4. Græsningsdyr

Kvægets oprindelse
Kvæget blev domesticeret i det 5. årtusinde f.Kr. i det nordlige Mesopotamien,
men er langt op i tiden blevet krydset med lokalbestande af urokser. Uroksen
var vidt udbredt og fandtes i yngre stenalder over det meste af Europa, Mellemasien
og helt til Kina. Den sidste urokse blev skudt i Polen i 1627.
Uroksen indvandrede til Danmark eft er istiden og overlevede i Jylland indtil
omkring år 0. Tamkvæget kom til Danmark sammen med får og geder i forbindelse
med landbrugskulturens indførelse for ca. 6.000 år siden.
Græsningsmåde
Kvæg afriver eller afbider totter af plantevækst ved hjælp af tungen. Kvæg har
ikke fortænder i overmunden og dermed ikke et tandsæt, der muliggør samme
selektive afbidning af plantedele og planter som hos får og heste. Selektionen
i græsdominerede plantesamfund foregår i højere grad på plantesamfund eller
på udvalgte græsningsområder end på arter. Måden kvæg græsser på betyder, at
de ikke så nemt kan fravælge en enkelt dårligt smagende plante eller visne plantedele.
I urterige samfund kan man dog godt se dyr, der gennemsøger vegetationen
eft er særligt yndede arter.
Kvægs måde at optage føde på betyder, at plantevæksten skal have en vis højde,
for at det kan få fat med tungen. Selvom kvæg kan afrive totter af vegetation
tæt ved jorden, græsser det generelt mindre tæt ved jordoverfl aden end får og
heste.
Kvægets fødevalg
Kvæg foretrækker græsser og halvgræsser frem for urter. En undersøgelse, der
sammenstiller resultater fra 121 græsningsforsøg med kvæg i forskellige lande,
herunder Danmark, viser, at græs udgør i gennemsnit 72 % af føden(Figur
4.2).
Urter udgør i gennemsnit 15 % af føden i de 121 forsøg, der ligger til grund for
Figur 4.2. Smagsneutrale planter foretrækkes, mens tætte bestande af bittert
smagende planter som ranunkler og mange af de gule kurveblomstrede oft e
fravælges. Voksne dyr græsser normalt et bredere spektrum af arter end ungdyr.
Kalve, der har græsset sammen med moderkøer og lært de forskellige arter
at kende, har et bredere fodervalg end andre kalve.
En sammenligning af fødepræferencer hos kvæg og får i forhold til de enkelte
arters andel af vegetationen viser dels, at kvæg optager en mindre andel levende
bladmasse/levende biomasse end får og dels, at kvæg optager en mindre andel
urter (Tabel 4.1). Undersøgelsen er foretaget i Skotland. En tilsvarende undersøgelse
fra Mols bekræft er mønsteret i de to arters præferencer (se Tabel 4.9
under afsnittet om får).
Vedplanter græsses i begrænset mængde og med store sæsonvariationer. Blade
og kviste rives oft e af, således at foretrukne træer og buske kan beskadiges
hårdt ved græsning. Nogle dyr lærer sig at bøje grene og mindre træer ned for
at nå frisk løv. Blandt de løvtræer, der ædes villigt, er pilearter, alm. røn, dunbirk,
asp, eg, æble og slåen. Vortebirk og bøg ædes i begrænset omfang, mens
nåletræer normalt helt vrages.
44