MARTINs - Det Danske Missionsforbund

More documents

Recommendations

Info

Betragter vi vores sjæl som en bankkonto, så bliver vi nødt til at sætte penge ind, før vi kan hæve. Jeg hævede i mange år, uden at sætte ind. Jeg ville vise verden, hvor meget jeg kunne, men gik ned på det. Jeg valgte mig selv fra, og det gik galt. Vi er et produkt af alt, hvad vi kommer ud for, både godt og ondt. At Martin og jeg fik den skæbne, vi gjorde, gav mig anledning til at undersøge de leveregler, jeg selv er vokset op med. Jeg voksede op i et hjem, hvor børn skulle ses men ikke høres. Vor tids børn er ofte materielt forkælede. ”Mine børn skal have alt det, jeg ikke selv havde”, siger vi alle sammen. Eller måske giver vi vores børn alle de materielle ting, for at dække over vores egen skyld over, at vi i virkeligheden ikke bruger nok tid sammen med dem. Fordi Martin var som han nu var, så havde han ingen glæde af computer, mobiltelefon eller dyrt mærketøj. Det eneste, jeg kunne give ham, var mig selv. Min kærlighed. Det skulle jeg dog først lære. Finde den del af mig selv. Det var dejligt men også skræmmende at opdage, hvor megen kærlighed jeg faktisk rummede. Jeg forsøgte nogle gange at holde igen, så andre ikke skulle se det. Men det følelsesløse mønster jeg var vokset op i, var blevet brudt. Det gjorde Martin med sin blotte tilstedeværelse. På den måde opdagede jeg, at kærlighed faktisk staves T I D. Intet er mere vigtigt end den kvalitets tid vi bruger sammen. På grund af den dybe og nogle gange overvældende kærlighed jeg følte for Martin, smertede det mig at være vidne til alt det, han skulle igennem, og at jeg som mor ikke bare kunne tage hans smerte og bære den for ham. Der var så mange følelser, som jeg ikke kunne rumme. Men det gik op for mig, at ved at skubbe de følelser til side og bare handle, slap jeg for at mærke angsten, fortvivlelsen, vreden og sorgen, der gennemsyrede min krop. Jeg vidste endnu ikke, at det var som at holde en badebold under vand. Jeg brugte så mange kræfter på at holde følelserne væk, og efterhånden måtte jeg finde på andre metoder til at holde dem nede. Sorgen, vreden angsten var ved at æde mig op. Jeg brugte absurde mængder af mad for at kvæle de ubehagelige følelser, og snart var de så dybt begravet, at min sjæl nærmest døde. Jeg tilsidesatte mig selv fuldstændigt og udviklede en spiseforstyrrelse. Det var den eneste måde, jeg følte, jeg kunne overleve på. Gennem hele livet med Martin har jeg ofte følt mig mere som plejer end som mor. Der var så mange praktiske ting der skulle gøres, bare for at holde ham i live. Men en del af mig følte også, at jeg ved at føle mig som plejer, kunne lægge afstand til den umenneskelige smerte. Først kort inden Martin død, gav jeg endeligt slip, og overgav mig til min rolle som mor, og den smerte det var, at se mit barn dø. Det eneste jeg kunne gøre var, at bede til Gud om at give mig styrke til at give slip på Martin, og at kunne gå igennem den smerte det ville være at miste ham. Jeg vidste allerede, at jeg elskede ham nok til at jeg ikke længere vil holde på ham. Jeg kan ikke forklare det med ord, men jeg vidstem, at ved at overgive mig helt til kærligheden og derved også til Gud, var jeg ikke var alene. Det var den kraft, der fik mig til at klare mig igennem dagen. Det var som om, jeg fik de kræfter, jeg skulle have, og de rigtige mennesker blev sendt 6 til mig på de rigtige tidspunkter. Jeg lod mit eget ego træde til side i fuld tillid til processen. Ved at gøre det, fik jeg adgang til den stærke Guddommelige kærlighed, som vi alle har adgang til, men måske er bange for at mærke. For den mærkes kun, når vores ego træder til side. Jeg har ofte spurgt mig selv, om det var mig, der holdt Martin i live. Var det min dybe kærlighed til ham, der afholdt ham fra at få den fred, som han måske gerne ville have haft. Elskede jeg ham for meget, eller var min kærlighed destruktiv? Holdt den ham i live, fordi jeg ikke kunne give slip? Eller var det min dybe kærlighed til ham, der gav ham flere år, end nogen læge havde troet var muligt? Måske er døden perfekt timet? Var det Guds vilje, at Martin blev så gammel som han gjorde? Jeg tænker meget over min mission her i livet. Jeg ved, at Martin kom til mig af en grund. Det er ikke så længe siden, at jeg begyndte at forstå det. Jeg er her for at tjene Gud. Det er vi alle, og vi var har alle vores måde at gøre det på. Martin blev også født til at tjene Gud. Martins mission var at lære mig, hvad kærlighed er. Vi gik meget igennem, for at jeg kunne få den lærdom. MOTHER TERESA: ”Det er let nok at elske mennesker, der er lang Luk kærligheden ind i dit hjem, for det er h
7 Han var nøglen til min kærlighed. Måske har jeg af frygt for at miste, holdt fast på noget, som skulle have været sat fri. Det gik op for mig, at Martin var blevet min identitet. Så hvem ville jeg være, hvis han døde? Det kunne jeg ikke svare på og det var skræmmende. For mig er kærlighed også at overgive sig til noget, som er større. Jeg havde gennem mange år haft så mange følelser i min krop, som jeg forsøgte at holde nede, og først da jeg overgav mig, følte jeg, at der kom hul på bylden. Jeg var så langt nede, jeg kunne komme, da jeg nærmest i desperation bad Gud om at tage byrden fra mig. Jeg magtede ikke længere at holde alle følelserne nede. Min sjæl havde været død alt for længe, og alt for længe havde jeg, pga. af min dybe kærlighed til min søn, tilsidesat mig selv og gjort maden til min ven. Som børn får vi alle stempler eller etiketter af vores forældre, som vi meget ofte ikke engang sætter spørgsmålstegn ved. En af mine etiketter var, at jeg var den stærke. Jeg stillede aldrig spørgsmålstegn ved det. Heller ikke når jeg var ved at gå ned. Jeg tillod ikke mig selv at føle den smerte, jeg havde inden i mig. Jeg tænkte, at hvis jeg ikke gjorde det, så var jeg svag og svaghed var ikke tilladt i min familie. Men styrken var jo kun en delvis maske. Jeg måtte smide min sociale maske for at finde ud af, hvem jeg i virkeligheden var. For mig blev det ikke kun en vej frem, men også en vej ind – ind i mig selv. Jeg begyndte at tale med en psykolog, som fik lukket op for alle de følelser, jeg havde forsøgt at holde nede. Det gik også op for mig, at jeg ikke kun var vred på hele verden, men også havde været det på Gud. Jeg begyndte at læse i bibelen igen. Endnu en gang, som så mange gange før, var den med til at give mig den fred, som jeg i så mange år havde søgt efter de forkerte steder. Jeg lærte at føle kærlighed til mig selv, hvilket jeg ikke havde gjort før. Jeg lærte, at når jeg følte mig ked af det eller stresset, hvilket tidligere resulterede i overspisning, så kunne jeg sætte mig ned og lave lidt vejrtrækningsøvelser. Så ville trangen forsvinde, og mit ellers meget høje stressniveau ville gå ned. Jeg lærte, at kærlighed også er at tilgive det utilgivelige. Jeg tilgav fødselslægen, og da jeg havde gjort det, havde han ikke længere nogen magt over mig. Min tilgivelse betyder ikke, at det, han gjorde, var i orden, men jeg ligger ikke længere under for den vrede, jeg følte før. Vreden sendte mig i et emotionelt fængsel, men kærligheden satte mig fri. t væk. Det er ikke altid så let, at elske dem, der er nærmest. er, den indbyrdes kærlighed skal begynde.” ”På den måde opdagede jeg, at kærlighed faktisk staves T I D.” Martin døde fredfyldt i mine arme en smuk og varm aften i maj 2007. Han tog tilbage til den kraft, han kom fra. Det giver mig fred at vide det. Det giver mig fred at vide, at den kærlighed havde til ham gjorde, at hans liv her på jorden ikke var spildt. Martin lærte mig, hvad kærlighed i virkeligheden er, og han var nøglen til mit hjerte. Min kærlighed til ham er ikke blevet mindre, fordi han ikke længere er her fysisk. Min sorg og smerte over at have mistet ham er til tider ubærlig, men jeg ved, at jeg vil komme igennem det en dag. Ved at bruge kærligheden som drivkraft og være taknemmelig for den tid han var her og glædes over, hvor mange mennesker han faktisk rørte, så vil en del af ham altid være her. Martins jordiske rester ligger på en smuk kirkegård nord for København, men selv er han begravet i mit hjerte. Jeg lovede Martin på hans dødsdag, at jeg til ære for ham ville leve mit liv fuldt ud. Jeg vil aldrig mere lukke mit hjerte, men lade det være fyldt af den kærlighed, som han fik åbnet for, og som jeg nu ved, at jeg til hver en tid har adgang til. Med den livserfaring jeg har, og de oplevelser jeg har været igennem, har livet lært mig, at Guds kærlighed er en drivkraft, som vi alle har adgang til. Det eneste vi skal gøre er at vælge til. Ubetinget. Så for at svare på det spørgsmål, som startede det hele. Kan Kærligheden udholde alt? Ja. Det tror jeg på, af hele mit hjerte.
Page 2 and 3: Magasinet udgives af Det Danske Mis
Page 4 and 5: I Bibelen kan man læse i 1. Korint
Page 8 and 9: Pludselig gik det op for mig, at m
Page 10 and 11: ”Så hvorfor løber faderen?! Hvo
Page 13 and 14: 13 Af Jeanette Munksbøl, TEMA-reda
Page 15 and 16: 15 soldaterne fra den burmesiske h
Page 17 and 18: 17 Sahale og Sue på hesteryg i Kar
Page 19 and 20: 19 Lad det knuse DIT HJERTE… Af P
Page 21: 21 Lad os skabe en ny reformation.
Page 24: AFSENDER MAGASINETs ekspedition Bir

MARTINs - Det Danske Missionsforbund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?