige. Den forkrampede lykkejagt: Tænk positivt, smil, 

du er på, er i sig selv nok til at gøre mennesket små- 

deprimeret. Den jubelglade gospel har kronede dage, 

og det er fint, så længe man får lov at hviske bare et en- 

kelt hallelu-nej. Den gammeltestamentlige klagesangs 

stemme vil jeg gerne give mæle, så de menneskelige 

vilkår, vi undertiden helst fortier, også bliver hørt. 

Kierkegaard skrev: ”Skriget kommer af sig selv, når 

du overfaldes af vilde dyr i ørkenen”. Uden at gå i detal- 

jer kan vi nok blive enige om, at vor samtid byder på en 

hel zoologisk have af vilde dyr. Én af mine salmetitler er 

et Kierkegaardcitat: ”Den Gud vil bruge, gør han først til 

intet”. Mange af mine ”klagesange” har deres udspring i 

den tilintetgjorte tilstand, hvor kontrol over livet er en 

by i Rusland, og hvor der ingen nål er i høstakken, når 

vi desperat søger mening. 

Det er ikke i den hektiske middagshøjde, men i natte- 

mørket, i langsomheden, lydhørheden og stilheden, at 

Gud får chancen for at få et ord indført. Min første re- 

aktion, når jeg møder mørket i mig selv eller hos en an- 

den, er ikke flugt. Mørket er en realitet. Vi skal kunne 

leve i det og med det. Mørket er lysets springbræt. 

”Sorrig og glæde, de vandrer til hobe”. Evangeliet bryder 

på ejendommelig vis igennem, selv der hvor både jeg 

og salmen har været truet af mørke. Jeg kan ikke for- 

klare denne overrumplende, lysfyldte forløsning. 

På klostret, jeg besøger, er levereglen: ”Bed og ar- 

bejd”. Som gæst springer jeg let og elegant det sidste 

over og nøjes med det første, hvilket i mit tilfælde vil 

sige, at skrive salmer. Salmerne er min bøn. Bønnen 

er et tillidsfuldt nærvær med Gud, hvor vi uden forstil- 

lelse kan komme med alt, der måtte ligge os på sinde. 

Det er til at smile overbærende af, men jeg ser for mig 

et billede, hvor jeg sender hele følelsesmoradset op til 

Vorherre, som så returnerer det med en boomerangs 

præcision i en redigeret og mere afklaret udgave. 

Drivkraften i mine salmer er anfægtelse, et godt 

gammeldags ord. Anfægtet råber, takker og be´r jeg til 

Gud. Mine salmer er bøn, men bøn bliver først til salme 

med musik. Jeg blev målløs over, at ordene blev som 

genfødte gennem musikken. Ord skal nødvendigvis op 

i hjernelabyrinten for at fattes og forstås, før de går til 

hjertet. Men musikken går direkte i kødet på dig, i pul- 

sen, i hjerteblodet. 

Tomme floskler og tabuord 

På et salmemøde opfordrede daværende biskop Jan 

Lindhardt os til at skrive en salme, hvor ordet møtrik 

forekom. Det gav stof til overvejelse over, hvor langt 

ud i tovene sproget kan bevæge sig, når man skriver 

salmer. Da jeg (årgang ’43) røg i blækhuset og skrev af 

karsken bælg, så indikerer det blot, at jeg er gammel 

nok til at huske et blækhus og for ung til rigtig at kende 

”Carsten Bælg”, men begge dele er bagagen i mit auto- 

matiske vokabularium. En 40-årig er ”hooked på at gå i 

clinch” med opgaven, og en 14-årig vil bare ”gi’ den max 

gas – total game”! Så er jeg koblet fra! Hver generation 

sit sprog, man skal kende sin besøgelsestid. Her kom- 

mer autenticiteten ind i billedet. Et løjerligt begreb, da 

vi jo ikke er ubeskrevne blade i et historieløst vakuum. 

Jeg har tillid til, at min indre kompasnål viser mig, hvis 

jeg går fra det ægte til det forlorne. 

Der er ord på traditionernes hitliste, der er eviggyl- 

dige, men også nogle, jeg aldrig kunne få over mine læ- 

ber, fordi de enten er slidte rygmarvsord, tømt for ind- 

hold, eller lidt for ”smarte”. Tabuord findes i princippet 

ikke, men en salme kan blive fuldstændig torpederet af 

en sætning eller et enkelt ord, så alt, der møjsommelig 

er bygget op, falder til jorden som et korthus. 

Grøn er vårens hæk 

Min fortid som lektor i billedkunst kommer mig til gode. 

Nu maler jeg med ord, og forsøger at gøre teksten så 

sanselig og billedrig som mulig. ”Så kold den lille hånd 

er”, ”Grøn er vårens hæk” og ”Sneflokke kommer vrim- 

lende” er til at ta’ og føle på, krystalklar virkelighed. Jeg 

flytter billeder fra den konkrete over til den (min) religi- 

øse virkelighed. Hvordan beskrive tro, tvivl og sjælens 

ubodelige ensomhed? En vingeskudt flaksende fugl, 

der styrter mod jorden, giver andre associationer end 

fuglen, der kvidrende slår saltomortale mod en lysende 

blå himmel. Troens usynlige virkelighed skal fremkal- 

des med livets billeder og sansninger.

Nye salmer. Tradition, tryghed og fornyelse Nye salmer. Tradition, tryghed og fornyelse 

6 7

Den angloamerikanske indflydelse på sproget er svær at 

komme uden om, men selv i den mest hotte, funky sal- 

8 

metekst, må jeg renoncere, hvis min autenticitet skal be- nyt, der kan vække os til eftertanke, samtidig med at 

plative gudstjenestetradition, de er en del af. 

sange med en enkelt eller et par strofer, oftest et bibel- 

9 

vares. Og så alligevel! – Ved gennemlæsning ser jeg, at vores gudsrelation måske revideres og udvides genvers 

eller en kort bøn. 

ord som E-mail, zappe og surfe har sneget sig ind i sel- 

skab med gummistøvler, føregreb og mågeskrig. Ja, tor- 

nerosesøvn og et hadets syrebad er det også blevet til. 

Den moderne salme må godt indeholde sprogets 

vilde blomster. De kan dæmme op for gabende vane- 

læsning. Alle genrer har deres grænse, og for salmen 

går den, hvis sproget bliver en uoverstigelig barriere. Vi 

skal jo ikke på forhindringsløb mod Guds rige. På den 

måde er salmen mere brugskunst end kunst. Den må 

godt hæve sig over det jordstrygende niveau, men ikke 

stige op i de tyndeste elitære luftlag. Salmen skal åbne 

sig. Den skal være tilgængelig og brugbar i den enkel- 

tes liv. Salmen skal inspirere til kristendom. 

For nylig ramte en strofe fra Grundtvig mig lige i 

hjertekulen, hvor den siden har opholdt sig: ”Og glæde- 

lig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end 

vi måtte græde”. Ordene var for mig gribende og om- 


fattende. Er det ikke selve formålet med salmen: Vi kan 

spejle vores liv – se både noget genkendeligt og noget 

nem ”Det Levende Ord”. Det var hvad de tre smukke lin- 

jer gjorde for mig den søndag formiddag. 

Bevæge og bevæge 

Hans Dal og jeg har sammen forsøgt at skabe en inten- 

sitet i ord og musik, vi begge kunne stå inde for. Det 

har været og er en inspiration i vores liv. Til vinter ud- 

sender vi ”Salmer i Sorg og Glæde II". I hele dette forløb 

har der har været en understrøm, en grundtone, som fik 

os til i titlen at tilføje: ”Og se, jeg er med jer alle dage”. 

Vi skriver salmer ud fra en indre nødvendighed. Under 

arbejdet er vi i bogstaveligste forstand blevet bevæget 

ind i troens verden. Og det er i ordets dobbelte betyd- 

ning, vi håber at kunne bevæge den, der vil tage sig tid 

og stilhed til at slå følge med os et stykke af vejen. 

Marianne Harboe er billedkunstner, Hans Dal er guitarist 

Sange fra Taizé 

Af Elisabeth Ørsnes 

Der har de senere år været en stigende interesse for Tai- 

zéinspirerede gudstjenester og Taizésange i Danmark, 

og der findes i den nye salmebog to Taizésange: ”O Gud 

hør min bøn” og ”Syng lovsang hele jorden”. Derudover 

har Kirkefondet i 2008 udgivet den første cd med Taizé 

sange på dansk. 

Men man kan ikke tale om Taizésangene uden at tale 

om baggrunden for sangenes opståen og den kontem- 

Baggrunden for Taizé sangene 

Taizé er et broderfællesskab i den franske by Taizé i 

Bourgogneområdet. Broderskabet blev grundlagt af 

den schweiziske reformerte præst, Broder Roger, der 

kom til landsbyen Taizé i 1940. Han ønskede at danne 

et kommunitet, som skulle bygge på fred og forsoning 

mellem kristne kirkesamfund ved at skabe fællesska- 

ber på tværs af gamle trosskel. Stedet blev hurtigt et 

refugium for forfulgte jøder. Efterhånden kom der flere 

brødre til, både protestanter, ortodokse og katolikker, 

og i dag er det et økumenisk broderfællesskab med 

brødre fra mere end 25 lande. 

Taizé blev hurtigt et valfartssted især for unge menne- 

sker, som her oplever et inkluderende fællesskab på 

tværs af kristne trosretninger, som giver ny mening til 

tilværelsen. 

I begyndelsen blev der i kommunitetet sunget koraler, 

salmer og responsorier fra det 16. århundrede, men 

efterhånden som der kom flere og flere besøgende til 

Taizé, blev det klart for Broder Roger, at denne musik 

ekskluderede mange fra at deltage, idet de ikke var for- 

trolige med denne musikform. Derfor udviklede man 

i samarbejde med de franske komponister Jacques 

Berthier og Joseph Gelineau fra midten af 70érne de 

særlige Taizésange, som er musikalsk enkle og korte 

Det musikalske sprog i sangene forener både gam- 

le (russisk ortodoks, gregoriansk) og nye stilarter og 

bygger på simpel flerstemmighed, som et let at lære. 

Sangene gentages mange gange efter hinanden for at 

skabe en særlig meditativ tilstand og stemning, hvor 

ord og tanker smelter sammen for den enkelte deltager. 

Repetitive sange er ikke noget nyt, men kendes også 

tidligere i forbindelse med kontemplative gudstjeneste- 

former fra klostertraditionen. 

Taizé gudstjenesten 

Hovedindholdet i gudstjenesten bygger på ro og fordy- 

belse gennem bøn. 

Gudstjenesterne i Taizé er kendetegnet ved de sær- 

lige Taizé sange. Det at sangene gentages mange gange 

i træk (mindst 6–8 gange) giver dem en meditativ karak- 

ter. Gennem gentagelsen kan man fordybe sig i ordenes

0 

er fyldt med mange nye krav og gøremål. Og samtidig musikalsk udtryksform i den retning, men at vi ikke er 

1 

giver den kontemplative form en individuel frihed, fordi færdige med at udvikle et musikalsk sprog for denne 

mening. Ud over sangene er der korte tekstlæsninger, 

bibelske salmer og bønner omkranset af menigheds- 

omkvæd og en fælles stilhed. Der prædikes ikke i tradi- 

tionel forstand, det er det sungne ord, der er i højsædet. 

Prædikenarbejdet foregår derimod i Taizéfællesskabet i 

gruppearbejder både formiddag og eftermiddag. 

Da navnet Taizégudstjeneste henviser til den speci- 

fikke gudstjenesteform, man har udviklet i Taizé, anbe- 

faler man fra Taizé kun at anvende termen, når der er 

tale om en ren Taizégudstjeneste, og så i øvrigt hellere 

tale om Taizé inspirerede andagter/gudstjenester eller 

gudstjenester/andagter med sange fra Taizé alt efter, 

Sange fra Taizé Sange fra Taizé 

hvor frit man forholder sig til den oprindelige form. Jeg 

vil ikke her give en detaljeret redegørelse for opbygnin- 

gen af Taizégudstjenesten, men blot henvise til beskri- 

velsen i hæftet ”Syng lovsang hele jorden”. 

Hvorfor den stigende interesse for Taizé? 

Som nævnt ovenfor har interessen for Taizé været stor 

især blandt unge helt fra midten af 50érne. Hvert år 

valfarter 10.000 vis af unge mennesker til Taizé. 

At den kontemplative og enkle andagtsform, som man 

finder i Taizé, nu vinder genklang herhjemme i stadigt 

flere kirker, kan ses i lyset af det postmoderne menne- 

skes søgen efter en modpol til hverdagens mange ak- 

tiviteter, de mange nye udfordringer og valgmulighe- 

der i det postmoderne samfund, hvor rammerne ikke 

er klart definerede. Der stilles store krav til omstillings- 

parathed, da verden befinder sig i en konstant foran- 

derlighed. Traditioner brydes op, og man er hele tiden 

medskabende aktør. 

Broder Roger siger selv: ”Fra menneskers dybe- 

ste lag rejser der sig en skjult længsel. Samtidig med at 

moderne mænd og kvinder er fanget af skemaers og ka- 

lenderes anonyme spind, tørster de efter den ene sande 

virkelighed: et indre liv og tegn på det, som er usynligt”. 

(Sange og bønner fra Taizé. Kirkefondet. 2002). 

Mennesker kan tænkes at søge det meditative, stilhe- 

den og den spirituelle fordybelse, netop når hverdagen 

formen lægger op til, at den fyldes ud med det indhold, 

hver især bringer med sig i sine tanker. 

Dette afspejles også i, at stadig flere kirker åbner 

natkirke, idet natkirken giver en ramme, men samtidig 

kan mennesker selv give troen form inden for denne 

ramme (skrive deres egne bønner, tænde lys). 

Også Østens religioner, og her især buddhismen, til- 

trækker i stigende grad mennesker herhjemme. 

Det er heller ikke tilfældigt, at der også i disse år 

er en voksende interesse for den keltiske spirituelle tra- 

dition. Også her har Kirkefondet netop udgivet en bog 

med sange, bønner og liturgier fra fællesskabet Iona 

Community på øen Iona. Titlen på bogen er ”Må din vej 

gå dig i møde”. 

Fælles for disse tendenser er fordybelsen og den 

spirituelle religiøsitet, hvor de dogmatiske udtryk spil- 

ler en tilbagetrukket rolle – for ikke at sige: Opleves 

som en decideret hindring for den religiøse erfaring. 

Det er interessant, at det er musik fra disse kommu- 

niteter, både Taizé og Iona, der kommer ind i kirkemu- 

sikken nu, og at dette må ses i sammenhæng med, at 

tankerne og praksis bag disse fællesskaber taler til det 

moderne menneske i dets søgen efter andet og mere 

end logik og rationalitet. 

Der har i folkekirken været en vis berøringsangst, hvad 

angår den meditative bønspraksis, idet man i store dele 

af den lutherske kirke har lagt afstand til den traditio- 

nelle inderlighed og fromhed, hvor man i kraft af en 

særlig praksis kunne få Gud i tale. 

Men det at mange søger en mere meditativ, fordy- 

bende tilgang til troen kan tyde på, at vi mangler et nyt 

”sprog” til religiøs fordybelse, og at Taizésangene er en 

fordybelse. Det, vi søger og arbejder på, kunne vi kalde 

”et andagtssprog anno 2009”, inklusive det sanglige ud- 

tryk. 

Sangens betydning 

Musikken og sangen kan hjælpe til at bringe os nær- 

mere til Gud. Eller som Hildegard af Bingen har udtrykt 

det: at musikken er en gyngende bro mellem himmel 

og jord, og at det er gennem sangen, Helligånden kan 

kommunikere med os. 

Danmark er vel det eneste land i verden, hvor kirke-kor- 

sangen er ”professionaliseret”, dvs. hvor sangere er løn- 

nede for at lede salmesangen. Det betyder, at musik- 

niveauet i kirkerne er højt, og det bidrager til at højne 

den æstetiske og musikalske oplevelse ved at gå i kirke. 

Men det har også en negativ effekt, fordi det for ikke

så musikvante kirkegængere kan virke stik imod hen- 

sigten, idet kirkemusikken let kommer til at virke elitær 

og ekskluderende. Som ansat i Kantoriet i Domkirken 

hører jeg ofte bemærkningen fra kirkegængere: ”Koret 

synger så flot, at jeg ikke selv tør synge med på sal- 

merne”. Og det var jo ikke lige hensigten. 

Et kardinalpunkt i Taizéfællesskabet, og i øvrigt og- 

så i Iona Community, er, at alle er lige og lige beretti- 

gede til at deltage uanset med hvilken stemme, og hvor- 

dan man synger. Sangene er menighedssange, og der 

er ikke et kor, som synger for. Alle synger med hver 

sit næb, og alle skal kunne deltage. Det handler om, at 

sangene har en funktion, nemlig at hjælpe til at komme 

tættere på Guds nærvær, og de skal ikke primært tjene 

et musikalsk ideal. 

Det bønsfællesskab, der opstår gennem sangen, er ker- 

2 

nen i Taizé. Hele menigheden er fælles om at skabe gamle traditioner. Og når man ser på teksterne, har de 

I nodehæfterne fra Taizé er sangene skrevet 4-stemmigt. kunne finde sted i andre gudstjenester. 

3 

gudstjenesten. Deltagerne er aktive, idet menigheds- alle et enkelt udtryk og et åbent Gudsbillede. Som ek- 

Men sangene kan synges 1-stemmigt eller tilpasset den 

sangen er det bærende led, og oplevelsen af at være for- 

enede i stille fælles bøn er en betydningsfuld oplevelse 

for mange, et element, der jo i øvrigt ikke kun hører 

Taizégudstjenesten til. Men det adskiller i højere grad 

denne form for gudstjeneste fra den traditionelle, som 

mange oplever passiviserende: Koret synger, præsten 

læser op, beder bønnerne og prædiker. 

Det, at alle deltager aktivt i Taizésangen, er også et ele- 

ment, der kan forklare, at interessen for Taizé vokser, 

idet det postmoderne menneske gerne vil være ”med- 

skaber” og aktør gennem aktiv deltagelse for at kunne 

give troen et eget individuelt udtryk. Og samtidig søger 

mange også netop dette fællesskab som modvægt til 

vor tids individualisering. Det er denne dobbelthed, der 

er Taizegudstjenestens styrke: Både at give plads til in- 

dividet og til fællesskabsfølelsen. 

Sange fra Taizé Sange fra Taizé 

Endelig kan det tilføjes, at Taizéandagten i sin enkle re- 

petitive form kan virke mere ”imødekommende” for men- 

nesker der ikke er så kirkevante, idet der ikke forudsæt- 

tes noget kendskab til traditionen for at kunne deltage. 

Men samtidig er bl.a. Taizé jo også et tegn på, at guds- 

tjenesteformerne er i forandring og at nye former kom- 

mer til i menneskets søgen efter nye måder at udtrykke 

troen på. 

Taizésangenes udtryk 

Det særligt appellerende ved Taizésangene og Taizé- 

inspirerede gudstjenester er således deres meditative 

karakter, roen og fordybelsen, uden at formen stiller 

krav om forkundskaber. Sangene bygger på traditioner 

inden for forskellige kristne trossamfund, både nye og 

sempel kan nævnes sangene ”Dit ord er lys for min fod” 

og ”Mit hjerte finder fred og hvile hos Gud”. Både tek- 

ster og melodier er enkle og letfattelige, og det er uden 

tvivl en af grundene til, at Taizé også taler til menne- 

sker som er spirituelt søgende. 

Erfaring med Taizé andagter 

I Natkirken i Københavns Domkirke har der været Taizé- 

inspirerede andagter den første søndag i måneden 

kl.20 siden 2003. 

Sideløbende med at interessen for disse andag- 

ter voksede, blev Natkirkens Taizékor oprettet, som 

er åbent for alle og enhver, der gerne vil lære at synge 

Taizésangene. 

Sangene øves en time inden andagten, da roen og 

fordybelsen kan være nemmere at nærme sig, når man 

er fortrolig med sangene på forhånd. 

Fra Taizés side understreges det som nævnt, at det er 

vigtigt, at det ikke er et kor, der ”optræder” til andag- 

terne, men at det netop er menighedssang, hvor alle del- 

tager på lige fod. Der er således heller ikke en dirigent, 

der leder sangen. Da sangene er enkle i deres form, og 

da de gentages mange gange efter hinanden, vil der 

være god mulighed for at nå at lære sangene under an- 

dagten, og der kræves ikke særlige forudsætninger for 

at kunne deltage. 

Under gudstjenesten holdes en stilhed på ca. 10 minut- 

ter. For nogle kan det være uvant at skulle være sam- 

men med andre så længe i stilhed. Derfor kan det være 

en god idé inden andagten at forberede deltagerne på 

stilheden. For mange bidrager Taizé-andagterne til en 

fredfyldthed og indre ro. 

forhåndenværende stemmefordeling. Det er heller ikke 

afgørende, hvor mange deltagere der er. For mange er 

det at være med til at synge sangene flerstemmigt også 

en del af fællesskabsoplevelsen. Sangene kan synges a 

capella eller med instrumentledsagelse. Og melodierne 

er så enkle og lettilgængelige, at mange, som troede 

de ikke kunne synge, oplever at kunne være med til at 

synge flerstemmige sange. 

Interessen for Taizé har i mange år været størst hos de 

unge. Taizé er især et valfartssted for unge mennesker. 

Økumenisk ungdom arrangerer rejser til Taizé. I bestemte 

perioder er det kun unge under 30, der kan besøge Taizé. 

En vigtig årsag til de unges begejstring for stedet 

er, at de her bliver mødt uden forventninger og krav til 

præstation. Og de oplever i Taizé et stærkt trosfælles- 

skab. Derudover har Taizégudstjenesten et indhold og 

et trosudtryk centreret omkring begreber som fred og 

forsoning (både på det indre og på det ydre plan), som 

taler til de unge. 

Erfaringen fra Natkirken i København har dog vist, at 

der især hos de ”unge over 30”er en voksende interesse 

for Taizé-inspirerede gudstjenester, så det er vigtigt 

ikke kun at tænke de unge som ”målgruppe” for disse 

gudstjenester. 

Anvendelse af Taizé sangene 

Det er muligt at anvende Taizé-sangene som et led også 

i mere traditionelle gudstjenesteformer, hvor Taizé-san- 

gen eksempelvis kan erstatte en eller to af salmerne 

og lægge op til et meditativt element i gudstjenesten. 

I Natkirken har vi bl.a. brugt Taizésangene som et led 

i nadverandagten torsdag aften. Noget lignende vil let 

Men det vigtigste er, at sangene bliver brugt på den 

måde, de er tænkt, nemlig som kontemplative sange, 

der bliver gentaget mange gange, for kun ved den hyp- 

pige gentagelse opnås selve formålet: At skabe et rum 

og en tilstand af meditativ kommunikation mellem Gud 

og det enkelte menneske. 

Kilde: 

”Syng lovsang hele jorden – sange fra Taizé” Kirkefondet 

2008, 

”Sange og bønner fra Taizé” Kirkefondet 2002 

Elisabeth Ørsnes er sanger og psykologistuderende

Gregoriansk sang som inspiration 

til kirkelivet i dag 

Af Mikkel Vale 

Kirken står i dag overfor de to meget store udfordringer: 

· at finde en musik, hvor alle kan deltage, og som fø- 

les vedkommende for alle 

· at genskabe en daglig andagtstradition 

Jeg mener ikke, at den gregorianske sang er løsningen på 

disse to udfordringer. Men jeg tror, den kan inspirere os. 

Selv skriver jeg på baggrund af arbejdet med den 

gregorianske sang i Helligaandskirken. Blandt flere an- 

dre tiltag stiftede vi et gregoriansk kor i januar i år. Vi 

mødes omtrent 30 mennesker i koret hver anden fre- 

dag i Natkirken kl. 19.30 og forbereder en gregoriansk 

vesper til kl. 20. Vesperen besøges gerne af yderligere 

20–40 mennesker. 

Den gregorianske sangs undergang 

Man får en hel del at vide om den gregorianske sang 

ved at se på det, der forårsagede dens undergang som 

den bærende kirkemusik i de lutherske lande. 

Luther mente ikke, at den gregorianske sang var 

dårlig. Tværtimod. Meget af hans teologiske arbejde, 

herunder hans salmedigtning, vidner om en stor glæde 

for den gregorianske tradition. Men han kunne ikke 

leve med, at gudstjenesten var blevet en gudstjeneste 

for eliten. Præsterne opførte en forestilling, og menig- 

heden var reduceret til publikum. Han protesterede 

imod, at menigheden ikke kunne forstå gudstjenesten 

og kirkemusikken, fordi de var på latin. Luthers tanke 

var, at ligesom Jesus kom til alle mennesker, således 

skulle også Guds ord nå alle. Alle skulle ligeledes have 

mulighed for at lovsynge Gud, så troen slog rødder. 

Luthers opgør med den gregorianske sang skyld- 

tes altså ikke, at han mente, at musikken var dårlig el- 

ler udtrykte en forkert teologi. Heller ikke teksterne var 

ifølge Luther dårlige. Men sangen fungerede ikke. 

Sådan må også vi, som elsker salmehistorien, sal- 

merne, teksterne og melodierne spørge os selv, om vi 

er blevet en elitær salmeklub? Har salmeteksterne et 

forståeligt sprog, eller har de et abstraktionsniveau, der 

er så højt, at det virker som latin. Kan det være menin- 

gen, at uddannede teologer må søge til opslagsværker 

for at få noget ud af salmerne? Er tonesproget blevet 

fremmed? Formidler det overhovedet genkendelige tan- 

ker og følelser? Og er det rigtigt, at mange er bange for 

at synge med, fordi salmerne er fremmede for nutidens 

sangvaner? Har vi med andre ord nået en situation, som 

minder om middelalderens, hvor gudstjenesten var for 

de få, som kunne latin? Har vi et papistisk salmedømme 

i Danmark? 

Der er en utrolig stor rigdom forbundet med at syn- 

ge både salmernes melodier og tekster. En rigdom som 

ikke skal gå tabt. Det kan synes mærkeligt, at søge efter 

en vedkommende sangtradition i den gregorianske sang, 

som netop er kendt som en meget smal, elitær og ufolke- 

lig genre. Men dens musik har i sig nogle kvaliteter og 

underliggende tankegange, som vi kan lære noget af.

Kort karakteristik 

Det kendetegnende ved den gregorianske sang er, at 

det er enstemmig sang uden instrumenter og uden har- 

monier. Man skulle derfor tro, at den var meget enkel at 

tyde. Men når man lytter til den, føres man ud på stier, 

som man sjældent kommer på med nogen anden mu- 

sikform. Melodiernes rytme er oftest meget fri. Derfor 

er det svært at forudsige, hvornår melodien slutter. Og 

tonearterne er ikke som almindelige dur og mol tonear- 

ter, hvis harmoniske struktur og indbyggede spændin- 

ger og afspændinger, vi genkender. Den gregorianske 

sang er skrevet på de såkaldte kirketonearter, som ikke 

benytter sig af den samme slags spændinger, men som 

derimod bevæger sig ad anderledes og ad fremmede 

veje, og som efterlader den lyttende med en fornem- 

melse af, at her er musikken ikke helt færdig endnu … 

6 

Historie 

mange af de gregorianske led, såvel de faste som de 

Den vedkommende sang for alle. To perspektiver teknisk ord, som betyder at synge de samme toner sam- 

7 

Den gregorianske sang er opkaldt efter pave Gregor omskiftelige, med salmer på modersmålet. 

vedrørende sangsituationen 

tidigt. Det er også et åndeligt ord. Enstemmigheden gi- 

den Store (540–604), der gjorde meget for såvel litur- 

gien som for kirkesangen. Man er dog gået bort fra den 

opfattelse, at det var Gregor den Store, der skrev el- 

ler samlede alle de gregorianske sange, som det ellers 

fortælles i hans levnedsskildring af Johannes Diaconus 

omkring år 874. Den gregorianske sang har rødder i så- 

vel den jødiske synagogesang som i den romerske mu- 

sik. Dertil kommer, at den er blevet præget af forskel- 

lige lokale musiktraditioner. På et senere tidspunkt har 

den græske pythagoræiske musikteori haft indflydelse 

på musikken. Den gregorianske sangs blomstringstid 

er det 9. til det 11. århundrede, og det falder kirkehisto- 

risk sammen med store enhedsbestræbelser i den vest- 

lige kirke og karolingerrigets og pavemagtens alliance. 

Samtidig falder det sammen med udviklingen af nota- 

tionssystemet. Paradoksalt er det, at nodesystemet på 

den ene side blev en gevinst for den gregorianske sang. 

Gregoriansk sang som inspiration til kirkelivet i dag Gregoriansk sang som inspiration til kirkelivet i dag 

Det gav den stor udbredelse og lang levetid, men på 

den anden side stækkede noderne også sangen væsent- 

ligt. Det improvisatoriske element forsvandt med nota- 

tionen og ligeledes de kvarte tonetrin, som man formo- 

der, der har været på grund af sangens mellemøstlige 

rødder. Endelig blev nodesystemet også den gregorian- 

ske sangs banemand. Nodesystemet gjorde den avan- 

cerede flerstemmighed mulig, og man mistede i sen- 

middelalderen sansen for det gregorianske. 

Den gregorianske sang er brugskunst, den er funk- 

tionsmusik. Det er med andre ord ikke koncertmusik. 

Alt er skrevet til gudstjenestebrug. 

Der var i den gregorianske blomstringstid to typer 

af gudstjenester: messen og tidebønnen. Disse to guds- 

tjenestetyper er den gregorianske sangs rammer. Den 

gregorianske messes form minder på mange måder 

om den danske højmesses form, blot udskiftede Luther 

Tidebønnen er derimod ikke så kendt for os i dag. 

Den er udsprunget af Jesu ord om, at vi skal bede 

ustandseligt (Luk 18,1). Tidebønnen fik især vind i sej- 

lene i klostrene, hvor Benedict af Nursia, en af den vest- 

lige klosterbevægelses vigtigste fædre og benediktiner- 

ordenens grundlægger, gjorde tidebønnen til den vig- 

tigste del af munkenes liv. Tænk blot på det benediktin- 

ske slogan ”ora et labore”: bed og arbejd. Dagen blev 

opdelt ved hjælp af syv til ni tidebønner, afhængig af 

hvilken tradition man fulgte. De mest kendte af tidebøn- 

nerne er vesper (af latin vespera: aftenstjernen) og ma- 

tutin (af latin: hidrørende morgenen). Tidebønnernes li- 

turgier er forskellige, men deres hovedindhold er reci- 

tationssangen af de 150 Davidssalmer fra Det gamle te- 

stamente og de nytestamentlige lovsange, de såkaldte 

cantica, bl.a.: Marias lovsang, Simeons lovsang og 

Zacharias lovsang (Luk. kap. 1 og 2). I følge den bene- 

dictinske tradition skulle man i løbet af en uge synge 

alle de 150 Davidssalmer. 

Den gregorianske sang har mange genrer, og van- 

skelighedsgraden og stilen i sangene er meget forskel- 

lig. Vanskelighedsgaden går fra den allermest enkle 

recitation på en enkelt tone og den lidt vanskeligere 

Davidssalmerecitationen til de komplicerede antifo- 

ner og responsorier (vekselsange mellem en solist og 

et kor). Endelig er der lange, jublende virtuose Halleluja- 

satser. Fælles for de forskellige genrer er brugen af de 

såkaldte kirketonearter, enstemmigheden og den lidt 

udefinerede rytme. (Der er skrevet flere hyldemetre om 

de gregorianske sanges rytme, og der råder meget stor 

tvivl om, hvordan den egentlig er blevet sunget. I dag 

synger de allerfleste gregoriansk sang med en fri rytme, 

tilpasset sproget og med nogenlunde lige lange toner.) 

Kan denne arv nu tage udfordringen op, når det gælder 

den sang, der er for alle og vedkommende for alle? 

Der skal meget til, før en sang ”lykkes”. Ud over en 

god melodi og en god tekst, skal en sang kunne noget, 

som ligger i selve sangsituationen, før den bliver ved- 

kommende for alle. For det første kan sangsituationen 

have en stærk forvandlende kraft, når man tager ord 

i munden og giver dem videre. Og for det andet kan 

sangsituationen skænke os fællesskab, eller sagt med 

et stærkt bibelsk billede, sangen kan forene et legeme 

af mange lemmer. 

Første perspektiv: ”Det er ved at give, 

at vi modtager” 

Disse ord, tillagt Franz af Assisi, er ikke i sig selv grego- 

rianske, men de er på en eller anden måde fundamen- 

tet for at synge. Overført på kirkemusikken fortæller 

det os, hvorfor det er så vigtigt med en vedkommende 

menighedssang. Det er ved at give ordene toner, ved at 

have medansvaret for lovsangen, at vi modtager. Eller 

sagt luthersk, det er ved at synge lovsangen, ordene 

modtages i hjertet. Ord og toner kan påvirke vores fore- 

stillinger, vores verdensbillede. De kan forvandle vores 

liv. Er det kristne ord og toner, siger vi, at det er Hel- 

ligåndens kraft, der virker i dem. Når vi tager dem i 

munden selv, og giver dem videre, virker de dobbelt i 

forhold til, når vi kun har haft dem i ørene. 

Andet perspektiv: Una-voce-princippet 

Den gregorianske sang er blandt andet udsprunget af 

tanken om menighedens enhed. At menigheden er en 

organisme. Dette giver sig i den gregorianske sang ud- 

tryk i enstemmigheden, at menigheden synger med en 

stemme ”una voce”. Enstemmigt er ikke kun et musikalsk 

ver sig udslag i, at når man synger, bliver man en del af 

et legeme, en del af en menighed. Og så kan enstem- 

migheden teknisk set godt være en flerstemmig koral. 

Det skaber glæde, når kirkemusikere og menighe- 

der forsøger at fremme og styrke de to musikalske og 

evangeliske kræfter: at menigheden opfatter sig som et 

syngende legeme, og at de samtidig alle mærker, at de 

giver ordene og tonerne fra sig. 

Dette opnås blandt andet, når menigheden føler 

sig tryg ved musikken. Una-voce-princippet kan man 

fremme ved at tænke menighedssangen som kammer- 

musik. Man når den åndelige enstemmighed, når alle 

tager ansvar for sangen og samtidig giver afkald på fø- 

rertrøjen. At der, når sangen er i gang, ikke er nogen, 

der synger eller spiller for. Det er en utrolig smuk op- 

levelse, når dette lykkes. Det er som fuldendt kammer- 

musik. Som en jævnbyrdig leg der lykkes.

Man kan føle trang til at hæve sin egen stemme over alle 

andres. Dette sker især i dag, når man er oppe mod et 

forsangerteam, et kraftigt orgel og mange veluddan- 

nede sangere, så man ikke kan høre sig selv. Dette med- 

fører fornemmelsen af, at man ikke giver noget til lov- 

sangen og derfor ikke er med i menighedens legeme. 

Den daglige andagt 

Den gregorianske sang og tidebønnen er knyttet tæt 

sammen i Danmark. Hvis man stadig kan tale om en le- 

vende gregoriansk tradition, så er det især inden for ti- 

debønsbevægelsen. Jeg er af den overbevisning, at ti- 

debønner er en stor glæde for mennesker. De har mu- 

ligvis et dårligt ry, fordi de kommer til at signalere, at vi 

gør os særligt umage for at fornøje Gud. Det kan give 

dem et skær af gerningsretfærdighed. De kan opleves 

som en byrde. 

8 

Men budskabet i såvel tidebønnerne som højmessen 

er jo, at Gud tager byrderne fra os. Man kan måske 

9 

fornemme en nuanceforskel i den frelse som højmessen 

forkynder, og i den frelse som er tidebønnens ærinde. 

Højmessen er af mange blevet berømmet som det 

fuldendte liturgiske udtryk for det store kosmiske dra- 

ma, hvor Jesus sejrer over døden, hvorved vi menne- 

sker befries fra evige fortabelse. I løbet af messen for- 

vandles synderen til et frit og tilgivet menneske. 

Gud er imidlertid også vores frelser som den, der 

er med os i dagligdagen, som en nærværets Gud. Hvor 

to eller tre er forsamlet, er Gud med os. Frygten for for- 

tabelsen og synderens anger er vigtige kristne følelser, 

men helvedsangsten og Jesu sejr over dødens magt er 

ikke kirkens dominerende budskab i disse år, det er vig- 

tigt at få formidlet, at Jesus også er med os i dagligda- 

gen. Med os, når vores hjerter er flossede. Vi har som 

mennesker daglige problemer, daglige glæder, fyldes 

af taknemmelighed men også sorg. 

Gregoriansk sang som inspiration til kirkelivet i dag Gregoriansk sang som inspiration til kirkelivet i dag

Dette aspekt af Guds frelse formidles bedre liturgisk i 

den daglige, lille andagtsform, i tidebønnen. Det er 

godt for mennesket med morgen og aftenandagt. At 

være kristen er at have et Gudsforhold. Og et forhold 

skal plejes, for ikke at visne. 

For mennesker, som aldrig har gjort det, kan det 

være vanskelig at holde en andagt. Tale til Gud, bede til 

Gud. Det kan også være vanskeligt at finde svar. 

Det bliver en vigtig opgave for kirken af i morgen 

at holde morgen og aftenandagter. Vores gudsforhold 

skal tage form. Og kirken kan anvise former, hvorun- 

der man kan lægge sit liv i Guds hånd ved dagens be- 

gyndelse og som aftenens alternativ til indslumringen 

foran fjernsynet. 

Den gregorianske tidebøn er en rig kilde til inspi- 

ration. For det første dens forudsætning: at vi men- 

nesker skal bede uophørligt, at vi er skabt til at være 

60 

sammen med Gud. For det andet den gregorianske tikelige, musikalske vækkelser og endelig gennem hænning 

at synge tidebønner), som blev stiftet i 1965 og rianske tidebønner i Bethlehemskirken og i Københavns 

61 

debøns tekster, primært Davidssalmerne fra Det gamle derne på Grundtvig og hans disciple. 

stadig arbejder på at udbrede tidebønnen og den gre- Vespering, der har til huse i Hans Egedes kirke og 

Testamente. For det tredje musikken. En stor del af tide- 

bønnens musik er recitationen af Davidssalmerne. Det 

foregår som vekselsang til understregning af den teo- 

logiske pointe, at det er vigtigt både at lytte og at for- 

tælle. Endelig er den gregorianske tidebøn en del af vo- 

res tradition. 

Tidebønnen 

Med klostrenes nedlæggelse skulle man tro, at det var 

forbi med tidebønnen, men som sociologen Max Weber 

har påvist, så var det ikke kun Luther, der gik ud af klo- 

steret ved reformationen. Det gjorde meget af klosterets 

ånd også. Med Benedict var det blevet legitimt for rige 

og åndelige mennesker at arbejde. Benedict inddelte da- 

gen i tider og effektiviserede på den måde tilværelsen. 

Alle klosteridealerne: arbejdsmoralen, den puritanske 

livsførelse og den skematiske og kalendariske daglig- 

Gregoriansk sang som inspiration til kirkelivet i dag Gregoriansk sang som inspiration til kirkelivet i dag 

dag førtes med den lutherske reformation ud i verden, 

hvor den ifølge Max Weber blev fundamentet for den ef- 

fektive nordvesteuropæiske, kapitalistiske ånd. 

Tidebønnen fandt også, om end noget amputeret, 

vejen ud af klostrene. I begyndelsen fastholdt man på 

Luthers opfordring morgen- og aftensangen. Hvor der 

var latinskoler, fortsatte man med den gregorianske re- 

citation af Davidssalmerne. I løbet af 1700-tallet ophørte 

den latinske sang i skolerne, og ligeledes ophørte kir- 

kernes forpligtigelse til at holde morgen og aftenandagt. 

Da jeg gik i skole, sang vi morgensang og bad fa- 

dervor. Dette var en arv fra den gregorianske tidebøns- 

tradition. Tidebønnen har ganske vist været på en me- 

get kompliceret vandring ud af klosteret, ind i latinsko- 

lerne, igennem den lutherske ortodoksis angst for det 

katolske, igennem skolelovgivninger, igennem Struen- 

ses helligdagsreform i 1770 og ind i 1800-tallets fol- 

Den gregorianske sang i nyere tid 

Interessen for den gregorianske sang vågnede igen i 

1800-tallet. Det var især munke i klosteret i Solesmes 

i Frankrig, der begyndte at grave i gamle håndskrifter, 

og som udgav normgivende standardværker inden for 

gregoriansk sang. Disse førte til fornyet opmærksom- 

hed på den gregorianske sang i den katolske kirke. I 

Danmark opstod også en interesse for den gregorian- 

ske tradition. 

Man kan skelne mellem tre bevægelser. For det før- 

ste har der været en decideret musikvidenskabelig inte- 

resse. Den har været præget af, at der har været ganske 

få hele nodebøger overleveret i Danmark fra middelal- 

deren. 

For det andet har der været den laubianske salme- 

reform. Laub havde stor interesse for de gamle kirketo- 

nearter og de gregorianske melodier. Blandt andet fordi 

de i modsætning til den romantiske melodi, ja i det hele 

taget i modsætning til stort set al musik skrevet i dur og 

mol, ifølge Laub ikke var ude på at sværme for de men- 

neskelige følelser. Han mente, at det ikke var den men- 

neskelige følelse, der konstituerede gudsforholdet. Det 

var derfor heller ikke den menneskelige følelse, der var 

det centrale ved gudstjenesten og salmesangen. Flere af 

de gregorianske hymner omarbejdede han til salmeme- 

lodier (f.eks. Kom, Gud Helligånd, kom brat), og mange 

af hans egne salmer er skrevet i kirketonearter. 

For det tredje var der en decideret teologisk grego- 

riansk vækkelse. Teologer og studerende samlet i Teo- 

logisk Oratorium arbejdede for at genoplive tidebøn- 

straditionen, og fra 1928 udgav de Davidssalmerne med 

de gregorianske melodier. Denne bestræbelse er nu sup- 

pleret med Dansk Tidegærd (tidegærd betyder: den ger- 

gorianske sang på dansk. I 1971 og 77 udgav de Dansk 

Tidebog og Det Danske Antifonale I og II. Siden er fulgt 

mindre udgivelser. Det Danske Antifonale er en pragt- 

udgivelse og en kilde til stor inspiration for alle, der vil 

synge gregoriansk på dansk. 

Endelig skal fra det 20. århundrede nævnes den så- 

kaldte neogregorianske tradition, hvor man synger de 

bibelske salmer på nye recitationsmelodier, ofte med 

omkvæd, og den engelske, gregoriansk inspirerede 

Davidssalme-tradition. Disse traditioner har blandt an- 

det tjent som inspiration for komponisterne Finn Evald, 

Axel Madsen og Ulrich Teuber. 

Syng tappert 

Min bedstefar, Johannes Nielsen, blev som præst gre- 

bet af den nye gregorianske bevægelse, som Theologisk 

Oratorium og Dansk Tidegærd førte med sig. Han be- 

gyndte som præst på Bornholm i 1950'erne at holde ves- 

per lørdag aften med blandt andre den lokale skolelæ- 

rer Hr. Lyster. Efter at være tiltrådt embedet som præst 

i Tårnby kirke på Amager fortsatte han, nu med daglig 

gregoriansk morgen- og aftensang. Som pensionist byg- 

gede han sammen med sin hustru et kapel i haven. Taget 

var af blik, væggene af brædder, og alteret var hjemme- 

lavet. Kapellet kunne rumme tolv til fjorten andagtssø- 

gende. Her sang han daglig tidebønner, indtil han nær- 

mede sig de halvfems. Meget sigende var bedeskam- 

lerne i hans kapel fra Tårnby kirke. Bedeskamlerne var 

ligesom tidebøgerne blevet kasseret, da han rejste. Så 

havde man ikke brug for dem længere! 

Den gregorianske bevægelse i Danmark er båret af 

sådanne ildsjæle og ikke skabt af officielle forventninger. 

I dag er interessen for den gregorianske sang sta- 

dig levende i Københavns stift. Der bliver sunget grego- 

Bethlehemskirken. Man kan vel også kalde Københavns 

Domkirkes morgenandagt for hele Danmarks tidebøn, 

og om lørdagen bliver den gregoriansk, når koret syn- 

ger Davidssalme. I Trinitatis Kirke er der aftensang hver 

onsdag, hvor koret synger Davidssalmer. Det sker ef- 

ter engelske tradition, som i sit udspring er gregori- 

ansk. Hertil kommer, at det gregorianske også dyrkes 

på højt musikalsk niveau af bl.a. Hildegardensemblet 

og Vokalensemblet ”1614”. 

Frygt ikke, syng tappert! 

Mikkel Vale er sognepræst ved Helligåndskirken

Aktstykker fra årets landemode 

62 63

Prædiken ved landemodegudstjenesten 

den 7. oktober 2009 i Københavns domkirke 

Luk 14,1–11 

Af provst Johanne Haastrup 

Hvorfor venter Jesus ikke bare til dagen efter med at 

helbrede manden? 

Han ved jo, at de lede/ledende farisæere holder øje 

med ham. Han ved, de sidder og venter på, at han skal 

begå en fejl, så de kan få noget håndgribeligt at hænge 

6 

og endda redde hinandens liv er måske selve udgangs- skabning evne til selv at reflektere, selv at tænke, selv 

6 

punktet for alle andre love. 

at foretage et skøn, sådan som man er nødt til det, når 

ham op på. 

Det er jo ikke med manden som med oksen eller 

barnet, der er faldet i brønden. Manden har levet med 

vand i kroppen siden han blev født, og kunne nok leve 

med det til sabbatten var overstået. 

Pointen er selvfølgelig, at loven er til for menne- 

skets skyld. 

Pointen er, at farisæerne sætter al deres flid og ihærdig- 

hed ind på at tolke loven, men på en måde så at de ta- 

ber lovens hensigt af syne. 

Mennesket er ikke til for lovens skyld. At værne om 

Denne tekst er på mange måder helt afgørende for for- 

ståelsen af Jesu forkyndelse og kristendommen. Her si- 

ges på klareste vis, at kristendommen ikke er en lovre- 

ligion. 

Kristendommen har ikke et sæt specifikke regler, 

som man kan efterleve og dermed sikre sig frelsen og 

et godt forhold til Gud. 

Man kan f.eks. ikke sige: Hvis du gifter dig og und- 

går skilsmisse, så har du opfyldt loven og har sikret dig 

frelsen. Eller: Hvis du bliver skilt, så har du brudt loven 

og er fortabt. 

Eller: Hvis du bliver skilt men så i det mindste ikke 

gifter dig igen, så har du brudt loven på en måde, så 

Gud kan tilgive dig, og du er ikke udelukket fra frelsen. 

Ingen kan sætte sig ned og formulere præcist, hvad 

man skal gøre for at kunne kalde sig kristen, undtagen 

naturligvis at tro på Vorherres nådige forladelse af alle 

vore synder for Jesu Kristi skyld. 

Intet regelsæt kan gøre fyldest for, hvad man må 

og ikke må for at kunne kalde sig kristen, for at kunne 

sikre sig frelsen. 

Og det er fordi kristendommen ikke handler om, at 

vi skal tilbede en regelbog, vi skal ikke tilbede en bog, 

heller ikke Biblen. Gud vil, at vi skal elske og tilbede 

Ham og hans Søn og hans Hellige Ånd, ikke en bog skre- 

vet af mennesker. 

De kristnes samfund er ikke et samfund af mennesker, 

der tror på Biblen men et samfund af mennesker, der 

tror på den treenige Gud. Den kristne menighed er et 

refleksivt fællesskab. Et fællesskab af tænkende men- 

nesker. 

Gud viser os med Jesus Kristus, at han tiltror sin 

man møder Jesu forkyndelse. 

For Jesus siger ikke, at når omstændighederne 

er sådan og sådan, så skal du gøre sådan og sådan. 

(Selvom det godt kan se sådan ud i lignelsen her om 

bryllupsfesten. Men det er jo netop en lignelse.) Han 

stiller et spørgsmål, eller han fortæller en lignelse, som 

den, der hører den, tvinges til selv at tænke over. 

Derfor er Jesu forkyndelse også så tidløs. Derfor 

kan vi høre hans lignelser den dag i dag, 2000 år efter, 

og stadig rammes af dem, fordi de taler til vores sam- 

vittighed, vores personlige dømmekraft, vores bedøm- 

melse af, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt. 

For Gud har lagt det dobbelte kærlighedsbud i vore 

hjerter, så det vækker sandhedens genklang, hver gang 

vi hører det. De kristnes lov er ikke skrevet på tavler af 

sten, men Gud har lagt den i vore hjerter.

Vil det så sige, at vi kan skønne som vi vil, og dermed 

skønne til vores egen fordel? Vil det så sige, at vi kan 

gemme os bag nåden, sådan som farisæerne gemmer 

sig bag loven? Vi ved jo, at vores dømmekraft kan svæk- 

kes af vores svaghed, af vores egoisme. Og vi tror jo på 

syndernes forladelse… 

Paulus svarer i Romerbrevet: ’Hvad skal vi da sige? 

Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget 

større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra 

synden, stadig kunne leve i den? 

Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til 

Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begra- 

vet sammen med ham ved dåben til døden, for at også 

vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens 

herlighed, skal leve et nyt liv. 

Sådan skal I altså se på jer selv: I er døde for synden, 

men levende for Gud i Kristus Jesus." 

Den ydmygelse, der er tale om her, består nemlig af to 

ting. Det ene er dåben. Dåben er en ydmygelse. 

Ikke at vi voksne ydmyger barnet ved at døbe det. 

Men med Paulus’ forståelse af dåben som dér, hvor vi 

med Kristus dør fra synden, fra vort oprindelige jeg. 

Vi giver ydmygt afkald på vort jeg og vort eget liv 

for at få del og lod med Kristus, for at få et liv for Gud. 

Den anden ting, som ydmygelsen består i, sker også 

i dåben, men den sker også i trosbekendelsen, hver gang 

vi bekender, at vi tror på Gud. For at tro på Gud er en ydmygelse 

for mennesket. 

Det er ikke en ydmygelse af mennesket. Men mennesket 

ydmyger sig selv, når det lader Gud være Gud i 

sit liv og bekender, at det ikke selv er Herre over liv og 

død, over frelse og fortabelse. 

I dagens tekst er det farisæerne, der ophøjer sig selv 

til at være Gud, til at være herre over loven, herre over 

Tale ved provst Terkel Tikøbs kreation 

d 7. oktober 2009 


”Tag Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den 

onde dag, overvinde alt og bestå. Stå da fast, spænd sandhed 

som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som 

brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med 

fredens evangelium.” Efeserbrevet 6, 13–14. 

Jamen dog, er der sikkert nogle, som vil sige! Ser den 

nye biskop provsterne som soldater, der skal overvinde 

alt det onde, sejre og bestå? Nej, det gør han ikke! Men 

nen også om stillingen: Er den ved at være for omfattende 

og måske ligefrem for magtfuld? Diskussionen 

om magten bliver vi heldigvis aldrig færdige med i et 

demokratisk samfund. Hvis vi gør det, så er der noget 

galt! 

Administrative og pastorale opgaver 

Provstens opgaver er en tung administrativ byrde, en 

vanskelig og særdeles tidskrævende byrde, og der er in- 

66 

den syge mands frelse og helbredelse. 

jeg har noteret mig i de første uger som biskop, at provgen tvivl om, at for at bestride provstens opgaver skal 

67 

At der ikke er nogle specifikke regler i kristendommen, Men ”enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, 

stens opgaver er mange, de er besværlige, til tider lige- man være i besiddelse af et administrativt gen, et ana- 

gør ikke kravet til os mindre. Tværtimod. Vi er mere end og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”: 

frem indviklede. 

lytisk sindelag, og lidt strategisk snilde er heller ikke at 

nogen anden forpligtede på at være døde for synden og Farisæerne bliver ydmyget af Jesu spørgsmål. Liv 

foragte, og sund fornuft og juridisk tæft er slet ikke at 

forpligtede på at efterleve det dobbelte kærlighedsbud: og kærlighed går altid forud for loven. 

Forventninger og opgaver 

foragte. 

Vi skal elske Herren vor Gud af hele vort sind og af 

Som provst bliver man mødt af høje forventninger både ”Det kan alt sammen være godt nok!” siger den 

hele vor styrke og af hele vor sjæl og af hele vort hjerte, Og vi, der ydmygt har taget imod den kristne dåb, vi 

fra ministeriets side, sandelig også fra biskoppens side, nye biskop og afbryder sig selv storsnudet med en be- 

og vor næste som os selv. 

bliver ophøjet til et liv for Gud, et liv, hvor liv og kærlig- 

ikke mindst fra menighedsrådenes side. Præsterne har mærkning om, at først og fremmest er provsten med- 

Og efterlevelsen af dette bud er, sammen med dåhed går forud for alt andet. 

selvfølgelig også høje forventninger. 

virkende i det gejstlige tilsyn som biskoppens nærmeben, 

som Paulus taler om, det, der er tale om, i det an- Vi er elskede, men også forpligtede. 

ste medarbejder, øjne og ører, brobygger, inspirator, tedet 

afsnit af dagens tekst, hvor der står: 

Vi er frie til at reflektere og skønne i hver enkelt si- 

Stadig nye opgaver – magt 

olog og præst. Din opgave er først og fremmest teolotuation 

men bundet af vort ansvar over for Gud og over 

Vi lever i en tid, hvor der minutiøst skal kunne redegøgisk og pastoral. 

”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, for hinanden. 

res for de offentlige midler, og det betyder, at forvalt- 

der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” 

Vi er ophøjede til at leve for Gud. Amen. 

ningen også bliver omfattende. Jeg har hørt en af mine Garanterer ordentligheden 

provster sige, at da Holmens provst Michael Neiiendam Men provsten skal samtidig være med til at garantere, 

døde i begyndelsen af 60’erne, skulle der tømmes en at det er ordentligheden, der råder i kirken. Ordent- 

skrivebordsskuffe, og så var der ryddet op. Sådan er lighed er ikke småborgerlig snak og irriterende og nær- 

det bestemt ikke mere! Til stadighed lægges der nye optagende smålighed. Ordentlighed er, at den lov holdes, 

gaver på provsterne, og selvfølgelig stiger diskussio- som sørger for, at alle bliver hørt, at misbrug ikke tri-

Tale ved provst Terkel Tikøbs kreation d 7.oktober 2009 Tale ved provst Terkel Tikøbs kreation d 7.oktober 2009 

ves, at de fiffige ikke snyder de mindre fiffige. Over for 

en jyde må det være i orden at hævde Jyske Lovs prin- 

cip: At loven har man, for at ikke de hænder, som kan 

gribe mest, også får mest, men der skal ydes retfærdig- 

hed, så vidt det er muligt! 

Verdens krav 

Mon ikke mange i det moderne samfund ville se på os 

og spørge, om vi ikke er noget naive, hvis vi hævder 

princippet: Spænd sandheden om livet som bælte, brug 

retfærdigheden som brynje, og bring fredens evange- 

lium! Mon ikke mange ville sige, at et godt kursus i me- 

diehåndtering, lidt træning i spin, og en god oplæring 

i at sige: processer, kompetencer, synergieffekt og alle 

de andre ord, som kan få det til at gibbe i mennesker, 

var noget mere hensigtsmæssig. 

68 

Krav til sproget 

Enhver, som har prøvet at blive set af et andet menne- mennesker. Vi får alt livs ophav trykket på os og sendes 

69 

Forleden talte jeg med et menneske, som stædigt hævske, 

ved, at det er den største befrielse. Det gjorde jo med kærlighed, der insisterer på liv, ud i verden. Mendede, 

at vi selvfølgelig skal tale anderledes i kirken. Vi 

egentlig meget godt at komme ud på den anden side af nesket tages ind i Guds favntag, og forvandlingens mu- 

skal hævde et andet sprog! Vi skal hævde fordybelsen, 

forældrenes, ”Se mig i øjnene”, for man opdagede jo, at lighed opstår. Verden kan forandres! 

koncentrationen, evigheden og ikke mindst længslen. 

Vi må gerne blive bedre til at sige det kort og fyndigt, 

men vi må ikke få vores eget budskab til at fordampe 

med et overfladisk sprog og en ligegyldig tanke. 

Ordene og tankerne 

Somme tider spørger jeg mig selv, hvordan verden 

ville se ud, om ikke der var en kirke, som brugte dybe, 

stærke, stille, milde ord og tanker, og som lidt smånaivt 

hævdede, at fredens budskab, Jesus, er den eneste mu- 

lighed for at blive grebet af længslen efter sandheden, 

retfærdigheden og kærligheden? Der skal da være et 

sted i verden, hvor vi ikke behøver at dække os med 

hurtige ord, småsmarte tanker, anklager, bebrejdelser 

og allerværst vrede og ønsket om hævn. 

At tro er at leve ansigt til ansigt 

Der skal da være nogle, som hævder, at det at tro er at 

øve sig i at leve ansigt til ansigt. Når vi virkelig vil vide 

noget om et andet menneske, så ser vi hinanden i øj- 

nene, og vi står ansigt til ansigt. ”Se mig ind i øjnene”, 

har vi alle på et eller andet tidspunkt hørt vores foræl- 

dre sige, og så vidste vi, at nu ville de aflæse os, måske 

afsløre os! At stå ansigt til ansigt med et andet menne- 

ske er at nedbryde alle grænser. Vi markerer det hele ti- 

den. Ikke kun med blikket, som iagttager. Vi har taget 

andre kulturers traditioner til os. Vi lægger kind mod 

kind og signalerer nærhed, venskab, kærlighed. Vi kys- 

ser. Vi stryger over kinden. 

At tro er at øve sig i at leve ansigt til ansigt 

med Gud 

At tro er at øve sig i at leve ansigt til ansigt med Gud. 

der var et kærligt blik på den anden side af løgnen el- 

ler fortielsen. 

Jesus er Guds ansigt 

Sådan er det også med Gud. Jesus lærer os det hele ti- 

den. Han er Guds ansigt, og mon ikke de fleste af os 

kender til den sarte rødmen, den lette berørthed, den 

stærke følelse, som det er at blive set, ikke afsløret, 

men set! Det er så stærk en følelse, at man bliver nødt 

til at slå blikket ned og stille trække sig tilbage, men 

man føler, at man blev mere til, følte stærkere, forstod 

bedre, når man blev set af Gud, set af et medmenneske, 

og pludselig lærte man, at frygten kan gøres ligegyldig, 

den kan blive ligegyldig, for man er ligeglad med, hvor- 

dan man tager sig ud, for man bliver elsket og mærker, 

at man værnes af kærlighed. Man værger sig hverken 

mod had, beskyldninger, nederdrægtighed eller spin. 

Man gider ikke bruge tid på det, for man mærker en 

dyb tillid til, at den, der er set af Gud, også nok skal 

blive set af mennesker. Pludselig er hverken nænsom- 

hed, sårbarhed eller skrøbelighed noget, man er bange 

for. Det er blevet adelsmærker. Det er blevet menneske- 

lighedens og medfølelsens mærker, verden er med et 

blevet kureret for frygt! 

Velsignelsen 

Det er nok ikke nogen tilfældighed, at vi ved afslut- 

ningen af gudstjenesten velsignes med den mest åbne 

og favnende gestus i verden. Velsignelsen kommer fra 

Gud, som tager et menneske i sin tjeneste, og med det 

menneskes krop signaleres der fuldstændig åbenhed. 

Ubevæbnet, sårbar, angribelig lyses velsignelsen over 

Provst for døvemenighederne 

Terkel, du skal fremover være provst for døvemenighederne 

og døvepræsterne i Danmark. Det vil være 

din gode opgave at skabe forbindelse mellem en af de 

mindste sproglige minoriteter i dette land og alle os andre. 

Du skal være en bro, så vi andre lærer om erfaringer, 

som vi ellers ikke ville have fået, og føler et fællesskab, 

som vi ellers aldrig ville have opnået. Det er en 

vigtig opgave, og derfor omfattes du også af vor bøn, 

og vi trykker velsignelsen på dig og håber, at døvepræster 

og menigheder vil bruge dig, udfordre dig, agte 

dig. Måtte Gud give dig lykke og gode råd, sin nådes 

lys dig tilsende!

Barnetroens afvikling 

og troens udvikling i det moderne 

Af Bente Hansen 

De fleste har en slags barnetro med i bagagen, hvori- 

mod der er påfaldende mange, som ikke har en voksen- 

tro. Hvad dét i det hele taget er, kan diskuteres længe, 

men bliver det sjældent. Den kommer jeg tilbage til. 

Med barnetroen er det sådan, at den kan håndteres 

meget forskelligt, mens man vokser op. Man kan dog 

i det store og hele iagttage, at de fleste af os gør én af 

tre ting med vores barnetro: vi kan helt bevidst udvikle 

den, eller vi kan, også helt bevidst, afvikle den, men for 

man ikke vente sig noget godt, og med al den elendig- 

hed der findes, kan Gud ikke være retfærdig. 

Den tredje måde at behandle sin barnetro på, at lade 

den ligge og flyde, er helt sikkert den mest udbredte. 

Langt de fleste af os har gjort det gennem livet, og det 

er en måde, som ytrer sig ved sære og selvmodsigende 

svar, når vi bliver spurgt, hvad vi tror på og hvordan. En 

kendt variant er for eksempel denne: nej, jeg tror ikke 

på Gud, men engle findes der vel nok. Hjemmestrikkede 

linje med middelalderen og renæssancen. Et samleord 

for alt det, der karakteriserer den periode. 

De fleste kan enes om, at perioden går fra midten 

af 1700-tallet og op til vores tid. Det vil sige fra og med 

de store tekniske og videnskabelige landvindinger, tan- 

kerne om frihed og lighed, en ny økonomi og til udbre- 

delsen af skolegang, viden og stemmeret hos den nye 

klasse. Og her bliver jeg nød til at irritere en del læsere 

med at minde om, at de sidste, nemlig skole, uddan- 

nelse og stemmeret var enkønnet i endnu hundrede år. 

Men det var en helt ny klasse, borgerskabet, som tog 

over, efter at adelen havde tabt pusten, eller ganske 

enkelt var blevet henrettet. Det gik mange steder gan- 

ske voldeligt til, før den nye borgerklasse havde etab- 

leret sit nye samfund. Det moderne projekt blev mange 

steder født i voldelige revolutioner, men opgøret fik 

mange varianter i det, som fra nu af kom til at hedde 

Egennytten var, skrev han, et gode, fordi den fik mennesker 

til at blive iværksættere – udsigten til indtjening 

var et positivt incitament for mennesker. Han undtog 

dog visse afgørende områder fra denne hestekur, for 

eksempel, uddannelse, sygdom og infrastruktur, for her 

ville egennytten nok kunne skade mere end godt var. 

Hvor stor og provokerende ny denne tanke var, kan 

man næppe forestille sig: Alle kendte jo den gamle kirkelige 

moral, og på trods af reformation og anden oplysning 

var det velkendt, at grådighed og griskhed 

hørte til blandt dødssynderne. Nu kom der en from økonomisk 

filosof og fortalte, at det forholdt sig lige omvendt. 

Egennytten var et gode, fordi den ville få nationernes 

velstand til at vokse. Bjergsomhed var ikke længere 

en dødssynd, den var snarere en dyd, og absolution 

var nu givet på forhånd. 

Og det gik da også strålende de næste hundrede år 

70 

det store flertal af os er det nok sådan, at vi bare lader trosartikler er udbredte nu om stunder, hver mand sin 

Den Vestlige Verden. Herhjemme kan vi bedst lide at for den nye klasse, som nok mente, at man kunne tjene 

71 

den ligge og flyde. 

tro, og mange har kogt den ned til det helt åbne, at der 

tale om afskaffelsen af stavnsbånd og livegenskab. såvel den ene som den anden herre, sådan moralsk set. 

Den første måde, udviklingen, sker som regel hos nok ”er mere mellem himmel og jord”. 

Mindre strålende gik det selvfølgelig i de kolonier, der 

mennesker, som skal bruge troen professionelt, for ek- 

Moralen og kirkens magt 

plyndredes og de slaver, der solgtes, men teknik, masempel 

præster, lærere, eller aktive medlemmer i me- Historisk 

Den bølge, som den ny klasse red på, havde selvfølgeskiner og industri afløste det stavnsbundne slaveri på 

nigheder af forskellig slags. De er nødt til at arbejde Vores personlige måde at behandle barnetroen på har 

lig sine moralske, kunstneriske og filosofiske talerør. landet, og den moderne tid tog form for alvor. Den 

med de store spørgsmål om Guds eksistens, og hvor- sin parallel i den kollektive historie. Den ligner på for- 

Ideologisk blev der bygget en hel økonomisk filosofi gammeldags gudfrygtighed vaklede under den nye 

dan vi tror og praktiserer troen. Det er et helt bevidst bløffende måde de forløb, vi som individer kan præ- 

omkring den nye produktionsform, liberalismen. Alt borgerklasses viden og frihed, og der fulgte en betyde- 

arbejde, som foregår løbende. 

stere, og historisk kan man genfinde de tre måder, som 

dette betød store brud med vogteren af den gamle molig religionskritik. Den før så almægtige kirke måtte se 

Heri ligner det den anden måde, afviklingen. Det jeg ovenfor har omtalt, afvikling, udvikling og laden stå 

ral, skole og filosofi, kirken. Den gamle autoritetstro en del af sit faste underlag forsvinde ud i den blå, seku- 

er også et tænksomt arbejde, som mest foregår blandt til. Så lad os først kigge lidt på det historiske forløb. 

stod foran en lang religionskritisk udfordring, som kom lariserende luft. Mange greb til den nemmeste udvej i 

mennesker, der er stærkt påvirkede af videnskabstænk- Vi holder os til den moderne tid. Det moderne, eller 

fra alle sider på én gang. 

trosanliggender: de lod troen ligge og flyde. 

ning, fornuft og/eller af politiske strømninger. Det kan moderniteten, som blev det store modeord i historisk og 

Den økonomiske og filosofiske liberalisme fik sin Teologer fandt andre måder at forstå teksten på, 

også være mennesker, der har en uvilje imod kirkens filosofisk videnskab for 20–30 år siden. Moderniteten er 

helt store forkynder i den fromme skotte, Adam Smith. og det gav anledning til nye og gavnlige udviklinger 

og troens indflydelse gennem tiderne. Deres bevidste i det store og hele en betegnelse for den periode, der 

Han beskrev varens og markedets betydning, og i sit af fortolkningen. Andre igen begyndte i det stille, men 

afvikling af troen er tit forbundet med en protest, for udviklede sig fra oplysningstiden og indtil i dag, hvor 

hovedværk om Nationernes velstand, lancerede han des- helt bevidst, at afvikle troen. Den bevidste ateisme slog 

eksempel imod ufornuften eller imod livets uretfær- vi taler om det senmoderne og det postmoderne. Der er 

uden en morale, som blev af enorm betydning: Her ud- dog først igennem senere i 1800-tallet – at erklære det 

dighed – i sjældnere tilfælde er det en gåen i rette med ikke tale om en ideologi eller filosofi, når vi taler om 

nævnte han nemlig egennytten til at være den positive åbenlyst var endnu alt for kontroversielt. Men demo- 

Gud: han hjalp mig ikke i min yderste nød, så dér kan moderniteten, det er snarere en periodebetegnelse på 

drivkraft, som skulle få den nye verden på skinner. kratierne udviklede sig i de år – grundlov efter grund-

lov blev udformet, og menneskers rettigheder i forhold 

til magten blev nedskrevet. Det var i det store og hele 

en flot og fremadskuende udvikling. De borgerlige fri- 

hedsrettigheder blev skabt. Et umisteligt gode. 

Arbejdskraften drog mod den ekspanderende in- 

dustri i byerne, og i løbet af små hundrede år skabtes 

en ny og talstærk klasse, industriarbejderklassen, som 

hurtigt blev lige så forarmet og udpint som de livegne 

og stavnsbundne bønder havde været før dem. Den be- 

stod af de millioner, der nu sled i kulminer, bomuldsfa- 

brikker og jernbaner, og de blev flere og flere. Og med 

dem opstod der selvfølgelig også en ny politisk teori. 

Marx og Engels blev de store penneførere, og de byg- 

gede videre på Adam Smiths projekt, kritiserede og 

vendte det om. De nøjedes ikke bare med at beskrive 

verden, de ville også forandre den. 

Som en mindre, men opsigtsvækkende, del af de- 

72 

res plan indgik et åbenlyst angreb på kirkens magtposi- hævder, at alt er kemi, fortrinsvis i hjernen. Der findes 

73 

tioner i samfundet. Det var mere kirken end selve troen, ikke følelser, sagde positivisterne, der findes kun stof- 

de angreb. ”Religionen er den betrængte skabnings suk, 

den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er tilstan- 

dens åndsindhold. Den er folkets opium.” Det er et kendt 

citat af Marx og i grunden meget smukt og tankevæk- 

kende. Men det blev også kilden til en århundredlang 

strid mellem arbejderbevægelse og kristne. Da bolsjevik- 

kerne fik magten i Rusland, blev tonen skærpet, og Lenin 

anbefalede, at partimedlemmer godt kunne være kristne, 

men, tilføjede han, socialister er som regel også ateister. 

Krigen var og blev erklæret, og videnskaben havde for 

længst meldt ud og skubbet til det hældende læs. 

Den moderne videnskab 

I disse få årtier opstod altså det kendte og klassiske 

skisma mellem videnskaben og arbejderklassen på 

den ene side og kirken på den anden. Og den strid har 

mange stædige arvtagere i dag. 

Barnetroens afvikling og troens udvikling i det moderne Barnetroens afvikling og troens udvikling i det moderne 

Troen fik et mærkbart vingeskud af videnskaben og 

den filosofi, positivismen, der fulgte i hælene på den. 

Darwins teorier blev offentliggjort, men efter lang 

tids forsigtig tøven, for han var selv klar over, hvilken 

bombe det ville blive under den bogstavelige bibellæs- 

ning, og ekkoet fra den bombe kan da også høres 

endnu. Den gamle barnetro med fortællingen om ska- 

belsen var sendt til tælling. 

De nye ånder var sluppet ud af flasken, og den hid- 

til enerådende Ånd fik stærk konkurrence: Syv dage var 

der jo næppe tale om længere. Ateismen gik fra forsig- 

tig tøven til at blive et politisk mantra, det blev moderne. 

Det var fornuft imod religion og overtro, og det var ikke 

længere et opgør i det stille mod kirke og tro, det var et 

frontal-angreb. Det var det moderne gennembrud. 

Positivismen gik langt, og den lignede på mange 

måder den bølge af hjernevidenskab, som nu igen i dag 

fer. Had og kærlighed er stoffer, ligesom sukker og vi- 

triol. I dette lå der en klar religionskritik, som nu kæm- 

pede med åben pande, og nogle steder med regulære 

udryddelsesplaner. 

Hvordan det siden gik med Lenins bolsjevikker, 

ved vi alle, for Lenin fik kun et par aktive år ved magten, 

og efterfølgeren ryddede ud med ufattelig grusomhed. 

Flertallet af de oprindelige revolutionære blev henrettet, 

og religionen blev forsøgt sultet ihjel. Det var en dik- 

tators udryddelse af tro, tanker og mennesker, og der- 

til en voldelig sekularisering. Afkristningen foregik ved 

skydning. Hvad der startede i 17-tallet som oplysning 

og religionskritik, endte i Sovjet-Rusland som usminket 

undertrykkelse. 

Vores hjemlige afkristning 

Men hvordan gik det herhjemme? Vi fik jo ikke en bol-

sjevikisk revolution, men vi fik den demokratiske ud- 

gave af socialismen, socialdemokratismen. Det skal der 

ikke dvæles ved her, men i forbindelse med barnetro- 

ens afvikling/udvikling er denne periode meget be- 

tydningsfuld. Før dem havde Venstre og Det Radikale 

Venstre i høj grad været med til at yde religions- og kir- 

kekritik. De havde ganske enkelt igangsat en demokra- 

tisering af kirken, og det var helt i den ånd, som grund- 

loven kort og fyndigt skrev i 1849, at kirkens forhold 

skal ordnes ved lov. 

Men det åbenlyst sekulariserende parti var Social- 

demokratiet, et parti, der kom til at dominere det me- 

ste af forrige århundrede. Det er et parti, som de fle- 

ste af os har rigtig meget at takke for – og det var også 

et parti, som havde en klar plan for verdsliggørelsen af 

den moderne arbejderklasse og samfundet. 

Her skulle barnetroen ikke bare ligge og flyde, den 


Troen blev afviklet ovenfra, men i bunden lå den nok 

stadig og flød – og overlevede – også hos mange so- 

cialdemokrater. I kirken og skolen blev den ikke afviklet 

men udviklet, så godt som man nu kunne, når bibelens 

billeder og Darwins udviklings-plancher hang side om 

side i klasseværelset. 

Kulminationen 

Selv voksede jeg op i 40érne og 50érne i det vestjy- 

ske bibelbælte, hvor vi blev undervist, døbt og konfir- 

meret i en ganske ukritisk vanekristendom. Det var der- 

for en stor overraskelse, da vores rektor en dag i vin- 

teren 1956 kom susende ind i vores 2.g.klasse med et 

projekt, vi absolut skulle diskutere. Han greb kridtet på 

vej op til tavlen og skrev, så det skrattede, et ord, vi 

ikke kendte til: Afkristning. 

Når jeg nævner denne erindring skyldes det, at den 

Lindhardt var bestemt ikke den eneste, der rokkede 

ved barnetroen i de år, det gjorde andre teologer også, 

samt videnskaben, socialdemokratiet, de kulturradikale 

og et pengefikseret borgerskab, der havde travlt med 

at tjene den ene af de to noksom bekendte herrer. Hos 

os vestjyske 2.g.ere var det nyt, og vi anede knap nok, 

at mange mennesker anså kristentroen for ufornuftigt 

tøjeri, der ikke kunne gå i takt med fornuftig videnskab 

og retfærdig politik. 

Den gamle barnetro var i det store og hele lagt i 

gemmekassen, og nogle år senere blev religion som un- 

dervisning i skolerne kraftigt beskåret. Fra 50érne til 

og med 70érne var religionskritikken blevet Det Femte 

Evangelium på teologistudierne, og de moderne profes- 

sorer fortalte de nyankomne studerende, at de var kom- 

met på teologistudiet for at få revet tæppet væk under 

7 

skulle afvikles. Dertil opbyggede arbejderbevægelsen et for mig har været en nøgle til korrektion af den alminde- 

religiøse. 

7 

helt program fra vugge til grav for det enkelte menneske lige antagelse, at sekulariseringen (her kaldet afkristnin- 

Åndeligheden i tresseroprøret 

Her handler det mest om det religiøse, men de to 

– et tilbud, ikke et krav: Som nyfødt kunne man nu få en gen) kulminerede i 1960érne under det store ungdoms- 

Nu ved enhver bibelkyndig, at hvis man absolut vil andre skal kort nævnes. Den æstetiske hovedstrømning 

navneseddel i stedet for kirkedåb, og man kunne tidligt oprør. Sådan var det ingenlunde, det var tværtimod en 

drive alle ånder – eller al Ånd – ud af sit hus, så kan det er selvfølgelig alt det, som dannede tidens billeder, lyd 

blive indmeldt i ligbrændingsforeningen. Efter barneår lang og ubrudt anstrengelse gennem hele moderniteten, 

ske, at der kommer endnu flere ånder tilbage, og de sid- og følelser: musikken, flower power, sit-ins og gavlma- 

i DUI Leg og Virke, kunne man blive borgerligt konfir- og den kulminerede formentlig her i 1950érne. 

ste er tit værre end de første. Sådan var der nok nogle, lerier. Der var små teatre og biodynamisk mad og hipmeret, 

og senere få sat ægteskabet på juridiske skinner Hvad der havde fået vores rektor helt op på mær- 

der så på alt det, der skete i det farverige tresseroprør pier og fred og kærlighed. Make love not war, hed det, 

hos borgmesteren. Til sidst kunne man blive kremeret kerne ved jeg ikke, men det er siden gået op for mig, 

i årene efter, at samfundet i det store og hele havde af- og kærligheden var kosmisk og fri – og temmelig ho- 

og komme i en verdslig urne fra et verdsligt kapel på en at også teologien følte sig stærkt presset af den moviklet 

barnetroen. Der var mange om at drive den sidste vedkulds. 

af de prægtige kirkegårde, der også blev anlagt i de tiderne tids tænkning. Der var således i årene forud gå- 

ånd ud, og den nye teologiske måde at fortolke kristen- Det etiske var en stærk hovedstrøm i midten, som 

der.et 

en heftig og forbitret diskussion om den århusianske 

troen på blev mødt med angst af mange mennesker. De, selvfølgelig handlede om, hvad der er rigtigt og for- 

Der var ikke noget ondt i det, det var tværtimod teologiprofessor P.G. Lindhardts foredrag på Askov Høj- 

som tog det hele mindre alvorligt, lod de sørgelige rekert, godt og ondt, sådan som det etiske altid gør. Det 

lutter god vilje og en i mange måder sund kritisk holdskole i 1952. Det er siden blevet omtalt, som ”dengang 

ster ligge og flyde, men netop det forhold skulle vise var den politiske linje, som minsandten også var broget, 

ning til kirken, som jo ikke i overvældende grad var på Lindhardt afskaffede det evige liv”. Han havde sagt, at 

sig at gemme på et enormt potentiale. 

men som først og fremmest blev dannet på solidaritet 

arbejderklassens side i kampen for social retfærdig- man ikke skulle gøre sig unødige spekulationer om det 

Troens udviklere, præster, lærere og trofaste menig- og protest. Solidaritet med de kolonier, der var ved at 

hed. Der lå en masse fornuftdyrkelse i hele projektet, evige liv, for det var her og nu, vi skulle være. Men efheder, 

udviklede selvfølgelig videre under svære for- frigøre sig, med folk, der kæmpede mod raceundertryk- 

og der var først og fremmest en tro på, at næstekærligterfølgende interviews fik glødende overskrifter, og 

hold, mens afviklerne havde mere kronede dage. Kirken kelse og angrebskrige, især Vietnam. Apartheid og borhed 

skulle udtrykkes i solidarisk adfærd og politik. Men den slags diskussioner har helt sikkert bølget i lærer- 

havde fået et gammelt og stift image, og de partier, der gerrettighedsbevægelser var i centrum, og den politiske 

verdsligt var det. 

værelser og præstegårde over det ganske land. 

ønskede en ren politisk udgave af næstekærligheden, lå teori foldede sig ud med alle sine konflikter og ideer. 

barnetroen. 

i front. Da vi kom til 1960, stod den talstærke ungdom 

med en åben mulighed for selv at tage fat. 

Tresserne skabtes af disse enorme mængder af 

unge, som glædede sig til at revolutionere det hele. Alt 

hed revolution i de år – fra Beatles til tøjbutikker, caféer 

og spillesteder. Det store ungdomsoprør var flydende 

og utroligt kreativt, og det var mangfoldigt, selvom fællesskabsfølelsen 

dominerede. Det eneste samlende ord, 

der kan sættes på den bevægelse er, at den var antiautoritær. 

Alle gamle autoriteter skulle betvivles. 

Og hvad skete der så med troen og det afkristnede 

samfund i den forbindelse? Det er her, det bliver 

ret så interessant, for inde i oprøret fandtes tre hovedstrømninger, 

som går igen i alle de lande, hvor det udviklede 

sig. Jeg har forsøgsvis beskrevet dem med tre 

Kierkegaardske kategorier, som har vist sig at være meget 

anvendelige, nemlig det æstetiske, det etiske og det


Endelig var der den strømning, som her er hovedemnet, 

og som i øvrigt ikke hidtil har vakt særlig opmærksom- 

hed i omtalen af oprøret. Den religiøse strømning har 

ikke desto mindre været den mest sejlivede af de tre 

hovedstrømninger, eller måske bare den, som har levet 

mest ubemærket og derved har kunnet udfolde sig. 

Modsat alt, hvad der normalt siges om de år, så var 

de ikke antireligiøse. Tværtimod skabte de en vidtfor- 

grenet genetablering af religiøsitet og tro. En åndelig 

vækkelse for nu at sige det lige ud. Det bemærkelses- 

værdige var, at den vækkelse stort set gik uden om den 

etablerede kirke og religion. Den fandtes også på det, 

vi som regel kalder den kristne højrefløj, med vækkel- 

sesmøder, moralsk oprustning og nykristne bevægel- 

ser, men den fandtes i særlig grad i hele det brogede 

ungdomsoprør. Og da Folkekirken jo hørte til blandt de 

autoriteter, der var skydeskiver, søgte oprøret alle an- 

76 

dre vegne hen. Det søgte i første omgang mod Østen, 

hvor Nepal, Tibet og Indien var de foretrukne rejsemål. 

77 

Pludselig vidste alle alt om karma, brune ris, medita- 

tion og reinkarnation. De, som vendte den åndelige in- 

teresse mod Vesten, blev indianere. Den indianske spi- 

ritualitet, som havde overlevet i Nord- og Sydamerika 

blev en stor inspiration, og fredspiber (med tjald) gik 

rundt i svedeteltene, sammen med en stor respekt for 

ånden i naturen. 

En anden bevægelse, som foldede sig ud i sam- 

klang med alt dette, var den, der kaldte sig selv New 

age. Den nye tidsalder, som nu var Vandmandes årtu- 

sind. Den bevægelse var også et produkt af hele det 

antiautoritære liv, men den var alligevel en bevægelse, 

der kan defineres selvstændigt. Den var terapeutisk og 

på nogle måder mere kommerciel. Den havde tidligt 

sine egne blade, og den skabte en masse nye små cen- 

tre for den brogede spiritualitet. Her var luften fuld af 

ånder, svingende penduler, auraer, urtemedicin, pyra-

mider, sten, dufte, farver, tarotkort, astrologi og hea- 

ling. 

Det var underholdende og på mange måder et ge- 

demarked, hvor nogle lavede både penge og prestige 

ud af forvirringen, men der var og er også en masse 

nyttigt og godt i hele dette ”alternative” landskab. 

Selvudvikling blev et nøgleord, og det har tiltrukket 

utalte mængder af søgende sjæle, som ikke fandt svar 

andre steder. Alle dem, som fandt den gamle kirke stiv, 

fordømmende og sort, men som alligevel søgte efter en 

udvikling af deres åndelighed og tro. 

Kirken var i det store og hele chokeret over al 

denne åndelige selvtægt, men der var dog enkelte præ- 

ster, der bemærkede, at der også var en ægte religiøs 

søgen på færde. Kirken som helhed var dog i det store 

og hele afvisende, og slog syv kors for sig, da de første 

”hekse” begyndte at brygge urtemedicin af helbredende 

78 

urter. Og det kan man sådan set ikke fortænke kirken i. fostrede store kristne ikoner som Bodil og Hal Koch, og 

sker har gennemlevet fra 1960érne til i dag. 

værdigt af Gud at lade sin søn være menneske uden at 

79 

Men de nye unge teologer da, de som også var en teologi blev igen et eftertragtet fag, selvom det var et 

Anna har været gennem lange forløb med bevidst skulle udsættes for lidelser. Menneskelivet er jo fyldt 

del af de store generationer? Jamen, de deltog også i 

oprøret, og jeg må med skam melde, at vi ikke bemær- 

kede den del. De fleste af dem, kan jeg se i dag, var sik- 

kert at finde i den midterste hovedstrømning, den eti- 

ske/politiske, og det var en rigtig sund kur for både kir- 

ken og teologien. De åbnede teologien op for samfun- 

det, for det sociale og det oprørske. Mange var inspire- 

ret af befrielsesteologerne i Latinamerika, som tog ak- 

tivt del i kampen på de undertryktes side, og efter 1970 

kom den feministiske teologi til. Begge dele var utroligt 

vigtige bidrag og korrektioner til den hidtidige teologi – 

og en af grundene til at Folkekirken i dag er langt, langt 

bedre end sit rygte. 

Anna på jagt efter troen 

At min egen barnetro blev afviklet i de år, kan jeg nok 

ikke påstå, det gik den snarere som hos de fleste andre, 


at den fik lov at flyde, og næstekærligheden blev omsat 

i politik og solidaritetsarbejde. Jeg gjorde som de fle- 

ste i den store bevægelse: vi lagde troen bort sammen 

med titlerne, og dér lå den og flød ligeså stille. 

At langt de fleste af os alligevel kan kortlægge vo- 

res vej væk fra barnetroen, er gået op for mig ret sent. 

Det er bare så sjældent, nogen spørger os om det. Men 

der findes hos de fleste af os begivenheder, opdagelser 

og påvirkninger, som vi kan sted- og tidsfæste i vejen 

væk fra den aktive tro. Processen hos den enkelte lig- 

ner meget den proces, jeg har beskrevet i det historiske 

forløb, og det samme gælder for processen med gen- 

udviklingen af troen. Individ og samfund udvikler sig 

hånd i hånd og modsætningsvist. 

Genudviklingen af troen begyndte nemlig også at 

kunne skimtes her omkring 1960, dengang huset var fe- 

jet næsten rent for Ånd. Det sekulære socialdemokrati 

fag i oprør. Siden kom tresserne med den brogede ån- 

delige vækkelse, og de utalte tusinder fra oprørets ef- 

terdønninger findes stadig omkring os. De findes i alle 

politiske afskygninger, og de er stadig vågne og spiri- 

tuelle, og mange af dem søger i retning af kirke og kri- 

stentro. De går sommetider i cirkler omkring kirkedøren 

og kan ikke kan beslutte sig for, om de vil ud eller ind, 

for de er fyldt med nedarvede forestillinger om, hvad 

kirke og tro er, og de kender meget lidt til den kristen- 

tro, som har udviklet sig det sidste halve århundrede. 

De er gået deres egne veje, og deres billede af kirken er 

det fra dengang: Både tiltrækkende og frastødende. 

Sådan en er Anna. Hun er lidt yngre end jeg, og vi 

har flere fælles bekendte. Derfor vidste jeg allerede lidt 

om hendes liv og spirituelle søgen, da hun så at sige 

dukkede op i mit liv, da jeg arbejdede på min bog. Hun 

stod pludselig foran mig, og afslørede et klart ønske 

om at blive kristen. Jeg var i færd med at snige mig væk 

fra en reception, men hun stod der og sagde: Jeg ved, 

du er kristen. Det vil jeg også så gerne være! 

Min forbløffelse var stor, og jeg må indrømme, at 

jeg i første omgang bare tænkte, lad mig komme væk. 

Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle forholde 

mig til den pludselige og utilslørede opfordring, og jeg 

mumlede lidt i øst og vest på vejen ud. Næste dag ærg- 

rede mig over min åndelige elendighed, og jeg ringede 

til Anna og spurgte, om ikke vi skulle snakke om det, 

hun havde spurgt mig om. Jeg fortalte, at jeg skrev på 

en bog om emnet – og hun kunne jo nok lære mig et og 

andet. Det blev til tre lange møder med båndoptager, 

kager, og masser af gensidig inspiration. Og når jeg 

medtager historien om mit møde med Anna her, så er 

det fordi jeg er sikker på, at Anna er typisk for den ån- 

delige og religiøse udvikling, som millioner af menne- 

spirituel træning og meditation. Hun har befundet sig i 

den mystiske eller esoteriske afdeling, og det har fyldt 

hendes liv i mange år. Hvorfor vil hun så absolut være 

kristen? Jeg spørger helt uden bagtanker, jeg er bare så 

nysgerrig. Og hendes svar forbløffer mig lige så meget 

som hendes henvendelse på receptionen. Det er nem- 

lig lige så kort og præcist: jeg vil så gerne være i et rum 

som kan rumme mig. 

Jeg tænker på det meget åbne og frie rum, hun må 

have været i med sin spiritualitet, og spørger så, hvad 

der mon står i vejen for hendes ønske om at blive kri- 

sten? Er der noget, hun ikke bryder sig om? Og svaret 

kommer ligeså prompte som de andre svar: hun kan 

ikke snuppe det dér med, at en anden skal bære hendes 

skyld og ansvar. Det skal hun da selv bære. 

Jeg siger, at jeg kender ikke mange, der ikke kom- 

mer til at bære deres ansvar på en eller anden måde, 

men om ikke det alligevel er et meget godt løfte om 

at blive tilgivet? Og sådan fortsætter vi. Samtalerne er 

lidt udførligere refereret i min bog, men jeg vil kort her 

nævne et par andre spørgsmål, vi var inde på. Jeg ville 

for eksempel gerne vide, om det måske var selve ho- 

vedpersonen, der var problemet, altså Jesus som Guds 

søn? 

Nej, slet ikke, for Jesus er en fantastisk skikkelse, 

men hun synes blandt andet, at der er for få mirakler 

tilbage i kristendommen. Det finder jeg forbløffende, al 

den stund Jesus jo betjener sig af det ene mirakel efter 

det andet. Men den slags mirakler er nok lidt for dag- 

ligdags i Annas verden. Og jeg spørger så om påsken? 

Opstandelsen? Er det ikke et mirakel? 

Jo, vidunderligt, det bedste af det hele. Men al den 

lidelse! Hvad skal vi med det? Og jeg forsøger mig med 

et modspørgsmål: Ville det ikke være temmelig utro- 

med lidelser? Jo, på den måde forstår hun det fuldstæn- 

digt. 

Næste gang vi mødes, har hun været i sin lands- 

bykirke, og hun fulgtes med nabokonen, for hun var 

ikke meget for at gå alene. Jeg spørger, hvad der var 

det bedste ved det, og også her er svaret uden tøven: 

Altergangen. At ligge på knæ dér sammen med femten 

mennesker, hun ikke kendte, og dele måltidet, mens so- 

len faldt ind gennem kirkeruderne. 

Jeg forstår, at Anna nok er fuldt så kristen som jeg 

selv, men vi fortsætter alligevel samtalerne en omgang 

mere. Anna er, så vidt jeg ved, stadig søgende, men 

jeg regner hende for kristen. Uden for al tvivl. Hun er 

bare en utraditionel kristen, og hvad mere er, hun er et 

perfekt eksempel på, hvad vi står overfor som kristen 

kirke i dag. Titusinder, der har fået tæppet rykket væk 

under barnetroen og derefter selv har været ude og

lede og bygge op. Mennesker, som er dybt spirituelle, 

og som står på spring for at finde det rum, som kan 

rumme dem og alle deres forunderlige og skæve erfa- 

ringer. Sjældent har jorden været så gødet for en åben 

samtale om tro og religiøse retninger, som den er nu. 

Voksen eller voksende tro 

For dem, som beslutter at udvikle tro og Gudsforhold, 

ændrer forholdet til teksten sig, det modnes, og det er 

en endeløs og spændende vej. For nogle mennesker går 

det hurtigt, men for mange er det en vej fuld af spørgs- 

mål og modstand, og her skal der nok både læses og 

samtales. Der er ingen regler. 

Jeg tror, at mange af os husker mere fra Det gamle 

testamente end fra Det ny, og det hænger sikkert sam- 

men med, at de gamle fortællinger er så elementært 

spændende med deres tusindårige menneskeerfaringer. 

80 

Men det er også her, mange støder på den største mod- til kirke og tro. Sådan en liste kan vi vist alle sammen 

hellighed som begreb er åbenbart levende hos mange 

81 

stand, for det ”passer jo ikke”. Skabelseshistorien på de lave: At salmerne synges i for højt et toneleje og at guds- 

mennesker, og det er da tankevækkende. 

syv dage vil en moden tro nok ikke hænge sig i, men at 

forholde sig til historien om Adam og Eva og syndefal- 

det kan være både modstand og forhindring. For det er 

en mægtig fortælling om menneskelivets store spørgs- 

mål. Hvorfor er der så mange lidelser i livet? Hvorfor 

er vi så langt væk fra Gud? Hvorfor opfører vi os ikke 

bedre overfor hinanden? Og hvorfor har vi alligevel en 

sær vished om noget, der må være gået tabt i begyn- 

delsen? Ingen spørgsmål besvares entydigt i fortællin- 

gen, men den åbner hele tiden døre til nye spørgsmål, 

sådan som al stor mytologi gør det. Den fastholder og 

fordyber og skaber ro i stedet for rystelser. 

Troen er en besynderlig og stædig tilstand, et spring 

ind i en anden dimension, som aldrig kan forklares helt, 

for den er udenfor alle videnskabelige kategorier Den 

er et kvalitativt spring ud på de mange tusind favne, et 

spring, hvor man i grunden ikke ved, hvor man lander, 


men bare må lægge det i Guds hånd. Det er et spring, 

som efterlader videnskab og fornuft og logiske argumen- 

ter bagude. Sådan er det, og det bliver nok ikke anderle- 

des. 

Mennesker i dag gør det – stik imod alle videnska- 

belige og politiske anstrengelser. Hvordan vi som kirke 

og menighed kommer videre med hele projektet, er 

ikke til at sige, men de fleste præster vil nok mene, at 

de tager det på sig hver eneste dag. Det vil jeg give 

dem ret i, og de fleste af dem vil sikkert også medgive, 

at det ikke er nok, for samtalen skal også ud i det fælles 

og verdslige rum, der hvor mennesker taler med hin- 

anden om de ting, dér, hvor Gud og hvermand er dag- 

lig samtale, og hvor lægfolk og kvindfolk er hinandens 

vejledere og sjælesørgerne. 

I dette fælles og verdslige rum eksisterer der en 

topti-liste over folks yndlingsaversioner, når det kommer 

tjenesteformen er stiv og formel, hører til de mindre ting, 

men øverst på topti-listen finder vi ofte synden! Dette at 

vi er syndere og kun syndere. Folk synes, det føles for- 

dømmende på den gammeldags måde, og at det hører 

hjemme i den gamle sorte kirke. Vi har jo omsider lært, 

at vi er gode nok som vi er. Det er åbenbart svært for os 

at lære, at vi er elskede og værdifulde for Gud, selvom og 

på trods af at vi bestemt ikke altid gør det lige godt. En 

mærkelig vægring imod at være elsket uden betingelser. 

Til andre, men mindre, aversioner hører jomfru- 

fødslen og djævelen. Selvom de fleste i dag er ligeglade 

med den lille detalje om jomfrutilstanden, så virker det 

åbenbart sært på mange, at den indgår i trosbekendel- 

sen. Og at djævelen optræder som en person i trosbe- 

kendelsen, finder mange mennesker i bedste fald lidt 

skørt. Begge ting er dog til at komme om ved, når man 

får set på de mulige fortolkninger af de gamle billeder. 

En noget alvorligere del er talen om mulig fortabelse 

til et helvede med gråd og tænders gnidsel. Jeg får den 

sommetider som det svære skyts, når jeg møder en- 

gagerede ateister. De hævder, at jeg ønsker, de skal 

brænde i helvede til evig tid. Det siger de virkelig. Det 

er lærerige diskussioner, men hvis vi og de er interesse- 

rede i udviklingen af troen, så kræves det, at vi selv er 

klædt på til samtalen om alle yndlingsaversionerne. 

Landskabet af søgende ændres hele tiden. Det er 

ikke bare de gamle spirituelle som Anna, det er unge 

og gamle af meget forskellig slags. Et pudsigt eksempel 

er fra det nyligt udkæmpede slag om besættelsen af en 

kirke på Nørrebro. Det viste sig her, at det især var på 

den traditionelle venstrefløj, folk opfattede kirkerum- 

met som fredhelligt, mens en biskop højrøstet erklæ- 

rede, at kirkerummet ikke var mere fredhelligt end et 

offentligt lokum. Rent juridisk har han jo ret, men fred- 

Positionerne flyttes, og det er frodigt, og min erfa- 

ring er, at det er nemt at åbne op i alle de her spørgs- 

mål. Det sværeste at forandre er dette, at mange stadig 

betragter det som et intellektuelt handicap at være tro- 

ende. Her finder vi de benhårde ateister, som opruster i 

takt med, at troen udvikles. I deres øjne har vi efterladt 

både forstand og tanke bagude, og vi har diskvalifice- 

ret os i forhold til videnskabelig og intellektuel aktivitet. 

Til dette er der kun at sige, at man skal holde sin viden 

og sit intellekt i god form, når man er troende. 

De moderne ateister holder desuden fast i den 

bogstavelige bibellæsning, for hvis ikke de havde den 

at holde sig til, var der ikke nogen skyderskiver til- 

bage. De kæmper mod drager, som for længst er ud- 

døde, men de synes, vi snyder på vægten, og bare ren- 

der fra det hele, når vi siger, at sådan forholder det sig 

ikke længere med troen. 

Vi, på den anden side, skal ikke pådutte dem, at de er 

mennesker med en religiøs mangelsygdom. Jeg har hele 

mit liv kendt og holdt af ateister af alle slags, og de fle- 

ste af dem er mennesker med stor integritet, næstekær- 

lighed og moral, som fuldt ud kan måles med den ægte 

og ydmyge troende. De skal respekteres for det, de står 

for. Der er ingen etiske gradforskelle mellem dem og de 

troende. Der er kun troen til forskel. De mangler ikke 

en dimension i livet, sådan som nogle siger. Det er de- 

res egen afgørelse, hvad de mangler eller ej. Selv må 

jeg nøjes med at sige, at personligt ville jeg føle et me- 

get stort savn, hvis jeg skulle leve uden tro.

Årsberetning 2009 

Ved biskop Erik Norman Svendsen 

Siden sidste landemode har vi mistet tre præster, der 

har haft deres sidste embede i Københavns stift: 

23. november 2008: 

Finn Allan Ellerbek, fhv. sognepræst ved Kingos Kirke 

og provst for Nordøstre provsti. 

23. marts 2009: 

Martin Svane, fhv. sognepræst ved Flintholm kirke. 

82 

Jeg havde troet, at det ville blive en relativ rolig afslut- 

der kom til at stå det modsatte. Afstemningen blev af- lande og England deltog i den højtidelige handling, der 

83 

11. august 2009: 

ning, men det blev det ikke. Til den sidste dag var der 

lyst, og en ny tidsfrist fastsat for valghandlingen. Fyns blev forestået af mig som min sidste embedshandling. 

Kjeld Olesen, fhv. sognepræst ved Sct. Lukas kirke. 

1. oktober 2009: 

Hans Hermansen, fhv. sognepræst ved Timotheus kirke 

og provst for Valby-Vanløse provsti. 

Vi vil med taknemmelighed bevare mindet om deres liv 

og gerning og bede Gud bevare dem til en glædelig op- 

standelse. 

Ved landemodet i oktober 2008 meddelte jeg, at jeg ag- 

tede at gå af som biskop med udgangen af august 2009, 

og at jeg derfor havde aftalt bispevielse i Københavns 

Domkirke den 30.august med Hendes Majestæt Dron- 

ningen. 

Min meddelelse var vist uventet for de fleste men 

længe forberedt af mig selv. En avis skrev, at jeg gik i 

utide, fordi jeg ikke blev på posten til jeg fyldte 70 i 

januar 2011. Selv mener jeg, at det var det helt rigtige 

tidspunkt for et stillingsskift på bispestolen. En lang og 

kompliceret strukturproces var afsluttet, og efter 17 år 

i embedet ville jeg gerne prøve kræfter med andre og 

ikke helt så tidskrævende opgaver. 

sager, der krævede min opmærksomhed og stillingta- 

gen, og der har været mange møder og administrative 

sager på dagsordenen. I stiftsadministrationen har man 

ud over de mange daglige gøremål også måttet bruge 

tid og kræfter på bispevalget. Selv har jeg arbejdet på 

bispekontoret til sidste dag den 31.august, hvor jeg bød 

stiftets nye biskop Peter Skov-Jakobsen velkommen ved 

et personalemøde. Jeg finder det derfor naturligt at af- 

lægge en kort årsberetning om det landemodeår, der 

begyndte i oktober 2008 og for mit vedkommende af- 

sluttes med udgangen af august 2009. 

Bispevalget 

Kirkeministeriet udskrev bispevalget den 8. januar 

2009, og i den følgende tid meldte hele 7 kandidater 

sig. De 6 fik stillere nok til første runde af bispevalget, 

der blev et tæt løb mellem 4 af de opstillede kandidater, 

hvor de to med højest stemmetal gik videre til anden 

runde: Generalsekretær, pastor Kaj Bollmann, der fik 

flest stemmer i første runde, og sogne- og orlogspræst 

Peter Skov-Jacobsen. Ved optællingen af stemmer i an- 

den runde den 16. juli kom Peter Skov-Jacobsen ud som 

en klar vinder. Men forinden havde der været en række 

mindre kiks i valghandlingen, som fik store konsekven- 

ser i form af udsættelse af valget i første runde og kri- 

tik af optællingen af anden runde, fordi en del stemmer 

kom for sent til at blive talt med. 

For stiftsadministrationen var de omtalte kiks og fejl 

naturligvis ærgerlige, især da man var helt uskyldig i 

den første fejl, der var af bogtrykkerteknisk art. Den an- 

den fejl må valgbestyrelsen tage på sin kappe sammen 

med stiftsadministrationen. I følgeskrivelsen til menig- 

hedsrådene manglede et lille ”u” i ordet ”ugyldig”, så 

stiftsadministration blev tilkaldt af ministeriet for at bi- 

stå i valgets afsluttende fase, men heller ikke den und- 

gik kritik på grund af brevstemmernes optælling på en 

mandag efter Kristi Himmelfarts-weekenden, hvor post- 

udbringningen var særlig langsom. 58 stemmer duk- 

kede op dagen efter fristens udløb og kom dermed for 

sent. Der blev klaget til både ministerium og ombuds- 

mand herover, men valgresultatet stod efter begges op- 

fattelse fast. 

Så meget desto større glæde er det, at 2. runde fik 

en klar afgørelse, så ingen kan sætte spørgsmålstegn 

ved valget. 

Kirkeministeriet er på baggrund af de københavnske 

erfaringer klar til at drøfte processen for et bispevalg 

og har derfor indkaldt til et møde med deltagere fra bi- 

spevalget i Københavns stift samt repræsentanter fra 

Aalborg stift, der skal vælge ny biskop inden næste 

forår. Her vil bl.a. muligheden for udarbejdelse af en 

mere detaljeret vejledning/drejebog til kommende valg- 

bestyrelser vil blive drøftet. 

Bispevielsen 

Selve bispevielsen blev en stor og festlig gudstjeneste 

i stiftets domkirke under overværelse af Hendes Maje- 

stæt Dronningen og kronprinsparret samt kirkeministe- 

ren, folketingets formand, forsvarsministeren, ombuds- 

manden, repræsentanter for de to teologiske fakulteter 

samt den katolske kirkes biskop, metodistkirkens bi- 

skop, overrabbineren og mange andre repræsentan- 

ter for kirkeministerium, stat, kirkeliv og organisatio- 

ner, værnene samt en meget stor repræsentation af stif- 

tets menighedsråd og præster. Alle rigets biskopper og 

stiftets provster samt biskopper fra de andre nordiske 

I min tale til Peter Skov-Jakobsen havde jeg valgt det 

samme skriftsted fra 1. Johannesbrev kap.1 vers 5, 

som jeg havde valgt ved hans ordination den 3. august 

1993 til stillingen som dansk sømandspræst i Hull. Den 

nye biskop prædikede over dagens tekst fra Markusevangeliet 

kap. 7 vers 31–37, og gudstjenesten sluttede 

med altergang, der foregik ved syv stationer rundt om 

i kirken. Efter bispevielsen indbød Vor Frue menighedsråd 

til reception i Universitetets festsal og om aftenen 

havde kirkeminister Birthe Rønn Hornbech inviteret 

en lang række gæster fra ind- og udland til middag på 

Hotel Admiral. 

Kirkestrukturen 

I landemodeåret har der været arbejdet meget med implementeringen 

af de mange forandringer i sogne- og

pastoratstrukturen samt arbejdet med provstistruktu- 

ren. Også i den forbindelse har der været trukket store 

veksler på stiftspersonalets indsats. 

På Vesterbro blev der indgået aftale om, at 8 sogne gik 

sammen om at danne Vesterbro bykirke. Det kunne kun 

ske med kirkeministeriets opbakning til dispensation 

fra en række gældende bestemmelser. Trods vedtægts- 

mæssige knaster faldt alting heldigvis på plads, så by- 

kirken kunne ”åbne” den 1. april. Både præster og me- 

nighedsråd samt provsten på Vesterbro fortjener stor 

anerkendelse for deres engagement og opbakning i 

denne sag. 

I Vor Frue provsti blev der indgået en samarbejdsaftale 

mellem Vor Frue, Sct. Andreas og Trinitatis sogne om at 

indgå i et fælles pastorat. De nye vedtægter for samar- 

8 

bejdet blev efterfølgende godkendt af Kirkeministeriet 

og sikrer en mere varieret brug af de tre citykirker med 

8 

plads til forskellighed og opgavefordeling. 

De nye sognesammenlægninger var på plads til 1. søn- 

dag i advent, hvor de nye menighedsråd tiltrådte, men 

efterfølgende har der været enkelte vanskeligheder i 

kølvandet herpå af såvel administrativ som politisk art. 

Heldigvis ser det ud til, at alle de nye menighedsråd nu 

fungerer som planlagt. 

Ved en festlighed i april blev det markeret, at Samuels 

kirke fremover udelukkende skal fungere som diakoni- 

kirke med ugentlig hverdagsgudstjeneste og bespisning. 

Sidste søndag i april blev Sjælør kirke i Sydhavn sogn 

taget helt ud af folkekirkelig brug ved en bevægende 

gudstjeneste, hvor kirkens alterbøger og hellige kar til 

sidst blev båret ud af kirken. Den er nu gået tilbage til 

Årsberetning 2009 Årsberetning 2009

Kirkefondet som ejer, der har solgt bygningen til KFUM- 

spejderne i Danmark. Overskuddet har Kirkefondet pris- 

værdigt reserveret et kommende kirkeprojekt i Sydhavn 

sogn. 

Pastoratændringerne er blevet fulgt op med regulativer 

til præsterne, der skal sikre en så hensigtsmæssig ar- 

bejdsfordeling som muligt. 

Med hensyn til provstistrukturen blev forslaget om at 

sammenlægge henholdsvis Holmens og Østerbro prov- 

stier og Vor Frue og Vesterbro provstier afvist af kir- 

keminister Birthe Rønn Hornbech, der henviste til, at 

hun ønskede at bevare den nuværende provstiindde- 

ling frem til 2012 af hensyn til implementeringen af de 

mange ændringer i sogne- og pastoratstrukturen. 

86 

Forslaget om at reducere Københavns stift med to provskrivning og fordeling af det bindende stiftsbidrag, som 

længe været ønsket, ikke mindst i de store bysamfund, ger på Bornholm, men alligevel er der i landemodeåret 

87 

stier var ellers et kirkeministerielt påbud, som stiftsrå- i 2009 andrager godt 3 mil. kroner. I det kommende 

hvor sognetilhørsforhold langtfra altid følger sogne- blevet genopslået tre stillinger. Øens provst Gotfred Lardet, 

landemodet og jeg selv havde brugt ganske mange permanente stiftsråd vil den opgave blive varetaget af 

grænsen.sen 

har peget på de ekstra omkostninger, der er for- 

kræfter på at finde fælles fodslag om. Nu er det hele hele stiftsrådet, de gejstlige medlemmer inklusive. 

bundet med at være præst på en ø som Bornholm, bl.a. 

udskudt på ubestemt tid, hvilket set med stiftets øjne 

Ved samme lovændring blev der tillige gennemført en i forbindelse med rejser til andre dele af landet. Han har 

ikke er noget problem, da såvel Vor Frue som Holmens Der er i landemodeåret holdt fire møder såvel i stiftsrå- 

udvidelse af kredsen af præster, der kan modtage sog- derfor foreslået et særligt Bornholmstillæg eller fasthol- 

provstier er særdeles velfungerende. 

det som i stiftsøkonomiudvalget. Referater herfra kan 

nebåndsløsere, således at også overenskomstansatte delsestillæg for præsterne. 

Sammenfattende kan det siges, at strukturforandringer 

altid vil medføre en vis uro og ængstelse hos de impli- 

cerede, indtil den nye struktur er faldet helt på plads og 

mulige skævheder rettet op. Selve arbejdet med at til- 

passe kirkestrukturen til virkeligheden i form af med- 

lemstal og arbejdsopgaver vil fortsætte i de kommende 

år i det omfang biskop, provster, stiftsråd og det kø- 

benhavnske budgetudvalg må finde det nødvendigt og 

hensigtsmæssigt. 

Årsberetning 2009 Årsberetning 2009 

Stiftsrådet 

Stiftsrådet, der indtil nu har været et forsøg, fik i februar 

måned forlænget sin funktionsperiode af kirkemini- 

steriet fra 1. april til 1. november med henblik på at få 

lovgivningen om permanente stiftsråd gjort færdig og 

vedtaget af folketinget. Det er i høj grad stiftsrådets for- 

tjeneste, at strukturprocessen fik et konstruktivt forløb 

og førte til markante og nødvendige ændringer af stif- 

tets sogne- og pastoratstruktur. Samtidig fik stiftsrådet 

bevist, at rådet er kommet for at blive som et nødven- 

digt samtaleorgan mellem biskop og landemode på den 

ene side og stiftets menighedsråd og provstiudvalg på 

den anden. Jeg vil gerne takke det afgående stiftsråd 

med formanden Inge Lise Petersen i spidsen for et en- 

gageret og perspektivrigt samarbejde. 

Den læge del af stiftsrådet har desuden udgjort det 

stiftsøkonomiudvalg, der har haft kompetencen til ud- 

læses på stiftets hjemmeside. 

Ved lov af 12. juni 2009 om folkekirkens økonomi blev 

der etableret permanente stiftsråd. Kirkeministeriet ud- 

sendte den 17. juni Bekendtgørelse om stiftsråd, der 

skal afløse den hidtidige forsøgsordning. De nye stifts- 

råd vil begynde arbejdet den 1. november og er valgt 

for fire år. Deres sammensætning kommer til at ligne 

den hidtidige sammensætning i Københavns stift: Bis- 

kop, domprovst, 1 repræsentant for stiftets provster, 3 

repræsentanter for stiftets præster samt 1 menigheds- 

repræsentant for hvert provsti (11). Menighedsrepræse 

ntanterne udgør således flertallet i stiftsrådet. 

Formanden for stiftsrådet skal fremover vælges blandt 

de valgte menighedsrepræsentanter, mens biskoppen 

er forretningsførende medlem, mens stiftsadministrati- 

onen skal bistå stiftsrådet med varetagelsen af dets op- 

gaver. 

Ændring af love 

Det var ikke blot lov om folkekirkens økonomi, der blev 

ændret i landemodeåret, men også lov om medlemskab 

af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. 

Første del af denne lov omhandler en modernisering og 

præcisering af, hvornår et folkekirkemedlem, der ikke 

tilhører sognemenigheden, alligevel har ret til kirkelig 

betjening i sognemenighedens kirke. Den ændring har 

præster fremover kan modtage sognebåndsløsere, for- 

udsat disse sognepræster har sæde i menighedsrådet. 

Visby stift 

Der har ikke været delegationsbesøg i eller fra vores 

venskabsstift, Visby stift i år, men forbindelsen har væ- 

ret varetaget på stabsplan af pastor Camilla Sløk og 

provst Thomas Stoor fra Svenska Gustafskyrkan i København. 

Han har betydet meget for den nære forbindelse 

mellem kirken i Københavns stift og Visby stift, i hvis 

domkapitel han har haft sæde som provst. I juni må- 

ned forlod han Danmark for at blive præst i Linkøbing, 

hvor han tidligere har været præst. I forbindelse med 

bispevielsen besøgte biskop Lennart Koskinen fra Visby 

stift København for at indsætte den nye svenske præst i 

Gustafskyrkan og deltage i bispevielsen. 

Menighedsrådene 

Menighedsrådene fik lidt færre ansøgere til de ledige 

stillinger end for blot et par år siden. Der er dog stadig 

ganske mange ansøgere til embederne i København- 

Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner, mens det 

kniber med at få tilstrækkelig mange og kvalificerede 

ansøgere til Bornholm. 

Det er beklageligt, da Bornholm har mange attraktive 

stillinger, smukke kirker og aktive menigheder. Der er 

gjort meget for at gøre opmærksom på ledige stillin- 

I landemodeåret har der i Københavns Stift været opslået 

i alt 17 præstestillinger med i alt 432 ansøgninger 

– et gennemsnit på godt 25 ansøgere pr. opslag. 

Jeg vil gerne takke de nye menighedsråd for engageret 

arbejde og for omstillingsparathed i strukturspørgsmålene. 

En særlig tak for det bispekors, som menighedsråd 

og provstier gav mig som hædersgave i forbindelse 

med min afskedsgudstjeneste den 23. august. Det 

smukke kors, der er en tro kopi af det ”rigtige” bispe-

kors vil blive båret med taknemlighed af mig og til sin 

tid givet tilbage til bispeembedet, så også mine efter- 

følgere kan bruge det. 

Præsterne 

Den af Kirkeministeriet pålagte omfordeling af præste- 

stillinger mellem stifterne indebærer for Københavns 

stift, at vi skal aflevere 7,2 stillinger i løbet af de kom- 

mende år til andre stifter. 

Én stilling er allerede blevet afleveret (sognepræ- 

stestilling i Kapernaum-Ansgar pastorat), og der er ved 

aftale med provsterne sat navn på mulige kommende 

nedlæggelser, så processen så vidt muligt kan gennem- 

føres ved naturlig afgang. 

Det traditionsrige stiftspræstekursus i maj blev i år efter 

en række år på Grundtvigs Højskole i Hillerød holdt på 

88 

Bornholm. Bornholms Højskole var den perfekte ramme mine år som biskop. Der har været meget få egentlige 

året beskyttelse af de baltiske landes luftrum. På skift Jeg har i marts måned igen besøgt sømandskirken 

89 

for kurset, der denne gang havde temaet: ”Fred,” såvel sager, men til gengæld mange spændende og perspek- 

blev det danske personel i den forbindelse kirkelig set i Hamborg med dansk gudstjeneste samt tysk fore- 

teologisk som politisk på programmet. Blandt andet fik tivrige initiativer, hvor vi har kunnet støtte hinanden 

betjent af 3 flyverpræster. 

drag i dansk-tysk venskabsforening. Kirken blev takket 

kursusdeltagerne besøg af en veloplagt forsvarsmini- i gennemførslen heraf. Jeg har også været glad for at 

En flyverpræst har også været udstationeret i Afgha- være Ny Carlsbergfonden fornyet i 2007 af kunstneren 

ster Søren Gade samt den tidligere svenske ærkebis- blive inviteret ud ved særlige anledninger som prædinistan 

for at betjene dansk flyvevåbenpersonel og Erik A. Frandsen, og takket være A.P. Møller og hustru 

kop K.G. Hammer. Nævnes skal også besøget på Høstkant eller foredragsholder. På den måde har jeg stort 

hjælpe med betjeningen af de udsendte soldater fra Hæ- Chastine Møllers Fond fik kirken fornyet haveanlæg og 

museet i Gudhjem og en formidabel morsom revy, som set besøgt alle stiftets sogne. 

ren. Endnu en flyverpræst vil indtil efter nytår gøre tje- kirkeplads. Der er i byen en stor kreds af danskere, der 

i år naturligt fokuserede på bispevalget. 

neste her, ligesom der også vil følge flyverpræster med naturligt slutter op om kirken og dens arbejde, også 

Værnspræsterne 

en flyvevåbenenhed til Libanon fra den 1. december. økonomisk. 

Mere end 70 præster deltog, og de fik et par fine dage 

såvel fagligt som kollegialt. Jeg vil gerne takke forstan- 

derparret på Bornholms Højskole samt kursusudvalget 

for tilrettelæggelsen og vore foredragsholdere for in- 

spirerende medvirken. At Bornholm både vejrmæssigt 

og naturmæssigt viste sig fra sin allerbedste side bi- 

drog til de vellykkede dage. 

Den årlige nytårssammenkomst i bispegården samlede 

i år ekstra mange præster. Sammen med stiftspræste- 


kurset er det en af de gode muligheder for at være sam- 

men uofficielt og kollegialt på tværs af sogne- og prov- 

stigrænser. Det glæder mig, at ikke mindst stiftets nye 

og yngre præster har meldt sig til de årlige kurser. 

Der har i det forløbne år været afholdt 5 ordinationer, 

heraf 1 på Bornholm med i alt 10 ordinander. Hermed 

har jeg ordineret 187 teologer til præsteembede i mine 

17 år som biskop. Ordination med forudgående bispe- 

eksamen er en af biskoppens vigtigste opgaver, som til- 

lige indebærer, at man lærer hinanden at kende både 

fagligt og menneskeligt. Det hører så afgjort til embe- 

dets mere glædelige del at føre nye kolleger ind i præ- 

steembedets særlige opgaver. 

Jeg vil takke mine kolleger for loyalt og åbenhjertigt 

samarbejde og al den venlighed, der er vist mig i alle 

Forsvarets gejstlige tjeneste kunne glæde sig over en 

smuk og værdig flagdag for de danske soldater med 

mindegudstjenester for de faldne i Holmens Kirke og 

ud over landet d. 5. september 2009. 

Feltpræstetjenesten er i god gænge med planlægning 

ca. 2 år frem i tiden. Det sker, at planerne på grund af 

indtrufne omstændigheder må justeres med kort varsel. 

Samarbejdet med stifter og provstier fungerer upåkla- 

geligt. I øjeblikket er 16 feltpræster pr. år berørt at ud- 

sendelser i kortere og længere perioder. Desværre mis- 

ter vi soldater i Afghanistan. Det er hårdt for dem der- 

ude. Herhjemme er en række feltpræster involveret i 

overbringelse af dødsbudskab og af kistemodtagelse 

og begravelse. Det kan være en tung tjeneste men nød- 

vendig tjeneste. 

I det forgangne landemodeår har to orlogspræster gjort 

tjeneste ombord i kommandostøtteskibet ABSALON i 

operation TF 150 udfor Afrikas Horn, og 2 orlogspræs- 

ter har gjort tjeneste ombord i kommandoskibet THE- 

TIS. Næste år forventes der udover uddannelsessejlad- 

ser og kortere sejladser et træk på 5 orlogspræster til 

sejlads i forbindelse med søværnets internationale ak- 

tiviteter. 

Fra Flyvevåbnet ydede danske F-16 fly i den første del af 

Folkekirkens katastrofeberedskab 

Som omtalt i forrige årsberetning, blev der i 2008 nedsat 

en arbejdsgruppe, der inden årets udgang skulle 

komme med forslag til, hvorledes folkekirken bedst organiserer 

varetagelsen af beredskabsopgaver i fredstid 

og i egentlige beredskabs-situationer. I arbejdsgruppen 

har jeg repræsenteret biskopperne og provst Sten 

Wenzel-Petersen Folkekirkens Katastrofeberedskab i 

Storkøbenhavn. 

Arbejdsgruppen afleverede sin endelige rapport til 

Kirkeministeriet kort før årsskiftet, og den 18. september 

udsendte kirkeministeriet ”Cirkulære om folkekirkens 

katastrofeberedskab”, der skaber rammerne for 

en landsdækkende organisering og tilrettelæggelse af 

beredskabet og placerer ansvaret herfor inden for stiftet 

hos biskoppen. Opgaven skal løses regionalt og biskopperne 

skal efter opslag udpege en provst eller 

præst som ledende beredskabspræst i regionen, der på 

biskoppernes vegne skal varetage det daglige arbejde 

med folkekirkens katastrofeberedskab i regionen. Til 

Region Hovedstaden hører således både Københavns 

stift og Helsingør stift. Det fastslås, at biskoppen over 

Københavns stift træffer afgørelse om udsendelse af 

beredskabspræster til udlandet. 

Danske Sømands- og udlandskirker 

DSUK afventer nu kirkeministeriets fastlæggelse af det 

fremtidige biskoppelige tilsyn. Det ser heldigvis ud til, 

at alle sømandskirkerne fortsat vil høre hjemme i Holmens 

provsti og København stift, hvortil kommer de 

øvrige danske udlandskirker i Europa. 

Biskop Peter Skov-Jakobsen har den 1. september afløst 

mig som tilsynsførende biskop og medlem af DSUKs 

bestyrelse.

Stiftsårbog, Infocenter og Stiftstidende 

Årbog for Københavns stift 2008 bragte 10 historiske 

fortællinger fra huset, der knirker og knager, som Mar- 

git Svendsen oprindeligt har holdt som causerier ved 

nytårssammenkomsterne i bispegården. Redaktionen 

har til min store glæde besluttet også at påtage sig ud- 

givelsen af årets stiftsårbog 2009. Hvad der derefter 

skal ske er op til den nye biskop, der for øvrigt har sid- 

det i redaktionen af stiftsårbogen i en årrække. 

Folkekirkens Infocenter i Københavns stift har fortsat 

sin udgivelse af det elektroniske ugebrev med god orien- 

tering om kirkelivet i stiftet. Indtil 1. september har Peter 

Skov-Jacobsen som en del af sit præsteembede været te- 

ologisk tovholder i Infotjenesten og ydet en dygtig og 

værdsat indsats som skribent. Det vil jeg gerne takke 

ham for. 

90 

lige problemer ved Marmorkirken og på Assistens Kirke- 

jeg med opbakning fra menighedsråd og sognepræst 

91 

Jeg vil gerne takke begge redaktioner for deres dygtige gård. I begge sager har Stiftsøvrigheden afgivet omfat- 

Desuden er Vor Frelsers kirke efter tre års restaurering er blevet knyttet som hjælpepræst til Garnisons kirke, 

arbejde til inspiration og oplysning for såvel præster 

som menighedsråd og andre kirkeligt interesserede. 

Folkekirken.dk. 

Folkekirkens nye officielle hjemmeside er nu lanceret i 

alle stifter med pastor Ellen Aagaard Petersen som ny 

redaktør. Efter en beskeden start er det meningen at re- 

lancere folkekirken.dk i en større udgave op til advent 

i år. Jeg har indtil 1. september sammen med biskop 

Steen Skovsgaard repræsenteret biskopperne i besty- 

relsen. 

Stiftsudvalg, stiftscentral og skoletjeneste 

Jeg henviser til de trykte beretninger i årbogen. Dertil 

lægger jeg en stor tak til alle medarbejderne, der har 

gjort en flot indsats for at inspirere og forny kirkelivet 

i vores stift. 


Landemodet 

Der har traditionen tro været afholdt både det årlige 

landemode og et forårsprovstemøde med stiftsamt- 

mand og provsterne, og der er gennemført GRUS-sam- 

taler med provsterne. Referater fra de to provstemøder 

er trykt i årbogen. 

Jeg vil takke alle provsterne for godt, kammeratligt og 

åbenhjertigt samarbejde. Provsterne har i de senere år 

fået stadig flere tidskrævende opgaver lagt på deres 

skuldre, og samtidig er de uundværlige som en vital del 

af det biskoppelige tilsyn. Det har jeg være mig meget 

bevidst, og jeg er meget taknemlig for den støtte, jeg 

har modtaget fra provsterne. 

Stiftsøvrighed og stiftsadministration 

Den kommende cityring i København vil skabe sær- 

tende høringssvar og dertil ført forhandlinger om ned- 

læggelse af gravsteder på Assistens kirkegård med hen- 

blik på at værne gravfreden. 

Vores stiftsadministration har som allerede nævnt haft 

en del ekstra arbejdsopgaver i det forløbne år, hvor 

man også har skullet indgå resultatkontrakt med kirke- 

ministeriet. Jeg vil gerne takke dem for godt og humør- 

fyldt arbejde. Vore fire stiftsjurister med stiftskontor- 

chef Helle Ostenfeld i spidsen har været hårdt spændt 

for og har måttet arbejde langt ud over normal arbejds- 

tid. Det gælder også bispesekretæren, der var tovhol- 

der for alle de mange praktiske dispositioner ved bispe- 

vielsen. De fortjener i år en særlig stor tak. 

Morten Palsbo valgte at tage sin afsked som kasserer 

i foråret og er blevet erstattet af økonomifuldmægtig 

Hans Nielsen. Morten Palsbo og Hans Nielsen funge- 

rede sammen en kort overgang med henblik på at gøre 

skiftet så problemfrit som muligt. 

Vores stiftamtmand Bente Flindt Sørensen har også i år 

været til stor juridisk hjælp for stiftsadministrationen 

og tager med stor oplagthed del i stiftets liv og virke. 

Det vil jeg takke hende varmt for. 

Jubilæer og kirkefester 

I landemodeåret har følgende kirker fejret jubilæum: 

Mariakirkens 

100 års jubilæum, pinsedag, den 31. maj 2009. 

Vanløse kirke 

100 års jubilæum, den 2. august 2009. 

blevet genindviet af biskop Peter Skov-Jakobsen den 13. 

september 2009. 

Gave 

Bispegården har takket være Ny Carlsberg Fonden ved 

formanden Hans Edvard Nørregård-Nielsen fået to bil- 

leder deponeret i den officielle spisestue: Et moderne 

nadverbillede, ”Opstilling”, af Karen Birgitte Lund, og et 

fotobillede fra Grønland – ”Indlandsis og moræneler” af 

Per Bak Jensen. På stiftets vegne vil jeg takke varmt for 

Ny Carlsberg Fondens generøsitet. 

Grønland 

Grønlands Landsstyre var så venlig at invitere mig med 

til fejringen af Grønlands nye selvstyre i min egenskab 

af tidligere biskop over Grønlands stift. Jeg deltog der- 

for sammen med kirkeminister Birthe Rønn Hornbech i 

festlighederne i Nuuk på Grønlands nationaldag den 21. 

juni. Regentparret og kronprinsparret deltog naturlig- 

vis i den vigtige markering, og festlighederne blev ind- 

ledt med gudstjeneste i Frelsers kirke, der er Grønlands 

domkirke, ved biskop Sofie Petersen. 

En barnedåb 

Møgeltønder kirke var søndag den 26. juli 2009 ramme 

om dåb af prins Joachims og prinsesse Maries første 

barn, som jeg døbte: Carl Joachim Henrik Alain. Dåbs- 

gudstjenesten blev transmitteret af DR TV. 

En tak 

I forbindelse med min afgang som biskop har Hendes 

Majestæt Dronningen og Prinsgemalen anmodet mig 

om at fortsætte som kgl. konfessionarius. Det har jeg 

med glæde sagt ja til. Det er tillige baggrunden for, at 

der også er kongefamiliens sognekirke i København. 

Jeg blev indsat i mit nye embede den 27.september af 

Holmens provst. Jeg har altid først og fremmest op- 

fattet mig som præst og ser derfor med glæde frem til 

at måtte slutte mine aktive præsteår ved en af Køben- 

havns smukke citykirker. 

Jeg er meget taknemlig for de år, jeg fik lov at være 

stiftets førstemand. Det har været et privilegium, som 

har givet mig mange gode kontakter og store oplevel- 

ser men også et slid, som jeg ser frem til at blive afla- 

stet for. Jeg ønsker Peter Skov-Jakobsen alt godt i hans 

bispetid og Guds velsignelse over ham og Københavns 

stift.

Bispevielse af Peter Skov-Jakobsen i Københavns 

Domkirke, 30. august 2009 kl. 14.00 


Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham 

og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet 

mørke i ham. Johs. 1. Brev 1,5 

Kære Peter 

Om forløbet af det københavnske bispevalg er der sagt 

ganske meget. Det er der ingen grund til at repetere i 

dag, hvor valget er afsluttet og tilmed med et meget 

klart resultat. 

92 

Du indtræder i overmorgen som nr. 29 i rækken af remål. Du er så lidt som nogen af dine kolleger ærkebi- 

93 

biskopper, der siden reformationen har boet og arbejskop, men derfor kan du godt opleve at blive modtaget 

det i bispegården i København med den navnkundige 

Peder Palladius som den første. 

Nu bliver det Peter Skov-Jakobsen, der skal føre staven 

i overført betydning i et stift, hvor solen aldrig går ned, 

fordi det ud over København, Frederiksberg, Tårnby og 

Dragør og Bornholm også omfatter danske sømands- 

kirker i hele verden og de danske kirker i Europa. Samt 

ikke at forglemme præster i tjeneste i vore tre værn, for 

tiden også i Afghanistan. 

Som tidligere sømandspræst og orlogspræst er du kendt 

med netop de to særlige områder af kirkelivet i Køben- 

havns stift, og det var ikke tilfældigt, at du opholdt dig 

på det gode kommando/støtteskib Absalon i Golfen, 

da bispevalget blev udskrevet. Du kom derfor sidst ind 

i valget, men du kom ud af valget som den første. Og 

dermed også som den første blandt ligemænd m/k, som 

Københavns biskop af og til betegnes. En titel, hvor du 

gør klogt i at lægge trykket på ligemænd og ikke ”den 

første” i nogen rangmæssig betydning. I vores lutherske 

kirke er den første blandt ligemænd at forstå som den 

nærmeste. Den nærmeste i forhold til Kirkeministeriet, 

den nærmeste i forhold til det officielle Danmark, og den 

nærmeste til at tage slæbet med at udarbejde emneliste 

og holde sammen på bispekredsen i mange daglige gø- 

som sådan, når du er i udlandet, hvor de ikke altid ken- 

der den danske lutherske kirkes syn på bispeembedet. 

Det kunne have været fristende i dag at vælge Jesu 

ord til apostlen Peter som det ord, som jeg særlig ville 

lægge dig på sinde: Og jeg siger dig, at du er Peter, og 

på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets 

porte skal ikke få magt over den” (Matt. 16,18). Men det 

ville sikkert som amen i kirken blive misforstået af både 

den ene og den anden. Jesu ord til Peter er i vores kirkes 

teologiske tænkning og tradition ikke en legitimering af 

Peter som pave, men af hans bekendelse ved Cæsarea 

Filippi: Du er Kristus den levende Guds søn. Det er den 

bekendelse, vi bygger kirken på. 

Peter, klippemanden, som altså faldt fra, da det til sidst 

for alvor gjaldt, og fornægtede Jesus. Ham ligner vi me-

Bispevielse af Peter Skov-Jakobsen i Københavns Domkirke Bispevielse af Peter Skov-Jakobsen i Københavns Domkirke 

get mere, end vi bryder os om at indrømme. Men vi 

bygger ikke på hans person men hans bekendelse, som 

Gud selv lagde ham i munden. Det gør du også som 

præst og nu som biskop. Og kender jeg dig ret, så er 

du ikke blot teologisk af samme mening, men person- 

lig lettet over den forståelse. For den fritager dig fra at 

skulle være noget, en klippemand, som du lige så lidt 

som os andre er i stand til at leve op til. 

Som biskop vil du opleve, at man både betragter dig 

som fyrtårn og skydeskive. Nogen gange på én og 

samme tid af henholdsvis tilhængere og modstandere 

af det, du siger og gør. De mange medier følger tæt biskoppers 

færden, og det samme gør derfor offentligheden. 

Du skal vænne dig til den situation både at være 

fyrtårn og skydeskive. Men sådan er spillereglerne 

i dag, hvor man ikke kan leve stille og tilbagetrukken 

være dig, der bliver fulgt årvågent, men du skal selv årvågent 

følge den måde menighedsråd og præster bruger 

deres magt på. Måske især dem, der snedigt lader, 

som om de ikke har magt til noget som helst eller 

de, som er så magtfuldkomne, at de giver en god dag 

i alle vedtagne bestemmelser og love! Det hører sammen 

med forkyndelsen ind under det biskoppelige tilsyn, 

som er andet og mere end det at tale hyggeligt og 

uforpligtende med præster og menighedsråd. 

Men naturligvis skal du først og fremmest opmuntre 

og inspirere alt det, du kan. Det er der en forventning 

om, at du vil kunne, fordi du er god til at lytte, eftertænksom 

og venlig af natur. Men du kan heldigvis også 

træde i karakter, når det er nødvendigt. Det vil det med 

garanti også blive af og til. 

Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Det lys er det, 

som skinner ind i vores verden, mørkets og dødens verden, 

i kraft af ham, som er verdens lys, Jesus Kristus. 

Guds levende ord. Det ord i hvilket der er liv og lys for 

os dødelige og formørkede. I mødet med Kristus, Guds 

levende ord, møder vi det himmelske lys, der giver klarsyn, 

så vi ser, hvem Gud er. ”Godt kan vi nu ved nattetid/ 

kende som børn vor Fader blid./ O Gud ske lov.” (DS 

108,4b). 

Verdens mørke er brudt, ja overvundet af ham, som er 

verdens lys. Derfor lever vi i evangeliets lyse dag, hvor 

budskabet lyder til tro, håb og kærlighed. 

Så fremad da i Jesu navn. 

9 

som biskop i den danske folkekirke. Medierne sætter i 

Men først og sidst skal du være et fyrtårn, når det gæl- 

9 

høj grad din dagsorden og det i en sådan grad, at du 

der forkyndelsen og formidlingen af det kristne evan- 

ofte ikke ved, hvad dagen vil bringe af opgaver før avigelium. 

Det skal være dit hjertes lyst og glæde, og det 

serne er udkommet og de elektroniske medier følger op 

skal du være optaget af, som du har været det både 

i dagens løb. 

som sømandspræst, sognepræst og orlogspræst. I tide 

og utide, som apostlen formaner. Der er ingen grund til 

I omverdenens øjne giver det magt at være biskop, og 

at gå på kattepoter hverken som præst eller biskop, når 

det i sig selv er i vore dage mistænkeligt. Sandt er det, 

det gælder kirkens grundydelse: forkyndelsen af det 

at en biskop har indflydelse, ikke mindst på de mange 

daglige sager af kirkelig art, som medierne ikke interes- 

kristne budskab. 

serer sig for. Du skal bruge tid og omhu på at forhandle 

Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og 

med menighedsråd og stiftsråd og tale med præster og 

bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke 

mange andre. Også andre myndighedspersoner i forsvar 

og stat og kommuner. Men med magten er det så 

i ham. 

som så. Den får man ikke i vore dage ved at få en titel 

Det er det ord, jeg har valgt til din indvielsesdag som 

alene men ved at vise, at man dur til sit arbejde. 

biskop. Ikke ganske tilfældigt, for det var det ord, jeg 

valgte, da jeg præsteviede dig den 3. august 1993 til 

Der er andre end biskopperne, der har magt i folkekirken, 

og da magt også kan misbruges, vil det ikke blot 

stillingen som sømandspræst i Hull i England.

Tale ved landemodet 2009 


Vi er noget plaget af blufærdighed i vores kirke. Kristen- 

dommen har været så selvfølgelig i vores folk. Nu står 

vi over for traditionstab, og vi står over for mange men- 

nesker, der ikke kender til vores fortællinger. Vi har en 

opgave foran os! En stor opgave. Havde vi været eng- 

lændere, ville vi nok have sagt: We are on a mission. 

Derfor er jeg glad for, at netop Bente Hansen sagde ja til 

at indlede dette års landemode. Dermed ville jeg gerne 

96 

markere en helt klar og tydelig bevidsthed om, at vi i i bunden af vores kultur. Nogle af os kalder sig kultur- 

gavn. Den må ikke blive tung og økonomisk umulig og menighedslivet og gøre kirken mere nærværende. 

97 

vores tro godt ved, hvor traditionen bæres videre, markristne. Med det mener vi i særdeleshed, at vi nok an- 

blive en hemsko for det budskab, som kirken skal tjene. 

kere at troen også er noget, som vi er så fælles om, at 

der endog kan tales om den. På hver vores måde, indi- 

viduelt, privat, personligt taler vi om det, som vi er fæl- 

les om. Når det i særdeleshed er vigtigt, at Bente Han- 

sen i dag stod på talerstolen, så er det for at gøre det 

klart, at hos os ved vi godt, at troen på Jesus er blevet 

båret fra generation til generation, båret i folket af men- 

nesker, der levede et liv og tænkte nogle tanker, hvis 

udspring ingen var i tvivl om. 

Hos os ved vi godt, at selvfølgelig er vi afhængige 

af, at Gud griber ind og skaber klarhed i vore hjerter og 

hoveder og bevæger vores fantasi mod vore medmen- 

nesker og skaber samfund, som er præget af troen og 

håbet og kærligheden. 

Vi ved dog også, at vi er dybt afhængige af, at der var 

nogle, som fortalte os om Jesus, om Helligånden, om 

Gud, og at de med deres ord gjorde det hele levende og 

nærværende og med deres liv gjorde det åbenbart, at 

der var et eller andet, der bevægede dem mod liv bort 

fra død, bevægede dem mod sandhed væk fra løgn. 

Det bevægede dem i en grad, så de lagde det i bunden 

af deres liv og levede efter det. Der er brug for menne- 

sker, som opgiver sig selv og bortødsler sig i det offent- 

lige rum, blandt venner og i det nære og personlige. Vi 

har noget på hjertet. Vi synes, det er vigtigt. Det ligger 

erkender de kristne værdier, men kirken bruger vi ikke. 

Mon ikke det er på tide, at vi lidt selvkritisk spørger, om 

vi virkelig tror, at disse værdier kan blive ved med at 

bestå, hvis vi ikke holder gudstjeneste, hvis ikke fort- 

ællingerne fortælles videre, hvis ikke vi forsøger hele 

tiden at forstå vores liv i den store historie som hedder 

kristentro? 

Vi er sammen om at være kirke. Kirken er først og frem- 

mest den store del af københavnerne, som er medlem- 

mer, og som med det medlemskab også udtrykker, at 

de i hvert fald håber, at der er noget i kirkens tro, der 

giver mening og dermed også giver håb for os som 

mennesker. Det er denne sammenhæng, som vi præ- 

ster, organister, kordegne, kirketjenere, sognemedhjæl- 

pere, gravere og alle andre ansatte forsøger at tjene. 

Fremover skal vi forsøge at lade den bevidsthed blive 

endnu større i vores bevidsthed: At vi hver for sig, og 

på hver vores plads, gør vores for, at denne menings- 

fyldte fortælling aldrig går i glemmebogen her hos os. 

Det er vigtigere nu end nogensinde før, at vi tør stå ved 

vores tro dér, hvor vi arbejder og færdes. 

Struktur 

Vi er ikke færdige med strukturdrøftelser. Nu arbejdes 

der for alvor med nye initiativer. Rundt omkring i stiftet 

arbejder præsterne i teams. På Vesterbro har man ind- 

ledt det ambitiøse samarbejde i Vesterbro Bykirke, over 

alt er der fokus på samarbejdsprojekter, på forenklin- 

ger. Det ville være helt forkert at påstå, at det går en- 

kelt for sig, og at der ikke også falder djærve diskussi- 

oner i ny og næ. Sådan må det være, når man forandrer 

en organisation. Det er mit indtryk, at der nu er skabt 

en stor bevidsthed om, at organisationen skal være til 

Det er virkelig mit indtryk, at der rundt omkring nu 

tænkes både i, hvordan man kan hjælpe de mennesker, 

som man er betroet, og være kirke for dem, der søger 

lige netop den kirke, hvor man kommer, og samtidig er 

der vokset en bevidsthed frem om, at vi ikke skal være 

hinandens konkurrenter, men virkelig skal gøre vo- 

res bedste for at skabe et kirkeliv, som også tjener den 

brogede hovedstad, som København er. Jeg er benovet 

over idérigdommen og fantasien. I den måned, jeg har 

været biskop, har jeg været rundt omkring for at gå til 

gudstjeneste i stiftet, og jeg må virkelig udtrykke min 

agtelse for det engagement og for den dygtighed, som 

jeg har mødt. Det er ikke en doven kirke, der møder sin 

befolkning i denne by! Det skulle da også bare mangle, 

for vi skulle da gerne stråle af begejstring for det sted, 

hvor vi bor! Vi bliver også fremover nødt til hele tiden 

at overveje vores struktur. Kirken er ikke statisk. Byen 

vokser i mange retninger og på mange måder. Vi skal 

følge vores by og være dér, hvor der er brug for os. Vi 

skal leve med vores by og være vågne over for udvik- 

lingen. 

Nye tiltag 

I de forløbne år har vi drøftet mange stiftsanliggender 

i stiftsrådet. Forleden afsluttede vi det første stiftsråds 

periode med en konstatering af, at noget var blevet sat 

i gang, men også fremover vil der være brug for samar- 

bejde, ændringer og nye udviklinger. Fremover skal vi 

også turde være selvkritiske, ikke for at slå os selv, men 

fordi vi vil nå videre og blive bedre til at møde folket, 

hvor det er. Sammen med provsterne har jeg i dag drøf- 

tet forskellige tiltag. Provsterne og jeg vil mødes oftere 

og knytte stiftet sammen på den måde. Sammen med 

stiftsrådet vil vi forsøge at udvikle tanker og ønsker for 

Til næste år synes jeg, at vi skal holde det udvidede lan- 

demode på en anden måde. Vi skal inspirere hinanden 

ved en stiftsdag, lytte til spændende foredrag, disku- 

tere med hinanden, lade os udfordre og slutte med at 

gå i kirke sammen til landemodegudstjeneste. Temaet 

til næste år skal være dåb. 

En kirkes åndedræt er gudstjenestefejringen. Det er, når 

vi fejrer gudstjenesten, at der skabes håb over vores til- 

værelse. For en stund er det, som om vi hentes ud af til- 

værelsen, og vi får et kig ind i en anden verden, hvor 

forvandlingen er en mulighed. Når gudstjenesten er 

overstået, forlænger vi den forhåbentlig ude i verden 

med troens ytringer, med håbets modstand, med kær- 

lighedens protest, med retfærdighedens tillid, ja, og vi 

tør også godt nævne solidariteten, visdommen og mo- 

det.

Tale ved landemodet 2009 Tale ved landemodet 2009 

Gudstjenestens grundstruktur har vi i højmessen, men 

vi ved også, at der fejres gudstjenester i vores by på 

mange andre måder. Her er alle slags gudstjenester og 

mange gudstjenesteordninger. Der synges forskelligt, 

spilles forskelligt, tales forskelligt. Hvis denne inspira- 

tion skal blive os alle til gavn, må vi have et gudstjene- 

ste- og salmeudvalg, som forsøger at samle vore erfa- 

ringer, forsøger at inspirere til opfindsomhed, forsøger 

at få kirkemusikere til at komponere ny musik og dig- 

tere til at skrive salmer. Udvalget skal årligt udgive rele- 

vante gudstjenesteordninger og salmer og være med til 

at fremme gudstjenestelivet med musik, digt og bøn. 

Ligeledes er det på tide, at vi får et social-etisk udvalg, 

som på højt niveau eftertænker sociale, kulturelle og 

politiske udviklinger og beriger det hele med teologiske 

eftertanker. Dette udvalg skal bestå at kyndige menne- 

98 

sker inden for samfundsvidenskaberne, juraen, økonomien, 

politikken og teologien og være med til at drøfte 

99 

den almenkulturelle og politiske udvikling og på den 

måde være med til at skabe en eftertanke i vores sam- 

fund, som ikke findes nu! 

Det religionspædagogiske område og hele undervis- 

ningen trænger også til, at nogle mennesker sætter sig 

ned og overvejer, hvordan vi kan styrke kirkens under- 

visning på alle niveauer fra baby-salmesang og til kirke- 

højskoler. 

Efter nytår vil vi begynde at invitere menighedsråd og 

provstiudvalg i bispegården. Stiftsadministrationen og 

jeg vil gerne gøre afstanden mindre, og i første om- 

gang vil vi gerne invitere jer ind og se bispegården og 

i korthed fortælle om historien, men også fortælle om, 

hvad vi laver, og mest af alt hvordan vi kan bistå jer, når 

der er problemer.

Jeg beder om jeres forståelse for, at i de første par må- 

neder vil jeg gøre mig bekendt med Københavns stift, 

som det opleves fra Nørregade, men efter jul vil jeg 

komme rundt og besøge kirker, menighedsråd, præs- 

ter og ansatte. I første omgang vil jeg bare gerne hilse 

på, få forevist kirken og høre kort om jeres hverdag. 

Jeg vil gerne have et billede af stiftet. Senere hen vil jeg 

gerne komme på egentlige visitatser og have lejlighed 

til i større omfang at få forevist det kirkelige arbejde i 

sogne og pastorater. 

Københavns biskop forventes at deltage i mange ting 

og være til gavn i mange sammenhænge. Jeg skal også 

fremover være tilsynsførende biskop med Danske Sø- 

mands- og Udenlandskirker, og det vil selvfølgelig med- 

føre, at jeg ikke altid er hjemme. Forhåbentlig vil I kø- 

benhavnere opleve det som naturligt, at vi som bor i 

100 

den by, der med rette kan kaldes verdens port, at den- Hvordan vil det være at leve i et samfund, der ikke 

les. 

før, der siger: Hej biskop! 

101 

ne bys biskop også gør sit for, at den danske kirke bli- er præget af tro, håb, kærlighed, retfærdighed, visdom, 

ver hørt i den øvrige verden og forhåbentlig også er 

med til at føre de indsigter, som er i den øvrige verden 

ind i vores by. Hvis folkekirken mener det alvorligt med 

at have en national forpligtelse, så skal vi også lægge 

vægt på at følge vores folk ud i verden. Det er en helt 

naturlig del af mange menneskers liv, at man tager op- 

hold i udlandet i kortere eller længere tid, og det er helt 

naturligt for folkekirken at følge med og være en reli- 

giøs, social og kulturel ramme i de andre lande. 

Bornholm er også en del af Københavns stift. Erik Norman 

Svendsen har i årenes løb gjort alt for, at bornholmerne 

skulle føle sig hjemme i dette stift. Bornholm er virkelig 

noget ganske særligt, og jeg håber, at bornholmerne også 

vil mærke min optagethed af den ø, som jeg glæder mig 

til at komme til at lære bedre at kende. Vi fortsætter den 

gode tradition med et bornholmsk landemode. 

Tale ved landemodet 2009 Tale ved landemodet 2009 

Vores tider 

Det er en spændende tid vi lever i. Der foregår mange 

ting. Vi skal tænke og gøre meget. Snart vil vi være op- 

taget af klimaet. Vores styrke vil nok vise sig at være, 

at vi ikke kun koncentrerer os om naturen og miljøet, 

imens en konference står på. 

Vi lever i en tid med et religionsmøde. Vores styrke 

er også, at vi ikke kun tænker på det, mens proble- 

mer raser, vi ved godt, at dette religionsmøde vil være 

en vigtig dialog i hele verden og i vores by i de næste 

mange år. Ja, vi ved godt, at de kommende år også vil 

være en tid, hvor vi skal argumentere for vores tro i vo- 

res sammenhæng. Jeg tror, at vi skal gå ned i det helt 

elementære og spørge os selv, hvordan vores samfund 

ville se ud, om kristendommen ikke havde været der 

som den væsentligste udenlandske inspiration, som 

gjorde, at vi følte os hjemme her hos os selv? 

solidaritet og mod? Hvordan ville det være at bo i et 

samfund, hvor viljen til liv ikke er kombineret med ag- 

telsen og medfølelsen? 

Nogen vil sikkert påstå, at vi lever i en tid, hvor inter- 

essen for det religiøse er blevet udskiftet med interes- 

sen for celebriteten, for den kendte, for idolet. At der er 

en uhyre interesse for den kendte, er der i hvert fald in- 

gen tvivl om. I sidste uge sad vi og så på et fly, der må- 

ske havde, måske ikke havde ham i sig! Vi sad og så 

på den ene bilkolonne efter den anden med mennesker, 

som ville have gjort os åndeløse, om vi havde mødt 

dem. Fortæl mig ikke, at vi ikke lever i et samfund med 

drømme og længsler. Jeg synes, at disse længsler skal 

have mere indhold, højere horisont og være længsler, 

som fænger dybere end det foreløbige kick, som mø- 

det med en celebritet kan give. 

Afsluttende taksigelser: 

En hjertelig tak skal der lyde til Københavns biskop 

gennem 17 år, Erik Norman Svendsen. 

Især vil den nye salmebog klæbe til Erik Norman 

Svendsens navn og det med rette. Det var en lidenska- 

belig arbejdsevne og viden, der blev lagt for dagen, 

og her satte biskoppen sig igennem med en vilje til at 

sørge for, at den nye poesi og tone skulle høres i kirken 

fremover. Når talen faldt på struktur har Erik Norman 

Svendsens stille og insisterende fastslået over for folke- 

kirken i København, at vand nu altså løber nedad. Det 

har været en nyttig og nødvendig diskussion. 

Personligt vil jeg også udtrykke stor taknemmelig- 

hed, fordi Erik Norman Svendsen på forbilledlig vis stil- 

ler sig til rådighed med sin viden og sin erfaring. Det 

er en stor hjælp at kunne rådføre sig med et menneske, 

hvis kærlighed til kirken i København ikke kan betviv- 

Foran dette landemode vil jeg også gerne udtrykke min 

store respekt for stiftsøvrigheden. Stiftamtmand Bente 

Flindt Sørensens store viden og erfaring stiller hun også 

til rådighed som den største selvfølgelighed, men ikke 

kun det. Det, som jeg takker allermest for, er den men- 

neskelige indsigt, de hjertelige råd og hele den ordent- 

lighed, som beslutningerne bliver taget ud fra. 

Ikke mindst skal I vide, at vores stiftsadministration 

med Helle Ostenfeld i spidsen har taget imod mig på 

mest imødekommende måde. Det må være hårdt plud- 

selig at få en mand i huset, som skal lære så meget, og 

som hele tiden spørger, som om han hed Jørgen. Det er 

et arbejdsfællesskab, som jeg er taknemmelig for. Hver 

morgen rejser jeg mig med enorm glæde og cykler op 

i Nørregade og bliver så væltet rundt af alverdens pro- 

blemer, men når problemerne bliver tacklet sammen 

med mennesker, som er opgavebevidste, ansvarsbevid- 

ste og muntre og indsigtsfulde, så synes man hele ti- 

den, at det er fredag, næsten inden mandagen er til 

ende. 

Provstekollegiet takker jeg også for god modtagelse. 

Provsternes opgaver er mange, og i løbet af de første 

uger er det gået op for mig, at der er mange forventnin- 

ger til provsten som foresat og som administrator. Der 

er meget at gribe og gøre i. 

Sikke en modtagelse at få som ny biskop, når man kom- 

mer rundt i byen. Som jeg allerede sagde ved bispeviel- 

sen, så skulle I vide, hvor det varmer, når man bliver 

hilst på gader og stræder. Alt imens man dér står i sine 

egne tanker og venter på, at det røde lys skal blive 

grønt, så er der pludselig én, som man aldrig havde set 

Der er nok at tage sig til som kirke! Lad os nu ikke for- 

tvivle over opgavernes mængde; men oplagte gøre det 

klart, at vi elsker den her verden og møder op med høje 

forventninger og tager fat. Gud har en drøm med ver- 

den, og vi er ikke undtaget.

Referat af forårsprovstemøde den 21. april 2009 

Ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld 

Tilstede: 

Biskop Erik Norman Svendsen (ENS) 

Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen (BFS) 

Domprovst Anders Gadegaard (AG) 

Provst Ejgil Bank Olesen (EBO) 

Flyverprovst Vilhelm Værge (VV) 

Provst Palle Thordal (PT) 

Provst Leo Kamstrup-Olesen (LKO) 

Provst Sten Wenzel-Petersen (SWP) 

102 

Provst Erik Balslev-Clausen (EBC) 

2009, PT er bevilget retræte med udgangen af septemlagte 

lovforslag. Det er endnu usikkert i hvilken retning som provst for Amagerland provsti og flyverprovst. 

103 

Provst Gert Blak Mogensen (GBM) 

ber 2009, og som tidligere meddelt, fratræder ENS stil- 

den endelige lov vil gå. 

Næste Landemode finder sted den 7. oktober 2009 

Provst Finn Vejlgaard (FV) 

Provst Peter Holm (PH) 

Hærprovst Ole Brehm Jensen (OBJ) 

Provst Gotfred Larsen (GL) 

Provst Johanne Haastrup (JH) 

Kontorchef Helle Ostenfeld (HO) – referent 

Stiftsamtmanden og KC (referent) 

Dagsorden: 

1. Siden sidst. 

2. Det udvidede Landemode 

3. Forslag vedrørende forslag til overførsel af 6,7 

præstestillinger. 

4. Udkast til seniorordning for præster 

5. Vedrørende erstatning for afsavn af tjenestebolig – 

brev af 1. april 2009 fra KM 

6. Den nye aftale 

7. Jens Jørgen Rasmussens kommentarer til årets sta- 

tistiske oplysninger 

8. Orientering fra stiftsadministrationen 

9. Eventuelt 

ENS bød velkommen til dette historiske møde, idet 3 af 

Landemodets medlemmer træder af inden Landemodet 

i oktober 2009. 

Således går VV på retræte med udgangen af august 

lingen som biskop over Københavns Stift med udgan- 

gen af august. 

ENS oplyste, at han fandt dette møde særdeles vig- 

tigt, idet der er en række sager, der skal afsluttes også 

i forhold til, at ENS er i gang med at udfærdige et over- 

leveringsdokument til den nye biskop. Således vil ENS 

bl.a. udarbejde et oplæg til ændring af præstefordelin- 

gen og præstenormeringen i stiftet. 

dirigent. 

ENS bad domprovst Anders Gadegaard om at være 

Dagsordenen blev herefter godkendt. 

Ad Pkt. 1. Siden sidst 

ENS orienterede om forløbet af optakten til bispevalget, 

og at bl.a. Leo Kamstrup-Olesen har sæde i valgbesty- 

relsen. 1. valgrunde afsluttes den 14. maj, hvor der sam- 

tidig er stiftspræstekursus på Bornholm. 

ENS orienterede videre om status for Stiftsøvrighedens 

opgaver i relation til Metrocityringen, hvor Stiftsøvrig- 

heden bl.a. har gjort indsigelse i relation til Marmor- 

kirken og behandlet eventuel flytning af eksisterende 

gravsteder på Assistenskirkegården. GBM oplyste, at 

den del af Assistenskirkegården, der vender ud mod 

Runddelen, er berørt af etableringen. BFS understre- 

gede vigtigheden af at undersøge, hvor langt biskop- 

pens kompetence rækker i forbindelse med flytning af 

nedlæggelse af gravsteder i forbindelse med etablering 

af metro. 

EBO takkede stiftsøvrigheden for den store indsats, 

der er ydet i forbindelse med høringer om Metro-city- 

ringen, hvilket EBC og andre provster bakkede op. 

ENS orienterede videre om, at Kirkeministeriet har 

forlænget stiftsrådets funktionsperiode med ½ år på 

grund af vanskeligheder med godkendelse af det frem- 

Kirkeministeriet har ligeledes ekstraordinært for- 

længet bestyrelsen for Sjællands Kirkemusikskole, hvor 

ENS er formand. 

ENS orienterede endelig om et møde han havde 

haft med sin kollega fra Visby stift på Gotland, der er 

Københavns stift venskabsstift. ENS oplyste, at ven- 

skabsrelationen navnlig kommer til udtryk ved, at man 

gensidigt inviterer hinandens præster til stiftspræste- 

kurser. Dertil kommer, at de to domkirker har et udbyg- 

get samarbejde, ligesom Knudsker sogn også har et tæt 

samarbejde med et sogn i Visby stift. 

Fra Kirkeministeriet kunne ENS oplyse, at der endnu 

ikke er kommet en afklaring af tilsynsspørgsmålet for 

DSUK, så indtil videre er samtlige sømandskirker knyt- 

tet til Holmens provsti og Københavns stift, men ENS 

håber spørgsmålet vil være færdigbehandlet inden ud- 

gangen af august måned i år. 

LKO spurgte, hvad status er for Dansk Kirke i Sydslesvig, 

der hverken er en sømandskirke eller en af de traditi- 

onelle Dansk Kirke i Udlandet. ENS oplyste, at Kirken i 

Sydslesvig er under tilsyn af biskoppen over Haderslev 

stift, men at den organisatorisk er knyttet til DSUK. 

AG oplyste, at ENS for sidste gang som biskop præ- 

diker ved højmessen den 23. august i Vor Frue kirke, kl. 

10, og at maleriet af biskoppen ved samme lejlighed vil 

blive flyttet til sin fremtidige plads i kirken. Der vil efter 

gudstjenesten blive afholdt en reception i Universitetets 

festsal. 

Ad Pkt. 2 – det udvidede Landemode 

ENS foreslog, at det bliver den nye biskop, der er taler 

på Landemodet 2009. Universitets festsal er reserveret 

som vanligt, ligesom der vil være gudstjeneste, hvor der 

forventeligt vil være kreation af to provster, henholdsvis 

i København og den 2. november på Bornholm. 

Ad Pkt. 3 Forslag vedr. forslag til overførsel 

af 6,7 præstestillinger 

ENS orienterede om, at han har udarbejdet et oplæg til 

drøftelse blandt provsterne. ENS understregede vigtig- 

heden af, at nedskæringer fortrinsvis sker i forbindelse 

med naturlig afgang. 

Provsterne drøftede udkastet og blev enige om, at 

biskoppen skulle gå videre med oplægget. 

Ad Pkt. Udkast til seniorordning for præster 

Provsterne drøftede det udsendte oplæg til en senior- 

ordning og fandt, at der manglede et afsnit om senior- 

bonus. Med aftalte ændringer sendes udkastet til prov- 

sterne for godkendelse, forinden det forelægges tillids- 

mændene.

Ad Pkt. Vedrørende erstatning for afsavn 

af tjenestebolig – brev af 1. april 2009 fra KM 

ENS redegjorde for, at såfremt der ikke må tages forbe- 

hold over for tidspunkt for indflytning i tjenestebolig, 

kan det medføre længere vakancer. Navnlig når der er 

tale om en præst, der skifter stilling, vil varslet om fra- 

træden være så kort, at der ikke altid er mulighed for at 

sætte en bolig i stand inden opslag. Der påhviler prov- 

sterne en pædagogisk opgave i relation til menigheds- 

rådene vedrørende dette. GBM opfordrede biskoppen 

til at rejse sagen politisk over for ministeren og fore- 

spørge, om det er Kirkeministeriets hensigt, at admini- 

strative hensyn skal gå forud for hurtig genbesættelse 

af stillinger. 

VV nævnte, at det kunne være formålstjenligt at 

undersøge, hvor ofte tjenestebolig rent faktisk ikke har 

været til rådighed ved ansættelsesstart. 

10 

om de påtænkte ændringer, og PH opfordrede stiftsad- 

Provst Sten Wenzel-Petersen (SWP) 

15. Drøftelse af boligvurderinger jf. boligcirkulæret § 

10 

Ad Pkt. 6. Den nye aftale 

ministrationen til, at der sendes et brev ud til menig- 

Provst Erik Balslev-Clausen (EBC) 

18 stk. 4 slutning. 

ENS spurgte om provsternes erfaring med anvendelse 

af Den nye Aftale. FV kunne oplyse, at Den nye Aftale 

anvendes i Margrethe kirken med biskoppens tilladelse, 

og at det fungerer fint. 

Ad Pkt. 7. Jens Jørgen Rasmussens kommentarer 

til årets statistiske oplysninger 

Provsterne bad udvalget, bestående af LKO, JH og HO, 

om at arbejde videre med statistikskema, så det kom- 

mer til at afspejle de ønskede oplysninger. 

Ad. Pkt. 8. Eventuelt 

HO orienterede om forskellen på, hvornår der kan be- 

vilges tjenestefri med løn, og hvornår der er tale om for- 

lagt tjeneste. 

For at stiftsadministrationen hele tiden kan yde 

den bedst mulige service, bad HO provsterne give be- 

sked til hende, hvis de kom undervejs med, at præster 

eller menighedsråd mangler svar i sager, der beror hos 

stiftsadministrationen. 

På baggrund af forespørgsel fra HO oplyste GBM, at 

han fandt det oplagt, at provstiudvalgene hører om ha- 

bilitet og forvaltning, navnlig nu hvor der er en del nye 

provstiudvalgsmedlemmer. Flere provster oplyste, at 

en orientering har været efterlyst både for så vidt angår 

forvaltningsbestemmelser og i relation til provstiudval- 

gets kompetencer. PT ønskede at henlede opmærksom- 

heden på, at hvis det er en del af en persons stilling at 

have sæde i et udvalg, kan den pågældende ikke være 

inhabil. 

HO orienterede videre om, at biskoppen har fået 

delegeret kompetence til at meddele afsked efter ansøg- 

ning. 

Vedrørende stiftsfonden oplyste HO Landemodet 

hedsråd med orientering om Stiftsfonden og dens frem- 

tid, når denne er endeligt afklaret. 

Endelig henledte HO provsternes opmærksomhed 

på den handlingsplan, Kirkeministeriet har udsendt, for 

hvordan de kirkelige myndigheder skal agere i forhold 

til påbud givet af Arbejdstilsynet. 

FV henledte kollegernes opmærksomhed på de nye 

bestemmelser om ret til kirkelige handlinger, der åbner 

mulighed for en udvidelse af kirkelige handlinger på 

tværs af sognegrænserne afhængig bl.a. af tilknytning. 

SWP oplyste i den forbindelse, at danskere, der er flyttet 

til Sverige og ikke længere betaler kirkeskat, har krav 

på kirkelige handlinger i det sogn, de er flyttet fra. 

Mødet sluttede kl. 14.30. 

Referat af landemodets forhandling 

den 7. oktober 2009 

Ved stiftskontorchef Helle Ostenfeld 

Tilstede: 

Biskop Peter Skov-Jakobsen (PSJ) 

Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen (BFS) 

Domprovst Anders Gadegaard (AG) 

Orlogsprovst og provst for Holmens provsti 

Ejgil Bank Olesen (EBO) 

Flyverprovst Vilhelm Værge (VV) 

Provst Palle Thordal (PT) 

Provst Leo Kamstrup-Olesen (LKO) 

Provst Gert Blak Mogensen (GBM) 

Provst Finn Vejlgaard (FV) 

Provst Peter Holm (PH) 

Hærprovst Ole Brehm Jensen (OBJ) 

Provst Gotfred Larsen (GL) 

Provst Johanne Haastrup (JH) 

Kontorchef Helle Ostenfeld (HO) – referent 

Dagsorden: 

1. Godkendelse/supplering af dagsorden. 

2. Meddelelser. 

3. Årsberetning ved biskoppen. 

4. Årsberetning fra stiftsudvalgene. 

5. Drøftelse af kommende tiltag. 

6. Orientering ved stiftskontorchefen. 

7. Forårsprovstemøde. 

8. Det udvidede landemode 2010 i København og på 

Bornholm, herunder valg af prædikant og taler. 

9. Ordination til vikariater. 

10. Personalekonsulent, (finansieres evt. over stiftsbi- 

draget). 

11. Vurdering af tjenesteboliger. 

12. Vesterbro-modellen/Fyns stifts-modellen. 

13. Nyt cirkulære om folkekirkens katastrofeberedskab 

14. Provsternes tilsyn med kirkegårdsadministrationen. 

16. Frihed til diverse kurser, ”forlagt tjeneste”, 

”studiefri” etc. 

17. Relationerne mellem Lund stift og Københavns 

stift. 

18. Reorganisering af Studentermenighederne ved 

Københavns Universitet m.m. 

19. Præsternes træffetider. Bør alle præster have en 

tjenstlig mobiltelefon. 

20. Konsekvenserne af 5-dages uge for præster og an- 

dre kirkeligt ansatte. 

21. Ledelse og tilsyn gejstligt set, er der brug for en 

udredning. 

22. Eventuelt. 

PSJ bød velkommen til årets landemodeforhandlinger 

og oplyste, at da det er hans første landemode, vil han 

gerne selv være mødeleder.

Referat af landemodets forhandling Referat af landemodets forhandling 

Ad. 1. Godkendelse/supplering af dagsorden. 

Ingen bemærkninger til dagsordenen. Dog vil pkt. nr. 

10 og 12 blive behandlet under ét, og ligeledes vil pkt. 

11 og pkt. 15 blive behandlet under et. 

Ad 2. Meddelelser. 

PSJ oplyste, at det ved forårsprovstemødet var blevet 

oplyst, at VV og PT forventeligt ville være fratrådt inden 

dette landemode. Det havde imidlertid vist sig, at det 

var nødvendigt at forlænge begges ansættelse, og disse 

er derfor fortsat en del af Landemodet. Vilhelm Værge 

fratræder pr. 31. januar 2010. Flyverprovstestillingen 

forventes opslået ved Viborg Domkirke i henhold til det 

nye cirkulære. 

PSJ oplyste videre, at døveprovst Terkel Tikjøb, der skal 

kreeres ved aftenens landemodegudstjeneste, er en del 

BFS foreslog, at man eventuelt kunne forhøre sig om 

den model, der fungerer fint i Helsingør stift. 

Ad. . Drøftelse af kommende tiltag. 

PSJ oplyste, at han agter at planlægge hyppigere provstemøde, 

ca. 4 om året. Med hyppigere møder ønsker 

biskoppen at betone vigtigheden af, at der er en stor kollegialitet 

og erfaringsudveksling blandt provsterne. Med 

et tættere samarbejde mellem provsterne vil biskoppen 

også få et bedre grundlag at drøfte stiftets anliggender 

på. Tillige vil det være formålstjenligt i forhold til arbejdet 

i stiftsrådet. Provsterne var enige i behovet for hyppigere 

møder, og ønsker datoerne fastlagt hurtigst muligt. 

Første møde kunne afholdes relativt kort efter det 

første stiftsrådsmøde. 

Dernæst bad PSJ om forståelse for, at der sker en om- 

106 

af de tre landemoder, der har en døvemenighed tilknytlægning af nytårsarrangementet, således vil der ikke 

107 

tet. Det forventes dog, at Terkel Tikjøb fortrinsvis vil længere være nytårskur i Bispegården for stiftets præ- 

lægge sin indsats ved Landemodet i Haderslev. 

ster og provster den 1. januar. I stedet ønsker biskoppen 

et møde med præster og provster den 1. søndag 

Ad. 3. Årsberetning ved biskoppen. 

efter helligtrekonger. Første gang vil således være 10. 

PSJ anmodede provsterne om at fremsætte deres bemærkninger 

på skrift, da årsberetningen er blevet til 

januar 2010 kl. 14. 

ved biskop Erik Norman Svendsens foranstaltning. PSJ bad provsterne overveje, om det vil være relevant 

at erstatte det udvidede landemode med en stiftsdag. 

Ad. . Årsberetning fra stiftsudvalgene. 

Biskoppens oplæg var, at en stiftsdag kunne holdes en 

Generelt udtrykte PSJ ønske om, at udvalgsarbejdet lørdag, hvor dagen begynder med nogle gode foredrag 

i stiftet bliver intensiveret og i højere grad profileret om et bestemt tema, hvorefter deltagerne kunne spise 

blandt andet ved, at beretninger fra udvalgenes arbejde sammen. Dagen skulle så afslutte med gudstjeneste i 

sendes ud til en større kreds end landemodets medlem- én af vore store kirker. 

mer. Det er hans forventning, at stiftsrådet kan tage en PT påpeger, at det i så fald vil være hensigtsmæs- 

del af denne udfordring op. 

sigt at lægge provsteforhandlingerne i tæt sammen- 

PSJ oplyste, at det er hans indtryk, at der kunne hæng med sådan en stiftsdag bl.a. af hensyn til de tilrej- 

være behov for at styrke supervisionen i stiftet. 

sende provster. EBC finder tidspunktet for ændringen 

velvalgt, også da stiftsrådet nu etableres. GBM støtter

også den nye idé med en anden tilrettelæggelse. Det er 

blot vigtigt, at man melder tidspunktet ud i rigtig god 

tid, således at det ikke kommer til at kollidere med en 

lørdag i efterårsferien. 

PSJ havde tænkt, at det første tema for sådan en stifts- 

dag kunne være 'dåben'. Provsterne tilkendegav op- 

bakning til sådanne tematiske gennemgange, da der er 

flere forhold, der presser sig på. Tillige mente flere, at 

det kunne være en god idé at holde landemodegudstje- 

neste i skiftende kirker. Blot skal provstekreationer ske 

i Københavns domkirke. 

PSJ nævnte, at han ville undersøge muligheden for at 

provsterne kunne gennemføre en studietur til London 

eller Berlin, hvor der er mulighed for at studere lig- 

nende religiøse udfordringer, som man står over for i 

108 

Danmark. Provsterne oplyste, at der for relativt få år sinigheder samt til at drøfte og udgive nyheder. PT oplytakt 

med sognepræsten, kan få at vide, hvor man skal hos den enkelte præst om varig ansættelse. AG oplyste, 

109 

den havde været en studietur til Berlin, men at London ste, at et sådant arbejde tidligere har været gjort i slut- 

henvende sig med henvendelser af tjenstlig karakter. at Præsteforeningens liste over vikarer er temmelig lang 

kunne være meget interessant og relevant. En længde 

på i hvert fald fire dage er nødvendig, hvis der skal 

være mulighed for fordybelse. 

Endvidere foreslog PSJ introduktion af to-tre 'teologi- 

ske dage i Bispegården' pr. år, hvor præster kan mødes 

i Bispegården til relevante teologiske diskussioner. Den 

første af disse bliver den nye ’nytårskur’. GL påpegede, 

at præsterne på Bornholm blev medtaget i en planlæg- 

ning om dette, og at det vil være af stor værdi, hvis de 

bornholmske sognepræster kan mødes med deres kø- 

benhavnske kolleger. På forespørgsel oplyste PSJ, at han 

forestillede sig, at hver seance kun vil tage et par timer 

om formiddagen. PT oplyste, at det måtte være muligt 

for provstiet at finansiere billetterne til København i gi- 

vet fald. 


Derudover er det PSJ's hensigt, at der skal kigges på ud- 

valgsstrukturen både i relation til det stiftsråd, der ned- 

sætter sig pr. 1. november og i relation til biskoppens 

egne ønsker om: 

Et social-etisk udvalg, der skal bestå af mennesker 

med samfunds-, økonomisk, politisk og juridisk viden, 

samt tillige teologiske eksperter. Det vil blive tale om 

et udvalg med højt fagligt niveau, som skal kunne bi- 

stå såvel biskop som stift med rådgivning og analy- 

ser. Vedrørende finansiering pegede AG på, at mange 

mennesker forbinder folkekirken med frivilligt arbejde, 

hvorfor honorarer ikke bør være essentielt for at få den 

rette sammensætning af udvalget. 

Et salme- og gudstjenesteudvalg er også et ønske fra bi- 

skoppen først og fremmest til brug for præster og me- 

ningen af 60’erne og starten af 70’erne, hvor det var 

Kirkefondet, der stod for erfaringsindsamlingen. 

Et religions-pædagogisk udvalg, idet biskoppen ud- 

trykte ønske om, at der skal helhedstænkes over den 

kirkelige uddannelse. FV oplyste, at dette formål oprin- 

deligt lå i stiftscentralens regi, men opgaverne dér har 

efterhånden fået en anden karakter. 

PSJ ønskede provsternes bistand til få disse udvalg op- 

rettet og forslag til hvordan de skal drives. 

Ad. 6. Orientering ved stiftskontorchefen. 

HO orienterede om, at biskoppen havde fået delegeret 

den fulde forhandlings- og aftaleret vedr. lokalløn. Det 

er oplyst, at det er planen, at honorering af beredskabs- 

præster skal dækkes af lokallønspuljen. Flere provster 

mente, at hvis honorering skal ske af lokallønspuljen, 

skal der ske en grundig vurdering af, hvor mange be- 

redskabspræster, der skal være i det enkelte stift, for 

ikke at udhule lokallønspuljen. 

Vedrørende senior- og fratrædelsesordninger orien- 

terede HO om, at biskoppen har fået delegeret kompe- 

tencen til at indgå aftale om etablering af senior- og fra- 

trædelsesordninger for folkekirkens præster og prov- 

ster. Aftalerne skal indgås i overensstemmelse med be- 

stemmelserne udstukket af Personalestyrelsen, jf. cirku- 

lære af 12. december 2008. Sådanne aftaler er frivillige, 

og der følger ikke yderligere økonomisk bevilling med. 

Provsterne blev bedt om at minde præsterne om, at 

man bør sætte en 'ikke-tilstede assistent' på km-adres- 

sen i ferie og anden planlagt fravær, samt ligeledes på 

deres telefonsvarer, så de, der ønsker at komme i kon- 

HO orienterede om 'tilgængelighed i kirken' som der er 

stor fokus på, både fra Dansk Handicapforening og fra 

Kirkeministeriet, jf. nyhed af 24. september hvor me- 

nighedsråd har indsendt billeder af tilgængelighed. Der 

fulgte en opfordring til, at det enkelte menighedsråd gi- 

ver meddelelse om kirkens tilgængelighed på hjemme- 

siden. 

Der er udsendt revideret regelsæt om præsteansæt- 

telser, og de væsentligste ændringer blev fremhævet. 

Endelig blev der orienteret om den nye form for sy- 

gefraværssamtaler, der indebærer udfyldelse af en mu- 

lighedserklæring. 

Ad. 7. Forårsprovstemøde. 

PSJ vil senere udsende datoer jf. pkt. 5. 

Ad. 8. Det udvidede landemode 2010 

i København og på Bornholm, 

herunder valg af prædikant og taler. 

Dato og form tages op ved det førstkommende prov- 

stemøde, jf. pkt. 5. GBM tilkendegav, at henset til at bi- 

skoppen er nytiltrådt, vil det være oplagt, at biskoppen 

selv er prædikant. GL bad om, at Bornholm bliver tænkt 

ind i de nye tiltag. 

Ad. 9. Ordination til vikariater. 

FV oplyste, at det bliver mere og mere vanskeligt at finde 

vikarer til de korte vikariater, herunder til studieorlov. 

FV foreslog derfor, at der ordineres til et særligt vikar- 

korps, og at stiftet administrerer således, at de pågæl- 

dende mere eller mindre hele tiden er i arbejde. PSJ op- 

lyste, at han meget nødig vil ordinere til et enkelt vika- 

riat, for derigennem skabes en uberettiget forventning 

i øjeblikket og fandt, at så længe der er præster, der er 

villige til at påtage sig opgaver, bør der ikke ordineres til 

vikariater, måske med undtagelse af vikarer til barsel. 

GL nævnte, at ved at ordinere til vikariater vil de ordine- 

rede præstevikarer ikke være under biskoppeligt tilsyn, 

når vikariatet er slut. FV opfordrede til, at emnet tages 

op igen ved førstkommende møde, og at listen over vi- 

karer udsendes som bilag. 

Ad. 10. Personale konsulent, 

(finansieres evt. over stiftsbidraget). 

Behandles sammen med pkt. 12. EBO og JH rejste 

spørgsmålet om der kan etableres en samarbejdsmo- 

del, hvor der f.eks. ved hjælp af provstimidler ansættes 

en personalekonsulent, der kan være forankret i stiftet.

Det blev oplyst, at Haderslev har en treårig forsøgsmo- 

del. EBO finder, at de nye bestemmelser om kirkefunkti- 

onærer kan komme til at trække store ressourcer både i 

menighedsråd og provstiudvalg. 

HO oplyste, at udover Kirkeministeriets introduk- 

tionsaften den 21. oktober, er stiftsadministrationen 

i færd med at arrangere provstivise orienteringer om 

de nye aftaler og bestemmelser for kirkefunktionæ- 

rer. Orienteringerne tænkes at indeholde en mere de- 

taljeret orienteringsdel og en konkret rådgivningsdel. 

Stiftsadministrationen ser gerne, at bistand til provsti 

og menighedsråd skal ske med en forankring i stiftet, 

således at der derved gives de bedste muligheder for 

ensartet regelanvendelse og opdateret viden. 

FV påpegede at de nye regler lægger op til forøget 

samarbejde i menighedsrådene. Punktet tages op ved 

næste møde. 

110 

kulæret § 18 stk. slutning. 

melding fra Kirkeministeriet af strukturændringerne på 

111 

Ad. 11. Vurdering af tjenesteboliger. 

Se under pkt. 11. 

Ad. 19. Præsternes træffetider. Bør alle præster provstiplan. 

EBO udtrykte forundring over, at det er fundet nødven- 

digt at gennemføre vurderinger af boliger, hvor boligbi- 

draget allerede er oppe på 15 % af lønnen, hvilket GL til- 

sluttede sig. EBO tilføjede, at han ikke fandt, at vurde- 

ringen har haft et seriøst præg, og at vurderingspanelet 

ikke har ageret professionelt. 

HO oplyste, at STØ medio 08, da boligpriserne var 

på sit højeste, besluttede, at alle tjenesteboliger i Køben- 

havns stift skulle vurderes, også selvom der ved vur- 

deringen ikke ville ske nogen ændring af præstens bo- 

ligbidrag. Derved ville alle stiftets tjenesteboliger få et 

ensartet grundlag, og alle ville være blevet vurderet i 

overensstemmelse med tjenesteboligcirkulæret. STØ er 

nu i gang med at få de sidste boliger vurderet. BFS hen- 

viser til, at interessen går to veje. STØ skal være sikre 

på, at reglerne overholdes. Kvaliteten af vurderingen 

skal rettes til KM. STØ vil på baggrund af de indkomne 


bemærkninger fra EBO og GL genoverveje nødvendig- 

heden af, at de sidste boliger skal vurderes. 

Ad. 12. Vesterbro-modellen/Fyns stifts-modellen. 

Se pkt. 10. 

Ad. 13. Nyt cirkulære om folkekirkens katastrofe- 

beredskab 

GL ønskede at drøfte, hvordan katastrofeberedskabet 

kunne implementeres med særlig henblik på de born- 

holmske forhold. 

Ad. 1 . Provsternes tilsyn med kirkegårdsadmini- 

strationen. 

Punktet frafaldes. 

Ad. 1 . Drøftelse af boligvurderinger jf. boligcir- 

Ad. 16. Frihed til diverse kurser, ”forlagt tjene- 

ste”, ”studiefri” etc. 

GL ønskede at vide, hvordan biskoppen agtede at vare- 

tage 'frihedsreglerne', herunder om kurser på DBI kan 

betragtes som 'forlagt tjeneste'. Punktet tages op ved 

en senere lejlighed, hvor det også skal drøftes, i hvilket 

omfang og til hvilke formål, biskoppen ønsker at dele- 

gere frihedsbevilling til provsterne. Hidtil har provsten 

kunnet godkende dagskurser på stiftscentralen, dog 

under forudsætning af, at præsten sikrer sig, at fravæ- 

ret ikke går ud over sognets betjening. 

Indtil videre ønskede PSJ, at ansøgninger om tjenestefri 

sendes til ham. 

Ad. 17. Relationerne mellem Lund stift og 

Københavns stift. 

EBC fandt, at relationerne mellem de to stifter er ble- 

vet forsømt de senere år. PSJ oplyste, at dette spørgs- 

mål skal tages op i stiftsregi. Punktet gentages ved et 

kommende provstemøde. 

Ad. 18. Reorganisering af 

Studentermenighederne ved Københavns 

Universitet m.m. 

EBC spurgte, om der er nogle, der følger med i reorga- 

niseringen og tilsynet som sådan. EBC foreslog, at der 

tænkes i en større enhed og en mere slagkraftig organi- 

sation. PH ønskede, at studenterpræsterne i København 

og Frederiksberg går sammen om reorganiseringen. AG 

opfordrede biskoppen til at invitere de fire studenter- 

præster til et opdateringsmøde. 

have en tjenstlig mobiltelefon. 

EBC ønskede spørgsmålet om træffetider drøftet samt 

muligheden for at udstyre præster med en tjenstlig mo- 

biltelefon. BFS oplyste om multimedieskatten, at denne 

hænger sammen med tjeneste-pc, telefon mv. Der kan 

læses mere på Skats hjemmeside. GBM oplyste, at si- 

den 1993–94 har præsterne angivet 3000 kr. på selv- 

angivelsen for at have tjenstlig telefon. Det undersøges, 

om det da er nødvendigt med yderligere angivelser på 

selvangivelsen. Stiftsadministrationen laver en udred- 

ning for præster om multimedieskatten. 

VV oplyste, at Præsteforeningen allerede er i færd 

med en udredning. EBC ønskede spørgsmålet om træf- 

fetider taget op ved en senere lejlighed. 

Ad. 20. Konsekvenserne af -dages uge for præ- 

ster og andre kirkeligt ansatte. 

På forespørgsel oplyste LKO, at forsøget i Amagerbro 

provsti med femdages uge går fantastisk. PT henviste 

til, at med de nye regler om kirkefunktionærer er det 

nødvendigt at koordinere kirkefunktionærernes frihed 

og præsternes fridage. Dette punkt tages også op se- 

nere. 

Ad. 21. Ledelse og tilsyn gejstligt set, er der brug 

for en udredning. 

EBC oplyste, at emnet er relevant ved forårets kirkerets- 

møde, der finder sted i Århus. 

Ad. 22. Eventuelt. 

EBC oplyste, at arbejdsvilkårene for flere provster har 

været vanskeliggjort på grund af den meget sene ud- 

PH anmodede om, at det senere bliver taget op, i 

hvilket omfang og hvilken form, der skal meldes MUS, 

APV og andre syn til biskoppen. 

Forhandlingerne sluttede kl.12.40

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt 

arbejde 

Ved lektor Karsten Fledelius 

Udvalgets sammensætning har i det forløbne år været 

en anden end tidligere, idet Nancy Riis fra Helligånds- 

kirken, som var suppleant til stiftsudvalget, trådte ind 

på den tidligere sekretær, Ellinor Grøndahl Mortensens 

plads. 

Der er grund til at mindes Ellinor, som kun midt i tres- 

serne blev revet væk af en ondartet cancer, som satte 

en brat ende for både hendes professionelle og frivil- 

lige liv. Ellinor var med i stiftsudvalget siden 1994 og 

påtog sig sekretærfunktionen men bidrog vigtigst af alt 

112 

med sin store ekspertise, som blandt andet stammede tion mellem landene, som har øget antallet af migrant- 

ind under Moskva-patriarkatet, optagelse i KEK som en i hele Københavnsregionen. Det planlagte møde den 

113 

fra hendes professionelle arbejde som forretningsfører menigheder af anden konfession. Også vilkårene for de 

selvstændig kirke, med godkendelse fra Moskva. Men 4. februar måtte imidlertid udsættes pga. bispevalget 

for Spedalskhedsmissionen. Længe var hun også for- 

mand for menighedsrådet i Solvang sogn. Ellinor var 

en fantastisk ildsjæl, som også deltog i udvalgets rejser, 

dog ikke den sidste til Syrien i september 2008. 

Hendes efterfølger Nancy Riis fik sin ilddåb som dele- 

gationsmedlem ved det årlige møde i Theobalt, det kir- 

kelige samarbejdsudvalg mellem de kristne konfessi- 

oner omkring Østersøen, som i 2009 fandt sted i be- 

gyndelsen af september i Turku/Åbo i Finland. Bag 

dette møde ligger et hårdt arbejde ikke mindst fra vort 

gejstlige medlem Ruth van Gilses side. Det så en over- 

gang ud til, at dette værdifulde mellemkirkelige arbejde 

var ved at gå i opløsning, blandt andet pga. vore sven- 

ske partneres forsøg på at skabe en nærmere forbin- 

delse mellem det mellemkirkelige arbejde og turistin- 

dustrien. Det var velmenende nok, men bestemt ikke 

tillidsskabende. Med møderne på Bornholm i 2008 og 

mødet i Turku i 2009 er Theobalt tilbage på en ren te- 

ologisk kurs, og fremtiden virker sikret. I Turku tilbød 

Visby stift at fortsætte med at varetage den praktiske 

koordinering, det havde der ellers været tvivl om. I mø- 

det deltog ud over Ruth van Gilse som delegationsleder 

og Nancy Riis endvidere Ivar Lærkesen, som har skre- 

vet en rapport fra mødet, som er lagt ud på stiftsudval- 

gets hjemmeside. 

Hvorfor er dette arbejde så vigtigt? Fordi globaliserin- 

gen føles stadig stærkere i det lokale, og netop i Øster- 

søområdet er kontakterne mellem de forskellige kon- 

fessioner blevet øget gennem de sidste 20 år, ikke blot 

pga. dannelsen af et mere integreret samarbejde mel- 

lem staterne omkring Østersøen, hvoraf nu kun Rus- 

land ikke er medlem af EU, men også den øgede migra- 

religiøse mindretal i de forskellige lande varierer meget 

og er ofte forbundet med en etnisk problematik. 

Dette fik et uventet udtryk på mellemkirkeligt europæ- 

isk plan i 2008-2009, hvor Den russisk-ortodokse Kirke 

suspenderede sin deltagelse i Konferencen af Europæ- 

iske Kirker (KEK). Organisationer, som er grundlagt 

i Danmark på Nyborg Strand i 1959, markerede dette 

ved at placere det årlige plenarmøde i Kommissionen 

Kirke og Samfund (som undertegnede er medlem af) i 

marts 2009 netop på Nyborg Strand, dog fulgt op af en 

økumenisk præget højmesse i Københavns domkirke 

og et efterfølgende seminar om religiøs dialog (bl.a. 

karikatur-krisen) i Vartov. Det mellemkirkelige stiftsud- 

valg var her vært for gæsterne fra KEK ved en frokost 

mellem gudstjeneste og seminar. Men her var russerne 

altså fraværende. 

Det var de også ved den store fejring af 50-årsjubilæet 

ved KEK’s generalforsamling i Lyon i juli 2009. Der var 

ellers sat alle sejl til for at gøre det til en stor begiven- 

hed. Men heller ikke da der skulle vælges ny centralko- 

mité, var russerne til stede. Vi indgik så en gentleman 

agreement om, at antallet af ortodokse medlemmer af 

den 40 personer store forsamling, som er organisati- 

onens øverste organ mellem generalforsamlingerne 

(som normalt finder sted hver 5. eller 6. år, skulle være 

uændret, så nogle af de valgte ville overlade deres plad- 

ser til russerne (KEK’s største kirke i medlemstal!), når 

de vendte tilbage til organisationen. 

Men hvorfor havde russerne trukket sig? Pga. en strid i 

Estland. Her har gennem de senere år den estisk-spro- 

gede ortodokse kirke været medlem af KEK. Nu søgte 

det russisk-sprogede mindretals ortodokse, som hører 

de græsk-ortodokse repræsentanter forhindrede dette 

ved at trække diskussionen om emnet ud på centralko- 

mitemødet i 2008 og derefter forlade mødet før afslut- 

ningen, så forsamlingen ikke mere var beslutningsdyg- 

tig. Bag dette ligger en årelang rivalitet mellem Moskva 

og grækernes patriark i Konstantinopel. Men lokalt 

handler det om, at det russiske mindretal i Estland hver- 

ken vil betragtes som udlændinge eller andenrangs bor- 

gere og derfor vil have samme kirkelige status som de 

estisk-sprogede ortodokse. 

Her er det, at vi protestanter har en særlig opgave i at 

opretholde den mellemkirkelige dialog. Ofte kan mod- 

sætningerne inden for den samme konfession være så 

store, at det kun er ved andres velvillige deltagelse, at 

det er muligt at skabe fred eller måske endog retfærdig- 

hed. Nogle taler om, at vi befinder os i en ”post-sekulær” 

fase, at den tid, hvor religionen var marginaliseret i det 

offentlige rum, er forbi. Måske skal man vende det om 

og sige, at religionen er kommet til at spille en meget 

større rolle for identiteten og sammenhængskraften 

mellem mennesker. Og det er noget, der i høj grad kan 

ses i forbindelse med de såkaldte ”etniske menigheder” 

i Danmark. Af sådanne er der en række i Københavns 

stift, og mange af disse menigheders medlemmer søger 

hertil fra nabostifterne, hvor de er bosat. 

Derfor har Det mellemkirkelige stiftsudvalg fortsat 

sin praksis med at invitere en gæst fra en ”etnisk” kris- 

ten menighed i København med til sine møder, der fin- 

der sted omkring 4 gange om året. Stiftsudvalget har 

også fortsat samarbejdet med Stiftsudvalget for mel- 

lemkirkeligt arbejde i Helsingør stift omkring afholdel- 

sen af et årligt ”regnbuemøde” for etniske menigheder 

i København, så det blev først afholdt, i Københavns 

domkirke, den 23. september 2009. Biskopperne Lise 

Lotte Rebel (Helsingør stift) og Czeslaw Kozon (Den ro- 

mersk-katolske kirke) dannede panel sammen med bap- 

tister og lutheranere fra farvede indvandrermenigheder, 

og maden til fællesmåltidet var ortodoks fastemad lavet 

af den serbiske menighed i København, som holder til i 

Blågårds kirke. De to stiftsudvalg ser det fortsat som 

en vigtig integrationsopgave for folkekirken at støtte 

de etniske kristne i Danmark og give dem muligheden 

for et tæt og tillidsfuldt forhold til folkekirken som den 

største kristne institution i det danske folk, og mødet 

den 23.9. forløb til stor tilfredshed for alle deltagere. 

Kontakterne mellem menigheder i stiftet og i udlandet 

er fortsat, og der er igen i år grund til ikke mindst at 

pege på det trofaste samarbejde mellem Valbysognene

og Nereta sogn i det sydøstlige Letland. Det nære for- 

hold mellem venskabsstifterne Visby og København fik 

bl.a. udtryk gennem Visby-biskop Lennart Koskinens 

deltagelse som tekstlæser ved bispevielsen i Køben- 

havns domkirke den 30. august. 

Klimaproblemerne er en ny, væsentlig platform for sam- 

talen mellem kirker og trossamfund og kan ses som 

en del af folkekirkens forberedelse til det internatio- 

nale miljøtopmøde i København. Som bekendt er klima- 

spørgsmål og økologi blevet en vigtig del af den økume- 

niske dagsorden, med hovedvægt på Skaberværkets 

bevaring, som netop er blevet fejret i år i september i 

mange kirker i stiftet i forbindelse med høstgudstje- 

nesterne. Der er her tale om en direkte opfølgning på 

en opfordring til kirkerne fra det Tredje Europæiske 

Økumeniske Møde (EEA3) i Sibiu i Rumænien i septem- 

11 

ber 2007. Klimatopmødet følges fra kirkelig side op lig nævnt i den første udgave af lovforslaget, men den 

11 

bl.a. med en stor økumenisk, TV-transmitteret gudstje- seneste version forudsætter, at det mellemkirkelige ar- 

neste fra Vor Frue kirke søndag den 13. december kl. 14. 

Dagen efter vil stiftsudvalget være vært for en frokost 

for de udenlandske kirkerepræsentanter, der deltager 

i begivenhederne i København. Klimadagsordenen er i 

sig selv væsentlig, men betyder også meget for forhol- 

det mellem kirker, som alt for ofte hengiver sig til ind- 

byrdes fejder i stedet for at samarbejde til menneskehe- 

dens og kristendommens fælles vel. 

Et andet forenende element mellem kirker og trossam- 

fund er det stigende pres fra de kræfter i samfundet, 

som arbejder på at fortrænge religiøse udtryk fra det 

såkaldte offentlige rum. Det er ikke kun en dansk pro- 

blematik. Det seminar, der fandt sted i Vartov som af- 

slutning på den danske fejring af KEK’s 50 år den 15. 

marts, kom i høj grad til at beskæftige sig med dette 

spørgsmål, forholdet mellem stat og kirke og hvor det 

er på vej hen i Danmark, og de tilsyneladende uopsli- 

delige Muhammedtegninger. Det er tankevækkende, at 

da formanden for udvalget 25.–27.9. var i Sarajevo. ind- 

budt af MRI, det Interreligiøse Institut i Sarajevo, var det 

igen disse spørgsmål, som var centrum for diskussio- 

nen. Det er ganske tankevækkende, hvor megen op- 

mærksomhed der er omkring de kirkelige forhold i 

Danmark, og hvor værdifuldt det er for os at sætte vor 

hjemlige situation i relief ved en sammenligning med 

andre kirker. Vi er i en langt bedre situation end f.eks. 

kirkerne i det tidligere DDR. Men det er faktisk ret ex- 

ceptionelt i Europa i dag. 

Et særskilt punkt på de seneste møder i udvalget har 

været det fremtidige forhold til stiftsrådet, hvis lovfor- 

slaget om stiftsråd vedtages i den senest foreliggende 

form. Det mellemkirkelige arbejde var ikke udtrykke- 

bejde fremover lægges ind under stiftsrådet og finan- 

sieres over det forpligtende bidrag fra menighedsrå- 

dene. Stiftsrådet kan ifølge forslaget nedsætte et stifts- 

udvalg for mellemkirkeligt arbejde, men vil ikke være 

forpligtet til at gøre det. Det er i denne forbindelse 

stiftsudvalgets opfattelse, at det vil kunne svække det 

mellemkirkelige arbejde i stiftet, hvis der ikke er et sær- 

skilt udvalg, som kan videreføre det erfaringsgrundlag, 

som er oparbejdet i de mellemkirkelige stiftsudvalg 

gennem de sidste to årtier. Stiftsudvalget kan i hvert 

fald konstatere, at stadighed er en vigtig forudsætning 

for en opretholdelse og styrkelse af de mellemkirke- 

lige forbindelser og dermed for kirkens usynlige enhed. 

Erfaringen viser, at det mellemkirkelige arbejde ikke 

står lige stærkt i alle sogne, men at det der, hvor det 

fungerer, spiller en vigtig rolle som inspirationskilde 

for det kirkelige liv, lige som stiftets kirkelige liv i høj

grad drager nytte, erfaringer og inspiration af de mel- 

lemkirkelige kontakter. Det er vigtigt, at dette arbejde 

ikke bliver marginaliseret og professionaliseret og hen- 

vist til kirkelige organisationer, men at det udgør en le- 

vende del af det folkelige kirkelige liv i de sogne, som 

indgår i det. Derfor har den hidtidige ordning med fi- 

nansiering gennem frivillige årlige bidrag fra sognene 

(hvoraf ca. en tredjedel i stiftet har bidraget) samt den 

årlige mellemkirkelige kollekt ikke været en dårlig bag- 

grund for arbejdet. Den nye ordning skulle nødigt føre 

til, at det mellemkirkelige arbejde bliver et overset sted- 

barn i det nye stiftsråd. Det er da heller ikke nogen til- 

fældighed, at hele to af stiftsudvalgets medlemmer har 

stillet op som kandidater til stiftsrådet. 

Stiftsudvalg for 

Folkekirke og 

Religionsmøde 

kristendom som naturlig basis, og at mange derfor hel- 

ler ikke længere herfra henter sprog og symboler til at 

beskrive identitet og sammenhæng. 

Globalisering, mobilitet, kommunikationssamfund 

har tilsammen medvirket til, at mennesker har fun- 

det nye kodeord til beskrivelse af deres tilværelse og 

drømme. Som ingen sinde før udfordres kristendommen 

af ny privatreligiøsitet, nyreligiøsitet, sekulær humanisme 

og ateisme. Alle disse strømninger kan ikke 

længere affærdiges med et bedrevidende 'vi ved bedst'. 

Så hvad angår den opgave at repræsentere og præsentere 

evangeliet i verden har folkekirken ikke alene de 

traditionelle udfordringer, som den altid har haft, der er 

nye modspillere (læs: konkurrenter) på banen. 

Det er måske i sig selv ikke så bekymrende. Det, 

der kan bekymre, er den vigende lyst til, energi og vision 

om at 'tage kampen op'. Et vigende medlemstal 

bud på svaret til de udfordringer, der ligger foran folkekirken 

i Københavns stift, hvad angår mission og religionsmøde. 

Før man går i gang med en stor opgave, kan det 

være gavnlig at få et overblik over de ressourcer, der 

er til rådighed. Vi har i stiftet gennemført en spørgeskemaundersøgelse, 

som gav nogle pejlemærker, som 

vi stadig tygger på. Mange er allerede i gang rundt om 

i sognene, andre vil gerne i gang. Hvordan kan vi helt 

konkret formidle erfaringer fra nogle til andre, og hvordan 

kan vi inspirere endnu flere til at vove sig i gang? 

I stiftsudvalget er vi således i færd med at planlægge 

en netværksdag i begyndelsen af det nye år. Her vil vi 

gerne samle ansatte og frivillige medarbejdere i folkekirkens 

sogne og i de folkekirkelige organisationer til 

en erfaringsudveksling om mission og religionsmøde 

med særlig fokus på frivilligheds-kulturen. Hvem kan 

løbne år lagt økonomi til, at dette nyttige og succesfulde 

projekt kunne køres. Gennem stiftsudvalgsmedlemmers 

utrættelige arbejde og networking 

er det nu lykkedes at få bevilget midler 

fra Integrationsministeriet til de næste tre års 

drift af projektet. Vi håber, at Københavns og 

Frederiksbergs kommuner følger projektet nøje, så 

de vil bakke op efter de tre år. 

· Også vi voksne har brug for at lære. Når dette læses, 

har der være afholdt et frokostmøde, hvor 

temaet er, hvordan kirken kan møde alle de 

mange mennesker, der er åndeligt nysgerrig. 

Missionsorganisationen Areopagos og stiftsudvalget 

har i løbet af de seneste måneder udviklet et 

arbejdsmateriale (se www.troitiden.dk), der sætter 

fokus på netop dette. Vi vil gerne opmuntre til, at 

116 

gavner heller ikke. Når så opgaverne og deres størrelse 

hvad og i hvilken kontekst? Når vi er færre til at udføre man lokalt afprøver dele af dette materiale, så det 

117 

bestemt ikke er vigende, så er det nemt at forfalde til 

en større opgave, så må vi bruge de ressourcer, vi har, gennem konkrete erfaringer kan tilrettes og ud- 

modløshed og opgivenhed. 

bedst muligt. Det får vi mulighed for at drøfte på netvikles yderligere. Samtidig er det ønskeligt, his der 

Det værste, kirken kan gøre, er at stikke hovedet i 

værksdagen. 

kan danne sig et københavnsk netværk af kirkelige 

busken og forvente, at alt bliver som før. Det er blevet 

Endelig vil jeg nævne, at stiftsudvalget har haft aktører, som med deres forskellige erfaring og ind- 

mere besværligt at bære bud om Jesus Kristus. Gamle 

nyttige konsultationer med generalsekretærerne i henfaldsvinkler kan være til inspiration, hjælp og op- 

strategier og metoder, der ofte var møntet på klart deholdsvis 

Stiftssamarbejdet for Folkekirken og Religionsmuntring for hinanden. Hvad kan vi gøre, sammen 

Ved sognepræst Niels Underbjerg 

finerede målgrupper, kommer til kort over for den indimøde 

og Folkekirkens Mission. Der er opgaver og erfa- og hver for sig, så kirken fremstår troværdigt og 

vidualistiske religiøsitet, der præger dagens Danmark. 

ringsudvekslinger, der ikke kan hæmmes af stiftsgræn- relevant for tidens religiøst interesserede menne- 

En ny tid – nye udfordringer 

At hver mand har sin religiøsitet fordrer et langt større 

ser, men som bedst løses i større regi. 

sker? 

Vi har, så længe vi kan huske det, været vant til, at kri- og mere omfattende kendskab til og kundskab om de 

Når det drejer sig om at udruste menighederne til 

stendommen på det religiøse område, og i vores op- ting, der påvirker mennesker i et moderne samfund, i 

at deltage i de foran liggende opgaver, så er der mange · Endelig har vi et kursus i islamisk teologi på bedtik, 

dermed også folkekirken, har været ene om at hvert fald hvis vi ønsker adgang til rum, hvori et men- 

strenge at spille på. Jeg vil her nævne tre aktuelle ding. Det henvender sig til præster og kirkelige 

sætte dagsordenen. Jeg tror, at selv de mest religiøst neske opbevarer redskaberne til at orientere sig og ma- 

strenge: 

medarbejdere, så disse kan udrustes til bedre at 

indelukkede efterhånden har indset, at sådan er det nøvrere i en turbulent virkelighed. 

· Skal man få forståelse for og lære at tale om det 

forstå og give en kristen respons på de udfordrin- 

ikke mere, og sådan har det måske ikke været længe. 

religiøse, må man begynde, mens man er barn. 

ger, der kommer fra vore muslimske medborgere. 

Enhedskulturen, også den religiøse enhedskultur, er en 'Mandtal' og udrustning 

Derfor har skole- og integrationsprojektet ”Din 

saga blot. Traditionstab og historieløshed har på mange I Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde vil vi 

tro, min tro og hvad vi sammen tror” også været Mission og religionsmøde 

områder betydet, at mange danskere ikke længere har gerne forsøge at bidrage med både en analyse af og et 

stærkt prioriteret. Københavns stift har i de for- Den bedste udrustning og den mest konstruktive er-

faring kommer som bekendt ved at gøre tingene, ved 

at tage fejl og lykkes – og så lære af det. Vi, der i gen- 

nem snart mange år har deltaget i den årlige, alterna- 

tive Krop-Sind-Ånd-messe, har måttet øve os i at tale ret 

og handle ret og have den rigtige attitude. Det har gi- 

vet os en værdifuld platform ved den største årlige an- 

ledning i København til såvel religionsmøde som mis- 

sion. Erfaringer herfra og fra andre møder med menne- 

sker er vigtige at samle og formidle. At turde religions- 

møde og mission og at give mod og håb videre til nye 

og gamle medarbejdere, det vil vi i stiftsudvalget gerne 

være med til. 

Vi takker for støtte og opbakning fra stiftet og håber, at 

vi kan give tilbage med nye udfordringer, nye erfarin- 

ger, nye ressourcer. Vi kan ikke nå alt på en gang, men 

vi forsøger at prioritere, så godt vi kan. 

Stiftsudvalget foretog konstitution, idet Jørgen Chris- 

tensen blev valgt til formand og Kjeld Laursen til næst- 

formand. 

Herefter drøftedes situationen, og det blev besluttet at 

anmode Bibelselskabets generalsekretær, cand.theol. 

Tine Lindhardt om at anmode biskoppen om at udpege 

to nye medlemmer til stiftsudvalget, idet Tine Berg Krog- 

strup er udtrådt, og Anders Carlsson er flyttet til Fyn. 

Under forudsætning af, at der herefter udpeges to nye 

medlemmer på biskoppens foranledning vil udvalget 

være fuldtalligt. 

Herefter drøftedes mulige aktiviteter, som udvalget 

kunne iværksætte i sit arbejde, idet det skal fremhæves, 

at der har været et fortrinligt samarbejde med stiftsud- 

Herefter vil der blive indkaldt til nyt møde, forhåbentligt 

med deltagelse af de to nyudpegede medlemmer, 

og udvalget vil så arbejde videre som anført, idet udvalget 

fortsætter det gode samarbejde med stiftsudvalget 

for Helsingør stift. 

Der er allerede i det regi planlagt aktiviteter i januar og 

februar 2010: 

· 14. januar i Sorgenfri sognegård med Lisbeth 

Smedegaard 

· 5. februar i Det Kongelige Vajsenhus med biskop 

emeritus, kongelig konfessionarius Erik Norman 

Svendsen. 

De af udvalget foreslåede aktiviteter påtænkes afholdt i 

løbet af foråret 2010. 

Samtidig påtænkes det, om Tine Berg Krogstrup 

I det forgangne år har udvalget brugt megen tid på at 

øge kendskab til hinandens projekter og arbejde. Det 

lyder umiddelbart måske ikke af så meget, men det 

har vist sig at være meget frugtbart, for ofte står man 

med de samme strukturelle udfordringer og problemer: 

Arbejdet med skrøbelige mennesker kræver en særlig 

nænsomhed begyndende ved den omstændighed, at 

folk ganske ofte ikke bare kommer af sig selv, men har 

behov for at blive set med den nød, der er deres. 

På denne baggrund vil vi invitere til en storstilet Diakoniens 

aften i domkirken den 6. februar 2010, hvor der 

netop vil blive sat spot på nogle af disse fokusgrupper 

under overskriften ”Gud giver væksten – fortæl dit liv”. 

For også det er en vigtig diakonal opgave at give mund 

og mæle til dem, der ellers føler sig hægtet af, og lære 

af deres livserfaringer. 

118 

Og lad os så løfte hovedet, se vort medmenneske i valget for Helsingør stift. Et arbejde som Københavns 

kunne blive tilknyttet Ambassadørkorpset. 

119 

øjnene og så efter bedste evne formidle ikke blot et re- stiftsudvalg fremover ser frem til at tage meget mere 

2009 er ellers det år, hvor København har fået sin første 

levant religiøst sprog, men også et levende håb, bundet aktiv del i. 

deciderede diakonikirke, Samuelskirken på Nørrebro. 

til kirkens Herre. 

Derfor var det oplagt for udvalget at byde sognepræst 

Udvalget blev enige om at arbejde videre med følgende 

aktiviteter: 

Stiftsudvalget 

Paul Heden Friis velkommen som nyt medlem. Samuelskirken 

er med sin nye status blevet en omsorgskirke 

Stiftsudvalg for Det 

· Bibelkanon: Udvalg af tekster fra GT og NT (NA) 

som "almen viden" 

for diakoni 

for hele mennesket, dog naturligvis ikke den eneste, 

som lægger vægt på diakoni. Går det som stiftsudvalgets 

ønsker, vil der snart kommer flere til, blandt andet 

Danske Bibelselskab 

· Foredrag ved forfatteren til bogen om Jesu 

Ligklæde (Torino) 

Ved sognepræst, Ph.d. Ulrich Vogel 

Tingbjerg Kirke, som der allerede er konkrete planer for. 

I denne sammenhæng har det været ganske nyttigt at 

– Foredrag om kanoniseringsprocessen og de apo- 

Diakoni betyder lydhørhed overfor det moderne men- kunne følge processen omkring Samuelskirken meget 

Ved Jørgen Christensen 

kryfe skrifter 

neskes nød. Ensomhed, psykiske sygdomme, ungdoms- nøje og lære af den. 

problemer, integrationsarbejde – der er mange arbejds- Samuelskirkens første erfaringer tegner lyst: Over- 

Efter en lidt ufrivillig pause holdt stiftsudvalget møde i Herefter blev det besluttet, at udvalget deltager i det 

områder, hvor kirken bidrager med et vigtigt arbejde. gangen fra sognekirken til diakonikirken er lykkedes, 

Bibelselskabets lokaler tirsdag den 15. september 2009. fælles Stiftsudvalgsmøde i Odense onsdag den 30. sep- 

Udvalgets medlemmer repræsenterer hver især nogle og der er etableret de første tiltag: Fællesspisning hver 

tember. 

af de mange diakonale arbejdsgrene i stiftet – vel at onsdag kl. 17 efterfulgt af ugens gudstjeneste. Til gen- 

Tilstede var Kjeld Laursen og Jørgen Christensen, idet Pia Mogensen har ytret interesse for at deltage, og 

mærke med særlig vægt på den sognebaserede indgæld er der ikke længere søndagsgudstjenester i kir- 

Pia Mogensen havde meldt afbud. 

Jørgen Christensen deltager ligeledes. 

faldsvinkel.ken. 

Til fællesspisningen kommer der mellem 25 og 35

personer, hvoraf mange er nye. Der er ansat en diako- 

nimedarbejder (sognemedhjælper), ligesom der er dan- 

net et diakoniråd under menighedsrådet, som skal tage 

sig af diakonikirkens udvikling. 

Forberedelserne i forbindelse med diakonigudstje- 

nesten den 6. februar har ført sognemedhjælper Su- 

sanne Torgaard fra Vor Frue kirke ind i udvalget, lige- 

som Samvirkende Menighedsplejers udviklingskonsu- 

lent for Hovedstads-området, Sjælland, Lolland-Falster 

og Bornholm, Bitten Petersen, er trådt ind som efterføl- 

ger for vores tidligere formand Finn Pilgaard Beyer. End- 

videre er Niels Thomsen trådt ud af udvalget, men fort- 

sætter som ekstern konsulent efter behov. 

Københavns 

Stiftscentral for 

praktisk teologi 

120 

hver kommunikationssituation. Hun viste veje og muligheder 

for, hvordan vi kan opøve vores stemme, så vi 

121 

Ved leder af stiftscentralen, sognepræst Helene Dam 

Københavns Stiftscentral blev oprettet i 1996 for at 

styrke praktisk teologi og kristendomsundervisning i 

stiftet. Gennem årene har stiftscentralen årligt udbudt 

kurser for stiftets præster samt fælleskurser for præs- 

ter, organister og sognemedhjælpere og i samarbejde 

med Folkekirkens Skoletjeneste i København og Frede- 

riksberg tillige udbudt kurser, hvor kirken og skolen 

møder hinanden. 

Tidligere indebar denne kursusvirksomhed om- 

kring 6 formiddagskurser om året, men i dag tilbyder 

stiftscentralen tillige heldagskurser, supervisionsgrup- 

per, workshops samt konsulentbistand i kirkelig tale, 

læsning og stemmetræning. 

Sprog til tiden 

I 2009 har stiftscentralen affyret startskuddet til projek- 

tet: Sprog til tiden – en række kurser og workshops, der 

i de næste tre år skal arbejde med sprogets og stem- 

mens betydning i præsters arbejde som formidlere og 

forkyndere af den kristne tro. 

I efterårets første kursus kom Malene Bjerre, der er 

en af medredaktørerne til Den Nye Aftale, og rensede 

vores prædikener for verbalsubstantiver og teologisk 

fagsprog og gav os i stedet et mundret sprog med ord 

hentet fra vores hverdagssprog. 

I det andet kursus fortalte Susanna Eken, der hører 

til den internationale superliga indenfor stemmepæda- 

gogik, om hvor vigtig en rolle vores stemme spiller i en- 

kan opnå en bedre klang, et friere og naturligt udtryk 

og en større styrke i stemmen. 

Sæsonens sidste kursus satte fokus på, hvordan 

vi får gudstjenestens tekster til at fremstå klart og me- 

ningsfyldt selv i store og akustisk vanskelige rum. Op- 

lægsholder var Lene Kleinscmidt, der til daglig træner 

DR’s journalister og de kommende skuespillere på Sta- 

tens Teaterskole i at fremstille skrevne tekster, så de 

fremstår naturligt i den mundtlige udtryksform. 

Øvrige kurser 

Hvert år indgår to homiletiske kurser i stiftscentralens 

kursusprogram, som inspiration til kommende sønda- 

ges prædikenforberedelse. 

I 2009 gennemgik Niels Grønkjær en del af trinitatis 

tidens søndage i lyset af påskens temaer. Jan Lindhardt 

og Lars K. Bruun var oplægsholdere i temadagen om

Paulus og Luther, hvor man drøftede, hvad den nyere 

Paulusforskning betyder for en luthersk prædiken. 

Tillige afholdt Stiftscentralen tre kurser med hen- 

blik på formidling af kristendommen. To kurser, der 

begge satte fokus på musikken som formidler af den 

kristne tro. Det ene kursus var lavet i samarbejde med 

Folkekirkens Skoletjeneste, det andet kursus kom fra 

TPC i Løgumkloster. Foruden disse to kurser, der overvejende 

var rettet mod formidling af kristendom til 

børn og unge, afholdt stiftscentralen et kursus, som i 

særlig grad henvendte sig til kirkens voksenundervisning, 

om Darwin og den nye ateisme. 

Workshops 

I prædikenworkshoppen arbejder vi ud fra den klassiske 

retoriks teori og praksis for derigennem at udfordre 

vor egen prædikenpraksis, så prædikenen bliver 

fællesskab. Leder af supervisionen er Christian Busch 

og Pia Sundbøll. 

Kursusoversigt 

Homiletiske kurser: 

· Inspiration til Trinitatistidens prædikener 

Oplægsholder: Valgmenighedspræst, dr.theol. 

Niels Grønkjær 

· Kan eksegesen og dogmatikken ikke længere tale 

sammen? 

Oplægsholdere: Jan Lindhardt og universitetslektor 

Lars K. Bruun 

Sprog til tiden 

· Prædikenen på sprogvaskeriet 

Oplægsholder: Sprogvasker, redaktør, cand.mag. 

· Musik som formidler af kristendom 

To dages kursus for stiftets præster, sognemedhjælpere 

og organister 

Kurset afholdtes i samarbejde med teologisk 

Pædagogisk Center i Løgumkloster 

Workshops 

· Prædiken workshop 

· Gudstjenestens mundtlige udtryksform 

Begge workshop ledes af Helene Dam 

· Supervision 

Ledet af hospitalspræst Christian Busch og pastor 

Pia Sundbøll 

Folkekirkens 

Skoletjeneste, 

København – 

Frederiksberg 

Nogle af disse dækker kun en enkelt kommune eller et 

enkelt provsti, andre dækker næsten et helt stift. Folkekirkens 

Skoletjeneste, København – Frederiksberg, dækker 

de ni provstier, der er i de to kommuner. 

De ideer og materialer, der udvikles, anvendes 

derfor af mange skoler og kirker. Det er da også en af 

grundtankerne bag oprettelsen af de folkekirkelige skoletjenester, 

at flere lærere og præster derigennem kun- 

ne få glæde af det samme undervisningstilbud, så der 

oftere kunne ske et møde mellem skole og kirke, end 

det ellers ville være tilfældet. 

Den samme spredning af ideer og materialer sker 

også på landsplan, idet der er et nært samarbejde mel- 

lem de forskellige skoletjenester landet over. Som i de 

lokale sammenhænge giver det en bedre udnyttelse 

af ressourcerne og mulighed for at øge kvaliteten i kir- 

kens tilbud til skolerne. 

122 

vedkommende i sit indhold, klar i sin struktur, præcis Malene Bjerre 

123 

i sit fokus og nærværende i sit sprog. Workshoppen le- · Stemmens udtryk og muligheder 

Kik på kirken 

des af Helene Dam 

Oplægsholder: Docent ved Det Kongelige Danske 

Nogle gange er det et mindre antal skoletjenester, der 

Workshop i gudstjenestens mundtlige udtryksform Musikkonservatorium Susanna Eken. 

samarbejder. I det forgangne år er der således for første 

er et tilbud til alle stiftets præster om i egen kirke at · Fra bog til sprog 

gang blevet afviklet et folkekirkeligt skoletjeneste-pro- 

få mulighed for sammen med Helene Dam at drøfte og Oplægsholder: Stemmelære på Danmarks Radio og 

jekt fælles for hele Københavns stift. Titlen var Kirkens 

gennemarbejde gudstjenestens liturgi, læsninger og Statens Teaterskole Lene Kleinscmidt 

mange ansigter, og ideen var at lade skoleelever be- 

prædiken med henblik på at styrke den mundtlige udskrive 

stiftets forskellige typer kirkebygninger gennem 

tryksform. Videooptagelse er mulig, hvis man ønsker Religionspædagogiske kurser 

fotos. Der deltog klasser fra Bornholm, Kastrup, Køben- 

det. 

· Glæden ved musik og fællessang 

Ved leder af skoletjenesten, 

havn og Frederiksberg, og projektet resulterede i plaka- 

Oplægsholdere: lektor Peter Aaboe Sørensen, kan- 

sognepræst Helle Krogh Madsen 

ten Kik på kirken, der er udsendt til alle sogne og des- 

Supervision 

tor Lotte Smith-Petersen, komponist, højskoleforuden 

kan ses på www.fskf.dk. 

Der er i 2009 oprettet to supervisionsgrupper. Superstander Erik Sommer 

Et område i vækst 

vision er et rum for faglig og teologisk refleksion over Kurset afholdtes i samarbejde med Folkekirkens 

Folkekirkens Skoletjeneste i København og Frederiks- Tro og viden i et Darwin-år 

egen praksis. Der gives hjælp til at se nye muligheder Skoletjeneste Kbh./Frb. 

berg kommuner blev oprettet i 1992. Det var stort set Andre gange går landsnetværket af samtlige folkekir- 

på baggrund af de overvejelser og temaer, der lægges · Darwin og ateismen 

samtidig med oprettelsen af en tilsvarende skoletjenekelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder sam- 

frem. Supervisionen støtter faglig udvikling og inte- Oplægsholdere: Professor Niels Henrik Gregersen 

ste i Randers, og siden disse to første blev til, er antalmen og laver et landsdækkende projekt. Det skete bl.a. 

gration mellem præst og person. Supervisionen giver og journalist Lars Christiansen 

let vokset, så der her i 2009 er 26 folkekirkelige skole- i 2007, hvor netværket fik komponisten Sebastian til at 

større overblik og styrker arbejdsglæden i det kirkelige 

tjenester og flere nye er på vej. 

skrive musicalen Jernbyrd om overgangen fra asatro til

kristendom i Danmark, der for tiden (november – decem- 

ber 2009) spilles i en udvidet version på Taastrup Teater. 

Og det er også tilfældet i dette skoleår med et stort 

undervisningsprojekt i anledning af, at 2009 er 200- 

året for Charles Darwins fødsel og 150-året for udgivel- 

sen af hans epokegørende værk Arternes oprindelse. 

Det var forudsigeligt, at disse jubilæer ville skabe op- 

mærksomhed om temaer som forholdet mellem tro og 

viden, religion og naturvidenskab, Bibelens skabelses- 

beretninger og Darwins evolutionslære etc. Derfor har 

de folkekirkelige skoletjenester fundet det oplagt at ud- 

arbejde undervisningstilbud om disse temaer til samt- 

lige klassetrin i folkeskolen. Den overordnede titel for 

dette er Tro og viden – om livets fakta og forunderlig- 

hed, idet det er den gennemgående pointe, at menne- 

sker har brug for både fakta og forundring, viden og 

tro, hvis vi skal kunne finde ud af at leve og fatte lidt af 

12 

meningen med livet. 

· Kors for en hammer (4. – 6. kl.) 20 klasser/? kirker 

De ansatte er fortsat lærer John Rydahl og sognepræst ding af forkyndende og kulturformidlende stof, som 

12 

Denne dobbelte vinkel på stoffet antydes i titlerne · Tro og viden i et Darwin-år (0. – 10. kl.) 82 klas- 

Helle Krogh Madsen, begge ansat 75 %. 

magasinet indeholder. Som tidligere har vi ved flere lej- 

på de tre oplæg, der indgår i projektet: Verden set med 

to øjne (1. – 3. kl.), Stykker af himlen (4. – 6. kl.) og Dig 

og mig og Darwin (7. – 10. kl.). På hjemmesiden www. 

skolekirke.dk, kan man læse meget mere om projektet 

Mange temaer i årets løb 

Ud over de nævnte projekter har Folkekirkens Skole- 

tjeneste København – Frederiksberg udbudt og gen- 

nemført undervisningsforløb og kurser med mange for- 

skellige temaer i 2009. I hovedparten af disse deltager 

både en bred vifte af områdets 100 skoler og mange af 

de lokale kirker, mens kirkebesøgene i andre projekter 

koncentrerer sig om enkelte kirker. Det er typisk en el- 

ler flere af byens store kirker, der danner ramme om af- 

slutninger, udstillinger, koncerter eller lignende. Endelig 

kan der være enkelte projekter, hvor der ikke indgår et 

obligatorisk kirkesamarbejde i forløbet. 

Temaer og deltagerkreds kan kort beskrives således: 

Undervisningsforløb 

· Et møde med den danske salme 2009 (3. – 6. kl.) 93 

klasser/43 kirker 

· Bob Dylan og kristendommen (8. – 10. kl.) 8 klas- 

ser/5 kirker 

· Hvorfor holder vi påske? (1.– 3. kl.) 63 klasser/19 

kirker 

· Påskens billeder (4. – 5. kl.) 3 klasser/3 kirker 

· Påsken i tegneserier (4. – 5. kl.) 26 klasser/15 kirker 

· Fra Babelsmyte til pinseunder – et tegnefilmprojekt 

(6.kl.) 6 klasser/6 kirker 

· Fælles stiftsprojekt: Kirkens mange ansigter (5. – 6. 

kl.) 5 klasser/9 kirker 

· Gospel – en anden form for kirkemusik (5.– 7. kl.) 

20 klasser/2 kirker 

ser/? kirker 

· Fra Babelsmyte til pinseunder – et tegnefilmprojekt 

(6. – 7. kl.) 6 klasser/6 kirker 

· Engle – forventning og glæde (1. – 3. kl.) 56 klas- 

ser/1 kirke 

· Hvad rager det mig? – et projekt om etik og klima 

Kurser 

(7. – 10. kl.) 24 klasser/1 kirke 

· Glæden ved musik og fællessang – 41 organister, 

præster, lærere m.fl.. Kurset afholdtes sammen 

med Københavns Stiftscentral 

· Tro og viden i et Darwin-år – 110 lærere og præ- 

ster. Kurset afholdtes sammen med Centrene for 

Undervisningsmidler og de folkekirkelige skoletje- 

nester i Region Hovedstaden 

Flere oplysninger m.v. 

Arbejdet i Folkekirkens Skoletjeneste, København – Fre- 

deriksberg, finansieres af årlige bidrag på kr. 16.000 

fra hvert af de 59 menighedsråd, der udgør Menigheds- 

rådenes Skoletjenestesamarbejde. Dette beløb er også 

i 2009 suppleret med tilskud fra folkekirkens centrale 

midler, herunder stiftets 1 %-pulje. 

Yderligere oplysninger om de enkelte projekter 

samt Folkekirkens Skoletjeneste, København – Frede- 

riksberg i øvrigt kan findes på www.fskf.dk. Desuden 

har vi stadigvæk eksemplarer af nyhedsbrevet vedrø- 

rende skoleåret 2008–2009, som vi gerne fremsender. 

Endelig er der på det årlige repræsentantskabsmøde i 

Menighedsrådenes Skoletjenestesamarbejde, der afhol- 

des primo februar 2010, mulighed for at høre mere om 

arbejdet og spørge til dette. 

Folkekirkens Infocenter 

Ved Karen Schousboe 

Hovedproduktet i Infocenteret er inspiration, dvs. inspi- 

ration til medarbejdere og menigheder i forbindelse 

med udviklingen af de lokale kirkers liv og vækst. Info- 

centerets opgave er ikke at bygge kirke direkte. Det er 

kirkernes opgave. Opgaven er at bygge et sprudlende 

og levende kirkeligt univers op, som medarbejdere og 

menigheder samt kirkeligt interesserede synes, det er 

interessant at være en del af. 

Nyhedsbrev 

Hver uge sender Infocenteret et nyhedsbrev ud til ca. 

3.700 abonnenter, en vækst på næsten 50 % fra sidste 

år. Herfra er der mulighed for at linke videre til den elek- 

troniske ugeavis, www.kirkenikobenhavn.dk , hvor der 

ugentlig udgives mellem 20 og 24 artikler om småt og 

stort i kirkelivet. Desuden anmeldes bøger, film, teater 

og musik. Avisens hjemmeside gæstes månedligt af 

mellem 40 og 50.000 læsere. Hertil kommer de læsere, 

der inviteres indenfor, fordi kordegne i de enkelte kirker 

printer avisen ud, kopierer den og fordeler den i duesla- 

get til de enkelte menighedsrådsmedlemmer. 

Kristendom & Kultur 

På samme måde udgiver vi også et egentligt magasin, 

der udkommer ugentligt med fire sider som en pdf-fil. 

Titlen er Kristendom & Kultur og hentyder til den blan- 

ligheder udgivet særnumre af Kristendom & Kultur. I år 

i forbindelse med Landsforeningens årsmøde om kirke 

og film samt i forbindelse med bispevielsen. 

Pressearbejde 

En anden væsentlig opgave er at fungere som presse- 

center. Det gør vi ved at udsende pressemeddelelser 

til ca. 430 særligt udvalgte medarbejdere på danske 

medier, når en historie skønnes at have almen interesse. 

Disse medarbejdere modtager naturligvis også den 

elektroniske ugeavis. I det forgangne år har vi specielt 

haft held med at sikre en positiv debat i medierne om- 

kring dåbstallenes udvikling samt væksten i kirkegang. 

Desuden har vi været specielt involverede i at formidle 

pressedækningen i forbindelse med kirkens involvering 

i World Outgames samt bispevielsen. Lige nu planlæg-

ges et pressefremstød i forbindelse med den tilstun- 

dende Copenhagen International Organ Festival. 

I skrivende stund er Infocenterets ugeavis under udvik- 

ling. Vi forventer at gå i luften med et nyt design i løbet 

af efteråret. I den forbindelse vil der ske en styrkelse af 

formidlingen af trosstof, som vi oplever en stigende in- 

teresse for. Desuden er det hensigten at arbejde med at 

udvikle fjernsynsspots til visning på internettet. 

Notat vedrørende 

stiftsfonden 

126 


berne, samt at det var landemodet, som endeligt goddats, 

der i formål ligger op ad stiftsfondens hidtidige 

127 

kendte regnskaberne. 

Da der blandt menighedsrådene formentlig hverken er vedtægter. Endvidere er der søgt om sammenlægning 

Generelt 

Oprettelsen af stiftsfonden skete ved menighedsråd- 

sloven fra 1949, hvor der blev åbnet mulighed for, at 

menighedsrådene – udover til administrationsudgifter 

– måtte anvende beløb til at fremme det kirkelige liv i 

sognet, pastoratet … samt til kirkelige formål af betyd- 

ning for stiftet som helhed. (Rådighedsbeløbet). 

I Kirkeministeriets cirkulære af 1973 om menighedsrå- 

denes rådighedsbeløb anføres det bl.a., at ”… der som 

hidtil [er] adgang til også at yde tilskud af rådighedsbe- 

løbet til kirkelige formål af betydning som helhed, her- 

under bidrag til de i stifterne oprettede stiftsfonde”. 

Kirkeministeriet fastsatte i cirkulære af 1. maj 1980 til 

stiftsfondsbestyrelserne nærmere retningslinier for an- 

vendelse af de midler (fra menighedsrådenes rådigheds- 

beløb), som indgik i stiftsfonden. 

Midlerne anvendes fortrinsvis til afholdelse af stiftspræ- 

stekurser, dækning af underskud på stiftsårbogen, be- 

taling af præstekurser og forskellige konkrete projekter 

til gavn for stiftet. 

Stiftsfondsregnskaberne blev indtil 1988 indsendt til 

Kirkeministeriet til revision og godkendelse. 

I brev af 1. juni 1988 foreslog Kirkeministeriet stifts- 

fondsbestyrelserne (efter samtykke fra Justitsministe- 

riet), at stiftsfondenes vedtægter blev ændrede, således 

at det herefter var den revision, som stiftsøvrigheden 

havde udpeget til at revidere kirkekasseregnskaberne 

i domprovstiet, som skulle revidere stiftsfondsregnska- 

Vedtægterne er herefter ændret i overensstemmelse 

hermed, § 6. 

Bindende stiftsbidrag 

I forbindelse med den nye bestemmelse § 23a i lov om 

folkekirkens økonomi er det blevet muligt for stiftsud- 

valget for økonomi at udskrive et bindende stiftsbidrag 

fra kirkekasserne til finansiering af aktiviteter i stiftet. 

Aktiviteterne kan være: 

1. kommunikation mellem stift, menighedsråd og 

præster 

2. formidling af kristendom 

3. udviklingsprojekter inden for undervisning, dia- 

koni, IT, medier, kirkemusik o.lign. 

Der er dermed tale om formål, som i vidt omfang i dag 

finansieres af stiftsfondene via indbetalinger fra menig- 

hedsrådenes rådighedsbeløb. 

I bemærkningerne fra lovforslaget nævnes det, at finan- 

sieringen af de nuværende stiftsfonde ved frivillige bi- 

drag erstattes at et bindende bidrag fra kirkekasserne 

med henblik på, at stiftet skal kunne løfte opgaver til 

at give inspiration til menighederne, at etablere fora 

for diskussion af holdninger om kirkens arbejde, gen- 

nem udgivelse af stiftsbøger og/eller stiftsblade, afhol- 

delse af præstekonventer og stiftsdage, at medvirke til 

efter- og videreuddannelse af præster og andre medar- 

bejdere i samvirke med folkekirkens uddannelsesinsti- 

tutioner og at inspirere til samarbejde inden for områ- 

der som undervisning, mellemkirkeligt arbejde og mø- 

det med andre religioner. 

vilje eller mulighed for at indbetale ’dobbelt’ til samme 

formål, synes stiftsfonden at blive overflødig i fremti- 

den og kan derfor opløses. 

Har stiftsfonden en fremtid? 

Stiftsfondenes fremtid har da også kort været drøf- 

tet med Kirkeministeriet, og konklusionen var, at hver 

enkelt stiftsfondsbestyrelse bør tage aktivt stilling til 

stiftsfondens fremtid, og at der bør laves en køreplan 

for fondenes af- eller udvikling. Kirkeministeriet er så- 

ledes ikke afvisende over for, at en stiftsfond kan ’leve 

videre’, det skal blot ske for nogle andre midler end 

anmodning om indbetalinger fra menighedsrådene. 

For eksempel vil en stiftsfond fremover kunne danne 

ramme som kilde for private støtter. 

En videreførelse af stiftsfonden bør dog begrundes i, at 

der findes væsentlige formål i stiftet, hvis finansiering 

ville blive yderst vanskelig, eller som ellers ikke vil blive 

varetaget, hvis ikke stiftsfonden kunne yde et bidrag. Et 

sådant formål kan tænkes at være finansiering af arbej- 

det med venskabsstifter i udlandet. Der skal således ta- 

ges stilling til, om der findes sådanne formål, der med 

tilstrækkelig vægt kan siges at begrunde en viderefø- 

relse af stiftsfonden. 

Såfremt det besluttes at videreføre stiftsfonden, bør der 

oprettes forretningsorden med oplysning om tegnings- 

berettigede personer. 

Det er på møde i stiftsfondens bestyrelse den 2. marts 

2009 besluttet at ansøge Civilstyrelsen om godkendelse 

af oprettelse af en ny, fortsættende fond med en fun- 

med en af de fonde, der hidtil er blevet administreret af 

stiftsøvrighed over Københavns stift. Derudover tæn- 

kes den nye fond at kunne danne ramme om private 

støtter i øvrigt, således at legatmidlerne vil kunne ud- 

deles af bestyrelsen i henhold til den nye fonds fundats. 

I øjeblikket afventes Civilstyrelsens stillingtagen til an- 

modningen.

Landemodeberetning 

1/10-2008 – 30/9-2009 

Sogneændringer 

Sognesammenlægninger: 

Simeon-Sankt Johannes, Rosenvænget (Luther, Frihavn 

og David), Kingo-Samuel 

Ordinationer – ordinander 

Der har i det forløbne år været afholdt 5 ordinationer 

med i alt 10 ordinander. 

Ledige embeder/ansøgertal 

I landemodeåret har der i Københavns stift været opslået 

i alt 19 præstestillinger med i alt 452 ansøgninger 

– et gennemsnit på 23 ansøgere pr. opslag. 

· Simeon-Sankt Johannes, sognepræst med særlig 

forpligtelse til De Gamles By 27 

· Vesterbro Bykirke, Elias, sognepræst 49 

· Vesterbro Bykirke, Enghave, sogne- og ungdomspræst 

17 

· Kildevæld, sognepræst 35 

· Vor Frue Pastorat, Trinitatis kirke, Gadepræst 17 

· Rønne, sognepræst 7 

· Olsker, sognepræst kbf 8 

· Rønne, sognepræst (genopslag) 12 

Kirkejubilæer 

· Kastrup Kirke, 16. marts 2009, 125 år 

· Maria Kirke 31. maj 2009 (Pinsedag), 100 år 

· Vanløse Kirke 1. august 2009, 100 år 

1. Ordinationer 

18/11-2008 

Bettina Birk Jensen, Jette Marie Bendixen Rønkilde 

1/2-2009 

Trine Savannah Parbo, Afonso Justino Waco 


Christina Ebbesen 


Thomas Holden Jensen 


Malene Flensborg Christensen, Rune Reimer Christensen, 

Kirsten Busch Nielsen, Lene Suh Nicolaisen 


Christer Teilmann Damm, Sydhavn pastorat 


Susanne Møller Olsen, Grøndalskirken 


Malene Flensborg Christensen, Johannes Døber- 

Margrethe pastorat 


Thomas Nedergaard, Vesterbro bykirke, Enghave kirke 


Birger Bavnhøj, Simeon-Sankt Johannes pastorat, 

De Gamles By 

128 

2. Førstegangsansatte og forflyttede fra embeder 1/8-2009 

129 

· 

· 

Husum, sognepræst 32 

Adventskirken, sognepræst (barselsvikar) 16 Præster: 

i andre stifter 

1/10-2008 

Charlotte Cappi Grunnet, Frederiksberg Slotskirke 

· 

· 

Sankt Stefans kirke, sognepræst 25 

Solvang, sognepræst med forpligtelse til indvan- Tilgang – afgang 

Inge Lise Løkkegaard, Grundtvigs Kirke 


Jesper Biela Christensen, Vesterbro bykirke, Elias kirke 

· 

drere og flygtninge, genopslag 21 

Østerlars/Gudhjem, sognepræst (genopslag) 12 1/10-2008 – 30/9-2009 

15/11-2008 

Bettina Birk Jensen, Husum kirke 


· Vor Frue pastorat med særlig henblik på betjening 

Sigrid Wilbrandt Kjær, Kildevældskirken 

af Sankt Andreas sogn, sognepræst .. 40 

1. Ordinationer. 

1/12-2008 

· Vor Frue pastorat, 50% lokalfinansieret sognepræst 2. Førstegangsansatte og forflyttede fra embeder i 

Carl Einar Rosenberg, Tagensbo 

24 

andre stifter. 

3. Embedsskift inden for stiftet 

· Sydhavn pastorat, sognepræst 25 

3. Embedsskift inden for stiftet. 



· Frederiksberg Slotskirke, sognepræst og studenter- 4. Forflyttelser til embeder i andre stifter. 

Thomas Holden Jensen, Østerlars og Gudhjem pastorat Pernille Østrem, Sankt Stefans kirke 

præst 43 

5. Afskedigelser. 

· Grøndalskirken, 50% lokalfinansieret sognepræst 6. Døde. 



12 

Ellen Vibeke Gotfredsen, Jesuskirken 

Eva Maria Schwarz, Vor Frue pastorat 

· Johannes Døber-Margrete pastorat, sognepræst 30 



Stine Munch, Vor Frue pastorat 

Erik Norman Svendsen, Garnisons kirke


Peter Henrik Skov-Jakobsen, Københavns Stift 

130 

. Forflyttelser til embeder i andre stifter 


EAN-nr. 57 98 00 08 18 66 8 

Nørrebrogade 106, 3. th., 2200 København N. 

131 

Karen Ea Hvitnov, 

Anders Walther Fagerlund Carlsson, Rønne 

35 36 12 68 

1. maj 2009 Tranebjerg sogn, Samsø, Århus Stift 

Christian Hyttel, 

1. september 2009 Stormarks sogn, Lolland-Falster Stift 

. Afskedigelser 


Anna Mejlhede, Sankt Andreas kirke, Vor Frue pastorat 


Helene Borgman Hansen, Margrethekirken 


Tine Berg Krogstrup, Christianskirken 


Søren Kjær Bruun, Kildevældskirken 


Birthe Margit Møller, Ansgars kirke 

6. Døde 

23. november 2008 

Finn Allan Ellerbek, Nordøstre provsti, København 

(Kingos kirke) 

23. marts 2009 

Martin Svane, Flintholm kirke 

11. august 2009 

Kjeld Olesen, Sct. Lukas kirke 

1. oktober 2009 

Hans Immanuel Hermansen, Valby-Vanløse provsti, 

(Timotheus kirke). 

Navne og adresser 

Biskop Peter Henrik Skov-Jakobsen, 

Nørregade 11, 1165 København K 

33 47 65 00 

Direktør, Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, 

Statsforvaltningen, Hovedstaden, Borups Allé 177, 

blok D-E, 2400 København NV. 

72 56 70 00 

Københavns stiftsadministration, 


Tlf.: 33 47 65 00 

Telefax: 33 14 39 69 

Email: kmkbh@km.dk 

Danske Bank 0216-4069027113, 

· Stiftskontorchef, cand.jur. Helle Ellens Ostenfeld 

lokal 504 

· Stiftsfuldmægtig, cand.jur. Anne Margrethe Andersen 

lokal 515 

· Stiftsfuldmægtig, cand. jur. Malene Sejr Kaulfuss 

lokal 519 

· Kontorfuldmægtig Anne-Marie Hansen 

lokal 503 

· Kontormedarbejder Dorte Meno Alstrøm 

lokal 522 

· Kontormedarbejder Mette Østfeldt 

lokal 508 

· Kontorfuldmægtig Anne Weichardt 

lokal 517 

· Økonomifuldmægtig Hans Nielsen 

lokal 528 

· FLØS-ansvarlig Bettina Hansen 

lokal 534 

· Lønmedarbejder Betina Westermann Hansen 

lokal 536 

· Stiftspræst Camilla Sløk 26259862 

Provster: 

· Domprovst Anders Gadegaard, 

Fiolstræde 8, 1171 København K. 

33 14 74 32 

· Provst Ejgil Bank Olesen, Holmens kirke 

Holmens Kanal 21, 1060 København K 

33 11 37 40 

· Provst Erik Balslev-Clausen, 

A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø. 

35 26 44 28 

· Provst Gert Blak Mogensen, 

· Provst Sten Wenzel-Petersen, 

Vesterbrogade 54, 1., 1620 København V. 

33 21 83 19 

· Provst Peter Holm, 

C. F. Richsvej 9, 2000 Frederiksberg 

38 87 24 27 

· Provst Gotfred Larsen, 

Søborgstræde 11, 3700 Rønne 

56 95 31 95 

· Provst Johanne Haastrup, 

Håbets Allé 39, 2700 Brønshøj 

38 28 55 59 

· Provst Finn Vejlgaard, 

Guldagervej 5, 2720 Vanløse 

38 71 61 32

· Provst Leo Kamstrup-Olesen, 

Frankrigsgade 1, 2300 København S. 

32 58 57 85 

· Provst Palle Thordal, 

Saltværksvej 39, 2770 Kastrup 

32 50 55 82 

· Hærprovst Ole Brehm Jensen, 

Kastellet 16, 2100 København Ø. 

33 15 13 06 

· Flyverprovst Vilhelm E. Værge, 

Vinderupvej 25, Ejsing, 7830 Vinderup 

97 44 60 07 

Provstiudvalgene: 

Vor Frue provsti: 

· Formand, domprovst Anders Gadegaard, 

132 


A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø. 

Visbygade 6, 2.th., 2100 København Ø 

Søborgstræde 11, 3700 Rønne. 

133 

· Dorete Damgaard Hansen, 

· Steen Nielsen, 

· Bent Nilsson, 

Østerbrogade 78, 3.th., 2100 København Ø. 

· Anne Dorte Schwarz-Nielsen, 

Kløverbladsgade 42, 2500 Valby 

· Regitze Nørregård-Nielsen, 

Gl. Mønt 27,2., 1117 København K. 

· Erik Thorsen, 

Bartholinsgade 5, 2.th., 1356 København K. 

· Preben Skelbæk Kristiansen, 

Johs. V. Jensens Allé 48, 1.tv., 2000 Frederiksberg 

· Provstisekretær Charlotte Holmen, 


Holmens provsti: 

· Formand, provst Ejgil Bank Olesen, Holmens kirke, 

Holmens Kanal 21,1060 København K. 

· Næstformand Ellen Anette Asmussen, 

Dantes Plads 3, st.tv., 1556 København V. 

Navne og adresser Navne og adresser 

· Elisabeth Høyer, 

Kronprinsessegade 39, st.th., 1306 København K. 

· Arthur Terence Mønsted, 

Østerbrogade 56 A, 4.tv., 2100 København Ø. 

· Niels Blomgren-Hansen, 

Toldbodgade 21, 2., 1253 København K. 

· Anne Margrethe Juul-Larsen, 

Piet Heins Vej 11, 2960 Rungsted Kyst 

· Otto Leopold Hinrichsen, 

Amagerfælledvej 20, 1.tv., 2300 København S. 

· Provstisekretær Johanne Kanstrup, Holmens Kirke, 

Holmens Kanal 21, 1060 København K. 

Østerbro provsti: 

· Formand Ole E. Pagels, 

Lille Strandvej 18 H, 1.tv., 2900 Hellerup 

· Næstformand, provst Erik Balslev-Clausen, 

Vognmandsmarken 17, 2.tv., 2100 København Ø. 

· Nicki Zilmer Nielsen, 

Aldersrogade 43C, 1.tv., 2100 København Ø. 

· Preben Aagaard, 

Østerbrogade 134, 4.tv., 2100 København Ø. 

· Provstisekretær Janne Birgit Schrøder, 

Provstikontoret, Koldinggade 11, 2100 København Ø. 

Nørrebro provsti: 

· Formand Svend Hovard, 

Laurids Skaus Gade 15, 2. th., 2200 København N. 

· Provst Gert Blak Mogensen, 

Nørrebrogade 106, 3.th., 2200 København N. 

· Næstformand Frederik Christian Green-Møller, 

Vagtelvej 29, 5.th., 2000 Frederiksberg 

· Max H. Jeppesen, 

Udbygade 10, 3.tv., 2200 København N. 

· Ebbe Rostgaard-Hansen, 

Søndervej 48 F, 2830 Virum 

· Marianne Breinholt Schunck, 

Bækkeskovvej 7, st., 2700 Brønshøj 

· Steffen Morild, 

Australiensvej 23, 1.tv., 2100 København Ø. 

· Provstisekretær Lene Fulton, 

Nørrebrogade 86, 1., 2200 København N. 

Vesterbro provsti: 

· Formand Hans Henrik Fagel, 

Maria Kirkeplads 6, 4.th., 1707 København V. 

· Provst Sten Wenzel-Petersen, 

Vesterbrogade 54, 1., 1620 København V. 

· Næstformand Andreas Sethedal, 

Gammel Kongevej 33B, 3.th., 1610 København V. 

· Anton Kristian Pihl, 

Hørdumsgade 11, 1.tv., 2450 København SV. 

· Susanne Olling Nielsen, 

Viktoriagade 22, 4.tv., 1655 København V. 

· Provstisekretær Mogens Østergaard Jensen, 

Vesterbrogade 67, 3.th., 1620 København V. 

Frederiksberg provsti: 

· Formand, provst Peter Holm, 

C. F. Richsvej 9, 2000 Frederiksberg 

· Næstformand Lillian Schmidt Rasmussen, 

Dr. Priemes Vej 7, st. th. 1854 Frederiksberg C. 

· Inge Lise Pedersen, Frihedsvej 1, 2000 Frederiksberg 

· Dorith Horsbøl Grinderslev, 

Nyvej 18, 4.tv., 1851 Frederiksberg C. 

· Hans Kirkeby Vedersø, 

Rolighedsvej 18, 1.th., 1958 Frederiksberg C. 

· Karsten Bundgaard, 

Jacobys Allé 12, 4.th., 1806 Frederiksberg C. 

· Provstisekretær Jette Søgaard, Provstikontoret, 

Falkoner Allé 36, 1.tv., 2000 Frederiksberg 

Bornholms provsti: 

· Formand Jens Georg Hansen, 

Rønnevej 105, Nylars, 3720 Aakirkeby 

· Provst Gotfred Larsen, Søborgstræde 11, 3700 Rønne 

· Næstformand Svend Gunnar Kofoed-Dam, 

Albret Wolfsensgade 2, 3740 Svaneke 

· Erik Vibert, Rønnevej 31, 3770 Allinge 

· Anette Kaas, Åbakken 10, 3700 Rønne 

· Poul Ove Kofod, 

Klemens Storegade 46, 3782 Klemensker 

· Jack Rønne Frederiksen, Elisabetsvej 5, 3700 Rønne. 

· Provstisekretær Birte Kofod, 

Bispebjerg-Brønshøj provsti: 

· Formand John Christensen, 

Steenstrups Allé 15, st.tv., 1924 Frederiksberg C. 

· Provst Johanne Haastrup, 

Håbets Allé 39, 2700 Brønshøj 

· Næstformand Tage Sørensen, 

Enigheds Allé 10, 2700 Brønshøj 

· Birgit Lis Jensen, Dyssevænget 63, 2700 Brønshøj 

· Preben Pedersen, 

Ved Bellahøj 1 B, 7.th., 2700 Brønshøj 

· Børge Axel Reckweg Rossing, 

Bjernedevej 45, 2700 Brønshøj 

· Karen-Marie Olesen, 

Frimestervej 38, 3.th., 2400 København NV. 

· Provstisekretær Hanne Østergaard Andersen, 

Provstikontoret, Håbets Allé 21, st., 2700 Brønshøj.

Valby-Vanløse provsti: 

· Formand, provst Finn Vejlgaard, Guldagervej 5, 2720 

Vanløse 

· Næstformand Dorte Juel Viborg, Lindebugten 25, 

2500 Valby 

· Torben Larsen, Birkagervej 12, 2720 Vanløse 

· Carsten Albertsen, Jernbane Allé 88 B, 3.tv. 2720 

Vanløse 

· Dan Andresen Nielsen, Årslevvej 18A, 2610 Rødovre 

· Hans-Jørgen Lykkeboe, J.P.E. Hartmanns Allé 26, 

2500 Valby 

· Provstisekretær Bente Juhl-Thomsen, Provstikontoret, 

Ålekistevej 76, st.tv., 2720 Vanløse 

Amagerbro provsti: 

· Formand Michael Riis, 

Reykjaviksgade 5, 4. tv., 2300 København S. 

13 

· Provst Leo Kamstrup-Olesen, 

Læge medlemmer: 

Amagerbro provsti: 

senteret ved Christian von Schlegel. 

13 

Frankrigsgade 1, 2300 København S. 

· Jens William Grav, 

· Lærer Inge Thomsen, Københavns Lærerforening. 

· Næstformand Jakob Riis, 

Hovmålvej 91, 2300 København S. 

· Erling Støhrmann-Brun, Killerupvej 10, 2770 Kastrup 

· Rolf Kallesøe, Gyldenlakvej 20, 2300 København S. 

· Lisa Dalh Christensen, 

Halvtolv 17, 1.tv., 1436 København K. 

· Torben Aagaard, Windsorvej 14, 2300 København S. 

· Provstisekretær Winnie Käthe Anthonisen 

Salomonsen, Frankrigsgade 1, 2300 København S. 

Amagerland provsti: 

· Formand Karl-Erik Olsen, 

Harevænget 49, 2791 Dragør 

· Provst Palle Thordal, Saltværksvej 39, 2770 Kastrup 

· Næstformand Torben Nesjan, 

Brøndbyøster Torv 47, 4.tv., 2605 Brøndby 


· Tom Allan Hansen, Astridsvej 9, 2770 Kastrup 

· Bent Jørgensen, Farsøvej 4, 2770 Kastrup 

· Erik Søndergaard, Skippergangen 1, 2791 Kastrup 

· Ernst Dalsgaard, 

Hans Jægers Vænge 18, 2770 Kastrup 

· Provstisekretær Julia Thordal, 

Saltværksvej 39, 2770 Kastrup 

Stiftsrådets medlemmer: 

(Indtil 1. november 2009) 

· Biskop Peter Henrik Skov-Jakobsen, 

Nørregade 11, 1165 København K. 

· Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, 

Borups Allé 177, blok D-E, 2400 København NV. 

· Domprovst Anders Gadegaard, 


Vor Frue provsti: 

· Anne Dorte Schwarz-Nielsen, 

Kløverbladsgade 42, 2500 Valby 

Holmens provsti: 

· Arthur T. Mønsted, 

Østerbrogade 56 A, 4.tv., 2100 København Ø. 

Østerbro provsti: 

· Ole Erhardt Pagels, 

Lille Strandvej 18 H, 1.tv., 2900 Hellerup 

Nørrebro provsti: 

· Svend Bjerregaard Hovard, 

Laurids Skaus Gade 15. 2.th., 2200 København N. 

Vesterbro provsti: 

· Birgitte Ulla Poulsen, 

Händelsvej 7, 2.mf., 2450 København SV. 

Frederiksberg provsti: 

· Inge Lise Pedersen, Frihedsvej 1, 2000 Frederiksberg 

Bornholms provsti: 

· Annette Kaas, Åbakken 10, 3700 Rønne 

Bispebjerg-Brønshøj provsti: 

· Margrethe Winther-Nielsen, 

Frederiksborgvej 205 B, 2400 København NV. 

Valby-Vanløse provsti: 

· Torben Larsen, Birkagervej 12, 2720 Vanløse 

Kastrupvej 78, 3.th., 2300 København S. 

Amagerland provsti: 

· Tom Allan, Astridsvej 9, 2770 Kastrup 

Gejstlige medlemmer: 

· Sognepræst Peter Møller Jensen, 

Engsvinget 37, 2400 København NV. 

· Sognepræst Helle Krogh Madsen, 

Kochsvej 4, 2.tv., 1812 Frederiksberg C. 

· Sognepræst Søren Sievers, 

Pile Allé 1, 2000 Frederiksberg 

· Sognepræst Niels Henrik Lyngbye, 

Svanekevej 9, 3751 Østermarie 

· Provst Erik Balslev-Clausen, 

A.F. Kriegers Vej 5 E, 2100 København Ø. 

· Provst Finn Vejlgaard, Guldagervej 5, 2720 Vanløse 

Folkekirkens Skoletjeneste København – 

Frederiksberg: 

Sognepræst Helle Krogh Madsen 

Lærer John Rydahl 

Pædagogisk Center, 

Lollandsvej 40 A, 2000 Frederiksberg 

Tlf.: 38 86 16 70 

Bestyrelsen for Folkekirkens Skoletjeneste, 

København – Frederiksberg: 

· Biskoppen over Københavns Stift Peter Skov- 

Jakobsen, repræsenteret ved provst Gert Blak 

Mogensen. 

· Skoledirektøren for Københavns Kommunes 

Skolevæsen, repræsenteret ved afdelingsleder Poul 

Vestergaard, Skoletjenesten. 

· Kulturdirektøren for Frederiksberg Kommune, repræ- 

· Lærer Carsten Nørballe, Frederiksberg 

Kommunelærerforening. 

· Provst Erik Balslev-Clausen, København (formand). 

· Sognepræst Pia Nordin Christensen, Frederiksberg. 

Fra Menighedsrådenes Skoletjeneste Samarbejde (MSS): 

· Lærer Ole Ehlers, Vor Frue Sogns Menighedsråd 

· Lærer Svend Hovard, Blågårdens Sogns 

Menighedsråd 

· Lærer Jette Paulisen, Grøndals Sogns Menighedsråd. 

· Grafiker Birgit Lerstrup (formand MSS), Timotheus 

Sogns Menighedsråd. 

Kgl. Bygningsinspektører: 

Kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Peter Holsøe, 

Holsøe Arkitekter A/S 

Nygårdsvej 5, 2100 København Ø. 

Tlf.: 33 14 80 00, fax: 33 14 80 50,

e-mail: pho@holsoe-ark.dk 

Område: Vor Frue provsti, Holmens provsti, Østerbro 

provsti, Nørrebro provsti, Vesterbro provsti, Frederiks- 

berg provsti samt Valby-Vanløse provsti. 

Kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Stig Andersen, 

Arkitektfirmaet Fogh & Følner A/S 

Nymølle, Kulsviervej 150, 2800 Lyngby. 

Tlf.: 45 93 40 20, fax: 45 93 40 10, 

e-mail: ff@fogh-folner.dk 

Område: Bornholms provsti, Bispebjerg-Brønshøj prov- 

sti, Amagerbro provsti samt Amagerland provsti. 

Bygningskonsulenter: (indtil 31/12–2009) 

Arkitekt m.a.a. Christian Gerlach, 

Fuglevadsvej 77, 2800 Kgs. Lyngby. 

Tlf.: 45 88 42 24, i dagtimerne 82 32 25 74, 

136 

e-mail: cg@sbsby.dk 

Tlf.: 86 39 40 48, mobil: 23 80 44 28, 

Funktionschef Gorm Fogh-Nielsen, 

Kirkevej 17, 3720 Aakirkeby 

137 

Område: præstegårde i København, Frederiksberg, e-mail: prm@km.dk 

Skt. Knuds Vej 20, st., 1903 Frederiksberg C. 

· Ivar Lærkesen, Baneparken 2, 3720 Aakirkeby 

Dragør og Tårnby kommuner: 

Arkitekt m.a.a. Jørn Appel 

Dampmøllegade 14, 3700 Rønne 

Tlf.: 56 95 58 44, fax: 56 95 58 44, 

e-mail: kj_appel@mail.tele.dk 

Område: præstegårde i Bornholms Regionskommune 

Præstegårdskonsulent: (indtil 31/12–2009) 

Gårdejer Harald Kjøller, 

Valnøddegård, Bohnebakken 22, Olsker, 3770 Allinge 

Tlf.: 56 48 41 38, mobil: 40 19 77 04, 

e-mail: harald.kjoeller@mail.dk 

Område: præstegårde i Bornholms Regionskommune 

Kirkegårdskonsulent: (indtil 31/12–2009) 

Landskabsarkitekt m.d.l. Torben Michelsen, 


Krøjerup Overdrev 12, 4180 Sorø. 

Tlf.: 57 83 25 77, fax 57 83 16 53, 

e-mail: betty@bettyengholm.dk 

Område: Hele stiftet. 

Øvrige konsulenter: 

Orgelkonsulent: Vakant 

Klokkekonsulent: (indtil 31/12–2009) 

Organist Erik Kure, 

Kingosvej 19, Hornborg, 8762 Flemming. 

Tlf.: 76 27 01 50, mobil: 30 26 01 50, fax: 76 27 01 51, 

e-mail: erku@km.dk 

Assisterende klokkekonsulent: (indtil 31/12–2009) 

Organist, klokkenist Per Rasmus Møller, 

Nørregade 4, 8550 Ryomgaard. 

Varmekonsulent: (indtil 31/12–2009) 

Professor, civilingeniør Vagn Korsgaard, 

Donsevej 3, 2970 Hørsholm. 

Tlf.: 48 28 01 04, fax: 48 28 07 09, 

e-mail: v.korsgaard@mail.tele.dk 

Konsulent vedr. teleslyngeanlæg: 

Præst for hørehæmmede øst for Storebælt 

Peter Hansen, 

Sprogøvej 19, 3.th. 2000 Frederiksberg. 

Tlf/fax 38 33 11 61, e-mail: peha@km.dk 

Høreforeningen, 

Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre. 

Tlf.: 36 75 42 00, fax: 36 38 85 80, 

e-mail: mail@hoereforeningen.dk 

Nationalmuseet, 

Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K. 

Tlf.: 33 13 44 11, fax: 33 47 33 33, e-mail: kirkekonsu- 

lenter@natmus.dk 

Det Kongelige Akademi for de skønne Kunster 

v/Akademirådets udvalg for Kirkekunst, 

Kongens Nytorv 1, 2.sal tv. i porten, 1050 København K 

Tlf.: 33 74 49 10, fax: 33 15 68 41, 

e-mail: info@akademiraadet.dk 

Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg (kirkeskibe), 

Kronborg 1, 3000 Helsingør. 

Tlf.: 49 21 06 85, fax: 49 21 34 40. 

Den særlige sagkyndige i sager vedr. vurdering 

af præsteboliger: 

Tlf.: 33 24 38 48, mobil: 23 69 98 31, 

e-mail: foghnielsen@gmail.com 

Kirkeministeriet, 

Frederiksholms Kanal 21, 

Postboks 2123, 1015 København K. 

TIf.: 33 92 33 90, Fax: 33 92 39 13, e-mail: km@km.dk 

Københavns Stiftsfonds bestyrelse: 

· Formand, biskop Peter Skov-Jakobsen, 

Nørregade 11, 1165 København K. 

· Direktør, Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen, 

Statsforvaltningen Hovedstaden, Borups Allé 177, 

2400 København NV 

· Provst Karsten Woll, 

Brønshøj Kirkevej 6, 2700 Brønshøj 

· Sognepræst Niels Henrik Olesen, 

Wibrandtsvej 41A, 2300 København S 

· Universitetslektor Karsten Fledelius, 

Holsteinsgade 9, 3.th., 2100 København Ø 

· Skoleinspektør Anette Asmussen, 

Dantes Plads 3, st.tv., 1556 København V 

· Bente Thorborg, Almindingsvej 35, 3720 Aakirkeby 

· Konsulent Leif Kayerød, 

Gustav Johannsens Vej 38, 2000 Frederiksberg 

· Svend Hovard, 

Laurids Skaus Gade15, 2.th., 2200 København N 

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde i 

Københavns stift: 

· Formand, Universitetslektor Karsten Fledelius, 

Holsteinsgade 9, 3.th., 2100 København Ø 

· Sognepræst Ruth van Gilse, 

· Fuldmægtig Viggo Haarløv, 

Uppsalagade 24, 1., 2100 København Ø 

· Sognepræst Leif G. Christensen, 

Brolæggerstræde 6, 2., 1211 København K 

· Biskop Peter Skov-Jakobsen, 


· Nancy Riis, Skindergade 39, 2., 1159 København K 

Københavns Stiftscentral for Praktisk Teologi 

· Stiftspræst Helene Dam, 

Diskovej 15, 3390 Hundested 

· Provst Finn Vejlgaard, 

Guldagervej 5, 2720 Vanløse, formand 

· Sognepræst Jonas Lucas Christy, 

C.N. Petersens Vej 23, 2000 Frederiksberg 

· Sognepræst Anne Vig Skoven, 

Viggo Rothesvej 35, 2920 Charlottenlund

· Hospitalspræst Lotte Blicher Mørk, 

Tullinsgade 6,1.th, 1618 København V 

Stiftsudvalget for Det Danske Bibelselskab: 

· Formand, cand.merc. Jørgen Christensen, 

Landlystvej 18, 1.tv. 2500 Valby 

· Næstformand, pens. overlæge Kjeld Laursen, 

J.C. Schiødtes Vej 8, 2000 Frederiksberg 

· Major Pia Mogensen, Frelsens Hær, 

Frederiksberg Allé 9, 1621 København V 

Stiftsudvalget for Diakoni i Københavns Stift: 

· Formand, sognepræst Ph.d. Ulrich Vogel, 

Langhusvej 1, 2700 Brønshøj 

· Næstformand, sognepræst Asser Skude, 

Svanevej 9, 2400 København NV 

· Sekretær, sognepræst og sognemedhjælper Anita 

138 

Rohwer, Valbygårdsvej 71, 1.tv., 2500 Valby 

Vognmandsmarken 17, 2.tv., 2100 København Ø 

139 

· Kasserer, menighedsrådsformand Marianne Plum, · Lillian Schmidt Rasmussen, 

Oliemøllegade 12, 3. lejl. 2, 2100 København Ø 

· Korshærsleder, genbrugsen Ingrid Fly Jensen 

· Børne- og ungdomsmedarbejder Bent Bojer 

Harregaard, Dag Hammerskjölds Allé 7, 1.tv., 

2100 København Ø 

· Korshærschef og sognepræst Bjarne Lenau Henriksen, 

Bernstorfflund Allé 72, 

2920 Charlottenlund 

· Pastor Ane Bisgaard LaBranche, 

Risbyholmvej 11, 2700 Brønshøj 

· Sognepræst Erik Boye Olsen, 

Præstegårdsvej 1, Rø, 3760 Gudhjem 

· Generalsekretær Hanne Thomsen, 

Den Danske Diakonissestiftelse, 

Peter Bangsvej 1D, 2000 Frederiksberg 

· Sognemedhjælper Susanne Torgaard, Vor Frue kirke, 



· Konsulent Bitten Petersen, Samvirkende 

Menighedsplejer, Valby Tingsted 7, 2500 Valby 

· Diakoni- og sognepræst Paul Heden Friis, 

Hvidkildevej 39, 2400 København NV 

INFO-Center for Københavns Stift: 

· Formand Torben Larsen, 

Birkagervej 12, 2720 Vanløse 

· Næstformand Erik Balslev-Clausen, 

Koldinggade 11, 2100 København Ø 

· Anette Asmussen, 

Dantes Plads 3, st.tv., 1556 København V 

· Steffen Morild, 

Australiensvej 23, 1.tv., 2100 København Ø 

· Susanne Olling Nielsen, 

Viktoriagade 22, 4.tv., 1655 København V 

· Steen Nielsen, 

Dr. Priemes Vej 7, st.th., 1854 Frederiksberg C 

· Bent Jørgensen, Farsøvej 4, 2770 Kastrup 

· Provst Peter Holm, 

Falkoner Allé 36, 1.tv., 2000 Frederiksberg 

· Sekretariatet: Karen Schousboe, 

Pile Allé 3, 2., 2000 Frederiksberg 

Stiftsudvalget for Folkekirke og Religionsmøde 

· Formand, sogne- og stiftspræst Niels Underbjerg, 

Ryesgade 105, 1.th., 2100 København Ø 

· Sekretær, stiftspræst Jonna Dalsgaard, 

Hvidovrevej 10, st.th., 2610 Rødovre 

· Sogne- og stiftspræst Niels Nymann Eriksen, 

Saxogade 13, 1662 København V 

· Stiftspræst, dr. theol. Lissi Rasmussen, 

Sortedam Dossering 23, 2., 2200 København N. 

· Administrator Allan Bäck, 

Nørre Allé 2 C, 1., 2200 København N. 

· Sognepræst Poul Bo Sørensen, 

Præstefælledvej 107, 2770 Kastrup 

· Sognepræst Ellen Margrethe Gylling, J.C. 

Christensens Gade 3, 1.th., 2300 København S. 

· Lektor, cand. theol. Steffen Johannessen, 

Tikøbvej 11 B, 3060 Espergærde 

· Pastor Ole Skjerbæk Madsen, 

Åboulevard 6, 2., 2200 København N 

· Sognepræst Peter Hauge Madsen, Åvej 2, 3700 Rønne 

· Pastor Leif Munksgaard, 

Amagerfælledvej 20, 3.tv., 2300 København S 

· Sognepræst Michael Krogstrup Nissen, 

Jemtelandsgade 7, 2300 København S 

· Christa Lund Herum, 

Applebys Plads 23, 5.tv., 1411 København K

Københavns Stiftsfonds regnskab for 2008 

RESULTATOPGØRELSE 2008 2007 

INDTÆGTER 

Indkomne bidrag 44.500,00 190 

Renter 16.669,92 17 

Indtægter i alt 61.169,92 207 

UDGIFTER 

Stiftsårbog 2007 0,00 27 

tkr. 

1 0 

Rejsegodtgørelse 

Kontorhold, gebyrer m.v. 

0,00 

0,00 

0 

0 

Eksterne fonde 

1 1 

Chr. P. Hansens Fond 1/1-2008 23.219,25 23 

Uddelinger 

Emma Kraghs Mindefond 50.000,00 73.219,25 50 

Stiftspræstekurser 0,00 153 

Diverse bevillinger 6.500,00 50 

Præstekurser 56.569,00 63.069,00 25 

Udgifter i alt 63.069,00 2 

Driftsresultat -1.899,08 - 8 

BALANCE 2008 2007 

AKTIVER 

Danske Bank 4180-3302272716 145.512,79 94 

Girokonto 1001191 354.762,14 394 

Debitorer 4.000,00 87 

Aktiver i alt 0 .27 ,93 7 

PASSIVER 

Kreditorer 52.645,85 122 

Egenkapital 

Saldo pr. 1/1-2008 498.358,31 498 

Akk. driftsresultat foreg. år -118.049,40 -70 

Driftsresultat, overført fra resultatopgørelse -1.899,08 378.409,83 -48 

Passiver i alt 0 .27 ,93 7 

Regnskabet er periodiseret, således at indtægter og udgifter vedr. 2008, der er indkommet og afholdt i 2009 

er medtaget i regnskabet for 2008 

København den 18. februar 2009 

Morten Palsbro Hans Nielsen 

tkr.

1 2 

Regnskab 

for det bindende 

stiftsbidrag 2008 

Formål 

Stiftepræstekursus 158.883,65 

Stiftsårbog 155.190,53 

Efteruddannelse af præster 29.063,00 

Tilskud til stiftsudvalg: 

Diakoni 10.335,00 

Stiftsudvalget for undervisning 

Praktisk Teologi 78.500,00 

Folkekirke og Religionsmøde 67.366,81 

Folkekirkens Infocenter 1.600.000,00 

Folkekirkens Skoletjeneste 

København-Frederiksberg 640.000,00 

Dragør-Tårnby 80.500,00 

Bornholm 100.000,00 

I alt 2.919.838,99 

Københavns Stiftsfond 

Bidrag fra 

menighedsråd 2008 

Menighed Beløb Dato 

APOSTEL 2.000,00 30.09.08 

GETHSEMANE 2.000,00 09.09.08 

GRØNDAL 1.000,00 31.12.08 

HELLIGAANDS 5.000,00 22.12.08 

MARIA 2.500,00 09.09.08 

NAZARETH 5.000,00 18.07.08 

SCT. ANDREAS 3.000,00 31.12.08 

TRINITATIS 4.000,00 19.12.08 

VANLØSE 4.000,00 30.12.08 

VOR FRUE 16.000,00 22.12.08 

IALT 2008 . 00,00

Stiftsårbogen 2009 som pdf-fil - Holmens Kirke

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?