NEATA Festival 2006 - DATS

dats.dk

NEATA Festival 2006 - DATS

Internationalt teater (næsten) uden grænser.

Det største rum i verden – i Tórshavn.

af teaterkonsulent Morten Hovman

I Kina er der et gammelt ordsprog, der siger, at en scene er det største rum i verden. Alt

det, menneskene ikke oplever i verden, vil de opleve på teatret. Den kunstneriske

udtryksform varierer fra verdensdel til verdensdel, fra område til område, fra land til land,

men teatrets inderste væsen er og bliver det samme under alle himmelstrøg. Det er kort

sagt … det største rum i verden.

En af indgangene til dette rum befandt sig i Tórshavn på Færøerne i en uge i august

2006. Det færøske nationale center for amatørteater MáF var værter for den fjerde

internationale NEATA teaterfestival. NEATA står for North European Amateur Theatre

Alliance, og er en sammenslutning af ni nordeuropæiske lande – heriblandt Danmark –

fra Island i vest til Baltikum i øst.

Ni teatergrupper havde sat hinanden i stævne til dette teatertræf på tværs af grænser.

Der skulle have været elleve, men det viste sig, at de grænser, som bl. a. teatret kan

ophæve, magtfuldt kan blive trukket igen, dels af naturkræfterne dels af myndighederne.

Der var specielt inviteret to gæsteforestillinger fra lande udenfor NEATA med til

festivalen. Én fra Shetlandsøerne og én fra Hviderusland.

Det nordatlantiske vejr satte en stopper for Shetlandsøernes deltagelse, deres

flyvemaskine kunne simpelthen ikke lande på Færøerne på grund af tåge i Vagar

lufthavn, og efter gentagne forsøg måtte gruppen vende tilbage til Shetlandsøerne uden

mulighed for at deltage i festivalen.

Èt er naturlovene, noget andet er de love, der skabes og håndhæves af mennesker.

Hviderusland blev frataget muligheden for at spille teaterforestilling i Tórshavn ganske

simpelt på grund af de danske indrejsebestemmelser. Teaterfolkene fra Hviderusland var

nødt til at passere København på deres vej mod Færøerne. Det satte de danske

myndigheder en effektiv stopper for: Hviderusserne kunne simpelthen ikke få visum til

Danmark. Dermed slut på dén chance for et internationalt teatermæssigt samarbejde.

Unuancerede indrejsebestemmelser, der skaber indtryk af en betænkelig mangel på

kulturel gæstfrihed i det nuværende Danmark.

Derfor det lille ”(næsten)” i artiklens overskrift.

Disse kedelige kendsgerninger kunne dog ikke fjerne indtrykket af en endog

overordentlig vellykket festival. Der var højt niveau og fin kvalitet i langt de fleste af

forestillingerne. Vidt forskellige forestillinger. Vidt forskellige universer. Vidt forskellige

udtryksformer. Fem af dem skal omtales her, fordi de giver et godt indtryk af festivalens

bredde.

(Det danske indslag: Drakomirs fine opsætning af Andreas Garfields ”Koldt” er omtalt i

forbindelse med Teaterfestivalen i Holstebro 2006.)

Spilleglæde, præcision og teaterleg.

Vi starter i NEATA´s vestligste hjørne.

Island besøgte festivalen med en teatergruppe, der var opstået i et samarbejde mellem to

teaterkompagnier, Hugleikur og Leikfélag Kopavogs. ”Memento Mori” hedder deres

forestilling, og den er skrevet af Hrefna Fridriksdóttir.

1


Gruppen fortæller om sig selv:

Denne gruppes historie starter i et Litauisk kloster.

For århundreder siden var dette kloster så helligt, at ingen havde lov til at tale. Munkene

tilbragte deres dage med bøn og fordybelse i stilhed. De eneste ord, der nogensinde blev

sagt, var ”memento mori” – husk, at du skal dø.

År senere besøgte medlemmer af to islandske amatørteaterkompagnier klostret, og

historien om munkene, der kun måtte sige ordene ”memento mori” blev siddende i deres

bevidsthed.

Nogle få dage senere samledes man omkring en flaske vodka, og oplevelsen i klostret

blev diskuteret. Men samtalen tog nye retninger … Hvad hvis man ikke kan dø? Hvad

hvis man lever evigt? Og så videre … det var tilsyneladende vigtigt at huske på, at vi er

dødelige.

Natten var stadig ung, da de opdagede, at her var der stof til en teaterforestilling!!

Hvordan er det at være udødelig? At leve evigt?

Den aften indgik gruppen en pagt som det første skridt. Instruktøren Ágústa Skúladottir

besluttede at gå ind i gruppen. I efteråret 2004 afholdt man en audition, fire skuespillere

fra hver af de to kompagnier blev valgt og prøverne startede.

Hrefna Fridriksdottir skrev manuskriptet efter utallige improvisatoriske eksperimenter med

gruppen.

Trods den dystre titel er ”Memento Mori” en sprudlende, livsbekræftende forestilling. En

fantasifuld kavalkade af alle mulige tænkelige og utænkelige situationer i et slags

”himmelsk” univers, hvor begrebet udødelighed bliver undersøgt, belyst og behandlet på

alle mulige leder og kanter. Det er meget energifyldt, meget humoristisk, ind imellem

rørende – og meget underholdende.

Forestillingen benytter sig af en perlerække af teatrets virkemidler med musikken som det

bærende element: musikalske dialoger, lige så musikalske korsekvenser a` la ”græsk

kor”, sang, orientalskinspireret dans, stramt koreograferede fællesoptrin, musikalske

mimiske sekvenser, kampscener, poetiske scener osv. osv. Det hele er kædet sammen

og holdt på plads i en meget omhyggelig, stram og bevidst instruktion.

Der er lagt stor omhu i arbejdet med skuespillerne. Ágústa er professionel instruktør med

god erfaring, og en fantasifuld, personlig teaterstil. Det har skuespillerne nydt godt af. Alle

de mange forskellige situationer, og de figurer, der befolker dem, er fint og omhyggeligt

gennemarbejdede. Der er hele tiden ni mennesker på scenen, og alle viser en flot

scenisk tilstedeværelse. Alle er med til at sende fokus præcist rundt på scenen fra sted til

sted, fra situation til situation.

Det scenografiske arbejde er fortrinsvis lagt i kostumerne. Abstrakte enkle kostumer, som

i nogle situationer har mindelser om noget klassisk græsk, i andre pludselig noget mere

orientalsk. Kostumerne digter med på forestillingens eget lille originale, ”himmelske”

univers.

Lyd er en vigtig del af forestillingen. Der er givetvis blevet arbejdet meget med at blande

de menneskelige ”live” musikalske lyde, som skuespillerne frembringer på scenen, med

den præindspillede musik. Det lykkes fint og giver forestillingen en ekstra dimension.

Det går over stok og sten i ”Memento Mori”. Billede efter billede. Indfald efter indfald.

Fantasien sprudler. Man taber næsten pusten som tilskuer. En lidt hårdere sorteringsfase

i prøveforløbet kunne have gjort en flot forestilling endnu mere helstøbt. ”Kill your

darlings”, siger en teatermæssig tommelfingerregel. Giv afkald på yndlingsdetaljer for

helhedens skyld.

2


Mængden af stof kan også medføre, at skuespillerne kommer til at bruge mange af de lidt

”forkerte” kræfter for at få det hele med, så forestillingen ender med at virke lidt

”forpustet”. En forestilling som denne bliver endnu mere charmerende og suveræn, hvis

den spilles ud fra et roligt overskud.

Små indsigelser til trods er ”Memento Mori” en forestilling på højt niveau. En særdeles

velinstrueret, velspillet forestilling fuld af fantasi og herlige billeder og ideer.

Stort drama om store spørgsmål.

Fra Island i vest til Litauen i øst.

Roskiskis folk theatre var det første teater af sin art i Litauen. Teatret spiller fortrinsvis

national dramatik. Således er også gruppens bidrag til festivalen ”Erelnycia” (Ørnens

Rede) et litauisk skrevet stykke. Stykket er skrevet af Juozas Marcinkevicius.

Stykket tager udgangspunkt i en virkelig historie. Det er historien om den litauiske digter

Andrius Vistelis-Visteliauskas, som levede i det 19. århundrede. På grund af sin

overbevisning blev denne digter kastet rundt i verden fra det ene sted til det andet og

endte sine dage i et galehus i Argentina. Stykket foregår i dette galehus. Digteren lever et

”almindeligt” liv i galehuset, men han glemmer aldrig, at han er litauer, og at hans mission

her i livet er at vigtiggøre og ophøje det litauiske sprog. Han er overbevist om at hans

sprog er så fint og gammelt, at det blev talt af Adam og Eva i Paradiset…

Gruppen siger:

”Erelnycia” handler om den kraft, der skal til for at holde fast i sin egen overbevisning i

hvilken som helst situation og ikke miste menneskelig værdighed.

Stykkets hovedtema er den stærke kærlighed til ens fædreland. Den overvinder alle

andre følelser. ”Erelnycia” er især typisk for en periode med stor udvandring.

Litauen gæstede festivalen med en stor og teatralsk forestilling. Teatralsk i dette ords

bedste forstand. Hvis man kan tale om, at stærke historier opstår, fordi det er nødvendigt,

at de bliver fortalt, så er ”Erelnycia” et godt eksempel på dette. En flot historie som tør

tage fat på store menneskelige følelser og begreber. En modig forestilling, hvor man tør

sætte noget på spil, både i historiens emne og i dens udtryk.

En produktion, hvor man tør springe over, hvor gærdet er højt.

F. eks. dekorationen. Flot af litauerne at bringe så omfattende en dekoration med sig hele

vejen til Færøerne. Det må have kostet masser af besvær og mange penge. Men for

publikum, var det det hele værd. Et flot, fleksibelt, abstrakt scenebillede med rå

jernsenge, der nemt lader sig transformere til celledøre og andre barske lokaliteter i et

argentinsk galehus i det 19. århundrede. En stor ”kasse” med en svingdør – også fuld af

muligheder og billeder.

Der er lagt stor omhu og bevidsthed i kostumerne. Abstrakte og tidløse er de, og så

alligevel meget præcise og funktionelle.

Enkle og omhyggeligt udvalgte rekvisitter bliver brugt med så stor effekt, at de næsten

kommer til at virke symbolske. Nævnes skal ”fangernes” tintallerkener, med alle deres

muligheder for lyde og stemningsskabende rytmer.

Lydsiden er også en stor og vigtig del af denne produktion. Der er masser af fint

lydarbejde at glæde sig over. Ikke kun de kommenterende baggrundslyde lavet af

skuespillerne, men også den indspillede musik. Lyd og musik fungerer på en fin måde

som samspillere, og som medspillere i forestillingen.

”Erelnycia” er en forestilling fuld af opfindsomhed og originalitet, der kommer til udtryk i

en række interessante billeder, der er en inspiration og en udfordring til publikums fantasi.

3


Forestillingen byder på fint og præcist skuespil. Historien bliver fortalt med en klarhed,

som overvinder alle sprogbarrierer.

I Litauen findes en professionel uddannelse af instruktører til amatørteatret. ”Erelnycia´s”

instruktør Jonas Buziliauskas kommer fra denne uddannelse. Han spiller også selv

hovedrollen som digteren Andrius. En svær dobbeltrolle at beklæde i en teaterproduktion.

Det kan give indtryk af en teater”konge” med sine undersåtter. Buziliauskas får tegnet et

fint billede af et stort menneske, der er i besiddelse af tilgivelseskræfter af næsten

Gandhi´ske dimensioner overfor de svigt og overgreb, der bliver begået mod ham. Men

der er også en vis monotoni i afleveringen af de mange ord på det fine, gamle sprog, som

han gerne vil ophøje. En monotoni, der måske fortæller os, at her mangler der måske lige

en instruktør til instruktøren.

Men alt i alt er ”Erelnycia” en forestilling på højt, højt niveau. Omhyggeligt iscenesat og

gennemarbejdet i alle detaljer.

Teater som gør indtryk. Teater som tør være teater.

Moderne absurd teater med sort humor.

Norge lod sig repræsentere af teatergruppen Hinsides Hekneby med det forunderlige,

moderne absurde stykke ”Mot Slaktevekt”. Stykket er skrevet af den ene af de

medvirkende skuespillere, Geir Magne Pedersen. Titlen hentyder til kreaturer eller grise,

der holdes indespærret og opfodres til en bestemt vægt, før de skal slagtes.

Forestillingen blev oprindelig skabt og opført første gang i en gammel stald et sted i det

nordlige Norge.

Gruppen skriver om forestillingen:

To mænd i et venteværelse. Den ene er klædt i hvidt, den anden i sort. De har dræbt en

eller anden. Mens de venter på straffen, fordriver de tiden med at spille spil, tænke på

imaginære kvinder og tælle dagene. Den ene af dem angrer. Den anden hævder, at han

gjorde det rigtige. Til sidst får den ene med posten et dokument, hvori han bliver tilgivet.

Den anden får et kort, der udtrykker beundring for hans forfærdelige handling for ti år

siden.

Allerede starten på ”Mot Slaktevekt” skærper vores opmærksomhed: I halvmørke slæbes

en stor tung skikkelse gryntende og hvinende gennem rummet. En stor orne på vej mod

slagtebænken? Nej, såmænd bare stykkets musiker, der slæbes på plads, så

forestillingen kan begynde. For publikum en god introduktion til stykkets univers. Vi er

hurtigt klar over, at det her er ikke helt almindeligt. Vi skal være vidner til en historie, der

har sin egen helt specielle sort-humoristiske tone, en forestilling, der er helt sin egen.

Og det slår ikke fejl.

Det er ikke så meget det, at de venter, de to mænd i stykket. Det er måden, de venter på.

Det fremgår tydeligt, at de har været spærret inde sammen i mange år på grund af et

lejemord, de har begået i fællesskab. Gennem årene er der opstået en serie ”slå-tidenihjel”

ritualer. Man kunne næsten sige ”slå-hinanden-ihjel” ritualer. Alle ritualerne handler

om deres interne konkurrence. De handler om at besejre hinanden. Den, der vinder, er

den, der har ret. Ret i, om det er en afskyelig handling, de har begået, eller om det er en

rigtig og retfærdig handling.

De prøver at overvinde hinanden i imaginær baseball, i drabelige revolverdueller fra det

vilde vesten. En tyrefægterscene ender tilsyneladende i et ufatteligt rod af tarme og

indvolde. Der er sumobrydning med voldsomme bevægelser, og der er ondskabsfuld,

pinagtig udtrækning af små kropshår. Der bruges også tid og kræfter på at overgå

hinanden i opfindelsen af de mest fantastiske imaginære damer. Aller morsomst er et

4


slags skakspil, som ikke er skak…og dog. En sekvens, der udvikler sig med rablende

fantasi. Et lille strategispil, der ender som krig på allerhøjeste plan.

Der er hele tiden en tanke med morskaben i ”Mot Slaktevekt”. Løjerne bliver hele tiden

sat i alvorligt perspektiv. Publikum bliver hele tiden tvunget til eftertanke. Til at spørge sig

selv: ”Hvad er det egentlig, vi sidder og griner af”.

Og når det lykkes, så har man lavet godt teater.

Der bliver leveret fint skuespil af de to aktører. De har arbejdet meget med herlige

statusskift. De formår hele tiden på bedste vis at vende situationerne på hovedet. At

trække tæppet væk under hinanden. Utroligt underholdende og vedkommende.

Den stakkels musiker, der så brutalt blev trukket til sin musikalske slagtebænk i starten af

stykket, var en ekstra gevinst i en god forestilling. Helt utroligt, hvad han på sin enlige elguitar

kunne producere af kommenterende lyde og herlige musikindslag. En stor og

desværre sjælden luksus, at have levende musik af dén kaliber med i en forestilling.

”Mot Slaktevekt” er årets udenlandske gæsteforestilling på Teaterfestivalen 20. – 22. april

2007 i Roskilde.

Rystende og rørende psykologisk drama.

Sverige havde sendt en psykologisk gyser til festivalen. Musikteaterforeningen Oliver

fra Vesterås deltog med stykket ”Ja må jag leva” skrevet og instrueret af Mathias Wiik.

Stykkets titel er et ordspil på første linie i en hyldestsang, og ville således på dansk

hedde ”Jeg skal leve”.

Mathias Wiik skriver om stykket:

Stykket handler om Eva og Kim, to søstre, der vokser op under samme tag. De har, på

grund af deres forhold til deres nu fraværende mor, og de egenskaber, som de hver især

er blevet påtvunget, udviklet to meget forskellige opfattelser af deres barndom.

Den ældste søster, Kim, har siden moderens forsvinden, påtaget sig det ansvar at holde

søstrene sammen for livstid. Eva bærer på en hemmelighed: en længsel efter at forlade

hjemmet og den kontrollerende søster. Søstrene har udviklet et kvælergreb af et forhold:

Den ene er nødt til at slippe ud for at kunne leve, og den anden må for enhver pris have

hende til at blive.

Stykket foregår på den yngste søsters attenårs fødselsdag.

Det er et særdeles intenst og helstøbt stykke psykologisk dramatik, Mathias Wiik har

skrevet. Og det er en velspillet og flot disponeret forestilling, han har sat på scenen. En

forestilling fuld af godt skuespil og effektfulde billeder.

Historien er indrammet af en enkel, smuk og virkningsfuld dekoration: Tre felter beklædt

med stof. Stoffet er draperet med stor bevidsthed om lysets muligheder. Med enkle

lysskift går man fra den mest intime hygge til den mest hårrejsende gyserstemning.

Udover de to søstre møder vi også deres mor, der dukker op ind i mellem, som en slags

mareridtsagtigt genfærd, samt et postbud, der ankommer som en lille bombe af befriende

humor.

Det mærkes, at personinstruktionen er prioriteret meget højt i forestillingen. Alle fire

medvirkende arbejder med stor renhed og er kommet langt ned i deres figurer. For

publikum er det derfor utroligt interessant at følge deres udvikling i historien. De to

søstres samspil er forrygende godt.

Der er arbejdet bevidst musikalsk med dialogen med en forbilledlig opmærksomhed på

pausernes betydning.

5


Også denne forestilling har en stor og vigtig lydside. Der er skabt et medspillende

musikalsk lydbillede, der ikke mindst har stor virkning i de uhyggelige gysersekvenser,

stykket også består af.

Som sagt et velskrevet stykke. Et spændende og relevant stykke. Et stykke, der fortjener

at krydse nogle landegrænser.

Man kunne ønske, at en dansk gruppe ville få øje på det. Tre gode kvinderoller, to yngre

og en lidt ældre, samt en fin lille manderolle. Og masser af interessant arbejde med

skuespil, instruktion og scenografi.

Musikalsk, poetisk, fantasifuld teaterrejse.

Tórshavns egen amatørteatergruppe, Havnar Sjónleikarafelag var udset til at slutte den

succesfulde festival af. Det gjorde de eftertrykkeligt, og uden at slække på

kvalitetsniveauet, med forestillingen ”Hørpurima”, skrevet og instrueret af Hans Tórgard.

Teatergruppen blev startet så tidligt som i 1918, og i 1926 blev det teaterhus, som

gruppen stadig holder til i, bygget. Et fantastisk gammelt træhus beliggende centralt i

Tórshavn. Husets teatersal var et af festivalens tre spillesteder.

Forfatteren William Heinesen tilbragte megen tid i huset, dels som scenograf, dels som

musiker.

Teatret spiller forskellige slags stykker året rundt, og har sin egen teaterskole for børn.

Huset giver også plads for andre arrangementer, såsom musik, festivaler og traditionel

færøsk dans, og har på den måde stor betydning for det kulturelle liv i Tórshavn.

Hans Tórgard skriver om ”Hørpurima”:

Et stykke med musik – eller omvendt – et musikstykke.

Normalt – eller nærmest som en hovedregel – bliver musikken brugt til at skabe

atmosfære; den bliver brugt til at illustrere eller kommentere det, der foregår på scenen.

Men i ”Hørpurima” har musikken samme status som teksten og bliver brugt direkte til at

fortælle historien. Omkring halvdelen af rollerne i stykket er musikinstrumenter – d.v.s.

skuespillere, som bruger musikinstrumenter til at kommunikere med – eller måske er det

musikinstrumenterne, der bruger skuespillerne til at illustrere…

Forestillingen er et forsøg på at sammenvæve to meget forskellige kunstneriske

udtryksformer, således at begge har ligeværdig status på scenen og supplerer hinanden.

”Hørpurima” er ikke en musical, men måske snarere et forsøg på tolke udtrykket

”musical” på en ny måde.

Stykket er også en rejse gennem teaterhuset. I stedet for at lave sceneskift, bliver

publikum tvunget til at flytte sig rundt (og dermed måske flytte deres egne grænser)

gennem nogle af teatrets mørkere kroge.

Stykket er ikke noget hyggeligt eventyr; det er i bund og grund en god gammeldags

gyserhistorie om kærlighed, jalousi, sandhed, løgn, ondt og måske retfærdighed.

Kontraster mødes – midt i musikken…

Om den færøske forestilling skal bare siges: Den lever op til alt det ovenstående.

Det er en rejse vi, som publikum kommer ud på. En rejse fuld af overraskelser. Fra

lokalitet til lokalitet i et spændende hus, som gruppen har gjort endnu mere spændende

med fantasifulde dekorationer og effektfuld lyssætning. I det ene øjeblik er vi på en

6


strand, hvor tågen vælter ind fra havet, i det næste er vi på havsens bund osv osv. Fra

det ene fine univers til det andet.

Også en vellykket idé med at vende op og ned på skuespillere og musikinstrumenter.

Utroligt at høre – og se! – en trækbasun i et jalousiskænderi med en violin. Eller en

harmonika flirte med en fløjte. Musikalsk foregår det hele på et endda usædvanligt højt

plan. Det, at skuespillerne er så suveræne på deres instrumenter – eller er det

instrumenterne, der er gode som skuespillere? – gør at forestillingen bliver løftet op på et

meget fint plan.

”Hørpurima” er et stort anlagt teatereksperiment, som lykkes.

Herligt at kunne slutte en teaterfestival af med at ruske lidt op i begreberne med noget

nyskabende, originalt og overraskende.

Det er interessant at konstatere, at ordet nyskabende kan hæftes på alle de fem omtalte

forestillinger. Alle er de skabt ud fra et ønske om at skabe noget unikt, noget personligt

og noget særegent for grupperne hver især. Denne nyskabende/nysgerrige indstilling til

at udvikle teaterforestillinger skaber stor kraft, flot dynamik og et dejligt engagement. Og

frem for alt: interessante forestillinger.

Men indholdet af festivalen havde aldrig kunnet præsentere sig på så fint et niveau, hvis

ikke rammerne havde været i orden. De færøske værter løste alle praktiske opgaver med

en naturlighed og effektivitet, som om de aldrig havde bestilt andet. Ni forestillinger blev

stillet op og pillet ned igen på tre forskellige scener rundt omkring i Tórshavn. Festivalens

deltagere blev bespist og serviceret efter alle kunstens regler. De færøske værter klarede

alle opgaver med stor gæstfrihed og imødekommenhed, og gav på den måde deres

bidrag til den gode atmosfære, det store arrangement blev afviklet i.

Seks dage i august tilbragt i verdens største rum.

Som det gamle kinesiske ordsprog siger: det rum, hvor fantasiens og tankens frihed

holder til huse.

Se billeder fra festivalen

7

More magazines by this user
Similar magazines