POLITIKENS KRONIK MANDAG DEN 20. SEPTEMBER 2010 Nej til ...

x.ved.a.dk

POLITIKENS KRONIK MANDAG DEN 20. SEPTEMBER 2010 Nej til ...

POLITIKENS KRONIK MANDAG DEN 20. SEPTEMBER 2010

Nej til status quo i Afghanistan

Af Jeppe Kofod, John Dyrby Paulsen og Mogens Lykketoft

Afghanerne skal senest i løbet af 2011 overtage ansvaret for sikkerheden fra de danske styrker i Afghanistan. Det er

Socialdemokraternes krav forud for forhandlingerne om Helmandplanen for 2011. Regeringspartierne derimod synes

ikke at have et klart mål eller en klar plan for indsatsen i Afghanistan og præsenterer i stedet et skønmaleri af

situationen for den danske befolkning.

Den 7. oktober er det ni år siden, krigen i Afghanistan begyndte. Det er efter enhver målestok meget lang tid at være i

krig. 36 soldater har indtil nu mistet livet og mange flere er kommet hjem med fysiske og psykiske skader. Den danske

indsats har været vigtig, rigtig og afgørende. Den danske befolkning har vist sin vilje til solidarisk at bære vores del af

byrden i kampen mod international terrorisme. De danske styrker har bidraget til at stabilisere Afghanistan og

fortrænge Taliban, så den afghanske regering har fået tid til at opbygge landet og den afghanske hær. Efter ni år

mener vi, at tiden er moden til at tage Danmarks indsats op til revision. Afghanerne må træde frem i forreste linie og

tage ansvaret for sikkerheden i deres eget land – med hjælp, træning og uddannelse fra danske og internationale

styrker.

Dette efterår skal partierne bag Afghanistan-indsatsen til forhandlingsbordet for at bestemme den danske

Helmandplan for 2011. I den forbindelse mener vi, at de danske soldater og den danske befolkning fortjener præcise

og realistiske svar på, hvad partierne bag Afghanistan-strategien mener om krigen. Hvad er formålet med vores

militære tilstedeværelse? Hvad er status i Afghanistan? Hvad er planen for de næste års militære indsats? Vi vil

skitsere vores svar på de tre spørgsmål i det følgende– noget som regeringspartierne efter vores mening har forsømt.

Hvad er formålet med vores militære indsats?

Det ville være bedst, hvis Afghanistan udvikler sig til et fremgangsrigt, fuldt demokratisk land, hvor såvel kvinder som

mænd frit kan leve som de vil, ytre sig som de vil og dyrke deres religion som de vil. Den generelle danske

Afghanistanpolitik må selvfølgelig sigte på at skabe en udvikling, der går i den retning – ligesom dansk udviklingspolitik

gør i andre fattige og skrøbelige lande rundt omkring i verden. Men der er brug for en ny realisme i vores tilgang til

Afghanistan, en realistisk tilgang til, hvad vi skal og kan opnå inden for en overskuelig årrække.

Socialdemokraterne var med til at udforme Afghanistan-strategien for 2008-2012. Det er en strategi, vi fortsat støtter

fuldt og helt op om. Her står, at det ”overordnede mål” er sikkerhedspolitisk, nemlig at hindre, at Afghanistan igen

bliver et fristed for international terrorisme. Derudover skal den danske indsats ifølge strategien bidrage til at udvikle

Afghanistan, herunder ”fortsætte en demokratisk udvikling og fremme respekten for menneskerettighederne”.

Strategien, som blev udformet i tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers tid, er udtryk for den rigtige prioritering og

realisme. Det overordnede mål er sikkerhedspolitisk. Vi ville ikke være i Afghanistan, hvis ikke Al Qaeda havde brugt

Afghanistan som base til at gennemføre sit angreb 11. september for ni år siden.

Som der står i strategien, skal vi selvfølgelig forsøge at igangsætte en positiv udvikling i landet, som kan medføre, at

Afghanistan på sigt kan blive et reelt demokrati og at den afghanske befolkning kan bringes ud af den dybe fattigdom,

som hovedparten af befolkningen lever i. Men vi skal passe voldsomt meget på, at vi ikke gør det til et militært mål at

føre denne udvikling helt til ende. Derfor er det for eksempel problematisk, når Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech i

en chat med Politikens læsere for nyligt fik slået fast, at ”Afghanistan har demokrati i dag, men det er ikke et

demokrati, som vi helt kender det herhjemme”. Det lyder på forsvarsministeren, som om Afghanistan blot har en lidt

mere eksotisk form for demokrati, end Danmark og lande, vi normalt sammenligner os med. Realiteten i Afghanistan

er, at der med international og dansk hjælp er bygget et fundament til noget, som en gang kan blive et demokratisk

styre; der er et parlament, der afholdes valg, der vedtages love. Det er ikke en uvæsentlig bedrift. Men der er langt

igen før Afghanistan kan kaldes et demokrati, uden at gøre vold på ordet. Den amerikanske organisation Freedom


House, som hvert år giver verdens lande karakterer for graden af politiske rettigheder og borgerrettigheder, giver

Afghanistan karakteren 6 ud af 7. Det er på linje med Zimbabwe og Iran. At Afghanistan ikke har udviklet et reel

demokrati er imidlertid ikke så underligt, når man tænker på, at landet er et af verdens absolut fattigste. Afghanistan

har brug for, at verdenssamfundet er til stede mange tiår endnu. Det har brug for massiv dansk udviklingshjælp og

støtte til demokratifremme. Men den støtte bør ikke primært være militær.

Det overordnede mål med den militære indsats er altså sikkerhedspolitisk – og når det er defineret som sådan, ligger

det lige for at spørge, hvordan indsatsen i Afghanistan hænger sammen med den generelle terrortrussel, som

Danmark og Vesten konfronteres med? Verden står fortsat over for en betydelig terrortrussel fra Al Qaeda og

ligesindede. Men truslen kommer ikke længere kun fra Afghanistan. Terroristerne som sprængte bomber i Londons

undergrund boede i England, men havde trænet i Pakistan. Den terrorist, som sidste jul var meget tæt på at sprænge

et fly i luften over Detroit var nigerianer og havde trænet i Yemen. Den mand, som få dage efter angreb Kurt

Westergaard med en økse i Århus var somalier og havde efter sigende forbindelser til den radikale Al-Shabaab

bevægelse i Somalia. Afghanistan er tydeligvis ikke det eneste sted, hvor Al Qaeda og deres sympatisører kan slå rod.

Man kan derfor med god ret spørge, om det giver mening at have en så massiv militær indsats koncentreret i

Afghanistan, når truslen i høj grad også kommer andre steder fra? Svaret er selvsagt ikke at invadere og besætte

ethvert land, hvor Al Qaeda opererer. Tværtimod må en langsigtet militær indsats i kampen mod terrorisme rette sig

mod at hjælpe og træne lokale sikkerhedsstyrker i de stater, hvor terroren har slået rod – og så naturligvis bruge de

ikke-militære virkemidler som diplomati og udviklingshjælp til at fjerne grobunden for terrorisme. Første skridt i den

proces er at nedtrappe engagementet i Afghanistan og lade afghanerne være ansvarlige for deres egen sikkerhed.

Hvad er status i Afghanistan?

Skal man tro Udenrigsministeren og Forsvarsministeren går det fremragende i Afghanistan. I foråret proklamerede

Gitte Lillelund Bech at ”vi er på vej mod sejren i kampen mod Taliban” og for nyligt slog Lene Espersen fast, at det, vi

ser nu, er Talibans ”sidste krampetrækning”. Logikken ser ud til at være følgende: Hvis der er færre Taliban-angreb, er

det fordi, de er lige ved at være slået. Og hvis der er flere angreb, er det fordi de i desperation iværksætter angreb,

fordi de er lige ved at være slået. Det giver ikke rigtig mening - og de to danske ministre står da også ret alene med

deres rosenrøde beskrivelse af kampen mod Taliban. New York Times rapporterede for nyligt, at det anslåede antal

Taliban-krigere faktisk stiger. To store annoncerede offensive operationer i henholdsvis Marjah og Kandahar er ikke

gået efter planen. Og tilliden til det korrupte regeringsapparat kan ligge på et lille sted.

Der er imidlertid også opnået resultater i Afghanistan. De danske styrker har formået at presse Taliban tilbage i et

meget vanskeligt område af Helmandprovinsen. De ekstra amerikanske styrker, som Obama i december besluttede at

udsende, er nu på plads. Det går fremad med at træne sikkerhedsstyrker, om end især politistyrkernes kvalitet stadig

ikke er imponerede. En del tyder på, at man snart vil kunne begynde at overdrage ansvaret for sikkerheden i hele

provinser i det nordlige Afghanistan til afghanske sikkerhedsstyrker.

Men ”sejren” er på ingen måde nær, trods de to ministres forsikringer. Slet ikke, hvis man dermed mener, at vi er ved

at nedkæmpe og udslette Taliban. Det er nemlig noget naivt at tro, at vi kan udslette Taliban – eller at gøre det til

målet for indsatsen. Taliban-bevægelsen er dybt integreret blandt de pashtunske stammer, som udgør den største

befolkningsgruppe i det sydlige Afghanistan og nordvestlge Pakistan. Det betyder, at Taliban-krigerne bevæger sig

relativt frit på tværs af grænsen. Derfor kan bevægelsen kan derfor aldrig besejres alene i Afghanistan – og at udvide

krigen til også at omfatte Pakistan er vist noget, selv ikke Søren Espersen har lyst til. I stedet for at fokusere på en total

udslettelse af Taliban, er tendensen i dag, at man prøver at svække Taliban-bevægelsen ved at lokke de menige

soldater til at lægge våbnene til gengæld for et job, samtidig med at man prøver at forhandle med de mindst rabiate

dele af Taliban – dem, som nok kæmper mod de internationale styrker, men som ikke har ambitioner om international

terrorisme eller lyst til at lægge hus til Al Qaeda.

Taliban er ikke ved at vinde – men Taliban er heller ikke i dødskramper. Status i Afghanistan er, at Taliban er en

magtfaktor, som ikke umiddelbart lader sig besejre, men som på den anden side fortsat er marginaliseret og fortrængt

til Afghanistans randområder. Der er opnået en slags status quo, som betyder fortsat krig og lidelser for den afghanske

befolkning, og for soldater og deres pårørende fra Danmark og andre lande med soldater i Afghanistan.


Det er imidlertid ikke alle, som er utilfredse med status quo. I Dubai, langt fra Afghanistans krig og kaos, bygger nyrige

afghanere kæmpevillaer finansieret af den narkohandel og korruption, som foregår i skyggen af konflikten, samtidig

med at afghanske krigsherrer tjener gode penge på at ”beskytte” konvojer for de internationale styrker. Status quo er

lukrativ for nogen, men uholdbar for os og for den afghanske befolkning. Derfor det på tide, at vi gør det helt klart for

regeringen i Kabul, at vi forventer, at de selv overtager ansvaret for sikkerheden.

Hvad er planen for de næste års militære indsats?

I november sidste år kom Helle Thorning-Schmidt med en klar udmelding om, at afghanerne skal overtage ansvaret i

det danske område inden for 1-2 år, så de danske styrker kan få en mere tilbagetrukket rolle og ikke længere er i

forreste linie i kamphandlingerne. Den udmelding blev mødt med en byge af kritik fra regeringspartierne, som

refleksagtigt siger, at man ”går Talibans ærinde” med enhver form for konkret udmelding om datoer.

Siden vores udmelding er der en del, der har gået Talibans ærinde. Det gælder præsident Obama, som i december

sagde, at tilbagetrækningen af de amerikanske styrker skal begynde i juli 2011, det gælder den britiske statsminister

David Cameron som sagde, at der i 2015 ikke er britiske kamptropper i Afghanistan – og det gælder præsident Karzai

og hele det internationale samfund, der i Kabul i juli satte 2014 som mål for, hvornår afghanerne kan overtage

ansvaret i hele Afghanistan. Vores statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne kun svinge sig op til at sige, at han

”håber” at de danske styrker vil være ude i 2015.

Det er ikke godt nok. Efter ni års krig er det ikke blot rimeligt, men nødvendigt at diskutere konkrete datoer. Når vi

sætter konkrete datoer, viser vi den afghanske befolkning, at vi rent faktisk ikke – som Taliban påstår – har nogen

planer om at besætte deres land, og vi lægger samtidig et nødvendigt pres på den afghanske regering, så de sætter

skub i rekrutteringen af lokale styrker. De internationale og danske styrker gør en kolossal indsats, men de lokale

styrker har nogle fordele, som internationale styrker aldrig vil kunne få. De taler sproget og kender de lokale forhold.

De koster en brøkdel af internationale styrker, således at vi for en mindre del af de midler, vi i dag bruger på

internationale styrker, vil kunne finansiere en betydelig afghansk styrke. Ikke mindst tager de ikke hjem igen, som de

internationale styrker jo før eller siden vil gøre.

Vi står derfor fast på vores melding fra november sidste år. Vores mål for forhandlingerne om Helmandplanen for

2011 er, at det danske hold, som udsendes til midten af 2011 (det er i øvrigt det 12.hold soldater vi sender til

Afghanistan) får en markant anderledes rolle, end den nuværende. De danske soldater skal efter juli 2011 træne og

støtte de afghanske soldater. Men de skal som hovedregel ikke gå på patrulje på vejsidebombebefængte veje eller

foretage daglige angreb på Taliban. Vi skal også begynde en proces, hvor det danske styrkebidrag pga. den ændrede

rolle gradvis bliver reduceret i forhold til de nuværende ca. 750 soldater.

Tilbage i vinteren 2001 virkede Afghanistan som en succes-historie. Det første skud lød i oktober 2001 og på kun to

måneder lykkedes det at fordrive Taliban fra alle de vigtige byer - Mazar-i Sharif, Kabul og til sidst Talibans højborg

Kandahar. Taliban og Al Qaeda måtte flygte op i bjergene og over grænsen til Pakistan. Efterfølgende mistede det

inernationale samfund med George Bush i spidsen interessen for Afghanistan. I stedet for at cementere sejren vendte

man blikket mod Irak og indledte en ulovlig krig. I skyggen af uroen i Irak fik Taliban mulighed for igen at vokse sig

stærkt, så de i dag på ny udgør en magtfaktor i landet.

Det er imidlertid værd at huske på, at det ikke primært var internationale tropper, som fordrev Taliban for ni år siden.

Ganske vist spillede internationale specialstyrker på jorden og kampfly i luften en afgørende rolle, men det var faktisk

afghanerne selv, i form af den Nordlige Alliance, som udgjorde hovedparten af styrken. Løsningen i dag er den samme.

Danmark og den andre internationale parter skal hjælpe, træne og støtte. Men det er kun naturligt, at afghanerne

også i dag går foran i kampen for Afghanistans sikkerhed.

Forfatterne er socialdemokratiske folketingsmedlemnmer. Jeppe Kofod er udenrigsordfører, John Dyrby Paulsen er

forsvarsordfører og Mogens Lykketoft er næstformand i Udenrigspolitisk Nævn og fhv. udenrigsminister

More magazines by this user
Similar magazines