Ole Michelsen - Skrivegaarden
Ole Michelsen - Skrivegaarden
Ole Michelsen - Skrivegaarden
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Kongelige Teater. Du skal spille hovedrollen i en fi lm. Du skal<br />
synge i X Factor.” Selv tænkte jeg dengang mere på formidling<br />
med mig i formidlerrollen.<br />
Du overvejede aldrig den sikre vej i handelslære og et mere sikkert<br />
liv med salg?<br />
Nej. Jeg ville helt sikkert have kørt alle forretningerne ned,<br />
ligesom både min far og farbror gjorde. Og mit bedste påskud<br />
til at slippe ud af den småborgerlige fælde var vel at begynde at<br />
studere på universitetet. At søge frihed. Søge nye åbninger. Og<br />
det blev til studier i fransk og dansk og et studenterskuespillerliv,<br />
hvor jeg sang og dansede med Ulf Pilgaard, Olaf Nielsen,<br />
Birgit Zinn og Niels Skovsen. Jeg betragtede imidlertid ikke<br />
mig selv som værende talentfuld nok til at blive skuespiller,<br />
ligesom jeg var sikker på, jeg ikke ville kunne holde ud at stå på<br />
et teater gennem to måneder og spille den samme forestilling.<br />
Så i stedet opstod drømmen om at blive fi lminstruktør.<br />
Min umiddelbare tilgang til fi lmens verden havde i<br />
barneårene været de store komikere. Det var Marx Brothers og<br />
Gøg og Gokke, og så var det de traditionelle spændingsfi lm,<br />
altså eventyrfi lm. Men jeg kom faktisk i gang via komikken.<br />
Det var ret eksklusivt for vores hjem at komme i biografen, og<br />
vi var vel kun af sted et par gange om året. Om sommeren i<br />
Humlebæk Bio, som lå tæt på vores sommerhus i Sletten.<br />
Jeg fortsatte med at gå meget i biografen, og i slutningen<br />
af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne kom den nye bølge i<br />
Frankrig. Den fascinerede mig dybt, fordi den handlede om<br />
mine jævnaldrende, og den var lavet uden papkulisser og<br />
studieoptagelser og historisk drama. Det var kameraet op på<br />
skulderen og ned ad Champs-Élysées: En smuk kvinde står<br />
og sælger aviser, og Belmondo med en Gauloise i kæften bliver<br />
betaget af hende, og så begynder det for alvor …<br />
Jeg syntes, det kunne være sjovt at være med til at lave den<br />
slags fi lm og jeg havde hverken lyst til eller ambitioner om at<br />
lave Jeanne d`Arc nr. 14 a la Carl Th . Dreier. Jeg ville lave noget<br />
om min samtid. Jeg tillod mig ikke engang at forestille mig en<br />
forfatterkarriere. Det vildeste var i mine øjne nok at blive ansat<br />
på Politiken som litteraturanmelder eller sådan noget. Men jeg<br />
ville gerne formidle kultur. Og jeg var indstillet på at lære.<br />
Så jeg rejste til Frankrig. Jeg måtte bare af sted. Der var ikke<br />
nogen diskussion. Det var der, det hele foregik, og jeg havde<br />
en stærk fornemmelse af, at jeg ville falde til dernede, og at jeg<br />
ville blive god. Jeg forstår stadigvæk ikke, at jeg turde. Men jeg<br />
ankom til Paris i 1964 som 24-årig, og i Paris grundlagde jeg<br />
også hele min interesse for det franske sprog.<br />
Så sproget er portalen til hele din kærlighed til Frankrig?<br />
Ja. Så kan man begynde at snakke om udstillinger og madkultur<br />
og bjerge og landskaber og alle de banaliteter, som enhver<br />
idiot kan sidde og sige. Vi ved jo alle, at der er dejligt med<br />
vidunderlige strande, og at de franske piger er smukke. Men<br />
vejen til det hele er sproget. Og det er skabende at besidde et<br />
fremmedsprog.<br />
Det fandt jeg ud af, da jeg en dag i 1964 stod med en kuglepen<br />
og en lille bog, hvor jeg skrev nogle ideer ind og begyndte at<br />
ringe rundt fra forskellige mønttelefoner til fi lmfolk. Det<br />
viste sig nemlig at være pissesvært at komme i kontakt med<br />
kultureliten såsom de spændende fi lminstruktører. Og når jeg<br />
så endelig mødte dem, var det altafgørende, at jeg kunne tale<br />
sproget.<br />
Det var en hård prøve, men efterhånden blev jeg bedre og<br />
bedre til fransk. Det var min magiske formel til at åbne døre,<br />
hvorefter jeg kunne begynde at skabe noget. Jeg kunne skrive<br />
artikler om fi lm og litteratur og sidde og interviewe forfattere<br />
og fi lmfolk. Samtidig fi k jeg opfyldt min drøm om at komme<br />
i mesterlære som fi lminstruktør, selv om jeg efterhånden fandt<br />
ud af, at jeg nok heller ikke selv skulle lave fi lm.<br />
Når jeg i dag tænker tilbage, forstår jeg slet ikke, at jeg som<br />
24-årig turde etablere mig i en toværelses lejlighed dernede<br />
reelt uden en krone på lommen, samtidig med at jeg var nygift<br />
og medbragte min blot 18-årige hustru Nina. Vi havde knap<br />
nok råd til at betale huslejen, og jeg havde kun nogle løse<br />
aftaler med Aktuelt, og det gik, selv om det var svært i starten.<br />
Vi klarede os.<br />
Lykken varede fem år, men så blev Nina dræbt i en trafi kulykke<br />
som 23-årig. Vi havde haft knas i forholdet, og Nina var rejst<br />
til London med en engelsk bekendt, og der var også en aff ære<br />
under opsejling, da hun brækkede nakken ved ulykken. Jeg var<br />
naturligvis knust, for på det tidspunkt i mit liv var Nina min<br />
store kærlighed. Vi var imidlertid begge temmelig umodne, og<br />
da vi så fi k Trine, var vi også uenige om hendes opdragelse.<br />
Men der stod jeg altså i 1969 med et barn på tre et halvt<br />
år og en delvis restaureret ruin 60 kilometer nord for Paris<br />
og besluttede, at mit eventyr var slut. Jeg kunne ikke presse<br />
mere ud af det, endsige praktisk klare tilværelsen som alenefar<br />
uden støtte og hjælp fra nogen. Så jeg rejste hjem og var så<br />
heldig, at det job, jeg kort før Ninas død indirekte var blevet<br />
tilbudt af DR, stadig var ledigt. De ville gerne have, jeg skulle<br />
være en slags europæisk kulturmand, og det lød ualmindelig<br />
spændende. Ja, det var faktisk et drømmejob, fordi jeg nok er<br />
mere mundtlig, end jeg er skriftlig. Jeg har skrevet meget, og<br />
jeg skriver også stadigvæk meget, men noget af det sjoveste, jeg<br />
har oplevet i mit liv, det er at lave radio.<br />
Jeg elsker radiomediet. Befi nder mig som en fi sk i vandet.<br />
Og elsker det nok også mere end tv-mediet. Det første og<br />
det vigtigste ved radiomediet er stemmen. Du kommer jo<br />
næsten ikke nærmere et menneske, end du gør via stemmen.<br />
De tonearter, den klang, den udlevering, den holden tilbage.<br />
Alle de skønne ting, der ligger i stemmen – ja, i samtalen.<br />
For mig er samtalen noget af det mest elementære og mest Woody Allen tegnet af <strong>Ole</strong> <strong>Michelsen</strong> i 1994.<br />
DØMT TIL AT SKABE OLE MICHELSEN