Kaperi under Englandskrigene - Handels- og Søfartsmuseet

maritime.museum.dk

Kaperi under Englandskrigene - Handels- og Søfartsmuseet

Kaperi under Englandskrigene – statsautoriseret

sørøveri

Af Rasmus Voss, Anders Boye, Julia Weisser og Torsten Geertz, stud. mag.

Tidligt om morgenen den 24. oktober 1808 stryger en engelsk eskadre

sine sejl i den stærke sol ved den danske flådebase Christiansø. De

svære 100‐pundige morterer på tre bombarderfregatter gøres klar, og

kort efter sender englænderne basen en dødelig hilsen. I det stille vejr

kan man høre bomberne hvine gennem luften, og i de næste fem timer

regner det med bomber over fæstningen.

De danske batterier er bemandede til kamp, men ikke alle ved

kanonerne er soldater. En betragtelig del af dem skiller sig ud ved ikke

at bære uniform. De er kapere – statsautoriserede sørøvere, og de

deltager frivilligt i forsvaret af den fæstning, som sommeren over har

været deres faste tilholdssted. Men disse kapere er også grunden til, at

englænderne denne formiddag sender over 600 bomber mod Danmarks

forpost i Østersøen. Helt oppe hos den øverste engelske militære ledelse

har man hørt om kaperne på Christiansø, og der er udarbejdet planer

om at invadere den lille, men generende fæstning. Men englændernes

angreb besvares af øens garnison og kaperne i fællesskab, og de

engelske skibe, der nærmer sig fæstningen, beskydes med en sådan

indædthed, at englænderne skrinlægger invasionsplanerne.

Hvordan kunne disse mænd, som ikke havde nogen form for militær

baggrund, vække den fjendtlige stormagts bekymring i en sådan grad,

at englænderne skred ind med massiv brug af våbenmagt? Hvem var

disse danske kapere, som havde statens tilladelse til at røve og plyndre

de engelske skibe?


Kapere og sørøvere

Den romantiske forestilling om sørøvere som fuldstændig selvstændige

og frie banditter uden for lands lov og ret er for det meste en myte. Ofte

blev sørøverne, eller kaperne som de så blev kaldt, støttet af en stat eller

kongemagt. Efter den målestok man brugte for 200 år siden under

krigen mod Storbritannien var der først tale om egentligt sørøveri, hvis

man kaprede eller røvede skibe uden gyldigt kaperbrev. På trods af

forskellige regler fra land til land gjaldt det dog generelt, at

tilfangetagne kapere i fjendens varetægt havde status af krigsfanger,

mens sørøvere blev hængt på stedet.

En kaper var kort fortalt en privat kaptajn, der i form af kaperbrevet

havde en statslig bemyndigelse til at opbringe fjendtlige skibe. Et kapret

skib kaldtes en prise. Danske kapere opbragte fjendtlige skibe til danske

havne, hvor særlige domstole, priseretterne, dømte om skibet var en

”god prise”. Dette betød, at det var en lovlig kapring, hvorefter skib og

last bortauktioneredes til højestbydende, hvilket kunne være en højest

indbringende affære. Dømtes prisen for lovstridig, blev den straks

frigivet ‐ eventuelt med erstatning til følge.

Brugen af private kapere som supplement til en egentlig flåde har været

kendt og benyttet længe før Englandskrigene. Kapervirksomhed var

især udbredt i Østersøområdet op gennem middelalderen, da der på

denne tid ikke eksisterede en officiel orlogsflåde, hvorfor kaperi ofte

anvendtes som den væsentligste søkrigsstrategi. Ikke kun Danmark,

men også flere andre søfartsnationer, som Frankrig og England,

benyttede sig af kapervæsnet som politisk værktøj op gennem tiderne.

Trods oprettelsen af egentlige orlogsflåder, bl.a. i Danmark omkring år

1500, fortsatte kapervirksomheden med at være en institutionaliseret

del af staternes søkrigsførelse, og i Danmark blev der op gennem de

følgende århundreder udstedt skiftende kongelige reglementer for,

hvordan byttet fra kaperpriserne skulle fordeles.


Under Englandskrigene gik det danske kaperi mest ud over englændere og svenskere, men

også skibe fra andre lande blev opbragt – som her ANNA LOVISA af New York, der blev

taget af kapere fra Gilleleje i 1810.

Tegning af C. Butty, Original på Handelsog Søfartsmuseet

Først i Frederik 5’s krigsartikler af 1752 frasagde kongen sig retten til en

andel af gevinsten, så kaperne fik hele byttet, og det var denne regel,

der gjorde sig gældende da Englandskrigene brød ud. Da englænderne

havde taget den danske orlogsflåde som krigsbytte, var benyttelse af

kapere en vigtig del af de danske bestræbelser på at kunne kontrollere

landets havne og farvandet omkring dem. Derfor har det formodentligt

ikke i samtiden virket som et så kontroversielt middel at tage i brug,

som man i dag kunne tro.


Kaperbrev, udstedt af den danske kongemagt, fra 1807 for færgemand J.

Hartvig, Helsingør og hans færgejolle FORTUNA. Original på Handels

og Søfartsmuseet.


Kapervirksomhedens forudsætninger 1807‐14

Danmark blev involveret i Storbritanniens krig med Napoleon i august

1807. Englænderne frygtede, at den danske flåde ville ende i hænderne

på Napoleon, hvorved den vitale engelske søfart i Østersøen ville blive

afbrudt. Det var af afgørende betydning for englændernes krigsførelse

at få forsyninger, i form af korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg

fra Østersøens havne, og briterne ville for alt i verden undgå tabet af

denne handelsrute. Dette resulterede i bombardementet af København

og tabet af flåden i starten af september 1807.

Englændernes angreb havde flere konsekvenser: Danmark mistede med

et slag sin orlogsflåde og havde dermed ingen mulighed for at hævde

sin suverænitet over eget farvand, og englænderne havde i praksis

herredømmet over dansk territorialfarvand. Den danske handelsflåde

havde ofte haft brug for konvojstøtte fra orlogsflåden. Da denne

mulighed forsvandt fik den oversøiske handel meget vanskelige kår.

Mange handelsskibe lå uvirksomme hen, hvorved mange sømænd blev

arbejdsløse. Handlen blev stærkt reduceret og selv mellem de enkelte

landsdele var det svært at få varer frem. Især Norge, der var en del af

den danske monarki, led under manglen på landbrugsprodukter. Som

modtræk opfordrede og bakkede det danske styre op om en omfattende

kapervirksomhed. Således udstedte man i perioden 1807‐14 omkring

600 kaperbreve.

Oftest blev skibene udrustet af private interessentskaber, der købte

’aktier’ i et eller flere skibe, og som derved havde ret til en del af

gevinsten, ligesom besætningen alt efter rang fik større eller mindre

andele af udbyttet. Ved at deles om mange skibe, delte man og

risikoen ved kaperiet. Faren for at både mandskab og skib blev taget af

englænderne, var hele tiden til stede.

De typiske kaperbåde var mindre skibe som kuttere, luggere og jagter,

der udstyret med nogle få kanoner, kunne sejle hurtigt og have en


elativt stor besætning. Der var dog også større skibe som skonnerter og

en enkelt fregat blandt de danske kaperfartøjer. De store skibe var dog

ikke altid lige praktiske, da de nemt blev genstand for fjendtlig

opmærksomhed. Mandskabernes sammensætning var præget af

muligheden for hurtige penge, hvorfor ikke kun sømænd, men og

småhandlende og håndværkere af forskellig nationalitet påmønstrede.

Kaperbådene varierede en del i størrelse, men kaperkuttere som JOHANNE af København, der

ses her, var ret almindelige.

Tegning af Jacob Petersen, Original på Handelsog Søfartsmuseet

Kaperkrigens varierede på grund af periodiske forbud og

fredsforhandlinger i intensitet. Årene 1807‐09 blev, set fra kapernes side,

de mest udbytterige. Siden blev briternes modforanstaltninger mere

effektive og selvom man efter mislykkede fredsforhandlinger med


svenskerne igen gjorde deres skibe til lovligt bytte, nåede kapervæsnet

ikke op på niveauet fra de første krigsår.

Kapervirksomhedens betydning

Det er blevet diskuteret, hvor stor en betydning kapervæsnet egentlig

havde under Englandskrigene. De ofte fantastiske beretninger og

mytedannelser omkring kaperne har medvirket til at give det et

nationalromantisk skær. Dette har uden tvivl været med til at stive

selvtilliden af blandt befolkningen, i samtiden såvel som eftertiden, og i

samtiden givet næring til en gryende national bevidsthed.

I forhold til at der var udrustet relativt mange kaperskibe, var deres

resultater overordnet set begrænsede. Det skyldtes dels, at

besætningerne ofte var dårligt vant med livet til søs og i krig, mens den

engelske orlogsflåde regnedes for tidens bedste. Desuden var kaperne

generelt dårligt organiserede. Det var private skibe og der var ingen

central organisering af kaperflåden. Hvert skib gik efter egne kapringer.

Til tider samarbejdede enkelte skibe med god fordel, men de kunne

også ligge i indbyrdes konkurrence om priserne. Englænderne fortsatte

handlen i Østersøen hele krigen. Det kunne hverken kaperne eller

kanonbådene gøre noget ved. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om,

at kaperne har været ganske generende for englænderne. Dels

opbragtes et ikke ubetydeligt antal engelske handelsfartøjer, med store

tab for de implicerede handelshuse til følge. Ligeledes lagde den danske

kaperaktivitet beslag på en del af den engelske orlogsflåde til

konvojering og patruljering. For at kunne hamle op med denne engelske

aktivitet var kaperne afhængige af, at der var steder, hvor de kunne

samarbejde med marinen og med deres priser komme i ”læ” under

kystbatterierne ‐ et sådant sted var Christiansø.

Kapervirksomheden fra Christiansø 1807‐09

I den danske del af Østersøen nordøst for Bornholm lå den lille

flådebase Christiansø opført i 1684 på øgruppen Ertholmene nord for


Bornholm. Den dyrt opførte, utidssvarende fæstning, havde aldrig

spillet nogen egentlig militær rolle, men den egnede sig, på grund af sin

placering længst mod øst, sin dybe havn og Bornholms tilsvarende

mangel på samme, godt som base for kapervirksomhed i denne del af

Danmark.

Fæstningen på Christiansø og Frederiksø beskyttede en lille naturlig havn og virkede som

fremskudt base for det danske kapervæsen. www.christiansoe.dk

De engelske handelskonvojer mellem Baltikum og England var vigtige

for det britiske herredømme på søen og bemandingen på Christiansø

havde første parket til konvojsejladsen.


Fæstningen Christiansøs muligheder for at hævde den danske

suverænitet i området var efter september 1807 yderst begrænsede, da

landet ikke længere var i besiddelse af en egentlig orlogsflåde, og

fæstningen ikke kunne operere længere end kanonerne rakte. Det var de

fjendtlige skibe, der beherskede Østersøen og farvandet rundt om

fæstningen. Derved syntes Christiansø principielt ikke at have nogen

reel militær betydning, da fjenden blot kunne ignorere dens eksistens og

sejle et stykke udenom. Vanskeligt var det derimod at ignorere den

kaperaktivitet, der foregik fra fæstningen.

De kaperskibe, der benyttede fæstningen, var relativt store skibe i

forhold til kaperskibene, der opererede i resten af landet, og de viste sig

her modsat andre steder forholdsvis effektive – især når flere kapere

samarbejdede med hinanden. Flere af dem indbragte derved mange

priser i løbet af kortere perioder. To Brødre, Christian og Casper

Wolfsen, der var kaptajner på hver deres skonnert, indbragte således

ikke færre end seks priser for øens prisedomstol på blot fem dage.

Taktikken var at gå op mod Karlskrona, hvorfra de engelske konvojer

afgik, om aftenen,. I løbet af natten afskar de så nogle af skibene, som de

så kunne nå at bringe ind i sikkerhed på Christiansø om morgenen. Et

andet makkerpar, Kofoed og Møller brugte i et tilfælde en raffineret list.

Møller havde med sit skib RØVERFIENDEN stoppet en galease fra

Rostock, der havde kurs mod Sverige, som jo var på englændernes side.

Men han kunne ikke bevise at den vitterligt var på vej til Sverige med

en last, da skipperen fremviste falske papirer. I stedet tilbød Møller

galeasen beskyttelse for natten, men sendte i mellemtiden bud til sin

ven Kofoed, der lå med luggeren JÆGEREN i Gudhjem. Kofoed kom

den næste morgen med engelsk flag på og jog Møller væk. Udklædt i en

engelsk uniform gik Kofoed så ombord på galeasen og fik forevist de

rigtige papirer, der viste at lasten skulle til Sverige. Derved kunne skibet

tages som dansk prise.


Flere andre kapere var ret effektive i kortere perioder, hovedsageligt i

forårs‐ og efterårsperioderne, hvor der var mest bytte grundet gunstige

vindforhold for de store engelske handelskonvojer. Denne periodevise

høje kaperaktivitet fra Christiansø var til stor gene for englænderne.

Den engelske utilfredshed med kaperne i Østersøen kulminerede den 24. oktober 1808 med et

bombardement af Christiansø. Øen forblev dog på danske hænder.

Maleri af Arne Skottenborg Fredriksen, Original på Statens Forsvarshistoriske Museum

Korrespondance mellem det engelske admiralitet og den

øverstbefalende i Østersøen, viceadmiral Saumarez viser tydeligt, at

englænderne havde planer om at indtage Christiansø. Dels for at hindre

kapernes operation i Østersøen, men også for at få en base til fordel for

handlen med Baltikum. Kapernes ihærdige aktivitet var en torn i øjet på

englænderne, hvilket understreges i admiralitetets brevvekslinger fra

sommeren 1808, hvor admiral Hood, en af de øverste officerer i den

engelske flåde, i omtalen af kaperne ved Christiansø skriver: ”I tremble

for our merchants.” Brevvekslingen resulterede i, at man sendte flere

skibe til Østersøen med henblik på rekognoscering omkring fæstningen,

med en mulig erobring for øje.


Den stigende trussel fra den engelske orlogsflåde mod både kapere og

fæstning afstedkom, at der blev indgået et samarbejde mellem nogle af

kaperne og fæstningen. Kaperne blev trænet og ekserceret på

fæstningen og støttet af øernes kanoner på deres togter. Til gengæld

kunne kaperne med deres armerede fartøjer udvide fæstningens

begrænsede aktionsradius. Dette afstedkom en del bataljer mellem

kapere og fæstning på den ene side og englændere og svenskere på den

anden. I oktober 1808 spidsede situationen til, da et par engelske

orlogsskibe forsøgte at afskære en dansk kaper vejen ind til fæstningen,

som så åbnede ild mod englænderne. Senere samme måned rettede

englænderne et decideret angreb mod Christiansø.

Fem orlogsskibe sejlede forbi øen og åbnede ild, mens tre

bombarderfregatter ankrede op og påbegyndte bombardement af øen.

Over 600 granater regnede nedover øen og fæstningen havde svært ved

at svare igen, da dens kanoner ikke havde lige så stor rækkevidde som

englændernes. En løjtnant, Marcus Bech, beskriver i sine erindringer,

hvorledes kaperne på utraditionel vis deltog i forsvaret af fæstningen på

land:

”Strax om Morgenen, da Fregatterne bemærkedes,

og Generalmarschen lød, begave Hr. Wolfsen og

Capt. Hatting, der ogsaa førte en Kaperskonnert –

en snurrig Fyr, der kaldte alle Galeaser for

Lysesaxe‐ samt endnu en Kaper, med deres hele

bevæbnede Mandskab, over 150 Mand, sig i Land

og tilbød Commandanten disse til Tieneste paa

Fæstningen. Med megen Glæde modtoges denne

Forstærkning, og bleve de ansatte paa forskiellige

Steder under deres Captainers Commando, hvor

de forbleve, indtil hele Affairen var forbi ved

Middagstid.”


Korrespondancen internt i den engelske marine viser, at angrebet var

direkte afledt af kapernes aktiviteter, samt en prøve på fæstningens

forsvarsevne i forhold til den engelske flådes ønske om at indtage øerne.

Englænderne angreb ikke fæstningen igen, hvilket indikerer, at de

skønnede at indtagelse af øerne alene ved brug af orlogsskibe ikke var

mulig. Da de private kaperes aktiviteter nedtonedes i løbet af 1809,

overtog fæstningens bemanding kapervirksomheden fra egne skibe og

indbragte et stigende antal priser. Dette fortsatte indtil august 1809, da

et midlertidigt forbud mod kapring af engelske handelsskibe trådte i

kraft.

Fæstningens rolle som base for kapere resulterede i tilførsel af

ressourcer og en omfattende oprustning. I tiden efter angrebet i oktober

1808 blev befæstningen forstærket betydeligt med højere og større

batterier, flere og kraftigere kanoner, forbindelseslinier og flere

krigsrelaterede nybygninger. Christiansø, som den fremstår i dag, er

således i høj grad et resultat af kapervirksomheden og de dertil

knyttede begivenheder, der fandt sted i perioden mellem 1807‐1809.

Lilletårn på

Frederiksø som

det ser ud i dag.

Foto – Torsten

Geertz


Hvis du vil læse mere om kaperkrigen 1807‐14

Kay Larsen ”Danmarks Kapervæsen 1807‐14”, Rosenkilde og Bagger,

København 1972

Boris Koll ”Kaperkaptajn Jens Lind – Manden bag myten”, Skippershoved,

Ebeltoft 2000

Johannes N. Tønnesen ”Kaperfart og skipsfart 1807‐1814”, Cappelen, Oslo

1955

More magazines by this user
Similar magazines