Samlet udgave af bogen - PDF 2 MB - Arne Glud

arneglud.dk

Samlet udgave af bogen - PDF 2 MB - Arne Glud

M AC H I AV ELLI

TANKEKATALOG

PÅ GRUNDLAG AF

”DISCORSI”

VED ARNE GLUD

2012


Omslagsbilleder: Byport i Valencia, Spanien, fra 1398.

Foto: Rejse 1964.

TORRES DE SERRANOS.

Set udefra og indefra. Se Internet på navnet.

Kongen ville vise, at fæstningen var rettet mod fjender udefra,

ikke mod byens borgere.

(Se Bogen Del II, kapitel 24, T 2.)

Sat med Palatino 12/17 pt.

Copyright © Arne Glud.

Alle rettigheder forbeholdes, navnlig til oversættelse

ISBN 978 87 990211 3 0

www.arneglud.dk

Tidligere udkom:

Mål og Midler, 1988

Karlslunde Strand, 2004

Sønderport, 2006

Gluud, 2008


TIDEN

Johann Gutenberg 1390’erne - 1468

Christoffer Columbus 1451 - 1506

Tyrkerne erobrer Konstantinopel 1453

Niccoló Machiavelli 1469 - 1527

Martin Luther 1483 - 1546

Manden, Byen

Myten: ”Fyrsten”

Bogen: Discorsi

Discorsi: Udgaver

Metode

Distinktioner

Politik og Moral

FORORD

TANKEKATALOG

Om Systematisk Del

Om Kronologisk Del

OVERSIGT

INDHOLD

SYSTEMATISK DEL

KRONOLOGISK DEL

TEKST

SYSTEMATISK DEL

LÆSESTYKKER

HANDLETYPER

KRONOLOGISK DEL

BOGENS FORLØB

TANKETRÅDE

ALFABETISK DEL

HENVISNINGER

DAGLIGSPROG

Efterskrift


MANDEN BYEN

Machiavelli levede i Firenze, Toscana. Italien

var på hans tid opdelt i små fyrstendømmer,

som levede i krig med hinanden, og nogle

bad fremmede magter om hjælp.

Denne opløsningstilstand pinte Machiavelli

meget. Han læste de gamle latinske forfattere,

om Romerrigets historie. Han ønskede

brændende, at folket nu ville tage ved lære

af dette, og skabe et samlet Italien. Men det

skulle vare næsten 350 år.

Han var embedsmand og politiker i Firenze.

Han virkede som udsending (gesandt,

ambassadør) i andre lande, og fik derved et

førstehåndskendskab til diplomati.

Han var forfatter, skrev om Firenzes historie,

om krigskunst. Han mistede sin stilling,

led nød, var en tid i fængsel.

FORORD

MYTEN ”FYRSTEN”

Machiavelli er berømt, og berygtet, på

grund af den lille bog ”Fyrsten”, Il Principe,

The Prince.

Det er et bønskrift til en fyrste, om hjælp og

understøttelse. Det er skrevet som en ”kogebog”

for en fyrste: opskrift på hvordan han (1)

erobrer magten, og (2) beholder den.

Bogen er ensidig, fordi den udelukkende

handler om disse emner. Den er unødig hård,

og kategorisk i sin udtryksmåde, og det har

skræmt folk væk, i århundreder.

Det er blevet en myte, at ”Machiavellisme”

vil sige, at en fyrste skal være så magtbegærlig,

ja helst så ondartet som muligt. Det er ikke

mærkeligt, at læsere føler sig frastødt af dette.

Men det er en forenklet, og forgrovet, opfattelse.

Derfor bør man sætte sig ind i denne

bog: Discorsi. Den giver et helt andet indtryk

af forfatteren.

7


8

BOGEN ”DISCORSI”

Ordet Discórso betyder: Tale, foredrag,

samtale.

Bogen er en samling optegnelser, ud fra

hans læsning af Livius og andre latinske forfattere.

Desuden nævner han mange eksempler

fra sin samtid: de mange småstater i Italien,

og de større nabolande

Bogen er delt i tre dele, hver med en titel.

Men jeg synes ikke, disse titler er dækkende,

derfor anfører jeg dem ikke. Emnerne er

spredt over hele bogen, det kan man se af indholdsfortegnelsen

til Kronologisk Del.

Kapitlerne er ret korte, fra en halv til et par

sider. Der er et længere, (III 6), om sammensværgelse,

som spillede en stor rolle i oldtiden,

og på hans tid. Og det forekommer jo også i

vore dage: Hitler, Kennedy, Sadat.

Man kan kalde det: en række Essays. Det

er ofte analyser af enkelte fænomener, og omtale

af personer. Han kommer til at tænke på

noget (generelt), og det leder ham til et andet

FORORD

emne, som i nogle tilfælde bebudes i slutningen

af kapitlet, og behandles i næste kapitel.

– Som bogen fremtræder fra forfatterens hånd

er indholdet uoverskueligt. Der mangler en

ordning af stoffet, og bogen ender pludseligt,

umotiveret.

Bogen viser, at MCV (forkortelse for Machiavelli)

er modstander af eneherskere, han

er tilhænger af republikker (borgerskab). Han

har sympati for folket, og er modstander af

adel. Han anbefaler at man behandler undersåtterne

godt, for det giver den bedste sikkerhed

for fyrsten. Se mit udtryk: ”Magtens Dialektik”

(i Alfabetisk Del).

Han er tilhænger af fred, men da der altid

er fare for krig, på grund af ”menneskenes natur”,

må man altid være forberedt på krig. Det

er det gamle princip: Para Bellum … Se: Bevingede

Ord: ”Hvis du vil fred …”

Jeg gengiver MCVs opfattelse. Om den er

berettiget kan jeg ikke bedømme.


DISCORSI UDGAVER

Machiavelli. Discorsi. Staat und Politik.

Übersetzt von Friedrich von Oppeln-Bronikowski.

(Se Internet). Insel Verlag. 2000. insel

taschenbuch 2551.

Niccolò Machiavelli. Drøftelser af de ti første

bøger hos Titus Livius (Discorsi). Uforkortet

oversættelse fra Italiensk. Fritz Wolder. (Se

Internet). Helikon. 2004. – Med udførligt register

over person- og stednavne. Men der henvises

ikke til sidetal.

Niccolò Machiavelli. Opere. A cura di

Rinaldo Rinaldi. Volume primo, tomo primo.

Volume primo, tomo secondo. Torino. Utetlibreria.

2006.

FORORD

Niccolò Machiavelli. Discorsi. En drøftelse

av Titus Livius’ ti første bøker. Oversatt av Jon

Bingen (se Internet). Oslo. Cappelens Akademiske

Forlag. 2004. Bind 1-4. – Der anvendes

Romertal til kapitler og ”sluttnoter”.

Alle henvisninger til BEVINGEDE ORD er til:

6. Reviderede udgave. 1990. Det er den sidste omfattende

udgave.

9


10

METODE

Renæssancen, eller: Genfødelsen, var bekendtskabet

med meget klassisk litteratur,

efter Tyrkernes erobring af Konstantinopel.

Samtidig kom den nye videnskab, astronomien,

der gav en ny verdensopfattelse, i strid

med kirkens lære. Man kan betragte Machiavellis

værk som et forsøg på at overføre disse

tankegange til samfundslivet.

MCV er ”empirisk”, dvs. han beskriver de

enkelte fænomener, og personer, ofte i detaljer.

Derefter søger han at uddrage nogle generelle

synspunkter. Men det er bemærkelsesværdigt,

at han er meget forsigtig, tilbageholdende,

med det. Han nævner ofte eksempler på

at det modsatte kan ske. Se Systematisk Del, #

55, Grænse for generalisering.

MCV skriver på et så tidligt tidspunkt, at

der ikke var nogen faglig terminologi. Han

skriver på samme måde, som historikere har

gjort, siden oldtiden, dvs. han anvender dag-

FORORD

ligsproget. Her er der mange ord og vendinger

for det samme emne.

Hans synspunkt er: praktikerens, dvs. en politiker,

en embedsmand, en fyrste. Han ser på

hvad de pågældende vil opnå, på deres teknikker,

deres vanskeligheder, og hvad udfaldet

blev.

Derved adskiller han sig fra senere filosoffer,

som mest giver sig af med Erkendelse. Jeg

fristes til at sige, at her er det ”Filosofi med et

menneskeligt ansigt”. Bevingede Ord: menneskelig

(-e,-t).

Han udtrykker sig ofte kortfattet, ”lapidarisk”

dvs. ”som mejslet i sten”. På den anden

side kan han vende og dreje det sproglige udtryk,

og dertil kommer eksemplerne, ofte små

historier.

Han holder sig gerne til det reale, enkelttilfælde.

Men han kan også komme med meget

generelle betragtninger, om ”mennesket”, se

Systematisk Del, # 75: Mennesker er …


DISTINKTIONER

Det er påfaldende, at MCV ofte indfører distinktioner.

For at fremhæve dem sætter jeg tal

i parentes: (1), (2). I nogle tilfælde er der også:

(3). Det er ejendommeligt, at han, når han skal

beskrive disse trin, ofte indleder med (2), derefter

kommer til (1).

I nogle tilfælde kommer der, i samme kapitel,

flere distinktioner. Her har jeg sat bogstaver

ved: (A 1), (A 2), (B 1), (B 2).

Et særligt tilfælde er Dikotomi, dvs. to-deling.

Det rummer en fare, i form af forenkling,

til forskel fra den rige mangfoldighed. Ex: at

dele stater i bevæbnede og ubevæbnede.

FORORD

11

Jeg har arbejdet med distinktioner. Jeg kom

ind på at skelne mellem I og II: I som det lavere,

II det højere. – I som dårligt, II som godt.

– I som Ydre, II som Indre, m.m.

Det eneste lange kapitel, III 6 om Sammensværgelse,

kan stilles op med et decimalsystem

(Systematisk Del, # 51). Det viser (1) at

forfatteren tænker i klassifikation, og (2) at

emnet har optaget ham meget.


12

POLITIK OG MORAL

Jeg har altid interesseret mig for emnet:

Politik og Moral. Men med Politik mente jeg:

”Storpolitik”: udenlandske forhold, krig og

fred, demokrati og diktatur. Jeg voksede op i

1930’erne, da der var mange diktaturer i Europa.

Med Moral mente jeg ikke samfundets normer,

forholdet mellem almindelige mennesker,

men forholdet mellem stater, statsledere.

Hvordan de handlede, og hvad følgerne af det

blev.

Man kunne kalde det ”Real Etik”, idet det

drejer sig om vilkårene for politisk handling.

Man kan se, at ”udfaldet” ofte bliver anderledes,

end ”hensigten” var. Idealisten fastholder

sine meninger uanset resultatet, ofte til ulykke

for landet. Realisten kan opnå noget, men

risikerer at blive offer for ”magtens sødme”.

Moral for stater er noget andet end moral

for borgere. Man kan ikke sige at MCV er

FORORD

umoralsk, heller ikke at han er kynisk, nihilistisk.

Men man kan sige, han er barsk; han er

realist, og – pessimist. Statsledere er nødt til at

se på deres land først og fremmest.

Han ser, at i nogle perioder har menneskene

det godt, fordi de har gode ledere, i andre

er det dårlige fyrster, tyranner. Han siger, at

nye fyrster skal tage de kendte gode som forbillede.

Det er ikke abstrakte principper, det er

ikke begrebsmæssig filosofi.

Machiavelli er mest optaget af forholdet

mellem staten og borgerne. Han beskæftiger

sig med lovgivning, retspleje, straffe. Han er

”lov og orden mand”.

Han lægger vægt på at borgerne er retskafne,

hæderlige, ærlige. – Han taler meget om at

være fordærvet, og det gælder både for stater,

og for enkelte personer.

* * *


TANKEKATALOG

Det er almindeligt at have alfabetisk register

i en fagbog, navnlig i England og USA.

Det er nemt at anføre egennavne, person- og

stednavne. Det er vanskeligere med indholdet,

emnerne. I Folkebibliotekerne har man

haft Ordbogskatalog (Dictionary Catalogue),

hvor navne og emneord er ordnet sammen i

eet alfabet. Nu har IT-tekniken åbnet nye muligheder.

Imidlertid er dette begrænset til at arbejde

med ORD. Og der er forskel på ord og TAN-

KE. Kan man lave et register over tanker? Det

har jeg syslet med. Se min hjemmeside på Nettet:

www.arneglud.dk, under FREUD, Indledning.

Og man kan se hele det katalog, i håndskrift.

Der er en systematisk og en kronologisk

FORORD

13

afdeling. Desuden er der katalog til FRAZER,

Magical Art, systematisk.

Jeg har i denne bog citeret ”Bevingede Ord”

(1990). Det er interessant, at man hos Machiavelli

(forkortet: MCV) kan finde mange udtryk

som er velkendte for os. Det skyldes, at de

stammer fra oldtiden, græsk og romersk.

Dette viser forskellen på ord og tanke. Ord

er knyttet til et bestemt sprog, evt. begrænset

til sted og tid. Men Tanker er universelle, uafhængige

af tid og sted. De kan udtrykkes på

mange sprog. De angår fællesmenneskelige

forhold. – Og MCV fremhæver, at mennesker

er ens.

Kataloget består af tre dele: Systematisk,

Kronologisk, Alfabetisk, derved er der tre indgange

til indholdet.


14

OM SYSTEMATISK DEL

”Læsestykker” vil sige, at det er udvalgte

dele af bogen, som er lette at læse. Forfatterens

fortællemåde er bevaret. Det er ofte små historier,

om begivenheder og personer. Da det er

på grundlag af de ti første bøger hos Livius

er det Roms ældste historie, fra grundlæggelsen,

”Ab urbe condita”, til Cæsar. Det begyndte

med lokale kampe med nabostammer,

i Latium (Lazio). Meget udspilles i området

mellem Rom og Napoli (Neapolis, Nykøbing),

det svarer til at i Danmarkshistorien Kongen

af Københavnerne førte krig mod Kongen af

Odenseanerne.

Ved citaterne er anført sidetal i den tyske

oversættelse, som jeg har benyttet. Desuden

anføres et bogstav der angiver sted på siden.

FORORD

Bogsiden tænkes opdelt i fire dele: a, b, c, d.

Overgangen mellem dem angives med: a/b,

b/c, c/d. Det øverste af siden betegnes med aa,

det nederste med dd, derved bliver der ni angivelser

af sted på bogsiden.

Derefter angives citatets plads i forhold til

bogens dele (Libro), og kapitel. Disse tal er sat

i parentes, for at lette søgning i computer, de

virker som afgrænsning, da der er mange tal

i teksten.

Sidetallene anvendes kun i Systematisk Del.

I Kronologisk og Alfabetisk Del er de erstattet

af T-tal, se det følgende: Om Kronologisk Del.

Da der benyttes forfatterens inddeling i Del

og Kapitel, kan dette tankekatalog benyttes til

alle tekstudgaver.

* * *


Systematisk del var første stadium i udarbejdelsen.

Det er baseret på et håndskrevet register,

i stil med register til Freud, og Frazer.

Først blev der skrevet ud til kronologisk del,

og for at spare plads skulle hvert citat helst

kunne stå på én linje, hvor der også var angivelse

af klassifikation, og sidetal. På grundlag

af dette materiale blev der på computer

udskrevet citater. Vanen med kun at bruge én

linje førte til ekstremt korte citater. For at gøre

teksten læseværdig har jeg senere udvidet citaterne.

Eksempel:

Citat, kort: Hannibal angreb Sagunt i Spanien,

ikke for at skade denne by, men for at

bevæge Romerne til at gribe ind med våben.

204 c/d.

Citat, længere: Den anden puniske krig var

ikke tilfældig. For Hannibal, den karthagiske

feltherre, angreb Sagunto i Spanien, som var

ven med Romerne, ikke for at skade denne by,

men for at bevæge Romerne til at gribe ind

med våben, og give ham anledning til krig,

og til at falde ind i Italien. 204 c/d (II 9).

Sammenlign dette med Kronologisk Del:

Bogens Del II, kapitel 9, T 4:

FORORD

15

Den anden puniske krig var (2) ikke tilfældig.

Hannibal angreb i Spanien, for at tvinge

Romerne i krig.

Her er den samme tanke udtrykt i flere formuleringer,

af forskellig længde.

* * *

Der er to hovedproblemer i arbejdet med

at lave Tankekatalog. Det er dels mængden af

stof, dels ordningsmåde. I ”gode bøger”, og det

er kun dem det drejer sig om ved Tankekatalog,

er næsten hvert ord betydningsbærende,

derfor må der foretages et strengt udvalg. Og

det kræver at man har kriterier eller synspunkter

for det.

Jeg har udviklet en ”Handlelære”, og det

har vist sig, at den kan løse begge de to hovedproblemer.

På min hjemmeside kan man

se under SYSTEM. Der er først en række teoretiske

inddelinger og begreber. I sidste gruppe,

9, er der opregnet en række områder hvor

handlingssynspunktet kan anvendes, i samfundsliv

og kulturliv. Det er de emner som jeg

har søgt i bogen, og det er en lykke for mig, at

MCV’s tænkning svarer til mit system.


16

OM KRONOLOGISK DEL

Mens den systematiske del er et udvalg,

som er ordnet efter mine synspunkter, er den

kronologiske del fuldstændig, idet den refererer

alle kapitler i bogens rækkefølge, men kun

TANKER.

Teksten indeholder mange slags stof: konkrete

skildringer, ændret formulering, gentagelser,

tankemæssige associationer, generelle

(filosofiske) betragtninger. I den Kronologiske

Del udvælges den aktuelle tanke, som bliver

udtrykt i en kort sætning. Den betegnes med

FORORD

bogstavet T, som står for tanke, eller tese, og

et nummer. Numrene begynder forfra i hvert

kapitel. Når forfatteren kommer ind på et nyt

emne skiftes til et nyt tal. Læseren kan sammenligne

et kapitel i Kronologisk Del med det

tilsvarende kapitel i en tekstudgave, se efter

latinske sætninger, og efter person- og stednavne,

som kan virke som holdepunkter.

Disse T-tal giver en nøjagtig angivelse af

hvor en tanke er omtalt. Jeg ser den Kronologiske

Del som ”et topografisk kort over Tankernes

Landskab”.


INDHOLD

SYSTEMATISK DEL

LÆSESTYKKER TYPER AF HANDLING

17


FORFATTEREN

KRITIK AF SAMTIDEN – ROM – PERSONLIGT

KAPITEL 1. KRIG

# 11 KAMP – Krig (mellem byer, stater) – Krig og fred –

Krig, forudsætninger – Krig, årsag – Krig nødvendig

# 12 KRIG ART – Krig begynde – Krig parter (handlere) –

”Tredjepart”

# 13 KRIG MIDLER – Kanoner – Fæstninger – Krig og penge

# 14 KRIG NORMER (REGLER) – Overveje, beslutte

# 15 FORSVAR – Angreb – Belejre – Erobre

# 16 KRIG, FORLØB – Slaget

# 17 NEDERLAG – Sejr

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

19


20

# 21 HÆR – Taktik

KAPITEL 2. MILITÆR

# 22 FELTHERRE HÆRFØRER – Krav til – Feltherre, god – Selv-

stændighed

# 23 FELTHERRE, FORHOLD TIL ANDRE – Feltherre og fyrste –

Feltherre, farer for – Hærfører og fjende

# 24 FELTHERRE OG SOLDATER

# 25 SOLDATER – Uddannelse

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

# 26 SOLD Lejetropper – Rytteri og fodfolk


KAPITEL 3. STAT

# 31 GRUNDLÆGGE – Statsform – Historisk udvikling –

Lovgiver

# 32 BEFOLKNING – Ud- og indvandring – Stat: svag-stærk –

Stat: varighed – Stat ophør

# 33 REPUBLIK – Levetid – Sammenlignet med fyrste –

Farer for – Frie republikker

# 34 LANDE OG BYER – Gamle – Nye, Frankrig – Andre

# 35 REGERE – Forhold til andre stater – Politik midler –

Valg af ledere og embedsmænd – En farlig mand

# 36 LIGHED OG ULIGHED

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED – (I) Stat Tyranni –

(II) Stat Frihed – Fordærvet stat

# 38 SOCIALE FORHOLD – Rig og fattig

21


22

KAPITEL 4. PERSONER

# 41 FYRSTE – Arvefølge – Miste sit rige – Svag – stærk

# 42 FYRSTE – Farer for – Dårlige fyrster – Gode fyrster

# 43 FYRSTE OG MILITÆR – Fyrste i forhold til andre fyrster –

Fyrste og omgivende personer

# 44 FYRSTE OG FOLK – Dårligt forhold – Godt forhold

# 45 ADEL – Folket mod adel

# 46 LEDERE (i Rom) – Senat – Decemvir – Censor - Konsul –

Tribun – Diktator – Tyran

# 47 BORGER

# 48 FOLKET – I Kritik af Folket – II Ros til folket –

Del og helhed

INDHOLD SYSTEMATISK DEL


KAPITEL 5. ANDRE TYPER AF HANDLING

# 51 RETSVÆSEN – Sammensværgelse

# 52 STRAF – Henrette

# 53 DAGLIGLIV – Arbejde – Opdragelse – Sex – Øve, træne –

Spil

# 54 KULTUREL VIRKSOMHED – Historie – Religion –

Religion, Gamle – Religion, Kristendom – Kunst

# 55 MENING ERKENDELSE – Generalisere – Grænse for

generalisering – Erfaring, Eksempler – Fejlagtig opfattelse –

Kontrafaktisk – Skin og virkelighed – Forudse

# 56 SPROG – Tale – Lytte Høre – Tie – Skrive, læse – Ord og

genstand – Ord og Handling – Billedligt udtryk

# 57 TÆNKNING – Fra Iagttagelse til Tanke – Argumentation –

Syllogisme

# 58 VURDERING – Vurdering I og II – Forfatterens vurdering –

Det onde og det gode – Vurdering ud fra hensigt eller udfald

– Vurdering af personer

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

# 59 VÆRDIER – Ære – Relativisme – Syg og sund

23


24

KAPITEL 6. HANDLELÆRE

# 61 HANDLING I ALMINDELIGHED – Handling og Tid – Hand-

lesituation – Mål, Formål, Hensigt – Handling: Plan – Hand-

lemuligheder (Veje) – Midler – Mål og Middel – Overvejelse,

Beslutning – Handlingens Udfald, Resultat,

Konsekvens

# 62 HANDLER I FORHOLD TIL OMVERDEN – Til naturen – Til

samfund – Til love – Magt

# 63 HANDLER I FORHOLD TIL PERSONER – Omgang med

mennesker – Far og søn – Fjende – ven

# 64 HANDLERS FORHOLD TIL SIG SELV

# 65 HANDLERS FORHOLD TIL DET OVERNATURLIGE

KOMMENTAR I og II

Lykken – Lykke contra Mennesker – Menneskers holdning til

lykken – Lykke kan hjælpe mennesker

# 66 MENNESKE OG HIMMEL – Skæbne – Tilfældighed

# 67 DØDEN – Selvmord

# 68 GUDER

INDHOLD SYSTEMATISK DEL


# 71 TYPER AF HANDLER

KAPITEL 7. HANDLER

# 72 EFTER ALDER – Ung – Gammel

# 73 KVINDE OG MAND

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

# 74 FORSKELLIGE - Rådgiver - Lavere og højere – Rolle –

Diverse – En klog mand – En stor mand – Dårlige personer

# 75 MENNESKER er … (alfabetisk) – Onde og Gode

# 76 ANTROPOMORF Handler, som ikke er menneske

25


26

KAPITEL 8. HOLDNINGER

# 81 FREDELIG – (Fjendtlig – se # 87) – Efterligne

# 82 PASSIV – AKTIV – Omskiftelig – Stabil – Fej – Tapper

# 83 VOLDSOM – FORSIGTIG – Middelvej

# 84 ÆRGERRIG – BESKEDEN – Mistro – Tillid – Utaknemlig –

Belønning

# 85 SLAVEAGTIG – OVERMODIG – Småtterier – Store Linier

# 86 NARRE – Bedrage – Uærlig

# 87 FJENDTLIG – Misunde – Ondskabsfuld – Had – True –

Ydmyge, håne – Hævn

INDHOLD SYSTEMATISK DEL

KAPITEL 9. HÅBET

* * *


INDHOLD

KRONOLOGISK DEL

BOGENS FORLØB TANKETRÅDE


DEL I FORORD

FORFATTEREN OM SIG SELV

KAPITEL:

1 Byers oprindelse

2 Regeringsformer. Rom

3 Adel og folk, 1

4 Adel og folk, 2

5 Adel og folk, 3

6 Fjendskab i Rom (Klassekamp)

7 Anklagerembedet

8 Bagvaskelse og anklage

9 En grundlægger må stå alene

10 Gode og dårlige fyrster

11 Romernes religion

12 Kirken er skyld i Italiens ulykker

(Kirkestaten )

13 Romerne benyttede religion i statens

tjeneste

14 Augurer og Pullarier

15 En religiøs skik som sidste udvej

(Samniterne)

16 At skifte regering

17 En fordærvet stat, 1

18 En fordærvet stat, 2

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

Denne indholdsfortegnelse til Kronologisk Del kan benyttes som Emneregister til Bogen

19 Typer af fyrster

20 Konger eller republik

21 Soldater

22 Stedfortræderkamp

23 At koncentrere kræfterne

24 Belønning og straf

25 Fra gammel til ny forfatning

26 Tyran

27 Ekstremer

28 Utaknemlighed, 1

29 Utaknemlighed, 2

30 Utaknemlighed, 3

31 Rom og dens feltherrer

32 Tidspunkt for handling

33 Om at afvente, eller angribe

34 Rom. Diktator

35 Rom. Decemvir

36 Høje og lave stillinger

37 Jordloven i Rom

38 Svage republikker

39 Ligheder mellem forskellige folk

40 Decemvirer i Rom

41 Mennesker, skifte holdning

42 Mennesker fordærves let

43 Soldater skal være begejstrede

29


30

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

DEL I fortsat

44 Folket uden fører. Om trusler. True

45 Love skal overholdes. Folk ikke leve i

frygt

46 Ærgerrighed. Uretfærdighed

47 Del og helhed

48 Valgtaktik

49 At fastsætte love for frihed

50 Ikke standse forretningsgang

51 Gøre indtryk på folk

52 Begrænse borgers magt. Taktik.

Ærgerrighed

53 Folket kan tage fejl, ved store

forhåbninger

54 Anset mand, og mængde

55 Frihed, lighed og ærlighed

56 Om varsler

57 Mængden og den enkelte

58 Folk og fyrste

59 Om forbund og aftaler

60 Om alder i Rom


DEL II

FORORD Fortid og nutid

KAPITEL

1 Romerriget. Tapperhed eller lykke

2 Roms kamp med naboer. Religion.

Frihed

3 Befolkningstal

4 Republikker vokser på tre måder

5 Hvorfor glemmes tidligere riger?

6 Romernes krigsførelse

7 Kolonisterne fik jord

8 Folkevandring

9 Årsag til krig. Strategi

10 Krig og Penge

11 Fyrsters forsvar for andre

12 Om eget forsvar

13 Forsvar for bedrag

14 Beskedenhed. Fejhed. Anseelse

15 Svage stater. Ubeslutsomhed

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

16 Krig før og nu

17 Om kanoner

18 Fodfolk og Rytteri

19 Erobringer kan være farlige

20 Fare ved hjælpetropper

21 Krig og fred

22 Mennesker tager ofte fejl

23 Middelvej

24 Fæstninger

25 Indre modsætninger i en by

26 Det er en fejl at håne andre

27 Om at nøjes med det opnåede

28 Straf er nødvendig

29 Skæbnen forblinder menneskene

30 Stærke og svage stater. Penge eller

tapperhed

31 Om landsforviste

32 Romerne erobrede byer

33 Romernes hærførere

31


32

DEL III

KAPITEL

1 Fornyelse er nødvendig

2 At ”spille tåbe” (Brutus I)

3 At dræbe sine sønner (Brutus I)

4 Det er svært at være fyrste

5 At tabe sin kongemagt

6 Sammensværg el se. Konspiration. Komplot.

Attentat

7 Skift mellem frihed og trældom

8 Statens moral er vigtig

9 Man må tilpasse sig tiderne

10 Om at undgå et slag

11 Den svage overfor de stærke. Mange

mod En

12 Om nødvendighed i krig

13 Feltherre og hær. God og dårlig

14 Overraskelser under kampen

15 Der skal kun være én hærfører

16 Rolige tider, og urolige

17 Om at krænke, og hævne det

18 Om at gennemskue fjendens planer

19 Om mildhed og strenghed ved

ledelse (1)

20 Menneskelighed er stærkest

21 Hannibal og Scipio (2)

22 Om hårdhed og mildhed (3)

23 Camillus blev fordrevet fra Rom

INDHOLD KRONOLOGISK DEL

BOG SLUT

24 Forlænget embedstid

25 Fattige Romere

26 Om kvinder

27 Om at genoprette enighed i en by

28 Gode og dårlige borgere i en republik

29 Folkets synder, og fyrsters

30 Om misundelse

31 De stærke er stabile

32 Om at hindre fred

33 Hæren skal have tillid

34 Bedømmelse af mennesker

35 Om rådgivere

36 Tre slags hære

37 Krav til feltherre

38 Den dygtige feltherre

39 Kendskab til terræn

40 Om at narre fjenden

41 Fædrelandet over alt

42 At bryde aftvunget løfte

43 Menneskene er ens

44 Voldsom optræden

45 Forskellig fremfærd i krig

46 De vigtige familier er forskellige

47 Det almene vel er vigtigere end

personlige hensyn

48 Fjendes fejl, eller krigslist

49 Bakkanaler. Decimering. Borgerret

til ”Fremmede”


TEKST

SYSTEMATISK DEL

LÆSESTYKKER

TYPER AF HANDLING


KRITIK AF SAMTIDEN

Er man født i Italien er der al grund til at

dadle samtiden, og rose fortiden. 175 a (II Forord)

De italienske fyrster har gjort Italien til slave

af fremmede. 235 a (II 18)

De nuværende mennesker er svage og uvidende,

og de anser de gamles metoder for u ­

men neskelige, og ubrugelige nu. 381 a (III 27)

Vi lever i en ulykkelig tid, som ikke vil indse,

at man ved krigsvæsen må forny, og følge

”de gamles” indretninger. 238 b (II 18).

Man afviger fra ”de gamle”, navnlig ved

krigsførelse. 335 d (III 10)

Vore hære er ynkelige, i det hele: feje, i det

enkelte: ikke tapper. 231 c (II 17)

At Italien er splittet er kirkens skyld. 58 a (I

12) (Kirkestaten. Paven optrådte som verdslig

fyrste. Se I 27)

ROM

Jeg ved ikke om man vil regne mig til dem

der tager fejl, når jeg i disse undersøgelser roser

den gamle Romertid for meget, og dadler

vor tid. 176 b (II Forord)

FORFATTEREN

35

Man burde efterligne Romerne nu. 193/94

(II 4)

Al spekulation og stræben hos Romerne

gik på: Krig. 282 c/d (II 32)

Når man har læst om dette folks tidligere

bedrifter, og så læser om denne gerning, skulle

man ikke tro, det var det samme folk. (Romerne

flygtede, overfor Gallerne) 275 b/c (II 29)

Romerne var kloge, de afveg fra skik og

brug. 197 a (II 6)

Dette eksempel viser, at alle indretninger i

Republikken (Rom) var fortræffelige. 330 dd

(III 8)

Om perioder med fred, og med krig, i Romerriget.

50 d – 51 c (I 10)

Republikkens storhed og kraft ses af de

strenge straffe. De kunne dømme en hel legion,

en hel by, til døden. 427 c (III 49)

Kongerne (i Rom) var blevet fordærvede, de

burde udryddes. 70 c (I 17)

Kritik af Cæsar: han ødelagde staten. 49 b/c

(I 10). – 103 c (I 33). – Men: blev hævnet af folket.

323 a/b (III 6) T 41.


36

PERSONLIGT

Jeg taler altså kun om det der angår livet,

og menneskenes skikke. 174 aa (II Forord)

Det er medfødt hos mig, at jeg hensynsløst

gør alt hvad der efter min mening er nyttigt

for almenvellet. 13 a/b (I forord)

Jeg har ment, det er nødvendigt at nedskrive,

fra de bøger af Titus Livius som er overleveret,

alt det som kan hjælpe os til bedre forståelse

af gamle og nye begivenheder. 14/15 (I

forord)

Opgaven er vanskelig, men med hjælp af

dem som har opmuntret mig til at løfte denne

opgave, tror jeg dog at jeg kan bringe det så

FORFATTEREN

langt, at en anden kun har kort vej til målet.

15 a (I forord)

For at, blandt mange dygtige, en som himlen

elsker mere, kan virkeliggøre det. 176 c/d

(II Forord). (Klager over at lykken ikke er med

ham)

Jeg ved ikke, om det er en for hård og vanskelig

opgave jeg har taget op. 160 c (I 58)

De gode tider: verden i fred og retfærdighed,

overalt ro og velstand. 50/51 (I 10)

Når jeg tænker over verdens gang, så finder

jeg, at verden altid har været den samme. 174 c

(II forord) T 13. – 419 b (III 43)


# 11 KAMP

(Tvekamp mellem Titus Manlius og en

Galler). Livius siger: Så afgørende var denne

kamp for udgangen af hele krigen, at den galliske

hær hurtigst muligt forlod sin lejr og trak

sig tilbage til området ved Tibur, og derfra til

Campanien. 408 aa (III 37). – 399 d (III 34)

Man må tage stridighederne mellem senat

og folk (i Rom) som et nødvendigt onde. Uden

det ville Rom ikke være nået til sin storhed.

32/33 (I 6)

Da det romerske folk havde genvundet sin

frihed … syntes det naturligt, at Rom nu endelig

faldt til ro. Alligevel viser erfaringen det

modsatte, for hver dag opstod ny uro, og stridigheder.

132 c/d (I 46)

Man kan drage den slutning, at hvor sæderne

(moralen) er ren, vil opstande og uroligheder

ikke skade. 72 b (I 17)

Samniterne brugte en mærkelig vending:

”De havde rejst sig til kamp, fordi fred er

hårdere for undertrykte, end krig er for frie”

(Citat fra Livius). Derfor fornyede de kampen.

421 c (III 44)

Heraf ser man, at Vejenterne kæmpede uhyre

tappert da nøden tvang dem til det, men så

KAPITEL 1 KRIG

37

snart der viste sig en udvej, var de mere indstillet

på flugt end på kamp. 345 b/c (III 12)

Årsag til strid i republikker er for det meste:

lediggang og fred, årsagen til enighed er:

frygt og krig. 265 b (II 25)

KRIG (mellem byer, stater)

Enhver der vil kan begynde en krig, men

ikke afslutte den. 205 c (II 10)

Dermed være ikke sagt, at man slet ikke

skal anvende våbenmagt; man skal blot gemme

den til sidst, hvis alle andre midler svigter.

248 a (II 21)

Efter at Theben var befriet tog lederne fat

på at gøre det undertrykte og blødagtige folk

krigerisk igen. 81 b (I 21)

Om Romerne og Latinerne: Da de altså var

lige i antal og tapperhed (virtù), så skulle der

noget ganske særligt til, for at gøre den ene

hærs holdning mere standhaftig og hårdnakket.

222 d (II 16)

KRIG OG FRED

Hvis Vejenterne havde været kloge, havde

de vogtet sig for krig, og jo mere, desto mere

uenighed der var i Rom, og de ville have for­


38

søgt at undertrykke Rom med fredelige midler.

Vejen til dette er følgende. Man søger at

vinde den uenige bys fortrolighed, og at forholde

sig som voldgiftsmand til de to parter,

så længe de ikke griber til våben. Hvis de

griber til våben skal man hjælpe den svagere

part, men langsomt, ikke blot for at trække

krigen i langdrag så de kan slide hinanden

op, men også for at de ikke, når de ser man

bruger mange kræfter, skal fatte mistanke om,

at man vil undertrykke dem og blive hersker.

Hvis dette bliver rigtigt udført vil man næsten

altid nå sit mål. 265 b/c (II 25)

For naboerne ville det have været mere nyttigt,

efter at Rom var kommet til sådan magt,

at formilde Romerne med fredelige midler, og

holde sig dem fra livet, end ved krig at bringe

dem til nye indretninger og forsvarsmidler.

104 ab (I 33).

I de gode kejseres tider vil (man) se herskeren

i midten af sine sikre borgere, verden er i

fred og retfærdighed … Ser man så på de andre

kejseres tider, så finder man dem demoraliseret

af krige, splittet af opstande … 50/51 (I 10)

Privernaterne havde gjort oprør mod Rom,

men var blevet nedkæmpet. Senatet forhandle­

# 11 KAMP

de med nogle udsendinge, og spurgte: Hvis vi

eftergiver jer straffen, hvilken fred med jer kan

vi så håbe på? Svaret var: ”Hvis I giver os en

god, så en trofast og bestandig. Hvis I giver en

dårlig, så en kort. (Citat fra Livius). 255 a (II 23)

Hannibal skammede sig altså ikke for at

bede om fred, for han vidste meget godt, at

hvis der for hans fædreland var endnu et redningsmiddel,

så var det i freden, ikke i krigen

… Når nu Hannibal, der var så tapper, og

havde en ubesejret hær, hellere ville have fred

end et slag, da han så at hans fædreland ved et

nederlag ville komme i trældom, hvad skal så

en anden med mindre tapperhed og erfaring

gøre? 271 b (II 27)

Da Faliskerne hørte om dette tilfælde, syntes

de så godt om Camillus’ menneskelighed

og retskaffenhed, at de ikke mere ville forsvare

sig, og besluttede at overgive ham byen. 362

c/d (III 20). – (Forhistorien, om en skolelærer,

se # 59, Værdier)

Da Venezianerne var slået, bestak de hertugen

af Milano, og sluttede derved en gunstig

fred. De tabte krigen, men vandt freden. 341

a/b (III 11)


KRIG. FORUDSÆTNINGER

Intet vanskeliggjorde det mere for Romerne

at overvinde nabofolk, og dels også fjerne lande,

end den kærlighed til frihed som mange folk

havde dengang, og den hårdnakkethed, hvormed

de forsvarede deres frihed. 181 aa (II 2)

At lykken, og Roms krigsvæsen, var årsagerne

til dens verdensmagt, benægter jeg ikke.

Men man synes at overse, at hvor der er et godt

krigsvæsen, må der også være god orden, og

så vil der sjældent mangle lykke der. 27 d (I 4)

Der er nogle, som har udlagt vor religion

mere til fordel for lediggang, end til handlekraft.

Men hvis de tænkte på, at religion tillader

kamp for fædrelandets storhed og forsvar,

så ville de også indse, at vi har pligt til at elske

det, og til at gøre os dygtige til dets forsvar.

185 b/c (II 2)

Uden stort befolkningstal, og krigsdygtighed,

kan en stat ikke vokse, eller hævde sig,

hvis den vokser. 35/36 (I 6)

# 11 KAMP

39

KRIG. ÅRSAG

Der er to grunde til at føre krig mod en stat:

Enten at man vil blive herre over den, eller at

man frygter for at blive underkuet af den. 36

c (I 6)

Krig opstår enten ved et tilfælde, eller bliver

foranlediget af den, som ønsker at starte

den. 203 dd (II 9)

Man ser i republikkerne den dårlige vane,

at de fremragende mænd ikke bliver værdsat i

rolige tider … De ved, at det er de rolige tider

uden farer, der er skyld i det, og de anstrenger

sig for at forstyrre denne ro, ved at blande staten

ind i krige, som er til skade for den. 354 c

(III 16)

Da menneskene dels ønsker at få mere, dels

frygter for at miste det erhvervede, så kommer

det til fjendtligheder og krige, som kan ødelægge

et land, og løfte et andet. 111 a (I 37)

Hvilke midler nogle har benyttet, for at forhindre

fred. 393 d (III 32)

Hvis en fyrste eller et folk vil fjerne enhver

tanke om fred, er der ikke noget bedre middel

end at få det til at begår en alvorlig forbrydelse

mod den, som man ikke vil have nogen aftale

med. Frygten for at blive straffet for den uret


40

man har begået, vil fjerne tanken om aftale.

394 b (III 32)

Skønt sådanne påskud let bliver gennemskuet,

navnlig af kloge mænd, lader folkene

sig ofte narre af det, da de tørster efter øjeblikkelig

fred, og lukker øjnene for de snarer som

er lagt ud, og er dækket af store løfter. 344 b

(III 12)

Ligesådan gik det Crassus og hans hær.

Skønt han gennemskuede Parthernes tomme

løfter, som kun havde til formål at ødelægge

soldaternes tro på nødvendigheden af forsvar,

kunne han ikke holde dem fast, da de var forblindet

af fjendens fredstilbud. 344 b/c (III 12)

# 11 KAMP

For ikke at lade noget middel være uforsøgt

før kampen, sendte Karthagerne sin borger

Hasdrubal som gesandt til dem (Mathos og

Spendios), idet de mente at han ville have nogen

anseelse hos dem, da han tidligere havde

været deres feltherre. 394 c (III 32)

KRIG NØDVENDIG

Til at begynde med gik han (Ancus Marcius)

fredens vej, men han erkendte snart, at

naboerne betragtede ham som kvindagtig, og

ringeagtede ham. Derfor indså han, at han, for

at opretholde Rom, måtte gribe til våben, og

efterligne Romulus, ikke Numa. 78 dd (I 19)


# 12 KRIG ART

Man fører enten en angrebskrig, eller en

forsvarskrig. 227 b (II 17)

Der er to arter af krige. Den ene skyldes fyrsters

og republikkers herskesyge … Disse krige

er farlige, men fordriver ikke alle indbyggere

… Den anden art består i at et helt folk,

tvunget af sult eller krig, bryder op med koner

og børn for at finde nye lande, og ikke for at

herske over dem, men for at besidde dem helt,

og for at fordrive eller dræbe de gamle beboere.

Sådanne krige er de grusomste og skrækkeligste.

200 a­c (II 8)

KRIG BEGYNDE

Af hvilke grunde krig mellem stater begynder.

203 d (II 9)

Latinerne begyndte krigen på den måde

som de fleste krige begynder, som vi har vist.

De angreb nemlig ikke Romerne, men påtog

sig at beskytte Sidicinerne mod Samniterne,

idet Sidicinerne førte krig mod Samniterne,

med Roms tilladelse. Men at Latinerne virkelig

begyndte krigen, fordi de gennemskuede

dette bedrag, det bevidner Livius. 216 d (II 13)

Før krigshandlingerne begyndte, kunne få

i Venedig forudse faren, meget få kunne finde

# 12 KRIG ART

41

middel mod den, og ingen kunne rådgive. 342

aa (III 11)

Fyrsten skal befæste sin hovedstad, forsyne

den med krigsforråd, og erhverve sig

borgernes kærlighed, for at han kan udholde

et fjendtligt angreb så længe, til en overenskomst

(med fjenden), eller fremmed hjælp, gør

ham fri. 264 b (II 24)

KRIG PARTER (HANDLERE)

Det er som om dette mægtige folk (Romerne)

selv kan vælge, med hvilke naboer det

vil føre krig, alt imens det beroliger de andre

med forhandlinger. 179 b (II 1)

Hvis man ville lade sig belære af ”de Gamles”

erfaringer, så ville man indse, at naboerne

til en magt vil kaste sig i dens arme, navnlig

jo mere storsindet den viser sig at være, og jo

længere den er fra at undertrykke dem. 245 d

(II 20)

For at komme tilbage til emnet slutter jeg

med, at Roms naboer, i deres stræben efter at

undertrykke Rom, hjalp republikken til ændringer,

således at den ikke alene kunne forsvare

sig, men også med større kraft og klogskab

kunne gå til angreb. 107 c (I 34)


42

Når Romerne trængte ind i nye lande, søgte

de altid at vinde en forbundsfælle, som kunne

hjælpe dem med at komme ind i landet, og

bagefter beholde det. 180 b/c (II 1)

En tanke. Hvis mange parter slutter sig

sammen mod én, og de tilsammen er stærkere

end han, må man dog stole mere på den ene,

mindre stærke, end på de mange, selv om de

er stærkere. 340 c/d (III 11)

For bortset fra alt hvad der er til fordel for

den enkelte, og det er meget, vil det altid med

lidt behændighed lykkes ham at splitte de

mange, og svække den stærke krop. 340 d (III

11). – (Jvf. Del og hersk, Divide et impera, Bevingede

Ord. Bedre: Divide ut imperes, konjunktiv,

del for at kunne herske).

Når man ser at mange er i krig med én, kan

man altid med sikkerhed forvente, at den ene

vil få overtaget, hvis han blot er så stærk at

han kan udholde det første angreb, og være

henholdende for at vinde tid. 341 b/c (III 11)

Da Romernes stilling efter slaget ved

Cannæ var meget dårlig, afslog de al hjælp

til deres protegeer, og overlod det til dem at

forsvare sig så godt som muligt. Sådanne foranstaltninger

er meget bedre end at overtage

et forsvar, og så ikke udføre det. For i dette

# 12 KRIG ART

tilfælde mister man både forbundsfæller og

magt, i første tilfælde kun forbundsfæller. 410

a (III 37). – 210 a (II 11)

Har man flere fjender, vil det altid være en

klog beslutning at afgive noget af egen besiddelse

til en af dem, selvom krigen er brudt ud,

for at vinde ham igen, og adskille ham fra de

andre fjender. 218 dd (II 14)

Da en uvant fjende kan indgyde selv en gammel

hær skræk, så vil enhver fjende fylde en ny

hær med meget større skræk. 412 b/c (III 38)

”TREDJEPART”

Den anden puniske krig var ikke tilfældig.

For Hannibal, den karthagiske feltherre,

angreb Sagunto i Spanien, som var ven med

Romerne, ikke for at skade denne by, men for

at bevæge Romerne til at gribe ind med våben,

og give ham anledning til krig, og til at falde

ind i Italien. 204 c/d (II 10)

Vil jeg begynde krig med en fyrste, og vi

længe har haft aftaler som blev overholdt, så

vil jeg hellere angribe en af hans venner end

ham selv, og må finde på et påskud til det.

Hvis jeg angriber hans ven, så ved jeg at fyrsten

enten bliver ophidset, og så er min hensigt

opnået, at få krig med ham, eller han bliver


ikke ophidset og lader sin protegé i stikken,

og så har han vist sin svaghed, eller troløshed.

204/05 (II 10)

Det var ikke til fordel for Kirkestaten, at

kongen (af Frankrig) eller Schweizerne blev

mægtige i Italien, snarere måtte man befri

landet fra dets lænker, hvis man ville hjælpe

# 12 KRIG ART

43

det til dets gamle frihed. At besejre begge

samtidig, hvad enten de var adskilt eller forenet,

ville være umuligt. Derfor var det bedste

at de sled hinanden op, og så kunne Kirken

med sine forbundsfæller falde over sejrherren

(!) 249 c (II 22)


44

# 13 KRIG MIDLER

Alle disse midler, og alle disse forkerte anskuelser,

opstår af de regerendes svaghed, fordi

de af uformåenhed til at hævde deres stater

med kraft og magt vil hjælpe sig med sådanne

kunstgreb. De kan mange gange være nyttige

i rolige tider, men så snart der kommer modgang

og svære tider, viser det sig at de ikke

dur. 382 c (III 27)

Den nævnte underkastelse er lærerig angående

en krigs udbrud, men viser også hvilke

midler der er tilbage for en by, som ikke kan

forsvare sig selv, men vil værge sig på alle måder

mod angriberen. 205 a/b (II 9)

Hvis du er i en stilling, hvor fjenden ikke

vover at angribe dig, så vil han gøre hvad man

altid har gjort, når en hær er i en uangribelig

stilling: lægge landet øde, indtage eller belejre

de byer som du er i forbund med, afskære dig

fra levnedsmidler … 230 b/c (II 17)

Bedrag er normalt skændigt, men i krig er

det prisværdigt og ærefuldt, og den som overvinder

fjenden med bedrag bliver rost lige så

meget, som den der gør det med sin styrke ...

Men jeg mener ikke ethvert bedrag som du

begår ved at bryde ord eller aftale. Jeg taler her

kun om at bedrage (narre) en fjende som ikke

# 13 KRIG MIDLER

stoler på dig, og krigskunsten består netop i

dette. 415/16 (III 40)

Selv om Crassus faldt, så vil den opmærksomme

læser af hans historie finde, at han blev

mere overvundet ved list end ved magt …

Partherne bragte ham i elendighed, idet de stadig

var i nærheden, afskar hans forsyninger,

kom med løfter, som de ikke holdt. 236 d (II 18)

(Overraskelser). Den romerske diktator Gajus

Sulpicius lod i et slag med Gallerne alle arbejdsfolk

bevæbne, satte dem på trækdyr, og

gav dem felttegn så de så ud som rytteri. De

skulle rykke frem på et givet tegn når slaget

var værst. Dette skete, og de indjagede Gallerne

en sådan skræk, at de tabte slaget. 350

b (III 14)

Etruskerne forsøgte at lokke den (romerske)

legat (udsending, gesandt) i nettet. De anlagde

et baghold i nærheden af den romerske lejr, og

sendte nogle soldater forklædt som hyrder, og

med meget kvæg, hen til lejrens vold, for øjnene

af den romerske hær. Legaten undrede

sig over denne frækhed, som forekom ham

ganske unaturlig, og afslørede listen, så Etruskernes

plan mislykkedes. 425/26 (III 48)

En feltherre må aldrig have tillid til en

åbenbar fejl hos fjenden, for der vil altid være


en list bag den, fordi mennesker ikke fornuftigvis

kan være så uforsigtige. 426 b (III 48)

En fyrste eller en republik bør gribe til alle

andre midler end at trække hjælpetropper ind

i sin stat for at få beskyttelse, særligt hvis han

helt må forlade sig på dem. 245 a (II 20) – (# 26

Lejetropper)

Hasdrubal holdt ham (Claudius N.) snedigt

hen med fredstilbud, så han selv slap væk. 356

d (III 17) T 2

KANONER

Man siger: Hvis der dengang havde været

kanoner, så havde det ikke været så let for Romerne,

eller slet ikke muligt, at erobre lande,

eller gøre dem tributpligtige. 226 c/d (II 17)

(”Kontrafaktisk”, # 55)

Brug af kanoner (som var noget nyt på

MCV’s tid) er til større nytte for angriberen,

end for den belejrede. 228 d (II 17)

Jeg kommer til den slutning: kanoner er

nyttige for en hær, hvis de kombineres med

tapperhed som i gamle dage, men ellers er de

ganske unyttige overfor en tapper hær. 233 b/c

(II 17)

# 13 KRIG MIDLER

45

FÆSTNINGER

Fæstninger bliver bygget, for at sikre sig

mod fjenderne, eller mod undersåtterne. I det

første tilfælde er de ikke nødvendige, i det andet

skadelige. 257 a/b (II 24). (Se omslagsbilleder

på denne bog: byport Valencia).

Fæstninger gør mere skade end nytte. For

de gør dig mere forvoven og voldsom mod

undersåtterne. 257 c (II 24)

En vis og god fyrste vil aldrig bygge en

fæstning, både for selv at forblive god, og for

ikke at give sine sønner anledning til at blive

onde. De skal ikke forlade sig på fæstningen,

men på deres undersåtters kærlighed. 258 c (II

24). – (”Folkets Kærlighed min Styrke”. Frederik

7.s valgsprog. Bevingede Ord)

Hvad angår anlæg af fæstninger til beskyttelse

mod ydre fjender, så hævder jeg, at de er

ikke nødvendige for folk og riger med gode

hære, og for de andre er de unyttige. 263 b (II 24)

En republik kan ikke altid være i ro, glæde

sig over sin frihed, og holde sig indenfor sine

snævre grænser. Selv om den ikke generer andre,

så bliver den generet af andre, og deraf

opstår hos den ønsket om, og nødvendigheden

af, at gøre erobringer. Og selvom den ikke

har en ydre fjende, så har den en (indre) i sine


46

mure, som det synes at være skæbnen for alle

store byer. 240 b/c (II 19) T 10

Jeg drager den slutning, at fæstninger til

sikring af ens egen by er skadelige, og til at

beholde erobrede byer er de unyttige. For dette

må Romernes autoritet være nok. I de byer,

som de ville holde med magt, rev de murene

ned, i stedet for at bygge nye. 262 a/b (II 24)

(Milano) For uden kastellet (fæstningen),

og uden deres ukloge hårdhed mod borgerne,

havde de mærket faren tidligere, og havde

kunnet slå ind på en anden vej. For med venligt

indstillede undersåtter, og uden fæstning,

ville de bedre kunne modstå de franske angreb,

end med indre fjender, og fæstningen.

259 a (II 24)

Da en Spartaner blev spurgt af en Athener,

om han syntes at Athens mure var smukke

sagde han: Ja – hvis der boede kvinder bag

dem … 263 c (II 24)

KRIG OG PENGE

Virkeligt mægtige republikker og fyrster

køber ikke alliancer med penge, men med

tapperhed og våbenære. 277 flg. (II 30)

# 13 KRIG MIDLER

Uden en trofast hær er mange penge ikke

nok. 205/06 (II 10)

Det er altså ikke penge, for at gentage det

endnu en gang, som er ”krigens nerve”, men

det er gode soldater. 208 b/c (II 10)

Da byen (Pisa) blev belejret af feltherrer,

som hverken forstod at belejre den, eller tage

den med magt, så trak belejringen så længe

ud, at Firenze måtte købe dens overgivelse,

som de havde kunnet gennemtvinge. 356 b

(III 16)

Men da de (Romerne) kom under kejserne,

og disse blev dårlige, og holdt mere af skygge

end af sol, så begyndte også de at købe sig

fri, snart fra Parterne, snart fra Germanerne

og andre naboer, og dette var begyndelsen til

dette vældige riges forfald. Disse dårlige forhold

opstod fordi folkene var blevet gjort forsvarsløse.

278/79 (II 30). – Se også: Bevingede

ord: Penge, penge, og atter penge. – Og: # 26,

Lejetropper.


# 14 KRIG NORMER (REGLER)

Valerius fulgte den romerske hærs krigsregler.

Disse var gode. 369 b (III 22) T 15

Hvad det end skyldtes, så førte Romerne aldrig

to vigtige krige samtidigt. Det ser ud til,

at når en krig brød ud, så ophørte den anden,

og når en ophørte, så opstod en ny. Det fremgår

ganske tydeligt af rækkefølgen af deres

krige. 177/78 (II 1)

Såvel ved erobring som ved bevaring af

det erobrede må man holde omkostningerne

nede. For at opnå det skal man følge Romernes

metode, som frem for alt bestod i, med

franskmændenes udtryk, at føre krigen kort

og kraftigt. 197 b/c (II 6)

Intet forstyrrer og hindrer alle menneskelige

foretagender mere, end at man pludseligt

og uden frist ændrer en plan, og forkaster det

der først blev bestemt. Men intetsteds skaber

en sådan ændring mere uorden end i en krig.

316 c (III 6)

Man ser heraf hvordan Romerne bar sig ad

ved udvidelsen af deres herredømme, og også

hvorledes de ved afgørelser i statssager altid

undgik middelvejen, og greb til de stærkeste

forholdsregler. 252 b (II 23). # 83

# 14 KRIG NORMER (REGLER)

47

Det har aldrig været anset for klogt at bringe

al sin lykke i fare, uden at man sætter alle

sine stridskræfter ind. 83 a (I 23). (Koncentrere

kræfterne)

Da sagde legaten Lucius Lentulus, at efter

hans opfattelse var enhver foranstaltning til at

redde fædrelandet berettiget. Roms liv afhang

af denne hær, man måtte absolut redde den.

Man bør altid forsvare fædrelandet godt, hvad

enten det er med skændsel eller berømmelse.

For hvis hæren blev reddet, ville Rom have tid

til at udslette skammen. 417 b (III 41). – (Bevingede

Ord: Right or wrong, my country!)

Når sådanne unyttige fyrster, eller kvindagtige

republikker, udsender en feltherre, tror

de at de ikke kan give ham en klogere ordre,

end at han ikke skal indlade sig på noget slag,

ja, at han på alle måder skal vogte sig for en

kamp. 336 c (III 10) (Samtiden, Italien)

At angribe en by hvor der er indre uenighed,

for at erobre den i kraft af dens uenighed,

er en forkert metode. 264 flg. (II 25)

Også indtagelse af en by ved list, og i forståelse

med en del af indbyggerne, lykkes sjældent.

282 b/c (II 31)

Fremtvungne løfter behøver man ikke at

holde. 418 flg. (III 42)


48

Disse dårlige tilstande opstår altså, fordi

folkene er blevet gjort værgeløse. Men deraf

opstår også noget værre, nemlig at du bliver

svagere, jo nærmere fjenden kommer dig. For

når man går frem på den måde, behandler

man sit riges undersåtter for dårligt, til at de

kan blive indstillet på at forsvare sig mod fjenden.

279 a (II 30)

Om en sjusket krigsførelse, hos Romerne.

(Livius nævner en lang række fejl). 274 c (II 29)

Intet forsvar er mere farligt og nyttesløst

end et, der foregår uden regler og orden.

388/89 (III 30)

At alt skal ske efter ordre. – Da Papirius Cursor

(325 f. Kr.) ville lade sin rytteroberst Fabius

henrette, fordi han imod sin befaling havde

indladt sig i kamp med Samniterne, bekæmpede

Fabius’ far diktatorens hårde holdning

med bl. a. den begrundelse, at det romerske

folk aldrig havde behandlet en af sine hærførere

efter et nederlag, sådan som nu Papirius

ville gøre, efter en sejr. 99/100 (I 31).

OVERVEJE BESLUTTE

Da enhver kan begynde en krig, hvis han

vil, men ikke kan afslutte den, så må en fyrste,

før han begynder på det foretagende, måle

# 14 KRIG NORMER (REGLER)

sine kræfter, og handle derefter. Han må være

så klog, at han ikke forregner sig om sine

kræfter. 205 c/d (II 10)

Man må undersøge ondet (Cæsars magt),

og hvis man føler sig stærk nok til at helbrede

det, skal man gøre dette hensynsløst, ellers

skal man lade det være som det er, og ikke

røre det. 103/04 (I 33)

En klog feltherre, der vil erobre en by, må

vurdere hvor let eller svær erobringen vil blive,

ud fra kendskabet til den nødvendighed, som

tvinger indbyggerne til forsvar. 343 a (III 12)

Feltherren var nedtrykt på grund af alle de

bekymringer, som vigtige og afgørende foretagender

bringer med sig. 98 c/d (I 31)

Hvis en hær mangler levnedsmidler, og

kun har valget mellem et slag og sultedød,

så bestemmer man sig altid for slaget, som er

mere ærefuldt, og hvor man også altid kan

have lykken med sig. 207 d (II 10)


# 15 FORSVAR

Hvad er det bedste hvis man frygter et angreb:

(2) at slå løs på fjenden, eller (1): at afvente

angrebet. 210 flg. (II 12)

Fordele ved forsvar i fjendens land, 211 a, i

eget land, 212/13 (II 12)

Der er en forskel. Enten har jeg et bevæbnet

land, som Romerne og Schweizerne, eller

jeg har et ubevæbnet land, som Karthagerne,

kongen af Frankrig, og Italienerne. I dette sidste

tilfælde må jeg holde fjenden langt væk fra

mig. For da min kraft er i pengene, og ikke i

menneskene, er jeg altid fortabt når vejen dertil

er afskåret, og intet afskærer den så meget

som krig i eget land. 213 c (II 12)

Jeg drager igen den slutning, at en fyrste,

som har et bevæbnet og krigsdygtigt folk, altid

skal afvente en stor og farlig krig i landet,

og ikke gå imod fjenden. 215 a (II 12)

Firenze. Så snart en hær kommer over dens

grænser og nærmer sig hjertet, finder den ikke

mere modstand. 279 c (II 30, T 12). Det modsatte

var tilfældet hos Romerne, for jo mere

fjenden nærmede sig Rom, des stærkere blev

modstanden. 279 dd (II 30)

Fyrster, som bliver angrebet af en overmægtig

modstander, kan derfor ikke gøre no­

# 15 FORSVAR

49

gen større fejl end at afslå ethvert forlig, navnlig

hvis det bliver tilbudt. 270 b (II 27)

ANGREB

Romerne førte næsten kun angrebskrige,

ingen forsvarskrige. 230 b/c (II 17)

Angriberen kommer med større mod end

forsvareren, og det giver hæren mere tillid. Og

han fratager fjenden mange muligheder for at

benytte sin ejendom. 212 c (II 12)

Hvis Hannibal havde angrebet ham (Fabius

Maximus Cunctator), så ville han have afventet

ham og have taget slaget, men Hannibal

vovede ikke at angribe ham, da han var i en

gunstig stilling. 337 b/c (III 10)

Decius gik med største voldsomhed og med

sin hele kraft løs på fjenden. Fabius holdt kun

det fjendtlige angreb ud, da han anså et langsomt

angreb for mere nyttigt. Han sparede sin

kraft til det sidste, da fjenden havde tabt sin

kamplyst, og hans hede var kølnet. 423 c (III 45)

Men da Castruccio var død, havde de samme

Florentinere mod nok til at angribe hertugen

af Milano i hans land, og sætte en stopper

for hans magt. Så tapre var de i krige udenfor

deres land, og så feje i en indenlands. 214 aa

(II 12)


50

Hvis en feltherre angriber en by, så må han

på alle måder anstrenge sig for at frigøre dem

for nødvendigheden af forsvar, og dermed bryde

deres hårdnakkethed. Hvis de frygter for

straf, lover han dem tilgivelse. Frygter de for

deres frihed, skal han sige at han ikke har planer

mod det almene vel, men kun mod nogle

borgeres ærgerrighed. 343/344 (III 12)

Firenze, Venedig. Begge hære stod nogle

dage overfor hinanden, og led af mangel på

levnedsmidler og alt andet nødvendigt. Da nu

ingen vovede at angribe den anden, og ingen

kendte den andens vanskeligheder, besluttede

de på samme aften at trække sig tilbage, næste

morgen. 360 a (III 18)

BELEJRE

Romerne førte altid krig med mest mulig

fordel, så vel med hensyn til omkostninger,

som til alt andet der kræves til krig. Derfor

vogtede de sig vel for at indtage byer ved belejring.

282 d (II 32)

Den samme fejl gør man næsten altid, hvis

man ved fjendens fremrykning beslutter sig

for at holde de vanskelige punkter, og besætte

passene. 83 c/d (I 23)

# 15 FORSVAR

EROBRE

Den, der frivilligt eller af ærgerrighed fører

krig, vil erobre, og beholde det erobrede,

og derved gå frem således, at hans område og

fædreland bliver rigere derved, men ikke forarmet.

197 a/b (II 6)

På hvilke måder Romerne erobrede byer.

282 flg. (II 32)

Har aldrig nogen republik gjort så store

fremskridt som Rom, så kommer det af, at aldrig

var en republik så indstillet på erobring

som Rom. 177 b/c (II 1)

Når byer bliver erobret ved at de overgiver

sig, så sker dette enten frivilligt eller tvunget.

285 c/d (II 32)

Erobring af byer med magt i forbindelse

med list … Erobringer af denne art er ofte

forsøgt af Romerne og andre, men de lykkes

sjældent. Grunden er, at den mindste hindring

ødelægger planen. Enten bliver forræderiet

opdaget før det kommer til udførelse … 284

c/d (II 32)

Det er sværere at generobre en by, som har

gjort oprør, end det var at erobre den første

gang. For første gang behøvede de ikke at

frygte for straf. 343 a/b (III 12)


For en svag republik kan det være ødelæggende

at gøre erobringer, som man ser det ved

Sparta og Venedig. 36 a (I 6)

På tusind måder og af mange årsager er erobringer

skadelige. Det sker ofte, at man erobrer

et stort område, og dog ikke opnår nogen magt.

Men den, der erhverver et område uden magt,

går nødvendigvis til grunde. 241/42 (II 19)

# 15 FORSVAR

51

Desuden kan erobringer skade også velordnede

republikker, hvis det er et land eller en

by fuld af overdådighed (Luksus), der bliver

erobret. For ved omgang med indbyggerne

kan den sejrende let antage deres skikke. Således

gik det først Rom, derefter Hannibal ved

erobringen af Capua. 242 b/c (II 19). (Lidt nord

for Napoli).


52

# 16 KRIG FORLØB

En fyrste eller en republik befinder sig i den

ulykkeligste tilstand, hvis de er nået dertil, at

de ikke kan antage freden, og ikke kan fortsætte

krigen. 251 b/c (II 23)

Romerne afveg ikke fra deres tidligere

grundsætning, at afslutte krigene hurtigt, under

hensyn til sted og tid. 198 b/c (II 6)

At flygte, som Filip (V. af Makedonien), er

så godt som at blive slået, ja det er mere forsmædeligt,

da man ikke har givet noget bevis

for sin tapperhed. Det lykkedes nok Filip at

redde sig, men det ville ikke lykkes for andre,

hvis ikke egnens beskaffenhed kom dem til

hjælp, som det skete for ham. 338 d (III 10)

SLAGET

Man kan ikke i en angrebskrig undgå et

slag. 339 d (III 10)

Således gik det Spanierne i slaget ved Ravenna

(1512). De havde forskanset sig mellem

Roncofloden og en dæmning. Men da denne

ikke var høj nok, og Franskmændene havde

nogen fordel i terrænet, blev de af den fjendt­

# 16 KRIG FORLØB

lige beskydning drevet ud af deres forskansninger

og tvunget til slag. 229/30 (II 17)

Hvad der er bedst i et slag: at udholde fjendens

angreb, og så gå til modstød, eller straks

gå voldsomt løs på ham. 423 b/c (III 45) (Fabius.

Decius)

I et slag mellem Romerne og Volskerne

råbte Quinctius med høj stemme til den ene

fløj, der vaklede, at den skulle holde stand, for

den anden fløj havde sejret. Derved opmuntrede

han sine egne, forskrækkede fjenden, og

vandt slaget. 348 c/d (III 14)

I løbet af slaget (mod Latinerne, ved Vesuv,

340 f. Kr.) ser man to indtil da uhørte, og også

senere sjældne tilfælde: for at styrke soldaternes

mod, få dem til at adlyde befalinger, og

være beslutsomme i kampen, dræbte den ene

konsul (Decius) sig selv, og den anden (Manlius)

sin søn. 222 c (II 16)

Det er ofte forekommet, at et slag har varet

indtil natten, og sejrherren troede at have tabt,

mens den besejrede troede at have vundet. 358

aa (III 18)


# 17 NEDERLAG

Konsulen var med sin hær indesluttet af

Samniterne, og disse stillede de forsmædeligste

betingelser. De skulle gå under åget, og

blive sendt ubevæbnet tilbage til Rom. 417 a

(III 41)

Latinerne var altså besejret, først af Manlius

Torquatus, derefter af Camillus, og fuldstændigt

kastet til jorden. 251 dd (II 23)

Man kan erhverve berømmelse ved mange

slags handlinger, som regel ved en sejr, men

også ved et nederlag, hvis man beviser, at

man ikke har nogen skyld i det, eller hvis man

straks derpå udfører en gerning, som opvejer

skylden. 418 c (III 42) (Balance)

SEJR

Sejrherren lider sjældent store tab, da han

kun taber sine folk i kamp, ikke på flugt. 250

b/c (II 23)

# 17 NEDERLAG

53

Fyrsten må så vidt muligt fremkalde den

tro, at hans feltherres sejr ikke skyldes hans

tapperhed, men derimod: lykken, fjendens fejhed,

eller andre føreres indsigt. 93 b (I 29)

Denne sejr afhang alene af, hvem der først

erfarede om fjendens forvirring. 359 b/c (III

18). – (# 55 Erkendelse)

Efter Romernes nederlag ved Cannæ sendte

Hannibal gesandter til Karthago, for at

melde sejren, og kræve forstærkning. I senatet

skændtes man om hvad der var at gøre. Hanno,

en gammel klog Karthagisk borger, rådede

til at benytte sejren til at slutte fred med

Romerne, da man som sejrherre kunne opnå

ærefulde betingelser … Da de nu havde sejret,

skulle de ikke sætte sejren på spil, i håbet om

større sejre. Hans råd blev ikke fulgt. 268/69

(II 27). (Bevingede Ord: ”Det bedre er det godes

fjende”)


54

# 21 HÆR

Et godt krigsvæsen er grundlaget for alle

stater. Hvor det mangler, kan der ikke være

love, eller noget andet godt. 392 b/c (III 31)

Her må man efterligne de kloge lovgivere,

som levede i de yndigste og frugtbareste lande,

hvor menneskene lever mageligt, og bliver

uduelige til enhver mandlig anstrengelse.

(Luksus). For at modvirke faren ved lediggang

på grund af de milde himmelstrøg, tvang man

de mænd, som var bestemt til krigstjeneste, til

at udføre soldatertræning. 17/18 (I 1) T 13

Der er tre arter af hære. Ved den første hersker

både dristighed og orden, for af orden

udspringer dristighed og tapperhed. Sådan

var den romerske hær. 405 b/c. Omvendt er

det ved hære, hvor blindt raseri, men ingen

orden hersker, som hos Gallerne. 406 a. Den

tredje art af hære er den, hvor hverken naturligt

mod eller kunstig orden hersker, som ved

vore nuværende italienske hære. De er ganske

unyttige. De er prisgivet tilfældet. 406 b/c (III

36)

I en velordnet hær må intet ske uden udtrykkelig

befaling. 405 c (III 36). – 349 d (III 14)

At de to hære var lige stærke skyldtes, ifølge

Livius, at de som følge af lang krigstjeneste

KAPITEL 2 MILITÆR

havde samme sprog, organisation og våben,

den samme slagorden, de samme navne for de

enkelte afdelinger og førere. Da de altså var

lige i antal og tapperhed, så skulle der noget

ganske særligt til for at gøre den ene hærs indstilling

mere standhaftig og hårdnakket end

den anden. For af denne hårdnakkethed afhænger

sejren. 222 d (II 16)

Denne beslutning (at dræbe sendebud), og

henrettelsen, gjorde hæren grusom, og hårdnakket

mod Karthagerne. 394 dd (III 32)

TAKTIK

Som det fremgår af Livius’ fremstilling, bestod

den romerske hær af tre hovedafdelinger.

Den første hed Hastater, den anden Principes,

den tredje Triarier (tredje række). Det samlede

rytteri blev fordelt på begge fløje. 223 b/c (II

16)

For den som opstiller sin slagorden således,

at han kan angribe med friske kræfter tre gange,

ham må lykken være fjendtlig tre gange,

hvis han skal tabe, og hans fjende skal være så

tapper, at han formår at besejre ham tre gange.

224 b/c (II 16)

Hvis man mister noget (område), som man

selv prisgiver, og hæren endnu er samlet, så


mister man hverken det krigeriske ry eller håbet

om sejr. Men hvis man mister noget som

man ville forsvare, og hvor alle tror at man vil

forsvare det, da er skaden ødelæggende, og

man har, omtrent som Gallerne, ved en ubetydelig

omstændighed tabt hele krigen. 409 c (III

37) T 11. (Om denne Tvekamp, se # 11).

Da Filip af Makedonien blev angrebet af

Romerne, forlod og ødelagde han en stor del

# 21 HÆR

55

af sit land, som han mente, han ikke at kunne

forsvare. Som klog mand anså han det for

værre at miste sit ry på grund af tabet af noget

han ville forsvare, end hvis han straks prisgav

disse områder til fjenden, som om det ikke betød

noget for ham. 409/10 (III 37)

Man kan undre sig over, at mange feltherrer

har opnået det samme som her beskrevet,

men på en helt modsat måde. 364 a (III 21)


56

# 22 FELTHERRE, HÆRFØRER

KRAV TIL

Hvorledes en hærfører må være, hvis hans

hær skal have tillid til ham. 411 flg. (III 38)

Disse ord lærer enhver, hvorledes han skal

gøre, for at blive feltherre. Den som handler anderledes,

eller blev feltherre ved ærgerrighed

eller lykke, vil snart mærke, at han ikke vinder

berømmelse, men taber den. For det er ikke titlen,

der skaber manden, men manden skaber

titlen. 412 a (III 38). (Ord – Genstand. # 56)

En god hær uden en god feltherre plejer at

blive overmodig og farlig, som den makedonske

hær efter Alexanders død. 347/48 (III 13)

Dobbelt berømmelse fortjener de feltherrer,

som ikke blot besejrer fjenden, men forinden

har uddannet en dygtig hær. 348 b (III 13)

En feltherre må have kendskab til terrain.

413 flg. (III 39)

Denne tillid vil han (føreren) altid bevare,

hvis han straffer sine soldater for deres fejl,

ikke anstrenger dem uden grund, holder sit

ord til dem, fremstiller vejen til sejr som let,

og skjuler eller formindsker alt, hvad der på

afstand ser farligt ud. 395 b/c (III 33)

Det er en meget sand regel, at udførelse af

hårde ordrer må ske med hårdhed. 368 b (III 22)

# 22 FELTHERRE

Føreren må være agtet, så at hæren stoler

på hans klogskab. Dette vil altid være tilfældet,

når den ser, at han er en ordentlig, ivrig,

modig mand, der med ære hævder sin stillings

værdighed. 395 b (III 33)

Intet bringer en feltherre mere ære, end at

gennemskue fjendens planer. 357 d flg. (III 18).

350 b/c (III 15)

En feltherre kan ikke under et slag være alle

vegne. Hvis han ikke i forvejen har sørget for

folk, som er gennemtrængt af hans indstilling,

og kender hans måde at føre krig på, så må

han nødvendigvis blive slået. 393 b/c (III 31)

FELTHERRE, GOD

En god feltherre må absolut undgå alt, hvor

ubetydeligt det end er, som kan give hans hær

et dårligt indtryk. For at indlade sig i en kamp,

uden at sætte al sin kraft ind, og dog sætte alt

på spil, det er noget højst dumdristigt. 408 b

(III 37)

En klog feltherre skal så vidt muligt gøre

det til en nødvendighed for sine soldater at

kæmpe, men fratage fjenden denne nødvendighed.

342 b/c flg. (III 12)

Kloge feltherrer, som står overfor en ny

fjende som har et vist ry, må vænne sine sol­


dater til fjenden ved små skærmydsler, inden

et slag, for at de kan lære ham at kende, og

dermed overvinde den skræk, som hans ry

har indgydt dem. 408 b/c (III 37)

Feltherren må undgå mindre fægtninger,

og kun tillade dem når han absolut er i fordel,

og har et sikkert håb om sejr. 409 b (III 37)

En god feltherre må gøre to ting: søge at

forskrække fjenden ved nye påfund, og (selv)

være indstillet på at opdage fjendens påfund

og uskadeliggøre dem. 350 b/c (III 14)

Som dreven hærfører stillede han (Marius)

flere gange sin hær op på steder, hvor Kimbrerne

måtte drage forbi, for at hans soldater fra deres

befæstede lejr kunne betragte fjenden, og

vænne sig til synet af dem. 410 c/d (III 37)

FELTHERRE

57

FELTHERRE SELVSTÆNDIGHED

Romerne anså det for vigtigt, at deres hærførere

kunne fatte deres beslutninger frit og hurtigt,

og uhindret af ydre hensyn. 98 b/c (I 31)

Rom lod sine hærførere bestemme selv. 286

c. (II 33). – (I modsætning til ”nu”): Republikker

som Venedig og Firenze tænker anderledes

om det. 287/88 (II 33)

Da konsul Quintus Fabius havde slået Etruskerne

ved Sutri og ville trænge gennem den

Ciminiske skov (sydøst for Viterbo) til Etrurien,

så forespurgte han slet ikke Senatet, og

gav ikke engang meddelelse om det, skønt

krigen nu i et nyt land var usikker og farlig.

287 a (II 33). (310 f. Kr.)


58

# 23 FELTHERRE FORHOLD TIL ANDRE

Rom var ikke alene mindre utaknemlig end

andre republikker, men også mildere og mere

hensynsfuld, hvis de skulle straffe en hærfører.

98 a og d (I 31)

Der kan være mange omstændigheder, der

tvinger en feltherre til et slag mod hans vilje,

og det kan undertiden være pengetrang. 208

b (II 10)

At overkommandoen blev forlænget bragte

Rom i trældom. 374 a/b (III 24)

Heraf ser man, at det er helt forkert at have

flere kommanderende i en hær eller i en by,

som skal forsvares. 352 aa (III 15). (Mange –

En).

FELTHERRE OG FYRSTE

Da nu mennesker af natur er ærgerrige og

mistroiske, og aldrig kan holde måde når de

har lykken med sig, så vil den mistro, der griber

fyrsten så snart hans feltherre har haft en

sejr, uvægerligt blive styrket, hvis feltherren

kommer med en overmodig ytring eller handling.

93 a (I 29)

Lasten utaknemlighed udspringer enten af

griskhed eller af mistro. Har et folk eller en

fyrste sendt en feltherre ud på en vigtig op­

# 23 FELTHERRE

gave, og feltherren har fuldført den lykkeligt

og vundet meget berømmelse, så må fyrsten

eller folket belønne ham for det. Men hvis de i

stedet for, af griskhed, vanærer eller krænker

ham, så begår de en uret som ikke kan undskyldes,

ja, de pådrager sig evig skændsel. 92

a/b (I 29).

En feltherre, som mener at han ikke kan

undgå den bidende utaknemlighed, ham råder

jeg til et af to: enten straks at forlade hæren

efter sejren, og overgive sig til fyrsten, mens

han undgår enhver overmodig eller ærgerrig

handling. Eller det modsatte, med alle midler

at fremkalde det indtryk, at erobringen skyldes

ham alene, ikke fyrsten. 96 c, d (I 30)

FELTHERRE, FARER FOR

Det er også rigtigt, at hærførere og feltherrer

er mere udsat for dødsfare nu end tidligere,

for kanoner kan ramme dem overalt, og det

hjælper dem ikke mere at opholde sig bagest,

og være omgivet af de tapreste folk. 230 d (II

17)

Hvad angår feltherrer og hærførere, som

bliver dræbt, er der i de sidste 24 krigsår i Italien

faldet færre, end på ti år hos de Gamle.

231 b (II 17)


Erfarer folket, som regnede sejren for sikker,

at det blev nederlag, så skyder det ikke

skylden på skæbnen, eller førerens udygtighed,

men på hans ondskab og uvidenhed, og

de lader ham for det meste henrette, eller putte

i fængsel, eller de landsforviser ham, som det

gik talløse karthagiske, og mange athenske

feltherrer. Ingen tidligere sejr kunne hjælpe

dem, det nye nederlag sletter alt. 150 b/c (I 53)

HÆRFØRER OG FJENDE

Valerius Corvinus blev med sin hær sendt

mod Samniterne, en ny fjende, som Romerne

# 23 FELTHERRE

59

ikke hidtil havde kæmpet med. Livius siger

derfor, at Valerius først havde ladet dem levere

nogle små fægtninger med Samniterne, for

at de ikke skulle blive afskrækket af den nye

krig og den nye fjende. 408 d (III 37)

En feltherre må aldrig stole på en åbenlys

fejl hos fjenden, for der vil altid være en list

bag den, idet fornuftige mennesker ikke kan

være så uforsigtige. 426 b (III 48)

En feltherre kan ikke undgå et slag, hvis

modstanderen absolut vil have det. 335 b/c flg.

(III 10)


60

# 24 FELTHERRE OG SOLDATER

Man kan spørge, hvad man skal frygte

mest: en god hær med en dårlig feltherre, eller

en god feltherre med en dårlig hær. 347 a (III

13)

En god hær uden en god feltherre plejer at

blive overmodig og farlig. 347/48 (III 13)

I Rom var der på samme tid to udmærkede

hærførere, Manlius Torquatus og Valerius

Corvinus, de var lige angående fortjenester,

triumfer og berømmelse. Denne berømmelse

erhvervede de overfor fjenden ved den samme

tapperhed, men overfor hæren ved at være

helt forskellige i deres behandling af soldaterne.

367 a (III 22). (Se Kronol. Del).

Fabius var rykket ind i Etrurien, og han

anså soldaternes tillid for meget vigtig, da han

havde ført hæren ind i et fremmed land, og

mod nye fjender. Han holdt før slaget en tale

til soldaterne, hvor han med mange grunde

beviste, at de kunne håbe på sejr. Derefter tilføjede

han, at han kunne fortælle mere, som

viste at sejren var sikker, men det ville være

farligt at røbe det nu. – Dette kloge middel fortjener

efterligning. 397 c (III 33)

At bruge skældsord og trusler skal feltherren

forbyde sine soldater, fordi det opflammer

# 24 FELTHERRE

fjenden til hævn, og ikke formindsker hans

kræfter. Snarere er det våben, som vender sig

mod dig selv. 266 d (II 26)

Intet er så sandt som sætningen, at der hvor

der er mænd, men ikke soldater, er skylden

hos fyrsten, og ikke i landets beliggenhed, eller

himmelstrøg. 80 d (I 21)

Oldtidens feltherrer kendte Nødvendighedens

kraft og vidste, hvor meget den opildner

soldaternes sind i slaget. Derfor gjorde de alt

for at den skulle virke i deres soldater, men

ikke i fjendens. 342 c/d (III 12)

Hos Hannibal finder man ikke noget særligt

eksempel på, at hans grusomhed og troløshed

skulle have skadet ham. 366 a (III 21)

Hannibal blev anset for at være samvittighedsløs,

troløs og grusom. Men heraf udsprang

en stor fordel, som bliver beundret af

alle forfattere: at der i hans hære, som bestod

af mænd fra mange forskellige folkeslag, aldrig

var konflikt, eller oprør mod feltherren.

Dette kunne kun skyldes den skræk der udgik

fra hans person, i forbindelse med agtelse for

hans tapperhed. 366 c (III 21)


# 25 SOLDATER

For at vinde et slag må man indgyde hæren

en sådan tillid, at den tror, den absolut vil sejre.

Dens tillid beror på, at den er godt bevæbnet

og ordnet, og at man kender hinanden. 395

a (III 33)

Denne foranstaltning havde ikke andet

formål, end at soldaterne var tillidsfulde, da

de gik ind i kampen, for af en sådan tillid udspringer

næsten altid sejren. 64 a (I 14).

Heraf fremgår forskellen mellem en villig

hær, der kæmper for sin egen berømmelse, og

en misfornøjet, som kæmper for andres ærgerrighed.

128 a (I 43)

Livius bemærker hertil: også uden at have

førere blev soldaterne beskyttet af deres bestandige

tapperhed. 397 b (III 33). – 346 d (III 13)

Når jeg tænker på, hvad der er at gøre mod

det, så finder jeg to midler. Det ene er at holde

borgerne i fattigdom … Det andet middel er,

at indrette sig på krig således, at man altid er

i stand til at føre krig, og derfor altid behøver

udmærkede borgere. Således forholdt Rom sig i

sine første tider. Da de altid holdt hære i felten,

så havde de dygtige altid fri bane. 354/55 (III 16)

Nederlaget (ved Cannæ) var meget hårdt,

for det var det tredje, men de (Romerne) tabte

# 25 SOLDATER

61

ikke modet, sendte hære ud, og de ville ikke

udveksle fanger, fordi det var imod deres

grundsætninger. 390 c (III 31)

Efter en sammensværgelse udbrød der et

mytteri, som Valerius Corvus bilagde. Ved forliget

blev der blandt andet fastsat de strengeste

straffe for dem, der nogensinde ville bebrejde

soldaterne dette mytteri. 267 d (II 26)

Af alle straffe var den frygteligste: at decimere

hæren, hvor hver tiende mand i hele

hæren skulle dø, efter lodtrækning. 427/28 (III

49). (Se også: om skæbnen, # 66).

SOLDATER UDDANNELSE

Efter at Pelopidas og Epaminondas havde

befriet Theben fra Spartas åg, skabte de på

kort tid af de thebanske bønder de bedste soldater,

som ikke alene modstod Spartanernes

hær, men besejrede den. 347 d (III 13). Også (I

21)

De to nævnte (Pel., Epam.), siger historieskriveren,

havde på kort tid bevist, at det ikke

blot er i Sparta, at krigere fødes, men overalt

hvor mennesker kommer til verden, hvis der

er en, der gør dem til soldater, som Tullus

gjorde med Romerne. 81 b/c (I 21)


62

Man ser, at krigsmagten ikke kan være god,

hvis den ikke bliver øvet, og at den ikke kan

øves, hvis den ikke består af landets indbyggere.

392 c (III 31)

Af mangel på folk bevæbnede Romerne en

mængde slaver, og lod dem uddanne af Sem­

# 25 SOLDATER

pronius Gracchus, som på kort tid skabte en

god hær af dem. 347 c/d (III 13)

En sammenskrabet menneskeflok er uanvendelig

til krig, fordi hvert rygte, hvert råb,

hver larm forskrækker den, og driver den på

flugt. 349 c (III 14)


# 26 SOLD LEJETROPPER

Denne klogskab beviste det romerske Senat,

da det besluttede at betale sold af offentlige

midler. Hidtil måtte enhver gøre krigstjeneste

på egen bekostning. 143 c (I 51).

Med hensyn til bytte ændrede de (Romerne)

lidt i deres adfærd. De var ikke mere så

rundhåndede med det som før, for de syntes

det ikke var så nødvendigt nu, da soldaterne

fik sold. 198 d (II 6)

Efter den første puniske krig gik de soldater,

der i denne krig havde kæmpet for Karthago,

på Sicilien og Sardinien, til Afrika. Og da man

ikke opfyldte deres krav på sold, vendte de våbnene

mod Karthago, valgte to førere, Mathos

og Spendios, tog flere byer fra Karthagerne, og

plyndrede mange andre. 394 b/c (III 32)

Af dette eksempel (Rom, Decemvirer) fremgår

også en del af grundene til, at det er unyttigt

at anvende lejetropper, som kun er bundet

til dig af den smule sold, du giver dem. 128 b

(I 43)

At hidkalde hjælpetropper er meget farligt.

For hver (enkelt) der har haft held med det, er

der utallige, som er blevet narret ved det. 245

b (II 20)

Jeg siger endnu engang, at af alle våbenarter

er hjælpetropper de skadeligste. For den

# 26 SOLDATER

63

fyrste eller republik, som bruger dem til hjælp

for sig, har ingen magt over dem, det har kun

den, der sender dem. 244 b/c (II 20)

RYTTERI OG FODFOLK

Det kan med mange grunde og eksempler

klart bevises, at Romerne ved alle krigshandlinger

lagde meget mere vægt på fodfolket end

på rytteriet, og indstillede hele deres krigsførelse

på det. 233 c/d (II 18)

Fodsoldaten kan bevæge sig i mange slags

landskab, hvor rytteren ikke kan komme

frem. – Det er svært at holde rytteri i række

og geled. – Og ved heste som ved mennesker

er der modige og feje, og ofte bliver en modig

hest redet af en fej rytter, eller omvendt. 234

b/c (II 18)

Når Schweizerne, som er mestre i den nye

krigskunst, kæmper med Franskmændene,

sørger de frem for alt for at opstillingen bliver

således, at det egne rytteri, hvis det bliver

trængt, ikke kastes tilbage på dem (det egne

fodfolk). 225 dd (II 16)

Ofte har Ciriaco dal Borgo, den gamle anfører

for Firenzes fodfolk, i min nærværelse forsikret,

at han altid kun er blevet slået af eget

rytteri. 225 d (II 16)


64

En hoveddistinktion:

I Fyrste, Konge, Kejser, Enehersker, Monark,

Tyran – se Kapitel 4

II Republik, Fristat, Borgerlig, Parlament, Grupper

– se Kapitel 3

# 31 GRUNDLÆGGE

De mennesker er frit stillet, som grundlægger

nye byer, når et folk under en hersker, eller

selvstændigt, opsøger nye bopladser, fordi det

på grund af sygdom, sult eller krig, er blevet

tvunget til at forlade hjemstavnen. 17 aa (I 1)

Man kan spørge, om det ikke ville være

bedre, når man skal grundlægge en by, at vælge

en ufrugtbar egn, hvor menneskene mere

er tvunget til at arbejde, og mindre kan hengive

sig til lediggang. 17 b/c (I 1)

Også nu ville den, som grundlægger en

stat, have mindre besvær med ukultiverede

bjergboere, end med byer hvor moralen var

fordærvet. 54 b/c (I 11). (Billede: marmorblok)

STATSFORM

Vil man give en stat en ny forfatning, og

skal denne fornyelse blive antaget og føre til

alles tilfredshed, så må man absolut bevare en

skygge af den gamle orden, for at statsordnin­

KAPITEL 3 STAT

gen kan se uændret ud for folket, også selv om

den er blevet fuldstændigt forandret. For flertallet

af mennesker stiller sig lige så tilfreds

med det tilsyneladende, som med virkeligheden.

87 a/b (I 25). (Distinktion Være Synes)

Den der overtager regeringen af et folk, enten

i frihedsmæssig eller i monarkisk form, og

ikke sikrer sig overfor modstanderne af denne

nye ordning, hans stat vil ikke bestå længe. 68

b (I 16)

OM HISTORISK UDVIKLING

Dertil kommer, at de indretninger og love

man havde fra samfundets oprindelse, da

menneskene endnu var gode, ikke kan bruges

senere, efter at de er blevet dårlige. 73 c (I 18)

LOVGIVER (Se også # 62, forhold til love)

Som alle politiske forfattere beviser, og talrige

historiske eksempler bevidner, må den

der indretter en stat, og den der giver lovene,

gå ud fra, at alle mennesker er onde, og altid

vil følge deres onde sindelag, så snart de får

lejlighed til det. 26 a (I 3)

Det er en almen regel, at en republik eller

et kongerige aldrig, eller kun sjældent, fra begyndelsen

har været godt indrettet, eller bliver


fuldstændigt nyorganiseret, hvis det ikke sker

ved en eneste (mand), som angiver planen, og

af hvis ånd alle anordninger fremgår. 45 c (I 9)

Hvor svært det er, ved indretning af en republik,

at forudse alle de love, som er nødvendige

for at opretholde friheden, beviser den

romerske republik til fulde. 139 a (I 49) T 1

Jeg drager den slutning, at lovgiveren i

en stat må stå alene, og at Romulus fortjener

undskyldning, ikke dadel, fordi han dræbte

Remus og Tatius. 47 dd (I 9)

Lykkelig er den stat, som frembringer en

vismand, som giver den varige love, som den

# 31 GRUNDLÆGGE

65

kan leve sikkert under, i lang tid. (Sparta,

Lykurg). 20 a (I 2)

(Lovgivning: de mægtige overfor folket).

Men da borgerne var blevet dårlige, blev denne

ordning også dårlig. For kun de mægtige

foreslog love, ikke til fordel for den almene

frihed, men for at de selv kunne få mere magt.

Og ingen turde modsige dem, af frygt for dem.

Således blev folket narret, eller tvunget til at

beslutte sin egen ødelæggelse. 75 b/c (I 18)

Om Jordloven: Se Del I, kapitel 37.


66

# 32 BEFOLKNING

Næsten alle store folk kom fra Skythernes

land (Krim), det var kolde og fattige egne, som

de var nødt til at udvandre fra, på grund af

den store befolkning og jordens ufrugtbarhed.

203 a (II 8)

En republik, eller en fyrste, kan anlægge

kolonier for at blive af med overskudsbefolkning,

eller for at sikre et nyerobret område,

uden omkostninger. 16 c (I 1)

Romerne gjorde erobret land til kolonier.

De blev anlagt ved grænserne, så de tjente

som vagt for romersk område. 197 d (II 6)

Hvor meget land Rom gav til hver kolonist.

199 c (II 7)

Hvis alle lande bliver overbefolket, så de

ikke kan ernære sig, og ikke kan hjælpe sig

med udvandring, fordi alle dele af jorden er

optaget, så må verden nødvendigvis rense sig,

for at menneskene kan leve bedre. 196 d (II 5)

UD OG INDVANDRING

Den, der vil gøre en by til et stort rige, må

øge dens indbyggertal mest muligt, for uden

overflod af mennesker vil det aldrig lykkes

ham at gøre byen stor. Det kan ske på to måder,

med det gode, eller med magt. Med det

# 32 BEFOLKNING

gode: idet man åbner portene på vid gab for

de fremmede, som vil bo der, og giver dem

sikkerhed. Med magt: idet man ødelægger nabobyerne,

og flytter indbyggerne til sin egen

by. 187/88 (II 3)

Udvandring som skyldes nød. 201 d (II 8)

Moses. – 17 a (I 1)

Ved den gavmildhed, hvormed Romerne

gav borgerret til fremmede, var der kommet

så mange nye slægter i Rom, at regeringen

blev ændret på grund af deres store andel ved

valgene. Den kom i andre hænder, og afveg

fra de tilvante grundsætninger. 428 c (III 49). –

(Hermed slutter bogen).

STAT: SVAG – STÆRK

Hvor meget magt en stat har, kan blandt

andet ses af, hvordan den har det med sine

naboer. Hvis de betaler den penge for at have

den til ven, så er det et sikkert tegn på dens

magt. 277 b/c (II 30)

Svage stater er altid vaklende i sine beslutninger,

og langsomme beslutninger er altid

skadelige. 219 a (II 15)

Men den værste side af de svage republikker

er deres ubeslutsomhed. Alle beslutninger

foretager de kun af nødvendighed, og hvis de


endelig gør noget godt, så er det fordi de er

tvunget til det, det er ikke af klogskab. 116 a

(I 38).

Omvæltning fra frihed til tyranni og omvendt,

kan ske med eller uden blodsudgydelse

… Det afhænger af, om den styrtede regeringsform

er opstået ved magt eller ikke. Oprettelse

af et magtherredømme kan kun ske

ved at såre mange, og når det bliver styrtet, er

det naturligt, at de skadelidte vil hævne sig.

Men af denne hævntørst opstår mord og drab.

328 c, d (III 7)

STAT VARIGHED

Om at grundlægge en republik af lang varighed.

36 b/c (I 6)

Sparta kunne bestå så længe, fordi indbyggertallet

var lille, og fremmede ikke blev optaget,

og Lykurgs love blev æret. 34 a/b (I 6)

Skal en stat eller en religion bestå længe,

må man hyppigt føre den tilbage til dens oprindelse.

291 a flg. (III 1)

# 32 BEFOLKNING

67

Sådanne (strenge) ordrer er nyttige i republikker,

fordi de fører deres orden tilbage til

oprindelsen, og til den gamle fortræffelighed.

369 aa (III 22)

STAT OPHØR

Også stater går under, når deres organisation

ikke ændrer sig med tiderne. Men det sker

langsommere (end med mennesker), fordi forandringen

kræver større indsats. 335 aa (III 9)

Etruskerne var i lange tider berømte for deres

magt og deres våben, og for deres religion,

og skikke. Denne magt blev først beskåret af

Gallerne, derefter ødelagt af Romerne, og det

så grundigt, at nu 2000 år senere er der næppe

nogen erindring om Etruskernes store magt.

194 b (II 4)

Hvorledes en stat kan gå til grunde ved

kvinder. 378­379 (III 26)

De stores ærgerrighed er så mægtig, at hvis

den ikke i en stat bliver slået ned på forskellig

måde, vil den stat snart gå til grunde. 113 c/d

(I 37)


68

# 33 REPUBLIK

Deraf kommer det, at der i disse lande aldrig

har været en republik eller noget frit

statsliv, for denne menneskeart (adel) er den

argeste modstander af enhver borgerlig forfatning.

Derfor er det umuligt at indføre en republik

i et sådant land. 155 a (I 55)

Republikker vokser på tre måder. 189 c flg.

(II 4)

Republikkerne er langsommere, mindre

mistænksomme, og derfor også mindre forsigtige

end en fyrste. 323 d (III 6)

Den sædvanlige forretningsgang i republikkerne

er slæbende, for ingen myndigheder

kan klare alt alene, tværtimod er de i meget

henvist til hinanden. 106 a (I 34)

Den rette vej til at hæve en republik til et

stort rige består i at øge indbyggertallet i hovedstaden,

at skaffe sig forbundsfæller, ikke

undersåtter … at lade staten være rig, men

den enkelte fattig. 239 c, d (II 19)

Denne dyd, og denne last (troen på lykke

og ulykke), som man ser hos enkelte mennesker,

findes også i republikker. 390 b/c (III 31)

# 33 REPUBLIK

REPUBLIK LEVETID

Man kan tænke på, hvordan de republikker,

der gjaldt for godt indrettede, bar sig ad

når nogen skulle have magt for længere tid,

fx Sparta med konger, og Venedig med doger.

For begge embeder var der indført vogtere,

som skulle holde øje med, at de ikke misbrugte

deres magt. 108/09 (I 35)

Da republikkens skikke endnu var rene,

tjente det romerske folk ikke som slaver, men

det herskede heller ikke overmodigt. Det hævdede

sin rang med ære, i kraft af sin organisation,

og sine myndigheder. 161 b/c (I 58)

En sådan genfødsel af republikkerne sker

også ved den blotte kraft af én mand, uden

hjælp af en lov til sådan fordømmelse. Sådanne

evner er i høj anseelse, og som forbillede

virker de så stærkt, at de gode stræber efter

dem, og de onde skammer sig over at virke

modsat. 294 b (III 1)

Er den herskende stat en republik, så er der

ikke noget bedre middel til at fordærve dens

egne borgere og skabe splid i staten, end at

have en uenig by under sig. 381 c (III 27)


REPUBLIK SAMMENLIGNET

MED FYRSTE

Deraf kommer det, at en republik har længere

levetid, og har længere lykke (held, succes)

end et kongedømme, for den kan, på

grund af forskellene hos sine borgere, bedre

tilpasse sig til de forskellige tider, end en fyrste

kan. 334 b (III 9)

Hvor meget mere må dette lykkes for en republik.

For den har mulighed for at vælge ikke

blot to, men talløse tapre mænd som førere.

80 a (I 20) (modsat kongerige, arveligt)

Som man ser, var det i begge tilfælde den

samme årsag, dog var republikkens optræden

mere menneskelig og mindre skammelig end

fyrstens. 166 c/d (I 59)

Den hårdeste af al hård trældom er underkastelse

under en republik. For det første varer

den længere, og giver derved mindre håb

om, at man kan blive af med den. 186 d (II 3)

Hvad fyrsterne må gøre (bedrag) i begyndelsen

af deres udvidelse, det må republikkerne

også gøre, til de er blevet mægtige og kan

klare sig med magt alene. 216 a (II 13)

Om man kan stole mere på forbund og aftaler

med en republik, end med en fyrste. 166

a flg. (I 59)

# 33 REPUBLIK

69

REPUBLIK FARER FOR

Hertil er at bemærke, at handlinger som ser

ud til at være dydige, og som man ikke fornuftigvis

kan fordømme, ofte kan slå om i voldsomheder,

og kan bringe republikken i de største

farer, hvis de ikke i tide bliver behersket.

383 a/b (III 28). (Skin og virkelighed, # 55)

Jeg tror, at i tilfælde af overhængende fare,

finder man mere stabilitet i republikkerne,

end hos fyrsterne. For selv om de havde den

samme indstilling som en fyrste, så vil det

være sværere for dem at beslutte sig til at bryde

loyaliteten, på grund af deres tunge forretningsgang.

167 b (I 59)

En republik må passe meget på, at man aldrig

betror en mand en vigtig opgave, hvis

han tidligere er blevet blodigt krænket af andre.

356 c/d (III 17)

En republik, som vil undgå lasten: utaknemlighed,

kan man ikke tilråde det samme

middel, som til fyrsten: nemlig personligt at

drage i felten, og ikke sende nogen anden, for

den må jo sende en af sine borgere. 97 b/c (I 30)

Der er ikke noget lettere middel til at ødelægge

en republik, hvor folket har magten,

end at vikle det ind i dumdristige foretagender.

For hvor folket har noget at sige, vil det


70

altid gå ind på det, og de som tænker anderledes,

vil ikke have noget middel mod det. 150

a/b (I 53)

Alt dette viser det vanskelige, ja umulige,

i at opretholde eller grundlægge en republik

i fordærvede stater. Hvis det var nødvendigt,

måtte man hellere stræbe efter et monarki end

en republik, for at de mennesker, hvis overmod

ikke kan forbedres af love, kan blive

holdt nogenlunde i tømme af en næsten kongelig

magt. 76 d (I 18)

Da nu republikkerne ikke kan få ordineret

et sikkert middel mod dette onde (hævngerrighed),

så er det heller ikke muligt at grundlægge

en republik som kan vare evigt, da den

# 33 REPUBLIK

kan gå til grunde på tusinde uventede måder.

357 c (III 17)

REPUBLIKKER FRIE

En Fristat har to mål: at erobre, og at hævde

sin frihed. 94 b (I 29)

I vor tid er der kun eet land hvor man kan

siger, der er frie byer (Tyskland). I gammel tid

var der i alle lande mange frie folk. 181 b/c (II 2)

Således kan ”de frie byer” (i Tyskland) nøjes

med deres begrænsede suverænitet. 241 c (II 19)

Den almene fordel ved en fri forfatning er, at

man frit og uden bekymring kan nyde sin ejendom,

at man ikke skal frygte for kvinders og

børns ære, og ikke frygte for sig selv. 67 c (I 16)


# 34 LANDE OG BYER

GAMLE

Lykurg havde ved sine love givet Sparta

mere lighed i ejendom, end i rang. På grund

af den ensartede fattigdom var folket mindre

ærgerrigt, navnlig da det stadig blev holdt

væk fra de få embeder. Og de adelige vækkede

aldrig, ved dårlig behandling af folket,

dets ønske om selv at beklæde disse embeder.

34 b (I 6)

Lykurg, grundlæggeren af den spartanske

republik, indså at intet lettere kunne svække

hans love, end en sammenblanding med nye

indbyggere. Han gjorde derfor alt for at forhindre

forbindelse med fremmede (”barbarer”),

forbød ægteskab med fremmede, at give

dem borgerret, ja han indførte endog i sin republik

lædermønter, for at ingen skulle få lyst

til at indføre varer, eller begynde et håndværk.

Derfor kunne byen ikke vokse. 188 d (II 3). –

(Ifølge kommentar i den tyske udgave forholdt

det sig modsat: det var tunge jernmønter, som

skulle transporteres med oksekærre.)

Alexander den Store ville bygge en by, som

skulle gøre ham berømt. Bygmesteren Deinokrates

foreslog ham at anlægge den på Athos

bjerget. Det havde en sikker beliggenhed, og

# 34 LANDE OG BYER

71

man kunne bearbejde det, så det fremtrådte

som et menneske. Det ville være noget sjældent,

vidunderligt, og passe til hans storhed.

Da Alexander spurgte, hvad indbyggerne

skulle leve af, svarede han, at det havde han

ikke tænkt på. Alexander lo ad ham, lod bjerget

være, og grundlagde Alexandria, hvor landets

frugtbarhed, den gunstige beliggenhed

ved Middelhavet og Nilen, muliggjorde et behageligt

liv for indbyggerne. 18/19 (I 1)

Man ser deraf, hvorledes Romernes metode

fremmede deres vækst. For byer, som er vant

til frihed, eller til at blive regeret af deres egne

landsmænd, føjer sig mere villigt under et

herredømme som de ikke ser, selv om det er

noget trykkende, end under et, som de dagligt

har for øje. 246 dd (II 21)

Marius drog mod Kimbrerne. Dette vilde

folk faldt plyndrende ind i Italien, og udbredte

stor skræk ved sin vildhed, og ved sin mængde,

og fordi de havde slået en romersk hær. 410

b/c (III 37)

Skyternes lande. 203 b (II 8, T 14). Krim

NYE: FRANKRIG

I Frankrig hersker der sikkerhed, og det er

kun fordi kongerne er bundet af talløse love,


72

som garanterer for alle dets folkeslags sikkerhed.

69 d (I 16)

Også kongeriger har brug for, at deres love

bliver fornyet, og ført tilbage til deres oprindelse.

Den gode virkning deraf ser man i

Frankrig, som mere end noget andet rige lever

under lov og orden. 295 b/c (III 1)

Dette følger franskmændene i ord og handling,

for at beskytte deres konges værdighed,

og deres riges magt. 417 c/d (III 41)

Hele landet (Frankrig) sitrede, da det i 15l3

blev angrebet af England, og kongen selv, som

alle andre, vurderede at et eneste nederlag

kunne koste ham kronen. 279 d (II 30)

Af dette eksempel, med de gamle Etruskere,

og Florentinerne, ser man at Franskmændene

altid er forblevet de samme, og deraf kan man

let slutte, hvor langt fyrsterne kan stole på dem

(!). 421 a (III 43). (Han kan ikke lide Franskmændene,

som er fortsættelse af Gallerne)

ANDRE

I Tyskland derimod finder man endnu denne

retskaffenhed og fromhed i høj grad, og

derfor er der mange frie byer, som lever således

efter deres love, at ingen ydre eller indre

fjende vover at foretage sig noget mod deres

frihed. 153 b/c (I 55)

# 34 LANDE OG BYER

De største og længste krige, der er blevet

ført i Tyskland, er dem mellem Schweizerne

og hertugen af Østrig. Og skønt kejseren og

hertugen af Østrig i mange år har været den

samme person, så kunne han dog aldrig overvinde

Schweizernes dristige mod, og det kom

aldrig til en overenskomst på anden måde end

ved magt. 241 b/c (II 19)

Schweiz er det eneste land, hvor man stadig

lever efter de gamles regler, når det gælder religion

og krigsvæsen. 59 a (I 12)

Når man i Spanien ikke ser så meget uorden

som dagligt i Italien, så kommer det ikke

så meget fra folkenes retskaffenhed, som stort

set er forsvundet, men af at de har en konge,

som holder sammen på dem, ikke blot ved sin

handlekraft, men også ved den endnu ikke

fordærvede statsforfatning. 153 b/c (I 55)

Venedig opstod, da mange mennesker var

flygtet til nogle øer øverst i det Adriatiske hav,

for at undgå de evige krige som brød ud i Italien

efter det romerske riges undergang, da

barbarerne hele tiden trængte ind. 16 a (I 1)

Kongen var en klog fyrste, og England et

velordnet rige, som ikke havde forsømt sit

krigsvæsen i fredstid. 81 a (I 21)


# 35 REGERE

Hvis menneskene bliver godt regeret, søger

og forlanger de ikke nogen anden frihed. 302

d (III 5)

At regere betyder ikke andet end at holde

undersåtterne således, at de hverken kan, eller

tør, skade dig. 252 b (II 23)

Sikkert er det herredømme det stærkeste,

under hvilket undersåtterne befinder sig godt.

(Citat fra Camillus). 253 a (II 23)

Det er en vanskelig og besværlig opgave at

regere byer med magt, navnlig hvis de har været

vant til frihed. Uden krigsmagt, en stærk

krigsmagt, kan man hverken beherske dem,

eller regere dem. 190/91 (II 4).

Hvorledes man genopretter enighed i en

by. Der er ikke andet at gøre end at henrette

oprørets hovedmænd. Eller: der er overhovedet

kun tre midler, 1. at dræbe dem, som Romerne

gjorde, 2. at bringe dem væk fra byen,

eller 3. lade dem slutte fred på den betingelse,

at de ikke laver flere vanskeligheder. Af disse

tre midler er det sidste det mest skadelige, det

mest usikre, og det mest nytteløse. 379/80 (III

27)

(Romerne) Alle de byer, som de ikke ødelagde,

tillod de at leve efter egne love, og de ef­

# 35 REGERE

73

terlod ikke noget tegn på deres herredømme i

dem. 246 b (II 21)

De mænd, som regerede Firenze fra 1434 til

1494, sagde at det var nødvendigt at gribe regeringsmagten

igen hvert femte år, ellers ville

den være svær at opretholde. At ”gribe den

igen”, dermed mente de: at indjage borgerne

den frygt og skræk, som de havde brugt ved

den første magt overtagelse. 293/94 (III 1)

Derfor sagde en klog mand (Aristoteles),

at for at beherske en stat med magt, må herskerens

og de undertryktes kræfter stå i det

rette forhold (Balance). Når dette var tilfældet,

kunne man håbe at herredømmet ville blive

varigt. Men hvis den undertrykte var stærkere

end undertrykkeren, så kunne man hver eneste

dag forvente, at voldsherredømmet ville

være slut. 368 c (III 22)

Af dette eksempel kan enhver regent lære,

at man ikke skal nære ringeagt for andre. (Fare

for hævn). 273 d (II 28)

Jeg slutter deraf, at der ikke er noget stærkere

og nødvendigere middel til at tøjle en oprørt

mængde, end at en mand optræder, som ved

sin fremtoning vækker ærefrygt. 152 aa (I 54)

Se også MAGT, # 62 Hn­L­Soc­Magt


74

FORHOLD TIL ANDRE STATER

Man kan slutte til den slette tilstand i en

stat, når en fremmed magt bliver hidkaldt af

en del af indbyggerne. For så mangler der en

indretning, som gør det muligt for borgerne at

få luft for deres hadefulde lidenskaber, uden

at bruge voldsomme midler. 40 d (I 7)

For det er en afgjort sag, at hvis en fyrste

eller et folk er nået til stor anseelse, så vil hver

nabomagt vogte sig vel for at angribe dem, og

vil frygte for dem. 179 a/b (II 1)

Karthagerne angreb ikke Rom … De optrådte

overfor Rom som man altid gør overfor

en opadstræbende magt: de sluttede forbund

med den (byen, staten), til sin egen fordel, og

søgte dens venskab. 179 dd (II 1)

Når Romerne trængte ind i fremmede lande,

søgte de altid en forbundsfælle dér, som

kunne hjælpe dem … Folk som handler på

denne måde vil se, at de behøver mindre lykke

end dem, som ikke gør sådan. 180 c (II 1)

Således gik det Ardeaterne (Ardea, lidt syd

for Rom), som havde ladet en strid blandt borgerne

vokse så meget, at det kom til et åbent

brud. For at genoprette enighed måtte de tilkalde

hjælp udefra, hvad der er et stort skridt

hen imod trældom. 379 c (III 26)

# 35 REGERE

Rom erhvervede sig forbundsfæller, men

overherredømmet og regeringens sæde forblev

i hovedstaden. 190 c/d (II 4)

Hvis man ikke kan forsvare sine venner.

114 c 115 c (I 38)

Ikke desto mindre forudså det (Rom, Senatet)

at de (naboer) i deres nødstilstand ville

gribe til våben, og derfor valgte (Senatet) det

ærefulde: at tillade dem at gøre det, som de

jo alligevel var nødt til at gøre, for så ville de

ikke gå fra nødtvungen ulydighed, til forsætlig.

115 b/c (I 38). (Jvf. Dyd af nødvendighed,

gøre. Bevingede Ord)

Det er ikke klogt at slutte aftaler, hvis man

kan eller må frygte, at de ikke bliver overholdt.

82 b (I 22)

Forbund bliver brudt når det er nyttigt. Her

overholder republikkerne deres aftaler meget

længere end fyrsterne. 167 c (I 59)

Jeg taler kun om aftaler, som bliver brudt

af usædvanlige grunde, og her mener jeg, at

folket begår mindre uret end fyrsten. Derfor

kan man stole mere på folket end på fyrsten.

168 b (I 59)


POLITIK MIDLER

Vi har i vor tid set, hvilke omvæltninger

der kom i republikken Firenze, fordi mængden

ikke kunne få afløb for sin harme mod en

medborger på lovlig måde. 39 d (I 7)

Der må ikke forekomme noget i en republik,

der fører til brug af ulovlige midler. Selvom

det kan være nyttigt i øjeblikket, så virker

det dog skadeligt. 106 b/c (I 34). (# 61 Mål og

midler)

Filip af Makedonien drev folk fra land til

land. – Det er grusomme midler! 88 dd (I 26)

VALG AF LEDERE OG EMBEDSMÆND

Det synes mig en undersøgelse værd, hvordan

folket bedømmer mennesker ved fordeling

af embeder, og om det er rigtigt at folket

fordeler embederne bedre end en fyrste.

# 35 REGERE

75

Folket retter sig ved sit valg efter: hans fader,

hans omgangskreds, og efter hans egne handlinger.

398 b (III 34)

Man må aldrig indrette en republik således,

at nogle få kan forsinke en beslutning, som er

nødvendig for opretholdelse af de sædvanlige

statsfunktioner. 142 c (I 50).

EN FARLIG MAND

Til slut kommer det så vidt, at man for at

undgå en pludselig omvæltning må forsøge at

fjerne en sådan mand. Lader man ham udfolde

sig, så må man finde sig i undertrykkelse,

med mindre døden eller et tilfælde befrier staten

for ham. 133/34 (I 46). 144 d (I 52) – Se også:

#74 Dårlige personer.


76

# 36 LIGHED OG ULIGHED / # 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED

# 36 LIGHED OG ULIGHED

Fordærvelse, og uegnethed til et frit liv, opstår

af den ulighed der råder i staten. 72 d (I 17)

Hvor der hersker stor lighed bør man

grundlægge en republik. Hvor der derimod er

stor ulighed, skal man oprette et monarki. 157

aa (I 55)

Det kommer af, at der i dette land (Toscana)

ikke er nogen borgherre, og ingen eller ganske

få adelsmænd. Tværtimod hersker der så stor

lighed, at en fornuftig mand, som kender oldtidens

statsforfatninger, let kunne indføre et

frit statsliv her. Men til ulykke for Toscana har

man indtil nu ikke haft en mand, som havde

magten eller indsigten dertil. 155 c (I 55)

De få holder med de få. 40 c (I 7). – 141 b/c

(I 49)

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED

I: Tyranni, Undertrykkelse, Diktatur,

Trældom, Absolutisme

II: Frihed

(I) STAT TYRANNI

(her alment. Jvf. # 46: Tyran som person)

Et absolut monarki, et såkaldt tyranni. 88 a

(I 25)

En stat, som bliver fri, har vel fjender, men

ikke venner, i det indre. Til fjender bliver alle,

der havde fordel af den tyranniske regering,

og som tærede på fyrstens rigdomme. Da

denne kilde er udtørret, kan de ikke leve i tilfredshed,

og må alle sammen forsøge at indføre

tyranherredømmet igen, for at de kan blive

ansete. 67 b (I 16)

Ondet: tyranni udsprang i Rom af de samme

årsager som i de fleste fristater, nemlig af folkets

overvældende krav på frihed, og adelens

overvældende krav på herredømme. 123 d (I 40)

Jeg vil fortælle om de hændelser i Rom, der

udsprang af indsættelsen af Decemvirerne

(De Ti Mænd, jvf. # 46). Det er af stor betydning,

både for dem der vil opretholde en republiks

frihed, og for dem der har til hensigt at

undertrykke den. 120 a, b (I 40)


Hvorfor omsvinget fra frihed til trældom

og omvendt nogle gange koster meget blod,

andre gange slet intet. 328 c flg. (III 7)

Med trældom mener jeg her, at byer bliver

undertrykt af en fremmed magt, ikke at man

har pligt til at arbejde for en af dens (egne)

borgere. 187 a/b (II 2) (Fremmed – Egen)

(II) STAT FRIHED

Hvad der vanskeliggjorde det for Romerne

at overvinde nabofolk, og dels også fjerne lande,

var den kærlighed til friheden, som dengang

fandtes hos mange folk, og den hårdnakkethed

hvormed de forsvarede deres frihed.

181 a (II 2)

Det er let at indse årsagen til denne frihedskærlighed

hos folkene. Erfaringen viser,

at staterne kun kan blive større og rigere, hvis

de er frie. 182 aa (II 2)

Man ser, hvor sandt det er, at røveri af friheden

bliver hævnet meget blodigere, end

forsøget på at røve den. 184 a (II 2) (Hensigt–

Handling)

Det er let at indse hvor denne orden kom

fra, og hvorfra det nuværende forfald stammer:

dengang var det (Samniternes land) frit,

nu lever det i trældom. 186 a/b (II 2)

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED

77

Årsagen til, at oldtidens folkeslag havde

mere frihedstrang end de nuværende, er forskellen

i opdragelse, som skyldes forskel i religion.

184 b (II 2)

(Citat fra Livius) Freden var til at stole på,

hvor folk frivilligt havde beroliget sig. Men

dér hvor man ville trældom, kunne man ikke

håbe på troskab. Kun de, der ikke tænkte på

andet end frihed, fortjente at blive romerske

borgere. 255 c (II 23)

Kloge lovgivere har altid anset beskyttelse

af frihed for noget af det vigtigste ved organisering

af en republik. Alt efter hvordan dette

blev indrettet, er den borgerlige frihed af kortere

eller længere varighed. 29 d (I 5)

Til dem, som skal sikre friheden i en by,

kan man ikke give noget nyttigere råd end: at

anklage de borgere, som foretager sig noget

mod statens frihed. 38 a (I 7)

Jeg drager denne slutning: når man skal

fælde dom over mægtige stater, som er vant

til frihed, skal man enten ødelægge dem, eller

gøre dem godt. Man må absolut undgå middelvejen,

for den er ødelæggende. 255/56 (II

23). (Middelvej: jvf. # 83.2)


78

# 37 UNDERTRYKKELSE OG FRIHED / # 38 SOCIALE FORHOLD

Alle de oprindelige indretninger i byen

(Rom) passede bedre til den borgerlige frihed

end til absolutisme og tyranni. 46 d (I 9)

FORDÆRVET STAT

Et helt fordærvet folk kan ikke leve et øjeblik

i frihed. 66/67 (I 16)

Det må gælde som uomstødelig sandhed,

at en fordærvet stat som lever under en fyrste,

aldrig kan blive fri, også selvom fyrsten

med hele sin slægt bliver udryddet, snarere

vil en fyrste fortrænge den anden. Uden at få

en ny herre kommer denne stat aldrig til ro.

Det skulle da være en (leder), som både var

god, og havde kraft til at skaffe staten frihed.

Men selv da ville friheden ophøre med denne

mands død. 70/71 (I 17)

Fordærvelse, og uegnethed til et liv i frihed,

opstår af den ulighed der hersker i staten. 72

d (I 17)

Se også # 59 Syg og Sund.

# 38 SOCIALE FORHOLD

RIG OG FATTIG

Godt indrettede republikker må holde staten

rig, og borgerne fattige. 111 b/c (I 37)

Erfaring viste dog, at endnu 400 år efter

Roms grundlæggelse herskede der den største

fattigdom. Formodentlig var der ingen særlig

grund til det, men (der var) erkendelse af, at

fattigdom ikke spærrer vejen til embede og

anseelse for nogen, og at man opsøgte hæder,

uanset hvor den boede. 376 b (III 25)


# 41 FYRSTE

En ny fyrste, som har erobret en by eller et

land, skal indrette alt på nyt. 88 b flg. (I 26)

Vil de (fyrster) vide, hvordan de skal begynde,

så behøver de kun at holde de gode

fyrsters liv op for sig, som spejl. I deres liv vil

de finde så meget sikkerhed og tilfredshed

hos den regerende, at de får lyst til at efterligne

ham, navnlig da det af de anførte grunde

er så let for dem. 302 c (III 5)

ARVEFØLGE

Dette (arvefølge, og fyrsters liv i pragt) var

begyndelsen til omvæltninger, mytterier og

sammensværgelser mod fyrsterne (i Rom). 22

b (I 2)

For alle kejsere ved arvefølge (i Rom) var

dårlige, med undtagelse af Titus. 50 c/d (I 10)

Men da man senere bestemte fyrsten ved

arvefølge, i stedet for ved valg, begyndte arvingerne

straks at udarte. De glemte deres forfædres

gerninger, og indbildte sig at fyrsterne

ikke havde andet at gøre end at overgå hinanden

i pragt, tøjlesløshed og enhver art af overdådighed.

22 a (I 2)

Da fyrsterne har et kort liv, må et rige straks

forfalde, når det ikke længere har sin fyrstes

KAPITEL 4 PERSONER

79

stærke arm. Derfor er riger, som kun hviler på

én mands fortjeneste, af kort varighed, og kun

sjældent bliver hans fortjeneste fornyet ved arvefølge.

54/55 (I 11)

MISTE SIT RIGE

Måtte fyrsterne deraf lære, at de begynder

at miste deres herredømme i det øjeblik, da de

begynder at overtræde lovene, de gamle skikke

og vaner, som folket længe har levet med.

302 b (III 5)

Og hvis de (fyrsterne), efter at de har mistet

deres magt, nogensinde bliver så kloge at

de kan indse, hvor let det er at opretholde et

rige, hvis man optræder fornuftigt, så må tabet

smerte dem endnu mere, og de må straffe

sig selv mere, end andre straffer dem. 302 b/c

(III 5)

FYRSTE SVAG / STÆRK

En fyrste bør ikke sætte noget til af sin værdighed.

Hvis han vil afgive noget med ære,

må det aldrig ske ved et forlig, med mindre

han kan hævde det, eller tror at kunne gøre

det. Er det kommet så vidt, at du ikke kan afgive

det på denne måde, så er det næsten altid


80

bedre at lade det blive revet fra dig med magt,

end med frygt for magt. 218 b (II 14)

Disse eksempler beviser, at efter en udmærket

fyrste kan en svag (fyrste) klare sig. Men

under en ny svag kan intet rige hævde sig,

med mindre det som Frankrig holder sig oppe

ved sin gamle organisation. Men svage er alle

fyrster, som ikke forstår sig på krig. 78 c (I 19)

Hvor menneskene er fordærvede, så lovene

ikke er tilstrækkelige til at binde dem, dér

# 41 FYRSTE

må man skaffe dem gyldighed ved en højere

magt. Men det formår kun en konge, der med

ubegrænset magt går imod de mægtiges umådeholdne

herskelyst, og fordærvelse. 155 b (I

55)

Det er ikke klogt at slutte pagt med en fyrste,

der har mere ry end magt. 209 b flg. (II 11)


# 42 FYRSTE FARER FOR

Fyrsten må ikke gøre sig forhadt. 361 d (III

19)

Ingen fyrste er sikker på sit herredømme,

så længe de er i live, som han har taget det fra.

300 a flg. (III 4)

Når man læser den gamle historie vil man

altid finde, at efter en statsomvæltning, hvad

enten det er en republik der bliver forvandlet

til et absolut monarki, eller omvendt, skal der

være et tankevækkende eksempel på, hvad

man gør med fjender af det nye styre. 298 b

(III 3)

Enkeltpersoner, og en hel by, kan undertiden

forse sig så meget overfor staten, at der for

fyrsten ikke er andet at gøre end at udrydde

dem, som advarende eksempel, og for egen

sikkerhed. 254 a (II 23)

Der kan ikke true en fyrste noget slemmere

end en sammensværgelse 325/26 (III 6) (se senere,

# 51).

Trusler (fra fyrsten) skader ham mere, og

fremkalder mere virksomme sammensværgelser,

end krænkelser. Det må fyrsten vogte

sig for. Man må enten være kærlig overfor

mennesker, eller sikre sig mod dem, men aldrig

bringe dem så vidt, at de indser nødven­

# 42 FYRSTE

81

digheden af enten selv at dø, eller at ombringe

en anden. 316 b (III 6)

Jeg vil gå ind på emner som: had mod fyrster,

og sammensværgelse, som er vigtige

både for fyrster og privatfolk. 303 aa (III 5)

En fyrste der vil beskytte sig mod sammensværgelser

må mere frygte dem, han har givet

mange velgerninger, end dem som han har

krænket meget, for disse har ikke lejlighed (til

det), de første har nok af det. 308 d (III 6)

Gode og dårlige fyrster. 49/50 (I 10). (Mange

navne på romerske fyrster).

DÅRLIGE FYRSTER

En fyrste, som ikke er bundet af love, vil

være mere utaknemlig, ubestandig, og mindre

klog, end et folk. 162 d (I 58)

Ikke den enkeltes vel, men almenvellet er

det, som gør staterne store. Uden tvivl bliver

der kun sørget for almenvellet i republikker

… Det modsatte sker under en fyrste. Hvad

der er nyttigt for ham, skader for det meste

staten, og hvad der er nyttigt for staten – skader

ham. 182 b (II 2)

Da disse fyrster var fattige, men dog ville

leve som rige, var de nødsaget til at drive rø­


82

veri, og udføre det på forskellig måde. 384/85

(III 29)

En velmenende mand kan tale til et tøjlesløst

og oprørsk folk, og let få det på den rette

vej. Men ved en dårlig fyrste er alle ord forgæves.

Mod ham er der ikke andet middel end:

jern (!). 164 d (I 58)

GODE FYRSTER

Der findes og fandtes mange fyrster, men

kun få, der var gode og kloge. 160/61 (I 58)

Alle der blev kejser ved adoption var gode.

50 c/d (I 10)

Den romerske kejserhistorie kunne ved et

grundigt studium give alle fyrster en udmærket

belæring, og vise dem hvilken vej der fører

til berømmelse eller skændsel, til sikkerhed

eller frygt. 50 b (I 10)

# 42 FYRSTE

En klog og god fyrste vil derfor aldrig bygge

en fæstning, men forlade sig på undersåtternes

kærlighed. 258 c (II 24)

(Om en fyrste, der har erobret et land) Hvis

han har menneskelige og naturlige følelser, så

elsker han sine undergivne byer lige så meget,

og lader alle erhverv og næsten al deres gamle

organisation bestå. 187 a (II 2)

Men da han (Tullus Hostilius) ville føre krig

tænkte han ikke på at benytte sig af Samniterne,

Etruskerne eller andre krigsvante folk,

men han besluttede som klog fyrste at bruge

sine egne undersåtter. 80 c (I 21)

I sin bog om Kyros’ liv viser Xenofon, hvor

nødvendig bedrag er, og Kyros kommer på

tronen mere ved list end ved magt. Han slutter

heraf ikke andet, end at en fyrste, der har

store planer, må lære at bedrage. 215 c/d (II 13)


# 43 FYRSTE OG MILITÆR

Men svage er alle fyrster, som ikke forstår

sig på krig. 78 c (I 19)

Er der noget område hvor man afviger fra

”de Gamle”, så er det i krigsførelse. Denne

fejl kommer af, at republikkerne og fyrsterne

overlader dette problem til andre, for at undgå

de farer der er forbundet med det. 335/36 (III

10)

De nuværende fyrster og de nyere republikker,

som ikke har egne tropper til forsvar

og til angreb, må skamme sig over sig selv. 80

b (I 21)

For ikke at nære nogen mistro, og for ikke

at måtte være utaknemlig, skal en fyrste selv

lede sine felttog, som de første romerske kejsere

gjorde, og som Tyrken gør nu. 96 a (I 30)

Man kan nu til dags se en konge personligt

drage i felten, men man skal ikke tro, at der

kommer noget berømmeligt ud af hans nærvær.

Han gør det kun for at prale. 336 aa (III

10)

En fyrste, der har overflod af mennesker,

men mangel på soldater, skal ikke beklage sig

over menneskenes fejhed, men kun over sin

egen træghed og uklogskab. 412 d (III 38)

# 43 FYRSTE

83

FYRSTE I FORHOLD TIL ANDRE FYRSTER

En fyrste kan godt være i forbund med en

mægtig fyrste, selv om denne i øjeblikket ikke

kan beskytte ham. For han kan håbe, at denne

med tiden vil genindsætte ham i hans fyrstedømme.

166/67 (I 59)

Sådan hårdnakkethed opstår også ved

nærtboende fyrster og republikker, ud fra det

naturlige had, der kommer fra deres herskesyge,

eller deres misundelse af frihed, særligt

ved republikker som de er i Toscana. 343 b/c

(III 12 )

Deraf kan man lære, at en fyrste, som vil

opnå noget af en anden, skal så vidt muligt

ikke give ham tid til at betænke sig. 421 d (III

44)

Vil jeg begynde krig med en fyrste, og der

har i lang tid været aftaler mellem os, så vil

jeg hellere angribe en af hans venner, under et

påskud. 204/05 (II 9). (# 12 Krig. Parter: ”Tredjepart”)

FYRSTE OG OMGIVENDE PERSONER

En fyrste må søge efter lydighed og kærlighed

hos sine soldater og undersåtter. Lydighed

får han ved at overholde forfatningen,

og ved ry for tapperhed. Kærlighed erhverver


84

han sig ved at være folkelig, munter, venlig og

de øvrige egenskaber som Valerius havde, og

som Xenofon tilskriver Kyros. 371 d (III 22)

Det er muligt, at folket overvurderer en

mands (borgers) omdømme, sindelag og gerninger,

hvad der ikke vil ske for en fyrste, da

hans rådgivere ville fortælle ham det, og advare

ham mod det. 401 a (III 34)

Nogen siger, at man aldrig må stå fyrsterne

så nær, at deres fald kan rive dig med, eller

så fjernt, at du ikke ved deres fald i tide kan

# 43 FYRSTE

hæve dig op af ruinerne. Og denne middelvej

ville også være den rigtigste, hvis man altid

kunne følge den. 297 b/c (III 2)

Enhver regent bør lære deraf, at han aldrig

må ringeagte et menneske så meget, at han

ikke er klar over, at: når han føjer den ene

krænkelse til den anden, vil den krænkede

tænke på hævn trods al fare, og risiko for at

skade sig selv. 273 d (II 28). (Slutning af stykket

om Filip og Pausanias, se # 87).


# 44 FYRSTE OG FOLK

Man ser mere ubestandighed og vekslende

optræden hos romerske kejsere og de øvrige

tyranner og fyrster, end nogensinde hos

mængden. 162 b/c (I 58)

Fyrste, folk. – Forskellen i deres optræden

stammer ikke fra forskelle i deres natur (for

den er den samme hos alle, og hvis det gode

er overvejende, er det hos folket), men fra den

større eller mindre frygt for de love, som begge

lever under. 162 d (I 58)

Derfor skal man ikke anklage mængdens

natur mere end fyrsternes, fordi begge synder

i samme omfang, hvis de kan synde ustraffet.

162 b (I 58)

Videre ser man, at de stater, hvor folket hersker,

vokser hurtigere end de, som har levet

længe under en fyrste. Men dette kan kun

komme af, at folkene regerer bedre end fyrsterne.

164 a (I 58)

Tacitus siger: Menneskene må ære fortiden

og underkaste sig nutiden, ønske sig gode herskere

– og udholde dem, sådan som de er (!)

303 d (III 6)

Det kommer af, at deres folk (Venedig, og

kongen af Frankrig) er ubevæbnede, og at

kongen og de andre nævnte foretrak den øje­

# 44 FYRSTE

85

blikkelige fordel, at udplyndre folket. 278 b (II

30)

Klearchos så, at han stod mellem de fornemmes

overmod, som han ikke kunne tilfredsstille

eller tøjle, og folkets vrede, fordi det

ikke kunne komme sig over tabet af friheden.

Så besluttede han, at han med eet slag ville

befri sig for de besværlige store, og vinde folket

for sig. Ved passende lejlighed lod han, til

folkets store tilfredshed, alle fornemme hugge

i stykker, og opfyldte dermed et af folkets ønsker,

nemlig at få hævn. 69 aa (I 16)

DÅRLIGT FORHOLD

Er man utilfreds med sin fyrste, må man

først veje og måle sine kræfter: om man er

stærk nok til at bekrige ham. 297 a (III 2)

Man ser deraf, hvor skadeligt det er for en

republik eller for en fyrste, at holde undersåtterne

i stadig frygt og bæven, på grund af vedvarende

straffe og uretfærdighed. 132 a (I 45)

Desuden var de konger (i Rom), som ofte

havde undertrykt og krænket folket, endnu i

frisk erindring. 100 dd (I 32)

Jeg anser de fyrster for beklagelige, som har

mængden til fjende, og derfor må betjene sig

af voldsomme midler. For en fyrste, som (kun)


86

har de få til fjende, sikrer sig let, og uden stor

uro. Men den, som har massen til fjende, kan

aldrig være sikker, og jo mere grusom han er,

des svagere bliver hans herredømme. 68 b (I

16) (”Magtens Dialektik”)

Frygter en fyrste for undersåtterne og for

oprør, så opstår denne frygt af undersåtternes

had til fyrsten. Hadet kommer af den dårlige

behandling af dem, og denne behandling

stammer fra herskerens tro på, at han kan holde

dem i tømme med magt, eller også fra hans

uklogskab. 257 b (II 24)

Heraf kan man let erkende, hvad der gør en

fyrste forhadt hos folket. Det er frem for alt: at

en fordel bliver fjernet. Som punkt to kommer

et hovmodigt og opblæst væsen, som er det

# 44 FYRSTE

mest forhadte for et folk, særligt for et frit folk.

373 d (III 23)

GODT FORHOLD

Hvis en fyrste vil vinde et folk, som er

fjendtligt sindet mod ham, og jeg taler her om

fyrster, som er blevet tyranner i deres fædreland,

så må han først undersøge, hvad folket

ønsker. Og han vil altid finde to ønsker: for

det første at hævne sig mod dem, der er skyld

i dets trældom, og for det andet at genvinde

friheden. 68 c (I 16)

Ingen fyrste bør beklage sig over synder hos

de af ham regerede folk, for disse synder opstår

kun af hans forsømmelighed, eller fordi han er

forfalden til de samme laster. 384 c/d (III 29)


# 45 ADEL

Til forklaring af udtrykket ’adelsfolk’ siger

jeg, at man bruger det om dem, som uvirksomme

lever i overflod af udbyttet af deres

godser, uden at bekymre sig om landbruget,

eller om noget andet erhverv. 154 d (I 55)

Jeg drager derfor følgende slutning. Den der

vil grundlægge en republik i et land hvor der

er mange adelsfolk, kan kun gøre det, hvis han

først udrydder dem alle sammen. 155 d (I 55)

Dette udgik fra de spartanske konger, som

selv stod midt i adelen, og ikke havde noget

bedre middel til at bevare deres værdighed,

end at beskytte folket mod enhver uretfærdighed.

34 b/c (I 6)

Heraf kan man se denne stats (Roms) fuldkommenhed,

og dens sæders renhed, for

skønt adelen ellers holdt tæt sammen, så rørte

ingen adelig sig ved processen mod Manlius

for at forsvare ham, og ingen af hans slægtninge

gjorde noget for ham. 330 b (III 8). (Tidligere

fortjenstfuld, nu farlig).

Som det vigtigste middel mod dette (uro i

Rom) benyttede adelen religion, og det på to

måder. 60 c (I 13)

Jordloven havde to hovedpunkter. Den

krænkede altså patricierne dobbelt. 111 dd (I 37)

# 45 ADEL

87

FOLKET MOD ADEL

Begyndende adskillelse mellem adel og

folk (Venedig). 33 c (I 6)

Det forekommer mig, at den der fordømmer

kampen mellem adel og folk, også fordømmer

den første årsag til opretholdelsen af

den romerske frihed. 27 dd (I 4)

I den romerske republik herskede så stor

modsætning mellem folk og adel, at Vejenterne

og Etruskerne troede, at de i forening og ved at

benytte denne strid kunne ødelægge Rom. 264

d … Deres frækhed og overmod gik så vidt,

at Romerne lod deres indbyrdes strid hvile, de

angreb dem, og slog dem. 265 aa (II 25)

Adelen syntes ganske vist, at dens ungdom

var blevet ustyrlig, men da nu grænsen var

overskredet, fandt den det i orden, at dette skete

ved deres egne unge, ikke folkets. 132/33 (I 46)

Men da Tarquinierne var døde, og adelen

ikke havde mere at frygte, begyndte den at spytte

den gift, den havde i sit bryst, ud mod folket,

og at krænke det på alle måder. 26 c/d (I 3)

(Om Tyskland). De byer, som havde bevaret

en fri og ufordærvet forfatning, tålte ingen

adelsfolk hos sig, og de tillod heller ikke, at en

af deres borgere levede som en adelsmand. De

så meget strengt på lighed. 154 c (I 55)


88

# 46 LEDERE (i ROM)

SENAT

Af dette ser man Senatets høje tanker, og

klogskab. Det ville altid, i lykke som i ulykke,

være herre over sit folks beslutninger. 114 d (I

38)

Da Senatet anså begge dele for nødvendig

(belejre byer, lange felttog) besluttede det at

betale sold. Men gjorde det sådan, at man (folket)

takkede det for noget, som nødvendigheden

tvang det til. 143 d (I 51) (Dyd af Nødvendighed)

Man ser af sådanne beslutninger, hvilken

tillid senatet havde til folkets retskaffenhed.

152 d (I 55)

(Catalinas sammensværgelse). Efter opdagelsen

kunne han ikke alene blive i Rom, men

kom i Senatet, og sagde grovheder til det, og

til konsulen. Så meget hensyn tog Rom til sine

borgere. 323/24 (III 6)

DECEMVIR

Om indførelse af ”De ti Mænd”. Om frihed.

120 a (I 40)

Ved udnævnelsen af De Ti Mænd skete dog

det modsatte. For de afsatte konsuler og tribu­

# 46 LEDERE (i ROM)

ner, og fik lovgivende magt og den fulde folkesuverænitet.

108 b/c (I 35)

Hvorfor indførelse af Decemvir (De Ti

Mænd) i Rom blev skadelig, skønt det skete

ved offentlige og frie valg. 107 d flg. (I 35)

CENSOR

Indførelse af censorembedet var en af de

ordninger, som længe bevarede Roms frihed.

For som Roms moralvogtere var Censorerne

den vigtigste hindring for sædernes fordærv.

139 b/c (I 49)

Ved indsættelsen af denne nye myndighed

(Censorer i Rom) viser det sig, at selv i byer som

Rom, der havde en fri oprindelse og regerede

sig selv, var det meget vanskeligt at finde gode

love til at opretholde friheden. 140 aa (I 49)

KONSUL

(Konsulen var hærfører)

Efter at kongerne var fordrevet, var Rom

fri for den nævnte fare: at en svag eller slet

hersker fik regeringsmagten. For den højeste

magt lå nu hos konsulerne, som ikke kom til

magten ved arv, list eller magt, men ved frie

valg. Og de var udmærkede mænd. 79 c/d (I

20)


Det er bemærkelsesværdigt, at Romerne

udstyrede deres konsuler, diktatorer og andre

kommandanter med stor magt. Senatet beholdt

kun retten til at erklære nye krige, og til

at bekræfte fredsslutninger. 286 c/d (II 33)

Efter at Konsulatet også var blevet tilgængeligt

for plebejere, gav den romerske republik

det (embedet) uden hensyn til alder og

fødsel. 168 c (I 60)

Uanfægtet af denne erfaring valgte folket

senere Varro til konsul. Hans eneste fortjeneste

var, at han på alle offentlige steder i Rom

havde lovet at ødelægge Hannibal, så snart

man gav ham magten til det. Følgen var slaget

ved Cannæ, og det var nær blevet Roms undergang.

148 d (I 53)

Den samme misstemning opstod i Rom

mod konsultitlen. Da folket så at den ene krig

fremkaldte den anden, og at det aldrig fik ro,

troede det at dette kom fra adelens ærgerrighed.

119 b (I 39)

Folket anså det for nødvendigt, enten at

afskaffe konsulerne, eller at begrænse deres

magt således, at de hverken ude eller hjemme

havde magt over folket. 119 b/c (I 39)

Det romerske folk havde fået et had til konsultitlen,

og forlangte at enten skulle kun ple­

# 46 LEDERE (i ROM)

89

bejere vælges til konsuler, eller også skulle deres

magt begrænses. 134 b/c (I 47)

Folket mente at det (som helhed) fortjente

konsultitlen. Men da det skulle bedømme sine

folk, fandt det ikke nogen egnede. 135 b (I 47)

TRIBUN

Efter meget uro, opstande og farlige kampe

mellem folk og adel kom det til indsættelse af

folketribuner, som skulle sørge for folkets sikkerhed.

27 a (I 3)

Foruden det nævnte, at folketribunernes

magt var nødvendig til beskyttelse af friheden,

var der også den fordel, at de havde embedet

som anklager i en republik. 37 dd (I 6)

Her ser man nytten af tribunembedet, som

ikke alene tjente til at tøjle de mægtiges overmod

mod folket, men også deres indbyrdes

jalousi. 142 b/c (I 50)

Hvis senatet frygtede, at tribunerne med

konsularisk magt kunne blive valgt af plebejerne,

så slog man ind på en af to veje. Enten

lod det de mest ansete mænd i Rom ansøge,

eller det bestak med egnede midler en snavset,

tarvelig plebejer til at blande sig som konkurrent

blandt de bedre stillede plebejere, der


90

sædvanligvis optrådte som ansøgere. 138 d (I

48)

Ikke desto mindre var tribunernes hårdnakkethed

så stor, at konsultitlen blev afskaffet.

119 c/d (I 39)

Tribunerne blev overmodige, og det var

frygteligt for adelen, og for hele Rom, og det

ville have haft slemme følger for friheden,

hvis ikke Appius Claudius havde vist, hvorledes

man kunne beskytte sig mod tribunernes

overmod. 340 b (III 11)

Man fandt altid en (af tribunerne) som var

frygtsom, eller bestikkelig, eller var fjende af

det almene vel, så man kunne få ham til at gå

imod de andre tribuner, hvis de ville gennemføre

en beslutning mod senatets vilje. 340 b/c

(III 11)

DIKTATOR

(Rom i fare for angreb fra naboer). Nu skred

Rom til valg af en diktator, dvs. de gav en

mand magt til at træffe beslutninger uden at

have fået nogen rådgivning, og til at udføre

dem uden nogen indsigelse. 101 c (I 33)

Hverken ordet, eller embedet: Diktator,

bragte Rom i trældom, det gjorde derimod den

magt, som visse borgere tiltog sig i den lange

# 46 LEDERE (i ROM)

tid de havde herredømmet. Hvis man ikke i

Rom havde haft diktatortitlen, så havde man

fundet en anden (titel), for magten skaffer sig

let et navn, det er ikke navnet der skaber magten.

104/05 (I 34). (# 56 Ord og genstand)

Da Romerne så denne uorden, tog de tilflugt

til valget af en diktator, for at én kunne

bringe i orden, hvad tre havde forkludret.

351/52 (III 15)

Var dette ikke nok, så udnævnte (Rom) en

diktator, der med kongemagt viste enhver tilbage

til hans skranker, som det skete da Spurius

Maelius blev straffet. 384 b (III 28). – Denne

kongelige magt. 107 a (I 34, T 15)

Ved dette nye (diktator) er det værd at bemærke,

hvor klogt Romerne fastlagde valget.

Udnævnelse af en diktator var jo forbundet

med en vis beskæmmelse for konsulerne, fordi

disse som de øverste i byen måtte underkaste

sig ham, ligesom alle andre. 106/07 (I 34)

Når en diktator var udnævnt, så forblev tribuner,

konsuler og Senatet i embede, og diktatoren

kunne ikke tage det fra dem. 108 a/b

(I 35)

Når det kom til diktatur, fik den person den

største berømmelse, som hurtigst nedlagde

dette embede. 97 d (I 30)


TYRAN

Hvis et folk lader sig forlede til den fejl, at

give en mand anseelse, for at han kan knægte

dem, som det (folket) hader, og hvis denne ene

er klog, så vil han blive tyran i denne by. 124

b (I 40)

Det er derfor intet under, at de gamle folk

forfulgte tyrannerne med et sådant had, og elskede

det frie statsliv, ja at alene ordet frihed

blev så højt vurderet af dem. 183 a (II 2)

Således gik det til i Syrakus med Dion og

Timoleon, hvis gode egenskaber holdt byen fri

til forskellige tider, så længe de levede. Men

efter deres død faldt byen tilbage til det gamle

tyranherredømme. 71 a (I 17)

Mens de kunne opnå udødelig berømmelse

ved at grundlægge en republik eller et rige,

så bliver de til tyranner, og ser ikke hvilken

# 46 LEDERE (i ROM)

91

berømmelse, ære og sikkerhed, hvilken ro og

indre tilfredsstillelse de prisgiver dermed, og

hvorledes de styrter sig i skam, skændsel, vanære,

fare og uro. 48 dd (I 10)

Er en blevet tyran, så trues han af de naturlige

og sædvanlige farer ved tyranni. 325

c (III 6)

Deraf kommer det også, at de tyranner er

mere sikre, som har mængden til ven og de

store til fjender, fordi deres magt har et stærkere

grundlag, end hvis de har folket til fjende,

og adelen til ven. 125 a (I 40)

Pave Julius II havde svoret, at det var slut

for alle de små fyrster, der havde dele af Kirkestaten.

Da han i 1506 drog til Bologna ville

han ved denne lejlighed også fjerne tyrannen

i Perugia, G. P. Baglioni. 89 b/c (I 27)


92

# 47 BORGER

Man må derfor undersøge de midler, hvorved

de (borgere) er kommet til anseelse. Der

er egentlig to: offentlige og private. 383 b/c (III

28. T 5). En godt indrettet republik må kun

åbne vejen for dem, som stræber efter bevågenhed

med offentlige midler, men derimod

spærre vejen for dem, som vil opnå det ved

private midler. 383/84 (III 28, T 9)

En borger, som gør skade, og som tiltager

sig en ulovlig magt, må have mange egenskaber,

som han ikke kan have i en ufordærvet

republik. Han må være meget rig, have mange

tilhængere, og det er ikke muligt hvor lovene

bliver overholdt. 105 b (I 34). – 329 b/c (III 8)

(Ironi)

(Faren ved fredelige tider) Når jeg nu tænker

over, hvad der kan gøres mod det, så ser

jeg to midler. Det ene er, at holde borgerne i

fattigdom, for at de ikke med rigdom uden

indsats skal fordærve sig selv eller andre. Det

andet er, at indrette sig således på krig, at man

altid er i stand til at føre den, og derfor også

altid har behov for udmærkede borgere. 354

dd (III 16)

Man må være opmærksom på borgernes

handlinger, for under en dydig handling skju­

# 47 BORGER

ler der sig ofte begyndelsen til tyranni. 382 d

flg. (III 28) (Skin og Virkelighed)

Hvis en borger, der har gjort noget stort for

staten og derved vundet anseelse, tror at han

derfor uden straf kan gøre noget ondt, så bliver

han snart så overmodig, at enhver borgerlig

orden bliver opløst. 86 b (I 24)

Forskel Fyrste Borger. Hvis en fyrste er

personligt afholdt, og soldaterne hænger ved

ham, så kan det udmærket være foreneligt

med forfatningen i et monarki. Men hvis hæren

knytter sig til en borger, så kan det ikke

forenes med forfatningen i en fristat, for den

kræver lydighed overfor lov og øvrighed.

371/72 (III 22)

Jeg drager den slutning, at Valerius’ fremgangsmåde

er nyttig for en fyrste, men for en

borger er den ødelæggende, ikke blot for fædrelandet,

men også for ham selv. For fædrelandet,

fordi den baner vej for tyranni. For ham

selv, fordi staten, hvis den nærer mistanke til

hans handlemåde, er nødt til at sikre sig mod

ham, hvad der er til skade for ham. Omvendt

er Manlius’ fremgangsmåde skadelig for en

fyrste, men nyttig for en borger. 372 c (III 22)

(Se også Kronologisk Del: III 22, T 21­26


# 48 FOLKET MÆNGDEN

Nu var erindringen om fyrsten og hans undertrykkelse

endnu frisk. Man havde styrtet

herredømmet udøvet af de få, og ville ikke

genoprette fyrsternes. Så gik man over til folkestyre,

hvor hverken enkelte magthavere, eller

en fyrste havde nogen magt. 23 a (I 2)

Talløse eksempler fra den gamle historie viser,

hvor svært det er for et folk, som er vant til

en fyrstes herredømme, at bevare sin frihed,

hvis det har opnået den ved en eller anden

begivenhed, som da Tarquinierne blev fordrevet

fra Rom (III 5) (ca. 510 f. Kr.). Det er også

ganske naturligt, for et sådant folk er som et

ufornuftigt dyr, som fra naturen er vildt og

ubændigt, har været indespærret og holdt i

trældom, derefter tilfældigvis er kommet ud i

det fri, hvor det bliver bytte for den første, der

vil lægge det i lænker igen. 66 b/c (I 16)

(Forskellen mellem at leve frit, eller under

en fyrste). Men for den som er vant til at tjene,

gør det ikke så meget om han får en anden

herre, ja ofte ønsker han det såmænd. 343 d

(III 12) (Herre­Tjener)

# 48 FOLKET

93

(I) KRITIK AF FOLKET

Undersåtternes trofasthed og hengivenhed

er ikke varig, hvis man ikke kan forsvare dem.

205/06 (II 10)

Hvis folket er narret af en illusion om det

Gode, vil det ofte fremkalde sin undergang,

og lade sig rive med af store håb og dristige

løfter. 147 b (I 53). (Derefter mange eksempler)

Der er ikke noget lettere middel til at ødelægge

en republik, hvor folket har magten,

end at indvikle den i dumdristige foretagender.

150 b (I 53)

Mængden taler ofte modigt mod fyrstens

ordrer. Men når de har straffen for øje, så

stoler ingen på de andre, og enhver adlyder

straks. 158 dd (I 57)

Jeg anser det for en ubestridelig sandhed,

at mennesker af lav stand sjældent eller aldrig

kan nå til en høj rang uden at bruge magt eller

bedrag, medmindre han får den foræret, eller

arver den. 215 b (II 13)

Om hvilken magt en anset mand har over

en oprørt mængde. 151 a flg. (I 54)

(Et langt eksempel på at folket ikke kunne

udpege egne senatorer). 135 d­136 d (I 47, T 9)

Derimod vil det altid være svært at bringe

den (mængden) til beslutninger, der ser ud


94

som fejhed eller tab, selv om velfærd og gevinst

er forbundet dermed. 148 a/b (I 53)

Der menes her kun sådanne misstemninger

i folket, som ikke skyldes tabet af dets frihed,

eller af en elsket og endnu levende fyrste, for

disse sidste (misstemninger) er frygtelige, og

kan kun undertrykkes med de stærkeste midler.

159 a (I 57)

Da det (folket) må frygte, at når nøden er

forbi vil du tage det tilbage, som du nødtvungent

har givet det, så vil det på ingen måde

føle taknemlighed overfor dig. 100 c (I 32)

Det romerske folk, som var så optaget af sin

egen fordel, og begunstigede alt, hvad der skete

mod adelen, var ganske vist meget gunstigt

stemt overfor Manlius, men da tribunerne

overlod hans sag til folkets afgørelse, blev folket

fra at være hans forsvarer til dommer, og

dømte ham hensynsløst til døden. 330 d (III 8)

Sådanne folk (som er fordrevet fra deres

hjemstavn) er frygtelige, fordi den ydre nød

driver dem, og hvis de ikke støder på en stærk

krigsmagt, vil man ikke kunne modstå dem.

202 d (II 8)

# 48 FOLKET

(II) ROS TIL FOLKET

Folkene er ganske vist uvidende, som Cicero

siger, men er modtagelige for sandheden,

og giver let efter når en tillidsvækkende mand

siger dem sandheden. 29 b (I 5)

Dette eksempel og mange andre viser, hvor

meget retskaffenhed og fromhed der var i

dette folk (Romerne), og hvor meget godt man

kunne vente sig fra det. 153 a (I 55)

Hvis man sammenligner en fyrste, som er

bundet af love, og et folk der er lænket af love,

så finder man mere af gode egenskaber hos

folket end hos fyrsten. Hvis man sammenligner

dem i en tilstand uden love, så finder man

færre fejl hos folket, og de er mindre, og lettere

at afhjælpe. 164 c (I 58)

Jeg modsiger derfor den almindelige mening,

at folkene, når de hersker, er ubestandige,

omskiftelige, utaknemlige. 162 c (I 58)

Ikke uden grund siger man: Folkets stemme

– Guds stemme. 163 b (I 58)

Jeg taler kun om embeder som man giver

til folk, som man endnu ikke kender af sikker

erfaring, eller som går fra en virksomhed til

en helt anden. Og her tager folket efter min

mening sjældnere fejl end en fyrste, og er ikke


så tilbøjelig til at blive bestukket. 400/401 (III

34)

Således gik det dem (de fornemme) på kort

tid som tyrannerne. Mængden blev led ved

deres herredømme, og sluttede sig til enhver,

der gjorde mine til at styrte de herskende. Og

således rejste der sig snart en, som med mængdens

hjælp fordrev dem. 22/23 (I 2)

DEL OG HELHED

Forenet er folket modigt, men i det enkelte

svagt. 158 b/c flg. (I 57)

# 48 FOLKET

95

Som Titus Livius siger: alle er modige når

de er samlet, men hver enkelt bliver fej og

svag, når han tænker på sin egen fare. 159 dd

(I 57)

Overvejer man alt det anførte, så følger det:

hvis man ser at folket tager fejl i de store træk,

så kan man hurtigt åbne dets øjne, hvis man

finder et middel, der kan tvinge det til at gå

ind på enkeltheder, som Pacuvius i Capua og

Senatet i Rom gjorde. 137/38 (I 47)


96

KAPITEL 5 ANDRE TYPER AF HANDLING

# 51 RETSVÆSEN

Det er nødvendigt og nyttigt at der i republikker

findes lovlige midler, hvorved samfundets

had mod en borger kan få luft. For

hvis der ikke er lovlige midler her, så griber

man til ulovlige, og dette har uden tvivl meget

slemmere følger. 39 a (I 7)

I en republik er det nødvendigt at have anklagere,

for at opretholde friheden. 38 a (I 7)

I en republik er det ikke nok at en mægtig

bliver anklaget foran otte dommere. Der må

være mange dommere, for de få holder altid

med de få. 40 c (I 7). (Mange – få)

Anklager bliver rejst hos myndighederne,

eller hos folket. Der kræves vidner og beviser.

43 a (I 8)

Bagvaskelse foregår på pladserne og i hallerne.

43 a (I 8)

SAMMENSVÆRGELSE – KOMPLOT

KONSPIRATION – ATTENTAT

BOG III KAPITEL 6. Dette er det eneste længere

kapitel i bogen. Det er systematisk opbygget.

Til hvert emne er der mange historiske eksempler,

fra oldtid og fra samtid. Her er først en oversigt:

1. Indledning. Ofre. Sammensværgelser er

rettet mod: fyrste (se punkt 28) eller fædreland

(punkt 9)

2. Mod fyrste. 2.1 Årsag: Had til. Offentligprivat

3. På grund af krænkelser: 3.1 Liv. 3.2 Ære.

3.3 Ejendom.

4. Ønske om at befri fædrelandet for fyrsten

5. Gerningsmænd. 5.1 En. 5.2 Flere. 5.3 Personer

nær fyrsten, 5.4 selvom de er blevet

begunstiget

6. Om det lykkes. Farer: før, under, efter gerningen.

Før: opdages ved 6.1 angiver, troløshed,

uforsigtighed. Eller 6.2 ved mistanke.

6.3 Hvordan man undgår disse farer.

6.4 Lille antal medvidere. 6.5 Ikke give

medvidere tid. 6.6 Ikke give noget skriftligt

fra sig. 6.7 At lyve. 6.8 Nød

7. Farer ved udførelse. 7.1 Ændre plan. 7.2

Forsagthed hos den der skal udføre det. 7.3

Fejl ved uforsigtighed, og forsagthed. 7.4

Farligt at ville ramme flere. 7.5 Falsk indbildning.

7.6 Det uforudsete

8. Farer efter udførelsen. 8.1 At en overlever,

kan hævne. 8.2 At folket elskede fyrsten.

9. Sammensværgelse mod fædrelandet. 9.1

Ved anstiftelse: ringe fare. 9.2 Ved udførel­


se: større fare. 9.3 Brug af fremmede hære.

9.4 Ved fuldført gerning: ingen fare.

10. Slutning. 10.1 Ikke bruge gift. 10.2 Gode

råd: Forsigtighed, måle forholdet mellem

kræfter (de to parter). 10.3 Ikke spille komedie.

* * *

1. Ved sammensværgelser har flere fyrster

mistet liv og herredømme end ved åben krig,

for kun få kan føre åben krig mod en fyrste,

men enhver kan konspirere mod ham. 303 b

(III 6)

For at fyrsterne kan lære at beskytte sig

mod denne fare, og for at privatfolk ikke dristigt

indlader sig på det, men lærer at leve i

tilfredshed under den regering, som skæbnen

har givet dem, vil jeg behandle dette udførligt.

303 c (III 6)

2. Vi vil begynde med sammensværgelser

mod fyrster, og først undersøge årsagerne

hertil. Der er mange, men den vigtigste er:

hele folkets had. 304 b (III 6)

En fyrste, som har vakt et alment had mod

sig, har naturligvis også enkelte fjender, der er

# 51 RETSVÆSEN

97

blevet særligt krænket af ham, og som tørster

efter hævn. 304 b/c (III 6)

5. Farerne ved sammensværgelse er store,

og strækker sig til ethvert tidspunkt, for man

er i fare ved anstiftelsen, under udførelsen, og

efter den. 306 a (III 6)

Der er mange med samme hensigt, for hensigt

bliver ikke straffet og er ikke farlig. Derimod

er der ikke mange mænd som handler,

og af disse bliver de fleste hugget ned på stedet.

Derfor er der ingen der vil gå til en sikker

død. 306/07 (III 6)

5.3 Man finder i historien, at alle sammensværgelser

bliver indledet af store mænd, eller

af nogle fra fyrstens nærmeste omgang. 307 a

(III 6)

Da nu menneskene, når det gælder liv og

formue, ikke er helt tåbelige, så vogter de sig

for sammensværgelse, når de ser at de er magtesløse,

og hvis de hader en fyrste, nøjes de

med at forbande ham, og de afventer at nogen

mægtigere hævner dem. 307 d (III 6)

Hvis de forstod at udføre deres ugerning

med klogskab, kunne de være sikker på et

godt resultat (!). 308 c/d (III 6)


98

Det er meget få (sammensværgelser) der

ender godt, for det er næsten umuligt, at alt

skal lykkes. 309 b (III 6)

6.1 Farerne før gerningen er de største. Det

kræver stor klogskab og et særligt held, for at

sammensværgelsen ikke skal blive opdaget.

De bliver opdaget enten ved angivelse, eller

ved formodning (gætteri). 309 b/c (III 6)

Derfor bliver så mange sammensværgelser

forrådt, og undertrykt straks fra begyndelsen.

Ja, det gælder for at være et under, hvis en

sammensværgelse med mange deltagere forbliver

hemmelig i lang tid. 310 a/b (III 6)

6.5 For at undgå farerne ved sammensværgelse

er det bedste middel: at du ikke giver de

medsammensvorne tid til at forråde dig, og

derfor først meddeler dem din plan kort før

udførelsen. 311 d (III 6)

Vil man betro sig til nogen, så kun en eneste,

som man længe har kontrolleret, eller som

drives af de samme bevæggrunde. 313 c (III 6)

6.6 Man må ikke give noget skriftligt fra

sig. 313 d (III 6)

7 Farerne ved udførelsen opstår enten ved

ændring af planerne, eller af forsagthed hos

den der skal udføre handlingen, eller af en

fejl som han begår af uforsigtighed, eller ved

# 51 RETSVÆSEN

mangelfuld udførelse, så at nogle af dem der

skulle myrdes, forbliver i live. 316 b/c (III 6)

7.2 Den, der skal udføre handlingen, mister

modet, enten af frygt eller af fejhed. En fyrstes

majestæt (storhed), og ængstelsen ved synet af

ham, er så stor at det let gør ham (gerningsmanden)

blød om hjertet eller bange. 317 c (III

6)

7.3 En fejl eller mangel ved udførelsen opstår

af uklogskab eller forsagthed. Begge bringer

dig ud af fatning, og lader dig i forvirringen

sige eller gøre noget, som du ikke skulle

have gjort. 318 c/d (III 6)

Et menneske kan være nok så modig, og

vant til at dræbe mennesker og føre sværdet

(soldat), han vil dog blive noget forvirret. Derfor

skal man kun vælge folk, der er erfarne i

dette håndværk, og ikke stole på andre, uanset

hvor modige de anses for at være. 318/19

(III 6)

7.4 Er en sammensværgelse mod én fyrste

farlig og uklog, så er den mod to fuldstændig

forfængelig og letsindig. 319 c/d (III 6)

8.1 Endelig er der de farer som følger efter

udførelsen. Her er der dog kun én fare: at en

forbliver i live, som kan hævne fyrstens død.

322 b (III 6)


8.2 Af alle farer, som kan indtræde efter

udførelsen, er ingen mere sikker og frygtelig,

end at folket elskede den myrdede fyrste. De

sammensvorne har da ingen udvej, for de kan

aldrig sikre sig mod folket. 323 aa (III 6)

9. Sammensværgelser mod fædrelandet er

mindre farlige end mod fyrster. 323 b (III 6).

9.1 Ved anstiftelsen er der ikke meget fare,

fordi en borger kan komme til magten uden at

meddele sin plan og sin indstilling til nogen.

323 b/c (III 6)

9.2 Ved udførelse af en sammensværgelse

mod fædrelandet er vanskeligheden og faren

større (end ved anstiftelsen). For din egne kraft

rækker sjældent til mod så mange, og ikke enhver

har en hær bag sig, som Cæsar, Agathos

eller Kleomenes og lignende, som med et slag

underkastede sig deres fædreland med magt.

For sådanne er det ganske vist let og sikkert,

men andre som ikke råder over en sådan magt,

må udføre opgaven enten ved list og kunst, eller

ved fremmed hjælp. 324 b/c (III 6)

# 51 RETSVÆSEN

99

10.1 Advarsel mod at bruge gift. 325 c/d (III

6)

10.2 Jeg vil give følgende råd til enhver fyrste

eller republik, som man sammensværger

sig mod. Bliver en sammensværgelse opdaget,

skal de allerførst undersøge dens beskaffenhed,

og afveje forholdet mellem ens egne

kræfter, og de sammensvornes. Finder de, at

sammensværgelsen er udstrakt og mægtig, så

må de ikke begynde at afdække noget før de

har samlet tilstrækkelige kræfter til at undertrykke

den. 326 b, c (III 6)

Man ser, hvor langsomme mennesker er,

når de mener at have tid, og hvor hurtigt de

handler, når nøden driver dem. Ingen fyrste

eller republik, som vil forsinke udbruddet af

en sammensværgelse, har et bedre middel end

at give de sammensvorne en nem lejlighed til

udførelsen, for at de i deres forventning, eller i

den tro at de har tid nok, giver deres øvrighed

tid til at straffe dem. 327 aa (III 6)

* * *


100

# 52 STRAF

Den, som regerer over undersåtter, hvad

Tacitus skriver om, må hellere anvende straf

end godhed, for at de ikke skal blive overmodige,

og træde på ham, på grund af hans alt

for store eftergivenhed. 361 d (III 19)

I en republik, som endnu er ufordærvet,

er det (straf) sundt, og får friheden til at vare

længere, for frygten for straf gør menneskene

bedre, og mindre ærgerrige. 94 c/d (I 29)

Denne ulykke (Gallerne) kom over Rom

udelukkende fordi man havde ringeagtet retfærdigheden,

idet man udmærkede gesandter,

som havde forbrudt sig mod folkeretten, i stedet

for at straffe dem. 272 c (II 28)

For hvis en fyrste ikke straffer en misdæder

sådan at han ikke igen kan forbryde sig, så

bliver han anset for at være udygtig, eller fej.

254 b (II 23)

Mens en anden republik ville have straffet

dem (feltherrer) med døden, dømte Rom dem

til pengebøder, ikke fordi deres forseelse ikke

havde fortjent hårdere straffe, men fordi Romerne

også i dette tilfælde ville forblive ved

deres traditioner. 99 b/c (I 31)

Disse meget mærkelige begivenheder (i

Rom) bragte igen borgerne til besindelse (Stød).

# 52 STRAF

Men da de blev sjældnere fik menneskene

mere tid til at blive fordærvede, og selve eksekutionen

var da forbundet med større fare,

og med mere uro. Mellem to sådanne eksempler

skulle der helst ikke være mere end ti år,

for efter denne tid begynder menneskene at

forandre deres adfærd, og overtræde lovene.

Sker der så ikke noget som minder dem om

straffene, og indgyder dem ny frygt, vil antallet

af forbrydelser vokse sådan, at de ikke

mere kan straffes uden fare. 293 d (III 1)

De sædvanlige straffe bliver ikke tilskrevet

fyrsten, men lovene og bestemmelserne. 368

dd (III 22)

Dog må straffen være så behersket, at den

ikke fremkalder had. For at gøre sig forhadt er

ikke godt for nogen fyrste. 361 d (III 19)

De mænd som regerede Firenze 1434­94,

sagde at det var nødvendigt at de greb regeringen

igen hvert femte år, ellers var det svært

at hævde den. At ”gribe regeringen igen”, dermed

mente de, at man på ny indgød borgerne

den frygt og skræk, som de havde indgivet

dem ved den første magtovertagelse. 293/94

(III 1)

Hvis mængden begår en forbrydelse, og

gerningsmanden er uvis, kan man ikke straffe


alle, fordi de er for mange. At straffe en del, og

lade de andre gå fri, ville sige at gøre de straffede

uret, og opmuntre de ustraffede til nye

forbrydelser. 428 a (III 49) (Del og helhed). – Se

også: Decimere, militær straf. 427 d (III 49). #

25 Soldater

HENRETTE

Der er eksempler på, at hærførere på grund

af et tabt slag blev korsfæstet, eller på anden

måde ombragt. 98 d (I 31)

Folk med sådanne meninger kan ikke indse,

at enkelte (personer) og en hel by undertiden

forbryder sig så meget mod staten, at der

for fyrsten ikke er andet at gøre end at ødelægge

dem, som advarende eksempel, og til

egen sikkerhed. 254 a (II 23)

Lige så nødvendig som nyttig var den

strenghed som Brutus (I, konsul 509 f. Kr.) viste,

for at opretholde den frihed, han havde

gengivet Rom. Denne strenghed byder på det

i historien sjældne tilfælde, at en fader sidder

til doms over sine sønner, og ikke alene dømmer

dem til døden, men også overværer deres

henrettelse. 67 dd, 70 a (I 16). – 298 a/b (III 3)

(Titus Manlius’ store gerninger.) Ikke nok

dermed, i sine modne år lod han sin søn hen­

# 52 STRAF

101

rette, fordi han uden tilladelse havde indladt

sig i en kamp, og det til trods for at den var

sejrrig. 399/400 (III 34). – 367 b/c (III 22).

Kendte vi ikke allerede fra talløse eksempler

denne republiks (Roms) størrelse, og

den kraft hvormed den udførte alt, så ville vi

kunne se det af de straffe, hvormed de tugtede

deres forbrydere. De betænkte sig ikke

på undertiden at dømme en hel legion, en hel

by til døden, og på at landsforvise 8000 til 10

000 mennesker, ved usædvanlige forhold. 427

c (III 49)

Man ser, at også fyrster, som gælder for at

være kloge, lod et menneske henrette, og bagefter

længedes voldsomt efter ham, som Alexander

(den Store) efter Klitos og andre venner.

161/62 (I 58)

Folket forlangte, at der skulle vælges folketribuner,

at det skulle være tilladt at appellere

til enhver myndighed, og at alle Decemvirerne

skulle udleveres til dem (folket), da de

ville brænde dem levende. Valerius og Horatius

godkendte de første fordringer, men forkastede

den sidste som gudløs, med ordene: ”I

fordømmer grusomhed, men styrter jer selv i

den”. 129 d (I 44)

Selvmord se # 67 Døden


102

# 53 HTY 2

DAGLIGLIV ARBEJDE

Dette særlige kendskab (til landskabet) opnår

man bedst ved jagt. Derfor siger de gamle

forfattere, at de helte som dengang beherskede

verden, var vokset op i skove, og på jagt. 413

b (III 39)

Mennesker arbejder enten fordi det er nødvendigt,

eller af egen tilskyndelse. Og der er

størst arbejdsomhed, hvor arbejdet mindst tiltaler

os. 17 b/c (I 1)

Romerne gjorde ligesom en god gartner:

for at træet skal vokse og bære frugt, skærer

han de første skud af, for at kraften kan blive

i stammen, så han senere får mere kraftige og

frugtrige grene. 188 b (II 3)

Cincinnatus pløjede sin lille mark, netop

som udsendinge fra senatet kom for at fortælle

ham, at han var udnævnt til diktator, og at

Rom svævede i stor fare. 376 dd (III 25)

I en stor by sker der hver dag noget alvorligt,

som kræver en læge. Jo vigtigere det er,

des mere må man søge efter en god læge. 427

a (III 49)

Nu indså folket sin fejltagelse. Det erkendte,

at det var feberen og ikke lægen, der var

# 53 DAGLIGLIV

årsag til ondet, og genindsatte de Ti’s Råd. 119

a (I 39) (Firenze)

Til et sygt legeme må man ordinere en anden

levemåde end til et sundt, og den samme

form passer ikke til et helt forandret stof. 75

c/d (I 18). (Materie­Form). – # 59 Vurdering,

Syg­sund

Ondet er større der, hvor der kræves en

stærkere kur. 165 a (I 58, T 34)

Gallerne angreb Rom. Livius anfører to

grunde til det. Den første er: Gallerne blev

lokket til Italien for at kunne nyde frugter og

vin, hvad man ikke havde i Gallien. 201 a (II 8)

OPDRAGELSE

Forskellen mellem vor opdragelse og ”de

Gamles” er: forskellen i religion. 184 b (II 2)

Ligesom der er forskelle i levemåde fra by

til by, er der også forskelle mellem familier i

en by. Således var Manlierne hårde og stivsindede.

Publicola’erne venlige og gode mod

folket. Appierne var ærgerrige og fjender af

plebejerne, og således havde mange andre familier

deres særpræg. Dette kan ikke komme

fra blodet, da det ændrer sig gennem ægteskaberne.

Det må nødvendigvis komme fra op­


dragelsen i de enkelte familier. 424 b/c (III 46)

(”Arv og miljø”)

Ved de nuværende menneskers svaghed,

som er en følge af deres svage opdragelse, og

ved deres uvidenhed, anser man de Gamles

forholdsregler for umenneskelige, og umulige

at efterleve. 381 a (III 27)

For overmod i lykke og modløshed i ulykke

opstår af vor adfærd, og af den opdragelse

som vi har fået. 392 a/b (III 31).

Ikke uden grund har gode historieskrivere,

som Livius, udførligt og tydeligt beskrevet

forskellige begivenheder, for at eftertiden deraf

kan lære, hvordan man skal forholde sig i

lignende tilfælde. 388 dd (III 30)

SEX

Se også: # 73, Kvinde og Mand

Alle byer og lande, som er frie, har de største

fremskridt. Dér ser man det største befolkningstal,

fordi ægteskaber er mere frie, og

ønskværdige. Enhver avler gerne så mange

børn, som han mener at kunne ernære. 186 b/c

(II 2)

Scipios erobring af Ny Karthago (Cartagena)

i Spanien gav ham ikke så meget berømmelse

# 53 DAGLIGLIV

103

som det eksempel på kyskhed, da han gav den

unge og smukke kvinde tilbage til sin ægtemand,

uberørt. 363 b (III 20). 400 b/c (III 34)

Filip af Makedonien, fader til Aleksander

den Store, havde i sit hof Pausanias, en smuk

fornem yngling, som Attalos, en af de første i

Filips omgivelser, var forelsket i. Efter at han

flere gange havde bedt om genkærlighed, men

blev afvist, besluttede han ved list og magt at

opnå det, som han ikke kunne få på anden

måde. Han arrangerede derfor et festmåltid,

hvor Pausanias og andre fornemme kom til

stede. Og da alle var fulde af mad og drikke

lod han Pausanias gribe og føre væk. Ikke

alene tilfredsstillede han sin lyst til ham med

magt, men til større skændsel for ham lod han

ham blive misbrugt af mange andre. 273 a (II

28). (Fortsættes i # 87, Hævn).

Eller hvis du af letsindighed betror din

hemmelighed til en kvinde, eller en dreng

som du er forelsket i, eller til en anden letsindig

person. 310 c (III 6)

Om blodskam : se Bog: Del I, kap. 27. P. Baglioni.


104

HTY 3: ØVE, TRÆNE

Handling, som ikke har et ydre mål, der skal nås

Øvelser for soldater (militær træning). 18 a

(I 1)

Man ser at krigsmagten ikke kan være god

hvis den ikke øves, og at den ikke kan øves,

hvis den ikke består af landets egen befolkning.

392 c/d (III 31)

Romeren Gracchus, og Thebaneren Epaminondas.

Deres midler var at vænne soldaterne

til lydighed og mandstugt, og lade dem øve

skinfægtning i nogle måneder. Derefter gik de

med største fortrøstning over til virkelige slag.

412 c (III 38)

Alle videnskaber kræver øvelse, for at man

kan beherske dem fuldkomment. 413 a (III 39)

SPIL

(Betydning: Skuespil)

Junius Brutus (konsul 509 f. kr.) foregav

(”spillede”) at være tåbe. Livius angiver, at

# 53 DAGLIGLIV

det var for at leve i sikkerhed, og opnå sin

arv. Men han forstillede sig også for at blive

mindre iagttaget, så han lettere kunne styrte

kongerne, og kunne befri sit fædreland. 296 c

(III 2)

Om Appius. Hans snuhed, da han narrede

plebejerne ved at spille ”folkeven”, var god.

126 d (I 41)

Ved attentat: ikke spille komedie. Syst. # 51.

Punkt 10.3

(Betydning: noget som er uberegneligt)

Selv med en næsten mere sikker og større

sejr for øje, turde det (folket) ikke overlade

dette til lykken (tilfældet), og (derved) sætte

sit sidste på spil, hvad ingen klog mand ville

vove, uden at være i nød. 270 d (II 27) (T11)

Forsvar i eget land: Man bruger hele sin

magt, men behøver ikke at sætte hele sin lykke

på spil. 213 b (II 12). (# 65, Lykken)


# 54 KTY

KULTUREL VIRKSOMHED

HISTORIE

… for at læserne af disse betragtninger kan

drage nytte deraf. Det er derfor man skal stræbe

efter erkendelse af historien. 15 aa (I forord)

Man erfarer ikke den fulde sandhed om

fortiden. Det meste af hvad der skæmmer de

tider bliver holdt hemmeligt, mens det som

giver dem berømmelse, bliver fremstillet strålende

og udførligt. 173 b (II forord)

Vi ved fra historien at de gamle riger snart

steg og snart sank, på grund af ændring i

skikke. Men verden forblev den samme. 174 c

(II forord)

Af Etruskernes store magt er dårligt nok

erindringen tilbage. Det har bragt mig til at

tænke over, hvorfor så meget går i glemmebogen.

194 b/c (II 4)

Således var Etrurien engang mægtig, fuld

af religion og tapperhed, det havde sine egne

skikke, sit eget sprog. Men alt blev så grundigt

ødelagt af den romerske magt, at kun erindringen

om dets navn er blevet tilbage til os.

196 dd (II 5). – (Ord og genstand)

# 54 KULTUR

105

Af forskellige grunde forsvinder erindringen

om tidligere tider. Det skyldes dels menneskene,

dels himlen (naturkatastrofer, pest).

Fra menneskene kommer skifte i religion og

sprog. For hvis der opstår en ny sekt, dvs. en

ny religion, så er dens første bestræbelse: at

udrydde den gamle, for at skaffe sig anseelse.

Hvis nu de, der grundlægger den nye sekt, taler

et andet sprog, så lykkes det nemt for dem.

194/95 (II 5)

RELIGION

Dette er nok til at vise, hvilken tillidsfuldhed

der kan opstå af den rette brug af religion.

66 a (I 15)

Der er ikke noget værre tegn på et lands

forfald, end ringeagt for gudstjenesten. 56 a/b

(I 12)

Midlet til deres (samfunds) fornyelse er

som sagt, at de bliver ført tilbage til deres oprindelse.

For i begyndelsen må alle religioner,

republikker og kongeriger nødvendigvis have

haft noget godt, som har bevirket deres oprindelige

anseelse og første vækst. Dette gode

bliver med tiden fordærvet. 291 c (III 1)

Ledere skal understøtte religion, selv om

de anser den for falsk. 56 dd (I 12)


106

RELIGION, GAMLE

Hvad det kommer af ved jeg ikke, men man

ser af gamle og nye eksempler, at der aldrig

sker noget stort i en by eller i et land, som ikke

er blevet forudsagt af spåmænd, af profetier,

undere, eller andre tegn fra himlen. 157 b (I 56)

(Himlen: # 66)

Titus Livius fortæller noget, som foregik før

Gallerne ødelagde Rom. En plebejer, M. Caedicius,

meldte til senatet, at da han ved midnat

gik gennem den nye gade, havde han hørt en

overmenneskelig stemme, som havde befalet

ham at melde til myndighederne, at Gallerne

ville komme til Rom. 157/58 (I 56)

Han (Fyrst Timasitheus) gjorde det klart

for folket (sørøvere), hvor gudløst det var at

tilegne sig en sådan gave (som var bestemt til

Apollo). 385 c (III 29).

Romerne byggede flere templer for Fortuna

(Lykken) end for nogen anden guddom. 177 b

(II 1). – Lykken: # 65

For at indgyde hærene tillid benyttede romerne

religion. 395 c/d (III 33)

Ved opmærksom læsning af den romerske

historie vil man altid finde, hvor meget religionen

har bidraget til lydighed i hæren, enig­

# 54 KULTUR

hed i folket, opretholdelse af moralen, og til at

gøre de onde til skamme. 53 c (I 11)

Følgen var, at folket (i Rom), afskrækket af

religionen, valgte alle tribuner fra adelen. 59

d (I 13)

Da vor religion har vist os sandheden og

den sande vej (Ironi), lader den os vurdere

verdslig ære ringere. Hedningene derimod

satte den meget højt, og holdt den for deres

højeste gode, og derfor var de modigere i deres

handlinger. 184 b/c (II 2)

Man behøver kun at sammenligne pragten

ved deres (hedningenes) ofre med beskedenheden

ved vore, hvor der er mere finhed end

pragt, og hvor der ikke forekommer frygtelige

eller kraftige gerninger. 184 c (II 2)

Augurerne var ikke alene hovedgrundlaget

for den gammelhedenske religion, men de var

også årsag til at den romerske republik trivedes.

Derfor sørgede Romerne mere for dem,

end for nogen anden skik. De betjente sig af

dem ved konsulvalg, ved begyndelsen af felttog,

før slagene, og ved hver vigtig borgerlig

eller krigerisk handling. 62 b (I 14)

Blandt de andre spådomsarter ved hærene

var der visse Auspicier, som de kaldte Pullarier.

Når man skulle levere fjenden et slag,


måtte pullarierne foretage deres varsler. Hvis

hønsene spiste, så kæmpede man med gode

forvarsler. Hvis de ikke spiste, opgav man

kampen. Dog, hvis fornuften bød at udføre

noget, så blev det også ved ugunstige Auspicier

udført under alle omstændigheder, kun

vendte og tydede man sagen så behændigt, at

det ikke så ud som om man ringeagtede religionen.

62 c (I 14). – 395 d (III 33). – (# 55, Skin

og virkelighed).

Da de (Samniterne) vidste, at de for at sejre

måtte indgyde soldaterne en stærk vilje, og at

her var religion det bedste middel, fik de den

tanke at genoplive en gammel offerskik. Denne

ceremoni foregik således. 64 d (I 15)

Den som læser biblen med forstand vil se,

at Moses for at skaffe sine love gyldighed måtte

dræbe mange mennesker, som af lutter misundelse

modsatte sig hans planer. 388 a (III 30)

Af talløse handlinger, fra det samlede folk

eller fra enkelte Romere, ser man at disse borgere

var mere bange for at bryde deres ed, end

for at overtræde lovene, fordi de agtede Guds

magt højere end menneskers. 52 d (I 11)

# 54 KULTUR

107

RELIGION. KRISTENDOM

Når man læser, hvordan den hellige Gregor

og de andre store i Kristendommen gik frem,

så vil man se, hvor hårdnakket de forfulgte

alle levn fra oldtiden, hvordan de brændte

digternes og historieskrivernes værker, sønderslog

kunstværker, og ødelagde alt hvad der

vidnede om oldtiden. 195 b/c (II 5)

Den gamle religion kanoniserede kun mænd

med verdslig berømmelse, som feltherrer og

statsledere. Vor religion helliggør mere de ydmyge

og kontemplative mennesker, end de aktive.

Den har sat ”det højeste gode” i ydmyghed,

afsavn og foragt for det jordiske. 184 d (II 2)

Hvis fromheden var blevet bevaret så ren

af Kristenhedens overhoveder, som Kristendommens

grundlægger ville have det, så ville

der herske mere enighed og lykke i de kristne

stater og lande, end nu. 57 c (I 12)

Hvad angår religionerne, så ser man nødvendigheden

af fornyelse på vor egen. Hvis

ikke den hellige Frans og den hellige Dominikus

havde ført vor religion tilbage til oprindelsen,

så ville den være ganske udslukt.

294/95 (III 1)

Folk i Firenze anså ikke sig selv for primitive

eller uvidende, og dog lod de sig overbe­


108

vise af broder G. Savonarola om, at han talte

med Gud. 55 b/c (I 11)

KUNST

Jeg ser hvor meget ære man viser oldtiden.

Man køber et brudstykke af en gammel billedsøjle

for en høj pris. Men de store gerninger

fra dengang bliver mere beundret, end efterlignet.

13 c (I Forord)

# 54 KULTUR

En undtagelse danner kunstarterne, der taler

så tydeligt for sig selv, at vor tid kun kan

fratage dem, eller tillægge dem, meget lidt af

deres virkelige værdi. 173/74 (II forord)

For en billedhugger er det nemmere at mejsle

en smuk statue af en rå marmorblok, end af

en som er blevet dårligt tilhugget af en anden.

54 c (I 11). (Sammenligning med et ukultiveret

folk, bjergboere. – # 31, Grundlægge).


# 55 MTY

MENING ERKENDELSE

Ved bedre erkendelse af verden dæmpes

vor glæde i lykken, og vor sorg i ulykken. 392

b (III 32)

Har man gjort sig rigtigt fortrolig med en

egn, så finder man sig let tilrette i nye lande,

for alle lande og egne har en vis ensartethed.

413/14 (III 39)

Dette som bevis for, at jagt efter Xenophons

ord er et billede af krig. 413 c/d (III 39)

Denne sejr afhang alene af, hvem der først

hørte om fjendens forvirring. 359 b/c (III 18)

T 7

At sådanne oversvømmelser, pest og hungersnød

forekommer, synes mig sikkert, fordi

… 196 b (II 5) T 12

GENERALISERE

Betragter man egenskaber og handlingsmåder

hos Romulus, Numa og Tullus så erkender

man, at Rom … (Derefter) Heraf følger,

at en hersker som ikke er så tapper som sin

forgænger … 77 c (I 19)

Man må deraf slutte, at menneskene 90 a/b

(I 27) (fra enkelttilfælde til generelt)

# 55 ERKENDE

109

(Efter beskrivelse fra Rom:) Reglen ved sådanne

tilfælde er denne 133 a (I 46)

GRÆNSE FOR GENERALISERING

Det er værd at undersøge, hvem man kan

stole mest på: en republik eller en fyrste. Alt

taget i betragtning synes jeg, at de i mange tilfælde

er ens, og i andre er de forskellige. (!) 166

a (I 59) T 2

Men Hannibal opnåede stor berømmelse

og store sejre ved den stik modsatte fremgangsmåde.

Det vil jeg diskutere i næste kapitel.

363 c (III 20)

ERFARING BRUGE EKSEMPLER

Til bekræftelse kan et andet mindeværdigt

eksempel anføres. 135 c /I 47)

Uforudsete tilfælde kan man kun vise ved

eksempler, og derved advare menneskene. 321

b/c (III 6)

ANALOGI

# 53 HTY 2: (Romerne ­ en god gartner) 188

b 8II 3), T 5

# 53 HTY 2: (Til et sygt legeme ...) 75 c/d (I

18), T 13: Krop slm. Samfund


110

FEJLAGTIG OPFATTELSE

Menneskers opfattelse er ofte forkert. Det

kan enhver se, som er vidne til deres beslutninger.

248 b/c (II 22)

Hver opfattelse kan støttes af nogle argumenter,

der på afstand ser rigtige ud, men som

dog strider mod sandheden. 250 b (II 22)

Ønsket om sejr forblinder feltherrer. 426 b

(III 48)

(Eksempel på en fejlslutning) Efter Romernes

sejr over Latinerne råbte deres prætor Numisius

ud i hele Latium, at ”nu var tiden inde

til at angribe Rom, som var svækket af slaget”

… De folk som troede på ham fik samlet en

hær, men blev straks slået, og led alt det som

tilhængere af den slags opfattelser altid vil

lide. 250/51 (II 22)

Menneskene forstår kun lidt af verdensbegivenhederne,

og begår derfor ofte de største

fejl. 313 b/c (III 6)

Også ellers bliver folk uden stor erfaring let

narret af mange begivenheder, nemlig når et

sådant tilfælde har mange sandsynlige sider,

som bestyrker menneskene i deres indbildninger.

248 d (II 22)

# 55 ERKENDE

Folkets fejltagelse kom for dagen, da det

var tvunget til at indlade sig på enkeltheder.

Ligeså ved bedømmelse af begivenheder og

deres årsager. 136/37 (I 47). (# 48 Folket. Del

og helhed)

(Firenze efter 1494). Mange i folket, som

så på byens forfald, lagde skylden for det på

nogle af de mægtige, og deres ærgerrighed.

Det kunne ske, at en af dem kom i ledelsen, og

derved så tingene på nært hold, og så erkendte

årsagerne. Kendskab til enkelthederne befriede

ham for den vildfarelse han var hildet i,

ved betragtning af helheden. 137 a­d (I 47)

Erfarer folket, som regnede sejren for sikker,

om nederlaget, så skyder den ikke skylden

på skæbnen, eller førerens udygtighed,

men på hans ondskab eller uvidenhed, og lader

ham da som oftest henrette, eller spærre

inde, eller landsforvise, som det gik talløse

karthagiske og mange athenske feltherrer. 150

b/c (I 53)

Fyrsten må så vidt muligt skabe den tro, at

hans feltherres sejr ikke skyldes dennes tapperhed,

men lykken, eller fjendens fejhed, eller

indsigt hos andre førere, som deltog i felttoget.

93 b/c (I 29)


Man tror, man har vundet slaget (eksempler).

358­60 (III 18). – Se også # 16, Slaget.

KONTRAFAKTISK: TÆNKT TILFÆLDE

Om Alexander den store, hvis han var kommet

til Italien, havde kunnet besejre Rom. 208

d (II 10)

Man siger: ”Hvis der på den tid havde været

kanoner, så ville det ikke have været så let

for Romerne, eller slet ikke muligt, at erobre

lande og gøre folkene skattepligtige”. 226 c/d

(II 17)

Hvis Romerne ikke havde forlænget embedstiden.

375 d (III 24) T 5

Hvis Decius ikke havde haft kendskab til

terræn. 415 c (III 39) T 8 (slut)

SKIN OG VIRKELIGHED

SYNES – VÆRE

Folket var forblindet af et falsk skin af dyd.

384 a/b (III 28)

Flertallet af menneskene lader sig lige så

gerne spise af med ”skin” som med virkeligheden,

ja ofte bliver de mere påvirket af skin

end af tingene selv. 87 b/c (I 25)

# 55 ERKENDE

111

En republik eller en fyrste må give det udseende

af, at det, som nødvendigheden tvinger

ham til, gør han af storsind. 143 c (I 51)

Derfor må en republik blandt andet også

have noget der sørger for at dens borgere ikke

under dække af det tilsyneladende gode kan

gøre det onde. 134 b (I 46)

Den som vil gøre en hær krigsdygtig må,

ved hjælp af skinfægtning eller virkelige kampe,

vænne sine folk til at rykke ind på livet

af fjenden og komme i håndgemæng. 231 d (II

17)

Sådanne opfindelser (i kamp) må kun

bruges nær på, når de er mere sandhed end

blændværk … Hvad der kun er blændværk

(forklædning, kulisser) bliver afsløret når man

nærmer sig, og bringer mere skade end fordel,

fx Semiramis elefanter, og Fidenaternes lanser

med ild. 350/51 (III 14) (Afstand)

FORUDSE

En republik er ikke fuldkommen, hvis ikke

alt er forudset i dens love (!), og der er angivet

hvorledes man skal afhjælpe alle vanskeligheder.

106 c/d (I 34) T 12.


112

Den som omhyggeligt undersøger fortiden,

kan let forudse de fremtidige begivenheder i

enhver stat. 118 b (I 39)

Kloge mænd plejer ikke uden grund at sige,

at den der vil forudsige fremtiden, må se på

fortiden, for alle ting på jorden har altid lighed

med de forgangne. 419 b (III 43)

Man kan let slutte fra fortid til fremtid, fordi

et folk i lang tid bevarer de samme skikke,

og enten altid er begærligt eller bedragerisk,

eller har andre fejl og fortrin. 419 b/c (III 43)

Men sagen endte helt modsat, for Antonius

bragte Octavian over på sin side, og denne

lod Cicero og senatet i stikken, og følgen var

adelspartiets undergang. Det var let at forudse.

Man burde ikke tro på det, som Cicero ind­

# 55 ERKENDE

bildte sig, men måtte stadig tage Cæsars navn

med i beregningen. 146 c (I 52)

Hver leder af en republik, og hver fyrste,

må forud tænke på, hvilke slemme tider kan

komme, og hvilke mennesker han da har brug

for. 101 a (I 32)

Hvor svært det er, ved organisering af en

republik, at forudse alle de love der er nødvendige

for at opretholde friheden, viser den

romerske republiks historie til fulde. 139 a (I

49)

Der sker ikke noget stort, som ikke er forudsagt

af spåmænd, profeter, ved undere,

tegn fra himlen… 157 b (I 56). – # 54, Religion,

gamle


# 56 NTY SPROG

Men det kom af, at den (kristne religion)

nødtvungent bibeholdt det latinske sprog, da

man skulle skrive den nye lov. Hvis man kunne

have skrevet den i et nyt sprog, så havde

forfølgelsesvanviddet ikke levnet nogen efterretning

om fortiden. 195 b (II 5)

TALE

(Samniternes ceremoni ved offer. Se om

dette: # 54 Religion Gamle). Derefter lod de

dem sværge med frygtelige ord og grufulde

remser, og de skulle love guderne at de ville …

Da nogle soldater blev forskrækkede og ikke

ville sværge, blev de straks hugget ned af deres

officerer, hvorefter de øvrige aflagde eden,

da de var rystede over dette frygtelige syn. 65

b (I 15).

Som Titus Livius siger: der manglede ikke

stof til svar, men der manglede en som gav

svaret (i Rom). Dette viser tydeligt, hvor lidt

en mængde uden hoved formår. 129 b (I 44).

(Generalisere)

Disse foranstaltninger bestyrkede Melichius

i hans mistanke, og han angav ham til

Nero. To andre medsammensvorne, som man

# 56 SPROG

113

havde set ham tale længe med dagen før, blev

grebet, og da de i deres forklaringer modsagde

hinanden, blev de med magt bragt til at tilstå

sandheden. 310/11 (III 6)

Pave Julius fik et usikkert og dobbelttydigt

svar. 422 a (III 44)

(En borger i Pisa) Heraf kunne man let slutte

til hans tvetungethed, fordi det ville være

ufornuftigt at forhandle så åbent, hvis han

havde haft ærlig hensigt. 426 d (III 48)

(Valerius) holdt før slaget en tale til soldaterne,

og beviste for dem med de vægtigste

grunde, hvor lidt de behøvede at frygte denne

fjende, idet han betonede soldaternes tapperhed,

og sin egen. 411 b (III 38)

(Soldaterne var bange for den store overmagt).

Camillus gik gennem lejren, talte til de

enkelte soldater, og sagde til sidst: enhver skal

gøre hvad han har lært, og er vant til. 392/93

(III 31)

Den dårlige mening om folket kommer af,

at enhver kan tale ondt om folket, frit og uden

frygt, også når det har magten. Men om fyrster

taler man altid med frygt og forsigtighed.

165 b/c (I 58)


114

LYTTE HØRE

Du kan høre et ord, som er udtalt i en helt

anden hensigt, du tror det gælder dig, du flygter,

men derved forråder du sammensværgelsen.

321 b (III 6, T 38 slut) (Frygt. Samvittighed)

TIE

Man bør ikke råde (en medarbejder) til at

tie, og til slet ikke at sige sin mening. For så

ville han ikke være til nytte for sin republik

eller sin fyrste, og han kunne alligevel ikke

selv undgå fare. For han ville snart blive mistænkelig,

og det kunne gå ham som en ven

af Kong Perseus af Makedonien. Da han var

blevet slået af Aemilius Paullus, og flygtede

med nogle få venner, begyndte en af dem ved

betragtning af det skete at opregne forskellige

fejl hos Perseus, som havde ført til hans

fald. Perseus vendte sig mod ham med ordene:

”Forræder, du har tøvet med at sige det indtil

nu, da jeg ikke mere har midler mod det”. Og

han dræbte ham med egen hånd. 404 b (III 35)

(Senatet bad Fabius) om at lægge alt privat

had til side, og udnævne Papirius til gavn for

# 56 SPROG

staten. Fabius gjorde det af kærlighed til fædrelandet,

skønt han ved at tie, og på forskellig

måde, tilkendegav hvor tung denne udnævnelse

var for ham. 425 c (III 47)

SKRIVE LÆSE

Når man blot ikke lader sig forlede til at

give noget skriftligt fra sig, gælder den enes Ja

lige så meget som den andens Nej. 313 d (III 6)

Hvis man vil læse Livius’ historie med udbytte,

må man hele tiden se på det romerske

folks og senats fremgangsmåde. 286 c (II 33)

(Nutiden) Man mangler sand historiekundskab,

da man ved læsning af historie hverken

forstår dens mening, eller de forskellige tiders

særpræg. 14 c (I forord)

Men læserne undlader at anstille sådanne

betragtninger, eller forstår ikke at anstille

dem, og selv hvis de forstod det, ville det ikke

komme til regeringens kendskab, og derfor

optræder de samme problemer altid. 118 b (I

39)

Læse Historie, vælge forbilleder. 49 a (I 10)

T 6


ORD OG GENSTAND

… gør dem til adelsfolk, ikke blot af navn,

men også i virkeligheden. 155/56 (I 55)

Livius siger: Da Campanerne skulle beskytte

Sidicinerne, var det mere ordet, end virkelig

magt. 209 c (II 11)

Havde man i Rom ikke haft diktatortitlen,

så havde man fundet en anden, for magten

skaffer sig let et navn, det er ikke navnet der

giver magten. 105 aa (I 34). – 209 b/c (II 11)

For det er ikke titlen, der skaber manden,

men manden skaber titlen. 412 a (III 38)

Efter andre forsøg var folket endelig tilfreds

med at vælge ”Tribuner med konsulmagt”, i

stedet for ”Konsuler”. Så meget mere var deres

navn (titel) forhadt, end deres magt. 119 d (I 39)

ORD OG HANDLING

Jeg mener, at det vigtigste for os er at tænke

på hvad vi skal gøre, ikke på hvad vi skal sige.

Er vi blevet enige om vore hensigter, så vil det

være let at finde ord til sagen. (Citat af Latineren

Annius). 219 c/d (II 15)

# 56 SPROG

115

Dermed viste han (konsulen) Tarentinerne

ikke med ord, men med handling, hvilket svar

de fortjente. 210 b/c ((II 11)

Dette falske håb (om sejr) forleder menneskene

til fejl, ikke blot i tale, men også i handling.

268 b/c (II 27)

BILLEDLIGT UDTRYK

(se også Alfabetisk Del)

Enhver der har påtaget sig forsvaret af en

by, må vogte sig for den klippe, at kalde indbyggerne

under våben på en uordnet måde.

389 b/c (III 30). Man må vogte sig for det skriftlige

som for en klippe. 313 d (III 6). Fyrsten må

vogte sig for folkets had, som for en klippe.

374 a (III 23)

Rovfugl 126 b (I 40) (T 28) (Om adel og plebejer

i Rom)

Bjerge bliver til sletter … hvis der mangler

forsvarere. (II 10) T 3


116

# 57 TTY TÆNKNING

Denne praksis (hos Romerne) er i modsætning

til vore nuværende republikkers tænkemåde,

organisation og fremgangsmåder. 109 d

(I 36)

Man må altså undersøge, hvilken af disse

republikker det er, som har truffet det bedre

valg. Holder man sig til fornuftslutninger, så

kan begge begrundes. Men betragter man resultatet

… 30 a (I 5) (Tænkning og Virkelighed)

Dette punkt fortjener opmærksomhed, da

menneskene meget ofte bliver ofre for selvbedrag,

til deres egen skade. Det forekommer

mig derfor ulejligheden værd, at forklare dette

udførligt, ved gamle og nye eksempler, idet

man ikke kan gøre det så tydeligt ved (logiske)

grunde. 268 c (II 27)

FRA IAGTTAGELSE TIL TANKE

I forbindelse med Decemvirerne er videre

at bemærke, hvor let mennesker lader sig fordærve,

og bliver en helt modsat mennesketype.

127 c (I 42)

Af dette emne, udbruddet af krig mellem

Latium og Rom, kan man også lære, at det

ved al rådgivning er godt, at man ”kommer til

# 57 TÆNKNING

sagen”, og ikke bliver hængende i vaklen og

usikkerhed. 219 aa (II 15, T 1)

Det er øjensynligt verdens gang, at … For

nylig kom jeg igen ind på den tanke, ved at

se på tvekampen mellem Titus Manlius og en

Galler. 407/408 (III 37). (Generel sætning, og

enkelt tilfælde)

Det Caudinske pas. Diskussion i Senatet. –

Her skal man lægge mærke til: (1) at man kan

få berømmelse ved mange handlinger, også

nederlag, (2) at det er ingen skam at bryde aftvungne

løfter. 418 c (III 42)

Byen Ardea. Strid mellem familier. – Hertil

er der forskelligt at bemærke: (1) at kvinder

kan gøre meget skade for staten. (2) Se næste

kapitel: hvordan man genskaber enighed i

byer. 379 a (III 26)

ARGUMENTATION

Dette er en af de skingrunde som i virkeligheden

er falsk, for så kunne man lige så godt

… 253/54 (II 23) T 11. – (Jvf. ”Det er ligesom …”)

De grunde der, foruden de nævnte, anføres

fra de to sider er følgende: 212 c (II 12)

Overvejer jeg nu, hvorledes disse to meninger

kan begrundes, så siger jeg …361 b (III 19)


(UKLART)

Bog: Del II, kap. 5

T 12 At sådanne (A 1) oversvømmelser, (A

2) pest og (A 3) hungersnød forekommer, synes

jeg er sikkert, fordi (B 1) alle historiebøger

taler om det, (B 2) fordi man ser virkningen af

det i alt det som er glemt, og (B 3) fordi sagen

virker begrundet (!)

T 13 Ligesom (C 1) naturen, ved enkle

væsner, kan rense sig selv, hvis der er samlet

mange overflødige stoffer, således (C 2) sker

det også ved de sammensatte væsner i menneskeheden

(samfund).

T 14 Hvis (D 1) alle lande er så overbefolkede,

at de ikke kan ernære sig, og (D 2) de

ikke kan hjælpe sig ved udvandring, fordi alle

egne af jorden er fyldt op, og (D 3) når den

menneskelige lumskhed og ondskab har nået

et højdepunkt, så må verden nødvendigvis

rense sig på en af de tre måder (A 1, 2, 3), for

at menneskene, når de (E 1) er blevet færre, og

er (E 2) blevet straffet, kan (F 1) leve mere bekvemt,

og (F 2) kan blive bedre.

T 15 Således var Etrurien engang mægtig,

fuld af religion og tapperhed, det havde sine

egne skikke, sit eget sprog. Men alt blev så

# 57 TÆNKNING

117

grundigt ødelagt af Romernes magt, at der nu

kun er erindringen tilbage om dets navn.

Kommentar

”Selv den gode Homer kan undertiden

sove” (se Bevingede Ord).

MCV er en enestående klar tænker, men

her synes jeg at han ”sover”. Det slutter med

en total selvmodsigelse.

Han nævner Etrurien som eksempel, på en

renselse som medfører bedre liv for alle. Men

eksemplet viser netop det modsatte: total ødelæggelse,

endnu værre end Romerrigets undergang,

hvor der dog blev reddet noget: det

latinske sprog, dele af Livius’ skrifter.

I Oldtiden havde man en forestilling om

”verdensbranden”. Med 25.000 års mellemrum

(!) blev alt ødelagt af ild – og derefter begyndte

verden på ny. – (Se Bevingede Ord: Ragnarok.

Fimbulvinter. – Fugl Føniks)

Det ser ud til, at der er to tankegange fremme,

men de er modsætninger. (1) Renselse,

dermed forbedring af menneskers forhold. (2)

Den totale ødelæggelse, udslettelse.

* * *


118

Bog: Del II, kap. 12: Om eget forsvar. Forfatterens

mening

Der arbejdes med to distinktioner (T 12): B

1: Bevæbnet land. B 2: ubevæbnet land. – (T

1): A 1. Vente på fjenden i eget land. A 2. Føre

krigen ind i fjendens land.

Ad T 13. Et ubevæbnet land (B 2) skal holde

fjenden væk. – Hvordan?

Ad T 14. Ubevæbnet land, Ex. Karthagerne.

– Hvordan kan man kalde Karthagerne ubevæbnede?

* * *

# 57TÆNKNING

MCV nævner, at Hannibals hære bestod af

mænd fra mange folkeslag. – Han hævder som

sin opfattelse at det er vigtigt, at man bruger

sin egen befolkning til soldater, ikke lejetropper.


# 58 VTY VURDERING

Jeg gentager altså, at vanen med at rose, og

at dadle, unægteligt består, men man behøver

ikke altid at tage fejl. Mange gange må man

nødvendigvis ramme sandheden, for de menneskelige

ting er i stadig bevægelse, og stiger eller

falder. 174 a (II forord)

Menneskene må, ved alt hvad de foretager

sig, og navnlig ved store planer, tage tidsforholdene

i betragtning, og indrette sig efter

dem. Den der ved dårligt valg af midler, eller

af naturlig tilbøjelighed, bringer sig i modsætning

til sin tid, har for det meste et ulykkeligt

liv, og hans foretagender mislykkes. 331 b/c

(III 8)

En stat kommer i denne situation ved dårlige

råd og beslutninger, som følge af overvurdering

af egne kræfter. 251 c (II 23)

(Lad os sige at) du beskedent har givet et

råd, men det bliver ikke fulgt på grund af indvendinger,

og efter en andens råd opstår der

ulykker. Kan man ikke glæde sig over den

anerkendelse, som man vinder fordi den andens

råd førte til ulykke for hans by eller fyrste,

så skal den dog ikke helt undervurderes (!)

403/04 (III 35). – (Om rådgiver: se HnTy, # 74)

# 58 VURDERING

119

VURDERING I OG II

Hertil er at bemærke, at handlinger som ser

ud til at være dydige, og fornuftigvis ikke er at

fordømme, ofte slår om i voldshandlinger, og

kan bringe en republik i de største farer, hvis

der ikke gribes ind i tide. 383 a (III 28). (Skin

og virkelighed, # 55)

Kloge mennesker tager gerne æren af deres

handlinger, også selv om det er nødvendigheden

der tvinger dem. 143 c (I 51)

Således opstod i Rom en misstemning mod

Fabius Maximus, fordi han ikke kunne få det

romerske folk til at forstå, at det var mere fordelagtigt

for republikken at trække krigen

mod Hannibal i langdrag, og ikke indlade

sig på kamp. For folket anså denne plan for

fej, og kunne ikke indse dens nytte, og Fabius

kunne ikke bevise denne nytte for dem, med

tilstrækkelige grunde. 148 b/c (I 53)

Som klog mand (Filip af Makedonien) anså

han det for at være værre at miste sin anseelse

ved tabet af det han ville forsvare, end hvis

han prisgav disse områder til fjenden, som om

de ikke betød noget for ham. 409/10 (III 37)

(Om nutid eller fortid er bedst). De gamle

skulle kunne bedømme det … For de kender


120

både ungdom og alderdom … Men de forandres

med alderen … Hvad der i deres ungdom

var godt, bliver med alderen dårligt. Men i stedet

for at finde grunden til dette i deres egen

vurdering, klager de over ”tiderne”. 175 c, d (II

forord)

FORFATTERENS VURDERING

Fyrster, som bliver angrebet af en overlegen

modstander, kan ikke begå en større fejl end

at afvise ethvert forlig, navnlig når det bliver

tilbudt. For aldrig bliver et så dårligt forlig tilbudt,

at han ikke vil have fordel af det, og derved

kunne opnå noget af det, en sejr ville have

givet ham. 270 b (II 27). – (Bevingede Ord: Magert

Forlig)

Da hertugen havde en stærk hær, og Florentinerne

var så dårligt rustet, at de ikke kunne

forhindre hans gennemmarch, ville det have

været mere ærefuldt for dem at han drog igennem

med deres tilladelse, end at han gjorde

det med magt. Den skam, som nu faldt på

dem (fordi det skete med magt), ville have været

mindre, hvis de havde handlet anderledes.

115 d (I 38). – (Kontrafaktisk)

Firenze ville have handlet meget bedre,

hvis de havde indvilliget i at Pisa blev besat af

# 58 VURDERING

Beaumont, uanset betingelser, som erfaringen

med Arezzo i året 1502 viste. 116/17 (I 38)

Det ville føre for vidt her at fortælle om,

hvor ofte Firenze, Venedig og kongen af Frankrig

har købt sig fri af krige, og hvor ofte de har

underkastet sig en skændsel, som Romerne

kun ville underkaste sig en eneste gang. 278

c (II 30)

Venezianerne kunne altså ofre et lem for at

redde kroppen, og var dette sket i tide, så at det

ikke så ud som om det var påtvunget, dvs. før

begyndelsen af den egentlige krigshandling,

så ville det have været det klogeste. Men under

krigen var det forsmædeligt, og vel også

temmelig nyttesløst. 341/42 (III 11). – (Del og

Helhed)

DET ONDE OG DET GODE

(Her: upersonligt. Om mennesker: se # 75)

I alle menneskelige forhold ser man det

samme. Man kan ikke fjerne et onde, uden at

der opstår et andet deraf. 35 b (I 6) 340 b (III 11)

Det ser ud til at være verdens gang, at der

ved hvert gode også er et onde, og at dette opstår

så let sammen med det gode, at det næsten

er umuligt at undgå det ene, hvis man

vil opnå det andet. Det ser man ved alt, hvad


mennesker gør. Derfor er det svært at opnå

det gode, hvis ikke lykken hjælper os således,

at den med sin magt overvinder disse sædvanlige

og naturlige onder. 407 d (III 37)

(At små indledende kampe kan være farlige).

Dette er altså et af de tilfælde, hvor det

onde ligger så nært det gode, og at de er så

nært forbundet, at man let ender i det ene, når

man tror man vil opnå det andet. 409 a (III 37)

Man bør aldrig slippe et onde løs for at

opnå noget godt, hvis dette gode let kan blive

undertrykt af det onde. 299 b (III 3) – (Mål og

Midler)

Da der i enhver sag er et skjult onde, som

resulterer i nye virkninger, må man forebygge

dette ved nye ordninger. 340 b (III 11)

Ofte begærer et folk sin undergang, fordi

det bliver narret af en illusion om det Gode.

147 b (I 53)

(Tre gode og tre dårlige statsformer). Hvis

grundlæggeren af en stat indfører en af de tre

første former, så er det kun for en kort tid. Det

kan ikke forhindres, at den slår om i sin modsætning,

for dyd og last bor her tæt ved siden

af hinanden. 21 b/c (I 2)

# 58 VURDERING

121

VURDERING UD FRA

HENSIGT ELLER UDFALD

Denne indvending ville være berettiget,

hvis man ikke tog hensyn til, med hvilken

hensigt Romulus begik det mord. 45 b/c (I 9)

Rom var mildere og mere hensynsfuld når

det gjaldt at straffe en hærfører. Havde han

gjort en fejl af ond vilje, så straffede man ham

mildt, havde han gjort det af ubehjælpsomhed,

så straffede man ham slet ikke, tværtimod belønnede

og ærede man ham. Denne optræden

var klog. 98 a/b (I 31)

Angående fejl ved uduelighed er der ikke

noget smukkere eksempel end Terentius Varro.

Ved hans ubesindighed blev Romerne slået

så ødelæggende ved Cannae, at statens frihed

var på spil. Men da der kun forelå uvidenhed,

og ingen ond vilje, blev han ikke straffet, men

æret. 99 c (I 31)

(Soderini) Da man måtte vurdere hans

handlinger og hensigter ud fra resultatet …

299 b/c (III 3)

Da menneskene bedømmer alle ting efter

udfaldet, bliver det dårlige tilskrevet rådgiveren.

Er resultatet godt, roser man ham, men

lønnen kommer langtfra på højde med ska­


122

den, hvis sagen ender slemt. 402 b/c (III 35) –

(Rådgiver: # 74)

Ja, Cæsar er endnu mere afskyelig, fordi

den der (faktisk) har gjort uret, bør dadles

mere end den der (blot) ville det. 49 c (I 10)

Heraf ser man … hvor sandt det er hvad

Sallust lader Cæsar sige: ”Alle dårlige eksempler

er udsprunget af gode begyndelser”. 133

b/c (I 46)

VURDERING AF PERSONER

Af alle mennesker der prises er stiftere og

ledere af religion de højest vurderede. Efter

dem kommer de, der grundlægger republikker

og riger. Derefter kommer de hærførere,

som har udvidet deres egen magt, eller fædrelandets.

Til disse slutter sig forfattere, som

vurderes ud fra arten af deres værker, og graden

af deres fuldkommenhed. Alle andre af

den talløse menneskeskare får en vis ros, som

de erhverver sig ved deres kunst eller deres

erhverv. 48 a (I 10)

Man ser også, at folket ved besættelse af

embeder træffer et meget bedre valg end en

fyrste. 163 c (I 58)

Folkene dømmer (vurderer) altså ved valg

af embedsmænd efter de sandsynlige kende­

# 58 VURDERING

tegn, som man kan have om mennesker. 401

d (III 34)

Det er værd at undersøge hvordan folket

bedømmer mennesker ved fordeling af embeder.

1. Efter hans fader. 2. Efter hans omgangskreds.

3. Efter hans egne handlinger. 398 b flg.

(III 34)

Kloge lovgivere i republikker har bestemt,

at når der skal besættes de højeste embeder,

hvor uduelige folk ville være farlige, står det

enhver borger frit for at pege på sådanne folks

fejl, i offentlige forsamlinger, hvis folkeviljen

er ved at vælge dem, for at folket skal lære

dem at kende, og bedre kunne vurdere dem.

401 b/c (III 34)

Som følge af denne sorgløshed, og af fjendernes

svaghed, så det romerske folk, ved valg

af konsuler, ikke mere på dygtighed, men bestemte

sig ud fra sympati, og valgte personer,

som talte det efter munden, men ikke dem der

bedst forstod at sejre. 74/75 /I 18)

Det har altid været sådan, og vil altid være

sådan, at de store og sjældne mænd i republikkerne

bliver forsømt i fredstider. 353 d (III 16)

Ser man nu til dags en konge personligt

drage i felten, så skal man ikke tro, at der kommer

noget mere berømmeligt ud af, at han er


til stede. For hvis han virkelig en gang drager

i felten, så gør han det for at prale, ikke af nogen

anden og rosværdig grund. 336 a (III 10)

Intet skaffer dem (fyrster) så meget agtelse

som et usædvanligt værk, eller ord til bedste

for almenheden, som vidner om deres højmodighed,

gavmildhed eller retfærdighed, og

som så at sige bliver til ordsprog hos deres undersåtter.

400 c/d (III 34)

Hos alle (i Rom) var fædrelandskærligheden

stærkere end noget andet hensyn, og de

# 58 VURDERING

123

vurderede de nuværende farer, der truede fra

ham (Manlius), så meget højere end hans tidligere

fortjenester, at de befriede sig fra dem

(farer) ved hans død. (Han blev dødsdømt).

331 aa (III 8)

At flygte, som Filip gjorde, er så godt som

at blive slået, ja det er des mere forsmædeligt,

fordi man ikke har leveret bevis for sin tapperhed.

338 d (III 10)


124

# 59 VÆRDIER

Da sagde legaten L. Lentulus, at for ham var

enhver forholdsregel til at redde fædrelandet

rigtig. Roms liv afhang af denne hærs liv, man

måtte derfor redde den på enhver måde. Man

bør altid forsvare fædrelandet godt, uanset om

det er med vanære eller med berømmelse. For

hvis hæren blev reddet, så ville Rom have tid

til at udslette skændselen. 417 b (III 41). (Også i

# 14, Krig Normer: Right or wrong)

Således blev der af hele den schweiziske

hær kun nogle få tilovers, som Carmagnola af

menneskelighed skænkede livet. 238 a (II 18)

Da Camillus belejrede Falerii (nu: Cività

Castellana, sydøst for Viterbo), kom en skolelærer

i den tro, at han kunne indsmigre sig hos

Camillus og det romerske folk. Han kom med

de fornemste børn i byen, under påskud af en

spadseretur, til Camillus’ lejr, hvor han viste

dem frem, og sagde, at med dem kunne han

få byen i sine hænder. Ikke alene afslog Camillus

dette tilbud, men han lod skolelæreren

klæde af, hans hænder blev bundet på ryggen,

og han blev drevet tilbage til byen med slag af

drengene. Da Faliskerne hørte om dette, syntes

de så godt om Camillus’ menneskelighed

og retskaffenhed, at de ikke mere ville forsva­

# 59 VÆRDIER

re sig, og besluttede at overgive byen til ham.

362 c (III 20). – (Kapiteloverskrift: Et bevis på

menneskelighed udrettede hos Faliskerne

mere end Romernes våbenmagt.)

ÆRE

Se også # 84 Holdning

Da vor religion har vist os sandheden og

den sande vej (Ironi), lader den os vurdere den

verdslige ære ringere. 184 b (II 2)

Hvad angår ære, så bliver mænd mest såret

når det går ud over deres kvinder, derefter når

det gælder deres egen person. 305 b (III 6)

Man ser deraf, hvor meget højere menneskene

vurderer ejendom, end ære. 114 aa (I 37)

Selv om man taber (et slag), skal man søge

at vinde ære, for det er mere ærefuldt at blive

besejret med våben, end at tabe krigen på

grund af forskellige forhold. 339 b/c (III 10)

Ære består i at man kan og vil straffe dem,

ikke i at man undlader det. 254 b (II 23, T 13)

RELATIVISME

Men da han (Fabius Maximus) var født i en

republik, hvor der var forskellige borgere og

mennesketyper, så havde denne (republik) en

Fabius til de tider, da blot det at udholde kri­


gen var det bedste, og senere en Scipio, til de

tider hvor det gjaldt om at afslutte krigen med

sejr. 334 a (III 9)

Derfor fortjener de mennesker, der lever i

stor lykke eller ulykke, ikke så meget ros eller

dadel. For oftest vil man se, at de kom til

deres storhed eller fald fordi himlen gav dem,

eller fratog dem, muligheden for en udmærket

handling. 275 d (II 29). (Mulig – Virkelig)

Dette falske håb (om sejr) forleder menneskene

til fejl, ikke blot i tale, men også i handling

(Ord–Handling). For hvis det bemægtiger

sig mennesket, så glemmer han at holde måde

og mål, og forsømmer lejligheden til at opnå et

sikkert gode, i håbet om at opnå noget bedre,

som er usikkert. 268 b/c (II 27). – (”Det bedre

er det godes fjende”. Bevingede Ord)

Dette viser den store klogskab i Senatet

(Rom). Altid ville det, i lykke som i ulykke,

# 59 VÆRDIER

125

være herre over beslutningerne for sit folk, og

det skammede sig ikke for at gøre noget som

stred mod skikke eller tidligere beslutninger,

hvis nødvendigheden bød det. 114/15 (I 38).

(”Man har et standpunkt, indtil man ta’r et

nyt”. Bevingede ord)

Det er ingen skam, at man ikke overholder

løfter, hvis de er aftvunget. 418 c/d (III 42)

SYG OG SUND

Foreløbig taler vi kun om folk, hvor fordærvelsen

ikke har taget overhånd, hvor der endnu

er mere sundt end sygt tilstede. 67 a (I 16)

Om en fordærvet stat. 70 c (I 17). – (Se også

# 37, slut)

Se også # 53. Dagligliv. Et sygt legeme. 75

c/d (I 18)


126

# 61 HANDLING

I ALMINDELIGHED

HANDLING OG TID

P. Soderini optrådte altid sagtmodigt og

tålmodigt. Han gjorde sit fædreland lykkeligt,

så længe hans handlemåde passede til tiden.

Men da der kom tider, hvor tålmodighed og

sagtmodighed måtte ophøre, så forstod han

det ikke, og måtte gå til grunde sammen med

sit fædreland. 334 c (III 9)

Således ser man, at tunge tider ikke kunne

tage modet fra dem (Romerne), eller ydmyge

dem. Ligeså gjorde lykkelige tider dem ikke

overmodige. 390 dd (III 31)

Den som ved dårligt valg af midler, eller

ved naturlig tilbøjelighed, sætter sig i modsætning

til sin tid, vil for det meste få et ulykkeligt

liv, og hans foretagender vil mislykkes.

For dem, der stemmer overens med deres tid,

gælder det modsatte. 331 b/c (III 8)

HANDLE SITUATION

(Carmagnola). Som tapper mand, som i nye

situationer forstod at gribe til andre forholdsregler,

forstærkede han sig med nye tropper.

237 d (II 18)

KAPITEL 6 HANDLELÆRE

Den, som er truet, og føler sig bragt i nødvendigheden

af enten at handle, eller at lide …

304 dd (III 6) T 8. – 316 b (III 6) T 31

Senatet havde forbudt nogle nabostammer

at have våben. De blev nu angrebet, og Senatet

forudså, at de ville forsvare sig. Derfor valgte

det at tillade dem at gøre dét, som de alligevel

ville have gjort. Det var mere ærefuldt. Det

var at gøre en dyd af nødvendighed. 115 ac (I

38). – 143 c (I 51). (Bevingede ord)

Nødstilstand. Man skal ikke søge at vinde

folket ved velgerninger, når fjenden står for

døren. For så vil folket ikke tilskrive dig disse

velgerninger, men fjenden. 100 b/c (I 32)

Sådanne folk bliver fordrevet fra deres

hjemstavn af nød. Denne nødstilstand opstår

ved sult, krig eller undertrykkelse. 201 d (II 8)

Det uforudsete. – Hvilken indflydelse på

kampen en uventet begivenhed kan have, viser

sig i forskellige tilfælde. 348 c (III 14)

MÅL FORMÅL HENSIGT

Der er mange mennesker med den hensigt,

men hensigt bliver ikke straffet, og bringer ingen

fare. 306 dd (III 6)


(Hensigtsbestemmelse). Intet skaffer en

feltherre mere ære, end at gennemskue fjendens

planer. 357 flg. (III 18)

Se også # 58: Vurdering ud fra Hensigt eller

Udfald

HANDLING PLAN

Intet forstyrrer og hindrer alle menneskelige

foretagender mere, end at man pludselig

og uden frist ændrer en ordning, og omstøder

det først bestemte. 316 c (III 6)

HANDLEMULIGHEDER (”VEJE”)

I virkeligheden kan man i en republik, og

særligt i en fordærvet, ikke imødegå en borgers

ærgerrighed på en bedre, mindre anstødelig

og lettere måde, end ved at afskære ham

de veje, som man ser han følger, for at nå sit

mål. 144 c/d (I 52)

Således kunne begge (hærførere, Manlius,

Valerius) finde den samme lydighed, og ved

forskellig optræden opnå de samme resultater.

369 c/d (III 22) – (Se Kronologisk Del, III 22, T 26)

Alle som af himlen får denne mulighed (til

at indrette en stat) må tænke på: at der er to

veje åbne for dem. Den ene fører dem til et sikkert

liv, og efter deres død til berømmelse, den

# 61 HANDLING

127

anden til stadig frygt, og efter døden til evig

skændsel. 52 a (I 10)

Men han (Appius) benyttede hindringen

som en mulighed, og udnævnte sig selv først.

122 a (I 40)

Man må absolut undgå middelvejen, da den

er ødelæggende. Det erfarede Samniterne, da

de havde indesluttet Romerne i det Caudinske

Pas, og ikke ville følge en oldings råd: enten at

lade Romerne drage bort med ære, eller hugge

alle ned. I stedet slog de ind på en middelvej,

idet de afvæbnede den romerske hær, lod den

gå under åget, og sendte den hjem fuld af forsmædelse

og forbitrelse. Snart efter erkendte

de, hvor nyttigt den gamles råd var, og hvor

ødelæggende deres egen beslutning havde

været. 256 b (II 23) T 21. – # 83.2

(Dilemma) Hæren (Hasdrubals) var indesluttet.

Den måtte enten indlade sig på en

usikker kamp, eller sulte ihjel. 356 d (III 17).

– 208 a (II 10).

HANDLING MIDLER

Hans (Filip af Makedoniens) historieskriver

siger, at han drev mennesker fra land til land,

som hyrderne driver deres hjorde. – Det er

grusomme midler! De strider ikke alene mod


128

den kristelige, men mod enhver menneskelig

følelse. 88 dd (I 26)

Da nu sådanne årsager sjældent træffer

sammen, vil disse midler sjældent have virkning.

101 aa (I 32)

MÅL OG MIDDEL

I en republik må der aldrig forekomme noget,

hvor man benytter ulovlige midler. De kan

gøre nytte i øjeblikket, men eksemplet virker

skadeligt. 106 c (I 34). – (Et ældgammelt juridisk

problem: forskellen mellem det enkelte

tilfælde, og den generelle lov).

OVERVEJELSE BESLUTNING

Feltherren var nedtrykt på grund af alle de

bekymringer, som vigtige og afgørende foretagender

bringer med sig. 98 c/d (I 31)

Man må ved alle beslutninger se nøje på

ulemper og farer, og aldrig fatte en beslutning,

hvis faren er større end gevinsten, også selv

om sagen i sig selv ser gunstig ud. 145 dd (I 52)

Svage republikker er ubeslutsomme. De

træffer deres afgørelser mere af nød, end af

eget valg. 114 c (I 38)

Ubeslutsomme republikker træffer kun

nød tvungent gode beslutninger. Deres svag­

# 61 HANDLING

hed lader dem ikke komme til en afgørelse,

så længe der hersker den mindste tvivl. Hvis

denne tvivl ikke bliver ophævet af en ydre

magt, vil de blive ved med at vakle frem og

tilbage. 117 d (I 38)

Ikke mindre skadelig end ubeslutsomhed

er langsomme og sene beslutninger, navnlig

når man skal beslutte sig til hjælp for en forbundsfælle.

For ved langsomhed hjælper man

ingen, og skader sig selv. 220 b (II 15)

Frygt for at handle, ved attentat. 318 a/b (III

6) T 34.

HANDLINGENS UDFALD

RESULTAT KONSEKVENS

Hvor fejlagtig denne beregning var, viste

resultatet. For da Schweizerne efter lange

kampe var slået … 250 a (II 22)

Sammenhæng: Krænkelse af en borger –

og hans hævn. 356 c flg. (III 17)

(Forskellig handlemåde – samme resultat).

Man kan undre sig over, at mange feltherrer

har opnået det samme som de her nævnte,

men på en helt modsat måde. Årsagen til sejr

synes ikke at ligge i fremgangsmåden. 364 a

(III 21).


# 62 HANDLER I FORHOLD TIL

OMVERDEN

De to ord tages i vid betydning. De afgrænser

hinanden.

Overvejer man det her sagte, vil man ikke

dadle Athen og ikke rose Rom, men alene give

tingenes tvang skylden for at begivenhederne i

de to byer var forskellige. 91 b/c (I 28)

Da han (en borger i Firenze efter 1494) nu

så, at det var omstændighederne, og ikke

menneskene, der var årsag til denne uorden,

så ændrede han pludselig sin indstilling og

sin optræden. 137 c (I 47)

Meget, som fornuften ikke tilråder, tvinger

nødvendigheden menneskene til. 37 a (I 6)

HANDLER I FORHOLD TIL NATUREN

Alt, hvad vi gør, er efterligning af naturen.

Således er det umuligt og naturstridigt, at en

tynd stamme kan bære en tyk gren. Derfor

kan en lille republik ikke erobre byer og riger,

som er stærkere og større end den selv. 189 aa

(II 3)

Naturbegivenheder som udsletter mennesker,

og kun efterlader lidt om beboerne i

# 62 HANDLER

129

en verdensdel. Det er pest, hungersnød, eller

oversvømmelser. 195/96 (II 5)

(Forskel Sparta og Athen overfor Rom, befolkningstal).

Dette kan ikke skyldes Roms

gunstige beliggenhed, men kun forskel i fremgangsmåde

(handling). 188 c/d (II 3

Dette særlige kendskab (til landskabet) opnår

man bedst ved jagt. Derfor siger de gamle

forfattere, at de helte som dengang beherskede

verden, var vokset op i skove, og på jagt. 413

b (III 39)

* * *

Et sådant folk er som et ufornuftigt dyr,

som fra naturen er vildt og ubændigt. 66 b/c

(I 16)

Elefant 232 a (II 17) T 16

Kamel 350 b/c (III 14) T 7: Semiramis

Høns 62 c (I 14) T 3: Varsel

Rovfugl 126 b (I 40) T 28: Sammenlignes

med mennesker.

Klippe, vogte sig for (om at give noget

skriftligt fra sig). 313 d (III 6) T 28. – (# 56 Billedligt

udtryk).


130

HANDLER I FORHOLD TIL SAMFUND

Ikke den enkeltes vel, men almenvellet er

det, som gør staterne store. Uden tvivl bliver

der kun sørget for almenvellet i republikker

… Det modsatte sker under en fyrste. Hvad

der er nyttigt for ham, skader for det meste

staten, og hvad der er nyttigt for staten – skader

ham. 182 b (II 2)

Hvad vi her har sagt om den enkelte, gælder

også for de mange, som lever sammen i

en stat, de opnår den grad af fuldkommenhed

som man har i den stat. 392 b (III 31)

(Om at ændre samfundets indretning, 2.

gradvist) For at forny det (samfundet) lidt efter

lidt, må en klog mand erkende det onde

allerede på lang afstand, ved dets opståen, og

træffe modforholdsregler. 75 dd (I 18)

Alkibiades og nogle andre rådede til det (at

erobre Sicilien), da de tænkte (kun) lidt på det

almene vel, men derimod meget på deres egen

ære, og de håbede på at få overkommandoen

ved dette foretagende. 354 a/b (III 16)

Der er så mange der vinder ved det, at de

kan gennemføre det, også mod de få, der lider

under det. 182 b (II 2). – (Om ”de mange og de

få”: se også 40 c (I 7), og 141 b/c (I 49).

# 62 HANDLER

Erfaring viste dog, at endnu 400 år efter

Roms grundlæggelse herskede der den største

fattigdom. Formodentlig var der ingen særlig

grund til det, men (der var) erkendelsen af, at

fattigdom ikke spærrer vejen til embede og

anseelse for nogen, og at man opsøgte hæder,

uanset hvor den boede. 376 b (III 25)

Da kom dette slag udefra, som genoprettede

alle byens skikke. 292 b/c (III 1). – (”Stød”)

FORHOLD TIL LOVE

Se også # 31: Lovgiver

Man ser at en by eller et land, som har fået

sin organisation ved en fortræffelig mand, en

tid lang stadig gør fremskridt, i kraft af grundlæggerens

fortjeneste. 174 b (II forord)

Disse love må friskes op ved gode egenskaber

hos en mand, der har mod til at give dem

indflydelse, imod dem der overtræder dem.

293 b (III 1)

Mellem sådanne to eksempler bør der ikke

være mere end ti år, for efter denne tid begynder

menneskene at ændre skikke, og overtræde

lovene. 293 c/d (III 1)

I republikken Venedig, som er en af de

bedste, har nogle borgere ret til, ved overhængende

fare, at træffe enstemmige beslutnin­


ger, uden videre rådslagning. Hvis en republik

ikke har en sådan mulighed, vil den gå til

grunde, hvis den overholder lovene, eller den

må bryde dem, for at undgå dette. 106 b (I 34)

Valerius kunne optræde mildt, fordi han

nøjedes med at følge de almindelige krigsregler

for de romerske hære. Disse var gode. 369

b/c (III 22)

Af en tale mod Appius kan man se al hans

overmod, men også talløse borgeres lydighed

mod lovene, og deres fædrelandskærlige sindelag.

425 aa (III 46)

Skønt Appius ved sit forbryderiske liv havde

fortjent enhver straf, så var det dog politisk

forkert at krænke lovene, særligt den netop

givne. For jeg tror ikke, der er et værre tilfælde

i en republik, end at vedtage en lov og så ikke

følge den, navnlig når det er lovgiveren selv,

der overtræder den. 130 d (I 45)

Gid fyrsterne heraf ville lære, at de begynder

at miste deres magt i det øjeblik, da de

begynder at overtræde lovene, og de gamle

skikke og vaner, som folket har levet længe

med. 302 b (III 5)

Om Jordloven: 111 b/c flg. (I 37)

# 62 HANDLER

131

MAGT

Dadel fortjener ikke den, som bruger magt

for at opbygge, men for at ødelægge. Dog må

han være så klog og moralsk, at han ikke giver

den magt, han har tilrevet sig, i arv til en

anden. 46 aa (I 9)

(Forsvar for magt) Til bekræftelse af dette

kan anføres talløse eksempler, som Moses,

Lykurg, Solon og andre grundlæggere af riger

og republikker, som alle kun kunne give love

til almen gavn, fordi de havde tillagt sig magt.

46/47 (I 9)

Forskellen mellem at tilrive sig magt, og at

få den ved afstemning. 107 d (I 35)

Man må se på, hvilken magt der er tale om,

og for hvor lang tid den er givet. 107/08 (I 35)

Det er en vanskelig og besværlig opgave at

regere byer med magt, og navnlig når de har

været vant til frihed. 190 dd (II 4)

Ingen tyran kan beskytte sig mod den slags

anslag, undtagen ved at give afkald på den

ubegrænsede magt. 305 dd (III 6)

Han (Soderini) havde den opfattelse, og betroede

den ofte til sine venner, at for at kunne

gribe kraftigt ind, og undertrykke sine modstandere,

måtte han bruge ulovlig magt, og


132

omstøde lovene for borgerlig lighed. 299 aa (III

3). – Om Soderini: 145 a­d (I 52)

Jeg mener, man må beklage de fyrster som

har mængden til fjende, og som derfor må anvende

voldsomme midler. For en fyrste, som

kun har få fjender, sikrer sig let og uden stor

uro. Men den som har massen til fjende kan

aldrig være sikker, og jo mere grusomhed han

udøver, desto svagere bliver hans herredømme.

68 b (I 16). (”Magtens dialektik”)

Hvor menneskene er fordærvede, så lovene

som skulle tæmme dem ikke rækker til, der

må man skaffe dem gyldighed ved en højere

magt. Men det formår kun en konge, som med

uindskrænket magt imødegår de mægtiges

umådeholdne herskelyst og fordærvelse. 155

b (I 55)

En klog mand (Aristoteles) siger, at for at

beherske en stat med magt må herskerens og

# 62 HANDLER

de undertryktes kræfter stå i det rette forhold

til hinanden. 368 b/c (III 22). – 156 b (I 55). –

(Balance)

Ja, man kan med rette sige, at det er bedre

at sende én mand med almindelig klogskab til

en opgave, end at sende to helt fremragende,

med lige meget magt (!). 353 b/c (III 15)

(Kontrol) Spartas konger, Venedigs doger.

For begge lederstillinger var der ansat Vogtere,

som skulle holde øje med, at de ikke misbrugte

deres magt. Uden denne sikring hjælper

det heller ikke at sæderne er rene, for en

uindskrænket hersker fordærver dem snart,

og skaffer sig venner og tilhængere. Og det

skader ham ikke at han er fattig og ikke har

slægtninge, for rigdom og alle andre fordele

vil snart tilfalde ham. 109 a (I 35).


# 63 Hn-L-P HANDLER

I FORHOLD TIL PERSONER.

OMGANG MED MENNESKER

Man må enten kærtegne mennesker, eller

sikre sig mod dem, men aldrig bringe det så

vidt, at de ser det som en nødvendighed, enten

selv at skulle dø, eller at dræbe en anden.

316 b (III 6) T 31

Den, der en tid lang har virket god, og nu

vil opnå noget ved at være ond, må gøre det

trinvist, og sørge for, at før hans ændrede optræden

har frataget ham den gamle velvilje,

må han have erhvervet så meget ny, at han

ikke mister sin anseelse. Ellers vil han, gennemskuet

og uden venner, gå til grunde. 127

a (I 41).

Reglen ved sådanne tilfælde er denne: mens

menneskene stræber efter, at de ikke selv behøver

at frygte noget, begynder de at indgyde

andre frygt, og tilføje dem den uretfærdighed,

som de ville værge sig selv mod. Det er som

om det er nødvendigt: enten at krænke andre,

eller selv blive krænket. 133 b (I 46). – (Selv­

Andre)

Ingen vil takke en anden, blot fordi han

ikke har gjort ham uret. 67 d (I 16)

# 63 HANDLER

133

Da nu slemme herskere altid frygter for at

andre vil handle således mod dem, som de

selv synes de fortjener … 315 c/d (III 6)

Hvis man overvejer, hvad et folk let, og

hvad det vanskeligt lader sig overtale til, så er

der følgende forskel. Enten viser det, som du

vil overtale folket til, ved første blik gevinst

eller tab, eller det ser ud som en modig eller

fej beslutning. Viser nu det forslag, som man

fremsætter for folket, en gevinst, skønt der

er tab forbundet med det, og ser det ud til at

være modigt, skønt det betyder republikkens

undergang, så vil mængden altid let lade sig

overtale. 147/48 (I 53)

Da pave Julius ville fordrive Bentivogli’erne

fra Bologna, og mente at de dertil behøvede

franske tropper, og Venedigs neutralitet, men

fra begge fik et usikkert og dobbelttydigt svar,

besluttede han at gøre dem begge føjelige ved

ikke at give dem tid til at betænke sig. 422 b

(III 44)

En god borger må, af kærlighed til fædrelandet,

sætte sig ud over personlige krænkelser.

425 b (III 47)

Det er ikke klogt at slutte aftaler, hvis man

kan og bør frygte for at de ikke bliver over­


134

holdt. 82 b (I 22). – Se også 418 a (III 42), aftvungne

løfter

Man kan ikke pålægge mennesker byrder

uden at give dem løn, og det er farligt at fratage

dem håbet om løn. 169 aa (I 60)

Hvad herren gør, vil mange gøre, fordi alles

øjne hviler på ham. (Citat fra Lorenzo de

Medici). 385 dd. (III 29). – (Jvf. Bevingede Ord:

Som herren er, så følge ham hans svende, dvs.

bør følge)

Da der ikke er noget bedre tegn på et menneskes

sindelag end de mennesker han omgås

med, så erhverver en mand, der har en god

omgangskreds, med rette et godt navn, fordi

han nødvendigvis må have nogen lighed med

dem. 398 dd (III 34). – (Bevingede ord: Sig mig,

hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du

er).

Sår og andre onder, som mennesker selv tilføjer

sig, smerter mindre end dem, der tilføjes

af andre. 107 b (I 34) (Selv–Andre)

Bidende spøg, som indeholder for meget

sandhed, efterlader bitre erindringer. 268 b (I

26, slut)

Om feltherrer, som bliver dårligt behandlet.

De får utak efter en stor indsats. – (Mange eksempler).

Men det er naturligt. 93/94 (I 29)

# 63 HANDLER

”Tredjepart”. Se # 12 Krigens parter. – Se

også Pausanias, # 87 Hævn.

FAR OG SØN

Man tror, indtil det modsatte er bevist, at

sønnerne svarer til fædrene. 398 c (III 34)

Eksempler på forskel krigerisk–fredelig,

hos far og søn. 78 a, b (I 19)

En vis og god fyrste vil derfor, både for selv

at forblive god, og for ikke at give sine sønner

anledning til at blive dårlige, aldrig bygge

en fæstning, for at de ikke skal forlade sig på

fæstningen, men på undersåtternes kærlighed.

258 c (II 24)

Men så gik regeringen over til deres sønner,

som ikke kendte lykkens omskiftelser, og

aldrig havde erfaret ulykke. 22 d (I 2, T 12)

Tarquinius Priscus lod sig vildlede, da han

troede at have magten med rette, da den var

overdraget ham af folket, og bekræftet af senatet.

Han troede, at Ancus’ sønner ikke kunne

gå så vidt i deres had, at de ikke ville være

tilfreds med det, som hele Rom var tilfreds

med. 300 b (III 4)

Vi har tidligere (I 11) fortalt, hvorledes Titus

Manlius, senere kaldet Torquatus (”Halskæde”),

befriede sin fader Lucius fra en anklage


som folketribunen Marcus Pomponius havde

rejst mod ham. Skønt denne måde var temmelig

voldsom og ulovlig, så syntes dog folket så

godt om den barnlige kærlighed til faderen, at

han ikke alene ikke blev stillet til ansvar for

det, men ved det næste valg af krigstribuner

opnåede anden pladsen. 398 a (III 34)

Ligeså nødvendig som nyttig var den

strenghed som Brutus (Lucius, konsul 509 f.

kr.) udviste for at opretholde den frihed, som

han havde gengivet Rom. Denne strenghed

ses i det sjældne historiske eksempel, at en fader

sidder som dommer over sine sønner, og

ikke alene fordømmer dem, men også overværer

deres henrettelse. 298 b (III 3)

FJENDE OG VEN

Det kan umuligt lykkes for en republik altid

at være i ro, glæde sig over sin frihed og holde

sig indenfor sine snævre grænser. Selv om den

ikke generer andre, så bliver den dog generet

af andre, og deraf opstår hos den ønsket om,

og nødvendigheden af, erobringer. 240 b (II 19)

Fremragende mænd i fordærvede republikker,

og særligt i rolige tider, bliver angrebet af

andre, på grund af misundelse og ærgerrighed.

248 c (II 22)

# 63 HANDLER

135

Heraf ser man tydeligt, hvor tåbeligt og

uoverlagt det er at forlange magt, og forud

true: ”Jeg vil gøre noget ondt med den”. For

man må ikke afsløre sin hensigt, men først

søge at opnå det ønskede på enhver måde. Det

er nok, at man afkræver en anden hans våben,

uden at sige: ”Jeg vil aflive dig med det”. For

har man først våbnet i hånden, så kan man jo

tilfredsstille sin lyst (!). 129/30 (I 44).

Jeg anser det for et tegn på stor klogskab, at

man afholder sig fra trusler, og fra krænkelser

med ord. For begge slags tager ikke kraft fra

fjenden, men trusler gør ham forsigtigere, og

krænkelser øger hans had, og ansporer ham

til at tænke på at ødelægge dig. 266 c (II 26).

Appius optrådte tåbeligt. For at beholde

herredømmet gjorde han dem til fjender af

sig, som havde skaffet ham det, og kunne opretholde

det for ham, og forholdt sig godt til

dem, som ikke havde bidraget noget til det, og

som ikke kunne opretholde det for ham. Han

mistede derfor sine virkelige venner, og søgte

dem til venner, som ikke kunne være det. 124

c/d (I 40)

Alle forfattere stemmer overens i, at man

også hos sine fjender roser og beundrer dyden.

161 d (I 58)


136

(Kamp mod fyrste). Hvis deres kræfter ikke

er nok til åben krig, må de beflitte sig på at

vinde hans venskab, ved at gøre alt hvad der

kan glæde ham. Denne fortrolighed skaber

# 63 HANDLER

først sikkerhed for dig, derefter lader den dig

deltage i fyrstens lykke, og siden giver den dig

lejlighed til at tilfredsstille dine lyster. 297 b

(III 2)


# 64 Hn-J HANDLERS FORHOLD

TIL SIG SELV

Distinktionen Hn – L kan anvendes på en person,

eller gruppe, hvis man skelner mellem ”den

ledende del”, og ”resten”.

Fabius handlede ud fra sin natur, ikke ud

fra et frit valg … Han kunne ikke frigøre sig

fra sin tænkemåde og sine vaner, og mærkede

ikke at tiderne havde forandret sig, og at

krigsførelsen derfor også måtte ændres. 333 d

(III 9).

(Fabius Maximus Cunctator, ”Nøleren”, 203

f. Kr.)

# 64 HANDLER

137

At vi ikke kan ændre os skyldes to ting. For

det første formår vi ikke at gøre noget mod

vor natur, og for det andet lader en mand, som

har haft meget succes med sin handlemåde, sig

ikke overbevise om, at det også havde kunnet

lykkes på anden måde. 334 d (III 9)

Den der har en dårlig samvittighed tror let,

at der er tale om ham. 321 b (III 6)


138

# 65 Hn-L-II HANDLERS FORHOLD

TIL DET OVERNATURLIGE

Kommentar I

Del II, kapitel 1, har overskriften: ”Hvad bidrog

mest til Romerrigets storhed: Tapperhed

eller Lykke”. (Oversat fra tysk)

Italiensk: La Virtù – la Fortuna.

Fritz Wolders oversættelse: Duelighed –

Den gode Lykke.

Jon Bingens oversættelse: Dygden – Forsynet

.

Dansk Fremmedordbog. Karl Hårbøl m. fl.

2001: Virtus: Mandighed, dygtighed. Af: vir,

mand. – Fortuna: sb. Lykke. propr.: Lykkens

og skæbnens gudinde.

Den Store Danske Encyklopædi. 1994­2002.

To store artikler om: Lykke, og Skæbne.

Salmonsens Konversations Leksikon. 1915­

30. Artikel: FORTUNA begynder: ”Den romerske

gudinde for, hvad der skal komme, tilskikkelsen,

der bringer mennesket både godt

og ondt”. – Se også andre artikler: Fatalisme.

Forsyn. Himmel. Moirer. Nemesis. Parcer.

# 65 HANDLER

Kommentar II

Jeg ser det ud fra min distinktion: Handler

– Omverden.

VIRTÙ hører til denne verden, kan iagttages.

Det er menneskelige egenskaber, se # 75.

FORTUNA er alt det der hører til det overjordiske,

som ikke kan erkendes. Hertil bruges

mange ord: LYKKE, # 65, noget godt. Himmel,

# 66. SKÆBNE, # 66, kan være god, eller ond.

TILFÆLDIGHED, # 66. – Held, SPIL, # 53, noget

uberegneligt, man behøver Lykke. – Jeg

følger den tyske oversættelse, og sætter Lykke

når den sætter Glück.

Jeg er kommet til den opfattelse, at det bedste

vil være, at benytte ordet FORTUNA i alle

de tilfælde, hvor forfatteren bruger det. Der er

ikke noget ord i dansk, eller beslægtede sprog,

der svarer til FORTUNA. Man kan benytte det

som ”Fremmedord”, og redegøre for de mange

betydninger, som er knyttet til det.

1. Det betegner en Guddom, et levende væsen,

og dermed meget mere end et ”begreb”.

2. Det er endda en kvindelig Guddom.

3. Det angår alt det, som mennesker ikke kan

have VIDEN om. Forskel Jord–Himmel.

Mulighed for TRO.


4. Det angår noget, som er USIKKERT, navnlig:

FREMTIDEN.

5. Det kan være godt, eller være ondt.

* * *

LYKKEN

Mange forfattere, deriblandt den meget vigtige

Plutarch, har den opfattelse, at Romerne

i højere grad kunne takke lykken, end deres

egen tapperhed, for erobringen af deres rige.

Blandt andre grunde nævner han, at det romerske

folk selv har erkendt dette, da det byggede

flere templer for Lykken (Fortuna), end

for nogen anden guddom. 177 a (II 1)

LYKKE CONTRA MENNESKER

For hvor menneskene ikke dur til meget,

viser lykken først rigtigt sin magt, og den er

foranderlig. 280 d (II 30)

Han (P. Soderini) vidste ikke, at lykken

skifter, og at ondskab ikke overvindes ved

velgerninger. 388 c/d (III 30). – 299 c (III 3) T 9

Deraf kommer det, at lykken skifter for et

menneske, for tiderne forandrer sig, men han

ændrer ikke sin handlemåde. 334 dd (III 9)

Da Prænestinerne var i krig med Rom oprettede

de en lejr ved Allia (10 mil fra Rom),

# 65 LYKKEN

139

på et sted hvor Romerne var blevet slået af

Gallerne. Det gjorde de for at indgyde deres

soldater tillid, og for at forskrække Romerne,

idet stedet virkede som et forvarsel. Skønt nu

denne forholdsregel lovede dem sejr af de anførte

grunde, så viste udfaldet, at den sande

tapperhed ikke frygter enhver ubetydelig tilfældighed.

Livius udtrykker det meget godt

ved diktatorens ord til sin rytteroberst: ”Ser

du, de har lejret sig ved Allia, fordi de stoler

på lykken. Men du, som stoler på våben og

mod, skal angribe midten af deres slagorden”.

396 c (III 33)

En fyrste, som har samlet en hær, og indser

at han ikke længe kan holde sammen på

den, af mangel på penge eller forbundsfæller,

er helt tåbelig, hvis han ikke prøver lykken

(dvs. ”leverer et slag”), før hans hær går i

opløsning. For hvis han venter, er han fortabt,

men hvis han prøver lykken, kan han endnu

nå at sejre. 339 b (III 10)

MENNESKERS HOLDNING TIL LYKKEN

Romerne blev ikke ynkelige af modgang,

og ikke overmodige af lykken. 390 b/c (III 31)

Man ser deraf, at store mænd altid er de

samme i enhver situation. Lykkens omskiftelighed

kan ophøje dem, eller ydmyge dem,


140

men de forandrer sig ikke. De forbliver urokkelige,

og så fuldstændigt trofaste overfor deres

levemåde, at enhver let kan se, at lykken

ikke formår noget over dem. 390 a (III 31)

(Citat fra Livius). Diktatoren G. Sulpicius

trak krigen mod gallerne i langdrag, da han

overfor en fjende, som dag for dag blev svækket

af tiden og det fremmede land, ikke ville

overlade alt til lykken. 335 c (III 10)

(Om borgere i en by). Men hvis de er ubevæbnede,

og de forlader sig alene på lykkens

luner, ikke på egen kraft, så vil de ændre sig

med dens vekslen. 393 c (III 31) T 15

Når Romerne trængte ind i fremmede lande,

søgte de altid en forbundsfælle dér, som

kunne hjælpe dem … Folk som handler på

denne måde vil se, at de behøver mindre lykke

end dem, der ikke gør sådan. 180 c (II 1)

Jeg har ofte fundet, at årsagen til menneskenes

lykke eller ulykke ligger i, hvordan deres

adfærd forholder sig til tiderne. 333 a (III 9)

LYKKEN KAN HJÆLPE MENNESKER

Det ser ud til at være verdens gang, at der

ved hvert gode er et onde, som opstår så let

sammen med det, at det er næsten umuligt at

undgå det ene, hvis man vil opnå det andet.

# 65 LYKKEN

Det ser man ved alt, hvad mennesker gør. Derfor

er det svært at opnå det gode, hvis ikke

lykken hjælper os således, at den med sin

magt overvinder disse sædvanlige og naturlige

onder. 407 dd (III 37). – (# 58 Vurdering.

Det onde og det gode).

For at besejre denne misundelse er der ikke

andet middel, end misundernes død. Hvis

lykken er den fortjenstfulde mand så god, at

de dør en naturlig død, så bliver han berømt

uden problemer, og kan uhindret vise sin dygtighed.

Men har han ikke denne lykke, så må

han søge at rydde dem af vejen, på alle måder.

387/88 (III 30)

Så gunstig var i dette tilfælde skæbnen

mod Postumius, at samniterne ikke beholdt

ham. 418 b/c (III 42)

Den som ligner Numa vil beholde, eller

ikke beholde magten, alt efter som omstændighederne

eller lykken drejer sig. Men den

som ligner Romulus, og er klog og tapper som

han, vil altid beholde den, hvis ikke han bliver

styrtet af en hårdnakket og overmodig fjende.

79 a/b (I 19)

Se også FYRSTEN, kapitel 25, slutning: Lykken

er en kvinde …


# 66 MENNESKE OG HIMMEL

Hvad det kommer af ved jeg ikke, men man

ser af gamle og nye eksempler, at der aldrig

sker noget stort i en by eller et land, som ikke

er blevet forudsagt af spåmænd, af undere, eller

andre tegn fra himlen. 157 b/c (I 56)

Den der nøje betragter verdens gang, vil

ofte se ting komme og begivenheder indtræde,

som himlen slet ikke ønskede at hindre.

274 a (II 29)

Her er en særlig lejlighed til at bevise himlens

magt over alle menneskelige forhold, og

det har Livius gjort udførligt. Da himlen, siger

han, af en eller anden grund ville vise Romerne

sin magt, lod den … (lang liste over Romernes

fejl). 274 b (II 29)

En plebejer meldte til senatet, at ved midnatstid

da han gik gennem den nye gade, havde

han hørt en overmenneskelig stemme, som

befalede ham at melde til øvrigheden, at Gallerne

ville komme til Rom. 157/58 (I 56).

(MCV tror på dette, se slutningen af kapitlet:

Hvordan det end er, står det fast, at det virkeligt

er sådan, og at der altid efter sådanne

fænomener sker noget nyt, usædvanligt).

Det kan jo være, som en filosof mener, at

luften er fyldt med ånder, som har den gave at

# 66 HIMMEL

141

de kan se ind i fremtiden, og af medlidenhed

med menneskene advarer dem med sådanne

tegn, så de kan ruste sig til forsvar. 158 b (I 56)

For det er pligt for en retskaffen mand at

belære andre om det gode, som han ikke kunne

udføre på grund af tidernes og skæbnens

ugunst, for at blandt mange dygtige en, som

himlen elsker mere, kan virkeliggøre det. 176

c (II forord). (Mere end den elsker forfatteren)

Alle væsner på jorden har deres livsgrænse.

Men kun de fuldender deres af himlen forudbestemte

forløb… 291 a (III 1)

SKÆBNE

Dels: noget forudbestemt, uundgåelig, fx: Oedipus

Dels: det faktiske forløb, fx: ”det blev hans skæbne,

at …”

Jeg forsikrer det endnu en gang: det er en

uomstødelig sandhed, som hele historien bevidner,

at menneskene kan fremme skæbnen,

men ikke opholde den. De kan spinde dens

tråde, men ikke sønderrive dem. Alligevel må

de aldrig overlade sig til den. Da de ikke kender

dens hensigt, og den går ad krumme og

ukendte veje, må de altid håbe, og aldrig opgive

håbet, uanset tilstand og vanskeligheder.

276 d (II 29)


142

Hvis skæbnen vil udføre noget stort, så

vælger den en mand med så meget begavelse

og mod, at han kan se de muligheder, som den

tilbyder ham. 275 d (II 29)

De menneskelige begær er umættelige, for

naturen lader os begære alt, men skæbnen tillader

os kun at opnå lidt. Derved opstår der

i menneskenes hjerter evig utilfredshed, og

kedsomhed ved alt hvad man ejer. 176 aa (II

forord)

Havde man i Venedig haft en smule mod,

kunne man let være kommet til kræfter igen,

og kunne på ny byde skæbnen trods. 391 dd

(III 31)

# 66 HIMMEL

(Militær straf, Decimere # 25). Ved lodtrækning

bliver den tiende mand bestemt til

døden, men alle fortjener den. Den som rammes

af straffen beklager sig over skæbnen, og

den ustraffede frygter for at straffen en anden

gang rammer ham, og tager sig i agt i fremtiden.

428 a/b (III 49)

TILFÆLDIGHED

Tilfældet skabte denne statsform, mere end

lovgivernes visdom (om Venedig). 33 b (I 6)

Krig opstår enten ved et tilfælde, eller bliver

fremkaldt af den, som ønsker at starte den.

203 dd (II 9) – (# 11, Krig Årsag)


# 67 DØDEN

Den der indretter en republik må også

overveje, i hvis hænder han skal lægge retten

til liv og død, for sine medborgere. 140 d (I 49)

For det andet bliver misundelse besejret,

hvis de mænd som er medbejlere til din anseelse

og storhed, dør af en naturlig eller voldsom

død. 387 c (III 30)

Derfor er der ingen der vil gå i en sikker

død. 307 a (III 6) (Attentat udført af en enkelt

person)

# 67 DØDEN

143

SELVMORD

Efter at Athenienseren Themistokles havde

gjort oprør, flygtede han til Asien til Darius,

og lovede ham så meget, hvis han ville angribe

Grækenland, at Darius besluttede sig

til det. Da så Themistokles ikke kunne holde

sit løfte tog han gift, af skam eller af frygt for

straf. 282 a (II 31)

Se også: hærføreren Decius, 423 d (III 45). –

(# 59 Værdier. Ære)


144

# 68 GUD(ER)

Se også # 54 Religion

Romerne ville ikke begynde et felttog uden

at overbevise soldaterne om, at guderne lovede

dem sejr. 62 b/c (I 14).

Der har aldrig været en fremragende lovgiver

for et folk, som ikke har påberåbt sig Gud,

for ellers ville hans love ikke være blevet antaget.

54 a (I 11)

# 68 GUD(ER)

Af utallige handlinger hos folket, eller den

enkelte Romer, ser man at borgerne var mere

bange for at bryde en ed, end for at overtræde

lovene, fordi de satte gudernes magt højere

end menneskenes. 52 d flg.(I 11)

Menneskene troede, at den gud, som kunne

forudsige deres fremtidige lykke eller ulykke,

også var i stand til at lade det ske for dem. 56

b/c (I 12)


# 71 TYPER AF HANDLER

For at kunne befale til stærke handlinger,

må man selv være stærk. 368 c/d (III 22)

Manlius var en sådan mand. Ved sine hårde

befalinger holdt han den romerske mandstugt

oppe. Det blev han tvunget til, først af sin natur,

og derefter af kravet om at se det udført,

som han havde befalet ud fra naturlig tilbøjelighed.

369 b (III 22)

Man ser deraf, at store mænd er de samme

i alle tilfælde. 390 aa (III 31)

Noget mærkværdigt er: disse borgeres

sjælsstorhed. Når de stod i spidsen for hæren

følte de sig hævet over enhver fyrste … Derefter

vendte de tilbage til privatlivet, blev sparsommelige

og beskedne … Det virker næsten

ubegribeligt, at et menneskes sjæl kan udholde

en sådan forandring. 377 d (III 25)

Vor religion sætter de ydmyge og tænksomme

mennesker højere end de handlekraftige.

184 d (II 2)

KAPITEL 7 HANDLER

145

Der findes mange mennesker med samme

hensigt (at dræbe), men hensigt bliver ikke

straffet og bringer ikke fare. Men mennesker

af handling er der ikke mange af. 306 d (III 6)

Men gesandterne var mere mænd af gerning

end af ord. 272 a (II 28)

Pave Julius II ville fjerne tyrannen i Perugia,

G. P. Baglioni. Da han kom dertil afventede

han ikke sin hær … Med den ustyrlighed,

som prægede alle hans gerninger, udleverede

han sig i fjendens hænder, kun ledsaget af sin

livvagt. Alle i pavens følge undrede sig over

hans dumdristighed, og Pagolos’ fejhed. 89 c

(I 27)

Alle disse var i den grad blevet overøst med

rigdom og ære af deres kejsere, at de for at nå

den højeste magt kun manglede kejserværdigheden.

Da de ikke ville undvære den, lavede

de en sammensværgelse mod deres fyrster, og

det endte sådan for dem, som deres utaknemlighed

fortjente. 308 a (III 6)


146

# 72 EFTER ALDER

UNG

Men så gik regeringen over til deres sønner,

som ikke kendte lykkens omskiftelighed,

og aldrig havde erfaret ulykken. De ville ikke

nøjes med den borgerlige lighed, men hengav

sig til havesyge, ærgerrighed, begær efter

kvinder, og gjorde de fornemmes herredømme

til de fås herredømme, uden noget hensyn

til de borgerlige rettigheder. 22 d (I 2)

Den ældre Scipio erhvervede sig ved alle

sine triumfer ikke så meget berømmelse som

ved at han, som ung mand, forsvarede sin far

ved Tessin, og efter nederlaget ved Cannae

modigt, med blottet sværd, tvang flere unge

til at sværge, at de ikke ville forlade Italien,

hvad de ellers var i gang med allerede. 400 b

(III 34)

Hvis en ung mand er så dygtig, at han har

udmærket sig med noget særligt, så ville det

være højst ufordelagtigt for staten, hvis den

ikke straks kunne udnytte denne kraft, men

måtte vente til han var blevet ældet, og den

åndskraft og hurtighed, som kunne være til

nytte for fædrelandet, er væk. Således benyttede

Rom Valerius Corvinus, Scipio, Pompejus

# 72 ALDER

og mange andre, der triumferede som ganske

unge. 169 c (I 60)

Hvis der i en republik fremstår en fornem

yngling med fremragende egenskaber, så vender

borgerne deres øjne mod ham, og kappes

uden betænkning om at vise ham ære. Er der

en gnist af ærgerrighed i ham, så kan han, ved

sammenfald af sine naturlige fortrin og denne

omstændighed, snart nå så vidt, at borgerne,

når de indser deres fejl, ikke har mange midler

til at imødegå ham. 102 c (I 33)

GAMMEL

Ved den strid som opstod deraf, blev folket

(i Rom) så rasende på Senatet, at det ville

være kommet til kamp og blodsudgydelse,

hvis ikke senatet havde dækket sig med nogle

gamle og agtede borgere, hvis ærværdige væsen

tøjlede folkets overmod. 147 b (I 53)

Hanno, en gammel klog karthagisk borger,

rådede til at benytte sejren til en fredsslutning

med Romerne, da man som sejrherre kunne

opnå ærefulde betingelser. 268 dd (II 27)

Menneskene priser gerne gamle dage, om

end ikke altid med rette, og klager over nutiden.

De er så partiske for fortiden, at de ikke

alene priser den, som de kender fra forfatter­


nes overlevering, men også deres egen ungdomstid,

når de i deres alderdom tænker på

den. 173 a (II forord)

Jeg siger: selv om menneskene dømmer forkert,

om nutiden eller fortiden er bedst, fordi

de ikke har så nøje kendskab til de gamle

dage som til deres egen tid, så skulle dog de

gamle mennesker i det mindste bedømme

deres egen tid som unge og ældre rigtigt, da

de kender begge lige godt. Men det kunne de

kun gøre, hvis mennesker i hvert livsafsnit

havde de samme vurderinger og tilbøjeligheder.

Men disse forandrer sig. 175 c (II forord)

# 72 ALDER

147

Derfor må for dem (menneskene) de ting,

der i ungdommen syntes at være tålelige og

gode, i alderdommen virke ulidelige og dårlige.

Men i stedet for at søge årsagen dertil i

deres egen dømmen, klager de over tiderne.

175 dd (II forord). – (# 58: Vurdering I og II).

En mand kan ved sin adfærd og sine slemme

gerninger lægge grunden til at skikke bliver

fordærvet, men hans liv er ikke langt nok

til at han kan fordærve folket så meget, at han

selv kan nyde frugterne af det. 331 dd (III 8)


148

# 73 KVINDE OG MAND

Hvorledes en stat kan blive ødelagt af kvinder.

378 c (III 26)

For det første ser man, at kvinder har været

årsag til mange ulykker, og har tilføjet statslederne

megen skade, og har forårsaget meget

kiv og splid. 379 a (III 26)

I ingen by var der så mærkelige og uventede

tilfælde som i Rom, f. eks. da alle romerske

kvinder syntes at have sammensvoret sig om,

at de ville ombringe deres mænd. 427 b (III 49)

Trangen til magt er så stor, at den ikke blot

griber dem som har forventning om at få den,

men også dem som ikke har det. Således drev

Servius’ datter, på trods af al barnlig kærlighed,

ægget af dette begær, sin mand til at fra­

# 73 KVINDE OG MAND

tage faderen hans herredømme og liv. Så meget

højere vurderede hun det, at være dronning,

frem for at være kongedatter. 300/01 (III

4)

Ja, for at vise at det ikke var vigtigt med

børnene, pegede hun på sit skød (membra genitali)

og sagde, at hun havde endnu middel til

at få flere. 322 d (III 6)

Næste morgen kom tilfældigt en kvinde fra

Marradi, beskyttet af alder og fattigdom (!), til

den florentinske lejr, for at besøge nogle slægtninge.

360 b/c (III 18)

Livius har flere gange sagt, at Gallerne i begyndelsen

af et slag er mere end mænd, og i

dets forløb bliver mindre end kvinder. 405 a

(III 36)


# 74 FORSKELLIGE

RÅDGIVER

Da menneskene bedømmer alt efter resultatet,

bliver alt det dårlige som udspringer af

det, tillagt rådgiveren. 402 b/c (III 35)

Ganske vist sad der i Senatet mange krigser

farne mænd, men de var ikke på stedet (for

krigen), de kendte ikke talløse enkeltheder,

som var nødvendige for et godt råd, og de ville

med deres rådgivning have gjort mange fejl.

287 d (II 33)

Da den nuværende Sultan Selim I, den såkaldte

Stortyrker, var ved at foretage et felttog

mod Syrien og Egypten, lod han sig af en

af sine Pashaer råde til at gå mod Sofi (Shah

af Persien). Efter dette råd rykkede han frem

med en vældig hær, kom til et udstrakt land

med meget ørken og få floder, og fandt der

de samme vanskeligheder som engang havde

bragt mange romerske hære til undergang.

Han led så meget, at selv om han havde overtaget,

mistede han en stor del af sine tropper

ved sult og pest. Fuld af vrede mod rådgiveren

lod han ham henrette. 402 d (III 35)

Eksempler på at give råd om krigsførelse.

211 flg. (II 12)

# 74 FORSKELLIGE

149

LAVERE OG HØJERE

En republik kan have mere håb og tillid til

en borger, som fra en høj rang stiger ned til en

ringere, end til en der fra en lavere stiger op til

en højere. Man kan fornuftigvis kun stole på

den sidstnævnte, hvis han har mænd ved sin

side, som har anseelse eller fortjenester nok,

til at de kan afhjælpe hans uerfarenhed ved

deres råd og indflydelse. 110 a (I 36)

Lad os vende tilbage til spørgsmålet om,

hvilke mennesker i en stat er mest skadelige: de

som vil erhverve sig noget, eller de som frygter

for at miste det de har erhvervet. 31 c (I 5)

Selvom Romerne lagde meget vægt på ære

og berømmelse, fandt de det ikke ærerørigt at

en mand blev undergivet en anden, som han

tidligere havde haft befaling over. 109 d (I 36)

En uindskrænket magthaver fordærver

snart de rene sæder, og skaffer sig venner og

tilhængere. Og det skader ham ikke at han er

fattig, og ikke har slægtninge, for rigdom og

alle andre fordele vil snart tilfalde ham. 109 b

(I 35)

ROLLE

Selvom han (Kejseren af Østrig) ofte har

ringe magt, så er han dog så anset, at han spil­


150

ler rollen som formidler, der med sin autoritet

træder imellem, og straks slår enhver tvist

ned. 241 a/b (II 19)

Den der tidligere havde hørt ham tale som

privatmand, og nu så ham ganske rolig i spidsen

for staten, tilskrev ikke dette en rigtigere

indsigt i tingene, men troede at han var blevet

bestukket af de store. 137 d (I 47)

DIVERSE

Fyrsterne må derfor kun give sine yndlinge

så meget anseelse, at der er et mellemrum

mellem dem og tronen, og at der i midten er

noget der er værd at stræbe efter. 308/09 (III 6)

Men gesandterne var mere mænd af gerning

end af ord. 272 a (II 28). (De blandede sig

i striden, i stedet for at mægle).

Man kan deraf slutte, hvor tomme de løfter

er, som kommer fra folk der er fordrevet fra

deres fædreland. 281 c (II 31). (Landsforviste)

En slet borger kan ikke anrette noget ondt

i en republik, som ikke er fordærvet. 329 b/c

(III 8)

Savonarolo. Om en sådan mand må man

tale med ærefrygt. 55 b/c (I 11). – 131 ac (I 45)

# 74 FORSKELLIGE

EN KLOG MAND

Da nu alle kloge mænd gik frem efter denne

regel, så opstod troen på undere, som også

bliver fejret i de falske religioner. For de kloge

forstørrer dem uden hensyn til deres oprindelse,

og deres anseelse skaffer dem så mængdens

tro. 57 aa (I 12)

En klog mand kan erkende meget godt,

men grundene til det er ikke så indlysende, at

han kan overbevise andre. Derfor tager de vise

mænd deres tilflugt til gud. 54 a (I 11) Derfor

siger en klog mand, om magt (Aristoteles) 368

c (III 22, T 8). – (Selv at erkende – overbevise

andre)

I Athen kunne Nikias, en meget alvorlig

og indsigtsfuld mand, ikke overbevise folket

om, at den planlagte aktion mod Sicilien var

forkert. Beslutningen blev taget mod de fornuftiges

vilje, og resultatet var at Athen blev

ødelagt. 149 c (I 53)

EN STOR MAND

For at vise enhver, hvor stor Rom blev ved

enkelte mænds gerninger, og hvor meget godt

byen fik gennem dem, vil jeg nu fortælle og

forklare. 296 a (III 1)


Den der står i spidsen for en hær, eller befinder

sig i en by hvor der udbryder oprør,

skal optræde så værdigt og prægtigt som han

kan, og fremvise mærker for sin rang, for at

indgyde respekt. 151 b/c (I 54)

Jeg slutter deraf, at der ikke er noget stærkere

og mere nødvendigt middel til at tøjle en

oprørt mængde, end at der optræder en mand,

som ved sin tilsynekomst indgyder ærefrygt.

152 aa (I 54)

Blandt andre herlige ting, som vor historieskriver

(Livius) lader Camillus sige og gøre,

for at vise os en stor mands egenskaber, er

også dette: ”At jeg blev diktator har ikke forøget

mit mod, og at jeg blev landsforvist har

ikke brudt det”. 389 dd (III 31)

Republikkers genfødsel kan ske ved en enkelt

mands kraft. Sådanne evner er altid højt

# 74 FORSKELLIGE

151

anset, og han har stor indflydelse som forbillede.

294 b (III 1) T 17

En fyrstes storhed kan gøre en attentatmand

bange. 317 d (III 6) T 34

DÅRLIGE PERSONER

Disse folk stod i hallerne og på pladserne (i

Firenze), de bagtalte mange borgere og truede

dem med, at hvis de selv kom i Signoria, ville

de afsløre deres lumskhed, og straffe dem. 137

b/c (I 47)

Slemme herskere frygter altid for, at andre

skal gøre det mod dem, som de fortjener, efter

deres egen opfattelse. 315 c/d (III 6) T 30

En forbryder, som havde begået blodskam

med sin søster, og havde myrdet sine fætre og

nevøer, af magtsyge … (om Pagolo, tyran i Perugia).

90 a (I 27)


152

# 75 MENNESKER ER …

Dette afsnit er om mennesker som de er fra naturens

hånd. Ordnet alfabetisk.

Det næste afsnit, # 76, er om hvad mennesker

har indflydelse på

Grunden til dette er i menneskenaturen. Vi

er således indrettet, at vi begærer alt, men ikke

kan opnå alt. Da nu begæret altid er stærkere

end evnen til at opnå det, så opstår utilfredshed

med det man har, og den ringe tilfredsstillelse

derved. 110/11 (I 37). – Også: 176 aa (II

forord) T 24

Menneskene er nu engang så blinde, at de

vurderer gode og dårlige råd efter udfaldet.

403 b/c (III 35) T 7

Menneskene sætter ejendom meget højere

end ære. 114 a (I 37, T 20)

Menneskene tager ofte fejl. 248 c (II 22, kapitlet)

I forbindelse med Decemvirerne er det værd

at bemærke, hvor let mennesker lader sig fordærve,

og antager en modsat karakter, selvom

de har fået en god opdragelse. 127 c (I 42).

Mennesker gør som visse små rovfugle. De

forfølger deres bytte med en sådan iver, at de

# 75 MENNESKER

ikke opdager den store fugl, som svæver over

dem, parat til at dræbe dem. 126 b (I 40) T 28

Menneskene forstår så lidt af verdensbegivenhederne,

og begår derfor de største fejl. 313

b/c (III 6, T 27)

Når nu Hannibal, som var så tapper, og havde

en hær som ikke var slået, foretrak freden

frem for et slag, da han så at hans fædreland

ved et nederlag ville komme i trældom, hvad

skal så en anden med mindre tapperhed og

erfaring gøre? Men menneskene gør den fejl,

at de ikke kan sætte grænser for deres håb. De

stoler på deres håb, uden at måle sine kræfter,

og de kommer i fordærv. 271 c (II 27) T 15, 16.

Man tager fejl, når man forudsætter kærlighed

hos andre. 309 c/d (III 6)

Menneskene beherskes af to hoveddrifter,

kærlighed og frygt. Man opnår derfor den samme

magt over dem, enten man vinder deres

kærlighed, eller indgyder dem frygt. 365 a (III

21)

Af dette sande eksempel ser man, at undertiden

virker en handling ud fra menneskelighed

og godhed meget stærkere på menneskers

sind, end en grusom og voldelig. 362 d (III 20).

– Skolelæreren: # 59 Værdier


Da nu menneskene af natur er ærgerrige og

mistroiske 93 a (I 29)

Mennesket vil altid kun gøre det, som dets

natur tvinger det til. 333 b (III 9) T 4

Menneskers natur er den samme hos alle.

162 d (I 58) T 21

For det første er menneskene begærlige efter

noget nyt. Og netop de, for hvem det går

godt, ønsker lige så meget en forandring, som

de for hvem det går dårligt. 364 d (III 21) T 5. –

102 b/c (I 33) T 7.

Menneskene er omskiftelige. 365 d (III 21, T

11)

Hvad alle politiske forfattere beviser, og

talrige historiske eksempler bevidner, er at

den som vil organisere et samfund, og give

det love, må gå ud fra, at alle mennesker er

onde, og at de altid vil følge deres onde sindelag,

så snart de får lejlighed til det … Menneskene

gør kun noget godt af nødvendighed. 26

a, d (I 3) T 1 og 6

Mennesker hælder mere til det onde, end til

det gode. 46 a/b (I 9) T 7

Ved betragtning af nutidige og gamle begivenheder

ser man let, at i alle byer og folkeslag

har der altid hersket de samme ønsker og

stemninger. 118 a (I 39)

# 75 MENNESKER

153

Menneskene i et land bevarer i alle tider

næsten det samme væsen. 419 b (III 43)

De fleste mennesker sætter skin over virkelighed.

87 b/c (I 25, T 3)

Det er umuligt, hvad enten man er fyrste

eller republik, at have et godt forhold til begge

parter. For det er menneskenes natur, at de tager

parti så snart der opstår en spaltning, en

konflikt, og holder mere med den ene, end

med den anden. 381 b/c (III 27) T 10.

Jeg har ofte fundet, at årsagen til lykke og

ulykke hos mennesker er i, hvordan de forholder

sig til tiderne. 333 a (III 9) T 1

Mennesker er ofte så ubetænksomme, at de

overtager forsvaret af andre, skønt de ikke har

så meget magt og indsigt, at de kan beskytte

sig selv. 210 a (II 11)

Menneskenes natur: de er utålmodige, de

kan ikke længe udskyde tilfredsstillelsen af

deres lidenskaber, de tager fejl i deres foretagender,

særligt angående de ting som de mest

brændende ønsker sig. 332 aa (III 8) T 11

Mennesker er dels voldsomme, dels tøvende,

forsigtige. 333 a (III 9)

Mennesker, som er vant til en bestemt tilstand,

vil ikke ændre den, især ikke når de ikke


154

har ondet for øje, men det blot bliver fremstillet

for dem som noget muligt. 76 a (I 18) T 15

Da nu mennesket af natur er ærgerrigt og

mistroisk, og aldrig kan holde måde i lykken

… (Fyrste og feltherre) 93 a (I 29). – 110 d (I 37)

T 2

Den menneskelige ærgerrighed er så stor,

at man, for at tilfredsstille et øjeblikkeligt begær,

ikke tænker på det onde, som snart vil

komme derfra. 245 c (II 20, T 10)

ONDE OG GODE

To slags mennesker: De gode skaber religion,

og grundlægger riger. De onde ødelægger

alt. 48 a­d (I 10)

Man må deraf slutte, at menneskene hverken

kan være helt onde, eller gode. Er der i

# 75 MENNESKER

en slet handling storhed, så forstår de ikke at

udføre den. 90 b (I 27). Eksempel: Pagolo turde

ikke dræbe paven. Også: 97 a (I 30) T 8

Intet menneske vil nogensinde være så tåbelig,

eller klog, så ond eller god, at han ved

valget mellem disse to mennesketyper ikke

vil rose de rosværdige, og dadle de dadelværdige.

48 c (I 10)

Det er meget lettere at blive elsket af de

gode end af de onde, og lettere at adlyde lovene,

end at ville herske over dem. 302 c (III

5) T 7

I en velordnet republik kan borgernes forseelser

ikke udlignes ved deres fortjenester.

85/86 (I 24) (Balance)


# 76 ANTROPOMORF

Handler, som ikke er menneske

Se # 66: Hn­L­II: Himlen. Skæbne

Titus Livius slutter med ordene: Således forblinder

skæbnen sjælene, når den ikke vil, at

dens indgriben bliver hindret. 275 c (II 29).

# 76 ANTROPOMORF

155


156

I græsk filosofi havde man tavler med dyder og

laster. Det blev en tradition, som man mærker her.

Se også: FYRSTEN, kapitel 15, 18, 25.

# 81 FREDELIG

(FJENDTLIG – se # 87)

Forskel: Far – søn. David – Salomon, m. fl.

78 a, b (I 19)

Havde Vejenterne været kloge, så havde de

vogtet sig for krig, jo mere de så at Romerne

var uenige, og de ville have forsøgt at undertrykke

dem med fredelige midler. 265 b (II 25).

(# 11 Krig og Fred)

Skønt sådanne påskud let bliver gennemskuet,

navnlig af kloge mænd, lader folkene

sig ofte narre af det, da de tørster efter øjeblikkelig

fred, og lukker øjnene for de snarer der

er lagt ud, og som er dækket af store løfter. 344

b (III 12)

Denne venlighed og højmodighed bevægede

Capuanerne til at bede Romerne om en

Prætor. Men hvis Romerne havde vist den

mindste lyst til at sende en derhen, så ville de

KAPITEL 8 HOLDNINGER

straks have reageret modsat, og have vendt sig

væk fra dem (Romerne). 247 c/d (II 21)

Om had mellem folket og senatet (adel). Pacuvius

forsøgte at forsone dem. 135 c/d. – 136

d (I 47)

EFTERLIGNE

Dette eksempel fortjener opmærksomhed

og efterligning hos enhver borger, der skal

rådgive sit fædreland. 417c (III 41)

I deres liv (tre gode fyrster) kan man finde

så meget sikkerhed og tilfredshed hos de regerende,

at de (nye fyrster) får lyst til at efterligne

dem, navnlig da de, af de anførte grunde,

kan gøre det så let. 302 c/d (III 5)

Vi må også undersøge, hvilken handlemåde

(mild eller hård) er den bedste. Det er meget

usikkert, da forfatterne roser begge måder.

I hvert fald er de, som opstiller leveregler for

fyrsterne mere på Valerius’ side, end på Manlius’.

369 dd (III 22) – Se Kronologisk Del, III

22, slutning.


# 82 PASSIV – AKTIV

(Om at ”gribe ind”)

Er der opstået en uheldig tilstand i en stat af

indre eller ydre årsager, og bliver den så stor,

at den begynder at indgyde alle frygt, så er det

mere sikkert at afvente tiden, end at fjerne den

med magt. 102 a (I 33)

Man fremskynder derved det onde, som

har fremkaldt den uheldige tilstand. Men hvis

man lader tiden gå, så vil ondet fremstå senere,

eller det forsvinder med tiden af sig selv,

før det får sin fulde virkning. 114 b/c (I 37) T 20

Pave Leo X gik ikke ind på kongens forslag,

men lod sig overtale af sine rådgivere, sagde

man, til at være neutral, idet de lovede, at med

denne beslutning ville sejren være sikker. 249

b/c (II 22)

Hvad der er bedst, når man frygter et angreb:

at slå løs, eller at afvente krigen. 210 d

(II 12)

Venter han (feltherre), så er han med sikkerhed

fortabt. Men prøver han lykken, har han

endnu chancen for at sejre. 339 b (III 10)

For fjenden er det let at komme i store

mængder, for han vil jo igennem, og ikke blive

stående (om at besætte pas). 84 b (I 23)

# 82 PASSIV – AKTIV

157

OMSKIFTELIG – STABIL

Vi vil nu vise, hvordan Romerne førte krig.

Man vil se, med hvilken klogskab de her, som

i al deres gerning, afveg fra det tilvante for at

bane sig vej til den øverste top. 197 a (II 6)

Alt nyt optager menneskenes sind. Man må

derfor sørge for, at der i forandringerne bevares

så meget som muligt af det gamle … i det

mindste af navn. 87/88 (I 25) (Ord og genstand)

At blive opmærksom på sådanne misbrug,

når de opstår, er vanskeligt, fordi det falder

menneskene naturligt at støtte alt hvad der er

nyt. 102 b/c (I 33).

Hvor farligt det er, at stille sig i spidsen for

en fornyelse, hvor mange skal deltage, hvor

svært det er at sætte det i gang, og videreføre

det, er et så stort emne, at det vil føre for vidt

at behandle det her. 402 a (III 35)

FEJ – TAPPER

Men deres fejhed, som var en følge af deres

dårlig ordning af krigsvæsen, bragte med ét

slag Venetianerne fra magt og mod. 392 a (III 31)

Du vil finde dine forsvarere afkølet, da de

anser dig for at være svag eller fej. 218 c (II 14)

Alle undrede sig over G. P. Baglionis’ fejhed

(tyran i Perugia). 89 d (I 27)


158

Mængdens (folkets) grusomhed retter sig

mod den, som – frygter man – vil rive det fælles

gods til sig. Fyrstens grusomhed retter sig

mod dem, som frygter, at han vil fratage dem

deres eget gods. 165 b/c (I 58)

Rom måtte i begyndelsen have en, som organiserede

det borgerlige liv. Men de følgende

konger måtte vende tilbage til Romulus’ tapperhed,

for ellers ville Rom være gjort blødagtig,

og være blevet bytte for sine naboer. 77

b/c (I 19)

Se også: Alfabetisk del, FRYGT

# 83 VOLDSOM / FORSIGTIG

(I) EKSTREM, ABSOLUT, ENTEN­ELLER

(II) BEHERSKET, MELLEMVEJ, MIDDELVEJ

Menneskene går i deres handlinger dels

ubehersket frem, dels tøvende og velovervejet.

333 a (III 9)

Derfor må man enten ikke såre nogen, eller

også afgøre det hele på én gang, og derefter

berolige menneskene, så deres frygt forsvinder.

132 b (I 45) – Jvf. FYRSTEN, kapitel 8, slutning

Om at ændre samfundets organisation:

gradvist, eller på én gang. 75 d – 76 b (I 18)

# 83 VOLDSOM / FORSIGTIG

83 I VOLDSOM

Man ser heraf, at talrige fortrin ved ånd og

legeme, og mange store gerninger til bedste

for fædrelandet, kan blive udslettet af tøjlesløs

hersketrang. 330 aa (III 8)

Med heftighed og dristighed opnår man

ofte, hvad man ellers ikke ville have nået. 421

b (III 44)

Alexander den Store belejrede (byen) Tyrus

(Libanon), det var langvarigt. (332 f. Kr.). Han

besluttede sig for at indgå forlig. Men Tyrierne

var blevet overmodige. Ikke alene afslog de

forlig, men myrdede dem der skulle forhandle

det. Alexander blev forbitret, genoptog belejringen

med en sådan kraft, at han indtog

byen, ødelagde den, og enten dræbte indbyggerne,

eller gjorde dem til slaver. 269 c/d (II 27)

Pave Julius II var kendt for sin voldsomhed.

89 c (I 27)

Coriolan anbefalede at lade folket sulte,

ikke give det korn. 38 d (I 7)

Deraf kan man lære, at en fyrste, som vil

opnå noget af en anden, skal så vidt muligt

ikke give ham tid til at betænke sig. 421 d (III

44)

”Enten­Eller”: Se kapiteloverskrift til (I 48)


83 II MIDDELVEJ

At overholde den rette middelvej er imod

vor natur. 365 c (III 21)

Man ser af dette, hvorledes Romerne gik

frem da de udvidede deres herredømme, og

at de ved afgørelser i statssager altid undgik

middelvejen, og greb til de skarpeste forholdsregler.

252 b (II 23)

Menneskene slår ind på visse middelveje,

og det er de skadeligste, for de forstår hverken

at være helt gode eller helt onde. 89 a (I 26), og

kapitel 27.

Overgang fra hovmod til nedladenhed, fra

grusomhed til mildhed, uden de tilhørende

mellemtrin, er uklog og nyttesløs. 126 d (I 41)

Menneskene er nu engang så blinde, at de

bedømmer gode og dårlige råd efter resultatet.

# 83 VOLDSOM / FORSIGTIG

159

Når jeg nu overvejer, hvordan man kan undgå

denne skam eller denne fare, ser jeg ikke anden

udvej end at behandle tingene med mådehold,

aldrig påtage sig noget helt, at sige sin

mening uden lidenskab, og forsvare den med

sådan beskedenhed, at staten eller fyrsten,

hvis han følger det, gør dette frivilligt, og at

det ikke ser ud som om han bliver tvunget til

det af rådgiverens voldsomme pres. 403 b/c

(III 35, T 8)

(”Fabian Society”. Engelsk socialistisk

forening, grundlagt 1884. Navnet hentyder

til den romerske feltherre Fabius Maximus

Cunctator, som ved at nøle vandt fordele overfor

fjenden. Således ønskede denne forening

en langsom omdannelse af samfundet i socialistisk

retning). (Leksikon )


160

# 84 ÆRGERRIG – BESKEDEN

(I) ÆRGERRIG

Så snart menneskene ikke mere behøver

at kæmpe af nød, kæmper de af ærgerrighed,

som er så mægtig i menneskehjerter, at den aldrig

forlader dem, hvor højt de end kan stige.

110 d (I 37). – (Kapitlet handler om Jordloven.

Se også om Adel, # 45)

De stores ærgerrighed er så mægtig, at hvis

den ikke på en eller anden måde bliver slået

ned, vil den stat snart gå til grunde. 113 d (I

37) T 18

For at få deres vilje, og for at tilfredsstille

deres usunde ærgerrighed, ville de roligt se

på deres fædrelands undergang. 387 d (III 30)

Spurius, en ærgerrig mand, ville skaffe sig

usædvanlig anseelse i Rom. 329 c (III 8)

Men trangen til berømmelse skulle være

bånd og rettesnor for hans handlinger. 287 dd

(II 33) (Konsul i Rom, hærfører)

Desuden optrådte de (forskellige ledere i

Rom) retskaffent, og undgik således forsigtigt

ethvert udtryk for ærgerrighed, så at de ikke

gav folket nogen grund til at straffe dem som

ærgerrige. 97 c/d (I 30)

# 84 ÆRGERRIG – MISTRO

(II) BESKEDEN

Man ser ofte, at beskedenhed ikke alene

ikke hjælper, men tværtimod skader, særligt

overfor overmodige, som af misundelse eller

af andre grunde nærer had til os. 217 b/c (II

14) – Se Kronologisk Del, Kommentar.

Det sker, at feltherrer efter en sejr ikke vil

forlade hæren, og at optræde beskedent formår

de heller ikke. 97 a/b (I 30)

(I) MISTRO

Ser man på, hvor mistroisk og streng Rom

var i disse to tilfælde … 91 d (I 28)

En sådan optræden kunne ikke vække mistro,

og fremkaldte derfor ikke nogen utak. 97

d (I 30)

Fyrsternes mistro er altså så naturlig, at de

ikke kan værge sig mod den, og umuligt kan

vise sig taknemlige overfor feltherrer, som har

gjort store erobringer under deres faner. 94 a

(I 29)

(II) TROFAST

Det er værd at undersøge, hvem der er mest

trofast: en republik eller en fyrste. Når alt er

taget i betragtning, synes jeg at de er ens i

mange tilfælde, men i andre er de forskellige

(!) 166 a (I 59)


Det viser sig klart når man betænker, af

hvilke årsager diktatorerne forblev pligttro,

mens decemvirerne blev utro. 108 dd (I 35)

For at indgyde hærene tillid benyttede romerne

religion. 395 c/d (III 33)

Denne ordning (Pullarier) havde ikke andet

formål end at soldaterne skulle gå i kamp

fulde af tillid, for en sådan tillid fører næsten

altid til sejr. 64 a (I 14)

I. UTAKNEMLIGHED

Når man læser republikkernes historie, vil

man i alle finde eksempler på utaknemlighed

mod borgerne, men i Rom mindre end i Athen,

og måske i enhver anden republik. 90 d (I 28)

Et nærliggende spørgsmål er: hvem giver

de værste eksempler på utaknemlighed, fyrsterne,

eller folkene. 92 b (I 29). (Mange eksempler).

– 163 a (I 58) T 22

Lasten utaknemlighed skyldes enten at

man er karrig med at rose den pågældende,

eller at man nærer mistro til ham. 92 b (I 29)

Hvorledes en fyrste eller en republik kan

undgå lasten: utaknemlighed. 96 a (I 30)

# 84 UTAKNEMLIG – BELØNNING

161

Desuden mener de, der får disse fordele, at

de har fortjent dem, og føler sig derfor ikke

forpligtet til tak overfor dem, der har skænket

det. 67 c (I 16)

For menneskene er så urolige at de, ved den

mindste mulighed som opstår for deres ærgerrighed,

glemmer den kærlighed de havde

næret for en fyrste, som det skete med Scipios

soldater i Spanien. 365 d (III 21)

Se også # 23, Feltherre og fyrste.

II. BELØNNING

Selvom en republik er fattig og kun kan

give lidt, må den ikke undlade at give dette lidet,

for selv den mindste belønning for en stor

gerning vil for modtageren være af betydning

og være ærefuld. 86 b/c (I 24)

Hvis et folk eller en fyrste har sendt en feltherre

på en vigtig opgave, og feltherren har

udført det godt, og erhvervet sig meget berømmelse,

så skal fyrsten eller folket belønne

ham for det. 92 b (I 29)


162

# 85 SLAVEAGTIG – OVERMODIG

Således tjente det romerske folk, mens republikkens

sæder endnu var rene, aldrig slavisk,

og det herskede ikke overmodigt, men

hævdede med ære sin rang, i kraft af samfundets

indretning, og myndigheder. 161 b/c (I 58)

(Citat fra Livius) Det er mængdens natur:

den tjener slavisk, eller hersker overmodigt.

160 b/c (I 58)

OVERMODIG

Man ser heraf ganske tydeligt, hvor meget

Romernes tålmodighed forhøjede Latinernes

overmod. 218 a (II 14).

Livius siger: Altid blev enten adelen eller

folket overmodig, så snart den anden part ydmygede

sig. 132 d (I 46)

SMÅTTERIER – STORE LINIER

Og selv dette havde ikke hjulpet dem, hvis

ikke kongen, af menneskelighed eller ligegyldighed,

havde forsmået en sejr mere, og nøjedes

med en aftale med kirken. 250 b (II 22) T 8

Folkets fejltagelse kom den dag, da det var

tvunget til at gå ind i enkeltheder. 136 dd (I

47). – # 48 Folket. Del og helhed.


# 86 NARRE, BEDRAGE, UÆRLIG

Man ser altså, at Rom i begyndelsen af sin

opstigen ikke lod det mangle på bedrag, og

det må alle betjene sig af, hvis de fra en lille

begyndelse vil stige op til magtens højeste tinde.

Det er så meget mindre at dadle, jo mere

skjult det sker, som tilfældet var hos Romerne

(!) 217 a (II 13)

At nå fra lavere stand til storhed gør man

snarere ved bedrag, end ved magt. 215 b (II 13)

# 86 NARRE, BEDRAGE, UÆRLIG

163

Jeg synes, det ikke er overflødigt i næste

kapitel at vise, på hvilken måde senatet plejede

at narre folket ved valg af embedsmænd.

138 b (I 47)

Bedrag i krig er berømmelig. 415 d (III 40).

– Se også: # 13 Krig Midler

Når fjenden gør en stor fejl, må man forvente

at der er en list bag det. 425 d (III 48)

Skønt kloge mænd gennemskuer dette, lader

folkene sig narre, fordi de tragter efter den

øjeblikkelige fred. 344 b (III 12) T 11


164

# 87 FJENDTLIG

MISUNDE

Opfindelse af nye ordninger i samfund og

stat har altid, på grund af menneskenes misundelige

natur, været lige så farlig som opdagelse

af ukendte have og lande, for menneskene

hælder mere til dadel end til ros. 13 a (I

forord)

Man ser deraf hvorledes en god og klog

mand handler, hvor meget godt han skaber,

og hvor meget nytte han kan gøre for sit land,

hvis han ved sin holdning og dygtighed har

overvundet misundelsen. For denne er ofte en

hindring for udførelse af det gode, idet den

hindrer de bedste i at have den magt, som er

nødvendig i vigtige forhold. Denne misundelse

kan overvindes på to måder. For det første

ved en uhyggelig begivenhed (Stød), hvor

enhver frygter for sin undergang, og derfor

tilsidesætter sin ærgerrighed, og villigt lytter

til den som de tror, vil redde ham ved sin dygtighed

… For det andet kan misundelse besejres,

hvis de mænd som var dine medbejlere

til anseelse og storhed, dør en naturlig eller

voldsom død. 387 a­c (III 30)

# 87 FJENDTLIG

ONDSKABSFULD

Da nu Sergius blev angrebet af Faliskerne

og andre folk, lod han sig hellere slå og blive

drevet på flugt, end at bede Verginius om

hjælp. På den anden side ville Verginius, som

ventede på at den anden ville ydmyge sig, hellere

se på fædrelandets vanære, og den halve

hærs undergang, end hjælpe ham. Et i sandhed

klassisk tilfælde af nederdrægtighed. 99

b (I 31)

Soderini … vidste ikke, at ondskab ikke bliver

forsonet ved velgerninger. 388 c (III 30, T

11). – Også: 299 c (III 3, T 9)

(Se # 75: Mennesker, onde)

HAD

Om Jordloven. Den skabte et sådant had

mellem folket og senatet, at det kom til kamp

med våben, og blodsudgydelse ud over al

måde. 112/13 (I 37) T 15

Undersåtters had mod en fyrste, på grund

af den dårlige behandling af dem. 257 b (II 24)

Hele folkets had mod fyrsten (Sammensværgelse).

304 b/c (III 6) T 6

Straf skal være så moderat, at der ikke opstår

had af den. 361 d (III 19) T 5.


Hvad der gør en fyrste forhadt hos folket.

373 d ( III 23) T 4

TRUE

Trusler er farligere end gerningen. 304 d (III

6) T 8 – (Ofret er død)

Trusler gør ham forsigtigere. 266 c (II 26)

YDMYGE HÅNE

For at ophøje Rom, og føre den til dens storhed,

fandt skæbnen det nødvendigt at ydmyge

(Rom). 276 a/b (II 29) T 7

Den samme skæbne ramte Vejenterne, da

de ikke var tilfredse med at føre krig mod

Romerne, men også forhånede dem med ord.

De samme soldater som hidtil var uvillige til

at kæmpe, tvang nu konsulen til slag. Således

blev Vejenterne straffet for deres frækhed. 267

b/c (II 26) (Se hele kap. 26)

Denne historie viser, hvor afskyelig bagvaskelse

er, i frie byer og i enhver anden stat, og

at man ikke skal sky noget middel for at undertrykke

den. 42 d (I 8)

# 87 FJENDTLIG

165

HÆVN

Klearchos lod alle fornemme hakke i stykker,

og opfyldte derved et af folkets ønsker: at

hævne sig. 69 a (I 16)

Det er heller ikke noget under, at folkene

tager en usædvanlig hævn over dem, som har

røvet deres frihed. 183 b/c (II 2)

Hvis nogen er blevet meget fornærmet af

staten eller af en privatperson, og han ikke får

tilstrækkelig oprejsning, så vil han, hvis han

lever i en republik, tragte efter hævn, selv om

den republik han lever i skulle gå til grunde.

Hvis han lever under en fyrste, og har nogen

æresfølelse, så vil han ikke helme før han har

hævnet sig på ham, om det så skal ødelægge

ham selv. 272 d (II 28)

En fyrste, som har fremkaldt alment had

mod sig, har naturligvis også enkelte fjender,

der er blevet særligt krænket af ham, og derfor

tørster efter hævn. 304 b/c (III 6)

Derfor er sådanne omvæltninger ikke særligt

farlige. Desto frygteligere er de, der udføres

af mænd som vil hævne sig. Ja, de har altid

været sådan, at de får læseren til at gyse. 329

a/b (III 7)

(Claudius) Når hævntørsten kunne bevirke

så meget hos en romersk borger, og på et tids­


166

punkt hvor skikkene endnu var rene, så kan

man tænke sig hvilken magt den har i en by,

der ikke er som det daværende Rom. 357 c (III

17) T 4

Sådanne byer eller lande hævner sig på sejrherren

uden kamp og blod, for idet de bibringer

ham deres egne slemme skikke, svækker de

ham sådan, at han vil blive overvældet af enhver

der angriber ham. 242/43 (II 19) (Luksus)

(Overgang fra frihed til trældom, og omvendt).

Det afhænger af, om den styrtede regeringsform

er opstået ved magt, eller ej. Oprettelsen

af et voldsherredømme kan kun ske

ved at forurette mange, og ved dets fald er det

naturligt, at de skadelidte vil hævne sig. Men

af denne hævntørst opstår mord og drab. 328

d (III 7)

# 87 FJENDTLIG

(Fortsættelse af historien om voldtægt, # 53

Sex)

Pausanias beklagede sig flere gange til Filip

over denne krænkelse, og kongen holdt ham

hen en tid, med håbet om gengældelse. Men

han holdt ikke sit ord, tværtimod udnævnte

han Attalos til statholder i en græsk provins.

Da Pausanias nu så, at hans fjende ikke blev

straffet, men tværtimod æret, vendte hele hans

forbitrelse sig, ikke mod den der havde udført

denne skændsel, men mod Filip, som havde

nægtet ham hævnen. Han myrdede ham en

højtidelig morgen, da Filips datter skulle giftes

med Alexander fra Epirus, og kongen gik

til templet mellem de to Alexander, svigersøn

og søn. 273 b/c (II 28). – (”Tredje part”)

(Kapitel II 28 har overskriften: Hvor farligt

det er for en republik eller en fyrste, ikke at

straffe for en æresfornærmelse, som er tilføjet

en stat eller en enkeltperson).


Belejring af Veji. Albanersøen var steget

usædvanligt. Soldaterne var trætte af belejringen,

ville vende hjem. Man fandt en gammel

spådom, at Veji ville blive erobret, i det år Albanersøen

gik over sine bredder. Dette bevirkede,

at soldaterne fattede håb. Byen blev erobret

efter ti års belejring. 60 b (I 13) T 3

Uden løn kan man ikke pålægge mennesker

byrder, og det er farligt at fratage dem

håbet om løn. 169 aa (I 60)

(Hasdrubal) En feltherre, som er tvunget til

flugt eller et slag, vil altid vælge slaget, da han

så kan håbe på sejr. 208 a (II 10) T 13

KAPITEL 9 HÅBET

* * *

167

Dette falske håb om sejr forleder menneskene

til fejl, ikke blot i tale, men også i handling.

268 c (II 27, T 2)

Menneskene gør den fejl, at de ikke forstår

at sætte grænser for deres håb. 271 c (II 27) T 16

Menneskene kan ikke standse skæbnen. De

må altid håbe, og aldrig opgive håbet. 276 d (II

29) T 8

Se også Bevingede Ord: Pandora


TEKST

KRONOLOGISK DEL

BOGENS FORLØB TANKETRÅDE


Bog: Del I, Forord Bog: Del I, Forord

DEL I – FORORD

FORFATTEREN OM SIG SELV

T 1 At skabe en ny orden i samfundet er lige

så farligt som at opdage nye egne på jorden.

(Columbus 1492)

T 2 Jeg er født med en trang til at gøre alt,

hvad der gavner almenvellet.

T 3 Jeg har besluttet at slå ind på en vej, som

andre ikke har gået.

T 4 Måske vil mine bestræbelser ikke bære

frugt, på grund af nutidens ringe erfaring,

og manglende kendskab til fortiden.

T 5 Men jeg baner vej for en anden, som har

bedre evner til at virkeliggøre mit mål.

FORTIDEN

T 6 Man har stor agtelse for fortidens værker.

T 7 Man beundrer de store gerninger i fortiden,

men man efterligner dem ikke.

T 8 Man bruger de gamle metoder i jura og

medicin.

T 9 Men når det drejer sig om samfundets

indretning, og militærvæsen, er der ingen

der lærer af de Gamle.

171

T 10 Det skyldes efter min mening ikke så meget

den kristne religion, som manglende

historiekundskab.

T 11 Folk ser bare på det mærkværdige i fortiden,

de vil ikke efterligne den.

T 12 De tror, at verden er helt anderledes nu,

end tidligere.

T 13 Jeg vil gerne fjerne denne misforståelse,

ved hjælp af Livius. Opgaven er vanskelig.

DEL I – KAPITEL 1:

BYERS OPRINDELSE

T 1 Byer opstår (1) Ved egnens befolkning, eller

(2) ved fremmede.

T 2 (1) ud fra forsvarshensyn. Man finder et

egnet sted. Ex. Athen og Venedig.

T 3 (2) Kolonier blev anlagt af republikker eller

fyrster, navnlig Rom. Ex. Firenze.

T 4 Et folk kan tvinges væk af sult, krig m.m.

T 5 Det kan flytte til eksisterende byer, eller

det kan grundlægge nye.

T 6 Her spiller grundlæggeren af byen en

stor rolle.

T 7 Det drejer sig om valg af sted, og om lovgivning.

* * *


172

Bog: Del I, kap. 1 Bog: Del I, kap. 2

T 8 Mennesker arbejder enten af nød, eller af

egen vilje.

T 9 De arbejder mere, når de er nødt til det.

T 10 Måske burde man anlægge nye byer í

ufrugtbare egne, hvor folk må arbejde

mere, og må samarbejde.

T 11 Men på grund af magtsyge vælger man

frugtbare egne.

T 12 For at modvirke fristelsen til lediggang, må

indbyggerne tvinges ved love og pligter.

T 13 Kloge lovgivere indførte militærtjeneste.

Ex. Egypten. Tyrkerne

T 14 Der skal være levemuligheder. Ex: Athos

ikke egnet.

T 15 Om Roms grundlæggelse.

T 16 (Disposition) I. Del: om Indre Forhold

DEL I – KAPITEL 2:

REGERINGSFORMER. ROM

T 1 Om byer, der fra begyndelsen var frie.

T 2 Vigtigt at få gode love, at have en god lovgiver.

T 3 Det er en ulykke for en stat at der ikke er

orden.

T 4 Folk tilslutter sig kun en ny ordning, hvis

staten er i fare.

T 5 Nogle skelner mellem tre regeringsformer.

T 6 Andre taler om seks.

T 7 Regeringsformerne er opstået tilfældigt.

T 8 Samfundets begyndelse. De gode og de

dårlige personer.

T 9 Man besluttede at opstille love. Straf og

retfærdighed. Først var der de dygtigste.

T 10 Men så blev der arvefølge. Dårlige fyrster

førte til uro. Der kom tyranner.

T 11 Ædle mennesker rejste sig. Mængden fordrev

de dårlige fyrster.

T 12 Først gik det godt, men deres sønner ødelagde

det.

T 13 Nu gik det over til folkestyre.

T 14 I den første tid gik det godt. Derefter skiftede

det, som før.

T 15 Et kredsløb af regeringsformer.

T 16 Nogle ville lave en kombination af disse

typer. Fyrste, adel, folk.

T 17 Sparta, Lykurg. Athen, Solon.

T 18 Rom gik den lige vej til fuldkommenhed (!)

T 19 Forskellen: Kongerige – Fristat.

T 20 Efter kongerne var der to konsuler.

T 21 Derefter: adel, og folketribuner.

T 22 Blandingen af tre regeringsformer førte

til en fuldkommen stat.

T 23 Fuldkommenheden kom fra uenigheden

mellem folk og senat.

(Klassekamp)


Bog: Del I, kap. 3 Bog: Del I, kap. 4

DEL I – KAPITEL 3:

ADEL OG FOLK 1

T 1 En lovgiver må gå ud fra, at alle mennesker

er onde.

T 2 Dette kan være skjult, men kommer frem

senere. (Skjult – Åbenbar).

T 3 En lang tid var adelen velvillig overfor

folket.

T 4 Men det var hykleri.

T 5 Da Tarquinierne var fordrevet, begyndte

adelen at krænke folket.

T 6 Mennesker gør kun nødtvungent noget

godt.

T 7 Rom indførte Folketribuner, som skulle

sørge for folkets sikkerhed.

DEL I – KAPITEL 4:

ADEL OG FOLK 2

T 1 Disposition. Lykke og Dygtighed til krig

(II 1)

T 2 Man kan beklage kampene mellem adel

og folk (i Rom). Men de var forudsætning

for Frihed. (I 6, T 1)

T 3 Der vil altid i et samfund være modsætning

mellem folket og ”de store”.

T 4 I et langt tidsrum gjorde det ikke større

skade i Rom.

173

T 5 Republikken Rom var godt indrettet.

T 6 Enhver stat må give folket mulighed for

at udtrykke sin ærgerrighed.

T 7 Frie folks krav er ikke skadelige.

T 8 En god mand kan tale dem til rette.

T 9 Folketribunerne var et gode for Rom.

DEL I – KAPITEL 5:

ADEL OG FOLK 3

T 1 Beskyttelse af friheden er det vigtigste

for en republik.

T 2 Skal det være adelen eller folket der beskytter?

T 3 Forskel: Fornuftslutning (logisk) – se på

Resultatet (erfaring).

T 4 Når nogen skal beskytte en sag, bør det

være dem, som har mindst lyst til at misbruge

den.

T 5 Adelen ønsker at herske. Folket ønsker,

at det ikke bliver behersket, og at det kan

leve i frihed.

T 6 Fra et fornuftsynspunkt er folket bedst til

at bevare frihed.

T 7 Nogle mener, man skal lægge beskyttelse

af frihed i hænderne på de store. – Ex.

Rom.


174

Bog: Del I, kap. 5 Bog: Del I, kap. 6

T 8 Nogle mennesker vil erhverve noget, andre

vil forsvare det de har.

T 9 Forskel: Republik der vil vokse. Republik

der kun vil fortsætte.

T 10 = 8. Ex. Rom. Adel ctr. Plebejer. – Ex. Menenius.

T 11 Som regel bliver omvæltninger fremkaldt

af de besiddende.

T 12 De ikke-besiddende vil efterligne dem.

DEL I – KAPITEL 6:

FJENDSKAB I ROM

T 1 Kunne Rom have have haft en forfatning,

som udelukkede de nævnte kampe? (I 4,

T 2)

T 2 Man må sammenligne med de frie stater

(republikker), som har eksisteret længe,

uden stridigheder.

T 3 Man må undersøge deres forfatninger.

T 4 Ex. I Venedig var oprindeligt alle lige.

T 5 Senere kom der mange nye til, som ikke

fik del i regeringen. De første kaldtes

adel, de nye: folket. Dette varede længe.

T 6 Ex. Sparta var kongerige. Der skete ingen

forandringer. Der var ingen kamp mellem

adel og folk.

T 7 Hvis Rom ville undgå den omtalte uro,

skulle de enten opgive at føre krig, eller

ikke optage fremmede. Men de gjorde

begge dele. Derved blev der uro.

T 8 Et stort og krigsdygtigt folk er svært at

styre.

T 9 Holder du det lille og ukrigerisk, risikerer

du at miste magten. Ex. Rom. Sparta.

T 10 Vil man oprette en republik, må man

vælge mellem de to veje.

T 11 For en svag republik kan det være ødelæggende

at gøre erobringer. Ex. Sparta,

Venedig.

T 12 Vil man grundlægge en varig republik,

skal den gøres stærk, men ikke så meget

at den truer naboerne.

T 13 Det bedste ville være at opnå ligevægt.

T 14 Men alle menneskelige forhold er i bevægelse.

Man kan ikke opnå ligevægt, eller

gå en mellemvej.

T 15 Det bedste er at efterligne Rom.


Bog: Del I, kap. 7 Bog: Del I, kap. 7

DEL I – KAPITEL 7:

ANKLAGEREMBEDET

T 1 Nogle borgere foretager sig noget, som er

rettet mod byens frihed.

T 2 Det er vigtigt at man kan anklage disse

mennesker, overfor folket, eller overfor

en myndighed. To fordele:

T 3 (1) De vil afholde sig fra at gøre noget

mod staten.

T 4 Eller hvis de gør det, vil de blive straffet.

T 5 (2) Og folk kan få luft for deres utilfredshed

med nogle borgere.

T 6 Hvis dette ikke kan ske på en lovlig måde,

kan det få store konsekvenser.

T 7 Ex. Rom: Strid mellem adel og folk. Coriolan

(491 f. Kr.) ville lade folket sulte.

T 8 En borger skal kunne dømmes på lovlig

måde. Selv om der sker uret (!)

T 9 Det skal være ved offentlig magt. (Offentlig

– privat)

T 10 Det må ikke føre til strid mellem grupper,

partier.

T 11 Ex. Firenze. F. Valori, en ærgerrig mand.

T 12 Er der ikke lovlige midler, må man bruge

magt, våben.

T 13 Ex. Firenze. P. Soderini. Den spanske hær

blev tilkaldt.

175

T 14 Det er farligt, at utilfredse borgere hidkalder

en fremmed magt.

T 15 Derfor skal der være anklagere, og flere

dommere.

T 16 Ex. Etrurien. Aruns søster krænket. Han

hidkaldte Gallerne.

DEL I – KAPITEL 8:

BAGVASKELSE OG ANKLAGE

T 1 Ex. Rom. Camillus blev hyldet. Manlius

var misundelig på ham.

T 2 Ex. Manlius udspredte rygter om Camillus.

T 3 Bagvaskelse er afskyelig.

T 4 Det bedste middel mod det er: Anklage.

T 5 Bagvaskelse behøver ingen beviser, men

det gør anklage.

T 6 Anklage sker ved øvrighed, ved folket, et

råd. Bagvaskelse sker på pladser, i haller.

T 7 Bagvaskere skal straffes strengt, efter en

retssag.

T 8 Rom var godt indrettet i denne henseende,

men vor by Firenze er ikke.

T 9 Ærgerrige borgere benytter bagvaskelse.

Ex. Firenze (Lucca, år 1430).

T 10 Man må afprøve bagvaskere ved at lade

dem optræde som anklager.


176

Bog: Del I, kap. 8 Bog: Del I, kap. 10

DEL I – KAPITEL 9:

EN GRUNDLÆGGER MÅ STÅ ALENE

T 1 Ex. Roms grundlæggelse. Romulus myrdede

(T 10). Se på hensigt.

T 2 Det er en regel, at en republik eller et kongerige

kun er godt indrettet, hvis det sker

ved én person. (Mange–En)

T 3 Derfor må lovgiveren stræbe efter den

fulde magt.

T 4 Vurdering af det.

T 5 Det afgørende er resultatet. (Handling og

Resultat).

T 6 Det er ikke forkert at bruge magt til at opbygge,

kun til at ødelægge.

T 7 Han må ikke overgive sin magt til en anden,

ved arv.

T 8 En god forfatning må ikke være afhængig

af én person.

T 9 De mange kan ikke skabe en god forfatning,

men de kan opretholde den.

T 10 Ex. Romulus fik magten ved et mord.

Men derefter indsatte han et Senat, som

han rådførte sig med.

T 11 Den oprindelige orden i Rom svarede til

borgerlig frihed.

T 12 Ex. Sparta: Kong Agis. – Kleomenes (roses).

Makedonere.

T 13 Konklusion: T 2, T 5.

DEL I – KAPITEL 10:

GODE OG DÅRLIGE FYRSTER

T 1 Mange slags mennesker er rosværdige.

(Vurdering)

T 2 Andre slags er afskyelige.

T 3 Mennesker kan altid skelne mellem gode

og onde.

T 4 Alligevel vil mange efterligne de dårlige.

T 5 De kunne blive berømmet, hvis de gjorde

det gode. I stedet bliver de tyranner.

T 6 Hvis man læser historie vil man se, hvem

der bliver rost, og hvem der bliver fordømt.

T 7 Ex. Hvad der siges, og ikke siges, om Cæsar.

Catalina. Brutus (II)

T 8 Ex. Vurdering af romerske kejsere. Gode

og dårlige.

T 9 Lære af den romerske kejserhistorie.

Mange blev myrdet.

T 10 De romerske kejsere ved arvefølge var

dårlige. De adopterede var gode.

T 11 Se på de gode kejsere: Leveforhold. Gylden

tidsalder.

T 12 Og se på de dårlige kejsere. (Opremsning).

Cæsars skyld.

T 13 De to veje for en fyrste: til berømmelse,

eller skændsel.


Bog: Del I, kap. 11 Bog: Del I, kap. 11

DEL I – KAPITEL 11:

ROMERNES RELIGION

T 1 Ex. Rom blev grundlagt af Romulus. Derefter

kom Numa. Han styrkede religionen.

T 2 Romerne var mere bange for at bryde en

ed, end for at overtræde lovene. Man satte

Guds magt højere end menneskers.

T 3 Ex. Scipio. Ex. Manlius (Del III, kap. 34, T

1). Pomponius.

T 4 En ed kunne være aftvunget.

T 5 I Roms historie kan man se, hvor stor rolle

religionen spillede.

T 6 De store lovgivere har altid påberåbt sig

gud.

T 7 En klog mand kan erkende meget godt,

men grundene er ikke nok til at overbevise

andre.

T 8 Det er lettere at påvirke et ukultiveret

folk. Slm. Billedhugger

T 9 Den af Numa indførte religion var en af

hovedårsagerne til Roms trivsel. Bragte

Lykke.

T 10 Hvis gudsfrygten mindskes, forfalder riget.

T 11 Riger der er skabt af én mand har kort varighed.

Citat fra Dante

177

T 12 En stats fremtid afhænger af, om den har

fået en god samfundsorden.

T 13 Også dannede mennesker bliver tiltrukket

af noget nyt. Ex. Firenze, holdning til

Savonarola.

T 14 Enhver kan ved sin livsførelse skaffe sig

tilhængere.

T 15 Alle mennesker lever under den samme

lov.

DEL I – KAPITEL 12:

KIRKEN ER SKYLD I ITALIENS

ULYKKER (Kirkestaten)

T 1 Både monarkier og republikker skal holde

de religiøse traditioner i hævd.

T 2 Enhver religion har sit eget grundlag og

livsprincip.

T 3 Den hedenske bygger på Orakler, Augurer

o.l.

T 4 Menneskene troede på, at guderne, som

forudsagde lykke eller ulykke, også ville

lade det ske. (Forudsige – Bevirke)

T 5 Derfor byggede de templer, og havde ceremonier.

T 6 Men senere bredte vantro sig.

T 7 = 1 Alle statsledere skal opretholde religionen.


178

Bog: Del I, kap. 12 Bog: Del I, kap. 12

T 8 Også når de ikke selv tror på den.

T 9 De kan udnytte troen på Undere.

T 10 Ex. Fra Rom. Et tempel blev plyndret.

Stemme.

T 11 Hvis man havde bevaret den oprindelige

Kristendom, så ville der være mere enighed

og lykke, end der er nu.

T 12 Kritik af den romersk-katolske kirke. (Se

T 15)

T 13 Nogle mener, at løsningen på Italiens

problemer skal komme fra den romerske

kirke.

T 14 Jeg mener det modsatte, og vil bevise det.

T 15 (1) Pavens hof har været et dårligt eksempel,

derfor er vi Italienere blevet gudløse

og slette. (Del I, kap. 27)

T 16 (2) Værre er det, at kirken har splittet vort

land. (Splitte-Samle)

T 17 Skønt den holder til i Italien, har den ikke

kunnet erobre og samle hele Italien.

T 18 Og hvis den frygtede for sin verdslige

magt, veg den ikke tilbage for at hidkalde

en fremmed magthaver, der kunne hjælpe

den mod andre i Italien.

T 19 Hvis man tænker sig, at pavehoffet blev

flyttet til Schweiz, så ville man kunne se,

hvor meget uorden det ville fremkalde,

i dette velordnede land. (Tankeeksperiment)

DEL – I KAPITEL 13:

RELIGION

T 1 Romerne benyttede religion i statens tjeneste.

T 2 Ex. Adelen benyttede en pest til at franarre

folket dets Tribuner.

T 3 Ex. Ved belejring af Veji opildnede man

soldaterne ved en gammel overtro, om

Albanersøen. (By i Etrurien, 15 km. NV

for Rom).

T 4 Ex. Terentilius. Adelen brugte religion på

to måder.

T 5 (1) Sibyllinske bøger.

T 6 (2) Overfald på Kapitol.

T 7 T. Quinctius blev valgt til ny konsul

T 8 Folket ville, af ængstelse overfor religion,

hellere adlyde (den afdøde) konsul, end

tro på (folkets) tribuner.

T 9 Citat fra Livius. Priser den gamle gudsfrygt.

T 10 Folketribunerne lavede en overenskomst

med konsulen.


Bog: Del I, kap. 14 Bog: Del I, kap. 15

DEL I – KAPITEL 14:

AUGURER OG PULLARIER

T 1 Augurer (varseltydere) var grundlaget

for den hedenske religion, og de bidrog

til republikken Roms trivsel.

T 2 De blev brugt før hvert felttog.

T 3 Man anvendte også Pullarier, hønsevogtere,

der skulle se efter, om hønsene spiste

(varsel).

T 4 I vigtige tilfælde rettede man sig dog ikke

efter det, men lod som om man gjorde

det. (Skin og Virkelighed).

T 5 Ex. Konsul Papirius (293 f.Kr.) ville ikke

rette sig efter pullarierne, men vandt slaget.

T 6 Ex. Claudius Pulcher (249 f.Kr.) tabte slaget.

T 7 Formålet med denne skik var, at soldaterne

skulle gå i kamp med tillid til sejr.

DEL I – KAPITEL 15

EN RELIGIØS SKIK SOM SIDSTE UDVEJ

T 1 Ex. Samniterne havde lidt nederlag. Citat

fra Livius. De ville ikke give op. (Samnium)

T 2 De genoplivede en gammel offerskik (beskrivelse

af den).

179

T 3 Ex. Derefter drog Papirius imod dem.

Holdt tale. Citat.

T 4 Samniterne blev slået. Men man ser, hvor

stor rolle Samniterne tillagde denne gamle

skik

T 5 (Disposition)

DEL I – KAPITEL 16:

AT SKIFTE REGERING

T 1 Et folk, som er vant til at blive regeret af

en fyrste, og derefter opnår friheden, har

svært ved at bevare den.

T 2 Et sådant folk er som et vildt dyr, der har

været indespærret.

T 3 Folket kan let blive bytte for en anden

hersker.

T 4 Det drejer sig her om folk, som ikke er

helt fordærvede.

T 5 Når en stat bliver fri, har den indre fjender,

men ingen indre venner.

T 6 Fjender er de, som nød godt af tyranherredømmet

(”ven”, korruption), og ønsker

det genindført.

T 7 En fristat får ingen venner. Borgerne får

kun belønning for særlige handlinger.

Derfor skylder de ikke andre tak.


180

Bog: Del I, kap. 16 Bog: Del I, kap. 17

T 8 Der er fordele ved en fri forfatning. Ejendom.

Kvinder og børn.

T 9 Men det tager man som en selvfølge, er

ikke taknemlig.

T 10 Problem: overklassens unge. Det bedste

middel: at henrette Brutus’ sønner (III 3).

T 11 Den, som overtager magten over et folk,

skal udrydde sine modstandere.

T 12 Det er godt for en fyrste, at han kun har få

fjender.

T 13 En fyrste, der vil vinde et fjendtligt folk

for sig, må undersøge hvad det ønsker.

T 14 Det er altid: (1) At hævne sig på dem, som

har bragt det i trældom. Og (2) At genvinde

friheden.

T 15 Ex. Ad (1) Klearchos – lod de fornemme

dræbe.

T 16 Ad (2) ønsket om frihed findes kun hos få.

T 17 Resten vil leve i fred.

T 18 Ex. Frankrig. Kongen er bundet af love.

T 19 Da Rom genvandt sin frihed var det ikke

fordærvet.

DEL I – KAPITEL 17:

EN FORDÆRVET STAT (1)

T 1 Kongerne i Rom var fordærvede. ”Statslegemet”.

T 2 Så længe en fordærvet stat har en fyrste,

kan den ikke blive fri. Den ene fyrste afløser

den anden.

T 3 Den skal have en ny fyrste, som er helt

anderledes.

T 4 Det kan være, at friheden forsvinder med

ham. Ex. Syrakus. – Ex. Rom: efter Tarquinierne,

ctr. efter Cæsar. Brutus I og II.

T 5 Ex. fra samtiden: Milano, og Napoli. Sæder

fordærvet

T 6 Hvor sæderne er rene, skader opstande

ikke.

T 7 Betydningen af én mand, overfor de mange.

Ex. Theben. Men efter ham: forfald.

T 8 Én mand lever ikke så længe, at han kan

redde en fordærvet stat.

T 9 Fordærvelsen, og uegnethed til et frit liv,

skyldes uligheden i staten.

DEL I – KAPITEL 18:

EN FORDÆRVET STAT (2)

T 1 Spørgsmål om en fordærvet stat: (1) Kan

en fri forfatning opretholdes, eller (2) Kan

en fri indføres?

T 2 Begge dele er vanskeligt, og der er ingen

opskrift på det (generelt).


Bog: Del I, kap. 18 Bog: Del I, kap. 18

T 3 Der er grader af fordærvethed (nu: Korruption).

T 4 Gode sæder kræver love for at blive opretholdt.

For at følge loven kræves gode

sæder.

T 5 Love og organisation stammer fra statens

oprettelse, senere dur de ikke.

T 6 Lovene kan ændres, men skikke ændres

ikke, og de kan ødelægge nye love.

T 7 Ex. Rom. Her var en statsorden (forfatning),

dernæst love, hvoraf nogle blev

ændret.

T 8 Det var ikke nok at lovene blev ændret.

Organisationen var ikke god nok.

T 9 Det gælder: (1) Valg af embedsmænd. Oprindelig

var det de dygtige, der ansøgte.

T 10 Senere var det de magtsyge. Det skete

gradvist.

T 11 (2) Lovgivning. Oprindelig kunne man

foreslå noget, og folket kunne tage stilling

til det. Det var godt.

T 12 Men senere blev borgerne fordærvet, og

de misbrugte lovene.

T 13 Sammen med nye love måtte Rom skabe

ny organisation. (Stof og Form)

T 14 Det kan ske (1) på éngang, eller (2) efterhånden.

181

T 15 Ad (2): Det kræver en klog mand. Enten

har man ikke det, eller folk vil ikke høre

på ham.

T 16 Ad (1): det kræver magt.

T 17 De to krav modvirker hinanden.

T 18 Konklusion. Det er umuligt at skabe republik

i fordærvede byer.

T 19 Så hellere en konge, der kan styre de

overmodige. Ex. Kleomenes (I 9, T 12).

DEL I – KAPITEL 19:

FYRSTER, SVAGE OG STÆRKE

T 1 Ex. De første romerske konger. Forskel:

Krig og fred.

T 2 Efter en stærk konge kan en svag bevare

magten.

T 3 Men to svage efter hinanden – det går

ikke.

T 4 Fremragende mænd. Ex. David, tapper

og klog

T 5 Ex. Tyrkisk sultan, forskellige.

T 6 Konklusion: Skiftevis krig og fred.

T 7 Hvad fyrster kan lære.

T 8 Rom (kontrafaktisk).


182

Bog: Del I, kap. 20 Bog: Del I, kap. 22

DEL I – KAPITEL 20:

KONGER ELLER REPUBLIK

T 1 Ex. Rom. Da kongerne var væk havde

man en god tid, med konsuler.

T 2 Republikker kan vælge talløse dygtige

mænd til ledere.

DEL I – KAPITEL 21:

SOLDATER

T 1 En stor fejl, at samtidens fyrster og republikker

ikke har egen krigsmagt.

T 2 Ex. Rom. Tullius skabte en hær af egne

soldater.

T 3 Hvis der ikke er soldater, er det fyrstens

skyld.

T 4 Ex. England overfor Frankrig.

T 5 Ex. Theben befriet fra Spartas åg.

T 6 Det afgørende: om der er en mand som

kan skabe soldater.

T 7 Citat fra Vergil.

DEL I – KAPITEL 22:

STEDFORTRÆDERKAMP

T 1 Ex. I stedet for at føre krig besluttede to

konger, at tre mænd fra hver side skulle

kæmpe. De tre Albanere blev dræbt, en

Romer overlevede.

T 2 Da han kom tilbage til Rom mødte han

sin søster, som var forlovet med en af de

tre Albanere, og som græd over ham. Romeren

slog hende ihjel (I 24, T 1)

T 3 Der blev en retssag, men han slap fri, på

grund af sin far.

T 4 Kommentar. (1). Man skal ikke sætte sin

skæbne på spil med kun en del af sine

tropper (se kap. 23).

T 5 (2). I en velordnet stat kan en forbrydelse

ikke opvejes af ens fortjenester (se kap.

24).

T 6 (3). Det er ikke klogt at slutte aftaler, hvis

man kan frygte, at de ikke bliver overholdt.

T 7 (Ad 3) En konge, eller et folk, kan ikke

være tjent med at komme i et afhængighedsforhold

på grund af tre borgere.

T 8 Ex. Det ønskede den albanske konge heller

ikke. Han lovede den romerske konge

troskab, men ved det første fælles felttog

søgte han at bedrage ham.


Bog: Del I, kap. 23 Bog: Del I, kap. 24

DEL I – KAPITEL 23:

AT KONCENTRERE KRÆFTERNE

T 1 Det har aldrig været klogt at risikere Lykken

i en kamp, uden at man sætter alle

kræfter ind.

T 2 Det skete i den nævnte kamp (I 22), hvor

fædrelandets skæbne var afhængig af tre

borgere. (Del og Helhed)

T 3 Alt det, som tidligere generationer havde

udrettet for staten blev da afhængigt af

nogle få.

T 4 Noget lignende sker hvis man bruger soldater

til at besætte bjergpas.

T 5 I en bjergegn har beboerne aldrig søgt at

bekæmpe en angriber i et pas, eller i bjergene.

T 6 Derved spredes kræfterne, og man ved

ikke hvor fjenden vil angribe. (Sprede–

Koncentrere).

T 7 Ex. Hannibal i Alperne. Romerne afventede

ham i lavlandet. (Del II, kap. 12, T 16)

T 8 I bjergegne er der mange små veje som

kun de lokale kender.

T 9 Ex. Franske tropper i Lombardiet (1515).

183

DEL I – KAPITEL 24:

BELØNNING OG STRAF

T 1 Ex. Romer dræbte sin søster (I 22). Kom

for retten.

T 2 Det kan se ud som utaknemlighed hos

folket, da han havde sejret over Albaneren.

T 3 Men det var forkert at han blev frikendt,

og rigtigt at han blev anklaget.

T 4 Ingen velordnet republik kan lade en borgers

forseelse blive opvejet af hans fortjenester.

(Balance. Justitia. Vægt).

T 5 Borgeren bliver belønnet for det gode,

straffet for det onde.

T 6 Hvis man overholder dette, kan staten

længe bevare sin frihed.

T 7 Faren er, at en borger bliver overmodig.

T 8 Men man skal belønne gode gerninger.

T 9 Ex. Rom. Cocles. Scaevola.

T 10 Og man skal straffe, uanset persons anseelse.

Ex. Manlius Capitolinus.


184

Bog: Del I, kap. 25 Bog: Del I, kap. 26

DEL I – KAPITEL 25:

FRA GAMMEL TIL NY FORFATNING

T 1 Hvis man vil give en stat en ny forfatning,

skal der være noget der minder om

den gamle.

T 2 Folk skal få indtryk af, at der ikke er sket

nogen forandring.

T 3 De fleste mennesker er tilfreds med udseendet.

(Skin og Virkelighed).

T 4 Ex. Rom. Liktorer.

T 5 Ex. Rom. ”Offerkonge”, erstatte konge.

T 6 Alt nyt ophidser mennesker.

T 7 Man må i hvert fald bibeholde de gamle

betegnelser (Ord og Genstand).

T 8 Det gælder for så vel (1) kongerige som

for (2) republik.

T 9 Derimod: hvis man vil oprette et (3) absolut

monarki, et såkaldt tyranni, så skal

man ændre alt. (Næste kapitel)

DEL I – KAPITEL 26:

TYRAN

T 1 En ny fyrste, som står svagt, og ikke ønsker

at skabe et (1) monarki eller en (2) republik,

skal ændre alt.

T 2 (3) Ny organisation, nye navne. Ex. David.

T 3 Han skal bygge nye byer, ødelægge gamle,

flytte folk fra sted til sted.

T 4 Ex. Filip af Makedonien. Flyttede folk

som kvæg. Grusomme midler.

T 5 Folk skulle hellere forblive som borgere,

og ikke blive en sådan fyrste (tyran).

T 6 Mellemveje er det værste. Mennesker

forstår ikke at være helt gode, eller helt

onde. (Næste kapitel, T 6)

DEL I – KAPITEL 27:

EKSTREMER

T 1 Ex. Julius II (Pave 1503-1513), overfor en

tyran i Perugia, P. Baglioni.

T 2 Han gik ind i byen ubeskyttet.

T 3 Han var ubehersket i alt hvad han gjorde.

(III 44, T4 og 5)

T 4 Alle var forbavset over hans dumdristighed,

og den andens fejhed.

T 5 Baglioni var forbryder.

T 6 Mennesker forstår ikke at være helt onde,

eller helt gode.

T 7 I en slet handling kan der være storhed,

men mennesker kan ikke udføre den.

T 8 Ex. Baglioni. Han havde ikke mod.

T 9 Han kunne have vist, hvordan man skal

behandle ondartede prælater (!).


Bog: Del I, kap. 27 Bog: Del I, kap. 29

T 10 Handlingens storhed ville have opvejet

det skændige og farlige ved den. (Balance).

DEL I – KAPITEL 28:

UTAKNEMLIGHED, 1

T 1 I alle republikker har der været utaknemlighed

mod borgerne. Men mindre i Rom

end i andre republikker.

T 2 Der var ikke så meget grund til mistanke

mod medborgere.

T 3 Ex. Rom. Ingen borger forsøgte at røve

friheden.

T 4 Ex. I Athen var det modsat. Forfølge modstandere.

Ostrakisme.

T 5 Det siges, at et folk der genvinder friheden

er mere aggressivt.

T 6 Forskellen mellem de to byer skyldes de

faktiske forhold.

T 7 Ex. Rom. Collatinus. P. Valerius, her var

Rom mistroisk.

T 8 Rom kunne have været lige så utaknemlig.

DEL I – KAPITEL 29:

UTAKNEMLIGHED, 2

T 1 Man kan sammenligne utaknemlighed

hos fyrste, og hos folk.

185

T 2 Lasten: Utaknemlighed skyldes enten (A

1) Gerrighed, eller (A 2) Mistro, mistanke.

T 3 Når en feltherre har løst en vigtig opgave,

skal han belønnes.

T 4 Hvis fyrsterne ikke vil det, af (A 1) Gerrighed,

og i stedet krænker ham, begår de

en stor uret.

T 5 Citat fra Tacitus. Det er lettere at gøre

gengæld overfor en dårlig handling, end

overfor en god.

T 6 Men hvis det sker ud fra (A 2) Mistro, er

det noget andet.

T 7 En sejrrrig feltherre opnår meget anerkendelse,

og det kan blive et problem for

fyrsten.

T 8 Mennesker er af naturen ærgerrige og

mistroiske, og har de lykken med sig kan

de ikke holde måde.

T 9 Den sejrrige feltherre bliver fristet til at

være overmodig.

T 10 Fyrsten kan (B 1) lade ham dræbe (!),

T 11 eller (B 2) skabe den opfattelse, at sejren

ikke skyldes feltherren.

T 12 Ex. Antonius Primus indtog Rom (ca. 70

e. Kr.). Mucianus fandt alt i orden. Antonius’

løn bestod i at Mucianus fratog ham


186

Bog: Del I, kap. 29 Bog: Del I, kap. 29

overbefalingen over hæren. (”Utak er verdens

løn”. Bevingede Ord).

T 13 Ex. fra samtiden: G. Ferrante. Blev dårligt

behandlet.

T 14 Fyrsternes mistro (A 2) er naturlig.

T 15 Når en fyrste ikke kan bekæmpe sin mistro,

er det ikke mærkeligt at folket ikke

kan.

T 16 En fri stat har to formål: (C 1) At erobre.

(C 2) At hævde sin frihed.

T 17 Fejl ved (C 2). At man ikke belønner borgere.

T 18 I en fordærvet republik kan det føre til

tyranni.

T 19 Ex. Cæsar. Han tog det med magt, som

utak ikke ville give ham.

T 20 Frygt for straf gør menneskene bedre, og

mindre ærgerrige.

T 21 Utaknemlighed: Mindst i Rom. Coriolan.

Camillus.

T 22 Ex. Roms utaknemlighed mod Scipio.

Skyldtes mistanke (A 2).

T 23 Ex. Den ældre Cato advarede mod Scipio.

T 24 Folket bør være undskyldt i dette tilfælde,

for sin mistanke (A 2).

T 25 Se T 2.

T 26 Folkene er ikke utaknemlige af Gerrighed

(A 1).

T 27 Og af (A 2) Mistanke: mindre end fyrsterne.

DEL I – KAPITEL 30:

UTAKNEMLIGHED, 3

T 1 En fyrste bør selv lede sine felttog.

T 2 Hvis han sejrer, bliver han berømt.

T 3 Hvis det er andre, kan fyrsten ikke glæde

sig.

T 4 Hvis han bliver hjemme… ved jeg ikke…

T 5 En feltherre, som lider under utaknemlighed,

kan gøre et af to:

T 6 (1). Straks efter sejren forlade hæren, overgive

sig til fyrsten.

T 7 (2). Det modsatte: gøre alt, for at det ser

ud som hans sejr. (Ekstremer).

T 8 Det er galt, at feltherrer ikke forlader hæren

efter sejren, og ikke tør bruge voldsomme

midler.

T 9 De forbliver ubeslutsomme, og bliver derfor

styrtet.

T 10 Ved republikker: gøre som Rom.

T 11 Alle deltog i krige, kunne vogte på hinanden.

T 12 Man viste ikke ærgerrighed.

T 13 Hvis en blev diktator, ville han snarest

muligt forlade denne stilling.


Bog: Del I, kap. 31 Bog: Del I, kap. 32

DEL I – KAPITEL 31:

ROM OG DENS FELTHERRER

T 1 Rom var mild når man skulle straffe hærførere.

T 2 Dette var klogt. Hærføreren skulle kunne

handle hurtigt, og uhindret.

T 3 Ex. Sende en hær afsted. Hærføreren havde

nok at tænke på.

T 4 Han skulle ikke plages af, hvordan det

var gået andre hærførere.

T 5 Hvis han tabte et slag, var skammen over

dette straf nok.

T 6 Ex. Sergius og Verginius ved Veji. Et ex.

på nederdrægtighed. Men de slap med

bødestraf.

T 7 En fejl kan skyldes ubehjælpsomhed. Ex.

Varro, ved Cannae. Trods nederlag blev

han hyldet.

T 8 Ex. Papirius ville lade Fabius henrette,

skønt han sejrede. Men det skete ikke.

DEL I – KAPITEL 32:

TIDSPUNKT FOR HANDLING

T 1 Ex. Rom. I en farefuld situation lettede

Senatet skatterne på folket. Derfor udholdt

det alle vanskeligheder.

187

T 2 Men man skal ikke vente med at behandle

folket godt, til der foreligger en nødsituation.

Så vil folket gennemskue dette.

(Hensigtsbestemmelse).

T 3 Men dette gælder ikke Rom, som var velvillig

overfor folket.

T 4 Enhver leder må tænke på, hvilke vanskeligheder

der kan komme, og hvilke

mennesker han da har brug for.

T 5 Man kan ikke vinde mennesker for sig

med velgerninger, når faren er indtruffet.

DEL I – KAPITEL 33:

OM AT AFVENTE, ELLER KÆMPE

(II 12)

T 1 Da Rom voksede, ville naboerne angribe.

T 2 Rom valgte da en Diktator. (Næste kapitel).

T 3 Hvis der opstår store problemer i en stat,

er det bedst at afvente.

T 4 Vil man fjerne problemet med magt, bliver

det blot større.

T 5 I en republik opstår den slags mere af indre

end af ydre årsager, når en borger har

fået for meget magt.


188

Bog: Del I, kap. 33 Bog: Del I, kap. 33

T 6 Eller hvis en lov længe er blevet misbrugt,

så det nu er mere besværligt at fjerne den,

end at lade stå til.

T 7 Det er vanskeligt at få øje på problemet,

fordi det er naturligt for mennesker at

hilse alt nyt velkommen.

T 8 Det gælder særligt når det er fornemme

unge med store evner.

T 9 Når denne kombination forekommer,

kan han blive for mægtig.

T 10 Ex. Firenze. Cosimo dé Medici. – N. da

Uzzano ville ikke begå fejl nr. 2. Men det

skete.

T 11 Ex. Rom. At man ville bekæmpe Cæsar

førte til Republikkens undergang.

T 12 Da det er svært at se onderne fra start,

skal man afvente, i stedet for at bekæmpe.

T 13 Hvis man venter, vil problemet enten

forsvinde, eller det bliver i hvert fald udskudt.

T 14 Hvis en fyrste vil fjerne det med magt, må

han passe på at han ikke forstærker det.

T 15 Han må undersøge, hvor vanskeligt det

er. Hvis han føler sig stærk nok, skal han

handle kraftigt. Ellers skal han lade det

være. (Passiv – Aktiv).

T 16 Ex. Rom, naboer. T 1. Bedre med fredelige

midler.

T 17 Om Diktator, se næste kapitel.

DEL I – KAPITEL 34:

ROM. DIKTATOR

T 1 En opfattelse: kritisk overfor titlen ’Diktator’,

at det fører til Tyranni.

T 2 Men: det var hverken navnet eller embedet

der bragte Rom i trældom, men borgeres

magt. (Ord – Genstand)

T 3 Så længe Diktaturet blev bestemt efter loven

har det kun gavnet.

T 4 Grunde til det: (1) Mænd med dårlige

egenskaber, der kun findes i fordærvede

republikker, ville man ikke vælge.

T 5 (2) Diktatoren blev valgt for en kort periode,

i en nødsituation. Det var fastsat hvad

han måtte, og ikke måtte gøre.

T 6 Diktatur i Rom var en af årsagerne til rigets

storhed.

T 7 Republikkers arbejdsgang er langsom.

T 8 Derfor kan de ikke klare de vanskelige

situationer, det er farligt.

T 9 Ex. Venedig har en ordning.

T 10 En republik må aldrig benytte ulovlige

midler. (Mål og Midler)


Bog: Del I, kap. 34 Bog: Del I, kap. 35

T 11 Det kan være nyttigt på kort sigt, men er

skadeligt på længere sigt.

T 12 En republiks love skal forudse alt hvad

der kan ske (!), og angive hvad der skal

gøres i de enkelte tilfælde.

T 13 Konklusion: Republikker, der ved en truende

fare ikke griber til Diktatur eller noget

lignende, vil i alvorlige tilfælde gå til

grunde.

T 14 Valget af Diktator var vanskeligt. Konsulerne,

der normalt styrede byen, skulle

underordne sig ham.

T 15 Man lod konsulerne udnævne Diktatoren,

for at vise hvor alvorligt det var.

T 16 Forskel: Smerte fra en selv, eller fra andre.

(Selv-Andre)

T 17 Til slut: Konsul med diktatorisk magt.

T 18 Slutning: Naboerne ville undertrykke

Rom, men derved styrkede de Rom, både

til forsvar og angreb.

DEL I – KAPITEL 35:

ROM. DECEMVIR

(DEL I, kap. 40)

T 1 Den (i overskriften til kapitel 34) nævnte

forskel: (A 1) at rive magten til sig (skade-

189

ligt), og (A 2) at få den ved afstemning,

valg (ikke skadeligt)

T 2 synes at stå i modsætning til Decemvir

(De Ti Mænd), som blev valgt af Folket

for at give Rom love, men som blev tyranner,

og røvede friheden.

T 3 Men man må se på: (B 1) hvilken magt

det er, (B 2) for hvor lang tid.

T 4 Hvis man sammenligner magten hos (C

1) de ti mænd med magten hos (C 2) Diktator,

vil man se, at den var størst hos de

ti mænd.

T 5 Diktatoren kunne ikke ændre meget i

magtforholdene. Der var Vogtere (T 9).

T 6 Ved de ti mænd skete det: de tilrev sig

magt.

T 7 Sætningen (A 2): at det ikke skader en republik

at afgive magt ved frie valg forudsætter,

at afgivelsen sker indenfor grænser,

og i et bestemt tidsrum (B 2).

T 8 Men Decemvirerne misbrugte deres muligheder.

T 9 Man skal have Vogtere til at kontrollere.

Ex. Sparta, Venedig.

T 10 Man kan blive uindskrænket magthaver,

selv om man er fattig, og er uden familie.


190

Bog: Del I, kap. 36 Bog: Del I, kap. 37

DEL I – KAPITEL 36:

HØJE OG LAVE STILLINGER

T I Rom. En tidligere konsul tjente nu under

en konsul.

T 2 I Rom var det ingen skam at underordne

sig under en mand, som man før havde

været over.

T 3 Men det kan man ikke forestille sig i samtiden.

Ex. Venedig.

T 4 Dette er til skade for samfundet.

T 5 En republik kan have mere tillid til en

borger, der går fra en højere til en lavere

stilling, end omvendt.

T 6 De der går fra en lavere til en højere stilling

må have erfarne mænd til at rådgive

sig.

T 7 Hvis det havde været i Rom som i Venedig,

ville der være sket mange fejl. (Kontrafaktisk).

DEL I – KAPITEL 37:

JORDLOVEN I ROM

T 1 En gammel opfattelse: mennesker (A 1) i

ulykke bliver modløse, (A 2) i lykke – de

keder sig.

T 2 Når mennesker ikke kæmper (B 1) af nødvendighed,

kæmper de (B 2) af ærgerrighed.

T 3 Det ligger i menneskenes natur, at vi (C 1)

vil have alt, men (C 2) ikke kan få det. Der

opstår utilfredshed med det, man har.

T 4 Derfor skifter den menneskelige lykke.

T 5 Derfor bliver der krige mellem landene.

T 6 Det romerske folk var ikke tilfreds med

at have fået (Folke)tribuner til at beskytte

sig mod patricierne.

T 7 Nu ville folket have del i ærefulde stillinger,

og ejendom: dette er hvad menneskene

sætter højest.

T 8 Dette førte til striden om Jordloven, og

den førte til republikkens undergang.

T 9 Jordlovens fejl var enten (D 1) at den ikke

var affattet godt nok, eller (D 2) at det varede

for længe før den kom, eller (D 3) at

den oprindelig var god, men blev fordærvet

mens den blev gennemført.

T 10 Loven havde to hovedpunkter. (E 1): Ingen

borger kunne have mere end et vist

areal. (E 2): Områder, som man tog fra en

fjende, skulle fordeles til det romerske (F

1) folk.


Bog: Del I, kap. 37 Bog: Del I, kap. 38

T 11 Loven krænkede (F 2) patricierne dobbelt.

T 12 De gjorde alt for at modvirke den.

T 13 Efterhånden som Roms besiddelser blev

udstrakt til hele Italien blev problemet

mindre.

T 14 Loven hvilede indtil Gracherne (to brødre,

ca. 130 f. Kr., Folketribuner). Men da

vågnede modstanden mod den.

T 15 Der blev et had mellem Folk og Senat, og

det førte til blodsudgydelser.

T 16 Der blev dannet partier.

T 17 Folket støttede sig til Marius.

T 18 Adelen gjorde Sulla til sin leder, og der

blev borgerkrig. Cæsar og Pompejnus.

T 19 Hermed sluttede Jordloven. Kampen havde

varet 300 år. Den havde støttet folket i

kampen mod adelen.

T 20 Adelen havde ikke meget imod at give

folket ærefulde stillinger. Men den holdt

fast på ejendom.

T 21 Gracherne bar sig ikke klogt ad. Man skal

ikke forhaste sig.

191

DEL I – KAPITEL 38:

SVAGE REPUBLIKKER (II 15)

T 1 I en nødsituation bad nogle naboer Rom

om hjælp, men det blev afvist.

T 2 Dette var klogt. Roms Senat indrettede

sig altid efter de øjeblikkelige forhold.

T 3 Senatet havde tidligere forbudt disse folk

at forsvare sig.

T 4 Senatet forudså, at det ville de gøre nu,

og ville derfor tillade det.

T 5 Derfor valgte man det mere ærefulde, at

tillade dem at gøre det, som de var nødt

til. De skulle ikke gå fra påtvunget ulydighed

til forsætlig. (”Gøre Dyd af nødvendighed”.

Bevingede Ord).

T 6 Svage republikker i nutiden forstår ikke

dette.

T 7 Ex. Firenze ville ikke tillade gennemmarch.

Men de kunne ikke forhindre det.

Det ville have været bedre for dem, at det

blev gjort med deres tilladelse.

T 8 Svage republikker er ubeslutsomme. De

handler kun under ydre tvang. (Hn-L).

Ex. 1. Firenze 1500.

T 9 Ex. 2. Arezzo 1502.

T 10 (Gentagelse af overskrift, og T 8).


192

Bog: Del I, kap. 39 Bog: Del I, kap. 40

DEL I – KAPITEL 39:

LIGHEDER MELLEM FORSKELLIGE FOLK

T 1 Hos alle folkeslag kan man se de samme

ønsker og stemninger.

T 2 Man kan let (!) af fortiden lære at forudse

fremtiden, og finde midler.

T 3 Nogle læser om det, men giver det ikke

videre til de ledende. (II 5, T 11).

T 4 Ex. Firenze 1494. Fjerne ”de 10 mænd”. Senere

genindsætte dem.

T 5 Ex. Rom. Konsultitel. Folk ctr. Adel. Terentilius

(I 13, T 4). Tribuner med konsulmagt.

(Ord og Genstand).

DEL I – KAPITEL 40:

DECEMVIRER I ROM.

OM TYRANSTYRE

T 1 Om indsættelse af Decemvirer i Rom.

T 2 Vigtigt for dem, som vil bevare republikkers

frihed. Man må lære af andres fejl.

T 3 Ex. Rom. Sendte folk til Athen. Afskrive

Solons love.

T 4 Man valgte ti borgere. De fik stor magt.

T 5 Appius (451 f. Kr.). Samlede al magt. Var

Vendekåbe. (I 41).

T 6 Decemvirerne skrev 10 tavler med love.

Appius ville have to mere.

T 7 Folket sluttede sig til det.

T 8 Adelen ville have disse stillinger. Appius

valgte sig selv. Benytte en hindring (L)

som mulighed (H).

T 9 Appius og hans folk. Magtmisbrug.

T 10 Folket indså nu sin fejl. Ville have hjælp

hos adel.

T 11 Decemvirerne huserede. Deres unge

mennesker blev livvagt (I 42, T 3)

T 12 Decemvirer mod Senatet. Krigstrussel.

T 13 Senatet mellem Decemvirer og folket.

T 14 Krig. Appius og Verginia, som blev dræbt

af sin fader.

T 15 Opstand. Folk og hær til Kapitol. Decemvirer

opgav stillingen.

* * *

T 16 Rom. Årsager til tyranni. Folket vil have

frihed, Adel vil have magt.

T 17 Problemet Appius. Folkeven (T 5).

T 18 Hvis et folk begår den fejl at støtte en

mand, for at han skal beherske dem, som

folket hader, og hvis denne mand er klog,

så vil han uvægerligt blive tyran i den by.


Bog: Del I, kap. 40 Bog: Del I, kap. 41

T 19 Med hjælp af folket vil han udrydde adelen,

og derefter tage fat på at undertrykke

folket.

T 20 Sådan har alle tyranner gjort.

T 21 Ex. Rom. Men Appius bar sig dumt ad.

Gjorde ven til fjende og omvendt.

T 22 En del af adelen vil være imod en tyran.

T 23 Det er mere sikkert for tyrannen at have

mængden til ven, og de store til fjender.

T 24 Ex. Sparta. Tyran Nabis var ven af folket.

T 25 Hvis en hersker kun har få venner, må

han søge hjælp udenfor sit land.

T 26 Det kan ske på tre måder: (1). En fremmed

livvagt. (2). Man bevæbner bønder i stedet

for plebejere. (3). Man slutter forbund

med stærke naboer. – Appius lavede fejl.

T 27 Også Senatet og folket begik fejl ved at

udnævne Decemvirer. Folket må sørge

for vogtere. Senatet ville afskaffe tribuner.

T 28 Citat: Menneskene gør ligesom visse små

rovfugle. De forfølger deres bytte så ivrigt,

at de ikke ser den store fugl, som

svæver over dem, for at slå ned på dem.

T 29 (Resumé) Det romerske folks fejl, da det

ville redde sin frihed. Appius’ fejl, da han

ville være enehersker.

193

DEL I – KAPITEL 41:

MENNESKER, SKIFTE HOLDNING

T 1 Ex. Appius, skiftede optræden, det var

dygtigt.

T 2 Men det var ikke godt at han forandrede

sig pludseligt, fra den ene yderlighed til

den anden, så folk blev klar over hans

falskhed. – (Ekstremer)

T 3 Vil man ændre sig, skal det ske gradvist,

så man vinder nye venner i takt med dem

man mister.

DEL I – KAPITEL 42:

MENNESKER FORDÆRVES LET

T 1 Eksemplet med Decemvirer viser, hvor

let menneskene lader sig fordærve,

T 2 selvom de oprindeligt er velopdragne.

T 3 Ex. Appius og hans unge. De kommer i

dårligt selskab, og bliver ændret af det.

T 4 Ex. Quintus Fabius. Decemvir. Blev fordærvet.

T 5 Lovgiverne må sætte grænser for menneskenes

begær, og fratage dem alt håb om

at undgå straf for forbrydelser.


194

Bog: Del I, kap. 43 Bog: Del I, kap. 44

DEL I – KAPITEL 43:

SOLDATER SKAL VÆRE BEGEJSTREDE

T 1 Der er forskel på en villig hær, som kæmper

for sin egen berømmelse,

T 2 og en misfornøjet, som kæmper for andres

ærgerrighed. (Selv – Andre)

T 3 Ex. De romerske hære, som kæmpede

under konsuler var vant til at sejre, men

under Decemvirerne blev de slået.

T 4 Dette er en af grundene til, at lejesoldater

er dårlige. Betydning af følelser.

T 5 Derfor er det vigtigt, at man bevæbner

sin egen befolkning.

T 6 Ex. Rom. Under Decemvirer, og derefter.

(Motivation)

DEL I – KAPITEL 44:

FOLKET UDEN FØRER. OM TRUSLER

T 1 Senatet spurgte folket, hvorfor det havde

forladt hæren, og besat Kapitol. (I 40, T

15). – Verginia (I 40, T 14)

T 2 Folket kunne ikke svare, manglede en fører.

T 3 Der blev valgt krigstribuner, som skulle

forhandle med Senatet.

T 4 De stillede urimelige krav, som blev afvist.

T 5 Man skal ikke forlange magt, og true med

at bruge den til at udøve ondt.

T 6 Når man først har fået fat i våbnet, kan

man gøre som man vil (!)

DEL I – KAPITEL 45:

LOVE SKAL OVERHOLDES.

FOLK SKAL IKKE LEVE I FRYGT

T 1 Ex. Appius ville forsvare sig. Han blev

fængslet, tog sit liv.

T 2 Det er en stor fejl at man overtræder en

lov, og navnlig når det er lovgiveren som

gør det.

T 3 Ex. Firenze 1494. Savonarola. Overtrådte

en lov om appel til folket, som han selv

havde givet.

T 4 Dette skadede hans anseelse meget. Loven

skulle gælde alle.

* * *

T 5 Ex. Rom. Efter Decemvirerne blev mange

henrettet. Adelens frygt.

T 6 Det er skadeligt at holde undersåtterne i

stadig frygt, gennem straffe og uretfærdighed.


Bog: Del I, kap. 45 Bog: Del I, kap. 46

T 7 For hvis mennesker frygter for deres liv,

bliver de modige.

T 8 Derfor skal man (1) enten ikke såre nogen,

(2) eller afgøre det hele med eet hug, og

derefter berolige folk. (FYRSTEN, kapitel

8, slutning).

DEL I – KAPITEL 46:

ÆRGERRIGHED. URETFÆRDIGHED

T 1 Ex. Efter alle fremskridt i Rom kunne

man forvente ro.

T 2 Men erfaringen viser det modsatte: hver

dag ny uro.

T 3 Livius forklarer dette. Adel og folket skifter

mellem ydmyghed og overmod.

T 4 Adelen kunne mene, at dens ungdom gik

for vidt. Men det var bedre, end hvis det

var folkets.

T 5 Reglen er: Mennesker stræber efter: (1)

Ikke selv at frygte noget, men (2) skade

andre. – Enten krænke andre, eller selv

blive krænket (Generalisere).

T 6 Mennesker går fra én ærgerrighed til en

anden.

T 7 Cæsar sagde: Alle dårlige eksempler er

begyndt med gode hensigter.

195

T 8 De ærgerrige i republikker ønsker ikke

at blive krænket. De søger venner, først

med gode midler.

T 9 Det giver et godt indtryk.

T 10 Men hvis det fortsætter, kan det blive en

fare.

T 11 En republik må have noget, der forhindrer

dette. (I 52)

DEL I – KAPITEL 47:

FOLKET. DEL OG HELHED

T 1 Ex. Rom. Folket imod konsultitlen. Forslag.

T 2 Adelen ville gå en mellemvej. Fire Tribuner

fra folket og adelen.

T 3 Der blev kun valgt adelige.

T 4 Livius siger: Forskel mellem (A 1) kamp,

og (A 2) ro bagefter.

T 5 Mennesker tager ofte fejl (B 1) når det

gælder det hele, men sjældent (B 2) når

det gælder det enkelte.

T 6 Folket mente, at det (som helhed) havde

ret til konsulatet.

T 7 Men da der skulle vælges enkelte af folket,

var man ikke tilfreds med nogen af

dem.


196

Bog: Del I, kap. 47 Bog: Del I, kap. 48

T 8 Livius siger: Hvor finder man sådan beskedenhed

nu? (Skrevet ca. år 00!)

T 9 Ex. Capua. Strid adel – folket. Pacuvius

ville forsone. Der skulle vælges afløser.

T 10 Folket tager fejl angående begivenheder

og deres årsager. Hvis de sætter sig ind i

(B 2) enkelthederne, indser de deres fejltagelser.

T 11 Ex. Firenze. 1494. Lovløshed.

T 12 Folk på gaden bagtalte mange borgere.

T 13 Når en af dem fik et embede, og (han) så

de enkelte forhold nærpå, indså han, at

det var (C 1) omstændighederne, ikke (C

2) menneskene – (Hn-L)

T 14 Kendskabet til enkeltheder fjernede den

fejlagtige opfattelse, han havde, da han

så på helheden. Men folk troede, at hans

nye opfattelse skyldtes, at han var blevet

bestukket.

T 15 Man skal tvinge folk til at se på enkeltheder.

* * *

T 16 Man behøver ikke at frygte folkets (de

manges) afgørelse ved fordeling af embeder.

T 17 De tager mindre fejl end de få, der normalt

afgør det. (Mange – Få).

DEL I – KAPITEL 48:

VALGTAKTIK

T 1 Hvis Senatet frygtede at Tribuner med

konsulær magt skulle blive valgt blandt

plebejere, var der to muligheder (veje).

T 2 (1) Man bad de mest ansete mænd om at

søge.

T 3 Eller (2) Man bestak en ringe plebejer til

at melde sig, blandt de bedre plebejere.

T 4 Folket skammede sig ved at vælge (2), og

skammede sig ved ikke at vælge (1).

T 5 Dette bekræfter det i kap. 47, T 5 og 10

sagte (om Del og Helhed).

DEL I – KAPITEL 49:

AT FASTSÆTTE LOVE FOR FRIHED

T 1 Det er vanskeligt at forudse, hvilke love

er nødvendige for at opretholde friheden

i en republik.

T 2 Ex. Rom. Love.

T 3 Der opstår behov for nye instanser. Ex:

Censor i Rom, som var nyttig.

T 4 Men: Fejl. Varighed. Strid om Mamercus.


Bog: Del I, kap. 49 Bog: Del I, kap. 50

T 5 (T 1). Det er svært for byer (1) som er vant

til frihed. Ex. Rom.

T 6 For byer (2) som har levet i ufrihed er det

umuligt. Ex. Firenze.

T 7 Ofte fik nogle borgere mulighed for at

lave reformer, men de brugte det ikke til

alment bedste, men til deres eget parti.

T 8 Ved organisering af en republik må man

også tage stilling til, hvem der skal råde

over liv og død. Ex. Rom. Appel til folket.

Eller en diktator.

T 9 Ex. Firenze. En fremmed. Senere: Capitano.

Derefter: otte borgere.

T 10 De få har altid været tjenere for de få, og

de mægtigste. – Men: Ex. Venedig, har

sikret sig.

T 11 (Slutning). Rom og andre byer.

DEL – I KAPITEL 50:

IKKE STANDSE FORRETNINGSGANG

T 1 Ex. Rom. Strid mellem to konsuler. Senatet

opfordrede til Diktator. Derefter benyttede

Senatet Tribuner.

T 2 Nytte af (Folke)Tribuner: (1) kan begrænse

de mægtiges overlegenhed over folket,

T 3 og begrænse indbyrdes strid mellem de

mægtige.

197

T 4 (2) Nogle få må ikke kunne standse en

vigtig beslutning.

T 5 Ex. Venedig. Det Store Råd. Problem med

udnævnelser.

T 6 Nogle borgere fik vedtaget en lov, at ingen

embedsmand kunne fratræde sin

stilling før en efterfølger var valgt.

DEL I – KAPITEL 51:

GØRE INDTRYK PÅ FOLK

T 1 Kloge mennesker roser sig af deres handlinger,

selvom de er fremtvunget af nødvendighed.

(Dyd af nødvendighed. Bevingede

Ord).

T 2 Ex. Rom, da Senatet indførte løn (Sold!)

til soldaterne.

T 3 Folket var begejstret. Forgæves sagde Tribunerne,

at det ikke var til fordel for dem.

De skulle betale det i skat.

T 4 Men Senatet lagde den største skat på

adelen.


198

Bog: Del I, kap. 52 Bog: Del I, kap. 53

DEL I – KAPITEL 52:

BEGRÆNSE BORGERS MAGT. (TAKTIK)

T 1 Ex. Rom. Adel gjorde sig afholdt.

T 2 Vil man modvirke en borgers ærgerrighed,

skal man afskære de veje, som han

vil anvende for at nå op.

T 3 Ex. Firenze. Cosimo dé Medici: Man burde

have gjort dette.

T 4 Ex. Firenze. P. Soderini (III 30, T 11). Forsvar

for Soderini.

T 5 Ved alle beslutninger må man afveje

ulemper og farer, og ikke beslutte noget,

hvis faren er større end den mulige gevinst,

også selv om det ser gunstigt ud.

T 6 Hvis man handler anderledes. Ex. Ciceros

plan overfor Marcus Antonius. Cæsar.

Octavian.

T 7 Der skete det modsatte.

T 8 Det var let at forudse (!). Cæsars navn.

DEL I – KAPITEL 53:

FOLKET KAN TAGE FEJL,

VED STORE FORHÅBNINGER

T 1 Ex. Rom. Folket havde fået den ide: at

flytte befolkning til Veji (15 km. NV for

Rom). Senatet var imod det. (I 57).

T 2 Bemærkning (1). Folket kan søge sin undergang,

hvis det har en falsk forestilling

om det gode. (Bemærkning 2: se I 54, T 1).

T 3 Det har brug for en mand, som kan vise

hvad der er godt, og hvad der ikke er det.

T 4 Men måske folket ikke tror på ham. Citat

fra Dante.

T 5 Republikker kan undlade at træffe forholdsregler.

Ex. Venedig. Ville ikke afgive

noget til enkelte af fjenderne.

T 6 Det kan være let eller svært at overtale

folket til noget. Det afhænger af, hvordan

det ser ud. Folket vil gerne have fordele,

og have en modig beslutning, det er afgørende

for dets vurdering. Men resultatet

kan blive det modsatte. (Skin og Virkelighed)

T 7 Ex. Rom. Fabius Maximus trak krigen i

langdrag.

T 8 Folket kan være blindt, i sine modige beslutninger.

Ex. Rom. En oberst.

T 9 Ex. Rom. Varro, Cannæ.

T 10 Ex. Rom. Centenius Paenula, mod Hannibal.

T 11 Et dårligt forslag. Senatets overvejelser.

(Kynisk).


Bog: Del I, kap. 53 Bog: Del I, kap. 54

T 12 Ex. Athen. Nikias kunne ikke overtale

folket.

T 13 Ex. Rom. Scipio ville apellere til folket.

T 14 Ex. Firenze. E. Bentivogli og A. Giacomini.

Dristige løfter.

T 15 Den letteste måde at ødelægge en republik,

hvor folket har magten, er at drage

den ind i dumdristige foretagender.

T 16 Hvis det bliver et nederlag, skyder folket

ikke skylden på skæbnen, eller lederens

udygtighed, men på hans ondskab og

uvidenhed, og lader ham henrette, blive

spærret inde, eller blive landsforvist.

T 17 Ingen tidligere sejr kan redde ham. Det

nye nederlag sletter alt.

T 18 Ex. Firenze. Giacomini (T 14). Reddede livet

ved nogles barmhjertighed.

DEL I – KAPITEL 54:

ANSET MAND OG MÆNGDE

T 1 (Kap. 53, T 2). Bemærkning (2). En ophidset

mængde kan blive beroliget af den

ærefrygt, den nærer for en anset mand,

som går imod den.

T 2 Citat fra Vergil.

T 3 Den der står i spidsen for en hær, eller

er i en by hvor der er ved at blive oprør,

199

skal optræde så værdigt og imponerende

som han kan, og vise sine ordner. (”Majestæt”).

T 4 Ex. Firenze. To partier. En biskop iførte

sig sine prægtige klæder, mødte de ophidsede,

og beroligede dem.

T 5 (Gentagelse).

T 6 Om Veji (I 53, T 1): Folket tog fejl.

DEL I – KAPITEL 55:

FRIHED, LIGHED OG ÆRLIGHED

T 1 Ex. Camillus. Løfte om at en del af byttet

fra Veji skulle gives til Apollo. (III 29, T 6).

T 2 Senatet havde tillid til folkets retskaffenhed.

T 3 Og folket ville ikke søge at undgå kravet.

T 4 Dette og andre tilfælde viser, hvor meget

retskaffenhed og fromhed der var i det

romerske folk.

T 5 Hvor denne retskaffenhed ikke findes,

kan man ikke vente noget godt.

T 6 Og ikke i de nuværende fordærvede

lande, særligt Italien. Også i Frankrig og

Spanien,

T 7 men dér har de en konge. (T 17).

T 8 I Tyskland er der retskaffenhed, derfor er

der også frie byer.


200

Bog: Del I, kap. 55 Bog: Del I, kap. 55

T 9 Ex. Tyskland. Betale skat (”Selvangive”).

T 10 Denne ærlighed i Tyskland er beundringsværdig.

T 11 Der er to grunde til den. (1) Ikke megen

forbindelse til nabofolk.

T 12 (2). Der var ingen adel.

T 13 Frie byer holder strengt på lighed.

T 14 Hvad ordet Adel betyder. (1) At de ikke

arbejder. (2) Har borge.

T 15 Ex. Kongeriget Neapel (Napoli). Kirkestaten.

Romagna. Lombardiet.

T 16 Sådanne mennesker (T 14) er fjender af en

borgerlig forfatning, så der kan ikke indføres

republik.

T 17 Skulle et sådant land have en ordentlig

statsforfatning, måtte der indføres monarki.

T 18 Kun en konge med uindskrænket magt

kan modvirke de herskendes magtsyge

og fordærvelse.

T 19 Ex. Toscana. Her er ingen borgherrer, og

kun få adelige. Der hersker så stor lighed,

at man kunne indføre politisk frihed.

T 20 Konklusion. (1) Hvis man vil indføre republik

i et land, hvor der er mange adelige,

skal man først udrydde dem (!)

T 21 (2) Hvis man vil indføre kongerige eller

fyrstendømme i et land hvor der hersker

stor lighed, skal man udvælge mange

ærgerrige folk og gøre dem til adel, give

dem borge osv. (Ironi).

T 22 Kongen kan så basere sin magt på dem.

T 23 Hvis der således er indført det rigtige forhold

mellem hersker og de undertrykte,

så er der ro. (Mekanisk synspunkt: Ligevægt.

Balance).

T 24 Men det er meget vanskeligt at finde den

egnede.

T 25 Ex. Venedig. Synes at vise det modsatte.

Men:

T 26 Ex. Venedig. Man kalder det Adel. Men

det er ikke jordejere, de driver handel (I 6,

T 4, 5). Ordet Adelsmand er en titel (Ord

og genstand).

T 27 (Gentagelse).


Bog: Del I, kap. 56 Bog: Del I, kap. 57

DEL I – KAPITEL 56:

OM VARSLER

T 1 Der sker ikke noget stort i en by eller et

land, som ikke er forudsagt ved tegn fra

himlen.

T 2 Ex. Toscana. Savonarola. Lynnedslag.

T 3 Citat fra Livius. En overmenneskelig

stemme: Gallerne kommer.

T 4 Man burde undersøge disse tilfælde.

T 5 Det står fast, at det virkelig er sådan, og at

der efter sådanne fænomener sker noget

nyt og usædvanligt. (MCV’s mening).

DEL I – KAPITEL 57:

MÆNGDEN OG DEN ENKELTE

T 1 Ex. Rom. Befaling om ikke at rejse til Veji

blev først afvist, senere fulgt, af folket. (I

53).

T 2 Citat fra Livius. Fra en gruppe, der var

modig, blev det til enkeltpersoner, som

adlød af frygt. (Mange – En).

T 3 Dette viser, hvordan mængdens natur er.

T 4 Det betyder ikke noget, hvad folket siger

om sin vilje, om det er for eller imod.

Hvis man vil gennemføre en sag, og det

er for, er det godt. Hvis det er imod, må

man sikre sig mod optøjer.

201

T 5 Men dette gælder ikke misstemninger i

folket, som skyldes tab af frihed, eller tab

af en afholdt og endnu levende fyrste, for

dette er virkeligt alvorligt.

T 6 De andre er uvæsentlige, så længe folket

ikke har en leder.

T 7 Der er ikke noget frygteligere end en løs

mængde uden hoved, men heller ikke noget

svagere.

T 8 Man skal blot have et skjulested ved det

første angreb, så falder de til ro.

T 9 Så er den enkelte optaget af sin egen sikkerhed.

T 10 Vil den ophidsede mængde undgå farerne,

skal den hurtigt vælge en leder.

T 11 Ex. Rom efter Verginia (I 40, T 14). Folket

valgte 20 Tribuner.

T 12 (Gentagelse). Livius, se T 2.

DEL I – KAPITEL 58:

FOLK OG FYRSTE OM LOVE

T 1 Livius og andre historikere siger, at intet

er mere forfængeligt og ubestandigt end

mængden.

T 2 Man kan ofte læse om en mand, at mængden

har dømt ham til døden – men at den

senere begræder det.


202

Bog: Del I, kap. 58 Bog: Del I, kap. 58

T 3 Ex. Manlius Capitolinus. Citat fra Livius

om det. – Og: T 12

T 4 Citat fra Livius om Hieronymus død: Det

er mængdens natur – den tjener slavisk –

eller hersker overmodigt.

T 5 Jeg vil påtager mig en svær opgave: at

hævde det modsatte. (T 17 flg.)

T 6 Jeg vil forsvare begrundede meninger,

uanset autoriteter.

T 7 Jeg siger: den fejl som man tillægger

mængden, findes hos alle andre, særligt

hos fyrster.

T 8 Enhver som ikke er begrænset af love, vil

gøre en sådan fejl.

T 9 Der har været mange fyrster, men få gode

og kloge.

T 10 Jeg taler om fyrster, som er i stand til at

sprænge deres bånd. – Det gælder ikke

konger i Egypten, Sparta, og de nuværende

i Frankrig.

T 11 Konger, som er begrænset af love (forfatning)

ligner en mængde, der er begrænset

af love. (Dist. Natur–Samfund, se T 21)

T 12 Ex. Rom. Holdning til Manlius. Man

længtes efter ham, da han var død.

T 13 Alle forfattere er enige om, at man skal

rose dyden, også hos sine fjender.

T 14 Selv kloge fyrster kan lade et menneske

henrette, og bagefter savne det. Ex. Alexander.

Herodes.

T 15 Der er forskel på en mængde der er styret

af love, som den romerske, og en rasende

og tøjlesløs, som i Syrakus.

T 16 Man kan ikke anklage mængdens natur

mere end fyrsternes, for begge vil synde,

hvis de kan gøre det ustraffet. Der er

mange flere eksempler blandt romerske

kejsere og andre tyranner og fyrster.

T 17 Jeg vil derfor modsige den almindelige

mening.

T 18 Hvis nogen vil beskylde folk og fyrste for

den samme fejl, kan han have ret. Men

hvis han undtager fyrsten, tager han fejl.

T 19 For et herskende folk med god forfatning

vil altid være så god som en fyrste, ja

mere.

T 20 En fyrste, som ikke er bundet af love, er

værre end et folk.

T 21 Forskellen i deres optræden skyldes ikke

deres natur, for den er den samme hos

alle, men den skyldes graden af frygt for

lovene.

T 22 Ex. Det romerske folk. Angående Scipio,

utaknemlighed mod (I 29, T 22).


Bog: Del I, kap. 58 Bog: Del I, kap. 59

T 23 Jeg mener, at folket er klogere, og mere

stabilt end en fyrste, og bedømmer rigtigere.

T 24 Den offentlige mening ser vidunderligt

rigtigt.

T 25 Den kan tage fejl, men det kan fyrsterne

også.

T 26 Ved besættelse af embeder træffer folket

et bedre valg end fyrsten.

T 27 Ex. Rom.

T 28 De stater, hvor folket hersker, vokser mere.

T 29 Det viser, at folkene regerer bedre end

fyrsterne.

T 30 Fyrsterne er bedre til at udstede love, folkene

til at efterleve dem.

T 31 Konklusion. Både monarkier og republikker

må styres af love.

T 32 Hvis man sammenligner en fyrste og et

folk, som begge er bundet af love, så er

der bedre moral hos folket.

T 33 Hvis man sammenligner dem uden love,

så er der færre fejl hos folket.

T 34 Man kan tale et oprørsk folk til fornuft,

det kan man ikke med en fyrste. Sammenlign

med sygdom: Folket kan helbredes

med ord. Til fyrsten kræves: Jern (!)

203

T 35 Et folk, som ikke er under kontrol, kan

lave dumheder. Det er ikke så slemt, men

det kan føre til tyranni.

T 36 Ved dårlige fyrster er det omvendt. Det er

slemt lige nu. Man håber, det bliver bedre

i fremtiden.

T 37 Forskellen her er mellem noget virkeligt,

og noget muligt. (Mulig – Virkelig).

T 38 Grusomhed hos mængden, og hos fyrsten,

skyldes frygt for modparten.

T 39 Den dårlige mening om folket skyldes, at

man altid kan tale ondt om det. Men man

skal være meget forsigtig med at tale om

fyrsten.

T 40 (se næste kapitel).

DEL I – KAPITEL 59:

OM FORBUND OG AFTALER.

REPUBLIK ELLER FYRSTE

T 1 Fyrster (A 1) og republikker (A 2) slutter

forbund og venskaber.

T 2 Hvem kan man stole mest på? Republik

eller fyrste. Både ens og forskellig.

T 3 Aftaler, som er aftvunget (B 1), vil ingen

af dem overholde. (III 42)

T 4 Hvis de frygter for at miste staten, vil

begge bryde deres ord. Ex. Demetrios,


204

Bog: Del I, kap. 59 Bog: Del I, kap. 59

konge af Makedonien (til Athen, Republik).

Ex. Pompejus (til Egypten, Fyrste,

blev myrdet)

T 5 I disse to tilfælde var årsagen den samme:

en statsleder fordrevet. Men republik ken

(Athen) var mere menneskelig end fyrsten

(Ptolemæus).

T 6 Hvor der hersker frygt, finder man samme

troskab.

T 7 En republik eller fyrste kan udsætte sig

for undergang, fordi de vil overholde troskab,

og dette kan være af lignende grunde.

T 8 En fyrste, N, kan være i forbund med en

stærk fyrste P, som ganske vist i øjeblikket

ikke kan beskytte ham,

T 9 men N kan håbe på, at P med tiden kan

gengive ham hans fyrstendømme.

T 10 Eller N tror, at da han altid har stået på

P.s side, vil han ikke møde tillid og samarbejde

hos P.s fjender (Tredjepart) (”Troskab

og Beregning”).

T 11 Fare ved at tage parti, stifte forbund med

fremmede. Ex. Baroner i Napoli (1494). –

Ex. Republik Sagunt i Spanien (Nord for

Valencia). – Firenze 1512. (De valgte forkert).

T 12 Jeg tror, at i tilfælde af fare, finder man

mere stabilitet i republikkerne.

T 13 Og da de arbejder langsomt, er det svært

at bryde troskaben.

T 14 Forbund kan opløses, fordi det er nyttigt.

T 15 Her holder republikker deres aftaler meget

længere end fyrsterne.

T 16 Ex. Themistokles. Athen. Flåde. Republikken

forkastede en plan, fordi den var æreløs.

T 17 Men Filip af Makedonien og andre fyrster

brød deres løfte, når de havde fordel

af det.

T 18 Jeg taler ikke om aftaler, som ikke bliver

overholdt, fordi modparten misligholder

den, det er almindeligt. Jeg taler kun om

løftebrud af usædvanlige grunde.

T 19 Og her kan man stole mere på folket, end

på fyrsterne.

DEL I – KAPITEL 60:

OM ALDER I ROM

T 1 Den Romerske republik gav Konsulstillingen

til folk uanset alder.

T 2 Man så på mandens dygtighed.

T 3 Ex. Valerius Corvinus, som blev konsul

da han var 23 år.


Bog: Del I, kap. 60

T 4 Hvad fødsel angik, så man om nødvendigt

bort fra det.

T 5 Man skal belønne folk som gør noget, og

det er farligt at fratage folk håbet om løn.

T 6 Hvis man vil udrette det samme som

Rom gjorde, skal man ikke lade alder

være afgørende.

T 7 Hvis en ung mand har vist stor dygtighed,

er det til stor skade for staten, at den

venter med at udnævne ham, til han er

gammel og udbrændt.

DEL I SLUT

205


206

Bog: Del II, FORORD Bog: Del II, FORORD

DEL II – FORORD

FORTID OG NUTID

T 1 Folk roser altid fortiden.

T 2 Det gælder også deres egen ungdom.

T 3 Jeg mener, denne opfattelse er forkert.

Der er flere grunde til den.

T 4 (1) Man omtaler helst det gode ved fortiden.

T 5 (2) Had opstår af frygt og misundelse, og

det falder væk ved fortiden.

T 6 Når man ser på det nuværende, ser man

også det dårlige.

T 7 Undtagelse: Kunst. Her er ingen ændring

i vurdering.

T 8 Jeg taler derfor kun om menneskenes liv

og skikke.

T 9 Man vurderer, og det behøver ikke at

være forkert.

T 10 Menneskelige forhold er i stadig bevægelse,

og stiger eller falder.

T 11 Hvis man lever i en fremgangstid, er vurdering

(1) forkert (T 4).

T 12 Hvis man lever i en forfaldstid, er vurdering

(1) rigtig

T 13 Jeg mener, at verden altid har været den

samme.

T 14 Ganske vist kan riger opstå og forgå,

T 15 men det betyder, at kraften flyttes fra land

til land. Ex. Assyrien. Medien. Persien.

Rom.

T 16 Romerriget fik ingen varig efterfølger.

T 17 Men dets kraft blev fordelt på adskillige

riger (opremsning).

T 18 Kraften består endnu.

T 19 Vurderingen afhænger af, hvor man er

født. (Relativisme)

T 20 I Grækenland og Italien kan man klage

sig, navnlig over dommere og ledere.

* * *

T 21 (Tilbage til T 2). Ældre mennesker burde

kunne vurdere deres egen ungdomstid.

T 22 Men det er et problem, at de har forandret

sig siden da.

T 23 I stedet for at bebrejde sig selv, klager de

over ”tiderne”.

T 24 Og da de menneskelige begær er umættelige,

og ikke bliver opfyldt, så er man

utilfreds. (”Slutning”)

T 25 Måske vil man mene, at jeg tager fejl, når

jeg roser Romertiden meget, og kritiserer

vor tid.


Bog: Del II, FORORD Bog: Del II, kap. 1

T 26 Men jeg mener, det er helt klart. Derfor

vil jeg dristigt og åbent fremsætte min

mening,

T 27 for at mine unge læsere kan lære af fortiden.

T 28 Det er et menneskes pligt at lære andre

det gode, som han selv ikke kan udføre.

T 29 Det kan være, at der blandt de egnede er

en, som himlen holder mere af, og som

derfor kan udføre det.

T 30 (Disposition). ”Bog 1” var om indre forhold

i den romerske republik. I denne

”Bog” vil jeg tale om, hvad det romerske

folk gjorde for at udvide sit herredømme.

DEL II – KAPITEL 1:

ROMERRIGET.

TAPPERHED ELLER LYKKE

T 1 Mange har ment, at Romernes erobringer

mere skyldtes lykke (held) end tapperhed.

Ex. Plutarch. Livius. – # 65

T 2 Jeg mener, det er helt fejlagtigt.

T 3 Det var hærenes tapperhed, som skaffede

herredømmet, og de første lovgivere, der

opfandt en metode, så de kunne bevare

det.

207

T 4 Forfatterne mener, det var lykken der

gjorde, at Romerne ikke var indviklet i

to krige samtidig. Ex. Samniter, Latiner,

Etrusker.

T 5 Hvis to af disse magter havde forenet sig

mod den romerske republik, var den nok

gået til grunde.

T 6 Hvad det end skyldes, så skulle Rom ikke

føre to vigtige krige samtidig. Den ene

fulgte efter den anden. (Lang række eksempler).

(Erfaring)

T 7 Ser man på disse krige vil man stadig se,

at lykken virker sammen med usædvanlig

tapperhed og klogskab.

T 8 Og man kan let finde årsagen til lykke.

T 9 Når en fyrste eller et folk er blevet så anset,

vil naboerne ikke angribe.

T 10 Dette mægtige folk kan vælge, hvem det

vil føre krig med, mens det beroliger de

andre med forhandlinger.

T 11 Magter, som er længere væk, betragter

det som uvedkommende, indtil det kommer

nærmere, og de ikke kan klare sig.

T 12 Ex. Karthago var blevet mægtig, ville

gerne være ven med Rom.

T 13 Roms fjender ventede på, at Rom ville

blive slået af andre.


208

Bog: Del II, kap. 1 Bog: Del II, kap. 2

T 14 (Konklusion). Jeg tror derfor, at alle der

gør som Rom, og er lige så tapre, vil have

den samme lykke.

* * *

T 15 Lad os se på, hvordan Romerne trængte

ind i andre lande.

T 16 De søgte altid en forbundsfælle i det

nye land, som kunne hjælpe dem med

at trænge ind, og derefter med at bevare

det.

T 17 Ex. Flere områder.

T 18 Folk, som gør sådan, har mindre brug for

lykke, end andre, der ikke gør det. Jeg vil

nu vise, at tapperhed spillede en større

rolle end lykke, ved erobringen af deres

rige.

T 19 Disposition. Roms kamp med naboer.

DEL II – KAPITEL 2:

OM FRIHED, TYRANNER,

RELIGION, FRIHED.

T 1 Romerne måtte kæmpe hårdt for at overvinde

nabofolkene, p. gr. af deres store

frihedstrang.

T 2 Man ser også af historien, hvor meget

byer og folkeslag har lidt ved at være undertrykt.

T 3 Frie lande før og nu.

T 4 Ex. Etrurien. Had til fyrster.

T 5 Det er let at se grunden til frihedstrang.

Erfaringen viser, at kun frie stater bliver

større og rigere. Ex. Athen. Rom.

T 6 Det er ikke den enkeltes vel, men det heles

vel, som gør en stat stor. Kun i republikker

bliver der sørget for almenvellet.

Ganske vist er der så enkelte der lider.

(Mange – få)

T 7 Det er modsat ved fyrster. Hvad der gavner

ham, skader staten. Hvis friheden i

en stat bliver afløst af tyranni, vil det gå

tilbage.

T 8 Der kan komme en tapper mand, som

udvider staten, men det er ham der har

fordel af det. Som tyran kan han ikke belønne

de gode borgere, for så må han leve

i stadig mistro til dem.

T 9 Han er ikke tjent med at erobrede byer

vokser. Han må opsplitte staten. (Del og

hersk. Bevingede Ord).

T 10 Oldtiden hadede tyranner. Ex. Syrakus.


Bog: Del II, kap. 2 Bog: Del II, kap. 2

T 11 Man tog hævn over dem som røvede friheden.

Ex. Korkyra (Korfu). Spaltet i partier.

Adelen blev indespærret. Folket rev

taget ned.

T 12 Røveri af frihed bliver hævnet mere blodigt

end forsøget på at røve den. (Hensigt–Handling)

T 13 Jeg tænker på, hvorfor Oldtidens folk

havde mere frihedskærlighed, end vi har,

og jeg tror, det skyldes forskellen i opdragelse,

som skyldes forskellen i religion.

* * *

T 14 Vor (kristne) religion har vist os sandheden

og den sande vej (ironi), men derved

vurderes jordisk ære mindre.

T 15 Hedningene satte æren højest, og derfor

var de mere modige.

T 16 Man kan sammenligne ofringer. Deres

pragt, vor beskedenhed.

T 17 Den gamle religion priste mennesker

med jordisk berømmelse (denne verden,

ctr. det hinsidige).

T 18 Vor religion priser de ydmyge og tænksomme

mennesker mere, end de hand-

209

lekraftige. Afsavn, lidelser. (II 14, Beskedenhed)

T 19 Denne levemåde har gjort verden svag.

T 20 Forbrydere kan herske over den, for de

ser at flertallet gerne vil lide.

T 21 Skaden kommer fra dem, som mener at

vor religion opfordrer til lediggang, i stedet

for til handlekraft.

T 22 Men religion tillader også kamp for fædrelandet.

T 23 Vor opdragelse, og en fejlagtig opfattelse

af religion, er skyld i, at der nu ikke er så

mange republikker, og ikke er så meget

frihedskærlighed.

T 24 Men det skyldes også, at Rom har ødelagt

alle republikker.

T 25 Da Romerriget blev opløst, kunne byerne

ikke finde sammen, og ikke skaffe sig frie

forfatninger.

* * *

T 26 (Tilbage til T 1 og T 5) Romerne fandt

overalt velbevæbnede republikker, som

forsvarede deres frihed hårdnakket.


210

Bog: Del II, kap. 2 Bog: Del II, kap. 3

T 27 Ex. Samniterne. Gjorde modstand i 46 år.

Nu er det lagt øde, dengang herskede orden

og kraft, fordi der var frihed.

T 28 Frie byer og lande gør de største fremskridt.

Om betydning af frihed. Frihed

fører til fremgang på alle områder. Flere

børn. (”Det gode samfund”).

T 29 Det modsatte kommer i lande med undertrykkelse.

T 30 Den hårdeste undertrykkelse er: underkastelse

under en republik, fordi (1) den

varer længere, (2) en fyrste forholder sig

anderledes.

T 31 En god fyrste glæder sig over sine byers

tilstand. Ganske vist kan de ikke vokse,

men de bliver ikke ødelagt, som byer der

lever i trældom.

T 32 Med trældom mener jeg: at blive undertrykt

af fremmede.

T 33 Ex. Samniter, kamp om Nola (lidt øst for

Napoli). Livius om Hannibal. Før var

Samniterne stærke, nu svage.

DEL II – KAPITEL 3:

BEFOLKNINGSTAL

T 1 Vil man gøre en by til et stort rige, skal

man forøge dens indbyggertal.

T 2 Det kan ske (1) Med godhed. At man lader

de fremmede slå sig ned, og giver

dem sikkerhed.

T 3 Eller (2) Med magt. Man ødelægger nabobyer,

og flytter indbyggerne til sin egen

by.

T 4 Ex. Rom. Fik mange soldater.

T 5 Sammenligning af Rom med en god gartner.

Kraft.

T 6 Ex. Sparta, Athen – voksede ikke som

Rom.

T 7 Det kan ikke skyldes Roms beliggenhed,

men dets handlinger.

T 8 Ex. Sparta. Lykurg: Ville undgå al forbindelse

med fremmede. Forbud mod indvandring.

Indførte lædermønter, for at

hindre handel. (Kommentar i den tyske

udgave siger det modsatte: tunge jernpenge,

som måtte køres på oksekærre).

T 9 Vi efterligner naturen (T 5). Træets stamme

og grene.

T 10 Ex. Sparta. Stammen var ikke stærk nok.

Modsat: Rom.


Bog: Del II, kap. 4 Bog: Del II, kap. 4

DEL II – KAPITEL 4:

REPUBLIKKER VOKSER PÅ TRE MÅDER

T 1 Man ser af historien, at der var tre måder

republikker kunne vokse på.

T 2 Metode (A 1) Etruskerne. Flere republikker

sluttede sig sammen, med samme rettigheder.

Byforbund, T 15.

T 3 Før Romerriget var Etruskerne den største

magt i Italien.

T 4 En koloni HATRIA gav navn til Adriaterhavet

(ved Po floden).

T 5 Før Romerne kom, var Gallerne her, opbyggede

et rige.

T 6 Etruskernes rige. Bynavne.

T 7 Metode (A 2). Man erhverver forbundsfæller,

men har regeringsmagten, og hovedstaden.

Det var Romernes metode.

T 8 Metode (A 3). Man har kun undersåtter.

Ex. Sparta, Athen. Den er værdiløs. De

kunne ikke bevare det erobrede.

T 9 Metode (A 2). Rom er forbilledet. Det fik

forbundsfæller i hele Italien, men bevarede

regeringsmagten. (T 16)

T 10 Da Romerne gik ud over Italiens grænser,

blev de erobrede kongeriger omdannet til

kolonier. For beboerne betød det blot nye

211

herskere, så de gjorde ikke modstand.

Det styrkede Rom. (II 7).

T 11 De tilbageværende forbundsfæller blev

nedkæmpet, og blev til undersåtter. (Distinktion).

T 12 Metode (A 1) Forbund. Er den næstbedste,

efter Romernes metode (A 2). Man breder

sig ikke ud. Fordel (B 1): Bliver ikke inddraget

i krige. – Fordel (B 2). Fastholder

det erobrede. Andre fordele – antal.

T 13 Hvis de er nok til at forsvare sig, kan de

(C 1) hjælpe andre, og få penge for det. –

(C 2) Og de kan være lejesoldater for andre.

T 14 Ex. Livius fortæller, at Ætolier kæmpede

på begge sider.

T 15 Dette om byforbund (A 1). Ikke det bedste.

T 16 Romerne valgte den rigtige vej (A 2),

skønt de ikke havde noget forbillede.

T 17 At man nu (i Italien) forkaster viden fra

Romertiden fører til, at landet bliver bytte

for fremmede.

T 18 Vil man ikke efterligne Romerne, så kunne

man se på Etruskerne. De kunne ikke

skabe et stort rige, men var fremragende

på mange måder.


212

Bog: Del II, kap. 4 Bog: Del II, kap. 5

T 19 De blev bekæmpet af Gallerne, derefter

ødelagt af Romerne, så der 2000 år efter

næppe er nogen erindring om dem. (II 5,

T 15).

DEL II – KAPITEL 5:

HVORFOR GLEMMES TIDLIGERE RIGER?

T 1 Viden om fortiden forsvinder. Årsager:

(A 1). Mennesket. (A 2). Naturen

T 2 (A 1). Fra mennesket. Når der opstår en

ny religion, er dens første opgave: at udrydde

den foregående.

T 3 Det bliver let hvis man har et andet sprog.

T 4 Ex. Kristendommen udryddede hedenskabet.

Det lykkedes ikke at udslette erindringen

om store mænd i Romertiden.

T 5 Det skyldes, at den nye religion var afhængig

af det latinske sprog.

T 6 Den kristne kirke forfulgte og ødelagde

alt det gamle.

T 7 Antagelig har den hedenske religion gjort

det samme overfor sine forgængere.

T 8 I løbet af 5-6000 år er religionerne skiftet

2-3 gange. Og hvis enkelte spor er tilbage,

vil ingen tro på dem.

T 9 (A 2). Årsager fra himlen. Naturfænomener:

pest, hungersnød.

T 10 Og vigtigst: oversvømmelser. De overlevende

er bjergboere (!), dvs. uvidende.

T 11 Og hvis en ved noget, vil han ikke fortælle

det.

T 12 At disse naturfænomener er foregået kan

man se af (B 1) Historiebøger. (B 2) Virkning:

glemsel. (B 3) Det virker sandsynligt

(!).

T 13 I naturen er der enkle dannelser, som kan

rense sig selv.

T 14 Således foregår det også ved sammensatte

legemer i menneskeheden (samfund).

Hvis alle lande er så overbefolket, at de

ikke længere kan ernære sig, og de ikke

kan hjælpe sig gennem udvandring, fordi

alle egne på jorden er helt optaget, og når

menneskelig ondskab har nået toppen (?),

så må verden nødvendigvis rense sig på

en af de tre måder (T 9 og 10), for at menneskene,

når de er smeltet sammen, og

tugtet (?), igen kan leve bekvemt, og blive

bedre (?).

T 15 Ex. Således var Etrurien engang en mægtig

stat. Men nu er alt ødelagt. (II 4, T 19).

(Se også: Syst. Del, # 57, Slut: ”Uklart”).


Bog: Del II, kap. 6 Bog: Del II, kap. 6

DEL II – KAPITEL 6:

ROMERNES KRIGSFØRELSE

T 1 Også på dette punkt afveg Romerne fra

skik og brug, så de kunne nå op til det

ypperste.

T 2 Når man fører krig, vil man erobre, og

beholde det erobrede.

T 3 Og det skal gøres så billigt som muligt

(jvf. Del II, kapitel 10, Krig og penge).

T 4 For at opnå det skal man gøre som Romerne:

kortvarigt, og kraftigt.

T 5 Fra Roms grundlæggelse til Veji: krige

varede fra 6 til 20 dage.

T 6 Erobrede områder blev gjort til kolonier.

(II 7).

T 7 Disse virkede som beskyttelse af grænser.

Det var effektivt.

T 8 Ved belejringen af Veji (Etrurien ) ændredes

dette. (Erobret 396 f. Kr. af Camillus.

15 km nordvest for Rom). Da krigen varede

længere, indførte man sold.

T 9 Man holdt fast ved at gøre krigene kortvarige.

Det skyldtes også, at konsulernes

embedstid kun var to år.

T 10 Man fortsatte med kolonier.

T 11 Derimod fik soldaterne ikke så meget

bytte, det skulle i statskassen.

213

T 12 Når konsulen efter sejren havde triumftog,

skulle han kunne forevise et stort

bytte.

T 13 Rom blev stadig mægtigere, og rigere.

DEL II – KAPITEL 7:

KOLONISTERNE FIK JORD

T 1 Hvor meget jord kolonisterne fik er svært

at afgøre. Jeg tror det afhang af egnen.

T 2 Men jeg mener, de var tilbageholdende.

(1). For at man kunne sende flere mennesker

derhen.

T 3 Og (2). For at de ikke skulle have det bedre

end folk hjemme.

T 4 Ex. Livius nævner en koloni ved Veji.

T 5 Og man mente, at det vigtigste var ikke

størrelsen, men hvordan jorden blev udnyttet.

T 6 Kolonier skal også have fælles områder

til græsning, og skove til brændehugst.

DEL II – KAPITEL 8:

FOLKEVANDRING

T 1 Der findes to slags krige. (A 1) Skyldes

fyrsters og republikkers trang til at herske.

Ex.


214

Bog: Del II, kap. 8 Bog: Del II, kap. 8

T 2 Disse krige er farlige, men fordriver ikke

befolkningen.

T 3 Og (A 2) Et helt folk, tvunget af sult eller

krig, bryder op med hustruer og børn,

for at finde et nyt land, og de fordriver de

nuværende indbyggere.

T 4 Dette (A 2) er de grusomste krige. Ex.

Sallust om Jugurtha, fyrste af Numidien

(Algier), 160-104 f. Kr. – Ex. Gallernes indtrængen

i Italien. En eksistenskamp.

T 5 En fyrste eller republik, som angriber et

land, nøjes med at udrydde de regerende.

Men sådanne folk (A 2) må udrydde alle,

fordi de skal leve af det, de andre levede

af.

T 6 Rom førte tre farlige krige, om eksistens.

(E 1) mod Gallere, som havde fordrevet

Etruskere.

T 7 Livius anfører to grunde. (L 1): Gallerne

blev lokket af vellevnet.

T 8 (L 2) Befolkningen i Italien var vokset.

Nogle skulle udvandre. Bellovesus, og Sicovesus.

Første krig mod Gallerne.

T 9 (E 2) Anden krig mod Gallerne. – (E 3).

Krig mod Kimbrer, Teutoner.

T 10 Da den romerske tapperhed svandt, og

”våbnene mistede deres kraft”, kunne andre

folkeslag ødelægge det romerske rige.

T 11 Om krig (A 2) (T 3). Et folk trænger ind

i et fremmed land, dræber indbyggerne,

grundlægger et rige, og giver det et nyt

navn. Ex. på nye navne.

T 12 Ex. på et folk: Maurusier (Maurere). Drog

fra Syrien til Afrika.

T 13 Hvis det ikke er et talrigt folk, må de klare

sig med list, og søge at få venner. Flere Ex.

T 14 Næsten alle folk kommer fra Skythernes

land (Krim), som er kolde og fattige egne.

T 15 Nu er der i 500 år (1000 til 1500!) ikke kommet

nogen derfra, det har flere grunde.

T 16 (1) De blev tømt, da mere end 30 folkeslag

udvandrede ved det romerske riges sammenbrud.

T 17 (2) Tyskland og Ungarn er nu godt udbygget.

T 18 (3) Disse krigsdygtige folk er et bolværk

mod Skytherne.

T 19 Der kan ske noget med Tatarerne, men

det bliver standset af Ungarn og Polen.

T 20 Disse folk roser sig af, at Italien og Kirken

uden dem ville have lidt under Tatarerne.

(Kirkestaten, og de andre småstater).


Bog: Del II, kap. 9 Bog: Del II, kap. 9

DEL II – KAPITEL 9:

ÅRSAG TIL KRIG (Strategi)

T 1 Krig mellem stater opstår enten: (1) Ved

tilfælde, eller: (2) Hvis den ene part ønsker

det (T 4).

T 2 Ex. Romere, Samniter, Sidiciner, Campaner

(1). Ved tilfælde. Rom kom mod sit

ønske i krig med Samniterne, for ærens

skyld. Roms mål var: herredømme og berømmelse,

ikke ro (fred).

T 3 Den første puniske krig var også (1) ved

tilfælde.

T 4 Den anden puniske krig var (2) ikke tilfældig.

Hannibal angreb i Spanien, for at

tvinge Romerne i krig.

T 5 Denne metode til at starte en krig har altid

været brugt.

T 6 Hvis jeg vil begynde krig mod en fyrste

(A), som jeg længe har haft aftaler med,

så vil jeg ikke angribe ham. Men jeg vil

angribe en af hans venner (B), med et påskud

(Tredjepart).

T 7 Når jeg angriber vennen (B), ved jeg at

fyrsten (A) enten bliver ophidset, og så er

mit mål opnået: at få krig med ham.

T 8 Eller (A) bliver ikke ophidset, og lader (B)

i stikken, og det viser hans svaghed eller

215

troløshed. Dette vil ødelægge hans (A.s)

anseelse, og fremme mine planer.

T 9 Den nævnte underkastelse (T 2, Campaner

under Rom) siger noget om hvordan

en krig kan begynde.

T 10 Den viser også, hvilke midler en by har,

når den ikke selv kan forsvare sig, men

gerne vil afværge angreb.

T 11 Det består i frivillig underkastelse under

en magt, som man vælger til at være beskytter.

(I 59).

T 12 Ex. Campanere, underkastede sig Rom

(T 2). – Ex. Florentinere, under kongen

af Neapel, ikke som forbundsfælle, men

som undersåtter. (II 11).

DEL II – KAPITEL 10:

KRIG OG PENGE (II 30)

T 1 Enhver kan begynde en krig, men ikke

afslutte den.

T 2 En fyrste, som vil i krig, må først måle

sine kræfter, og handle derefter.

T 3 Han må passe på ikke at fejlvurdere sine

kræfter, og dette gør han, hvis han går

ud fra sin pengebeholdning, landets beliggenhed,

undersåtternes hengivenhed,

men ikke selv har en krigsmagt.


216

Bog: Del II, kap. 10 Bog: Del II, kap. 10

T 4 Og penge er ikke et forsvar, de bevirker

blot at du hurtigt bliver plyndret. Det

gamle ord: ”Penge er krigens nerve” gælder

ikke. Sagt af Q. Curtius (Romersk historiker,

1. Årh. e. Kr.). – T 9

T 5 Ex. på at det ikke passer.

T 6 Alle disse blev besejret af dem, som mente

at gode soldater er ”krigens nerve”.

T 7 Ex. Kong Krøsos og Solon. Solon sagde:

krig bliver ført med jern, ikke guld.

T 8 Ex. Gallere overfor kongen af Makedonien.

– Ex. Venedig.

T 9 Jeg siger derfor: Ikke penge, men gode

soldater er ”krigens nerve” (T 4)

T 10 Hvis romerne havde ført krig med penge

(Kontrafaktisk)

T 11 Hvis en hær har valget mellem sultedød

og kamp, vælger den kampen. (Krigslykke)

T 12 Hvis en hærfører ser, at fjenden vil få forstærkning,

kan han tage kampen først, i

en stærkere stilling (Præventivt).

T 13 Ex. Hasdrubal (broder til Hannibal). Hvis

en feltherre har valget mellem flugt eller

kamp, vælger han kampen, for da kan

han håbe på sejr.

T 14 (Gentagelser om) Krig og penge. Soldaterne

kan skaffe penge.

T 15 Ex. Athen over for Sparta. Soldater overfor

penge.

T 16 Citat fra Livius (kontrafaktisk). Om Alexander

og Romerne.

T 17 Ex. Campanerne må have bedømt deres

magt ud fra penge, for de led to store nederlag.

(Ironi).

DEL II – KAPITEL 11:

FYRSTERS FORSVAR FOR ANDRE

T 1 Citat fra Livius. Sidiciner og Campaner (II

9). Campanerne medbragte navnet, men

ikke virkelig magt. (Ord og Genstand).

T 2 Forbund med fyrster som ikke kan hjælpe,

på grund af afstand eller af andre grunde,

er mere forbund af navn, end af gavn.

T 3 Ex. Firenze 1479. Kejser Maximilian.

T 4 Campanernes fejl: overvurderede deres

kræfter.

T 5 Mennesker er ofte så ubetænksomme, at

de påtager sig at forsvare andre, skønt de

ikke har kræfter og forstand til at beskytte

sig selv.


Bog: Del II, kap. 11 Bog: Del II, kap. 12

T 6 Ex. Tarantinerne (Syditalien, Taranto) truede

Romerne. Men konsulen lo ad dem.

(320 f. Kr.) (Ord og Handling).

T 7 (Diposition).

DEL II – KAPITEL 12:

OM EGET FORSVAR

T 1 Diskussion. Hvis en nabo erklærer krig,

skal man (A 1) Vente på fjenden i sit eget

land? Eller (A 2) Skal man føre krigen ind

i fjendens land? (Passiv – Aktiv). (I 33).

T 2 (A 2) Ex. Krøsus, Kyros, dronning Tamyris.

T 3 (A 2) Ex. Hannibal anbefalede kong

Antiochos (Syrien) at føre krigen ind i Italien.

Se T 16.

T 4 Ex. Agathokles (Syrakus). – Scipio, angreb

Afrika.

T 5 Tilhængere af opfattelse (A 1) (T 1). Ex.

Athenere, blive i hjemland, eller Sicilien.

– Ex. Antæos, konge af Libyen, overfor

Herakles, Egyptisk.

T 6 Ex. Kong Ferdinand af Neapel, og hans

søn Alfonso. (1494).

T 7 Flere grunde for de to opfattelser. (A 2).

Angriberen kommer med mere mod end

forsvareren.

217

T 8 Angriberen kan plyndre befolkningen (A

2).

T 9 Når soldaterne er i fjendeland, er de tvunget

til at kæmpe (A 2).

T 10 Argumenter for opfattelse A 1: Afvente i

eget land. Koncentrere kræfterne.

T 11 Man bruger hele sin magt, men sætter

ikke hele sin lykke på spil.

* * *

T 12 Forfatterens mening. Enten har jeg (B 1) et

bevæbnet land, som Romerne og Schweizerne.

(T 15).

T 13 Eller jeg har (B 2) et ubevæbnet land, som

Karthagerne, kongen af Frankrig, og Italienerne.

I dette tilfælde skal jeg holde

fjenden væk fra mig (A 2). Min kraft er i

penge, ikke i mennesker.

T 14 Ex. (B 2). Karthagerne. Florentinerne.

T 15 Men er det (B 1) bevæbnede riger, som

før i tiden Rom, og nu Schweiz: de bliver

stærkere, jo nærmere fjenden kommer

(koncentrere).

T 16 Kritik af Hannibals opfattelse (T 3). Hvis

Romerne havde lidt tre nederlag i Gallien

(langt fra Rom), så var de fortabt. De kun-


218

ne opstille en meget større hær i hjemlandet,

til forsvar. (Hannibal anbefaler A 2.

MCV anbefaler A 1).

T 17 Ex. Kimbrerne kunne slå en romersk hær

i Tyskland, men i Italien blev de knust. –

Ex. Schweiz, ude og hjemme.

T 18 Konklusion:

B 2

Ubevæbnet

Penge

B 1

Bevæbnet

Passiv,

Afvente A 1 — X

Aktiv,

Angribe A 2

(holde fjenden

væk)

Bog: Del II, kap. 12 Bog: Del II, kap. 13

X —

(Kommentar) C. von Clausewitz (1780-1831):

”Den forsvarende form for krigsførelse er i

sig selv stærkere end den angribende”. Vom

Kriege, 2. Del, 6. Bog, kapitel 13. (1973)

DEL II – KAPITEL 13:

FORSVAR FOR BEDRAG

T 1 Mennesker fra lavere lag kan sjældent

nå en høj rang, og aldrig uden magt eller

bedrag, medmindre de har fået det ved

gave eller arv. Jeg tror ikke, magt alene er

nok, men derimod: bedrag.

T 2 Ex. Flere. – Og Kyros, ifl. Xenophon.

T 3 (Gentagelse).

T 4 Republikker skal gøre det samme, indtil

de er blevet så stærke, at de kan klare sig

med magt alene.

T 5 Ex. Rom benyttede alle midler for at blive

mægtig, også bedrag. Til at begynde

med: naboer som forbundsfæller, derefter

blev de undertrykt.

T 6 Latinerne mærkede først deres trældom,

da Romerne havde slået Samniterne to

gange.

T 7 Naboerne følte misundelse og frygt, og

samlede sig mod Rom.

T 8 Ex. Latinerne startede krigen på den tidligere

beskrevne måde (II 9).

T 9 Citat fra Livius. En latinsk Prætor siger:

Vi er undertrykte, i et forbund af tilsyneladende

ligeberettigede.

T 10 (Gentagelse) Alle må benytte bedrag.


Bog: Del II, kap. 14 Bog: Del II, kap. 15

T 11 Jo mere skjult det sker, des mindre grund

er der til at kritisere det (!)

DEL II – KAPITEL 14:

BESKEDENHED FEJHED ANSEELSE

T 1 Man ser ofte, at beskedenhed ikke hjælper,

tværtimod skader. Særligt overfor

overlegne, som af en eller anden grund

hader os.

T 2 Ex. Krig mellem Latinere og Romere.

T 3 Prætors tale. – Romernes tålmodighed

styrkede Latinernes overmod.

T 4 En fyrste bør ikke afgive noget af sin værdighed,

og ikke ved et forlig, medmindre

han virkelig kan hævde den, eller tror det

(har styrke).

T 5 Er det kommet så vidt, at du ikke kan afgive

noget på denne måde (med ære), så

er det bedre at afgive det (1) på grund af

magt, end (2) på grund af frygt for magt.

T 6 Hvis du gør det af frygt, er det for at undgå

krig, men det vil du ikke opnå.

T 7 For fjenden, som har set din fejhed, vil

have endnu mere, og bliver hidsig.

T 8 Og du vil se, at dine venner er blevet kølige,

da de anser dig for at være svag, eller

fej.

219

T 9 Men hvis du opruster, når du ser fjendens

hensigt, så begynder fjenden at have respekt

for dig.

T 10 Og andre fyrster får lyst til at hjælpe dig.

Dette gælder overfor én fjende.

T 11 Hvis der er flere fjender, kan man afgive

noget af sin ejendom til en af dem, for at

vinde ham, og adskille ham fra de andre

fjender (splitte fjender). (Del og Hersk).

Kommentar. UMILTÁ 1. Lavhed, ringhed. 2.

Tilbageholdenhed, beskedenhed. 3. Ydmyghed,

underdanighed. – (Den latinske prætor

mod Romerne. Tålmodighed opfattes som

passivitet, svaghed. MCV hævder betydningen

af styrke).

DEL II – KAPITEL 15:

SVAGE STATER OG UBESLUTSOMHED

(I 38)

T 1 Ved rådslagning er det vigtigt at ”komme

til sagen”, så man ikke bliver hængende i

tvivl.

T 2 Ex. Latinerne ville bryde med Rom. Rom

ville forhandle med dem.


220

Bog: Del II, kap. 15 Bog: Del II, kap. 15

T 3 Citat fra prætor Annius. ”Det vigtigste er

hvad vi skal gøre, ikke hvad vi skal sige”.

(Ord – Handling).

T 4 Hvis man er i tvivl om det som skal ske,

kan man ikke finde de rigtige ord.

T 5 Hvis man er fast besluttet, er det let at

finde ord for det.

T 6 Jeg har ofte set, at ubeslutsomhed i offentlige

sager har skadet vor republik (Firenze).

Det skyldes, at det er svage mænd

der skal bestemme.

T 7 En anden sag er langsommelighed ved

beslutninger, navnlig hvis det drejer sig

om en forbundsfælle.

T 8 Sådanne (langsomme) beslutninger skyldes

svaghed, eller ond vilje hos dem der

vil omstyrte staten, eller tilfredsstille

egne ønsker.

T 9 Gode borgere vil ikke hindre en beslutning,

selv om de ser at folket er på vej til

en dårlig beslutning.

T 10 Ex. Syrakus. Vælge Rom eller Karthago.

T 11 En Syrakusaner sagde, at det ene kunne

være lige så godt som det andet. Men

ubeslutsomhed kunne være republikkens

undergang.

T 12 Hvis en beslutning var taget, ligegyldig

hvilken, kunne man håbe på noget godt.

Det siger Livius.

T 13 (MCV er tilhænger af dette!)

T 14 Ex. Laviniere var for længe om at beslutte

sig. – Tøve.

T 15 Ex. Firenze. (Distinktion: Tvunget–Frivillig).

(OBS: Der er kong Ludvig af Frankrig,

og hertug Ludvig i Milano).

T 16 (Machiavelli holder af sin republik!)

DEL II – KAPITEL 16:

KRIG FØR OG NU

T 1 Ex. Det vigtigste slag for Romerne var

mod Latinerne (ved Vesuv, 340 f. kr.)

T 2 Begge hære var ifølge Livius lige stærke.

T 3 Sejren afhang af hærenes hårdnakkethed.

T 4 Livius beskriver Romernes krigskunst.

T 5 Den romerske hær bestod af tre afdelinger

(detaljer).

T 6 De nuværende feltherrer følger ikke denne

opstilling.

T 7 Ex. Slag ved Ravenna, 1512. Bred front.

T 8 Ex. Pisa. 1498. Om rytteriet.

T 9 Nuværende inddeling af hæren. – Kanoner.

T 10 (Disposition. Næste kapitel).


Bog: Del II, kap. 16 Bog: Del II, kap. 17

DEL II – KAPITEL 17:

OM KANONER

T 1 Man siger: (A 1) ”Hvis der havde været

kanoner på Romernes tid, kunne de

ikke have udført deres erobringer”. (Kontrafaktisk).

T 2 Det hævdes også (A 2), at nu er der ikke

brug for personlig tapperhed.

T 3 Og (A 3) at der fremtidig kun er kamp

med kanoner.

T 4 Jeg mener: Man fører enten (B 1) angrebs-

eller (B 2) Forsvarskrig (II 12)

T 5 Kanoner gør mere skade på forsvareren,

end på angriberen. (Detaljer).

T 6 Ex. Brescia. 1512.

T 7 (C 1) Den der forsvarer sig i en lille by,

og ikke kan trække sig tilbage, men er afhængig

af kanoner, er fortabt.

T 8 (C 2). I en stor by er kanoner mere nyttige

for belejreren (angriberen), end for den

belejrede (forsvareren). (Detaljer).

T 9 (C 3). En befæstet lejr. Blive tvunget ud af

den.

T 10 Ex. Ravenna. 1512. Spaniere blev tvunget

til slag.

221

T 11 En gammel metode. Hvis en hær er i en

stilling, som ikke kan angribes, kan man

ødelægge land og by omkring den.

T 12 Hvis der havde været kanoner på Romernes

tid, ville de have klaret sig bedre, for

de førte næsten kun angrebskrige.

T 13 Ad (A 2) Om tapperhed. Soldater og feltherrer

er i større fare nu.

T 14 Alligevel er tabene mindre nu, end før.

T 15 At der ikke er så meget personlig tapperhed

nu, skyldes at hærene er feje.

T 16 Ad (A 3). Nu ikke bruge blanke våben.

Forkert. Vigtigt som øvelse.

T 17 Ex. Novara (1513). Schweizerne blev ikke

standset af kanoner.

T 18 Tyrken mod Sofi af Persien (1514). – Mod

Sultan, Egypten (1517). Mamelukker.

T 19 Konklusion. Kanoner er nyttige, hvis de

kombineres med de Gamles tapperhed.

Ellers er de helt unyttige, overfor en tapper

hær.


222

Bog: Del II, kap. 18 Bog: Del II, kap. 18

DEL II – KAPITEL 18:

FODFOLK OG RYTTERI

T 1 Romerne lagde ved alle krigshandlinger

meget mere vægt på fodfolket, end på

rytteriet.

T 2 Ex. Slag ved søen Regillus, mod Latinerne

(496 f.Kr.).

T 3 Citat af Hannibal, som mener det modsatte

(af T 1).

T 4 (Jeg mener) Fodfolket kan bevæge sig i

mange slags terræn, hvor ryttere ikke

kan komme frem. Man kan lære fodfolket

at holde orden, og genoprette den.

T 5 Det er svært at holde rytteriet i orden, og

genoprette den.

T 6 Og det gælder for heste som for mennesker,

at nogle er modige, og nogle er feje.

Og ofte bliver en modig hest redet af en

fej rytter, eller omvendt.

T 7 Oprindelig blev krige ført med ryttere,

fordi man ikke kunne organisere fodfolket.

T 8 Men jeg mener ikke, at rytteri er overflødigt.

T 9 De italienske fyrster har forsømt fodfolket.

T 10 Det skyldes Condottieri (fører for lejetropper)

og ”fædrelandsløse lykkeriddere”.

(Detaljer).

T 11 Ex. Rom. Belejre Sora (316 f. Kr.) (Ca. 100

km Øst for Rom).

T 12 Jeg drager den slutning: det er svært at slå

et velordnet fodfolk, og det kan kun ske

ved et andet fodfolk.

T 13 Ex. Crassus og Marcus Antonius overfor

Partere (persisk folk).

T 14 Eksempler fra nyere tid på tesen: at fodfolk

er rytteriet overlegent.

T 15 Ex. Novara. Schweizere sejrede.

T 16 Ex. Milano. Schweizere angreb Frankrig.

T 17 Ex. Regulus gik med fodfolk mod rytteri,

og elefanter (ved Tunis, 255 f. Kr.).

T 18 Gentagelse (af T 12).

T 19 Ex. Milano. Carmagnola mod Schweizere.

T 20 “Vi lever I en ulykkelig tid”. Man burde

lære af ”de Gamle”.

DEL II – KAPITEL 19:

EROBRINGER KAN VÆRE FARLIGE

T 1 På grund af forkerte meninger vil folk

(nu) ikke fravige det nedarvede.

T 2 Man mener, rytteriet er overlegent.


Bog: Del II, kap. 19 Bog: Del II, kap. 19

T 3 Ex. Lucullus (Romersk konsul, 106-57 f.

Kr.) mod Tigranes (armensk konge).

T 4 Man burde også erkende, at alle andre

metoder i oldtiden er rigtige.

T 5 Republikker ville bedre forstå, hvad der

hjælper til at gøre dem større, og til at opretholde

dem. Den rette måde. (Opremsning)

T 6 Erobringer på anden måde er ødelæggende

for republikker.

T 7 Det ville begrænse folks ærgerrighed,

idet man gav love for statens indre liv,

forbød erobringer, og kun sørgede for sit

forsvar.

T 8 Men en republik kan ikke bare leve i fred.

T 9 Selv om den ikke krænker andre, kan de

krænke den.

T 10 Har republikken ingen ydre fjender, så

har den indre: Mure.

T 11 Noget særligt er: de frie tyske byer.

T 12 De hørte til det Romerske Rige. Da det

forfaldt, købte de sig løs. Særligt Schweizerne

blev stærke.

T 13 At der ikke var krige her skyldtes kejseren

(af Østrig).

223

T 14 Derimod var der krig mellem Schweizerne

og hertugen af Østrig, som også var

kejseren.

T 15 De frie stater (i Tyskland) kunne leve i

fred.

T 16 Men dette er en undtagelse. Ellers må

man slutte forbund, eller gøre som Romerne.

(Del II, kap. 4, T 2 og T 7)

* * *

T 17 Af mange grunde er erobringer skadelige.

T 18 Man kan erobre et rige, men har man ingen

magt, går man til grunde.

T 19 Ved erobring kan man sætte mere til, end

man vinder. Ex. Venedig. Firenze.

T 20 De kunne have fulgt Roms Ex. – Romerne

havde ikke noget forbillede, de fandt selv

ud af det.

T 21 Erobring kan gøre skade, hvis man erobrer

et folk med højere levestandard, så

ens egen befolkning tager ved lære af det.

T 22 Ex. Capua (se næste kapitel). Først Rom,

derefter Hannibal. Citat fra Livius.

T 23 Sådanne byer og lande tager hævn over

sejrherren, men uden kamp og blod. De


224

Bog: Del II, kap. 19 Bog: Del II, kap. 20

giver ham dårlige skikke, som svækker

ham, så han taber til enhver angriber.

T 24 Citat fra Juvenal, Satire. Romerne tog skade

af det.

T 25 Når erobringer kunne blive så farlige for

Romerne, som var så kloge, hvordan skal

det så gå i vor tid, hvor man gør så mange

fejl? – (Se næste kapitel).

DEL II – KAPITEL 20:

FARE VED HJÆLPETROPPER

T 1 Hjælpetropper er det som en fyrste eller

en republik sender til hjælp for en anden

stat. Men man beholder befaling, og udbetaling

af sold.

T 2 Livius fortæller. Romere, i Capua (hovedby

i Campanien, nær Napoli). Efterladte

Soldater lavede sammensværgelse.

T 3 Hjælpetropper er det værste, som findes,

af soldater.

T 4 Kun den, der sender dem, har magt over

dem.

T 5 Sådanne tropper vil ofte efter sejren

plyndre den, som de har kæmpet for, og

den de har kæmpet imod.

T 6 Ex. Rhegion (nu Reggio de Calabria. 2’puniske

krig).

T 7 En fyrste eller republik skal gøre alt andet

for at beskytte sig, end at lade hjælpetropper

komme ind i sin stat.

T 8 Historien, og de nuværende forhold, viser,

at for hver, der har haft gavn af det, er

der mange som er blevet narret.

T 9 For en ærgerrig fyrste eller republik er

det en glimrende lejlighed til at få magt

over en by eller et land, at de bliver bedt

om at sende en hær til hjælp.

T 10 Den der bruger en sådan hjælp til at erobre

et andet land, kan ikke bevare det

erobrede.

T 11 Naboerne til en magt vil gerne underordne

sig den, hvis den er venlig, og ikke vil

undertrykke dem. (Se næste kapitel).

DEL II – KAPITEL 21:

KRIG OG FRED

T 1 Romernes krigsførelse.

T 2 Romerne lod erobrede byer leve i fred, på

visse betingelser.

T 3 Senere bredte Roms herredømme sig ud

over Italien, til kolonier.

T 4 Ex. Rom sendte en Prætor til Capua, efter

deres ønske, om en udefra.


Bog: Del II, kap. 21 Bog: Del II, kap. 22

T 5 Citat, Livius. Ikke blot romerske våben

skulle gælde, men også romersk ret.

T 6 (1) Byer som er vant til frihed, eller bliver re-

geret af landsmænd, bøjer sig villigt under

et herredømme som de ikke ser til daglig.

T 7 (2) En anden fordel for magthaveren er, at

dommere og embedsmænd ikke er i hans

tjeneste. Derfor kan en dom ikke lægges

ham til last.

T 8 Ex. Genua (1522). Erobret af de franske

flere gange. Sidste gang måtte de lade

byen have sin egen regering, og det var

folket tilfreds med.

T 9 (T 6). Menneskene er venligt stemt overfor

magthavere som er langt væk, og som

optræder venligt. (Nær – Fjern)

T 10 Ex. Capua, T 4. Men hvis Romerne havde

besluttet det …

T 11 Ex. Firenze, og nabobyer. Indbyggerne i

Pistoia (Nord for Firenze) blev behandlet

som brødre, de andre som fjender.

T 12 Ex. Firenze kunne have været hersker

over Toscana, hvis det havde behandlet

sine naboer ordentligt.

T 13 Dermed være ikke sagt, at man ikke skal

bruge våbenmagt, men kun når alle andre

midler har været forgæves.

225

DEL II – KAPITEL 22:

MENNESKER TAGER OFTE FEJL

T 1 Beslutninger, som ikke er truffet af fremragende

mænd, er ofte fejlagtige.

T 2 Fremragende mænd bliver ikke anerkendt

i rolige tider.

T 3 I stedet sker der det, som bliver foreslået

af folk, der vil tækkes mængden.

T 4 I ulykkelige tider må man søge tilflugt til

de mænd, som man ikke ænser i rolige

tider. (III 16).

T 5 Folk uden stor erfaring tager ofte fejl, når

der sker noget som virker sandsynligt, og

dermed bestyrker folk i det de tror på.

T 6 Ex. Prætor Numisius (Latiner) – gav råd.

T 7 Ex. Kongen af Frankrig. 1515. Søgte forbundsfælle.

– Pave Leo X og hans rådgivere.

– Strategiske overvejelser.

T 8 Beregningen var forkert, det viste resultatet.

T 9 Enhver opfattelse har nogle grunde for

sig, som ser rigtige ud på afstand, og dog

strider mod sandheden. (Nær – Fjern)

T 10 Sejrherren lider sjældent store tab.

T 11 Og hvis han lider store tab, opvejes det af

æren.


226

Bog: Del II, kap. 22 Bog: Del II, kap. 23

T 12 Forholdet mellem to hære. Fejltagelse

ang. fjendens styrke. Sejren afhænger af

lykke eller tapperhed.

T 13 Den der sejrer først, har en fordel.

T 14 Ex. Prætor Numisius (T 6) tog fejl, ang.

Romernes styrke. Han mente, at nu var

øjeblikket inde

DEL II – KAPITEL 23:

MIDDELVEJ

T 1 Citat. Livius om Latinere (Latium).

T 2 Den værste tilstand for en fyrste eller republik

er: at man ikke kan antage freden,

og ikke kan fortsætte krigen.

T 3 Man kommer i denne situation ved dårlige

råd, og overvurdering af egne kræfter.

T 4 Ex. Latinere overfor Rom (T 1). Nederlag.

Livius om Camillus’ tale i det romerske

Senat (T 8).

T 5 Romerne undgik altid middelvejen.

T 6 At regere vil sige at holde undersåtterne

således, at de ikke kan skade dig.

T 7 Det opnår du ved enten (1) at gøre dem

helt uskadelige, eller (modsat) (2) at du

gør så meget godt for dem, at de ikke ser

nogen grund til at ændre deres tilstand.

(T 14)

T 8 Citat. Camillus’ tale. De to muligheder: at

ødelægge Latium, eller give dem borgerret

(i Rom).

T 9 ”Det stærkeste herredømme er det, hvor

undersåtterne er tilfredse”. – ”I må vælge

mellem straf eller velgerning”.

T 10 Ex. Firenze 1502. Fejl: de valgte mellemvej.

T 11 Om et skinargument i den forbindelse.

T 12 Folk indser ikke, at en enkelt, eller en hel

by, kan forbryde sig så meget, at fyrsten

ikke kan gøre andet, end at ødelægge

dem.

T 13 Ære består i, at man kan og vil straffe

dem, ikke i at man undlader det. (II 28).

T 14 Livius om Romerne og Privernaterne.

Heraf fremgår: (1). Gøre godt for alle, eller

ødelægge dem. (T 7).

T 15 Og at (2). Åbenhed og sanddruhed kan

udrette meget overfor kloge mennesker.

T 16 Ex. Forhandling mellem det romerske

Senat og Privernater, som havde gjort oprør.

(Privernum, nu Priverno, station på

banen mellem Rom og Napoli).

T 17 Den kloge del af Senatet sagde:

T 18 Freden er pålidelig, hvis folk frivilligt har

ladet sig berolige. Men hvor der skal være


Bog: Del II, kap. 23 Bog: Del II, kap. 24

trældom, kan man ikke håbe på troskab.

– Senatet besluttede at optage Privernaterne

som romerske borgere.

T 19 Den som dømmer anderledes, navnlig

om folk som har følt sig frie, tager fejl, og

beslutter noget, som kan være skæbnesvangert.

T 20 (Tilbage til T 7, og T 5).

T 21 Om middelvej. Ex. Samniter, mod Romere,

i det Caudinske Pas. (NØ for Napoli).

(III 40, T 7). – (Om den ”Gyldne Middelvej”,

se Bevingede Ord).

DEL II – KAPITEL 24:

FÆSTNINGER

T 1 Romerne anlagde ikke fæstninger i Latium.

T 2 Fæstninger bliver bygget for at beskytte

sig mod (A 1): Fjender udefra (T 17), eller

(A 2) (T 3) mod undersåtterne. (Jvf. omslagsbilleder

på denne bog). Ad A 1: De

er ikke nødvendige. Ad A 2: De er skadelige.

(Fortsættes: T 17).

T 3 Ad (A 2). Hvis en fyrste eller republik

frygter for undersåtterne, og for oprør, så

opstår frygten af undersåtternes had til

fyrsten.

227

T 4 Dette had skyldes dårlig behandling, og

denne skyldes fyrstens tro på, at han kan

holde dem nede med magt – eller også:

hans manglende klogskab.

T 5 Man tror, at et af midlerne til at holde

dem nede er: at bygge fæstninger.

T 6 Fæstninger skader meget mere end de

gavner. De gør dig mere dristig og voldsom

overfor undersåtterne. De giver dig

ikke sikkerhed.

T 7 Al magtanvendelse for at holde folk nede

er unyttig, undtagen (D 1) du har en god

hær, som Romerne, eller (D 2) du splitter

folket op, så de ikke kan forene sig.

T 8 (Detaljer)

T 9 Ex. Hertugen af Milano. Byggede et kastel.

Men hans arvinger var forhadte. Og

de mærkede ikke faren.

T 10 Man må i alle tilfælde have en hær (D 1).

T 11 Ex. Hertugen af Urbino. Nedlagde fæstninger.

– Ex. Pave Julius II, optrådte fejlagtigt.

– Ex. N. da Castello, sløjfede fæstninger.

T 12 Ex. Genova. 1507. Meget stærk fæstning.

1512: sløjfet. Konklusion.


228

Bog: Del II, kap. 24 Bog: Del II, kap. 24

T 13 Om republikker, som anlægger fæstninger

i erobrede byer. Ex. Firenze overfor

Pisa. 1494.

T 14 Konklusion. Fæstninger som skal sikre

egen by er skadelige. Til at fastholde erobrede

byer er de unyttige.

T 15 Diskussion af Ex. Tarent (II 11, T 6).

T 16 Diskussion af Ex. Brescia (II 17, T 6). 1512.

(III 44, T 6).

* * *

T 17 Se T 2 (A 1): Fæstninger mod fjender udefra.

Jeg hævder: for riger med gode hære

er de ikke nødvendige, og for andre er de

unyttige.

T 18 Ex. Romerne ville ikke have fæstninger.

Og Sparta ville ikke engang have mure

omkring byen.

T 19 Hvis fjenden ikke kan indtage fæstningen,

kan han omgå den.

T 20 En fyrste skal befæste sin hovedstad,

sørge for krigsforråd, og vinde borgernes

tillid, så han kan udholde et fjendtligt angreb

så længe, at han kan opnå aftale, eller

kan få hjælp udefra.

T 21 Ros til Romerne, som ikke tænkte på

fæstninger, men sikrede sig folkene.

DEL II – KAPITEL 25:

INDRE MODSÆTNINGER I EN BY

(III 27) (Tre)

T 1 Ex. Rom. Modsætning mellem folk og

adel. Vejentere og Etruskere ville udnytte

dette, men Romerne lagde deres splid til

side, og slog angriberne.

T 2 Menneskene tager ofte fejl. (II 22).

T 3 Årsag til modsætning i republikker er oftest:

lediggang, og fred. Årsag til enighed

er: frygt, og krig.

T 4 Om at undertrykke med fredelige midler.

Metode: man søger at opnå parternes tillid,

så man kan optræde som mægler.

T 5 Hvis de griber til våben, skal man hjælpe

den svagere part, men langsomt. Derved

kan de slide hinanden op, og de får ikke

mistanke om, at du vil være herre over

dem. Hvis dette bliver rigtigt udført, vil

man næsten altid nå sit mål (!).

T 6 Ex. Firenze og Pistoia. (II 21, T 11). (III 27,

T 4).

T 7 Ex. Firenze og Siena.

T 8 Ex. Firenze og Milano.


Bog: Del II, kap. 25 Bog: Del II, kap. 27

T 9 Se T 1. Konklusion. Om at undertrykke et

folk.

DEL II – KAPITEL 26:

DET ER EN FEJL AT HÅNE ANDRE

T 1 Jeg mener, at det er tegn på stor klogskab,

at man ikke kommer med trusler,

og krænkende udtalelser. De tager ikke

noget af fjendens kraft, men trusler gør

ham mere forsigtig, og krænkelser øger

hans had til dig.

T 2 En feltherre må forbyde sine soldater at

gøre dette.

T 3 Ex. Persien. Belejret by hånede angriberne.

T 4 Ex. Vejenterne overfor Romerne.

T 5 (Gentagelser).

T 6 Ex. Capua. Mytteri. Det måtte ikke omtales.

(III 6, T 47).

T 7 Ex. Romerske slaver som blev soldater –

deres slavestand måtte ikke omtales.

T 8 Romerne anså det for meget skadeligt at

nedværdige andre mennesker, hvad enten

det var i alvor, eller spøg.

T 9 Citat fra Tacitus: Bidende spøg

229

DEL II – KAPITEL 27:

OM AT NØJES MED DET OPNÅEDE

T 1 Menneskers overmod kommer fra en sejr,

eller et falsk håb om sejr.

T 2 Det falske håb forleder dem til fejl, i tale

og i handling.

T 3 De er ikke tilfredse med det sikre gode,

men stræber efter noget bedre, som er

usikkert. (”Det bedre er det godes fjende”.

Bevingede Ord).

T 4 Jeg vil vise dette ved eksempler, da man

ikke kan gøre det så tydeligt ved (logiske)

grunde. (Distinktion).

T 5 Ex. Efter Cannæ. Hannibal ville have forstærkning.

Hanno anbefalede at nøjes

med denne sejr.

T 6 Ex. Aleksander den Store. Tyrus (Fønikisk,

Libanon) ville ikke have ham ind i

byen.

T 7 Ex. Firenze. 1512. Over for Spaniere. Folket

ville ikke forhandle.

T 8 Fyrster, som bliver angrebet af en overlegen

modstander, begår en stor fejl, hvis

de ikke vil indgå forlig. (Bevingede Ord:

Magert forlig …).

T 9 Ex. Tyrier fortsat (T 6). Burde have antaget

forslaget.


230

Bog: Del II, kap. 27 Bog: Del II, kap. 28

T 10 Ex. Firenze fortsat (T 7). Tre ønsker. Folket.

T 11 Selv med udsigt til en næsten sikker, og

større, sejr foran sig, bør man ikke overlade

dette til Lykken, og sætte sit sidste

på spil. Det vil en klog mand ikke vove,

med mindre han er i en tvangssituation.

T 12 Ex. Hannibal vendte tilbage til et ødelagt

Karthago (i Tunis). En kamp ville være

den sidste mulighed.

T 13 Men han ville ikke sætte den på spil, før

alle andre muligheder var prøvet.

T 14 Han skammede sig ikke ved at bede om

fred. – Men da det blev afslået, ville han

dog prøve lykken i et slag, og enten sejre,

eller gå under med ære.

T 15 Når nu Hannibal, som var så tapper, foretrak

fred frem for kamp, hvad skal så en

anden sige?

T 16 Mennesker gør den fejl, at de ikke sætter

grænser for deres forhåbninger.

T 17 De ser kun på deres håb, uden at vurdere

sine kræfter, og det fører til undergang.

DEL II – KAPITEL 28:

STRAF ER NØDVENDIG

T 1 Ex. Gallerne havde angrebet Etruskerne.

(Clusium, nu Chiusi, sydvest for Trasymener

søen). De bad om hjælp fra Romerne,

som sendte tre Fabiere (romersk familie)

som gesandter til Gallerne, med besked

om at de skulle opgive kampen mod Etruskerne.

Men da det kom til kamp, blandede

gesandterne sig i den, på Etruskernes

side. Gallerne klagede til det romerske Senat,

og forlangte de tre udleveret. Men de

blev ikke udleveret, tværtimod forfremmet.

Gallerne blev rasende, rykkede frem,

og erobrede næsten hele Rom.

T 2 Denne ulykke kom over Rom, fordi man

ikke havde optrådt retfærdigt. Man skulle

have straffet gesandterne, som havde

forbrudt sig mod folkeretten. (De blev senere

straffet. (III 1, T 9).

T 3 Enhver republik og fyrste må passe på,

ikke at krænke et andet folk, eller en enkelt

person.

T 4 Hvis en person bliver krænket alvorligt

af staten, eller af en privatmand, og han

ikke får tilstrækkelig oprejsning, så vil

han have hævn.


Bog: Del II, kap. 28 Bog: Del II, kap. 29

T 5 Lever han i en republik, vil han have

hævn, selv om republikken skulle gå under

derved.

T 6 Hvis han lever under en fyrste, og har

æresfølelse, vil han ikke helme før han

har hævnet sig på fyrsten, selv om det

skulle koste ham selv livet.

T 7 Ex. Filip af Makedonien blev myrdet. Se #

53 om Pausanias, og # 87 om Hævn.

T 8 Enhver regent bør deraf lære, at han ikke

skal ringeagte et menneske så meget, at

han tror, at den krænkede ikke vil hævne

sig, trods al fare for ham selv.

DEL II – KAPITEL 29:

SKÆBNEN (FORTUNA)

FORBLINDER MENNESKENE

T 1 Der kan ske noget, som Himlen ikke ville

forhindre.

T 2 Det kunne ske i Rom, på trods af tapperhed

o.l.

T 3 Ex. Livius nævner en række ubegribelige

”fejlhandlinger”.

T 4 Citat. Livius slutter: ”Således forblinder

skæbnen menneskene, når den ikke vil,

at dens indgriben bliver hindret”.

231

T 5 Om mennesker lever i lykke, eller ulykke,

afhænger ikke af dem, men af hvilke muligheder

Himlen gav dem.

T 6 Skæbnen udvælger en mand, som kan se

mulighederne.

T 7 Ex. Rom. Skæbnen ydmygede Rom. (En

lang række eksempler. Skiftevis fremme

og hæmme).

T 8 Jeg forsikrer igen: Menneskene kan hjælpe

skæbnen, men ikke hindre den. De

kender ikke dens veje, men må altid håbe.

(# 88)

DEL II – KAPITEL 30:

STÆRKE OG SVAGE STATER.

PENGE ELLER TAPPERHED

T 1 Ex. Romerne blev belejret på Kapitol af

Gallerne. De ville købe sig fri, men blev

reddet af Camillus. (”Væ Victis”. Bevingede

Ord).

T 2 Citat fra Livius. Skæbnen ville, at Romerne

ikke skulle købe deres liv for guld.

T 3 I hele den romerske historie erobrede de

ikke byer med penge, eller købte fred for

penge, men med hærens tapperhed.


232

Bog: Del II, kap. 30 Bog: Del II, kap. 30

T 4 En stats magt kan ses af dens forhold til

naboer. Hvis de betaler til en stat, viser

det dens styrke. Og omvendt.

T 5 Ex. Roms historie, mange folkeslag, naboer

ved grænser. De betalte afgifter til

Rom, for venskabs skyld, og for at blive

beskyttet.

T 6 Modsat: svage stater. Ex. Firenze, før, betalte

til andre.

T 7 Ex. Andre stater. Frankrig.

T 8 Det er fordi de er ubevæbnede. (II 12, T 12

flg.)

T 9 Ex. Firenze, fortsat. – Hvad man havde

erobret med penge, kunne man ikke forsvare

med jern.

T 10 Så længe Romerne var frie, holdt de sig til

deres idealer. Men da de kom under kejsere,

begyndte de at købe sig fri, og det

var begyndelsen til dette mægtige riges

undergang.

T 11 Fejlen: at disse folk var ubevæbnede. Jo

nærmere fjenden kommer, des svagere

bliver du. Undersåtter vil ikke gøre modstand.

T 12 Sammenligning med en krop. Forskel: de

ædlere dele, og lemmerne. Sådanne sta-

ter har ubevæbnet hjerte, men pansrede

hænder og fødder.

T 13 Ex. Firenze. Ex. Venedig. Ex. Frankrig,

angrebet af England. 1513.

T 14 Ex. Rom. Det modsatte: jo nærmere fjenden

kom, des kraftigere modstand. Overfor

Hannibal. Hjertet var væbnet. Flere

folkeslag.

T 15 Ex. Romerne led nederlag ved Cannæ,

men ingen bad om fred.

T 16 Slutning. Når menneskene ikke du’r (tapperhed),

viser Lykken sin magt. Der skal

en stærk mand til, for at opveje den.

DEL II – KAPITEL 31:

OM LANDSFORVISTE

T 1 Det er farligt at stole på folk, som er blevet

fordrevet fra deres fædreland.

T 2 Ex. fra Livius. Aleksander fra Epirus

(Nordvest Grækenland) stolede på fordrevne

Lukaneres løfte, men blev myrdet

af dem (Syditalien).

T 3 De landsforviste vil frem for alt tilbage til

deres land. Man kan ikke stole på deres

løfter og troskab. Du kan komme i ulykke.

T 4 Ex. Themistokles, Athener, og Darius,

Persisk konge.


Bog: Del II, kap. 31 Bog: Del II, kap. 32

T 5 En fyrste må være meget forsigtig med at

foretage sig noget, på grundlag af beretning

fra en landsforvist.

T 6 Det lykkes sjældent at indtage en by ved

list, eller ved aftale med nogle af beboerne.

(Generelt udsagn).

DEL II – KAPITEL 32:

ROMERNE EROBREDE BYER

T 1 Romerne førte krig ud fra økonomisk

synspunkt.

T 2 De undgik at belejre byer.

T 3 Romerne erobrede byer ved (1) åben

magt, (2) ved magt i forbindelse med list,

og (3) ved overgivelse.

T 4 Ad (1). Åben magt, angreb (forskellige

teknikker).

T 5 Ad (2). Magt kombineret med list. (Jvf. III

6 om komplot). Forræderi. Farer ved udførelsen.

Ex. Aratos, græsk feltherre, modig

om natten. (III 5, T 8).

T 6 Ad (3). Erobring ved overgivelse (med

Ex.) (1). Frivillig. (2). Tvunget.

233

T 7 Romerne anvendte mest: overgivelse (T 3,

ad 3).

T 8 Belejring kostede tid og penge. Erobring

ved forræderi: (T 3, ad 2) usikker. – Ved

en fjendes nederlag kunne de (Romerne)

erobre et rige på én dag (!).

DEL II – KAPITEL 33:

ROMERNES HÆRFØRERE

T 1 Romerne gav sine ledere stor magt, særligt

konsuler.

T 2 Senatet bestemte kun over krig og fred.

T 3 Alt andet var henlagt til konsulerne.

T 4 Ex. Q. Fabius, krig med Etruskerne. Den

Ciminiske Skov. (Monti Cimini, sydøst

for Viterbo). Senatet ville standse ham,

men kom for sent.

T 5 Konsulen var på stedet. Senatet kunne

tage fejl.

T 6 Ønsket om berømmelse skulle være konsulens

målestok.

T 7 I de nuværende republikker, Venedig og

Firenze, er det modsat. (”Detailstyring”).

DEL II SLUT


234

Bog: Del III, kap. 1 Bog: Del III, kap. 1

DEL III – KAPITEL 1:

FORNYELSE ER NØDVENDIG

T 1 Alle levende væsner har en begrænset levetid.

T 2 Man skal holde sin krop i orden.

T 3 Jeg taler her om stater og religiøse fællesskaber.

T 4 Kun de forandringer er gode, som fører

dem tilbage til oprindelsen.

T 5 I begyndelsen var der noget godt ved religioner

og stater.

T 6 Det slides med tiden. – Hvad læger siger

om kroppen.

T 7 Republikker kan vende tilbage til oprindelsen

ved: (1) En ydre ulykke. (2) Indre

klogskab.

T 8 Ad (1). Ex Rom. Gallernes erobring. Man

opretholdt ikke de gamle skikke.

T 9 Da kom det stød udefra. Gamle religionsskikke

blev genoplivet. Fabierne blev

straffet (II 28, T 2).

T 10 Ad (2). Indefra. (2.1) Ved en lov. (2.2). Ved

en retskaffen mand (T 16). (2.3) Ved en

ordning.

T 11 Ad (2.3) Ex. Da Rom begyndte.

T 12 De gamle love får ny kraft gennem en

mands indsats. Ex.

T 13 Disse mærkelige begivenheder bragte

borgerne til besindelse.

T 14 Der må ikke gå mere end 10 år mellem

sådanne fornyelser. Så husker de straffen,

og frygter den.

T 15 Ex. Firenze. 1434-1494. Man skulle ”gribe

regeringen hvert femte år”, så folk ikke

glemte.

T 16 Ad (2.2) Republikkens genfødsel kan ske

ved én mands kraft. Et forbillede.

T 17 Ex. Rom. Personer. (Kontrafaktisk).

T 18 Religioner skal fornys, navnlig vor. Betydning

af Frans og Dominikus. Modsat:

prælaternes dårlige levevis, de frygter

ikke straf.

T 19 Også kongeriger trænger til fornyelse.

Ex. Frankrig. Parlamenter. Lovene fornys.

Man er streng overfor adelen.

T 20 Konklusion. Genskabe anseelse er nødvendigt

for samfund.

T 21 Disposition. Begynde med Brutus. (Ikke

Cæsarmorderen, men første konsul, 509

f. Kr.).


Bog: Del III, kap. 2 Bog: Del III, kap. 3

DEL III – KAPITEL 2:

AT ”SPILLE TÅBE”

T 1 Junius Brutus var klog, og blev berømt

fordi han foregav at være gal.

T 2 Livius siger, det var for at leve i sikkerhed,

og bevare sin arv.

T 3 Men måske var det også for at kunne udføre

sin plan om at styrte kongerne.

(1) Oraklet i Delfi. (2) Lucretias død (III 5,

T 2).

T 4 Af dette kan man lære, hvordan det kan

gøres, overfor fyrsten. (Jvf. III 6).

T 5 Samle kræfter, angribe åbent.

T 6 Gøre sig gode venner med fyrsten,

T 7 og udnytte det.

T 8 Nogle siger, man skal holde afstand, middelvej.

T 9 Denne middelvej ville være den rigtige.

T 10 Men den er umulig. Man må vælge,

T 11 ellers er det farligt.

T 12 Højtstående mænd kan ikke leve i fred.

Det vil andre ikke tillade.

T 13 Derfor må man anstille sig som en tåbe,

gøre det modsatte af hvad man mener.

(Skin og irkelighed).

T 14 Om Brutus I, strenghed.

235

DEL III – KAPITEL 3:

AT DRÆBE SINE SØNNER

T 1 Brutus (den ældre) gengav Rom friheden

(dvs. republik) med strenghed. En lignende

strenghed anvendte han for at bevare

friheden.

T 2 Han lod sine sønner henrette.

T 3 Ved en statsomvæltning fra republik til

absolut monarki, eller omvendt, må der

foretages noget drastisk mod fjenderne af

det nye. (I 16, T 10)

T 4 Ex. P. Soderini troede, dette ikke var nødvendigt.

Han troede (1), han kunne klare

sig med tålmodighed og godhed.

T 5 Han kunne ikke tage sig sammen til at

udslette sine modstandere. Han (2) var

ganske vist parat til at bruge ulovlig

magt.

T 6 Men det ville han ikke gøre, af visse

grunde.

T 7 Man skal ikke tillade et onde, for at opnå

et gode (Mål og Midler).

T 8 Han troede ikke nok på sig selv.

T 9 Han indså ikke, at ondskabsfuldhed ikke

forsvinder med tiden (T 4).


236

Bog: Del III, kap. 4 Bog: Del III, kap. 5

DEL III – KAPITEL 4:

DET ER SVÆRT AT VÆRE FYRSTE

T 1 Ex. Rom. To mord viser, at det er farligt at

frarøve en mand hans magt, og lade ham

leve, selv om man forsøger at vinde ham.

T 2 Ex. (1) Hvad Tarquinius Priscus mente,

fejlagtigt.

T 3 Ex. (2) Hvad Servius Tullius mente, fejlagtigt.

T 4 Ad (1). Farligt at lade leve.

T 5 Ad (2). Gammel uret bliver ikke fjernet

ved nye velgerninger.

T 6 Magtbegær er så stærkt, at det ikke blot

griber dem, der venter at få herredømmet,

men også dem som ikke kan forvente

det.

T 7 Ex. En kongedatter ville være dronning.

DEL III – KAPITEL 5:

AT TABE SIN KONGEMAGT

T 1 Tarq. Sup. kunne have levet i ro.

T 2 Han blev ikke fordrevet, fordi han havde

skændet Lucretia, men fordi han regerede

tyrannisk, gjorde sig til fjende af Senatet.

T 3 Og han plagede folket med hoveriarbejde.

T 4 Sagen med Lucretia. Faderen burde have

grebet ind mod sønnen (Sextus). (Kontrafaktisk.

– Vurdering).

T 5 Fyrster mister deres magt, når de begynder

at overtræde gamle love og sædvaner.

T 6 Det er let at opretholde et rige, hvis man

optræder fornuftigt.

T 7 Det er lettere at vinde de gode for sig, end

de onde.

T 8 Vil (nye) fyrster vide, hvordan de skal optræde,

kan de tage de gode fyrster som

forbilleder.

T 9 Hvis mennesker bliver godt regeret, forlanger

de ikke anden frihed.

T 10 Disposition. (III 6): Om Konspiration.


Bog: Del III, kap. 6 Bog: Del III, kap. 6

DEL III – KAPITEL 6

KOMPLOT ANSLAG KONSPIRATION

SAMMENSVÆRGELSE

ATTENTAT

Se også Systematisk Del: # 51 Retsvæsen

Eksempler er ikke nævnt