Hent novellen som PDF - DR

dr.dk

Hent novellen som PDF - DR

Novelle

Det handler om

hemmeligheder.

Månedens forfatter tager

i 2012 udgangspunkt i én

af læsernes hemmeligheder.

Vil du være med til

at inspirere forfatterne?

Se, hvordan du gør, på

side 56. Og smugkig

på de andre læseres

hemmeligheder herunder.

Jeg lyver om sex. Hvor

mange gange jeg har gjort

det. Hvor vildt det har

været. Hvor vi gjorde det.

Alt. I virkeligheden er jeg

jomfru.

Jeg er en sofistikeret kvinde

på 39, der, når jeg er alene,

holder af at prutte så højlydt

som muligt. Det volder

mig en del problemer, fordi

jeg indimellem glemmer, at

jeg ikke altid er alene.

Jeg sidder tit og spiller

koreanske klæd-ud-spil på

computeren. Sådan noget

med at vælge tøj og hår.

Nogle gange kan jeg sidde

og snakke med mig selv og

lade, som om jeg er en af

figurene, som skal igennem

et eller andet. Jeg har gjort

det siden jeg var syv år. I

dag er jeg 13.

Jeg er soldat og står til at

skulle udsendes i 2013.

Sandheden er dog, at jeg

overhovedet ikke stoler på

de gutter, jeg skal ud med.

Jeg kan ikke få det ind i hovedet,

at han har mødt

50

Ud & Se September 2012

I et skybrud

Hans bedste ven Buster. Der nu lå i rustvognen

foran Davids Chevrolet på Enghavevej. Engang

havde de pløjet hele Busters fars granplantage

op, og han kunne ikke huske andet, end at

Der var noget ved

buster, alt, hvad han

gjorde, fik David til at

grine. Den måde, han

rullede sine ærmer op

på, hele kroppen var

med, når han fortalte en

historie, han slog hænderne

sammen og rejste sig op og demonstrerede.

Der var så mange bevægelser i ham, det

vred i hans krop, han var et buldrende lys. hans

smalle grågrønne øjne, der skinnede, mens han

snakkede og blinkede og førte en cigaret op til

munden. han så én lige i øjnene. Gadedrengestilen,

når han gik ned ad gaden på sine korte ben,

så korte, at han selv sagde: mine bokseshorts

lugter af fodsved.

og hans høflighed, altid at give hånd og ha’ en

rigtig god dag fru hansen, når køkkenet var sat

op og arbejdet færdigt. Der var en oprigtighed

i det, ligesom han kunne få alle sine påfund til

at lyde gode, fordi han virkelig oprigtig syntes,

det var en god idé at tømme dødemandskontoer,

åbne et galleri, holde hash for pushere.

sidst David så buster, ville han leje en lagerplads,

femogtyve kvadratmeter med udsugning

og strøm i Ørestad, det perfekte sted for et

grow, sagde buster, han ville sætte et kulfilter

for udsugningen, så hashen ikke stank, så det

ikke kom til at hørme af tjald over hele Ørestad.

Vil du være med, David? spurgte buster, vil du

investere i det med mig? og det var da ved gud,

han ikke ville. hans bedste ven buster. Der nu lå

i kisten i rustvognen foran Davids chevrolet, på

enghavevej, under bårebuketten af orangefar-

han og Buster hele tiden grinede

A f Dy P l A m b e c k

I l l u s t r At I o n r e b e k k A e h l e r s

vede liljer og hvide roser. busters forældre fandt

ham med kanylen i armen. De trådte ind i hans

lejlighed med franskbrød og jordbærkage, de

skulle drikke søndagskaffe sammen, og værsgo:

Der var deres søns død.

*

rustVoGnen holdt for rødt på enghavevej, og

David så op i himlen, der hang tung og tætpakket

med skyer i et mørke, der ikke passede til

årstiden, til sol og sommer, det var juli, ud på

eftermiddagen. Alt gjorde ligesom en bevægelse

indad. Alt levende krøb sammen. så trak det op,

en sommerstorm, der kastede ispapir og stanniol

rundt i luften, alt det, folk havde smidt på

gaden. så pludselig et tordenskrald tæt på. et

brag rystede en bygning, et lyn fik bilalarmerne

til at gå i gang. og så kom regnen, lynene og tordenen,

et næsten tropisk uvejr brød løs.

David tændte for vinduesviskerne og kørte

videre bag rustvognen ned ad enghavevej, og

når han så buster for sig nu, så han ham med det

buldrende lys i øjnene. også selv om han havde

mistet det for længst. med tiden fik busters øjne

det samme lys som hamret bly, som øjnene på

en græsk statue, som skudhullet i en død mands

ryg. han blev som det stof, han var afhængig af,

heroin, kold og uberegnelig. Det var busters forældre,

der havde spurgt David, om han ikke ville

køre bag rustvognen ud til krematoriet, følge

buster det sidste stykke, fra Vestre kirkegård til

sundby krematorium, og selv om han ikke forstod

hvorfor, de ville have det, sagde han ja, jo,

selvfølgelig.

De voksede op sammen, buster og David,


en anden. Hun har gjort

ham til et nyt menneske.

Jeg kan aldrig få ham, jeg

elsker, tilbage, han fi ndes

ikke længere.

Jeg tror, jeg bliver det 21.

århundredes førende fi losof

… har en følelse af, at jeg

efter lang tids fordybelse i

emnet endelig har knækket

koden for, hvad meningen

med livet er. Jeg er 22 og

ved meget om meget, men

ikke det modsatte køn.

Jeg synes, at folk, der

barberer deres kønshår af,

er latterlige. Jeg er menneskelig,

derfor beholder jeg

mine. Men der er ingen, der

ved, at jeg ikke barberer

mig ’dernede’, for så ville

jeg blive udstødt.

Jeg har haft en kæreste i

snart et år nu. Vi har ikke

mødt hinanden, kun talt

i telefon sammen og på

skype. Tanken om at mødes

skræmmer mig lidt, for jeg

kan godt lide trygheden i

det, vi er nu, og ved ikke,

om jeg ville have det an-

derledes. Men jeg elsker elsker

vedkommende overalt på på

jorden, uanset hvor mærkeligt

det end lyder

Jeg overvejer at få opereret

lidt fylde i bagdelen. bagdelen. Alle

tror, jeg siger det for sjov. sjov.

Men jeg mener mener det faktisk.

Jeg Jeg føler føler medfølelse, medfølelse, sorg, sorg,

kærlighed kærlighed og afsky, når når jeg jeg

læser hemmelighederne. Og Og

så får får jeg sådan en lyst lyst til

at græde. Jeg Jeg elsker det.

52

Ud & Se September 2012

De groede ind i hinanden,

blev til et vi, Buster og David.

Der var en tid, hvor David ikke

kunne forestille sig, hvordan det

ene navn så ud uden det andet

uden for hillerød. De gik i samme klasse. hver

dag gik de hjem fra skole sammen. På vejen

gik de ind i brugsen. De gik ned til hylden med

kager, så sig omkring, ned ad gangene, om der

kom nogen. så tog de hver deres roulade frem,

med hindbærsyltetøj, marcipan eller banan, og

trykkede om den, til cremen kom ud, de knuste

rouladen, men uden papiret gik i stykker.

De efterlod de ødelagte roulader på hylden. De

fortsatte med at gøre det, også da de blev ældre,

teenagere, når de gik forbi et supermarked, gik

de derind og knuste roulader. Det var noget, de

havde sammen, som de ikke fortalte til nogen

andre.

når de kom hjem til buster efter skole, bagte

de en chokoladekage, som de spiste, gloende

hed. bagefter red de en tur på busters shetlandspony

claes. en dag pløjede de busters fars granplantage

op. Alle de træer driver mig til vanvid,

sagde faren, de skal pløjes op. buster forstod

ikke, at det bare være noget faren sagde. han

ville hjælpe og pløjede træerne op med traktoren.

buster sad bag rattet og smilede, og David

sad ved siden af, da faren kom hjem og så træerne,

der lå ud over jorden som ådsler, som en

nedslagtet by, et billede af en massakre. men det

var sådan set det. buster var ikke en ballademager,

og nu, mens David drejede efter rustvognen

ned ad Vesterbrogade, kunne han ikke huske

andet, end at han og buster hele tiden grinede.

*

rustVoGnen slingrede foran Davids chevrolet.

Den gled ud på den oversvømmede vej, men

blev rettet op igen og fortsatte forbi Vesterbro

torv. regnen slog ned mod Davids køler. Den

løb ind gennem sprækker i gaden, under døre,

ned i kloakker. Vesterbrogade stod under vand.

en bil holdt ude på vejen med havariblinkene

tændt. en mand skovlede vand ud af sin stuelejlighed

i spande, skovlede og skovlede. folk

gik i vand til knæene. Alt skvulpede og bølgede

gennem gaden. Alt fl ød. David så rundt, og han

kunne ikke få øje på noget, der holdt ham fast i

verden. De groede ind i hinanden, blev til et vi,

buster og David. Der var en tid, hvor David ikke

kunne forestille sig, hvordan det ene navn så ud

uden det andet.

De kom i lære hos den samme tømrermester,

blev spjældmakkere hos lauritz stampe på christianshavn.

efter fyraften tog de ud på christiania,

sad på voldene og røg en fed. men buster

holdt kun som tømrerlærling i et år. han blev

hele tiden tiltrukket af at fuske, al det spjældarbejde,

han kunne lave: carporte og sommerhuse,

alle de ruller med tusindkronesedler han

kunne få for det. og han faldt fra pladsen. Det

var det, buster ville have, penge. Jeg vil ikke

kede mig ihjel, sagde han, så hellere dø af rygerlunger!

og så grinede han, og David grinede, og

når de gik forbi et stykke af busters fuskearbejde

i københavn, en udestue eller et tag, stoppede

buster op, grinede igen og sagde: hold op hvor

ser det egentlig godt ud, det jeg har lavet!

men det holdt ikke så længe med det. en dag,

David besøgte buster i hans lejlighed, sagde

han: kom David, kom der er noget, du skal se!

og åbnede ovnen, vaskemaskinen, emhætten,

tog hovedet af bruseren, fjernede hylder i skabene

og overalt: poser og pakker med kokain og

hash. hvad helvede er det? sagde David. Det er

bare noget, jeg holder for en ven, sagde buster

og sådan fortsatte det. buster blev holder. han

var god til det. han havde fl eksible hofter,

åreTS FOrFaTTere

Trisse Gejl

A.J. Kazinski

Knud Sørensen

Mikkel Munch-Fals

Knud Romer

Kaspar Colling Nielsen

Dy Plambeck

Ida Jessen

Bjarne Reuter

Astrid Saalbach


heMMeligheDeN

bag NOVelleN

Jeg elsker i smug at klemme

om rouladerne i supermarkedernesindustrikageafdelinger.

Jeg klemmer om

rouladen, til den er gået i

stykker, men uden at papiret

springer. Jeg har gjort

det, siden jeg var lille.

54 Ud & Se September 2012

det kaldte han den evne, han havde til at tænke

kreativt, være smart, hurtig og komme ud af

konflikter uden tab.

buster begyndte at blive træt bare han så en

skillevæg. Den tog to dage at sætte op. På to

dage kunne han sidde derhjemme og tjene fire

tusind kroner på at have sine pakker og poser

med hash og kokain liggende i sin ovn. David

var ikke meget for at indrømme det, men han

kunne godt få ondt i røven over at se buster

sidde mellem sine pizzabakker og spille poker

på nettet, ude af stand til at få fingeren ud, og

så alligevel tjene dobbelt så meget om måneden

som ham. han knoklede røven ud af bukserne,

mens buster røg fede, tog svampe, piller af enhver

art, estascy, amfetamin, ketogan, det var

umuligt at vide, hvad han lige var på. Det kom

ikke til et egentlig brud mellem dem. David

stoppede bare med at komme forbi buster på vej

hjem fra byggepladsen.

*

VAnDet stoD oP tIl baglygterne på rustvognen.

David trommede på rattet. Vinduesviskerne

kørte. rustvognen drejede slingrende

ned ad h.c Andersens boulevard, bårebuketten

lå skævt på kisten, og David fulgte efter i sin

chevrolet. cykler og skrald flød rundt i gaden,

regnen slog mod forruden og en fornemmelse

krøb ind under huden på David, af havets kulde,

så koldt havet var, et hav midt i byen.

David savnede buster i de år, de ikke så hinanden.

når han sad mellem tømrerne i skurvognen

og grinede, når han var til fest i kødbyen, hørte

han hele tiden den stemme i sig: bare buster var

her nu, bare han kunne høre det her. længslen

efter buster blev til en sorg i ham, et hug ned

gennem hans krop, en revne i en klippe, en

afgrund i ham selv, der så op på ham, hver gang

han så ned i den.

og så en dag, da David gik forbi nørreport,

stod buster lænet op ad kiosken og snakkede i

mobiltelefon. b som børge, A som Anal. u som

utrolig. D som dildo, sagde buster i røret, så

burde du komme til næste bane. David så på

ham. hvad var det for nogle koder, han stod og

sagde? buster lagde på og så op og smilede. hej,

David! hej, og hvordan går det, sagde han og

grinede. hans fortænder i over- og undermunden

var små stumper. ellers lignede han sig selv,

de korte ben. hvad er der sket med dine tænder?

spurgte David. buster tog hånden op for

munden. Jeg har taget lidt for meget coke, sagde

han. Ja, det må du sgu nok sige, sagde David

og grinede, og buster grinede, men der var en

kulde i hans latter, som David ikke kunne forbinde

med den buster, han kendte engang. men

så klappede buster ham på skulderen og sagde:

kom! og han tog med ham ud til et hus på Østerbro.

en villa fuld af folk og stoffer.

Dem, der røg hash, sad i køkkenet, dem, der

tog coke, sad i stuen, dem, der var på sprøjten,

sad på første sal. David satte sig i køkkenet og

røg med på en joint. buster gik op ad trappen,

mens han rullede sine ærmer op, og da David så

det, de mørke plamager, der kom til syne på hans

arme, som om der var noget mørkt i ham, i hans

hjerte, som havde trukket sig ud af hans krop og

lagt sig hen over huden, vidste han, at det aldrig

ville blive det samme mellem dem igen.

*

reGnen styrtede ned. en tåge lå hen over langebro.

Det var ikke til at se frem for sig. rustvognens

hjul spinnede på den oversvømmede bro.

Den nærmest gled gennem vandet, ned ad broen

på den anden side. David så rundt, biler, cykler,

mennesker. Alt var ligesom flydt ud i vandet. Alt

gled rundt om ham, og hans liv var gået i stå.

han blev ved med at komme i huset på Østerbro

sammen med buster. han kom hver dag og

røg, og hver gang han blev skæv, var det som

en gammel ven, der dukkede op og sagde: DAV!

Der er du! Jeg har ledt efter dig! han kom ind

i et rum, han kendte så godt, en stue, hvor han

vidste, hvor hvert nips stod, hvad der kom frem,

når han åbnede en skuffe. hvis man spurgte

ham, om han ville kalde sig misbruger, ville han

sige nej. nej, ikke misbruger eller hashoman,

råryger måske. han havde tænkt på at stoppe


Se alle

heMMeligheDerNe

Novelleserien er pro-

duceret og forfatterne

udvalgt i samarbejde

med Danmarks radio.

Du kan læse alle de

indsendte hemmeligheder

på dr.dk/hemmeligt

her kan du også

downlade novellen

som lydpodcast og

læse et interview med

månedens forfatter.

SåDaN gør DU

Vær med til at inspirere

forfatterne. Skriv din

hemmelighed kort,

maksimum 300 tegn. Du

må gerne være anonym.

Sms ’shhh’ efterfulgt

af teksten til 1212.

eller gå ind på

dr.dk/hemmeligt og

udfyld formularen.

Scan eventuelt koden

med din smartphone.

56

Ud & Se September 2012

David så allerede

avisoverskrifterne for

sig, spisesedlen på BT, han

hørte Busters forældre sige:

Buster var sådan en god

dreng. Han kunne ikke gøre

en kat fortræd. Og nu havde

han slået bedemanden ihjel

flere gange, men han vidste ikke hvordan. han

kunne ikke se sig selv sidde sammen med de

andre i Ah, anonyme hashomaner, og sige: hej,

jeg hedder David, jeg er hashoman. eller på et

eller andet behandlingshjem. han havde røget

hver dag de sidste fire år, og nu mens han kørte

over langebro bag rustvognen, tænkte han, at

der ikke var sket noget i hans liv siden.

en kvinde krydsede vejen ved sAs radisson

og gik ud foran rustvognen. hun var gennemblødt.

mascaraen var løbet i sorte striber ned

over hendes kinder, og hun havde ingen bukser

på. rustvognen måtte slå et kraftigt slag for ikke

at ramme hende, David gearede ned og rustvognen

skred ud. Den mistede vejgrebet og gled

trehundredetres grader rundt. rundt og rundt,

og over i den modsatte kørebane. bedemanden

havde ikke længere herredømmet over bilen,

dækkene gav slip, en modkørende bil ramte rustvognen

i venstre side, forruden splintredes, og

rustvognen gled ud ved voldene og rullede rundt.

David stoppede sin chevrolet og sprang ud,

nej, nej, nej, han løb tværs over vejen. Dråber

så store som valnødder stod ned i hovedet på

ham. hans cowboyjakke klæbede sig ind til hans

krop, og det syn, der slog ham ved rustvognen,

var dette: kisten var gledet frem i forhuset og

havde skubbet bedemanden frem mod ruden.

hans hoved hang alt for meget til den ene side.

blod og blod, en bil, der bogstaveligt talt flød

med blod. David tog sig til hovedet, shit, shit,

for helvede! råbte han. Det var til at se på lang

afstand, at bedemanden var død. kisten havde

knækket hans nakke. David så allerede avisoverskrifterne

for sig, spisesedlen på bt, han hørte

busters forældre sige: buster var sådan en god

dreng. han kunne ikke gøre en kat fortræd. og

nu havde han slået bedemanden ihjel.

David rystede på hovedet, fuck, fuck, fuck,

og mens han stod og så rundt på den smadrede

rustvogn, på folk der samlede sig om ulykkesstedet,

og kisten, der vendte på hovedet, mens

han stod i den tætte regn, så han et billede for sit

indre: han stod foran et hus i et skovbryn. et hus

i en tætvokset have. mørkt og forladt. han stod

og så på de mørke vinduer. så åbnede en mand

pludselig hoveddøren. han for sammen. han så

på manden, og det var ham selv, han så, ældre

med hvidt hår, men de samme ansigtstræk. han

så længe på ham. Jeg ved det godt, det er nu,

sagde han. Den ældre mand nikkede.

David satte sig ned i græsset ved siden af rustvognen,

lukkede øjnene og mærkede, hvordan

regnen ligesom trak sig ind i ham. så kom en

stilhed over ham, der gjorde ham svimmel.

Den kølige sommerluft sendte hans blod hurtigere

rundt i kroppen, hjertet pumpede, sveden

sprang frem på panden og under armene, og det

var, som om alt omkring ham, græsset, regnen

og tågen samlede sig i ham i et stort råb. et råb,

der tog form af en uforklarlig længsel.

Dy Plambeck

er født i 1980 og debuterede i 2005

med digtsamlingen Buresø-fortællinger.

Hun har modtaget Klaus Rifbjergs

debutantpris for lyrik og Statens

Kunstfonds treårige arbejdsstipendium

i 2006. I 2011 fik hun Jytte Borbergprisen

for sin seneste roman Gudfar.

More magazines by this user
Similar magazines