Historisk valgsejr til Dansk Folkeparti

danskfolkeparti.dk

Historisk valgsejr til Dansk Folkeparti

Nr. 3 • juli 2009 • 13. årgang

Historisk

valgsejr til

Dansk Folkeparti

- læs alt om EP-valget

Festlig reception for Kristian Thulesen Dahl


leder

Mesterligt

INGEN TABERE – Nu kunne læsere med en

bagtanke jo godt tro, at overskriften var sådan

en lidt selvglad og navlebeskuende hentydning

til Dansk Folkepartis spidskandidats

enestående fortræffelige, personlige valg til

Europa-Parlamentet søndag den 7. juni, der

var så stort, at han trak Anna Rosbach Andersen

med sig i Parlamentet.

Det er det sådan set også…

Efter en lang, lang valgkampagne – der

for Morten Messerschmidts vedkommende

begyndte med Metock-dommen sidste sommer,

som redefinerede kandidat-begrebet med

en jule-cd med ham og Dot i december i fjor

og som nåede sit højdepunkt med en intens,

landsdækkende kampagne de sidste tre uger

op til valgdagen – kronedes indsatsen med det

uventede flotte resultat: 15,3 procent af stemmerne

og to mandater.

Roserne har stået i kø, selv i dagbladet

Politiken – flere gange endda. Alle har fundet

Mortens præstation mesterlig og Valg- &

Strategiudvalgets kampagne genial i al sin

gribende enkelhed. ”Gi’ os Danmark tilbage”

klingede rent hjem – også hos de, der ikke kan

lide Dansk Folkeparti. Så jo, det falder redaktionen

Dansk Folkeblad nærliggende at

kalde det hele: Mesterligt.

Men lige i denne sammenhæng er overskriften

nu mest et sprogligt forsøg på en finurlig

hentydning til det forhold, at alle på valgaftenen

var sådan lidt verdensmestre – også de, der tabte

hver tredje stemme på gulvet; de, der slet ikke

kom ind; og de, der med lidt hiv og sving kom

ind med et mandat eller gik symbolsk frem.

Der var ganske enkelt en parade af mesterlige

opvisninger i at få nederlag til at fremstå

som sejr.

2

Vendepunktet og sejren i nederlaget

Margrethe Vestager, hvis radikale parti for

tiden ikke er så cool, gav udtryk for, at tilslutningen

til partiet var et vendepunkt for

parti-skuden, der kom i alvorlig søgang, da

først Khader og Samuelsen, siden Simon Emil

Ammitzbøll gik i land og trak bundpropperne

ud af båden på vejen. Men det er et faktum, at

der dårligt har været færre danskere, der gad

stemme på en radikal. Ikke et ondt ord her

om den radikale spidskandidat Sofie Carsten

Nielsen – hun gjorde, hvad hun kunne, men

hendes parti tager altså vand ind.

Helle Thorning-Schmidt udlagde fikst og

uden den store medie-irettesættelse et dundrende

nederlag – de mistede en tredjedel af deres

stemmeandel fra valget i 2004 den 7. juni

2009! – som en slags sejr og lovede, at partiet

også bliver størst ved kommunalvalget. Hurra

for det, og så festede Socialdemokratiet ellers

og fejrede i fadøl, at kun teknik og det yderste

af neglene sikrede, at de fik deres fjerde

mandat.

Fire mandater er fire mandater, bevares

– det er blot ikke socialdemokrater, men folkesocialister

og radikale med en noget anden

EU-dagsorden, der stemte det hjem. Man har

lov at antage, at en radikal vælger, klog som

sådan en jo er, godt vidste, at stemmen kunne

være spildt og i valgforbundet gå til enten det

100% omvendte SF eller Socialdemokratiet

– som dybest set trods alt ér for jævnt og folkeligt

for en ægte radikaler med PH-lamper,

Mogensen-tremmesofa og café latte.

Men nøøøj, hvor skal der ikke megen fantasi

til at forestille sig, at der rundt om sidder

en muggen radikal…

Salgsgas blev gennemskuet

På denne plads fandt vi før valget anledning

til en venskabelig hån af Venstres og de konservatives

noget letkøbte forsøg på i sidste

ombæring før valget at nappe Dansk Folkepartis

EU-dagsorden. Så det skal vi ikke trampe

mere i her. Blot stilfærdigt konstatere, at

den gik ikke. Som vi frisk tillod os at forudse,

så var vælgerne netop ikke de fæhoveder, som

de to partiers smarte, og givetvis dyre, reklamebureauer

antog dem for. Fremgang er fremgang,

og begge partier gik frem, men næppe

nogen uden for deres egne rækker vil kalde

resultatet prangende, endsige som ventet.

Mildest talt. Der var simpelt hen for megen

vaklen, lefleri og løben fra egne holdninger

måneden før over den performance til at vælgerne

ville kvittere. Men mesterligt var det at

høre dem udlægge resultatet som årets store

sejr – brede smil og hurra. Dansk Folkeparti

tog stemmer fra dem begge som valgaftenen

udviklede sig, og nappede i slutspurten et

konservativt mandat.

Og hvad var det så, Dansk Folkeparti gjorde,

som de andre glemte? Ja, man fristes til

at sige ro og regelmæssighed. Enkelhed og

trofasthed. Det, vi siger, er det, vi gør. Uden

dikkedarer. Dansk Folkeparti sagde: ”Gi’ os

Danmark tilbage”. Og mente det.

En mesterlig valgaften. På alle måder.

Foto: Carsten Lundager


nyhedsbrev

Dansk Folkeparti – bedst til velfærd

Den kommende valgkamp kommer til at handle om velfærd og tryghed.

2009 er et rigtigt valgår. Vi har netop overstået

valget til Europa-Parlamentet, hvor Dansk

Folkeparti klarede sig fantastisk godt. 15,3

procent af stemmerne, og 284.258 personlige

stemmer til Dansk Folkepartis spidskandidat

Morten Messerschmidt er resultater, der taler

for sig selv – og det viser, at Dansk Folkeparti

ikke bare er et ”Folketings-parti”, men at vi

som noget helt naturligt markerer os overalt,

hvor indflydelsen er.

Noget bedre udgangspunkt for valget til

kommuner og regioner den 17. november

kan næsten ikke tænkes. Kommunerne og regionerne

er områder, hvor vi i Dansk Folkeparti

helt selvfølgeligt vokser os større – ikke

mindst fordi nogle af vores vigtigste politiske

fokusområder som for eksempel sundhed, ældre,

socialt udsatte og integration er ting, som

her i høj grad administreres tæt på borgerne.

I de kommende måneder frem til valget

bliver der derfor en af vore vigtigste opgaver

– endnu en gang – at fortælle vælgerne, at

Dansk Folkeparti er de bedste, når det gælder

velfærd og tryghed i det nære demokrati, tæt

på den enkelte borger. Efter at kommunalreformen

blev gennemført, er endnu flere vigtige

opgaver blevet lagt ud til kommunerne.

Derfor vil vi i fremtiden oftere opleve, at det

bestemt ikke er ligegyldigt, hvem der beklæder

pladserne i byrådssalen, ligesom forskellene

mellem kommunerne vil blive større.

Ikke forbudt at gøre det bedre

Selv om Folketinget har udstukket nogle overordnede

rammer for velfærdsområdet, er det

ikke forbudt at gøre det bedre, og her er det et

faktum, at ”dyre” kommuner med store udgifter

ikke nødvendigvis er de bedste. Når man

spørger borgerne om tilfredsheden med den

kommunale service, er der ingen umiddelbar

sammenhæng mellem skatteudskrivning, udgiftsniveau

og den konkrete oplevelse af serviceniveauet.

Mens nogle kommuner vælger

de store armbevægelsers politik og generøst

øser store beløb ud til prestigeprojekter, er andre

langt mere mådeholdne og sætter hensynet

til ældre og udsatte i højsædet. Det afhænger

alt sammen af kommunalbestyrelsens politiske

sammensætning.

Vi skal i den kommende tid fortælle vælgerne,

at en stemme på Dansk Folkeparti i regioner

og kommuner er en stemme på Dansk

Folkepartis program og på Dansk Folkepartis

politik, som den gennem snart otte år er blevet

udført på Christiansborg. Dansk Folkeparti

er ikke noget politisk tag selv-bord, hvor den

enkelte kandidat kan vælge og vrage mellem

budskaberne og sammensætte sit eget program

med egne pudsige kæpheste.

I en tid med hastigt skiftende politiske dagsordener

og en sensationshungrende presse, er

det vigtigere end nogensinde at fortælle, at en

stemme på Dansk Folkeparti naturligvis er en

stemme på Dansk Folkepartis politik. Vælgerne

skal trygt kunne sætte deres kryds ved liste

O – uanset hvor i landet de bor.

Anstændighed over for vælgerne

Vi er ofte blevet beskyldt for at udøve ”topstyring”

i Dansk Folkeparti, og for min skyld kan

medierne og modstanderne kalde det, hvad

de vil. Men jeg vil hellere bruge udtrykket

”anstændighed”. Anstændighed over for den

enkelte vælger, som trygt skal kunne sætte sit

kryds ved en af vore kandidater i forvisningen

om, at den kandidat også loyalt arbejder for

at gennemføre Dansk Folkepartis politik – og

søge maksimal indflydelse uanset kommunal-

Foto: DF

bestyrelsens politiske sammensætning.

Og jeg ved skam godt, at det kan være

svært: Kommunerne kan ikke sammenlignes

med Christiansborg. Nogle steder sidder der

måske en enkelt eller to DF´ere, og så gælder

det om at holde tungen lige i munden. Er

man ”tungen på vægtskålen”, skal man naturligvis

kræve politiske indrømmelser, når der

skal findes en borgmester. Står man derimod

helt uden for indflydelse, må man tilsvarende

slække på kravene, men til gengæld være

ihærdig på en lang række andre områder – og

vise, at man har overblik over opgaverne og

sætter sig ind i hver enkelt sag. Intet skaber

mere respekt end et byrådsmedlem, der hver

gang har sat sig ind i dagsordenen.

Udnyt agurketiden

Sommerferien er som bekendt agurketid. Det

betyder, at aviserne mangler stof, og at det er

lettere at bryde gennem lydmuren med sine politiske

budskaber. Naturligvis skal vi alle nyde

sommerferien og tage på ferie. Men det er alligevel

en god idé at holde øje med de lokale sager

rundt omkring i kommunerne og forberede

sig til det kommende valg, og det gælder hvad

enten man er kandidat eller tillidsmand. Der er

ingen tvivl om, at det bliver en hård valgkamp,

når først den for alvor er gået i gang.

Især Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti

vil gøre alt, hvad de kan for at miskreditere

regeringen og Dansk Folkeparti,

fordi de ved, at kommunalpolitikken har en

afsmittende effekt på landspolitikken. I artikel

efter artikel og læserbrev efter læserbrev vil

de fremstille Danmark som et fattighus, selv

om der aldrig er blevet tilført flere milliarder

til velfærdsområdet end under den nuværende

regering. I TV-indslag efter TV-indslag vil de

forsøge at tegne et negativt billede.

I Dansk Folkeparti skal vores svar være, at

der stadig er nok at tage fat på. Men at det er

bedst at overlade arbejdet med velfærden til

os. Vi ved nemlig, at velfærd hverken er mulig

uden tryghed, sikkerhed eller økonomisk omtanke.

Partierne på venstrefløjen leverer ikke

andet end varm luft, når de taler om velfærd og

konstant overbyder med milliarder af kroner.

I Dansk Folkeparti leverer vi konkret velfærd.

Ja, det fristes til at sige, at Dansk Folkeparti

er ”bedst til velfærd”.

Lad os nu udnytte det

store potentiale, som

EP-valget har vist, at

vi har.

3


ep-valg 2009

Europa-Parlaments-valg 2009:

Endnu en stor valgsejr

til Dansk Folkeparti

Fantastiske 15,3 % af stemmerne var langt flere, end DF havde turdet håbe på. ”Gi’ os Danmark tilbage” var et budskab i

øjenhøjde med danskerne Af Karsten Holt • Fotos Carsten Lundager

Man løber næsten tør for superlativer, og man

spekulerer også på, om – eller hvornår – det

får en ende. Eller også kniber man sig et par

gange i armen for nu at være helt sikker på,

man ikke drømmer. Først når hele følelsesregistret

er løbet igennem, er en bestemt følelse

den fremtrædende; nemlig stor, stor glæde

– og samtidig en god portion ydmyghed.

Alle sammen følelser, som mange DF´ere

med garanti kunne nikke genkendende til

valgaftenen den 7.juni. For ikke alene opnåede

Dansk Folkeparti samlet 15,3 procent af

stemmerne og fik to mandater valgt ind i parlamentet,

284.258 danskere valgte at stemme

personligt på Morten Messerschmidt, som

dermed blev den kandidat, som har opnået

næstflest stemmer nogensinde – kun overgået

af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen

ved valget i 2004.

I hele fem kommuner, deriblandt Slagelse,

Tårnby, Glostrup og Mortens Messerschmidts

egen fødeby Frederikssund, blev Dansk Folkeparti

det største parti. Og på landsplan blev

partiet så stort, at man ikke længere behøver

at nøjes med ét sæde i Europa-Parlamentet,

men nu kan sende både Morten Messerschmidt

og Anna Rosbach Andersen til Bruxelles og

Strasbourg – hvilket er et ekstra flot resultat i

betragtning af, at det danske kontingent i parlamentet

er reduceret fra 14 til 13 medlemmer.

Landsdækkende kampagne

Men Dansk Folkeparti er bestemt heller ikke

kommet sovende til sejren. Forud er gået måneder

og uger med benhårdt politisk arbejde,

hvor ikke mindst partiets spidskandidat Morten

Messerschmidt har brilleret med sit store

Morten her og der og alle vegne.

Plakaterne med den tænksomme Morten

Messerschmidt fyldte godt op – dog ikke

alle steder så store som her, hvor Dansk

Folkepartis spidskandidat nærmest

”ligger” hen over et s – tog.

overblik og sin meget indgående viden om

EU, og det var noget, vælgerne i den grad tog

til sig – naturligvis i fint samspil med Messerschmidts

karakteristiske sympatiske fremtoning

og altid imødekommende og høflige

optræden.

Forud for valget er også gået flere uger med

en landsdækkende kampagne på gader og torve

i hele Danmark under titlen ”Det store EUlotteri”,

hvor danskerne - foruden at få en snak

med Dansk Folkepartis kandidater – kunne få

lov at trække ”en nitte” eller få gevinst. Samlet

set blev det dog en stor gevinst. Nitterne

gik til anden side – eksempelvis Det Radikale

Venstre, som ved dette valg måtte vinke farvel

til pladsen i Europa-Parlamentet.


Dansk Folkepartis kampagnebil med ”Det store EU-lotteri” var også let genkendelig på sine

mange ture kryds og tværs gennem Danmark.

Dansk Folkepartis kandidat Kenneth Kristensen Berth i selskab med Pia

Kjærsgaard. Kenneth Kristensen Berth var ligeledes på farten gennem

hele valgkampen – fra vælgermøde til vælgermøde, fra by til by.

Tid til en god snak om EU - her med

Pia Kjærsgaard.

Også mange busser lagde ”ryg” til Dansk Folkepartis

valgkampagne

Det store EU-lotteri i Kalundborg. Pia Kjærsgaard,

Jeanie Nørhave, Poul Lindholm Nielsen og Kenneth

Kristensen Berth i selskab med blandt andet lokalforeningsformand

Jan Wisler samt byrådsmedlemmerne

Anne-Marie Hansen og Peter Jacobsen.


ep-valg 2009

Skandale

Anna Rosbach Andersen førte ligeledes en effektiv valgkamp og fik sig her en snak med folk i Sønderborgs gågader.

på valgnatten

Fordrukne medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske

Ungdom skabte skandale på

valgnatten. Først afbrød de berusede DSU’ere

partilederrunden med uhøviske tilråb. Herefter

gik turen til Venstres partilokaler, hvor de

unge socialister blandt andet morede sig med

at tage fotokopier af hinandens endeballer og

attributter. Kopierne blev efterladt til offentlig

beskuelse påskrevet infantile og sjofle ytringer,

der indikerede at de overrislede DSU’ere

havde anvendt rummet til mere vidtgående

usædelige udskejelser.

Socialdemokratiets partiformand, Helle

Thorning-Schmidt nægtede efterfølgende at

kommentere hendes unge medlemmers grænsesøgende

adfærd.

kkb

De kåde unge DSU´ere

valgte at blæse højt og

flot på Venstres adgang

forbudt-skil

Venstres kopirum, hvor kopimaskinen måtte lægge plade til mangfoldiggørelsen af diverse

DSU- legemsdele.

Foto: Karsten Holt

Foto: Karsten Holt


Valgtal

Landsresultatet

A Socialdemokratiet 21,5 % (-11,1) 4 mandater (-1)

B Radikale Venstre 4,3 % (-2,1) 0 mandater (-1)

C Konservative 12,7 % (+1,4) 1 mandater

F Socialistisk Folkeparti 15,9 % (+7,9) 2 mandater (+1)

I Liberal Alliance 0,6 % (+0,6) 0 mandater

J Junibevægelsen 2,4 % (-6,7) 0 mandater (-1)

N Folkebevægelsen 7,2 % (+2,0) 1 mandater

O Dansk Folkeparti 15,3 % (+8,5) 2 mandater (+1)

V Venstre 20,2 % (+0.8) 3 mandater

EP-valgprocenter – fordelt på kommuner

1. Ishøj 24,7

2. Tårnby 23,1

3. Glostrup 23,0

4. Greve 22,9

5. Brøndby 21,7

6. Hvidovre 21,7

7. Slagelse 21,5

8. Kalundborg 21,2

9. Høje Taastrup 20,8

10. Sønderborg 20,6

11. Frederikssund 20,4

12. Norddjurs 20,4

13. Solrød 20,0

14. Vallensbæk 20,0

15. Fakse 19,9

16. Odsherred 19,8

17. Hedensted 19,7

18. Køge 19,7

19. Halsnæs 19,6

20. Randers 19,6

21. Stevns 19,6

22. Læsø 19,5

23. Rødovre 19,0

24. Fredericia 18,9

25. Aabenraa 18,9

26. Dragør 18,8

27. Guldborgsund 18,6

28. Haderslev 18,4

29. Lolland 18,4

30. Ballerup 18,2

31. Ringsted 18,2

32. Gribskov 18,1

33. Ikast-Brande 18,0

34. Næstved 18,0

35. Herlev 17,8

36. Horsens 17,7

37. Vordingborg 17,6

38. Egedal 17,4

39. Sorø 17,3

40. Frederikshavn 17,2

41. Syddjurs 16,9

42. Vejle 16,9

43. Holbæk 16,6

44. Langeland 16,6

45. Vejen 16,5

46. Billund 16,4

47. Kolding 16,4

48. Albertslund 16,0

49. Esbjerg 16,0

50. Favrskov 16,0

51. Lejre 16,0

52. Tønder 16,0

53. Varde 15,9

54. Helsingør 15,6

55. Morsø 15,5

56. Kerteminde 15,2

57. Silkeborg 15,1

58. Herning 15,0

59. Nyborg 15,0

60. Lemvig 14,9

61. Mariagerfjord 14,9

62. Fredensborg 14,8

63. Gladsaxe 14,7

64. Vesthimmerland 14,7

65. Roskilde 14,6

66. Skanderborg 14,6

67. Skive 14,6

68. Holstebro 14,3

69. Nordfyns 14,3

70. Thisted 14,3

71. Faaborg-Midtfyn 14,1

72. Ærø 14,1

73. Bornholm 14,0

74. Fanø 13,9

Personlige stemmetal

1. Morten Messerschmidt 284.500

2. Anna Rosbach Andersen 3.592

3. Rikke Karlsson 2.581

4. Kenneth Kristensen Berth 2.479

5. Jeppe Jakobsen 1.793

6. Dennis Flydtkjær 1.485

7. Jette Plesner Dali 1.128

8. Aia Fog 1.107

9. Bente Kronborg Holst Flensted 695

10. Henrik Ræder Clausen 483

75. Ringkøbing-Skjern 13,9

76. Middelfart 13,8

77. Hjørring 13,7

78. Jammerbugt 13,6

79. Struer 13,6

80. Rebild 13,4

81. Assens 13,3

82. Brønderslev 13,2

83. Hørsholm 13,2

84. Svendborg 13,2

85. Hillerød 12,9

86. Viborg 12,9

87. Odder 12,7

88. Aalborg 12,7

89. Allerød 12,6

90. Odense 12,5

91. Lyngby-Taarbæk 11,9

92. Furesø 11,9

93. Århus 11,5

94. Samsø 11,4

95. Gentofte 10,9

96. Rudersdal 10,8

97. København 10,2

98. Frederiksberg 10,0

Bedste valgsteder:

1. Agersøgård Kro, Slagelse 33,0

2. Holm Sognegård, Sønderborg 30,5

3. Vestervangskolen, Glostrup 29,1

4. Boeslunde Hallen, Slagelse 28,5

5. Ishøj Bycenter, Ishøj 27,6

Dårligste valgsteder:

1. Gasværksvejens Skole, Vesterbro 5,0

2. Samsøgades Skole, Århus 5,2

3. Guldberg Skolen, Nørrebro 5,7

4. Plejehjemmet Sølund, Nørrebro 5,7

5. Oehlenschlægersgades skole, Vesterbro 5,8


ep-valg 2009

Med 2 .2 stemmer i ryggen, er det nu tid for Morten Messerschmidt at

trække i arbejdstøjet i Europa-parlamentet. Og hvad står så øverst på Messerschmidts

agenda i Bruxelles og Strasbourg? Det handler om international

kriminalitet, grænsekontrol og et forsvar for den danske udlændingepolitik,

siger DFs stemmesluger.

Af Kenneth Kristensen Berth • Fotos Karsten Holt

Morten Messerschmidt er ikke helt kommet

sig over det fænomenale valgresultat, hvor

DFs 28-årige komet sendte Bendt Bendtsen,

Jens Rohde og de andre spidskandidater til

tælling og slog Poul Schlüters 15 år gamle

stemmerekord med sine 284.258 stemmer.

”Det er meget overvældende alt sammen.

Det er et helt enormt rygstød, som vælgerne

har givet mig, og det er jeg både glad for og

stolt over,” siger Morten Messerschmidt.

Nu skal de mange stemmer omsættes til

indflydelse i Europaparlamentet, hvor Morten

Messerschmidts budskab om mere Danmark

og mindre EU ikke umiddelbart vinder gehør.

”Det er klart, at flertallet i Europaparlamentet

stadigvæk er en flok jubeleuropæere,

der simpelthen ikke kan få nok af EU-flag og

euromønter – det sidste i flere tilfælde helt

bogstaveligt,” ler Morten Messerschmidt, der

dog noterer sig, at de EU-kritiske kræfter har

vundet terræn.

Jubeleuropæerne

Én af de mange

ting, Morten Messerschmidt

vil arbejde

for i Europa-

Parlamentet, er

et stop for flere

EU-udvidelser.

”Det er ikke til at komme uden om for jubeleuropæerne,

at de kritiske kræfter, der ønsker

et andet EU har fået fremgang – om det også

kan omsættes til indflydelse er det endnu for

tidligt at sige, men jeg vil gerne slå fast, at den

linje som Dansk Folkeparti også kører i Folketinget,

hvor vi selvfølgelig vil forsøge at få

indflydelse, også kommer til at gælde i Euro-

Messe

træ

paparlamentet,” siger Morten Messerschmidt.

”Jeg sidder her ikke bare for at råbe op, jeg

sidder her også for at gøre en forskel. Jeg bilder

mig ikke ind, at jeg ene mand kan ændre

kulturen hernede, men i samarbejde med fæller

fra andre lande, kan vi dreje tingene i vores

retning,” siger Morten Messerschmidt.

Blandt de områder, som Morten Messerschmidt

særligt vil arbejde med er forsvaret

for den danske udlændingepolitik. Derfor vil

Morten Messerschmidt også gerne være medlem

i Udvalget for Indre Marked, som er den

slagmark, hvor kampen skal kæmpes.

”I den forgangne valgperiode så vi jo hvordan

partier, der i Danmark hævdede at stå

bag den stramme danske udlændingepolitik i

Europaparlamentet, gjorde alt, hvad de kunne

for at torpedere selv samme udlændingepolitik.

Det skal de ikke få held til at gøre igen.

Jeg vil forsvare vores udlændingepolitik med

liv og sjæl – og svigter de borgerlige eller Socialdemokratiet

den kamp, ja, så skal de nok

få det at vide,” siger Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt peger også på

spørgsmålet om international kriminalitet som

et væsentligt område at tage fat om.

Kriminelle sigøjnere og baltere

”I valgkampen ville alle de andre partier reducere

det til et spørgsmål om handel med

kvinder. Selvom det skam er alvorligt nok, er

problemet jo langt større. Når danskere oplever

at blive snydt af aggresive sigøjnere på

Strøget og røvet i deres eget hjem af baltere,

så mærker man jo konsekvenserne af de åbne

grænser på egen krop. Når den russiske mafia

begynder at operere i Vesteuropa, så hænger

det sammen med Schengen-aftalen og Schengen-landenes

manglende evne til at bevogte

de ydre grænser. Det skal der gøres noget ved

– og kan Danmark spille en rolle i den forbindelse,

så skal vi det,” siger Morten Messerschmidt,

der under valgkampen udtrykte opbak-


schmidt

kker i arbejdstøjet

ning til et forslag om at udstationere danske

grænsevagter langs EU’s ydre grænser.

-”Vi skal bare ikke tro, at det er gjort med at

forbedre kontrollen med EU’s ydre grænser.

Der er også behov for at genetablere grænsekontrollen

mellem EU-landene. Der er jo også

kriminelle – mange endda – i Schengen-landene,

og når grænsebommene er oppe, så kan

de rejse, hvorhen de vil uden at nogen kan forhindre

dem i det. Derfor skal vi have grænsekontrollen

tilbage,” siger Morten Messerschmidt,

der vil tage Socialdemokratiet på ordet

og i Bruxelles holde øje med, at Dan Jørgensen

og hans socialdemokratiske kolleger gør

deres for at få indført grænsekontrollen igen.

Morten Messerschmidt peger også på den

helt konkrete fare, der ligger i, at Rumænien

og Bulgarien efter planen skal optages i

Schengen-samarbejdet i 2011.

”Det skal vi have stoppet. De lande er slet

ikke parate til at blive EU’s yderste bastion

mod Rusland og Tyrkiet. Hvis Rumænien og

Bulgarien får ansvaret for at bevogte EU’s

ydre grænser, så vil der komme flere kriminelle

og flere illegale indvandrere til Europa

fra Rusland og Mellemøsten, og det kan vi

overhovedet ikke være tjent med. Derfor skal

de to lande naturligvis ikke overdrages ansvaret

for EU’s ydre grænser,” påpeger Morten

Messerschmidt.

Morten Messerschmidt konstaterer, at netop

optagelsen af Rumænien og Bulgarien i

Schengen-samarbejdet viser, at gold ideologi

går forud for almen sund fornuft i EU-samarbejdet.

”I EU vil man nedbryde grænserne mellem

landene for enhver pris. Det er fuldstændigt

ligegyldigt, hvilke konsekvenser det får for

borgerne i de medlemslande, der skal lide under,

at to lande, der er fuldstændig ude af stand

til at foretage en betryggende grænseovervågning,

overtager ansvaret for de ydre grænser.

Det bekymrer man sig ikke om – man er bare

glad for, at to grænser mere er væk i Europa.

Man mener det er grænserne, der er problemet

og ikke de kriminelle,” siger Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt vil generelt have,

at EU blander sig mindre i medlemslandenes

forhold. Men hvordan skal det så kunne lade

sig gøre?

”Jeg har da ikke forstand på politik på Malta”

”Rent praktisk ved at vi selvfølgelig afviser

EU-lovgivning, hvor det ikke giver mening, at

EU blander sig. Vi stemmer simpelthen imod.

På den anden side skal man selvfølgelig heller

ikke undlade at gøre sin indflydelse gældende

på forslag, som kan præges i vores retning

– men mener vi ikke, at EU skal blande sig

i et konkret emne, siger vi selvfølgelig nej,”

bedyrer Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt har foreslået, at der

skal udnævnes en kommissær for nærhedsprincippet.

”Det ville være en god idé at have en kommissær,

der alene har det som ressort. Vedkommende

skal simpelthen holde øje med

om forslagene fra Kommissionen overholder

nærhedsprincippet. Det er der ikke nogen,

der tilser eller interesserer sig for sådan som

situationen er nu, og det er jo ganske enkelt

for ringe. En sådan kommissær skal naturligvis

ikke bare være en tilfældig politiker, det

skal være en person, som vi ved, kan udfylde

sådan en opgave – det ville være godt med

en kommissær fra et land, hvis regering ikke

alene består af jubeleuropæere,” siger Morten

Messerschmidt.

Morten Messerschmidt er ved godt mod,

selvom han allerede er stødt ind i realiteterne i

Europaparlamentet.

”Det er i bund og grund et mærkeligt sted

– et parlament, hvor man taler 23 forskellige

sprog og politikere med alle mulige

forskellige dagsordner lige fra at man skal

kunne downloade alt gratis fra internettet til

at etablere et nyt Stor-Rumænien strides om

at sætte en dagsorden. Det er jo også derfor,

jeg i valgkampen sagde, at parlamentet burde

nedlægges. Ligesom jeg ikke ved meget om

maltesisk politik, således er der også mange,

der ikke aner et klap om realiteterne i Danmark

og således lever på fordomme om, hvad

Dansk Folkeparti er for en størrelse. De fordomme,

skal vi nu nok komme til livs, inden

den femårige periode er gået,” lover Morten

Messerschmidt, der glæder sig til at gøre en

forskel i Europaparlamentet.

Morten Messerschmidt er glad og stolt

– men også ydmyg i forhold til det flotte

valgresultat, fordi han ved, at det forpligter,

og at de mange vælgere som noget helt

naturligt nu vil holde et ekstra godt øje med

Dansk Folkeparti.

9


ep-valg 2009

Anna Rosbach Andersen:

Danmark kan

gøre en forskel

i EU

Tekst og foto Karsten Holt

Dansk Folkepartis nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet,

62-årige Anna Rosbach Andersen

med privat bopæl i Hundested i Nordsjælland,

er ingen novice i EU-sammenhænge.

Mange DF´ere har på studierejser til Bruxelles

og Strasbourg mødt hende, og i snart ti år har

hun fungeret som kontorchef i UEN-gruppen,

som var den gruppe, Dansk Folkeparti havde

sæde i indtil valget den 7. juni.

Officielt har Anna haft titel af ”Political Adviser”,

hvilket indebar, at hun arbejdede med

parlamentets forskellige politiske tiltag som

for eksempel udformningen af betænkninger,

ændringsforslag og resolutioner. Samtidig har

hun haft ansvaret for Budgetkontrollens arbejde

i UEN-gruppen, og det har været hendes

ansvar at sørge for, at afstemningslisterne rettidigt

lå foran medlemmerne i UEN-gruppen.

Et godt overblik

Nu glæder hun sig til at arbejde videre med

mange af de ting, hun gennem sine mange år

har fået et solidt indblik i, og som hun sammen

med Mogens Camre har endevendt alle

detaljer i – men denne gang som folkevalgt

politiker for Dansk Folkeparti, som hun allerede

repræsenterer i Region Hovedstaden

sammen med Britta Due Andersen og Henrik

Thorup.

10

Når Anna Rosbach Andersen og Mogens

Camre i sin tid en gang om måneden kørte

til afstemninger i Strasbourg, ventede alle de

mange hundrede tekster, som skulle vedtages,

men det har til gengæld givet et fantastisk

godt overblik over alle de områder, som EU-

Parlamentet blander sig i, fortæller Anna Rosbach

Andersen:

”Der er et helt uoverskueligt bjerg af betænkninger

hver eneste måned. For nyligt husker

jeg, at en betænkning om ”standardiseringen

af udformningen af traktorers sidespejle”

blev vedtaget af parlamentet, hvilket viser, at

der så sandelig er mange måder at bruge 785

folkevalgte medlemmers tid på.”

Absurd badevandsdirektiv

Anna Rosbach Andersen peger på, at for danskerne

er de fleste af disse emner dybt overflødige,

fordi vi for længst har fornuftige regler

på området, men det er ikke tilfældet i de

østeuropæiske lande – for dem er det en mindre

revolution. Samtidig er de østeuropæiske

lande mere ivrige efter at leve op til reglerne

end mange sydeuropæiske lande, som for en

stor dels vedkommende har haft årtier til at

efterleve dem i.

Danmark lider derimod under reglernes åg,

fordi fælles standarder ofte betyder, at vi må

sænke vores i forvejen meget høje standarder

for at tilpasse dem til fællesnævneren i EU:

”Et rigtigt morsomt direktiv er ”badevandsdirektivet”.

Det er et godt direktiv for italienere

og grækere, fordi det indeholder nogle regler

for, hvor rent vand skal være for at mennesker

kan bade i det. Problemet er, at direktivet også

indeholder en angivelse af, hvor mange mennesker,

der bør bade på et givet sted i hvor

mange af årets 365 dage, for at stedet officielt

kan bære navnet ”strand”. Men det betyder, at

der ikke findes en eneste strand Nordeuropa

– fordi en strand i EU-bureaukraternes hoveder

er et sted, hvor ”200 personer bader 200

dage om året”. Gad nok vide, hvad danskere,

svenskere og finner egentlig kan bruge det direktiv

til”, siger Anna Rosbach Andersen.

Hun tilføjer, at det ikke nytter noget at smile

af den slags direktiver og tro, at vi kan stemme

den slags galskab ned, for Danmark har kun

13 medlemmer i EU-Parlamentet – og selv om

vi tæller Sverige og Finland med, kommer vi

kun op på en tredjedel af for eksempel Italiens

indbyggertal. Hertil kommer, at problemet

ikke bliver mindre, når og hvis Lissabon-traktaten

træder i kraft, for så får vi endnu flere

flertalsafstemninger, end vi har i dag.

”Den eneste mulighed, vi har for at komme

igennem med fornuftige tiltag, som højner

fælles standarder, er et samarbejde med Mini-


sterrådet, og det gøres da heldigvis også. Jeg

har flere gange været med til Tv-konferencer

mellem embedsmænd fra Ministerrådet på den

”ene side af bordet” og parlamentsmedlemmer

med deres ansatte på den anden side. Det er et

møjsommeligt arbejde, fordi direktiver i deres

helhed gennemarbejdes ned til sidste komma

via skærmen – men det luger ud i nogle af de

værste ting.”

Dansk Folkeparti stiller med stærkeste

partigruppe

Anna Rosbach Andersen ser frem til det kommende

arbejde som folkevalgt i Europa-Parlamentet,

som på mange måder kun vil kræve

en ganske minimal omstilling i hverdagen, da

hun allerede er vant til turen frem og tilbage

mellem Hundested og Bruxelles/Strasbourg

hver uge.

”Jeg kommer jo heldigvis ikke til – som så

mange andre – at stå dér som en hund i et spil

kegler, når jeg kommer derned. Jeg kan finde

vej i bygningerne og ved en masse om det

praktiske arbejde og selve den komplicerede

arbejdsgang i parlamentet. For mange nyvalgte

medlemmer er det en gevaldig omvæltning

at skulle vænne sig til EU-Parlamentet og

Bruxelles. Ikke alene skal man gøre sig fortrolig

med nye arbejdsgange, man skal også

vænne sig til en helt ny by, og jeg ved, hvad

jeg taler om, når jeg siger, at Bruxelles ikke er

verdens letteste by at finde rundt i – ej eller for

den sags skyld at køre bil i”.

”Endelig ser jeg meget frem til samarbejdet

med Morten Messerschmidt. Han er enormt

godt begavet og virkelig inde i stoffet, mens

Anna Rosbach Andersen på sit kontor i

EU-Parlamentet. Hun fortæller, at Danmark

trods sin lidenhed rent faktisk kan

sætte fingeraftryk i EU-systemet: ”For

nylig fortalte et polsk medlem af UENgruppen

mig, at nogle af de høje danske

standarder for svinekød nu er gældende

for hele unionen. Det er da i det mindste

et lille lyspunkt”, siger hun.

jeg har mange års erfaring med lovgivningsarbejdet

i parlamentet. Derfor er jeg slet ikke

i tvivl om, at Dansk Folkeparti stiller med den

fagligt stærkeste, danske partigruppe i EU

– og samtidig en partigruppe, som har evnen

til at bide sig fast i haserne på EU-bureaukraterne”

Det er allerede blevet til mange møder som sekretær i UEN-gruppen. Her anes Anna Rosbach

Andersen i baggrunden til højre ved et møde i Tyrkiet-komiteen i EU.

11


ep-valg 2009

Overstadig valgfest på

Christiansborg søndag den . juni:

Tillykke til DF,

tillykke til Danmark

Dansk Folkeparti festede på

valgaftenen løs i en kopi af en dansk

krostue, komplet med levende dansk

musik og dansk buffet – til alles

udelte begejstring

Af Nina Lusty • Foto Karsten Holt

”Jamen, det ligner jo et hyggeligt værtshus.”

De overraskede smil fra journalisterne tydede

på, at der skulle være noget specielt mærkeligt

i at fokusere på danskheden på en valgdag til

Europa-Parlamentet. Men det var lige, hvad

Dansk Folkeparti gjorde. Folketingsmedlemmer,

Europa-Parlamentskandidater og partipersonale

var inviteret til dansk valgfest på

Christiansborg, og partiets tildelte lokale var

omdannet til en hyggelig kro med rød-hvide

duge på bordene, levende dansk musik, gammeldags

buffet og rød-hvide blomsterdekorationer.

Dansk Folkeparti var jo netop gået til

valg på parolen ”Gi’ os Danmark tilbage”, og

det var derfor oplagt at skabe et lille stykke

uforfalsket Danmark på denne valgaften.

De første, der indfandt sig udover Dansk

Folkepartis personale, var de allestedsnærværende

journalister. Både DR og TV2 News

rapporterede regelmæssigt inde fra Dansk

Folkepartis festlokale lige fra tidligt om eftermiddagen,

for det var tydeligt, at DF’erne

havde tænkt sig at feste uanset valgresultatet.

Som pressechef Søren Søndergaard udtrykte

12

det: ”Valget er en national handling, noget

kernedemokratisk – og dermed kernedansk.

Dét er da en god anledning til fest i sig selv.

Vi håber naturligvis også på et supergodt resultat,

for så bliver festen bare endnu bedre.”

Og som aftenen udviklede sig, blev der rigtig

grund til at feste.

Pia i svingom til dansk debut-band

De første målinger efter at valgstederne lukkede

så mere end positive ud, men det var først,

da de reelle optællinger begyndte at rulle ind, at

de mange DF’ere turde tro på succesen. Dansk

Folkeparti fik et historisk godt valgresultat, og

spidskandidat Morten Messerschmidt fik massiv

personlig opbakning fra danskerne.

Den musikalske side af festen blev varetaget

af bandet ”Danmark”, der faktisk havde

sin første, officielle optræden denne aften.

En af sangerne gav den så professionelt som

Kim Larsen, så valgaftenens deltagere måtte

kigge ekstra godt efter for at forvisse sig om,

at det altså ikke var Kim Larsen, men en rigtig

god efterligning, der stod der. Det velspillende

band lagde den musikalske bund for en

”Nu tør vi tro på det!”. Pia

Kjærsgaard lod glæden over det

flotte valgresultat få frit løb i en

fyrig svingom med partisekretær

Poul Lindholm.

festlig, dansk aften – og stemningen accelererede,

da partiformand Pia Kjærsgaard og

partisekretær Poul Lindholm resolut tog sig

en svingom til den gode musik, til stor glæde

for de fremmødte journalister og deres snurrende

kameraer.

Trængsel i krostuen

Aftenen igennem blev trængslen større i Dansk

Folkepartis danske kro. Flere og flere journalister

kappedes om at få mikrofonen igennem

til en overvældet Morten Messerschmidt og en

jublende Pia Kjærsgaard. Samtidig lagde de

andre partiers politikere og gæster vejen forbi

lokalet for at ønske pænt tillykke med valget,

selvom det ikke var alle, der var lige begejstret

for Dansk Folkepartis bedrift. Pia Kjærsgaard

måtte lade fest være fest, da hun sent om aftenen

skulle deltage i DR og TV2’s partilederrunde,

men festen fortsatte for fuld styrke, indtil de

festglade DF’ere nødtvungent måtte rømme lokalerne.

Mange var mere end almindeligt trætte

den følgende mandag morgen, men det flotte

valgresultat med fantastiske 15,3 procent var

mere end belønning nok for det hårde slid.


Iført høje hæle klatrede Pia Kjærsgaard

resolut op på et af cafébordene, da hun

skulle holde sin sejrstale for Morten, hele

partiet og ikke mindst de vælgere, der valgte

at sætte deres lid til Dansk Folkeparti i

Europa-Parlamentet.

Sejren er i hus – og mon ikke sejren blev ekstra sød

for Morten Messerschmidt, da han kunne dele den på

dansegulvet med sin udkårne. Glæden over sejren og

måske især hinanden er til at få øje på.

Resultaterne fra optællingerne landet over rullede

i en lind strøm ind over storskærmene i festlokalet.

Hvordan går det mon? Holder prognoserne stik? Pia

Kjærsgaard noterer sig tallene i spænding, sammen

med sin mand Henrik Thorup og udenrigsordfører og

præsidiemedlem Søren Espersen.

Tre forventningsfulde kandidater. Aia Fog, Jette

Plesner Dali og Anna Rosbach Andersen ved endnu

ikke, hvem vælgerne har valgt til at følge Morten Messerschmidt

til Bruxelles. Men i løbet af mandagen stod

det klart, at Anna Rosbach Andersen kunne skifte sin

stilling som ansat i parlamentet ud med en stilling

som folkevalgt.

”Hold da op for et resultat!”

Afgående medlem af Europa-

Parlamentet, Mogens Camre, var

synligt imponeret over Morten

Messerschmidts valg og kunne

være stolt af sin tidligere assistent

på Christiansborg.

Morten Messerschmidt gjorde selvfølgelig

sin partiformand kunsten

efter og klatrede til bords for at holde

sin sejrstale. ”Vi er måske ikke størst

– men vi er dem, der har gjort det

bedst”, lød det overbevisende fra valgets

suveræne vinder.

Lige fra den tidlige eftermiddag

svirrede reporterne om Dansk Folkepartis

festlokaler og naturligvis

om festens hovedperson, Morten

Messerschmidt, der her venter på en

live-transmission på TV2 News.

13


DF-Furesø

Et politisk kraftværk i

Nordsjælland

Tekst og fotos Karsten Holt

Snakken går så livligt her, at det er svært at

følge med. I Dansk Folkepartis lokalafdeling i

Furesø Kommune er der ingen, der sidder og

gemmer på noget. Rundt om bordet i formand

Käthe Søeballes dejlige have har Dansk Folkeblads

udsendte medarbejder bænket sig sammen

med næstformand Susanne Kriegbaum

og bestyrelsesmedlemmerne Kjeld Drongesen,

Nanna Heimbürger og Per Kattrup, og talen falder

naturligvis meget hurtigt på det kommende

kommunalvalg til november, for her har Dansk

Folkeparti i Furesø store planer.

Indledningsvis er det på sin plads at nævne,

at Furesø Kommune i dag har lidt over

40.000 indbyggere, og at sammenlægningen

af de tidligere Farum og Værløse Kommuner

var et af de mere atypiske resultater af kommunalreformen;

Værløse havde bestemt ikke

lyst til at blive ”gift” med Farum, hvis arv efter

Venstre-borgmesteren Peter Brixtofte var

ensbetydende med en milliongæld til Farums

borgere.

Resultatet blev et slags indenrigsministerielt

dikteret tvangsægteskab – samt to forskellige

skatteudskrivningsprocenter. I den gamle Farum

Kommune betaler borgerne således stadig

to procent mere end Værløses indbyggere. Og

som om denne forskel ikke er nok, så befandt

de to kommuner sig før sammenlægningen i

hvert sit amt – med forskellige forvaltningskulturer.

Farum hørte til Frederiksborg Amt,

mens Værløse var en del af Københavns Amt.

1

”I lære” som byrådsmedlemmer

Alt dette er fortid nu. Og det er en fortid, som

Dansk Folkeparti i den hidtil Venstre-dominerede

kommune, heldigvis ikke har været en

del af, fordi partiet ikke var med i beslutningerne.

Heller ikke i dag er Dansk Folkeparti

repræsenteret i byrådet, men det skal der laves

kraftigt om på, hvis det står til DF i Furesø:

”Der er flere grunde til, at vi tror, det kan

lade sig gøre at få to kandidater ind i byrådet,

og det er først og fremmest, at Venstre-gruppen

i kommunen er totalt sprængt, efter at

borgmesteren Jesper Bach har forladt partiet i

vrede på grund af en anden kandidat og nu i realiteten

er færdig. Han vandt ellers et ”kongevalg”

mellem ham og Brixtofte-efterfølgeren

Lars Carpens, og alle i kommunen havde stor

tillid til ham, men nu tror vi, at han er færdig”,

fortæller Susanne Kriegbaum, som tilføjer, at

det også har en betydning for synligheden, at

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Marlene

Harpsøe er suppleant i foreningen, ligesom

den seneste historiske valgsejr til Dansk

Folkeparti ved EP-valget naturligvis er svær

at overvurdere.

Nu gælder det for Dansk Folkeparti om at

holde tungen lige i munden og udvise stor

forsigtighed. Partiets to spidskandidater til

byrådet, Käthe Søeballe og Per Kattrup er

derfor ”gået i lære” hos byens viceborgmester

Susanne Mortensen (K), hvor de deltager i byrådsmøder

for at få en fornemmelse af – og

indblik i – de kommunalpolitiske

dagordener.

”Det gælder om, at man ikke

lover mere, end man kan nå at

holde i en valgperiode. Alle i

byrådet reklamerer i en valgkamp

for alt, de alligevel

ikke har gennemført, og

Dansk Folkepartis fordel

er jo, at partiet ikke er

blevet plettet af magten.

Vi har aldrig lovet

noget, vi ikke kunne

Dansk Folkeparti er kendt for at føre

en offensiv mediepolitik, og DF-Furesø er ingen

undtagelse. Foreningen står sig godt med de lokale

ugeaviser, og det betaler sig altid.

Foreningen satser stort på to mandater ved det

kommende kommunalvalg. I dag har DF ingen

repræsentation i Furesø byråd

holde, for vi har ikke haft muligheden. For

Dansk Folkeparti handler det om nøgleordene

respekt, tillid og ydmyghed. På valgaftenen

efter EP-valget takkede Pia Kjærsgaard

vælgerne men advarede os også mod at blive

overstadige og sagde, at vi i stedet skulle vise

ydmyghed over for vælgernes dom. Det er

ord, vi har taget til os her i DF-Furesø, siger

Per Kattrup.

Forening med vokseværk

Både Susanne Kriegbaum og Käthe Søeballe

peger på, at der er masser af ting at tage fat

på i kommunen. For eksempel lukkede Peter

Brixtofte store mængder indvandrere ind

uden at bekymre sig om integration. Det hed

sig, at Farum var danmarksmester i at sætte

de arbejdsløse i job, men i realiteten kom de

bare ud på en produktionsskole med en skovl

i hånden og talte derfor ikke med i statistikkerne.

Indtil videre har Dansk Folkeparti ikke

kunnet få oplyst, hvor meget denne politik reelt

har kostet – og stadig koster – kommunens

borgere.

Der peger også på vigtigheden af, at der bliver

bygget bro mellem borgerne i Farum og

Værløse, og at den bedste begyndelse her vil

være en afvikling eller sanering af kommunens

gæld på ca. 100 millioner kroner, således

at der i fremtiden vil være ens beskatning af

alle kommunens borgere.

”For Dansk Folkeparti drejer det sig ikke

mindst om at føre Dansk Folkepartis politik

herude. Det betyder blandt andet forbedringer

for ældre og udsatte grupper samt at der kommer

styr på de mange problemer med indvandrere

i navnlig området omkring Farum Midtpunkt

– eller ”Rustenborg”, som vi kalder det

rustrøde byggeri”, siger Susanne Kriegbaum.

Da talen falder på foreningens vokseværk

– fra 37 til 54 medlemmer på meget kort tid,

fortæller Käthe Søeballe synligt stolt, at hun

på sidste formandsmøde på Trinity ved Fredericia

blev hædret, og at hun fik lejlighed til at

fortælle lidt om de mange aktiviteter, partiet

har stået bag lokalt:

”Vi gør alt for at være synlige i lokalsamfundet,

og vi har mange hvervemøder, hvor

vi stiller op på Farum Bytorv eller i Værløse

Bymidte. Som noget nyt vil vi indføre en


DF-Furesø: Danmarks måske mest aktive partiforening? Fra venstre ses Kjeld Drongesen, Nanna Heimbürger, Käthe Søeballe, Susanne

Kriegbaum og Per Kattrup.

”Borgernes Ønskekasse”, hvor borgerne helt

anonymt kan lægge deres ønsker eller problemer

i en kasse, hvorefter vi i bestyrelsen vil

gennemgå hvert enkelt ønske. Det er en slags

dansk version af ”Speaker´s Corner”.

”Vi får også altid megen positiv respons og

klap på skulderen. ”Hvor er det dejligt at se jer,

og hvor gør i meget godt”, lyder det tit fra folk,

når vi kommer ud. Men vi nøjes ikke med hvervemøder,

vi deltager også i paneldebatter med

de andre partier og inden valget vil vi også selv

arrangere et vælgermøde, hvor de andre partiers

spidskandidater bliver inviteret med”.

”Og så har vi vores eget medlemsblad,

”DF-Furesø Foreningen” som jeg udgiver

fire gange om året samt stribevis af indlæg og

omtale i den lokale presse, som vi heldigvis

har fået et utroligt godt forhold til. Hele min

opslagstavle inde i køkkenet er fyldt op med

forskellige artikler og indlæg, der handler

om Dansk Folkeparti i Furesø”, siger Käthe

Søeballe, som for nyligt er blevet ansat som

plejer på det lokale plejehjem, hvor hun nu

med egne øjne kan danne sig et indtryk af de

ældres forhold.

Men i DF-Furesø er succesen bestemt ikke

steget nogen til hovedet. Gang på gang lyder

det fra samtlige bestyrelsesmedlemmer, at der

skal udvises forsigtighed, at det ikke er magten,

men indflydelsen, man går efter. Og så

I DF-Furesø afholder foreningen bestyrelsesmøder hver måned, og Käthe Søeballe er dagligt

i kontakt med medlemmer via mail og telefon. I det hele taget er kommunikation med

såvel vælgere som medlemmer sat i højsædet.

spørger man i øvrigt hellere på Christiansborg

én gang for meget end en gang for lidt – og der

kommer altid svar fra Carl Christian Ebbesen,

inden der er gået ti minutter, siger Käthe.

”DF-Furesø stiller ved det kommende kommunalvalg

med fem kandidater; nemlig Per

Kattrup, Käthe Søeballe, Troels Aaen, Hakon

Leo Nielsen og Nanna Heimbürger – og der er

indgået valgforbund med Konservative. Som

Per Kattrup spøgefuldt bemærker: ”Hvis andre

partier på båden vælger kaptajnen Kasper

Krüger (Venstres borgmesterkandidat, red) så

bliver jeg styrmanden, der sikrer, at vi kommer

godt i havn.”

Det er ikke for

ingen ting, at Käthe Søeballe

har været spejder i mere en 40 år.

Hun besidder nemlig det dér helt afgørende

organisationstalent, lyder det samstemmende

fra bestyrelsen. Hun kender gud og

hvermand, og så er hun sprængfyldt med

ideer og kreative påfund. Hvad enten hun

arrangerer offentlige møder med tidligere

politidirektør Hanne Bech Hansen og

historikeren Torben Hansen eller – som

her – lige synes, at vælgerne skal have en

godbid med Pia eller Morten.

1


Ildsjæl

”Jeg er en

super-idealist”

Dyrevelfærd og DF – det rimer. Mange medlemmer vil derfor sikkert huske

Peter Mollerup som direktøren for Dyrenes Beskyttelse op gennem

1990’erne. Med sin nylige status som pensionist, bløder Peter Mollerups

hjerte stadig for de dyr, der behandles dårligt i vores ellers så rige samfund.

Dansk Folkeblad har mødt den ”dyretossede” ildsjæl.

Af Nina Lusty

En sløv lørdag formiddag trasker direktøren

for Munksgaards Forlag hen over Kultorvet

i København. På torvet står en flok aktivister,

klædt ud som larmende kyllinger. Det

er foreningen Dyrenes Venner, der vil gøre

opmærksom på de forfærdelige forhold, som

slagtekyllinger lever under. Pludselig tager

den ene ”kylling” masken af og siger davs til

direktøren – det er nemlig hans chef. ”Kyllingen”

er dyrevennen Peter Mollerup, der udover

at spille kylling også er ansat ved Munksgaards

Forlag og møder sin chef på en noget

atypisk måde denne formiddag..

- Og tænk – i stedet for at sige ”hvad i alverden

laver du, det er da til grin”, så meldte han

sig ind i foreningen, smiler Peter Mollerup.

100 procent dyreven

Dansk Folkeblad møder Peter Mollerup i det

idylliske Høsterkøb i Nordsjælland, hvor han

bor, og hvor foreningen Dyrenes Venner har

kontoradresse. Både kyllinge-demonstrationen

og sammenfaldet mellem det private

hjem og foreningens kontor er typisk for Peter

Mollerup: Han er ikke en mand, der gør noget

halvt, og han har altid hjertet med.

- Børn og dyr, ja – de har altid vakt min

omsorg. De er svage sjæle, som kræver en

ansvarlighed fra os stærke i samfundet, siger

Peter Mollerup og husker smilende tilbage på

sin tid som folkeskolelærer. Men det er nok

arbejdet for dyrevelfærd, han er mest kendt

for i offentligheden. Som nyudklækket pensionist

kunne han ellers vælge at sætte sig hen

og nyde solen resten af livet, men engagementet

lyser ud af ham.

1

- Jeg har altid fundet glæde ved naturen og

er også biolog af uddannelse. Jeg har også altid

været glad for dyr – men egentlig var det

lidt af en tilfældighed, at jeg kom til at arbejde

med dyrevelfærd. Jeg havde i flere år

redigeret lærebøger i sundhedsfag for forlaget

Munksgaard (senere Gyldendal), og det løb

jeg lidt sur i – der blev lidt for meget fagstof

og for lidt natur. Helt impulsivt søgte jeg så

en stilling som direktør i Dyrenes Beskyttelse

– og fik jobbet. Her blev jeg i 11 år – og den

indsigt, jeg fik i dyrs forhold i de år, var helt

afgørende for mit engagement i dyrevelfærd.

Jeg så simpelthen så meget frygteligt og konkluderede,

at behovet for at hjælpe dyr var så

kæmpestort, at jeg simpelthen måtte arbejde

for det, fortæller Peter Mollerup.

Tilbage til græsrødderne

Efter 11 år på posten vendte han dog tilbage til

forlagsbranchen.

- Dyrevelfærd var stadig mit hjertebarn,

men det er hårdt at arbejde organisatorisk med

ildsjæle og følelserne uden på tøjet – og jeg

tror, at det er meget naturligt, at man ikke holder

mere end et årti på sådan en post, siger Peter

Mollerup om karriereskiftet. Arbejdet med

dyrenes vilkår slap han dog ikke: Sideløbende

med arbejdet som forlægger stiftede Peter

Mollerup i 1998 foreningen Dyrenes Venner,

der tager udgangspunkt i det helt oprindelige

græsrods-engagement. Og det var på dette

tidspunkt, han udklædt som kylling rendte ind

i sin chef på Kultorvet.

- Jeg er idealist ud over alle grænser, og

jeg trængte til at arbejde med dyrevelfærd

Peter Mollerup kan ikke undvære

hverken dyr eller natur.

Derfor har han og hans kone

Bibi Blomström Mollerup, som

også er engageret i foreningen,

bosat sig i den idylliske landsby

Høsterkøb i Nordsjælland.

helt nede på græsrodsniveau i stedet for det

professionaliserede arbejde i store foreninger.

Jeg ville ud på gaden, ud blandt unge mennesker

og almindelige borgere. Naturligvis er

det godt, at arbejdet for dyrevelfærd gøres effektivt

og professionelt i de store foreninger,

men her er man også nødt til at være pragmatiker

og indgå kompromiser – det behøver små

idealistiske foreninger ikke i samme grad, og

det nyder jeg nu, fortæller Peter Mollerup

En lobbyist-forening

Formålet med Dyrenes Venner er gennem

kampagner at påvirke forbrugerne til et prioritere

dyrevelfærd og derigennem lægge pres

på politikerne.

- Vi holder ikke dyreinternater eller tager

ud i dyreværnssager, men er en ren, specialiseret

lobby- og kampagneforening. Det synes

jeg, at vi manglede i Danmark. Samtidig har

vi dannet en sammenslutning af dyreværnsforeninger

under navnet DOSO (Dyreværns-

Organisationernes SamarbejdsOrganisation).

Det var i begyndelsen kun en kaffeklub – men

vi mødtes blandt andre med jeres Christian H.

Hansen, som overbeviste os om det nødvendige

i at lave en gennemorganiseret og professionel

sammenslutning med en klar målbeskrivelse,

vedtægter og faste udvalg. Det har

vi gjort; vi er nu 15 medlemsforeninger, der

dækker 68.000 medlemmer – og vi har virkelig

formået at slå igennem hos politikerne,

siger Peter Mollerup.


Danskerne har taget dyrevelfærd til sig

I mange år rystede danskerne lidt på hovedet

af de engagerede dyrevenner. Men der skete

en forandring i midten af 1980’erne, fortæller

Peter Mollerup.

- Det var i perioden med stort fokus på burhøns,

og det gik op for folk, hvad det egentlig

er vi gør ved vores landbrugsdyr. Siden er det

kun gået fremad med lydhørheden hos både

borgere og politikere. Ja, selv landmændene

Naboens heste kommer som regel ned og hilser på flere gange i

løbet af dagen. Det er altid en fornøjelse at se sunde, velplejede dyr,

når man beskæftiger sig med grusomheder til daglig.

lytter til os nu og prioriterer dyrenes trivsel

på en helt anden måde end før, fortæller Peter

Mollerup. Han understreger, at Dyrenes

Venner samarbejder med hele det politiske

spektrum, alle fløje rundt. Det handler om at

hjælpe dyrene, og det går forud for alt.

- Jeg må sige, at der er sket store landvindinger

siden 2001, hvor VK-regeringen kom

til. Ikke så meget på grund af regeringen

– men på grund af Dansk Folkepartis posi-

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

tion som magtfuldt støtteparti sammen med

en traditionelt set dyrevenlig venstrefløj, roser

Peter Mollerup og nævner etableringen af

Dyrevelfærdskontoret i Justitsministeriet som

en landvinding. Han peger også på vigtigheden

af ekspertviden på området.

- Vi kommer ikke igennem på gode viljer

alene. Vi skal have den specialiserede viden

og den nyeste forskning som opbakning, og

det er en stor forening som Dyrenes Beskyttelse

virkelig god til. Men også i Dyrenes Venner

har vi for nylig ansat en biolog på halv

tid, og det betyder alverden for vores arbejde,

siger Peter Mollerup med eftertryk.

International dyrevelfærd

Og fremtidens indsats for dyrevelfærd? Den

skal ligge på det internationale niveau, vurderer

Peter Mollerup.

- Hvis vi vil hjælpe de søer, der ligger hjælpeløst

fastspændt som fødemaskiner, så skal vi

rykke på det internationale plan. Direktiverne

fra EU har en enorm betydning for danske dyrs

liv, og det nytter ikke meget at forbedre danske

forhold, hvis EU-reglerne ikke beskytter

dyrene nok. Her er det min drøm, at Danmark

sætter sig for altid at gå foran, når det handler

om at forbedre vilkårene for dyr over hele verden.

Det optager mig meget. Vi skal ikke være

bange for at tage teten i EU – vi har gjort det

på nogle områder, men den politiske vilje skal

være endnu stærkere, siger Peter Mollerup og

lover dermed også, at de nyvalgte medlemmer

af Europa-Parlamentet vil få besøg af Dyrenes

Venner. Og det er der ingen grund til at

tvivle på. Da Dansk Folkeblad tager tilbage

til storbyen fra den nordsjællandske idyl, forlader

vi en engageret mand, der kun lige er

begyndt. Der er håb for dyrenes trivsel, også

i fremtiden.

Fakta om Dyrenes Venner

• Foreningen blev stiftet i 1998 af

Peter Mollerup

• Foreningen har cirka 1.000 medlemmer

• Besøg hjemmesiden på

www.dyrenesvenner.dk

Dyreven ikke blot af navn, men af gavn. Peter Mollerups natsorte

kat, Natja, kommer fra Inges Kattehjem og var udsultet og mishandlet,

da den kom i gode hænder hos Peter Mollerup

1

Foto: Scanpix


ude i danmark

1

DF-Hovedbestyrelse

Berth, Kenneth Kristensen 33375174

Dahl, Kristian Thulesen 33375102

Ebbesen, CC org. nfmd. 33375172

Eilersen, Susanne 23302490

Elmenhoff, Preben 35399221

Espersen, Søren 33375124

Hansen, Allan Steen 21930093

Hansen, Christian H. 33375105

Kjærsgaard, Pia, fmd. 33375107

Skaarup, Peter, pol. nfmd. 33375113

Thomsen, Steen 75602890

Partisekretær:

Nielsen, Poul Lindholm, 33375161

DF-folketingsmedlemmer

Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 33375121

Blixt, Liselott dflibl@ft.dk - 33375120

Brix, Colette dfcolb@ft.dk - 33375103

Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk - 33375108

Bøgsted, Bent dfbenb@ft.dk - 33375101

Christensen, Anita dfanch@ft.dk - 33375111

Christensen, René dfech@ft.dk - 33375722

Christiansen, Kim dfkich@ft.dk - 33375148

Dahl, Kristian Th. dfsokj@ft.dk - 33375102

Dencker, Mikkel dfmikd@ft.dk - 33375106

Dohrmann, Jørn dfjdoh@ft.dk - 33375109

Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 33375124

Hansen, Chr. H. dfchhh@ft.dk - 33375105

Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk - 33375130

Henriksen, Martin dfmarh@ft.dk - 33375129

Kjærsgaard, Pia dfkala@ft.dk - 33375107

Knakkergaard, Anita dfankn@ft.dk - 33375116

Krarup, Søren dfskra@ft.dk - 33375117

Langballe, Jesper dfjela@ft.dk - 33375119

Messerschmidt, Morten dfmome@ft.dk - 33375100

Nødgaard, Karin dfkarn@ft.dk - 33375125

Petersen, Tina dftipe@ft.dk - 33375149

Poulsen, Ib dfibpo@ft.dk - 33375115

Skibby, Hans Kristian dfhaks@ft.dk - 33375128

Skaarup, Peter dfalll@ft.dk - 33375146

Dansk Folkeparti

Christiansborg 3337 5199

1240 København K. Fax: 3337 5191

df@ft.dk

www.danskfolkeparti.dk

DF-europaparlamentsmedlemmer

Morten Messerschmidt, MEP

dfmome@ft.dk

Tlf.: 33375100

Anna Rosbach Andersen, MEP

arosbach@europarl.eu.int

Tlf.: 40573436

www.danskfolkeparti.eu

Dansk Folkepartis Ungdom

Postbox 2297

1025 København K

Tlf.: 2193 0093

DANSK FOLKEBLAD

Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti.

13. årgang, nr. 3/ 2009. ISSN: 1397-3975

Ansv. redaktør: Søren Søndergaard

Redaktionschef: Karsten Holt

I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Nina

Lusty, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen, Henrik Mogensen og

Hanne Emily Stevnsborg.

Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis

synspunkter.

Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K.

Tlf: 33375199. Fax: 33375191.

www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk

Næste nr. udkommer august 2009

Deadline for kalender o.l. er den 10.august 2009.

Layout & tryk: KLS Grafisk Hus

Forsiden: Kristian Thulesen Dahls 40 års fødselsdagsreception.

Foto: Karsten Holt

Vi ved, et fjeld kan sprænges,

og tvinges kan en elv,

men aldrig kan et folk forgå,

som ikke vil det selv.

Groft Salt Af

Brobyggerne

Det er sjældent, man får mulighed for

at kommentere en sag, hvor man er inhabil,

så det er med at gribe chancen,

når den byder sig. Det gjorde den, da

Kristeligt Dagblad for nogle dage siden,

bl.a. på lederplads, kommenterede det

forhold, at PEN – en forsamling af pæne

mennesker, der siger, at de går ind for

ytringsfriheden – er gået bagud af dansen

i forhold til Trykkefrihedsselskabet.

TFS, som undertegnede i al beskedenhed

er formand for, har fået alt for megen

presse, mener nogle af kritikere, i

hvert fald sammenlignet med PEN, der

ikke gør meget væsen af sig.

Så galt står det til, at et par indædte

riddere af den gode tone, nemlig Politikens

satanistiske kommentator Rune

Engelbreth Larsen og forlagsredaktør

Carsten Fenger-Grøndahl, i et brev til

Dansk PEN anklager foreningen for at

forsømme at kritisere den omsiggribende

dæmonisering af etniske og religiøse

mindretal. Eller for nu at gøre det tydeligere

for den almindelige hob: PEN

burde ofre mere knofedt på at hænge

Trykkefrihedsselskabet ud.

I TFS bifalder vi hjerteligt denne strategi.

Når PEN alligevel ikke har noget at sige

om ytringsfriheden, synes vi ligeså godt,

at de kan bruge deres sparsomme kræfter

på at skælde os ud. En klar arbejdsdeling

vil også give folk noget at vælge imellem.

Så kan vi fortsætte med at invitere de

frække drenge og piger til landet, mens vi

gerne overlader det til PEN at vise respekt

og bygge bro til diverse banditter. Vi kan

også leve med, at PEN åbenbart ikke vil

bygge bro til os. Hidtil har vi i hvert fald

klaret os ganske godt uden.

KALENDER

1-2/ -2009

DF-Horsens & DF-Hedensted på

Kræmmermarkedet i Horsens

20/ -2009

DF-Odense, Debat om dyrevelfærd

med MF Marlene Harpsøe

(DF) og MF Knud Kristensen (K)

Lars Hedegaard

Forkerte indvandrere

”Har du bemærket alle de unge piger med

netstrømper og lårkorte kjoler?” spurgte

en dansk deltager i den store demonstration,

som herboende iranere afholdt på

Københavns Rådhusplads søndag den

21. juni. Det havde Groft Salts reporter

godt nok. Han havde også bidt mærke

i, at der ikke var et islamisk tørklæde at

se blandt de ca. 1500 deltagere, der var

kommet sammen for at udtrykke deres

sorg over de mange kammerater hjemme

i Iran, der havde måtte bøde med livet for

deres kærlighed til friheden. Profetskæggene

var også udeblevet, når man ser bort

fra enkelte danske deltagere.

Det var ganske besynderligt. Som man

vil huske, bliver ethvert ønske om, at

muslimske ledere skal tage afstand fra

de grusomheder, der begås i islams navn,

mødt med den indvending, at det har de

skam for længst gjort. Her var så chancen

for at vise sin afsky, mens tv-kameraerne

rullede, og så blev de væk – alle

dem, som regeringen, korrekthedseliten,

Integrationsministeriet og politiet plejer

at føre ”dialog” med. Ikke engang den

feterede tv-imam Abdul Wahid Pedersen

var ude for at vise, at islam er fredens religion

og en berigelse af dansk kultur.

Men han havde nok heller ikke følt

sig hjemme i denne forsamling af folk,

der råbte død over Den Islamiske Republik

og dens ”øverste leder” Ali Khamenei.

Med en sådan indstilling til en regering,

som hele Vesten gerne vil komme

imøde med sød tale og flere penge, er

det heller ikke så underligt, at de danske

myndigheder og islameksperter holder

sig på behørig afstand af dem.

Så hellere steningsimamer og sludrechatoller

fra universiteterne. Om dem

ved man i det mindste, at de ikke stiller

urimelige krav til de overbelastede

myndigheders intelligens.

2 / -2009

DF-Ringsted, Ringstednatten

1 -20/9-2009

DF-Kerteminde på Langeskov Kræmmermarked

/10-2009

DF-Varde, foredrag med MF Søren

Espersen, Turisthotellet, Torvegade 1,

6840 Oksbøl


Henrik Thorup

– Ridder af Dannebrog

Dronning Margrethe har

tildelt Henrik Thorup Ridderkorset

af Dannebrogordenen.

Dannebrogordenen er

indstiftet af Christian V i

1671 og tilgår fortjente danske

statsborgere efter majestætens

beslutning. Ordenstegnet

er et hvidemaljeret

guld- eller sølvkors med

en rød kant, en kongekrone

og Dronning Margrethe IIs

monogram – den side som

bæres udadtil prydes af

ordene ”Gud og Kongen”

samt Christian Vs monogram.

Henrik Thorup modtog

ordenen som en anerkendelse

af hans mangeårige

dygtige virke som statsrevisor

og som sig hør og bør

havde Henrik Thorup lejlighed

til under audiens hos

Hendes Majestæt at takke

regenten for den kongelige

udmærkelse.

kkb

Medlemstilbud

Foto: Carsten Lundager

”Kristian – Kronprinsen” til medlemspris!

”Kristian, du må lige tage over. Jeg har

ondt i hovedet. Kør mødet videre.”

Sådan lød ordene fra Pia Kjærsgaard, da hun

under sommergruppemødet på Skjoldenæsholm

den 6. august 2008 pludselig fik et voldsomt

ildebefindende. I timerne efter herskede

den totale uvished omkring hendes tilstand.

Men én ting stod lysende klart for alle den

sensommerdag på Midtsjælland: Dansk Folkeparti

havde en kronprins, en arvtager, som

var blevet kåret af partilederen i dét øjeblik

hendes egne kræfter svigtede. Kronprinsen,

som trådte frem, og som dybt berørt men dog

fattet samlede alle trådene i sin hånd, hed Kristian

Thulesen Dahl.

Den erfarne Christiansborg-journalist Niels

Thulesen Dahl har skrevet en bog om Dansk

Folkepartis gruppeformand og finansordfører,

Kristian Thulesen Dahl, en af Borgens mest

indflydelsesrige politikere. Niels Thulesen

Dahl er fætter til Kristian Thulesen Dahl, men

bogen er ikke desto mindre en kritisk portrætbog,

der kommer hele vejen rundt om men-

Søren Espersen

modtager fornem pris

Dansk Folkepartis udenrigsordfører

Søren Espersen

blev den 26. maj 2009 tildelt

Raoul Wallenberg-Selskabets

pris som en hæder for

hans engagerede indsats for

det jødiske folk.

Prisen bestod i en imponerende

medalje, som nu

kan pryde Espersens kontor.

Formanden for Raoul

Wallenberg-selskabet i

Danmark, Geoffrey Cain,

tildelte selv Søren Espersen

prisen og begrundede valget

således:

”Søren Espersen er ustop-

pelig i sit modige og vedholdende

arbejde for det jødiske

folks sag – og heldigvis formår han at påvirke offentlighedens

syn på Israel og det jødiske folk. De danske jøder har fundet ud af, at

de har en god ven og fortaler i Søren Espersen. Søren Espersen er en

af dem, der har taget spørgsmålet om den tiltagende antisemitisme

op. Søren har for længst indset, at en stigende fundamentalisme i det

danske samfund er årsagen til flere antisemitiske tiltag,” lød det bl.a. i

Geoffrey Cains begrundelse.

Det var en stolt og munter Søren Espersen, der lod sig hylde på Christiansborg

og efterfølgende takkede mange gange for hædersprisen.

kkb

nesket og politikeren Kristian Thulesen Dahl

og samtidig fortæller den dramatiske historie

om Dansk Folkepartis vej til en central magtposition

i dansk politik.

Dansk Folkeparti tilbyder i samarbejde med

forlaget Broe A/S, at partiets medlemmer kan

forudbestille et eller flere eksemplarer af den

rigt illustrerede bog til en introduktionspris på

199 kr. (normalpris 299 kr.). Dog højst tre eksemplarer

per medlem.

Bestilling:

Send en mail med navn, adresse, medlemsnr.

og det ønskede antal (højst tre stk. per medlem)

til: df-butikken@mail.dk (eller evt. pr.

tlf. 43431414)

Bogen fremsendes efter registreret indbetaling

på: Danske Bank: 4440-3103144949

(ved bestilling og betaling anfør tydelig navn

og adresse)

Frist for bestilling: 1. august 2009. Herefter

vil bogen kunne købes til normalpris i

Dansk Folkepartis webshop

19

Foto: Karsten Holt


trykkefrihedsselskabet

Foruden en livlig debat mellem Søren Espersen, Karen Jespersen og Naser Khader bød konference på Christiansborg på et

uforglemmeligt møde med en modig, syrisk kvinde

Ytringsfrihedens stjerneparad

Af Kim Eskildsen • Fotos: Snaphanen

Trykkefrihedsselskabet er ubetinget Danmarks

førende forening, når det gælder om at sætte

spotlight på de globale problemer i forhold til

ytringsfrihedens stadig trangere kår. Kritikere

af Trykkefrihedsselskabet er nemt genkendelige

mennesker, der som regel kan kendes på

deres krybende respekt for voldelige islamister,

og som hele tiden påpeger, at det tit er islamkritikere,

der møder frem i Trykkefrihedsselskabets

regi og beretter om, hvordan ytringsfriheden

indskrænkes nærmest proportionalt med

andelen af muslimer i et samfund.

Årsagen er oplagt; Islam er i sin nuværende

form ganske uforenelig med demokrati, ligestilling

og ytringsfrihed. Man skal være en

yderst forhærdet Politiken-læser for ikke at

erkende, at islamiseringen af de vestlige samfund,

herunder selvfølgelig Danmark, dagligt

byder på nye udfordringer i forhold til,

hvordan vi kan gebærde os, uden at vi bliver

oversvømmet med anklager om racisme og

diskrimination af muslimske interesseorganisationer

og deres selvudnævnte vogtere.

Trykkefrihedsselskabet havde på en varm

junidag samlet forskellige og kompetente

oplægsholdere. Det var den den hollandske

Geert Wilders, der lever under politibeskyttelse,

fordi han ikke mener, at Islam er en

20

fredelig religion. Wafa Sultan, en syrisk født

kvinde og opdraget som muslim, men kritiker

af de væmmelige sider ved Islam. Hun lever

under politibeskyttelse i USA.

Mishra er indisk, men har befundet sig mange

år i Danmark. Mishra har påpeget, at op

mod 100 millioner hinduer er blevet myrdet af

muslimer i deres invasion og hærgen i Indien.

Mishra er ikke blevet mobbet så meget i de

danske medier, da han har en fin brun kulør og

er antropolog. Ikke desto mindre er han meget

klar i sin holdning til de mørke sider af Islam.

Islamkritik er ikke noget, man må eller bør

tale om

Fra USA kom også fritænkeren Diana West,

der er næstformand i det internationale Trykkefrihedsselskab.

Diana West indledte konferencen

med et oplæg om den selvpåførte

begrænsning af ytringsfriheden i USA. Amerikanerne

diskuterer slet ikke de mørke sider

ved Islam, og medierne undlader helt den oplagte

sammenkædning af terror og Islam, som

mange europæere trods alt har gennemskuet.

Diana West er en utrolig vindende personlighed.

Man skal dog ikke lade sig snyde af

hendes blide stemme og afdæmpede fremtoning.

Hun er knivskarp i sin afstandtagen til

Islams totalitære træk og den ulidelige selv-

Pia Kjærsgaard var i fornemt selskab på Trykkefrihedsselskabets

flotte konference, og det var tydeligt at mærke, at hun

nød at være omgivet af stærke personligheder, der som hun

selv ikke går vejen for at forklare sagens rette sammenhæng.

pålagte politiske korrekthed, der dominerer de

amerikanske medier.

USA er som bekendt bygget på en multikulturel

ideologi, som i princippet dikterer, at alle

folk og religioner er lige gode. Helt så simpelt

er det naturligvis ikke, da USAs succes som

nation skyldes, at landet reelt er bygget op omkring

vestlige frihedsidealer, der som bekendt

ikke har slået rod i den muslimske verden.

Helt konkret påpegede Diana West, at det

amerikanske Department of Homeland Security

har udstedt direktiver om, at det ikke er

acceptabelt at sammenkæde Islam og terror,

hvilket Diana West naturligvis mener. Det gør,

at amerikanerne berøves muligheden for at

forstå Islam og dets negative sider. EU-Kommissionen

er i parentes bemærket i gang med

samme projekt, og også det danske politis efterretningstjeneste,

PET, finder det uhensigtsmæssigt,

hvis man tillader sig at påpege, at det

er diverse påbud om Jihad, der medvirker til,

at muslimerne bliver terrorister og eksempelvis

sprænger tog i luften i Madrid og London.

Wafa Sultan en frygtløs frafalden

muslim

Af grunde som er de fleste DF’ere uforståeli-


Geert Wilders overstrålede åbenlyst alle de andre deltagere ved konferencen

via sin imponerende højde, hårpragt og direkte tale, men Wafa Sultan er

trods sin lidenhed en kontant kvinde, der ikke frygter nogen mandsperson,

ej heller ildspyende imamer, som hun gerne sætter på plads på arabisk TV.

Wafa Sultan er en kompromisløs frafalden muslim, der har

fået nok af at lefle for muslimer og deres afgudsdyrkelse af

profeten Muhammed. Det var tydeligt at observere, da hun

spurgte en svedende Naser Khader, om han mente profeten

Muhammed var islamist.

e samlet på Christiansborg

ge, bliver det nærmest betragtet på linje med

at råbe ”brand” i et teater, at turde kritisere ortodokse

muslimer og deres kvindeundertrykkende,

antidemokratiske og voldelige adfærd.

Der er dog en personlighed på denne jord, som

i den grad går i mod den trend og siger fra, når

hun bliver konfronteret med muslimske imamers

diskriminerende og truende adfærd. Jeg

kan på det kraftigste anbefale denne artikels

læsere at gøre sig selv den oplevelse at se den

syrisk fødte, kvindelige psykiater, Wafa Sultan,

skælde en formørket imam huden fuld i et

fem minutter langt indslag i et arabisk nyhedsprogram

oversat til engelsk. Hendes irettesættelse

af den ellers så arrogante imam, er noget

af det bedste TV, der længe er blevet produceret.

Det kan man gøre ved at gå ind på internettet

via dette link: http://video.google.com/

videoplay?docid=1296126090432829344

Wafa Sultan oplevede i sin ungdom på universitet

i Syrien, at hendes underviser blev

hevet ud af auditoriet midt i en undervisningstime,

hvorefter islamister skød ham. Sjældent

har man oplevet en så klar, begavet og fuldstændig

uforfærdet kvinde til et foredrag på

dansk jord. Hun nærmest emmer af livskraft

og står fuldstændigt ubøjelig fast på sin ret til

at kritisere en religion, hvis tilhængere spreder

så meget krig og rædsel, som det er tilfældet

med Islam.

Trykkefrihedsselskabets konference var af

en kaliber sjældent set på disse breddegrader.

Den afsluttende debat stod mellem Søren

Espersen, Karen Jespersen og Naser Khader,

hvor ikke overraskende Søren Espersen, brillerede

med sine indlæg. Naser Khader, der pt.

er medlem af Folketinget for det Konservative

Folkeparti, blev dog sat godt og grundigt til

vægs, da Wafa Sultan på et tidspunkt afbrød

hans væverier med et klart og kontant spørgsmål:

”Mener du, Naser, at Muhammed (profeten)

var islamist?

Naser Khader, som stadig bekender sig til

Islam, om end på en ret afdæmpet facon, undlod

at svare direkte på spørgsmålet og roede

pænt uden om den kattepine.

Der var til gengæld ikke mange af de andre

deltagere i paneldebatten, som faldt på halen

over Islam og profeten, der fuldendte sit ægteskab

med barnebruden Aisha, da hun var blot

ni år. Heller ikke Muhammeds beretninger om

krig, plyndringer og jødeudslettelser virker opløftende

på troværdigheden af den ofte fremsatte

påstand om Islam som en fredelig religion.

Geert Wilders var på trods af den karismatiske

Wafa Sultans tilstedeværelse, den per-

son som medierne mest ivrigt forsøgte at få

interview og udtalelser fra og med. Og som

sædvanlig var den kompromisløse hollandske

Islam-kritiker i hopla. Han fik leveret flere

fængende citater - bl.a. takkede han det danske

grænsepoliti for at have lukket ham ind

i landet, som en slet skjult hentydning til, at

han for ganske få måneder siden blev nægtet

indgang til Storbritannien.

Det var således også med slet skjult fryd i

stemmen, at han kunne oplyse publikum om,

at den indenrigsminister, der havde nægtet

ham adgang til UK, nu var forhenværende,

fordi hun havde brugt skatteyderpenge på at

leje pornofilm til sin mand…

Geert Wilders sluttede af med at sige, at de

europæiske stater i disse år lider under det alvorlige

problem, at der var for mange Chamberlains

og for få Churchills ved magten i de

europæiske lande.

Endelig lovede Wilders, at han ville vende

tilbage som hollandsk statsminister om føje

år, og til den tid ville statsminister Lars Løkke

Rasmussen ikke kunne undslå at mødes med

ham og trykke hånd!

21


grundlovsfest

Danmarks største grundlov

Tekst og foto Karsten Holt

Dansk Folkepartis grundlovsfest på den fynske

herregård Lykkesholm bliver et stadigt

større tilløbsstykke for hvert år, der går. I år

var det syvende gang, Dansk Folkeparti kunne

invitere til fest, og denne gang kneb det lidt

med siddepladser til alle, men det vil der blive

rettet op på til næste år, forsikrer Dansk Folkepartis

partisekretær Poul Lindholm Nielsen.

I år var grundlovsfesten noget anderledes,

idet valget til Europa-Parlamentet fandt sted

kun to dage senere. Derfor var – foruden Pia

Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl – også

Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-

Parlamentet, Morten Messerschmidt at finde

blandt talerne. Ikke så underligt var det valget

til Europa-Parlamentet, som kom til at sætte

det største præg på talerne.

Pia Kjærsgaard slog i sin grundlovstale

fast, at den danske grundlov er udtryk for en

sund og historisk proces, som allerede så sin

begyndelse med stænderforsamlinger, der gik

forud for grundloven i 1849:

”Det var begyndelsen på et demokrati. Et

demokrati, som voksede op nedefra – et demokrati

med folkelig forankring og i et tempo,

der var til at forstå. Den danske grundlov med

sine få og enkle paragraffer, som vi kender

den i dag, er udtryk for ægte folkestyre. Stænderne

arbejdede sammen. Hvordan kunne det

lade sig gøre? Svaret er det enkle, at der var

Kristian Thulesen Dahl indledte sin grundlovstale

med at minde om, at Grundlovsdag også er

”fars dag”, og tildelte i sin veloplagte tale adskillige

velfortjente hug til både Socialdemokratiets

formand Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal

fra Socialistisk Folkeparti.

22

et FOLK. Et folk, der talte samme sprog, et

folk som trods klasseskel havde nogenlunde

samme opfattelse af livet og virkeligheden.”

”Men er der et folk i EU? Nej, det er der

ikke. Der er 27 forskellige befolkninger, 27

forskellige nationale historier, 27 forskellige

opfattelser af alt fra demokrati over sundhedspolitik

til dyrevelfærd. Derfor kan demokrati i

EU heller ikke lade sig gøre. EU er på mange

måder en tilbagevenden til dengang, adelen

bestemte.”

”EU-Kommissionen og EF-Domstolen,

hvor sidstnævnte med den uacceptable Metock-dom

har tilsidesat medlemslandenes

suverænitet på udlændingeområdet, er udtryk

for denne elitære tankegang.”

Men Pia Kjærsgaard tilføjede samtidig, at

EU på godt og ondt er blevet en del af danskernes

hverdag, og at Dansk Folkeparti derfor

som noget helt naturligt søger at få indflydelse

også her. Simpelthen fordi Dansk

Folkepartis succes gennem 14 år har været

baseret på respekten for virkeligheden og det

politisk mulige:

”Tilhængerne angriber i debatter konstant

Dansk Folkeparti for at være ”modstandere af

EU”. Med andre ord er der ingen grund til at

stemme på DF, for vi vil alligevel ikke være

Pia Kjærsgaard afviste i sin tale, at

der denne gang bliver tale om særlove

for de afviste irakiske asylansøgerei

Brorson Kirke på Nørrebro i

København: ”De irakiske flygtninge

skal hjem – og de kan ligeså godt

pakke deres kufferter og forlade

kirken med det samme!”

med til noget. Helt ærligt: Tilhængerne ved

godt selv, at det er noget vrøvl, men går den,

så går den. Dansk Folkeparti går ikke af vejen

for at fremhæve, at EU er godt for mange ting,

og vi siger det, som det er: Valget handler ikke

om ”for eller imod EU”, men om ”mere eller

mindre EU”.

Morten Messerschmidt: Giv os Danmark

tilbage

Dansk Folkeparti spidskandidat til Europa-

Parlamentet Morten Messerschmidt anerkendte

i sin tale, at den oprindelige mening

med det europæiske samarbejde var at sikre

freden i Europa, men at projektet for længst er

gået helt amok:

”Jeg ved godt, at unionspartier siger, at det

her handler om fred i Europa, og ved i hvad?

Jeg er sådan set tilhænger af fred. Men helt

ærligt – siden hvornår er freden i Europa blevet

sikret af fælles skolefrugt på vores folkeskoler?

Siden hvornår har kontrol med vore

lystfiskere været det afgørende for at sikre

freden? Og hvorfor skal EU sætte grænser for,

hvor meget kanel vi må putte i vores brunkager,

hvis det handler om at undgå krig?”

”Det er det rene nonsens. Og det er pinligt,

at unionspartierne ikke kan finde på bedre

argumenter, når de skal overbevise os om, at

I sin grundlovstale slog Morten Messerschmidt

blandt andet fast, at vi skal have

grænsekontrollen tilbage, fordi de åbne

grænser er en kæmpe håndsrækning til de

kriminelle.


sfest

det ikke er nok, at EU bestemmer 80 procent

af vores love. Med Lissabon-traktaten er der

stort set ikke et område, hvor EU ikke kan

bestemme. Vi har allerede set, hvordan vores

arbejdsmarkedsregler, vores overenskomster

og selve velfærdssamfundet er en torn i øjet

på EF-domstolen. Vi har set, hvordan vores

pensionssystem bliver angrebet, og hvordan

Folketinget har lagt sig fladt ned, hver gang

EU har krævet det”.

Morten Messerschmidt afsluttede sin tale

med en kraftig opfordring til at stemme den

7.juni:

”På søndag skal vi vise dem noget andet.

På søndag har VI muligheden for at sige fra,

sige nej til euro, EU-præsident og hele EUs

stadig mere omklamrende magt. Det er nu, det

gælder.

Kristian Thulesen Dahl: Abespil om

tronfølgeloven

Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian

Thulesen Dahl dvælede i sin grundlovstale

blandt andet ved afstemningen om tronfølgeloven,

som fandt sted samtidig med valget til

Europa-Parlamentet, og hvor det en overgang

så ud som om, hele regeringens projekt var

ved at falde på gulvet. Blandt andet på grund

af en mildt sagt uheldig TV-reklame, hvor

mennesker i 1950´erne blev fremstillet som

de rene idioter.

Kristian Thulesen Dahl bemærkede hertil,

at udfaldet af afstemningen for så vidt ville

være ligegyldigt, idet resultatet først ville

have virkning langt ude i fremtiden:

”Abespillet om ansvaret for et muligt nej

til ændring af tronfølgeloven er gået i gang.

Men helt ærligt. Det er ret ligegyldigt, hvilket

resultat vi får. Bliver det et ja, er et muligt

problem om tre generationer løst. Bliver det

et nej, vil ingen af os mærke noget til det med

undtagelse altså af, at vi skal høre en masse

kommentatorer tale om ”aben”. Ret ligegyldigt!”.

I Kristian Thulesen Dahls ord var der også

en slet skjult kritik af regeringen for slet ikke

at have gjort nok for at få et ja til tronfølgeloven.

Heldigvis gik det anderledes: Danskerne

sagde ja til ændringen af tronfølgeloven den

7.juni, og dermed er der lukket af for uønskede

tanker om en mere tilbundsgående revision

af Grundloven, hvor tilhængerne utvivlsomt

vil forsøge at indarbejde ting, som ikke hører

hjemme i en grundlov.

En af gæsterne syntes, at Morten Messerschmidt skulle have en plakat fra dengang danskerne

efter en lang skræmmekampagne i 1972 sagde ja til medlemskab af EF.

Gruppebillede med Pia. Betina og Christina Kunckel fra DF-Vejle ville gerne have et minde

med hjem fra grundlovsfesten på Lykkesholm. Og hvad er mere oplagt end et billede i selskab

med Dansk Folkepartis formand?

Kristian Thulesen Dahl og Lene Siel sang duet på ”Som en rejselysten flåde”

23


islam

Når kvinder dræber

Kvindelige selvmordsterrorister. Hvordan

kan en kvinde – en mor – medvirke

til at sprænge andre uskyldige kvinder

og børn i luften? Svaret er som så meget

andet i Mellemøsten et spørgsmål

om ære

Af Kenneth Kristensen Berth

Alle, der har rejst i Mellemøsten, har sikkert

noteret sig de mange vægmalerier og plakater,

der typisk forestiller glansbilledagtige unge

mænd. I Vesten hædrer man konger, opfindere

og videnskabsmænd – folk der har præsteret

noget – i Mellemøsten hædrer man martyrer

– folk, der har sprængt sig selv i luften for at

slå uskyldige mennesker ihjel. Hidtil har det

været et mandsdomineret terræn, men igennem

de senere år er også billede af kvindelige

selvmordsterrorister – shahida – dukket op i

gadebilledet.

Ifølge islam honoreres den mand, der dør i

hellig krig – jihad - med 72 villige jomfruer i

himlen. For de fleste kvinder næppe et særligt

attraktivt tilbud. Så hvad får så kvinder til at

gå i døden for islam? Hvad kan få en kvinde,

der selv er mor, til at sprænge sig selv og andre

mødre og uskyldige børn i luften?

Forvalteren af familiens ære

Som alt andet i den muslimske verden, er også

dette et spørgsmål om ære. En families position

i et arabisk land er direkte afhængig af

familiens ære – og kvinden er forvalteren af

familiens ære. Bløder kvinden ikke efter det

første seksuelle samkvem med sin ægtemand,

så anses kvinden ikke for at have været jomfru

ved ægteskabets indgåelse og har således

besudlet familiens og klanens ære. Fædre og

brødre bliver dermed forpligtet til at slå pigen

ihjel for at rense familiens ære.

Jordansk lov siger ligefrem, at et drab der

sker for at beskytte ens egen ære eller en andens

ære er acceptabelt. Mange muslimske piger

vælger ofte selvmord som udvej, hvis man

af vanvare er kommet til at besudle familiens

ære.

Pigens mulighed for selv at genetablere familiens

respekt i det omgivende samfund er

begrænset. En af de få måder er ved at ofre sit

eget liv for islam. Dermed kan pigen forandre

sit lod fra i bedste fald at være udstødt fra sin

familie i værste fald at blive dræbt af familien

til at blive en muslimsk martyr, der bliver

2

Under råb, skrig og skrål blev selvmordsterroristen

Wafa Idris kiste ført igennem

Ramallahs gader. I levende live var Idris en

udstødt kvinde, fordi hun ikke var i stand

til at få børn. Som selvmordsterrorist blev

hun hyldet som martyr. Islamiske terrororganisationer

udnytter muslimske kvinder,

der har været utro, er blevet voldtaget eller

er ufrugtbare og derfor udstødt af deres

familie, som kanonføde.

hyldet ikke alene af sin egen familie men af

hele samfundet. Det potentiale har islamiske

terrorgrupper vidst at udnytte igennem særligt

de senere år.

0 kvindelige bomber

Et særligt grotesk eksempel på islamistiske

terroristers udnyttelse af kvinder, udgøres af

den 51-årige Samira Ahmed Jassim – med tilnavnet

”De troendes moder” -, der i februar

blev arresteret i Irak mistænkt for at have rekrutteret

mere end 80 kvindelige selvmordsbombere.

Hun indrømmede at have sendt 28

kvinder ud på selvmordsmissioner. Jassim

havde skånselsløst udnyttet kvindernes status

i det muslimske Irak. Først sørgede hun for at

de udsete piger blev voldtaget, så de dermed

mistede deres ære og fremtid. Derpå henvendte

hun sig til pigerne og indrullerede dem i sit

korps af kommende selvmordsterrorister. Pigerne

havde simpelthen intet andet valg, hvis

de skulle genoprette deres tabte ære.

Samira Ahmed Jassim stod blandt andet bag

et selvmordsangreb i december 2007 i Diyala,

hvor 15 mennesker blev dræbt, og et andet

selvmordsangreb i Muqdadiya,

Afdøde Yassir Arafats egen terrororganisation

Fatah er i øvrigt også kendt for at arrangere

voldtægter af unge kvinder for derefter at

presse dem til at genvinde deres sociale status

ved at blive martyrer.

I gang siden 19

Verdens første kvindelige selvmordsbomber

var så vidt vi ved Sana’a Mehaidli, et medlem

af det syriske nationalistiske parti, som den 9.

april 1985 bragte en lastbil fyldt med eksplosiver

til sprængning, hvorved to israelske soldater

blev dræbt og to såret. Også kvindelige

tjetjenske terrorister har fået opmærksomhed

– for eksempel i forbindelse med gidseltagningen

i et teater i Moskva, hvor flere af gidseltagerne

var kvinder.

Men hovedparten af de muslimske selvmordsterrorister

skal findes i Irak og det palæstinensiske

selvstyreområde.

Reem al-Reyashi blev f.eks. Hamas første

kvindelige selvmordsbomber, da hun i januar

2004 lod som om hun var blevet syg ved en

grænseovergang ved Eretz, hvor hun sprængte

sig selv i luften og tog fire mennesker med sig

i døden. Al-Reyashi havde været sin mand


Foto: Scanpix

utro med et medlem af Hamas og blev givet

valget mellem at blive dræbt af sin familie eller

få en ærefuld død som selvmordsbomber.

Hendes elsker forsynede hende med sprængstof

og nøje instruktioner om, hvordan hun

skulle udføre aktionen, mens hendes mand

kørte hende til Eretz-grænseovergangen, hvor

hun udløste bomben.

Israel forhindrede i april 2004 to unge kvinder

i at sprænge sig selv i luften. Den ene, Tehani

Zaki Ali Halil, var blevet overtalt til at udføre et

selvmordsangreb i Tel Aviv, efter hun var blevet

anklaget for utroskab. Den anden, en 19-årige

pige ved navn Ramah Abed el-Majid Hasan Habaib,

blev rekrutteret efter beskyldninger om at

have haft sex uden for ægteskabet.

En anden årsag til at blive selvmordsterrorist

kan være, hvis en kvinde er ude af stand

til at få børn. Kvinders eksistensberettigelse

bygger i den islamiske verden på deres evne

til at føre slægten videre ved at sætte børn i

verden. Dermed taber kvinden sin værdi, hvis

hun ikke kan løse den opgave.

Wafa Idris var en sådan kvinde. Hun var

blevet gift i en ung alder, og lægerne fandt

herefter ud af, at hun ikke kunne få børn. Derfor

blev hun skilt og hjalp i øvrigt til med at

dele slik ud ved hendes fraskilte mands bryllup

med en frugtbar kvinde. Idris kunne ikke

gøre sig håb om at blive gift igen på grund af

sin tilstand, og en ugift kvinde har kun tre muligheder

i den islamiske verden - enten at begå

selvmord, leve et liv som fattig gadesælger eller

lignende eller dø som selvmordsbomber og

dermed blive beundret over hele den muslim-

Foto: Polfoto

ske verden. Idris valgte det sidste og sprængte

sig selv i luften den 27. januar 2002.

Stor palæstinensisk hyldest

For at fejre Idris martyrstatus sørgede de palæstinensiske

myndigheder for at festligholde

hendes begravelse, hvor unge piger blandt andet

bar plakater med Idris billede og teksten:

”Fatah-bevægelsen hylder med den største

stolthed den heroiske martyr Wafa Idris”.

Medens de muslimske kvinder var i live

blev de set ned på, men fra det øjeblik, de

dræbte uskyldige mennesker, blev de, som

led i det nærmest kan betegne som en dødskult,

martyrer og hyldet for deres forfærdelige

handlinger.

I disse år arbejder muslimske terrororganisationer

aktivt for at fremstille netop det

øgede antal af kvindelige muslimske selvmordsterrorister

som en måde, hvorpå muslimske

kvinder opnår ligestilling med mænd.

I virkelighedens verden er de kvindelige selvmordsterrorister

imidlertid selve symbolet på

islams undertrykkelse af kvindekønnet og den

sygelige besættelse af ære, som karakteriserer

den islamiske verden.

Samira Ahmed Jassim – kendt under navnet ”de troendes moder”– sørgede for, at op til 80

irakiske piger blev voldtaget, hvorefter de blev udstødt af deres familie, og kun kunne redde

familiens tabte ære ved at blive martyrer.

Reem al-Reyashi blev stillet over for valget mellem at blive slået ihjel af sin familie eller blive

martyr for islam. Hun havde haft en affære med et medlem af Hamas. I uskøn forening

sørgede elskeren for at udstyre hende med sprængladninger, medens hendes forsmåede

mand kørte hende til Eretz grænseovergangen, hvor hun tog 4 uskyldige mennesker med sig

i døden.

2

Foto: Scanpix Foto: Polfoto


fødselsdag

Festlig 0 års fødselsdags-reception:

Kristians Hawaii-skjorte

Det væltede ind med gæster og gaver, da DF markerede, at gruppeformand Kristian Thulesen Dahl fylder

0 i sommer. Samtaleværelset blev fyldt til bristepunktet og blev tilsvarende varmt

Fødselsdagkagen var bygget op som en hyldest til Kristian Thulesen Dahls yndlingsfodboldhold,

Liverpool FC, hvis kampe Dansk Folkepartis gruppeformand

følger med en ganske særlig interesse.

Tekst og foto Karsten Holt

Den 18. juni afholdt Dansk Folkeparti en

festlig reception i Samtaleværelset på Christiansborg

i anledning af Dansk Folkepartis

gruppeformand Kristian Thulesen Dahls 40

års fødselsdag. Med til at gøre dagen festlig

var dels mange af kollegerne fra de forskellige

partier i Folketinget og repræsentanter fra

regering og erhvervsliv, dels en masse tillidsfolk

fra Dansk Folkeparti.

Da Kristian Thulesen Dahl især er blevet

berømt – og beundret – for sine evner som finansordfører

og i øvrigt har et rygte som den

bedste ”talknuser” på Christiansborg, var det

helt naturligt, at finansminister Claus Hjort

Frederiksen på vegne af regeringen holdt en

flot og humoristisk tale for Kristian Thulesen

Dahl. Claus Hjort Frederiksen er den tredje

Venstre- finansminister, som kommer til at

sidde over for Dansk Folkepartis drevne taktiker.

Derfor benyttede han den festlige lejlighed

til at give Kristian Thulesen Dahl nogle

ord med på vejen.

2

Gule sedler i finansloven

”Din fantastiske politiske viden og politiske

næse gør, at du trods din unge alder også virker

frygtindgydende. Det kan jeg få mange

ministre og embedsmænd til at skrive under

på. Du er vel, når alt kommer til alt, en af de

mest kendte politikere på Slotsholmen og i ministerkredsen

hører man ofte vendinger. Har

du talt med Thulesen Dahl. Bør du ikke lige

cleare dette med Thulesen Dahl. Hvad siger

Thulesen Dahl,” sagde Claus Hjort Frederiksen,

som også kom ind på Kristian Thulesen

Dahls berømte små gule sedler i finanslovsudkastene.

”En af de ting som alle har bemærket er den

sorte kalender og notesbog, du altid går rundt

med og hvor det omhyggeligt noteres, hvad

der bliver sagt og som bruges til at checke hvad

der blev sagt sidste gang. Et frygtindgydende

instrument – især overfor os som skriver små

lapper og papirer. Systematikken i den sorte

bog skræmmer. Men du perfektionerer det i

endnu højere grad med Finansloven. Dette

På med Hawaiiskjorten. Finansminister Claus Hjort

Frederiksen opfordrede i sin tale Kristian Thulesen Dahl

til at vælge en lidt mere afslappet tøjstil – men bemærk,

at slipset og skjorten stadig er på lige inden under.

store værk på flere tusinde sider har du som

arbejdsredskab. Slidt ser det ud. Gule sedler

stritter ud alle steder. Krøllede sider.”

Hawaiiskjorte og pump-gun

Og fordi Kristian Thulesen Dahl altid går så

ulasteligt klædt i jakkesæt og slips, syntes

Claus Hjort Frederiksen, at han burde overveje

det mere afslappede look. Til gæsternes

store moro overrakte han derfor Kristian en

Hawaii-skjorte. Om den så bliver en del af

påklædningen til kommende møder i finansministeriet,

er nok noget mere tvivlsomt.

Også Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard hyldede

Kristian Thulesen Dahl, og sidstnævnte

forærede blandt andet gruppeformanden en

DAB-radio, så han ikke har nogen undskyldninger

for ikke at have hørt radioavis, fordi

han har været ude at løbe en tur om morgenen.

Blandt andre mere kuriøse gaver var en legetøjs-pumpgun,

som den radikale leder Margrethe

Vestager forærede Kristian Thulesen


Kristian Thulesen Dahl i selskab

med justitsminister Brian Mikkelsen

og den konservative politiske ordfører

Henriette Kjær.

Dahl, fordi denne tidligere skulle have udtalt,

at hvis ikke kommunerne makkede ret under

kommunalforhandlingerne, ville de få hans

pump-gun at se.

Kristian Thulesen Dahl modtog også lykønskninger

fra Jyske Banks administrende

direktør Anders Dam, som havde taget den

lange tur til Christiansborg fra hovedsædet

i Silkeborg.

Pia Kjærsgaard overrakte

blandt andet en

DAB-radio til Kristian

Thulesen Dahl. Så nu er

der ikke længere nogen

undskyldning for ikke

at høre radioavis hver

time. På DAB-nettet

gentages den nemlig

hele tiden.

Den radikale leder

Margrethe Vestager

forklarer Kristian

Thulesen Dahl, hvordan

man anvender en

legetøjs pump-gun.

Hvordan får vi tændt lysene på lagkagen? Ja, i disse ikkeryger-tider kan det være svært at

finde en mand med ild. Men heldigvis var Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der er passioneret

piberyger, i nærheden.

2


øger

Flanøren og

danskerne

Ralf Pittelkow har et distanceret forhold til danskerne,

til sig selv – til alt. Og han sidder på en for høj hest.

Men han har begået en læseværdig og god bog alligevel,

mener Dansk Folkeblads anmelder.

Af Karsten Holt

Forfatteren Ralf Pittelkow omtaler i sin nye

bog ”Mit liv som dansker” sig selv som ”flanøren”,

der betragtende og registrerende er

gået gennem livets forskellige faser som en

slags turist. I bogen tager Pittelkow læseren i

hånden og inviterer på en rejse gennem barndommen

i Sønderborg, et studieår i Paris, livet

på randen af venstrefløjs-ekstremismen, som

den tog sig ud på litteraturvidenskabsstudiet

på Københavns Universitet under 68-oprøret,

tilværelse som international sekretær i Socialdemokratiet

og politisk rådgiver for tidligere

statsminister Poul Nyrup Rasmussen – og til

sidst livet som succesfuld forfatter og debattør

– blandet andet med flere glimrende bogudgivelser

om islamisme og terrorisme.

Men udtrykket ”på randen” er ikke helt ved

siden af. Karakteristisk for Pittelkow er, at

han aldrig synes at være ”helt med” nogen af

stederne – hverken under studenteroprøret, i

VS eller Socialdemokratiet – eller for den sags

skyld i kampen mod islamismen. Han er hele

tiden underligt på afstand af både begivenhederne

og sig selv. Ikke at det er noget mærkeligt

eller odiøst i det, for kun et meget lille antal

mennesker magter at gå forrest og bevæge

sig ad helt nye veje. Pittelkow hører til den

Ralf Pittelkow

”Mit liv som

dansker”

People´s Press

2009

405 sider

Pris: 299,-

2

kategori af mennesker, som først begiver sig

af sted, når vejen er ryddet for de værste sten

og forhindringer. Først efter 11. september

2001 får Ralf Pittelkow eksempelvis for alvor

øjnene op for, at der er et problem med islam.

Fra Paris til København

Men når disse lidt knubbede ord er sagt, er

Pittelkows bog faktisk rigtig god læsning.

Vi får et indblik i en ganske almindelig middelklassebarndom

i Sønderborg, præget af

forældrenes sunde værdier og deres sindige

beslutning om at leve som danskere, selv om

familien havde rødder i det tyske. Forældrene

lod aldrig Ralf og søsteren Marianne være i

tvivl om, hvor de selv stod, og faderen lagde

afgørende vægt på saglighed og hæderlighed

hos politikere. Ganske vist blev børnene indpodet

en sund skepsis mod sværmeriske københavnske

intellektuelle med ønske om at

redde verden på en dag – men alligevel begav

forældrene sig aldrig ud i nogen diskussioner,

når studenten kom hjem og fortalte dem om

verdens rette sammenhæng – og måske var

det en fejl? Man fristes til at sige, at forældrene

burde have taget den sikkert skidtvigtige

student kraftigt i skole og pillet ham ned fra

den høje hest.

Den unge Ralf drager af sted til Paris,

hvor han stifter bekendtskab med den franske

litteratur og blandt andet er tilhører ved

en forelæsning af den Stalin-sympatiserende

eksistentialist, Jean-Paul Sartre. Hjemvendt

til fædrelandet søger den søgende sjæl ind

på litteraturvidenskabsstudiet, som er et af

arnestederne for marxismen i en lidt blødere

dansk version. Siddende på første parket er

Pittelkow tilskuer til studenteroprøret, men

han hylder ikke anarkiet og dyrker ikke volden

– dertil er han for ”indre-styret”, som han

skriver. Forældrenes værdier sidder et sted i

erindringen og forbyder den slags. Derimod

flytter han som så mange andre på den tid i

kollektiv og finder ud af, at det heller ikke er

den absolutte lykke – selv om han her møder

sit livs kærlighed, den senere indenrigsminister

Karen Jespersen, som ligeledes skiftede

hest: fra Socialdemokratiet til Venstre

Den kvikke og begavede Pittelkow færdiggør

sit studie hurtigere end den normerede tid,

og ender dermed ikke som et af de mange vrag,

som 68-oprøret efterlod i sit kølvand. Mens

han arbejder som underviser på universitetet,

må den søgende Pittelkow prøve nye veje, han

vil gøre en forskel, han vil vække danskerne

fra ”deres falske bevidsthed”, han melder sig

ind i Preben Vilhjelms VS, som han dog hurtigt

får nok af, da det viser sig, at VS følger

samme kurs som Enhedslisten fører i dag, og

som Fremskridtspartiet førte tidligere, nemlig

”alt eller intet”, ingen vilje til kompromiser.

Pittelkows læreår

I 1985 bryder Pittelkow med den snævre universitetsverden

og melder sig under fanerne

i Socialdemokratiet, hvor han hurtigt får en

karriere som international sekretær, et arbejde,

der bringer ham rundt i hele verden i selskab

med de socialdemokratiske top-politikere. Pittelkow

erkender, at han på dette tidspunkt selv

kom til at tænke som den globale elite, forstået

på den måde, at fællesskabet med danskerne

var skiftet ud med statsledere og politikere i

alverdens hovedstæder. Men indvandringen

op gennem 1990´erne og endelig angrebet på


USA den 11. september blev et vendepunkt.

Pittelkow endte som indvandringsskeptiker.

Litteraturhistorikeren Ralf Pittelkow har

helt sikkert gjort sig tanker om, hvilken genre,

hans selvbiografi skulle læne sig op ad. ”Mit

liv som dansker” er afgjort tænkt som en

”dannelsesroman” i stil med Goethes berømte

”Wilhelm Meisters Lehrjahre”, som Pittelkow

da også henviser til i bogens sidste linjer,

hvor han citerer den gamle onkel med ordene

”Menneskets største fortjeneste ligger vel i, at

det ikke bare underkaster sig sine omgivelser,

men præger dem”.

Om Pittelkow har præget sine omgivelser,

vil anmelderen helst ikke kaste sig ud i nogen

længere analyse af. Spørgsmålet er snarere,

om ikke Ralf Pittelkow som så mange andre

har bevæget sig i en famlende pendulfart

mellem underkastelse og oprør? Pittelkows

bog kan læses på flere måder: Man kan koncentrere

sig om det faktuelle og selvfølgelig

glæde sig over, at den politiske korrekthed og

islamisterne bliver taget godt og grundigt ved

vingebenet, og at alle de selvgode fraser bliver

udstillet nådesløst, ligesom det er oplagt at

drage nytte af en god skildring den nyere tids

danmarkshistorie

Oplysning og folkemord

Det tjener Ralf

Pittelkow til ære,

at han er blevet

klogere med årene

i modsætning til

så mange andre

fra 1968-generationen.

Men stadig

klynger han sig til

troen på oplysningsværdierne

som løsning på

tidens problemer

i et Europa, hvor

islamismen er på

fremmarch.

Men man kan også vælge at fokusere på mennesket

Ralf Pittelkow, som ind imellem puster

sig lidt for meget op, og gør for meget ud af

sin egen og hustruen Karen Jespersens rolle

Foto: Scanpix

i dansk politik. Samtidig er det umådeligt irriterende,

at Pittelkow fanatisk fastholder

”oplysningsværdierne” som eneste effektive

bolværk mod islamismen og som den bedste

garanti mod totalitarisme. Har Pittelkow

glemt, at Oplysningstidens tanker producerede

totalitaristiske regimer i metermål? Både

Karl Marx, Lenin og galningen Pol Pot (som

endda planlagde folkemordet i Cambodia på

en parisisk café) står i gæld til oplysningsfædrene.

Pittelkow udelader konsekvent bagsiden

af medaljen ved Oplysningstiden - og undlader

da også bekvemt at nævne Oplysningstidens

flittige brug af guillotinen.

Pittelkow har en blind vinkel i forhold til

religion, som han enten ikke forstår eller ser

som en trussel. Derfor forstår han heller ikke,

at det i første omgang er kristendommen, der

er den grundlæggende forudsætning for demokrati.

Uden kristendommen havde sondringen

mellem religion og politik været en mulig

tanke. Og reformatoren Martin Luther ydede

i sit opgør med den katolske kirkes magtfuldkommenhed

utvivlsomt et større bidrag til demokratiet

end samtlige oplysningsfilosoffer til

sammen – deres tænkning er i virkeligheden

fremmed for enhver national sammenhæng,

og derfor er det ikke tilfældigt, at netop EU

lægger overordentlig stor vægt på Oplysningstiden.

Men det har aldrig medført et opgør

med islamismen, fordi Oplysningstækningen

ikke duer som værn mod denne, men derimod

relativerer alle kulturelle forskelle. Det er så at

sige ideer fra Oplysningstiden, der har åbnet

Europas døre for muslimsk masseindvandring

op på vid gab.

Mødet med den almindelige dansker

Endelig er der noget underligt distanceret over

Ralf Pittelkows forhold til danskerne. Der er ingen

tvivl om, at både Pittelkow og Jespersen har

fået en slags ”national åbenbaring”, og at de nyder

at turnere rundt i Danmark med deres foredrag

og hilse på den helt almindelige dansker.

Men beskrivelserne har alligevel et turistagtigt

præg over sig. Er vi i Jylland eller et fremmed

land, når nordjyderne skildres? Måske har Ralf

Pittelkow mere ret, end han har lyst til, når han

omtaler sig som en flanør og ligefrem har gjort

flanørens rolle til sit ideal?

Alligevel skal der lyde en varm opfordring

til at anskaffe bogen, som er både underholdende,

velskrevet og letlæst. ”Mit liv som

dansker” giver et godt indblik i en intellektuel

danskers forskellige stadier i livet, og Ralf Pittelkow

skal have stor ros for, at han trods alt

- og i modsætning til så mange af sine kolleger

- har gjort op med gruppepres og den politiske

korrektheds spændetrøje. At han hverken

har været bannerfører eller ekstrem på noget

tidspunkt i sit liv, tjener ham på mange måder

til ære – for er det i virkeligheden ikke meget

dansk?

Ralf Pittelkow er bestemt ikke uden forfængelighed – ikke alene figurerer han selv på

samtlige billeder i bogen, han bemærker også i teksten til et billede, hvor han modtager en

flidspræmie af Dronning Ingrid: ”Jeg sidder lige bag dronningen iført alt for lyse sokker”.

29

Foto: Scanpix


sankt hans

For en gangs skyld Sankt Hans i blændende flot vejr:

Den skønneste krans…

Pia Kjærsgaard kom i sin båltale også

ind på vigtigheden af, at vi står vagt om

ytringsfriheden – og hun understregede,

at valget til Europa-Parlamentet beviser,

at nationalstaterne er blevet styrket, fordi

de er den naturlige ramme om demokrati

og fællesskab.

30

Tekst og foto Karsten Holt

Traditionen tro fejrede Dansk Folkeparti Sankt

Hans-fest på den smukke Parcelgården ved

Roskilde, og for en gangs skyld var vejrguderne

venligt stemte. Solen skinnede fra en skyfri

himmel, og aftenen var fuldstændig, som en

rigtig dansk midsommeraften skal være.

Flere hundrede gæster var mødt op for at

høre Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard

holde båltale, og langt de fleste kom i så

god tid med deres medbragte mad, at de også

havde tid til at nyde Parcelgårdens smukke

gårdsplads med det store, gamle lindetræ,

rammet ind af gårdens gule bygninger.

I år havde også ”historiebussen” med Gunhild

Legaard som rejseleder lagt vejen forbi

Parcelgården, så denne gang havde mange

DF´ere fra Jylland og Fyn en oplagt mulighed

for at opleve Parcelgården og den smukke udsigt

over Roskilde Fjord. Den musikalske underholdning

stod trioen ”Speich´s” vanen tro

for – og som altid med akkompagnement til

”Midsommervisen” af Holger Drachmann.

For selve arrangementet stod Dansk Folkeparti

i Roskilde, som Parcelgårdens gæstfrie

ejere, Tage og Margit Nielsen gennem mange

år har været engageret i. Pia Kjærsgaard kom i

sin båltale blandt andet ind på den kommende

tids udfordringer med valget til regioner og

kommuner i november som noget af det vigtigste.

”Kommunerne har med kommunalreformen

fået langt større indflydelse på borgernære

beslutninger end tidligere. Det er for eksempel

den enkelte kommunalbestyrelse, der

afgør de ældres livskvalitet, integrationen af

udlændinge, folkeskoleområdet samt dele af

sundhedsområdet. Det siger sig selv, at Dansk

Folkeparti hører naturligt hjemme, dér hvor

de vigtige beslutninger bliver taget. Det har vi

gennem snart otte år været i Folketinget – nu

skal vi være endnu stærkere i kommunerne”,

sagde Pia Kjærsgaard, idet hun samtidig understregede,

at valget Europa-Parlamentet viste,

at Dansk Folkeparti stadig har et meget

stort potentiale hos danskerne.

Det er dansk, det er dejligt! Vejret viste sig fra sin smukkeste side

Sankt Hans-aften. Og hvad er mere dansk end en bølgende sjællandsk

kornmark, som den tager sig ud ved Parcelgården?


Dansk Folkeparti er et parti, der elsker sangen.

Og intet er smukkere end fællessang på

en varm midsommeraften.

Efter spisning og fællessang bevægede de mange gæster sig ned mod bålet.

Parcelgården er beliggende på en lille odde i Roskilde Fjord,

hvorfra der er en pragtfuld udsigt ind over Roskilde. Den smukke

domkirke anes i baggrunden.

Formanden for Dansk Folkeparti i Roskilde,

Holger Bernild, bød velkommen til

Sankt Hans-fest.

31


Dansk Folkeparti

Christiansborg

1240 København K

Ved adresseændring,

kontakt tlf.: 33 37 51 99

Morten og Dot til Bruxelles

De kan næsten ikke løsrive sig fra hinanden – Morten Messerschmidt og hans kæreste Dot Wessman

– heller ikke på valgaftenen, hvor Bakkens Dot, der nu også er Mortens, naturligvis fulgte

med i det rekordflotte valg, som Morten Messerschmidt sikrede Dansk Folkeparti.

Snart går turen til Bruxelles for dem begge. For Dot Wessman følger naturligvis Morten Messerschmidt

til Bruxelles, hvor de to turtelduer i de kommende måneder skal finde en passende

residens.

Så når Bakkens Hvile ikke påkræver Dots tilstedeværelse, kan hun drage til Belgien sammen

med Morten og støtte ham i hans vigtige politiske arbejde.

Og det kan jo slet ikke være anderledes for to elskende skal naturligvis ikke skilles ad.

kkb

Foto: Karsten Holt

PP

MAGASINPOST UMM

ID-nr. 46654

MF Martin

Henriksen

gift

Foto: Privatfoto

Så fik Martin sin Lea. Dansk Folkepartis socialordfører

og formand for Folketingets Socialudvalg,

Martin Henriksen blev den 13.juni

viet til sin smukke brud Lea Berg Henriksen i

St.Magleby Kirke ved Dragør, hvor ægteparret

er bosiddende. Den kirkelige vielse blev

forrettet af Martin Henriksens gode kollega i

folketingsgruppen pastor emeritus MF Søren

Krarup. Efterfølgende afholdt brudeparret reception

på Dragør Badehotel for familie, kolleger

og venner - og om aftenen en stor bryllupsfest.

kh

More magazines by this user
Similar magazines