En perspektivering af Friedrich Nietzsches ... - videotronica

Floden
”Sådan lever bølgerne, sådan lever vi, de villende” 12 . Vandets element er for
Nietzsche et hyppigt benyttet sindsbillede på det urolige liv – som begyndelsen på
historien uden ende, havet som en metafor på dét man skal kaste sig ud i, mens
rationalisterne undersøger det på afstand oppe på det tørre land.
Tempoet er ligeledes et element der går igen i forfatterskabet. I den
selvreflekterende Ecce Homo beskrives hvorledes skrivestilen i Moralens
Oprindelse arbejder: ”Hver gang en begyndelse, der skal vildlede, kølig,
videnskabelig […] Efterhånden mere uro; spredte lysglimt; såre ubehagelige
sandheder høres dumpt brummende på afstand – indtil et tempo feroce er nået,
hvor alting haster fremad med vældig spænding” (EH: 106). Og netop nedsat
tempo sættes sammen med forarmelsen af livet i samme bog: ”Kølnede affekter,
nedsat tempo, dialektik i stedet for instinkt” (MO: 168).
En flod er netop denne sammensætning af vandet som brusende element, og en
hastig kraft, der tempofyldt farer igennem landet. Som metafor, eller rettere
sindsbillede, er det svært at finde noget mere beskrivende end floden til at
illustrere Nietzsches verdenssyn.
Efter bruddet med kongehuset bruser vandet ikke længere, og hvor floden før
synes at bevæge sig i én retning, filmes den nu fra flere sider, hvilket giver en
sværere retningsbestemmelse. Denne fornemmelse forstærkes gennem hele
filmens sidste halvdel, og mere og mere unormale elementer finder indpas i de
rejsendes hoveder – at se et skib flere hundrede meter oppe i et træ betragtes
blot som uvirkeligt. I filmens to sidste indstillinger ses for første gang i hele
filmen solen. Herefter ses kameraet langt væk fra køre ind imod tømmerflåden –
for til sidst at cirkulere rundt om den adskillige gange, hvilket nærmere giver
12 Fra Den Muntre Videnskab: 174, citeret i Safranski: 76
Side 19