"Kunstværk" som pdf-fil - Thisted Bibliotek

KUNSTVÆRK
PÅ
BIBLIOTEKET

Redaktion
Tekst: Flemming Skipper
Layout: Orla Poulsen
Foto: Jørgen Vestergaard, Orla Poulsen, Poul Pedersen og Klaus Madsen,
Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune og Århus Lokalhistoriske Samling.
Tryk: Thy Bogtryk, Industrivej 3, 7790 Thyholm,1998.
Bagsiden: Galionsfiguren ved Jens Søndergaards hus i Stenbjerg.
„Kunstværk på Biblioteket“ er udgivet af Thisted Bibliotek i 1998 i anledning af
biblioteksbygningens 60 års jubilæum.
Apropos „kunstværk“. Der er et kunstværk. Så er der omstændighederne ved
kunstværket. Det kan være „noget kunstværk“ - sådan som vi forstår det lidt
underforstået i Thy. Det er baggrunden for, at dette hefte har fået titlen „Kunstværk
på Biblioteket“.
Heftet kan købes ved henvendelse til Thisted Bibliotek, Tingstrupvej 13-19,
7700 Thisted. Tlf. 97 92 23 99.

Et bibliotek der
selv kan være
historie(r)
Et BIBLIOTEK er propfuld af historier. Men et bibliotek kan også selv
være en historie - ja, tre historier. Thisted Bibliotek kan i al fald.
Det er de tre historier, der skal fortælles her. Tre historier som på
deres egen måde hænger sammen og udgør historien om Thisted Bibliotek.
Se, der er for det første selve biblioteks-bygningen, der kan betragtes
som et kunstværk på linje med Jens Søndergaard-udsmykningen
inden døre. Og den tredie historie handler om Svend Wiig Hansen og
hans Siddende Kvinde uden for biblioteket.
Og under alle omstændigheder. Før alt dette kunne blive til historie,
skulle der komme til at stå så megen blæst omkring biblioteket på Tingstrupvej,
at det især i slutningen af 1960´erne var lige før, at der var
fare for hat og briller.
Men nu biblioteks-komplekset fra 1937-38. Mellemkrigstiden var en
brydningstid - også inden for arkitekturen og for den prøvede lokale
byggeskik, der nu for alvor fik konkurrence fra uddannede arkitekter.
Thisted-drengen Jens Foged (1890-1959) blev en af dem, der satte
sig spor i perioden som formidler af først den nyklassicistiske stil, senere
funktionalismen, der dominerede i Europa. I Thisted blev den
overført til både bolig- og institutionsbyggeri. Jens Foged startede som
tømrerlærling i sin fars virksomhed. Senere uddannede han sig til arkitekt
i København, hvor han arbejdede på en tegnestue frem til 1915,
da han vendte tilbage til Thisted og åbnede tegnestue. I de første efterkrigsår
var der gang i byggeriet i Thisted, og Jens Foged fik en
række store opgaver. Blandt andet med opførelsen af alderdomshjemmet
Kristianslyst (1917), Johnsens Rekreationshjem (1923), museumsbygningen
(1925), der oprindeligt blev opført til privatbolig for kaffegrosserer
N. L. Spangberg, og scenebygningen ved Hotel Aalborg
(1937). Og Jens Foged videreførte i flot stil funktionalismen, da han

tegnede Thisted Kommunes kulturelle
“flagskib” i 1937: Biblioteket på
Tingstrupvej. Det blev indviet året efter
- i maj 1938.
Men bibliotekssporet fører os helt
tilbage til vinteren 1919, da der sker
et afgørende kulturelt gennembrud i
købstaden med starten af Thisted Folkebibliotek.
Indrettet i tre lokaler i loftsetagen
i den kommunale administrationsbygning
på Nytorv - det nuværende
pædagog-seminarium. Først
åbnede læsestuen og en måned senere
udlånet. Nu kan man tage bøger
med hjem til den ventende lænestol
og læselampe. Hvis man da kan
lade være at tage på dem med smudsige
hænder eller væde fingrene, når
man blader. Det står advarende på
de indklæbede mærkater. At låne bøger
er en alvorlig sag. Hvis der opstår
smitsom sygdom i hjemmet, skal
man øjeblikkeligt lade bibliotekaren
det vide. Han hedder Niels Grønkjær,
er lærer, men tager i 1922 eksamen
ved Danmarks Biblioteksskole og bliver
heltidsansat som bibliotekets leder.
Det er han indtil 1955. Og Grønkjærs
bibliotek bliver en succes. Op
gennem 1920´erne er der en så kraftig
tilvækst, at det efterhånden bugner
af bøger. Fra de oprindelige 4.000
bind til mere end 25.000 i 1930. Det
er allerede to år efter starten blevet
anerkendt som centralbibliotek for det
daværende Thisted Amt.
Og kronen på værket. Det bliver
opførelsen af det nye - hypermoder-
4

ne - bibliotek på Tingstrupvej. De første planer gik ud på
en placering på Store Torv efter nedrivningen af Brinkmanns
gård. Men der er kommet flere biler på vejene, og deres
ejere vil hellere have parkeringspladser end bibliotek på
torvet. Derfor bliver det Tingstrupvej. Med det nye bibliotek
placerer Thisted sig i bibiblioteksverdenes første division.
Thistedboerne kan betragte en bygning, der slet ikke ligner
noget andet byggeri i byen. Tidens europæiske hovedstrømning
inden for arkitektur, funktionalismen, er for alvor
kommet til Thisted. Og inden for i den store udlånssal går
maleren Jens Søndergaard og bakser med de farvestærke
billeder af Thys land, vand og lys. Også det er noget
nyt. Biblioteket bliver betragtet som et af de mest velindrettede
i kongeriget. Udbygningen af Thisted Bibliotek betegner
uden sammenligning den mest vidtrækkende kulturpolitiske
indsats i dette århundrede - både for Thisted Købstad
og for Thy som helhed. Store ord. Men der er dækning
for dem.
5

Wiig Hansen
Vig, Hansen
VIRKELIGHEDEN har som bekendt flere ansigter.
Eller skikkelser. Her er i al fald to fra virkelighedens
verden, sådan som de blev præsenteret
i de landsdækkende aviser i vinterkolde marts
1969. Thisted gjorde sig pludselig bemærket udi
kunstens brogede verden, der altid - før som nu
- er god for en gang opsigt. Og berømmelse for
en stund til en lille by deroppe i det nordvestlige
hjørne af det daværende kongerige:
“Jamen hov, er det ikke ... Jo, det er da vist ...
Nej, det er bare en bar mannequin fra et udstillingsvindue
med et skilt på maven. “Vig, Hansen -
her er Thisteds svar”, står der. De Thisted-borgere,
der i går morges passerede byens bibliotek,
gned søvnen af øjnene en ekstra gang. Nu havde
de aldrig kendt magen. Men de forstod teksten,
hvis årsag ses for fødderne af den frysende
mannequin-dukke: “Moder Jord”. En bastant og
alt andet end feminin fremtoning, skabt af Svend
Wiig Hansen, der desuden har en anden skulptur
anbragt foran biblioteket. “Moder Jord” er ganske
vist kun til låns. Det kan også være mere end
nok, mener flere Thisted-borgere. Andre synes,
at “Moder Jord” er ganske rar at se på. Hun er så
dejlig jordnær”.
Hvad var det dog, der skete i foråret 1969, da thistedboer så deres
snit til at gå ud af deres ellers gode skind medbringende deres kolde
vinterhjerter ved mødet med den moderne kunst på plænen foran biblioteket
på Tingstrupvej? Ulækre udleveringer af kvinden og kvindekroppen.
Sådan falder ordene. “Man skulle ligefrem tro, at kunstneren
6

gør nar af pigerne og griner af hele borgermusikken”. Så er Thistedpigen
noget andet. Og Madonna med barnet. “Vi mandfolk vil i al fald
betakke os for at komme ud at spadsere med en af dem nede foran
biblioteket”. Amtstidendes gamle redaktør J. J. Lustrup spørger på flere
borgeres vegne, hvem der ansvaret for de hæslige figurer, som han
på et par afdøde biblioteksmæceners vegne kræver fjernet. For hvad
vil turisterne ikke sige. Og den tidligere overbibliotekar Niels Grønkjær
er enig. Han foreslår, at skulpturerne anbringes
i en afkrog i plantagen. Eller bag biblioteket. Ældre
kvinder vil have noget hængt over figurerne
i udlånstiden. Bare et eller andet. Byrådsmedlemmer
“trues” med det kommende valg og opfordres
til at lade Holstebro og Herning beholde
“de forrykte kunstidéer”. Moderne kunst er en
form for sindssyge. Ligner urskovsfeticher. Der
bliver ikke sparet på krudtet i læserbrevsspalterne.
Kun to tager til genmæle. En ung kvinde
og en skoleelev. Hun ser skulpturerne som en
hyldest til kvinden i al sin magt og vælde. Han
erklærer, at biblioteket har gjort sin pligt over for
den moderne kunst - og det kan blive begyndelsen
til realiseringen af drømmen om et kulturcenter
i Thisted. Måske.
Thisted Byråd beslutter i 1967 at bevilge et
beløb af bibliotekets egne midler til køb af Svend
Wiig Hansens bronzeskulptur Siddende Kvinde.
Statens Kunstfond betaler resten. Fonden er på
dette tidspunkt under skarp beskydning. Netop
for dens indkøb af kunst som dén, der nu skal til
Thisted. Overbibliotekar Kjeld Høyrup er dog ikke
i tvivl. Det er ham, der får et godt øje til Siddende
Kvinde på Louisiana-museet. Der er udfoldet
store anstrengelser for at få skulpturen til
Thisted. Det siger Eigil Møller (K), formanden for biblioteksudvalget i
byrådet. Hans partifælle Verner Stage er betænkelig. For han har set
billeder af kunstværket forfra, bagfra og fra siden. Og er ikke sikker
på, det bliver til glæde for Thisted. Formanden giver dog ikke køb:
“Hvad mente folk ikke om Jens Søndergaard-billederne, da de blev
7

Mogens Juhl-tegningen på
modsat side går en stor del
af provinspressen rundt i
1969, da debatten om
Svend Wiig Hansenskulpturerne
i Thisted er på
sit højeste. Året efter er der
ikke noget, der hedder
Thisted Købstad. Og heller
ikke noget byråd. Nu er det
blevet til Thisted Storkommune
og kommunalråd med
repræsentanter for en lang
række tidligere sognekommuner
omkring Thisted By.
Hvis der i dette kommunalråd
skal tages stilling til
indkøb af en Svend Wiig
Hansen-skulptur, kan man
være sikker på, at der ikke
er flertal for indkøb af
moderne kunst. Og dermed
heller ikke baggrund for en
ny kulturkamp. Nye tider er
kommet til Thisted.
indkøbt til biblioteket, og hvad mener man i dag?”. Socialdemokraten
Svend Odgaard mener, at skulpturen “sikkert” er for voldsom til biblioteksplænen.
Og - dét er hans pointe - “er det i det hele taget kunst”?
Poul Borggaard (S) er ikke i tvivl om, at skulpturen nok skal give debat,
men det skal kunst, og det er heller ikke utænkeligt, at mange vil finde
det tåbeligt. Det må man så tage med.
Men også Jens Søndergaards billeder har givet debat. Svend Odgaard
giver dog ikke sådan op uden videre: “Noget af glæden ved
Søndergaard-billederne skyldes måske de mange penge, de er blevet
værd, men kan denne skulptur stige i værdi?”. Et godt spørgsmål. Det
er der mange, der synes. Borgmesteren - det er Aksel Mikkelsen, og
han er konservativ - får de sidste ord: “Det sete afhænger af øjnene,
der ser, men det er vel ikke umuligt, at skulpturen kommer til at vække
opsigt, forbavselse og beundring”.
Men en skulptur, der skal leveres i bronze, kommer ikke fra den ene
dag til den anden. Det er ikke et postordrefirma, Svend Wiig Hansen
driver. Den kunstglade/kunstgale Herning-fabrikant Aage Damgaard
ejer en anden Svend Wiig Hansen-skulptur. Det er Moder Jord. Og
hende tilbyder han til byer, som han synes bør peppes lidt op, og hvor
oprørsånden trænger til en gang afstøvning. Og nu er turen kommet til
Thisted, der - gratis - kan låne skulpturen i et år, så thistedboerne kan
vænne sig til Svend Wiig Hansen. På denne måde kommer der i en
periode til at stå to Svend Wiig Hansen-skulpturer på Tingstrupvej.
Og det er dette kunst-arrangement, der ikke kommer til at forløbe
helt stille. For Aage Damgaard er alt, som det nu skal være. For et
stort flertal af Thisteds borgere er det noget nær en katastrofe, der er
sket. Sådan tager stormen på biblioteket sig ud genoplevet i avisernes
spalter 30 år efter. Der bliver ikke sparet på ord og følelser, og i en
hovedstadsavis - for det er et slag der som nævnt bliver fulgt over hele
landet - kan man læse, at “trivialiteten i de lokale avisers spalter for en
stund er blevet brudt”. Det siger trods alt mere om avisen end om
Thisted. Måske. Og da unge thistedboer en nat placerer en voksmannequin
ved Moder Jord, er det et billede, der går landet over. “Vig,
Hansen - her er Thisteds svar” står der på skiltet på den blonde voksskønheds
bryst. En lidt tvetydig meddelelse. Hvilken lejr er afsenderen
i? Mange timer får Søster Voks ikke ved siden af Moder Jord og Siddende
Kvinde. Et nyt hold unge fjerner hende - smider hende i bibliotekets
baghave, hvor det iøvrigt er blevet foreslået at anbringe Svend
8

Wiig Hansen-skulpturerne. Hvilken lejr
er her på færde?
Overbibliotekar Kjeld Høyrup ærgrer
sig lidt over, at voksmannequinen
er blevet fjernet. Han er i færd med at
forberede en større Svend Wiig Hansen-udstilling.
“Vi var ellers enige om
at lade voksmannequinen blive stående.
Så kunne folk da se forskellen
på kunst og papmaché. Men det er
ganske morsomt at følge debatten,
når man ved, at en ganske tilsvarende
proteststorm rejste sig i 1938, da
Ny Carlsberg Fondet skænkede syv
Jens Søndergaard-malerier til ophængning
i biblioteket. De billeder er
i dag byens største turistattraktion og
direkte årsag til, at Thisted har to stjerner
i Politikens Danmark Rundt. Og
de er forlængst accepteret af borgerne”.
Sandt at sige - det er ikke mange i Thisted-aviserne, der forsvarer
kunstneren Svend Wiig Hansen og hans skulpturer. Vi bliver i stedet
nødt til at blade i Politiken, der i martsdagene 1969 bringer et læserbrev
fra en familie i Sorø, der som turister har været i Thisted og omkring
biblioteket:
“Stakkels Moder Jord, det er godt, at hun er så robust - med al den
kritik hun må sidde model til. Må vi som turister fortælle, at vi sidste
sommer for første gang var nord for Limfjorden og også kom til Thisted.
Da børnene ville have en is, parkerede vi tilfældigvis ved den
kønne biblioteksbygning, hvor vi alle fem for en gangs skyld blev stående
stumme af benovelse foran Moder Jord. Men vi kunne li´ hende
på hver sin måde. Da jeg i søndags viste børnene, som er fire, otte og
elleve år, billedet af hende i Politiken og spurgte dem, om de kendte
det, sagde de straks: Thisted! Vær vis på, at vi til sommer igen standser
op i Thisted, ikke for at købe is, for vi fandt ingen isboder, men for
at gense Moder Jord”.
9

Manden bag kvinderne
Det er en af “de store” i dansk kunst, der i slutningen af 1960´erne
forbereder sin entré på plænen foran biblioteket i Thisted.
Svend Wiig Hansens kunst er præget af en meget stærk ekspressionisme.
Hvad enten skulpturerne er i cement, gips eller bronce er de
svulmende stoflige og afspejler et intenst arbejde med materialet. Moder
Jord mere end symboliserer - hun er den fødende urkvinde, skrællet
for al pyntelighed. Det er de store følelser, mennesket i dets grundvilkår
over for naturen og det indbyrdes forhold mellem mennesker,
der gælder i Svend Wiig Hansens kunst. “Hans værker var ikke til at
komme udenom, men svære at tage til sig”, som det langt senere skal
komme til at hedde om kunstneren - og som modtagelsen i Thisted til
fulde bekræfter. Han skaber nogle af efterkrigstidens stærkeste udtryk
for fællesmenneskelige vilkår.
Svend Wiig Hansen arbejder med malerier (kæmpelærreder og vægflader),
skulpturer (der efterhånden også antager dimensioner, øjet
selv på lang afstand ikke kan krybe udenom), tegninger, ætsninger og
akvatinter. Meget få af de tusinder
af værker, han efterlader
sig ved sin død i 1997, giver
ro, bekræftelse eller oplevelse
af skønhed. Men hvis
man giver sig ro til at kigge
10
Det er de færreste, der lades
uberørte af Svend Wiig Hansens
skulpturer. De gør noget ved
betragteren. Som nu i 1950’eme, da
Svend Wiig Hansen udstillede i
Århus. Moder Jord kunne imidlertid
ikke komme ind i udstillingsbygningen
og blev derfor placeret foran
rådhuset som en slags blikfang for
udstillingen. Men det blev for meget
for borgmesteren, der krævede det
to ton tunge kunstværk fjernet - og
med det samme! Samme furore
vakte Moder Jord andre steder i
landet, hvor ejeren, fabrikant Aage
Damgaard, Herning, havde hende på
turné. Og bedre blev det altså ikke i
Thisted ...

efter og ikke bliver ved forargelsen, så kan man
finde udtryk for tilværelsen, som den er. Sådan
bliver det formuleret i kunsthistorien. Og
som i tilfældet med Moder Jord - skrællet for al
den pyntelighed, der alligevel kun er til pynt.
Under alle omstændigheder. Svend Wiig Hansen
er en mester i at vække de store følelser
hos publikum.
Som nu igen med Moder Jord. Den prægtige
og provokerende skulptur. Da hun er i Århus,
er hun med sine to ton for kraftig til at
komme ind i udstillingsbygningen og bliver placeret
foran rådhuset. Som et blikfang. Men det
er for meget for borgmesteren, der bliver fanget
af mere end kvindens blik, og beordrer
hende fjernet. Og dét med det samme. Hun
må tilbage til kunstmuseet. Det er behandlingen
i Århus, der får fabrikant og kunstmæcen
Aage Damgaard til at give Moder Jord bolig i
sit museum ved skjortefabrikken i Herning. Men
han har altså ikke noget imod at låne hende
ud til Thisted. Hun er fortsat i stand til at provokere.
Hun har også været i Sæby med byens
deling i to stridende lejre til følge. Og nu
er den så gal i Thisted.
Men i dag - i 1990´erne - skal der andre boller
på suppen. Vi er heldigvis blevet klogere.
Eller er vi?
Er Svend Wiig Hansens Siddende Kvinde foran
biblioteket på Tingstrupvej af tidens tand
blevet forvandlet til et stykke udendørs sofakunst?
Er skulpturen blevet forvandlet til billedet
af et menneske, der er ved at blive presset
ned i den selvsamme sofa?
Eller er kunstværket stadig ikke til at komme
udenom - og som nogen derfor må vælge at
passere i lidt hurtigere tempo end normalt for
at komme ind i varmen på biblioteket?
11
Kunsten er åbenbart - eller heldigvis - fortsat i stand
til at provokere. Det var i al fald en større opgave,
thistedboer i 1995 - iøvrigt for anden gang - gav sig i
kast med i nattens mulm og mørke. Og det var en
liggende Siddende Kvinde, man kunne møde om
morgenen. Der blev optaget politirapport om nattens
tunge gerning. Og Svend Wiig Hansen-skulpturen
blev i avisen karakteriseret som “et af de mest
særprægede og værdifulde kunstværker i Thisted”.
Så noget er der da sket i kunstopfattelsen i byen i
forhold til begivenhederne for snart 30 år siden. Men
det var nu ikke Moder Jord - som avisen også
noterede - det var gået ud over. Hun forlod byen for -
ja, for snart 30 år siden. Havde angrebet på Siddende
Kvinde mere med hærværk end kunstprotest at
gøre? Måske! Men alligevel - hvorfor lige netop
Svend Wiig Hansens tunge bronceskulptur? Er der
noget i dette nøgne udtryk, der for hærværksmænd
er for meget af det gode?

Jens Søndergaards skitser
Jens Søndergaard havde
flere idéer og udkast til,
hvordan udsmykningen af
det store bibliotekslokale
skulle gribes an. Et første
udkast forudså væggene
dækket med op til 11
billeder af forskellig format.
Forhandlingerne sluttede
med, at Jens Søndergaard
efter Ny Carlsberg Fondets
ønske udførte syv billeder.
Her er et af Jens Søndergaards
udkast, som i
mange år befandt sig i Ny
Carlsberg Fondets arkiv,
men nu opbevares på
Thisted Bibliotek.
“... Dét Jens Søndergaard
gjorde var - at han malede
en helvedes masse gode
billeder .. Men det vigtigste
var, at han via disse billeder
har motiveret noget aktivitet,
noget liv og noget virke hos
nogle mennesker, som har
opdaget, at de måske ikke
var så dumme, som folk
måske hidtil havde fortalt
dem, at de var ...“
Flemming Madsen, TVjournalist
og forfatter, i
Jørgen Vestergaards film
Jens Søndergaard - portræt
af en maler, 1995..
„Jeg kan faktisk kun male
ved Vestkysten, jeg prøver,
og jeg længes efter at kunne
male andre steder, og håber
det vil lykkes for mig, dog
længes jeg hvert år efter
Jylland ...”
Jens Søndergaard, 1946.
12

„En jublende
henrykkelse“
Jens Søndergaards billeder på Thisted Bibliotek er beskrevet
i Flemming Madsens og Jørgen Sandvads bog: Jens Søndergaard.
1957. (s. 70-74):
„Et første udkast forudså
væggen i det store rum dækket
med billeder af forskelligt
format. Forhandlingerne
sluttede med, at Jens Søndergaard
efter Ny Carlsberg
Fondets ønske udførte syv
billeder, det ene til anbringelse
over indgangsdøren og
de seks øvrige ophængt
med tre på hver langside i
rummet over reolerne. Den
fjerde væg har tre høje vinduer,
der forsyner rummet
med et udmærket lys.
Det var den eneste store
opgave, Jens Søndergaard
fik, hvilket man i betragtning
af udfaldet må beklage dybt.
Han løste nemlig opgaven i
Thisted på en måde, der røbede
evne til at få en række
billeder til at virke sammen i
et rum. Man vil iøvrigt, og
med rette, opfatte Jens Søndergaard
som skaberen af
billeder, der på sin vis er sig
selv nok.
Intet af de syv store billeder
i Thisted (de seks er to
gange tre meter, det syvende
en smule større) kan enkeltvis
hævdes at overgå
andre af kunstnerens arbejder.
Det store solobillede
over indgangsdøren er endog
at regne blandt de svageste,
han har præsteret.
Det viser indkørslen mod Thisted
fra syd. To søndagsklædte
turister står og ser
udover det festlige panorama
med den kongeblå Thisted
Bredning med de dannebrogsrøde
hustage omkring
byens hvide kirketårn
med barokspiret.
En lysegrøn løvranke slynger
sig omkring billedets overkant.
Farverne er drevet op i
de højeste toner, men er stofligt
tomme og interesseløse.
Vender vi os derefter til de
øvrige to gange tre billeder
på langvæggene, finder vi
også her betydelige forskel-
14
le i disses evne til at holde
vor interesse fangen. Der er
dog intet af dem, der er malerisk
ringe, og de to midterste
billeder på hver side hæver
sig op blandt det bedste,
Jens Søndergaard har præsteret.
De kan stedfæstes
med nogenlunde præcision,
det ene er fra Ashøje ved Hurup,
set mod vest med Vestervig
Kirke knejsende i det
flade landskab, der fortoner
sig ved Agger Tange. I forgrunden
to figurer ved kartoffeloptagning.
Det andet billede er fra Sallingsund
set ud over Limfjorden.
Et karakteristisk træk
ved landskabet i Thy er her
skildret med ypperlig virkning.
Det er et af de dristigste
malte billeder i hans produktion
i kraft af den uhyre
krævende opgave, han stiller
sig ved at skulle beskrive
rummet alene ved hjælp af
koloristiske virkemidler i dette
svælg af himmel og hav.
De fire billeder, der flankerer
de to nævnte, er et høstbillede
fra de thyske bakker,
et plantagebillede med et
helt katalog over farverne i
Thys botanik fortalt med en
jublende henrykkelse, et klitbillede
og et folkelivsbillede.
Ser vi på helheden, falder

det nær at bemærke, at maleren
har bestræbt sig for at
give en alsidig og udtømmelig
skildring. De seks billeder
- vi vil stadig helst se bort fra
det syvende - kan sammenholdt
i eet erindringsbillede
fornemmes som en særdeles
omhyggelig redegørelse for
natur og folkeliv af ren naturalistisk
karakter.
Som billederne er anbragt,
må man formode dem skabt
efter en bevidst plan. De fire
hjørnebilleder har landskaber,
hvis horisonter skyder
sig op i billedfladen og luk-
ker motivet af. Det giver en
fasthed i ophængningen
som modstykke til de to midterbilleder
med deres åbne
horisonter. Man kunne muligvis
tænke sig at lade de to
midterbilleder bytte plads,
men ikke placere dem andre
steder på væggen. Det ville
fuldstændigt ødelægge balancen,
mens samvirket nu
forekommer helt.
Det lader sig ikke bevise,
at Jens Søndergaard under
arbejdet med denne udsmykning
har ladet sig lede af
overvejelser om billedernes
15
funktion i rummet. At
forestille sig ham sysselsat
med overvejelser
af teoretisk art om,
hvorledes billederne
skulle komponeres for
at aktivere rummet -
som man vil formulere
det i rumudsmykkeres
fagkredse - er ikke
ganske let. Det er på
den anden side ligeså
lidt tænkeligt, at det i
rumligt henseende så
ypperlige udfald helt
skulle være tilfældighedernes
høst.
Vi ved da også, at
han havde udtænkt billedserien
på forhånd.
Ideen med at male et
vest- og et øst-vendt
billede, der bragte den åbne,
uudtømmelige horisont ind i
billedrækken, var jo nærliggende,
og så har hans instinkt
for helheden iøvrigt dikteret
ham, hvordan de enkelte
felter skulle tilpasses denne.
Den samme evne, han så
ofte havde lagt for dagen,
når det i eet billede gjaldt om
at få mange faktorer af lys,
stof, farver og handling til at
virke sammen, har på Thisted
Bibliotek vist sig at kunne
beherske også en billedrække.“

På udlånsssalens østvæg
hænger tre billeder, der
viser Thys Limfjordsside.
Folkelivsbillede fra
Skjoldborg med slugten
ned mod Limfjorden.
En blå Limfjordsflade med
de karakteristiske klitter i
baggrunden.
16

17
Høstbillede fra et frodigt
bakketerræn.
De tre vestvendte billeder
er også motivmæssigt
“vestvendt”.
Motiv fra fyrtårnet i Hanstholm.

Udsigt fra Ashøje ved
Hurup mod Vestervig Kirke.
Aggertangen og Vesterhavet.
I forgrunden kartoffeloptagere.
Parti fra en ung plantage.
18

På nordvæggen hænger
billede nr. 7.
19
Thisted Købstad og Thisted
Bredning set fra indfaldsvejen
fra syd.

„Farvekraft
- ad helvede til!”
JORDENS ANSIGT. Det er Jordens
ansigt, himmelrummets, Jens Søndergaard
forsøger at male frem
hver eneste gang, han sætter pensel
til lærred eller papir. Leo Estvads
karakteristik er meget præcis.
De var begge malere. Og
med nær tilknytning til Thy. De
vidste, hvad de havde med at
gøre, og hvad de snakkede om.
Det er også Jordens hjerte,
der slår, og det forplanter sig til
dén, der står foran et Søndergaard-maleri
eller en af de akvareller,
hvor blot anslaget - det
skitseagtige - er mere end tilstrækkeligt
til at tænde den længsel
efter de landskaber, den himmel
og det hav, hvori de er blevet
til. Det er en længsel, der
brænder sig gennem tiden og
det moderigtige og frigør Jens
Søndergaard fra den tid, han lever
i. Han er til alle tider en aktuel
maler midt i det naturdrama,
vi alle har rod i.
Og det er i høj grad et sanset
Jens Søndergaard tegnet af Otto C. ca. 1950.
rum, der bliver til for vore øjne hver gang. Jord- og himmelnært. Det er
her altsammen. Vi kan jo selv gå ud og se efter. Nej tak - ikke noget
metafysik i dag! Og alligevel er der dette andet, der bedst kan karakte-
20

iseres, som nu Leo Estvad gør det. Jordens ansigt, himmelrummets.
Det er dét, vi ser ... Miraklet, poesien, som altsammen folder sig ud for
vore øjne. Ikke noget abstrakt - nej noget virkeligt eksisterende, som
befinder sig lige i nærheden, og som kan forstærkes, når den virkelige
kunstner breder det ud for os, viser os dét, vi godt vidste i forvejen,
men som alligevel bliver til på ny. Når Jens Søndergaard skulle forklare
det, brugte han ordene farve og rytme, det var, hvad det drejede sig
om. Farven og rytmen trænger ind bag al intellektuel analyse og fornuft,
ind til følelsen hos dén, der står foran maleriet, billedet.
Også de billeder, der hænger på Thisted Bibliotek, selv om de ikke
alle hører til blandt det bedste, Jens Søndergaard har malet. Det var
en bunden opgave med de begrænsninger, den fører med sig, men
ligesom digtere gennem deres sprog kan give en egn identitet, er det
lykkedes for Jens Søndergaard at give Thy visuel luft under vingerne.
Det er Thy! Og der er højere til loftet, end selv et virksomt erhvervsliv
21
Tre billeder var færdige og
ophængt ved indvielsen af
Thisted Bibliotek i 1938.
Og Jens Søndergaard var
spændt på reaktionen. I et
brev til venner skriver han:
„Jeg har nu hængt disse
udmærkede Billeder op og
de ser Faens godt ud synes
min Ringhed og saa gier jeg
Helvede hvad Folk her
mener Hr. Formanden
betroede mig igaar at der
ville blive delte meninger om
dem Ja naturligvis, her er
ellers Faen køn Fjordens
smaa kvike Bølger er
sjovere her end på Johannes
Larsens store Billede
på den Fri paa Torsdag
altsaa i morgen kl 2 er der
Indvielse paa Biblioteket 200
Mennesker kommer tilstede
der vanker Vin og Kransekage
aa 1 cigar. Hvad jeg
glæder mig meget til er
naturligvis talerne de bliver
nok gode Jeg er spændt på
om der vil blive noget om
skillerierne hvis der i det
hele taget er nogen der sier
noget hvad der vel turde
være tvivlsom ak ja ..”

kan gøre sig forestillinger om i deres propaganda.
Da Jens Søndergaard engang blev spurgt, hvad han stræbte efter,
lød svaret: “Farvekraft - ad helvede til!”. Det var et udsagn, der ville
noget. Ligesom Søndergaard. For sådan malede han. Og sådan var
han. En kantet person. En sej, selvsikker og selvhævdende mand. Der
er brug for selvtillid, når man kommer nedefra, uden for “miljøet”, og
skal erobre sig en plads i arenaen. Folk grinede af malersvenden, der
ville være kunstmaler. Men det gav han - ja, fanden i. Heldigvis. Han
provokerede ikke kun i sit maleri. Han var i årtier den mest omtalte
kunstner i Danmark. Men hans billeder blev kasseret, da han sendte
dem ind første gang i 1918 til Kunstnernes Efterårsudstilling. Det gjorde
ham så rasende, at han rev dem i stykker og “bandte”. Året efter
kom han med, uden at nogen lagde mærke til ham, men i 1920 fik han
et gennembrud, da han fik antaget 11 malerier. Og delte kritikken i to
lejre.
Jens Søndergaards vej ind i kunstens cirkler - uden på noget tidspunkt
at miste Thy hverken af sinde eller syn - er blevet dokumenteret
i filmen Jens Søndergaard - portræt af en maler, som en anden thybo,
Jørgen Vestergaard, Sennels, optog. Den har været vist i DR-TV og
kan iøvrigt lånes på biblioteket. Den er værd at se, det er et smukt og
alsidigt minde over Jens Søndergaard, hans tid og vurderingen af ham
i 1990´erne. I filmen er der flere udsagn om en sammensat kunstnerpersonlighed
- vanskelig og grov, selvhævdende, men også med en
ensomhedsfølelse. Det voldsomme og det ydmyge, det genkendes i
Jens Søndergaards maleri, i motiver og penselstrøg. Han er også den
følsomme kolorist, umiddelbar og visionær.
Jens Søndergaard blev født i 1895 i Øster Assels på Sydmors som
søn af malermester Anders Søndergaard Andersen og hustru, Thyra
Marie Georgia, f. Nielsen. Familien flyttede til Hurup i 1900. Jens
Søndergaard, der døde i 1957, havde gennem mange år hus i
Stenbjerg, hvorfra han underettede kunstnervenner om livet i Thy -
som det fremgår af brevcitaterne side 26.
Nu skriver vi 1937. Jens Søndergaard maler to fresker på Kommuneskolen
i Lemvig. De skaber lokal debat - og det bliver en skrædder, der
må forsvare ham i den lokale avis: “Søndergaard er maleren for det
skjulte Danmark, skjult for den, som ikke har lært at se på naturen med
kunstnerens øjne ...”. Og Søndergaard påbegynder for Ny Carlsberg
Fondet den store opgave med de syv oliebilleder til Thisted Bibliotek.
22

Tre af dem er færdige til indvielsen af biblioteket året efter, og de øvrige
kommer forholdsvis hurtigt. Også i Thisted bliver der debat i avisen.
Det er jo noget nyt, noget andet end det, man er vant til at se, ligner
det nu også?
En af de lokale aviser finder Jens Søndergaard i Sallingsund, hvor
han er i gang med et af billederne til Thisted. “Hvorfor skal et maleri
dog egentlig ligne sit motiv!”. Det er overskriften. “Det er indtrykkket,
der er det vigtigste, ikke ligheden. Moderne kunstnere opfatter alt i
farver”. Sådan er parolen. Anderledes kan det heller ikke være. Hvorfor
male hvis det er landskabet og kun det, man vil have ind i stuen og
måske oven i købet over sofaen? Der er jo alligevel ikke plads.
Jens Søndergaard fortæller, at en maler skal være på stedet i længere
tid og leve sig ind i det. “Det lyder lidt idiotisk, men jeg kan allerede
mærke forskel på himlen her og i Vildsund. Jeg ved ikke rigtigt, hvad
det er. Det kan godt være, det er farven ...” Jens Søndergaard tilføjer,at
det er ligegyldigt, om et maleri forestiller noget som helst, men det
skader selvfølgelig ikke, at man man kan se et landskab eller et havbillede
- det er bare ikke det hele. Farven og rytmen, det er stadig dét,
det hele drejer sig om. Men det er også det sværeste!
Journalisten mener stadig, at de fleste mennesker foretrækker billeder,
der forestiller noget - ligner motivet.
23

“Det kan godt ske, men det er da ikke malernes skyld!”.
“Men når De nu f. eks. godt er i stand til at male en reglementeret
hest, hvorfor maler De den så sådan, at den mere ligner en legetøjshest?”.
“Jo, man skal være forsigtig med, at det ikke bliver en levende hest,
der løber rundt på billedet. Det er jo ikke det, at man skal gøre en
hestehandler glad - der må bare være helhed og rytme i billedet”.
Dén med legetøjshesten går igen i et af læserbrevene i avisen: “Nok
ved jeg, at hestene i Thy ikke allesammen er præmieværdige - og måske
ikke heller skal fremstilles således, at en hestehandler straks spørger,
hvor disse er til salg - skønt det havde vel ikke passet så helt ved siden
af som “typen” for Thylands hestebestand. Disse bør i alt fald ikke
fremstilles som træheste fra de i legetøjsbutikken købte “Noas Ark”,
hvis modeller - for mig at se - er anvendt til mange af figurerne, såvel
huse som dyr og træer - og selv en hannæsbo kan da se, at thyboerne
ikke bør fremstilles som kludedukker, ligesom Thylands gode kornmarker
ikke ligner havklitter”.
Konklusion: Kejserens nye klæder i Thisted!
Der kom dog hurtigt svar på tiltale i dette afsnit af kunstkrigen i Thy,
der med variationer vil blive gentaget i de kommende årtier: “Jens Søndergaards
kunst kan ikke diskuteres (alt det med træheste og kludedukker
får man intet ud af). Man må bøje sig under dens magt. De
fleste korser sig, men man må forstå, at man her er stillet over for
stærkere følelser, der er kommet til udtryk i en egen betagende form.
Denne form kan måske et øjeblik virke stødende, men er det at bebrejde
en mand, at han virker mærkelig, når han har noget stærkt og
mærkeligt på hjerte? Er det ikke mere værd at møde en stødende personlighed
end et diskret nul, der kun udtrykker sig i banaliteter?”.
Svaret er fortsat - jo! Det var det også, da Nordjyllands Kunstmuseum
i 1993 med 89 malerier fra 1918 til 1955 gav et nuanceret billede af
Jens Søndergaard. De fleste danske kunstmuseer ejer et par Jens
Søndergaard-billeder, men på denne udstilling var det muligt - som på
Heltborg Museum - at få overblik over et kunstnerisk forløb, som har
haft stor betydning for dansk malerkunst. Kritikeren H. P. Jensen gjorde
i Morgenavisen Jyllandsposten den iagttagelse, at de unge “vilde
malere” i 80´erne ikke var så nyskabende, som det hidtil har været
hævdet. På udstillingen i Aalborg kunne man konstatere, at Jens Søndergaard
i 40´erne og 50´erne havde være “mere vild” i farven.
24

Da Jens Søndergaard debuterede, havde han delt kritikken i to lejre
- de begejstrede og de, der mente, at han ikke kunne tegne, at farven
var rå og brutal, at han var primitiv med de naivistisk malede mennesker
og huse. Det var også den kritik, han mødte, da han malede billederne
til Thisted Bibliotek. Det er dét med, at det ikke lignede. Træheste
og kludedukker.
Men det er ikke foto-realisme, vi kan kræve af maleriet. Det skal hverken
illudere eller være en illusion. Men en tilstand, der kan give os en
forstærket følelse af medvirken i den verden, vi færdes i. “Farven og
rytmen, det er stadig dét, det hele drejer sig om”, som Jens Søndergaard
sagde til den vantro journalist i forbindelse med arbejdet med
de store billeder til Thisted Bibliotek i 1938.
25
Jens Søndergaard
(1895-1957)

Søndergaards
breve til
forfatteren Poul
Uttenreiter
Stenbjerg 20.6.1951
“Jeg sidder nu herovre i mine klitter og vil
fortælle dig lidt om hvordan her er her er
vældig i denne store øde Natur hvor ensomhed
kun er en sød musik af Lærkesang imellem
Lyngbakker og klittoppe ude mod vesterhavets
glitrende jubelsang og Baade driver
deres Fiskeri ved Stranden er der Liv og
travlhed naar de kommer ind med den sparsomme
Last det er skidt i aar saa glæden
giver sig ikke just udslag i Venlighed men i
sur indesluttenhed og misfornøjelse Ja Levebrødet
er svær for mange at skaffe vores
Nabo har maattet sælge hesten Klaus det
var synd ...”
Stenbjerg 7.7.1951
“ - - - Ja herude er der forbandet kold og
regnvejr Storm taage lort skidt og møj.
Men i al elendigheden staar jeg i mit fugtige
atelier hvor jeg næsten ikke kan trække
Vejret og maler søde Piger staaende og stirre
ud i uendeligheden halvvoksne Drenge
lidt på afstand lytter til marehalmens susen
og de unge Pigers kaade latter den vinker
dem til at komme med dem ind i granskoven
men ak det er saa svært at få hemningerne
væk. Jeg maler ogsaa et Portræt af vores
nabo Marenkristine og Anders lover forbandet
godt”.
Stenbjerg 19.7.1951
“ - - - vi har det ellers rart herude i vores
ensomhed jeg har jo havet som sædvanlig -
- -”
Stenbjerg 23.6.1952
“ - - - ja nu er vi altsaa her i Stenbjerg i
kulde og Blæst men vi kender det jeg har
faaet bygget et dejligt Atelier der er gudskelov
Pejes saa helt fryser vi da ikke ihjæl.
Igaar var vi til Ringridning paa Ashøje meget
morsomt at se paa de galopperende
Heste og Menneskemylderet - - - - ellers
er her ikke noget særlig at fortælle dig
melankolsk stryger Blæsten over Klitten og
Heden skyer sejler som store Kloder i dag
er det midsommerfest - - - -”.
Stenbjerg 12.7.1952
„ - - - Ja herude har vi det vidunderligt mit
nye Atelier er pragtfuld. Dejlig høj stor lys
det bedste rum jeg endnu har arbejdet i
det er kolossal hjælp at se Billeder godt
det afslører alle smaa fejl. Jeg regner med
i aar at lave mesterværker - - - -
- - - ja min gamle Ven jeg havde regnet
med en Akvarel i Dag det faar vente. Jeg
har faaet en galionsfigur Neptun stiger op
af Havet fantastisk flot stor og monumental
den staar uden for Huset. Bare der ikke
sker nogle bilulykker folk der kører forbi er
lige ved at køre på Telefonpælen eller i
Grøften.
- - - - „
26

Supplerende litteratur
Svend Wiig Hansen
Wiig Hansen, Svend.
Spor af en vandring/Traces of a journey.
Fyns Kunstmuseum, 1994.
Wiig Hansen, Svend.
Klassisk - kaos. Jens Erik Sørensen,
red. Århus Kunstmuseum, 1989.
Om Svend Wiig Hansen.
Statens Museum for Kunst. 1990.
Irve, Bent:
Gåde og udfordring. Om kunstneren
Svend Wiig Hansen. Fr. G. Knudtzons
Bogtrykkeri, 1992.
Wiig Hansen, Svend.
Retrospektiv udstilling 4. december
1982 - 30. januar 1983. Tilrettelagt af
Ove Mogensen. Sønderjyllands Kunstmuseum,
1982.
Sørensen, H. E.
Svend Wiig Hansen. Skærbækegnens
Museum, 1989.
Wiig Hansen, Svend
Dolomitterne - arbejder på papir. Katalog
tilrettelagt af Anne Christiansen
og Christian Gether i samarbejde med
Svend Wiig Hansen. Esbjerg Kunstforenings
Samling, 1988.
Wiig Hansen, Svend
Tønder. Sønderjyllands Kunstmuseum,
1989.
Pedersen, Poul
Svend Wiig Hansen, skulptur, maleri,
tegninger. Fotografier af Poul Pedersen.
Ny Carlsberg Glyptotek, 1985.
27
Jens Søndergaard
Madsen, Flemming.
Jens Søndergaard. Af Flemming Madsen
og Jørgen Sandvad. Gad, 1957.
Sutton, Gertrud Købke.
Jens Søndergaard. Borgen, 1996.
Thylands maler Jens Søndergaard.
Villy Dall, red. Snedsted 1992.
Zahle, Grete.
Et hundrede tegninger og akvareller af
Jens Søndergaard. Rhodos, 1994.
Jens Søndergaard - Malerier.
Gertrud Købke Sutton og Nina Hobolt,
red. Nordjyllands Kunstmuseum og
Kunstforeningen af 1825, 1993.
Nielsen, Jytte.
Jens Søndergaard og landet mod nordvest.
Sparekassen Thy, 1995.
Bailum, Henry.
Jens Søndergaard og hans venner.
Aros, 1962.
Vestergaard, Jørgen.
Jens Søndergaard - portræt af en maler.
JV Film & TV. Statens Filmcentral,
1996.
Zahle, Grete.
Jens Søndergaard - akvareller og tegninger.
Statens Museum for Kunst,
1981.
Zahle, Grete.
Venskabets gave - 12 akvareller af Jens
Søndergaard. Rhodos, 1981.

Thy findes
inde i enhver
Når Jens Søndergaard om vinteren
boede i København skyldes det bare,
at det nu engang er derovre, kunsten
foregår, når man skal leve af den,
som ARBEJDE. Det egentlige foregår i
Thy. Der søger han det enkle. Ikonerne.
Der nåede han dybere end de
fleste i en analyse af sin egen situation
i verden som menneske. Han
gjorde det ved at opsøge sin barndoms
oplevelser med de redskaber,
han beherskede bedst. Søndergaards
Thy findes inde i enhver.
Peter Laugesen: Kunsthistorier. Det indre rums
kosmonauter. Borgen, 1991.
Søndergaard igen
I Ferring lukker de døde
havelågen efter sig
men det trækker alligevel.
Kirken har sine komplekser gående
med fyrtårnet lidt sydpå
hvem rager mest op?
Søndergaard kommer ud af en mand i
cement.
Han går igen.
Søndergaard maler til evig tid.
Det landskab kan aldrig
blive søndergaardsk nok.
Klaus Rifbjerg: Fædrelandssange, 1970
28