Klik her - BKF

bkf.dk

Klik her - BKF

B TEMA:

KUNST OG UDDANNELSE

PROFIL: RUTH CAMPAU

BILLEDKUNSTNERNES FORBUND #1 MARTS 2004

g af faglige færdigheder er

riteret til fordel for at sidde i

pørge: hvad synes du selv?’


LEDER: DEN FORKERTE VEJ

De almene uddannelser, som et samfund tilbyder sine borgere, bør også indeholde

kunstneriske/musiske/kreative aspekter. Det kan stort set alle skrive under på. Blandt

undervisere i folkeskolen, gymnasiet, højskoler osv. har man da også gennem de sidste 50

år arbejdet hårdt for at integrere disse aspekter mere og mere i den daglige undervisning.

Når vi nu vælger at fokusere på dette område i Bkf-bladet, er det på baggrund af meget

kedelige udmeldinger fra politisk hold. Man vil ikke bare sætte udviklingen i stå - man vil gå baglæns.

Det handler konkret om gymnasiereformen, som ligger på Folketinget bord, og undervisningsminister, Ulla

Tørnæs’s tanker om erhvervsretning af højskolen. Men vores videnskabsminister Helge Sander har også

udtalt om universitetsuddannelserne; “Det handler om den kortest mulige vej fra tanke til faktura!” Her er vi

ved kernen i problematikken: Den siddende regering har dermed mejslet fast, at det handler om målrettet

naturvidenskabelig/teknologisk specialisering og erhvervsrettethed i uddannelserne.

Hvad er det for samfundsvisioner, der ligger bag om en sådan politik? Noget med markedets triumf og

ellers lavest mulige fællesnævner. Skal vi nu glemme alt, hvad vi i dag ved om samarbejdets, det kreative

arbejdes og den åbne diskussions betydning for et demokratisk samfunds udvikling? Skal landet mere og

mere styres som et firma, hvor alt, hvad der ikke pynter på bundlinien, bliver sorteret fra? Det virker sådan.

Når vi i Bkf interesserer os for uddannelsernes fremtid, er det dog ikke kun på grund af de overordnede

samfundsmæssige perspektiver. Det er også mere prosaisk. I uddannelsessystemet er der gennem årene

blevet skabt en lang række fornuftige arbejdspladser for billedkunstnere. “Fornuftige” fordi undervisning

er et af de, for de fleste billedkunstnere nødvendige suppleringserhverv, der giver mulighed for, at man

sideløbende fortsætter sin egentlige billedkunstneriske praksis. Indføring i kunstneriske metoder, direkte

formidling af især samtidskunst og gennemførelsen af musiske projekter kan dermed varetages af fagfolk,

der står solidt plantet i deres egen praksis. Dermed har man også de bedste muligheder for at undervisnin-

gen ikke forstener i rutine og pædagogik. Når man f.eks. skal formidle et anderledes og perspektiverende

syn eller den tilsyneladende formålsløse aktivitets betydning, er det vigtigt at have en faglig base uden for

uddannelsesinstitutionen. Mange års erfaring har vist at disse “fleksible” jobs i gymnasier og højskoler ikke

alene er godt for kunstnerne, men også for eleverne.

I Bkf tager vi afstand fra tendensen til at ville undertrykke de kunstneriske/musiske/kreative aspekter. Et

uddannelsessystem, som primært bygger på den ene hjernehalvdel, kan næppe siges at være almendan-

nende. En nedpriotering af de musiske fag sker også på bekostning af kunsten. Mange billedkunstnere får

ikke bare smør på brødet ved at undervise. De finder det overordentlig meningsfuldt at oversætte de erfa-

ringer og indsigter som deres kunstneriske praksis har givet dem til kritisk tænkning og kreativ metode.

Progressive kommuner rundt omkring i landet gør hvad de kan for at udvikle samarbejdet mellem kunstnere

og skoler,daginstitutioner m.fl. Så meget desto mere synd og skam er det, at regeringen, når det gælder

de to hævdvundne samarbejdsområder i gymnasierne og på højskolerne, nu vil ind og trække udviklingen

den anden vej.

3

Cai Ulrich v. Platen

formand for Bkf


BKF-BLADET

Bkf Bladet er organ for Billedkunstnernes Forbund - Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med godt 1200 medlemmer. Forbundets hovedformål

er at varetage billedkunstnernes faglige, økonomiske, sociale og juridiske interesser, og fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt.

Bkf-bladet udkommer fire gange årligt. Flere oplysninger om Bkf kan findes på www.bkf.dk

Bkf-bladet er støttet af Billedkunstrådet.

BKF

#1 MARTS 2004

KONTOR

Vingårdstræde 21, 1. sal

1070 København K

Tlf. 33 12 81 70

Fax 33 32 28 39

Mandag til torsdag kl. 10-15

Postgiro: 1 16 40 90

E-mail: bkf@bkf.dk

www.bkf.dk

IT-KONSULENT

Bent Majgaard

BESTYRELSEN 2004

Formand:

Billedkunstner Cai Ulrich von Platen

Tlf. 36 45 05 80 / 26 71 62 80

Næstformand:

Biledhugger/installation

Nanna Gro Henningsen

Tlf. 35 82 13 15 / 26 39 13 15

ANNONCER

Annoncer i Bkf-bladet tegnes gennem MediaSpace,

Allégade 8F, 2000 Frederiksberg, att. Allan Wiberg,

tlf. 47 742 742, e-mail: info@mediaspace.dk, www.mediaspace.dk

Priser: 1/1 side 4-farvet kr. 10.300,- s/h kr. 8.240,-

1/2 side 4-farvet kr. 6.180,- s/h kr. 4.950,-

1/4 side 4-farvet kr. 3.700,- s/h kr. 2.960,-

1/8 side 4-farvet kr. 2.220,- s/h kr. 1.780,-

1/16 side 4-farvet kr. 1.340,- s/h kr. 1.030,-

+ moms

INDRYKNING AF OPLYSNINGER TIL

Kasserer:

Billedhugger Poul R. Weile

Tlf. 66 14 00 05

Maler/grafiker Torben Heron

Tlf. 59 29 15 18

Grafiker/maler

Bjarne Werner Sørensen

Tlf. 36 96 31 96

Keramiker

Annette From

Tlf. 59 31 85 31

Billedkunstner

Jo Dam Kærgaard

Tlf. 86 19 13 08

Maler Viggo Lynge Larsen

Tlf. 59 18 37 18

Maler/grafiker

John Hansen

Tlf. 63 11 15 09

REGIONERNE

FYN

Lone V. Petersen, Formand

Tlf. 66 14 21 06/21 45 64 45

KØBENHAVN

Carsten Rütting Schweitz, Formand

Tlf. 35 38 71 12

MIDTJYLLAND

Ole C. Hansen, Formand

Tlf. 86 15 18 66

MIDTVESTJYLLAND

Jørgen Lang Petersen, Formand

Tlf. 97 76 23 35

NORDJYLLAND

Jørgen Hedegaard, Formand

Tlf. 40 52 62 11

STORSTRØM

Kit Kjærbye, Formand

Tlf. 54 95 84 16

SØNDERJYLLAND

Niels Vollertsen, Formand

Tlf. 0049 46 21 28 968

VEJLE

Claus Fisker Andersen, Formand

Tlf. 75 75 28 44

(sæt kryds) "Fra medlem til medlem"

"Aktuelt på kunstscenen" for perioden 27. maj – 30. september 2004

Kortfattet beskrivelse (brug blokbogstaver!):

Dato'er / tidsperiode / åbningstider (brug blokbogstaver!):

Adresse på arrangementet: Sted:

Gade/nr.:

Indsendt af: Navn:

By:

Adresse:

Tlf:

e-mail:

VESTSJÆLLAND

Carin Larsen, Formand

Tlf. 46 42 31 32

GRATIS MEDLEMSSIDER

SEKRETARIATET

Gitte Holst, sekretær

Klaus Pedersen, forretningsfører

REDAKTION

Bkfs redaktionsudvalg:

Cai-Ulrich von Platen

Nanna Gro Henningsen

Poul R. Weile

Redaktør:

Tine Nygaard

Henvendelse pr. brev til Bkf eller på

e-mail: tinenygaard@hotmail.com

GRAFISK DESIGN

Kenneth Schultz

kenneth@kennethschultz.dk

ISSN 0902-7440

DEADLINE

#2 maj 2004, 23. april 2004

KONTINGENT

Kontingent kr. 520/kvartal

Abonnement kr. 300/år

TRYK

Holmen Center-Tryk ApS

FORSIDE

Foto: Lars Skaaning / Polfoto

Medlemmer af Bkf kan gratis benytte nedenstående kupon til meddelelser på

siderne ’Fra medlem til medlem’ samt ’Aktuelt på kunstscenen’.

’Fra medlem til medlem’ rummer rubrikannoncer vedrørende køb og salg

mellem medlemmer, værkstedsmuligheder, rejsefællesskab, sommerhusudlejning

m.v.

’Aktuelt på kunstscenen’ fungerer som opslagstavle for begivenheder på

kunstscenen: Seminarer, møder, udstillinger, publikationer m.v.

Udfyld kuponen omhyggeligt. Materiale til medlemssiderne skal være på Bkfs

sekretariat senest den 23. april 2004.

Det næste Bkf-blad, # 2/2004, udkommer onsdag den 27. maj og dækker

perioden 27. maj – 30. september 2004.

Vedlæg gerne illustration med tydelig navn på: Jeg sender billeder (Sæt kryds!) Via e-mail CD-rom Original Papirfoto Dias

Billeder og oplysninger kan sendes digitalt til bkf@bkf.dk (Højtopløselige billeder i 300dpi i formaterne TIFF, JPG elller EPS)

Billeder returneres i månederne efter deadline såfremt adressen tydeligt står på materialet. Deadline for indsendelse er den 23. april 2004

Indrykningen er GRATIS for Bkfs medlemmer - Send kuponen til: Bkf, Vingårdsstræde 21, 1., 1070 Kbh K, Att. Bkf-bladet

4

6 10 12 16 18 22

TEMA: BILLEDKUNSTNERE OG UNDERVISNING

6 Nanna Gro Henningsen: Det formålstjenlige ved det

formålsløse.

Når der bedrives ideologi på uddannelses området.

”Kultur er blevet en privatsag” skriver Nanna Gro Henningsen

og peger dermed på det problem, at langt de fleste gymnasielever

efter den nye reform ikke vil modtage undervisning i

de musiske fag.

I sin artikel reflekterer hun over, hvilke langtrækkende konsekvenser

regeringens uddannelsespolitik i det hele taget har for

den almene dannelse og for demokratiet.

Nanna Gro Henningsen er billedkunstner og næstformand i Bkf.

8 Tine Nygaard: De store linier i det nye gymnasium

I august sidste år vedtog et bredt flertal i Folketinget den nye

gymnasiereform. Reformen er en radikal opdatering af gymnasieskolen.

9 Niels Hjortlund: Billedkunstneres ansættelse i gymnasiet

Niels Hjortlund er ansat i Gymnasieskolernes Lærerforening.

Han fortæller om billedkunstneres mulighed for at undervise i

gymnasiet - før og nu.

10 Peter Land: Kunstundervisning som katalysator for

almendannelse

Eva Koch: Visuelle fag som livsværktøj

Redaktionen bad billedkunstnerne Peter Land og Eva Koch,

der begge underviser, svare på spørgsmålet: Hvad får du ud

af at undervise? Deres kommentarer rækker langt videre.

12 Tine Nygaard: Kunst er uddannelse.

Om Helge Bertrams skole

I 1964 oprettede Helge Bertram Kunstpædagogisk Skole på

Kunstakademiet. Skolens formål var at uddanne billedkunstnere

til at undervise i gymnasiets på daværende tidspunkt nye

fag: Formning og kunstforståelse. Det interessante ved at

tage denne historie op nu, er at se, hvordan diskussionen om

erhvervsmæssig nytteværdi contra almendannelse og visuel

navigation dengang som nu er præcis den samme. Den eneste

forskel er, at vilkårene for uddannelse i de visuelle sprog siden

midten af 60erne blevet ringere. Artiklen rummer også eksempler

på det udbytte, Bertrams elever fik af undervisningen på

Kunstpædagogisk Skole.

18 Carsten Juhl: Billedkunstskolernes

Afdeling for teori og formidling

På Billedkunstskolernes Afdeling for teori og formidling bliver

der arbejdet ud i alle de svære hjørner af kunsten og kunstbegreberne.

Afdelingen kvalificerer billedkunstnernes formulering

af og reflektioner om deres egne og andres værker. Carsten

Juhl, der er leder af uddannelsen fortæller.

5

INDHOLD #1, MARTS 2004

22 Ingelise Flensborg: Børn og kunst – kunstnere og børn

Hvad er billedkunstundervisningens betydning i et samfundsmæssigt

perspektiv? Og hvilke værdier opstår der i børns

møder med billedkunstnere? Spørgsmålene bliver besvaret af

Ingelise Flensborg, der er lektor ved Danmarks Pædagogiske

Universitet. Hun har mange års erfaring med undervisning af

børn, seminariestuderende og studerende ved DPU. På sin vej

har hun blandt andet samarbejdet med Poul Gernes og Kirsten

Justesen.

25 Chresten Sloth Christensen: Artist-in-residence

Chresten Sloth Christensen er Børne- og Kulturdirektør i Skagen

Kommune og en landskendt ildsjæl, når det gælder kampen

for børn og unges adgang til kunst og kultur. Han skriver i

sin artikel om kommunens internationale inspirationskilder og

initiativer på området.

32 (bagsiden)

FOS: Den nye skole

En kras kommentar til VKregeringens politik

PROFIL: RUTH CAMPAU

16 Mai Misfeldt: Somme tider tænker man da, om man

bare er en art-lover.

Interview med Ruth Campau og Michael Mørk.

Ruth Campau er udstillingsaktuel på Traneudstillingen, men

også aktuel med to udstillingsprojekter: Kan et Figentræ bære

Oliven, der hele 2004 involverer fem kunstnere i en række midlertidige

kirkeudsmykninger på Østerbro og Paintbox Extensions,

som hun har arrangeret sammen med Michael Mørk.

Mai Misfeldt mødte Ruth Campau og Michael Mørk til en samtale

om, hvorfor de som billedkunstnere ikke kan lade være

med at arrangere udstillinger, hvordan man forener de to praksisser,

og hvordan de realiserer deres drømme.

NYHEDER

26 Nyt fra Sekretariatet

Efter- og videreuddannelse for kunstnere

Fra medlem til medlem

Aktuelt på kunstscenen


DET FORMÅLSTJENLIGE VED DET

FORMÅLSLØSE

Når der bedrives ideologi på uddannelsesområdet

af Nanna Gro Henningsen

almendannelse subst. –n, -r, rne; 1.viden om

forskellige vigtige emner som har almen interesse,

fx historie, litteratur og samfundsforhold

han er dygtig til sit fag, men mangler almendannelse

· ….

Politikens nudansk ordbog. 17.udg.

9 – 20 år….. næsten et kvart liv.

Det er det tidsrum, vi tilbringer i skole og uddannelsesforløb.

Menneskets formative år, hvor

vores personlighed, kulturelle selvforståelse og

verdensbillede udvikles, forløber i tæt kontakt med

uddannelsesinstitutioner, hvis undervisningsformer

og indhold lægges i ramme af Staten. Og det er der

såmænd ikke noget nyt i, udover at flere og flere

gennemfører en gymnasial uddannelse.

Folkeskolen og gymnasiet har traditionelt haft

ansvaret for at bibringe os grundlæggende faglige

færdigheder, metodiske redskaber til selvstændig

indlæring, kulturel selvforståelse, almendannelse

og en grundlæggende forståelse for og evne til at

handle ansvarsfuldt som borgere i et demokratisk

folkestyre.

Folkeskolen og gymnasiet har i de obligatoriske

fag efter bedste evne afspejlet de væsentlige livsområder,

der tilsammen danner de faglige, sociale

og kulturelle færdigheder, der er nødvendige for at

leve ( og ånde ) i et moderne samfund.

Og når man tager i betragtning hvor stor en del af

vores liv, vi lovpligtigt og fuldstændig selvfølgeligt

tilbringer i uddannelses institutionernes favn, så

ville det jo også være fuldstændig urimeligt og uansvarligt,

hvis man ikke tilgodeså den enkelte elevs

almene kundskabsbehov og sociale behov såvel

som de strengt fag- og erhvervsrettede.

Med gymnasiereformen fra maj 2003, som vedtoges

med et bredt flertal, er der imidlertid ikke

længere konsensus mellem politikere og gymnasiet

om, hvad almendannelse er, eller om nødvendigheden

af de klassiske og musiske fag. I gymnasieaftalen

står der:

”Med den hastige samfundsudvikling er der brug

for at besinde sig på skolens begreb om almendannelse,

således at det afspejler de centrale temaer

for mennesker i det 21. århundrede. Traditionelt

er almendannelsen overvejende humanistisk og

samfundsvidenskabelig i sin orientering, og begge

tilgange skal fastholdes og uddybes. Det er imid-

lertid afgørende for fremtidens demokratiske

beslutningsprocesser, at borgerne får en øget

forståelse for den naturvidenskabelige og teknologiske

udvikling. Derfor skal dette aspekt have

en styrket position i dannelsesdimensionen i de

gymnasiale uddannelser. ” og senere står der: ” De

forskellige uddannelsers almendannende funktion

skal opdateres og udbygges. Derfor skal der foretages

en indholdsmæssig fornyelse af fagene, der

skal stilles krav om øget samspil mellem fagene, og

naturvidenskabelige dimensioner skal have en mere

markant plads i det almene gymnasium og i hf.”

Det lyder umiddelbart fornuftigt at styrke de naturvidenskabelige

dimensioner, men resultatet af denne

redefinition af almendannelse er at andre fag nedprioriteres

generelt, heriblandt de musiske og nogle

klassiske fag, som ikke længere er obligatoriske,

udover de første 6 måneder, hvorefter kun elever,

der proaktivt og studierettet vælger musik og billedkunst,

drama eller film&tv vil modtage undervisning

i fagene.

Dette er konsekvensen af en gymnasiemodel, hvor

man allerede i valget af gymnasium og igen efter 6

måneders grundfag skal vælge en specialiseret faglig

linje, der vil gøre det meget vanskeligt at skifte

uddannelsesretning på et senere tidspunkt.

At forestille sig at et så specifikt fagvalg i en alder

af 15 – 16 år skulle forkorte den gennemsnitlige

uddannelsesperiode, er et urealistisk hjernespind

drømt frem af små kække spejderpiger og spejderdrenge,

der kun er trygge, når de går i geled.

Mon ikke man vil se et stort antal af studerende,

som først for sent opdager, at de traf det forkerte

valg, og som derfor må bruge tid på at re-kvalificere

sig, eller som simpelthen dropper studierne. Den

store satsning på de naturvidenskabelige fag er

også baseret på en forestilling om, at der uddannes

for mange i de humanistiske fag. Arbejdsløsheden

blandt humanistiske akademikere er jo da også

synlig. Her skal man bare huske, at regeringen

selv igennem de drastiske besparelser på en lang

områder, især har nedprioriteret på det sociale og

humanistiske felt og hermed ’overflødiggjort’ en

række akademiske stillinger.

Gymnasierne vil efter reformen producere en

mængde højt specialiserede studenter, som vil

være heldige, hvis de ikke undervejs er blevet fuldstændig

en-dimensionelle i deres virkelighedopfattelse

– og det gælder naturligvis i

lige høj grad for de få, der forventes at vælge

musik som liniefag som for de mange, der forventes

at vælge naturvidenskabelige liniefag.

HØJSKOLERNE, ALMENDANNELSE OG DE

MUSISKE FAG

Kultur –en, -er ( lat. cul´tura, af ´colere dyrke)

….; den forædlingsproces på det materielle og

åndelige område der foregår i samfundenes og

den enkeltes liv og som omfatter både nydannelser

og vanedannelser, alt det menneskeskabte i et

samfund, en særlig livsform;…

Gyldendals fremmedordbog

De musiske fag står altså ikke bare overfor en voldsom

nedprioritering i de gymnasiale uddannelser.

De udvises nærmest af almendannelsesbegrebet,

sådan som de liberale kræfter ønsker at definere

det. Billedkunst, musik, dramatik og film&tv, er blevet

fag, som kun er for de få, der allerede som 15

– 16 årige ved, at de vil beskæftige sig professionelt

med fagene og derfor tør vælge dem som

liniefag.

Skulle der være en enkelt kemi- eller biologistuderende,

der mod forventning skulle interessere sig

seriøst for de kreative fag, så må han eller hun

henlægge interessen til sin fritid, hvis hun ellers

kan finde et sted, hvor der overhovedet undervises i

dem. Kultur er med andre ord blevet en privatsag.

Denne drastiske nedprioritering af de kreative og

kulturelle fag sker på et tidspunkt, hvor højskolerne,

som i følge loven netop er forpligtet på almendannelse

og som hidtil har virket som et væsentlige

ekstra tilbud om undervisning i de kulturelle, musiske

og sociale fag, kæmper for overlevelse med en

nedgang i antallet af årselever på 30%, hvadenten

det nu skyldes de historisk små ungdomsårgange,

de reducerede støttemuligheder, bortfaldet af den

fri ungdomsuddannelse, at uddannelsessystemet

ikke længere meriterer højskoleophold, eller det

stigende pres på at kvalificere sig målrettet til

erhvervslivet.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs har nedsat et

højskoleudvalg, som skal afgive rapport i slutningen

af 2004. Udvalget har fået i kommisorium

at ”nytænke” højskolernes rolle i samfundet. Her

optræder det reviderede liberale almendannelsesbegreb

igen.

Hensigten med kommisoriet lader til at være at

omdanne højskolerne til erhvervsrettede formål.

Der tales om studie og erhvervsvejledning, dokumentation

af kursisters realkompetence, formelt

kompetencegivende forløb og arbejdsmarkedstilknytning.

Højskolernes krise er naturligvis urovækkende og

værd at analysere, men det som kommioriet lægger

op til, kan i det værst tænkelig scenarium blive

en lovændring, der først for alvor lægger højskolen

som uddannelsesform i graven.

Det unikke ved højskolerne er netop en dialogbaseret

læring med en dyb forankring i det sociale rum.

Den meget snak om Grundtvig som en anakronisme

er en retorisk overspringshandling. Højskolerne har

som alt andet i samfundet været i konstant udvikling,

og det er vel over 30 år siden, at Grundtvig

har været stort mere end en væsentlig historisk

reference for højskolernes opståen.

Men det er tilsyneladende en torn i øjet på de liberale,

at der findes en voksenuddannelse, som ikke

er baseret på eksaminer. Hvis man endelig skal hive

Grundtvig i ringen, er det måske mere interessant

at notere sig, at Venstre som selv voksede ud af

bondebevægelsen, som igen næppe ville have

kunne emancipere sig uden højskolernes historiske

indsats, nu muligvis er ved at afmontere et væsentligt

forum for social, politisk og kulturel debat, et

forum som er tilgængeligt for enhver. Særlig liberalt

forekommer det ikke.

Det højskolerne tilbyder er et rum til at udvikle kompetencer

på en lang række områder. Kompetence

er jo netop ikke specialiceret viden, men evnen til

at håndtere og orientere sig i et socialt og fagligt

rum baseret på organisk og tværfaglig tænkning.

Højskolerne kan sikkert blive endnu bedre til dette,

og det er vigtigt at holde sig for øje, at spørgsmålet

om formel kompetence kunne løses ved simpelthen

at anerkende værdien af et højskoleophold som

meriterende, snarere end ved at fjerne grundlaget

for denne uddannelsesform.

Man aner tegningen af et historisk opgør med et

af de få almene uddannelsestilbud, hvis formål ikke

6

7

defineres af Staten, men tilrettelægges efter den

enkelte højskoles selvvalgte værdigrundlag.

Når man nærlæser gymnasiereformen og det nye

kommisorium for højskoler, står det lysende klart,

at der er tale om et ideologisk drevet projekt. En

opgradering af tekniske og videnskabelige fag i

grunduddannelserne på bekostning af de sværere

definerbare kreative og kulturbærende fag.

Dette er et dybt alvorligt anliggende for os alle, for

uddannelse omfatter langt vigtigere funktioner i et

samfund, end en strengt faglig eller politisk defineret

målsætning kan rumme.

Når uddannelsespolitikken bliver domineret af

ideologier, som Undervisnings ministeriet og regeringen

udvikler udfra deres begrænsede synspunkt

og deres brændende ønske om at tilfredsstille

erhvervslivets mindste behov, så er det på tide at

stille spørgsmålstegn ved det demokratiske sindelag

i denne tænkning for slet ikke at tale om det

hensigtsmæssige i det. Hvorvidt erhvervslivet er

tjent med det på langt sigt er et åbent spørgsmål.

DET FORMÅLSTJENLIGE VED DET FOR-

MÅLSLØSE

Økono´mi -en,-er (lat. oecono´mia, gr.

oikono´mia husbestyrelse, ledelse, se økonom)

husførelse; forvaltning; menneskenes virksomhed

for at tilfredsstille deres materielle

behov;…..

Gyldendals fremmedordbog

Man må konstatere, at den borgerlige uddannelsespolitik

mangler den mest basale forståelse

for de kunst- og kulturbærende fags dynamiske

betydning for grunduddannelserne, for udviklingen

af innovative kompetencer hos de studerende og

for samfundet som helhed.

Den borgerlige regerings uddannelsespolitik er

udtryk for en bizar og nærmest calvinistisk opfattelse

af forholdet mellem stat og borger, som tegner

billedet af et samfund, der reduceres fra at være

en kultur til at være et system, som udelukkende

varetager logistiske og økonomiske funktioner. Det

ligner husmodertænkning og sparsommelighed af

værste skuffe.

Men et demokratisk samfund er netop ikke et

system – det er en kultur, en slags økosystem, som

hele tiden udvikler sig i vekselvirkning mellem vores

vitale livsytringer, vores praktiske behov og vores

historiske betingelser, og som udvikler sig i kraft

af modsætninger og debat, i kraft af subkulturer og

konfrontationer og i kraft af individets engagement

i verden.

De musiske og kulturbærende fag skal ikke styrkes

for kulturindustriens skyld, for kunstnernes skyld

for eller for kulturarvens skyld.

De skal styrkes, fordi de er et nødvendigt korrektiv

til et mere og mere specialiseret samfund, hvor

de enkelte fagområder kræver et højt udviklet

fagsprog, en bestemt metodisk tilgang og stor

specialviden.

AT TÆNKE SOM EN DEMOKRAT

Demokra’ti –et, -er (gr. demokra’tia, af ’demos

folk+kra’tein herske ) folkestyre; statsform m.

folkestyre; stat med folkestyre; flertalsstyre med

skyldig hensyntagen til mindretallet.

De musiske og kulturbærende fag skal ikke styrkes for

kulturindustriens skyld, for kunstnernes skyld for eller for

kulturarvens skyld.

Demokrati forudsætter den enkelte borgers evne til

at tænke, altså til virkelig at tænke, ikke bare snævert

fagligt udfra sin egen position og interesse,

men at kunne stille grundlæggende spørgsmålstegn

ved ens eget og det omkringliggende samfunds

værdigrundlag.

Problemet med højt specialiseret faglig viden og

tænkning er, at den i sin natur er ufri. Formålsrettet

faglig tænkning er bundet af sin målsætning. Det

samme gælder politisk og ideologisk tænkning.

Realpolitik vil altid skulle tænkes udfra mulige

samarbejdspartnere, opinionstal, internationale

konventioner etc. og er altid fyldt med kompromiser.

Ideologisk tænkning har fiktive modeller

som mål og kommer altid til kort overfor et virkeligt

pulserende og fluktuerende samfund af levende

selvstændige individer.

Ideologi er noget andet end sammenhørende og

vekslende tanker. Det er en filosofi, der går ud på

at få tingene til at se bedre ud end de er, og som


de vestlige neo-liberalister fortsætter med at praktisere

længe efter, at tidligere eksisterende former

for socialisme er brudt sammen. Når man søger

virkelighedens sammenhænge, må man holde en

streng adskillelse mellem idéen og en ideologisk og

filosofisk forlængelse af søgen efter magt.

Specialiceret tænkning er den mest udbredte og

naturlige form for tænkning i et moderne samfund.

Men det er ikke og bliver aldrig fri tænkning.

Den såkaldte politiske dialog bliver for hver dag

mere og mere fatal og ubrugelig i sit snævertsynede

amokløb mod et ideologisk mål – en fiktion.

Menneskelivet, som det udspiller sig i samfundet

– i en kultur, består af langt mere end det, der kan

måles og vejes og evalueres. Vi lever i en rationel

kultur, der fuldstændig anakronistisk lader til atter

at hylde positivistisk og økonomisk tænkning.

KAPITAL = EVNER

Kapital –en, -er [kapi’ta´l] (lat. capi´talis hovedsaglig,

afl. af ’caput hoved, hovedsag, mlat,

capitale ejendom, intk. Af capi´talis, ital. capitale

hovedsum, ty. Kapital)…

Gyldendals fremmedordbog

”…Skoler og universiteter. Det er der samfundets

kapital bliver produceret. KAPITAL er ikke penge

(produktionsmidler) KAPITAL er evner og evnernes

produkt…..”

Joseph Beuys.

Folkeskolen og gymnasierne står for grunduddannelser.

Det er her, eleverne grundlægger deres

evne til at analysere information og tænke selvstændigt.

På højskolerne udvikler man evnen til at tænke organisk

og innovativt i et socialt og fagligt rum.

Det er afgørende for samfundets udviklingspotentiale,

såvel som for individets at grunduddanelserne

introducerer eleverne til en dialektisk tænkning

- til ’formålsløs’ tænkning som et livsnødvendigt

supplement til den specialiserede tænkning.

Billedkunsten, musikken, litteraturen, dramatikken

og filmen er livsytringer og kulturelle undersøgelser,

som i deres natur er baseret på procesuelle

arbejdsformer, på at stille spørgsmål fremfor at

formulere svar.

Arbejdet med og undervisningen i kunstneriske

processer producerer ikke kun de kompertencer,

som efterspørges så hårdt i erhvervslivet; selvorganisation,

fri tænkning, sociale færdigheder og innovation.

Den danner også et væsentligt alternativ til

den specialiserede tænkning.

Der findes ikke et livsområde, et fagområde, eller

et politisk område som ikke kan inddrages i de

kunstneriske processer og hermed undersøges på

andre præmisser.

I kunstproduktion behøver en ligning ikke at gå op.

Kunsten er måske det eneste faglige felt, der kan

rumme alle livsytringer og samfundsområder uden

at reducere dem til en målelig og definerbar størrelse.

Når undervisning i de kunstneriske fag er så væsentlig,

så skyldes det altså ikke nødvendigvis, at vi har

behov for at producere flere kunstnere, men at alle i

et uddannelsessystem, der er domineret af strengt

faglige målsætninger og terminologier baseret på

en begrebslig og rationel virkelighedsopfattelse,

bør have mulighed for også at møde en fænomeno-

I kunstproduktion behøver en ligning ikke at gå op. Kunsten

er måske det eneste faglige felt, der kan rumme

alle livsytringer og samfundsområder uden at reducere

dem til en målelig og definerbar størrelse.

logisk tilgang til verden og for at udvikle evnen til at

tænke både formålsrettet og formålsløst.

…” Kunst er den eneste stadig uopbrugte funktion,

der er afledt af en dybtgående historisk fortid, men

som vender tilbage som fremtid, som totaliteten af

det selvbevidste menneske. Dette er intet andet

end kunst….”

Joseph Beuys.

Endelig er der flere helt konkrete og alment væsentlige

kompetencer, som de kreative fag er med til at

udvikle i undervisningssammenhænge.

Æstetisk analyse er en af dem. En ekstremt stor del

af den kommunikation, der foregår i medierne idag,

er visuel. Det er afgørende, at det visuelle sprog

granskes og sanses kritisk og ikke bare antages

for at være en sekundær informationstype. Den fejl

begår reklame og medieindustrien sandelig ikke.

En anden væsentlig kompetence er evnen til innovation.

Som det fremgik af bkf bladets temanummer

om kunstnerens kompetencer, er erhvervslivet

begyndt at efterspørge innovative kompetencer,

organisk tænkning og evnen til at arbejde improviserende.

Kompetencer som er grundliggende

for de kreative fag, hvilket erhvervslivet er ved at

få øjnene op for. Der er indenfor de sidste 5 år kommet

en lang række samarbejdsprojekter mellem

kunstnere og erhvervslivet, hvor man i højere grad

sigter på at udveksle tankeformer og kompetencer,

end på at købe og sælge kunstneriske værker og

udsmykninger.

Det er tragikomisk, at man på et tidspunkt, hvor de

kunstneriske fag og erhvervslivet har påbegyndt

en frugtbar dialog, slagter de kreative fag som

et udviklende fag i sammenhæng med den højt

besungne tværfaglige udveksling i gymnasiereformen.

Nanna Gro Henningsen

Næstformand Bkf

DE STORE LINJER I DET NYE

GYMNASIUM

Gymnasiereformen blev vedtaget i sensommeren

sidste år af et bredt flertal i Folketinget. Lige nu

arbejder man på læreplanerne for de enkelte fag

og de bekendtgørelser, gymnasierne skal rette

sig efter. Planer og bekendtgørelser skal til høring

i efteråret 2004. Reformen træder i kraft fra og

med skoleåret 2005/06.

Den nye gymnasiereform sigter på at geare

uddannelsessystemet til at blive mere målrettet

og effektivt. Det første halve år er fælles for alle

elever og skal bruges på at lære dem, hvordan

man studerer på et gymnasium. Efter det første

halve år, skal eleverne vælge studieretning.

Vælger man ex. et naturvidenskabeligt fag som

hovedfag, supplerer man med støttefag til sit

hovedfag og kan helt vælge de fag fra, som

ikke er relevante i forhold til den uddannelse,

man sigter på at tage efter gymnasiet. Man

kan godt vælge billedkunst som hovedfag, hvis

det udbydes på det gymnasium, man går på.

Gymnasierne har kun pligt til at udbyde to af de

fire musiske fag: musik, billedkunst, film&TV og

drama. Men de musiske fag er altid valgfrie efter

det første halve år. Ingen af fagene er længere

obligatoriske. Det eneste krav, reformen stiller

om deltagelse i et musisk fag er, at alle elever

skal have ét musisk fag det første halve år.

I det omfattende materiale om gymnasiereformen,

som man kan finde på Undervisningsministeriets

hjemmeside (www.uvm.dk), er der skrevet en

del om dannelse. Blandt andet står der: ”Med

den hastige samfundsudvikling er der brug for

at besinde sig på skolens begreb om almendannelse,

således at det afspejler de centrale temaer

for mennesker i det 21. århundrede. Traditionelt

er almendannelsen overvejende humanistisk

og samfundsvidenskabelig i sin orientering, og

begge tilgange skal fastholdes og uddybes. Det

er imidlertid afgørende for fremtidens demokratiske

beslutningsprocesser, at borgere får en

øget forståelse for den naturvidenskabelige og

teknologiske udvikling. Derfor skal dette aspekt

have en styrket position i dannelsesdimensionen i

de gymnasiale uddannelser.”

Det betyder helt konkret, at de naturvidenskabelige

fag og også til en vis grad de samfundsvidenskabelige

fylder meget mere på skemaet

i det nye gymnasium. Timerne er taget fra de

humanistiske og musiske fag.

Og så stiller gymnasiereformen krav om, at eleverne

i højere grad skal kunne arbejde på tværs

af faggrænserne. Efter det første halve år, som

opbygges så det ligner hinanden på alle de gymnasiale

uddannelser (gymnasiet, hhx,htx), skal

man kunne skifte gymnasium uden ”tab af tid”.

Også på det enkelte gymnasium stiller gymnasiereformen

krav om, at elever og lærere arbejder

på tværs af de forskellige fag.

TN

af Niels Hjortlund

For at kunne undervise fast i det almene gymnasium

og på hf skal underviserne opfylde nogle ret

stramme, formelle krav, der blandt andet fremgår

af gymnasieloven og loven om højere forberedelsesaksamen

(hf-loven). Og disse krav er, at

fastansatte lærere skal have en afsluttet kandidatuddannelse

fra universitetet eller fra en anden

højere undervisningsinstitution på tilsvarende

niveau og derudover skal den pågældende have

undervisningskompetence (pædagogikum). Bag

disse krav står et meget stort flertal i Folketinget,

og sådan har det været i mange år.

Der er mange billedkunstnere, der underviser

i det almene gymnasium. Nogle har gjort det i

mange år. Og de har det til fælles, at de efter

at have afsluttet deres uddannelse som billedkunstnere

på Kunstakademiet har fortsat deres

uddannelse ved akademiet og taget den 2-årige

kunstpædagogiske uddannelse (det var tidligere)

eller den nuværende kunstformidleruddannelse.

Der er altså lagt et formidlingsaspekt ind oven

i den egentlige uddannelse som billedkunstner,

hvilket har bevirket, at kunstformidleren (tidligere:

kunstpædagogen), honorerer det formelle

uddannelseskrav og i en gymnasiesammenhæng

kan sidestilles med en universitetsuddannet med

kunsthistorie som fag.

Frem til 1987 var det således, at en fastansat

gymnasielærer (adjunkt/lektor) skulle have fuld

tid for overhovedet at kunne blive fastansat. Dette

krav var det stort set umuligt at honorere for de

daværende kunstpædagoger, for det krævede en

ret stor skole og kun én lærer i faget overhovedet

at komme op på fuld tid. Gymnasieskolernes

Lærerforening og det daværende Direktoratet for

gymnasieskolerne og hf i Undervisningsministeriet

blev derfor i starten af 1970’erne enige om,

at man for kunstpædagogernes vedkommende

dispenserede fra de almindelige regler, således

at kunstpædagoger kunne blive fastansat på

et gymnasium eller et hf-kursus, hvis de havde

undervisning i et omfang, der i dag svarer til små

27 timer om ugen, inklusive forberedelse, idet det

dengang var mindst 16/22 af fuld tid. Hvis denne

forudsætning var opfyldt blev kunstpædagogen

altså fast tilknyttet skolen, uanset om beskæftigelsen

i nogle år derefter blev mindre. Timetallet

kunne svinge, men den faste ansættelse blev

opretholdt. Og aflønningen var som for skolens

øvrige lærere, idet man tog udgangspunkt i

8 9

BILLEDKUNSTNERE OG

ANSÆTTELSE I GYMNASIET/HF

lønnen for en cand.mag. Lønnen svingede så i

forhold til beskæftigelsesgraden, men lønnen pr.

time svarede altså til en cand.mag.’s.

Spørgsmålet var imidlertid, hvorledes man i det

hele taget skulle betragte billedkunstnerens arbejde.

Var undervisningen hovedbeskæftigelsen? Ja,

det mente man, at det var, hvis billedkunstneren

var fastansat. Men hvad med en ikke-fastansat,

altså en kunstpædagog, der ikke kunne blive

fastansat på grund af for få timers undervisning?

Der var det opfattelsen tidligere, at deres hovedbeskæftigelse

var at lave billedkunst derhjemme i

atelieret, og at undervisningsarbejdet derfor var

at regne som overarbejde, idet man antog, at

kunstpædagogen arbejdede fuldtids som billedkunstner.

Dette afspejlede sig også aflønningen

dengang.

Frem til 1989 var der en hel række cirkulærer

om vikarer og timelærere, som var inddelt i mere

end 10 forskellige kategorier. Og ikke-fastansatte

kunstpædagoger blev ansat som timelærere,

nærmere betegnet som timelærer C, der blev

aflønnet med overtimebetaling for samtlige undervisningstimer

inklusive forberedelse. For de arbejdede

jo fuldtids med deres kunst, som nævnt. Om

de gamle regler i virkeligheden var en slags skjult

støtte til udøvende kunstnere vides ikke, men det

må antages, at det har været tilfældet i en eller

anden udstrækning, for alle vidste jo, at billedkunstnere

ikke nødvendigvis arbejdede med en

fast arbejdstid som for eksempel en fuldmægtig

i et ministerium, men nok snarere i ryk. Men alle

vidste også, at billedkunstnere generelt heller ikke

dengang var velhavende mennesker.

Men man skal ikke tro, at træerne voksede ind i

himlen dengang, for den daværende overtimebetaling

var lav, og den var ens for alle, uanset hvor

lang tid man havde været ansat. Den daværende

overtimebetaling var højere for de unge, end

normaltimelønnen, men overtimebetalingen var

faktisk lavere end normaltimebetalingen for de

gymnasielærere, der havde opnået en cirka 9-10

års anciennitet.

I 1989 blev de to daværende vikarcirkulærer og

timelærercirkulæret ændret til et samlet vikarprotokollat,

der var en stor forenkling i forhold

til tidligere, og en stor forbedring for langt de

fleste. For kunstpædagogernes vedkommende

ændredes aflønningen, således at alle (dvs. både

fastansatte og ikke-fastansatte) blev aflønnet med

udgangspunkt i overenskomstens bestemmelser,

altså med samme timeløn som for de fastansatte.

Dette betød, at lønnen steg for de kunstpædagoger,

der havde undervist i en 9-10 års tid, mens

den faldt (men ikke så meget) for de nyansatte og

for de få, der ikke havde undervist så længe. Men

alle blev omfattet af den almindelige pensionsordning,

og samlet set var ændringen udtryk for en

forbedring. Og aflønningen tog fortsat udgangspunkt

i aflønningen af en cand.mag. Og sådan er

det fortsat for kunstpædagogerne.

I 1990’erne blev kunstpædagoguddannelsen

ændret, og uddannelsens navn blev ændret til

kunstformidler. Og det var sikkert helt fint. Mindre

heldigt var det, at Kunstakademiet tilføjede et

cand.phil. på eksamensbeviset. Som de fleste sikkert

ved, bliver cand.phil.’er aflønnet lidt dårligere

end cand.mag.’er, fordi cand.phil.’ers uddannelse

normalt er kortere. I en gymnasiesammenhæng

betød ændringen naturligvis, at det var umuligt for

GL at fastholde en aflønning som cand.mag., når

der nu udtrykkeligt står cand.phil. på eksamensbeviset.

Der er sikkert en fornuftig forklaring på,

hvorfor man fra Akademiets side bevidst har forringet

lønvilkårene for deres egne kandidater på et

af de større ansættelsesområder. Men ændringen

medførte, at arbejdsgiverne naturligvis problematiserede

den hidtidige aflønning af kunstpædagogerne,

som det dog lykkedes at fastholde.

Således står det nu: Alle får, fastansatte eller ej,

en aflønning svarende til aflønningen for fastansatte

med same timetal. Kunstpædagogernes

aflønning tager udgangspunkt i aflønningen af en

cand.mag., mens kunstformidlerne aflønnes som

cand.phil.’er. Alle er omfattet af den almindelige

pensionsordning. Alle er omfattet af Ny Løn med

mulighed for at opnå lokalt forhandlede tillæg. Alle

er omfattet af de samme arbejdstidsbestemmelser,

f.eks. vedrørende tid til forberedelse, som er

gældende for skolens øvrige lærere. I den nære

fremtid er det især interessant for gruppen af

ikke-fastansatte, hvorledes de ny bestemmelser

om midlertidigt ansatte kommer til at fungere.

Hovedprincippet er, at midlertidigt ansatte ikke

må diskrimeres i forhold til fastansatte, samt

- ikke mindst - at der skal finde fastansættelse

sted af midlertidigt ansatte, efter at de har været

knyttet til skolen i et kortere åremål. De nærmere

regler er endu ikke helt på plads, men bestræbelsen

er, at betrygge gruppen i forhold til nu.


KUNSTUNDERVISNING

SOM KATALYSATOR FOR

ALMENDANNELSE

af Peter Land

Jeg ser det ikke som mit mål at forberede folk på

en karriere indenfor billedkunst. Hvis en eller flere

af mine elever nærer den slags ambitioner, er det

OK med mig, men hvis ingen af eleverne vælger

at gå videre med en billedkunstnerisk praksis er

det ligeså fint. Hensigten med undervisningen på

Peter Land: "Nemo on the Borderline", 2004. Courtesy Galleri Nicolai Wallner

en højskole må til enhver tid være at udstyre eleverne

med en almen kulturel dannelse, som eleven

forhåbentlig vil kunne anvende siden, uanset hvad

han/hun ellers måtte beskæftige sig med.

Det, som den udøvende billedkunstner er i stand til

at formidle gennem sin undervisning på en måde

som få andre kan, er en forståelse af sammenhæn-

gen mellem teori og praksis ved frembringelsen af

billeder, og dermed også en bedre billedforståelse,

ikke blot når det gælder kunst, men også på alle de

andre områder i dagligdagen, hvor billeder spiller

en rolle.

Dette skyldes utvivlsomt, at kunst for en billedkunstner

aldrig kan gå hen og blive et rent intellektuelt

anliggende. Førhen eller siden må de intellektuelle

overvejelser munde ud i konkrete mere eller mindre

håndværksbaserede resultater og æstetiske valg.

Fokus i undervisningen vil således ikke kun være

rettet mod, hvad dette eller hint billede udsiger,

men også hvordan det visuelle udsagn rent praktisk

er blevet til.

Målet med min egen højskoleundervisning er - med

udgangspunkt i den enkelte elevs egne praktiske

øvelser - gennem kritik, diskussion, opmuntring

samt inddragelse af referencer af historisk, litterær,

idéhistorisk art o.s.v. at udvide elevens horisont på

en måde, som forhåbentlig vil bidrage til en videre

udvikling på det personlige plan og måske bidrage

med nogle redskaber, som kan bruges senere i

livet.

Da undervisning jo sjældent er en envejs kommunikation,

men udvikler sig til en dialog mellem lærer

og elev, når den fungerer bedst, har jeg da også tit

oplevet at forlade et af mine kurser beriget af ny

viden og impulser, som har udvidet min egen horisont.

Dette kan jeg naturligvis anvende i mit eget

arbejde hjemme i atelieret.

Folk, der ikke beskæftiger sig med billedkunst,

har muligvis en tendens til at tro, at undervisning i

emnet handler om at sætte en gruppe mennesker i

gang med at lege med farvelade og så i øvrigt korrigere

dem på et rent teknisk/håndværksmæssigt

plan.

I så fald glemmer man, at billedkunsten kulturelt og

historisk jo aldrig har været isoleret. Billedkunsten

har altid fungeret i en historisk kontekst, og som

sådan kan undervisning i billedkunst udmærket

fungere som katalysator for en bevidstgørelse

om historie, litteratur, videnskab og en lang række

andre ting, som ikke nødvendigvis knytter sig til

emnet i snæver forstand.

10

VISUELLE FAG

SOM LIVSVÆRKTØJ

Kommentar af Eva Koch

Jeg er en af dem, der laver kunst og underviser

løbende (bogstaveligt talt). Undervisning indenfor

kunst er i perioder en velkommen nødvendighed.

Det kan nemlig være en både inspirerende og relevant

måde at tjene penge på. Ingen tvivl om det.

Der er for mig heller ingen tvivl om, at undervisning

og formidling af kunst skal varetages af fagfolk,

ligesom alle andre fag bliver det.

Men for at starte ved en begyndelse, så burde billedkunst

være et seriøst og vedholdende fag gennem

hele grunduddannelsesforløbet. Alle bør have

et redskab til at vurdere de skiftende visuelle indtryk,

som man til stadighed omgives af forskellige

steder og på forskellige tidspunkter. Helt fra begyndelsen,

fra 1. klasse, burde kunst være et fag der,

samtidig med at man oplevede at have hænderne

i et materiale, også udviklede et apparatur til at

se, opleve, tænke over - og måske forstå - meget

mere end kunst alene. Det er nemlig en nødvendig

forudsætning for, at vi alle virkelig får muligheden

for at blive samfundsborgere med reel indsigt i

vores omskiftelige og dynamiske nutid.

Som det former sig i dag, er faget valgfrit efter

5. klasse, altså ikke et fag der prioriteres højt af

særlig mange. I virkeligheden trænger de visuelle

indtryk sig stadig mere på, mens apparaturet til at

tale om, “fortolke og vurdere billeder, kommunikere

idéer og betydninger i visuelle udtryk, anvende kunstens

og kulturens billedsprog som et kommunikationsmedie,

forstå kunstens betydning i egen og i

fremmede kulturer”, er forbeholdt de relativt få,

der enten vælger faget eller har et eget nysgerrighedsbehov.

Når faget ikke bliver prioriteret efter 5.

klasse, kan det ikke komme bag på nogen, at kunst

i de fleste voksne menneskers virkelighed kun

opnår en tilsvarende lav prioritet. Det kan vi måle

direkte på interessen for nutidskunst, men også på

mediernes, avisers og tvs prioritering af stoffet.

Det er som en ond cirkel, der kun kan brydes med

hjælp fra nye politiske prioriteter og løsninger.

I en konkret undervisningssituation kan det ofte

være vanskeligt for en lærer, og specielt for en

ikke-faglig lærer eller en vikar, som ofte er dem,

der tager billedkunsttimerne, at overskue fagets

omfang og betydning. Her kunne professionelle

kunstformidlere levere en organiseret tilbudsordning

med opfølgning fra alle udstillingsinstitutioner

og gallerier, meget ligesom Skoletjenesten leverer

11

”Suspension” af Torben Christensen er fra 1996 og er bl.a. blevet vist i Göteborg i udstillingen Body and Soul, 2001, kurateret af Joakim Palm.

den, blot meget mere omfattende og opsøgende.

Det er ikke kun, fordi det ville give kunder i butikken,

samfundet investerer faktisk rigtig mange penge i

vores kunstneriske uddannelser. Det er et spørgsmål

om, hvorvidt disse resourcer bruges rigtigt,

hvorvidt der satses bredt nok og tidligt nok. Det

er netop gennem indsigt i kunst og kultur, at man

kan forholde sig til den kollektive hukommelse og

bevare håb for fremtidens demokratiske processer

i hverdagen.

Vi har brug for mennesker, der tager sig tid til at

opleve, og mennesker, der lader sig stimulere, provokere

eller udfordre ved livet og kunsten.


KUNST ER UDDANNELSE

OM HELGE BERTRAMS SKOLE

af Tine Nygaard

”Er en mere visuelt betinget kultur ikke netop

muligheden for at styre den teknologi, der

befordrer industrialismen med en masseproduktion,

der i dag ikke når at blive korrigeret

inden den, psykisk såvel som fysisk, forurener

vores virkelighed? Er det ikke nødvendigt,

at sansningen bevidstgøres i forhold til de

fysiske rammer for vores adfærd, så den kan

virke korrigerende?”

Citatet er mere end 20 år gammelt, skrevet af

Helge Bertram i teksten ”Kunst og uddannelser”

fra 1981, men det kunne lige så godt stamme fra

dagens avis som en kommentar til den nye gymnasiereform,

der opprioriterer de naturvidenskabelige

fag på bekostning af de humanistiske fag, herunder

billedkunst.

Undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet

Jørgen Balling Rasmussen fortæller, at den nye

omprioritering sker for at gymnasieuddannelsen

bedre skal matche den omverden, gymnasieeleverne

lever i.

Det er naturligvis sandt, at vores samfund bevæger

sig i en retning, hvor det er mest sandsynligt, at nye

jobs vil blive skabt indenfor de naturvidenskabeligt

baserede og højteknologiske industrier, men man

kan også argumentere for, at samfundet i højere

grad end nogensinde før er visuelt i sine kommunikationsformer.

I 1981 skrev Helge Bertram: ”Indsigten i at synsoplevelsen

kan frigøre en intelligensreserve til en

ændret bevidsthed om virkeligheden påvirker kun

sporadisk uddannelsessystemet. Ca. 85% af vores

perception er visuelt betinget, men omsættes ikke

til en tilnærmelsesvis tilsvarende bevidsthedsdannelse”.

I dag er procentsatsen endnu højere. Helge Bertram

skrev sin tekst på en skrivemaskine. Tiden

siden har skabt computeren, Playstation, digitalkameraet,

internettet, mobiltelefonen og med dem

mange flere, der hver for sig øger mængden af den

visuelle kommunikation.

Men hvem var Helge Bertram? Og hvorfor er det

vigtigt netop nu at fortælle historien om hans indsats?

Helge Bertram (1919-1988) var billedkunstner og

forfatter, fra 1964 lektor og fra 1968 professor

ved Kunstakademiet.

I denne sammenhæng er det hans indsats som stifter

og leder af Kunstpædagogisk skole fra 1964 til

sin død i 1988, der er væsentlig.

Det vigtige og interessante, synes jeg, er, at der i

Helge Bertrams indsats ligger en masse arbejde,

som vi kan have glæde af i dag. Tanker vi ikke behøver

at opfinde påny, praksisser som er afprøvede

og eksisterer som en guldgrube af inspiration for

de, der har lyst til at fordybe sig i det.

Helge Bertrams eksperimenterende undervisning

var uden tvivl inspirerende og livgivende for de,

der modtog den - også langt udover det specifikt

faglige. På den måde er hans indsats også et bevis

på, at undervisning i billedkunst kan åbne verden på

en fordomsfri og udviklende måde.

Endelig er det interessant, at fronterne i den diskussion,

der foregik i 60erne om billedkunstundervisningens

relevans, ligner nutidens positioner så

afgørende, at man kan tro, at intet siden er hændt?

Lidt om det sidste først. I en kronik i Politiken i

1965 skrev professor i nordisk litteratur Sven Møller

Kristensen om problematikken:

”Indretningen af skolevæsenet afspejler kravene

fra samfundets side, og samfundet er a-musisk …

skolen (må) ses som et udtryk for, hvad samfundet

ønsker af opdragelsen: praktiske færdigheder og

kundskaber, vurderet efter den formentlige nytteværdi

for erhvervsliv og produktion. … Det må i den

situation være en humanists opgave at fastholde

det humane synspunkt, forestillingen om en udvikling

af hele mennesket, alle evner og muligheder,

en ”dannelse”, som ikke kan bestå uden hensyn til

fantasi- og følelsesliv, herunder kunsten”.

Senere i kronikken bruger han denne sammenligning

for at nå til sin pointe:

”Enhver kan se, at der er noget galt, bare ved at

sammenligne børnehavebørnene, sprællevende af

krudt og foretagsomhed og oplevelseslyst, med

de halvt eller helt voksne som er mere eller mindre

stivnede, kejtede, tillukkede, døde murere. Det kan

ikke være en naturlov, men en kulturskade. Vi har

som børn denne mægtige appetit og aktivitetslyst,

vi vil erfare og finde på og prøve alt muligt, og så

kommer opdragerne og misbruger åbenheden og

friskheden til påfyldning af kundskaber og indlæring

af regler og systemer, så at de gode muligheder i

stort omfang kvæles under tyngden. Vigtigere end

færdigheder og kundskaber, navnlig i begyndelsen

af skolen, er det at fastholde og videreudvikle de

evner, den betinger; at man har lyst til at lære og

fantasi til at bruge lærdommene. Det er på det

punkt, man begår fejlen.”

Han mener, at fantasien ligger bag lysten til at lære

og til grund for evnen til at se frisk på tingene og

kombinere dem på nye måder. Og han mener, at

disse kompetencer, der jo paradoksalt nok - også

i dag - efterspørges af erhvervslivet, blandt andet

kan få plads i børnenes hverdag i billedkunstundervisningen.

Han skriver afslutningsvist:

”Lad kunsten komme ned på jorden, se den som

almindelig livsytring, en naturlig aktivitet der har sin

værdi både i sig selv og indirekte ved sin indvirkning

på alt andet … Den er ikke rekreation og afslapning.

Den er aktivitet og kreation”

I deres synspunkter er Sven Møller Kristensen og

Helge Bertram meget tæt på hinanden. I et interview

i Kristeligt Dagblad i 1973 uddyber Helge Bertram

sine holdninger til undervisningen i de musiske

fag sådan:

”Man har aldrig talt om nødvendigheden af disse

fag, sådan som man har talt om nødvendigheden

af de boglige fag. Fra Den Røde Betænkning (1960,

red.) til i dag tegner der sig for de musiske fags

vedkommende en nedadgående kurve. Fagene

betragtes som rekreative, og det, der har skadet

de humanistiske fag er, at man i sin tid startede

meget ”kulturelt” med at betegne dem som musiske.

Resultatet er blevet, at man har knyttet dem

alt for stærkt til selve kunstnydelsen, har lagt vægt

på det finkulturelle. Det er på tide, at man i stedet

erkender den meget store plads i daglig bevidsthed,

som visuel praksis indtager. … når kunst bliver

formet, er det en response eller en udformning

af et synspunkt på virkeligheden, og det indeholder

en beskrivelse af vort oplevelsesmønster samt en

vurdering af, hvordan vi reagerer og arbejder. Det

12

Helge Bertram

Foto Michael Tvermoes


er den indsigt, man har brug for. Det glemmer man

at beskæftige sig med i skolen - også formningsfaget

for den sags skyld, hvis faget får lov at isoleres

som kunstoplysning og terapi.”

Kunsten som livsytring, som viden, metodik, erfaring

og holdning blev grundsten i Kunstpædagogisk

skole.

Kunstpædagogisk skole var Danmarks første

kompetencegivende uddannelse for lærere i gymnasiefaget

”formning og kunstforståelse”. Faget

blev indført i gymnasiet som et nyt og valgfrit fag i

skoleåret 1963/1964.

Om undervisningen i gymnasiet skrev Helge Bertram

i et notat fra Akademiet i 1965, at ”udgangspunktet

må være, at kendskabet til kunstnerisk tankegang

- med skabende proces og de reflektioner,

der er forbundet hermed - kan få betydning også

udover det specifikt kunstneriske område. Administrationen

af arbejdsprocessen, træning i at drage

slutninger fra iagttagelsen, er et væsentligt træk i

den kunstneriske proces.

Her falder synspunktet på pædagogisk og kunstnerisk

praksis sammen, idet det i begge tilfælde

drejer sig om indsigt i læreprocessen og evnen til

at visualisere, hvilket er grundelementerne i ethvert

produktivt forhold.”

Ifølge Undervisningsministeriets betænkning fra

1960 var formålet med undervisningen i gymnasiet

at forstå billedkunsten både gennem praktisk

og teoretisk erkendelse. I betænkningen blev det

understreget, at eleverne både skulle lære billed-

kunstens virkemidler at kende gennem deres egne

arbejder med et kunstnerisk udtryk og lære at forstå

billedkunsten som et led i en udvikling afhængig

af et kulturelt og socialt miljø.

I betænkningen gjorde man opmærksom på, at

faget ville få en begrænset betydning i sine første

år ”da der indtil videre næppe er et tilstrækkeligt

antal kvalificerede lærere”.

Og det var netop dette forhold, som Kunstpædagogisk

skole blev et svar på. Den blev i første omgang

oprettet som et forsøg, hvis formål var at give billedkunstnere

de fornødne redskaber til at fungere

som gymnasielærere. På uddannelsen blev optaget

akademielever. De kunne i deres 4. og 5. år på Akademiet

vælge at følge undervisningen på Bertrams

skole ved siden af deres studie i øvrigt.

På Kunstpædagogisk skole var undervisningen

tilrettelagt som en blanding af forelæsninger,

seminarer, individuelle opgaver og gruppearbejder.

De studerende modtog undervisning i kunsthistorie

og billedanalyse og blev desuden præsenteret for

en vifte af udtryksformer; film, video, dias, foto og

keramik. Disse medier arbejdede man endnu ikke

med på Billedkunstskolerne, men den grundlæggende

eksperimenterende arbejdsform på Kunstpædagogisk

skole omfattede også eksperimenter

med udtryksformerne og med inddragelse af andre

fagområder; eksempelvis psykologi, musik og

filosofi.

I et internt notat fra 1966 skriver Helge Bertram

uddybende om undervisningsformen:

Helge Bertram med sine elever på Charlottenborg Helge Bertram med sine elever på Tippen, hvor hans arbejdsskur lå.

”Den eksperimentelle praksis søges særligt gennemført,

hvor den skaber indsigt i læreprocessen

og evnen til at visualisere. Specielt gruppearbejder,

der giver lejlighed til indbyrdes information og

vekselvirkning, er ideel i denne henseende. I relation

hertil gives elementært kendskab til keramisk

formning og brænding, hvor det ligeledes primært

er læreprocessen og den eksperimentelle praksis,

der lægges vægt på. På lignende vis arbejdes der

med farve-, lys-, form- og rumforsøg og øvrige

visuelle områder, hvor særligt det psykologiske og

begrebsdannende forhold bearbejdes.

Man bliver således fortrolig med vurdering, bearbejdelse

og fremstilling af studiemateriel samt i

de principielt kunstneriske vurderinger, således at

der udover de specifikke sigte mod undervisning

i gymnasiet og lignende oplysningsarbejde åbnes

mulighed for anden intellektuel virksomhed, hvor et

af hovedformålene med undervisningen må være at

udvide det kreative område for billedkunstnerne.

Det er væsentligt at holde studieformen så åben, at

en vurdering af nye arbejdsområder for kunstnerisk

medvirken stadig tages i betragtning.”

Jeg har bedt fire af hans elever; Ursula Munch

Petersen, Jan Preisler, Anne Wivel og Susanne Mark

fortælle om Bertram, deres tid på hans skole og

den betydning, det har haft for dem at møde hans

univers.

Samstemmende fortæller de, at Bertrams fornemmeste

forcer var hans nysgerrighed og hans insisteren

på eksperimentet.

”Vi grinede os igennem” fortæller Anne Wivel. For

hende var det energifuldt, frigørende, oprørsk og

bevidsthedsudvidende at gå på Bertrams skole.

Hun fortæller, at Helge Bertram åbnede verden.

Anne Wivel gik på Kunstpædagogisk skole midt i

70erne og husker, at der var en helt anden stemning

på Bertrams skole end på Kunstakademiet i

øvrigt. Akademiet var præget af en lukket og traditionstung

stemning, som var meget langt fra den

oprørske virkelighed lige udenfor dørene.

Bertram var optaget af de energier, der var i tiden.

For ham var det ikke så vigtigt, hvilke materialer,

de blev forankret i, eksperimentet var det centrale.

Han var nysgerrig og legende. Men han var også

grundigt teoretisk og historisk funderet og lagde

vægt på viden og på videnskabelig metode.

Ursula Munch-Petersen fortæller netop om Bertram,

at han var kompromisløs i sin metodik. De

studerende skulle have et grundlæggende og

næsten videnskabeligt kendskab til det, de ville

beskæftige sig med. Ville man fotografere, skulle

man først lære at skille kameraet ad og sætte det

sammen igen. Ville man arbejde med keramiske

glasurer, skulle alt vejes, noteres og optimeres

indenfor den enkelte farve.

Hun husker, at Helge Bertram selv vejede alt af,

når han eksempelvis skulle lave en glasur. Han var

superpræcis og metodisk, men til allersidst kunne

han finde på at drysse lidt af en farve i glasuren

med fingrene. Det oplevede hun som en anerkendelse

af den kunstneriske frihed.

14 15

Anne Wivel husker også de tekniske udfordringer:

”Det var en regulær udvidelse af min verden at få

fingrene i noget teknisk som foto og video”. For

hende blev mødet med de nye medier og med

gæsteprofessor på Bertrams skole, Albert Mertz

helt afgørende. Sammen med Mertz og to medstuderende

lavede hun en lille gruppe, der arbejdede

med video. Mertz havde på det tidspunkt arbejdet

meget med film og foreslog Anne Wivel, at hun tog

et basiskursus på filmskolen som en del af sin akademiuddannelse.

Det blev et vendepunkt for hende.

Hun søgte ind på filmskolen efter endt akademiuddannelse

og blev filminstruktør.

Susanne Mark er foruden billedkunstner også

gymnasielærer. For hende har der ikke været forskel

på at undervise i gymnasiet og på at stille sig

op og forklare, hvad det er hun selv skaber. Den

holdning til undervisning fik hun med sig fra årene

på Bertrams skole. Hun fortæller, at han mente, at

kunst er en optik, man ser verden igennem, at det

visuelle er en måde at erkende verden på. Og at

undervisning i kunst var at videregive sin viden, sine

kompetencer og sin praksis som billedkunstner.

Jan Preisler er var en af de allerførste, der blev

ansat i gymnasiet som underviser i formining og

kunstforståelse efter sin uddannelse på Bertrams

skole.

Som underviser førte han Helge Bertrams vision

- om at viderebringe egne kunstneriske erfaringer

til eleverne - ud i livet. Han føler, at den undervisningforms

mulighed for at komme meget tæt på

den enkelte elevs personlige udtryk og udvikling

er meget vigtig for at give eleverne redskaber til

at navigere i samfundets visuelle kommunikation.

Kunsthistorieuddannede lærere har ikke på samme

måde mulighed for at undervise tæt på elevens personlige

udtryk. De må lade kunsthistorien være den

røde tråd og den praktiske del af undervisningen

handle om at prøve nogle af de forskellige tiders

kunstneriske teknikker af.

Den pædagogiske opgave lå Helge Bertram meget

på sinde. Anne Wivel husker ham sige: ”Vi lever i

en pædagogisk tid”. Dermed mente han, at det var

vigtigt at formidle og udveksle viden og erfaringer

for at kunne følge med udviklingen. For ham var

kunstneren en vidende person, der skulle kunne

formulere sig og bidrage til samfundet.

Kilder:

Helge Bertram: ”Skolen til uddannelse af kunstpædagoger”,

internt notat, Kunstakademiet, 4. februar 1966

Sven Møller Kristensen: ”Skolen og kunsten”, kronik i Politiken,

20. april 1965

Jytte Arntzen: ”Skolen skal ikke dyrke finkultur”, artikel i Kristeligt

Dagblad, 9.-10. Juni 1973

Notat fra maleren, lektor Helge Bertram om den i 1964

iværksatte forsøgsmæssige uddannelse af lærere til faget

”formning og kunstforståelse”, 21. september 1965

Helge Bertram: ”Kunst og uddannelser” gengivet i antologien

”Spillets regler”, red. Michael Tvermoes, Nyt Nordisk Forlag

Arnold Busck, 1994, første gang trykt i et katalog fra Grønningen,

1981.

Det nye Gymnasium (kaldet den røde betænkning pga.

omslagets farve), betænkning nr. 269, 1960, Undervisningsministeriet


SOMME TIDER TÆNKER

MAN DA, OM MAN BARE ER EN

ART-LOVER

Interview med Ruth Campau og Michael Mørk

Ruth Campau i Frihavns Kirke

16 17

Helle Frøsig i Hans Egede Kirke

Anette Harboe Flensborg i Lundehus Kirke

Mikael Thejll i Davids Kirke

af Mai Misfeldt

Ruth Campau og Michael Mørk er to malere, som

udover at have hver deres kunstneriske praksis, er

meget aktive som udstillingsarrangører. Sammen

arrangerede de udstillingsrækken Paintbox i 1999-

2000 i Bredgade, og lige nu er de aktuelle med

udstillingsprojektet Paintbox Extensions, en serie

på 9 separatudstillinger, der strækker sig over 11

måneder og finder sted i et smukt, hvidmalet lokale

i Vognmagergade. Michael Mørk har en fortid som

del af North-gruppen, fra 1997-2000 som bestyrelsesmedlem,

og Ruth Campau har parallelt med

egne udstillinger, udsmykningsopgaver og Paintbox

Extensions været hovedarrangør af projektet Kan et

Figentræ bære Oliven, et udstillingsprojekt, der skal

køre i et år, og som netop nu har indledt den første

ud af 3 faser i 5 kirker på Østerbro.

Jeg mødte hende og Michael Mørk i Paintbox E. højloftede

lokale til en samtale om, hvorfor de som billedkunstnere

ikke kan lade være med at arrangere

udstillinger, hvordan man forener de to praksisser,

og hvordan den første drøm om, hvad man godt

kunne tænke sig, kan realiseres.

NY KUNST I KIRKEN

Mai Misfeldt: Hvis vi nu starter lidt bagfra, med

kirkeprojektet, hvordan opstod ideen til Kan et

Figentræ bære Oliven så egentligt, Ruth Campau?

Ruth Campau: Den opstod faktisk på det første

Paintbox projekt i 1999. På min udstilling kom

Anne Mette Gravgaard, som sidder i Kirkefondet, er

præst ved Davids Kirken og kunsthistoriker. Vi faldt

i snak om, hvorvidt den mere formelle og nonfigurative

kunst kunne indgå i en kirkelig sammenhæng.

Der er en gammel tradition for den figurative kunst i

kirkerummet, men vi blev sporet ind på tanken om,

at man ved at lave en form for midlertidige ting,

måske kunne give menigheden en oplevelse af,

hvad en anden slags kunst ville kunne tilføre rummet.

Det var en løs idé, men hun lovede mig, at hvis

jeg kunne finde ud af noget, så var hun med. Jeg

tænkte lidt videre over det, og et halvt år senere

kontaktede jeg Anette Harboe Flensburg og Helle

Frøsig. Det var i begyndelsen af 2000, altså fire år

siden. Så kom Mikael Thejll og Leonard Forslund

til. Heldigvis kunne Gravgaard godt huske mig, da

jeg så kontaktede hende igen! Hun udvalgte og

tog kontakt med fem kirker på Østerbro. Vi fem

kunstnere skrev konceptet og søgte pengene. Det

tog et par år. Vi arbejdede alle i gruppen hele tiden.

Det kan godt være, at jeg har rykket i trådene og

indkaldt og husket på deadlines, men vi har holdt

møder alle sammen og været enige om, hvad der

skulle stå. Det har været en fantastisk positiv proces.

Utroligt at det kunne lade sig gøre.

Mai: Fik i støtte nok fra begyndelsen?

Ruth: Nej, vi fik mange afslag i starten. Men så fik

vi støtte fra Udviklingsfonden, Billedkunstrådet og

Kirkeministeriet, og provsten ved Østerbro Provsti

Erik Balslev Clausen kom indover, og så skete der

noget. Vi søgte også Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg,

sådan at vi som kunstnere også kan få

honorar. Det er ikke stort, men det er der.

Mai: Hvad kan nutidskunsten give kirkerummet?

RC: Jeg tror, at en formel og reflekterende nutidskunst

kan formidle på et helt andet plan end den fortællende

kunst. At det kan give en form for sublim

æstetisk kunstnerisk oplevelse, og måske ligeså

meget en religiøs åbnen sig og given plads for de

ord, der bliver sagt i rummet – altså for kirkens

fortællinger. Frem for en figurativ lidelsesfortælling

med de meget stærke følelser, hvor man kan føle

sig helt trængt selv. Men den dominerende holdning

til kunstnerisk udsmykning er den kristocentriske.

Det handler om, at man for at lave kunst i en kirke,

skal have et forhold til Gud, og at det er kristendommens

fortællinger, der skal visualiseres, så

budskabet derigennem forkyndes. Men vi kommer

som moderne kunstnere, der går ind og forholder

os til det arkitektoniske rum, det rituelle rum samt

det kontemplative rum – for slet ikke at tale om

hvilken menighed, der er knyttet til den pågældende

kirke. Vi arbejder ikke bevidst formidlende med

de fortællinger, der ligger der, men på at kunst

kan skabe betydning på et andet plan - et mere

subtilt plan, hvor symboler, farver eller former ikke

optræder som entydige størrelser men mere som

abstrakte størrelser med flere betydningslag. Og

kunst i en nutidig form i stedet for al den figurative

pseudo-kunst, der hænger rundt omkring. Meget af

det er virkelig kitch – men kitch på den ufede måde.

Vi forholder os til rummet og dermed selvfølgelig

også til de traditioner og funktioner, der ligger i det.

Men det sker den vej rundt.

M: Har kirkerne betinget sig noget, før de ville lade

jer rykke ind?

RC: Ingen døde grise f.eks. Vi har været ude at

fortælle først og vise lysbilleder for at vise, hvordan

vi arbejdede. Og provst Erik Balslev Clausen, som

lægger ryg til, har vi haft et meget godt samarbejde

med. Han har sat kirkens egen arkitekt på til at

garantere kirkerne, at der ikke sker noget med

selve bygningerne. Det, der er det vigtigste ved

kirkeprojektet, er, at man forhåbentlig kan gå ind og

gøre en forskel i et langt historisk perspektiv. Kan

menighederne evt. ændre deres syn på moderne

kunst i kirken? Skal det nødvendigvis være sådan,

at kunst skal hænge i kirkerummet i flere hundrede år,

kan man tænke det anderledes? Det er den dialog,

vi har åbnet for. Jeg håber, at projektet kan være

med til at åbne for nye tanker i en institution, der

har så mange traditioner og på mange måder er stiv.

M: Men skal kirken være et kunstgalleri?

RC: Nej. Og den kunst, der skal være i kirken, skal

være en kunst, der stiller sig til rådighed for det,

kirkerummet egentlig skal - og det er jo at være hus

for gudstjenesten. Det er ikke et gallerirum, men

et kirkerum med ritualer. Men billedkunsten og det


Terry Haggerty i Paintbox Extensions

visuelle rum kan jo påvirke kirkens brugere på en

anden måde end ordet. Både erkendelsesmæssigt

og sansemæssigt.

DEN ÅBNE MALERKASSE

M: Hvordan blev det første Paintbox projekt i sin

tid til?

Michael Mørk. Jeg kan huske, at vi sad på en

bænk et sted i Sverige måske, og snakkede om at

der ikke skete noget i Kbh. Der opstod ideen -

RC: ”Vi gør det bare selv”. Det ligger tilbage i slutningen

af 1997.

M: Hvad gør man så, når man har besluttet, at ”det

gør vi bare”?

MM: Så begynder man at præcisere, hvad det er,

man savner at se. Vi ville gerne se nogle separatudstillinger

i stedet for de evige gruppeudstillinger.

Og vi kunne godt tænke os, at de lå i tematisk

forlængelse af hinanden, sådan at man lavede et

forløb med kunstnere, der gjorde sig nogen af de

samme overvejelser. Det blev til 6 forskellige kunstnere

over 7 måneder.

M: Hvordan vælger man ud? Eller rettere fra?

RC: Der er nogle ting, der skal falde i hak. Der er jo

mange kunstnere, vi gerne vil have med, men projektet

må have en vis bredde og række ud over egne

og vante cirkler. Især Paintbox E. hvor vi har udenlandske

kunstnere med, og hvor vi i det hele taget

har valgt en helt anden struktur, fordi projektet er delt

op i to faser. Kunstnerne skal ligge tæt, men ikke

for tæt op af hinanden, på den måde skal projektet

pege i flere retninger, hvis man kan sige det

sådan.

MM: Et andet aspekt er, at tiderne skifter. Det

første Paintbox kom lige efter Kulturby 96, hvor vi

oplevede en velvillig indstilling fra fondenes side. I

dag er tendensen ændret. Jeg tror, det er lettere at

lave en Hammershøi udstilling end en udstilling som

Paintbox E. Tingene er blevet mere konservative,

Michael Mørk i Paintbox Extensions

og nogle af de bevillinger, der før fandtes indenfor

kommunen til kunst og kultur støtter ikke længere

et smalt projekt som Paintbox E. I offentligheden

taler man jo meget om, at erhvervslivet gerne vil

samarbejde med kunstnere, og at det bare er

kulturen, der ikke evner at tage imod. Den hoppede

vi på! Vi syntes jo, at det var oplagt for en virksomhed,

der arbejdede internationalt at sponsorere et

projekt som det her, der jo er internationalt. Men

der var ingen respons.

M: Jeres oplevelse er altså, at der ikke er så meget

i det med erhvervsliv og kunst, som der tales så

meget om?

RC: Ja, det er der overhovedet ikke. Vi har virkelig

søgt mange private fonde og kontaktet mange

firmaer og gjort et stort arbejde og umage med at

sende skriftligt materiale og tilbyde dit og dat - men

nej. Det private erhvervsliv støtter kun noget, der

lægger meget tæt på deres produkt.

M: Hvad er forskellen på Paintbox og Paintbox E.?

MM: Den store forskel er, at det nu er meget mere

perfektioneret. Vi har en tredje person, kunsthistoriker

Trine Møller Madsen, som tager sig af pressen

og er en sparringpartner, som står udenfor det felt,

vi gør. Vi har forsøgt at tage afsæt og ændre signal.

Det første katalog havde tekster af kunstnere,

hvor vi nu har fået to kunsthistorikere til at skrive.

Det handler om ikke at være så bange for at vedkende

sig, at vi er kunstnere, og vi har brug for en

udenforstående, men samtidig faglig person. Trine

har været med lige fra staten og skal skrive katalogtekst

til både Paintbox E. og til Ruths projekt

med Figentræet, så hun får også en rolle i det.

Vi har også været heldige med rummet her, der

åbner sig ud mod gaden. Vi har lagt vægt på, at det

formelle: pressekontakt, hjemmeside osv. er helt i

top. Det er en erfaring, man får efter at have været

del af så mange gode projekter, der aldrig nåede

ud over skrivebordet.

M: Hvad kan I, som gallerierne ikke kan?

RC: Vi kan give et frirum, vi beder ikke om en blå

eller grøn. Og så får kunstnerne en kunstnerisk

sammenhæng at blive set i. Tidsforløbet betyder

meget, man er en del af en sammenhæng, og der

kommer et katalog. Vi har sagt til kunstnerne, at vi

kan skabe en base og et koncept, men vi er ikke

kommercielle, vi kan ikke sørge for, at de bliver

promoverede udover at der bliver sendt pressemeddelelser

ud. Vi henviser gerne til de respektive

kunstneres gallerier, vi er ikke en konkurrent til

gallerierne.

MM: Vi har lagt os et sted, hvor hverken museerne

eller gallerierne kan være med. Ingen af de institutioner

kan lave et forløb, der går i dybden på den

måde og over så lang tid med den her type kunst.

Den kunst, vi laver og viser, er smal og derfor svær

at sælge. Det danske Kunstakademi har vist stor

interesse, og vi har været derinde et par gange og

fortalt om projektet og der kommer mange til vores

åbninger. Det falder også i hak med tiden, hvor

mange unge maler igen – så interessen er der. Der

har også været mange arkitekter.

M: Der er langt fra den første tanke, I får, til I får

samlet en gruppe, søgt fonde og endeligt realiseret

udstillingen. Hvad er jeres erfaringer med den

proces?

RC:. Det vigtige er, at man får formuleret konceptet

meget præcist og får søgt fondene i den rigtige

rækkefølge. Når nogle vigtige fonde har støttet

projektet, er det lettere at få andre med, for de vil

gerne ses sammen med de store fonde. En god

portion strategi er nødvendigt, så det hele skal

være på plads i ansøgningen. Det kan godt tage

lang tid, men et grundigt forarbejde er en uvurderlig

hjælp senere.

Det har været meget lettere at skaffe penge til

kirkeprojektet end til Paintbox E. ,og det er helt

sikkert, fordi kirken ligger bag. Paintbox E. har

jo ingen institutioner bag sig, og det har været

18

ekstremt svært at skaffe penge. Men jo mere

præcist man har tingene på plads fra begyndelsen,

jo bedre, så man viser, at man har tænkt over det

hele, og de får tillid til, at det bliver professionelt

gennemført.

M: Hvordan hænger det at være arrangør sammen

med det at have en kunstnerisk praksis selv?

MM: Man skal ikke se det at arrangere som en

adskilt del af den kunstneriske praksis. Nogle kunstnere

synes, at det er lidt synd for os, at vi skal sidde

og passe andres udstillinger, eller vaske gulv for en

anden kunstner. Men for os handler det jo om, at

der er nogen ting, vi gerne vil se.

Somme tider tænker man selvfølgelig, om man

bare er en art-lover.

M: Får man også noget tilbage til sin egen praksis af

at arbejde sammen med andre kunstnere og reflektere

over andre kunstneres værker og metoder?

RC: Ja, i høj grad, men de to projekter er meget

forskellige. På Paintbox E. har det været en fantastisk

dimension at få den udenlandske kontakt,

og på kirkeprojektet har det været en meget stor

oplevelse at få indblik i nogle andre kredse og

miljøer end dem, man normalt bevæger sig i. Vi er

19

fem meget forskellige kunstnere, og det har været

givende at udveksle. Også kontakten til provstiet og

kirkerne har været god og erfaringsrig.

Jeg får jo også kontakter. Og det er mere tilfredsstillende

end at gå hjemme og vente på, at nogen

ringer og inviterer én. Her laver man sin egen

dagsorden, man bestemmer selv, hvordan man

synes tingene skal være. Mht. kirkeprojektet har

vi jo fået noget op at stå, som ellers aldrig kunne

være muligt. Vi har fået skabt en base, hvor vi som

kunstnere får lov til at gå ind i kirkerummet og ”eksperimentere”

- det er da en glimrende mulighed - og

en fantastisk erfaring at få som kunstner.

RC: På Paintbox E. er os, der sætter dagsordenen.

Det er ikke et kollektiv. Det er så også os,

der vasker gulvet og passer udstillingerne. Vi er

få beslutningstagere, hvilket som bekendt gør

arbejdsgangen lettere. Mange gange er der måske

projekter, der strander, fordi man simpelthen ikke

kan blive enige eller fordi engagementet og ansvaret

forflygtiges.

Vi har forskellige forcer og dermed forskellige

arbejdsområder. Desuden er vi ret enige om, hvordan

vi gerne vil have tingene, og tit foregår diskussionerne

eller aftalerne hen over spisebordet eller

på cyklen ved lyskrydset. Det er jo en fordel!

Ruth Campau: Udstillingen "70.02 Read Yourself", Gentofte Bibliotek, januar 2004

M: Har I nogle gode råd til andre kunstnere, der

har fået en idé, og nu overvejer at gøre den til

virkelighed?

RC: Man kan have så mange gode ideer, men det

faktisk at gøre noget ved det, at sætte sin egen

dagsorden, det er en stor tilfredsstillelse, i stedet

for at gå rundt og brokke sig, og tænke hvorfor

sker der ingenting, hvorfor tog de de andre osv.

Det kan godt lade sig gøre selv at ændre tingene,

og det giver tilbage, både erfaringsmæssigt og

kontaktmæssigt. Hvis jeg ikke havde passet min

egen udstilling på den første Paintbox udstilling, var

jeg måske aldrig kommet i dialog med Anne-Mette

Gravgaard, og så var Kirkeprojektet ikke blevet til

noget. Så man skal ikke være så bange for at give

noget af sig selv. Det kommer tilbage.

MM: Man skal lave det, man gerne vil se. Men man

skal være indstillet på, at der er meget arbejde, og

at det er en lang proces. Men så er der også en

stor tilfredsstillelse i det. Hvis man brænder for noget,

skal man smøge ærmerne op og gå i gang. Det er

meget bedre og sjovere end at gå og være sur.

Mai Misfeldt, cand.mag., kunst- og litteraturanmelder

og freelancer


af Carsten Juhl

Afdelingen for teori og formidling varetager Billedkunstskolernes

kandidatuddannelse i kunstteori og

formidling. Den er en integreret master-uddannelse

siden den (nye) Bekendtgørelse, nr. 771 af 16. juni

2000. Dvs. at den studerende skal vælge mellem

kunstskolerne og kandidatuddannelsen ved slutningen

af sit fjerde studieår.

Uddannelsen som kunstteoretiker og kunstformidler

varer to år. Dog er ikke alle fire semestre længere

helliget uddannelsens boglige side. Kun de første

tre semestre er det. I det sidste semester koncentrerer

den studerende sig om forberedelsen af et

kunstnerisk arbejde til afgangsudstillingen Exit.

Den studerende, der tager afgang som MA i kunstteori

og formidling efter seks års studier ved Bil-

Den amerikanske konceptkunstner og teoretiker Joseph Kosuth har i 2002 ”geninstalleret” facaden på Sigmund Freuds

hus, sådan som den så ud før nazitiden. Ved siden af opgangen til psykoanalytikerens klinik lå en koscherslagter. Ved

hjælp af en stor fotostat af 1930’ernes navneskilt og butiksvinduer har Kosuth rejst et erindringsbefordrende værk. Det

bærer titlen ”Ansicht der Erinnerung” eller ”A View To Memory”. Dette indblik i hukommelsen er forsynet med et relevant

citat af Freud og et fotografi af husets oprindelige udseende.

ledkunstskolerne, opnår med andre ord en dobbeltkompetence:

Vedkommende er uddannet både som

kunstner og som kunstteoretiker og -formidler.

Studiet ved Afdelingen for teori og formidling er

ikke gammelt. Det udspringer af den nedlagte

uddannelse som kunstpædagog. Omkring 1990

begyndte en omstrukturering af denne uddannelse

med henblik på at oparbejde en kompetence, der

kunne forholde sig til refleksion, f.eks. gå i dialog

med æstetikfagene ved universiteterne, og samtidig

videreudvikle en billedkunstnerisk praksis. Jf.

vedføjede liste med fagligheder, der på forskellig

måde er af betydning for en bestemmelse af den

billedkunstneriske kompetence. (bilag I)

(Kunstnerisk kompetence siger således også noget

om, hvad billedkunst handler om og er op imod.

Dvs. hvad der vedkommer og vedrører (af latin:

competere) den. Og det kan ikke være andet end

kunstnerisk potentialitet.)

En sådan mulighed for udvidelse af den billedkunstneriske

faglighed forelå allerede med den

konceptuelle vending inden for billedkunst engang

i slutningen af 1960’erne, da den materielle side

af billedkunst, dens formsprog og tradition, blev

undersøgt med henblik på at udforske og vise mere

principielle forhold omkring den visuelle erfaring

af kunst. Hele bevægelsen fra betingelserne for

den konceptuelle vending (se bilag II) til selve den

konceptuelle vending omfatter således også det

vanskelige spørgsmål om hvad kunstnerisk potentialitet

består og drives af. I selve dette spørgsmål

ligger der en hypotese om, at billedkunstnerisk

potentialitet kun kan undersøges og udfoldes

gennem kunstnerisk praksis samt gennem kom-

Den tyske billedkunstner og teoretiker Hugo Ball

foredrager sit lyddigt ”Karawane”, 2. juni 1916.

Dadaismen udgør et vigtigt eksempel på kunstnerisk

forskning som åben og udadvendt undersøgelse af

den potentialitet, der er indeholdt i forbindelsen

mellem eksperiment, koncept og offentlighed.

BILLEDKUNSTSKOLERNES

AFDELING FOR TEORI OG

FORMIDLING

mentar til eller analyse af kunstnerisk praksis; dvs.

gennem kunstnerisk forskning. Det er derfor, vi på

Afdelingen for teori og formidling er optaget af Aby

Warburgs betegnelse videnskab uden navn, når vi

drøfter sådanne undersøgelser af spørgsmålet om

kunstnerisk potentialitet.

Med den konceptuelle vending blev billeder og

objekter imidlertid også rettede mod et andet

formål end kunstoplevelsen. De skulle tillige være

indsigtsbefordrende. Eller i det mindste forsøge at

undersøge, hvordan betydning hang sammen med

synsoplevelsen af sammensatte fænomener. Netop

denne sammenhæng kan den egentlige kunstteori

undersøge. Og undersøgelsens resultater kan videregives,

formidles.

Derved kommer den billedkunstner, der arbejder

mere videnskabeligt med kunstteori, til at bedrive

21

noget, der samtidig fastholder en generalistisk

fordring og abstraktion i selve den kunstneriske

praksis. Og derfor kan en kunstnerisk praksis også

lade sig gøre, mens den studerende arbejder med

kunstteori på forskellige niveauer.

Dette arbejde forløber som nævnt over tre semestre:

Det første er til indskolingen: Her undersøger

den studerende kunstteorien ved at deltage

i forelæsninger og aflægge to skriftlige prøver i

gennemgået stof. Emnerne for disse prøveopgaver

kan være mere sociologiske som museologi eller

mere kunstteoretiske som f.eks. en drøftelse af

Boccionis, Malevichs eller Duchamps kunstneriske

og teoretisk-skrevne produktion. I det første semester

skal behandlingen af emnerne også give den

studerende et indtryk af de tre krav til metode og

tekstopbygning, kandidatuddannelsen må stille. (Se

disse krav, bilag III).

Det andet semester er mindre prøvebetonet. Her

forelæses der over et eller flere værker inden for

almen, filosofisk æstetik. Den studerende afleverer

så en semesteropgave, der får en skriftlig bedømmelse

og en karakter efter 13-skalaen. Efter denne

forelæsningsrække, der varer to måneder, følger

en serie forelæsninger og øvelser over samtidskunst.

Her er det afgørende, at den studerende

vælger enten at forholde sig til sin egen produktion

ved at bruge den direkte som løftestang til eller

analysegenstand for en teoretisk opgave, eller at

gøre en anden samtidskunstners værk til genstand

for behandling. Ofte tager opgaven i samtidskunst

karakter af noget, der er beslægtet med kunst, alt

efter om den studerende vælger at benytte sig af

tryksagsæstetiske registre (de forskellige kategorier

printed matter) eller af digitale teknikker.

I det tredje semester koncentrerer den studerende

sig så om sit speciale, der er på 40 sider og forsynet

med noter og litteraturliste. Emnet vælges selvstændigt

af den studerende, men skal godkendes

af vejleder.

Specialet bedømmes eksternt, dvs. af vejlederen

og af en censor fra et af universiteterne. Karakter

efter 13-skalaen. Denne karakter tæller dobbelt i

eksamensbeviset.

Der formuleres en udtalelse ved specialets

bedømmelse. Kriterierne for bedømmelsen tager

udgangspunkt i de samme tre forhold som ved

bedømmelsen af prøver og semesteropgaver.

Specialeskrivning og udarbejdelse af et kunstnerisk

værk til Exit-udstillingen dominerer med andre ord

den kunststuderendes sjete og sidste år på Billedkunstskolerne.

Carsten Juhl, Cand.mag. i historie og italiensk.

Lektor i Kunstformidling. Siden 1996: Leder af Bil-

ledkunstskolernes kandidatuddannelse. Redaktør for

Hæfter for Gæstfrihed. Hovedværk: Den æstetiske

Fordring, 1994.

[BILAG I]

Den billedkunstneriske kompetence udspringer i dag af

mange slags fag. Her er en liste over relevante fagligheder

(der kan være flere...)

Humaniora og samfundsfag:

Almen æstetik, Kunstfilosofi, Kunsthistorie, Kunstsociologi

Offentlighed, formidling og reception:

Kunstanmeldelse, Konservering, Kuratering, Inspektion/

opsyn

Kunstundervisning:

Formning, Kunstpædagogik, Kunstformidling

Kunstnerisk praksis:

Fri kunst, Kunst som vidensproduktion

Tværgående faglighed:

Kunstteori, Kunstkritik, Videnskab uden navn

[BILAG II]

De to betingelser for den konceptuelle vending

To betingende bevægelser karakteriserer opbrudsforsøgene

inden for billedkunst i vort århundrede. Den ene

kalder vi ready made, den anden hvid kube.

I - Ready made

Den første ønsker at føre verden ind i kunsten for bl.a.

at formindske høj-tiden i kunstoplevelsen, men kommer

derved også til at forvandle den æstetiske oplevelse,

således at smagsdommens reflektoriske karakter

underlægges nogle ekstra-kunstneriske betingelser.

Måden hvorpå ready mades kan stimulere æstetisk

refleksion fremkalder erkendelse og kræver begrebsliggørelse

i hver enkel oplevelsessituation: Billedkunsten

bliver konceptuel, hvorved den tager afsked med

fantasiens frie leg. Sensus communis aesteticus bliver

til sensus communis generalis, med alle de metodiske

problemer, der dertil knyttes. Ikke mindst indarbejdelsen

af den skuffede kunstoplevelse som erstatning for

den vederkvægende kunstoplevelse.

II - Hvid kube

Den anden ønsker at føre kunsten ud i verden ved at

ophæve kunstoplevelsens betingelser. Konteksten prioriteres

højere end værket, og derved kommer opbyggelighedsfordringen

til at erstatte den æstetiske fordring

om kommunikation af konkrete oplevelser af kunst, som

noget der hensætter fantasien i en tilstand af fri leg.

Mens ready maden er empirisk og formundersøgende,

dvs. forskende, så er den hvide kube strategisk og

offentlighedsundersøgende, dvs. politisk.

[Bilag III]

De tre krav til opgaver og speciale, hvortil bedømmelsen

tager stilling:

1. Sproglig udtryksfærdighed;

Om den studerende udtrykker sig skriftligt med en

acceptabel grad af færdighed, dvs. behersker grammatik

og syntaks.

2. Tekstens opbygning;

Om den studerende kan opbygge en tekst med en

problemformulering inden for det gennemgåede

pensum, en gennemdrøftelse af det valgte emne, samt

efterfølgende udsætte den i teksten bearbejdede viden

for en konklusion.

3. Viden og teoribeherskelse;

Om den studerende har et tilfredsstillende overblik over

emnet og kan gennemføre en personlig teoretisk satsning

på baggrund af det gennemgåede pensum.

Karakter efter 13-skalaen.


BØRN OG KUNST

KUNSTNERE OG BØRN

af Ingelise Flensborg

Denne artikel skal handle om de musiske fags

betydning belyst ud fra billedkunst, som er mit

fagområde på Danmarks Pædagogiske Universitet,

hvor det har eksisteret som kandidatstudie

fra 1989, men nu ophører i 2004. I de forløbne år

har det været et af de populære fag på Danmarks

Lærerhøjskole, som vi tidligere hed, med over 100

kandidatstuderende indskrevet hvert år.

En væsentlig del af faget indeholder sociale perspektiver,

meget udpræget i de senere år, hvor

større dele af den visuelle kultur er blevet inddraget

i undervisningen. Disse perspektiver indeholder

emner som race, etnicitet, køn, politiske betingelser,

de naturskabte og de menneskeskabte omgivelser

m.m.fl. Alle disse perspektiver er baseret på

den overbevisning, at billedkunsten er vital for alle

samfund, og at billedkunsten hjælper med til at gøre

livet værd at leve. Den giver os nye muligheder for

at skabe, at tænke og revidere gamle ideer.

I en tid hvor demokratiet udfordres, også af vore

egne politikere, er bevarelsen af kunst og kunstundervisning

blevet særlig vigtig. I folkeskolelovens

paragraf 1 1 står det tydeligt, at skolens opgave

er gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og

bidrage med forståelse for andre kulturer og for

menneskets samspil med naturen, og at den skal

forberede til medbestemmelse, medansvar, rettigheder

og pligter i et samfund med frihed og

folkestyre.

Kunstens billeder er med til at forme vore forståelser

om og vore fortroligheder med den danske kultur,

men billedkunstundervisningen nedprioriteres.

Jeg skal i det følgende forsøge at give nogle argumenter

for billedkunstundervisningens betydning i

et samfundsmæssigt perspektiv. Dens rolle for personlig

dannelse og uddannelse er ofte beskrevet og

underbygget af talrige æstetiske filosoffer, kunstnere

og lærere, mens dens rolle i et mere demokratisk

perspektiv måske nok kunne uddybes lidt

mere med tanke på den enorme amerikanisering

af vor kultur, og de mange problemer der dukker

op i vore forsøg på at integrere de mangeartede

kulturer, der nu engang er i landet. Billedkunsten

kan tolkes i relation til en politisk udvikling og give

udtryk for relevante følelser og meninger overfor

denne udvikling.

Faget Billedkunst står overfor nedskæringer i skolesystemet.

I folkeskolen er det stadig kun obligatorisk

til 5. klasse, og det skæres kraftigt på gymnasieniveau.

De hidtidige begrundelser har åbenbart

ikke været gode nok og egner sig bedst til festtaler,

synes diverse politikere at mene. Nedenfor skal jeg

først i kort form redegøre for den ene del af billed-

kunstundervisningen, som tilgodeser stk. 1 i folkeskolens

formål og derefter uddybe de forhold, der

relaterer sig til stk. 3 i loven. Disse forhold er blevet

langt mere udprægede de senere år både gennem

en større beskæftigelse med indholdssiden i billederne

og igennem den nye visuelle kulturforståelse

(Unge Pædagoger nr. 7/8 2003).

Til sidst skal jeg afslutte med en betragtning på og

nogle eksempler fra billedkunstnernes arbejde med

skolebørn i projekter, emneuger og kulturuger. Et

samarbejde, som jeg værdsætter meget højt.

I delmål for faget billedkunst opereres med 3 grupper:

Billedfremstilling, billedkundskab og visuel

kommunikation. Det nævnes i de centrale kundskabs-

og færdighedsområder, at disse tre områder

skal udvikles gennem skoleforløbet både i faget

billedkunst og når billedkunst indgår i tværgående

emner og problemstillinger.

At ”Eleverne skal have mulighed for at fremstille billeder

og arbejde med billedsproget som en del af

deres personlige udvikling”, er en del af formålet.

Det æstetiske er en dimension i et livslangt

lærings- og uddannelsesforløb, og der må udvikles

æstetiske kvalifikationer både som dannelses- og

uddannelsesperspektiv.

Pierre Bourdieu’s studier viser, at subjektet gennem

sin samfundsmæssige position inkorporerer

forskellige sociale strukturer på en sådan måde at

22

de bliver ens egne. Man bruger dem så i sine karakteristiske

bevægelser, så grundlaget for at blive

integreret i institutioner frembringes og således,

at man handler som medlem af en social klasse,

en aldersgruppe eller et køn. Med sin krop genskaber

subjektet i mimetisk forstand den iagttagede

verden. Bourdieu antager, at inkorporeringen af

sociale strukturer modellerer subjektets psyke.

Den, der genskaber andres verden, begynder dermed

at dele sin egen verden med dem. Det giver

ingen mening at spørge om det er den samme verden

–det eneste vigtige er, at genskabende (mimetisk)

adfærd har fællesskabende virkninger.

Med skabelsen af en repræsentation (fx en tegning,

et computerbillede, et tableau eller en installation)

af et fænomen, sker der en tilnærmelse til dette

fænomen. Med skabelsen af en repræsentation

kommer følelser og indstillinger over for fænomenet

til udtryk og bliver stillet til skue. Fænomenet

bliver overført til ens egen symbolverden. I repræsentationen

bliver noget, der indtil da var uhåndgribeligt,

gjort begribeligt. Fremstillingen af en iagttagelsestegning

er derfor ikke alene en genskabelse,

men en handling, hvorved der med en skelen til

noget allerede foreliggende, skabes noget nyt. Den

mimetiske handling er ikke bare en reproduktion,

men en kreativ handling, hvori producentens egne

følelser og hensigter kommer til udtryk.

Æstetiske oplevelser er med til at bestemme de

opmærksomhedsmåder, der er aktive indenfor en

kultur. De etablerer nye måder at være opmærksom

på og medvirker derved til en personlig såvel

som social udvikling af skelneevne.

”Billedfremstilling kræver alle former for vurdering

og vurdering er grundlaget for at værdsætte.

Et billede er såvel som om form og indhold også

om de mennesker, der skabte det, så det, købte

det, studerede det og kritiserede det.”

De ovenstående forståelser repræsenterer en tro

på at billedkunstundervisning kan gøre en forskel i

en elevs forståelse af og handling i samfundet, og

at denne forståelse kan berige og forbedre tilværelsen

(Freedman, 2003).

SOCIALE PERSPEKTIVER

Billedkunstundervisningens tematiske karakter

(Flensborg og Sørensen 1994) understreger de

sociale perspektiver (og med indførelsen af et

bredere billedbegreb som visuel kultur, en endnu

højere grad af socialt engagement)

De sociale perspektiver er i bund og grund forbundet

med undervisning i demokrati, da de altid

indeholder sociale kontekster og understreger

betydningen af kritik. Den tidligere billedkunstundervisning

(formning i 60’erne) var præget af en

psykologisering, der i grelle tilfælde resulterede i

et såkaldt frit skabende arbejde, hvor eleverne ”blot

skulle stimuleres til at fremstille billeder, der så helt

naturligt ville være i overensstemmelse med deres

udviklingsmæssige stadier”. (Illeris 2003)

Men det er meget længe siden!

Med nye strømninger i samfundsteorierne blev

billedkunstundervisningen anskuet som et møde

mellem børnenes personlige udtryk og kundskab

om billeder fra det omgivende samfund (Petersen,

93), og i den tematiske billedundervisning blev det

23

mere synligt, at billedproduktionen indebar spørgsmål

som: Hvem laver billeder om hvad og hvorfor?

Udbygget i dag med spørgsmål om, hvor man ser

fra og hvordan dette ’sted’ influerer på det, man ser.

(Buhl 2003, Flensborg 2003)

Det er tydeligt, at disse spørgsmål må indeholde

sociale perspektiver, herunder spørgsmål om

kontekst, såvel omkring produktionsfasen som

hos værdsætteren/modtageren eller brugeren.

Omstændighederne er også de betingelser og det

miljø, som gør det muligt (eller umuligt) for eleverne

at producere kunstneriske udtryk, der omhandler

det de ser, det, de føler, det, de mener og det, de

tror på.

Det er ikke altid, at konteksterne inddrages i et billedforløb.

Der kan fx fokuseres alene på gestikken i

en række skulpturer for derefter gennem egne dramatiske

øvelser at leve sig ind i deres emotionelle

indhold uden at sætte billedet ind i en nærmere

historisk eller social sammenhæng. Her kan eleverne

konstruere deres egen fortælling gennem de

associationer bevægelserne giver, men der kan jo

også ses eksempler på ganske gruelige fejltolkninger

af et udtryk, så det regnes for vigtigt, at eleverne

får lidt ikke-visuel viden, i form af nogle ’nøgler’,

som fx en relevant politisk rammefortælling, til

tolkning af de mange forskellige billedudtryk.

De sociale perspektiver blev fra 80’erne begrundet

i forskellige kritiske teorier (Nordström, 79,

Pedersen, 93). Den svenske undervisning i Bild,

’Den polariserende Pædagogik’, søgte at afklare

spørgsmål om magtforhold igennem frigørende

billedprocesser, og den danske billedpædagogik

var inspireret af tysk kritisk teori i udformningen

af en kritisk-æstetisk erfaringspædagogik. Denne

indeholdt en vægtlægning på det dialektiske forhold

mellem dannelsessubjektet og dannelsesobjektet,

og her sås også tendensen til at inddrage sociale

perspektiver i billedkunstundervisningen.

De sociale perspektiver i billedundervisningen

har altid været optaget af forhold mellem elevens

læring og billedkundskab. Eleverne har således

produceret billeder om egne forhold, af forhold i

deres omgivelser og fået kundskab om, hvordan og

hvorfor tidligere billedkunstnere har udtrykt sig om

forskellige forhold.

Eleverne udvikler social tænkning gennem billedkunstundervisningen,

når de bruger billedudtryk i

en kommunikation om sociale og politiske emner.

Deres arbejde både illustrerer, kommenterer og

fællesgør deres forhold til og mening om disse

forhold.

En række projekter skal nævnes for at eksemplificere

dette:

• Mure mellem mennesker, med udgangspunkt i

Berlin-muren

• Arkitekturforslag om nyt skolebyggeri og nye

udformninger af pladser i København

• Undertrykkeren og de undertrykte

• Krigens ansigt – tableauer om umenneskelighed

• Ritualer i livsforløbet - ex konfirmation (se ill)

En væsentlig del af billedkunstundervisningen

involverer forbindelser mellem forskellige former

for visuel kultur: Tv, computerspil, film, tegneserier,

internetwebsider, arkitektur og design.

Vi forsøger at udvikle elevernes kritiske sans og

skelneevne og gøre dem i stand til selv at deltage

i den meningsudveksling og selvdannelsesproces,

som mødet med de visuelle kulturer sætter i gang.

At blive i stand til at møde og forholde sig til de

mange valgmuligheder, de mere og mere komplekse

tilbud til identitet og måder at leve livet på, er et

af formålene med undervisningen.

KUNSTNEREN SOM INSPIRATOR,

HÅNDVÆRKER OG ROLLEMODEL

Som tidligere folkeskolelærer har jeg bl.a. i forbindelse

med et udsmykningsprojekt, en featureuge

og en børnekulturuge haft lejlighed til at arbejde

sammen med kunstnere som Kirsten Justesen og

Poul Gernes, samt med 3 unge billedhuggere fra

akademiet (ill.).

På Danmarks Lærerhøjskole har vi desuden haft

ansat kunstnere til at undervise på kandidatuddannelsen

og på forskellige kurser for folkeskolelærere.

Her kan bl.a. nævnes Morten Skriver, William

Louis Sørensen, Eric Andersen, Lars Ly, Susan Hinnum,

der hver på deres måde satte skub i lærerne,

og Kirsten Justesen, der var en stor inspiration og

provokation i mange år.

Inddragelsen af kunstnere kan ses i tre perspektiver:

Inspiratoren, håndværkeren og rollemodellen.

Som inspiratorer har kunstnerne givet os nye

angrebsvinkler på billedkunsten og indblik i andre

verdensforståelser. Vi har set verden fra nye synsvinkler

og deltaget i de mærkeligste forsøg som fx

at indefryse lyd, se på vore sko som udtryk for vore

personligheder, arbejdet på presenninger, iagttaget

ægyptiske skulpturer og forsøgt at gengive dem så

nøjagtig som muligt, deltaget i og reflekteret over

kønspolitiske installationer, byttet projektbeskrivelser

og udført dem, lært at støbe figurer i gips,

for blot at nævne nogle få praktiske eksempler. I

mange tilfælde har de fået os til at få øjnene op for

nye sammenhænge, som har udfordret vor vanetænkning.

Her er begrebet provokatør måske mere

dækkende end inspirator.

GERNES

Poul Gernes måtte i det store udsmykningsprojekt

på Marielyst Skole deltage i en længere planlægningsfase

og igennem denne inspirere og uddanne

skolens mange lærere. Igennem sin afdæmpede og

afvæbnende facon lykkedes det ham i de fleste tilfælde

at formidle sin idé til lærerne, der jo hver især

havde en mening om udsmykningen. Han talte desuden

til eleverne ved et stormøde og her oplevede

vi, hvordan hans integritet som kunstner påvirkede

vore elever, der i ugen der gik, arbejdede særdeles


seriøst. ”Vi

skal ikke lave

blomster som

V o r h e r r e ” ,

startede han

med at sige.

Og lad mig

citere nogle

af de ting, han

skrev i et lille

hæfte om processen: ”Skulle jeg bestemme var der

meget mere kunst alle vegne. En rigtig kunst i en

glad, varm, strålende og opmuntrende udgave. Den

mangler helt i vores samfund. Vi må nok se i øjnene,

at det samfund, den kultur vi lever i her og nu, er

den mest kunstforladte af alle, det fattigste, usleste,

grimmeste, mest ødelæggende, skønhedsforladte

og skønhedsudryddende nogen sinde. Dette

er i alt fald min mening om, hvordan vi mishandler

os selv, hinanden, vore omgivelser og hvordan

vi misbruger vore muligheder. Og senere i

teksten: I andre samfund har kunsten været en

del af håndværket, og derved en uundværlig del

af tilværelsen, og ikke som hos os, en aparte,

eksklusiv ekstravagance, som samles og gemmes

væk af en lille minoritet af befolkningen…

Denne onde cirkel har jeg fundet det nødvendigt

at komme udenom på Marielyst Skole, så det,

der er lavet, sigter ikke imod at være

kunst i moderne forstand, men imod at

gøre skolen mere menneskevenlig og

smukkere. Samtidig har jeg i praksis

ønsket at demonstrere for eleverne,

hvad kunst kan bruges til, og hvordan

man kan lave en udsmykning.(uddrag

af Marielyst Skole laver blomster, Gladsaxe

Kommune 1984).

Eleverne fik således indblik i nogle

håndværk og i de grundige arbejdsprocesser,

som sådanne medfører.

JUSTESEN

I en feature/emneuge på skolen deltog

Kirsten Justesen i et kortere forløb.

Hendes store håndværksmæssige kunnen

havde vi stor glæde af der, ligesom

i de mange forløb, hun har gennemført

på DLH. Hendes skulpturviden befrugtede

i høj grad processen, og hendes samtaler med

eleverne gav projektet med udformningen af en

’usund’ skulptur et format, som ikke ville være nået

uden hendes medvirken (Ill)

En kunstner taler til eleverne uden den sædvanlige

magtrelation elev/lærer indbygget. Hun kan tale

direkte til dem, uden at de bliver stødt – hun hører

til i et andet system, som respekteres på en anden

måde og som kan bringe forstyrrelser ind i skolesystemet

ved at udfordre nogle grænser for ’småsansning’

og slå et større brød op, som så også

bliver bagt, fordi der er en professionel til stede.

Der var mange piger på holdet og deres optagethed

af Kirsten og hendes profession var som en

hel fan-dyrkning. Det, at se en kvindelig kunstner,

inspirerede disse piger, som jeg senere havde på

valgfri hold i flere år. Mange af dem gav udtryk for

et ønske om at blive fotografer, designere og kunsthåndværkere

og tegnere.

3 AKADEMIELEVER

I projektet under Byens Børn – et kulturugeprojekt

blev 3 billedhuggere fra akademiet inddraget i

undervisningen af de 3 grupper elever fra 6. og

9. klasse.

Gennem dem lærte eleverne at se på betingelser

for at en skulptur kunne støbes, de lærte en gennemgribende

og besværlig håndværksmæssig proces,

og de fik erfaringer med det store arbejde, der

måtte gøres, før man stod med et resultat. (Illu). Vi

har ikke i dagligdagen de samme muligheder, som

var her på Thorvaldsens museum, men de store

gibsskulpturer og den proces, der førte til dem, gav

eleverne en masse oplevelser, som ikke kun var af

følelsesmæssig karakter, men også indeholdt en

række erfaringer af både håndværksmæssig og

kunstnerisk karakter (Flensborg 91)

I alle de nævnte tilfælde har lærerne arbejdet sammen

med kunstnerne. Lærerne kender børnene og

ved, hvornår og hvordan processen skal struktureres.

De har omfattende almenpædagogiske og

billedpædagogiske erfaringer, som i et samarbejde

med kunstnerne kan etablere det arbejdsfællesskab,

der er væsentligt for udviklingen af elevernes

kunstneriske kompetencer. Forløbet på Thorvaldsens

Museum gav et godt indblik i børnenes

kompetencer.

Det kunstneriske kundskabsområde handler om

at skabe nye sammenhænge mellem former og

overflader, mellem forestillinger og indhold. Den

kunstneriske kompetence kan opfattes som en

evne til at opfatte og skabe kvaliteter og dermed

skabe forudsætninger for nye oplevelser, for ny og

forandret erfaringskundskab.

Når kunstnere deltager i undervisningen, kan

børnene gå i mesterlære et stykke tid, og dette

som legitime deltagere i et arbejdsfællesskab, der

både indeholder krav om efterligning og derved

læring, men som også giver dem muligheder for at

tilføre nogle af deres egne variationer i det endelige

værk.

Ingelise Flensborg er ph.d., lektor ved DPU i

billedkunst/billedpædagogik, underviser i eksperimen-

terende billedfremstilling og fagdidaktik på kandidat-

studiet. Forfatter til flere bøger og artikler, senest i

Unge Pædagoger 7/8 : Visuel kultur

Tidligere folkeskolelærer og seminarielektor i billed-

kunst.

Litteratur:

Buhl, M., Flensborg, I., Illeris, H. (2003), Visuel kultur som ny

pædagogisk faglighed, Unge pædagoger nr. 7/8: Foreningen

Unge Pædagoger

Buhl, Mie (2003) Billedkunst- faget der blev væk, Billedpædagogisk

Tidsskrift nr.2

Flensborg, Ingelise (2003) Et blik på klare mål, Billedpædagogisk

Tidsskrift nr.2

Flensborg, Ingelise (1991), Om billedkunst og Kognition, Unge

Pædagoger

Flensborg, Ingelise og Birgitte Holm Sørensen (1983 og

1994) Temaer i billedpædagogik, Gjellerup og Gad.

Freedman, Kerry (2003) Social Perspectives of Art-education

in the US: Teaching visual culture in a democracy, The International

Journal of Arts Education volume 1 nr.3: National

Taiwan Arts Education Center

Hornung, Peter Michael (2003), Kunsten at sætte en politisk

dagsorden i Politiken 22 januar, Kultursektionen. .

Illeris, Helene (2003) Dansk billedpædagogisk forskning – et

tilbageblik Billedpædagogisk Tidsskrift nr. 3

Nordström, Gert Z. (1975):kreativitet og bevidsthed, Borgens

forlag

Pedersen, Kristian (1993): Den billedsproglige handling som

æstetisk læreproces i Æstetik og didaktik red. Susanne

Knudsen, DLH.

1 Folkeskolens formål

§ 1. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at frem-

me elevernes tilegnelse af kundskaber, fædigheder, arbejdsmetoder og

udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige

udvikling.

Stk. 2. Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevel-

se, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og

lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund

for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur

og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets

samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse,

medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.

Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed,

ligeværd og demokrati.

af Chresten Sloth Christensen

”Mennesket”, skrev den store Schiller i Menneskets

Æstetiske Opdragelse, ”leger kun, når det

er menneske i ordets fulde betydning, og det er

kun fuldt ud menneske, når det leger”. Det skriver

Gianni Rodari i Fantasiens Grammatik. Et af de flotteste

teoretiske bidrag bag børnehaverne i Reggio

Emilia. Derfor er det en forbrydelse mod menneskeheden

at fratage børn deres bardom gennem

’skolarisering’.

Når vi besøger Reggio Emilia ser vi ikke teorien,

men praksis. Den fremtræder således: indtryk bearbejdes

til udtryk, så børnene ofte sætter aftryk i

deres institution og lokalsamfund.

Nogle af vore dygtige pædagoger, lærere og

pædagogiske ledere har med egne øje iagttaget

denne praksis, taget den med hjem, afprøvet

varianter af den i lyset af vores egen pædagogiske

filosofi og dermed det dannelsesmål, dvs. tilværelsesperspektiv,

vi gerne ser vore børn slå sig på,

glæde sig over og stå på tæer for at nå.

Legen og den skabende fantasi er ikke forbeholdt

arbejdet med billedkunst, men her er det oplagt

at begge dele skal befinde sig i pædagogikkens

centrum: ”Den afgørende forskel på en død og

en levende skole er, at den døde skole er en skole

for ’forbrugere’, medens den levende, nye skole

kun kan være en skole for ’skabere’, skiver Radari

videre i omtalte bog. Det svarer fuldt og helt til

Grundtvig og Kolds tiltro til det levende ord, det den

danske folkeskole i dag reflekterer. De havde blot

ikke øje for, at mennesket behersker 100 sprog, og

at det pædagogiske virke drejer sig om at udvikle

hvert og et af disse i stedet for – som i den sorte

skole – at berøve børnene de 99.

Men sprog og fantasi skal bruges for at udvikles,

og brugen skal disciplineres, så der hele tiden lægges

nye alen til det allerede opnåede. Derfor er billedkunst

ikke blot fri leg. Det er det også, men det

er desuden tilegnelse af håndværk, materiale- og

værktøjskundskab, træning og atter træning. Ellers

bliver billedmagerne aldrig fri og sig selv i deres

udtryk. Det ved jeg af egen erfaring, og derfor har

en af vore dygtigste pædagoger været på studietur

i Sct. Petersborg. Får vi muligheden, skal flere på

studietur, for vore børn har allerede høstet af de

frø, som studieturen i Sct. Petersborg såede i et

åbent og modtageligt pædagogsind.

I skolen benytter vi os desværre alt, alt for lidt af

Nordjyllands Amts flotte tilbud om at råde over

kunstnere, bl.a. billedkunstnere, i fuld tid til kvart

pris. Det er ikke pengene, der forhindrer det, for

min første (og eneste, vil nogen sige) bedrift i

Skagen var straks efter min ansættelse at forhøje

24 25

ARTIST-IN-RESIDENCE

gæstelærerkontoen med 400% og fortælle skolerne,

at denne konto ikke var forbeholdt personer fra

LO og DA! Men hvad er det så, der hindrer lærerne

i at bruge gæstelærere? Jeg ved det ikke - eller

også vil jeg ikke vide det - for jeg vil så gerne rose

lærerne for deres indsats som antiautoritære autoriteter

i et land, hvor selveste statsministeren gør sit

til at undergrave deres autoritet og virke.

Lærerne på vore skoler, især Hedeboskolen, har

i modsætning til brugen af amtets tilbud derimod

gjort flittig brug af en anden mulighed, som vi selv

har kunnet stillet til rådighed: en lokal kunstner har

i lang tid haft uindskrænket og gratis råderet over

Hedeboskolens motorlokale, der har store vinduer.

Blot skulle børnene kunne komme og snakke, se,

røre og måske forsøge sig med pensel, når lejlighed

gav sig. Det skete, når såvel kunstner som

børn var motiverede og havde lyst. Kunstneren

skulle desuden efter nærmere aftale hjælpe vore

billedkunstlærere og eventuelt sammen med dem

deltage i udsmykningsopgaver. Det bærer vore

skoler, især Hedeboskolen, præg af.

Jeg forstår på oplægget til dette nummer, at vi dermed

har realiseret idéen om Artists-in-Residence.

Det vidste vi bare ikke! I Skagen har vi nemlig hidtil

har troet, at begrebet Artists-in-Residence havde

med kunstnerkolonier at gøre. Og Skagen er som

bekendt det eneste sted i Norden, hvor en sådan

koloni af international tilsnit har foldet sig ud. Det

nyder vi selv og vore børn godt af den dag i dag,

og læseren at denne artikel er meget velkommen

til at iagttage billedernes styrke ved selvsyn og tale

med vore lærere og pædagoger om sagen og Skagen.

F.eks. den 22. til den 24. april, hvor vi sætter

fokus på begrebet dannelse. Programmet kan ses

på www.dendigitaledannelseskaravane.dk. Der er

sikkert endnu en enkelt ledig plads, selv om vore

venner fra Brøndby ankommer hele 36 mænd og

kvinder for at tage revanche for et gammelt nederlag

i en fodboldturnering. Det vil de bl.a. gøre med

billedkunst. Se deres flotte arbejde på ”Den Usynlige

Pensel”, sikkert også med www foran. Det er

i børnehaverne, det hele starter! Det gør vi lærere

klogt i snart at begribe. Sent er bedre end aldrig!

I øjeblikket koncentrerer vore billedkunstlærere

og billedkunstpædagoger sig om events, dvs.

udsmykningsgaver i forbindelse med omtalte konference,

hvor børnene er til stede med egne billeder,

på fotografier og med udsagn optaget til DR´s

børnneradioprogram, der genialt sendes, når forældrene

skal se TV 2 Nyheder. Hertil kommer vores

børnekulturfestival, som til sommer for 2. gang skal

bevise sit værd og sin værdi for børn og barnlige

sjæle. I begge tilfælde arbejder pædagoger og

lærere sammen med kunstnere, betalt af gæstelærerkontoen,

og praksis er snuppet fra Reggio Emila:

indtryk skal altså avle udtryk, og børnenes udtryk

skal omsættes i markante aftryk centrale steder i

vore institutioner og i vores smukke by i den særegne

natur. Se illustration.

Det er imidlertid min drøm, at vi i børnehaver og

skoler kommer til at råde over en håndfuld kunstnere,

der hver står for deres egne kunstneriske

udtryk i flest mulige kunstarter. Jeg håber tillige, at

vi – i den nye og større kommune, vi bliver en del

af - kan realisere visionen gennem partnerskaber

med erhvervslivet: På det kvartære arbejdsmarked

– det, der er på vej i videnssamfundet – kan ingen

sælge det unikke og det sublime uden kunstens

medvirken. Og netop de sublime og de unikke

processer og produkter fremstillet af netværksvirksomheder

skal i det 21. århundrede sikre os den

velstand, der er velfærdens forudsætning.

Det er velfærden, det hele drejer sig om. Den forudsætter

forestillinger om Det gode Liv og en stræben

efter at nå det. Til det gode liv hører glæden

ved det smukke! Derfor er begrebet æstetik, og

æstetikkens et anliggende i opdragelsen. Herom

bringer de nyeste videnskabelige resultater – bl.

a. i hjerneforskningen - vidnesbyrd. Rodari gav i sin

bog Sartre ordet for denne smukke sætning. Her

giver jeg ham det sidste ord:

”L’ímage est un acte et non une chose”

Chresten Sloth Christensen er Børne- og Kulturdirek-

tør, formand for Danmarks Lærerforenings Pædagogi-

ske Udvalg 1982 - 1986, medlem af Ole Vig Jensens

musiske udvalg, der barslede med sine idéer og

materialer i 1996. Karavanefører for www.dendigitale

dannelseskaravane.dk.


Nyheder

NYT FRA SEKRETARIATET

af Gitte Holst

Kære medlemmer

Nu har I fået medlemslisten for 2004, og

hvis du nu sidder og tænker på, at du faktisk

gerne ville have haft din e-mail adresse i, ja

- så er den ikke i - fordi vi ikke har haft den,

og du må derfor gerne maile den herind

bkf@bkf.dk, så skal vi sørge for, at den

kommer i med i næste udgave af medlemslisten

og på Bkfs hjemmeside.

Hvis du får ny e-mail adresse, post-adresse

eller nyt telefonnummer, så husk at give Bkf

besked.

WWW.BKF.DK

Det er en god ide at tjekke Bkfs hjemmeside.

Der kan være aktuelle nyheder, som ikke

kan komme med i bladet på grund af skæve

deadlines.

MØDEAKTIVITET

Efter et aktivt internationalt møde, hvor alle

ruder blev totalt duggede, udbrød en af deltagerne:

”Vi er en ny fraktion af Bkf; Emhætterne!

FANØ OG AFFALD

Bkf har modtaget en klage fra Fanø kommune,

fordi brugere af huset har stillet ekstra

skrald ved siden af affaldscontaineren. Der

må kun være det affald, der kan være i den

opstillede affaldscontainer ved huset. Hvis

du har pap, papir, dåser, vandflasker og

vinflasker, er der en miljøstation ved siden

af kirken. Genbrugspladsen er i Nordby ved

Sønder Nytorv (Tempo supermarked). Bliver

påbuddet ikke overholdt, modtager Bkf en

bøde!

VIDEO WORKSHOP: VIDEO SOM

KUNSTFORM OG DOKUMENTA-

TION

Keller - Center for Eksperimenterende Kunst,

24.-28. maj 2004

Workshop-ledere: Hanne Nielsen og Birgit

Johnsen. Indhold: Eksperimenter omkring

idé, indhold og form, lyd og lyssætning, optagelse,

klipning og fremvisning. Workshoppen

henvender sig til professionelle kunstnere,

som har lidt eller nogen erfaring med video

og IT, og som har lyst til at udforske og

udfordre mediet i samarbejde med andre

kunstnere. Alt fornødent udstyr vil være på

stedet - dog er det en fordel, hvis deltagerne

selv medbringer digitale videokameraer og

fire-wires. Deltagerpris for kost, logi og materialer:

1650 kr. Max: 20 deltagere. Tilmelding

og uddybende oplysninger: senest 15. april til

Lene Noer, vandværksvej 1, 7080 Børkop, tlf:

75 86 81 54, e-mail: kellercek@mail.tele.dk

PÅSKE OG SOMMER

PÅ FANØ

Du kan deltage i lodtrækningen

ved at skrive til Bkf.

Vedr. påsken trækker vi lod

mandag den 15. marts (pris:

1500 kr.)

Vedr. sommerferien trækker vi

lod torsdag den 1. April (pris:

2000 kr.)

LEGATOPHOLD PÅ KLITGÅRDEN

Legaterne dækker opholdsudgifter på Klitgården

i 2 uger pånær egenbetaling

på 100 kr. pr. dag. Opholdet skal finde sted

i 2004.

Ansøgningsfrist: 5. marts 2004. Ansøgning

til:

Dansk Kunstnerråd, Rosenvængets Allé 37,1,

2100 København Ø, tlf. 35 38 44 01, fax. 35

38 44 17, e-mail: dkr@dansk-kunstnerraad.dk

KELLER – CENTER FOR EKSPERIMENTERENDE KUNST

Som åbningstilbud stiller vi alle værksteder gratis til rådighed i marts og april.

Foreløbigt program:

24.-28. maj: Video workshop

7.-10. juni: Ildstedssymposium ll

1.-10. oktober: European Summer Academy

17.-26. november: Opera workshop

Nærmere beskrivelse af arrangementerne følger i bladet op til begivenhederne.

Keller – Center for Eksperimenterende Kunst

v/ Lene Noer, Vandværksvej 1, Brejning, 7080 Børkop, tlf. 75 86 81 54, e-mail:

kellercek@mail.tele.dk, www.keller-cek.dk

1. INTERNATIONAL

COLLAGE-UDSTIL-

LING I VILNIUS

Kestutis Vasiliunas, der har

arbejdet med Artist’s Book Triennale,

står bag denne

første collage-udstilling. Man kan

deltage med 2 originale værker,

max: 40 x 30 cm.

Værkerne vil være til salg og

ellers blive returneret. Deltagergebyr

på 50 euro. Bkf har oplysning

om bank og kontonummer,

hvortil pengene skal betales.

Udstillingen finder sted i Gallery

ARKA i Vilnius i november 2004.

Yderligere oplysning: 1st International

Collage Exhibition Vilnius

2004, Filaretu 9 - 5, Vilnius

LT-2007, Lithuania, att. Kestutis

Vasiliunas, tlf. +370 5 215

4796, mobil +370 656 05379,

e-mail: vasiliunask@arts.lt, http:

//www.arts.lt

Ansøgningsfrist: 21. maj 2004.

Bkf har informationspapirer og

ansøgningsblanket.

MULIGHED FOR AT

BO PÅ KLOSTER I

ROM

Et medlem kan på det varmeste

anbefale at tage ophold her.

Udsigt over smukke haver og

bus lige til døren. Pris: værelse:

32 Euro, halvpension: 40 Euro,

helpension: 50 Euro.

Missionarie dell’Immacolata,

Casa Ferie ”Delfina”, Via T.

Salvini 10, 00197 Rome, tlf./

fax +39 06 8078064, e-mail:

mdisalvisuper@pcn.net

WORKSHOP I LETLAND

Madona amtskommune, der ligger i et natursmukt

område i Letland, arrangerer for fjerde

år i træk en workshop for baltiske, skandinaviske

og europæiske kunstnere. Workshoppen

har tre spor: olie, akvarel samt abstrakt kunst

og varer fra 28. juni til 11. juli 2004. Arrangøren

betaler ophold, kunstneren må bekoste

rejsen. Et værk pr. deltagende kunstner skal

udstilles på kunstmuseet i Madona efterfulgt

af en turné til de deltagende lande. Yderligere

oplysninger: Mogens Lange, Det Danske

Kulturinstitut, Marijas iela 13, k.3, LV 1050

Riga, Letland, tlf. 00371 654 25 24, e-mail:

ml@dki.lv

MINI-PRINT. LESSEDRA THIRD

WORLD ART PRINT ANNUAL

Der kan sendes op til 3 originale print fra

2003/2004. Max størrelse: 29 x 23 cm.

En international jury vil udvælge vinderne.

Første pris: USD: 500 samt tilbud om soloudstilling.

Anden pris: USD: 200. Ved salg betales 30%

provision til Lessedra Gallery. Udstillingen vil

finde sted i The National Palace of Culture i

Sofia i juni 2004. Værkerne vil blive returneret

indenfor fem måneder efter udstillingen er

lukket. Deltagergebyr på USD: 50.

Bkf har oplysninger om bank og kontonummer.

Lessedra Gallery & Contemporary Art

Project, 25, Milin Kamak Street, Lozenetz,

1164 Sofia, Bulgarien, tlf. +359 2 865

04 28, tlf. +359 888 880 410, e-mail:

georgi@lessedra.com, lessedra@yellowpagesbg.com,

www.lessedra.com

Ansøgningsfrist:15. april 2004. Bkf har informationspapir

og ansøgningsblanket

26 27

1ST ONNASSIS INTERNATIONAL

CULTURAL COMPETITION FOR THE

COMPOSITION OF AN ORIGINAL

PAINTING, 2006

I rigtig god tid får du oplysning om denne konkurrence i

maleri-komposition. Man kan deltage med ET værk. (sendes

flere bliver man diskvalificeret). Værket kan du arbejde på

indtil deadline den 31. marts 2005, og du har mulighed for

at vinde 1. pris: 150.000 euro, 2. pris: 100.000 euro, 3.

pris: 75.000 euro. Bkf har 7 sider information og regler for

deltagelse, som du kan rekvirere.

KØBENHAVNS REGIONALAFDELING

Afholder generalforsamling fredag den 5. marts klokken

17-19 i Morskabsmuseet, Frederiksberg Runddel 1. På

generalforsamlingen vil der blive redegjort for beslutningen

om, at regional afdelingen fremover kun repræsenterer

København og Frederiksberg.

KØBENHAVNS BILLEDKUNSTUDVALG

Ansøgning skal indeholde: Projektbeskrivelse, navn,

adresse og CV, oplysninger om hvornår projektet skal gennemføres,

realistisk budget, hvorvidt der er søgt og/eller

bevilget støtte fra anden side. Evt. anmeldelser fra seneste

udstillinger. Ansøgningerne skal være udvalgets sekretariat

i hænde senest 2 måneder før første dag i projektets afholdelsesperiode.

Københavns Billedkunstudvalg, Flæsketorvet 68,1, Postboks

217, 1501 København V, tlf. 33 66 38 01

MELLEMDÆKKET I CHARLOTTENBORG

UDSTILLINGSBYGNING

MELLEMDÆKKET i Charlottenborgs Udstillingsbygning vil

fra midten af 2004 blive stillet til rådighed for udvalgte

kunstneres separatudstillinger.

Bestyrelsen vil udvælge kunstnerne på grundlag af fremsendte

ansøgninger efterhånden som disse måtte komme

ind.

Da 4dstillingsbygningen kun råder over et beskedent

budget til denne aktivitet, vil den enkelte kunstner højest

kunne påregne et tilskud på 15.000 kr. til udstillingen af

samtlige udgifter.

Ansøgning skal sendes til: Charlottenborg Udstillingsbygning,

Nyhavn 2, 1051 K mærket: ”MELLEMDÆKKET”.

Oplys navn og CV plus beskrivelse af det projekt, der

ønskes udstillet. Materialet skal kunne rummes i en A4kuvert.

BRDR. E, S OG A. LARSENS REJSE-

LEGAT FOR BILDENDE KUNSTNERE

Legatet kan tildeles en kunstner bosat på Bornholm, der

ønsker at rejse ud i verden, eller til danske kunstnere, der

ønsker et ophold på Bornholm på ikke under 3 måneder for

at kunne gennemarbejde et projekt eller hente inspiration.

Det er en betingelse for modtagelse af legatet, at der udarbejdes

et værk, som evt. kan erhverves til overdragelse til

Bornholms Kunstmuseum. I 2004 vil der være 75.000 kr.

til uddeling.

Brdr. E, S og A Larsens legat, Dommerkontoret, Damgade

4A, 3700 Rønne, Ansøgningsfrist 25. e-mail:

post@ronne.byret.dk

SKANDINAVISK

FORENING I ROM

Jeg har tidligere efterlyst interesse

for at lave en venskabs/

støtte forening for

Skandinavisk Forening i Rom.

Det er vigtigt med et forum,

der gør sig tanker om, hvordan

Skandinavisk Forening skal fungere

fremover, og frem for alt

støtter dens forsatte eksistens.

I Sverige har der været afholdt

møder for oprettelsen af en

venskabsforening, så

måske kan det få gang i noget

tilsvarende herhjemme. Jeg ved,

der er mange, der har gemt lidt

af deres hjerte i Rom.

FUNDACION

VALPARAISO

Her har kunstnere fra alle

lande mulighed for en måneds

arbejdsro i det nordøstlige Andalusien.

Refugiet er en ombygget

olivenoliemølle og har plads

til otte kunstnere af gangen.

Et stipendium omfatter fri logi

og mad. Ansøgningsskema og

nærmere oplysninger:

Fundación Valparaiso, Resident

director: Pilar Parra, Apt. 836,

E-04638 Mojácar Playa, Almeria,

Spanien, tlf. +34 950 47

80 23, fax +34 950 47 27 06,

e-mail: vparaiso@futurnet.es

ORV, DET ER FOR BØRN

2. biennale for børns malerier.

Børn mellem 4 og 15 år kan

deltage (uden hjælp fra voksne).

Man kan vinde en guld eller sølvmedalje.

Malerierne kan være

enten 55 x 55 eller 50 x 70 cm.

Der kan bruges forskellige materialer

f.eks.: akvarel, tushpenne,

tempera, blæk, farveblyanter

m.m.

Frist: 30. maj 2004. Bkf har

blanketter.

Museum and Academy of Childrens

Art, Agiou Eleftheriou 20,

67100 Xanthi – Hellas, Grækenland,

tlf. +30 2541 078109,

fax. +30 2541 067044, e-mail:

artlita@in.gr, www.artlita.gr

TILSKUD TIL BILLED-

KUNSTNERES UDSTILLINGER

Frist: 20. april. Kontaktperson: Trine

Nørgaard, tlf. 33 74 45 36, e-mail:

trn@kunststyrelsen.dk

Billedkunstneres udstillinger i udlandet

Frist: 15. april. Kontaktperson: Beth

GÆSTEBOLIG MED ATELIER

Som et af de første kunstmuseer i Danmark har

Vendsyssel Kunstmuseum indrettet en gæstebolig

med atelier, en lille 1-værelses bolig med

stort tilhørende værksted. Opholdet er gratis.

Yderligere information: Veendsyssel Kunstmuseum,

att. Jette Nikolajsen, P.Nørkjær

Plads 15, 9800 Hjørring, tlf. 98 92 41 33,

www.vkm.dk

HUSET I PROVENCE

Opholdet skal være af mindst en måneds

varighed og højst 4 måneder. Huset koster

kr. 2.500 pr. måned plus udgifter til telefon

og el. Ansøgning om ophold i huset i perioden

1. september 2004 til 31. august 2005 har

ansøgningsfrist 31. marts. Yderligere oplysninger

tilsendes ved skriftlig henvendelse til:

Tegneren Anne Gretes Fond, c/o Brødrene

Brøndum, Schacksgade 10, 1365 Kbh K

INTERNATIONAL BIENNIAL OF

DRAWING, PILSEN 2004

Biennalen bliver afholdt af den tjekkiske kommission

for UNESCO og IAA-Europa.

Man kan deltage med max. 5 arbejder fra

efter 1999 - max A1 (84x60 cm). Deltagergebyr:

50 euro. Bkf har informationspapirer

og har fået lovning på ansøgningsblanket.

Nærmere oplysning:

Unie výtvarných umìlcù plzeòské oblasti,

Dominikánská 12, 301 00, Plzeò,

tel/fax: +420 377 236 938, e-mail:

uvu-plzen@quick.cz, www.bienale-pizen.cz,

frist: 15. juli 2004

EVT. FOR LIDT ÆLDRE

MEDLEMMER

På hjemmesiden www.pensionsinfo.dk kan

man få et samlet overblik over sin økonomi

ved:

Pensionering, dødsfald, invaliditet, alvorlig

sygdom. Man kan også beregne sin: Efterløn,

folkepension og førtidspension. Det er en

hel unik service ikke mindst fordi der i efterlønsberegningen

findes mange forskellige

modregningsregler for de forskellige pensionstyper.

Bag PensionsInfo står flere end 30 pensionsinstitutter,

Beskæftigelsesministeriet,

Socialministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet.

PensionInfo samarbejder desuden

med Arbejdsløshedskassernes Samvirke og

KMD (Netborger.dk)

Hessel, tlf. 33 74 45 32, e-mail:

bhe@kunststyrelsen.dk

Ansøgninger sendes til: Kunststyrelsen,

Billedkunstcentret, Fagudvalget

for billedkunst, Kongens Nytorv 3,

Postboks 9012, 1022 København K,

www.kunststyrelsen.dk


Nyheder

KÆRE KUNSTNER/

KUNSTHÅNDVÆRKER/

DESIGNER/MUSIKER/

ARTIST OG ANDRE FRI

AGENTER INDENFOR

DE KUNSTNERISKE

UDTRYKSOMRÅDER

Den endelige godkendelse af den

ny efter- og videreuddannelse for

kunstnere, kunsthåndværkere og

designere er ikke helt på plads.

Men alle forventer, at det går i

orden. Derfor denne orientering.

Afgørende for, om uddannelsen

bliver til noget er, at tilskudsgiverne

kan se et dokumenteret

behov fra kunstnernes side.

Indtil nu har 13 kunstnere fra hele

landet meldt tilbage til mig med

en forhåndsinteresse. Forhåndsinteresse

er selvfølgelig uforpligtende,

men alle, der melder sig får

automatisk tilsendt den endelige

undervisningsplan og en invitation

til informationsmøde.

Nedenstående er uddrag af det

næsten færdige oplæg til undervisningsplanen.

(Læs oplægget

til undervisningsplanen i sin fulde

længde på www.bkf.dk). Ændringer

kan stadig forekomme, og du

kan også komme med kommentarer

til indholdet. Meld eventuelle

kommentarer tilbage til mig. Opgiv

navn, adresse og tlf.nr. hvis du

ønsker at få en invitation til informationsmøde

vedr. Efter- og Videreuddannelsen.

Mødet kommer

til at ligge i begyndelsen af maj

2004.

Venlig hilsen Karen-Lisbeth

Rasmussen, klir@klir.dk

Baggrund og formål

Uddannelsen er igangsat på

baggrund af erfaringer fra kunst/

erhvervs-projektet i Vejle Amt

2001, hvor det viste sig, at kunstnerne

manglede og ønskede en

efteruddannelse for bedre at kunne

matche opgaver i virksomheder.

Uddannelsen er målrettet professionelt

uddannede kunstnere, som

ønsker at bringe de kunstneriske

1%-REGLEN

Efter 5 års venten er der nu

kommet et nyt cirkulære om

kunstnerisk udsmykning af

statslige byggerier, traditionelt

kaldet 1%-reglen. I Bkf

er vi ikke imponerede. Læs

om det nye cirkulære på

www.bkf.dk

kompetencer bredere ud , f.eks. i

samarbejde med virksomheder og

kulturinstitutioner.

Der anvendes 3 moduler fra

akademiuddannelsen, som giver

kunstnerne meritmuligheder til

universiteter og handelshøjskoler.

Sideløbende er der en målrettet

og skræddersyet del kombineret

med en praktikdel. På den måde

bringes det lærte i anvendelse.

Forløbet er et fuldtidsforløb for

både folk i arbejde og ledige. Folk

i arbejde har mulighed for at vælge

enkeltelementer eller søge orlov

fra deres arbejde.

1. Fase: Visitation (9 uger, uge

15-23, 2004)

2. Fase: Afklaring og værktøjer

(12 uger, uge 33-44, 2004).

Deltagerne får her en indføring i

værktøjer som kommunikation,

markedsføring, konsulentfærdigheder,

projektledelse, fra idé til

produkt og forhandlingsteknik.

Undervisningen baseres på teori

og cases og sammenholdes/sammenlignes

med kunstnernes egne

erfaringer.

3. Fase: Gennemførelse af selvvalgt

projekt (8 uger, uge 45-53,

2004). Praktikperiodens udformning

beror på aftaler mellem

kunstner og virksomhed, men

behøver ikke foregå på selve virksomheden.

4. Fase: Individuelle behov (15

uger, uge 1–15, 2005). Deltagerne

har nu mulighed for både i

teori og praksis at arbejde med

egne specifikke mål (f.eks. it,

hjemmeside, PR, personlig fremtræden).

5. Fase: Eksamen og udslusning

(4 uger, uge 16-20, 2005). Deltagerne

afslutter forløbet med eksamen,

og projektforløbet evalueres.

6. Fase: Opfølgning og samlet

metodebeskrivelse (samles under

hele forløbet og bearbejdes i uge

21-26, 2005)

7. Fase: Afslutning (uge 27)

Læs oplægget til undervisningsplanen

i sin fulde længde på

www.bkf.dk

SKAL DU TIL

GRÆKENLAND

I ÅR?

Vær opmærksom

på, at rigtigt mange

museer i Grækenland

i øjeblikket er lukkede.

Se en fuldstændig liste

på www.bkf.dk

FRA MEDLEM TIL

MEDLEM

NYE MEDLEMMER

Maler/grafiker Elin Pjet. Bjarnason,

Rolfsvej 10, 4th., 2000 Frederiksberg, tlf. 38103458

Billedhugger Birgitte Kristensen,

Haslevej 10, 8230 Århus, tlf. 86119915

Billedkunstner Lis Gundlach Sell,

Ingemannsvej 8, 4tv., 1964 Frederiksberg, tlf. 35350706

Billedhugger Tina Maria Nielsen,

Holbergsgade 12, 3.tv., 1057 København K,

tlf. 33160441, mobil: 26281064

Billedkunstner Milena Bonifacini,

Kerteminde Vej 83, 5800 Nyborg, tlf. 65362464

ÆNDRINGER

Maler Kresten Havgaard,

Frederiksholms Kanal 2, 1220 København K,

mobil: 22211434

Billedkunstner Iben Grünbaum,

Lille Strandvej 18H, st.th., 2900 Hellerup,

tlf. 33917828, mobil: 27267828

Maler Bjørn Pierri Enevoldsen,

Nørre Side Allé 3, 3.th, 2200 København N,

mobil: 23269003

Maler Marianne Knutz,

Bæklandsvej 6, 6061 Bjert, tlf. 35340514

Grafiker/maler Lars Pryds,

Brøndbyvestervej 40,2th., 2605 Brøndby, tlf. 43754325

Væver Lene Helmer Nielsen,

Ryesgade 104B, 2., 2100 København Ø

Keramiker/maler Berit Jansson,

Eskimovej 1, 7100 Vejle, tlf. 75824588

Grafiker Bente Polano,

Dalsborgvej 13, 3970 Snekkersten,

tlf. 45863799/49266608

Billedkunstner Jes Wind Andersen,

Gammel Kongevej 151,1, 1850 Frederiksberg,

tlf. 33211281, mobil: 27121627

Maler Allan Lyster Skuldbøl,

Ravsted Storegade 47, 6372 Bylderup-Bov, tlf. 74734602

Maler Ninne Nielsen,

Østergade 50B, 1tv., 9800 Hjørring, tlf. 98988602

Maler Lili Ege,

Østre Ringvej 7, 5750 Ringe, tlf. 62641706

Billed/textilkunstner Baukje Zijlstra,

Jernhytvej 5, 6500 Vojens, tlf. 75551292

Billedkunstner Svend-Allan Sørensen,

Annasholmsgade 45, st.tv., 5000 Odense C,

tlf. 65911216, mobil: 25773111

Billedkunstner Reiko Tange,

Sødingevej 31, 5750 Ringe, tlf/fax 62621350,

mobil: 40725870

Maler/billedhugger Jørn O.H.Bork,

Strædet 14, Mande Marke, 4791 Bårre,

tlf. 55863323, mobil: 61658661

Maler Bentemarie Kjeldbæk,

Uraniavej 2, 2., 1878 Frederiksberg C, tlf. 39206005

DYBTRYKPRESSE TIL SALG

trykbredde: 500 mm. Pris: 8000 kr.

Tlf: 66 17 68 70

ATELIERPLADS SØGES!

Da mit dejlige atelier gennem 7 år på

Sigurdsgade lukker pr. 1 september

vil jeg høre om nogen har en ledig

plads omkring Vanløse hvor jeg bor,

Valby, Frederiksberg. Ligenu bor jeg

for 1100 kr på 30 m2. Jeg har højst

råd til at betale 1500 pr. mrd og skal

bruge mindst 20 m2. Hvem jeg er kan

I se på: www.kl-kunst.dk eller jeg kan

kontaktes på:

Lotte Kjøller, Jydeholmen 47 D, 1 Th,

2720 Vanløse

tlf: 38749378, mobil: 23830717

mail: lottekjoeller@hotmail.com

AKTUELT PÅ

KUNSTSCENEN

Gitte Harslev

Gitte Harslev. Udstilling af Collage,

grafik og skulptur. Galleri Catalpa,

Kongensgade 19, 4800 Nykøbing F,

28. februar – 27. marts, ons-fre: 14-

18, lør: 10-14

”Sweet Treat”. Foto, installation,

web. Møllegade 5, Århus C, 3. april

– 18. april

”Gruppe 99”. Maleri, skulptur, grafik

og vævning af Gudbjörg Benediktsdottir,

Mette Plum, Birgitta Hallberg,

Lise Ring og Grethe Tranberg. Torvegalleriet,

Slotsgade 2, 4800 Nykøbing

F, 6. marts – 3. april, ons-fre:

14-17, lør: 12-16

28 29

"Sweet Treat":

settlement.dk som vil blive præsenteret på udstillingen

i Møllegade er et web-baseret kunstprojekt,

som handler om bosætning som ramme og

fundament for forskellige måder at leve på. Sitet

indeholder bl.a. materiale fra undergrundsbyer

i Kappadokien, Tyrkiet. Udover settlement.dk

vil der på udstillingen blive et ”modelværksted”,

hvor de besøgende bliver inddraget i praktiske

reflektioner over begrebet ’hus’/’hjem’.

"Gruppe 99":

Birgitta Hallberg: ”Barndomslandet”

DET DANSKE INSTITUT I ROM:

OPHOLD OG STIPENDIER

EFTERÅRET 2004

Fra Dronning Ingrids Romerske Fond vil et beløb være

til rådighed til uddeling af stipendier til studieophold

på Det Danske Institut i Rom i perioden 1. september

2004-31. januar 2005. Formålet med stipendierne er

at gøre det muligt for forskere inden for alle grene af

videnskaben og kunstnere inden for alle kunstarter

(billedkunst, design, arkitektur, musik, litteratur etc.) at

gennemføre videnskabelige eller kunstneriske studier i

Rom.

Information på instituttets hjemmeside

www.dkinst-rom.dk.

Ansøgningen stiles til Bestyrelsen for Det Danske Institut

i Rom og indsendes pr. brev, pr. fax eller e-mail til:

Accademia di Danimarca,

Via Omero, 18. I-00197 Roma, Italien

Tlf.: 0039-06 32 65 931

Fax 0039-06 32 22 717

E-mail: accademia@dkinst-rom.org

Fremsendelse pr. e-mail verificeres ved en opringning

til instituttet. Frist: 5. marts 2004 kl. 10.00.

TILSKUD TIL

BILLEDKUNST

Næste frist for ansøgninger til Kunstrådets udvalg for

dansk billedkunst i udlandet er

torsdag den 15. april 2004

Ansøgninger sendes til

Kunststyrelsen

Billedkunstcentret - Udvalget for dansk billedkunst i udlandet

Kongens Nytorv 3, 1050 København K

Kontaktperson

Beth Hessel bhe@kunststyrelsen.dk, Telefon 33 74 45 32

Næste frist for ansøgninger til Kunstrådets fagudvalg for billedkunst er

tirsdag den 20. april 2004

Ansøgninger sendes til

Kunststyrelsen

Billedkunstcentret - Fagudvalget for billedkunst

Kongens Nytorv 3, 1050 København K

Kontaktpersoner

Trine Nørgaard telefon 3374 4536, trn@kunststyrelsen.dk

Birgitte N. Lindeneg telefon 3374 4535, bl@kunststyrelsen.dk

For nærmere information om ansøgningskriterier etc.

se hjemmesiden www.kunststyrelsen.dk - se Kunstrådet/tilskudsområder

Billedkunstcentrets besøgsadresse:

Peder Skramsgade 8, 4. og 5. sal Kbh.K

Støbning af skulpturer/figurer i

bronce og gips

Afformning i silicone

Restaureringsarbejde udføres

Broncestøberiet

Leif Jensen Aps v. Peter Jensen

Vadstrupvej 67, 2880 Bagsværd

Telefon 44 44 99 87

Telefax 44 44 99 18

pj@ljbronce.dk - www.ljbronce.dk

Referenceliste kan rekvireres


ALT I

KUNSTNERARTIKLER

Malermester Ib Arnhem

Læssøegade 151, 5230 Odense M

tlf. 66120231

Åben man-fre kl.10 - 17.30

Parkvej 3, 5600 Faaborg

tlf.62610565

Åben efter aftale

Skive Kunstmuseum

28. marts – 9. maj

Påskeudstilling

Per Kirkeby, Per Bak Jensen,

Erik Steffensen m.fl.

Arr. i samarbejde med Erik Steffensen og

Galleri Bo Bjerggaard

12.-31. maj

Biller, bark og blade

Åbent Atelier med Felix Pedersen

Mød maleren i ’atelieret’ på museet.

Foredrag d. 24. maj kl. 19

v. Felix Pedersen, tilmelding nødvendig.

Skive Kunstmuseum

- Havnevej 14 - 7800 Skive Tlf. 97 52 69 33

Mail:

skivekunstmuseum@skivekunstmuseum.dk

Homepage: www.skivekunstmuseum.dk

Åbent: tirsdag – søndag kl. 12-16

Gallerie Rasmus

Ny Vestergade 8 - 9

5000 Odense C

Tlf.: 65 91 88 33

-

Søndertorv 7

7000 Kolding

Tlf.: 75 50 58 33

-

Hauser Plads 14

1127 København K

Tlf.: 33 93 88 33

www.galerie-rasmus.dk

Odense’s ældste

forretning i

kunstnerartikler

Rembrandt – Winsor”Newton –

Van Gogh – Amsterdam mm.

Fyns største

Udvalg i

Blindrammer

Sadolin Farveland

Overgade15000 Odense C,

tlf. 6614 4616

Gratis P-plads i gården – via Adelgade

OLIEFARVER

MALEMIDLER

SPARTLER

PENSLER

BLINDRAMMER

MALERLÆRRED

TEGNEMATERIALER

AKVARELFARVER

PAPIR

DYBTRYKFARVER

HØJTRYKFARVER

Artifex

KUNSTNERFARVER

SØNDERALLÉ 1, LAURBJERG

8870 LANGÅ

TELEFON +45 86 46 82 88

FAX +45 86 46 82 52

Professionel assistance i alle revisions- og regnskabsmæssige forhold

samt økonomisk rådgivning.

Dansk landsdækkende organisation med 12 afdelinger.

Vi tilbyder et kvalificeret og tillidsfuldt samarbejde.

Adelgade 15 Tlf. 3338 9800

1304 København K Fax 3338 9801

copenhagen@rsmplus.dk

www.rsmplus.dk

RSM plus er et selvstændigt medlem af RSM International, en uafhængig kæde af

selvstændige revisions- og konsulentfirmaer med kontorer i mere end 80 lande.

Et synligt plus

TEMA FERIE I

SYDFRANKRIG

MELLEM MIDDELHAVET

OG PYRENÆERNE

Dansk ledet atelier åbent for enkelt

personer eller grupper.

Mulighed for tegning, maling eller

arbejde i ler indendørs eller på åben

tag terrasse.

Vinsmagnings ture eller studie uger i

forskellige emner kan arrangeres.

Ecole Hostalet

32,rue de la Republique, 66700

Argeles sur Mer; Tel :33 468 81 06 62

E-mail: argeles.hostalet@wanadoo.fr

www.mamut.com/hostalet

A C R Y L I C S

Heavy Body Acrylics,

Fluid Acrylics & Gel Medier

Skovgaard & Frydensberg Kunstnerartikler

Lille Kirkestræde 3, 1072 København K

www.skovfryd.dk,

e-mail: farver@skovfryd.dk,

Tlf. 33 12 44 80

30 31

Sommerophold i Paris

i smuk universitetspark

Det danske Studenterhus i Paris, som ligger i den 40 ha store

internationale universitetspark. 10 min. fra centrum, står åben

for alle i sommermåneden juli samt september.

Enkeltværelser 575 E / måned, dobbeltværelser 885 E / måned.

Reservationer stiles til:

Kurser og uddannelse

Århus

Kunstakademi

8613 8144

www.aarhuskunstakademi.dk

La Fondation Danoise

9 bld Jourdan, 75014 Paris

Tel. 1.45 89 29 47 .Fax 1.40 78 12 54

Det danske Studenterhus i

"La Cité Universitaire"

9, boulevard Jourdan, Paris

Kollegium for studerende med mindst to års

påbegyndt og videregående uddannelse. Huset

omfatter 48 værelser, heraf 2 atelierer for billedkunstnere

og 2 ateliere for andre formål.

Ansøgning om optagelse i perioden

1.10.2004 til 30.6.2005 sker på blanketter,

der udleveres af og senest 1.6.2004 indsendes

til sekretariatet for:

Komitéen for

Det danske Studenterhus i Paris

c/o Aage V. Jensens Fonde

Sct. Jørgens Hus, Kampmannsgade 1,

1604 København V

Telefon 33 73 43 38

hvortil henvendelse om priser m.m. kan rettes.

v/Jørn Svendsen

Cire Perdue støbning i bronze

med Shell Casting metoden

Tlf.: 62217340 / 70220040

E-mail: bronze1@post6.tele.dk

Fjellerup Skulptur Støberi

Løvholmen 9, 5700 Svendborg


DEN NYE SKOLE

af FOS

1 KLASSE. DIN TÅBE

Vi har fået nye lærere på skolen. Vi skal tale

mindre sammen, men i stedet skal vi lege købmænd

ligesom i virkeligheden, og det er måske

meget godt.

Mit skema er også nyt. Om mandagen begynder

vi med dansk med Pia, så husholdningsfag med

Lars Lykke, vi har fået en vikar i sløjt, Brian.

Til sidst naturfag med Hans Chr. Schmidt, mens

klovnepræsten Søren fejer for pedellen Helge

Adam.

Vores gamle rektor var træt. Det er jo ikke fordi,

vi savner ham. Han havde efterhånden så mange

meninger om skolen, at man ikke kunne se, om

hans hat var rød eller blå. Nu har vi fået en ny.

2 KLASSE. NOGET ER GALT

Dit barn skal vokse op og forstå andre mennesker;

lære menneskets værdi. Børn skal kunne se

forskel på overfladen og indholdet i livet, så de i

fremtiden kan vælge mellem fornuft og fremgang,

sig selv og andre.

Børnene lærer og leger stadig i skolen, men

stemningen i lærerkollegiet vil sætte en ny

agenda.

Dit barn vil stadig blive undervist i dansk, matematik,

billedkunst, gymnastik osv.

Men noget skal laves om, børnene skal være

dygtigere til at læse og skrive ligesom i de gode

gamle dage, og nye systemer skal sortere og

karakterisere børnene i nogle målbare skemaer

(det ser også bedre ud, og det er nemt gjort med

en simpel reform af skolen).

Skolen skal også sørge for, at børnene finder

deres værdighed og frihed frem efter mange år

med social diktatur. For som skolens nye rektor

udtaler:

”Vi skal genindsætte mennesket i dets værdighed

ved at give det mere frihed og personligt ansvar.

Socialstatens grænser skal rykkes tilbage, det

frie markeds grænser skal rykkes frem.”

’Det er som om, at indlærin

blevet nedprio

rundkreds og s

3 KLASSE. HVEM BESTEMMER?

Det betyder altså, at det sociale åbenbart er en

begrænsning for det frie menneske, der viser

sin frihed i valget af sin bil, og det er en smadder

god idé! Det er meget billigere at udstykke

grunde til erhvervslivet end skabe grundværdier

til befolkningen.

Vi kan blot se, hvor godt det går for vores krigsfæller;

deres frie marked går forrest både med

demokratiet og med ytringsfriheden i overrektor

Bushs kontor.

Meeeen så galt går det nok aldrig i den danske

lilleskole. Her har de tidligere elever og eleverne

før dem aldrig følt en rigtig diktator eller oplevet

synlig undertrykkelse. Så de har ingen grund til at

påberåbe sig demokratiet.

I værste fald kan rektor vælge at opfatte alle

eleverne og resten af befolkningen sådan som

Dansk Folkeparti opfatter sine vælgere; som

minoritetsgrupper man kan sige hvad som

helst til.

Med de nye skolereformer ryger skolepsykologen

ud, for som husholdningslæren Lars Lykke

skriver, ”Med hjælp fra hverdagens eksperter, vil

Venstre nu gennemføre et opgør med de stive

systemer, de støvede tankegange og de besværlige

regler, der sommetider kan gøre det bøvlet

at være dansker.

.......Derfor inviterer vi alle til at komme med

forslag og input til, hvordan vi kan få tingene til at

fungere bedre og mere hensigtsmæssigt.”

4 KLASSE. HVAD HAR DE LÆRT OS I

MELLEMTIDEN?

For lærerne har lyttet, og i de forgangne år har

de givet os, hvad vi har brug for. Noget som

kommende generationer af skolebørn godt kan

lære lidt af:

Gør hvad du selv synes. Du skal ikke tage hensyn

til andre, som vores rektor viste os, da han

selv gik med i en krig, som var svagt begrundet

med tvivlsom dagsorden og uden et eneste FN

mandat.

Du er mere end andre, vores dansklærer Pia

og klovnepræsten har sørget for, at de folk,

der får asyl, skal leve under et minimum af

existensniveauet her i Danmark - bare som en

velkomsthilsen.

Du er stadig mere end andre, fordi samme

dansklærer foreslog, at vi burde fjerne menneskerettighederne,

så man kunne se forskel på

jøde og kristen.

Det mente klovnepræsten også var en god idé.

Der er forskel på mennesker. Det viser den nu

fyrede spindoktor for Kirkeministeren Tove Fergo,

Henrik Gade Jensen os med denne kommentar

om muslimer: ”At skære alle over en kam er en

forholdsregel, nemlig en klog måde at forholde

sig på, indtil andet dukker op”.

Men hvis de ”andre” nu svarer igen, hvad kan

man så gøre?

Jo, så skal man bare huske, hvad integrationslærer

Bertel har sagt. Man skal beskylde dem for

at være racister. For hvis muslimer råber igen,

når de bliver udsat for racisme, er det fordi, de

selv er racister. Det kaldes ”omvendt racisme”

siger Bertel.

Og husk også, at det med natur ikke er så vigtigt,

for det er der jo hele tiden. Derfor har Miljølæreren

beskåret budgettet med næsten en tredjedel

på tre år. Fra 338 millioner kroner i 1990-92, til

198 millioner kroner i 2005-07. I stedet bygger vi

7000 nye sommerhuse langs vores kyster.

Hey unger, det er ikke bare vigtigt, at I ligner

hinanden, I skal også bo ens. Det kan pedellen

Helge vise jer. Han vil rive christianitternes gamle

skure ned, så man bedre kan rengøre arealet. Det

ligner jo en svinesti, fordi så mange besøger det

hvert år.

Nu har I lært lidt om at begå jer i samfundet, men

det handler jo om uddannelse, så her er et tip,

hvis I skal studere: kig i facitlisten!, for på forskerområdet

vil lærerne helst se den forskning udført,

hvis forudfattede tilrettelæggelse og bebudede

konklusioner er samstemmende med det, læreren

synes. Ligesom i forskningsprojektet om

kommunismen, som Dansk Folkepartis anden

klovnepræst Jens Langballe havde arrangeret i

finansloven.

Og så skal vi slet ikke tale om matematiklæreren

Thor Petersen.

Men alt i alt er her jo masser af materiale, vi kan

lære lidt af. Dette for at begå os.

5. KLASSE. SKOLEREFORMERNE

Skolereformerne vil opprioritere de naturvidenskabelige

og samfundsfaglige fag, men det betyder,

at andre fag bliver nedprioriteret; nemlig de

kulturelle fag. Hvor billedkunst og musik før var

obligatoriske fag på alle gymnasier, vil de i fremtiden

være valgfrie. Til gengæld kan man ikke være

sikker på, at alle gymnasier udbyder dem, de har

kun pligt til at udbyde to af de kulturelle fag: film &

TV, drama, musik og billedkunst.

Men hov, hvad er der galt med kulturen? Måske

skal vi kikke på den generelle holdning fra lærernes

side, som ser kulturen som noget med bløde

hatte, socialdemokrater og specialister (ingen

Venstre-folk i det).

Og kunstnerne piver og jamrer til vikaren Brian.

Han må da kunne hjælpe dem. Men selv Brian kan

ikke hjælpe. Han skriver i sit månedsbrev, at:

”Jeg står ikke i spidsen for særinteresser eller

bestemte faginteresser. Derfor kan der engang

imellem være grund til at hive i bremsen, selv

når mange særinteresser slutter sig sammen og

forsøger at overtale os andre om, at vi for enhver

pris må have noget mere kultur.

”Det er nemlig ikke kvantitet, der handler om.

Heller ikke om gode intentioner.

Det handler om kvalitet, talentpleje og gode

resultater.”

Hvis vi følger disse bremsespor ind i 6. klasse,

kan vi høre om nogle highlights i lærernes kulturkamp.

6 KLASSE. HVAD HAR SLØJTVIKAREN

GJORT?

Skattestoppet betyder, at amter og kommuner

har udgiftstop. Det har bevirket en kraftig reduktion

i teaterlivet; så flere penge til din spegepølse,

mens landets scener sulter.

I år 2000 var der 25.1 millioner kr. til skabende

kunstnere. I 2002 var der 3.millioner kr. færre.

Det er selvfølgelig ikke meget i forhold til den

samlede sum, men lad os sige, at en gennemsnitlig

værkansøgning ligger på 75.000 kr., så bliver

der ca. 40 projekter eller værker mindre.

Sløjtvikaren ønsker kvalitet og talentpleje. De,

der virkeligt dyrker talentet må vel være Statens

kunstfond, som med deres arbejdslegater og

livsvarige bevillinger giver grobund for og støtte

til kulturelle talenter.

De er blevet reduceret med 14 millioner kr.

Og det to-årige arbejdslegat er blevet afskaffet.

Det var ellers den eneste mindre sikring

af nyuddannede kunstnere, da de ikke har en

fagforening.

Så det kunne jo være, at man skulle starte med at

spille bordtennis og undervise i det, da idrætten

i samme periode har fået tildelt 17.7 millioner

mere.

Men selv i idrætten, hvor man også vil have

kvalitet, har man mindsket bevillingerne til Kulturministeriets

idrætsmidler (måske fordi der står

kultur i starten af ordet). Midlerne gives til de, der

vil søge idrætsstipendier, skabe ytringsfrihed for

forskere i idrætslivet, styrke anti-dopingen og

handicapidræts-forbundet. De er blevet beskåret

med 13 millioner kr., fra 69.3 mill.kr I år 2000 til

56,2 mill.kr. i 2002.

Embedsværket har også sat sig på kunststøtten,

efter Brian Mikkelsen har skåret lønnen til

udvalgsmedlemmer under Kunstrådet ned med

mere end 60 pct. Det var dem, der skulle sikre

faglig kvalitet.

Landsdelscenerne og det kongelige har fået flere

penge. Dermed færre til de ikke-kommercielle

scener.

7 KLASSE. DET FRI KUNSTMARKED

For støtten skal ikke findes hos Staten, den skal

sponcorerne sørge for. Brian Mikkelsen mener, at

markedet skal styre kunsten, ikke Staten. Derfor

har han oprettet den centrale og eneste administration:

Kunststyrelsen.

Hvis et billede sælger, er det vel lig med, at

det er godt. Sådan styrer vi tingene, nu skal

efterspørgslen bestemme programmet. Og jeg vil

påstå, at den dag firmaer i højere grad køber og

støtter kunst, der ikke direkte kan give virksomhedens

smalle profil et løft, den dag vil vi høre

kinesisk fløjtespil på Radio 100 FM.

Sådan ser kulturlivet ud. Derfor nedprioriteres

kulturfagene i skolesystemet.

Så jeg ved ikke, hvor megen hjælp, der er at

hente i kulturprogrammet, men man kan jo tage

Lars Lykkes opfordring op og skrive til dem, for

de må da lytte lidt!

8 KLASSE. MAN KUNNE FORTÆLLE, AT

MAN UNDERVISER

Jeg selv er billedkunstner og underviser, giver

foredrag på højskoler og videregående uddannelser.

Af undervisningen kan andre mennesker lære

at forstå kunstens optik og forstå, hvad kunstens

optik kan i samfundet i forhold til os. Man kan ikke

måle en bys kvalitet på dens økonomi, men på

dens kultur. Sagde Einstein.

Billedkunstundervisning er givtigt for den studerende,

den kan give de grundlæggende værktøjer

til personlig udvikling, en forståelse af sammenhænge

fra det indre til det ydre, det kan få eleven

til at forstå andre sider af sig selv og dermed af

andre. Når du får lejlighed til at formulere dig i et

andet materiale end sproget eller skriften, udtrykker

man sig på andre måder. Dette ser jeg som et

vigtigt værktøj til at kunne fravælge i et samfund,

der tilbyder mere og mere. Matematik og fysik,

sprog og biologi er alle vigtige kundskaber, men

kan umuligt åbne op for socialitet.

9 KLASSE

”Til alle tider sammentænker dannelsesbegrebet

individet og samfundet med et mål om, at den

enkelte opnår bevidsthed om at være en del af en

større sammenhæng, som er værd at tage del i.

Det kræver en bred indsigt.”

(fra ”bogen om dannelse”)

En væsentlig indsigt ligger i billedkunsten, som

er den ældste udtryksform, menneskeheden har.

Et non-verbalt udtryksmiddel der skaber bindeled

mellem psyken, mennesket og dets omgivelser.

Jeg oplever, at flere og flere benytter sig af billedkunst.

Blot i løbet af de sidste to dage er jeg stødt

på folk, som er begyndt at male. I forgårs var jeg

på Vega og mødte en gammel bekendt, som var

begyndt at male ude på B&W. I går var jeg til

bryllup, og der var en af mine gamle veninder,

der efter hendes teologistudier var begyndt på at

male, og sjovt nok var jeg i dag ovre i min nabobygning

ved siden af mit atelier for at velkomme

den nye nabo Dansk indkøbs- & logistikforum, et

firma der sælger kurser og vejledning til de store

danske virksomheder i indkøb af halvfabrikata

- ikke just det mest kreative sted.

Efter at jeg havde introduceret mit virke for chefen

pegede han på to billeder på sit kontor – ja,

han var også lige begyndt at male!

Men hvorfor vil alle disse mennesker pludselig

male, det giver da ingen mening, vel!

Og jeg tænkte lidt, og fik tanken: kunne det

være, at når tingene bliver mere komplekse, får

vi brug for at formulere mere indeni os? Kunne

det tænkes, at dette samfund med dets fokus på

præcision, flexibilitet og nytteværdi ikke er noget,

vi mennesker rigtigt kan spejle os i og lade os

inspirere af?

10 KLASSE. HVAD SKAL VI GØRE?

Hvad kan vi billedkunstnere stille op? Vi er vælgerne,

vi må tale mere åbent om kulturens vigtighed.

Vi må vise dem vejen. Vi må skabe historier, der

bliver svære at negligere - selv for en vikar!

More magazines by this user
Similar magazines