ARKITEKTER Pu EFTERUDDANNELSE NY ... - Arkitektforbundet

arkitektforbundet.dk

ARKITEKTER Pu EFTERUDDANNELSE NY ... - Arkitektforbundet

1/2007

TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR,

DESIGN, BY OG LAND


Arkitekternes Pensionskasse

Rentesatser

i AP 2007

Pensionsordninger:

• Livrenter 5 %

Satser er excl. gruppeforsikring

Opsparingsordninger:

• Ratepension 5 %

• Kapitalpension 5 %

Arkitekternes Pensionskasse

Søholm Park 1

2900 Hellerup

Telefon: 39626566

Fax: 39400706

e-mail: pension@soeholmpark.dk

www.soeholmpark.dk

Afdelingsarkitekt til byggestyring

Vil du være med til at skabe spændende og attraktive

arbejdspladser i motiverende omgivelser? Du skal

være leder for 6 arkitekter/ingeniører og indgå i større

byggeprojekter – nybygning, renovering og ombygning

– i kontorejendomme.

Vi kan tilbyde dig at arbejde i en virksomhed, der

er strategisk tænkende og stolt af sine resultater. Vi

lægger vægt på tværgående samarbejde og et godt

kollegialt miljø.

Slots- og Ejendomsstyrelsen er en landsdækkende statslig ejendomsvirksomhed

i Finansministeriet. Virksomheden forsyner staten med

fremtidssikrede kontorarbejdspladser samt bevarer og nyttiggør

statens kulturhistoriske slotte og haver.

Læs hele stillingsopslaget på

ses.dk/jobforum


Arkitekternes Pensionskasse

Rentesatser

i AP 2007

Pensionsordninger:

• Livrenter 5 %

Satser er excl. gruppeforsikring

Opsparingsordninger:

• Ratepension 5 %

• Kapitalpension 5 %

Arkitekternes Pensionskasse

Søholm Park 1

2900 Hellerup

Telefon: 39626566

Fax: 39400706

e-mail: pension@soeholmpark.dk

www.soeholmpark.dk

Afdelingsarkitekt til byggestyring

Vil du være med til at skabe spændende og attraktive

arbejdspladser i motiverende omgivelser? Du skal

være leder for 6 arkitekter/ingeniører og indgå i større

byggeprojekter – nybygning, renovering og ombygning

– i kontorejendomme.

Vi kan tilbyde dig at arbejde i en virksomhed, der

er strategisk tænkende og stolt af sine resultater. Vi

lægger vægt på tværgående samarbejde og et godt

kollegialt miljø.

Slots- og Ejendomsstyrelsen er en landsdækkende statslig ejendomsvirksomhed

i Finansministeriet. Virksomheden forsyner staten med

fremtidssikrede kontorarbejdspladser samt bevarer og nyttiggør

statens kulturhistoriske slotte og haver.

Læs hele stillingsopslaget på

ses.dk/jobforum


Vi står lige nu midt i en tid, hvor forandringer, udvikling og innovation er blevet ‘bolsjeord’,

der dagligt udfordrer vores måde at arbejde på, og som – hvis vi tør lade os udfordre

– kan give nye spændende muligheder for arkitektfaget.

Vi har forladt industrisamfundet, og vi har taget et stort skridt ind i oplevelsessamfundet

med ændret fokus på, hvad der skaber værdi i samfundet. En videnbaseret virksomheds

virke måles som social innovation; ikke i form af, hvordan rum bruges, men

i værdien af de aktiviteter mennesker imellem, som rum understøtter!

Dette ses dog ofte i samfundet som afgrænsede udfordringer – enten til det fysiske arbejdsmiljø

eller som en HR(Human Ressource)-opgave. Men sjældent som en samtænkning

af de menneskelige ressourcer og de fysiske rammer. Og det er her, arkitekter kan

skabe sammenhæng og værdi.


Megatrends som globalisering og nye kundekrav presser virksomheder, der udelukkende

konkurrerer på pris og omkostninger. Fremtidens konkurrence går på vores evne til at

hjemhente viden globalt og omsætte lokalt, samt i udviklingen af unikke koncepter: at

knytte ydelser til produktet, som tilfører unik værdi for kunden – Mass Customization.

Danmarks fremtidige kompetencer er alt det, der ikke kan outsources: strategisk ledelse,

udvikling og individuel kundetilpasning – eller innovation!

For arkitekter betyder dette, at vi skal evne at arbejde værdibaseret – at vi skal kunne

visualisere visioner med afsæt i vore kunders krav til værdiskabelse.

Innovation er en mega vækstdriver. Undersøgelser blandt 5.000 ledere i 20 lande viser,

at under 2 % af innovationsprojekterne står for over 90 % af værdiskabelsen. I Børsen

og mange andre steder har man kunnet læse, at virksomheder, der bruger designere, tjener

flere penge, og at virksomheder, der forholder sig aktivt til design, har større eksport.

Innovation betaler sig altså. Men vi mangler måske redskaber i arkitektfaget – eller

behov for nytænkning af vores egne kompetencer og de fællesskaber, vi indgår i?

Den kaotiske idé-genereringsfase kan skematiseres. Kompleksitet i de projekter, vi i

dag udfordres med, kræver sparringspartnere. Innovation er ikke kun intuitiv kreativitet

– men systematisk analyse, der kræver strategiske samarbejder i udformning af ‘rum’.

Nye kompetencer i vores fag skal evne at skabe værdi ved at samtænke ledelsesstrategier,

kultur mellem mennesker og udformning af rum – evnen til at arbejde værdibaseret,

brugercentreret og kreativt.


Arkitekter skal tænke sig ud af boksen... Er det eneste ‘rigtige arbejde’ kun ansættelse på

en tegnestue? Eller kan vi arbejde med innovation og brugerinvolvering som en aktiv del

af vores kreativitet og derved skabe unik værdi?

Arkitekten som procesrådgiver og rumdesigner, værdiskaber for slutbrugeren af rum,

kultur & designmanager, udvikler osv. … Det kræver, at vi tør tage udfordringen op.

*citat af Charles Kettering, tidligere direktør hos General Motors og opfinder af bla bilstartnøglen

med tilhørende elstartmotor.


Overalt i det moderne samfund tales der om tværfaglighed, hvor kernekompetencer

udfordres for at imødegå indavl og snæversyn. Samarbejdspartnere bidrager til mangfoldighed

og giver innovation de bedste vækstbetingelser.

Kunne det betyde, at fremtidens arkitekter både ved noget om rum, arkitektur, kultur,

ledelse og økonomi? At fremtidens arkitekter ikke alene arbejder i snævre kompetencefællesskaber,

men derimod indgår som udvikler i tværfaglige fællesskaber med HR managers,

økonomer, kaospiloter, scenografer, kulturmanagers, kunstnere, change management-konsulenter,

antropologer, forskere m.m.? Og at fremtiden for arkitektstanden

handler om tværfaglighed, der tilsammen kan fokusere på samtænkning af arkitektur,

kultur, mennesker og ledelse?





Udviklingsøkonom Richard Florida udtaler, at drivkraften i moderne økonomier er innovation,

hvor bohemer og nørder følges ad – eller sagt med andre ord: Vækst kræver variation

med plads til mangfoldighed.

I min verden er der nærmest ingen begrænsning for, hvilke nye faglige fællesskaber og

nye rådgivningsvirksomheder dette kunne afstedkomme.

Men det kræver, at vi overvinder barrierer og fokuserer på, hvor vi kan gøre en forskel.

At vi ikke udelukkende koncentrerer os om den teknologiske løsning, men inddrager

nye principper for tværfagligt samarbejde. At vi satser på udvikling af nye kulturelle

proaktive normer og holdninger, og at vi videndeler fremfor at holde på viden – i et

organisatorisk klima med tillid mellem samarbejdspartnere.

Med udgangspunkt i brugeren skal vi udvikle samarbejdsvillige bygninger, hvor arkitektur,

materialer, overfl ader, belysning, indeklima, akustik, klimaskærm, design, lys, lugt og

redskaber tilsammen befordrer optimale relationer mellem mennesker.

Det kræver ændret fokus på eksempelvis ny organisering af byggeprocesser, udvikling

af nye samarbejds- og ledelsesformer, en strategisk indsats inden for byggeriet med fokus

på innovation. At vi ‘søger ud’ i nye tværfaglige relationer. At arkitektuddannelsen fremover

udvikler kompetencer, der kreativt kobler mennesker/rum/ledelse. Og at vi arbejder

værdibaseret, kobler processer på tværs og sætter dagsordenen for en ny arkitektonisk

praksis – med fokus på samarbejdsvillig, mangfoldig, fl eksibel og inviterende arkitektur!

Gitte Andersen, arkitekt, cand.arch. og byggeøkonom (MDB),

er direktør for Signal Arkitekter, www.signal-arki.dk

Læs også: ARFOKUS-tema om efteruddannelse, side 24-33


Mad, mad, mad, mad. Alle taler om mad

i disse tider; kokke i massevis udgiver

kogebøger, tv tryller maden frem i alle verdens

afskygninger for de måbende seere,

Danmarks borgere indretter nye køkkener

for milliarder af kroner, mens kongresser,

komiteer og udstillinger taler om folkesundhed,

fedmeproblemer, salmonella og

andre ‘sjove’ bakterier. Men midt i alle

disse spørgsmål har Danmark endnu ikke

haft plads til noget så simpelt som en ambitiøs

torvehal: et sted, hvor Danmarks

bedste fødevareproducenter kan afsætte

deres produkter.


Dette har netop været incitamentet for at

fremme torvehandelen i den danske hovedstad,

og indsatsen har båret frugt. Senest

maj 2008 åbner Torvehallerne på Israels

Plads ved Nørreport i København. Efter




ni års målrettet arbejde med at detailprojektere

det ambitiøse torvehalsprojekt,

blev den private investor og kommende

daglige driftsherre, CenterPlan A/S, sent

i efteråret 2006 endeligt godkendt af

Københavns Kommunens Borgerrepræsentation.

Under hele forløbet har der været

en tæt dialog med en lang række officielle


myndigheder, de lokale borgere og forretningsdrivende

samt de 138 registrerede

producenter af kvalitetsfødevarer fra alle

Danmarks regioner, som gerne vil sælge

deres produkter på Israels Plads – og

Københavns Kommunes og CenterPlan

A/S’ indbyrdes kontrakt betyder således,

at torvehallerne kan åbne dørene, inden

der er gået halvandet år.

Københavns Kommune har udført et EUudbud,

hvor Arkitekturværkstedets/Torvelaugets

projekt indgår som en bunden del

af udbudsmaterialet. Og det er nu op til

investor at udføre projektet, så det følger

det udarbejdede projektmateriale. For

Torvehallerne er nemlig allerede planlagt

fra de store linjer ned til projektets mindste

detaljer:





Lige fra torvepladsens markante 7.000 m 2

granitbelægning, som går fra en mere

end 4.000 m 2 udendørs brostensbelægning

placeret omkring 41 lindetræer til en

bearbejdet granit, der bliver finere og finere,

jo længere du kommer ind i Torvehal

lerne og de enkelte stader. Således at torve-

pladsen fremstår som en stor sammenhængende

granitflade på linje med hovedstadens

andre vigtige centrale bypladser.


Torvehallernes livgivende rækker af forskelligartede

stadepladser varierer i størrelsen

fra 12,5 m 2 , 25 m 2 , 37,5 m 2 til

max. 50 m 2 , så det sikres, at det kun er

mindre producenter af kvalitetsfødevarer,

som rykker ind.

De udendørs stader placeres omkring

markedsarealets lindetræer, mens de overdækkende

stader kommer til at ligge omkring

lysende søjle- og stålkonstruktioner

i hallerne, der har karakter af åbne handelspassager.

De er placeret under lette

svævende tage – beklædt med cedertræ

på undersiden og zink med stående false


på oversiden – og de er samlet under langsgående

ovenlys med solceller. De enkelte

stader er opbygget af spinkle stålkonstruktioner,

beklædt med fleksible oplukkelige

facader i cedertræ og glas og indrettet

med salgsdiske, bord-, hylde- og skabsindretninger,

primært i træ – således at et

varmt materiale gennemgående får en signifikant

fremtoning der, hvor der handles

og pruttes om priserne.

Hvert stade får sit eget personlige særpræg

med variationer – alt efter varesortimentet;

fiskehandlerne præsenterer eksempelvis

levende krabber, hummere, ål

og andre fisk i store glas-akvarier i stadernes

hjørner ud mod handelsarealerne. Og

udvalgte facadepartier udføres i sandblæst

glas, hvorpå kan projiceres årstider-

nes fødevaremotiver i farver: forårets første

Samsø-kartofler og asparges, hornfis-

kene i maj, sensommerens skovjordbær,

kirsebær og blåbær, efterårets kantareller

m.m.


Desuden er det vigtigt at fremhæve torvepladsens

højt prioriterede grønne karakter

– med i alt 41 nye lindetræer, udplantet

rundt om den samlede torveplads og i

pladsrummet mellem de to torvehaller.

Der bliver tale om et større nyt grønt by-




rum til københavnerne – et rum, der kan

opleves som en direkte forlængelse af det




historiske voldbælte i lokalområdet, med

bla Ørstedsparken og Botanisk Have.*

Det grønne aspekt kombineres med en

lyssætning, som skal gøre det rart at

handle året rundt – også i de lange og

mørke danske vintermåneder. Lyset vil opleves

som en arkitektonisk dialog mellem

Torvehallernes undertage i træ, oplyst af

up-lights, der giver en varm farvetone, og

den udendørs LED-belysning, som består

af mere end 140 små runde lys – primært


på oversiden – og de er samlet under langsgående

ovenlys med solceller. De enkelte

stader er opbygget af spinkle stålkonstruktioner,

beklædt med fleksible oplukkelige

facader i cedertræ og glas og indrettet

med salgsdiske, bord-, hylde- og skabsindretninger,

primært i træ – således at et

varmt materiale gennemgående får en signifikant

fremtoning der, hvor der handles

og pruttes om priserne.

Hvert stade får sit eget personlige særpræg

med variationer – alt efter varesortimentet;

fiskehandlerne præsenterer eksempelvis

levende krabber, hummere, ål

og andre fisk i store glas-akvarier i stadernes

hjørner ud mod handelsarealerne. Og

udvalgte facadepartier udføres i sandblæst

glas, hvorpå kan projiceres årstider-

nes fødevaremotiver i farver: forårets første

Samsø-kartofler og asparges, hornfis-

kene i maj, sensommerens skovjordbær,

kirsebær og blåbær, efterårets kantareller

m.m.


Desuden er det vigtigt at fremhæve torvepladsens

højt prioriterede grønne karakter

– med i alt 41 nye lindetræer, udplantet

rundt om den samlede torveplads og i

pladsrummet mellem de to torvehaller.

Der bliver tale om et større nyt grønt by-




rum til københavnerne – et rum, der kan

opleves som en direkte forlængelse af det




historiske voldbælte i lokalområdet, med

bla Ørstedsparken og Botanisk Have.*

Det grønne aspekt kombineres med en

lyssætning, som skal gøre det rart at

handle året rundt – også i de lange og

mørke danske vintermåneder. Lyset vil opleves

som en arkitektonisk dialog mellem

Torvehallernes undertage i træ, oplyst af

up-lights, der giver en varm farvetone, og

den udendørs LED-belysning, som består

af mere end 140 små runde lys – primært


hvide, enkelte røde og grønne – diskret forsænket

i belægningerne og placeret i et

tæt samspil med pladsens lysende vandskulptur

i farvet glas og udeserveringsarealet,

udført af kunstnerne Nils Erik

Gjerdevik og Anders Krüger.

Hertil kommer en overdækning af adgangen

til Metroen i torvepladsens hjørne

mod Frederiksborggade/Linnésgade, så

alle handlende kan komme tørskoet til og

fra de spiselige herligheder – mens de

underjordiske gangarealer foreslås udsmykket

med historiske fotostater fra Københavns

Bymuseum, der viser motiver fra

Israels Plads’ stolte torvetraditioner fra

1889-1958 med myretuer af mennesker

omkring varerne budt ud på hestevogne,

lad, i kasser m.v.

Israels Plads er optimalt beliggende med

gennemgående trafikårer af enhver art:

Metro, S-tog, kystbane og en lang række

buslinjer, samt ikke mindst de mange fodgængere

fra de omgivende store boligkvarterer.

Og hvad angår parkeringsforholdene

har torvepladsen adgang til knap

1300 underjordiske P-pladser for biler og

mindre varebiler, mens knap 600 cykelstativer

er indpasset, primært omkring

Metrostationen og langs Frederiksborggade,

samt et mindre antal grupperinger

rundt om torvepladsen.

Torvelauget har i den udførende koordineringsfase

tilknyttet en fagudvalgsbestyrelse,

der består af fagfolk med relation til

produktion og salg af kvalitetsfødevarer.

Fagudvalgsbestyrelsen har løbende vurderet

Arkitekturværkstedets stadestørrelser

og deres funktionalitet, materialevalg

og indretning med borde, hylder, vand,

el, køl, affald m.m., og her har der i høj

grad været fokus på depot- og toiletfaciliteterne

og de højt prioriterede underjordiske

renovationsanlæg med op til 75 %

genbrug af alle affaldsfraktionerne. Det

betyder bla, at affaldscontainere ikke vil

stå synlige og ildelugtende som i dag, at

der implementeres solceller til ca. 30 %

af den daglige strømforsyning, samt at der

tages højde for behovet for fælles køle-,

fryse-, kompressorrum og åbningstider

– for alle Torvehallens stader, maksimalt

156 stadeholdere fra nær og fjern, heraf

76 overdækkede og 80 udendørs.


Analyser af de sydeuropæiske og skandinaviske

torvehaller viser, at de besøgsmæssigt

og økonomisk bedst fungerende

af dem er baseret på en kombination af

overdækkede stadepladser i direkte samspil

med udendørs stadepladser. Lejen af

den enkelte stadeplads tilpasses i henhold

til størrelse, placering, faciliteter og lejeperiode

fra få dage til årsbasis, hvilket

skal sikre såvel et bredt varesortiment om

flere forskellige prisklasser; samt skaber

rum – og dette er vigtigt – for både den

etablerede fiskehandler, den lille oste-

eller ægproducent og de private svampe-

og bærplukkere.

Der bliver ikke tale om ‘et højteknologisk

NASA-rumfartøj’, spækket med personale,

udstyr og høje lønudgifter. Torvehallerne

på Israels Plads er derimod en ambitiøs

arkitektonisk torvefacilitet, beregnet til at

åbne dørene for de mindre producenter

og deres specialprodukter, for derigennem

at højne respekten for måltidet og madkulturen.

Ikke med moraliserende sundhedsparametre,

men med frodigt handelsliv,

genereret af lokale stadeholdere, som

personligt kører medicinresterne, salmonellaen,

det overdrevne fedt- og sukkerindhold

ud over sidelinjen for at erstatte

dem med de produkter, de selv har fremelsket.

Torvehallerne skal have et udbud, der er

stort, varieret og stabilt, så man på forhånd

kan være sikker på, at man ikke går

forgæves til Israels Plads. Men der skal i

lige så høj grad være plads til de årstidsbestemte

overraskelser som fx de friskplukkede

kantareller fra Bornholm. Københavns

Torvehaller skal være et sted,

hvor alle kan gøre deres indkøb, både

dem med den velstrukturerede indkøbsseddel,

og dem, der kommer for at lade

sig inspirere af dagens tilbud af nicheprodukter

og egnsspecialiteter.

Udførlige oplysninger om Torvehallernes

arkitektur, stadeholderlister mv:

www.hallerne.dk

www.arkitekturvaerkstedet.dk


I virkeligheden har den eksisteret i 46 år.

Tegningerne lå der, de første to niveauer

var rejst. Og selvom træer var skudt op

midt i den firkantede sokkel, var der stadig

ildsjæle, der troede på, at Le Corbusiers

Saint Pierre-kirke i Firminy syd for

Lyon en dag ville blive bygget færdig.

“Det er ikke ‘den ufuldendte symfoni’,

vi selv har komponeret færdig. Projektet

var der, og det er blevet holdt oppe af

en ubrudt kæde af mennesker, som har

troet på det i alle disse år,” fortæller

Yvan Mettaud.

Han er konservator for det, som – siden

indvielsen af Saint Pierre-kirken den 29.

november sidste år – er blevet til Europas

største Le Corbusier-kompleks.


Historien om den fransk-schweiziske arkitekts

største samlede urbaniseringsprojekt

i Europa begyndte i 1960. Borgmesteren

i Firminy, den tidligere minister

Eugène Claudius-Petit, bad sin gamle ven

og åndsfælle udi arkitektur og byplanlægning

om at bidrage til et helt nyt bykvarter.

Claudius-Petit var lidenskabeligt optaget

af ideen om at “forbedre arbejdernes

kår ved at forbedre boligstandarden,” som

han yndede at udtrykke det.

Og det var så det, han satte sig for at

realisere i Firminy – en trist og sort mineby

med usunde boliger, hvoraf kun halvdelen

havde indlagt vand og sanitet.

I løbet af 50’erne lod den socialt engagerede

borgmester en helt ny bydel opføre

– Firminy-Vert med 20.000 nye boliger

– og Le Corbusier fik til opgave at bygge

den infrastruktur af offentlige bygninger,

der skulle give kvarteret sjæl.

Som den moderne arkitekturs teroretiker

– Le Corbusier skrev over 40 bøger

om sin arkitektoniske utopi – havde han

allerede tegnet de officielle bygninger i





Chandigarh, den nye hovedstad i den indiske

delstat Punjab. Og han havde afprøvet

sine ideer om den ideelle by, “La

Cité Radieuse”, bla i havnebyen Marseille.

“Le Corbusier var over 70, da han arbejdede

med Firminy. Hans tanke var fuldt

modnet, og hans idé var at knytte det

gamle og det nye Firminy sammen med

en slags agora, et offentligt rum, hvor beboerne

kunne få tilfredsstillet alle ikkematerielle

behov: sportslige, kulturelle og

religiøse,” forklarer Yvan Mettaud.


I virkeligheden har den eksisteret i 46 år.

Tegningerne lå der, de første to niveauer

var rejst. Og selvom træer var skudt op

midt i den firkantede sokkel, var der stadig

ildsjæle, der troede på, at Le Corbusiers

Saint Pierre-kirke i Firminy syd for

Lyon en dag ville blive bygget færdig.

“Det er ikke ‘den ufuldendte symfoni’,

vi selv har komponeret færdig. Projektet

var der, og det er blevet holdt oppe af

en ubrudt kæde af mennesker, som har

troet på det i alle disse år,” fortæller

Yvan Mettaud.

Han er konservator for det, som – siden

indvielsen af Saint Pierre-kirken den 29.

november sidste år – er blevet til Europas

største Le Corbusier-kompleks.


Historien om den fransk-schweiziske arkitekts

største samlede urbaniseringsprojekt

i Europa begyndte i 1960. Borgmesteren

i Firminy, den tidligere minister

Eugène Claudius-Petit, bad sin gamle ven

og åndsfælle udi arkitektur og byplanlægning

om at bidrage til et helt nyt bykvarter.

Claudius-Petit var lidenskabeligt optaget

af ideen om at “forbedre arbejdernes

kår ved at forbedre boligstandarden,” som

han yndede at udtrykke det.

Og det var så det, han satte sig for at

realisere i Firminy – en trist og sort mineby

med usunde boliger, hvoraf kun halvdelen

havde indlagt vand og sanitet.

I løbet af 50’erne lod den socialt engagerede

borgmester en helt ny bydel opføre

– Firminy-Vert med 20.000 nye boliger

– og Le Corbusier fik til opgave at bygge

den infrastruktur af offentlige bygninger,

der skulle give kvarteret sjæl.

Som den moderne arkitekturs teroretiker

– Le Corbusier skrev over 40 bøger

om sin arkitektoniske utopi – havde han

allerede tegnet de officielle bygninger i





Chandigarh, den nye hovedstad i den indiske

delstat Punjab. Og han havde afprøvet

sine ideer om den ideelle by, “La

Cité Radieuse”, bla i havnebyen Marseille.

“Le Corbusier var over 70, da han arbejdede

med Firminy. Hans tanke var fuldt

modnet, og hans idé var at knytte det

gamle og det nye Firminy sammen med

en slags agora, et offentligt rum, hvor beboerne

kunne få tilfredsstillet alle ikkematerielle

behov: sportslige, kulturelle og

religiøse,” forklarer Yvan Mettaud.


“Firminy blev kaldt Le Corbusiers Akropolis,”

konstaterer José Oubrerie.

Han var en af de unge arkitekter fra Le

Corbusiers atelier, som i 60’erne deltog

i Firminy-projektet sammen med André

Wogenscky.

Projektet omfattede et kulturhus, som

blev færdigbygget under Oubreries ledelse

i 1965, og det er den eneste bygning, Le

Corbusier nåede at se færdigopført.

Da Le Corbusier druknede ud for Cap

Martin nær Nice i 1965, var beboelsesenheden

ved at blive bygget. Enheden med

414 lejligheder – den største han nogensinde

tegnede – indeholder alle de elementer,

der kendtegner Le Corbusiers ‘vertikale

haveby’, dog med undtagelse af butiksgaden:

den er bygget på piller, med det flade

tag udnyttet til en skole og en taghave.

Hans Unité d’habitation blev bygget

færdig af Wogenscky i 1967, ligesom

svømmehallen og Firminys sportsstadion.

Tilbage var kirken.


På grund af den franske adskillelse mellem

stat og kirke må offentlige penge ikke gå

til nye kirkebyggerier. Saint Pierre-kirken

blev derfor bestilt og finansieret som et

privat initiativ.

Tegningerne var færdige i 1962, men

byggeriet begyndte først i 1971 under ledelse

af José Oubrerie, der havde været

involveret i kirkebyggeriet fra starten.

“Grunden, som kommunen forærede

til kirkebyggeriet, ligger i en slags hulning

mellem to bakker – med beboelsesejendommene

på den ene side og sportsstadion

på den anden. Le Corbusier havde derfor

lige fra staten en vision om et højt, vertikalt

byggeri,” fortæller José Oubrerie.

Saint Pierre-kirken er tænkt som en firkantet

pyramidebase, der ender i en kegle

med en skråt afskåret top. Østfacaden

brydes af en slags triumfbue i relief.

“Det er en slags visir, der beskytter mod

lyset fra stjernerne. Denne bygning er en

skulptur, som fuldstændig forandrer det


sted, hvor den er bygget,” kommenterer

José Oubrerie.

Men der skulle gå 46 år, før denne forandring

fandt sted. For byggeriet af Saint

Pierre-kirken løb ind i den ene forhindring

efter den anden.

Biskoppen i Saint Etienne var mildt sagt

ikke nogen tilhænger af Le Corbusier og

hans modernistiske kirkebyggeri, så han

trak sig ud af projektet. Den entreprenør,

der som et privat bidrag til kirken udførte

en del af byggeriet uden beregning, gik

fallit. Og de indsamlede midler smeltede

under 70’ernes inflation. I 1975 gik arbejdet

i stå.

Og der stod den så, midt i Firminy-Vert,

lige bag sportsstadion og ved siden af




svømmehallen: en 20 meter høj, firkantet

betonklods.

Sådan stod den, indtil den i 1996 blev

fredet, godt ti år efter Kulturhuset og

Beboelsesenheden.


Fredningen og ophøjelsen til historisk

monument betød, at de offentlige myndigheder

var forpligtede til at vedligeholde

byggetomten.

Offentlig finansiering blev mulig, da

det blev besluttet at gøre underetagen,

som oprindeligt var tænkt som præstebolig

og sognelokaler, til en afdeling af

Museet for Moderne Kunst i Saint Etienne.

Og i alt har lokale, regionale, statslige

og europæiske myndigheder skudt godt

30 millioner kr. i færdiggørelsen af Le

Corbusiers sidste værk.

“Vi startede med at skrælle tyve centimeter

af det eksisterende byggeri, fordi

det mere eller mindre var blevet forvitret

af vejr og vind, mens byggeriet havde ligget

stille,” fortæller José Oubrerie, som

blev hentet tilbage fra USA for at gøre sit

værk færdigt.

Den fransk-amerikanske arkitekt er en

af garanterne for, at Saint Pierre-kirken nu

også er ‘en rigtig Le Corbusier’. For skep-

tikerne var mange, ikke mindst i Le Corbusier-fondet,

som står vagt om Mesterens

arv og minde.

“Tegningerne er af Le Corbusier. Om den

færdige kirke også er det, tager vi endelig

stiling til, når den er færdig,” forlød det,

da byggeriet gik i gang i 2001. Men José

Oubrerie lægger ikke skjul på, at det har

været nødvendigt at foretage ændringer i

forhold til Le Corbusiers oprindelige planer.

“Vi har måttet føje et to cm ekstra tykt

betonlag uden på murene for at leve op til

de nye sikkerhedsnormer. Vi har også måttet

ændre vinduesfagene, som ikke længere

må hvile direkte på betonmurene. Til

gengæld har udviklingen af nye byggmetoder

og bedre beton gjort nogle ting

nemmere.

“Mange dele af bygningen er blevet præfabrikeret

i store elementer. Det gælder fx

den rampe, der giver direkte adgang til

kirkerummet. Den er støbt i to store stykker.

Le Corbusier havde også tegnet et

gulv, der nærmest skruer sig op igennem

etagerne. Det har givet mig mange søvnløse

nætter. Jeg tror ikke, det havde været teknisk

muligt i 60’erne,” mener arkitekten.


Står man i kirkerummet, kan man tydeligt

se, hvor den oprindelige bygning fra 70’-








erne holder op, og hvor det 21. århundredes

byggematerialer begynder. 70’erdelen

er mere rå og splittet op i felter efter

forskalningsbrædderne, mens den nye betonmur

er silkeglat og homogen.

Trapperne er forsynet med gelænder,

også af sikkerhedshensyn. Men ellers er


kirkerummet sådan, som Le Corbusier

tegnede det. Det hvælvede loft gennembores

af lysskakter i stærke farver, så fx

det gråhvide alter, som skyder op igennem

gulvet fra stueetagen, bades i et svagt

grønligt skær. Og over prædikestol og alter

titter lyset ind gennem stjernelignende

åbninger, som netop gengiver stjernebilledet

Orion.

“Da Le Corbusier døde, havde han tegnet

noget, han kaldte ‘en konstellation’.

Han havde udviklet ideen om at lave et

stjernebillede i hvælvingen men ikke præciseret,

hvilket ét af dem. Det var et medlem

af byrådet i Firminy, som en dag foreslog

at vælge Orion, som kan ses alle

steder på kloden,” fortæller Oubrerie.

“Hans forbillede, hvad lyset angår, var

Sofia-basilikaen i Istanbul. Man skal besøge

kirkerummet på forskellige tidspunkter

af dagen for at opleve de forskellige

lyseffekter. Tidligt om morgenen er

lyset på alteret næsten iriserende,” siger

arkitekten, der kun kan komme i tanke

om ganske få arkitektoniske elementer,

der virker forældede i dag: “Der er to

runde søjler i rå beton. Dem ville man

nok ikke have lavet idag”.

For Michel Richard, direktør for Fondation

Le Corbusier, viser Saint Pierrekirken,

hvor moderne Le Corbusier stadig

virker her i det 21. århundrede:

“Den rå beton er måske nok et tema, der

på mange måder er udspillet. Men bort-



set fra det, så er det fascinerende, hvor

nutidig Saint Pierre-kirken forekommer.

Den ligner ikke en næsten 50 år gammel

bygning. Og den er også helt anderledes

end Le Corbusiers andre religiøse

bygninger, kapellet i Ronchamp og La

Tourette-klostret. I den forstand er det

vigtigt, at Saint Pierre-kirken blev bygget

færdig, fordi den føjer noget nyt til

Le Corbusiers værk,” konstaterer

Michel Richard.


Saint Pierre-kirken synes også at vække

fornyet interesse for Le Corbusier. 18.000

mennesker valfartede til Firminy i dagene

lige efter indvielsen i november, og den


nye Le Corbusier-kirke har fået omfattende

presseomtale både i USA og i Europa. En

oprejsning for en arkitekt, som har været

ude i kulden, ikke mindst i sit hjemland;

trods hans status som en af modernismens

og ‘den internationale stils’ tre fædre – i

kvalificeret selskab med med Ludwig Mies

van der Rohe og Walter Gropius, grundlæggeren

af Bauhaus-skolen i Tyskland

og den tilhørende bevægelse i moderne

kunst og design, som Le Corbusier

også tilhørte.

Nok viste Frankrig sin anerkendelse

ved at gøre sin største arkitekt nogensinde

til medlem af Æreslegionen, men

man lod ham kun bygge ganske få bygninger

sammenlignet med udlandet. Og

franske politikere går stadig i dækning

bag Le Corbusier, når de bliver stillet til

ansvar for de sociale ghettoer i satellitbyerne,

som i efteråret 2005 eksploderede

i optøjer.

“I resten af verden er Le Corbusier helt

naturligt blevet anerkendt som en stor

arkitekt. I Frankrig fortsætter man med

at skændes om ham. Frankrig er et konservativt

land, hvor moderne arkitektur

og design først inden for de seneste år er

begyndt at slå an. Frankrig foretrækker

traditionelle egetræsmøbler med kugleben

og bygninger, der minder om regional

landsbyidyl,” lyder det spidst fra Le Corbusier-kompleksets

konservator i Firminy.

Men nu er Frankrig ved at tage de første

skridt til en bodsgang. Kulturministeriet

skal om kort tid tage stilling til, om

Le Corbusiers samlede værk i Frankrig og

fire andre lande skal indstilles til optagelse

på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Det ville være fuldt berettiget, mener

Michel Richard.

“Le Corbusier og hans bygninger er en

af de væsentlige kilder til den intellektuelle

modernisme. Mange besøgende tror,

at hans bygninger er mindre end ti år

gamle. Og han er så at sige til stede i

meget af det, der bliver bygget idag. Det

er i denne forstand, at hans værk er universelt

og tidløst: Han er så integreret en

del af moderne arkitektur, at man ikke

lægger mærke til ham mere.”


Bygningsstilladser pakket ind i tre-etager

høje reklameslogans, lysreklamer og billboards

langs indfaldsvejene. Reklamerne

fylder meget i det moderne bybillede – og

meningerne er delte: Er det storbykultur

på den fede måde... eller bare for meget?

På Sandberg-designinstituttet i Amsterdam tog man kort før jul

konsekvensen af den omsiggribende kommercialisering og solgte

facaden til erhvervslivets højtråbende budskaber. Projektet, der

blev døbt “Artvertising” (art + advertising), byggede videre på

konceptet fra den amerikanske The Million Dollar Homepage,

hvor firmaer kunne købe sig til ‘spalteplads’ på nettet, og blive

en del af en kæmpestor, lysende kommunikations-mosaik.

www.sandberg.nl/artvertising/ www.milliondollarhomepage.com


Tag på arkitekturrejse gennem tiden med Dansk Arkitektur Centers

nye Arksite Kanon – en online-oversigt over milepælene i

dansk arkitekturhistorie. Websitet, som er et samarbejde mellem

DAC og Realdania, skal styrke interessen for arkitektur – generelt

i befolkningen og især i blandt skoleelever.

Her kan man teste sin viden om arkitektur, få styr på -ismerne

ved at glide frem og tilbage på tidslinjen, og endelig kan man

give sit eget bud på en arkitekturkanon og uploade den – til

glæde (eller ærgrelse) for andre. www.dac.dk/arksite



Den århusianske tegnestue Arkitema har modtaget Boligfonden

Kubens procespris som belønning for at nytænke arkitektens

rolle. Allerede i 2004 tog Arkitema et stort skridt mod fremtiden,

da tegnestuen, som den første arkitektvirksomhed herhjemme,

etablerede egen forsknings- og udviklingsafdeling. Her arbejder

arkitekterne tværfagligt, sammen med bla antropologer

og kolleger med kompetencer inden for kommunikation, organisation,

økonomi og sundhedsvidenskab. Det medfører, at fokus

flyttes fra ‘værket’ over på udviklingen og de kreative processer.

Desuden gør tegnestuen meget ud af at involverere brugere

og samarbejdspartnere i opgaverne. Det er der for så vidt

ikke noget nyt i, men hos Arkitema er medspillerne inde over

fra day one.

Her ses en gadelampe, som tegnestuen netop har udviklet til

Kildebjerg Ry, et helt nyt byområde vest for Århus.

www.arkitema.dk


Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Schønherr Landskab har i fællesskab vundet en stor international konkurrence om et boligkompleks

i den lettiske hovedstad, Riga. Den nye bebyggelse kommer til at ligge på byens hovedgade, Dzelzavas Street, med butikker

og cafeer i underetagen. De i alt 420 lejligheder fordeler sig på to fløje, der folder sig blødt omkring et urbant ‘bakkelandskab’.

Kompositionen accentueres af et højt boligtårn, der bliver et landmark i det centrale Riga.

Dommerkomiteen faldt for danskernes vision om et lyst og levende boligmiljø med et åbent gårdrum, et væld af altaner og terrasser

– og et tydeligt skandinavisk præg i materialer og formsprog. www.vla.dk


Barbican Centre i London fylder 25 år, og det fejres med en

række kulturevents, bla en stor udstilling om det finske arkitektur-ikon,

Alvar Aalto. Udstillingen parrer Aaltos organiske

modernisme med værker af den nulevende japanske arkitekt

Shigeru Ban.

Og når man nu alligevel har fundet vej til Barbican, kan man

passende se nærmere på den installation, som den danske kunstner

Jeppe Hein har skabt til det halvcirkulære udstillingsrum,

The Curve. “Distance”, som værket hedder, udfordrer vores

rumopfattelse med en indviklet rutsjebane, hvor hvide kloder

suser rundt i et sindrigt system.

“Alvar Aalto Through the Eyes of Shigeru Ban”, 22. februar

– 28. maj, Barbican Art Gallery / “Distance” af Jeppe Hein,

9. februar – 29. april, The Curve, Barbican Centre, London.

www.barbican.org.uk/artgallery


“Planken Ud” var den spøjse titel på et samarbejdsprojekt fra

sidst i 90’erne, hvor designere og møbelsnedkere gik sammen

om at skabe et møbel ud fra én enkelt massiv planke. Bagefter

blev møblerne udstillet og siden solgt på auktion.

Nu går pengene fra salget tilbage med Planken Ud-prisen, som

uddeles første gang i år. Meget passende forener den første prismodtager

netop designerens kreative nytænkning med møbelsnedkerens

materialefornemmelse og omhu. Det drejer sig om

Søren Ulrik Petersen (‘SUP’, blandt venner), som ARKFOKUS

længe har haft et godt øje til. Læs Kirsten Sørrigs artikel om

SUP’s “Pind i en æske” i ARKFOKUS nr. 4/2006 – kan downloades

fra www.arkitektforbundet.dk – og se Søren Ulrik

Petersens soloudstilling på Kunstindustrimuseet.

“Ombord”, til 25. februar, Kunstindustrimuseet, København.

www.kunstindustrimuseet.dk og www.sup.dk


Arken Museum for Moderne

Kunst har fået besøg af 22

mere eller mindre overvægtige

og kiksede amerikanere. Der er

tale om billedhuggeren Duane

Hansons (1925-1996) legemsstore

skulpturer af arketyper fra

det moderne forbrugersamfund.

Humor og melankoli går hånd i hånd i Duane Hansons univers.

Hans figurer er komiske, men samtidig vidner deres tomme blikke

og tunge kropssprog om resignation og drømme, der aldrig

gik i opfyldelse. Skal man le eller græde – eller måske begge

dele? Se udstillingen og døm selv!

Arken: “Duane Hanson – Skulpturer af den amerikanske

drøm”, til 3. juni 2007. www.arken.dk

Holmegaard Glasværk viser en række koloristisk stærke kunstværker,

som glasvirtuosen Per Hebsgaard har skabt i samarbejde

med anerkendte danske og udenlandske kunstnere – som

fx Robert Jacobsen, Per Kirkeby, Peter Stuhr og franske Jean

Clareboudt. Per Hebsgaard, der også går under navnet ‘Doktor

Glas’, er kendt for sin fænomenale teknik og materialemæssige

knowhow, men også for sin kreativitet og dristighed.

Udstillingslokalerne er en del af “Det Levende Glasværk”, et

15.000 m2

stort ‘glasmagisk univers’, hvor børn og voksne kan

følge glassets vej fra råmateriale til færdigt produkt.

Holmegaard Glasværk: “Peter Hebsgaard”, til 19. august.

www.holmegaard.com


Så er det igen blevet tid til at nyde resultatet af afgængernes talentfulde anstrengelser på Kunstakademiets Arkitektskole.

“Afgang”, 26. januar – 25. februar i Udstillingen, Meldahls Smedie, Kunstakademiets Arkitektskole, Holmen. www.karch.dk


De målbare resultater er kommet i højsædet

med den ny beskæftigelsespolitik

og de Regionale Beskæftigelsesråd (RBR),

der 1. januar 2007 afløste tidligere tiders

Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR).

Fokus er flyttet fra arbejdsformidlingernes

isolerede indsats for ledige; fremover

skal alle lokale, regionale og nationale

aktiviteter på beskæftigelsesområdet

gå op i en højere enhed – og effekten af

denne koordinerede indsats fra statens og

kommunernes side vil blive målt og vejet,

så sucessen er sikret i videst muligt omfang.

Lokale arbejdmarkedscentre skal sikre

nærheden til borgerne.

Regionssekretariater med en regionsdirektør

i spidsen skal stå for styringen af

den mobile arbejdskraft, der geografisk

strækker sig ud over kommunegrænserne

– til gavn for alle arbejdsmarkedets parter.

Og endelig skal Beskæftigelsesministeren

sørge for at få kontrakter på plads

med de regionale beskæftigelsesråd – med

udgangspunkt i de landsdækkende mål og





resultatkrav, der opstilles ud fra de økonomiske

og lovmæssige rammer, som

Folketinget har vedtaget.

Men hvilken betydning får det i praksis

for fx en ledig arkitekt?

“Arbejdsformidlingens tidligere opgaver

skal nu løses i fællesskab af regionale

samt Lokale Beskæftigelsesråd – og bla

i forbindelse med os arkitekter af Akademikernes

Arbejdsløshedskasse (AAK), der

fremover skal tage sig af de individuelle

samtaler og rådighedsamtalerne hver tredje

måned med vores ledige kollegaer.

For dem, der er ledige eller på social

overførselsindkomst, betyder det, at ind-


satsen for at skabe en jobåbning bliver

koordineret via de lokale beskæftigelsesråd

– mens det overordnede ansvar, fx for

udpegning af flaskehalsområder, er placeret

hos de regionale beskæftigelsesråd.

Det betyder i praksis, at du som ledig arkitekt

vil få hjælp til at finde et nyt job via

dit lokale jobcenter og AAK. Også hvis

du er på social overførselsindkomst skulle

du få bedre støtte til at genindtræde på

arbejdsmarkedet – i form af uddannelse,

jobtræning, løntilskud eller flexjob.”

Hvad er de regionale beskæftigelsesråds

hovedopgave?

Den helt centrale opgave for de Regionale

Beskæftigelsesråd er, at de tager deres

ansvar alvorligt – som fødselshjælpere,

coaches og koordinatorer i forhold til de

lokale beskæftigelsesråd. Det er nemlig

ekstremt vigtigt at sikre, at servicetilbudet

til vores ledige medlemmer opleves som

ensartet og fair – uanset, hvor du befinder

dig i Danmark.

Samtidig har det afgørende betydning,

at de Regionale Beskæftigelsesråd over for

de Lokale Beskæftigelsesråd fastholder,


satsen for at skabe en jobåbning bliver

koordineret via de lokale beskæftigelsesråd

– mens det overordnede ansvar, fx for

udpegning af flaskehalsområder, er placeret

hos de regionale beskæftigelsesråd.

Det betyder i praksis, at du som ledig arkitekt

vil få hjælp til at finde et nyt job via

dit lokale jobcenter og AAK. Også hvis

du er på social overførselsindkomst skulle

du få bedre støtte til at genindtræde på

arbejdsmarkedet – i form af uddannelse,

jobtræning, løntilskud eller flexjob.”

Hvad er de regionale beskæftigelsesråds

hovedopgave?

Den helt centrale opgave for de Regionale

Beskæftigelsesråd er, at de tager deres

ansvar alvorligt – som fødselshjælpere,

coaches og koordinatorer i forhold til de

lokale beskæftigelsesråd. Det er nemlig

ekstremt vigtigt at sikre, at servicetilbudet

til vores ledige medlemmer opleves som

ensartet og fair – uanset, hvor du befinder

dig i Danmark.

Samtidig har det afgørende betydning,

at de Regionale Beskæftigelsesråd over for

de Lokale Beskæftigelsesråd fastholder,


at der også skal anvendes ‘andre aktører’,

når arkitekter og andre akademikere skal

have hjælp til at finde et job. Pointen er,

at de virksomheder, der efterspørger aka-

demisk arbejdskraft, ikke nødvendigvis

findes i hjemkommunen, og derfor er det

ganske enkelt nødvendigt at involvere

eksterne rådgivere.”

Hvad kommer beskæftigelsespolitikken

til at betyde for den enkelte arkitekt?

“Det vil ikke medføre store forandringer

for en arkitekt i fast job; men er man

fx projektansat, så vil man meget hurtigt

efter kontraktens udløb blive indkaldt til

samtale hos AAK med henblik på at finde

et nyt job – og det stiller krav til aktiv jobsøgning

og arkitektens CV, der skal være

tilgængeligt på www.jobnet.dk. Samme

forhold gør sig gældende for dimittender.”

Betyder det, at der bliver mindre

frivillighed og mere tvang på beskæftigelsesområdet?

“Hvis der med frivillighed tænkes på at

holde sig fri af arbejdsmarhedet, så vil

der klart være tale om mindre frivillighed.

Men samtidig er jeg overbevist om,





at den hurtigere kontakt til vores ledige

medlemmer og dimittenderne vil betyde,

at de hurtigere kommer i dialog med AAK

og jobcentrene. Og efter min mening er

en løbende dialog vigtig for ledige, hvis

de ikke skal miste troen eller lysten til at

komme ud på arbejdsmarkedet.”

“Der bliver også mere kontrol, og en vigtig

opgave for ARKITEKTFORBUNDET

vil være at holde øje med, at kontrollen

med det enkelte medlem ikke tager overhånd,

og at presset til at tage et ikke-arkitekt-/akademikerjob

afværges.

Men jeg vil godt understrege, at det vigtigste

for mig er, at vores medlemmer

kommer i arbejde – måske ikke drømmejobbet

i første hug – men bla Akademikerkampagnen

har vist, at rigtig mange akademikere,

deriblandt arkitekter, har taget

udfordringen op ved at starte med deres

første job i en mindre eller mellemstor virksomhed,

der aldrig før har haft en akademiker

på lønningslisten. Det giver joberfaring,

de første afsnit til CV’et og ikke

mindst selvtillid, når man søger videre til

sit næste job.”

Hvordan stilles ældre arkitekter uden job?

“Hvis man som senior bliver fyret eller

af anden årsag står uden job, tror jeg, det

er vigtigt for ens selvværd, at man meget

hurtigt får en samtale med AAK. Og hvorfor?

Fordi mange års aktiv jobindsats har

gjort, at man som ledig ikke nødvendigvis

er i stand til at se sine egne kompetencer

klart i forhold til et nyt job. Her kan

den professionelle samtale virke som en

øjenåbner.

Men ARKITEKTFORBUNDET vil nøje

følge nøje opstramningen af rådighedsreglerne

og samtidig holde et vågent øje

med situationen for nyuddannede arkitekter,

der skal finde deres første job.”

Hvad med efteruddannelse

og kursustilbud for ledige?

“Her skal den nye beskæftigelsesindsats

bestå lakmusprøven. For det kræver

både midler og uddannelsestilbud til opbygning

af den enkelte lediges faglige, sociale

og personlige kompetence og en god


coaching kombineret med dialog med

virksomhederne i forbindelse med indslusning/tilbagevendelse

til arbejdsmarkedet.”

Hvor vidt går de krav, der stilles til

arbejdskraftens geografiske og faglige

mobilitet?

“ARKITEKTFORBUNDET har bakket

op omkring AC’s pres på Beskæftigelsesministeren

for at sikre, at ‘andre aktører’

involveres, når der er brug for hjælp til at

finde jobmatches til ledige akademikere

uden for bopælskommunen. Så der vil

være både behov for og krav om, at man

skal være villig til pendle mellem hjem og

arbejdsplads. Men det betyder ikke, at

ledige arkitekter skal være parate til at

flytte fra Aalborg til Nykøbing Falster.

De familiemæssige relationer og jobmulighederne

for familien generelt bør fortsat

gælde, mener jeg.”

“Med hensyn til et job uden for fagområdet,

så er det ARKITEKTFORBUNDETs

holdning, at man ikke skal tvinges til at

tage det; men det er vigtigt at udnytte alle

de jobåbninger, der findes i små og mellemstore

virksomheder. Vi har som arkitekter

en række faglige og kreative kom-

petencer, som kan udnyttes bredt – hvilket

ca. en 1/3 af vores medlemmer allerede

gør i deres jobs uden for tegnestuerne

og det offentlige område.”

Hvad er bagsiden af den

nye beskæftigelsesmedalje?

“De mange kontrolfunktioner vil af

mange bliver oplevet som bureaukratiske

og urimelige – især hvis efteruddannelsesmidlerne

begrænses. Her er det vigtigt for

ARKITEKTFORBUNDET at fastholde,

at beskæftigelsesindsatsen skal opleves

som en succes af alle, og at ledigheden

kan nedbringes yderligere i forhold til de

5,8 % i november 2006.”

Tror du, der kommer flere

arkitekter i arbejde?

“Ja, der vil komme flere arkitekter i job;

men der er dog ingen tvivl om, at vi står

over for en meget vanskelig proces. I de

Lokale Beskæftigelsesråd skal der fx gøres

en særlig indsats over for de medlemmer

af ARKITEKTFORBUNDET, som af

mange forskellige årsager er på sociale

overførselsindkomster. Ligesom der hos

arbejdsgiverne skal skabes en forståelsesramme

for de gensidige forventninger omkring

at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Endelig har vi fra ARKITEKTFORBUN-

DETs side gjort de Regionale Beskæftigelsesråd

opmærksomme på, at der vil opstå




flaskehalsproblemer på planlægningsområdet

– især i kommunerne og staten, hvor

de store årgange af byplanlæggere går på

pension over de næste 5-7 år. Vi er derfor

gået i dialog med beskætigelsesrådene for

Midtjylland og Hovedstaden & Sjælland

for at få afsat flaskehalsmidler til efteruddannelse

af ledige arkitekter, så de får

kompetencer til at overtage disse stillinger.”


coaching kombineret med dialog med

virksomhederne i forbindelse med indslusning/tilbagevendelse

til arbejdsmarkedet.”

Hvor vidt går de krav, der stilles til

arbejdskraftens geografiske og faglige

mobilitet?

“ARKITEKTFORBUNDET har bakket

op omkring AC’s pres på Beskæftigelsesministeren

for at sikre, at ‘andre aktører’

involveres, når der er brug for hjælp til at

finde jobmatches til ledige akademikere

uden for bopælskommunen. Så der vil

være både behov for og krav om, at man

skal være villig til pendle mellem hjem og

arbejdsplads. Men det betyder ikke, at

ledige arkitekter skal være parate til at

flytte fra Aalborg til Nykøbing Falster.

De familiemæssige relationer og jobmulighederne

for familien generelt bør fortsat

gælde, mener jeg.”

“Med hensyn til et job uden for fagområdet,

så er det ARKITEKTFORBUNDETs

holdning, at man ikke skal tvinges til at

tage det; men det er vigtigt at udnytte alle

de jobåbninger, der findes i små og mellemstore

virksomheder. Vi har som arkitekter

en række faglige og kreative kom-

petencer, som kan udnyttes bredt – hvilket

ca. en 1/3 af vores medlemmer allerede

gør i deres jobs uden for tegnestuerne

og det offentlige område.”

Hvad er bagsiden af den

nye beskæftigelsesmedalje?

“De mange kontrolfunktioner vil af

mange bliver oplevet som bureaukratiske

og urimelige – især hvis efteruddannelsesmidlerne

begrænses. Her er det vigtigt for

ARKITEKTFORBUNDET at fastholde,

at beskæftigelsesindsatsen skal opleves

som en succes af alle, og at ledigheden

kan nedbringes yderligere i forhold til de

5,8 % i november 2006.”

Tror du, der kommer flere

arkitekter i arbejde?

“Ja, der vil komme flere arkitekter i job;

men der er dog ingen tvivl om, at vi står

over for en meget vanskelig proces. I de

Lokale Beskæftigelsesråd skal der fx gøres

en særlig indsats over for de medlemmer

af ARKITEKTFORBUNDET, som af

mange forskellige årsager er på sociale

overførselsindkomster. Ligesom der hos

arbejdsgiverne skal skabes en forståelsesramme

for de gensidige forventninger omkring

at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Endelig har vi fra ARKITEKTFORBUN-

DETs side gjort de Regionale Beskæftigelsesråd

opmærksomme på, at der vil opstå




flaskehalsproblemer på planlægningsområdet

– især i kommunerne og staten, hvor

de store årgange af byplanlæggere går på

pension over de næste 5-7 år. Vi er derfor

gået i dialog med beskætigelsesrådene for

Midtjylland og Hovedstaden & Sjælland

for at få afsat flaskehalsmidler til efteruddannelse

af ledige arkitekter, så de får

kompetencer til at overtage disse stillinger.”


Det er mandag morgen den 27. april 2012.

Line træder ind på sin arbejdsplads Playground

A/S – et firma som udvikler spil

til børn og unge. Hun skynder sig ind i

mødelokalet, hvor hendes kolleger er i

gang med kurset “Spilletrends blandt teenagere”.

Kurset, der ledes af IT-Universitetet,

skal bruges, når Line og hendes kolleger

skal planlægge, hvilke spil der skal

produceres det næste halvår; for konkurrencen

er hård – og IT-nationer som USA

og Indien sidder tungt på markedet. Derfor

skal Lines og de andres viden om

udviklingen inden for computerspil være

i top – ‘viden’ er simpelthen virksomhedens

vigtigste ressource.


Line og et par af hendes kolleger er uddannede

arkitekter. Derudover er der ansat

to antropologer, fire ingeniører, en

tekniker, to webdesignere og en industriel

designer. Selvom de kommer med hver

deres uddannelse, mærker Line ikke den

faglige forskel i det daglige. Mange af

hendes kolleger tager på de samme efter-

uddannelseskurser, og efter 4 år i samme

virksomhed, kan Line godt stå standby,

hvis de to webdesignere har lagt sig syge

samtidig eller er ude at rejse.

Playground A/S er det ideelle billede på

fremtidens intelligente vidensvirksomhed.

En arbejdsplads, hvor de ansatte har lagt

eksamenspapirerne og deres faglige identitet

på hylden; en arbejdsplads, hvor universitetsprofessorer

har invaderet virksomhedens

mødelokale – og en arbejdsplads,

hvor efteruddannelse ikke er en


tidsrøver, men derimod ses som en naturlig

måde at udvikle medarbejderne på.

Flemming K. Fink giver her sit bud på optimal

kompetenceudvikling og fortæller

om, hvilke krav den stiller til uddannelsesinstitutioner

samt arbejdsgivere og ansatte

i fremtidens intelligente vidensvirksomheder.


Mange arkitekter opfatter i dag kompetenceudvikling

som en tidsrøver. De ser

for sig den uendelige liste af ubesvarede

mails og uløste arbejdsopgaver hobe sig

op, alt imens de er på kursus i Facility

Management med betalt frokost. Efter-

uddannelsen bliver en stress-parameter

i sig selv – eller bliver måske slet ikke

til noget. Kontoen med efteruddannelses-

midler ender med at blive arkitekternes

eneste opsparingskonto. Men hvad sparer

de op til? I hvert fald ikke det næste job.

Kan du nikke genkendende til ovenstående,

ja så griber både du og din arbejdsgiver

efteruddannelse og kompetenceudvikling

helt forkert an, mener Flemming.

I den intelligente vidensvirksomhed

handler det nemlig om at bruge efteruddannelsen

til at kunne udføre arbejdet

smartere, hurtigere og bedre. Derfor er

der, ifølge Flemming, slet ikke tid til at

lade efteruddannelsesmidlerne ligge.

Flemming arbejder ud fra metodenWorkbased

Learning – en ny læringsform, hvor



efteruddannelse og udførsel af en specifik

arbejdsopgave kobles nøje sammen. I

stedet for at lade de ansatte tage et efter-












uddannelseskursus ude i byen, rykker

undervisere fra universitetet fx ud på selve

virksomheden. Her bidrager de med

deres viden og hjælper med at få den omsat

til praksis, forklarer Flemming. Ved at

integrere uddannelse i selve jobfunktionen

udvikler den ansatte automatisk sine kompetencer,

ligesom arkitekten Line gør på

Playground A/S. Sagt på en anden måde

handler kompetenceudviklingen om at

anvende sin viden direkte i jobbet – og det

er netop opskriften på vidensvirksomhedens

succes – og den ansattes egen succes.


Ud over kombinationen af teori og praksis,

handler kompetenceudvikling om

ikke at holde krampagtigt fast på sin faglige

identitet og standsfølelse. Det betyder

imidlertid ikke, at man skal glemme

sin uddannelsesmæssige baggrund fuldstændig

– for naturligvis har en arkitekt

og en web-designer forskellige spidskompetencer.

Alligevel opfordrer Flemming


til, at man tager gummiskoene på for at

hoppe ud af arkitektboksen. Om ikke

andet så for at sondere terrænet. “Verdens

problemer er jo ikke bygget op af

kasser – de er derimod meget komplekse.

Hvis vi som videnssamfund skal have

succes med at løse sådanne komplekse

problemstillinger, nytter det altså ikke,

at vi selv hænger fast i kassetænkning,

siger Flemming.

Derfor skal vi væk fra tankegangen om, at

arkitekter, ingeniører eller sygeplejersker

kun kan varetage visse arbejdsfunktioner.

Når man først sidder i et job, er formelle

titler og eksamenspapirer nemlig ikke det

afgørende. Her handler det om at demonstrere,

hvad man kan, og hvor dygtig man

er til sit job – og det kræver ofte, at man

kan mixe sine spidskompetencer med

andre og andres kompetencer.


Men det er ikke kun akademikerne selv,

der skal lære at hoppe ud at boksen og

bryde deres faggrænser. Universiteternes

og virksomhedernes opfattelse af begreber

som efteruddannelse og kompetenceudvikling

skal også reformeres.




















“På universiteterne har vi været vant til

at skulle udstyre folk med grader. Men i

virkeligheden handler det jo om at blive

bedre til sit arbejde, om at øge sine kompetencer

og om at styrke virksomheden –

og man bliver ikke nødvendigvis bedre til

sit job, fordi man har to eller flere kandidatgrader,”

forklarer Flemming. Derfor

må universiteterne ud på virksomhederne,

de skal undersøge hvad virksomhedernes

og de ansattes behov egentlig er.

“For det nytter ikke, at vi på universiteterne

udbyder kurser, som de ansatte og

virksomhederne ikke selv mener, de har

behov for.”

Om Flemmings K. Finks ideelle billede

af kompetenceudvikling bliver en realitet

for alle intelligente vidensarbejdspladser

i 2012 er nok tvivlsomt. Under

alle omstændigheder er det vigtigt, at de

travle arkitekter ikke kaster håndklædet

i ringen og opgiver en fortsat kompetenceudvikling.

“Det dur jo ikke, at man ikke har tid til

at udvikle sine kompetencer og efteruddanne

sig. Lille Danmark kan ikke klare

sig på sigt, hvis ikke vi kompetenceudvikler

os. For de menneskelige ressourcer

er efterhånden det eneste råstof, vi har,”

lyder budskabet fra professor og direk-






tør Flemming K. Fink, der peger på, at

man faktisk bør have en vision for kompetenceudvikling

på alle niveauer – fra

samfundsniveau og helt ned til virksomhedens

og den ansattes eget niveau. Men

det er en større omstillingsproces for

både uddannelsesinstitutioner, arbejdsgivere

og ansatte.


Informations- og marketingmedarbejder,

projektleder, sælger og analytiker – det er

blot nogle af de titler, som arkitekt, cand.

arch. Annette kan skrive på sit CV. For

hvem siger, at man ikke kan udvikle sine

kompetencer, blot fordi man er ledig?

Siden Annette blev færdig som arkitekt

i 2002, har hun både stiftet familie, dyrket

karrieren og væltet barrierer. Det er

selvfølgelig ikke bare sådan noget, man

lige gør i ét hug – men trods nederlag og

små skuffelser har det været alle anstrengelserne

værd, siger hun.


Da Annette tog afgang fra Arkitektskolen

Aarhus, var arkitektledigheden oppe på

12 % – og det er ganske meget, når ambitionerne

er store, men rygsækken tom for

erfaringer. Annette måtte derfor ud på det

store jobmarked for at fylde noget i den,

og sit første job fik hun via et tidligere

praktikophold i Hirtshals Kommune.

Den nordjyske kommune havde nemlig

forbindelser til en kommune på Færøerne,

som netop manglede et par friske arkitekter

til at sparke et større byplanlægningsprojekt

i gang. I efteråret 2002 pakkede

Annette derfor rygsækken og drog afsted

til en projektansættelse i Runavík på

Færøerne. Her gav Annette ideer og indspark

til, hvordan byen kunne organisere

et planlagt boligområde, de nye trafikfor-


indelser og hele havneområdet. Og selvom

vikariatet kun varede nogle få måneder,

blev Annette en del erfaringer rigere.

Fx kunne hun nu skrive kompetencer som

byplanlægning og coaching på sit CV –

samt kendskab til at arbejde i en politisk

styret organisation.


Næste step var ledighed – og da Annette

savnede inspiration til sin videre karriere,

tog hun et efteruddannelseskursus på Arkitektskolen

Aarhus. Kurset hed CAT-Woman.

Her stod Annette ansigt til ansigt med







en række kvindelige arkitektmuser, som

alle arbejdede i alternative arkitektjobs.

Lone Nystrup fra kompetenceudviklingsvirksomheden

EURA var en af dem.

Hun præsenterede sit job som konsulent,

fortalte om de faglige udfordringer – og

om hvorfor konsulentjobbet matchede

netop hendes kompetencer. Og hun kendte

Annettes situation ganske godt – nemlig

den at stå med en uddannelse som arkitekt,

uden at kunne finde job inden for faget.

Gennem benarbejde og netværk havde

Lone selv fundet vej til en anden branche

– og i dag kunne hun ikke drømme om at

arbejde som arkitekt.

“På kurset blev vi simpelthen skubbet

over tærsklen og fik øjnene op for arkitektens

mange alternative jobmuligheder,

og det var meget inspirerende,” fortæller

Annette.

Ud over at designe egen hjemmeside og

give CV’et en opstrammer, skulle kursisterne

bla søge job i fem virksomheder helt

uden for arkitekt- og byggebranchen –

og det var lidt af en udfordring,” fortæller

Annette.


Samtidig var der også fokus på den såkaldte

kompetenceafdækning.

“Jeg blev simpelthen bedre til at afdække

mine kompetencer ved at få sat kon-

krete situationer på. Mine kompetencer

trådte tydeligere frem, når de blev koblet

op på et møde eller en specifik arbejdsopgave,”

forklarer Annette. “Fx blev jeg bevidst

om mine formidlingsevner og sociale

kompetencer.”

Om kurset førte til et job? Ikke direkte.

Men den klarere bevidsthed om egne kompetencer

og mulige jobområder vejede

tungt i Annettes rygsæk.


Det stod efterhånden klart for Annette, at

vejen til et job ikke alene handler om kompetenceudvikling,

men om at få afklaret,

hvad det er, man rent faktisk kan, og derfra

søge efter jobmuligheder uden for den

traditionelle arkitektbranche.

De fleste af os bærer nemlig rundt på

personlige egenskaber, som vi ikke nødvendigvis

selv er bevidste om. Derfor starter

enhver kompetenceudvikling med en

kompetenceafdækning. Den havde

Annette ganske vist allerede havde taget

hul på – men alligevel var hun stadig uden

job. Så Annette tog kontakt til en af ‘muserne’

fra kurset, Lone Nystrup fra EURA,

og herefter gik hun i gang med et såkaldt

Scoop-kursus – der rent faktisk viste sig

at være noget af et scoop. Efter fem ugers

kompetenceafdækning og et virksomhedsmatch,

blev Annette ansat i virksomheden

KN Tagdækning A/S – som marketingkonsulent

og sælger af virksomhedens

produkter. Stillingen var med tilskud fra

det offentlige, og derfor også en rigtig god

handel for virksomheden.

“Lige da jeg fandt ud af, at jeg var blevet

matchet med et tagdækningsfirma – og

så som sælger – tænkte jeg: Det her giver

jeg et par dage – og så må jeg videre.” Men







dage blev til uger, og uger til måneder...

“Ret hurtigt viste det sig, at det var det

helt rigtige match. Virksomheden var

superspændende med masser af udfordrende

arbejdsopgaver – og den ånd, som

herskede i firmaet, passede fint til mit temperament,”

fortæller Annette.

Tre måneder efter at ordningen med

løntilskud ophørte, ophørte Annettes job

også i KN Tagdækning.

“Men efter at jeg var stoppet, gik det

op for mig, at jeg ikke selv havde gjort

nok for at få lov til at blive. Jeg skulle

simpelthen have været bedre til at sige

direkte til arbejdsgiveren, at KN Tagdækning

havde brug for mig og mine faglige

kompetencer,” konstaterer Annette.


Ærgrelsen over ikke at blive fastansat

hos KN Tagdækning fortog sig, da Annette

i januar 2006 igen blev kontaktet af virksomheden.

Tagdækningsfirmaet havde

nemlig opkøbt en anden virksomhed, så

nu var der igen brug for hendes evner.

Annette, der netop havde afsluttet sin

barsel, blev naturligvis glad for opkaldet;

arbejdsgiveren foreslog, at hun blev ansat

på en freelance-kontrakt, men selv var

hun på jagt efter et fuldtidsjob.

“Da jeg tog over for at tale med min

arbejdsgiver om jobbet, fornemmede jeg

hurtigt, at der var mange opgaver, som

skulle varetages. Derfor introducerede

jeg ham for videnpilot-ordningen, så jeg

kunne blive ansat på fuld tid.”

Arbejdsgiveren gik med på ideen, og


derfor arbejder Annette i dag som videnpilot

– nu hos Phønix Tag midt-vest A/S.

“Mit nuværende job er meget anderledes

end det, jeg tidligere har beskæftiget

mig med. Jeg er slet ikke ude i marken

mere, men sidder i stedet med procesudvikling.

Det er simpelthen mit job at få

optimeret vores interne arbejdsgange og

processer – altså gøre dem mere fleksible

og professionelle.”

Selvom jobbet umiddelbart ligger langt

fra arkitektfaget, så har Annette ikke svært

ved at spotte de arkitektfaglige kompetencer,

hun gør brug af.

“Jeg benytter mig af mine evner til at

se tingene i helheder, til at splitte dem op

i atomer og til efterfølgende at dele de

forskellige processer op i faser. Det skulle

gerne føre til, at vi får gennemført nogle

positive forandringer i virksomheden.”

Videnpilot-stillingen ophører til februar

2007, hvor Annette venter sit barn nummer

to. Men hun er ikke i tvivl om, at

hun nok skal finde sig et job efter barslen

– og helst uden nogen form for løntilskud.

“I dag er jeg nok mere bevidst end de

fleste om, hvilke kompetencer jeg besidder.

Derudover har jeg gennemgået en enorm

kompetenceudvikling og fået kendskab

til rigtig mange forskellige arbejdsprocesser.

Det har været en lang og sej proces –

men den har også været lærerig,” siger

Annette og peger på, at hun aldrig ville

have gennemgået den samme personlige

udvikling, hvis hun var blevet fastansat

arkitekt umiddelbart efter sin afgang.


Studieture er oplagte, når det gælder efteruddannelse

for arkitekter. For du får styrket

din faglighed, samtidigt med at du får

sparret med kollegerne. Det mener i hvert

fald arkitekt Dorte Augustenborg, der har

arrangeret og ledet mange af ARKITEKT-

FORBUNDETs populære studieture.

Ifølge Dorte er studieturenes styrke, at

man via et koncentreret program får mulighed

for at opleve arkitekturen i 1:1 i

byrummet eller landskabet – nemt og bekvemt,

og i godt selskab med kolleger:

“Jeg er selv arkitekt, og for mig er det ‘at

se arkitekturen med egne øjne’ den bedste

måde at hente inspiration og blive opdateret.

Det er jo noget helt andet at opleve

bygningsværket rent fysisk og se materialerne

i en naturlig belysning i forhold

til at studere fx skalamodeller eller

3D-visualiseringer.”

Dorte Augustenborg fortæller, at man på

en studietur automatisk får sparret med

sine arkitektkolleger via de fælles arkitektoniske

oplevelser og efterfølgende diskussioner.

På den måde kommer man hjem

med både nye input til det daglige arbejde

og nye navne, der på en afslappet facon

er kommet med i ens netværk.




På Dorte Augustenborgs studieture er

det langt fra kun det nye, trendsættende

byggeri, der er i søgelyset, selvom det

selvfølgelig er spændende at besøge de

helt nye arkitekturprojekter: “Jeg prøver

også at betone de klassiske værker, for

dem kan man altid lære noget af. Bla har

man her muligheden for bedre at undersøge,

hvordan en bygning forandres og

opleves over en længere periode.”

En lige så vigtig del af en studietur er imidlertid

mødet med arkitekten, bygherren

og brugerne af en bestemt bygning. Heri-


gennem får deltagerne indsigt i, hvordan

andre oplever den pågældende bygning

– og viden om, hvordan den fungerer i

praksis i forhold til arkitektens visioner

og tegnestuens modeller.

“Derfor er det lige så vigtigt at få set på

den interne som den eksterne arkitektur

– herunder bla nye former for ventilation,

lys, materialer, patinering og ikke mindst

arkitekturens bæredygtighed. Studieturene

sætter gang i den faglige snak med

andre faggrupper i byggeriet om, hvad

der fungerer, og – lige så vigtigt – hvad

der ikke fungerer,” understreger Dorte

Augustenborg.


gennem får deltagerne indsigt i, hvordan

andre oplever den pågældende bygning

– og viden om, hvordan den fungerer i

praksis i forhold til arkitektens visioner

og tegnestuens modeller.

“Derfor er det lige så vigtigt at få set på

den interne som den eksterne arkitektur

– herunder bla nye former for ventilation,

lys, materialer, patinering og ikke mindst

arkitekturens bæredygtighed. Studieturene

sætter gang i den faglige snak med

andre faggrupper i byggeriet om, hvad

der fungerer, og – lige så vigtigt – hvad

der ikke fungerer,” understreger Dorte

Augustenborg.


I Kinas hæsblæsende byggeboom løftes ikke mange blikke til oprindelige byggeskikke

trods stolte historiske traditioner.

Omkring Beijings ærefrygtindgydende og farvestrålende Forbudte By lå kolossale kvarterer

– kaldet ‘hutonger’ – af enkle, men utroligt raffinerede gårdhavebebyggelser i et århundreder

gammelt kinesisk typehus-byggeprincip af gråsorte tegl, beregnet for byens

almindelige borgere. Husenes farver afstemtes nøje, så de på ingen måde overtrumfede

kejserens værk, men de står alligevel som fantastisk smukke menneskeboliger. Med indarbejdede

humane aspekter – ligesom eksempelvis i vore hjemlige rækkehusbebyggelser

eller Utzons gårdhavehuse – med små intime haverum og fint opdelte boligfløje med

plads til familieliv, børn, bedsteforældre, privathed, arbejde mv.

I dag fjernes hutong på hutong på hutong på hutong og erstattes af etagebyggeri uden

nævneværdige kvaliteter. Faktisk kan Beijing mange steder føles som en hvilken som helst

storbyforstad i USA, Australien eller Düsseldorf – med nye byggerier i den internationale

glaskassestil, hvor mennesket som individ er reduceret til en sideordnet tillægsgevinst.

Paradoksalt nok kan det moderne Beijing derfor virke ganske tilbageskuende i sin byggestil.

Tankerne ledes eksempelvis mod Le Corbusiers Plan Voisin de Paris fra 1925, hvor

det skræmmende arkitektoniske scenario gik på at rydde store centrale bydele med ældre

huse, og erstatte dem med gigantiske skyskrabere bundet sammen af grønne friarealer.

Helt modsat Le Corbusiers samtidige, meget personlige og smukke enkelthuse i den hvide

funkisstil ramtes Plan Voisin de Paris af en skræmmende grad af megalopolis (hvor storbyer

med forstæder vokser sammen i nærmest en uendelighed). Som Beijings vokseværk

– dag for dag.

Modernitet, ja tak. Men i nænsomt samspil med historien, uanset om der er tale om skyskrabere

eller teskeer. Et fornyet kig på hutongerne, mens tid er, fremhæver det menneskelige

skalaforhold som uundværligt for den enkeltes bolig, også selvom om den skulle

være en del af et større etagebyggeri: Menneskets skala forbliver den samme.

Tekst og foto: arkitekt Hans Peter Hagens



Maskinel Magasinpost

ID-nr. 42475

Afsender:

P. J. Schmidt PortoService ApS

Hjulmagervej 13, 9490 Pandrup

More magazines by this user
Similar magazines