18. oktober 2012 - Fountain House

More documents

Recommendations

Info

6 | Årgang 25 | Oktober <strong>2012</strong> INDLÆG En drøm, et valg En lille gruppe af entusiastiske forfatterspirer gennemførte i sommerferien et skriveværksted. Målet var at få redskaber og inspiration til den gode historie eller novelle. Fie fra Klub Fontana udkom med denne tankevækkende novelle. Af Fie, Klub Fontana Raseriet vældede op i hende, og hun knyttede næverne. I to lange skridt var hun henne ved døren, som hun fl åede op, og sekundet efter spurtede hun hen ad gangen med det lange, lyse hår fl agrende om sig. Hun tordnede ned af trappen og glemte helt at tælle de 13 trappetrin, som hun plejede. Og som en anden ond lille tordensky smældede hun i luften: ”Hvad fanden har du gang i? Du kan sgu da ikke bare gå ind på mit værelse, når jeg ikke er hjemme!” Hun hev efter vejret. Hun var rasende. Og der stod hun. Den nyeste af pædagogerne, den allerældste af dem alle. Med de grimme briller og rynkede kinder, den store ofte smilende mund. Hun smilede ikke nu. Hun så forbavset op fra bordet, hvor hun var i færd med noget sysleri af en art. ”Du kan sgu da ikke bare vade ind på mit værelse og tage min lim”, skældte tordenskyen. Den ældre kvinde forsøgte at mildne tordenskyen, men uden held. Hun blev mere og mere hidsig, og hendes ellers temmeligt blege kinder mindede mest af alt om et par alt for modne tomater. Hun kunne mærke, hvor vred hun var, og hun gik med ubeslutsomme skridt mod foden af trappen igen. Det havde chokeret hende, hvordan hun var sekunder fra at slå ud efter den ældre pædagog. Men en bemærkning, en lille dum og uinteressant bemærkning gjorde udslaget. Hun vendte om på hælen ved det første trin og tog kun et skridt tilbage. Nu stod hun lige foran den rynkede pædagog, og hendes arrede hånd fl øj op og knaldede med et smæld de gamle kinder. Brillerne sad skævt efter første slag. Samme hånd ramte samme kind, og nu fl øj brillerne tværs gennem det lange køkken og landede på det hårde stengulv. Alle holdt vejret, alle som én. Alle var overraskede og chokerede. Hun selv var i chok. Aldrig havde hun slået nogen, ikke andre end lillesøsteren, som var større og stærkere end hende selv, og som oftest selv startede slåskampene. Og det var efterhånden en årrække siden nu. ”Aldrig ville Klara have slået et andet menneske, men vreden havde bestemt for hende.” Men der stod hun, med en hånd, der sved, og en pædagog med tårer i øjnene. De var to på vagt den aften. Den unge mandlige pædagog tog fat om armene på hende, da hun mærkede hånden fl yve for tredje gang. EEEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTTTTTT VVVVVVVVVVVVVVVVVVVAAAAAAAAAAAAAAAAAALLLLLLLLLLLLLLLLLLGGGGGGGGGGGGGGGG FFFFFFFFFFFFFFFFOOOOOOOOOOOOOOOOOOOORRRRRRRRRRRRRRRRRRR LLLLLLLLLLLLLLIIIIIIIIIIIVVVVVVVVVVVVVEEEEEEEEEEEEEEETTTTTTTTTTTT Hans øjne lyste sort, og han var vred. ”Hvad fanden laver du”, råbte han og gennede hende op ad de 13 trin og hen ad gangen til det store og lækre værelse. Han gik igen og knaldede døren i efter sig. Panikken greb hende. Det havde jo været en god dag. De havde hygget sig på stranden, hende og Lotte. Lotte med det korte røde hår og det bælgøjede blik. Hun var selvsikker og kunne synge, hun havde en sød kæreste og var så smuk. Hun var sød og rar, og ældre end hende selv. Det kunne hun godt lide. Hun ville gerne selv være rødhåret, selvsikker, kunne synge, hun ville selv være lige så smuk og have en kæreste. Hun ville være præcis, som Lotte var, det ville hun virkelig, for sig selv kunne hun ikke holde ud. Det gik ikke op for hende før senere hen, at limen slet ikke betød noget. At det var noget andet, noget større. For selvfølgelig måtte den rynkede pædagog da gerne låne hendes lim, selvfølgelig. Det var Lottes vrede, hun havde overtaget, ligesom med alt det andet. Lottes meninger, Lottes holdninger og handlinger og Lottes dit og dat. Hun kunne ikke holde tanken ud om at skulle være alene, og der var intet mellem det gode og onde. Det var alt eller intet. Hun ville være Lotte. Som dengang hun ville være Bette og før
da Anne, og endnu tidligere ville hun være Katja, og før Katja kom Tanja, og før hende var det…. Ja, det havde egentlig altid været sådan. Hun ville altid være en anden end sig selv. Og lige nu ville hun altså være Lotte, for det var for smertefuldt at skulle være Klara. Hende den selvnedværdigende og åndssvage tøs, hende uden fremtid. Men nu havde hele situationen taget en drejning. Aldrig ville Klara have slået et andet menneske, men vreden havde bestemt for hende. Hun ringede hulkende til sin far, som forgæves prøvede at berolige hende. Forstanderparret kom over med vrede miner, for det var ikke okay at slå. Nej selvfølgelig var det ikke det, selvfølgelig ikke. Det vidste hun jo godt. Hun fi k sig en tænkepause hjemme på lorteøen Amager. Parret kørte hende forbi alle markerne med de brægende får og de gamle malkekøer, de store gule enge og gennem landevejene ud på motorvejen. Hjemme på Amager stod hendes forældre og tog imod. Opgaven fra forstanderparret var klar: Find ud af om du stadig vil bo hos os. Om du vil kæmpe for at forandre tingene, som de er nu. Om du vil tage hånd om dit liv og tage ansvar for dig selv. Om fem dage ville psykologen snakke med hende, og hun ville tage tilbage på landet med et svar. Det hele var forvirrende og smertefuldt. Hun ville sit eget liv, men hun milde øjne og de rynkede kinder. Det var Lotte, der altid var utilfreds med Lindas ideer og hendes eksistens. Men det var Lotte, der sov i sin egen seng den nat, og ikke Klara. Det var Klara, der stod med lorten og var nødt til at sluge den hele. Hvorfor kunne hun aldrig gøre det rigtige? Alle følelserne var i opkog. De rasede. Alt var kaos. Himmel og hav stod i ét. Hun befandt sig nederst på havbunden og kæmpede for at komme op til overfl aden. Hun kæmpede det bedste, hun havde lært. Det var en brav kamp, og med ét skød hun hovedet over vandoverfl aden og tog en dyb indånding. Og pludselig fl øj hun til vejrs, hun fl øj direkte ind i den tordenfulde himmel. Øjeblikket efter stilnede tordenen af, og himmelen var blå med hvide puff ede skyer. Hun begyndte at falde igennem luften og landede på en gynge. Havet under hende forvandlede sig til fl is, lavet af mørkt træ, som det man ser på legepladser. Og folk stilnede rundt om gyngen og klappede og hujede af hende. Hun selv sad stadig på den vildtsvingende gynge og var ved at falde af. Hun greb om snorene og holdt dem i et fast greb. Midt i menneskemængden fi k hun pludselig øje på en høj bælgøjet pige med kort rødt hår. Lotte rakte armene frem mod hende for at fortælle ”Hun vågnede ved daggry den efterfølgende morgen og vidste præcis, hvad hun skulle gøre fremover. Hun skulle kæmpe den kamp, som var så uundgåelig for hende.” vidste ikke, hvad det indebar, og derfor var hun bange. Aldrig havde hun haft det godt med sig selv, aldrig havde hun holdt af sig selv eller forstået det, når nogen sagde, at hun var god nok, som hun var. Derfor hellere være en anden, for alt andet end hende selv måtte være bedre. Men nu var hun smeltet så meget sammen med Lotte, at det hele var kammet over. Det var jo Lotte, der afskyede Linda. Lotte, der ikke kunne fordrage de hende, at hun skulle hoppe af gyngen, ind i hendes favn og smelte sammen med hende. Det føltes som det rigtige, som det hun havde brug for, det hun havde lært sig selv altid, det føltes som hendes redning fra den vilde gynge. Men en ung pige fra fortiden spurtede ind under gyngen og råbte: ”Bliv på gyngen, bliv på gyngen!” Og hun blev. Gyngen svingede vildt og faretruende, men hun blev. Hun kæmpede for Oktober <strong>2012</strong> | Årgang 25 | 7 at gøre det rigtige, for ikke at smelte sammen med et andet menneske, hun kæmpede for sig selv. Gyngen stilnede mere og mere af, og den blev stødt roligere. Til sidst sad hun med benene ud over kanten af trægyngen, som var helt stille, og hun vrikkede i hoften for at springe ned fra den. Hun landede blødt på fl isen, vendte ryggen til Lotte og gik med sur og tvær mine gennem menneskemylderet og ud på sin egen vej. Hun vågnede ved daggry den efterfølgende morgen og vidste præcis, hvad hun skulle gøre fremover. Hun skulle kæmpe den kamp, som var så uundgåelig for hende. Hun ville ikke længere følge i andres fodspor, hun ville foran. Den andenklasses udgave, hun altid havde været af et andet menneske, skulle nu blive en løgn. ”Hans øjne lyste sort og han var vred. ”Hvad fanden laver du”, råbte han.” Hun ville gå efter at være en førsteklassesudgave af sig selv. Det blev hårdt. Mange strategier måtte ændres, og sår blev til ar. Vrede og indestængte følelser eskalerede i gråd og sammenstød. Nætterne så sorte blev lange, og smerten kunne ikke dulmes. For før var smerten nemt væk ved ikke at være sig selv, men en anden. Eller ved at lade barberbladet fl å huden fra hinanden. Men nu var strategien en anden, og verden var anderledes. Valgene var mange og eventyrlige. Verden var i alle regnbuens farver og i endnu fl ere nuancer. Hun rummede mere, end hun før havde gjort, og størst af alt rummede hun sig selv. Men når det hele sortnede for hendes øjne, og alt føles tabt, kunne man høre en sagte hvisken komme over hendes læber: ”Bliv på gyngen, bliv på gyngen!”
Page 1 and 2: PROFIL AF TO MARKANTE SKIKKELSER As
Page 3 and 4: INDHOLD 4 9 Afslutning på indlægg
Page 5: Af Sofi e Bozorg Kære læser, Her
Page 9 and 10: TEMA Oktober 2012 | Årgang 25 | 9
Page 11 and 12: Jeg kunne stadigvæk bo dér i to u
Page 13 and 14: Oktober 2012 | Årgang 25 | 13 man
Page 15 and 16: gange arbejdet på festivalen, hvor
Page 17 and 18: var stadig meget glad, fandt hurtig
Page 19 and 20: Pia og Peter laver salat af majs, s
Page 21 and 22: Fotoprojekt i Klub Fontana Af Perni
Page 23 and 24: KLIP HÉR ✁ Fyraftensmøder 18. o

18. oktober 2012 - Fountain House

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?