Uønsket i Danmark

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 56 januar 2007 

Fanget i ingenmandsland: 

Uønsket i Danmark 

- men kan ikke rejse hjem 

Nytårsmiddag for fattigrøve • Kim Larsen • De polske sælgere

Et nej uden mening 

Danmark huser mindst 800 afviste asylansøgere – heraf cirka 200 

børn - som har ventet på forskellige asylcentre i flere år. 

Selv om de ikke må blive, kan de heller ikke sendes ud af landet, 

primært fordi det ikke er sikkert for dem at vende tilbage til det land 

eller område, de er flygtet fra. Nogle af dem har ventet i otte år på at 

komme videre med deres liv. En ventetid i ingenmandsland. To gange 

om ugen skal de melde sig hos politiet, som skal ”motivere” dem til 

at rejse hjem. 

De afviste asylansøgere sidder blandt andet i Sandholmlejren i 

Nordsjælland. Som afvist asylansøger får man ingen penge og er 

indkvarteret, så man ikke engang selv kan lave mad. 

Blandt de afviste asylansøgere er en gruppe på omkring 90 romaer 

(i folkemunde kaldet sigøjnere). Langt de fleste kommer fra Kosovo. 

Ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er det ikke sikkert for 

romaerne at vende hjem. Men Venstres udlændingepolitiske ordfører 

er af en anden mening: De kan bare rejse hjem. De får endda penge 

til at starte forfra i deres hjemland. Og at deres huse for eksempel er 

brændt, tager Irene Simonsen ikke så alvorligt. For det er jo længe 

siden, som hun siger. 

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Tlf. 3832 2320 

husforbi@husforbi.dk 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Tina Juul Rasmussen 

Tlf. 2876 5654 

tina-juul-rasmussen@mail.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Økonomi og udvikling: 

Jens Tage Nielsen 

Tlf. 3832 2323 

jtn@husforbi.dk 

Salg og marketing: 

Heidi Riel 

Tlf. 3171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Hvis du vil give et bidrag til 

Hus Forbi, kan du sætte beløbet 

ind på dette konto-nr: Giro 

(9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Bidrag i dette nummer: 

Anne Jensen 

Lars Rievers 

Helle Jørler 

Claus Sjödin 

Holger Henriksen 

Karsten Hansen 

Bent Skougaard-Jørgensen 

Steen Viggo Jensen 

Tina Juul Rasmussen 

Maja Lucas 

Tine Sejbæk 

Thomas Hye-Knudsen 

Linda Weiss 

Sofie Bay-Petersen 

Peter Kyhl Olesen 

Sara Molt Fischer 

Andreas Hansen 

Lisbeth Johansen 

Lisbeth Rindholt 

Birgitte Rørdam 

Forsidefoto: 

Lisbeth Johansen 

Layout: 

Westring + Welling A/S 

Tryk: 

Dansk Avistryk A/S 

Oplag: 65.000 

www.loge86. dk 

Distribution og abonnement: 

Notat Grafisk 

Nordkystvejen 2F 

8961 Allingåbro 

Tlf. 7026 7006 

abonnement@husforbi.dk 

Boformer for hjemløse, 

medborgerhuse, kulturhuse m.m. 

kan fungere som distributør for Hus 

Forbi – dvs. være udleveringssted af 

avisen til sælgerne. Kontakt os: 

3171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året - inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 7026 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

ISSN: 1397-3282 

Hus Forbi udkommer hver måned. 

Næste nummer udkommer den 1. 

februar. Deadline for indlæg er 8. 

januar enten med posten eller på 

redaktion@husforbi.dk 

Vi støtter Hus Forbi: Vi støtter Ombold: 

Nedenstående er nye DM-sponsorer 

TAMU-Center Odense 

Nedenstående er DM-sponsorer, som du har i forvejen: 

Frederiksberg Kommune 

Hvis du går ud over Langebro, er 

det ikke sikkert, du møder nogen. 

Men mon ikke du på et eller andet 

tidspunkt for dit indre øre hører 

Kim Larsens stemme, der tager dig 

med på byvandring en tidlig mandag 

morgen? Forbi en, som står og 

græder, forbi flokken, der står og 

drikker sig ihjel, Jehovas Vidnet, der 

forudsiger jordens undergang - og 

ikke mindst kvinden med de skønne 

øjne, der beskylder sin mand for at 

have stjålet hendes liv. 

Knap så kendt er sangen om 

”Kattemor”, men stemmen, der 

synger den, er stadig den samme, 

og temaet har ikke ændret sig. Her 

møder vi den ensomme gamle dame, 

der drager til storbyen, men som 

ingen vil danse med, bortset fra 

de herreløse katte, der slikker af 

hendes hånd. 

Eksistenser som disse findes i hver 

en by, ofte er de oversete, glemte 

og uglesete, men gennem sange som 

”Langebro” og ”Kattemor” med iørefaldende 

musik og et nærværende 

budskab bliver de levende mennesker 

og hver mands eje. 

Long John og Lille John 

Teksterne og musikken til de to 

sange blev skrevet i 1970’erne af 

Kim Larsen sammen med de øvrige 

i Gasolin. Det at forholde sig til 

skæbner, som har et mindre privilegeret 

udgangspunkt i livet end en 

selv, har aldrig været fremmed for 

ham. 

Med egne øjne oplevede han 

allerede som en lille knægt, at samfundet 

indeholder mange forskellige 

eksistenser, nogle mere særprægede 

og farverige end andre. 

På side 2 i Hus Forbi under (Vi støtter OMBOLD), skal 

du medtage følgende logoer: 

2 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 Simon Spies Fonden, Fyns Amt, KFD, Københavns kommune, Camillas ovale, De 

hus forbi · nr. 56 · januar 2007 3 

Hjemløses Hus, FBU, Odense Kommune, Kirkens korshær og SAB. 

Kulturministeriet skal fjernes 

I Sverige har man åbnet op for amnesti for de afviste asylansøgere, 

og tusindvis har fået prøvet deres sag igen og fået lov at blive i 

Sverige. Står det til Venstre, sker det aldrig i Danmark. 

Men uanset hvad man mener om den nuværende udlændingepolitik 

og de gældende asylregler, er der en dimension udover den politiske i 

dette spørgsmål: Den medmenneskelige. 

Hvordan kan et moderne, oplyst, demokratisk og velfærdsorienteret 

samfund som det danske tillade at lade børn og voksne sidde 

på 8. år og vente på en afklaring af deres fremtid? Buret inde på få 

kvadratmeter, uden adgang til noget så elementært som deres eget 

køkken? 

Det er ikke stram udlændigepolitik. 

Det er ganske enkelt menneskeligt uanstændigt og fuldstændig 

meningsløst. 

taj 

Hus Forbi 

Hus Forbi blev oprettet i 

1996 for at være med til at 

skabe debat og give hjemløse 

og andre skæve eksistenser, 

som ikke så ofte kommer til 

orde i medierne, et talerør. 

Samtidig giver avisen sælgerne 

mulighed for at få 

Reserve 

en indkomst og udgør 

et værdigt alternativ 

til tiggeri. Sælgeren Markedsføring 

tjener 8 kroner pr. 

avis. 

Hus Forbi er medlem 

af det internationale 

netværk af gadeaviser, 

INSP. 

Husleje mv. 

Løn til medarbejdere 

Hus Forbi forhøjer abonnementsprisen 

Fra 1. januar stiger prisen for et abonnement 

på Hus Forbi (12 numre) fra 240 kroner til 

340 kroner. I Hus Forbis levetid har prisen for 

at få avisen tilsendt været den samme som 

at købe den på gaden: 20 kr. 

Sådan syntes vi det skulle være. Men porto 

og administration fylder efterhånden så meget, 

at vi nu er nødt til at synes noget andet. 

Derfor kære abonnenter: Vi håber, I bærer 

over - og hænger på! 

PS. Den nye pris gælder for nye abonnenter, 

eller når du fornyr dit abonnement. 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

Sælgeren 

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix 

Første gang Kim Larsen så en hjemløs som barn, løb han stortudende hjem til sin mor og ville have hende til at give den fattige mand et bælte, fordi han ikke havde et. 

Det kan kolde hjerter 

ej forstå… 

Rummeligheden over for de sære og skæve er blevet mindre, og det er forstemmende, 

mener Kim Larsen. Han er selv er vokset op blandt subsistensløse i 1950’ernes København 

og er ikke bleg for at gå i rette med Kommunefar, når han møder uretfærdighed 

på sin vej. 

Af Peter Kyhl Olesen 

Foto: Lars Skaaning/Polfoto 

»

- I Københavns Nordvest–kvarter, 

hvor jeg voksede op i 1950’erne, 

var der en del subsistensløse, som 

de hjemløse blev kaldt dengang. 

Der var især to, jeg lagde mærke til, 

husker Kim Larsen. 

- De hed John begge to. Long 

John og Lille John. Det fortaltes 

om Long John, at han var røget 

på dunken efter et nederlag i en 

boksekamp. Han lignede da også 

en bokser, stor og sværlemmet med 

braktud. Når han var beruset, gik 

han og råbte op. Vi børn var lidt 

bange for ham. 

Mødet med de to gjorde et uudsletteligt 

indtryk. Lille John lignede 

med Larsens ord ’en nisse, som gik 

med et stykke snor i stedet for en 

livrem.’ 

- Første gang jeg så ham, løb 

jeg stortudende hjem til min mor og 

fortalte, at der gik en mand nede på 

gaden, der var så fattig, at han ikke 

havde råd til et bælte, og om jeg 

ikke måtte give ham pengene til et. 

Kim Larsens mor havde dog en 

lidt anden opfattelse af, hvor fattig 

lille John nu også var. 

- Hun lo, men gav mig pengene 

og sagde, at det nok ikke lige var 

det, han ville bruge dem til. Og 

ganske rigtigt: Lille John blev ved 

med at gå med snoren, men som den 

voksne Larsen konstaterer: 

- Han havde jo heller ikke bedt 

om noget. 

Huller i osten 

Som 20årig bosatte Kim Larsen sig 

på Christianshavn. Der var billige 

lejligheder i Sofiegården, et misligholdt 

boligkompleks fra slutningen 

af 1800–tallet. Lige overfor Sofiegården 

lå den gamle Kofoeds Skole, 

som bistod mennesker med sociale 

problemer - for en stor dels vedkommende 

alkoholrelaterede. Skolens 

brogede klientel afskrækkede på 

ingen måde Larsen. 

- Gadens løse fugle var jo ikke 

noget nyt for mig, konstaterer han 

og tilføjer: 

- Der var bare flere af dem, og 

de var mere professionelle. Nogle 

af dem var bøller, andre var rare og 

omgængelige, der var endda et par 

stykker, der var morsomme. 

Når Kim Larsen sammenligner 

holdningen, der herskede på datidens 

Christianshavn med holdningen 

i nutidens Danmark, er der især én 

ting, som han mener har ændret sig 

markant fra dengang, nemlig rummeligheden: 

- Set med nutidens snerpede 

øjne er det bemærkelsesværdigt, at 

de passede ind. Der var ikke nogen 

nævneværdig kløft mellem dem og 

borgerne i kvarteret. Dørtelefonen 

var ikke opfundet, gadedørene stod 

ulåste, der var altid en opgang, hvor 

man kunne finde ly for natten. Der 

var huller i osten, som man siger. 

Den omtalte rummelighed virkede 

da også begge veje. Larsen og 

nogle af de unge tilflyttere frekventerede 

ofte ”Skolen” (Kofoeds Skole, 

red.), hvor de tog bad og hentede 

gratis kluns i tøjafdelingen. 

Kim Larsen erkender, at de 

retrospektive beskrivelser af livet på 

Christianshavn lyder meget rosenrøde 

og fastslår, at de egentlig også 

var det. 

- Der var bare ingen, der tænkte 

over det dengang. Det var en selvfølge. 

Hjemløs – en underlig følelse 

Københavns Kommune havde erklæret 

Sofiegården uegnet til menneskebolig 

og til trods for massive 

protester fra beboerne, fjernede politiet 

dem ved magt i vinteren 1969, 

og komplekset blev kort tid efter 

revet ned. Stærekassen, der lå tæt 

på Sofiegården, blev i stedet Kim 

Larsens nye bopæl. Men den skulle 

også snart blive erklæret uegnet til 

menneskebolig. Og samme scenario 

gentog sig derfor i foråret 1972. 100 

betjente stormede Stærekassen, og 

25 mennesker blev anholdt, blandt 

andet Kim Larsen. 

- Det var en underlig følelse, 

da jeg efter nogle timers tid blev 

lukket ud, at gå hen ad gaden og 

være hjemløs. Jeg følte mig som en 

fremmed. Det er en fornemmelse, 

man aldrig glemmer, når man først 

har haft den. Dette at blive frataget 

sine borgerrettigheder og sin 

identitet. 

Mødet med Long John og Lille 

John, oplevelserne med Kofoeds 

Skoles brugere på Christianshavn og 

den umyndiggørelse, han selv var 

ude for, er for længst fortid, men på 

ingen måde glemt. 

Kim Larsen holder stadig et vågent 

øje med, hvordan de svageste 

grupper i Danmark bliver behandlet. 

Og når han oplever uretfærdighed 

på deres vegne, er han ikke bleg for 

at skose de folkevalgte politikere, 

hvis han mener, at de i deres magt 

og vælde glemmer at gøre noget for 

dem, der ikke er stemmer i, men som 

i ligeså høj grad har brug for det 

offentliges støtte for at komme til 

at leve et værdigt liv. Som da han 

kaldte Odenses tidligere borgmester 

Anker Boye for ’en laktaske, der 

ser nydelig ud, men som er uden 

indhold,’ fordi kommunen brugte 

enorme summer på prestigeprojekter 

i stedet for at bruge dem på mennesker. 

Bedsteborgerne og outsiderne 

Netop Odense er byen, hvor Kim 

Larsen ”drevet af kærlighed”, som 

han selv udtrykker det, flyttede til i 

1994. Her blev han vidne til, hvordan 

politikerne med vold og magt 

ønskede at fratage byens hjemløse 

og outsidere deres oprindelige 

tilholdssted. Begrundelsen fra kommunal 

side lød, at disse mennesker 

”ikke skulle være det første, man 

som rejsende så, når man kom fra 

København.” 

- På det tidspunkt holdt de til 

i Kongens Have over for den gamle 

banegård. Det brød borgerne og 

politiet sig ikke meget om, de blev 

jaget væk. De svinede og larmede 

nu også en hel del, men måske 

havde de fået lov til at blive, hvis 

de have været lidt mere diskrete. 

Kim Larsen brød sig ikke om 

holdningen og skred til handling. 

- En bodegabekendt og jeg kun- 

ne ikke rigtigt lide det. Det føltes 

forkert. Så vi gik op til Kommunefar 

og forelagde ham følgende plan: 

Hvad nu hvis man tog 7-8 udrangerede 

togvogne, stillede dem ind 

i en rundkreds nede på det gamle 

baneterræn, lavede bålplads inde i 

midten og indrettede de forskellige 

vogne til marketenderi, soverum og 

dagligstue og så videre. Så ville det 

være lidt af vejen og dog midt inde 

i byen, skitserer Larsen og konkluderer: 

- Bedsteborgerne og outsiderne 

kunne leve side om side og dog hver 

for sig. Vi syntes, det var en formidabel 

idé. Det gjorde Kommunefar 

ikke. I stedet indrettede han et arkitekttegnet 

rædsel et godt stykke 

uden for byen, så kunne gadens løse 

fugle sidde der og kukkelure, stuvet 

godt af vejen. 

Da dagen for åbningen oprandt, 

havde man dog ikke glemt Kim 

Lar sen og den bekendte, som fik en 

indbydelse, men: 

- Vi kom ikke. Hvad skulle vi der? 

Hvad skulle nogen som helst der? In 

the middle of nowhere. 

Hjemløse alle sammen 

Også på scenen har Kim Larsen 

udtrykt bekymring over tingenes 

tilstand i dagens Danmark, og konstateret 

tørt og kontant, at ”det er 

blevet en trend at trampe på dem, 

som ligger ned.” 

Nutidens egoisme og selvtilstrækkelighed 

og ikke mindst det 

allestedsnærværende krav om funktionalitet 

huer ham ikke – en samfundsudvikling, 

han mener ukritisk 

bifaldes af de siddende politikere. 

Men hvordan så med fremtiden? Vil 

det stadig være en selvfølge, at man 

kun tænker på sig selv? 

- Måske vil de kommende generationer 

udvise mere medfølelse 

og forståelse end de kolde hjerter, 

der sidder ved roret. Jeg håber det. 

Ellers er jeg bange for, at vi ender 

med at blive hjemløse alle sammen. 

Dette interview er blevet til på baggrund 

af et brev fra Kim Larsen, hvori 

han besvarer en række spørgsmål fra 

Hus Forbis skribent Peter Kyhl Olesen. 

Kok og restauratør Albert Strandberg tilbereder nytårsmiddag på kontanthjælpsbudget: 

Sushi-ris og krydderurter belagt med en skive rå tun til forret. Dertil kan 

man lave en sojamarinade med sesam og en garniture af årstidens grøntsager, fx 

porrer. Godt med ris får forretten til at fylde mere, anbefaler han. 

Nytår - på kontanthjælp 

Hus Forbi bad kokken Albert Strandberg lave 

en nytårsmiddag på kontanthjælpsbudget og 

inviterede en politiker og en socialrådgiver 

til at spise med. De delte både brød og meninger 

om loftet over kontanthjælpen og 

den nye 300-timersregel. 

Af Lisbeth Rindholt 

Fotos: Andreas Hansen 

- Tænk at man kan lave en nytårsmiddag 

til fire personer for 100 

kroner, siger Peter Schlüter (C) fra 

socialudvalget i Københavns Kommune 

forundret, mens han tager 

plads på Restaurant Strandberg i 

København. 

For hundrede kroner er, hvad en 

dansk kernefamilie på kontanthjælp 

gennemsnitligt har at leve for om 

dagen. Og der gives ikke ekstra 

tilskud i den udgiftstunge jule- og 

nytårsmåned. 

Hovedretten fra Albert 

Strandberg står på pastinak- 

og jordskok-lasagne. 

Så hvad stiller man op nytårsaften, 

hvor det hele gerne skulle være 

lidt ekstra festligt? Det kræver både 

kreativitet, økonomisk sans og god 

tid til indkøb med så lille et budget, 

mener kok og restauratør Albert 

Strandberg, manden bag dagens 

nytårsmenu på to retter, som holder 

sig inden for det stramme budget. 

Den københavnske politiker Peter Schlüter (C) og næstformand i Dansk Socialrådgiverforening 

Bettina Post nyder forretten, mens de taler om fattigdom i Danmark. Bettina Post og hendes 

familie har selv prøvet at leve for kun 13 kroner om dagen i et år, og Peter Schlüter har været 

på dagpenge i et halvt år, efter det IT-magasin han arbejdede for, blev nedlagt. 

- Det er uværdigt, at en dansk 

familie skal leve for så lidt eller i 

nogle tilfælde endnu mindre, kommenterer 

Bettina Post, næstformand 

i Dansk Socialrådgiverforening og 

medlem af foreningen ”Loftsramte 

eksperter”. 

Pisk virker ikke 

Nytårsmiddagens forret består af ris 

med rå tun og garniture. Og mens 

de to opponenter indtager sushien, 

diskuterer de ledighed og loven om 

loftet over kontanthjælpen. 

- Vi skal have et loft over kontanthjælpen, 

fordi det skal kunne 

betale sig at arbejde, siger Peter 

straks. 

- Kassedamens løn skal være 

højere end kontanthjælpsydelsen. 

Andet kan vi ikke byde dem, der 

slider for en minimalløn. Og hvis det 

viser sig, at loftsloven ikke fungerer, 

må vi overveje for eksempel at 

omtænke kategoriseringen af de 

ledige, så de ikke havner i en forkert 

matchgruppe og bliver uretmæssigt 

behandlet. 

- Loftsloven er allerede blevet 

kulegravet i to rapporter, der viser, 

at de loftsramte ikke kommer i 

arbejde på trods af den økonomiske 

pisk. De bliver bare endnu fattigere, 

svarer Bettina. 

Hun mener, at man i stedet 

for et kontanthjælpsloft skal give 

socialrådgiverne, jobcentrene og 

andre inden for området mere tid og 

flere resurser til at hjælpe ledige i 

arbejde. Og sammen med loftet vil 

Bettina gerne have fjernet den nye 

300-timersregel, hvor ægtepar på 

kontanthjælp skal arbejde mindst 

300 timer i løbet af to år. Ellers 

ryger den enes kontantydelse. 

Grundlovsstridig regel 

- 300-timersreglen er noget svineri 

og i strid med grundloven efter min 

mening. Den betyder, at folk nu skal 

4 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 5 

»

gøre sig fortjent til at få offentlig 

hjælp, hvis de ikke selv har en 

indtægt – en rettighed, de ellers er 

sikret i grundloven. Og jeg er helt 

overbevist om, at vi kommer til at 

se hjemløse familier på gaden, hvis 

reglen ikke sløjfes nu, siger Bettina 

og spidder et stykke pastinak- og 

jordskok-lasagne fra hovedretten, 

mens hun ser direkte på Peter. 

- Før vi gør det, skal vi være helt 

sikre på, hvordan 300-timersreglen 

virker, svarer han. 

- Den skal ikke ramme nogen, der 

ikke kan arbejde. Det er i forvejen 

stressende og depressionsfremkaldende 

at være ledig. Men vi har 

også en forpligtelse over for den 

gruppe, som er i arbejde. Den ene 

gruppe betaler jo for den anden, så 

der må være en rimelig balance. 

En ting kan de to dog blive enige 

om: ”Maden smager fantastisk”. Det 

skåler de på – i kildevand. For hvis 

maden skal være god, er der ikke 

råd til alkoholiske drikke. Dessert 

kunne der heller ikke blive plads til i 

budgettet, men hvis man har en sød 

tand, anbefaler 

kokken 

at vælge forretten 

fra. 

Udenlandske sælgere 

er ingen trussel 

De polske Hus Forbisælgere 

fik for nylig 

på hattepulden i den 

offentlige debat for 

at presse de danske 

hjemløse ud - uden 

grund, mener Hus 

Forbis egne folk. 

Af Tina Juul Rasmussen 

Fotos: Holger Henriksen 

“Hjemløse fra øst presser gadens 

folk” lød overskriften i mange 

medier i slutningen af november. 

Historien var, at polske hjemløse 

udgør en voksende del af de mennesker, 

der holder til på flere af 

Københavns væresteder og natcaféer 

– nogle steder helt op til en 

fjerdedel, ifølge aviserne. Og en 

stor del af Hus Forbis sælgere skulle 

også være polakker, lød meldingen. 

”Udviklingen får Kirkens Korshær til 

at slå alarm,” skrev flere aviser. 

Hos Hus Forbi har man bestemt 

mærket bekymringen for de udenlandske 

hjemløse: Presser de nu de 

danske sælgere af banen? Og hvad 

hvis man helst vil købe Hus Forbi af 

en dansk sælger? 

Disse og mange andre spørgsmål 

har Heidi Riel, salgs- og marketingmedarbejder 

i Hus Forbi fået en del 

af på det sidste. Og hun har kun ét 

svar: 

- Vi kan ikke tillade os at afvise 

de polske eller andre østeuropæiske 

sælgere. De er medlem af EU og har 

lov til at være her. Og det er fint, at 

vi, som det projekt vi er, kan hjælpe 

dem, indtil de måske finder sig et 

arbejde. Og hvis man kun vil købe 

avisen af en dansk sælger, kan man 

jo hurtigt høre, om sælgeren taler 

dansk – og lade være med at købe 

den, hvis det er en udlænding, siger 

hun. 

Midlertidigt sælgerkort 

Så i stedet for at gøre det til et 

problem har Hus Forbi valgt den 

konstruktive vej og fået en afklaring 

hos Udlændingestyrelsen af, hvad de 

udenlandske sælgere må og ikke må. 

- Hvis de kommer fra et EU-land, 

må de være her i tre måneder som turister 

og endnu tre måneder, mens de 

leder efter arbejde. Lykkes det ikke, 

skal de rejse hjem. Derfor har vi valgt 

at give dem, som vil sælge Hus Forbi, 

et midlertidigt sælger-idkort af seks 

måneders varighed, forklarer Heidi 

Riel og fortsætter: 

- Og vi håber på, at vi til januar 

har et danskkursus klar til de udenlandske 

sælgere, som ikke kan et ord 

dansk. Sprogkurset tilrettelægges i 

samarbejde med Kofoeds Skole, og 

her kan de lære de mest elementære 

fraser og sætninger, så de kan begå 

To love, der gør fattige danskere fattigere 

Loven om ”Loft over kontanthjælpen” blev indført i starten af 2004. 

Med loftsloven risikerer mennesker, der har været på kontanthjælp 

i over seks måneder at miste deres boligstøtte, op til 2.700 kroner 

om måneden for en familie. Socialforskningsinstituttet udgav i 2005 

rapporten “Loft over ydelser”, der konkluderede, at loftsloven ikke har 

fået væsentligt flere i arbejde. Det samme viser en ny undersøgelse fra 

Beskæftigelsesministeriet, 2006. 

”300-timersreglen” betyder, at et ægtepar på kontanthjælp skal 

optjene mindst 300 timers ordinært arbejde i løbet af to år. Inden 

foråret 2007 skal de have optjent 150 timer, og inden foråret 2008 

yderligere 150 timer. Hvis de ikke lever op til reglen, mister den ene af 

ægtefællerne sin kontanthjælp. Reglen kan principielt ramme op mod 

10.000 danskere. 

sig. Kurserne er lavet specielt til dem, 

siger hun og understreger, at fremmødet 

bliver tjekket. Og kun hvis de 

følger kurset regelmæssigt den første 

måned, får de et sælger-idkort. 

Ifølge Heidi Riel er der i alt 

omkring 40 udlændinge - ikke kun 

polakker - blandt de lidt over 

300 Hus Forbi-sælgere. I løbet 

af de sidste godt fire måneder 

har hun udstedt 76 nye 

sælger-idkort, 14 af dem til 

udlændinge. Og Heidi Riel 

hører generelt ikke om, 

det er et problem for de 

danske sælgere, at der 

er kommet kolleger til 

østfra. 

- Jeg hører ikke 

fra vores sælgere, 

at østeuropæerne 

udkonkurrerer dem. 

De er gode til at 

fordele sig. Selvfølgelig 

vil der 

altid være en 

dansk sælger, 

som synes, 

det er surt, 

”Ha’ en fortsat 

god dag” er en 

af de fraser, de 

udenlandske 

sælgere skal lære, 

når Hus Forbi 

tilbyder dem et 

sprogkursus i 

dansk. 

hvis en polak har fundet ud af at 

stå op kl. otte om morgenen og har 

taget den gode plads foran Føtex, 

når danskeren kommer kl. 9. Men så 

må han jo bare finde ud af at være 

der kvart i otte. Sælgerne har jo ikke 

faste pladser – det har de 

selv valgt ikke at 

have, siger hun. 

- Jeg har også oplevet på vores 

sælgermøder, at nogle af de svageste 

og mest udsatte sælgere har rejst sig 

op og sagt: ”Vi skal sgu støtte dem 

– de er lige så meget på røven, som 

vi er!” 

Globaliseret hjemløshed 

Robert Olsen, formand for Hus Forbis 

bestyrelse og forstander på Mænde- 

nes Hjem på Vesterbro i København 

mener, at udviklingen med de udenlandske 

hjemløse på gaden er noget, 

vi ligeså godt kan vænne os til. 

- Som alt andet i den verden vi 

lever i, er hjemløsheden også blevet 

globaliseret. De subkulturelle miljøer 

bevæger sig over landegrænserne 

– en udvikling, jeg tror, vi vil se 

mere til fremover. Fattigdom betyder, 

at mange bevæger sig hen, hvor 

der er penge og muligheder. Det er 

vigtigt for Hus Forbi, at avisen er inkluderende, 

og samtidig at vi holder 

os inden for de lovgivningsmæssige 

rammer, der findes Og det har vi 

Udlændingestyrelses ord for, at vi 

gør, siger han. 

Styr på sælgerne 

Hus Forbi har en klar politik for sælgerne af avisen: 

• Alle underskriver en kontrakt med Hus Forbi, som lister kravene fra 

Hus Forbis side, for eksempel at sælgerne ikke må tigge penge af 

køberne, at de skal opføre sig høfligt og overholde den almindelige 

gadeorden, ikke være synligt påvirkede af alkohol eller stoffer, når 

de sælger osv. 

• Kontrakten indeholder også, hvad sælgerens har krav på fra Hus 

Forbi, for eksempel støtte i et vist omfang. 

• Kontrakten er oversat til engelsk og tysk og bliver oversat til svensk 

og polsk. 

• Alle sælgere er udstyret med et id-kort med navn og nummer. Uden 

id-kortet kan de ikke købe aviser hos distributørerne og kan derfor 

heller ikke sælge avisen på gaden. 

• Hus Forbi har et udvalg af merchandise til sælgerne, blandt andet 

huer og kasketter, tasker, jakker, regnfrakker, lightere, paraplyer osv. 

• Der afholdes sælgermøder en gang om måneden, hvor sælgerne orienteres 

om nye tiltag osv. Her kan de også få luft for frustrationer 

og konflikter, de oplever på gaden. 

taj 

Status i at være sælger 

Heidi Riel oplever, at i den periode, hun har været ansat, er der kommet 

større status i at være Hus Forbi-sælger: 

- Med det fælles udstyr, de får (taske, hue, jakke, halstørklæde, 

paraply m.m., red.), bliver de en del af en gruppe, og nu er der også 

valgt en sælgerrepræsentant, deres fælles talsmand. Det har været et 

ufatteligt stort skridt fremad – en af deres egne, de kan gå til. Der er 

mange ting, de ikke vil sige til mig eller sige på det månedlige sælgermøde, 

men som de tør gå til Henrik (sælgerrepræsentanten, red.) 

med. Så han kan tage nogle ting i opløbet, mens de stadig ulmer, for 

eksempel sagen om polakkerne. Og de priser, Hus Forbi har fået på det 

seneste – Årets Hjemløsepris og FTF-prisen – har også betydet meget. 

Sælgerne føler, at de har fået prisen, siger Heidi Riel. 

Hendes fremtidsvision er, at Hus Forbi på sigt kan hjælpe mange af 

deres sælgerne videre, enten til uddannelse eller en eller anden form 

for beskæftigelse, for eksempel som Henrik Pedersen, sælgerrepræsentanten, 

der nu har kontortid to dage om ugen hos Hus Forbi. 

- For mig er Henrik en fremtidsvision, der er lykkedes. At få 

integreret de mest ressourcestærke, men også at få dem, som måske 

ikke har så mange ressourcer, i gang med noget. Vi har for eksempel 

en kvinde, som er vild med at arbejde med tal og er god til det. Der 

kunne jeg tænke mig, at vi på sigt kunne skabe en uddannelsespulje 

og give hende regnskabsundervisning, samtidig med at hun sælger 

aviser. Sælgerne skal have opbygget deres selvtillid for at få en tro på, 

at de kan komme videre, siger Heidi Riel. 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Hjælp flygtninge 

På Kvindeasylcenter Fasan på Frederiksberg bor 60 kvinder med og uden 

børn. Ventetiden på et asylcenter er lang, men fællesskab og aktiviteter 

med danske frivillige kan gøre hverdagen meget gladere. 

Derfor tilbyder Hovedstadens Røde Kors, at beboerne kan deltage i systue, 

kreativt værksted, lektiehjælp, kvindesvømning, børneaktiviteter samt en 

modtage- og ledsageordning specielt for nye beboere. 

Hvis du har overskud til at deltage hver eller hver anden uge og taler lidt 

engelsk, vil vi meget gerne høre fra dig. 

Gør holdning til handling 

Tøj solgt i Røde Kors Butikkerne bliver til international nødhjælp og socialt 

arbejde i Danmark. 

Vi søger engagerede og ansvarsbevidste frivillige med blik for moden og 

det spændende tøj, der vil deltage i arbejdet med at klargøre og sælge 

tøjet vores 10 butikker. Du kommer til at indgå i en fast vagt 4-5 timer 

ugentlig. Vi er mange forskellige mennesker i alle aldre. Vi har det sjovt og 

godt sammen. Kom uforpligtende og mød os og se, om det er noget for dig 

Lektiehjælp og studiecafé 

Som ny i et fremmed land kan det være svært at finde sig til rette – især 

hvis man ikke har helt styr på sproget. Derfor har Hovedstadens Røde Kors 

i samarbejde med 3 AOF-sprogskoler på Amager, Østerbro og i Brønshøj opstartet 

lektiecaféer. Hvis du er god til dansk og har ca. 2 timer hver anden 

uge i dagtimerne, vil vi meget gerne høre fra dig. På Amager har vi også 

lektiehjælp mandag og torsdag aften. 

Sammen med Boldklubben B93 på Østerbro og TEC på Frederiksberg er vi 

ved at oprette studiecaféer for hhv. folkeskoleelever og elever på teknisk 

skole. Hertil savner vi også lektiehjælpere, som har lyst til at støtte elever 

med anden etnisk baggrund. Det foregår på hverdage om eftermiddagen. 

Desuden har vi cykeltræningshold på Nørrebro, hvortil vi søger frivillige 

ca. 2 timer hver eller hver anden uge på lørdage. 

Nordre Fasanvej 224, 4. 

2200 København N 

Tlf: 38 33 64 00 

hrk@drk.dk 

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 

Tigger om duften af jul 

I anledning af julen delte blandt andre 

skuespillerne Jens Albinus og Jesper Christensen 

udtalelser fra mennesker, der er ramt 

af kontanthjælpsloftet, ud til juletravle 

københavnere i Magasin. Bag eventen, som 

fandt sted ugen før jul, stod Foreningen til 

Køb af Udtalelser fra Loftsramte Eksperter. 

De to skuespillere er begge med i foreningens 

bestyrelse. 

- Sidst i november og først i december ringer 

vi rundt til familien og tigger kalenderlys, 

granbundter, materialer til at bage, marcipan 

og chokolade til konfekt, chokoladekalender 

og alt det, der bare må være der i december. 

Det er meget ydmygende, men nødvendigt hvis vi vil have ”duften af jul”, 

lyder det blandt andet i en af udtalelser fra de familier, som er ramt af 

loftet over kontanthjælp. 

Læs flere udtalelser på www.loftsramteeksperter.dk 


Foto: Andreas Røpke

Ingen gjorde noget 

Desperate naboer foretog 200 opkald til 12 forskellige myndigheder for at få hjælp til en 

stærkt dement kvinde på 86 år og hendes voksne søn. Deres lejlighed var spækket med 

mider, fluer, afføring og gammelt affald, og vagtlægen erklærede den for sundhedsfarlig. 

Alligevel kom der ingen hjælp, før naboerne truede med pressen. 

Af Sara Holt Fischer 

En torsdag i oktober bankede det 

på Pernille Kjellesbjergs dør. Der 

var vandskade i kælderen og som 

bestyrelsesmedlem i ejerforeningen 

måtte hun med ned og se på skaden. 

Vandet væltede ned gennem loftet 

fra lejligheden ovenover. Her boede 

Pernilles naboer – en dement kvinde 

på 86 og hendes 50-årige søn – som 

havde boet i ejendommen i årevis. 

De andre beboere vidste godt, den 

var gal derinde – de kunne tit høre 

sønnen falde på trappen og gå rundt 

og slå med sin stok inde i lejligheden. 

Og lejligheden var kendt i hele 

kvarteret for sine sorte vinduer. 

Henover sommeren var der 

kommet flere og flere bananfluer 

i ejendommen, som plagede alle 

beboere. Men da de kom ind for at 

se på vandskaden, mødte der dem et 

syn uden lige: 

- Det syn af det køkken! Jeg kan 

ikke beskrive det. Der var tusindvis 

af flasker og grå affaldsposer fra et 

helt år. Vandet fossede ned fra køkkenbordet, 

og hele køkkenet var en 

stor sø. Simpelthen fordi de havde 

glemt at slukke vandhanen, fortæller 

Pernille, der til daglig arbejder 

som stewardesse. 

8 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 

Naboerne vidste 

godt, at den var gal 

i lejligheden hos den 

demente kvinde og hendes 

søn, men ingen gjorde 

noget, før en vandskade 

gjorde det nødvendigt at 

tvinge sig adgang til 

lejligheden. 

Sammen med sin overbo, Monika 

Funder Bonde, fik hun og en vvsmand 

adgang til lejligheden på 

trods af, at beboerne benægtede, at 

der kunne være vandskade inde hos 

dem. Også strømmen var gået pga. 

en kortslutning i køkkenet. Toilettet 

havde ikke virket længe, så i stedet 

havde familien brugt spande. I 

soveværelset havde den gangbesværede 

og alkoholiserede søn besørget 

direkte på gulvet i igennem lang 

tid, og nedenunder tæppet var 

gulvet fuldstændig gennemsyret og 

ødelagt. 

Ubærlig stank 

Hele lejligheden var fuld af pizzabakker, 

burgerpapir, mider og fluer. 

Og der var en gennemtrængende 

lugt: 

- Der var en ubeskrivelig stærk 

stank af ammoniak. Og jeg har 

aldrig set så mange fluer i mit liv, 

siger Pernille, der var inde og bese 

lejligheden sammen med Monika og 

viceværten Christian, som gik ud og 

skaffede hvide dragter og masker for 

derefter at gå i gang med at smide 

affald ud i en stor container. Eneste 

problem var, han manglede en 

underskrift på, at de havde lov til at 

smide ødelagte ejendele ud. 

- Vi ringede til vagthavende på 

Amager politistation, som lyttede 

til historien og sendte en vagtlæge. 

Han erklærede med det samme 

lejligheden for sundhedsskadelig og 

sagde, at familien ville blive flyttet, 

fortæller Pernille og fortsætter: 

- Viceværten hjalp dem med at 

få pakket nogle ting, men pludselig 

var der ikke plads til dem nogen 

steder alligevel, og så sad de der 

med deres kufferter. 

200 opkald – forgæves 

Pernille og Monika gik så begge to 

i gang med at ringe til forskellige 

myndigheder – den sociale døgnvagt, 

hjemmeplejen, pensionsgruppen, 

lokalcenteret osv. Lige lidt 

hjalp det: 

- Vi blev hele tiden sendt videre 

i systemet. Og en af dem, vi snakkede 

med, sagde bare: ”Har de boet 

sådan i 19 år, kan de nok også bo 

sådan en weekend.” Andre steder 

ville de se på det i løbet af den 

kommende uge. Men det kunne simpelthen 

ikke vente weekenden over. 

Så vi ringede og ringede. 

Alt i alt ringede Pernille og 

Monika op til 12 forskellige myndigheder 

200 gange, men de fleste 

ringede aldrig tilbage, og ingen 

ville tage familien ind. 

- Tænk, at når vagtlægen kommer 

og siger, de ikke kan være i 

lejligheden, fordi det er sundhedsfarligt 

at være der, så kommer der 

alligevel ikke nogen og tager sig af 

dem. Det er rystende, siger Pernille, 

som ikke lod stå til: 

- Vi blev enige om, at hvis ikke 

vi gjorde noget, så ville de blive 

siddende derinde. Der var simpelthen 

ikke nogen, der gad gøre noget 

ved det. Så vi ringede til BT lørdag 

aften. Og så skete der pludselig 

noget – søndag blev de hentet i en 

bil og kørt væk. Sønnen, der bare 

ønskede sig en kørestol og et tv, 

smilede på vej ud i bilen. 

Frygteligt system 

Moren fik plads på et nærliggende 

plejehjem, og sønnen blev sendt på 

herberg, hvor personalet med det 

samme fik ham indlagt, fordi han 

var så dårlig. At han ikke fra starten 

blev tilbudt andet end en plads på 

et herberg, ryster Pernille: 

- Vi havde slet ikke regnet med, 

at han bare blev sendt på herberg. 

Det er frygteligt, at der åbenbart 

ikke er andre muligheder for sådan 

nogle mennesker end bare at sende 

dem på et herberg. Han er jo ikke 

mere end 50 år, siger hun. 

Oplevelsen af at have løbet 

panden mod en mur 200 gange over 

en weekend har sat sig sine spor hos 

Pernille: 

- Jeg har da virkelig fundet 

ud af, at det her system er ganske 

frygteligt. Jeg ville nødig ende ud i 

sådan noget. For der er ingen hjælp 

at hente. 

PR stunt 

Pernille er overbevist om, at det 

var pga. pressen, der til sidst kom 

skred i tingene. Ellers var der aldrig 

kommet nogen, siger hun. Det førte 

til en hurtig behandling af sagen, 

hvor der blev fundet pladser til både 

Lang rejse til 

førtidspension 

Læs her hvordan det er gået Jens, siden vi 

skrev om hans sag i novemberudgaven af 

Hus Forbi. 

Af Thomas Hye-Knudsen 

Hus Forbi følger den 47-årige Jens, 

der siden teenageårene stort set 

aldrig har arbejdet og ej heller har 

modtaget offentlig hjælp. I 28 år 

har han røget hash for at holde ud at 

være sammen med andre mennesker i 

længere tid - og for i det hele taget 

at holde tilværelsen ud. Han har 

skaffet til huslejen via kriminalitet, 

fordi han ikke har levet op til Tårnby 

Kommunes krav for at få kontanthjælp. 

Efter Hus Forbis engagement i 

sagen fik Jens kontanthjælp fra 16. 

oktober til 1. november 2006. Kommunen 

har besluttet, at Jens skal i 

arbejdsprøvning, og han har i midten 

af november været til samtale hos et 

af kommunen hyret konsulent firma, 

som skal finde en arbejdsgiver. 

mor og søn, og pludselig var det 

ikke noget problem at fremskaffe 

relevante dokumenter i forbindelse 

med oprydning i lejligheden. 

Sundhedsborgmester Mogens 

Lønborg (K) kom også forbi lejligheden 

den efterfølgende tirsdag, og 

han har lovet at skabe akutpladser 

til mennesker i samme situation. 

- Men det var vist mest et PRstunt, 

at han kom herud, konstaterer 

Pernille. 

Lejligheden er nu ved at blive 

renoveret og står tom indtil videre. 

Sara Holt Fischer er kommunikationskonsulent 

i Dansk Sygeplejeråd. Artiklen 

har tidligere været bragt i Dansk 

Sygeplejeråds nyhedsbrev Synergi. 

Godt en uge efter samtalen 

fremsender firmaet et brev til Jens, 

hvor de beder ham møde hos en 

arbejdsgiver. Jens modtager aldrig 

brevet. Han modtager til gengæld et 

brev fra Tårnby Kommune et par dage 

efter, hvori han oplyses om, at hans 

kontanthjælp er stoppet, fordi han 

ikke har opfyldt forpligtelsen om at 

stå til rådighed for arbejdsmarkedet 

– fordi han ikke mødte op hos den 

omtalte arbejdsgiver. 

Tror ikke på ham 

Kommunen har ikke tillid til Jens 

påstand om, at han ikke har modtaget 

brevet fra konsulentfirmaet, 

og ønsker hans forklaring på skrift i 

form af en partshøring. Efter parthøringen 

indkaldes Jens til endnu et 

møde i Tårnby Kommune, hvor både 

sagsbehandler og kontorchef er til 

stede. 

Sagsbehandleren forklarer, at 

hans kontanthjælp ikke er stoppet, 

men tilbageholdt… 

Jens forstår ikke forskellen og er 

udelukkende bekymret for, om han 

kan regne med at få til huslejen 1. 

december. Under samtalen kommer 

det også frem, at Jens til mødet 

med jobkonsulenten har forklaret, 

at han er kriminel – og at han bliver 

nødt til at stjæle, hvis kommunen af 

en eller anden for ham uforståelig 

årsag stopper udbetalingen af hans 

kontanthjælp. 

Jens bliver nu spurgt, om han vil 

fortsætte med at stjæle. Igen svarer 

Jens, at det afhænger af, om han får 

Undskyld! 

Nissen havde været tidligt på spil i sidste nummer og byttet rundt på bogstaverne 

i Kirsten Elgaards digt ”Stjernen”, så det ikke helt gav mening. 

Vi undskylder og bringer her digtet, som det skal lyde: 

Stjernen 

Der skinner en stjerne 

hele natten herned 

som en tone i det fjerne 

fra himmelen om fred 

sov i den lyse dag 

våg i den mørke nat 

bær ikke nag 

bliv ikke træt 

skin min søde 

bliv ved 

måske lægges mindre øde 

skin fred. 

Kirsten Elgaard 

hjælp til at betale husleje. På dette 

tidspunkt i samtalen har hverken 

sagsbehandler eller kontorchef 

givet udtryk for, om de har accepteret 

indholdet i parthøringen – og 

dermed er indstillet på at give ham 

penge 1. december. 

Efter godt en halv times pædagogisk 

forelæsning accepterer 

kommunen, at udbetale hjælp 1. 

december, og at Jens bliver indkaldt 

til et nyt møde hos jobkonsulenten. 

hus forbi · nr. 56 · januar 2007 9

Fastholder velfærdssamfundet 

nogle mennesker, 

som godt kunne forsørge 

sig selv, i rollen som offer 

og klient? Ja, mener forfatterne 

til en ny debatbog. 

Af Helle Jørler 

Illustration: Karsten Hansen 

I den nye debatbog ”Krigeren, 

borgeren og taberen” vover filosoffen 

Ole Thyssen og sociologen Henrik 

Dahl modigt at sætte ord på, at der 

i slipstrømmen af vores velfærd er 

opstået et velmenende hjælperkorps 

af socialarbejdere og andre, 

som uforvarende fastholder nogle i 

klientroller livet igennem, stort set. 

På den ene side. 

Og på den anden side er der 

andre, som selv bliver eksperter i at 

begå sig i systemerne. Formentlig 

ikke forsætligt fra begyndelsen, men 

således at tid, energi, intelligens og 

kræfter – og dét kræver det – med 

tiden anvendes på ”at sno sig,” så 


de kan fastholde den offentlige 

forsørgelse i stedet for at forsørge 

sig selv. De vælger det på trods af 

den sociale stigmatisering og andre 

ulemper, det måtte medføre. 

Men det er naturligvis ikke 

forfatternes ærinde at bebrejde de 

virkeligt nødlidende. 

- I et rigt samfund som det danske, 

bør hjælpeløse mennesker have 

mulighed for at leve på en måde, 

der ikke adskiller sig radikalt fra 

normen i vores samfund, understreger 

Henrik Dahl. 

Ikke altid anerkendelse 

De to forfattere blev ansporet af en 

for 

undren, da de underviste i begrebet 

”anerkendelse.” 

- Tendensen i noget af den mest 

prominente litteratur var, at det virkede 

som om, krav om anerkendelse 

altid skulle honoreres. ”Det kan ikke 

passe,” tænkte vi. Børn vil roses for 

hvad som helst. Studerende vil. Og 

bestemte typer af anerkendelseshungrende 

mennesker. Så gav vi os 

til at undersøge spørgsmålet systematisk: 

Er det i orden at sige nej til 

krav om anerkendelse? Resultatet 

foreligger i bogen: Det kan det så 

afgjort være i nogle tilfælde. 

For at anskueliggøre deres 

tanker har de opdelt befolkningen i 

velfærd? 

krigeren, borgeren og taberen. Der 

er naturligvis tale om stereotyper. 

Til brug for at markere tendenser i 

vores samfundet. Eftersom næppe 

nogen udelukkende er det ene eller 

det andet – og at alle typerne har et 

gran af de andre i sig. 

I øvrigt en anelse spøjst, at alle 

typerne udelukkende er beskrevet 

ud fra en mandlig optik. Men ok; 

stereotyper er stereotyper. 

Bogen tager illustrativt afsæt i 

sportens, især fodboldens, verden. 

Den beskriver krigeren som det temperament, 

der kæmper for at sejre 

eller dø. Ærefuldt. Borgeren søger 

tryghed – spiller død, indtil faren er 

drevet over, ønsker ligevægt og alt 

på det jævne. Æren er vigtig, men 

ikke for enhver pris. Taberen løber 

væk, hvis der skal kæmpes. Eller, 

hvis han er pisket til det, finder han 

på alskens søforklaringer for, at den 

andens sejr er urimelig, unfair, at han 

ikke selv magter kampen osv. Men 

han synes, at det er helt rimeligt at 

få del i sejren alligevel. Æresbegrebet 

er smuldret væk. I hvert fald i 

gængs forstand. Muligvis findes den 

på et andet plan, hvor det betragtes 

som ærefuldt at snøre systemet. 

Hvad har Jens tænkt sig? 

Et eksempel på, at anerkendelse ikke 

bør gives, mener Dahl, kan være 

Jens, som er interviewet i Hus Forbi 

nr. 54. Her fortæller ”Jens”, at han, 

47 år gammel, lever af at stjæle, vil 

have offentlig hjælp, men ikke vil 

ophøre med eller gå i behandling for 

En omvendt Herluf 

Eller historien om den fraskilte mand på bænken, som 

lånte 200 kroner af en drukkammerat, blev direktør i 

Amerika og fik for travlt til at kunne leve livet. 

Af Bent Skougaard-Jørgensen 


Livet er som bølgerne på havet 

- opture og nedture. Jeg har selv 

levet et liv med en ligelig fordeling 

af bølgetoppe og bølgedale. I begge 

faser af tilværelsen har jeg haft 

mange gode venner blandt vejens 

farende, brogede flok, hjemløse, 

drukmåse og hvad man nu ellers 

kan kalde dem – eller os, for jeg 

har selv ind imellem været at finde 

blandt dem, med en flaske i hånden 

og uden tag over hovedet. Jeg har 

endda været på et drankerhjem. 

Nej, det er ikke noget, jeg 

underholder min pæne familie med 

juleaften, men jeg har dog fortalt 

det til min kone og min datter, som 

har taget det pænt. 

Men dette skal absolut ikke 

handle om mig, men derimod om 

min gode ven Herluf, der i 1950’erne 

var hjemløs drukkenbolt og et kendt 

ansigt i gadebilledet i Horsens. Jeg 

var journalist på Horsens Folkeblad, 

og lad mig bare sige det rent ud: 

I de år var redaktionerne nogle af 

de værste drukbuler, der fandtes. 

Havde de ikke været det, er det ikke 

sikkert, jeg nogensinde var faldet i 

sit daglige hashforbrug. 

- Han har ikke nogle intentioner 

om at bidrage til fællesskabet, men 

vil gerne have fællesskabet til at 

finansiere sin tjald. I den situation 

er der to forhold: Jens’ objektive rettigheder. 

Dem kan der ikke være et 

halvt sekunds tvivl om. Men så er der 

den moralske diskussion, som vi lægger 

op til: Hvad i alverden har Jens 

tænkt sig? Hvorfor føler han sig i 

sin gode ret til at ryge den fede året 

rundt på statens regning? Måske har 

Jens stegt sin hjerne - så falder han 

ind under det, vi siger om at være 

hjælpeløs. Fred være med det. 

- Men Jens har tilsyneladende så 

meget vilje, at han godt kan brokke 

sig til en journalist og godkende, at 

hans historie bliver fortalt. Man kan 

sige, at Jens er en ”taber-kriger”, 

fordi han slås for sin ret til at være 

en asocial nasserøv. På sin vis im- 

snak med Herluf, som jeg ofte sad 

og fik en bajer eller to med på en 

af byens trappestene eller bænke i 

byens parker, som var Herlufs foretrukne 

soveværelse i de år. 

200 kroner til Amerikabåden 

Herluf var som regel laset i tøjet, 

ubarberet og i det hele taget 

usoigneret dengang, men han var 

sjov at være sammen med og havde 

indblik i mange af livets mysterier. 

Jeg kunne forstå, han var endt på 

gaden efter en skilsmisse. Da han 

aldrig havde andre penge end dem, 

han kunne tigge sig til, var det som 

regel mig med min gode løn, der 

måtte lægge ud til øl og andre af 

livets fornødenheder til Herluf. Det 

havde jeg ikke noget imod, da jeg i 

fulde drag nød hans selskab. 

Han opsøgte mig aldrig på 

redaktionen – men alligevel kom 

han en dag, efter at jeg havde kendt 

ham i nogle år, ind her, kiggede mig 

dybt i øjnene og sagde: 

- Ka’ du ikke lige låne mig 200 

kroner (det var mange penge dengang). 

Nu skal det være slut. Jeg 

ponerende - men også lidt tyndt, at 

han bruger sin energi på at posere 

som svigtet offer. Har man så meget 

selvindsigt, er man hjemfalden til 

samme form for moralsk kritik, som 

det er rimeligt at rette mod enhver 

anden, der handler umoralsk. Det 

bliver okay at stille spørgsmålet: 

”Jens, hvorfor skal du ikke kæmpe for 

at blive et myndigt menneske, der kan 

tage vare på dig selv?” Vi kritiserer 

dog navnligt behandlersystemet 

for at være for villigt til at give 

sådanne typer medløb i stedet for 

modspil, siger Henrik Dahl. 

På besøg i herreværelset 

Bogens udgangsbøn er et ønske om 

et frit samfund, der som minimum 

har en borgermoral, men også gerne 

et festligt stænk af civiliseret krigermoral. 

Og at hjælperstanden måske 

skal gribe i egen barm og passe 

kan fra København få hyre på et skib 

til Amerika i morgen. Så du får altså 

ikke pengene igen, før jeg kommer 

hjem igen. 

Et eller andet sagde mig, det var 

rigtigt, og da jeg ikke selv havde 

pengene, lykkedes det mig at få 

et forskud, som jeg gav ham og 

ønskede god rejse. 

Jeg så ham ikke igen, og jeg 

havde glemt episoden, indtil jeg en 

halv snes år senere, da jeg arbejdede 

på Politiken, sad i Grøften i Tivoli 

og drak øl sammen med kolleger. 

Ved et andet bord sad et pæn og 

velklædt mand, som jeg syntes, jeg 

kendte, men ikke lige kunne rubricere. 

Pludselig kom han over til mig 

og spurgte, om jeg ikke var Bent 

Skougaard. Det kunne jeg ikke lyve 

mig fra, og han fortsatte: 

- Jeg skylder dig 200 kroner, 

og plus renter kan det vel løbe op i 

2.000 – skal vi sige 5.000 for gammelt 

venskabs skyld? 

Da jeg så måbende på ham, 

sagde han: 

- Jeg er Herluf - eller det, der er 

tilbage af ham. 

på den politiske korrekthed - dels 

at turde stille rimelige, egentlig 

naturligt undrende spørgsmål og 

krav, og dels at blive udstyret med 

bedre redskaber og opbakning til at 

gøre det. 

Jeg må som kvindelig læser 

konstatere, at vi befinder os i 

mandeklubben, ingen tvivl om dét. 

Og det er ok; jeg får nogle øjenåbnere 

ved hjælp af den tydeligvis 

elskede og højtrespekterede, ja 

nærmest forgudede sport, fodbold. 

Men visse afsnit virker, som om det 

ikke en gang har strejfet d’herrer, 

at de befinder sig i herreværelset, 

hvilket havde været en lille smule 

klædeligt, men okay - stereotyper er 

stereotyper. 

”Krigeren, borgeren og taberen” er 

udgivet af Gyldendal 2006. 

For travlt til at leve 

Jeg nægtede at modtage mere end 

de 200 kr., han havde lånt. Han fortalte 

mig, han var afmønstret i Amerika 

og var gået på valsen sammen 

med en kammerat, som pludselig 

arvede pludselig en større skofabrik 

efter en onkel. Han ansatte Herluf 

som sælger, og efter en årrække 

købte Herluf vennen ud og var nu 

både ejer og direktør for den fortsat 

voksende fabrik. 

- De fleste vil nok kalde mit liv 

for en succeshistorie, men alligevel 

savner jeg ofte dagene fra dengang 

i Horsens, for nu har jeg så travlt, at 

jeg ikke har tid til at leve livet. Jeg 

har imidlertid et ansvar over for flere 

tusinde ansatte, og derfor er jeg ikke 

endt som i Horsens-dagene, selv om 

jeg er blevet skilt igen. Men historien 

er reelt den samme som dengang: 

Jeg er blevet skilt, fordi jeg aldrig er 

hjemme – nu blot af andre årsager. 


U NSKET i Danmark 

I Sandholmlejren sidder flere 

hundrede afviste asylansøgere, 

fanget i et håbløst ingenmandsland: 

De tør ikke 

tage tilbage til, hvor de er 

flygtet fra, men må heller 

ikke blive i Danmark. En af 

dem er Kurtes Rizi, roma fra 

Kosovo, som bor sammen sin 

kone og fire børn i to små 

værelser i en sort træbarak i 

lejren. 

Af Tine Sejbæk 

Fotos: Lisbeth Johansen 

1976: Musikerfamilien 

Jeg bliver født i en romafamilie i Kosovo som den 

næstældste af fire børn. Både min far og farfar er 

musikere – som der er en lang tradition for i min 

familie. Min farfar spiller klarinet, mens min far 

spiller harmonika - lige som jeg senere kommer 

til. 

1986: Chikane 

Det er aldrig nemt at være roma i Kosovo. Som 

barn går jeg på en albansk skole, og en dag i 

regnetimen er der en anden dreng, der lægger 

sin passer på min stol med den spidse side opad. 

Jeg sætter mig på den, og der er blod udover det 

hele. Jeg kommer på sygehuset. Den dag i dag har 

jeg stadig ondt det sted. Sådan nogle ting sker, 

bare fordi du er roma. 

1992: Kærlighed 

Jeg møder min kone, da jeg er 16 år. Hun er 18. 

Jeg spiller til en fest, der bliver holdt udenfor i 

naturen, hvor folk danser. Da vi finder ud af, at vi 

elsker hinanden, bliver der lavet en fest. Vi bliver 

også gift på kommunen. 

1993: Børn 

Jeg er meget glad, da vi får vores første barn 

- Fetia, som i dag er 13 år. Siden får vi min søn 

Senjur på 10 år. Og mine døtre Aneta på 7 år og 

Amela på 4 år. I Kosovo bor min kone og jeg sammen 

med resten af vores familie; bl.a. min bror, 

der spiller trommer. 

1999: Krig 

I mange år spiller jeg på restauranter sammen 

med min familie. Vi er ikke fattige - vi har tre 

huse og er en del af samfundet i Kosovo. Men 


i 1999 starter krigen. Vi bliver truet af både 

serbere og albanere. De serbiske soldater siger til 

romafolket: ”Hvis I ikke gør, som vi siger, bliver I 

dræbt.” Som romaer er vi en minoritet - i klemme 

mellem serbere og albanere. Vi bliver mere og 

mere bange for at blive slået ihjel. 

2001: Til Danmark 

Vi kommer til Danmark i juni. Jeg ved ikke meget 

om Danmark. Jeg vil bare have min familie væk 

fra krigen, og jeg har hørt, at der ikke er krig i 

Danmark - og at der er demokrati. Vi kommer først 

til Sandholmlejren, og i starten er vi glade. Men 

da vi bor i et flygtningecenter i Arden, bliver vi 

truet af en albaner. Han siger, han vil skære hovedet 

af mig. Så bliver vi flyttet til et andet center. 

2004: Afslaget 

Det er meget svært at få afslag på asyl. Vi kan 

jo ikke tage tilbage. Og vi risikerer hele tiden at 

blive sendt hjem med tvang. Vi ved aldrig, hvad 

der sker i morgen. FN siger, at det ikke er sikkert 

for romaer at tage tilbage til kosovo. Men vi må 

ikke blive i Danmark. 

Efter afslaget kommer min familie og jeg til 

Sandholmlejren igen. Vi har i alt boet på otte forskellige 

asylcentre. I halvandet år bor vi alle seks 

mennesker i ét rum. Vi har kun nogle madrasser 

som møbler. Og intet køkken. 

2006: Sandholm 

Årene går. Mine kone har det psykisk meget 

dårligt. Vi bor nu i to, små rum, og nogle venlige 

danskere udenfor lejren har foræret os en sofa fra 

et loppemarked. 

Som afvist asylansøger får man ingen penge. 

Engang imellem spiller jeg på gaden for at tjene 

lidt. Det er ikke rart, og jeg vil gerne have et job 

som alle andre. Hvis bare vi kunne få opholdstilladelse 

i Danmark. Så ville jeg gøre alt. ALT. Jeg 

ville arbejde 24 timer i døgnet for min familie 

– for eksempel gøre rent - bare vi kunne få lov at 

blive. 

Det piner mig, at folk tror, at alle romaer er 

ens. Og at vi stjæler. I de år, jeg har været i Danmark, 

har jeg aldrig lavet noget kriminelt. 

Børnene går i centerskolen, og her møder de 

ingen danske børn - kun børn fra lejren. Jeg vil 

gerne have, at alle mine børn bliver dygtige og 

får gode, danske venner. Og at min søn kommer på 

universitetet. 

Oktober 2006: Husene er brændt 

En dansk kvinde, vi kender, har været i Kosovo og 

har besøgt min families huse. De er alle blevet 

brændt ned. Hun har taget billeder af husene 

- billederne beviser jo, at det er farligt for os at 

være i Kosovo. 

Det er nu to år siden, vi har prøvet at lave 

vores egen mad. Vi får mad fra cafeteriet her i 

lejren. Her er ikke mange afviste asylansøgere 

blandt romaerne tilbage, for de fleste er sendt 

hjem med tvang. Der er kun få børn tilbage at 

lege med. 

To gange om ugen skal jeg som afvist asylansøger 

møde op hos politiet. Det har jeg gjort 

i flere år, og hver gang siger de, at vi skal rejse 

hjem. 

November 2006: Har sendt en roma hjem 

Jeg sover ikke om natten. Og har hovedpine altid. 

Jeg kan ikke give noget til min familie. Jeg kan 

ikke arbejde. Jeg kan ikke købe en cola til mine 

børn. Eller en pizza. 

Min familie og jeg har en dansk ven, der 

hedder Gurli. Jeg har mødt hende inde i Allerød, 

og hun cykler herud og besøger os. Og prøver at 

skrive til ministerierne for at hjælpe os. Måske 

er vores eneste håb underskriftsindsamlingen om 

amnesti for afviste asylansøgere. 

For få dage siden er der sendt en roma hjem, 

der ligesom os kom fra Kosovo. Derfor er vi meget 

nervøse. Hvis vi bliver sendt tilbage, er jeg bange 

for, at min familie bliver dræbt - risikoen er 100 

procent. 

Når Hus Forbi udkommer til januar, er vi måske 

ikke i landet mere. Måske har politiet hentet os 

og sendt os tilbage. 

Kurtes frygter, at han bliver tvunget tilbage til 

Kosovo med sin familie, som det er sket for andre 

romaer i Sandholmlejren. 

Amnesti for afviste asylansøgere 

En gruppe borgere, der kalder sig Amnesti Nu, 

har startet en underskriftindsamling til fordel for 

afviste asylansøgere. De ønsker - som en engangsforteelse 

- at der bliver givet opholdstilladelse 

til de afviste asylansøgere, der har opholdt sig i 

Danmark i mere end tre år. Det vil dreje sig om ca. 

800 personer, heraf 200 børn. De afviste er blandt 

andet iranere, irakere og romaer fra Kosovo. De er 

blevet flyttet rundt mellem danske aylcentre i op 

til otte år. Deres mistrivsel er veldokumenteret. 

Ved redaktionens slutning havde Amnesti Nu samlet 

ca. 40.000 underskrifter. 

Se mere på www.skrivunder.dk eller 

www.amnesti-nu.dk 

Regler for de afviste 

Som afvist asylansøger får man mad tre gange 

om dagen. Man har ikke adgang til køkken, hvor 

man kan lave sin egen mad. Man får heller ingen 

penge at leve for og skal møde op hos politiet to 

gange om ugen for at blive motiveret til at rejse 

hjem. De afviste asylansøgere, der nægter at 

rejse hjem, bor på tre forskellige asylcentre. 

Sikkert eller ej at vende hjem? 

Hus Forbi har spurgt Venstres udlændingeordfører 

Irene Simonsen, om det rimeligt, at romaer fra 

Kosovo sidder i Sandholmlejren år efter år, når FN 

siger, at det er usikkert for dem at vende hjem? 

- Men FN siger da, at det er sikkert nok at vende 

hjem! De kunne godt rejse hjem, hvis de ville. 

Dét, UNMIK (lokal FN myndighed i Kosovo, red.) 

siger, er, at ”vi har desværre ikke overskud til at 

modtage dem, der ikke frivilligt vil vende hjem,” 

siger Irene Simonsen og pointerer, at Danmark 

giver asyl til alle “reelle flygtninge”. 

- De er ikke forfulgte. Vi sender ingen hjem, der er 

forfulgte, siger hun. 

Men Hus Forbis kilde fortæller, at han har fået billeder 

af, at familiens huse er brændt? 

- Ja, men det er jo lang tid siden, de huse er 

brændt. Desuden vil familien, hvis de frivilligt 

vender hjem, faktisk få et stort beløb af Danmark 

til at starte deres nye liv op for. 

Hvad siger I til tanken om at give de 800 afviste 

asylansøgere, der har ventet i mange år, amnesti 

(opholdstilladelse) - som en engangsforteelse? 

- Jamen, så vil de jo ikke hjem igen! Sverige har 

givet mange amnesti, og landet drukner i problemer, 

mener Irene Simonsen. 

Risiko for sindssyge 

Hus Forbi har kontaktet Dansk Flygtningehjælp. 

De fortæller, at UNHCR, FNs flygtningeorganisation, 

ikke anbefaler, at man sender romaer tilbage 

til Kosovo - af sikkerhedsgrunde. Men UNMIK, 

den lokale FN-myndighed, siger, at det er i orden 

for romaer at vende hjem til Kosovo, hvis de gør 

det af egen fri vilje. UNMIK tager nu også imod 

romaer, der begår kriminalitet i det land, de har 

søgt asyl i. 

Formanden for den danske romaforening “Romano”, 

Eric Støttrup, siger ligeledes, at det ikke 

er korrekt, at FN anser det for sikkert at vende 

tilbage. 

- UNMIKs officielle udmelding fra så sent som juni 

2006 fortæller jo, at de - af sikkerhedsårsager 

- ikke vil acceptere, at romaer bliver sendt hjem 

med tvang. Netop fordi UNHCR vurderer, at det er 

for usikkert for romaerne. UNMIK siger, at det er 

okay for de romaer, der frivilligt ønsker at vende 

tilbage. Lige som det også er op til dig, om du 

synes, det er okay at tage til Bagdad. Hvis du har 

børn, har du måske ikke lyst til at gøre det, siger 

han og fortsætter: 

- Romaerne i Sandholmlejren er i den situation, at 

de enten kan blive i lejren - med stor risiko for at 

blive sindssyge. Eller de kan tage hjem - med stor 

risiko for at blive slået ihjel. Og så er det trods alt 

mindre risikabelt at blive sindssyg. For når du er 

død, er du død. 


- At gøre det menneskeligt mulige, man formår, mod uretmæssig behandling af medmennesker er min benzin, når jeg bliver indigneret, siger Jane Korczak, næstformand i fagforbundet 

3F og nyudpeget medlem af Rådet for Socialt Udsatte. 

- synes at være Jane Korczaks valgsprog. 

Dét har hun så gjort, siden hun var 21 år 

og nyvalgt tillidsrepræsentant. Nu er hun 

næstformand i 3F og nyudpeget medlem i 

Rådet for Socialt Udsatte. 

Af Helle Jørler 

Fotos: Lars Rievers 

Det er ikke rimeligt. At interviewe 

det nye medlem af Rådet for Socialt 

Udsatte uden hun har nået at deltage 

i et rådsmøde endnu. Ikke desto 

mindre har hun indvilget. Og virker 

bestemt heller ikke som om, at der 

almindeligvis er ret meget, der kan 

vælte hende omkuld. For en drivkraft 

har man, når man som ufaglært 

fabriksarbejderske er nået til 5. sal 

som næstformand i fagforbundet 3F. 

Og dén drivkraft er værd at høre 

om – debut i Rådet eller ej. 

Janes Korczaks kontor i 3F’s hus i 

Kampmannsgade er kolossalt, smagfuldt 

indrettet og med en forrygende 

udsigt over søerne i København. 

Inklusive skumringsmørk, lyserødtottet 

novembersolnedgang… 

- Hvad? Næh, det har jeg såmænd 

ikke rigtig bemærket, siger hun om 

sin udsigt; venligt, dæmpet, imødekommende 

… 

Det er ikke ydre form og æstetik, 

der giver point her. Jane Koczak 

”Nogen må sgu gøre noget!” 

udstråler en solid troværdighed, 

ærlighed. Ligefrem og uimponeret 

– og med en pæn portion alvor. Som 

dog ind imellem splintres af et gavtyvesmil, 

der lader en purung Jane 

skimte. 

Hende, der var 21 år og nyvalgt 

tillidsrepræsentant på Falster. 

Indignationen sidder 

omkring hjertet 

Jo, jo, efternavnet er fra roe-polakkernes 

tid. Hendes bedsteforældre 

kunne ikke vende hjem til Polen på 

grund af første verdenskrig. Så blev 

de falstringer. 

Efter 10. klasse skulle Jane lige 

ud og tjene lidt penge. På nogle 

fabrikker og vaskerier. Der havde 

ikke været noget at rutte med i 

hjemmet, så hun blev glad for at 

tjene sine egne penge, og forbruget 

steg. Men hun havde da forestillet 

sig noget med en HF-eksamen 

og noget fotograf-journalistagtigt. 

Senere. Men så var der kæresten, 

som som flyttede til Sjælland. Og så 

ville de flytte sammen. Og der skulle 

bruges nogle penge. Så derved blev 

det med hensyn til almindelig uddannelse. 

- Til gengæld har jeg fået masser 

af god uddannelse via fagbevægelsen 

gennem hele mit arbejdsliv, 

siger hun. 

Hun – blandt andre - blev opfordret 

til at stille op på en daværende 

arbejdsplads til hvervet som tillidsrepræsentant. 

Jane havde lyst og 

var smigret, selv om hun godt nok 

også følte sig ung til posten. Men 

hun voksede med opgaven og blev 

hurtigt opslugt af det. 

- At være vidne til at nogle 

kvinder har det dårligt arbejdsmæssigt 

og ikke selv orker at kæmpe for 

deres rettigheder - som slet ikke 

burde kræve kamp, men tilfalde dem 

automatisk - dét tænder indignationen 

i mig! Det er vel benzinen 

i alt fagligt og politisk arbejde. 

Hvor i kroppen det føles? Hm… lige 

omkring hjertet, smiler Jane og 

antyder med hånden. 

- Da jeg 

på et tidspunkt desuden 

var i stand til at bilægge 

nogle stridigheder og mægle mellem 

ledelse og arbejdere, fik jeg virkelig 

blod på tanden. 

Især følelsen af, at man kan 

handle, at der findes en vej, giver 

hende kraft. At få øje på, at der 

er ting, man kan gøre for at skabe 

forandring, er livgivende; også i det 

enkelte menneskes liv, betoner hun 

flere gange. 

- Men jeg har også måttet bide 

engagementet i mig, når en uretfærdigt 

behandlet medarbejder af og til 

siger, at hun ikke magter at gå hele 

vejen med en sag; at kæmpe. På 

trods af, at jeg synes, der var muligheder, 

så har jeg måttet stoppe. Det 

har været lidt svært ikke at opleve 

som nederlag. Det er sandelig meget 

lærerigt - men en stor udfordring. 

Blæksprutte 

I 1978 ”opfandt” det daværende 

Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) 

distriktssekretærer, som skulle servicere 

lokalafdelingerne. Jane blev 

opfordret til at søge, 23 år gammel. 

- Jooe. Jeg var skam til samtale 

med selveste Ruth Løjbert (daværende 

KAD-formand, red.). Hun 

syntes jo nok, jeg var lidt grøn… 

Omvendt var jeg et ubeskrevet blad, 

så der fandtes ikke noget dårligt på 

mig, griner hun. 

Så Jane fik jobbet for Sydsjælland 

og Bornholm, efter at Lilian 

Knudsen (formand for KAD fra 1985) 

havde set hende an på et Voksenpædagogisk 

Grundkursus. 

Ene kvinde servicerede hun seks 

lokalafdelinger og måtte tage sig af 

alting. Hun arbejdede i princippet 

hjemmefra, hvilket passede hende 

udmærket. Det var mesterlære i fagligt 

arbejde. En blandet landhandel, 

hvor hun fik indgående kendskab til 

behovet ”på gulvet.” Jane ”blækspruttede” 

med at undervise, lave 

ungdomskurser for LO, holdt møder, 

igangsatte aktiviteter - stort set alt 

forefaldende 

fagligt 

arbejde, der ikke havde 

med overenskomster at gøre. 

I 1985 blev hun valgt til politisk 

eneansvarlig for KAD’s uddannelse af 

tillidsrepræsentanter og rykkede ind 

i forbundshuset i København. Det 

var noget helt andet. Her fik hun 

3F = Fagligt Fælles Forbund, sammenslutning af Kvindeligt Arbejderforbund 

(KAD) og Specialarbejderforbundet (SID) i 2005. I 2006 kom 

RestaurationsBranchens Forbund, (RBF) til. 3F-formand er Poul Erik 

Skov Christensen. 

-jørl 

kolleger og sekretærhjælp. 

Næste trin blev en 22-stemmers 

sejr ved et kampvalg til næstformandsposten 

i KAD i 1993. Herefter 

blev uddannelsespolitikken lagt over 

til andre, og Jane har siden beskæftiget 

sig mere med overordnede 

ting som socialpolitik, ligestilling, 

børnefamiliers vilkår og forbundets 

organisation. 

Lyset er belønningen 

Jane Korczak er glad for at være 

udpeget til fagbevægelsens repræsentant 

i Rådet for Socialt Udsatte 

og glæder sig til at gøre en indsats. 

Hun lagde især mærke til Rådet i 

medierne, da det påpegede fattigdomsproblematikken. 

Som hun synes 

er helt relevant. 

- Den nuværende regering laver 

velfærd for de velhavende. Fordelingen 

af goder er dybt uretfærdig; der 

er virkelig nogle, som får en meget 

lille del af den i øvrigt voksende kage. 

Mit øje for uretfærdighed er yderligere 

blevet skærpet af mit engagement 

i Mødrehjælpen. Der er altså mennesker, 

som behøver en kærlig hånd, 

ellers falder de fandme-fløjte-mig ud 

af maskerne i det her samfund! fnyser 

hun. Afdæmpet, men indædt. 

- Til gengæld, siger Jane efter 

en vejrtrækning - er det det hele 

værd, når vi for eksempel investerer 

en lille smule respekt og tid i en 

kvinde, hvis selvværd er minus 10. 

Måske bare et tre dages kursus, hvor 

hun indser, at der findes en anden 

farbar vej, end dén, hun er på … og 

hendes øjne pludselig lyser op af 

”Måske-er-jeg- ikke-en-gang-dum!”indsigten… 

Jo. 

Det passer 

Jane godt, at et stort 

og magtfuldt forbund i visse 

situationer kan spille med 

musklerne og opnå lovændringer. 

Eller debat i det 

mindste. 

Jane Korzcak stiller op til den 

ene af de to næstformandsposter i 

3F igen i 2007. De tidligere herre- 

og dameforbund er pænt enedes 

om ”fair repræsentation” i deres 

Rådet for Socialt Udsatte 

Rådet for Socialt Udsatte er udpeget 

af socialministeren og har til opgave 

at være talerør for hjemløse, narkomaner, 

prostituerede, sindslidende, 

alkoholikere og andre socialt udsatte. 

Mød Rådets medlemmer her i Hus Forbi: 

>> Preben Brandt (nr. 45-2006) 

>> Naja Kleist Stork (nr. 46-2006) 

>> Karl Bach Jensen (nr. 49-2006) 

>> Steen Viggo Jensen (nr. 50-2006) 

>> Nina Brünés (nr. 54-2006) 

>> Sadia Syed (nr. 55-2006) 

>> Cliff Kaltoft 

>> Marie Louise Knuppert 

>> Joan Fisker Hougaard 

>> Bjarne Lenau Henriksen 

>> Jannie Petersen 

>> Jens Erik Rasmussen 

fusionsaftale; derfor har de to 

næstformænd. 

- Hvor jeg er om fem år? Det ved 

jeg ikke, undrer hun. 

- Men jeg regner da med at ende 

min karriere her i Kampmannsgade 

4. Hvilken etage vil så vise sig, 

smiler hun. 

– Det er sundt at stikke snuden uden 

for fagbevægelsen, og jeg vil især have 

fokus på de ufaglærte kvinder, enlige 

mødre, ligestilling, langtidssyge og 

ledige i Rådet, siger Jane Korczak. 

14 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 hus forbi · nr. 56 · januar 2007 15

Er du tidligere eller nuværende 

psykiatribruger? 

MELD DIG 

IND I LAP! 

Vi kæmper for din sag. 

Ring 66 19 45 11, eller gå ind på www.lap.dk og meld dig ind 

Maja Lucas (f. 1978) 

Elev på Forfatterskolen og cand. 

mag. i Litteraturvidenskab. 

Har publiceret i forskellige 

tidsskrifter som Hvedekorn, 

Apparatur og ØK. 

Skriv om hjemløshed… 

Skriv en tekst ud fra temaet 

”hjemløshed”. 

Sådan lød vores opfordring til 

12 unge, ”ukendte” forfattere. 

Mød dem her i avisen. 

De skriver i Hus Forbi: 

Kristina Nya Glaffey 

Jesper Brygger 

Vagn Remme 

Stinne Storm Folvig 

Chresten Forsom 

Julie Sten-Knudsen 

Lars Bo Nørgaard 

Ea Jeppesen 

Karl-Emil Heiberg 

Maja Lucas 

Martin Snoer Raaschou 

Peder Frederik Jensen 


» 

Skriv 

om 

hjemløshed 

... 

Forbipasserende 

af Maja Lucas 

Han køber en guldøl, en Gammel Dansk og en Bacardi Breezer. 

Han tager sjussen i venstre hånd og de to flasker i højre og bærer dem ned til 

sit bord. 

Jeg sidder ved bordet overfor. Der står en kop kaffe og et klistret stykke wienerbrød 

foran mig. Min rygsæk ligger på gulvet med skulderstropperne opad. 

Min pladsbillet ligger ved siden af kaffekoppen. 

Hans lange, grønne tweedfrakke lægger sig i folder på gulvet, da han sætter 

sig. 

Hans ansigt er arret, han har to dybe rynker hen over panden, og hans næse 

er svampet. Han er nybarberet og har et par små sår på venstre side af halsen. 

Han har en hvid skjorte på, den fremhæver hans rødlige ansigtskulør. 

Han rejser sig igen og går hen til kioskafdelingen. Han tager Politiken ned 

fra standeren og lægger et par mønter på disken. Han går tilbage til bordet 

og sætter sig ned igen. Han lægger anden sektion i skødet og den første på 

bordet foran sig. 

Den gamle ekspedient spørger ham, om han har fået set noget fodbold. 

Det har han, han kan bedst lide AGF. Ekspedienten spørger ham, om det så 

er ham, der laver optøjer på stadion. Han griner og siger, at han tilhører 

White Pride. 

Han kigger mig direkte i øjnene. Jeg slår øjnene ned. Det føles, som om ekspedienten 

også kigger på mig. 

Han tager en mobiltelefon frem fra sin inderlomme. Den er blå med store, 

gule knapper. Han taster et nummer og holder den op til øret. Han drikker 

halvdelen af Bacardien i én slurk. Han sænker hånden med telefonen og 

taster et andet nummer. Han holder den op til øret igen og drikker den anden 

halvdel af Bacardien. Han sænker telefonen igen og kigger på mig. Jeg slår 

blikket ned. 

Illustration: Linda Weiss 

Hvad glor du på, siger han. 

Ikke på noget, siger jeg. 

Har du aldrig set en alkoholiker før, siger han. 

Jo, siger jeg. Jeg kigger ned i bordpladen. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at 

han tager en slurk af sin øl. 

Du kommer fra København, ikke, siger han. 

Jo, siger jeg og kigger op igen. Hans øjne er helt grønne; de har næsten 

samme farve som hans frakke. 

Der burde du da have set nogle drankere, siger han. 

Ja, siger jeg. 

Han bliver ved med at kigge på mig, mens han langsomt drikker af øllen. Så 

sætter han flasken på bordet igen. 

Skal du med toget her nu, siger han. 


Så hils djævleøen fra mig, siger han og flækker i et smil. Jeg kan pludselig 

se, at han mangler to kindtænder i undermunden. 

Han tager fat om flasken igen, vender bunden i vejret på den og drikker 

resten af væsken i store slurke. 

Jeg rejser mig op og tager min jakke på. Jeg løfter min rygsæk op fra gulvet 

og får den op på ryggen. Han fanger mit blik igen og løfter glasset med 

Gammel Dansk. Skål, siger han og lægger nakken tilbage. Han lader roligt 

hovedet vippe på plads. Han kigger mig i øjnene. 

Det er noget forbandet pis, det her, siger han. Forstår du det? 


Skrid nu med dig, siger han. Du hører ikke til her. 

Nej, siger jeg.

På Risten 

- parallelle monologer om hjemløshed 

Til ”Giv din hånd” arrangementet om hjemløshed, der løb af stablen i september 

2006 på Østerbro Stadion i København, producerede Rødfilm en række interviews 

med hjemløse, politikere og hjælpeorganisationer til storskærmen 

på stadion. De mange samtaler er nu klippet sammen til 

kortfilmen ”På Risten – parallelle monologer om hjemløshed.” 

Filmen havde verdenspremiere i krypten under 

Blågårds Kirken i København i december. Bag filmen 

står Helle von Cedvig og Ole Neumann. 

taj 

Den ensomme mand 

På bænken han sidder 

hans øjne er små 

Betænkeligt grå 

Han venter et smil 

Fra en venlig sjæl 

Men de fleste i kvarteret 

Vil hellere se hans hæl 

De glemmer at livet 

For dem var let 


Var sjældent mæt 

Der var mangel på kærlighed 

I barndommens hjem 

Et solstrejf på vejen 

Er kun et held 

Hans barndom var hård 

Når han tænker tilbage 

Så gid du vil smile 

og ikke klage 

Men glæd manden på bænken 

Og nyd du kan glæde 


Else H. Hansen, Svogerslev 

Hvad drømmer du om? 

Kan psykisk syge være med på det almindelige arbejdsmarked? 

Hvordan man kan skabe bedre muligheder og færre hindringer 

for at varetage et almindeligt arbejde, selv om man er psykisk 

syg? Det vil et nyt projekt afklare. Det er skudt i gang i december 

2006 og bliver blandt andet baseret på spørgeskemaer fra 

de psykisk syge selv. Projektet forestås af Landsforeningen af 

nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP). 

Se mere på www.lap.dk 

-jørl 

Hjemløse må gerne låne bøger 

Hus Forbi indstillet 

til Cavlingprisen 


Frederiksberg Kommune må ikke forhindre borgere uden fast bopæl i at låne 

bøger på biblioteket. Det understreger kulturministeren, efter kommunalbestyrelsen 

på Frederiksberg tidligere på året besluttede at nægte borgere 

uden fast bopæl at udlåne materiale fra biblioteket. Det var Enhedslistens 

to medlemmer af kommunalbestyrelsen, der med hjælp fra partiets folketingsgruppe 

bragte sagen for kulturminister Brian Mikkelsen (K). Nu glæder 

de sig over afgørelsen. 

- Vi forventer selvfølgelig, at bibliotekerne og resten af kommunalbestyrelsen 

tager ministerens svar til efterretning og får ændret bibliotekets 

reglement, så det igen er i overensstemmelse med loven, siger Mette Bang 

Larsen (Ø) til Frederiksberg Bladet. 

Formanden for Frederiksbergs kultur- og biblioteksudvalg Grethe 

Rostbøll (K) siger til avisen, at den omstridte regel nu sættes i bero, og 

at kommunalbestyrelsen vil drøfte sagen igen. Ifølge kulturministeren kan 

kommuner, hvis de ønsker sikkerhed for deres udlån, kræve depositum af 

hjemløse, der gerne vil låne på biblioteket. 

Journalist Jette Møller Nielsen har indstillet Hus Forbi til Cavlingprisen 2006. 

Hendes begrundelse lyder: “Bladet har i nu ti år formået at beskrive hjemløses 

vilkår på en sådan måde, 

• at andre befolkningsgrupper i stigende grad er blevet gjort opmærksom på 

denne udsatte samfundsgruppes særlige problemer – og ressourcer. 

• at den har skabt et forum og samlingspunkt for de hjemløse. 

• at mange hjemløse har oplevet at få ny værdighed og selvrespekt, dels fordi 

de har kunnet udtrykke sig i bladet, dels fordi de sælger bladet rundt om i 

det offentlige rum. 

Dertil kommer, at bladet bliver til i et samarbejde mellem nuværende og 

tidligere hjemløse og professionelle journalister og fotografer – altså et 

fremragende eksempel på borgerjournalistik. Kort sagt: Jeg mener, at Hus 

Forbi bør belønnes med Cavlingprisen for sin enestående blanding af journalistisk 

og socialpolitisk indsats.” 

Cavlingkomitéen valgte dog ikke at nominere Hus Forbi til prisen, som 

uddeles 3. januar. 

taj 

br 

Ud af dobbeltdiagnosens 

helvede 

Det var som sædvanligt med stor interesse jeg gik i gang med at læse de 

hjemløses glimrende avis Hus Forbi. Denne gang dog med større nysgerrighed 

end vanligt, da en af overskrifterne straks fangede mig: ”Psykisk syge 

misbrugere.” Og det fordi jeg selv har selv været dobbelt diagnosticeret i små 

seks år. Psykisk diagnose og misbrug – i mit tilfælde var det alkoholen, som 

førte mig ind i psykiatrien med efterfølgende mange og lange indlæggelser, 

diagnoser og meget medicin. Jeg led af angst, depression, tvangstanker og 

skizofreni. 

Efter år ind og ud af indlæggelser og megen druk blev min redning, at 

jeg kom i Minnesota-behandling på Udbyhus på Fyn. Jeg blev trappet ud af 

psykofarmaka og fik samtidig redskaber til at klare mig mit liv uden medicin 

og alkohol. 

I dag har jeg været uden medicin, alkohol og alle mine mentale forstyrrelser 

i lidt over 20 måneder og har et helt fantastisk liv. Det kan ikke 

beskrives med ord, hvilken forskel det har gjort for mig. 

Så er det, jeg læser artiklen i Hus Forbi og tænker på alle de, som stadig 

har det på samme måde, som jeg selv har haft det - ved hvilket helvede de er 

i. Ved hvorfor de vælger stofferne, fordi flugt væk er den eneste mulighed. 

I artiklen i Hus Forbi bliver nævnt, at der måske er 1.200-1.500 med 

dobbeltdiagnose i Danmark. Personligt tror jeg, at tallet er langt højere, hvis 

man tager alle, som har et misbrug og får medicin på grund af angst, depression 

eller andet. 

En læge fra Risskov Psykiatriske Hospital siger, at vi er på vej til at 

acceptere, at vi bliver nødt til at forholde os til patienter med dobbeltdiagnose! 

Formanden for Amtsrådsforeningens social- og psykiatriudvalg udtaler, 

at det med den nye struktur fra 1. januar ikke bliver bedre. Tværtimod, 

mener han. De nye regioner står for de psykiatriske hospitaler, mens de nye 

kommuner skal tage sig af misbrugsdelen. Han tror derfor, at en samlet plan 

for den psykisk syge misbrugere bliver vanskeligere. 

Men da jeg var af en de måske 1500 for to år siden og nu til fulde er 

sluppet af med begge diagnoser, er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, 

miraklet kan ske for. 

Da jeg kom i behandling, tog man for første gang i seks år fat i mit misbrug 

– alkoholen, og mine behandlere forklarede mig, hvordan mit misbrug 

hang sammen med mine psykiatriske diagnoser, og at jeg kunne slippe af 

med dem ved at slippe min medicin. Så ved at vende den om og behandle mit 

alkoholmisbrug, slap jeg af med mine andre diagnoser. 

Jeg ved godt, at det ikke kan lade sig gøre for alle, men for flere end jeg 

selv. For hvert enkelt, der har det som jeg havde det og kan få det, som jeg 

har det i dag, ja så er det altså et helt nyt liv, vedkommende vil få. Det synes 

jeg, at mange flere fortjener. 

Nu er der indgået forlig om satspuljemidlerne, hvor blandt andet denne 

målgruppe er prioriteret. Mit håb og ønske for disse mennesker er, at politikerne 

og de ansvarlige i sundhedssektoren tør bruge bare en lille sum af 

disse penge til at sende psykisk syge misbrugere i Minnesota-behandling. 

Tak til Hus Forbi, fordi I forstår at sætte fokus på de svage grupper her i 

samfundet,. Må jeres kamp ikke være forgæves. 

(forkortet af red.) 

Natteravnene får 

driftstilskud 

For første gang i Natteravnenes 

snart ni-årige historie får 

de nu driftstilskud fra Tips & 

Lottomidlerne. Sekretariatschef 

Erik Thorsted er både glad og stolt over, at Natteravnene nu 

er kommet med i det fine selskab af bæredygtige landsdækkende 

organisationer. 

- Vores mål er fortsat at være så uafhængig af offentlige midler 

som muligt. Men det kræver altid store investeringer at udbygge sin 

indsats, og det er ikke altid muligt at finde private samarbejdspartnere 

i takt med den udvikling. Derfor er disse penge meget velkomne, 

siger Erik Thorsted i en pressemeddelelse. 

Natteravnene har til formål at skabe lokal tryghed og hjælpe 

især børn og unge til øget livsglæde. Natteravnene er organiseret 

lokalt i foreløbig 189 foreninger i Danmark, Grønland og på Færøerne. 

Med deres karakteristiske gule jakker går de i hold på helst 

tre i områder og på tidspunkter, hvor de kan tiltrække udsatte børn 

og unge og få en snak og ad den vej stimulere til forebyggende 

ansvarlighed. 

Natteravnene er i øjeblikket i gang med et større projekt for at 

få flere nydanskere med i frivilligt socialt arbejde, især i storbyerne. 

Læs mere på www.natteravnene.dk 

Gamle hjemløse mangler tilbud 

Gamle hjemløse befinder sig nederst i hierarkiet på 

herberger og varmestuer, de bliver kanøflet af de 

unge, og mange af dem er nedslidte og fysisk svage. 

Det viser en undersøgelse foretaget af seniorforsker 

George Leeson for Kirkens Korshær. Undersøgelsen 

bygger på 32 interviews med hjemløse i alderen 

45-70 år. De ældre udgør halvdelen af de registrerede 

hjemløse herhjemme, og alt tyder på, at denne andel 

vil vokse, fordi nutidens hjemløse overlever længere, 

end de gjorde tidligere. Alligevel svarer en 40-årig 

hjemløs’ helbred til helbredet hos en 60-årig, der 

har levet et normalt liv. 

George W. Leeson påpeger, at der mangler alternative 

tilbud til de hjemløse i stedet for de traditionelle 

plejehjem eller beskyttede boliger, så de ældre 

hjemløse kan få en værdig alderdom og afslutning 

på deres liv. 

br 

Om at gå i København 


Bo Lajos 

Valmuevej 17 

7000 Fredericia 

Annonce: 

Cubansk Forening 

www.cubavenner.dk 

Ønsker venner af Cuba et godt nyt år, hvor kravet til USA skal 

være: 

Stop blokaden af Cuba 

Løslad de 5 fængslede cubanere omgående. 

Dansk Cubansk Forening 

www.cubavenner.dk 

Ønsker venner af Cuba et godt nytår, hvor 

kravet til USA skal være: 

Stop blokaden af Cuba. 

Løslad de 5 fængslede cubanere omgående. 

Jule-cd’en 

I forbindelse med omtalen 

af Michael Vesterskovs 

jule-cd på bagsiden af sidste 

nummer af Hus Forbi 

skrev vi, at trykningen af 

1.000 cd’er var sponsoreret 

af GM Data. 

Firmaets rigtige navn er 

GH Data. 

Vi beklager fejlen. 

- er et lille hæfte, man kan tage med i byen, når man skal ud at gå 

i hovedstaden. Det fortæller om livet på gaden, om litterære figurer 

og steder i byen, og en af udgiverne skriver selv: 

»Alle københavnere har deres egen bydel, de elsker, og vi har 

vores egne historier i byen. Hjørnet, hvor vi stod og ventede, hjørnet, 

hvor vi måske blev brændt af, hjørnet, hvor vi 

kyssede nogen for første gang eller gaden, hvor 

vores barndoms biograf lå.« 

Om at gå i København er udgivet af firmaet 

Peter og Ping, som arrangerer litterære ture i 

København. Hæftet koster 35 kr. og kan bestilles 

på www.peter-og-ping.dk 

taj 

Foto: : Natteravnene

Gæld er et 

socialt problem 

En ny lov gør det muligt for socialt udsatte at få eftergivet deres gæld til det offentlige. 

Men trods de gode intentioner er der sandsynligvis ikke ret mange, som får glæde af 

den. 

af Sofie Bay-Petersen 

Har du stor gæld til det offentlige, og er den 

en hæmsko for at komme videre med dit liv, er 

der nu lys forude: En ny lov, som gør det muligt 

for socialt udsatte at få eftergivet gæld til det 

offentlige, træder i kraft i begyndelsen af 2007. 

Men trods de mange gode intentioner, er der 

også problematiske aspekter i loven. Kort fortalt 

går den ud på, at har man været på kontanthjælp 

i fire år eller mere, kan man få eftergivet 

sin gæld til det offentlige, hvis man kommer i 

beskæftigelse. 

Noget for noget 

I de hjemløses landsorganisation SAND har vi 

beskæftiget os en del med gældsproblematikken. 

Og selvom vi synes det er overmåde positivt, 

at man er begyndt at fokusere på problematikken 

fra politisk hold, er vi også overbeviste om, 

at ingen - eller i hvert tilfælde kun meget få 

- socialt udsatte vil få gavn af forslaget. Vi ser 

overordnet tre forhindringer for, at lovforslaget 

for alvor vil kunne gøre en forskel: 

Loven fordrer en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. 

For at blive en del af ordningen må 

man ikke være på kontanthjælp med direkte 

henvisning til regeringens ”noget for noget”– 

tankegang. Problemet er bare, at målgruppen 

for loven har så sammensatte problemer, at det 

burde være muligt at få gælden eftergivet også 

på kontanthjælp. For de socialt svageste er arbejdsløshed 

kun er en lille del af deres komplekse 

problemer. En eftergivelse af gæld ville kunne 

give ro på mange andre fronter og give folk 

mulighed for at få deres liv på skinner igen - få 

en bolig, få styr på et evt. misbrug, genetablere 

kontakt til børn eller øvrige familie osv. 

Fire år på kontanthjælp 

I lovforslaget hedder det, at for at komme i betragtning, 

skal man have været på kontanthjælp 

i mindst fire år. I SAND sætter vi spørgsmålstegn 

ved, at grænsen ligger netop dér. Hvis man har 

været på kontanthjælp i fire år eller mere, kan 

det være meget svært at genfinde sine tidligere 

kompetencer, ligesom der givetvis er en eller 

flere grunde til, at man ikke har været i stand 

til at varetage et job i den periode. For mange i 

målgruppen er det slet ikke realistisk at komme i 

arbejde. En rapport fra Socialforskningsinstituttet, 

der blandt andet ligger til grund for loven, 

påviser, at 73 procent af de svageste kontanthjælpsmodtagere 

hverken kan få pension eller 

fleksjob, fordi de har så massive problemer, at de 

ikke er i stand til at arbejde. Denne store gruppe 

vil altså ikke kunne profitere af loven, som den 

ser ud nu. Vi mener, at grænsen i stedet burde 

sættes ved to år på kontanthjælp. 

Den private gæld 

Privat gæld er ikke omfattet af loven. Det er 

også problematisk, da der er fare for, at de 

private kreditorer vil øge deres krav om tilbagebetaling, 

hvis de får nys om, at skyldnerens 

offentlige gæld er blevet eftergivet – ud fra 

devisen om, at så er der jo mere at komme efter 

for dem. Desuden ryger incitamentet til at gå 

i arbejde – som jo er en central del af gældssaneringslovens 

grundlag – hvis en ny gruppe 

inkassatorer står og banker på i det øjeblik, den 

første løn bliver udbetalt. 

Sofie Bay-Petersen 

er informations- 

medarbejder i SAND. 

Fakta om gældssaneringsordningen 

• Kontanthjælpsmodtager uafbrudt i fire år eller 

mere. 

• Skal være i beskæftigelse, fleksjob, under uddannelse 

eller revalidering. 

• Kommer man på kontanthjælp igen, ophører 

eftergivelsen i den periode, man er på kontanthjælp. 

• Eftergivelse af gælden sker over fem år med 

eftergivelse af 1/60 af gælden hver måned i 

60 måneder. 

• Der må ikke stiftes yderligere gæld undervejs. 

• Der er afsat 25 mio. kroner årligt i en periode 

på fire år til ordningen, der forventes at træde i 

kraft først i 2007. 

Når det offentlige inddriver gæld 

Skylder du det offentlige penge, for eksempel i 

skat, børnepenge eller bøder, kan du opleve, at der 

trækkes i din løn, kontanthjælp eller pension. Men 

inddrivelsesloven er ændret i 2005, så man nu som 

udgangspunkt kun kan afkræves at betale af på sin 

offentlige gæld, når man har en nettoindkomst på 

mindst 85.000 kroner om året. Man skal med andre 

ord have råd til at betale af på sin gæld. Det har 

kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister 

normalt ikke i forhold til de nye regler. Derfor kan 

man ikke længere blive trukket i kontanthjælpen 

som afbetaling på offentlig gæld. Man skal mindst 

have 4.710 kroner (netto) tilbage, når huslejen er 

betalt, før det offentlige kan foretage lønindholdelse. 

Sofie 


Den almindelige mening er sjældent den mest interessante. 

den levende avis

‹ 

VINDERNE AF x-ORD I NR. 55 

Vinder af bog-gavekort 

Jacob Guldin 

Oluf Bagersgade 1 

5000 Odense 

Vindere af cd’en Hjemløs 

Marianne Taagehøj 

Schleppegrellsgade 11, 1 

8000 Århus C 

Elly Andersen 

Diskovej 32 

9210 Aalborg SØ 

Elsebeth Grube Andersen 

Østervej 12 

4293 Dianalund 

Malene Jørgensen 

Rugvænget 63, 1. Tv 

2750 Ballerup 

Kirsten Bøggild 

Birkedals Alle 6 

5250 Odense SV 

Leena Kjær 

Peblinge Dossering 6, 3. Th 

2200 Kbh N 

Anne-Lise Pedersen 

Arent Hansensvej 27, 

Smidstrup 

3260 Gilleleje 

Helena Lykstoft 

Kaas Alle 29 

2900 Hellerup 

Graa Jakobsen 

Ved Skoven 16 

9520 Skørping 

Hanne Fyenbo 

Skrågade 2 v. Hassing 

9310 Vodskov 

# Klip ud og send ind 

Send løsningen på X-ORD senest 14. januar 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort 

til en værdi af 500 kr. og 10 cd’er Hjemløs. 

Løsninger sendes til: 

Hus Forbi 

Tornebuskegade 1 

1131 København K 

Mærk kuverten “X-ORD/56” 

x-ORD 

af Anne Jensen 

Navn: 

Adresse: 

Postnr.: 

By: 

 

 

 

 

Vorherres Køkkenhave 

Af Steen Viggo Jensen 

Foto: Biofoto 

Det hverken regner eller blæser, så 

selv om det er gråvejr bliver det helt 

sikkert en dejlig tur ud til kysten, 

hvor jeg skal høste blæretang og 

blåmuslinger og se, hvad køkkenhaven 

ellers har at byde på. Det 

bliver nu ikke, hvad JEG skal høste, 

men hvad VI skal høste, for dér hvor 

bækken og stendiget mødes, findes 

en af mine gamle rastepladser, hvor 

man kan nyde et hvil til lyden af 

bækkens klukken. Et herligt sted 

omkranset af pilekrat, og hist og her 

står der brune, visne og vindtørre 

skærmplanter fra sidste år. Og her 

sidder også Vorherre og vasker tæer. 

Jo, han har taget den bedste ”siddesten”, 

men det er i orden, han er jo 

den ældste. Og mens jeg skænker et 

par krus af den medbragte kaffe og 

pakker ostemadderne ud, siger jeg: 

- Du, Vorherre, det er ikke lige - 

frem sibirisk vinter, der præger 

denne del af din køkkenhave. 

- Næ, såmænd, men det er 

menneskene, der har lavet rod i 

mine temperaturer. Men det er lidt 

spændende at se, at nogle frøer 

endnu ikke har gravet sig ned. Og du 

kan stadig plukke lidt hindbær i det 

krat, hvor du høstede i august. 

Høster blæretang i vandet 

Det er i sandhed en anderledes vinter. 

Fugtig og klam, men på ingen 

måde kedelig. Det er det dejlige ved 

køkkenhaven. Den er dynamisk og 

har været det tusinder af år. 

Vorherre traver af med en plante i 

den ene hånd – den fortæller han 

mig nok om senere. Vi er kommet 

forbi hindbærkrattet, og ganske 

rigtigt, som Vorherre sagde, var der 

stadig enkelte bær tilbage – altså 

har her ikke været frost endnu. 

Målet er nået – kysten, hvor 

lyden af dønningens puls er balsam 

for sjælen, og gråvejret er slet ikke 

så gråt. Det er lavvande, så det er 

let at høste blæretang og muslinger 

mellem stenene. Blæretangens 

luftfyldte blærer er med til at holde 

planten oppe i vandet - og til at 

glæde børn, når de presser dem 

sammen, så de sprænges med et lille 

knald. 

Tang mod fedme 

For ikke så mange år siden brugte 

man blæretang som gødning på markerne 

og som isolering (vi har stadig 

en lille industri i Danmark), men 

allerede i 1400-tallet brugte man 

den som lægeplante mod fedme. 

Planten indeholder store mængder 

jod, der påvirker skjoldbugskirtlen, 

så stofskiftet sættes op, men et 

rigtig godt tip til den overvægtige 

er dog at soltørre blæretangen og 

spise en håndfuld af det inden et 

egentlig måltid. For det svulmer op 

i mavesækken til cirka tre gange sit 

rumfang, og dermed bliver maven 

narret til at tro, den er fyldt op, og 

man får en dejlig mæthedsfornemmelse 

uden kalorier. 

Mit lager af soltørret blæretang 

er opbrugt, så nu indgår de friske 

blåmuslinger og blæretangen som 

ingredienser i min: 

BLÆRETANGSSUPPE (til 2 pers.) 

2 håndfulde soltørret blæretang eller 

5 – 6 håndfulde friskt 

3 håndfulde blåmuslinger 

1 kg fisk uanset art 

Det hvide af 2 porrer 

5 – 6 gulerødder 

5 – 6 vilde pastinakrødder eller en 

dyrket fra supermarkedet 

Et drys løvstikke 

Hvidvin, salt og peber 

Hæld tangen i gryden med 1 1/2 

liter vand. Bringes i kog og koger i 

15–20 min., og tangen sis fra. 

Kog blåmuslingerne, indtil de 

åbner sig, tag dem op med en hulske, 

fjern og rens kødet og kom det 

i tangsuppen. Fisken og de finsnittede 

porrer, gulerødder og pastinakrødder 

koges sammen med et drys 

løvstikke. 

Når grøntsagerne er næsten 

møre, tages de med hulske og hældes 

i tangsuppen. Alle ben fjernes 

fra fisken, som plukkes i små stykker 

og kommes i tangsuppen, som koger 

under svag varme i cirka 5 min, 

mens der under omrøring tilsættes 

en 1/2 –1 liter af fiskefonden. Tangsuppen 

smages til med salt peber og 

hvidvin. Den kan jævnes, men det er 

ikke nødvendigt. 

Prøv for øvrigt at smage på den 

rene siede tangsuppe, den er lidt 

sødlig og behagelig i smagen og ret 

fyldig, som hvis man havde brugt 

husblas. 

Giftig hyrdetaske 

Vorherre gik jo rundt med en plante 

i hånden - en ”hyrdetaske” som vokser 

overalt i Danmark, og hvis små 

hvide blomster kan ses hele året. 

Navnet hyrdetaske stammer fra de 

små hjerteformede kapsler, der dannes, 

efterhånden som kron bladene 

falder af blomsterne. Kapslerne 

minder meget om de små tasker 

eller punge, hyrderne bar i deres 

bælter. Plantens latinske navn er 

bursa-pastoris, bursa betyder pung 

og pastoris hyrde. 

Ud over at fortælle mig om 

planten i al almindelighed ville han 

såmænd også give mig en advarsel. 

For ganske vist har den i hundrede 

af år været brugt som skattet køkkenurt, 

men nu viser det sig, at 

omkring halvdelen af planterne i 

Danmark er inficeret med en snyltesvamp, 

der danner giftige toksiner. 

Men som lægeplante har den 

været kendt siden oldtiden. I middelalderens 

lægebøger kender man 

den som blodstillende middel til 

åbne sår, næseblod eller blødninger 

fra underlivet. Og som erstatning 

for kinin ved behandling af malaria 

lagde man et omslag af bladene 

om vristen. Det skulle nedsætte 

feberen. 

Som følge af giftrisikoen fra 

snyltesvampen giver jeg Vorherres 

advarsel videre og undlader 

opskrifter. 

Vi har haft en god dag, og selv 

den lille tur vi gik over havstokken, 

viste os, at mange af strandens og 

kystens planter gror og trives, selv 

om det er januar. Jeg går ikke den 

samme vej tilbage, og Vorherre har 

også andre planer, så vi siger farvel 

til hinanden, men vi mødes igen, om 

ikke andet så til februar. 

Må solen skinne på folk og fæ. 

Steen Viggo, tidligere hjemløs 

og udeligger. 

Vorherre, udeligger. 


Blæretang. 

Hyrdetaske.

Fra tempel til torv 

Af Tina Juul Rasmussen og Holger Henriksen 

Foto: Holger Henriksen 

Fra at være tibetansk tempelhund er Dollars nu officielt udnævnt til at være ”gadehund” og hjælper 

sin far Jan med at sælge Hus Forbi på Christianshavns Torv og Kongens Nytorv i København. 

Dollars er blevet hentet hjem fra Tibet. Jan lånte en klækkelig sum af nogle venner og rejste 

til Tibet, hvor han kun nåede at være ganske kort tid. Men han fik Dollars med hjem. Dollars er nu 

fem et halvt år gammel, og Jan betaler stadig af på gælden. 

Siden november har ex-tempelhunden så også kunnet skrive Hus Forbisælger 

på sit hundeskilt. Ifølge Jan kan hun sælge 50 aviser om dagen. 

Dollars er udstyret med en rød blinkende lygte på sit halsbånd, for ellers 

kan Jan ikke finde hende, når det er mørkt. Han ville gerne havde et blåt 

blink, men det må han ikke, siger han - man kunne jo nemt tage fejl. Og 

så er Dollars jomfru - det skal endelig med, understreger hans far. 

Far Jan i gang med avissalget, mens Dollars tager et hvil. 

Vidt omkring 

med Hus Forbi 

Hus Forbi-sælger Jan Gibbons far var på besøg fra 

Vestaustralien, og Jan sendte ham retur med en 

Hus Forbi T-shirt og nogle aviser. Faren kvitterede 

med dette foto. 

Fra Thyborøn over 

Paris til Rom 

Deres udsendte – journalist John Lykkegaard og 

fotograf Claus Sjödin – on the road i Hus Forbis 

tjeneste. 

Som tidligere tempelhund skal man jo ligge skærmet 

mod sol og regn.

Uønsket i Danmark - Hus Forbi

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Uønsket i Danmark - Hus Forbi

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?