On the borderline - Elbo

infolink2003.elbo.dk

On the borderline - Elbo

› REJSEBREV

On the borderline

SIDE 4 | PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2011


FOTOS: FORFaTTEREN O

En dansk psykologistuderende beretter fra en

klinik ved den thai-burmesiske grænse. Efter

et halvt års ophold har tid, kultur og psykologfaglighed

fået helt ny betydning for ham.

mtrent

8.400 km fra Aarhus Universitet ligger

den nordvestligste thailandske grænseby

Mae Sot. På den anden side af grænsen ligger

den krigsprægede burmesiske stat Karen State.

Halvdelen af Mae Sots 300.000 indbyggere

er illegale burmesiske flygtninge. En by,

hvor et overvældende antal thailandske politibetjente spankulerer

rundt i gaderne og åbenlyst opkræver kulsorte penge af disse flygtninge,

som til gengæld får en begrænset frihed retur. Indtil næste

gang. Og kun hvis de kan betale.

Udsigten på en køretur gennem Mae Sot er forvirrende. Man

ser nyrige thailændere og kinesere, som har tjent fedt på grænsehandel.

De bor i store villaer og kommer som regel drønende i

kæmpestore pickups. Længere nede ad gaden er det slummen og

elendigheden, der springer i øjnene. Her sover folk enten i faldefærdige

træskure eller på gaden blandt geder, får, høns og vilde

hunde. Frivillige vesterlændinge kommer oksende på cykel på vej

fra det ene møde til det næste. Kontrasterne i byen er til at få øje

på og mangfoldigheden, hvor kristne, muslimer og buddhister lever

side om side, er stor.

Midt i dette virvar ligger Mae Tao Clinic (MTC). MTC er et

hospital drevet af burmesere og frivillige, udelukkende baseret på

donationer, og som tilbyder lægehjælp til burmesiske flygtninge.

Klinikken har også en psykologisk afdeling, og her tog jeg til for

seks måneder siden sammen med en medstuderende, Ida Knakkergaard,

for at arbejde frivilligt.

Forventninger, der ikke holdt

I min alt for tungt pakkede bagage, som ud over tøj indeholdt donationer

til klinikkens børn fra Lego, havde jeg medbragt et billede.

Et billede, der forestillede forventninger om min kommende

tilværelse i Thailand. Af dette billede fremstod det klart, at jeg

skulle arbejde som psykolog under supervision i klinisk forstand.

Der ville være tolk til stede og det ville være svært i begyndelsen,

men derefter ville det køre derudad.

Da vi ankom på klinikken en varm novemberdag, gik det medbragte

billede omgående itu. Ikke blot rammen krakelerede, men

PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2011 | SIDE 5


selve billedet blev revet i bittesmå stykker, og grønne forventninger

dalede mod jorden, nu parat til at blive samlet op igen og sammensat

i et nyt motiv af erfaringer.

Trods korrespondance gennem et år med MTC’s ledelse virkede

personalet på klinikkens psykologafdeling yderst overrasket

og forvirret over vores ankomst. For afdelingens manager var gode

råd dyre i forhold til, hvad han skulle stille op med de to aliens, der

nu stod foran ham.

Afdelingen består af seks fastansatte, alle burmesiske, hvoraf

kun én taler flydende engelsk. Sprogbarrieren og manglende kulturelt

kendskab gjorde mildest talt starten på vores ophold noget

vaklende. Specielt var det svært at vænne sig til hverdagens sløve

tempo. Den første tværkulturelle lærestreg vedrørte netop tiden;

det er ikke muligt at arbejde effektivt i ineffektive omgivelser. Den

vante fornemmelse af ubehag, opstået ved at forlade læsesalen til

SIDE 6 | PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2011

Baggrund

artiklens forfatter og hans medstuderende har opholdt

sig i Mae Sot, på grænsen mellem Thailand

og Burma, siden den 1. no vember 2010. Efter et

halvt års arbejde ved Mae Tao Clinic forlader de

stedet med udgangen af april 2011 og vender tilbage

for at afslutte psykologstudiet på aarhus

Universitet.

frokostpause og samtidig konstatere ikke at have nået en tredjedel

af det forventede, sad stadig i min krop. Denne reaktion måtte aflæres

og erstattes med tålmodighed.

Et omvandrende leksikon

Tålmodighed, ydmyghed, åbenhed og en god portion nysgerrighed

var ingredienserne i den opskrift, jeg skulle følge for at tage

ved lære af de nye omgivelser.

Den første arbejdsmæssige oplevelse var grænseoverskridende.

Jeg skulle følge vores kollega i at lede en session i gruppeterapi.

Troede jeg. ”Hvad vil du sige til denne patient for at hjælpe hende?”,

lød spørgsmålet på gebrokkent engelsk fra min burmesiske

kollega Thanda Thew, da jeg første gang sad over for en patient.

Mine tanker gik i stå. Ud over det chokerende syn, der ventede, da

vi entrerede patientafdelingen, var jeg også meget overrasket over


min uventede rolle – fra føl til psykolog. Desuden anede jeg af naturlige

årsager ikke råd for, hvad man siger til en døende kvinde

med en baby, som tilmed var stærkt skadet på fødderne fra et militærangreb

på deres landsby.

Ud fra denne oplevelse og flere lignende var der et par ting,

som gik op for mig. De fleste burmesere anser en vesterlænding

med uddannelse for at være et omvandrende leksikon. Derfor gik

min kollega fra førnævnte situation ud fra, at jeg som dansk psykologistuderende

måtte vide, hvad der normativt skulle siges for

at hjælpe denne stærkt traumatiserede kvinde.

En anden erkendelse følger af den første. Burmeserne har uhyre

begrænset adgang til uddannelse. Mine kolleger er ikke ”rigtige”

psykologer, men er selv flygtninge med en meget basal uddannelse

i medicin og emotionel støtte. Mit forventningsbillede viste,

at vi skulle lære terapeutiske færdigheder af psykologer fra en anden

kultur. Mine kolleger forventede det modsatte. Der var altså

mange forventninger, der måtte afstemmes, før en nærmere definition

af min rolle i dette eventyr blev tydeligere.

Gode intentioner ikke altid nok

Han er født i Burma, men kan aldrig vende tilbage, fordi han valgte

at uddanne sig til psykolog i Australien.

Jeg taler her om manden, som blev min mentor under hele opholdet.

Dr. Aung Myint er umulig at aldersbestemme og vil ikke

selv ud med sproget. At møde ham blev vendepunktet for mig. En

mand med en så stor visdom, men på samme tid i besiddelse af en

utrolig respekt og ydmyghed over for andre, havde jeg aldrig mødt

før.

”Er du fremmed, så vær ydmyg, hvis du ikke taler sproget, vær

da dobbelt så ydmyg.” ”Informationer underrepræsenterer altid

virkeligheden.” Disse to råd gav han mig fra starten. Han forlangte

tålmodighed og ydmyghed. Til gengæld viste han mig en tillid,

jeg som studerende aldrig før i Danmark er blevet vist.

Senere forstod jeg meningen bag disse råd. Jeg har oplevet alt

for mange vesterlændinge med gode intentioner komme her til

Mae Sot med den naive holdning, at de nu skal ned og vise de stakkels

fattige mennesker, hvor skabet skal stå, og hvordan kagen skal

skæres. Problemet er dog, at folk, der bor i bambushytter, slet ikke

bruger skabe og ej heller har råd til kniv eller kage.

Af-akademisering

Efter en periode med perifer deltagelse i et væld af forskellige aktiviteter

gik arbejdet for alvor i gang. At undervise en gruppe burmesiske

kvinder i PTSD hos børn, som et led i deres uddannelse,

var den første opgave. Ved hjælp af mine medbragte noter fik jeg

hurtigt lavet nogle handouts og var klar.

Jeg mødtes med min oversætter, en ung mand iført engelsk

fodboldtrøje fra midt 90’erne, for at gennemgå undervisningen.

Han nikkede på sædvanlig asiatisk manér venligt ja til, at han var

med på, hvad undervisningen handlede om. Alligevel efterspurgte

jeg hans forklaring af en traumatisk oplevelse. ”Et traume er, når

man falder til fodbold og bliver skadet”, lød hans eksempel. Noget

sagde mig, at han alligevel ikke var helt med. Jeg vidste allerede, at

psykologiske termer ikke er specielt udbredte i Burma, men hvis

”traumatisk oplevelse” ikke engang forstås i psykologisk forstand,

hvordan skulle de så have en jordisk chance for at forstå begreber

som multi- og ækvifinalitet?

Paradoksalt er det, at der ikke findes et begreb for noget, som

rigtig mange burmesere er, nemlig traumatiserede. Jeg måtte nu

smide de akademiske briller og tilpasse undervisningen situationens

krav. Det var faktisk noget af en udfordring, hvilket bevidner,

hvor akademiseret blot tre år på universitet kan gøre én. Bag mit

øre vil der i fremtiden stå noteret, at folk ikke nødvendigvis forstår

det sprog, der tales inden for universitetets vægge.

Senere hen fik vi en mere permanent opgave. Nærmere bestemt

en sag på et børnehjem, der involverede neglekt i en alvorlig

grad. En følelsesmæssig hård opgave, men særdeles lærefuld og

berigende.

Kulturpsykologiske forskelle

Vi kommer ikke uden om ham, Franzoi – vores alle sammens socialpsykologiske

grundbogsforfatter. I hvert kapitel benævner Frazoi

de fremstillede teoriers usikkerhed i forhold til østlig psykologi.

Det individuelle selv kontra det sociale selv benævnes som den

største kulturpsykologiske forskel.

Derfor var jeg inden afrejsen yderst spændt på, om jeg ville få

det sociale selv at se. Det gjorde jeg. På MTC’s psykologiske afdeling

er det normalt for en klient at medbringe hele familien til individuel

konsultation og lade dem tale mindst lige så meget som

klienten selv. Psykologisk praksis, som vi kender den hjemmefra,

giver ikke mening her. En burmeser vil aldrig forholde sig individuelt

til sig selv. For en misbruger ville den største motivation for

afvænning ikke være overlevelse, men afgjort at genvinde sin sociale

rolle i samfundet og familien.

En anden afgørende faktor, der besværliggør psykologien, som

vi forstår den, er burmeseres ukuelige anstrengelser for ikke at tabe

ansigt. Det er ikke socialt acceptabelt at udvise store følelser og

derfor heller ikke normalt at tale om dem. Dette kaldes Ana.

Negative hændelser afværges ofte med et smil.

Mit bedste eksempel herpå er, da min chef, Saw Ku Thew, grinende

trådte ind på vores kontor og fortalte mig, at en bombe var

faldet, en kilometer fra hvor vi sad. Bomben dræbte tre og sårede

toogtyve. Det var svært at begribe, hvad han sagde, fordi hans mimik

var i uoverensstemmelse med hans ord. Først da jeg hørte militærhelikopterne

over taget, gik det op for mig, hvad han havde sagt.

I nye og uvante omgivelser har jeg set mig selv og min uddannelse

i et nyt lys og har fået tilbudt en alternativ forståelsesramme.

Jeg glad for at have taget noget tid ud og have levet noget liv, før

jeg engang skal hjælpe andre med at leve deres.

Det kan varmt anbefales.

Kasper Haun, stud.psych., Aarhus Universitet

PSYKOLOG NYT NR. 8 | 2011 | SIDE 7

More magazines by this user
Similar magazines