Download uddrag fra bogen - Mrs. Robinson

mrs.robinson.dk

Download uddrag fra bogen - Mrs. Robinson

Björn Hellberg

Nattevandreren

Oversat af Inge-Lise Jespersgaard


NattevaNdrereN

er oversat fra svensk efter Nattvandraren

Copyright © 2008 by Björn Hellberg

First published by Bokförlaget Lind & Co, Sweden

Published by arrangement with Nordin agency, Sweden

dansk copyright © 2009 audioteket a/S

Oversat af Inge-Lise Jespersgaard

Sats: SIde-1, Odense

tryk: Bookwell, Finland

Omslag: SIde-1, Odense

ISBN: 978-87-645-0336-4

1. udgave, 1. oplag 2009

Mrs. Robinson – en del af Audioteket


Bortset fra lyden af det rytmisk tikkende pendul var der foruroligende

stille i huset.

drengen sad i stadsstuen – nøjagtig hvor han havde fået besked om

at vente.

aftenen sneg sig uendeligt langsomt frem.

Han var grebet af en voldsom angst og sad hele tiden og vred hænder.

Uret på væggen tikkede højere og højere og gjorde på en underlig

måde stilheden endnu dybere.

Minutterne gik. Han skiftede stilling på den ubekvemme stol og

flettede fingrene ind i hinanden.

Så gik døren til soveværelset op.

Sygeplejersken kom først ud. Hun virkede barsk og var groft bygget

– klædt i hvidt og blåt og med en kappe oven på det grå hår.

Nils havde været bange for hende fra første øjeblik.

Mor listede sig hen ved siden af denne frygtindgydende person. da

han så, at hun havde grædt, begyndte hans underlæbe at dirre. Han

kunne ikke lade være.

Hans blik søgte ned på kludetæppet på det renskurede gulv. Så kiggede

han op igen.

de to kvinder udvekslede blikke. Sygeplejersken nikkede nådigt.

„du må gerne gå ind til din far nu,” sagde hans mor.

Han rejste sig usikkert – hørte, hvordan det støjende pendul trak

tiden med sig.

5

1


Uden for sygeværelset standsede han tøvende op.

Men så gjorde sygeplejersken en bevægelse, der ikke kunne misforstås.

Luk døren op!

Han lystrede hende.

Far lå i venstre side af den store dobbeltseng. Lille og indskrumpen.

På en underlig måde virkede han mindre end han plejede.

Og drengen blev grebet af panik. Krymper man, når man bliver

syg?

„Sæt dig, Nils.”

„På stolen?”

„Her på sengekanten hos mig.”

Faderen smilede til ham og lignede den, han havde været, inden han

blev overmandet af alt det onde. Stærk og tryg.

Hvorfor kunne han ikke blive ved med at være det?

„Hvordan går det, min dreng?”

„Godt, tak.”

Han ville gerne have spurgt: Og hvordan går det med dig?

Men det kunne han ikke få sig selv til.

„Fint. Ser du, Nils. det forholder sig sådan, at jeg måske skal rejse

fra jer. Fra dig og mor.”

„det vil jeg ikke have.”

„Sommetider bliver vi mennesker tvunget til at gøre ting, som vi

ikke kan lide.”

„du må ikke rejse væk.”

„der er visse ting, som man bliver nødt til at gøre. Hvad enten man

har lyst eller ej. det vil du forstå engang. det er ikke noget, du behøver

at bekymre dig om nu. det vigtigste er, at du opfører dig ordentligt.

Kan jeg stole på, at du gør det?”

drengen nikkede alvorligt.

„Lad ikke nogen styre dit liv,” fortsatte den syge. „Sørg så vidt muligt

for at klare dig selv. Gør som jeg. Gå dine egne veje, hvis du føler, det

er det rette.”

„Hvornår skal vi på ørredfiskeri?”

„det bliver måske ikke til noget.”

6


„det har du lovet. Mange gange.”

„Fiskesæsonen er forbi.”

„du har lovet det!”

„til foråret må vi fiske igen.”

„tager du så med mig?”

„Gerne, hvis jeg kan. ellers kan du sikkert få en anden med.”

„Jeg vil ikke have andre end dig med. er du med på det?”

Hovedet bevægede sig på puden. Faderens stemme var kun en hvisken.

„tror du ikke også, at jeg gerne vil? det er ikke min skyld, at jeg

ligger her. Jeg burde være oppe og sørge for min familie.”

Nils fik igen en klump i halsen, og underlæben begyndte at dirre

igen.

„Så, tag det nu roligt. Jeg overlevede i alt fald kongen med nogle

dage. Selvfølgelig ikke i alder, men i år.”

drengen fattede ikke, hvad hans far talte om.

„Hvad mener du, far?”

„Gustav … den femte, du ved. den gamle … det er lige meget.

Hovedsagen er, at du opfører dig ordentligt. Og glem ikke, hvad jeg

har sagt: du skal ikke lade folk hundse med dig. dit liv er dit eget og

ingen andens. Men nu skal du gå. Jeg trænger til at sove.”

den sengeliggende greb sin søns små hænder og holdt dem længe i

sine egne store og barkede.

Nils bøjede sig frem og kyssede sin fars ubarberede kind. Så fjernede

han sig og gik direkte ind på sit værelse. der fandt han sin allerfineste

ting frem: fiskestangen, som han havde fået af sin far i ni års fødselsdagsgave.

Han betragtede den med blanke øjne, og så hviskede han:

„Hvis du dør, far, vil jeg aldrig fiske mere. aldrig nogensinde i hele

mit liv.”

„Nils, hvor er du?” råbte hans mor.

„Her,” sagde han og lagde sin fødselsdagsgave tilbage i skabet.

Han gik ud i køkkenet, hvor hans mor og sygeplejersken sad og

drak kaffe.

„Nu bliver far vel rask igen, ikke?” spurgte han.

7


Intet svar.

„Sig, at han bliver rask igen!” råbte han.

„det tror jeg ikke,” sagde mor så blidt, som hun kunne.

„Men det tror jeg!”

„vi kan altid håbe. der kan ske mirakler, men vi må være forberedte

på det værste.”

„Jeg hader dig!”

Nils styrtede ud og gemte sig ude på dasset.

Han kiggede ud på det trøstesløse novembervejr og besluttede sig

for aldrig at blive så gammel, at han skrumpede.

8


2

de var blevet færdige med at elske for næsten fem minutter siden, men

hun følte sig stadig lidt stakåndet. Pulsen var ikke faldet nævneværdigt,

og kinderne blussede stadig.

„det var himmelsk,” sagde han.

„Jeg er helt enig med dig.”

„Hvorfor ser du så bekymret ud?”

Hun sukkede.

„Skal du absolut spørge om den slags? du må da vide, at vi leger

med ilden.”

„Mest dig.”

„Også dig.”

„Ikke så meget som dig.”

„det nytter ikke at spøge med det. det er ikke nogen konkurrence.

Har du ikke fattet risikoen?”

„Mener du dermed, at vi skal gøre det forbi?”

Hun lænede sig ned over hans bryst, der var vådt af sved og anstrengelse.

Uden for bilen var der tæt mørke mellem træerne, og hans

næsespids lyste i det svage lys fra kabinelampen. Hun havde endnu ikke

trukket denimkjolen ned over maven.

Havde hun virkelig lyst til at undvære disse højdepunkter og nydelser?

efter en kortvarig tøven svarede hun med det ord, han ventede at

høre.

„Nej.”

9


„Heller ikke jeg,” sagde han og trak fingrene legende gennem hendes

hår. „Jeg synes heller ikke, vi skal gøre det forbi.”

„Men vi bliver nødt til …”

„Jeg ved det godt.”

„ … at være ekstremt forsigtige.”

Som sædvanlig satte han hende af et godt stykke vej fra hendes bopæl.

For en sikkerheds skyld var det altid forskellige steder, han hentede hende

og satte hende af. Han udvalgte de sikreste områder og sikrede sig altid,

at kysten var klar, før han gav hende tegn til at snige sig ud.

Han sendte hende et luftkys og kørte.

Og hun var plaget af sine tilbagevendende selvbebrejdelser.

Leg med ilden?

Hvordan kunne man ellers udtrykke det?

Tag det helt roligt.

det var lettere sagt end gjort. Ikke alle havde så stærke nerver som den

mand, hun lige havde taget afsked med. en stigende følelse af ubehag

bredte sig i maveregionerne, mens hun langsomt spadserede hjemad.

Hvad var det egentlig, hun foretog sig?

Måske burde hun gøre det forbi, inden det uigenkaldeligt var for

sent.

den dårlige samvittighed kunne hun måske nok undertrykke. det

var værre med angsten.

angsten for at blive opdaget.


Som en skygge bevægede han sig gennem Staden, nat efter nat, år efter

år.

Han kunne finde på at blive hjemme, når det øsregnede. Også når

det var meget koldt, men det skete heldigvis ikke så ofte på disse sydlige

breddegrader.

Ud over det var det kun sygdom, der tvang ham til at bryde sine

vaner. Og det var kun yderst sjældent årsagen til, at han opgav nattevandringerne.

I betragtning af, at han var syvogtres, var hans fysiske

helbred glimrende. de mange år som avisbud havde sandsynligvis

10


styrket hans modstandskraft. der var stadig stor styrke i hans skridt,

og han blev næsten aldrig træt. Ikke engang dengang han pressede sig

til at gå længere.

Han opfattede ekstra tid som alt det, der overskred de fem timer,

hans normale vandring bestod af. I den pågældende periode klarede

han sin gamle avisrute to gange og nåede til og med et par afstikkere

fra den ordinære rute. Som pensionist kunne han godt tillade sig den

luksus at tage sig nogle friheder. det havde selvfølgelig været umuligt,

da han var ansat til at aflevere aviser til abonnenterne. Men nu havde

han ikke længere nogen tider at overholde.

Han øgede både tid og længde, når det var påkrævet. Sommetider

var han ikke kommet hjem før ved sekstiden og ikke som normalt et

sted mellem tre og fire om natten. Men han skulle ikke bakse rundt

med avisbundterne og var derfor i stand til at gå længere, end da han

var i den erhvervsaktive alder.

Han kunne naturligvis sin by udenad. Han kendte hver en gyde

mellem husene i centrum, hvert eneste hjørne, hver eneste sti, der var

til at betræde, alle planter – alt.

Han vidste udmærket, at mange betragtede ham som en anelse excentrisk,

men det bekymrede ham ikke. Hvis han havde lyst til gå sine

avisrunder, efter han var holdt op med at arbejde, var det hans sag. det

skulle ingen blande sig i.

derimod generede det ham, at han blev kaldt Mørkemanden, fordi

han kun sjældent viste sig udenfor i dagslys.

Begrebet mørkemand stod for ham som noget afskyeligt. det symboliserede

en despot, der var modstander af den frie tanke, og som

generelt modsatte sig fremskridt på mange områder, både videnskabelige

og sociale.

en mørkemand var efter hans mening synonym med en Hitler, en

Stalin, en Idi amin – personer, som han i lighed med alle rettænkende

individer tog skarpt afstand fra.

Mørkemand – absolut ikke! derimod var der masser af andre betegnelser,

der passede på ham.

Iagttageren var en af dem.

Observatøren var en anden.

11


Strejferen, en tredje.

Og Nattevandreren, selvfølgelig.

de var som sagt alle dækkende.

Men for et par år siden havde han fundet på det allerbedste: argusøjet.

det var perfekt, for det var en præcis beskrivelse af ham: Når lyset

blev fortrængt af mørket, og dagen veg for natten, var han det vagtsomme

blik.

Så var han der til at holde øje med byens vrangsider, holde orden på ting,

som politiet ikke havde ressourcer eller mulighed for at tage sig af.

eftersom han ikke havde nogen beføjelser, rykkede han ikke selv

ud. Han var ikke et enligt borgerværn, ikke en Charles Bronson, der

bekæmpede slynglerne på egen hånd. det ville være selvtægt – efter

hans overbevisning en kættersk tanke, grænsende til fascisme.

derimod lod han de andre – de kvalificerede, de betroede, de ansvarlige

– om at klare afvigerne.

Noget betragtede han som ren bonus og undlod at melde det. det

var virkelig forfriskende at få indblik i diverse lyssky aktiviteter bag

gardinerne og de anstændige, borgerlige facader. Hvad var der galt med

på afstand at nyde de ægteskabelige sidespring og teenageerotikken i

biler og ved øde busstoppesteder?

andre ting var mere alvorligt.

Han havde anmeldt biltyveri, knuste butiksruder, vandalisme af

kunstværker og vold.

anmeldelserne var anonyme, men han vidste, at politiet oftest havde

en anelse om, hvem der stod bag dem. de burde faktisk påskønne hans

imødekommenhed.

engang var han endog blevet afsløret og blev indkaldt til vidneafhøring.

det havde han opfattet som et voldsomt angreb på sin personlige

integritet, og det afholdt ham i et godt stykke tid fra at hjælpe myndighederne.

Men efterhånden sejrede pligtfølelsen, og han påtog sig igen

rollen som det hjælpsomme argusøje.

Hvad angik generelle misforhold skrev han besindige læserbreve til

Bladet – den avis, som han havde bragt ud i godt tredive år, og hvor

han stadig havde en del gode venner.

12


Han benyttede sig naturligvis af pseudonym.

Først det lidt fantasiløse Ordensvennen.

Så Iagttageren.

derefter Observatøren.

Og i den seneste tid argusøjet.

Sådan gik hans tilværelse, vinter som sommer, forår som efterår.

ensformig i andres øjne, muligvis, men det eneste, der duede for ham.

en livskvalitet, som han ikke kunne finde noget alternativ til.

Han tog aldrig på længere rejser, der brød rytmen. de få gange, han

besøgte Sydstranden eller andre af nabobyerne, var det højlys dag.

Nætterne var hellige for ham, og sådan ville han have det, indtil det

var slut.

Manden så og huskede, smugkiggede meget forsigtigt. Men han

opfattede sig ikke som vindueskigger eller voyeur, som det vist kaldes

nu til dags.

Han var jo argusøjet, det årvågne blik. Havde han ikke ret til at

betragte det, han havde lyst til, når han ikke generede nogen?

Håndgribeligheder lå ikke til ham. Han var ikke nogen stikker, ikke

nogen sladderhank. Heller ikke nogen afpresser. Han kunne aldrig finde

på at drage økonomisk fordel eller gavn af den viden, som han i det

skjulte var kommet i besiddelse af.

Han betragtede sig snarere som en slags vagt – en, der var modstander

af misforhold af forskellig art.

det skulle også nævnes, at han forsøgte at holde gader og torve

rene og ordentlige. Måske led han af rengøringsvanvid, men i så fald

betragtede han det som sundt.

På grund af en udpræget ordenssans generede det ham at se servietter

fra grillbarer, der lå og flød, appelsin- og bananskræller i

rendestenene, væltede affaldsspande – ting, der var med til at skabe

forfald og rod.

Når han så den slags, fjernede han det. Og han gjorde det helt gratis

som en samfundstjeneste uden at kræve at få noget for det.

Hans eneste fortjeneste var den smule pant, han en gang om ugen

hentede ind på de øldåser og sodavandsflasker, han havde samlet. Han

havde altid en stor plasticpose med sig ud. efter en heftig sankthansaften

13


havde han tjent over femhundrede kroner. Men som regel drejede det

sig kun om småbeløb.

det var, fordi han afskyede svineri og ikke for pengenes skyld, at han

jagtede dåser og flasker, som han kunne få pant for.

Han irriterede visse mennesker.

det gjaldt blandt andet de mange nattevandrere, der holdt et vågent

øje med deres egne og andres børn til skolefester og diskoaftener.

Sommetider krydsedes deres veje – hans og forældrenes – og så fornemmede

han oftest en fjendtlig holdning, en slags mistænksomhed,

der var helt grundløs.

det var, som om nattevandrerne frygtede, at han ville gøre de unge

fortræd. Han havde selvfølgelig ikke nogen intentioner i den retning.

tværtimod.

I lighed med de vagtsomme forældre var det hans mål at skabe større

tryghed. Selv om han ikke tilhørte deres netværk, var han også en nattevandrer

og stræbte efter harmoni for alle.

Folk skulle kunne føle sig trygge på gaderne.

trygge i hans by.

På hans gader.

I hans mørke.

14


3

den lette berøring på overarmen fik hende til at åbne øjnene. Halvt i

søvne fornemmede hun, at hendes mand stod på gulvet lige ved siden

af hende. Han havde ikke en trevl på kroppen.

„Sov du?” spurgte han overflødigt.

Ja, indtil nu.

Hun mumlede noget og ville helst have lov til at vende sig om og

sove videre. Men da han gav hende pebermyntepastillen, forstod hun,

at han havde andre planer for den nærmeste fremtid.

„det er så længe siden, Yrja,” sagde han og strøg hende over brystet.

Det var i aftes.

Hun tøvede.

„Jeg mener selvfølgelig, det er længe siden, vi gjorde det om morgenen

som nu. Men jeg har lyst. Som dengang vi var nygifte. Kan du huske, at

vi altid havde pastiller med i seng? Så behøvede vi ikke at børste tænder

først, men kunne gå i gang med det samme.”

„Hasse, jeg skal altså på toilettet først. Hvad er klokken i øvrigt?”

„Pyt med det. det går nok.”

„Men sæt, Gary kommer?”

„Han kan få lov til at vente. Men han har aldrig været her et sekund

tidligere end nødvendigt. det burde du vide alt om.”

Yrja stod op og mærkede hans blik i ryggen, da hun gik ud mod

badeværelset.

Utroligt, så hurtigt du er blevet brunstig igen, Hasse Miller, tænkte

15


hun, mens hun klarede det fornødne. du er tilsyneladende konstant

kåd. Men du skal få det, som du vil have det. Miller er for resten et

passende navn til en bager. Underligt, at det ikke var faldet hende ind

tidligere i løbet af det syv år lange ægteskab.

to minutter senere var hun tilbage. Nu lå han på ryggen og ventede

på hende. Sengetæppet var trukket hen over hendes halvdel af sengen.

Han vinkede lokkende til hende, og hun så, at han var startklar.

„Kan vi nå det?” spurgte hun.

„Ja, men så skal det altså gå hurtigt.”

Yrja blinkede overrasket, og hendes mand grinede.

„Se dog ikke så forskrækket ud. det var bare for sjov, fatter du vel nok.

Jeg skal have taget trykket. det må tage den tid, det tager. Jeg har ikke

tændt nogen af ovnene endnu. du ved jo, hvordan jeg vil have dem?”

Hun så ham direkte ind i øjnene.

„Ja. varme.”

„Ikke varme,” rettede han hende. „Hede.”


vicekriminalinspektør Sten Wall skulle til at gå i gang med det sidste

kapitel i en temmelig spændende kriminalroman, da det bankede på

døren til kontoret.

Chefen for kriminalpolitiet i Staden lagde bogen fra sig på skrivebordet.

„Ja?”

Jan Carlsson trådte lidt sammenbøjet ind i rummet.

„Jeg var faktisk på vej hjem til dig, da jeg så, at der var lys herinde.

du burde være taget af sted for en halv time siden.”

den samme bemærkning fra politidirektør Helge Boström ville

have lydt som en irettesættelse. I Jan Carlssons mund lød det som

varmhjertet omtanke.

„Bare rolig. Jeg har ikke tænkt mig at arbejde over. Jeg skal bare have

læst den her krimi.”

den nyankomne tog bogen og skimmede hastigt ned over teksten

på bagsiden.

16


„er den god?”

Walls latter var ironisk, næsten ondskabsfuld.

„Jo, den er læseværdig, selv om der hverken er pædofili eller incest

i den.”

„det mener du ikke. Og bogen er blevet udgivet alligevel?”

Jan Carlsson lo lavmælt. Så slog han sig ned i en af kontorets to

gæstestole.

vicekriminalinspektøren havde i årevis været besværet af en vis

overvægt, men i den sidste tid havde han – ikke uden skadefryd –

bemærket, at han ikke var alene om at trænge til en skrap slankekur.

Hans bedste ven og ældste kollega havde virkelig lagt sig ud. Jan

Carlssons mave væltede ud over livremmen, og hans snævre skjorte

strammede. det virkede, som om det næste åndedrag kunne få knapperne

til at sprænge.

Hans åleslanke og altid velmenende kone havde sikkert sin egen

mening om den sag. Wall havde ikke svært ved at forestille sig de ægteskabelige

skærmydsler.

vicekriminalkommissæren pillede ved sine arrede kinder.

„Som sagt, Sten, var jeg på vej hjem til dig, hvilket således betyder,

at jeg har et ærinde,” sagde han.

„aha.”

„Gun ringede for lidt siden og spurgte, om du havde lyst til at komme

til middag næste lørdag. Hendes bror og hans kone har faktisk inviteret

sig selv, da de alligevel var på de kanter. Og så syntes Gun, at det var

meget passende, hvis du også kunne komme. det er længe siden, du

har besøgt os.”

Wall tøvede, hvorpå Carlsson i al hast gik videre.

„Hun sagde, at den står på pærer i amaretto til dessert.”

„det afgør sagen.”

„vil du så gerne komme?”

„Med glæde.”

„en ting til. tager du Ulla med?”

„er det dig eller din kone, der spørger?”

Carlsson blev først lidt paf, men så grinede han.

„Som sædvanlig har du gennemskuet det hele. Okay, hvis sandheden

17


skal frem, så bad Gun mig sørge for, at Ulla kom med. Hun har altid

syntes godt om din bibliotekar. det har jeg i øvrigt også.”

Din bibliotekar?

„vi får se,” sagde Wall svævende.

Han mærkede et stik af dårlig samvittighed. Han havde ikke skænket

Ulla en tanke i flere dage.

Ulla var vokset op i Frejalund i nærheden af hans eget barndomshjem,

og i deres ungdom havde de haft en lidenskabelig, om end kortvarig

affære. allerede efter nogle uger skiltes de uden opslidende skænderier

eller helt specifikke årsager til bruddet.

Sådan blev det bare – en rolig og fredelig afsked. Sådan huskede

Wall det i alt fald.

Flere tiår senere mødtes de tilfældigt på Centralstationen i Göteborg.

Hun boede i en lejlighed i Haga og arbejdede i Stadsbiblioteket ved

Götaplatsen.

et minut efter det uventede gensyn afslørede Ulla, at hun var enke

efter en skibsfører. Og derudover at hun ofte havde overvejet at kontakte

sin gamle ven fra den skønne ungdom.

Nu skete det altså lige pludselig af sig selv.

Mødet på perronen i Göteborg blev optakten til endnu en forbindelse

mellem de to, og i de sidste par år havde de set hinanden af og til.

Men ærligt talt mest „af”.

„Men du kommer vel?”

„Hvabehar?”

„Næste lørdag? Selv om Ulla ikke har tid eller lyst?”

„I kan regne med mig.”

da vennen var gået, blev Wall siddende i de minutter, det tog at læse

krimien færdig. derefter tog han frakken på, slukkede lyset og forlod

politistationen.

På den brede marmorerede trappe blev han mødt af en temmelig

skarp oktobervind. Han gøs, slog halstørklædet en ekstra gang rundt

om halsen og begyndte at gå hjemad.

der var ikke mange mennesker at se, ikke engang på Stortorget hvor

de tre skulpturer, Strømkarlen, Perlepigen og Laksedrengen i det store

springvand glinsede i lyset fra gadelygterne uden for boghandlen.

18


en knallert med en utilstrækkelig lydpotte kom larmende mod ham

i alt for høj fart. den gamle vicekriminalinspektør lod fredsforstyrreren

passere, inden han gik hen ad Bergsgatan.

Bortset fra en sort kat, der sad ved siden af et cykelstativ og betragtede

ham, var gaden øde.

I porten blev han mødt af klam luft og en svag lyd af Jan Johanssonmusik

fra et åbent vindue i en af lejlighederne i baggården.

I samme øjeblik han tog nøglen frem på trappeopgangen, hørte

han telefonen ringe. I sit hastværk fumlede han lidt, før han fandt den

rigtige nøgle og styrtede ind.

Man når ikke engang hjem, før man bliver kaldt tilbage til arbejdet,

tænkte han, inden han løftede røret.

Men han tog fejl.

det var ikke nogen af kollegerne, der ringede til ham.

„Wall,” gispede han.

„Hvor lyder du forpustet.”

„Jamen hej, Ulla. det er længe siden.”

„du lader aldrig høre fra dig.”

Han lukkede øjnene.

„Jeg havde faktisk tænkt på at … nå, pyt med det. der er noget, jeg

vil sige til dig.”

„Jeg vil meget gerne have lov at tale først, Sten.”

„det lyder alvorligt,” sagde han i et forsøg på at anslå en let

tone.

„de sidste par måneder har jeg tænkt mere og mere over os to. vi

har haft det fint de få gange, vi har set hinanden.”

Hun gjorde en lille pause.

De få gange …

„Sten, jeg er ked af det, men som jeg har det lige nu, synes jeg, det

er bedst, vi lægger vores forhold lidt på is.”

Han stivnede.

Spørg hende hvorfor!

„Javel,” sagde han.

„Har du ikke lyst til at vide hvorfor?”

Spørg, om hun har mødt en anden!

19


„Jo.”

„Har du ikke andet at sige? Jo. det lyder ikke, som om det gør dig

ked af det.”

„Jeg er bare lidt forundret. det kommer som en total overraskelse

for mig.”

„du skal ikke tro, det er et pludseligt indfald. Jeg har tænkt over det et

godt stykke tid, og jeg synes som sagt, det er bedst på den her måde.”

„er det min skyld?”

„Nej, du har været helt pragtfuld. Også mere end da du var atten. du

kunne selvfølgelig have udvist lidt mere initiativ. Jeg ved ikke, hvor tit

jeg ikke har gået rundt hjemme i Haga og håbet på, at du skulle ringe.

det er stort set altid mig, der har taget initiativet.

„Indrømmet, men mit arbejde …”

„det ved jeg udmærket,” afbrød hun ham. „du går totalt op i dit

arbejde, og på en måde beundrer jeg dig for det. Jeg tror aldrig, jeg har

mødt et menneske med sådan en glød som dig. du lever virkelig for

dit arbejde, hvis jeg skal bruge en fortærsket kliche. Og det bebrejder

jeg dig ikke. Under alle omstændigheder behøver det ikke at være slut

mellem os. vi kan opfatte det som en pause.”

„Måske.”

„Nu har jeg sagt det, jeg havde på hjerte. Hvad var det, du ville

mig?”

„det kan være lige meget.”

Han syntes ikke, det var passende at invitere hende med til middag

hos Carlsson-parret ugen efter.

„der må da have været noget.”

Wall fandt på en nødløgn.

„Jeg ville bare finde en dag, hvor vi kunne mødes. Men nu falder

det jo til jorden.”

de udvekslede yderligere et par bemærkninger. Han fik det indtryk,

at hun ville sige noget mere. Men selv om det tilsyneladende pressede

sig på, sagde hun ikke noget.

Så tog de afsked med hinanden – venligt og høfligt.

Fuldstændig som sidste gang for så længe siden: uden opslidende

skænderier, uden specifikke årsager.

20


vicekriminalinspektøren gik hen til vinduet og så den skinnende

glatte isse afspejle sig i ruden.

I den lille samling træer på den anden siden af Bergsgatan anede man

noget gult og brunt i alt det grønne.

efteråret er på vej, tænkte han og bed sig i neglene. Om nogle uger

har jordbunden skiftet farve og om lidt længere tid begynder bladene

at falde.

den sorte kat sad stadig ved cykelstativet.

Sten Wall blev stående i flere minutter ved vinduet.

Så vendte han sig rådvild om mod lejligheden: Skulle han løse

krydsogtværs eller se tv?

Han løste problemet med et kompromis. Han tog et spil kort frem,

slog sig ned ved køkkenbordet og gav sig til at lægge kabale.

efter en kort tøven valgte han Idioten.

den gik ikke op.

den lå uforløst i ungkarlelejligheden.

21


4

det giftiggrønne monster fyldte hele tv-skærmen. Blodet sivede ned fra

mundvigene, samtidig med at det ufattelige væsen udstødte frastødende

og onde lyde.

Med et demonstrativt støn løftede andré højre hånd og slukkede

med fjernkontrollen.

„Fy for helvede.”

vennerne rejste sig fra deres tilbagelænede stilling i sofaen.

„Hvorfor gjorde du det?”

„Sig ikke, at du er til den slags science fiction.”

„det ved jeg sgu ikke. Men hvad skal vi ellers lave i det her hul?”

„Så lille er byen sgu da heller ikke, Kevin.”

„Måske ikke, men det er et hul. Så sig, hvad du har lyst til.”

„Jamen næste år skal vi tage kørekort.”

„Hvis vi får råd.”

„Og så kan vi køre, hvor vi har lyst.”

„du glemmer noget.”

„Hvad?”

„Hvor får vi bilerne fra?”

andré trak på skuldrene.

„det løser sig nok.”

de sad der i stuens efterårsagtige halvmørke på hver sin side af et

lille bord, belæsset med aviser, sammenkrøllede chipsposer og tomme

eller halvtomme Coca-Cola-dåser.

to venner i grænselandet mellem drenge- og voksentilværelse: identisk

klædt i t-shirts, flossede jeans og joggingsko.

22


af udseende var de derimod forskellige. andré var lidt under middelhøjde,

kraftigt bygget og lys i huden. Kevin var et halvt hoved højere,

senet, mager og en anelse mørkere i løden. de var begge glatragede, og

de blev begge atten år senere på året.

„ved du, hvad jeg gerne vil være?”

Svaret kom ikke som ventet, så Kevin besvarede sit eget spørgsmål.

„Bjergbestiger.”

„vil du? Jamen så bliv det.”

„du får alting til at lyde så let.”

„det er det også. Man kan det, man vil. det handler bare om at have

den rette indstilling. Og jeg er helt enig med dig. det må være helt fedt

at kunne klatre op på en høj bjergtop. en stor udfordring. det er ikke

noget for svagpissere.”

de greb næsten samtidig hver sin dåse og kastede den lunkne væske

i sig. de blev færdige i samme sekund og trykkede den tomme dåse

sammen. derpå kastede de efter mål mod papirkurven i hjørnet. Kevin

ramte og grinede smørret, da hans ven ikke ramte.

„Nu, hvor vi taler om udfordringer,” sagde andré. „det er længe

siden, vi har duelleret, du og jeg.”

„Ikke siden i går.”

„er det ikke på tide, vi tager en ny omgang?”

„det kan godt være.”

„Jeg får pludselig en idé.”

„Nå?”

„Skulle vi ikke mødes i en femkamp?”

Kevin grinede hånligt.

„til grin! den slags er for tøsedrenge.”

„Jeg taler ikke om den slags, man laver i forlystelsesparkerne. Hvor

man kaster med pile og skyder med luftgevær og knuser tallerkner og

den slags shit. Nej, jeg synes, vi skal konkurrere for alvor, med farlige

ting.”

„det lyder straks meget bedre.”

„Og for at gøre det lidt mere spændende kunne vi lave et væddemål.

en hund til vinderen af en etape og måske fem hundrede til den, der

vinder hele femkampen.”

23


„Hvornår skal vi begynde?”

„Så hurtigt som muligt. er det i orden med dig?”

„You bet. Men hvilke discipliner skal vi konkurrere i?”

„det må vi tænke lidt over,” sagde andré og kløede sig i den sparsomt

bevoksede hovedskal. „Jeg har i hvert fald totalt tjek på første del.”

„Og hvad er det?”

„vent og se.”

„Jeg har et godt forslag. en af kampgrenene skal være den der kvælningsleg,

som alle er så skide bange for. Og den tager vi til allersidst.”

„Hvorfor til sidst?”

Kevins stemme var meget alvorlig.

„Hvis en af os skulle dø.”

24

More magazines by this user
Similar magazines