18. oktober 2012 - Fountain House

fountain.house.dk

18. oktober 2012 - Fountain House

6 | Årgang 25 | Oktober 2012

INDLÆG

En drøm, et valg

En lille gruppe af entusiastiske forfatterspirer gennemførte i sommerferien et

skriveværksted. Målet var at få redskaber og inspiration til den gode historie eller

novelle. Fie fra Klub Fontana udkom med denne tankevækkende novelle.

Af Fie, Klub Fontana

Raseriet vældede op i hende, og hun

knyttede næverne. I to lange skridt

var hun henne ved døren, som hun

fl åede op, og sekundet efter spurtede

hun hen ad gangen med det lange,

lyse hår fl agrende om sig. Hun tordnede

ned af trappen og glemte helt

at tælle de 13 trappetrin, som hun

plejede.

Og som en anden ond lille tordensky

smældede hun i luften: ”Hvad

fanden har du gang i? Du kan sgu da

ikke bare gå ind på mit værelse, når

jeg ikke er hjemme!” Hun hev efter

vejret. Hun var rasende. Og der stod

hun. Den nyeste af pædagogerne,

den allerældste af dem alle. Med de

grimme briller og rynkede kinder,

den store ofte smilende mund. Hun

smilede ikke nu. Hun så forbavset op

fra bordet, hvor hun var i færd med

noget sysleri af en art. ”Du kan sgu da

ikke bare vade ind på mit værelse og

tage min lim”, skældte tordenskyen.

Den ældre kvinde forsøgte at mildne

tordenskyen, men uden held. Hun blev

mere og mere hidsig, og hendes ellers

temmeligt blege kinder mindede mest

af alt om et par alt for modne tomater.

Hun kunne mærke, hvor vred hun

var, og hun gik med ubeslutsomme

skridt mod foden af trappen igen. Det

havde chokeret hende, hvordan hun

var sekunder fra at slå ud efter den

ældre pædagog.

Men en bemærkning, en lille dum

og uinteressant bemærkning gjorde

udslaget. Hun vendte om på hælen

ved det første trin og tog kun et skridt

tilbage. Nu stod hun lige foran den

rynkede pædagog, og hendes arrede

hånd fl øj op og knaldede med et

smæld de gamle kinder. Brillerne sad

skævt efter første slag. Samme hånd

ramte samme kind, og nu fl øj brillerne

tværs gennem det lange køkken

og landede på det hårde stengulv.

Alle holdt vejret, alle som én. Alle

var overraskede og chokerede. Hun

selv var i chok. Aldrig havde hun slået

nogen, ikke andre end lillesøsteren,

som var større og stærkere end hende

selv, og som oftest selv startede slåskampene.

Og det var efterhånden en

årrække siden nu.

”Aldrig ville Klara

have slået et andet

menneske, men vreden

havde bestemt

for hende.”

Men der stod hun, med en hånd,

der sved, og en pædagog med tårer i

øjnene. De var to på vagt den aften.

Den unge mandlige pædagog tog fat

om armene på hende, da hun mærkede

hånden fl yve for tredje gang.

EEEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTTTTTT VVVVVVVVVVVVVVVVVVVAAAAAAAAAAAAAAAAAALLLLLLLLLLLLLLLLLLGGGGGGGGGGGGGGGG FFFFFFFFFFFFFFFFOOOOOOOOOOOOOOOOOOOORRRRRRRRRRRRRRRRRRR LLLLLLLLLLLLLLIIIIIIIIIIIVVVVVVVVVVVVVEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTT

Hans øjne lyste sort, og han var vred.

”Hvad fanden laver du”, råbte han og

gennede hende op ad de 13 trin og

hen ad gangen til det store og lækre

værelse. Han gik igen og knaldede

døren i efter sig.

Panikken greb hende. Det havde jo

været en god dag. De havde hygget

sig på stranden, hende og Lotte.

Lotte med det korte røde hår og det

bælgøjede blik. Hun var selvsikker

og kunne synge, hun havde en sød

kæreste og var så smuk. Hun var sød

og rar, og ældre end hende selv. Det

kunne hun godt lide. Hun ville gerne

selv være rødhåret, selvsikker, kunne

synge, hun ville selv være lige så

smuk og have en kæreste. Hun ville

være præcis, som Lotte var, det ville

hun virkelig, for sig selv kunne hun

ikke holde ud.

Det gik ikke op for hende før senere

hen, at limen slet ikke betød noget.

At det var noget andet, noget større.

For selvfølgelig måtte den rynkede

pædagog da gerne låne hendes lim,

selvfølgelig.

Det var Lottes vrede, hun havde

overtaget, ligesom med alt det andet.

Lottes meninger, Lottes holdninger

og handlinger og Lottes dit og dat.

Hun kunne ikke holde tanken ud om

at skulle være alene, og der var intet

mellem det gode og onde. Det var alt

eller intet. Hun ville være Lotte. Som

dengang hun ville være Bette og før