PRESSEMEDDELELSE - Dansk Ungdoms Fællesråd

duf.dk

PRESSEMEDDELELSE - Dansk Ungdoms Fællesråd

PRESSEMEDDELELSE

Dato: 06. december 2008

Fra: DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd

Om: Foreningslivet kæmper for demokrati og frihed

Foreninger modarbejder totalitære kræfter

I en tid med terrortrusler og ekstremisme er børne- og

ungdomsorganisationerne et værn mod totalitære kræfter.

Hundredtusindvis af børn og unge er aktive i et foreningsliv, der bygger på

fællesskab, engagement og dialog. Derfor spiller børne- og ungdomsorganisationerne

en kæmpe rolle i styrkelsen af det danske demokrati. Det fastslog formanden for

DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Martin Justesen, på DUFs delegeretmøde den 6.

december:

”Det er os, der engagerer børn og unge i demokratiet. Det sker i tusindvis af lokale

foreninger, hvor de totalitære kræfter har ligeså svært ved at vokse, som ukrudt i

Søren Ryges have,” sagde Martin Justesen i sin tale på delegeretmødet, der blev

afholdt på Ørestad Gymnasium.

70 foreninger med holdninger

DUFs formand besøgte for nylig en tidligere kz-lejr, Stutthof, hvor 65.000 mennesker

mistede livet. I sin formandsberetning tog Martin Justesen udgangspunkt i besøget,

fordi DUF blev dannet i 1940 som en reaktion mod nazisme og totalitære ideologier.

Og dét udgangspunkt er højaktuelt i dag, påpegede Martin Justesen over for de 200

foreningsaktive unge på mødet:

”Ganske vist er der ingen nazister, der marcherer i vores gader. Men det er der en

grund til – nemlig foreningslivet. Fællesskabet og engagementet binder os sammen:

Fra liberale til landsgardere, fra metodister til musikere, fra nydanskere til naturfolk,

fra socialister til spejdere. Alle tror vi på, at det nytter at blande sig,” siger

formanden for DUF, der er en interesseorganisation for 70 børne- og

ungdomsorganisationer.

Unge gør en forskel i ulandene

Martin Justesen understreger, at foreningslivet også engagerer og demokratiserer

børn og unge uden for landets grænser. Mange foreninger samarbejder således med

ungdomsorganisationer i Mellemøsten og Afrika.

”Hverken demokrati eller ukrudt kender landegrænser, og der er steder, hvor truslen

fra terror, ekstremisme, fattigdom og apati er langt mere fremherskende. Derfor er

vores internationale engagement en uomtvistelig del af vores fællesskab, fordi vi gør

en meget synlig forskel,” fastslog DUF-formand Martin Justesen i sin tale.


Kontakt: DUFs formand, Martin Justesen: mobil: 60 80 46 51, eller

kommunikationschef Jonas Norgaard Mortensen: mobil: 61 78 86 16.

DUF er service- og interesseorganisation for landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer i Danmark. Vi arbejder for

at udvikle og forbedre rammerne for det frivillige foreningsliv og for at sætte børn og unges vilkår på den politiske

dagsorden både nationalt og internationalt. www.duf.dk

More magazines by this user
Similar magazines