tryk her - Projekt U-landshjælp til Selvhjælp

ulandshjaelp.dk

tryk her - Projekt U-landshjælp til Selvhjælp

PROJEKT U-LANDSHJÆLP TIL SELVHJÆLP

Nyhedsbrev, juni 2013

Kontor: Stationsvej 20, 6920 Videbæk, Tlf. 97 17 17 42

Hjemmeside: www.ulandshjaelp.dk - e-mailadresse: stoette@ulandshjaelp.dk

Bank: Reg. nr. 9570 kontonr. 3866149 – Giro 386-6149

ISSN: 1901-0729

Kære samarbejdspartnere

Det første - og det vigtigste - er at sige en

stor, stor tak til alle jer, som hjælper os

med at hjælpe derude. År efter år bliver I

ved med at støtte. Derfor får vi stadig gode

rapporter fra arbejdet derude.

Denne gang får I et stort nyhedsbrev med

meget læsestof. Jeg foreslår, at I tager

bladet med på ferie, så I får god tid til at

læse det - og måske præsentere bladet –

projektet for andre.

Så er vi igen i den dejlige sommertid -

med de skønne lyse nætter. Hvert eneste

år overvælder det mig - os.

I Tanzania – næsten under ækvator - er

det anderledes! Klokken 18.15 begynder

fuglenes og cikadernes aftenkoncert, og

kl. 19.00 er natten fløjls sort. Moskitoerne

– myggene, som jo er verdens farligste

dræbere, er aggressive og allesteds- nærværende.

Nå ja - lad mig så også få det

værste med: Vi hvide kan ikke gå en fredelig

aftentur.

Minderne står i kø! Denne oplevelse har I

ikke hørt før: Reinholt og jeg boede i flere

år i et hus sammen med den kvindelige

læge Adela Materu. Hun planlagde – og

var leder af HSHs mobile lægeklinik i årene

fra 1995 til 2000. En aften var hun og

jeg alene hjemme. Vi hyggede os i stuen

med at se lysbilleder fra Danmark, som

Adela kaldte ”mit andet hjem.” Det var

varmt, så døren stod åben ud til den lukkede

have. Ved 23-tiden spurgte Adela:

”Elly, du har da vel låst porten?” Jeg svarede:

”Nej, jeg regnede med, at du havde

gjort det!”

Vi tog nøglen samt lommelygten, og jeg

kan endnu føle chokket, da vi stod foran

porten. Den stod åben. Porten var brækket

ned, helt ned!

Røverne havde gjort alt klar. De kunne gå

lige ind i stuen, skære halsen over på os –

eller skyde os, dersom vi gjorde modstand.

De kunne stjæle alt - den nye Toyota

Landcruiser, penge, udstyr osv. Hvorfor

gik røverne dog ikke ind? Adela svarede.

Vi har været beskyttede af engle. Røverne

har set englene, derfor flygtede de.

Porten er godt befæstet og skulle ikke være let at åbne.

Jeg troede - og tror på den forklaring. Og

englene bor - Gud ske lov - ikke bare i

Tanzania. Det er ikke bare en røverhistorie”,

det er sandhed - hvert et ord!

Nu vil jeg ønske jer alle en vidunderlig

sommer med regn og sol i en passende

blanding. Tove, Jens og jeg er ret sikre på

solen. Den 3. juli tager vi af sted på PULS’

årlige tilsynsrejse, - ud til vore partnere i

Tanzania. Det hører I meget mere om i

næste nyhedsbrev.

Elly

1


Uddrag ef Formandens beretning på

generalforsamlingen den 23. marts

2013:

Igen i år kan jeg med glæde aflægge denne

årsberetning. Projektet har atter haft et

godt år. Vi glæder os over, at projektarbejdet

er respekteret både i Tanzania og

i Danmark.

Vi ved, at strategien, som PULS og HSH i

årevis har arbejdet efter, er rigtig, og den

skal vi frem for alt holde fast i.

Tilsynsrejse.

Det styrker samarbejdet, at bestyrelsesmedlemmer

fra PULS hvert år kommer på

besøg/tilsyn derude.

I år var det Tove Holm, Jens Krüger Rasmussen

og Elly Vesterager, som rejste.

Sammen med vore HSH partnere, fik vi

lavet en 5 års strategisk planlægning af

HSHs arbejde og en samarbejdsaftale

mellem vore to organisationer: PULS i

Danmark og HSH i Tanzania.

Lykkeligvis havde vi hjælp til arbejdet af to

dygtige konsulenter: Kristine Pors fra

Dansk Missionsråd, og en kvinde fra Kenya.

Vi havde særdeles konstruktive møder

med HSHs nye, bestyrelsesformand Dr.

Solomon. Vi har kendt hinanden i ca. 10

år, hvor han har været bystyrets ansvarlige

leder for ”Den mobile lægeklinik” og

derfor samarbejdet med HSH. Dr. Solomon

er ”nærværende”, han støtter, opmuntrer

og inspirerer skolens ledere og

lærerflokken.

Vi danske besøgte en del af HSHs projekter

og talte med mange nøglepersoner.

Jens Krüger og jeg er bestyrelsesmedlemmer

i HSH og deltog derfor i bestyrelsesmøder

og generalforsamlingen. Der

blev truffet vigtige aftaler om nedtrapning

af support fra PULS og om, hvordan HSH

kan kompensere for det.

Centerskolen i Sakina

er en teknisk skole med 3 undervisningslinjer:

husholdning, tekstil og elinstallation.

Det er en dagskole, hvor ca. 300 fattige

elever modtager undervisning i 1-3 år.

Hvert skoleår afsluttes med statsanerkendt

eksamen. De elever, som har evner

og økonomisk mulighed, kan derefter gå

videre på tanzanianske skoler - i princippet

til universitets-niveau.

Den sidste af de små skoler, vi byggede.

HSHs 11 skoler for småbørn.

PULS har formidlet penge til skolebygninger

og udstyr til disse skoler, og PULS har

haft en skriftlig kontrakt med bestyrelsen

for hver enkel skole om økonomisk støtte i

6 år. Disse kontrakter udløb ved udgangen

af 2011. Skolerne ophørte altså fra 1.

januar 2012. Rapporten fra 1. januar 2013

viser, at 7 skoler fungerer uforandret,

hvorimod 4 skoler er (midlertidigt) lukket.

Alle skoler kan dog fortsat få råd og vejledning

fra Centerskolen i Sakina.

På Centerskolen afholdes forskellige undervisningsseminarer

både for skolens

lærere og for lærerne fra de 11 små skoler.

Skolen i Majengo (Teddys Skole)

har 130 – 140 elever og er klart den allerbedste.

Den handikappede skoleleder,

Teddy Cosmas, som er meget respekteret

i området, siger: ”Vi skal ikke give fattighjælp,

men udviklingshjælp”. Det sociale

undervisningsprogram, som hun - sammen

med skolens lærere - for 4 år siden

2


satte i gang for de fattigste kvinder, hjælper

mange til en bedre fremtid. ”Iværksætterydelse”

i form af små lån på kun 25 -

100 kr. hjælper kvinderne til at starte små

forretninger.

Seminarer for kvinders og børns rettigheder

og imod tidlige giftermål og

omskærelse af kvinder = FGM projektet.

Pilot projektet, som HSH begyndte i 2007,

er blevet en stor succes. Hvert år er der

blevet afholdt adskillige seminarer finansieret

af PULS.

Undervisning, tilslutning samt efterspørgsel

efter flere seminarer har været så positiv,

at HSH og PULS i 2010 sendte en ansøgning

om 200.000 kr. til Dansk Missionsråd.

Pengene blev bevilget.

En meget vigtig opgave for Tove, Jens og

jeg i 2012 var - sammen med vore HSH

partnere - at mødes med lokale ledere for

FGM- grupper ude i de yderste masajområder.

Det var en overvældende oplevelse,

som overbeviste os alle om, at

grupperne sammen kæmper for kvinders

rettigheder og kæmper imod FGM - og at

de ønsker - og behøver vor hjælp.

En ny ansøgning om 750.000 kr. blev

planlagt og afsendt. Vi håber, at pengene

bevilges. (Pengene er blevet bevilget).

Afslutning.

Vore tanzanianske partnere beder os

bringe deres inderlige tak. Jeg vil også

gerne på projektets vegne takke alle vore

danske samarbejdspartnere.

Men mest af alt lader jeg takken gå til

Gud, som lader arbejdet lykkes.

Elly Vesterager

23.03.2013

Hvor der er en vilje

er der en vej - også i Afrika

Artikel fra Videbæk Avis

af journalist Astrid Vestergaard:

Videbæk er hjemby for en spændende

organisation, der formår at hjælpe tusinder

af afrikanere ud af deres fattigdom.

Elly Vesterager fotograferet foran sit drivhus i haven på

Stationsvej i Videbæk. Ganske som de små stiklinger,

hun passer og plejer i drivhuset, senere plantes ud i

haven og får lov til at vokse, bliver de initiativer, PULS

støtter i Afrika, til store projekter, som afrikanerne kan

høste af.

Der er langt fra Videbæk til Tanzania -

meget langt! Faktisk tager det adskillige

timer at flyve derned, og de forhold, som

afrikanerne lever under, er meget forskellige

fra de forhold, man lever under i en by

som Videbæk. Alligevel er der skabt et

fantastisk bånd imellem Videbæk og Tanzania.

Det er 78-årige Elly Vesterager på Stationsvej,

der sammen med sin afdøde

mand Reinholdt har skabt dette bånd.

Båndet er skabt af kærlighed. Af medmenneskelighed

og af en fast tro på, at

det nytter noget at række en hjælpende

hånd ud imod dem, der har brug for hjælp.

Og så er der troen på Gud. Den er flettet

ind på kryds og på tværs i det bånd, der er

skabt imellem Videbæk og Tanzania, og

det er helt bevidst.

Som Elly Vesterager formulerer det:

- Når folk har svært ved at falde i søvn om

aftenen, er der mange, der begynder at

tælle får. Det mener jeg ikke, at man skal.

Jeg mener, man skal tale med hyrden

(Jesus, red.) i stedet for!

3


Den afrikanske styrke.

Elly og Reinholts arbejde for de fattige i

Afrika tog sin begyndelse i 1987 under en

rejse til Kenya.

Da vi kom hjem, var vi helt forandrede. Vi

vidste, at vi aldrig ville blive de samme

mennesker igen. Vi så med egne øjne,

hvor stor nøden var, men det var ikke dét,

der gjorde det største indtryk. Nej, det var

den enorme styrke, vi mødte hos afrikanerne.

Det gik samtidig op for os, at en

enkelt symaskine kunne være med til at

brødføde en hel afrikansk familie, fortæller

Elly Vesterager.

Ved hjemkomsten til Videbæk indrykkede

hun og ægtemanden en annonce i den

lokale avis og efterlyste symaskiner til afrikanerne.

Det væltede ind med henvendelser

fra vestjyder, som gerne ville hjælpe,

og Elly havde senere held med at få nogle

tekstilvirksomheder i Ikast til at forære afrikanerne

noget stof.

Næste step var at anmode Danida om

penge til at sende en container til Afrika,

indeholdende symaskiner, stof og andre

ting. Elly Vesterager anede ikke, hvordan

man skrev en ansøgning. Hun er bondekone

fra Barde og anede intet om, hvordan

man begår sig i sådan et system. Ergo

ringede hun til Danida og bad om

hjælp. Hjælpen kunne hun ikke vente på,

så hun tog toget til København for personligt

at tale sin sag og vendte hjem et par

dage senere med bevilgede penge til containertransporten.

Hjælp til selvhjælp.

Siden skabte Elly og hendes mand en

egentlig organisation, og den har hvert år

sendt en container af sted fyldt med ting,

som afrikanerne står og mangler for at

komme i gang med at skabe en bedre

fremtid.

Organisationen hedder PULS.

Det er en forkortelse af Projekt Ulandshjælp

til Selvhjælp, og tanken er, at afrikanerne

selv skal vise et initiativ til at ville

ændre deres tilværelse.

Det er deres tanker, deres drømme og

deres styrke, man tager udgangspunkt i.

Organisationen, der i dag tæller mellem

600 og 700 medlemmer, er kun en slags

fødselshjælper.

Vi har været med til at skabe børnehjem,

syskoler, maskinskrivningskurser, en mobil

lægeklinik, en teknisk skole og meget

mere. Jeg er sammen med andre fra

PULS på tilsynsrejse i Afrika én gang om

året. Vi bør/skal kontrollere, at penge og

udstyr fra PULS når frem, og at det udnyttes

rigtigt. Det er altid en stor, stor glæde

at se, hvor godt det går, og vi finder ikke

korruption i projekterne, fortæller Elly Vesterager,

som rejser til Tanzania igen i juli

måned.

Så primitivt kunne overnatningen foregå.

Vi har ingen hvide på lønningslisten. IN-

GEN! Det er afrikanerne selv, der gør alt

arbejdet dernede, og da jeg på et tidspunkt

blev spurgt af Danida, hvad vi havde

tænkt os at gøre den dag, afrikanerne

selv skulle til at drive projekterne, måtte

jeg svare: Jeg ved ikke, hvad I taler om!

Det er jo dem selv, der driver det hele,

fortæller hun.

En vigtig strategi.

Det første projekt gik ud på at skabe en

skole for 600 børn i Kenya. Det lykkedes

at få skabt denne skole, men da der var

meget korruption i landet, valgte organisationen

at rykke aktiviteterne til et andet

4


afrikansk land, og valget faldt på Tanzania.

Det første projekt i dette land gik ud på at

få skabt en mobil lægeklinik, så landets

førende, kvindelige kirurg, kunne rejse

rundt til de mange forskellige stammer og

undervise dem i sygdomsbekæmpelse.

Klinikken kørte i flere år og blev en stor

succes.

Alt, hvad organisationen rører ved, skal

være en form for undervisning, og man

har bl.a. haft held med at lave en stor teknisk

skole, der har 300 elever om året.

Sammen med afrikanerne har man desuden

skabt 12 småskoler.

PULS har også givet støtte til et landbrugsprojekt,

som en visionær, højt uddannet

afrikansk agronom, havde planlagt.

Han lærer afrikanerne nye dyrkningsmetoder

med bedre og tørkeresistente

afgrøder. Han lærer bønderne

at arbejde i grupper, og at de ved at sælge

afgrøderne sammen, kan få højere priser.

Helt enkelt så har han opbygget en kopi af

Den Danske Andelsbevægelse.

Derved får de mulighed for at komme ud

af fattigdommen og skabe sig en helt ny

tilværelse.

Det var Lydia Materu, som kom til Elly i teltet.

Uanset hvilken dansk landmand vi måtte

vælge at sende til Tanzania for at hjælpe,

så er afrikanerne nu engang bedst til at

udføre arbejdet i deres eget land. Det

bedste, vi har i vores organisation, er vores

strategi. Det er vigtigt, at afrikanerne

selv vil de projekter, vi hjælper med at

sætte i gang. På den måde risikerer vi ikke,

at alting falder fra hinanden, hvis vi

som organisation en dag træder ud af projekterne.

Så er vi sikre på, at tingene får

lov til at udvikle sig i stedet for, fortæller

Elly Vesterager.

PULS støttede landbrugsprojekterne i 3

år. Resultaterne var så overbevisende, at

Rockwool Fonden henvendte sig og tilbød

at samarbejde. Under navnet »RIPAT«

kom projekterne nu »ud over stepperne«.

Rockwool Fonden tog det økonomiske

ansvar. Grupper blev startet rundt i landet,

og resultaterne blev videnskabeligt »vejet

og målt«. Evalueringen viste i tal de gode

resultater.

Det kunne vestjyske bønder såmænd se

med et halvt øje. Agronom Leif Tange og

nogle dygtige bønder fra Videbækområdet

har været derude, og jeg glemmer

aldrig, da en gruppe - helt spontant -

tog stråhattene af og bøjede sig i respekt

for en dygtig bananavler, fortæller Elly.

Gud er med.

Når du sidder i flyet på vej hjem fra endnu

et besøg i Afrika, hvad tænker du så?

Jeg tænker, at jeg må være den mest forkælede

kvinde overhovedet, og jeg tænker,

at det har været det hele værd. Jeg er

så utrolig lykkelig over at have fået lov til

at være med til at sætte det hele i gang,

og jeg er så utrolig lykkelig over, at den

gode Gud gav os den rigtige strategi, svarer

Elly.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet.

Ved det kristne menneskesyn, der ligger til

grund for organisationen, der har hovedsæde

i Videbæk, og ved troen på, at man

kan gøre en forskel i et land så langt fra

Vestjylland. Elly Vesterager fortæller, at

hun gentagne gange har oplevet - både i

Videbæk og i Tanzania - at det hjælper at

folde hænderne og bede en bøn.

Når hjælpearbejdet støder på udfordringer

- og dem er der ifølge Elly Vesterager rigtigt

mange af undervejs - nytter det gan-

5


ske enkelt at vende blikket - og ikke

mindst tankerne - opad. Hun beskriver

troens betydning for PULS-arbejdet på

følgende måde: Der er 122 forskellige

stammer i Tanzania. De taler hver deres

sprog, men de kristne udgør én fælles

stamme. Det, at vi har troen til fælles, bryder

alle skel. Vi bliver som én stor familie.

Mamma Elly.

Under interviewet har Elly Vesterager leveret

masser af fantastiske beretninger fra

hendes ophold i Afrika.

Én af dem berørte journalisten dybt. Beretningen

viser, hvor tæt man kan komme

på afrikanerne, hvis man har den rette

indstilling, og den viser også, hvordan

kristne i Afrika er som én stor familie.

Beretningen lyder sådan her:

Under et besøg i Tanzania lå Elly Vesterager

og sov i et lille telt. Udenfor kunne

hun pludselig høre, at en afrikaner klappede

forsigtigt i hænderne og hviskede:

Mama Elly må jeg komme ind? Mamma

Elly, du har levet så langt et liv. Jeg vil

gerne ha´, at du fortæller mig alt om,

hvordan man i Danmark opfostrer en familie.

Fortæl mig også alt om dit vidunderlige

land, hvor ingen behøver at sulte. Jeg vil

lytte til dig, tage ved lære, og så vil jeg

undervise alle de andre kvinder. Du må

også gerne spørge mig om noget. Så vil

jeg fortælle dig alt.

I den afrikanske nat - med de afrikanske

lyde udenfor - tilbragte de to kvinder flere

timer med at tale om livet i Afrika og om

livet i Videbæk.

Meget var forskelligt, men de vigtigste ting

i livet har den samme værdi: Kærlighed,

børn, familie osv. Og fællesskabet med

Gud var helt det samme. Det oplevede vi,

da vi græd og bad og glædede os sammen

den nat, fortæller Elly Vesterager.

Astrid Vestergaard

RIPAT

PULS startede forløberen til RIPAT allerede

i 2003. Rockwool Fonden overtog og

videreudviklede modellen, som for nylig

blev lanceret ved et pressemøde i Dar es

Salaam.

Forsiden af den grundige manual for RIPAT projektet.

Den danske ambassade i Tanzania og

Rockwool Fonden var fælles værter for

lanceringen af RIPAT i marts 2013, hvor

PULS var repræsenteret ved Peter

Golugwa og Simon Panga. På pressemødet

præsenterede Rockwool Fonden dokumentation

for virkningerne af RIPAT

tilgang i bogen Farmers' Choice - altså

hvad der kom ud af projektet, og hvordan

og hvorfor skete det. Rockwool Fonden

præsenterede også en RIPAT Manual, der

beskriver trin-for-trin, hvordan et projekt

skal gennemføres med henblik på at opnå

de samme gode resultater, således at

landbrugsministeriet i Tanzania og udviklingsorganisationer

i både Tanzania og

andre afrikanske lande har mulighed for at

planlægge og gennemføre lignende landbrugsprojekter.

Omkring 120 mennesker deltog i arrangementet,

herunder journalister, beslutningstagere,

donorer, praktikere og ek-

6


sperter. Pressen var mødt talrigt op med

journalister fra både TV, radio og aviser.

Tom Kähler overrækker publikationerne til departementschefen.

Desværre blev Tanzanias landbrugsminister

forhindret i at deltage, men i stedet

deltog departementschef Mr. Mohammed

Muya som modtog en kopi af de to publikationer

fra Rockwool Fondens Bestyrelsesformand

Tom Kähler. Også Mariann

Fisher Boel deltog med indlæg i hendes

funktion som bestyrelsesmedlem i Rockwool

Fonden.

RIPAT har også fået sin egen hjemmeside:

www.ripat.org. Her kan man finde

information omkring, hvorledes konceptet

blev udviklet i samarbejde med PULS, og

man kan downloade diverse publikationer

– inklusive den omtalte manual.

Peter Golugwa – formand for HSH gennem mange år –

deltog i pressekonferencen på vegne af HSH og PULS.

Hvad er der kommet ud af RIPAT?

Forskningsdata baseret på interviews med

næsten 2000 husstande viser, at hvis man

sammenligner husstande, der har deltaget

i RIPAT projektet – med lignende husstande,

der ikke har deltaget – så vil en

RIPAT bonde i gennemsnit være signifikant

mere tilbøjelig til:

• at dyrke forbedrede afgrøder og/eller

være engageret i forbedret husdyravl. Den

mest populære nye forbedrede teknologi

er dyrkningen af nye banansorter, hvilket

mere end 60% af RIPAT bønderne gør;

• at være fødevaresikker – især i ’hunger

season’ (tiden lige før høsten er i hus).

Her viser data, at RIPAT landmænd er

25% mindre tilbøjelige til at opleve sult;

• at spise kød og æg på en ugentlig basis;

• at have velnærede børn. Der er en 27%

reduktion i hæmmet vækst blandt børn.

Jens Vesterager,

projektleder hos Rockwool Fonden.

Mariann Fisher Boel på talerstolen.

-----oooo-----

Vi er fra PULS/HSH glade og stolte over,

at vi har været med til at bidrage til udviklingen

af RIPAT – en tilgang som beviseligt

forbedrer landbruget og afhjælper sult.

Elly

Se på side 8 et eksempel fra manualen på

hvordan undervisningen kan foregå.

7


Når jeg hører, glemmer jeg

Når jeg ser, husker jeg

Når jeg gør det, ejer jeg det for livet

8


Rehema

Måske kan nogle af jer huske, at vi i nyhedsbrevet

nov. 2012 beskrev vores besøg

på Faraja, som er mama Siaras sted,

hvor hun gør en stor indsats for unge

mødre. I brevet blev I gjort bekendt med,

at vi her mødte en kun 12-årig masaipige,

der var gravid.

Her er et billede af Rehema ved siden af en anden

skæbne, Therezia. Det er Rehema til venstre.

Helt tilfældigt mødte jeg her i april - under

et foredrag om PULS på en højskole - to

unge danske piger, der kunne fortælle

mig, at de netop var kommet hjem efter at

have været volontører hos mama Siara.

Jeg kunne ikke dy mig for at spørge til

Rehema, da jeg vidste, hun havde termin i

februar. Pigerne kunne berolige mig med,

at hun havde født en sund og velskabt

pige, og at både mor og barn havde det

godt. Så må man jo prise sig lykkelig over,

at hun er i gode hænder hos familien Siara,

da Rehema selv er en lillebitte pige,

der i Danmark kunne gå for at være 10 år.

Tove Holm

Egon Rix

I 2002 blev der optaget en TV film i Tanzania

om PULS’/HSHs projektarbejde.

Hanne Ried Larsen var producer, og Egon

Rix var fotograf. Filmen blev en succes.

I 2006 besøgte Egon Rix, hans kone Eva

Svane og to døtre os i Sakina i en uges

tid. De var alle meget begejstrede for de

resultater, PULS og HSH kunne opnå med

små midler, ved at bruge konceptet:

”Hjælp til Selvhjælp”. De ville så gerne

hjælpe, men var og er jo bundet op på et

krævende arbejdsliv. Egon Rix som fotograf

ved DR1, hvor han blandt andet optager

Søren Ryges udsendelser, og Eva

Svane er producer af programmet ”Hammerslag”.

Men så fik Egon en idé. Han er jo bekendt

med vores foredragsvirksomhed, som i

den grad er FOLKEOPLYSNING. Og

tænk, så tilbød han at tage med os til Sakina

og lave nogle små filmklip med nogle

af de personer, der har modtaget undervisning,

og som derfor nu er blevet i stand

til at klare sig selv. Eva kommer heldigvis

også med, så Elly, Jens og jeg skal arbejde

sammen med meget dygtige folk.

Egon Rix sammen med sine to døtre fotograferet under

et tidligere besøg i Tanzania.

Det er godt at kunne dokumentere resultaterne,

og filmklip kan bruges ved vore foredrag,

på vores hjemmeside og mange

andre steder.

Både vi i PULS og vore samarbejdspartnere

i HSH syntes, det var en strålende

idé, og alle havde en masse ideer til mulige

emner. Næste skridt var at skaffe midler

til hans rejse og til leje af udstyr, (Egon

arbejder naturligvis gratis ligesom øvrige

danskere). Mellem vore nye medlemmer

fandt vi en dygtig kvinde, som faktisk har

levet af at være fundraiser. I skarp dialog

mellem hende, Elly og Jens Krüger blev

ansøgningen skrevet - sendt af sted til

CISU, og vi har fået bevillingen. Hurra!

Nu glæder vi os bare til i samarbejde med

HSH at få lavet en drejebog, så Egon kan

komme i gang med arbejdet derude.

Og I kan også glæde jer, for der bliver noget

at se og høre på bagefter!

Tove Holm

9


Foruroligende uro i Tanzania

I 1989 sendte vi den første container til

Tanzania. Fra dengang til nu har Tanzania

været kendt som et fredeligt land uden

stamme- eller religions-konflikter.

Vi er ulykkelige over, at dette ser ud til at

forandres.

Vi sender her oplysninger fra vore nære

naboer og venner derude, missionær- parret

Tabitha og Torkild Jensen, og deres

datter Mirjam Bjerre:

”Søndag formiddag d. 5. maj ved 11- tiden

blev der smidt en bombe ind i en romersk

katolsk kirke, som var ved at blive

indviet, ca. 800 meter fra, hvor vi - Mirjam

og Per - bor. Der var mange prominente

gæster bl.a. en repræsentant udsendt fra

Paven i Rom.

Ca. 86 folk blev skadet af bomben, især

mange børn, og 3 er meldt døde. De skadede

blev kørt på 3 forskellige sygehuse,

og mange er stadig i kritisk tilstand.

Militæret kom hurtigt til ulykkesstedet, da

man mente, der var flere bomber, men de

har heldigvis ikke fundet nogen.

Vi har fået at vide, at de har fanget 3 tanzanianere

og 3 (nogle siger 4) arabere,

(som var fløjet ind samme uge fra Saudi

Arabien). Der er ingen organisation, der

har taget ansvar, men de lokale er sikre

på, det er muslimerne, især i kølvandet på

det der er sket på Zanzibar og i Mwanza,

(hvor kirker er brændt af, og præster er

blevet halshugget).

Situationen er meget spændt. I går var en

minister her og talte til kirken/folket i Olasiti

og bad dem om at bede for situationen

og ikke gribe til hævn. Denne minister er

en af de få kristne, vi har i parlamentet, da

der er mange muslimer valgt ind. Vi vil

gerne bede jer om at bede for denne situation,

at det ikke må udvikle sig til hellig

krig mellem kristne og muslimer.

Til slut vil vi gerne bede jer om at huske

os i bøn for sikkerhed og englevagt. Vi

føler os ikke bange, vi ved, vi skal være

her. Gud har sat os her.

Kærligst, Tabitha og Mirjam”

Der er ikke kommet nye oplysninger frem

om dette forfærdelige angreb, men Tabitha

har lige fortalt, at der i forrige weekend

blev sat ild til 2 kirker i Tanga området.

Lad os følge vore venners opfordring om

at bede til Gud.

-----oooo-----

De kaldte hende Taka-taka!

(Det betyder: Affald).

Hun var alt for lille og blev aldrig rigtig

stor. Sådan kan det gå, når der ikke er

mad nok. Det var i hvert fald ikke hendes

skyld - og sikkert heller ikke den ukendte

mors skyld, at hun blev fundet i en affaldsdynge

på en markedsplads. Skolepiger

i Tanzania er så udsatte. De kan blive

lokket, presset eller truet til sex.

Jeg hørte om en sag på en velanskrevet

kostskole. Ingen kunne forstå, at så mange

af pigerne blev gravide. Det var en stor

skam. Senere kom det frem, at en lærer

havde truet pigerne til sex. Ellers ville han

give dem så dårlige karakterer, at de ville

blive bortvist fra skolen. Da de blev gravide,

blev de bortvist og mødte efter deres

tradition sikkert ikke forståelse hos familien,

for nu var brudeprisen jo tabt.

Det allerværste var, at læreren var hivpositiv

og havde smittet flere af pigerne

med AIDS. Og hvad så? Kan I tænke tanken

til ende? Jeg kan næsten ikke. Nå, jeg

ville jo fortælle om Taka-taka:

En gammel, fattig muslimsk bedstemor gik

en morgen til markedet. Her hørte hun

nogle mærkelige lyde fra en affaldsdynge.

Hun kiggede efter og samlede så et nyfødt

pigebarn op. Hun løb til politistationen for

at aflevere barnet. Der fik hun denne besked:

”Det er nok den gode Guds gave til

10


dig i dag”. Om hun bad til Allah, ved jeg

ikke, men det helt utrolige skete:

Den gamle magre kvinde lagde spædbarnet

til brysterne, som nu var ”skind lapper”.

Barnet suttede, og snart begyndte

der at komme mælk. Jeg ved, det er

sandt. Pigen fik navnet Hadidja, men børnene

kaldte hende: Affald. Hun havde kun

én god ven, en 2-3 år ældre dreng fra en

mellemklassefamilie. Han måtte absolut

ikke være ven med én, som var så langt

nede på rangstigen.

Spinkle Hadidja med mand og barn på besøg hos Elly.

Deres historie er så dramatisk, at den

overgår de fleste romaner. De var venner,

så kærester, og så, da Hadidja var ca.13

år, blev hun gravid. Katastrofen var

uoverskuelig. Hadidja løj og fortalte, at

hun var blevet voldtaget. Efter fødslen talte

man på sygehuset om, hvordan det var,

da et barn fødte et barn (en velskabt pige).

Hvor de dog behøvede hjælp, men

det fik de ikke.

2-3 år senere gik det galt igen, og den rette

sammenhæng kom frem. De fik alverdens

ballade. Den gode familie forbød

John at se Hadidja og tvangsflyttede ham

til en onkel langt væk. John flygtede hjem

til pigen, fik et arbejde og et usselt sted at

bo, og de flyttede sammen. Da hun skulle

føde, gik de sammen til sygehuset, men

blev sendt ud igen. På vejen hjem gik

fødslen i gang. John fortalte mig, hvordan

han fik hende væk fra gaden og op på en

veranda et fremmed sted. Hun fødte.

Husejeren kom hjem og skældte dem hu-

den fuld. John gjorde rent på verandaen

og sammen gik de hjem med deres søn.

NU ændres de unges tilværelse, for HSHs

dygtige, retsindige ledere, tog de unge

”under deres vinger”. Hadija blev elev på

HSHs skole. Hun lærte at lave mad og at

drive en lille forretning. John fik også

hjælp på skolen og desuden et kørekort.

En dag, da jeg var i skolens lejlighed,

bankede det på døren. Udenfor stod en

strålende glad Hadidja. Hun lagde sønnen

på ca. 3 mdr. i mine arme og jublede:

”Mama Elly, her er dit barnebarn”. Jeg var

lidt forfjamsket, så på den unge mand ved

siden af, og spurgte: ”Hvem er du?” I kan

tro, jeg fik svar. ”Jeg er barnets far, og jeg

elsker Hadidja.” Alle var glade. Der kom

pandekager på bordet, og det var den

dag, de sammen fortalte mig deres historie.

Bedstemoderen blev oldemor. Før hun

døde, testamenterede hun sin hytte til

Hadidja. En dag kom Hadidja styrtende

ind på skolen og ulykkelig fortalte hun

mama Siara : ”Familien er samlet derude.

De vil jage os ud af huset”. ”Nå det vil de!

De kan lige tro - -”. Mama Siara tåler ikke

uretfærdighed over for de fattige, så i løbet

af kort tid, stod hun sammen med de

rette folk ude i slummen. De rigtige legale

papirer var der. Den grådige familie blev

sat grundigt på plads. Hadidja og John var

glade. Så stærk er mama Siara. Jeg er så

stolt af hende.

Lad mig slutte den historie med at fortælle,

at Hadidja blev en kristen, blev døbt og

gift med John. Når Tove, Jens og jeg

kommer derud, får vi en up to date på historien,

og den kan I få i næste nyhedsbrev.

Men igen et eksempel på, at jeres penge

– gennem PULS /HSH hjælper nødstedte

unge.

Elly

11


DRIFTSREGNSKAB:

Udgifter: Indtægter:

Kontingent ......................................... 11.200

Gaver og bidrag.................................. 387.416

Tilskud til containertransport ............... 23.556

Tipsmidler........................................... 60.751

Tilskud til rejser fra DMRU .................. 24.754

Renter ................................................ 5.347

Salg af materialer ............................... 4.000

Tanzania, driftsudgifter:

Skoleprojekter HSH*) ........... 592.750

Andre projekter .......................... 8.000 600.750

Danmark driftsudgifter:

Gebyrer ........................................ 850

Telefon ...................................... 3.520

Kontorudgifter ............................ 3.027

Porto ......................................... 8.671

Rejseudgifter og kørsel ............ 36.235

Nyhedsbreve ............................ 3.910

Andre omkostninger ................ 15.040 71.255

...........................................................

I alt ..................................................... 672.005 517.026

Driftsresultat ....................................... 154.979

Balance .............................................. 672.005 672.005

*) Se specifikation i næste spalte.

Revisionspåtegning

Regnskabet er gennemgået og sammenholdt med de foreliggende

bilag. Kassebeholdning, girokonto og bankbog er afstemt.

Der er intet fundet at bemærke. Noten vedr. drift af skoler

m.m. i Tanzania er baseret på HSH’s egen bogføring.

Kibæk, den 21. marts 2013

Arne H. Arntsen Frede O. Nielsen

revisor Reg. revisor

Projekt U-landshjælp til selvhjælp, PULS

Regnskab 1/1 2012 – 31/12 2012

STATUS: 31.12.2012 31.12.2011

Aktiver

Kassebeholdning ............................... 2.283 3.914

Bankbog 3505636464 ....................... 300.869 458.064

Bankbog 6443659070 ....................... 5.487 2.673

Giro konto .......................................... 190.526 143.062

Til gode hos Kulturstyrelsen .............. 0 63.458

Til gode hos DMRU ........................... 24.754

Moms til gode .................................... 1.633 5.840

Andre værdipapirer ............................ 278.292 274.400

Passiver

Skyldige omk. .................................... 3.5200 0

Formue .............................................. 800.326 951.413

..........................................................

KAPITALKONTO:

Formue pr 31/12 2010 ....................... 951.413

Formue pr. 31/12 2011 ...................... 800.326

Kursregulering investeringsbeviser .... 3.892

Driftsresultat ...................................... 154.979

Balance ............................................. 955.305 955.305

*) Note vedr. overførsel til Tanzania (dkr):

Overført fra Danmark ......................... 592.750

Skolepenge fra elever ........................ 181.596

Andre indtægter ................................. 20.635

Skolen i Arusha:

Administrationsudgifter . .................... 139.792

Skolen i Sakina .................................. 493.499

Anden støtte ...................................... 31.937

Investeringer...................................... 29.900

Individuelle sponsorater ..................... 24.667

Andre udgifter: ................................... 2.539

I alt .................................................... 794.981 722.334

Kassebeh. ved begyndelsen .............. 11.329

Kassebeh. ved slut ............................ 83.976

I alt .................................................... 806.310 806.310

12

More magazines by this user
Similar magazines