Magt og Afmagt - Kierkegaard og Nietzsche spejlet i ... - Dialektika.dk

Forord
Hensigten med nærværende essay har været at vinde større klarhed over, hvorfor netop Søren
Kierkegaard, Friedrich Nietzsche og Karen Blixen har optaget mig ganske meget i efterhån-
den en del år – og med stigende styrke. Ligeledes har jeg mere intuitivt end bevidst fornem-
met mange ligheder mellem dem. Tanken har da været at prøve at efterspore og påvise, hvori
dette grunder sig.
Og som så mange i min generation er jeg på behørig vis døbt og konfirmeret i den kristne
tro uden, at den har vundet fodfæste: som 16-årig meldte jeg mig ud af folkekirken. Et stand-
punkt, jeg ikke siden har forladt. Dengang var det vist især modvilje ved læren om arvesyn-
den samt en reaktion mod det pr. automatik fortsatte medlemskab, der gjorde udslaget. For-
uden en almindelig oplevelse af, at tanken om en almægtig instans uden for tid og rum i bund
og grund virker absurd. Det forhindrer dog ikke, at jeg bliver stadig mere opmærksom på den
sælsomme tolkningskraft, der ligger gemt i de kristne dogmer og myter. Det humanistiske
livssyn, hvor mennesket grundlæggende opfattes som godt, har tidligt tiltrukket mig. At kri-
stendommens dogme, om mennesket som et faldent væsen, forklarer sider, som humanismen
har vanskeligt ved at forholde sig til, er med tiden blevet mig påfaldende. Og netop disse tre
tænkere forholder sig både kritisk og stærkt engageret til kristendommen.
Mit første bekendtskab med Karen Blixen var Vinter-Eventyr og skriver sig tilbage til om-
kring mit 20. år. Dengang forstod jeg rent ud ikke meget af hendes fortællinger, fornemmede
dog, at meget lå og ventede og ville gøre det nødvendigt at vende tilbage. Som hun selv skri-
ver, blandt andet i Drømmerne: det halve er mere end det hele. Har man fået det hele, jamen –
det var så det! Men det halve bliver ved at kalde og lokke, fængsle fantasien, vække længslen.
Siden blev det til et par besøg på Den afrikanske Farm og der var godt at være; oplagt at kaste
sig over brevene herfra. Det var mange breve; de tog tid at læse og det kunne til tider være
svært at holde interessen fangen, fyldt som de var med mange beklagelser. Fuldt forståeligt,
de mange ’shauries’ taget i betragtning, men jeg begyndte at køre træt i dem. Indtil det blev
slående, hvordan beklagelserne roligt forstummede, alt mens hendes tilværelse stedse skred
sammen og ubønhørligt tog karakter af den totale ruin. Først gik helbredet heden, siden ægte-
skabet, så vennen og elskeren, til sidst også farmen og dermed muligheden for at leve i det
land og blandt de mennesker, som for Blixen havde åbnet så mange nye dimensioner i tilvæ-
relsen. Det liv, hvor hun havde følt at møde noget oprindeligt og ægte, som kunne besvare det
særegne i hendes sind. Breve fra Afrika blev således en nøgle til forståelsen af de mange lag i
Side 4