Hent pjecen gratis som pdf-fil - Bupl

bupl.dk

Hent pjecen gratis som pdf-fil - Bupl

VIDEN OM PÆDAGOGER UDFORDRINGER TIL PROFESSIONSUDVIKLINGEN PÅ INSTITUTIONSOMRÅDET


INDHOLD 4 Indledning 5 Modernisering af barndom og ungdom 8 Barndommens rationalisering 12 Institutionaliseret individualisering og individualiseret institutionalisering 14 Nye betingelser for den pædagogiske professionsudøvelse 3


INDLEDNING Dette bidrag er ikke et forsøg på at etablere en generel eller altomfattende diskussion af professionaliseringen af dag- og døgninstitutionsfeltet. Det anlægger et særligt perspektiv på denne diskussion, idet det forsøger at indfange nogle af de væsentlige ændringer institutionsfeltet har været involveret i og underlagt inden for de seneste årtier, for ud fra disse forandringstendenser at indkredse de særlige udfordringer dette stiller til feltets professionelle – og dermed til nogle væsentlige elementer i professionaliseringen af pædagogerne. Selvom det dermed på mange måder er et forsøg på at fange nogle centrale forandringer i det konkrete hverdagsliv, som det udfolder sig blandt børn, pædagoger og forældre, tillader pladsen i dette bidrag kun at aftegne det i store linier som set fra et fugleperspektiv. Forhåbentlig vil mange af de, der er placeret i institutionsfeltet til hverdag, kunne genkende mønstre og de bredt malede konturer og dermed bringe det i levende forbindelse med de konkrete erfaringer, de har oparbejdet i den daglige praksis. Fordelen ved at etablere et sådant bredt optegnet udviklings- og forandringsperspektiv er, at skift og brud, som kan være svære at indfange i den daglige praksis, kompleksitet og umiddelbarhed, fremstår klarere og giver et perspektiv på den aktuelle tilstand, som det kan være svært at fange, når man står midt i den daglige handletvang. Bagdelen er selvfølgelig, at man risikerer at skabe et fortegnet mere end et optegnet billede, fordi netop alle de bevægelser der i hverdagens mikrokosmos stritter imod og ikke blot synes komplekse, men reelt også er komplekse, langt hen ad vejen retoucheres bort i det større billede. Under alle omstændigheder kræver det følgende bidrag, at læseren forsøger at bidrage aktivt til, ud fra egne praksiserfaringer, at fylde liv og konkrete handlinger ind i det skelet, som alene kan være ambitionen at formulere i denne sammenhæng.*) *) Artiklen bygger på forfatterens oplæg på Pædagogisk Træf afholdt af BUPL, oktober 2005 i Bella Center. 4


MODERNISERING AF BARNDOM OG UNGDOM Overordnet kan det give mening at tale om en stærkt øget tendens til det, jeg vil kalde en samfundsmæssiggørelse af barn- og ungdom i Danmark. Mens at det i høj grad kan siges at være et fænomen, der hvad ungdommen angår, strækker sig adskillige årtier tilbage, gælder for barndommen, at det er en proces, der særligt inden for de seneste årtier har haft et vældigt gennemslag. Med samfundsmæssiggørelse menes i al korthed, at fl ere og fl ere af hverdagslivets processer, der involverer den eller de pågældende grupper af mennesker, underlægges samfundsmæssigt organiserede forvaltningsprocesser, hvilket typisk betyder, at fl ere og fl ere af hverdagslivets elementer underlægges offentlig frem for privat styring og forvaltning. Når vi specifi kt taler om barndommen, kan denne samfundsmæssiggørelse ikke mindst kobles til den stærkt stigende institutionalisering af børns liv, som har gjort sig gældende siden slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Selvom vi har en lang tradition for ikke mindst børnehaver i Danmark, giver det god mening at identifi cere den voldsomme offentlige udbygning af daginstitutionssektoren omkring 1970 som en periode, der for alvor indledte den moderne samfundsmæssiggørelse af barndommen i omfattende forstand – altså forstået som interventioner, der principielt og mere og mere reelt henvender sig til samtlige børn i landet. Det er yderligere min opfattelse, at det kan give god mening at tale om to faser i de seneste ca. 35 års institutionalisering, forstået som første og anden institutionalisering. Den første fase eller første institutionalisering vil jeg kalde den kvantitative institutionalisering af børn. Fra slutningen af 60’erne og helt frem til op i 80’erne er udbygningen af daginstitutionssektoren set fra den statslige og kommunale forvaltnings side primært knyttet til ønsket om at skaffe tilstrækkeligt med institutionspladser. Den overordnede samfundsmæssige tilgang til børns hverdag i institutionssammenhæng var derfor på dette tidspunkt ikke så meget begrundet i et erklæret behov for at børns socialisering burde foregå i institutionssammenhæng, men snarere relateret til ønsket om at frisætte især kvinder fra hjemlige bindinger med henblik på deres deltagelse på arbejdsmarkedet. Det blev efterhånden de politiske markeringer af pladsgaranti, der står som det offentlige forvaltningssystems centrale forståelse af, hvad der 5


motiverede den kraftige udbygning af området og dermed den ganske voldsomme gennemsættelse af almindelige børns almindelige hverdag som noget der kom til at foregå i institutionelt regi. Pædagogiske overvejelser, i form af målformuleringer og metodevalg, var derimod i påfaldende grad ikke noget det offentlige blandede sig i, endsige tilsyneladende overhovedet interesserede sig for. Hvis blot de basale sikkerheds-, sundheds- og omsorgsmæssige betingelser var til stede, hvilket søgtes sikret gennem en form for kontrollant-korps, bestående af blandt andet stadslæger og pædagogiske konsulenter, var der ingen intention om yderligere intervention. Tværtimod var der vel en udbredt opfattelse blandt det pædagogiske personale i feltet, at det på det nærmeste var umuligt at få det offentlige forvaltningsapparat og det kommunale og nationale politiske system til bare i mindste mål at interessere sig for området. Den pædagogiske kvalitet var således i ganske omfattende grad overladt til feltets egne aktører, hvilket selvfølgelig primært var det pædagogiske personale selv, og derudover en ganske lille og overskuelig kreds af barndomspædagogiske debattører, teoretikere og formidlere. Dermed var der i denne periode tale om et ganske interessant fænomen, idet der på den ene side kunne iagttages en ganske voldsom – kvantitativ – udbygning af området, hvilket betød at antallet af uddannede og organiserede pædagoger ligeledes steg ganske betragteligt, resulterende i dannelsen af en lønmodtagergruppe, der fyldte rigtig meget i de kommunale budgetter, samtidig med at dette på den anden side ikke var ledsaget af nogen beskrivelser eller indblandinger i, hvordan denne store lønmodtagergruppe tilrettelagde og udførte sit eget arbejde. Når vi taler om pædagoger i 70’erne og 80’erne, har vi altså at gøre med en gruppe af lønarbejdere, der defi nerer og langt hen ad vejen kontrollerer og vurderer deres eget arbejde, hvilket reelt kan siges at være en ganske unik situation, hvis man sammenligner med en hvilken som helst anden lønarbejdergruppe – både inden for og uden for det offentlige system – på dette tidspunkt. Den anden fase eller anden institutionalisering kan betragtes som en mere gennemgribende kvalitativ institutionalisering af børns hverdagsliv. Fra slutningen af 80’erne og starten af 90’erne frem til i dag kan vi se en lang række nye typer af interventioner 6


fra det offentlige politiske systems og forvaltningsapparats side. Helt overordnet kan man sige, at institutionernes såvel økonomiske som pædagogiske drift indskrives meget mere aktivt som led i den kommunale forvaltning. Med voldsomme centralt fastlagte krav til hvordan den decentrale ledelse og styring skal foregå, med indførelse af et langt mere virksomt bestyrelsesled, med krav om henholdsvis årsplaner, virksomhedsplaner og nu senest indførelsen af de nationale læreplaner, med forventning om tværfagligt og tværinstitutionelt samarbejde, hvor ikke mindst koordinering mellem daginstitution og skole inden for de seneste blot få år er kommet vældig meget på dagsordenen, er der i hidtil uset grad sat fokus på ikke alene den kvantitative udbygning og tilvejebringelse af et tilstrækkeligt antal pladser, men på de indholdsmæssige elementer og den daglige drift af institutionsområdet. Hvor det offentlige systems indholdsmæssige interesse i, hvad der rent faktisk skulle foregå i institutionshverdagen kunne ligge på et meget lille sted i 70’erne og 80’erne, kan nu ses en forvaltningsmæssig interesse og politisk prioritering, der slår igennem i form af lovgivnings- og bekendtgørelsesmæssige interventioner, krav om synlighed, dokumentation, evaluering og kontrol, som ud over at få direkte indfl ydelse på børnenes hverdagsliv i institutionerne, også må siges at ophæve eller i det mindste ganske kraftigt rykke ved det defi nitionsmonopol, pædagoggruppen tidligere har haft i forhold til egen arbejdssituation. I dag synes det hensigtsmæssige i at børn tilbringer en stor del af deres vågne tilværelse i institutionelt regi ikke primært at være begrundet i arbejdsmarkedets behov for – især – kvindelig arbejdskraft, men i at det anses for uomgængeligt vigtigt for børnene selv i forhold til en normal og hensigtsmæssig udviklings- og identitetsdannelsesproces. Daginstitutionen tilskrives i dag en central rolle i socialiseringen af børn, som kan give det mening at tale om en nærmest obligatorisk statsopdragelse. 7


BARNDOMMENS RATIONALISERING Den beskrevne udviklings- og forandringsproces kan også anskues ved at tale om en generelt øget tendens til rationalisering af barndommen. Med anvendelsen af rationaliseringsbegrebet åbnes nemlig for at se det dobbelte perspektiv i den måde hvorpå barndommen moderniseres. Rationalitetsbegrebet kan umiddelbart siges at have et dobbelt betydningsindhold, idet det på den ene side kan referere til intentionen om at effektivisere og målrette, om at rationalisere processer, samtidig med at det på den anden side kan forstås som intentionen om at satse på fornuften og det fornuftige, om at have tillid til rationaliteten. Hvis vi prøver at kaste dette dobbelte blik på moderniseringen af barndommen, kan vi efter min mening se tendenser til en tilsvarende dobbeltsidet udvikling – altså både øget grad af rationalisering og øget fokus på rationaliteten. Rationalisering set som øget grad af effektivisering og målretning har i disse år afgørende betydning for basale ændringer i børns hverdagslivsbetingelser, idet ikke mindst daginstitutionsområdet forsøges underlagt forskellige former for rationalisering gennem forvaltningsmæssige interventioner. Børn og barndom er tydeligvis blevet gjort til økonomiske objekter inden for de senere år. Med den tidligere omtalte voldsomme kvantitative udbygning af institutionsområdet, som betyder at Danmark ligger højest i verden med hensyn til institutionsdækning for de 0-6 årige, er der ved at udvikle sig en ny form for opmærksomhed omkring anvendelsen og styringen af de økonomiske ressourcer, der tilfl yder området. Umiddelbart virker det for så vidt logisk nok, idet børneområdet, og mere specifi kt daginstitutionsområdet, fylder overordentligt meget på de kommunale budgetter. Der er således tale om et stort ressourceinput i den ene ende, mens man hidtil ikke har haft mange overvejelser omkring hvilket output man ønskede skulle komme ud i den anden ende, og derfor heller ikke havde meget at sige om de konkrete og daglige processer, der så at sige ligger imellem input og outputtilstanden. Der etableres i disse år et øget pres for at få centralt formulerede og fastlagte præcise mål for arbejdet i daginstitutionerne, hvilket yderligere vil gøre det muligt at formulere mere eksplicitte forventninger til hvilke typer af processer og pædagogiske initiativer, der 8


skal føre frem til disse mål, hvormed der også på en ny måde er åbnet for indførelse af kontrol og effektiviseringsforanstaltninger vedrørende selve de daglige processer. Krav om pædagogisk dokumentation, om synliggørelse og beskrivelse af de daglige gøremål, løbende test og evalueringer af, om de rette processer rent faktisk iværksættes, gennemføres og fører til de ønskede (del-)mål, kan siges at være eksempler på en sådan tendens til økonomisk rationalisering af barndommen. Børn er i høj grad dermed også blevet politiske objekter, idet man i langt højere grad end tidligere kan se en interesse i at betragte børn og barndom som et selvstændigt livsafsnit eller som en social gruppe, der påkalder sig særlige politiske initiativer, ofte formuleret som intentionen om at udvikle en børnepolitik – hvilket specielt kommer til udtryk på det kommunale niveau, men som også dukker mere og mere op i statsligt regi. Ydermere kan intentionerne om at formulere mere eksplicitte mål for daginstitutionernes pædagogiske arbejde også siges at indeholde tendenser til at etablere bestemte mål for hvilke kvaliteter børnene så at sige ønskes at besidde ved afslutningen af deres daginstitutionstilværelse og overgangen til deres kommende skolekarriere. Skabelsen af den kommende samfundsborger, med oparbejdelse både af bestemte typer af skolefærdigheder og også mere alment ønskede kompetencer som en sådan form for samfundsmæssig integrationsproces menes at forudsætte, kan siges at være en underliggende normalitetsfordring i det politiske opdragelsesprojekt, de senere års initiativer kan ses som en indvarsling af. Dermed bliver børnene og barndommen også et pædagogisk objekt, idet opnåelsen af det gode barn, eller den kommende samfundsborger, mere end tidligere ses som knyttet til systematisk tilrettelagte pædagogiske initiativer i offentligt regi. Børns udvikling af kompetencer står centralt i de nationale læreplaner, og måder hvorpå man ad pædagogisk vej bør og kan sikre udviklingen af disse forskellige typer af kompetencer bliver et anliggende og ansvarsområde, som i dag ikke alene tilskrives det professionelle pædagogiske personale. I øget grad ønskes disse processer rationaliseret og effektiviseret gennem stærk indfl ydelse og vejledning fra det pædagogiske ekspertsystem, som både indbefatter eksperter direkte placeret i det forvaltningsmæssige system og barndomsforskningen i mere bred forstand, blandt gennem øget grad af styring af de ressourcer der kanaliseres til forsknings- og (ikke mindst) evalueringsprojekter. 9


Rationalisering forstået som øget fokus på det rationelle, det fornuftige og fornuftorienterede kan over for dette siges at være en anden – og på nogle måder tilsyneladende modsatrettet – tendens. Den samfundsmæssige og kulturelle tilgang til og forståelse af børn kan siges at tilskrive børn en øget grad af civiliseret rationalitet eller fornuft. Børn forventes i større omfang end tidligere, og på tidligere tidspunkter i deres liv, at være i stand til at varetage valg, beslutninger og handlinger, der er i overensstemmelse med deres egne – rationelle eller fornuftsorienterede – interesser. Børn kan således siges at blive opfattet som økonomiske subjekter, der som kompetente forbrugere og brugere menes og forventes at have væsentlig indfl ydelse på både egne og langt hen ad vejen også den samlede families økonomiske disponeringer. Et ganske slående udtryk for dette kan ses af den måde børn af markedet og reklamebranchen ses som et selvstændigt segment, som det er formålstjenligt at rette annoncekampagner og lignende direkte imod. Undersøgelser viser da også, at børn har en ganske reel indfl ydelse på familiens indkøbsmønstre, både hvad angår dagligvarer som produkter der retter sig mere direkte mod børn som forbrugere. Også børn som kompetente brugere af f.eks. moderne informationsteknologiske kommunikations- og underholdningsteknologier er et billede, der bekræftes af fl ere undersøgelser inden for de senere år. Børn som politiske subjekter kan umiddelbart forbindes med den ændring i tilgangen til børn som signaleres gennem vedtagelsen af FN’s Børnekonvention, hvor børns ret til indfl ydelse på beslutningsprocesser der vedrører deres eget hverdagsliv, samt deres ret til at ytre sig og blive hørt vedrørende deres interessetilkendegivelser, bliver et offentligt og bindende anliggende. I forlængelse af dette kan peges på forskellige initiativer, der forsøger at bidrage til at følge også disse intentioner i Børnekonventionen op, blandt andet i form af etablering af diverse mere eller mindre formaliserede politiske fora, hvor børn og unge selv inviteres til at deltage. Men også på et mere uformelt plan kan intentionerne i Børnekonventionen siges at være i overensstemmelse med tendenser til at tilkende børn og unge en ret til indfl ydelse og medbestemmelse på forhold der udgør en del af deres hverdag. Endelig kan børn også siges at blive forstået som og være tildelt en rolle som pædagogiske subjekter, hvor ikke mindst princippet om barnets/elevens ansvar for egen læring på interessant vis afspejler en tilgang til og forventning om det fornuftige 10


barn. Uanset om man i den konkrete pædagogiske sammenhæng hylder princippet om ansvar for egen læring, er der ingen tvivl om at børn generelt tildeles en mere aktiv og selvstændigt handlende position i deres egen lærings-, udviklings- og identitetsdannelsesproces, som afspejler en øget tillid til at børn er i stand til at træffe de ’fornuftige’ og langt hen ad vejen rette valg. Samlet kan man om dette perspektiv på tendensen til rationalitetens øgede betydning i forhold til børn og barndom sige, at der etablerer sig forståelses- og praksisformer, der i højere grad end tidligere forudsætter en allerede virkende fornuft og modenhed hos børnene, således at man i stedet for pædagogens/den voksnes håndfaste interventioner, kan appellere til børnenes egen evne til at indse det ’fornuftige’ i at forvalte forskellige typer af situationer på bestemte måder. Hvilket reelt ofte involverer en stor evne til ikke blot at tage hensyn til egne interesser og behov, men også fordrer evne og vilje til at vurdere situationen og de hensigtsmæssige handlinger i lyset af den/de andres perspektiv, osv. 11


INSTITUTIONALISERET INDIVIDUALISERING OG INDIVIDUALISERET INSTITUTIONALISERING I stedet for at se disse samtidigt virkende tendenser som rene modsætninger, kan det være interessant at overveje på hvilke måder de hænger sammen, eller i hvert fald udgør to dimensioner i den samme udviklingsproces. Netop det at begge processer kan ses som udtryk for øget rationalisering antyder en vis sammenhæng. Ved at tale om et øget krav om institutionalisering af individualiseringsprocessen kan denne sammenhæng yderligere uddybes. Personligheds- og identitetsdannelse, skabelsen af sig selv som selvstændig person, mv., kan i dette lys ses som en proces, der i stadig højere grad foregår i institutionaliseret sammenhæng. Det betyder, at det vi på den ene side pr. historie og tradition ikke mindst forbinder med familien, uformelle netværk og værende uden for den offentlige forvaltnings ansvarsområde, på den anden side i dag knyttes så meget til at skulle foregå inden for institutionens rammer, det offentliges ansvarsområde og dermed formaliserede organiseringer, at vi er bekymrede for de børns personligheds- og kompetenceudvikling, som ikke af egen fri vilje er knyttet til daginstitutionssystemet. I og med at også den del af børns udviklingsproces, der omfatter deres dannelse af individualitet, indskrives i daginstitutionens ansvarsområde, bliver det omvendt klart, at institutionen i sin organisering og strukturering af hverdagen må søge at formalisere hensynet til det enkelte individ og det enkelte barns særlige individueringsproces. En tendens man ikke alene kan se i daginstitutionens erklærede intention om at ’tage udgangspunkt i det enkelte barn’, men som også har fundet sin formalisering i skolen i form af kravet om ’differentieret undervisning’. Et interessant aspekt af sammenhængen i denne dobbelte proces, institutionalisering – og dermed formalisering – af individualiseringen og omvendt individualiseringen – og dermed tendentielt uformaliseringen – af institutionen, er at det ikke alene fordrer bestemte krav til institutionernes praksis, men nok så meget forudsætter bestemte handlekompetencer hos børnene. Det indeholder sagt på en anden måde bestemte normalitetsfordringer til børnene. Forstået således, at børnene på den ene side forventes at kunne forvalte deres egne handlinger uden eksplicit formaliserede adfærdskrav, regler, forbud, osv, samtidig med at denne pålagte selvforvaltning for- 12


ventes at foregå inden for bestemte, men ikke synliggjorte, institutionslogikker, som i sidste ende forvaltes af de voksne. Man kan betragte det som en form for usynlig pædagogisk kode, som børnene forventes selv at være i stand til at afl æse eller afkode og handle i overensstemmelse med, uden at det hele tiden behøver at blive formuleret af de voksne. Det normale barn, eller det gode børnehavebarn, bliver i denne optik det ’institutionsautonome barn’, som er det barn, der tilsyneladende ud fra egen drift og tilskyndelse handler i overensstemmelse med de voksnes forventninger, uden at de voksne har haft nødigt at skulle instruere eller eksplicit fordre det af børnene. Omvendt kan det blive en konsekvens af dette, at der etablerer sig nye former for inklusions- og eksklusionsprocesser allerede i daginstitutionsregi, idet de børn, der ikke på tilfredsstillende måde er i stand til at tage vare på sig selv, styre og forvalte sig selv i overensstemmelse med uformulerede forventninger – være rationelle/fornuftige – vil være de børn, der påkalder sig en særlig pædagogisk indsats og betragtes som værende i en ikke-hensigtsmæssig udviklingsproces. 13


NYE BETINGELSER FOR DEN PÆDAGOGISKE PROFESSIONSUDØVELSE Den omfattende institutionalisering, og dermed formalisering, af både fl ere børn og af fl ere aspekter af de enkelte børns personlighed og hverdagslivselementer, komplicerer det pædagogiske arbejde. Det er tendentielt ikke muligt som tidligere at defi - nere og afgrænse det pædagogiske virkes kerneydelse som værende f.eks. nærværet med det enkelte barn eller de få børn. Man er i dag som pædagog på en helt anden måde end tidligere indskrevet i det kommunale og statslige forvaltningssystem, med ansvar for at varetage den komplekse rationaliseringsproces, som blot i rudimentær form er aftegnet oven for. Kerneydelsen opløser sig derved i en række væsentlige ansvarsområder, som går fra at varetage en forvaltningsmæssig fremskudt post, hvor man forventes at agere i overensstemmelse med rationaliseringsprocessens krav om effektivisering gennem målorientering, systematisering og kontrol, samtidig med at man fortsat forventes at have tæt fornemmelse af og respekt for det enkelte barns individualitet og rettigheder - for ’det fornuftige barn’. Imellem disse positioner, som umiddelbart lægger op til øget formalisering på den ene side og samtidig øget informalisering på den anden, er der så alt det arbejde, der så at sige skal binde disse ender sammen, nemlig øgede forventninger om tæt samarbejde, inddragelse, dialog og forhandling med forældrene, samt tværfagligt samarbejde med andre faggrupper omkring det øgede fokus på forebyggende indsats, på samarbejde og koordinering omkring skolestart og indskolingsforløbet, omkring de særlige indsatser inden for sprogudvikling, etc. Samfundsmæssiggørelsen af barndommen og derfor også af pædagogarbejdet implicerer med andre ord et ganske ”politiseret” felt. Nogle vil måske sige, at pædagogarbejdet i det mindste siden starten af 70’erne har været politiseret, idet der i denne periode var ofte ganske eksplicit politiske diskussioner omkring de ”røde pædagoger med de lilla bleer”, omkring indoktrinering, sammenstød mellem forskellige opdragelsesidealer, etc. Men i dag er det i en ganske anden betydning af ordet, idet det snarere knytter sig til at feltet som sådan er blevet politiseret i den forstand, at der er fl ere interesser og interessenter som er aktivt og synligt på spil. Kampen om daginstitutionsfeltet er ikke begrænset til en for eller imod diskussion, ej heller til om det 14


er for venstredrejet eller ej. Alle interessenter indgår derimod konstruktivt i forsøget på at forfølge deres interesser omkring en yderligere indholdsbeskrivelse og afklaring af hvad institutionsfeltet er, bør være, og ikke mindst hvilke opgaver man ønsker det skal løse. Stat og kommune har hver deres interesser i en opskrivning af daginstitutionens betydning som instans, der skal sikre ensartede betingelser for opdragelse, personligheds- og kompetenceudvikling, som i den korte form udtrykkes gennem ønsket om at bidrage til, at børn kan starte i skolen ”på lige fod”. I dette ligger ikke alene ønsket om en større rettethed mod skoleforberedelse som det kommer til udtryk i indførelsen af de nationale læreplaner, men også intentionen om at daginstitutionerne har en væsentlig opgave med hensyn til at bryde den negative sociale arv, samt at ikke mindst etniske minoritetsbørn (og deres forældre) skal styrkes, hvad angår tilegnelse af det danske sprog og kendskab til dansk kultur, etc. Med den øgede politiske bevågenhed er også det administrative og forvaltningsmæssige system blevet meget mere opmærksomme på den vigtighed, børneområdet har. Der synes at være ganske udbredte tendenser til, at der foregår omfattende omstruktureringer i forvaltningsapparatet med henblik på at øge effektiviseringen af tilsyn og aktiv involvering i kommunernes arbejde med børn (og unge). Denne øgede interesse fra det politiske og forvaltningsmæssige system afspejler sig tillige i en ganske voldsom øget interesse omkring børn og daginstitutionsarbejde i offentligheden. Børns udvikling, opdragelse, læring, ja hele deres hverdagsliv, er blevet politiseret i en sådan grad, at det er blevet et ganske prioriteret område i medierne, såvel de skrevne som de elektroniske. Med den konsekvens, at alle i stigende grad på den ene side føler, at det er noget det er vigtigt at forholde sig til, samtidig med at de gennem informerende, oplysende og debatterende programmer, blandt andet baseret på interview med forskellige former for børneeksperter samt anden form for formidling af allehånde slags forskningsbaseret viden om børn, føler at de er i stand til at give deres egen mening til kende. Ekspertsystemet er således på en ganske anden måde end tidligere synlige og delagtige i den offentlige debat omkring børn, deres institutionstilværelse og dermed det pædagogiske arbejde. De inddrages ikke alene ved, at enkelte eksperter føler sig kaldet til at bidrage til en kvalifi cering af diskussionen. I dag udgør forskellige former 15


for børneeksperter et meget mere systematisk led i forbindelse med det offentlige systems ønske om udredninger af særlige forhold vedrørende børns udvikling, og dermed som et væsentligt element i begrundelser og legitimeringer for nye tiltag og interventioner fra det politiske og administrative system. Ikke mindst inden for de senere år synes det øgede fokus på evalueringer, test og standardiseringer allerede i daginstitutionsregi at skabe en ny platform for inddragelse af ekspertviden. Endelig kan forældrene siges at spille et meget aktiv og formaliseret rolle i relation til daginstitutionernes arbejde med deres børn. Gennem ændrede regler er forældrene formelt blevet gjort medansvarlige for arbejde og indhold i deres børns institutionaliserede hverdagsliv i et omfang som vi ikke tidligere har set. Forældrebestyrelser og de beføjelser der knyttes hertil er selvfølgelig det mest eksplicitte udtryk for en sådan ændret position, men der synes ikke at være tvivl om, at den øgede forældreinddragelse også på et mere uformelt plan kan mærkes i de enkelte institutioner. Tilsammen betyder disse forandringer af rammerne omkring daginstitutionsarbejdet, at den enkelte pædagog har behov for nye og mere omfattende former for kompetenceudvikling, idet det ikke alene er det konkrete møde med det enkelte barn eller børnegruppen, der defi nerer de daglige arbejdsopgaver og pædagogiske udfordringer. Den komplicerede og på mange måder ophedede dynamik feltet i dag er skrevet ind i, kræver at pædagogen for at manøvrere i sit daglige virke er i stand til at skabe sig en vis grad af indsigt i de interesser der er på spil, fordi de har en mærkbar indvirken på de opgaver pædagogen er sat til at løse, og de betingelser dette arbejde er underlagt. Det kræver nye former for viden at forstå de tiltag daginstitutionsfeltet i stigende tempo udsættes for, og ikke mindst kræver det nye former for viden med henblik på ikke alene på det personlige plan, men som organisation, at kunne agere hensigtsmæssigt i forhold til de øgede grader af ydre styring feltet underlægges. Hvor det kvalifi kationsmæssige grundlag for det pædagogiske arbejde tidligere har haft fokus på etablering af et handleberedskab, selvrefl eksivitet og evne til vurdering af børn på et psykologisk og pædagogisk grundlag, synes det i dag at være mere omfattende og komplicerede typer af viden pædagogen skal besidde, for at kunne forvalte sit arbejde. Dette stiller særlige udfordringer til såvel den grundlæggende uddannelse som til den løbende efter- og videreuddannelse af pædagoger, idet de samlet set skal kunne agere, refl ektere og tilegne sig viden om og i en yderst kompleks arbejdssam- 16


menhæng, som i stadig stigende grad synes at være præget af en række fundamentale dilemmaer: ● Man skal som pædagog og personalegruppe være i stand til at rumme og forholde sig aktivt en række nye krav, der samlet set øger omfanget af daginstitutionens ansvarsområder, uden at dette er forbundet med øgede økonomiske tilskud. ● Man skal kunne forvalte modsætningen mellem at skabe egen praksis og i stadig højere grad udføre et arbejde, der er defi neret centralt. ● Man skal kunne forvalte modsætningen mellem at påtage sig fl ere opgaver der genetablerer pædagogen som en centralt placeret autoritet i forbindelse med børns udvikling samtidig med at den øgede brugerinddragelse og -indfl ydelse udtynder pædagogens særstilling og defi nitionsmagt. ● Man skal kunne forvalte modsætningen mellem i stigende grad at være en integreret del af et forvaltningssystem og udgøre det offentliges forpost samtidig med at man forsøger at indtage rollen som børnenes advokat. ● Man skal kunne forvalte modsætningen mellem på vegne af børnene at være børnenes advokat og respektere børns egne rettigheder og ret til at udtrykke sig på egne vegne. ● Man skal kunne forvalte modsætningen mellem at skabe egen praksis på basis af egne erfaringer og refl eksioner og være åben for det øgede behov for at anvende forskningsbaseret viden. ● Man skal kunne fi nde balancen i interessemodsætningen mellem at forvalte, organisere og strukturere børns liv og støtte børns egne kulturelle udfoldelser. Det er dilemmaer, som måske i en vis udstrækning kan siges at være fundamentalt knyttet til den pædagogiske profession, men som under alle omstændigheder har fået øget næring og aktualitet i takt med de seneste årtiers modernisering af barndommen og forandring af betingelserne for det pædagogiske arbejde. Det stiller under alle omstændigheder nogle grundlæggende udfordringer til uddannelse af pædagoger og ikke mindst til igangværende professionsovervejelser blandt pædagoger. 17


UDFORDRINGER TIL PROFESSIONSUDVIKLINGEN AF INSTITUTIONSOMRÅDET Dette er den sjette pjece om pædagogers professionsarbejde. Jan Kampmann beskriver centrale forandringer, som det pædagogiske institutionsfelt har været involveret i og underlagt de seneste år. Hvad betyder modernisering af barndom og ungdom, og hvordan kan det påvirke pædagogers arbejde? De nye betingelser for den pædagogiske professionsudøvelse betyder forandringer af rammerne om institutionsarbejdet, og den enkelte pædagog får behov for nye og omfattende former for kompetenceudvikling. Udgivet september 2006, 2. oplag januar 2007 BUPL, forbundet for pædagoger og klubfolk Blegdamsvej 124, 2100 Ø Tekst: Jan Kampmann, ruc Redaktion og layout: BUPL’s Kommunikationsafdeling Tryk: Rapo Tryk Aps ISBN: 978-87-7738-180-5

More magazines by this user
Similar magazines