18. oktober 2012 - Fountain House

fountain.house.dk

18. oktober 2012 - Fountain House

da Anne, og endnu tidligere ville hun

være Katja, og før Katja kom Tanja,

og før hende var det…. Ja, det havde

egentlig altid været sådan. Hun ville

altid være en anden end sig selv. Og

lige nu ville hun altså være Lotte, for

det var for smertefuldt at skulle være

Klara. Hende den selvnedværdigende

og åndssvage tøs, hende uden fremtid.

Men nu havde hele situationen taget

en drejning. Aldrig ville Klara have

slået et andet menneske, men vreden

havde bestemt for hende. Hun ringede

hulkende til sin far, som forgæves

prøvede at berolige hende. Forstanderparret

kom over med vrede miner, for

det var ikke okay at slå. Nej selvfølgelig

var det ikke det, selvfølgelig ikke. Det

vidste hun jo godt. Hun fi k sig en tænkepause

hjemme på lorteøen Amager.

Parret kørte hende forbi alle markerne

med de brægende får og de gamle malkekøer,

de store gule enge og gennem

landevejene ud på motorvejen.

Hjemme på Amager stod hendes

forældre og tog imod. Opgaven fra

forstanderparret var klar: Find ud af

om du stadig vil bo hos os. Om du vil

kæmpe for at forandre tingene, som

de er nu. Om du vil tage hånd om dit

liv og tage ansvar for dig selv. Om

fem dage ville psykologen snakke med

hende, og hun ville tage tilbage på

landet med et svar.

Det hele var forvirrende og smertefuldt.

Hun ville sit eget liv, men hun

milde øjne og de rynkede kinder. Det

var Lotte, der altid var utilfreds med

Lindas ideer og hendes eksistens.

Men det var Lotte, der sov i sin egen

seng den nat, og ikke Klara. Det var

Klara, der stod med lorten og var

nødt til at sluge den hele. Hvorfor

kunne hun aldrig gøre det rigtige?

Alle følelserne var i opkog. De rasede.

Alt var kaos. Himmel og hav stod i ét.

Hun befandt sig nederst på havbunden

og kæmpede for at komme op til

overfl aden. Hun kæmpede det bedste,

hun havde lært.

Det var en brav kamp, og med ét skød

hun hovedet over vandoverfl aden og

tog en dyb indånding. Og pludselig

fl øj hun til vejrs, hun fl øj direkte ind i

den tordenfulde himmel. Øjeblikket

efter stilnede tordenen af, og himmelen

var blå med hvide puff ede skyer.

Hun begyndte at falde igennem luften

og landede på en gynge. Havet under

hende forvandlede sig til fl is, lavet

af mørkt træ, som det man ser på

legepladser. Og folk stilnede rundt

om gyngen og klappede og hujede

af hende. Hun selv sad stadig på den

vildtsvingende gynge og var ved at

falde af. Hun greb om snorene og

holdt dem i et fast greb.

Midt i menneskemængden fi k hun

pludselig øje på en høj bælgøjet pige

med kort rødt hår. Lotte rakte armene

frem mod hende for at fortælle

”Hun vågnede ved daggry den efterfølgende

morgen og vidste præcis, hvad hun skulle gøre

fremover. Hun skulle kæmpe den kamp, som

var så uundgåelig for hende.”

vidste ikke, hvad det indebar, og derfor

var hun bange. Aldrig havde hun

haft det godt med sig selv, aldrig havde

hun holdt af sig selv eller forstået

det, når nogen sagde, at hun var god

nok, som hun var. Derfor hellere være

en anden, for alt andet end hende selv

måtte være bedre. Men nu var hun

smeltet så meget sammen med Lotte,

at det hele var kammet over.

Det var jo Lotte, der afskyede Linda.

Lotte, der ikke kunne fordrage de

hende, at hun skulle hoppe af gyngen,

ind i hendes favn og smelte sammen

med hende. Det føltes som det rigtige,

som det hun havde brug for, det hun

havde lært sig selv altid, det føltes

som hendes redning fra den vilde

gynge.

Men en ung pige fra fortiden spurtede

ind under gyngen og råbte: ”Bliv på

gyngen, bliv på gyngen!” Og hun blev.

Gyngen svingede vildt og faretruende,

men hun blev. Hun kæmpede for

Oktober 2012 | Årgang 25 | 7

at gøre det rigtige, for ikke at smelte

sammen med et andet menneske, hun

kæmpede for sig selv. Gyngen stilnede

mere og mere af, og den blev stødt

roligere.

Til sidst sad hun med benene ud over

kanten af trægyngen, som var helt

stille, og hun vrikkede i hoften for

at springe ned fra den. Hun landede

blødt på fl isen, vendte ryggen til Lotte

og gik med sur og tvær mine gennem

menneskemylderet og ud på sin egen

vej.

Hun vågnede ved daggry den efterfølgende

morgen og vidste præcis,

hvad hun skulle gøre fremover. Hun

skulle kæmpe den kamp, som var så

uundgåelig for hende. Hun ville ikke

længere følge i andres fodspor, hun

ville foran. Den andenklasses udgave,

hun altid havde været af et andet

menneske, skulle nu blive en løgn.

”Hans øjne lyste sort

og han var vred.

”Hvad fanden laver

du”, råbte han.”

Hun ville gå efter at være en førsteklassesudgave

af sig selv.

Det blev hårdt. Mange strategier

måtte ændres, og sår blev til ar. Vrede

og indestængte følelser eskalerede i

gråd og sammenstød. Nætterne så

sorte blev lange, og smerten kunne

ikke dulmes.

For før var smerten nemt væk ved

ikke at være sig selv, men en anden.

Eller ved at lade barberbladet fl å

huden fra hinanden. Men nu var

strategien en anden, og verden var

anderledes. Valgene var mange og

eventyrlige.

Verden var i alle regnbuens farver og

i endnu fl ere nuancer. Hun rummede

mere, end hun før havde gjort, og

størst af alt rummede hun sig selv.

Men når det hele sortnede for hendes

øjne, og alt føles tabt, kunne man

høre en sagte hvisken komme over

hendes læber: ”Bliv på gyngen, bliv på

gyngen!”

More magazines by this user
Similar magazines