21 | PRIORAT kR. 65,00 - Vinklubben VinoVenue

21 | PRIORAT kR. 65,00

PeRLen og ØSTeRS’en 

PRioRAT og MonTSAnT Som en perle ligger Priorat i 

Montsants beskyttende favn. 

Det er to vindistrikter med hver 

deres kultur. og set som en 

helhed kan de tilfredsstille 

enhver vinnyders behov. i 

Montsant produceres god 

vin til det almindelige 

hverdagsmarked og til 

tider lidt over. i Priorat 

tager de over, hvor 

Montsant slutter - 

her er de store berømt- 

EL MOLAR 

heder, som de fleste 

kun får at smage en 

sjælden gang i livet. 

SPANIEN 

PRIORAT 

2 VinoVenue I PRioRAT og MonTSAnT 

PRIORAT MONTSANT 

CAbACÉS 

LA fIGuERA 

MARGALEf 

SERRA DE MONTSANT 

NATuRPARK 

EL LLOAR 

LA VILELLA 

bAIxA 

GRATALLOPS 

bELLMONT 

DELL PRIORAT 

EL MASROIG 

N-420 

ELS GuIAMETS 

LA VILELLA 

ALTA 

TORROJA 

DEL PRIORAT 

MARÇÀ 

CAPÇANES 

SCALA DEI 

C-242 

SERRA DE MONTSANT 

NATuRPARK 

fALSET 

LA MORERA 

DE MONTSANT 

PObOLEDA 

PORRERA 

LP-7013 

uLLDEMOLINS 

N-420 

C-242 

PRADELL DE 

LA TEIxETA 

LA TORRE DE 

fONTAubELLA 

ALbARCA 

C-242 

CORNuDELLA 

DE MONTSANT

Denne udgave af Vino- 

Venue falder sammen 

med vores fem års jubilæum. 

i de år der er gået, 

har vi beskæftiget os med 

20 vindistrikter og importeret 

over 150 vine fra et 

halvt hundrede producenter. 

For fem år siden var vi med til at sætte 

Priorat på landkortet i overbevisning om, at 

hvis vi skulle gøre os gældende i markedet, 

måtte vi som første distrikt præsentere noget 

af det ypperligste i tiden. 

Selv om vi har været rundt i mange andre 

distrikter, og fundet virkelig gode vine 

fra de forskellige vingårde, er det endnu 

ikke lykkedes at finde et distrikt, der overgår 

Priorat. 

i dette jubilæumsnummer er det hensig- 

ten at illustrere, hvor meget det betyder for 

et fattigt landbrugsområde, når initiativrige 

entusiaster begynder at udvikle på det eneste 

produkt, der kan fremstilles på deres 

jorde, og i øvrigt er så heldige, at verden 

bemærker det. 

Priorats succes har betydet, at det omliggende 

område har fået sin egen identitet, 

eller denomination, som det hedder inden 

for vinverdenen - nemlig Do Montsant. 

Som et afledt resultat er hele egnen kommet 

med på den globale økonomi, endda på 

en måde, som har bevaret områdets egen 

identitet. Pudsigt nok er de fleste af dem, 

der har stået for udviklingen, kommet til 

udefra. 

god fornøjelse med ”verdens bedste” 

vindistrikt. 

Kenth Poulsen 

InDholD 

4 

10 

12 

15 

18 

20 

24 

31 

34 

36 

38 

i Priorat står ”stigen til himlen”. 

Munkeordenen fra 

Priorat havde held 

med andre drikke 

end vin. 

Den store forskel på Montsants 

og Priorats vine skyldes kulturen. 

Pasanau har været 

med længe før 

Priorat blev opdaget 

i 1990’erne. 

Han erobrer vinscenen 

med et lille 

skridt ad gangen. 

inden for maden 

er der store oplevelser 

at hente 

i området. 

naturen i Montsant gemmer på 

mange minder fra fortiden. 

nonnen nyder stilheden på 

28 toppen af et bjerg i Priorat. 

i de seneste år er der åbnet mange 

gode overnatningsmuligheder. 

europas bedste forretningsidé 

lever i en lille 

by i Montsant. 

Her skal man ikke stikke næsen 

for langt frem. 

Ajour om noget af det, der er 

sket i VinoVenue siden sidst. 

udgiver: VinoVenue ApS, Søtoftevej 74, 4100 Ringsted · 

T: 7022 4040 · F: 7022 4041 · e: info@vinovenue.dk · www. 

vinovenue.dk. Tekst og fotos: Kenth Poulsen. grafisk design og 

produktion: Tegnestuen v. Mogens Barslund · T: 5767 2207 

· Redaktionen er afsluttet 20.10.2007. iSSn 1602-8082. 

PRioRAT og MonTSAnT I VinoVenue 3

PRioRAT og MonTSAnT 


4 VinoVenue I PRioRAT og MonTSAnT

i høsttiden skal der 

mange hænder til for at 

bjerge druerne. naboer, 

venner og familie - alle 

kommer de med en 

hjælpende hånd, og selv 

om det kan være slidsomt 

arbejde, tager alle 

fat med godt humør. 

Vineventyret i Priorat begyndte med en 

åbenbaring. en hyrde var ude med sine 

får, da han pludselig ser en stige, som 

går direkte op i himlen. Fra trinene stiger 

engle op i den blå luft, mens de spiller og 

synger. 

Den måbende hyrde fortalte vidt og 

bredt om sit forunderlige syn, og det kom 

også nogle munke for øre. De så det som et 

guddommeligt tegn: Dér ved foden af bjergkæden 

Montsant i Catalonien fandtes det 

sted, man kom himlen nærmest. en perfekt 

beliggenhed for et kloster. 

Det blev grundlagt i 1194 og fik navn 

efter fårehyrdens trappe til gud - Scala Dei 

Klostret. 

Scala Dei var det første kloster, karteusermunkene 

etablerede på den iberi- 4 


i den sydlige del af Catalonien, et 

godt stykke oppe i bjergene, er 

driftige pionerer i fuld gang med at 

opbygge, ikke kun Spaniens, men 

et af verdens bedste vindistrikter. 


Ruinerne ved Scala Dei 

giver et imponerende billede 

af klosteret, som det 

en gang har været. Det ligger 

helt isoleret i en lille, 

stille dalsænkning. Her 

hører man kun fuglene og 

bladenes sitren i vinden. 


en pudsig teknisk installation 

fra kooperativet i Cornudella. 

når bønderne tippede druerne 

ned til gæring i kælderen, stod 

laboranten klar og tog en prøve af 

druerne. Hurtigt kunne hun annoncere 

på denne lystavle, hvad 

mostvægten var, og dermed vidste 

bonden, hvor meget han kunne få 

for høsten. Dette apparat er placeret 

oppe på indlæsningsniveau, og 

der var ingen anden kontakt mellem 

folkene i kælderen og dem, 

der læssede druer ind. Den er fra 

før computerens opfindelse! 


4 

ske halvø. Det var derfor naturligt at 

opkalde netop dette område efter klostrets 

overhovede, prioren. De munke, som etablerede 

sig i Priorat, kom fra Karteuserordenen, 

som blev grundlagt af Sankt Bruno 

i de franske Chartreuse-bjerge i 1084. De 

havde altså viden og erfaringer fra andet 

uvejsomt terræn. 

Desuden havde maurerne allerede dengang 

etableret stenterrasser flere steder i 

området omkring Priorat, så en vis opdyrkning 

var allerede i gang, da munkene etablerede 

sig. 

Men ordensbrødrene havde også noget 

andet med i bagagen, som var meget vigtigt 

for udviklingen af deres samfund: Regler 

og love. Karteuserne levede ud fra en nøje 

defineret hverdag, og hvert tidspunkt på 

døgnet havde sin opgave. Deres velstand 

voksede, og flere klostre blev opført andre 

steder i Spanien. Jorden fik de forærende 

af konger og hertuger, hvis dårligste, mest 

afsides liggende jord ofte passede munkene 

fortrinligt. i de vilde, øde og stenede egne 

kunne de trække sig tilbage og efterleve 

”Retningslinier for karteusernes orden”. 

De handlede om livet i ensomhed, tavshed, 

bøn, meditation og ydmygt arbejde, 

samt om broderskab, kirkelige ritualer og 

lydighed over for prioren. 

i 1594 gav den spanske konge munkene 

tilladelse til at inddrive skatter. Dermed 

oplevede karteuserne en rigdom, som var 

uset og ufattelig for det lille bjergområde. 

Klostret Scala Dei fik hurtigt et paladsagtig 

format, mens livet uden for murene 

var anderledes ydmygt. For at holde folket 

på afstand opførte munkene en lille landsby, 

Scala Dei, neden for klostret. Her kunne 

de så inddrage varer og skat fra lokalbefolkningen, 

uden at det fik indflydelse på 

det fredelige liv i klostret. 

i henved 250 år foregik denne trafik 

uhindret, men i 1835 fik de lokale bønder 

nok og gjorde oprør. udviklingen havde 

medført, at kommunikationen ikke længere 

kun gik én vej, nemlig mellem bønder og 

munke. i de år var der etableret en livlig 

trafik også ud i verden. under indflydelse 

af borgerskabet i byerne Reus og Tarragona 

gik bønderne til angreb. De stormede klostret, 

fordrev karteusermunkene og startede

Landsbyen Scala Dei 

ligger 10 minutters gang 

fra klostret. Det var her 

munkene modtog varer, 

skatter og andre ydelser 

fra egnens bønder. 

en systematisk nedrivning af de værdifulde 

bygninger. 

Konsekvensen blev, at det førhen så 

smukke og fredfyldte kloster blev efterladt 

som ruin, og at flere af de fornemste ejendomme 

i Reus og Tarragona i dag indeholder 

bygningsdele fra klostret i Scala Dei. 

De mindre kostbare bygningsdele blev 

brugt til vejfyld, og stykker af det gamle 

kloster bliver derfor fra tid til anden gravet 

frem i forbindelse med reparationer på vejnettet 

i Priorat. 

et halvt hundrede år efter at munkene 

blev jaget på porten, fik Priorats bønder så 

en chance for endelig selv at tjene godt på 

deres arbejde. 

Verdens samhandel voksede eksplosivt 

i 1800-tallet, og vin fra Frankrig var anerkendt 

som en af civilisationens hjørnestene. 

Men fra midten af 1870’erne og op igennem 

80’erne blev de franske vinmarker lagt øde 

af vinlusen phyloxera. Den totale franske 

vinproduktion faldt fra 85 millioner hektoliter 

i 1875 til 24 millioner i 1889. Men behovet 

for vin blev naturligvis ikke mindre 

af den grund. Det blev Priorats chance. 

Priorats vine blev tilkendt priser i stort 

antal ved verdensudstillinger og konkurrencer 

i hele europa. Men succesen var på 

lånt tid. 

i 1894 nåede phyloxera-lusen også 

bjergområderne i Priorat, og med ét slag 

blev det en kamp for overlevelse. 

Mange familier måtte gå fra hus og 

hjem, og det dyrkede areal med vindruer 

faldt fra næsten 10.000 hektarer i slutningen 

af 1890’erne til de kun 900, der var 

tilbage i 1992. 

Dette fald kan naturligvis ikke kun forklares 

med phyloxeraens ankomst til Priorat. 

De fleste andre vinområder i europa 

blev også hærget, uden at vinproduktionen 

døde ud. 

Men de vanskelige produktionsforhold 

sammenholdt med få og besværlige adgangsveje 

gjorde, at Priorat som vindistrikt 

blev henvist til en plads som underleverandør, 

efterhånden som de traditionelle 

Priorats vine blev tilkendt 

priser i stort antal 

distrikter kom sig. 

op igennem 1900-tallet hentede Bordeaux’s 

negociants - vinkøbmænd - millioner 

af liter vin i Priorat og afskibede dem 

fra havnebyen Tarragona eller fragtede dem 

over Pyrenæerne til Bordeaux. For dem var 

den lokale vin et kup. Den var fed i strukturen, 

dyb i farven og fyldig i smagen. ideel 

til at give de lettere vine fra Bordeaux det, 

de manglede. og så var vinen fra Priorat 

billig. 

For at skabe fælles styrke i prisforhandlingerne 

rykkede vinbønderne sammen i 

andelsvirksomheder. Det blev en redning i 

en ellers vanskelig periode, der var præget 

af såvel den spanske borgerkrig som første 

og anden verdenskrig. Men selv om fællesskabet 

fungerede i flere årtier, endte det alligevel 

med yderligere fattigdom. 

Mere restriktive vinlove i Frankrig, som 

forbød opblanding med fremmed vin, satte 

en bremse for eksporten. Vinavlerne i Priorat 

forsøgte sig med at slå de små andelsselskaber 

sammen til ét stort kooperativ, 

men det var allerede for sent. 

Afsætning af vinen var vigende, for markedet 

ville have noget andet end det, Priorat 

producerede. 

ikke mange vinbønder i Priorat troede 

længere på fremtiden. De havde forsøgt 4 



Folkeviddet kalder 

denne vingård for ”Den 

flyvende tallerken”. Det 

er en af flere moderne 

ejendomme, som er opført 

siden år 2000. 

Priorats ”Manhattan”. 

i Villeja Baixa løber 

floden igennem byen, 

og det har medført, at 

husene er bygget op ad 

bjergsiden. i dag står de 

som et af de maleriske 

scenerier i Priorat. 





Porrera ligger som en 

arena i det bjergrige 

landskab. Her er den 

største koncentration af 

vinavlere i Priorat. 

4 at gøre alt det, der var nødvendigt. og 

kun opnået yderligere fattigdom. Prisen på 

et kilo druer var så sent som i begyndelsen 

af 1990’erne 1,85 kroner. Med en produktion 

omkring et ton pr. hektar var der små 

2.000 kroner pr. hektar til at dække omkostningerne 

og næppe meget til overs at 

leve for. 

Kun enkelte vingårde med eget produktionsudstyr 

klarede sig igennem. De havde 

en kreds af trofaste privatkunder, der kom 

fra Reus, Tarragona og Barcelona og hentede 

vin i plastikdunke og store glasballoner. 

Vinen var trods alt bedre betalt end 

druerne. 

Det var den gode kvalitet, folk kom for. 

internationalt set skaber Priorat nemlig 

nogle af verdens få førsteklasses vine, produceret 

på druerne garnacha og Cariñena. 

Mange andre steder har vinbønderne givet 

op over for disse sorter. Hver for sig er de 

for besværlige: 

garnacha er vanskelig at høste med 

maskine, og for at give gode vine skal den 

vokse i mager jord, varmt og tørt klima og 

beskæres kraftigt, så den kan producere 

spændende, tætte rødvine med årtiers lagringspotentiale. 

Cariñena er om muligt endnu mere besværlig 

end garnacha. Den er ekstremt 

følsom over for meldug, skimmel, råd og 

ormeangreb, og så kan den kun høstes manuelt. 

Bliver vinstokken rigtig gammel, kan 

Cariñena til gengæld producere en karakterfuld 

vin, der selv af dens normale kritikere 

gumles og gurgles med anerkendende 

miner. 

De gamle Prioratvine bestod stort set 

udelukkende af de to druesorter, og metoderne 

til fremstillingen havde ikke ændret 

sig i århundreder. 

Vinen var karakteriseret ved sin meget 

mørke farve og benævntes ofte ”Vi negre”, 

sort vin. i dag er metoderne moderniseret, 

og det er vist kun i Fru Peyras vinudsalg i 

landsbyen Scala Dei, man kan være heldig 

at finde nogle gamle flasker ”Vi negre”. 

At historien om Priorat overhovedet blev 

et eventyr, som endte lykkeligt, skyldes en 

gruppe unge pionerer. De så helt nye muligheder 

i de gamle vinstokke. i stedet for 

at betragte garnacha og Cariñena og de 

vanskelige produktionsforhold som en begrænsning, 

så de mulighederne. 

Ligesom munkene i gamle dage kom de 

unge pionerer til Priorat med nye idéer og 

arbejdsvilje. 

Al snak om, at Priorat snart ville lukke 

som vinområde, så de nærmest som en udfordrende 

invitation. De ignorerede alle de 

”fornuftige” argumenter, som for eksempel: 

- at udbyttet per vinstok er meget lille, 

cirka et kilo, hvor andre områder nemt 

producerer fem eller ti kilo 

- at det tager lang tid at samle de få druer, 

og med helt ned til én række planter pr. 

terrasse er det besværligt 

- at det er vanskeligt at komme frem med 

maskiner, og meget behandling derfor 

må foretages med håndkraft 

- at den lave produktion ikke giver mulighed 

for at afholde omkostninger til 

eget produktionsudstyr. 

Foruden alt det, vinbonden ikke selv 

er herre over: Den kvælende hede midt 

på dagen om sommeren, som også vinplanterne 

lider under. i 2006 regnede det stort 

set ikke i otte måneder i vækstsæsonen. eller 

den ødelæggende nedbør, der med års 

mellemrum nærmest skyller vinterrasserne 

væk. i oktober 2000 kom der 350 mm nedbør 

på tre timer. Det er halvdelen af den 

årlige nedbør i Danmark. Ødelæggelserne 

var store, og der er stadig synlige ar rundt 

omkring i landskabet. Det er kostbart og 

tidskrævende at udbedre skaderne efter så 

omfattende naturkatastrofer. 

Alt dette trodsede de unge driftige entusiaster 

heldigvis, så i dag står Priorat med 

frugten af deres visionære arbejde. 

De byggede videre på tidligere generationers 

arbejde og gav vinene et mere moderne 

præg, baseret på den viden om vinproduktion, 

som tog fart op igennem 70’erne 

og 80’erne. De indrettede små laboratorier 



Mange steder i Priorat er der kun få rækker 

vinstokke på hvert trin af terrasserne. Det gør 

naturligvis arbejdet mere besværligt, men den 

store spredning mellem stokkene medvirker til 

at vinen bliver særlig kraftig og fyldig. 

Humøret er i top, når høsten er kommet i hus. 

gamle venner slår på skulderen og udveksler 

morsomme bemærkninger. 

og fokuserede på at styre temperaturen under 

gæringen. Fra Frankrig indførte de nye 

druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og 

Syrah. Druer, der tilfører frugt og duft, så 

fylden og tætheden i garnacha suppleret 

med de usædvanlig gamle og karakterfulde 

Cariñena bringer vinene fra Priorat op på et 

niveau, der indtil for få år siden var utænkelig. 

Adelsmærket fik vinavlerne i Priorat 

den 29. december 2000, da vinområdet 

4 




4 Do Priorat blev opgraderet til DoQ, 

Denominación d’origen Qualificada. Det 

var en stor dag for alle. Flere års arbejde 

med at få vindistriktet anerkendt med den 

højeste udmærkelse inden for spansk vinlovgivning 

havde båret frugt. endelig var 

Priorat helt oppe i toppen af den spanske 

vinelite, hvor Rioja ellers havde siddet 

alene siden 1991. 

Med Priorats succes er der for alvor 

kommet vækst i hele nabolaget. DoQ 

Priorat dækker kun 17 kvadratkilometer, 

men de avlere som ligger udenfor, har iagttaget 

succesen og organiseret deres egen 

denomination, Do Montsant - opkaldt efter 

den bjergkæde, som løber igennem området. 

Den blev godkendt den 9. november 

2001, og er dermed en af de yngste i Spanien. 

Selve processen forløb ikke uden politiske 

slagsmål. Fra begyndelsen ønskede 

Montsantavlerne naturligvis at få del i Prio- 

Chartreuse produceres 

stadig af munke fra 

karteuserordenen. 

Markedsføring og 

distribution foretages 

imidlertid af et selskab 

uden for ordenen. 


Montsant er godt på vej 

i den rigtige retning 

rats succes ved lige så stille at glide ind under 

deres vinger. i begyndelsen var der en 

del politisk opbakning for denne løsning, 

eftersom begge dele ligger i det samme 

lokalområde, og Montsant omkranser hele 

Priorat. Men Priorats avlere havde ikke til 

sinds at forære deres slidsomt erobrede anerkendelse 

til naboerne. 

Derfor blev enden på tvisten, at Montsant 

måtte være et vindistrikt for sig selv 

og nøjes med at få glæde af medvinden og 

inspirationen fra den berømte nabo. 

uanset de politiske forhold er der en 

enorm udvikling i begge de to områder. 

ikke alene bliver alle de små jordlodder 

plantet til med druer af håbefulde unge vinbønder, 

der for en stor dels vedkommende 

er kommet til udefra. nu er også de store 

vinhuse rykket ind. 

Cavahuset Codorniu har købt 25 procent 

af Cellers de Scala Dei, en af de ældste vingårde 

i Priorat. Konkurrenten, Freixenet, 

Karteusermunkene har tilsyneladende 

altid haft en heldig hånd med spirituøse 

drikke. i 1605 modtog munkeordenen 

en allerede dengang gammel recept fra en 

fransk officer. Receptens overskrift var 

eliksir til et langt liv. efter at være gemt 

eller glemt i henved 100 år blev Broder 

Maubec i begyndelsen af 1700-tallet sat til 

at bryde koden. Desværre døde han, inden 

han havde fundet løsningen, men på dødslejet 

overgav han sin viden til Broder Antoine, 

som i 1737 endelig gjorde Karteusermunkene 

til producenter af eliksiren 

til et langt liv, Chartreuse, som senere har 

fået tilnavnet ”Alle likørers moder”. 

i starten var likøren tiltænkt munkene 

selv, men i 1848 var en gruppe officerer på 

besøg på klostret i Voiron. De blev budt på 

gul Chartreuse. Øverstbefalende officer i 

gruppen blev så begejstret, at han udbrød: 

har etableret sig med et helt nyt produktionsanlæg 

i Belmunt del Priorat, hvor de ikke 

kun vil forarbejde druer til Prioratvine, 

men også tage druer ind fra Do Montsant. 

og sidst, men ikke mindst: Det store catalanske 

vinhus Torres har flyttet rundt på et 

helt bjerg i nærheden af Porrera, tilplantet 

det med nye vinstokke og vil gradvist bygge 

en produktion af Prioratvine op. 

netop Miguel A. Torres, som står bag 

vinfirmaet Torres’ store succes, må i denne 

forbindelse siges at have været en profet. i 

1986 skrev han i sin bog ”The Distinctive 

Wines of Catalonia”, at vinene fra Priorat 

ville komme til at indtage en markant plads 

blandt vinene fra Catalonien. 

i dag er forudsigelsen mere end opfyldt. 

Vinene fra Priorat har indtaget en plads 

blandt de bedste vine i hele verden, og lillesøster 

Montsant er godt på vej i den rigtige 

retning, omend der stadig er et stykke 

op til den berømte storebror. 

”Ærværdige Fader, denne gule Chartreuse 

er en sand nektar. Hele verden skal stifte 

bekendtskab med dens udsøgte smag og 

helende egenskaber. Her er vi 30 officerer, 

og vores tjeneste bringer os rundt i alverdens 

lande. uanset hvor vi kommer, vil vi 

bede om Chartreuse. Forbered jer på at 

fylde mange flasker i fremtiden”. 

På den måde startede udbredelsen af 

karteusermunkenes livseliksir. og selv om 

opskriften på Chartreuse har været udsat 

for adskillige tyveriforsøg, er det stadig 

tre særligt betroede karteusermunke, der 

bærer produktionshemmeligheden. De 

kommer jævnligt ud fra deres frivillige 

isolation, for at blande likøren. Alt andet 

end fremstillingen er i øvrigt overladt til et 

særligt distributionsselskab, som er etableret 

uafhængigt af munkeordenen, men som 

betaler ordenen for dens ydelser.

liv medlem 

og få en gave 

ü 

ü 

ü 

ü 

Medlemskabet er GRATIS og uforpligtende 

Smag vine fra 4 nye vindistrikter om året 

Deltag i fællesindkøb til attraktive priser 

Levering lige til døren 

MELD DIG IND NU: 

KLIK HER!




På mange måder ligner de hinanden, 

de to distrikter Priorat og Montsant. 

Den store forskel er kulturen, men 

den gør til gengæld også, at det er to 

forskellige verdener. 

overordnet set er der undergrunden til 

forskel, når man skal skelne mellem 

Priorat og Montsant. Men det er en sandhed 

med modifikationer. 

Allerede i første halvdel af 1900-tallet 

blev Priorats afgrænsning defineret som 

der, hvor licorella skiferen i undergrunden 

holder op. Der er imidlertid store områder 

inden for DoQ Priorats afgrænsning, som 

ikke indeholder licorella skifer, men består 

af andre aflejringer fra forhistoriens 

havbund. Derfor kan det være vanskeligt at 

forstå, hvorfor der er en grænse ned mod el 

Molar i sydvest, hvor den røde jernholdige 

undergrund dominerer. eller i nordøst mod 

Cornudella, hvor de runde rullesten har 

været komprimeret med sandjord i klippelignende 

blokke, som langsomt er eroderet 

til en stenet porøs masse. 

For den, som giver sig til at forske i forholdene, 

vil det sikkert vise sig, at det hele 

snarere har været en udvikling, skabt ud 

fra det daglige liv. Her spiller såvel de naturgivne 

forhold som venskaber og politiske 

netværk en lige stor rolle. 

På druesiden er der ikke den store forskel, 

hvorimod fordelingen af de enkelte 

sorter formentlig vil vise en del variationer, 

hvis man går i detaljer med statistikkerne. 

i Priorat produceres en stigende mængde 

af de moderne sorter som Cabernet Sauvignon, 

Syrah og Merlot, hvorimod Montsant 

stadig har den største andel af de gamle 

sorter, garnacha og Carigñena. 

Men den helt store forskel viser sig, 

når man kommer til produktionstallene. i 

Montsant er der 2.100 hektar med en produktion 

på 8 millioner liter, altså et gennemsnit 

på næsten 4.000 liter pr. hektar. 

Mod Priorats 1.660 hektar der producerer 

2.5 millioner liter, altså omkring 1.500 liter 

pr. hektar. 

Disse tal dækker over to forskellige kulturer. 

i Priorat er der fortrinsvis private 4 



Ricardo Pasanau viser, hvor sammensat undergrunden 

er visse steder i Priorat. Bjergblokken 

her er dannet af komprimeret grus og sten. 

Hovedparten af vinområdet er dog den berømte 

licorella skifer. 

Ydmygt ser det ud, og høstudbyttet fra hver vinstok 

er meget begrænset, men resultatet bliver 

vine, der kan klare sig blandt verdens bedste. 


Tankhallen i kooperativet 

i Falset blev bygget i 

1919. Den imponerende 

bygning er fyldt med vin, 

men minder mest af alt 

om en stor katedral. 

Hver eneste drueklase 

bliver vurderet, inden 

den kan godkendes til 

de dyre vine fra Priorat. 


4 vingårde, som går efter at producere de 

gode vine med en høj pris. i Montsant ligger 

produktionen fortrinsvis hos kooperativer, 

der per tradition har stået for den store 

volumen med en lav pris. 

Det betyder for eksempel også, at kooperativerne 

har haft og stadig har nogle af de 

store mærkevareproducenter som kunder. 

De har brug for at kunne blande deres vin 

fra mange forskellige egne for at opnå det, 

deres kunder kan lide og genkende. 

Der er dog en udvikling i gang, som skal 

ændre på disse forhold. i kooperativerne 

er de blevet opmærksomme på, hvor følsomme 

de er, når disse få og store kunder 

fravælger dem som leverandører. Hvis en af 

mærkeproducenterne vælger at hente deres 

vin et andet sted, kan kooperativet miste en 

alt for stor del af omsætningen. 

Derfor ønsker de at lave bedre vine, som 

kan finde vej til mindre importører i flere 

lande. På den måde kan risikoen spredes. 

Den position har de fleste producenter i 

Priorat allerede fået, og den virker. 

Med dette modsætningsforhold er der 

ikke noget at sige til, at diskussionerne gik 

højt, da avlerne i Montsant ville med i Do 

Priorat. 

På den politiske side var det ikke vanskeligt 

at finde sympati for tanken. Politikere 

lever nu en gang af stemmer, og kooperativerne 

har mange medlemmer. Men Do 

Priorats Consejo Regulador, kontrolråd, var 

ikke så let at bide skeer med. De vidste, at 

hvis det blev resultatet på diskussionen, så 

ville Priorat som vinland lige så stille afgå 

ved døden. 

Derfor lagde de en strategi, som skulle 

vise sig at være både klog og afgørende. 

i stedet for at føre kampen på den lokale 

bane med alle de forviklinger det gav, besluttede 

de at føre den op på ministerielt 

plan. De søgte ganske enkelt om et kvalitetsniveau 

højere end Do, nemlig DoQ 

- begrundet i den internationale berømmelse, 

de havde opbygget over en flerårig 

periode i 90’erne. 

Da Do Priorat blev ophøjet til DoQ i år 

2000 ophørte al diskussion. Montsant og 

politikerne havde ingen argumenter imod, 

og valgte at være stolte af områdets nye status 

som Do - Denominacion origen, som de 

fik et år efter Priorats DoQ. Montsant blev 

altså hævet fra en status som et udefineret 

vinland, til et område med egen definition 

for alle forhold omkring produktionen. 

Den udvikling, der er foregået i årene 

efter, vidner om et målrettet arbejde mod 

de samme værdier, som Priorat har stået for 

det seneste årti. Meget tyder på, at det også 

nok skal lykkes for Do Montsant at nå i 

hvert fald et stykke af vejen. om de nogensinde 

når helt op på niveau med Priorat, er 

dog mere tvivlsomt.

Han har været med helt fra begyndelsen 

af den nye æra i Priorat, og 

hans vine har opnået stor anerkendelse 

ved år efter år at ligge på et 

meget højt kvalitetsniveau. 



Jordstykket La Planeta 

ligger i en højde af 750 

meter og er dermed et 

af de højst placerede i 

Priorat. 

Ricardo Pasanau er en stille mand med 

et stort engagement i Priorat. Som barn 

besøgte han sine bedsteforældre i Poboleda 

om sommeren, og mange gange tog han 

med sin farfar på arbejde i vinmarkerne. 

Sammen tog de afsted tidligt om morgenen, 

mens det endnu var køligt i luften, så 

den en times lange vandretur op gennem 

bjergene ikke blev for anstrengende. Vinmarkerne 

lå som de øverste i Priorat, lige 

oven for landsbyen La Morera ved foden 4 




når druerne er høstet, 

begynder jagtsæsonen. 

Her er herre og hund 

vist i gang med at 

aftale detaljerne. 


4 af Montsant bjergkæden. De oplevelser, 

han fik med farfaren, har været afgørende 

for Ricardos valg af livsbane. 

Som ung gik han den ”fornuftige” vej, 

med uddannelse og karriere. Men da hans 

farfar døde, og Ricardos far skulle arve, tog 

han en beslutning, der ændrede hele hans 

liv. 

Hverken faren eller hans to brødre 

havde interesse i at etablere sig langt ude 

på landet, i noget der den gang måtte karakteriseres 

som en udørk. Vi er tilbage i 

begyndelsen af 80’erne, og affolkningen af 

Priorat var på sit højeste. Her var ganske 

enkelt ikke noget at leve af, og priserne på 

druer, nødder og oliven var så lave, at de 

kun førte til fattigdom. 

Yderligere var der stor efterspørgsel på 

arbejdskraft i de større byer, så alle i den 

arbejdsdygtige alder strømmede væk. 

Ricardo overtalte dog familien til at 

holde fast på jorden og overtog ansvaret for 

driften. Han pendlede frem og tilbage fra sit 

vellønnede job i flere af europas storbyer, 

til det den gang perspektivløse og anstrengende 

arbejde som vinbonde i Priorat. 

Pengestrømmen gik kun en vej - direkte 

til investeringer i jorden. Viden hentede 

han på aftenkursus i oenologi på den tekniske 

skole i Falset, som netop i de år havde 

etableret uddannelsen for at medvirke til en 

højnelse af niveauet for vinavl i området. 

i 1986 etablerede han kronjuvelen på 

sin ejendom, jordstykket la Planeta på fire 

hektar, hvor han plantede Cabernet Sauvignon. 

Det viste sig at være en rigtig klog beslutning, 

for planteeksperter fra universitet 

i Davis i Californien har sidenhen karakteriseret 

beliggenheden som noget nær den 

optimale for druen. i et euforisk øjeblik gik 

de endda så vidt som at kalde det verdens 

bedste. 

For at illustrere hvor håbløst Ricardos 

projekt så ud i de år, kan vi konsultere Spaniens 

landbrugsministeriums kompendium 

over alle landets vindistrikter fra begyndelsen 

af 90’erne. Her er de listet op én efter 

én med masser af faktuelle oplysninger. 

Men der er ikke et ord om Priorat. Ministeriet 

anså ganske enkelt distriktet for uddødt. 

et faktum, der kan mane til eftertanke. 

netop i de år, nemlig 1993, blev en vin

La Morera de Montsant 

var engang en aktiv 

landsby med næsten 

1.000 indbyggere. 

i dag bor der blot 50. 

fra Priorat udpeget som verdens bedste af 

Slowfood i uSA. Det var Carlos Pastranas 

”Clos de l’obac”. Siden er det bare gået 

fremad. 

Alverdens vinjournalister kom til Priorat 

for at være med på opdagelsen. Succesen 

var så markant, at alt det vin, der blev 

produceret frem til år 2000, var solgt inden 

det var høstet - endda til priser, der fik de 

gamle i området til at ryste på hovedet, for 

nu var verden da gået helt fra forstanden. 

Fra at stå med hatten i hånden, for at 

få lov til at gære druerne på et af de gamle 

træfade hos kooperativet i gratallops, kunne 

Ricardo nu bygge sin egen vinkælder 

med alt, hvad der hører til af udstyr. 

På trods af den overvældende succes er 

han stadig den rolige og sindige vinbonde. 

Han har sit engagement i det lokale miljø og 

udviklingen af landsbyen La Morera. indtil 

2006 kørte han stadig mellem sin bolig i 

bedsteforældrenes gamle hus i Poboleda 

og vingården i La Morera flere gange om 

dagen. Men til sidst blev det for besværligt 

og uøkonomisk. 

Så med et nyt hus ved siden af vingården 

er hverdagen blevet lettere. Til gengæld 

går den sparede tid med at udvikle 

landsbyen og naturparken La Montsant, 

som strækker sig langs bjergplateauet oven 

for landsbyen. 

For at sikre generationsskiftet og den 

fortsatte drift af Celler Pasanau har Ricardo 

fået sin nevø Albert Pasanau med i 

arbejdet. Han tager sig først og fremmest af 

salg og administration - et område som Ricardo 

for længst har mistet interessen for. 

Produktionen af druerne og vinen vil han 

dog passe mange år endnu. Det er det, der 

ligger hans hjerte nærmest. 

Der er trangt med plads i Celler Pasanau, så inden 

for de næste par år skal kælderen udvides. 

Al vin var solgt 

før den var høstet 


Selv om Ricardo Pasanau er den drivende kraft i Celler Pasanau, er han ikke alene om ejendommen. 

Hans to brødre er med som ”sleeping partners”. 



gerard Batllevell 

Simó i en mark, som 

han har arvet fra sin 

mors familie. Den er 

over 80 år gammel 

og beplantet med en 

meget sjælden sort 

af garnachafamilien, 

som hedder Peluda. 


Han er en af de største jordbesiddere 

i Priorat, men produktionsmæssigt 

hører han til blandt de små. 

Gerard Batllevell Simó er formentlig 

Priorats største jordbesidder. Han har 

mere end 200 hektar af den bedste jord i 

området, og for et par generationer siden 

var det alt sammen i produktion. i mellemtiden 

har der imidlertid været en blodig 

borgerkrig og en voldsom tilbagegang for 

produktionen, så i dag er der ikke beplantet 

mere end 13 hektar, som giver en snes 

tusinde flasker i udbytte. 

Han har valgt at opkalde vingården ef- 

ter den sidste i familien, der havde hele 

ejendommen i produktion, Joan Simó. Han 

levede tre generationer tilbage i tiden, og 

det medfører en del navneforvirring. Både 

lokalt og internationalt tror mange nemlig, 

at gerard hedder Joan Simó. 

gerard hører til blandt de unge avlere, 

han har kun været med siden 1999. efter 

endt skolegang var det meningen, at han 

skulle gå ind i farens konfektions fabrik. 

Men han fornemmede, at den branche var

gerards onkel Josep er 

godt oppe i årene, men 

alligevel er han med 

i arbejdet hver eneste 

dag. Hans viden om 

vin er så stor, at det 

er vanskeligt at finde 

hans lige i Priorat. 

for nedadgående, og endda ville have svært 

ved at holde farens tid ud. 

Det har vist sig at holde stik. De fleste 

konfektionsfabrikker i Catalonien er lukket 

eller flyttet til Kina. Hans far er dog en af 

de få, der endnu er tilbage. 

ideen med at genoptage familiens gamle 

erhverv fik han fra en god ven, Josep Angel, 

som var under uddannelse til oenolog. 

egentlig ville gerard helst bare være begyndt 

med at producere druerne, for priserne 

var høje og afsætningen let. Men vennen 

pressede på, så de indgik et kompromis 

med en meget begrænset produktion på 

1.000 flasker. 

På den tid var der mange opkøbere på 

besøg i Priorat, og gerard og Josep fik kontakt 

med en amerikansk af slagsen. 

Han sørgede for at sende vinen ind til 

bedømmelse hos Robert Parker, og den 

kom ud med 91 point - ganske flot af en 

debutant. 

Siden er der kommet flere høje bedømmelser 

i hus, så det viste sig ikke kun at 

være begynderheld. 

Til den daglige drift har gerard hjælp af 

onkel Josep og to unge medarbejdere. Selv 

om onkelen er meget gammel, er der stadig 

mange processer, han kan hjælpe med, og 

så er han en uundværlig rådgiver. 

Hele livet har han handlet med vin og 

har større viden om vinplanterne end de 

unge nyuddannede agronomer. Allerede i 

løbet af foråret kan han med stor sikkerhed 

forudsige, hvordan årgangen vil blive. 

Det skal der et langt livs erfaringer til for at 

kunne vurdere. 

Men for onkel Josep har det været en 

nødvendig færdighed. Hvis han kunne vurdere 

en god årgang tidligt på året, kunne 

han nå at lave gode kontrakter, som i salgssituationen 

gav den fortjeneste, han skulle 

leve af. 

Helt fra begyndelsen af samarbejdet var 

gerard og Josep Angel enige om, at de kun 

ville gå efter den dyre del af markedet. Det 

ville rigtignok kræve meget arbejde med 

druerne, for hvis man vil have en høj pris, 

skal man også kunne præstere en høj kvalitet. 

Til gengæld ville det give store fordele 

med hensyn til investeringer. Tanke, lokaler, 

fade, alt skulle være mindre. 

På den måde kunne de nøjes med at 

indrette underetagen i familien Simós gamle 

ejendom i Porrera. Strategien lykkedes, 

og i årene der er gået, har gerard solgt ud 

af vinene i samme tempo, som høsten kom 

i hus. 

Derfor har det endnu ikke været nødvendigt 

at udvide vinkælderen. Det holder 

dog ikke ret mange år mere, for produktionen 

og afsætningen stiger støt. 

når gerard desuden har ambitioner om 

at begynde at opdyrke nogle af de mange 

ekstra hektar, han har mulighed for, kommer 

han nok ikke uden om at udvide vinarealet. 

Men han har livet for sig, og han 

har ikke travlt. 


Hver kasse indeholder 20 kilo druer. Hvert 

kilo giver 0,6 liter vin, så hver især håndterer 

de her 16 flasker vin. 

intet er automatiseret i gerards vinkælder. Selv om omsætningen efterhånden er kommet over 

20.000 flasker om året, bliver hver eneste flaske håndteret manuelt. 





Svampene bliver ristet 

i stegeskyen fra 

lammekoteletterne. 


El Celler de l’Aspic ligger i hovedgaden 

i Falset, men selve indgangen er trukket 

tilbage fra fortovet. Som intetanende 

forbipasserende kan man let undgå at lægge 

mærke til restauranten, og dermed risikerer 

man at gå glip af en super oplevelse 

på madfronten. 

indtil for få år siden var der ikke meget 

at komme efter af den slags i Priorat og 

Montsant, men netop det faktum, at Toni 

Brut har valgt at nedsætte sig i Falset er et 

tegn på, at udviklingen er vendt. 

Han kommer oprindelig fra Cabacès, 

som ligger en snes kilometer oppe i bjergene 

nord for Falset. Dér har han stadig 

en ejendom med en bar, men baren er for 

længst lukket. i midten af firserne tog han 

chancen og rejste væk fra området. en 

bekendt tilbød ham at leje en restaurant i 

Amposta i det sydligste amt i Catalonien. 

også på madfronten er der fuld fart på 

udviklingen i Priorat og omegn. Toni 

Bru kommer fra en af de lokale landsbyer. 

Han rejste ud for at blive en stjerne 

inden for gastronomien, og er nu tilbage 

med kogekunst på højt niveau.

”Bib gourmand” er 

en anerkendelse, som 

guide Michelin uddeler 

til restauranter, 

der serverer god mad 

til moderate priser. 

Selv om området ikke er nogen metropol, 

var det dog væsentlig mere attraktivt 

end det, man dengang kunne drømme om i 

Priorat og Montsant. gradvist fik han bygget 

en god og velrenommeret restaurant op 

i Amposta, og efterhånden blev han ligefrem 

berømt. 

i slutningen af 90’erne fik han interesse 

for vin, og for at erhverve lidt kvalifikationer 

på feltet begyndte han på et sommelierkursus 

i Taragona. Det gjorde ham for alvor 

tændt, og allerede i 2001 blev han valgt til 

formand for Sammenslutningen af Catalanske 

Sommelierers afdeling i Tarragona. 

Hans interesse bragte ham vidt omkring 

i vinens verden, men hans hjerte bankede 

for vinene fra hans hjemegn. Med jævne 

mellemrum besøgte han derfor producenterne 

i Priorat, for at indkøbe vine til sin 

restaurant. Han knyttede mange venskaber 

blandt de efterhånden meget anerkendte 

avlere fra Priorat, og flere af dem 

opfordrede ham uafhængigt af hinanden til 

at komme tilbage til området og åbne en 

restaurant på niveau med hans l’Aspic i 

Amposta. 

Toni oplevede det selv, som om der nærmest 

var skabt et vacuum i området. De 

nye vinavlere med René Barbier, Pastrana 

og familien Perez i spidsen havde allerede 

skabt stor succes. nu skulle nye typer af 

initiativer til for at gøre Priorat endnu mere 

For at give frugtkødet i auberginen en pikant 

røget smag, bliver den brændt på gasblusset. 

Tidligere foregik den slags naturligvis på den 

åbne bålplads i køkkenet. 

attraktiv. Det træk kunne man ikke forvente 

skulle komme fra de lokale, de havde 

ligesom indstillet sig på tingenes stilstand. 

Det måtte komme fra folk udefra. 

i 2002 offentliggjorde han sine planer 

om at komme til Falset og åbne en restau- 

rant. Straks blev han tilbudt flere nedslidte 

restauranter og butikslokaler i den gamle 

bydel. Men han ville ligge på hovedgaden, 

hvor trafikken gennem området flød i en 

stadig strøm. 

Dér var der til gengæld ikke så me- 

4 

efter at auberginen er renset for aske er den lækker i farven og blød i konsistensen. Den skæres i 

skiver og anrettes sammen med kødet. 

PRioRAT og MonTSAnT I VinoVenue 21



Toni har stor hjælp i 

sin kone Rosa, som 

tager sig af gæsterne i 

restauranten, når der 

er allermest travlt. 


4 get at vælge mellem, så han fik sin gode 

ven, arkitekten Agostí Pallejà, til at hjælpe 

med projektet. Sammen blev de enige om, 

at kooperativets gamle bygning ville være 

ideel til formålet. Vinudsalget lå ved siden 

af, og overfor var byens store parkeringsplads. 

Lokalerne var lige til at gå til, hvis 

de valgte den rene funktionsstil med synlige 

rå bygningselementer. 

eneste problem var så, at det jo var kooperativet, 

der ejede bygningerne, og dér 

var bestyrelsen ikke lige så let at begejstre. 

Kort fortalt var de ikke særlig interesserede 

i projektet, selv om Toni forsøgte at tale 

om synergi i markedsføringen og den slags 

moderne fjas. Det vigtigste for dem var, om 

Friskplukkede svampe 

fra nabolaget. Toni foretrækker 

at benytte de 

lokale råvarer, som har 

en udsøgt kvalitet. 

det kunne give nogen penge i kassen, og 

her måtte Toni skuffe dem. Der er nu engang 

ikke mange penge i en gammel lagerbygning 

i en lille provinsby som Falset, på 

trods af den ligger i hovedgaden. 

Formanden for kooperativet var dog af 

en helt anden indstilling end resten af bestyrelsen. 

Han kunne se mulighederne, og 

ganske stille men sikkert fik han overbevist 

de andre om visionerne, så de til sidst 

blev enige om handlen. 

Som et resultat af udviklingsprocessen 

sammen med arkitekten Agostí Pallejà 

gik de sammen som partnere i l’Aspic. i 

2003 åbnede restauranten med masser af 

opmærksomhed fra pressen og kunderne, 

og siden er det gået slag i slag. De første ni 

måneder måtte Toni drive både sin gamle 

restaurant i Amposta og den nye i Falset, 

men det blev for voldsomt arbejdsmæssigt, 

så han afhændede den gamle. 

Til gengæld går det godt i Falset. Der er 

altid fuldt hus, og dermed oplever han den 

succes, der er hans mål. Toni er aldrig gået 

efter stjerner i madanmeldernes artikler, 

for ham er en restaurant først en succes, 

når alle borde er besat hver eneste dag. 

Alligevel har han dog ikke undgået en del 

æresbevisninger. For eksempel hænger der 

en Michelin anerkendelse ved indgangen 

til restauranten. undervejs har han i øvrigt 

også lagt stor vægt på samarbejdet med 

kolleger fra andre restauranter og dermed 

taget del i en udbytterig erfaringsudveksling. 

Som noget nyt har de indrettet en gedigen 

vinkælder i den nye l’Aspic. gæsterne 

kan altså købe de vine med hjem, 

som de smager i restauranten - og endda 

til almindelige butikspriser. Det er også 

årsagen til, at den nye restaurant ikke kun 

hedder l’Aspic som den gamle, men Celler 

de l’Aspic. 

På spørgsmålet om, hvilken vin han 

ønskede at lave en ret til, var Toni ikke i 

tvivl: Finca la Planeta fra Pasanau. og retten 

skulle være lam, som er den mest traditionelle 

spise i Priorat og Montsant.

Så er råvarerne klar til forarbejdning. 

Lammekoteletter og vilde svampe. 

Lam mEd rosmarinkrydrEt honninG 

Pr. person: 2 dobbelte lammekoteletter (med 2 ribben) 

1 spsk. honning · 1 lille kvist rosmarin · 1 dl lammefond · Salt 

gnid koteletterne godt med salt og brun dem i olivenolien på en 

stegepande. når de er gyldne, lægges de på en bradepande eller 

en rist i en forvarmet ovn, ved 200 ºC i 10 minutter. 

Kog panden af med honning og lammefond, og lad rosmarinkvisten 

simre blandingen, så den tager smag. Ved serveringen hældes den 

indkogte fond ud over kødet. 

Hvis denne ret skal serveres som på billedet, skal man have adgang 

til et åbent gasblus, hvor auberginerne kan ristes over den 

åbne flamme. 

Auberginerne lægges direkte på brænderen og vendes med jævne 

mellemrum til de er jævnt brændte og bløde. Herefter renses den 

brændte skal af, så frugten bliver lys grønlig i kødet. Auberginen 

skæres i skiver og anrettes på tallerkenen. 

Svampene ristes i olivenolie, og anrettes ligeledes på tallerkenen. 

Alle borde er besat 

hver eneste dag 

Toni var ikke i tvivl 

om, at det 

var Ricardo 

Pasanaus 

”Finca la 

Planeta” 

der skulle 

laves en 

ret til. 

De to 

kender 

hinanden 

fra 

ungdomsårene. 

Denne ret kan også serveres med: 

små kartofLEr i hvidLøG oG pErsiLLE 

4-5 personer: 

1,3 kg små faste kartofler 

50 g smør 

2 fed knust hvidløg 

¾ dl vand 

1 ¾ tsk havsalt 

1 dl friskhakket persille 

Halvér de små kartofler på tværs. Smelt 

smørret i en gryde ved kraftig varme, uden 

at det bruner. Svits hvidløget i ca. 1 minut. 

Tilsæt kartofler, vand og salt. Lad retten 

koge under låg ved svag varme i ca. 20-25 

minutter eller til kartoflerne er møre. Vend 

kartoflerne af og til under kogningen. Vend 

forsigtigt persillen i og smag til. 



PeRLen og ØSTeRS’en Mandlerne vokser 

et godt stykke oppe 

i bjergene. 


nedenfor: Mange 

steder er der en 

fantastisk udsigt 

hen langs de lodrette 

bjergsider.

Tekst og fotos: Henrik Tølløse 

nær toppen af 

bjergene findes 

kilder, som rinder 

hele året rundt. 

omkring dem er 

der grønt og frodigt, 

også når sommersolen 

brænder 

ubarmhjertigt. 

naturen i Priorat og 

Montsant opleves 

bedst til fods med 

en rygsæk. Mange 

steder er der gode 

muligheder for at 

overnatte i naturlige 

grotter og under 

klippefremspring. 

montsant-bjergene er et cirka 1.000 

meter højt bjergmassiv, 10-12 kilometer 

langt og 3-4 kilometer bredt. Det 

danner den nordlige afgrænsning af vindistriktet 

Priorat. i selve vindistriktet består 

undergrunden af skifer, som smuldrer og 

brækker af i lag og dermed nedbrydes lettere 

af vind og vejr. 

i tidens løb er meget af det nedbrudte 

materiale ført ud mod Middelhavskysten. i 

dag ligger Priorats vinområder derfor 6-800 

meter lavere end Montsant-højderyggen. 

Landsbyen La Morera de Montsant - 

”maurernes sted ved det hellige bjerg” - er 

det ideelle udgangspunkt for en tur op i 

Montsant-bjergene. Det var her, maurerne 

slog sig ned, da de i 800-tallet kom fra det 

nordlige Afrika og udbredte deres kultur 

over den iberiske halvø. Placeringen af byen 

var velvalgt for en erobrermagt, for her 

i 750 meters højde er der et godt overblik 

over store dele af Priorat. 

Set fra byen neden for bjergvæggen 

virker bjerget utilgængeligt for andre end 

bjergbestigere. Men faktisk er der adskillige 

muligheder for at komme derop. 

Fra La Morera fører fire stier op til den 

lodrette klippeside, og ganske overraskende 

forsvinder de ind i smalle små-kløfter 

og andre åbninger, som er umulige at få øje 


Historien fortæller at klokken på Sant Bartomeu kirken er støbt af gamle våben fra borgerkrigen. 

Den naturlige vandtrappe ved Toll de l’ou. Sant Salvador klosteret er bygget ind i bjerget. 


på nede fra byen. et par af disse stier er 

almindelige vandrestier, hvor man uden 

større anstrengelse når op til højderyggen 

i løbet af en halv til en hel time. For dem, 

der er indstillet på større udfordringer, er 

der andre stier, som er mere krævende 4 




Har de mon hentet inspiration fra Påskeøen? Mange grotter har været beboet indtil for nylig. Hele bakketoppen er ”skåret af” og jævnet ud. 

De fleste stier i Montsant-bjergene er ganske lette at vandre ad, og landskabet er smukt varieret. 

4 og forsynet med metaltrin, stiger og stålwirer 

fastgjort til klippevæggen, som hjælp 

på de stejleste etaper. 

når først man har overstået stigningen 

på omkring 300 meter nede fra La Morera, 

åbner der sig et ganske anderledes landskab. 

Her flader det ud i et mere fjeldlignende 

område, som dog er gennemskåret af 

små og lidt større dale, som småfloder har 

skabt i tidens løb. De flade områder virker 

tørre og stenede, med spredt bevoksning af 

steneg og enebær, mens ”dalene” er meget 


tættere bevokset med et meget varieret udvalg 

af buske og småtræer. enkelte steder 

bryder klippestykker med en bølgelignende 

overflade frem. Det er den gamle havbund, 

som har skabt disse smukke stenpartier. 

På bjergplateauet er det muligt at vandre 

på stierne i timevis uden større anstrengelse. 

udsigten er imponerende med flotte kik 

over ”bakkelandskabet” nede i Priorat og 

hen langs de lodrette klippevægge. Længere 

mod syd og øst fortoner landskabet sig 

i andre, lidt lavere bjerge, og godt 100 km. 

i starten af oktober er 

jordbærtræerne langs 

Montsant-floden et 

fantastisk syn. Saftigt 

grønne blade og gule, 

orange og røde bær. 

Druer på en terrasse-mark op ad bjergsiden. 

Den gamle havbund stikker frem fra bjerget. 

mod nord er det de fleste dage muligt at 

skimte Pyrenæerne, med sneklædte toppe 

på de højeste områder. 

Kigger man ud over Priorat, ligner det 

næsten en mørkegrøn havoverflade med en 

masse småbølger. Markerne ligger både på 

de flade områder og op ad mange af bakkerne. 

De er små og formet efter landskabet, 

med en stor variation mellem vin, oliven, 

mandler og hasselnødder. 

Men nogle ganske få steder kan man se 

nogle større indgreb, hvor hele toppen af

i den nordlige del af 

bjergene er landskabet 

præget af kæmpestore, 

afrundede 

klippeblokke. 

en bakke er ”skåret af” og jævnet ud til et 

stort fladt område. Det har naturligvis til 

formål at gøre vinproduktionen mere effektiv, 

men det virker temmelig brutalt, og det 

giver heftige diskussioner i Priorat, hvor 

mange af de ”gamle” vinavlere mener, at 

metoden er urimelig. 

Det er også muligt at vandre rundt om 

Montsant-bjergene, og specielt imponerende 

er de stier, som følger bjergsiden 

lige neden for de høje lodrette klipper. På 

nordsiden er bevoksningen så frodig, at stierne 

ind imellem er helt tæt omsluttet af 

buske og træer, og man skal dukke sig for 

at trænge igennem. ofte går man uden at 

kunne se mere end 5-10 meter frem, men 

pludselig åbner buskadset sig kortvarigt og 

giver plads for et imponerende kig ud over 

lavlandet nord for bjergene. 

På nordsiden af bjergene, kan man vandre 

langs Montsant-floden. Turen går ad 

stier, der bugter sig langs flodløbet, som er 

omkranset med småtræer og buske - i sensommer 

og efterår er de fyldt med frugter 

og bær. De mest iøjnefaldende er jordbærtræernes 

gule, orange og røde frugter, der 

lyser op mod den blå himmel. 

Barranc de Sant Bartomeu er en lille 

biflod til Montsant. Her ligger Sant Bartomeu 

kirken i et af de smukkeste områder 

af bjergene. Kirkeklokken er efter sigende 

lavet af metallet fra gamle våben, som blev 

omstøbt efter borgerkrigens afslutning. 

Det giver en særlig mening, fordi metallet 

til en del af de våben, der blev brugt 

i 1930’ernes borgerkrig netop stammede 

fra kirkeklokker. i det hele taget er borgerkrigen 

en vigtig del af bjergenes historie. 

Allerede tidligt i krigens forløb blev det 

uvejsomme landskab med de mange grotter 

og huler en sikker base for kommunisternes 

oprørssoldater. Herfra kæmpede 

de en partisan-lignende krig mod Franco’s 

styrker. i nogle af de større grotter har der 

endda været indrettet felthospitaler. Mod 

slutningen af krigen var Montsant-bjergene 

et af de sidste steder oprørerne holdt 

stand, og det skulle stadig være muligt at 


På de religiøse festdage er her masser af liv - og fuld gang i de velindrettede grillpladser. 

Det er et smukt og imponerende skue, når man lægger nakken tilbage og kigger op ad bjergsiderne. 

finde gamle våben rundt omkring i de tætteste 

buskadser. grotterne har også gennem 

århundreder været beboet af eremitter 

- eneboere, der af en eller anden grund har 

valgt at trække sig væk fra det omgivende 

samfund. Det er nu et afsluttet kapitel, men 

det er ikke mange år siden grotterne stadig 

var beboede. 

en del steder i bjergene er der bygget 

kirker og små klostre som hvert år besøges 

af mange. Specielt på de religiøse mærkedage 

kommer der et stort publikum, der 

møder op med madkurve og drikkevarer, 

og benytter de dertil indrettede grillpladser 

omkring kirkerne. De dukker op tidligt på 

dagen og fester til langt ud på aftenen. 

På de lokale turistkontorer er det mu- 


ligt at købe et rigtig godt og detaljeret kort 

over Montsant-bjergene, og stierne er velafmærkede. 

Har man ikke lyst til at tage ud 

i bjergene på egen hånd, arrangerer excursions.cat 

flere forskellige ture derop med 

engelsktalende guider. 

Kontakter til vandreture i Montsant: 

HoTeL BALCo DeL PRioRAT 

La Morera de Montsant 

+34 977 827 211 

informacion@balcodelpriorat.com 

exCuRSionS.CAT 

+34 626 822 385 


PRioRAT og MonTSAnTFoToS: THoRKiLD AMDi 



Marias flere hundrede 

år gamle hus har egen 

kirke, hvor præster og 

andre nonner kommer 

for at holde gudstjenester 

nogle få gange om året. 

De fleste indbyggere 

i Priorat dyrker 

vin, men der 

er undtagelser. 

nonnen Maria bor 

helt alene på en 

bjergtop, hvor hun 

nyder stilheden og 

dyrker gud. 

Tekst: uffe Rasmussen / Fotos: Thorkild Amdi 

maria peger på en sten foran et lille alter 

ved sin husmur. På den ene står 

”gud er alt” på catalansk. 

- Der står lige præcis det, som jeg har 

behov for, siger hun og smiler. en katolsk 

nonne, der bor alene, har ikke brug for andet 

end fred til at tjene gud og finde ro i 

sig selv. 

På den anden sten står ”Fred”, og det 

er der til overflod hos nonnen Maria, der 

nærmer sig 70 år. Den lille, vævre kvinde 

bor alene på toppen af et bjerg i Priorat. 

Hendes hus er over 400 år gammelt, har 

egen kirke og en af områdets allerbedste 

udsigter. 

Hver dag ser hun ud på små landsbyer, 

grønne vinterrasser og runde bjergtoppe, 

der rejser sig omkring dalene hele vejen 

rundt om huset. et kor af fuglestemmer 

fylder den lune luft, og fluer flyver af og 

til summende forbi. Den eneste menneskeskabte 

lyd er kirkeklokken, der af og til 

slår sine metalliske slag i landsbyen nede 

i dalen. 

Maria har været troende, siden hun som 

otteårig fik en åbenbaring, der overbeviste 

hende 100 procent om, at gud eksisterer. 

Hun kan ikke forklare oplevelsen nærmere, 

men husker den stadig stærkt. Den 

gjorde så stort et indtryk på hende, at hun 

siden blev meget troende, begyndte at bede 

og studere Bibelen. Det er længe siden nu, 

og grå hår stikker frem under det blå tørklæde, 

som hun altid går med. Maria peger 

på den afskallede husmur, hvor ståltråd 

binder to tørre, bugtede grene sammen i et 

kors. 

- Det er det første kors, jeg lavede, da 

jeg blev nonne som 18-årig i et fransk kloster, 

fortæller hun. 

Siden havde hun brug for at være helt 

alene for at kunne tjene og dyrke gud rigtigt, 

og da startede hendes eneboertilværelse, 

som foreløbig har varet 30 år. 

- Jeg vil helst ikke have, at folk kommer 

herop for at se den skøre eneboer. Derfor 

er det kun få mennesker, der ved, at jeg er 

her. Jeg vil bare være her helt for mig selv, 

siger Maria. 

Hun hiver det gule- og orangestribede 

stykke stof, der hænger i døren ind til huset, 

til side og træder ind. Det få kvadratmeter 

store rum er både stue og køkken, 


ikoner fylder Marias hus. De religiøse billeder 

bringer hende tættere på gud, mener hun. 

„Valfartskapellet Mare de Déu de la Consolació, 

sted for fred, bøn og stilhed. Venligst, 

respektér naturen og stilheden.“ 


Maria er ikke med på billederne, fordi hun vil 

være i fred på sin bjergtop. Hun siger, at hvis 

folk ved, hvem hun er, og hvor hun bor, kommer 

de rendende, og det ønsker hun ikke. Men 

hendes første kors vil hun gerne vise frem. 




Figurer af Jesus og 

kristne helgener fylder 

Marias værksted, 

hvor hun arbejder 

med at restaurere dem 

for lokale kirker. 


4 

hvor Maria har to gasblus, et lille spisebord 

foran vinduet og en brændeovn til 

de kolde vinterdage. På væggen hænger 

ikoner med Jesus og forskellige helgener 

ved siden af et stort trækors og et lille metalkrucifiks. 

Jesus ser op fra forsiden af en 

kalender. 

- Her beder jeg mange gange om dagen, 

siger Maria. Hun peger ind i et lille rum for 

enden af stuen og lyser op i et smil. Det er 

hendes eget kapel. 

Selv om der er lavt til loftet i kapellet, 

behøver den lille kvinde ikke bukke sig for 

at komme ind. Til gengæld bukker hun let 

for alteret, som er placeret i en fordybning 

i den hvidkalkede væg. Flere helgener kigger 

ned fra væggen, og en bibel ligger foran 

et stort lys. Hun springer tilbage i stuen og 

griner højt, mens hun ivrigt fortæller om alt 

det, hun skal nå i løbet af en dag. 

- Jeg er som et egern, der pisker rundt, 

siger nonnen Maria og efterligner det flittige 

dyr ved at lade sine fingre pile op ad 

en usynlig træstamme. 

Hun står op klokken fem hver dag for 

at bede og læse i Bibelen. efter morgenmaden 

klokken otte, går hun i gang med 

at restaurere ødelagte eller falmede statuer 

af helgener og Jesus. Det er et arbejde, 

som de lokale kirker i landsbyerne betaler 

hende en smule penge for. nogle dage går 

hun ned ad de snoede bjergveje til en nærliggende 

landsby for at købe ind, og andre 

dage går hun tur i bjergene. Hun snakker 

stort set kun med folk, hun møder undervejs, 

ellers er hun helt alene med gud. 

Arbejdet for kirken er Marias eneste 

indtægtskilde, så hun går meget i sin blå 

nederdel og joggingtrøje. nyt tøj køber hun 

aldrig. 

- Jeg er lykkelig, selv om jeg ikke har 

ret mange penge. Folk nede i byerne vil 

have biler, fjernsyn og nye ting hele tiden, 

men de er aldrig lykkelige. gud elsker mig, 

og jeg elsker gud, og det er alt, hvad jeg 

har brug for, siger nonnen. 

Lige nu har hun euros svarende til 200 

kroner at leve for de næste par uger. Men 

det er nok, for hun skal kun bruge penge 

til lidt grøntsager, frugt og ost, som hun 

handler nede i en landsby. Vin får Maria 

sommetider af venlige folk, men hun køber 

aldrig noget selv. en gang imellem arbejder 

hun for kirken mod at få kørt brænde eller 

mad op på bjerget. efterhånden som hun er 

nået op i årene, er det ikke altid lige let at 

gå op og ned ad de stejle bjergveje. 

Maria er stadig rask, og om vinteren 

hugger hun selv brænde til brændeovnen i 

stuen. Hun er så glad for at bo i sit lille hus 

på bjergtoppen, at hun vil blive der til den 

dag, helbredet ikke længere er stærkt nok. 

- Så skal jeg på alderdomshjem, siger 

hun uden at tøve. Da vil hun ikke længere 

være alene med gud.

PeRLeN Og ØSTeRS’eN 

PRIORAT Og MONTSANT 

Vinen har løftet 

hele Priorat og 

Montsant til et niveau, 

der bestemt er 

værd at besøge. Her 

er gammelt og nyt, 

blandet til et utal af 

maleriske scenerier. 

De seneste ti år har området omkring 

Priorat oplevet et sandt løft i aktiviteter. 

Vejene er blevet udvidet, byerne renoveret 

og restauranter, hoteller og museer er 

skudt frem alle vegne. en ny generation af 

yngre, driftige iværksættere har taget 4 

PRIORAT Og MONTSANT I VINOVeNue 31



Torroja de Priorat er som alle landsbyerne i 

området bygget på siden af et bjerg, så man får 

god motion ved at slentre en tur i gaderne. 

Værelserne i Cal Compte er ren stilfornøjelse. 

Køkkenet blev sat i 

stand som det første - 

så var maden sikret. 

Badeværelserne 

i lejlighederne er 

usædvanlig lækre - 

Interiøret er en skøn 

sammenblanding af 

nyt og gammelt. 

i det hele taget er der 

gjort meget for, at opholdet 

bliver godt. 

32 VINOVeNue I PRIORAT Og MONTSANT 

Bolig for 

skiftende landarbejdere 

Terrassen til lejlighederne er bygget ind i taget. Det skærmer for vinden og forlænger sommeren. 

4 lederskabet, og de arbejder sammen om 

én fælles vision: At løfte området, uden at 

det går ud over det autentiske. 

et eksempel er Cal Compte i Torroja de 

Priorat. Den tidligere beboelse for en af 

områdets rigeste familier, som de seneste 

mange årtier har stået tom eller har været 

anvendt som nødtørftig bolig for skiftende 

landarbejdere. Den er bygget i slutningen 

af 1700-tallet, og selv om meget er ødelagt, 

er huset alligevel så intakt, at det kan svare 

sig at restaurere det. 

Anna Figueras Torruella og hendes 

mand købte huset i 2000, fordi de ikke 

kunne bære at se det falde i hænderne på 

en velhavende amerikansk familie. Anna 

arbejder selv på et museum, og har et indgående 

kendskab til bygningsrestaurering, 

som tager hensyn til det oprindelige. Så for 

hende ville det være en smerte at tænke på, 

at folk som hun ikke kender indstillingen 

hos, muligvis ville rive hele indmaden ned 

i det bevaringsværdige hus. 

Hun kendte den tidligere ejer, og havde 

som den første fået lovning på at kunne købe 

det. Hun var bare betænkelig på grund

af den store investering. Men da amerikanerne 

kom på banen med et tilbud, gik hun 

til handling og inden for en time var papirerne 

på plads. 

Siden købet har hun, hendes mand 

og hendes to døtre brugt al deres tid og 

en masse lånte penge på at få huset sat i 

stand. 

Nu er den øverste og nederste etage færdige, 

og det står klar til at modtage besøgende. 

På den mellemste etage, som er den 

mest statelige, mangler stadig det mest omfattende 

restaureringsarbejde. Det er her 

der er intakte, men ødelagte vægmalerier 

og delvis ødelagte gulve og lofter. Alt sammen 

skal det føres tilbage til dets oprindelige 

udseende. 

Den øverste etage var meget ødelagt af 

en bombe fra borgerkrigen, så her har Anna 

og hendes mand valgt at genopbygge i en 

moderne arkitektur med stilrene linier. Så 

når man går fra den ene etage til den næste, 

går man fra det ene århundrede til et andet. 

I underetagen er der spisestue køkken 

og opholdsrum. Her kan gæsterne spise 

alle deres måltider, som Anna eller hen- 

Området venter 

på at vise dig noget 


Vinteren kan være kold i Priorat - der falder ofte sne, så pejsen er ikke kun til pynt og hygge. Den er til god hjælp når det er vanskeligt at holde varmen. 

des mand tilbereder i det moderne køkken. 

Køkkenet i underetagen er det eneste, der 

er hentet fra nutiden, sammen med elevatoren 

i huset. Der er nemlig elevator mellem 

alle etagerne. 

Der er plads til ialt 16 overnattende gæster 

i dobbeltværelser, alle med lækre badeværelser. 

enkelte af værelserne er med 

tekøkken, og man kan vælge at disponere 

over hele den øverste etage, hvor der er et 

stort opholdsrum med terrasse, der binder 

alle værelserne sammen. 

et ophold på Cal Compte ligger inden for 

det overkommelige. en flybillet til Barcelona 

kan købes for under 2.000 kroner. Det 

er nødvendigt med bil, så man kan komme 

rundt i Priorat og Montsant. Den kan lejes 

for 300 kroner om dagen, og overnatningen 

begynder ved 350 kroner pr. person. At de 

herskabelige måltider oven i købet er ligefrem 

billige, giver mulighed for at drikke 

verdens bedste vin til. 

Så tag chancen, der er en oplevelse i 

vente - og området venter på at vise dig 

noget, der ikke længere kan opleves andre 

steder i verden. 

Hall’en har indgang 

direkte fra et stræde, 

som munder ud i 

Torrojas torv. 

Der er noget Romeo 

og Julie-agtigt over 

facaden med dens 

smukke altaner. 


Der er plads til ”liv og glade dage” i stuen, der 

fordeler de tre sektioner af lejligheder, som ligger 

på øverste etage i den historiske bygning. 




34 VINOVeNue I PRIORAT Og MONTSANT

Joan Pujades giné og hans „Inoxfrost”, der kan 

køle drinks, uden at de bliver vandede. 

Den har fået tildelt eurowards 2003 

som årets bedste forretningsidé. 

På flere måder er den genial, og 

alligevel har den været meget 

vanskelig at bringe i omsætning. 

Den uforgængelige isklump, ”Inoxfrost”, 

virker indlysende og genial. Det er en 

rustfri stålkugle, som er fyldt med en væske, 

der kan fryses og benyttes på samme 

måde som en isterning. 

Idéen er oplagt, og juryen i den internationale 

opfinderkonkurrence ”eurowards” 

faldt da også pladask for den, og gav den i 

2003 prisen ”Bedste forretningsidé”. Joan 

Pujades giné står bag ”Inoxfrost” sammen 

med sin grandfætter Rosendo Vallés. De to 

har arvet idéen fra den nu afdøde rumæner, 

Sorim Pomarleanu, som havde taget patent 

på den for år tilbage. Hans måde at producere 

den på viste sig imidlertid at være 

meget problematisk, så Joan og Rosendo 



videreudviklede den til dét, der i dag er et 

færdigt salgsklart produkt med en række 

indlysende fordele: 

- I modsætning til en isterning fortynder 

den ikke drikkevarerne, mens den afgiver 

kulden. 

- Den flyder ikke ovenpå, og generer læberne, 

mens man drikker. 

- Den er hygiejnisk, og kan vaskes i en 

opvaskemaskine. 

- Den holder længere på kulden end en 

almindelig isterning. 

- Den er uforgængelig. Har man først investeret 

i et antal kugler, kan man bruge 

dem uendeligt. 

Der synes altså ikke at være nogen god 

grund til, at ”Inoxfrost” ikke skulle blive 

et succesfuldt produkt. Det var formentlig 

også indstillingen hos en indkøber i Ikea, 

da han tog kontakt og forespurgte på fem 

millioner kugler. Ingen tvivl om, at det fik 

Joan og Rosendo ”op at flyve”. 

Alligevel måtte de takke nej til forespørgslen. 

Det ville ganske enkelt ikke være 

muligt at producere så mange enheder. 

Der er alt for mange manuelle operationer 

i processen, og med en månedlig maksimumsproduktion 

på 20.000 kugler ville det 

tage 20 år at levere så stor en bestilling. 

”Inoxfrost” er altså ikke en af nutidens 

massevarer, der kan produceres millioner 

af i Kina. I Spanien er der blot fem højteknologiske 

fabrikker, der kan svejse den 

komplicerede lukning af kuglen. Det er 

en kostbar og tidskrævende proces, og det 

betyder naturligvis også, at prisen er langt 

over det, man ellers ser i Ikeas varehuse, 

eller for den sags skyld også i mere sofistikerede 

butikker. 

Hvorvidt Joan og Rosendo finder en lønsom 

afsætning for deres geniale opfindelse 

vil tiden vise. 

Den lille ”fabrik” i Joans garage i landsbyen 

els guiamets i Montsant er klar til at 

begynde produktionen, hvis der viser sig en 

passende handelspartner, som ikke tænker 

i millioner, men alligevel kan se en vej for 

den geniale idé. 





Tiden bevæger sig 

i slow motion 

Børn og gamle, 

kvinder og mænd 

- alle kommer på 

baren i Porrera, der 

er værtshus, cafeteria, 

café, slikbutik 

og spillehal i ét. 

Tekst: Peter Fernando Fotos: Thorkild Amdi 

det lille glasparti over indgangen til ba- 

I ren i Porrera står ”Priorat” håndmalet 

med røde penselstrøg - som var ejeren en 

dag kommet i tanke om, at der vist var noget, 

han havde glemt. Og stod der ikke en 

dåse rød maling et sted? 

Indenfor sidder Valentí Agut med den 

ene albue på den knaldrøde bardisk. Han 

er i starten af 30’erne og kommer i baren 

mindst to gange om dagen hele ugen. Om 

morgenen drikker han en kop kaffe, og efter 

frokost gentager seancen sig. 

– Jeg kommer her for at møde mennesker 

eller læse avisen, siger Valentí Agut, 

der pointerer, at baren mere er et samlings-

Koncentrationen er stor, når 

der „tæskes” med Dominobrikkerne 

i baren i Porrera. 

sted end et sted, hvor man drikker, til man 

segner. Det kan man gøre på diskoteker i 

de større byer. 

– Det er umuligt at forestille sig Spanien 

uden barer. Selv i de mindste landsbyer er 

der en bar. Det er en del af vores kultur. 

Alle kommer her, også børn, der skal have 

is eller slik, forklarer Valentí Agut og nikker 

over mod tre knægte, der spiller Metal- 

Slug2 på spillemaskinen. 

Lige ved siden af står et stativ med kassettebånd 

til salg. grandes grupos españoles, 

Richard Clayderman, Depeche Mode 

og et spansk heavyband, extremaduro har 

ikke kunnet friste bjergboerne efter støvlaget 

at dømme. 

Længst tilbage i lokalet sidder fire 

mænd på hver deres side af det lille firkantede 

bord. Spillet er domino. Der ”puffes” 

koncentreret i cigarerne, og tågebanken 

sniger sig ind på vennerne, som intenst følger 

dysten med brikkerne. 

På vinduespladsen lige inden for døren 

sidder Joan Roca på en havestol af hvid 

plast og følger med i, hvad der sker på 

Plaça de Catalunya. Der er ikke meget at 

hente sådan en lørdag eftermiddag klokken 

16.45. 

Joan Roca kommer her om eftermiddagen 

og drikker sjældent andet end kaffe. 

Han er iført lysebrune gabardinebukser, 

fire lag bluser og en blå alpehue skubbet 



tilbage, så de sparsomme grå krøller stikker 

ud hele vejen rundt. 

– Baren er det eneste sted, man kan mødes 

med andre ældre mennesker, forklarer 

Joan Roca, der er i 70’erne, og som de fleste 

jævnaldrende i Porrera har han arbejdet 

et helt liv med vin, oliven og mandler. Nu er 

han pensionist, men husker tydeligt, at det 

var i 1963, han begyndte at komme fast i 

baren. Hans onkel købte den nemlig, siden 

har andre taget over. For tiden har fire generationer 

af hans familie deres faste gang 

i baren. 

Da Joan Roca skal fotograferes skæver 

han over til vennerne. De vil hverken tale 

til én med pen og blok eller kigge i kameralinse. 

– No, no, svarer Roca, som vinker afværgende 

og afspejler en almindelig holdning 

blandt mange catalanere. 

De vil ikke fotograferes. Folk skulle 

nødigt tro, at man med vilje stikker næsen 

for langt frem. Tiden bevæger sig i slow 

motion. Måske er det derfor, at der på de 

lyse træpaneler og bag disken hænger hele 

seks kalendere – hvis man har brug for at 

orientere sig. På den enlige stolpe midt i 

lokalet hænger kunders køb-salg-bytte A4opslag. 

På ét står: ”10 hektar Priorat-land 

til salg”. 


PRIORAT Og MONTSANT D 


et begyndte med en idé og en forestilling, 

som ingen rigtig havde prøvet af 

før. Kunne man blande det kommercielle i 

vinhandel med et populært skrevet magasin, 

som tog snobberiet af vinen og fokuserede 

på kulturen i stedet? 

erfaringerne har vist, at det kan man 

godt. Men undervejs i realiseringen har vi 


Det begyndte 

med en idé 

måttet igennem mange forskellige udgaver. 

Små ændringer og justeringer, som ikke 

ændrede ved det egentlige, men som havde 

til hensigt at forbedre og udvikle idéen, så 

den kunne danne grundlag for en livskraftig 

virksomhed. 

Vi skulle have styr på distributionen, 

som er en nøgle i VinoVenue. Heldigvis 

begyndte vi i en periode, hvor e-handel har 

været i rivende udvikling, så andre har set 

muligheden i at organisere transporten af 

varer bestilt på nettet. 

Så kom turen til selve konceptet. Fra 

begyndelsen var vi sikre på formen. Det 

skulle være en klub, hvor „vinens smag og 

kulturen bag” var det bærende element. 

For at få den fulde glæde af medlemskabet 

skulle man også smage vinene. 

Her mødte vi vores første usikkerhed. 

Fra starten ville vi gerne tilgodese, at nogle 

medlemmer helst ville tilmelde sig aktivt 

for at modtage smagekassen. Og at andre 

ønskede et ”abonnement” med fast levering 

af smagekassen, med mindre de afmeldte 

den. 

Senere blev det ”tidens krav” at have en 

webshop, og da blev de to medlemstyper et 

problem, for de ville gøre shoppen alt for 

forvirrende at bruge. 

Vi opgav derfor abonnementsdelen, og 

fokuserede på, at vores medlemmer selv 

skulle bestille det, de ville have. 

Men en meget stor del af vores medlemmer 

fortæller os, at de dermed går glip af 

mange gode vinoplevelser, for hverdagen er 

nu engang så travl, at det med VinoVenue 

nemt bliver skubbet ud til ”senere”. Det 

skaber frustrationer og skuffelser hos vores 

medlemmer, og det reducerer vores omsætningsmuligheder. 

Derfor har vi brugt 2007 til at samle op på 

alle vores erfaringer: 

- Vi har forenklet kontingentopkrævningen, 

så den kun foregår en gang om året 

for alle - nemlig i januar. 

- Og fra januar 2008 er vi tilbage med 

abonnementsordningen, så medlemmer 

modtager smagekassen fire gange om 

året, med mindre de afbestiller den. 

Sådan når vi bedst det egentlige mål: en 

vinklub, hvor „vinenes smag og kulturen 

bag” er det bærende element. 

Tiden har nemlig vist os, at de gladeste 

medlemmer er dem, der smager vinene - og 

det er jo dem, vi er til for.

Den danske vinbonde Michael gundersen 

har netop genudgivet sin og Benny 

génsbøls bog ”Vinavl i Danmark”. Bogen 

er en revision af tidligere udgivelser, men 

det er den bestemt ikke blevet dårligere af. 

Her er en rigdom af oplysninger, og netop 

det forhold, at den er skrevet ud fra ”en 

dansk synsvinkel” gør den ekstra spændende. 

Det er sjældent, der udkommer bøger 

i den klasse på dansk. 

På VinoVenue er vi ikke i tvivl om, at bogen 

vil blive konsulteret mange gange, når 

vi kommer ind på fagspecifikke spørgsmål. 

uanset om det drejer sig om etablering, 

beskæring, formering, sorter, teknik eller 

selve fremstillingen af vin, så byder bogen 

på let forståelige forklaringer med masser 

af illustrationer. Kort sagt en populært 

skrevet fagbog til læsere, der gerne vil vide 

mere om selve produktionen af vin. Den får 

de varmeste anbefalinger med herfra. 

Jens Michael gundersen og 

Benny génsbøl, gyldendal, kr. 299. 

voksende omsætning gennem de fem år, 

der er gået, medfører billigere vine for 

vores medlemmer, samtidig med at kvaliteten 

generelt er blevet bedre. 

Det glæder vi os over, for det giver os 

også et stort salg af hverdagsvine, hvor forholdet 

mellem pris og kvalitet er af størst 

betydning. 

Vi er imidlertid kommet til det punkt, 

hvor vi ikke længere kan få vores distributionsomkostninger 

til at hænge sammen. 

I løbet af det seneste års tid har vi oplevet 

store prisstigninger hos vores fragtpartnere, 

og nu er vi nødt til at have dækning 

for udviklingen. 

Pr. 1. januar 2008 hæver vi derfor prisen 

på leveringer under 36 flasker til 75 kr. 

I VinoVenue kan du smage et nyt vindistrikt 4 gange 

om året, og læse om distriktet i det smukke medlemsmagasin. 

Man skal ikke være medlem for at handle i Vino- 

Venue, men vi vil ikke lægge skjul på, at det er medlemmerne, 

der bærer klubben, så de skal have de 

bedste vilkår. Som medlem kan du se frem til: 

- at få et nyt vindistrikt ”serveret” 4 gange om året 

- at modtage beskrivelse af smagekassens vine i 

god tid inden udsendelse 

- at kunne handle til vores lave medlemspriser 

- at blive inviteret til særlige vinarrangementer 

- at modtage tilbud på udvalgte vine. 

Medlemskabet koster 250 kr. om året. 

MAGASINET: 

VinoVenue fortæller bredt om et udvalgt vindistrikt 

på en levende og interessant måde. Vi skriver om 

vin, kultur, historie, mennesker, mad og alle de 

ting, man først finder ud af, når man har været der 

et stykke tid. 

SMAGEkASSEN: 

Vinene i smagekassen er udvalgt, så de kan drikkes 

nu, selv om vi har anført et lagringspotentiale. 

Tanken er nemlig, at man skal kunne smage sig gennem 

kassen, og bestille ekstra af de vine, man synes 

bedst om. 

Med smagekassen følger et sæt labels til flaskerne 

med en række informationer om vinene. 

Man er ikke forpligtet til at købe smagekassen. 

køb Af vIN: 

Vi har lager af vinene fra smagekasserne så længe, 

der er tilstrækkelig efterspørgsel efter dem. Man 

kan købe ekstra smagekasser, eller købe frit i vores 

sortiment. Priser er anført på bestillingsoversigten 

og vores hjemmeside. 

bESTIllING oG bETAlING: 

Bestilling kan ske fra vores hjemmeside, pr. mail, 

fax, post eller telefon. Betaling kan overføres til vores 

bank, reg.nr. 5040 konto 1092676, betales på 

indbetalingskort eller check. 

lEvErING: 

Sjælland: Bestillinger, som vi har modtaget betaling 

for mandag, leveres senest fredag i samme uge. 

Resten af Danmark: Bestillinger, som vi har 

modtaget betaling for torsdag, leveres senest fredag 

i den følgende uge. 

Levering kan finde sted i aften- og nattetimerne, 

hvor trafikken er ”tynd”. Hvis du bor i etageejendom 

med aflåst opgang, beder vi om en kopi af din 

opgangsnøgle. er dette ikke muligt, kan vi eventuelt 

levere med PostDanmark. 

Alternativt kan vinene afhentes hos os - ring eller 

mail i forvejen og lav en aftale. 

forSENDElSESoMkoSTNINGEr: 

50 kr. uanset antal. (Pr. 1. januar 2008 kr. 75). 

Ordrer på 36 flasker og derover sendes fragtfrit. Vi 

sender dog kun i antal delelige med 6. 

Søtoftevej 74 · 4100 Ringsted · Tlf: 7022 4040 · Fax: 7022 4041 · e-mail: info@vinovenue.dk · www.vinovenue.dk

21 | PRIORAT kR. 65,00 - Vinklubben VinoVenue

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?