Inspirationskatalog Kolding Kommune - Udbudsportalen

udbudsportalen.dk

Inspirationskatalog Kolding Kommune - Udbudsportalen

inter

12 hverdagsfortællinger

K O L D I N G K O M M U N E


Forord

I denne pjece finder du 12 såkaldte ”hverdagsfortællinger” til

inspiration for tilbudsgiverne i forbindelse med Kolding Kommunes

udbud af nyt plejecenter i Vonsild som OPP.

Hver hverdagsfortælling beskriver gennem konkrete historier og

fortællinger forskellige aspekter af det liv og den praksis, som

brugerne og Kolding Kommune ønsker skal kendetegne det kommende

plejecenter. Hver hverdagsfortælling indeholder også et eller flere

nøgleord, som beskriver nogle af de værdier, som Kolding Kommune

bl.a. ønsker, skal kendetegne det nye plejecenter.

Hverdagsfortællingerne indeholder også billeder fra hverdagen på

nuværende plejecentre.

Hverdagsfortællingernes formål er at videreformidle brugernes og

Kolding Kommunes ønsker til det fremtidige plejecenter og at fungere

som inspiration for tilbudsgiverne. Hverdagsfortællingerne skal således

ikke opfattes som kravspecifikationer. De skal give tilbudsgiverne en

viden om, hvad der er vigtigt for brugere og medarbejdere, når det

gode liv på plejecenteret skal leves.

Hverdagsfortællingerne er udarbejdet gennem en omfattende

brugerinddragelse faciliteret af konsulenter fra KL’s

Konsulentvirksomhed. Her har en gruppe beboere, medarbejdere,

pårørende og repræsentanter fra lokalsamfundet været ”på opdagelse”

i dagligdagen på det nuværende plejecenter. På opdagelsen har

gruppen interviewet andre beboere, medarbejdere og lokalsamfundet

samt observeret forskellige dagligdagssituationer. Gruppens

opdagelser blev efterfølgende fremlagt på en ideworkshop for en større

interessentgruppe, bl.a. med deltagelse af politikere fra Byrådet,

faglige organisationer samt en bred skare af ledere og medarbejdere

fra Kolding Kommune, som udviklede ideer og forslag til den fremtidige

praksis. Herefter blev opdagelserne og ideerne til fremtidig praksis

omsat i de 12 hverdagsfortællinger. Hverdagsfortællingerne indeholder

derfor både elementer og konkrete historier fra det nuværende

plejecenter og nye ideer og forslag fremkommet på ideworkshoppen.

2 Hverdagsfortællinger


Samarbejde giver faglighed

Tema: Den gode arbejdsplads

Klokken er lidt over

seks om morgenen,

og det er stadig

mørkt, da Heidi

sætter sig på cyklen.

Heidi er A-menneske,

så det gør hende ikke

noget at stå tidligt

op. Faktisk har hun

og hendes team på

Vonsildhave selv

lavet deres vagtplan

for en måned ad

gangen. Underligt nok går det næsten altid op, selv om nogle skal

aflevere børn og andre har fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet som

skal passes ind. Heidi tænker, at hemmeligheden nok er det gode

kollegaskab i teamet, som hun har oplevet gennem de snart mange år,

hun har været ansat som sosu-assistent på Vonsildhave. Det gode

kollegaskab viser sig også ved, at teamet en gang i mellem også går i

biografen eller ud at spise sammen. Da Hanne, som er alene med

børnene, var syg i sidste uge hjalp Heidi også Hanne med at køre

hendes datter til svømning og tage nogle indkøbsvarer med hjem.

Tyve minutter senere stiller Heidi cyklen foran Vonsildhave. Hun kigger

op på bygningen, og smiler for sig selv. Tænk, at hun – en helt

almindelig sosu-assistent – i sin tid var med til at give bygherrerne

inspiration til, hvordan det nye byggeri blev en god og effektiv

arbejdsplads? På vej ind ad døren møder Heidi Anders, der blev ansat

for et par måneder siden, og de taler kort sammen. Anders glæder sig

til den medarbejderudviklingssamtale, som han skal have senere på

dagen med sin teamleder, Conny. Det er første gang Anders skal have

en MUS-samtale, så han er lidt spændt på, hvordan det foregår, og

hvad Conny vil sige. Selv tænker han, at han vil sige, at det er rigtigt

godt, at teamet er så blandet – både med hensyn til alder og den

faglige uddannelse.

3 Hverdagsfortællinger


Anders bruger meget at spørge sådan nogle som Heidi – der har mere

erfaring - til råds, når han står foran en helt ny opgave. Det er rart, for

det er et meget stort ansvar at have, når beboerne skal passes og

plejes. I går kom der en ældre dame direkte fra sygehuset, som skal

have ret høje doser af ilt, men damen kommer hele tiden til at trække

slangen med ilt ud af næsen. Den er nok heller ikke rar at have der

hele tiden. I boligen ved siden af bor Jørgen, som er sengeliggende.

Han har smerter, og lægen siger, han nok dør inden længe. Heldigvis

er der et fint samarbejde mellem plejepersonalet, lægen og

kommunens palliative team, som er gode til at give råd og vejledning

om plejen af Jørgen. Og det har også givet meget, at Anders sammen

med de andre medarbejdere på Vonsildhave har deltaget i et

kursusforløb om beboernes sidste tid sammen med Kolding Kommunes

egne medarbejdere.

Anders og Heidi taler om, at de begge synes, der er stor faglig

udvikling i at være ansat på Vonsildhave. Der er nye situationer og nyt

at lære hver dag. Anders siger, at han godt kunne tænke sig at vide

noget mere om demens, som fylder meget i hverdagen på

plejecentret. Heidi foreslår, at han måske skal spørge Conny til MUSsamtalen

om muligheden for, at han kan komme på et kursus.

Nøgleord:

• Et godt kollegaskab

• Fagligt samarbejde og videndeling på tværs – også mellem

Kolding Kommune og Vonsildhave

• Mangfoldige og afvekslende opgaver

• Bygningsmæssige rammer, der giver en god og effektiv

arbejdsplads

4 Hverdagsfortællinger


Kaptajn i eget liv

Tema: Innovation og velfærdsteknologi

5 Hverdagsfortællinger

Børge er 84 år. I hele sit

arbejdsliv sejlede han for Mærsk,

så han har set og oplevet meget.

Typisk var han af sted 6-8

måneder med 4 måneders fri

bagefter. Det der med en kone

er aldrig rigtigt blevet til noget,

så familie har han ikke. Som helt

ung havde han en kæreste,

Grethe, men det fungerede ikke

rigtigt med de lange ture, så en

dag han kom hjem var Grethe

flyttet til København. Det er nu

alt sammen så længe siden, og

de sidste 25 år har Børge klaret

sig selv på trods af det med

ryggen, som gjorde, at han også

måtte stoppe med at arbejde.

Nu sidder Børge i kørestol, og bor på Vonsildhave, men han kan – og

vil – langt det meste selv. Sådan har han altid været vant til det.

Derfor er det også rart, at han har fået en af testlejlighederne, som er

indrettet med alt muligt teknologisk udstyr, bl.a. et sensorgulv, så

medarbejderne ved, når Børge er stået op. Faktisk er det mest det

med at komme ud af kørestolen og over på vaskestolen, han har brug

for hjælp til. Selve vaskeriet sker automatisk ved at trykke på en knap.

Det er rart, for Børge har altid været lidt genert, og kan bedst lide selv

at klare det. I sidste uge kom der nogle fra den virksomhed, som har

lavet vaskestolen og så på, hvordan Børge brugte den, og spurgte til

hans erfaringer med den. De var meget interesserede i, hvad Børge

syntes var godt og dårligt ved den, så Børge fortalte dem, at han

syntes tørringen var lidt for dårlig, og at det var svært at kende forskel

på to af knapperne.


Med et betjeningspanel kan han også selv klare det meste af

rengøringen – både af badeværelset og stuen. Dog skal han stadig

have lidt hjælp til at gøre rent på hylderne med porcelænsfigurer. Det

irriterer Børge, for hvis der kommer nye medarbejdere, så får de altid

stillet figurerne forkert. Derfor vil han helst være i lejligheden, når de

kommer.

I lejligheden har Børge også en touch-skærm, hvor han kan bestille

mad, få overblik over hvad der foregår på plejecentret og ringe op til

Henry på 1. sal. Henry har været fisker, og de får tit en god snak, men

det er ikke altid, at Børge orker at køre op at besøge Henry, og så er

skærmen en god løsning. Touch-skærmen er koblet på det trådløse

netværk, der er i alle boliger, så Børge har lovet sig selv at ville lære,

hvordan han kan finde Jyllandspostens hjemmeside, så han kan læse

nyhederne.

På touch-skærmen kan personalet også dokumentere, når de har

været inde og hjælpe Børge, særligt efter han har fået sukkersyge, er

det vigtigt, at de følger med i blodsukkeret. Skærmen har

talegenkendelse, så personalet kan bare slå et program til og så

fortælle, hvad det er, de gør og måler, så er det registreret med det

samme. Personalet siger, det er en stor lettelse. Især for Jing, som er

fra Philippinerne, og synes, det godt kan være svært at skrive på

dansk.

Nøgleord:

• Teknologi som middel til selvhjulpenhed hos beboerne og

frigørelse af ressourcer

• Afprøvning af ny velfærdsteknologi i hverdagen

• Nem dokumentation for medarbejderne

6 Hverdagsfortællinger


Med Ebbe på tur i centret

Tema: Lokalsamfundet og Vonsildhave

Ebbe har et job. Han kører med kioskvognen rundt til alle boligerne på

Vonsildhave to gange om dagen. Nogle gange må han køre flere gange

mellem butikken nede i stuen og lejlighederne på 1. sal, hvis han har

glemt noget, eller der er særlige ønsker. Det gør nu ikke noget, for

han har masser af tid, for Ebbe er jo selv beboer. Han elsker at tale

med mennesker og bare fordi man er blevet ældre og dårlig til bens,

så behøver man jo ikke at visne hen. Det er også dejligt, at der er

nogen, som har brug for ham.

Butikken er en café om dagen og en restaurant fra kl. 17. Der kommer

mange fra ældreboligerne omkring Vonsildhave og får deres frokost i

cafeen. Nogle gange spiser postbuddet Frank og håndværkerne ovre

fra byggepladsen der også. De kan godt lide god gammeldags

landkost. Om aftenen er det mest familier som kommer og spiser den

simremad med masser af grønt, som restauranten serverer. Nogle

spiser maden i restauranten, men mange tager den også med hjem

som take away.

Der er mulighed for at lukke en del af restauranten af med

mobilvægge, hvis man f.eks. vil holde runde fødselsdage. Nogle gange

er der også pårørende som holder begravelseskaffe i lokalerne, som

faktisk bliver brugt til mange forskellige ting. Caféen kan klare det

meste.

Når Ebbe kører rundt på Vonsildhave med kioskvognen, møder han en

masse mennesker fra Vonsild. Der er blandt andet dagplejemødrene

med deres børn, som holder fælles legestue et par gange om ugen.

Else, som også er Ebbes nabo, er tit med til legestuerne. Else har

demens, og kan ikke længere så meget, men det er så sjovt og

livsbekræftende at se de små børn. De larmer dog meget, så efter en

halv time plejer Else at bede om at blive fulgt hjem.

7 Hverdagsfortællinger


Hver tirsdag møder Ebbe også børnene fra den nærliggende skoles 4.

klasse. De kender ham godt og råber ”Hej Ebbe!”, når de ser ham. 4.

klasserne læser højt for nogle af beboerne rundt omkring i de mange

hyggekroge på Vonsildhave, og får tit en historie fra gamle dage med

retur.

I det hele taget summer det af liv på Vonsildhave, som ikke længere

hedder ”plejehjem”. Nu er det bare et moderne forsamlingshus for hele

lokalsamfundet, inklusive beboerne på centeret. I en stor del af

stueetagen er der aktivitetslokaler, hvor mange forskellige foreninger

kommer og holder møder, laver gymnastik, spiller kort og meget

andet. Det er gratis at

låne lokalerne, men

det er en betingelse

at de ”skal bidrage til

centrets liv” - fx ved

at inddrage beboerne

i aktiviteterne. Der er

også en lokal aktivforening,

som tilbyder

særlige aktiviteter for

beboerne og for

mange af de andre

ældre i

lokalsamfundet. I

denne uge er der ”Vild med dans”, et arrangement med en

historiefortæller og så har havegruppen altid arbejdsmøde om

torsdagen.

Nøgleord:

• Bibeholde den stærke kobling mellem plejecentret og det

omkringliggende lokalsamfund

• Liv på plejecentret – med kobling mellem foreningslivet og

aktiviteter for beboerne

• Kontakt mellem generationer

8 Hverdagsfortællinger


En frivillig ildsjæl

Tema: Pårørende og frivillige

Yvonne er 43 år og regnskabsmedarbejder i et møbelfirma. De sidste

fem år er hun kommet et par gange om ugen på Vonsildhave. Først

var det pga. sin bedstemor, men efter at hun døde for tre år siden, er

Yvonne blevet ved med at komme som frivillig besøgsven. Her er

sådan en positiv stemning, og så varmer det at se, hvor glade

beboerne er for at få besøg.

For tiden er Yvonne besøgsven for Mary, der er fra England. Lige efter

krigen kom Mary til Danmark, hvor hun mødte sin mand. Det meste af

familien bor i England, så de kommer ikke så tit på besøg. Mary har nu

også svært ved at kende andre end sin søster – og så altså Yvonne.

Mary elsker at høre fuglene, så selv om det er marts måned og koldt i

vejret, sætter de sig udenfor. Solsorten er begyndt at synge. Yvonne

synes også, at andre af beboerne skal have mulighed for at komme en

tur ud i dag, så hun har aftalt med personalet at hjælpe to andre

beboere med ud i forårssolen.

Personalet er rigtig glade for de ekstra hænder, det giver, når Yvonne

er på besøg. Den største gevinst er dog, at Yvonne har påtaget sig at

koordinere aktiviteterne for de frivillige i samarbejde med teamlederne

på Vonsildhave. Nogle gange kræver det lige en opringning i

arbejdstiden, men hendes arbejdsgiver synes det er helt fint, og han

kan se, hvor glad Yvonne også bliver af det frivillige arbejde på

Vonsildhave.

Yvonne får tit en god kontakt til beboernes familier. De fleste er glade

for de frivilliges indsats. Derfor har Yvonne også nogle gange været

med til at løse op for de små problemer, der kan komme mellem

personalet og de pårørende. Yvonne hører jo tit, hvad der tales om

blandt de pårørende, og så forsøger hun at gøre personalet

opmærksom på det, så de ved, hvad der rører sig. Det er faktisk et

fast punkt på dagsordenen på det månedlige møde, hvor Yvonne og de

9 Hverdagsfortællinger


andre frivillige mødes med personalet. Her taler de også altid om,

hvordan de frivillige bedst muligt kan gøre gavn for beboerne. Nogle

gange giver Yvonne også forslag til de pårørende, om hvordan de

måske selv kan afhjælpe nogle af de små problemer.

Det hjælper ofte, at det er Yvonne, som taler med de pårørende, fordi

hun ikke er ansat på plejehjemmet, og selv har oplevet at være

pårørende. Og nogle gange lykkes det hende endda at få nogle af de

pårørende til at være med i frivillig-korpset, som hjælper til ved

højtider, fester og andre sociale arrangementer.

Nøgleord:

• Frivillige bidrager til hverdagen på plejecentret

• Afstemning af forventninger med pårørende

10 Hverdagsfortællinger


Vaniljebudding kan friste

Tema: Faglige retningslinjer i praksis

11 Hverdagsfortællinger

Gunnar er 87 år og fysisk

ganske svag. Han har været

sengeliggende længe og har

både tabt sig og fået liggesår.

Han har svært ved at klare

sig selv, og Gunnar blev

derfor enig med datteren om

at flytte på Vonsildhave.

Gunnar har nu været på

Vonsildhave i tre uger, og det

har været ret overvældende

at skulle forlade sit hjem

gennem et halvt liv. Måske er

det derfor, at appetitten har

svigtet ham? Gunnar har

sådan set aldrig spist særligt

meget, men siden han

flyttede på Vonsildhave er appetitten næsten helt væk. Han ved, at

han har brug for mad for at have det godt, men som han siger: ”Nu

har jeg et helt liv startet morgenen med en kop kaffe og en cigaret.

Hvorfor skal det nu ændres, når jeg ikke vil?”.

Gunnar synes, at der er alt for meget fokus på maden. Selv hans

datter er begyndt at tale om, at han skal spise mere. Sygeplejersken

har derfor haft en snak med ham, og de har sammen lagt en plan.

Gunnar kan godt lide vaniljebudding, og de har nu aftalt, at personalet

skal tilbyde ham budding så ofte, som det er muligt. Gunnar kan

meget bedre lide at spise små, hyppige måltider. Desuden har de

aftalt, at maden og drikkevarerne kan blive tilsat protein, så han

hurtigere tager på i vægt, og kommer til kræfter. Gunnar smiler, da

sygeplejersken roser ham for at have taget fire skefulde af buddingen.

Gunnars tænder er heller ikke for gode. Finmotorikken er ikke længere

til en ordentlig tandbørstning, og han er egentlig også ligeglad. Det er

mest vane, at han børster tænder. Når Henriette er på arbejde om

aftenen, får hun nogle gange lov til at børste Gunnars tænder, men


ellers vil han selv. Det er ok, det er jo hans tænder. Gunnar har

forstået, at en sund mund hænger sammen med appetit. Han vil

overveje, at lade personalet hjælpe med tandbørstningen.

Sårsygeplejersken har været for at se på Gunnars liggesår. Hun

fortæller bl.a., at Gunnar skal sørge for en proteinrig kost, at drikke

meget, og at sårene heler bedst ved at blive renset og vasket dagligt

med almindeligt rent vand fra hanen, men uden sæbe. Sygeplejersken

siger også, at Gunnar kan få en pude at sidde på, og anbefaler ham at

tage en lur midt på dagen, så såret kan undgå tryk. Gunnar synes, det

er noget pjat, men vil gerne af med såret. Middagsluren kunne han

måske godt bruge alligevel. Sårsygeplejersken skriver det ned, så

Henriette kan se, hvad der er aftalt. De aftaler, at sygeplejersken

kigger til Gunnar igen om et par dage.

Nøgleord:

• Faglige retningslinjer – men respekt og fleksibilitet overfor

borgernes behov og vaner

• Samarbejde med faglige specialister

12 Hverdagsfortællinger


Morten Korch vs Pink Floyd

Tema: Det fælles og det private

13 Hverdagsfortællinger

Jytte er 92 år, og ”fejler det

meste”, som hun selv siger.

Appetit på livet har hun dog

masser af. Hun holder

meget af selskab, så Jytte

går tit en tur med sin

rollator rundt på

Vonsildhave for at se, hvor

der sker noget. Nogle

gange bliver hun inviteret

ind på besøg i de andre

beboeres lejligheder, og så

sidder de, og får en

hyggesnak.

Jytte har også sin faste

plads i fællesstuen. Det er

ligegyldigt om det er tv,

gymnastik eller bingo der

foregår. Hvis kræfterne er til det, så er Jytte altid med, og hun griner

højt, selv om det tit får hende til at hoste efter et langt liv med

cigaretter.

Jytte har strikket et tæppe til den grå huskat, som går rundt på

Vonsildhave. Egentligt er det Pouls kat. Den flyttede ind sammen med

ham, og sover på hans værelse, men døren til Pouls lejlighed står altid

på klem, så den kan komme og gå, som den vil. Poul har hele sit liv

holdt sig mest for sig selv, og det gjorde han også de første par

måneder på Vonsildhave, men der kommer tit nogen, og spørger til

katten, og efterhånden synes Poul, at han kender de andre godt nok til

at sætte sig ud i fællesstuen af og til for at få en snak.

Ved siden af Poul bor Henrik. Henrik er 54 år, og altså meget yngre

end de andre beboere. Henrik har sklerose, og sidder i kørestol. Det er


efterhånden meget få ting, som Henrik selv kan klare, så han har brug

for hjælp til det meste. På bordet står et bryllupsbillede af Henrik og

hans kone. Deres dengang to-årige tvillingedrenge er også med på

billedet - i fine skjorter med butterfly. Det er næsten 20 år siden nu.

Henrik er tit ked af det. Han synes ikke, det er fair med den sygdom.

Han bryder sig heller ikke så meget om at være ude i fællesrummene.

Han føler, at han taber værdighed ved, at andre kan se, at han skal

have hjælp til at spise osv. Desuden synes han ikke, at han har noget

til fælles med de ”gamle” beboere. Når de ser en film i fællesstuen, så

er det tit en Morten Korch-film med Poul Reichardt. ”Det gider jeg altså

ikke det der”, siger Henrik. Han vil meget hellere høre Pink Floyd –

især er han glad for ”Dark side of the moon”. Han kan styre sit

musikanlæg fra kørestolen, så for det meste opholder Henrik sig i sin

lejlighed, hører musik, ser tv og glæder sig til at få besøg.

Når hele familien kommer på besøg, er der lidt for trangt i lejligheden.

Så booker de fødselsdagsstuen, hvor de kan sidde og snakke i fred og

ro. I dag har den ene af drengene sin nye kæreste med. Pigen er lidt

genert, men Henrik synes, det er dejligt at møde hende.

Nøgleord:

• Beboerne er forskellige og har forskellige behov

• Respekt for privatlivet

• Gode bygningsmæssige rammer for fællesskabet og for det

private

14 Hverdagsfortællinger


Beboernes hjem

Tema: Bygning og indretning

Karen skal flytte i plejebolig. Hun kan ikke længere overskue

husholdningen, og hun glemmer nogle gange at spise eller at sove.

Andre gange får hun spist aftensmad to gange. Karen og hendes

datter, Irene, skal på besøg på Vonsildhave for at se, om det er et

sted, der passer til Karen. De vælger at parkere i kælderen og tage en

elevator direkte op i huset. Her møder de gruppelederen Mette, der

giver dem et stort smil. ”Dav Karen. Jeg hedder Mette, jeg er

gruppeleder, og jeg har glædet mig sådan til at vise dig Vonsildhave”.

Mette viser først rundt i nogle af fælleslokalerne i stueetagen. Det er

store og lyse rum centralt i huset. Det er rigtigt smart at rummene har

mobilvægge, så de både kan være meget store og deles op i mindre og

små hyggelige rum. Et sted sidder to damer og ser fjernsyn – et

quizprogram. Fra det største af rummene ved siden af lyder der

harmonikaspil og sang. Det er Viggo som spiller harmonika, og nogle

af beboerne og andre ældre fra lokalområdet synger. Vonsildhave

rummer også små hyggekroge, hvor man kan sidde to og to lidt for sig

selv eller bruge computerne. De store glaspartier i facaderne og loftet i

flere af fælleslokalerne gør, at man næsten føler, at man sidder ude i

naturen. Karen tænker, at det er dejligt, at man hele året kan følge

årstidernes skiften. Karen kigger ud af et af vinduerne, og ser ned på

legepladsen udenfor, som hver eftermiddag indtages af en af

børnehaverne fra lokalområdet.

Rundvisningen fortsætter til et af bo-områderne på Vonsildhave, hvor

en gruppe af lejligheder er grupperet omkring en lys og venlig

fællesstue. Beboerne kan vælge at spise i fællesstuen, hvis de ikke

foretrækker at spise nede i cafeen eller hjemme i deres lejlighed.

Lejlighederne er meget forskellige både med hensyn til størrelse,

farvevalg og indretning. Alle lejlighederne giver beboerne mulighed for

selv at indrette sig. Karen får vist en bolig frem, hvor det er tydeligt,

at det er den pågældende beboers private hjem. Alle lejlighederne er

indrettet med skinner på væggene, så der nemt kan monteres loftlifte

15 Hverdagsfortællinger


og moderne hjælpemidler, hvis man skulle få brug for det, så det er

lettere for den ældre at klare sig og for personalet at hjælpe.

Karen har altid holdt meget af at gå i haven. Derfor spørger hun, om

de ikke også kan se haven omkring Vonsildhave. Da de kommer ud i

haven, er der masser af dufte. Der er også en lille køkkenhave og en

”natursti” hele vejen rundt om Vonsildhave. Omme på den anden side

er der både en bæk med rislende vand og en indhegning med kaniner i

brune og lyse farver, som hopper rundt. En af kaninerne stiller sig på

bagbenene, og kigger på dem. Karen smiler. Her vil hun gerne bo.

Nøgleord:

• Fleksibilitet og variation

• Bringe ”inde” ud og ”ude” ind.

• Lys og luft

• Hjemlighed

16 Hverdagsfortællinger


Når Egon flytter ind

Tema: Indflytning

17 Hverdagsfortællinger

Egon står hjemme hos sig selv, og

ser sine to sønner i gang med at

pakke hans lejlighed ned. Efter to lidt

kaotiske måneder har han fået en

plejebolig på Vonsildhave, som han

skal flytte ind i fra i morgen tidlig.

Det er mærkeligt at stå der og se sit

liv blive pakket i kasser, især fordi

mange af kasserne ikke skal med i

den nye bolig, da der ikke er ligeså

meget plads der, som i den lejlighed,

han nu flytter fra.

I det mindste ved Egon, hvad det er

han flytter hen til. Hans søn har lavet et stort stykke arbejde med at

se på de forskellige plejecentres hjemmesider, og har også været på

besøg på et par af dem. Det var, da sønnen kom hjem fra besøget på

Vonsildhave, at han sagde: ”jeg synes, du skal slå til”. Sønnen lagde

vægt på den levende beskrivelse af plejecentrets særkende og

historierne fra livet og hverdagen på plejecentret. Og videoklippene af

dagligdagen på hjemmesiden var Egon også imponeret over. En

medarbejder på Vonsildhave har også været på besøg hjemme hos

Egon, og Egon har også selv været på besøg og set et eksempel på sin

kommende bolig, så han kunne få en ide om, hvordan tingene skulle

stå. Så Egon slog til.

Dagen efter sidder Egon i sin gamle lænestol i sin nye bolig. Sønnerne

er i gang med at pakke det hele ud af kasserne igen. De taler om de

forskellige ting, der bliver taget frem. Da han ankom to timer tidligere,

følte han næsten, at der var en hel velkomstkomite til at tage imod

ham. Medarbejderne stod klar til at hilse på, og han fik også en buket

blomster. Det var rart, men også lidt overvældende.


Egons kontaktperson hedder Trine. De første dage følger hun ham

meget tæt, og sørger for at vise ham rundt på centret. Navnene på de

andre medarbejdere og hans nye naboer har han fået fortalt, men har

også allerede glemt dem igen. Der er alt for mange indtryk på en gang

til at kunne huske det hele. Heldigvis har Trine lovet, at hun nok skal

blive ved med at nævne navnene den næste uges tid. Det skal nok

hænge ved hen ad vejen.

Egon har besluttet allerede at sove i sin nye bolig i nat. Det bliver

mærkeligt, men han ville hellere tage omvæltningen på en gang. Han

var dog glad for Vonsildhaves forslag om at lade flytningen løbe over

et par uger. De har gode erfaringer med, at de nye beboere flytter ind

stille og roligt over et par uger, og skifter lidt mellem at sove hjemme

og på plejecentret.

I morges tænkte Egon på vej til plejecentret: ”Nu er Plejer nok død”.

Men som han sidder der, har han mere en følelse af, at Plejer måske

godt kan overleve. I hvert fald hans Plejer. Personalet virker nemlig

meget opsatte på, at mange af hans vaner og rutiner kan fortsætte.

Og det er en rar fornemmelse at have, især når alt andet i livet lige i

dag bliver kastet op i luften. Hvordan skal det her mon gå?

Nøgleord:

• Tydelig for potentielle og kommende beboere, hvad Vonsildhave

er kendetegnet ved

• Forståelse for det kaotiske og overvældende i at flytte på

plejecenter

• Beboernes vaner kan bevares

• Fokus på de pårørendes rolle i indflytningen

18 Hverdagsfortællinger


Så blev det weekend

Tema: Plejeopgaven

19 Hverdagsfortællinger

Rita er lige vågnet, og det første

hun tænker, da hun slår øjnene

op, er: ”Så blev det weekend”.

Dagene på Vonsildhave kan godt

ligne hinanden ret meget. Hun

og de andre beboere er jo

kommet godt op i årene, så

meget af det, der tidligere gjorde

deres liv varieret, er der jo ikke

mere. Hun savner tit det liv, hun

havde inden hun blev gammel.

Livet da hendes børn var små. At

tage på arbejde. Komme hjem

og hygge med børnene om

aftenen. Men når hun tænker

over det, så var der jo også

meget rutine dengang. Og

masser af pligter. Det behøver

hun da i hvert fald ikke at tænke

så meget på mere.

Ja, dagene kan ligne hinanden lidt. Men i dag er det lørdag, og der

spiser de altid morgenbrød med birkes. Det er en lille ting, men selv

små ting kan gøre en stor forskel. Så ved hun, at det er noget andet

end fredag, eller torsdag, eller… Sosu-assistenten Rikke kommer ind,

og står ved siden af Rita, mens hun selv står ud af sengen, og går hen

til sit sminkebord. Rita har gennem længere tid øvet sig i selv at få

benene ud over sengekanten og hive sig op at stå ved rollatoren. Hun

har nu kunnet klare det selv i en uge, men hun vil stadig gerne lige

have, at Rikke eller en anden står ved siden af, og kan støtte, hvis der

er behov for det.

Vel placeret foran sminkebordet tager Rita, ligesom alle andre lørdage,

læbestift på. Nogle gange skal man gøre lidt ud af sig selv. Hun ved

godt, at læbestiften ikke altid sidder helt perfekt. Men hun vil selv, og


det er dejligt, at personalet forstår, hvor meget lige det her betyder for

hende. Rita kigger på Rikke, og smiler. Livet på et plejecenter er ikke

altid lykken. Men det hjælper, at Rikke og hendes kollegaer virkelig ser

ud til at nyde deres arbejde, og nyder at være sammen med alle de

her gamle mennesker, som centeret jo er fyldt af.

I en af de andre boliger er Ingolf allerede stået op. Ingolf er ny på

Vonsildhave, og har ikke helt vænnet sig til livet her. Det er mærkeligt

pludselig at have alt det her personale omkring sig, som jo også beder

ham om at gøre ting på en lidt anden måde, end han er vant til. Han

tænker på sit arbejdsliv, hvor han var direktør. Der var det sgu ham,

der fortalte folk, hvad de skulle gøre. Det er ikke nemt at vænne sig til

det omvendte. I går løb Ingolf tør for cigaretter, og så fik sosuhjælperen

Pernille ham overtalt til, at de to skulle gå op til Brugsen

sammen og købe nye. Han har det svært, hvis folk stiller ham

opgaver. Og det var dejligt, at Pernille ikke bare bestemte. Han kender

sig selv godt nok til at vide, at så var han sgu blevet lidt arrig. Ingolf

ved jo nok godt, at det også var Pernilles måde at få vist ham rundt i

lokalområdet, men det er også ok.

Nøgleord:

• Plads til forskellighed

• Pædagogisk forståelse for det unikke i beboernes personlighed

• Glæde ved arbejdet, humor og smil

• Selvhjulpne beboere

20 Hverdagsfortællinger


Grisehaler og gode historier

Tema: Mad og måltider

Klokken er 11.30

på Vonsildhave, og

Knud er lige

kommet ud i den

fælles stue for at

spise frokost. Han

sætter sig ved

bordet, men det får

han ikke lov til i

lang tid. Sosuassitenten

Tanja

spørger Knud, om

han ikke skal

hjælpe med at

dække bord. Først

tænker han, at det gider han egentlig ikke, men det insisterende blik

fra Tanja får ham alligevel op af stolen igen. Og det føles også godt at

hjælpe til. Han har et ansvar, og det tager han seriøst. Mens han

dækker bord, kommer de andre beboere ud, og sætter sig. Ingrid

smiler over hele hovedet, da hun kommer ud. Hun husker alle højlydt

på at i dag, skal de have gule ærter. Knud kan også dufte de gule

ærter, og bliver endnu mere sulten, end han var før. At det lige blev

gule ærter i dag, har de selv været med til at bestemme, med Ingrid

som særlig varm fortaler.

Da både beboerne og medarbejderne har sat sig, bliver maden sendt

rundt. Alle, der kan, øser selv op, og Knud hjælper som sædvanlig sin

gode ven Egon med at få mad på tallerkenen. Egon har svært ved det

selv, men når først maden er på tallerkenen, går det fint. Knud smiler

til medarbejderne: ”Så sidder I igen der med armene på ryggen, og

lader os andre gøre arbejdet”. Det siger han næsten hver dag, og

svaret kommer prompte tilbage fra Tanja: ”Du har godt af det Knud,

og det ved du godt.” Og det ved han jo egentlig godt.

21 Hverdagsfortællinger


I øvrigt er Egon ikke speciel vild med gule ærter, og han er ikke sen til

at huske de andre på, at de om et par dage skal have grisehaler,

Egons livret gennem et helt liv. Bare tanken om grisehalerne får

minderne fra livet på gården til at vælte frem i Egon. De andre hører

på Egons historie om den gang, hans gård brændte, og familien måtte

bruge den første nat på nabogården, hvor nabokonen havde lavet en

ordentlig portion grisehaler. Egon husker: ”Ja, selv under de tragiske

omstændigheder kunne jeg stadig ikke lade være med at nyde den

gode mad. Dét var en god omgang grisehaler”.

Efter de har spist, tager Knud og Ingrid ud efter maden. Det gør de

hver anden middag, mens nogle af de andre beboere har ansvaret på

andre tidspunkter.

Knud går tilbage mod sin bolig. Han glæder sig til i aften. Der har de

aftalt at klæde sig lidt pænt på alle sammen. Det er jo fredag. Og han

glæder sig til i morgen lørdag, for der skal de have brunch.

Nøgleord:

• Mad er vigtigt for alle mennesker, også for beboere i

plejecenter

• Maden som samtaleredskab

• De ældre kan meget selv – også når det gælder måltidet

22 Hverdagsfortællinger


Billeder fra en aktiv hverdag

Tema: Aktiviteter på plejecentret

Kaisa og Peter sidder ved bordet i fællesstuen, og skræller æbler

sammen med sosu-hjælperen Lone. De skal lave æblekage senere i

dag, og Lone har spurgt, om de ikke vil hjælpe til. Snakken går, mens

skrællerne ryger af æblerne.

Jens står foran sin cykel udenfor Vonsildhave. Han gør klar til sin

daglige cykeltur gennem byen på den trofaste tre-hjulede. Jens er 101

år, og er stolt af, at han cykler næsten hver dag. I går var han for

træt, og han var lidt i tvivl, om han skulle cykle i dag, men sosuassistenten

Michael fik ham overtalt over morgenmaden i morges.

Gerda er rigtig glad i dag. For første gang fik hun i morges selv

støttestrømperne på uden hjælp fra personalet. Det har været hendes

mål i to måneder nu, og i dag lykkedes det. Hun blev så glad, så sosumedhjælperen

Gitte, der stod ved siden af hende, fik et ordentligt

knus.

Tove er lige kommet tilbage fra gymnastik. Det var dejligt at få rørt sig

og sunget et par sange. Og som sædvanlig sluttede timen med smil og

højt humør. Selv Inger, der har svært ved at bevæge sig, fik hånden

op til ansigtet i den sidste øvelse. Tove er imponeret over personalets

gejst i gymnastiktimerne, og tænker, at de nok ville kunne få selv

døde til at bevæge sig.

Eigil er trukket i arbejdstøjet, og er gået udenfor sammen med sin

besøgsven Peter, der kommer en gang om ugen. Det er forår, og der

skal tages blade op af de store blomsterkrukker. Solen skinner, og det

er langt at skulle bøje sig ned, men det er dejligt at være aktiv, og

snakken med Peter går lystigt.

23 Hverdagsfortællinger


Hans sidder ved et bord i en

af hyggekrogene, og lægger

puslespil med medarbejderen

Martin. Martin havde lige 30

minutter, og over puslespillet

får de talt om løst og fast.

På opslagstavlen hænger en

seddel med beskrivelse af

månedens busture, som

arrangeres af frivillige fra

OK-klubben. Johanne og Erna

står, og studerer listen. De

beslutter sig for, at de i hvert

fald ikke skal gå glip af turen

til Christiansfeld.

Det er eftermiddag, og flere af beboerne er på vej hen til det store

fælleslokale, for i dag er alle de mobile vægge klappet samme, så der

nu er et stort og dejligt lyst lokale klar til den ugentlige omgang

banko. Det er om at komme i god tid for at få den sædvanlige plads.

Gangene summer af liv, mens borgere fra området omkring

Vonsildhave og medlemmer af den frivillige forening Flora-Klubben

også er ved at indfinde sig.

Nøgleord:

• Et aktivt liv – hele livet – med hjælp til selvhjælp

• Aktiviteter kan både være planlagte og spontane

• De frivilliges rolle i aktiviteter på centeret

24 Hverdagsfortællinger


En værdig afsked

Tema: Døden på plejecentret

Birgittes mor Ellen bor på Vonsildhave. Hun er 89 år, og har levet et

langt og godt liv, men nu er det ved at rinde ud. Ellen er gennem et

par uger blevet svagere og svagere, og efter hun nu har fået

lungebetændelse, tror hverken familien eller medarbejderne på

plejecentret, at hun har særligt langt igen. Birgitte er til samtale med

gruppelederen Charlotte, om hvad der skal ske den næste tid. Det er

en svær samtale, for selvom Birgitte godt ved, at det nok er det

bedste, så er det stadig næsten ubærligt nu, når det pludselig bliver så

virkeligt. Hendes mor skal dø. De taler om, hvordan Birgitte og resten

af familien gerne vil have tiden frem mod og efter Ellens død til at

foregå. De kigger også på de ønsker, som Ellen selv fik skrevet ned i

samarbejde med personalet for nogle måneder siden. Der står blandt

andet, at Ellen gerne vil have sin lyserøde skjorte og de grå bukser på,

når hun er død, og at hun gerne vil have beboerne med til

udsyngningen.

Charlotte fortæller også Birgitte om, hvor personalet kan være til

rådighed, og hvor de ikke har mulighed for at hjælpe. I den svære

samtale er Birgitte taknemmelig for, at Charlotte gør meget ud af at

oplyse om mulighederne. Charlotte fortæller om det palliative team,

som kan komme forbi, når det er nødvendigt, og om de frivillige

vågekoner, der kan være der i den sidste tid. Det trøster også at vide,

at personalet alle er uddannet i sorg- og krisehåndtering.

En uge efter er Ellen død, og Birgitte og hendes familie er samlet for at

tage afsked. Ellen sov ind i nat og heldigvis havde Birgitte og hendes

brødre mulighed for at være der sammen de sidste timer. Personalet

var ofte nede og se til Ellen og hjalp også med at tænde nogle lys.

Lægen var også på besøg.

Her til morgen er også personalet og en del af beboerne samlet.

Personalet har taget nogle fine kapper på, og som Ellen havde ønsket

synger de for med en salme, mens kisten bæres ud. Nogle af beboerne

er synligt kede af det. Især Anna, som var Ellens gode ven i de sidste

år, er berørt.

25 Hverdagsfortællinger


Nøgleord:

26 Hverdagsfortællinger

Ellen bæres ud til den ventende

rustvogn. Foran plejecenteret

vejrer Dannebrog på halv.

• Respekt for beboernes og de pårørendes ønsker

• Synligt ind, synligt ud

• Ordentlige bygningsmæssige rammer for at tage afsked


Klik her for at angive tekst.

27 Hverdagsfortællinger

More magazines by this user
Similar magazines